Tag-arkiv: Bøger

Mit Berlin #39: Det bedste er byens diversitet

Lola Gazan har boet i Berlin siden 2005, da hun var tre år. Lige nu er hun på højskole i Danmark, og hun har ikke savnet byen én eneste gang! Hun har bidraget med mange tip til den nye udgave af Sissel-Jo Gazans Berlin-guidebog. Her svarer hun på spørgsmål i Vild med Berlins serie.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?

Det bedste ved Berlin for mig kommer altid til at være byens diversitet. Jeg siger tit, når jeg er i andre byer eller omgivelser, at der er ingenting, der kan chokere mig længere efter at have boet i Berlin i 15 år. Fra at tage u-bahnen hjem klokken fire om natten, fra Kottbusser Tor over Alexanderplatz til Bernauer Straße, til at falde i snak med nogle af de mest absurde og spændende mennesker – Berlin har alle folk fra alle verdenshjørner og alle baggrunde at byde på.

Hånd i hånd med det elsker jeg, hvor lidt der så bliver dømt af byen kollektivt (for det meste). Ingen kigger to gange på et homoseksuelt par i latex eller folk med flere piercings, end man kan tælle, og det synes jeg er skønt.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?

Berlin har virkelig meget at byde på, og det er jeg taknemmelig for. Man keder sig aldrig, hvilket selvfølgelig også har sine skyggesider. Jeg må sige, at Berlin lige nu ikke er min yndlingsby. Det er måske ikke det, I gerne vil høre – men efter at have rejst rundt, siden jeg blev student i juni, har jeg ikke savnet byen en eneste gang.

Især efter jeg er kommet på højskole i Danmark, sjovt nok, er det gået op for mig, hvor kold og sur og gnaven Berlin faktisk godt kan være. Men jeg tror nu, at det har mere noget med min personlige situation at gøre og mindre med byen selv. Det har altid været sådan med mig og Berlin – det mest op-og-ned-kærlighedsforhold nogensinde.

Det gode ved ikke at være Berlins største fan lige nu er, at når jeg kommer tilbage til den til januar, kan jeg sætte som mål at ændre på det – tage ud og nyde alt det gode, Berlin har at byde på og måske lære nogle nye folk at kende. Måske vil det ændre på min indstilling.

Spätikultur er også super “Berlin” – at sidde foran kiosker og drikke“. (Foto: Martijn van Exel , CC BY-SA 2.0)

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?

Jeg synes, at det ægte Berlin kommer ud om natten. Især Mitte, som om dagen kan virke meget homogen, meget rig og meget hvid, bliver til en skøn kulturoplevelse om natten. Jeg kender ikke noget mere “Berlin” end at drikke en øl i en Biergarten eller tage ud og danse til tekno eller små, independent bands, man aldrig har hørt om før. Det gode ved berliner nightlife er, at man aldrig ved, hvor man ender.

Spätikultur er også super “Berlin” – at sidde foran kiosker og drikke. Det lyder ikke så hyggeligt, det ved jeg godt, men hvis man er sammen med nogle mennesker, man elsker, kan jeg love jer for, at I får en god aften. Næsten alle mine aftener starter foran en kiosk. Det er lidt federe om sommeren, det indrømmer jeg, men man vænner sig til kulden om vinteren. Så, hvis man gerne vil opleve det rigtige Berlin – så skal man ud om aftenen. Plus: Alle de introverte, lidt kolde folk bliver overraskende dejlige at være sammen med, når de lige har fået nogle øller.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indryk på dig?

For tre år siden, da jeg havde en udvekslingsstudent fra Argentina, fandt hun et event i et besat hus i Köpenicker Straße. Det hedder “Køpi”, og det viser i hvert fald også det rigtige Berlin, hvis I leder efter et sted. Eventet bestod af, at squattere fra Athen var kommet for at tale med os og snakke om deres situation, og bagefter var der musik og billige bajer. Vi tog hjem tidligt den aften, men det var alligevel en aften, der altid kommer til at sidde i min hukommelse som en ægte berliner-kulturoplevelse.

Ellers er den årlige filmfestival Berlinale også noget af det skønneste, jeg ved. At komme ind i en biograf for at se en eller anden film fra Korea aller Skotland eller Sydafrika uden nogen forventninger om noget og komme ud bagefter, nogle gange fuldstændig paf over hvad man lige har set og andre gange rørt til tårer. Der bliver filmnørden inde i mig glad. Jeg kan kun anbefale at komme til Berlin i den tid, hvor der er Berlinale.

House of Small Wonder, Johannisstraße 20, 10117 Berlin

Har du en yndlingscafé/restaurant?

Jeg er her ikke så tit, som jeg godt gad, men House of Small Wonder er nok min yndlingscafé/restaurant. Den er så smukt indrettet, og menuen er interessant og anderledes. Så ligger den også lidt gemt, som jeg sætter pris på. Selvom den på en mærkelig måde er meget berliner-hipsteragtig, som jeg egentlig ikke så godt kan lide, så har den en helt anden charme. Den første House of Small Wonder ligger i Brooklyn, New York og det kan man godt mærke, når man går derind – den får én til at føle sig, som om man er et helt andet sted, hvilket kan være ret skønt engang imellem.

Uh, og The Tree på Brunnestraße! Super lære japanske nudelsupper og lækker te og mega fint indrettet!

Hvad rykker i Berlin lige nu?

Det er ikke nyt for Berlin, men for mig rykker ravekulturen meget lige nu. Jeg har mange venner, der er begyndt at gå op i teknomusik, som jo altid har haft stor indflydelse på Berlins undergrund, og det er noget af det fedeste af danse til, synes jeg selv.

Lola Gazan, født 2001, p.t. højskoleelev. Hun præsenteres med bl.a. disse ord i Sissel-Jo Gazans ”Vi elsker stadig Berlin: ”… kom til Berlin i 2005, da hun var tre år gammel, i selskab med sin eventyrlystne mor, en kuffert og en barnevogn. Nu lakker barndommen mod enden, og Arbitureksamen – studentereksamen – fra John Lennon Gymnasiet kom i hus sommeren 2019, og så begyndte en ny æra.”

Bogen udkom 7. november 2019 og rummer 65 ekstra sider i forhold til første udgave fra 2015. bl.a. i kraft af mange tips fra Lola. De er fremhævet med blå skrift og ”gør bogen ekstra velegnet til familier, der rejser sammen med deres store børn og teenagere”, som vi skrev i vores omtale.

vi_elsker_stadig_berlinLæs mere om bogen “Vi elsker stadig Berlin” og lodtrækningen om tre eksemplarer (senest tirsdag 3. december 2019).

Boganmeldelse: Et helt unikt indblik i livet i DDR

Tove Fleischers ”Kærlighed i socialismens tid” er en velskrevet og medrivende bog til alle, der ønsker viden om livet i DDR set med danske øjne. Den er for nylig udkommet i en ny, opdateret udgave.

Hvorfor forlader man frivilligt det danske velfærdssamfund i 1981 og flytter til DDR for at bo der de næste otte år? Og hvordan var det at leve i det østtyske samfund med mangel på stort set alt samtidig med, at man måtte affinde sig med overvågning og overdrevne bureaukratiske kontrolforanstaltninger?

Det første spørgsmål lader sig hurtigt besvare, når man læser Tove Fleischers bog ”Kærlighed i socialismens tid – Et dansk liv i DDR”. Det fremgår da også af titlens første ord. Den unge danske kvinde møder 1975 i Jugoslavien en jævnaldrende, mandlig DDR-borger. Det fører efter gensyn i DDR til graviditet og fødsel af en fælles datter – og efter moden overvejelse og imod råd fra nærtstående til en ansøgning om permanent indrejse til det land, hvorfra trafikken på dette tidspunkt i tiltagende grad gik den modsatte vej.

Spørgsmålet om livsbetingelserne for den danske kvinde og hendes lille familie, der med tiden øges med yderligere to børn, skal man læse bogen for at få et rigtig velskrevet indblik i. Man kan roligt sige, at Tove Fleischer ikke ikke en af den slags tilflyttere, der fortrækker ”den virkeliggjorte socialisme” af ideologiske årsager, og hun var tydeligvis et fremmedelement for magthaverne i DDR.

En lugt af benzin og brunkul

Det har magthaverne sandsynligvis på fornemmelsen, for hendes ansøgning om indrejsetilladelse trækker i langdrag. Og de får i den grad med en kvinde at gøre, som ikke bare finder sig i de faktiske forhold i hverdagens DDR. Det er der flere eksempler på i bogen, der rummer erindringer så knivskarpe, så man næsten kan mærke den dårlige boligstandard og lugte osen fra bilernes totaktsmotorer og den brunkul, der blev brugt til opvarmning.

Bogen er tidligere udgivet under titlen ”Kærlighed i kommunismens tid”, men forlaget havde svigtet, så der både var mange blanke sider, byttet om på kapitler og en del korrekturfejl. Alligevel fik første udgave fem hjerter/stjerner i henholdsvis Politiken og Jyllands-Posten. Man skal altså have fat i den nyeste udgave, ”Kærlighed i socialismens tid”, hvis man vil læse bogen uden fejl.

Kom til Stammtisch med Tove Fleischer i Århus og København

Som nævnt rummer bogen detaljerede erindringsbilleder. Om Tove Fleischer dengang skrev dagbog, eller om hun har en rigtig god hukommelse, kan man få lejlighed til at spørge hende om, når hun optræder ved Vild med Berlins Stammtisch-arrangementer i Århus 18. januar 2020 og på Berlin Bar på Frederiksberg 2. februar 2020.

Til førstnævnte møder man bare op på Fairbar kl. 14.30. Arrangementet på Berlin Bar 2. februar kræver tilmelding og er allerede fyldt op, men man kan skrive sig på venteliste.

En god gave til dem, der er interesserede i Tysklands historie

BoegerSammen med 10 andre gode bøger er ”Kærlighed i socialismens tid” på Vild med Berlins inspirationsliste, hvis man skal finde en god boggave til én, der er vild med Berlin samt tysk kultur og historie. Se listen her.

11 gode gaveideer til dem, der elsker at læse om Berlin

Mangler du inspiration til din egen juleønskeliste, eller skal du give en gave til en, der er vild med Berlin, Tysklands fascinerede historie eller bare en god fortælling? Så har du her en liste med 11 gode bøger, som vi har stor fornøjelse af her på Vild med Berlins redaktion.

Bøgerne vises med den nyeste udgivelse øverst. I øvrigt: Vild med Berlin er helt og aldeles uafhængig. Vi modtager ikke nogen form for betaling for at anbefale bøger, men gør det udelukkende, fordi vi selv kan lide dem.

Bogudlodning

Neil MacGregor: Tyskland – Erindringer om en nation

Et grundigt værk på 638 velskrevne sider med det hovedbudskab, at Tyskland ikke har én samlende fortælling om sin egen historie. “Der findes til dato ingen bedre kulturhistorisk indføring i tysk historie,” citerede vi Süddeutsche Zeitung for i vores omtale af bogen.

Udkom 8. november 2019. Køb bogen via Gads Forlag.

vi_elsker_stadig_berlin

Sissel-jo Gazan: Vi elsker stadig Berlin

Opdateret og udvidet udgave af guidebogen, der første gang blev udgivet i 2015. Nu med 65 ekstra sider og en række anbefalinger til byens yngre gæster fra Sissel-Jo Gazans 17-årige datter. Vild med Berlin udlodder tre eksemplarer af bogen frem til 3. december 2019.

Udkom 7. november 2019. Køb bogen via Politikens Forlag.

Lykke Friis: Håbets Europa i 89 billeder

1989 var håbets år med Berlinmurens fald og Den Kolde Krigs afslutning. Med ikoniske, men også mindre kendte billeder, ser Lykke Friis i bogen tilbage på 1989 og gør status. Læs Vild med Berlins omtale.

Udkom 6. september 2019. Køb bogen via Gads Forlag.

Tove Fleischer: Kærlighed i socialismens tid

Tove Fleischer flyttede i 1981 med sin lille datter fra Århus til DDR for at leve sammen med faderen, DDR-borgeren Holm Fleischer. Bogen er fyldt af medrivende og knivskarpe erindringsglimt om ikke mindst de mange modsætninger mellem DDR-styrets udmeldinger og borgernes oplevelser under “den reelt ekisterende socialisme”. Den er tidligere udkommet under en anden titel “Kærlighed i kommunismens tid”, der – trods visse tekniske fejl, som nu er rettet – fik rigtig gode anmeldelser. “Et helt unikt indblik i livet i DDR”, skrev vi på Vild med Berlin.

Udkom 18. juni 2019. Køb den hos BoD.

 

Andreas Monrad Pedersen: Åbne hænder

”En mursten af en spændingsfortælling, der rummer knivskarpe billeder af Berlin fra 1980 og frem til nutiden”, skrev vi i september i vores omtale af den 650 sider store roman.

Udkom 2019. Køb bogen via Forlaget Mellemgaard.

Bo Morell: Berlin med andre øjne

Den forhenværende gymnasielektor Bo Morell har samlet en stor del af sin enorme viden om mange sider af byen – ikke mindst de alternative – i en meget tætskrevet bog på 232 sider med næsten 800 stikord i registreret! En nødvendig opslagsbog for alle store Berlin-nørder. Bo Morell prøver at se Berlin med andre øjne.

Udkom 12. november 2018. Køb bogen hos Saxo.

Lene Tymoshenko: På kanten i Berlin

Scenen er Berlin efter Murens fald, hvor Lene Tymoshenko har boet siden 1992. Hun beretter om bz-miljøet, idealister, livskunstnere, illegale på flugt, truslen fra ordensmagten og nynazistiske bander, seksuelle eksperimenter, bordeller og sexarbejde. Autenticiteten i den farverige pallette understreges nærmest af den mangelfulde korrekturlæsning. Læs mere om bogen.

Udgivet 11. maj 2017. Køb bogen hos Saxo.

Lucia Jay von Seldeneck, Carolin Huder, Verena Eidel: 111 steder i Berlin som du skal se

En alternativ guidebog, der viser rundt i alternative, spøjse krinkelkroge i Berlin. Bogen er oversat og fordansket af Teddy Petersen, foredragsholder og Berlin-rejsearrangører, der har bidraget til Vild med Berlins serie ”Mit Berlin”.

Udgivet i 2. opdaterede oplag i 2017. Køb bogen hos Frydenlund.

Jesper Clemmensen: Skyggemand

På baggrund af interviews og grundige arkivstudier har Jesper Clemmensen skrevet en medrivende fortælling om dem, der hjalp DDR-borgere med at flygte til Vesten i årene efter, at Muren var rejst. Læs mere om bogen her på bloggen. Se også hans bidrag til serien ”Mit Berlin”: ”Byen sænker pulsen og tænder for de store følelser.”

Udkom i 2017. Køb bogen hos Gyldendal.

Alice Persson: Kollega Persson

Alice Persson boede i Østberlin i årene 1975-77, hvor hun arbejdede på DDR’s statsradio. Stasi, DDR’s hemmelige politi, forsøgte forgæves at rekruttere hende. Hun fortæller om sine oplevelser og refleksioner i bogen og har også bidraget til en flot dokumentar hos DR og Vild Med Berlins serie ”Mit Berlin”.

Udkom 23. maj 2016. Køb bogen hos Egolibris.

Jesper Bugge Kold: Land i datid

En fængende roman om 30-årige Andreas fra København, der rejser til Berlin for at blive klogere på sin myrdede biologiske far. Det fører til en overraskende rejse, der byder på barsk viden om løgne, magtmisbrug og Stasi-forbrydelser. Romanen bygger på omfattende research  bl.a. i Stasi-arkiverne. Læs mere om bogen.

Udgivet 8. april 2016. Køb bogen hos Turbine Forlaget.

Vind guidebogen ’Vi elsker stadig Berlin’ af Sissel-Jo Gazan

Forfatteren Sissel-Jo Gazan har netop udgivet en opdateret udgave af sin populære storbyguide fra 2015. Bogen ’Vi elsker stadig Berlin’ indeholder 65 ekstra sider og som noget nyt også anbefalinger fra Sissel-Jos 17-årige datter, Lola.
Politikens Forlag har doneret 3 eksemplarer af den nye guidebog til udlodning på Vild med Berlin. Læs hvordan du deltager længere nede i artiklen.

Sissel-Jo Gazans nye guidebog ’Vi elsker stadig Berlin’ er 216 velskrevne og veloplagte sider spækket med personlige anbefalinger og tips. Her finder du inspiration til nye spændende restauranter, frisører, butikker, hoteller, caféer, cocktailbarer, gallerier, loppemarkeder, museer, veganercafeer, parker, museer, og hvad der ellers er værd at opdage i Berlin.

Gennem hele bogen deler 17-årige Lola Gazan – datter af Sissel-Jo – ud af sine yndlingssteder og bedste tips til unge berlinelskere. Lolas bidrag er fremhævet som blå tekst, så de er nemme at finde. Hendes tips gør bogen ekstra velegnet til familier, der rejser sammen med deres store børn og teenagere.

Bogen indeholder også otte miniportrætter af mennesker, der er flyttet til Berlin, og som i bogen fortæller om deres yndlingsaktiviteter og favoritsteder i byen.

Hostellet Die Fabrik i Kreuzberg er en af bogens hotelanbefalinger. Foto: Joachim Gern.

Ud over at dele rundhåndet ud af sine personlige favoritsteder og sin store kærlighed til Berlin reflekterer Sissel-Jo også over byens mindre flatterende sider og bagsider. Fx fortæller hun i kapitlet ’Arm aber Sexy’ om sit møde med en berlinsk taxachauffør, der gør hende opmærksom på, at Berlin nok er billig at færdes i for turister, men for mange af byens indbyggere er Berlin absolut ikke billig at leve i. Berlinerne selv er udfordret af høj arbejdsløshed, meget lave lønninger samt ejendomsinvestorer, der presser huslejerne op og dermed bl.a. medvirker til stigende priser på mad og dagligvarer.

I ’Vi elsker stadig Berlin’ har 9 af Berlins mest populære kvarterer fået hvert sit kapitel, nemlig Mitte, Wedding, Prenzlauer Berg, Friedrichshain, Kreuzberg, Neukölln, Schöneberg, Tiergarten og Charlottenburg.

Ud over et stikordsregister er bogen også udstyret med et emneregister, så man hurtigt kan finde det, man søger, i kategorier som fx Hoteller, Med Børn, Markeder, Shopping og Restaurant, café og bar. Bogen indeholder også bykort og et nyttigt gaderegister.

Du kan gratis læse eller høre et uddrag af bogen her.

SÅDAN DELTAGER DU I LODTRÆKNINGEN
Læg en kommentar herunder, hvor du fortæller om: Hvilken Berlin-bog har inspireret dig mest til gode oplevelser i Berlin?

Bemærk: Vi modtager meget “spam” i vores kommentarfelter. Derfor bliver din kommentar først synlig, når vi har godkendt den.

Sissel-Jo Gazan er især fan af de små tærter i Konditorei Du Bonheur, der ligger skråt over for U-Bahn-stationen Bernauer Strasse. Foto: Joachim Gern. Vild med Berlin har også besøgt stedet og anbefaler også gerne deres meget lækre kager.

OM KONKURRENCEN
Konkurrencen løber til og med tirsdag 3. december 2019. Den foregår også på Vild med Berlins Facebook-side og Instagram-side. Vi finder vinderne gennem lodtrækning og kontakter dem direkte. Vinderne modtager efterfølgende deres bog direkte fra Politikens Forlag.

OM FORFATTEREN
Sissel-Jo Gazan, født i Aarhus i 1973. Hun er romanforfatter og biolog med speciale i dinosaurer. Sissel-Jo debuterede i 1995 med romanen ’Når man kysser i august’ og fik sit internationale gennembrud med videnskabskrimien ’Dinosaurens fjer’ i 2008.

Hendes seneste bestsellerroman ’Blækhat’ fra 2017 foregår i Berlin og Aarhus.

Sissel-Jo Gazan flyttede i 2005 til Berlin, hvor hun stadig bor med sine tre børn. I 2015 udgav hun guidebogen ’Vi elsker Berlin’, som nu er udsendt i en opdateret udgave.

Udlodning af ny bog om Tysklands historie

(Vinderne er fundet) Vild med Berlin udlodder 3 eksemplarer af en ny bog: ‘Tyskland – Erindringer om en nation‘ i samarbejde med Gads Forlag. Tyskland har igennem de seneste 150 år været den centrale magt i Europa. En ny tysk stat kom til verden for 30 år siden, da Øst- og Vesttyskland blev genforenet. Men hvor godt kender vi egentlig dette nye Tyskland? Og hvordan forstår tyskerne sig selv?

Opdateret 20. november 2019: De 3 vindere i bogudlodningen er fundet, og de er blevet kontaktet direkte.

Forfatter Neil MacGregor. Foto: Martin Godwin.

“Der findes til dato ingen bedre kulturhistorisk indføring i tysk historie.” Sådan lød det fra Süddeutsche Zeitung, da bogen ‘Tyskland – Erindringer om en nation’ oprindeligt udkom på engelsk.

I bogen  argumenterer forfatter Neil MacGregor for, at Tyskland – til forskel fra alle andre europæiske lande – ikke har en samlende fortælling om sin egen historie. Både geografi og historie har altid været ustabile størrelser i Tyskland.

I hovedparten af de 500 år, som bogen omhandler, har Tyskland tilmed bestået af mange selvstændige politiske enheder med hver sin historie. Dertil kommer, at enhver bekvem national historie, som tyskerne måtte have fortalt sig selv før 1914, blev tilintetgjort af begivenhederne i de følgende 30 år.

Tysklands historie er således grundlæggende fragmenteret, men omfatter erindringer, erfaringer og oplevelser, som deles af mange tyskere. MacGregor har i denne bog udvalgt en række genstande, ideer, folk og steder, som stadig vækker genklang i det nye Tyskland – porcelæn fra Dresden og murbrokker fra samme bys ruiner, Bauhaus-design og tyske pølser, Karl den Stores krone og porten til koncentrationslejren Buchenwald – for at vise os noget om tyskernes referencerammer.

Bogen er et digert værk på 638 sider med masser af billeder til at underbygge fortællingen. Berlin fylder naturligvis en del i bogen, bl.a. i beskrivelser om nazitiden, DDR-tiden, Murens fald og den tyske genforening.

Et kort uddrag fra bogen:

“Det er nu 30 år siden, at Muren faldt , og næsten lige så længe siden, at et nyt Tyskland blev født. I denne periode har tyskerne gjort en kolossal indsats for at tænke klart og modigt over deres nationale historie. Genforeningen af Tyskland faldt sammen med en mere klarsynet historisk undersøgelse af en stor del af den tyske befolknings medskyld i forbrydelser, man længe blot havde tilskrevet “nazisterne”. Efterhånden som Berlin er blevet genopbygget, har der været et bevidst forsøg på at gøre de allermest smertelige erindringer offentlige, hvor det mest oplagte eksempel er holocaustmindesmærket for Europas myrdede jøder. Også her kan man se, at tyske monumenter ikke er som andre landes. Jeg kender ikke til noget andet land i verden, som midt i sin nations hovedstad rejser monumenter til minde om sin egen skam. Ligesom Siegestor i München står de der ikke alene for at mindes fortiden, men – og måske endnu vigtigere – for at sikre, at fremtiden bliver anderledes. Som Michael Stürmer, en fremtrædende politisk kommentator, bemærker: ‘I Tyskland har historiens formål i lang tid været at sikre, at det aldrig vil kunne ske igen.'”

Sideløbende med udgivelse af bogen åbner Nationalmuseet særudstillingen “Tyskland”.

Du kan gratis læse et uddrag af bogen her.

SÅDAN DELTAGER DU I LODTRÆKNINGEN
Læg en kommentar herunder, hvor du fortæller om: Hvilken del af Berlins/Tysklands historie er du mest interesseret i (og fortæl gerne hvorfor)?

Bemærk: Vi modtager meget “spam” i vores kommentarfelter. Derfor bliver din kommentar først synlig, når vi har godkendt den.

OM KONKURRENCEN
Konkurrencen løber til og med tirsdag 19. november 2019. Den foregår også på Vild med Berlins Facebook-side og Instagram-side. Vi finder vinderne gennem lodtrækning og kontakter dem direkte. Vinderne modtager efterfølgende deres bog direkte fra Gads Forlag.

OM FORFATTEREN


.

Neil MacGregor, f. 1946, er kunsthistoriker, forfatter og museumsdirektør for National Gallery 1987-2002 og for British Museum 2002-15.

2015-2018 var han den ledende af tre direktører for det nye museum Humboldt Forum i det genopførte slot i Berlin.

Spændingsroman med stor Berlin-indsigt

Historikeren Andreas Monrad Pedersen roman-debuterer med ”Åbne hænder” – en mursten af en spændingsfortælling, der rummer knivskarpe billeder af Berlin fra 1980 og frem til nutiden.

Uden at afsløre for meget kan man godt indsnævre kernetemaet i Andreas Monrad Pedersens nye roman til ordene: ”Magt korrumperer”. Man kan også sætte lidt flere ord på og tilføje, at det handler om, hvordan overvågning, undertrykkelse og manglende demokrati giver egoistiske og grådige kræfter i et magtmonopol mulighed for at erhverve sig fordele og velstand på de undertryktes bekostning – med ufattelige omkostninger for især dem, der ikke kan affinde sig med regimet.

I ”Åbne hænder” folder forfatteren temaet ud over 650 sider med et fortællemæssigt greb fra krimigenren. Det sker med et væld af præcise nedslag i byens historie, hverdagsliv og kultur på begge sider af den mur, der blev fjernet for 30 år siden. De mange beskrivelser vil fryde enhver Berlin-kender, og der er sikkert også ny viden at hente for mange.

Punkmusik over muren

Hvem husker for eksempel navnet på elektropunkbandet, der i 1980 gav en medrivende koncert på Kreuzberg-spillestedet SO36? Navnet er ”Deutsch Amerikanische Freundschaft” (DAF), og i romanen afslutter bandet koncerten med at rykke højttalere og andet udstyr de få hundrede meter ned til Mariannenplatz og gjalde nummeret med den smukke konjunktiv-titel ”Als wär’s das letzte Mal” hen over Muren til befolkningen i ”den lille republik” på den anden side. Nummeret kan i øvrigt høres på Youtube.

Og vidste du, at den daglige, østtyske tv-nyhedsudsendelse hed ”Aktuelle Kamera”, og at partitro DDR-borgere sad klar ved udsendelsens start kl. 19.30?

“Åbne hænder” tager sit udspring i tiden, da Berlin var delt af en mur, og hvor den østlige del var “Hauptstadt der DDR”. Bykortet her er det officielle fra DDR i 1968.

Der er også nutidige billeder. Tidligt i bogen er der en iagttagelse af to punkere i hullet, sort tøj, grafitti-dekorerede læderjakker, tynde ben i militærstøvler og med imponerende hanekamme, men også med en aldersforskel på ca. 35 år. Beskrivelsen efterfølges af ordene: ”… et eksempel på noget særligt berlinsk, som var svært at definere. Noget med en fandenivoldskhed, som byen stadig tilbød og nærede”.

Autentiske beskrivelser

Den slags små perler er drysset ud over siderne, og selv om det måske er viden og indsigt, man godt kunne leve foruden, bidrager de til at give romanen en særlig autenticitet.

Romanens hovedperson er den desillusionerede tidligere kommunist Johannes Knudsen, der har en dansk baggrund og arbejder som privatdetektiv i nutidens Berlin. Fans af krimiforfattere som Philip Kerr eller danske Jussi Adler-Olsen vil helt sikkert føle sig tiltrukket af dette islæt af spænding, men bogen kan også læses af ”krimifornægtere”, hvis man bare er interesseret i Berlin i almindelighed eller byens nyere i historie i særdeleshed.

Andreas Monrad Pedersen, født 1967, er historiker og  gymnasielektor i Horsens. Han var i Berlin første gang i 1982, men blev for alvor vild med byen i 2005 og rejser nu dertil 6-7 gange om året. Han er forfatter til flere bøger, bl.a. ” ”Schalburgkorpset: Historien om korpset og dets medlemmer 1943-45”.

Han har svaret på spørgsmål i serien ”Mit Berlin”, hvor han kommer med megen inspiration og en lang række konkrete anbefalinger til byens gæster. Se dem her:

Mit Berlin #36: Berlin er en sand gave for en historiker

Mit Berlin #36: Berlin er en sand gave for en historiker

Andreas Monrad Pedersen udgav for nylig en spændingsroman, der vidner om en stor indsigt i Berlins historie, kultur og geografi. Vild med Berlin har her fået ham til at dele ud af mere af sin viden og give nogle gode tips til byens gæster.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg var i Berlin første gang i 1982 med min folkeskole i 9. klasse. Vi boede i Østberlin i en uge, og selvom vi i bakspejlet oplevede ret fantastiske ting, så havde vi intet til overs for byens østeuropæiske charme dengang. Alt så slidt og gammelt ud, folk forekom triste, og der var ikke noget, vi danske middelklassebørn kunne shoppe.

Jeg har stadig den stil, vi skulle skrive efterfølgende i dansk, og det er morsom læsning i dag. Vi følte os befriede, da vi ankom til Vestberlin og blev sluppet løs i Europacenter. Vanduret var åbenbart højdepunktet!

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Helt ærligt, så var det først, da jeg besøgte Berlin for fjerde gang i 2005, at jeg blev vild med byen, og min indgang var, at jeg selv skulle forberede en studietur for en gymnasieklasse og derfor researchede løs og blev grebet af min egen nye viden. At lære byens geografi, kulturliv og historie og formidle det til mine elever var trylleformularen for mig. Typisk læreragtigt tænker jeg.

I dag er Berlin med et fortærsket udtryk blevet mit andet hjem. Jeg har gennem 10 år haft en lejlighed i Friedrichshain og er kommet der 6-7 gange årligt, så jeg kender på mange måder Berlin bedre end Århus og København. Jeg cykler hjemmevant rundt og ved, hvor det meste ligger uden at bruge kort. Og pludselig er man alligevel et nyt sted, hvor nogen har skabt et hyggeligt frirum på et gadehjørne under træerne.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Som dansker føler man sig umiddelbart hjemme i Berlin. Det må være noget med blandingen af det lidt fremmede og det ret genkendelige på mange niveauer. Berlinerne opfører sig som en slags danskere.

Det spændende for mig er den underliggende voldsomme historie, som gemmer sig under den ubekymrede, moderne metropol. Berlin indeholder verdenshistoriens store konflikter, verdenskrigene og den kolde krig, og sporene gemmer sig lige under overfladen. Berlinmuren dukker op her og der med graffiti eller som glemte overgroede klodser. Pludselig træder man på en snublesten og kan læse om en jødisk familie, der for 75 år siden blev deporteret fra lejligheden ved siden af. Hitlerregimets og DDR-tidens arkitektur ses punktvist, dels som anvendte boliger og dels som museumsbygninger.

Har man øjnene med sig, ser man mange steder en lille mindeplade eller en inskription, og så får en travl, trafikeret rundkørsel (som eksempelvis Besarinplatz eller Strausberger Platz) eller en park (som eksempelvis Volkspark Friedrichshain) pludselig en anden mening end den åbenlyse. At bevæge sig med den bevidsthed rundt i byen er for en historiker og forfatter naturligvis en sand gave.

Andreas Monrad Pedersen foran det stykke af Muren ved af East Side Gallery, som også illustrerer forsiden af hans roman “Åbne hænder”.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Hver bydel i Berlin har sin egen charme. Jeg holder af Kreuzberg og Prenzlauer Berg, men jeg har hjemme i Friedrichshain og betragter det som min trygge base. Der er noget Vesterbro-agtigt over bydelen, og der er mange dejlige, små lommer med parker, pladser og altid mange mennesker, der hygger sig udenfor.

Så snart solen titter frem, samles børnefamilierne i parkerne, og stuelejlighederne bliver pludselig ekstra attraktive. Man tager sin lænestol under armen og hopper ud ad vinduet og gør fortovene til sit hjem. Det skal ikke nødvendigvis være pænt, bare det er rart.
Det er dejligt at opleve de velkendte steder i Friedrichshain og se dem ændre sig. Huse, der bliver renoveret, små butikker, der dukker op, beboere, hvis børn bliver større. Side om side ligger BZ-huse og specialbutikker, legepladser og lejligheder med hyggelige altaner. Det er en meget broget bydel.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Åhh, den er svær. I Deutsche Oper så jeg en hypermoderne opsætning af Mozarts “Die entführung aus dem Serail”, og den genkalder jeg mig stadig år efter. Måske også fordi jeg lige inden var gået ned om hjørnet ved Krummestrasse og set den parkeringsplads, hvor den unge Benno Ohnesorg blev slået ihjel med forsæt af en vestberlinsk politimand under de voldsomme demonstrationer i 1967.

Mere direkte knyttet til Berlin og noget af det, der interesserer mig mest, står en omvisning i Stasi-fængslet i Hohenschönhausen som et klart højdepunkt for mig. En tidligere indsat, som havde lært sig dansk pga. Olsenbanden-filmene, der blev sendt i DDR-fjernsyn, viste rundt. Meget vedkommende og rørende. Men jeg kunne nævne rigtig mange andre oplevelser.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Når det kommer til rigtig god mad, er det svært at komme udenom den vestlige bydel. Min far insisterer, når han kommer til Berlin, på at besøge Cassambalis i Grollmannstrasse – en græsk-italiensk restaurant med suveræn atmosfære og kvalitet. Og jeg indvilger som regel, fordi han har ret i stedets kvalitet, selvom jeg ligeså gerne besøger de lidt mere rustikke og særprægede spisesteder. Et af disse er uden tvivl Englers Unikat i Samariterstrasse i Friedrichshain. Man spiser i sofagrupper, blandt talrige udstoppede havdyr, og serveringen er ægte berlinsk, tilbagelænet og alle G’er udtales som J akkurat som i gamle dage.

English Bookstore på Warschauerstrasse må være min favoritcafé. De laver ordentlig, det vil sige varm og stærk, kaffe og serverer friskbagte, hjemmelavede bagels med lækkert tilbehør. Samtidig kan man sidde og bladre i bøger og hæfter – jeg holder især af fotobøgerne om Berlin både før og nu – og ellers bare sidde og se på alle de forskellige besøgende gæster, der som regel er udlændinge, måske studerende eller turister, som på alle tider af dagen dropper ind i denne internationale oase.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
For mig er det ægte Berlin det rum, der skabes af menneskers kreativitet i de rum, som er blevet til overs i byen, og hvor ånden er at skabe noget værdifuldt for sit nærmiljø. Landingsbanerne ved den gamle Tempelhof-lufthavn er et godt eksempel. Spisesteder, idrætspladser og kolonihavehuse ligger side om side og tiltrækker byens mennesker, der altid er på udkig efter adspredelse i det fri.

Langs floden Spree er der dukket små strandbarer op, hvor man kan købe en billig øl og nyde stilheden ved vandet i den ellers hektiske by og se initiativrige nye berlinere være i gang med at bygge barer og små butikker. Efter en kort pause kan man så gå videre og lede efter Check Point Charlie, Fjernsynstårnet og Rigsdagen, som jo også er det “ægte” Berlin.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Savner man et lille afbræk i den travle og larmende bymidte, kan man på Chausseestrasse 126 træde ind i et lille frirum, nemlig kirkegården med navnet efter bydelen, Dorotheenstädtischer Friedhof. Det er lige ved siden af Berthold Brecht Haus, der også er besøgsværdigt.

På denne oprindeligt tænkte fattigkirkegård ligger mange prominente akademikere begravet, såsom forfatteren Grass, filosofferne Hegel og Marcuse, og der er et fint mindesmærke for de modstandsfolk, der blev skudt tæt på dette sted efter attentatforsøget mod Hitler i juli 1944. Man kan også se skudhuller fra ødelæggelserne i 2. verdenskrig. Men det mest fantastiske er det lille kapel, som lysarkitekten James Turrell har skabt for et par år siden, og som absolut er et besøg værd. Man skal lige tjekke åbningstiderne og så ellers sætte sig ind i det smukke rum og lade sig føre væk af lyskunsten.

Et andet spændende sted, hvor historien blander sig med nutiden, er bygningskomplekset Am Flutgraben, der ligger på grænsen mellem Kreuzberg og Treptow. Det fungerer i dag som et kunstnerværksted med uden- og indendørs udstillinger af de sjoveste ting, og der er et dejligt miljø omkring kanalens bredder. Men oprindeligt var det et sporvognsværksted, og i DDR-tiden var det pga. by-opdelingen en del af murkomplekset. Derfor kan man komme ind og se, hvordan grænsevagter bevogtede stedet og de sindrige afspærringsindretninger, Stasi havde lavet for at undgå flugt, efter at det rent faktisk var lykkedes østberlinere at kaste sig ud i desperate flugtaktioner.

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Der er faktisk et par stykker, og de har samme tema, nemlig den kolde krig. Et nyåbnet museum i Zimmerstrasse kaldet TimeRide har skabt en virtual reality-version af en køretur gennem den delte by i 80’erne. Det lyder som en sjov og original opfindelse. Det andet besøg ligger noget uden for byen i sydøstlig retning. I byen Gosen har man åbnet en Stasi-bunker og lavet en udstilling om temaet. Det er den velkendte genre, men det er jo den slags ting, jeg aldrig bliver træt af.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Jeg vil ikke være bekendt at sige, at der er noget, der irriterer mig ved Berlin, for jeg er trods alt en gæst. Men der er ting, som bekymrer mig i byen. Jeg har over årene registreret en stigende grad af skepsis over for udlændinge, hvad enten det drejer sig om turister eller indvandrere. Det ligger nok i tiden og er en konsekvens af en global trend. Og det er svært at bebrejde berlinerne denne holdning, for det kan være svært at bevare det velkendte Berlin for de mennesker, der måske har boet der i 30 år.

Byfornyelsen og turismen presser de berlinere, der ikke har råd til at købe de nyistandsatte lejligheder, og de mange shoppingcentre i alle de forskellige bydele truer de små butikker med lukning. Konsekvensen er, at de mennesker, der skal servicere alle os andre, må bo i triste forstæder og hver dag rejse langt for at komme ind i byen og arbejde i de kapitalstærke virksomhedskæder. På den måde bliver byen tømt for almindelige mennesker og deres kolorit og livsstil og erstattet med kolde bolig, hotel- og kontorkomplekser, hvor der ikke er noget liv efter lukketid og i lavsæsonen.

Det er en trist udvikling, som naturligvis truer med at fjerne alt det spændende og anderledes, vi fremmede kommer for. Det kræver nok politisk handling at bremse denne udvikling, men om viljen er til stede, kan jeg godt tvivle på. I mellemtiden sørger jeg for ikke at opføre mig alt for meget som en turist, så jeg tager ikke min rullekuffert med til Berlin, og jeg går i en bue uden om de store butikker og ind til de små lokale handlende i stedet.

Andreas Monrad Pedersen, født 1967, er historiker og  gymnasielektor i Horsens. Han var i Berlin første gang i 1982, men blev for alvor vild med byen i 2005 og rejser nu dertil 6-7 gange om året.

Han er forfatter til flere bøger, bl.a. ” ”Schalburgkorpset: Historien om korpset og dets medlemmer 1943-45”.

I 2019 udkom ”Åbne Hænder”, en historisk roman på 650 sider med et krimielement om forbrydelser i tiden med Berlinmuren.

Vind bogen

I samarbejde med Forlaget Mellemgaard udlodder Vild med Berlin tre eksemplarer af “Åbne hænder”. Der trækkes lod blandt alle, der er tilmeldt Vild med Berlins gratis nyhedsbrev senest torsdag 10. oktober 2019. Er du allerede tilmeldt, behøver du altså ikke at gøre det igen, men ellers kan du gøre det her.

Håbets Europa i 89 billeder

I anledning af 30-året for Berlinmurens fald udgiver Europaekspert Lykke Friis fredag 6. september 2019 en ny bog, hvor hun ser tilbage og gør status på begivenhederne i 1989.

Gads Forlag har doneret 3 eksemplarer af den nye bog til udlodning på Vild med Berlin. Læs herunder, hvordan du deltager i lodtrækningen.

”Selvom Europa i 2019 kæmper med blandt andet Brexit og EU-skepsis, en uforudsigelig Donald Trump og et selvbevidst Kina, burde et tilbageblik til 1989 indgyde nutidens politikere og læsere håb.” Sådan skriver Lykke Friis i ”Håbets Europa”, hvori hun pointerer, at læren fra 1989 ikke er, at det liberale demokrati er dømt til at sejre. Læren er snarere, at Europas fremtid hurtigt kan ændre sig og i høj grad afhænger af os selv.

1989 var håbets år med Berlinmurens fald, Den Kolde Krigs afslutning og dominoagtige revolutioner i Central- og Østeuropa. I dag tages 1989 ofte for givet. Men året var ikke resultatet af en storpolitisk masterplan, og faktisk kunne det hele være gået meget anderledes. For eksempel hvis grænsevagterne i Østberlin havde åbnet ild mod østtyskerne, da Berlinmuren blev erklæret for åben ved en fejltagelse.

På trods af at ingen i 1989 forudsagde Europas ”stjernestund”, troede mange, at ”historien var forbi”. 30 år efter ser situationen ganske anderledes ud. I dag tales der om historiens comeback eller sågar hævn. Det skyldes ikke mindst udviklingen i Kina, Rusland og Donald Trumps USA. Bogens udgangspunkt er ikke desto mindre, at 1989 fortsat bør indgyde Europas politikere og vælgere håb.

I Håbets Europa ser Lykke Friis tilbage på 1989 og gør status. Med ikoniske, men også mindre kendte billeder, indfanger hun det hæsblæsende års mange begivenheder og tiden før og efter det mest begivenhedsrige år i Europas nyere historieBogen er den officielle bogudgivelse i forbindelse med Golden Days-festivalen 2019, som har 1989 som tema.

Du kan gratis læse et uddrag af bogen her.

Om Forfatteren:
Lykke Friis
født 1969, er udenrigskorrespondent i Berlin for Berlingske, formand for Udenrigspolitisk Selskab og næstformand for tænketanken European Council on Foreign Relations.

Lykke Friis er blandt andet tidligere klima-, energi- og ligestillingsminister. Hun er forfatter til en række bøger om europæisk politik med særligt fokus på Tyskland.

Læs Lykke Friis’ bidrag til serien Mit Berlin:
Mit Berlin #4: Berlin er min anden hovedstad

Mit Berlin #32: Jeg prøver at se Berlin med andre øjne

Bo Morell tog sine elever med til Berlin og kender byen bedre end København. I en ny bog fortæller han om de lidt oversete sider af den tyske hovedstad. I serien “Mit Berlin” kan du her læse mange af hans anbefalinger.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg kom i byen længe før Murens fald. Der boede jeg på hotel i Vestberlin med gymnasiehold og tog dem med over Checkpoint Charlie på en dagsekskursion, så de fik et indtryk af kontrasterne mellem bydelene: fx belysning, vedligeholdelse, varesortiment, imødekommenhed og seværdigheder, hvoraf kun det sidstnævnte talte positivt i den sovjetiske sektor.

Uden elever boede min kone og jeg på et hyggeligt hotel i Wielandstraβe, indtil vi fandt det lettere at købe en lejlighed i Prenzlauer Berg som base for alle de oplevelser, som især Østberlin kan byde på, hver gang vi er i byen.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Det siges, at Berlin er blevet til danskernes anden hovedstad. For mig nok den primære, hvor jeg færdes mere end i København og på flere måder efterhånden også kender den bedre. Når jeg om morgenen træder ud på gaden og ser ned på fjernsynstårnet, føler jeg virkelig, at det også er min by med et godt forhold til det lokale miljø, vores tyske naboer, frisøren, boghandleren, den italienske restauratør og den fliegende Zeitungs-Verkaufer, der ved, hvilken morgenavis jeg helst vil have på restauranten, aftenen før den udkommer.

Det er også en fordel at kende bookingmuligheder i teater og på museer, infrastrukturen, de kringlede regler med BVG og deres efterhånden ikke overraskende punktstrejker, men det hører jo også med til det anarkistiske Berlin, som jeg godt kan lide. I vores ejendom er der fx forbud mod husdyr, men flere beboere spadserer frejdigt gennem gården med deres hunde, uden at nogen brokker sig, og hvis man ikke får kontrolleret sit drikkevand en gang om året, loves der bål og brand og bøder, men når det så alligevel ikke bliver ordnet, går det i sig selv igen.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Det er blandt andet denne afslappede frihed, jeg godt kan lide, men så også især de vanvittigt mange tilbud, der findes, hver gang man kommer til byen: nye udstillinger på museer og gallerier, en alternativ rundvisning på et skummelt sted, et uopdaget kvarter, der pludselig dukker op på en cykeltur, prisniveauet og imødekommenheden. Det er svært at finde sure berlinere, især hvis man selv prøver at være lidt venlig.

Den lille flod Panke, som har givet navn til Pankow, flyder stille gennem bydelen med tilhørende cykelstier (illustration fra ”Berlin med andre øjne”)

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Det lyder banalt, men siden jeg bor i Prenzlauer Berg og er tilfreds med det, må jeg sige, at selv om det efterhånden er blevet et temmelig etableret kvarter pga. byens gentrificering og er uden de store seværdigheder, har denne bydel en rigtig god og lokal atmosfære. Man er på Alexanderplatz efter fem stoppesteder med sporvognen, 10 minutter på cykel eller med 20 minutters gang. Og så er afstandene fx til Friedrichshain, Pankow og lufthavnen i Schönefeld også overkommelige.

Pankow er blevet et af mine favoritområder med en cykeltur på Mauerweg med forårets blomstrende kirsebærtræer eller langs den lille flod Panke. Her kommer man gennem det lokale liv, og turisterne er få. Det store sovjetiske krigsmonument i Schölzer Heide, der næsten kan måle sig med det i Treptow-parken, har man helt for sig selv. I yderområderne er en tur til Potsdam, Friedrichshagen og Neu-Venedig oplagt på en forårsdag, eller hvad med den gamle sporvogn fra Rahnsdorf gennem skoven til Woltersdorfer Schleuse, som er et af udflugtsforslagene i min bog?

Med hensyn til seværdigheder er der faktisk også en række undervurderede eller oversete i Prenzlauer Berg, som man kan læse mere om.

Et tidligere Plattenbau-hus i Friedrichshain, der er blevet malet op af en spansk kunstner. Den grå DDR-tristesse er forvandlet til et muntert indslag i bybilledet (illustration fra “Berlin med andre øjne”)

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Hvad er kultur? De store kendte museer, eller det lille lokal- og brødmuseum i Pankow, hvor man får en personlig rundvisning med en frivillig medhjælper? Er det en festlig forestilling på Komisches Oper eller lirekassemanden, der spiller op til rundvisning i en af stationerne på den kommende U5-linje? Er det en cappucino på Café Einstein eller en Weiβbier på en udrangeret kabeltromle i RAW-Gelände ved Revaler Straβe?

Hvis ”kultur” er det hele, kunne jeg fx nævne Tieranatomisches Theater, som er en lidt overset arkitektonisk perle af Brandenburger Tors arkitekt Hans Langhans. Han tegnede den klassicistiske bygning til veterinærstuderende i 1790 og fik konstrueret en elevator fra kælderrummene, hvorfra man hejste dyrekadavere op til den amfiteatralske forelæsningssal. Flot restaureret med udstilling og gratis adgang.

Eller hvad med den nedlagte amerikanske radarstation på Teufelsberg, hvorfra der er fantastisk udsigt og kreativ spray-kunst? Kort sagt, Berlin med andre øjne, når man har fået nok af Kurfürstendamm og Unter den Linden, hvor der selvfølgelig også gemmer sig historier. Og så skal man jo lige huske på, at kulturen i Berlin også altid rummer en historisk fortælling.

I forskerparken Adlershof står bl.a. denne prægtige Motorenprüfstand fra 1936 til test af støjdæmpning på flyvemaskiner (illustration fra “Berlin med andre øjne”)

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Da min kone og jeg altid bestiller bord i forvejen, kan jeg vel godt røbe, at vores lokalt foretrukne restaurant er Herr Rossi i Winsstraβe. Den er overfyldt i forvejen, og akustikken er som i en garage, men sådan er de bedste spisesteder jo også i Rom.

Med hensyn til cafeer kunne jeg nævne Coffee Star i Wörther Straβe og Fritz Heyn, Heynstraβe 15 i Pankow, hvor vi gerne tager et hvil på en cykeltur nordpå. Café Bravo i Auguststraβe 69 giver en god pause i gården eller glashuset, når man er på rundtur i de omliggende gallerier. Cafeen er i sig selv bygget som et kunstværk ligesom det skæve fortov på gaden foran, der også forklares i min bog.

Retsbygningen i Littenstraβe med en kafkask labyrint af trapper, der på forhånd kan gøre en skyldig i retssystemet, men vov dig bare ind og få et herligt kig (illustration fra ”Berlin med andre øjne”)

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Næste tur til Berlin bliver heldigvis af længere varighed, for ellers når man ikke alle de muligheder, der byder sig til netop nu. Takket være gode portaler og nyhedsbreve kan meget planlægges, men der skal også være plads til improvisationer og overraskelser.

Listen er lang, og til inspiration for andre vil jeg nævne det nyåbnede Palais Populaire på Unter den Linden, hvor den tidligere Deutsche Bank Kunsthalle nu har en særudstilling med egne værker. De har en stor samling på papir, der refererer til deres forståelige interesse for pengesedler.

Bröhan Museum viser Georg Grosz, der på ekstreme måder minder om mellemkrigstidens dekadente liv i TV-serien Babylon Berlin, Berlinische Galerie udstiller kunst fra Novembergruppen 1918-1935 i anledning af 100-året for revolutionen, og Museum Barberini i Potsdam har flere parallelle udstillinger med bl.a. Nolde og DDR-kunst. Her kan et årskort hurtigt betale sig.

Men hvis kun én enkelt kulturoplevelse skal nævnes, må det være Brechts Dreigroschenoper, som det er lykkedes at skaffe billetter til på Berliner Ensemble. Som sagt er der altid nye oplevelser i vente, når turen går til Berlin.

Bo Morell (der beklager at have samme efternavn som Hitlers livlæge) er født i 1947 og bosiddende i Fredensborg, men er så meget som muligt også i Berlin, hvor han i 12 år har haft en lejlighed med sin kone Lisbeth. Han er uddannet som cand.mag. i dansk, billedkunst og design, fhv. lektor på Frederiksborg Gymnasium & HF og efter 42 års ansættelse nu pensionist.
Han har skrevet bøger om danske kunstmuseer, billedanalyse, design, østeuropæisk litteratur, lokalhistorie og er medforfatter til Berlin. Berlin (Forlaget Columbus 2001). Desuden har han været rejsearrangør for interessegrupper og talrige gymnasieklasser, der alle er blevet pisket gennem Berlin og først fik lov til at sove på vejen hjem i bussen. Nu har han fået tid til at skrive en ny og alternativ guidebog, “Berlin med andre øjne“, der netop er udkommet på Forlaget Saxo.

 

Skyggemand hjalp borgere i Østberlin ud i friheden

Jesper Clemmensen har skrevet en medrivende fortælling om, hvordan flugthjælpere på opfindsom og dramatisk vis fik indespærrede DDR-borgere ud af landet i årene efter, at Muren var rejst. I flere passager er den dokumentariske beretning spændende som en krimi.

Jesper Clemmensens Skyggemand om flugthjælpere i den kolde krigs BerlinGravede tunneller, forfalskede pas og skjulte rum i ombyggede biler. Det var nogle af metoderne, når mennesker skulle smugles ud af DDR, der i 28 år var skarpt adskilt fra det frie Vesteuropa ved hjælp af en mur, pigtråd og grænsesoldater med skarpladte våben. I alle årene var der borgere, der forsøgte at flygte.

Mange af dem benyttede sig af mere eller mindre anonyme flugthjælpere, der bravt kæmpede for at være mere kreative end Stasi. Den østtyske, såkaldte statssikkerhedstjeneste opsporede nemlig adskillige flugtveje, og flugthjælperne måtte hele tiden forsøge at være et skridt foran.

Skyggemands fortælling var gemt i 45 år
En af flugthjælperne var Dietrich Rohrbeck, som er hovedperson i Jesper Clemmensens nye bog ”Skyggemand”. Forfatteren kom i kontakt med Dietrich Rohrbeck i forbindelse med en foredragsturné i anledning af sin forrige bog ”Flugtrute Østersøen”. Det viste sig, at Dietrich Rohrbeck i 45 år havde gemt på sin historie om hjælp til mere end 50 flygtende østberlinere – og Jesper Clemmensen blev straks interesseret.

Som i ”Flugtrute Østersøen” er der også i den nye bog et link til Danmark. Rigtig mange af de flygtende kom nemlig til Vesttyskland via overfarten Rostock-Gedser, og adskillige danskere bidrog i indsatsen for de flygtende. DDR var hermetisk lukket i 1961, efter at Berlinmuren var blevet rejst, og Dietrich Rohrbeck studerede på det tidspunkt i Vestberlin, men besøgte jævnligt sin danske kæreste på Falster. I hulrummet i hans Mercedes var der plads til en person, der ikke var for høj eller tyk og heller ikke led af klaustrofobi.

Omfattende research
I andre tilfælde og i samarbejde med andre flugthjælpere hjalp han flygtninge til Vesten via gravede tunneller eller falske pas. På et tidspunkt var Dietrich Rohrbeck meget tæt på at blive afsløret af den danske journalist Flemming Sørensen, der var agent for Stasi. Af frygt for at blive arresteret af Stasi fik flugthjælperen et nyt pas i et andet navn. Han undlod også i en længere periode at befinde sig på landjorden i DDR og rejste i stedet med fly mellem Hamborg og Berlin.

En omfattende research, brug af Stasi-arkivet og samtaler med involverede ligger bag den velskrevne fortælling over 368 sider. Visse episoder er spændende som en krimi. Dietrich Rohrbecks rolle sluttede, da han flyttede til Danmark i 1965. Han er i dag 81 år, og først for seks år siden begyndte han at snakke om begivenhederne igen.

– Det var jo et overstået kapitel, fortæller han i dette indslag til TV Øst, hvor han også giver denne forklaring på bogens titel, der henviser til opfattelsen af ham hos de folk, han hjalp:

– De har altid sagt: “Han var ligesom en skygge for os, Skyggemanden”. Jeg dukkede jo op, gemte dem i bilen, kørte over, læssede dem ud og gav dem nogle instrukser. Og når de vendte sig om, var jeg allerede væk igen.

Se også Jesper Clemmensen svare på fem spørgsmål om sit forhold til Berlin i serien “Mit Berlin”:

Mit Berlin #26: Byen sænker pulsen og tænder for de store følelser