Tag-arkiv: Bøger

Vind bog: På kanten i Berlin

Nu har du igen chancen for at få fingre i spændende Berlin-læsestof. Vi udlodder 2 eksemplarer af den spritnye bog ”På kanten i Berlin”, skrevet af Lene Tymoshenko, der har boet i Berlin siden 1992 og driver eget guidefirma i byen.

På kanten i Berlin er Lene Tymoshenkos første bog.

Lene Tymoshenko fortæller i bogen sin egen historie om, hvordan hun i 1991 tog nattoget fra København til Berlin for at snuse til byens bz-miljø. Året efter vælger hun at flytte til den tyske hovedstad og starte et nyt liv som en del af det store bz-miljø, der var opstået i det tidligere Østberlin efter Murens fald.

Hendes bog giver et unikt indblik i de forskellige subkulturer, der fandtes i 90’ernes Berlin, herunder bz’ere, idealister, livskunstnere og illegale på flugt fra den økonomiske håbløshed i det opløste Sovjetunionen.

Den fortæller om truslen fra ordensmagten og nynazistiske bander. Om kærlighed og venskab, og det opslidende ved kampen for en stabil tilværelse, når man befinder sig på kanten. Om seksuelle eksperimenter, bordeller og sexarbejde.

Læs her et kort uddrag fra “På kanten i Berlin”:

”Der er en optimistisk, ja nogen gange helt euforisk følelse af, at alt er muligt, da jeg lærer det østberlinske bz’miljø at kende i sommeren 1991. På mange måder er det som en stor farvestrålende legeplads. Man kan bo gratis i store skøre kollektiver og leve billigt, og man skal bare gå ud på gaden, så kan man klunse de skønneste gamle møbler og andre brugsgenstande, da østberlinerne har travlt med at skifte deres ting ud med vestprodukter. Derfor opstår der hele tiden nye bjerge af storskrald på de ellers tomme brostensbelagte lange gader, og de få biler, der er i bydelen, må køre slalom imellem dem. Vi bruger skraldebjergene til at klatre rundt på og finde skatte til vores kollektiver.

Det er en skøn sommer. Jeg føler, at jeg for første gang virkelig kan være mig selv. Det går op for mig, at jeg på en eller anden måde altid har følt mig fremmed og udenfor i København og i Danmark. At jeg et eller andet sted aldrig rigtig har hørt til eller været mig selv. Det, der før bare har været en diffus følelse, da jeg hidtil jo ikke har haft noget sammenligningsgrundlag, bliver nu konkretiseret. Nu står det som en skærende kontrast, og det går op for mig i al sin tydelige klarhed, at jeg er en fremmed i Danmark. Det er her i Berlin, jeg hører til. Jeg er endelig kommet hjem.”

Lene Tymoshenko har udgivet ”På kanten i Berlin” som selvudgiver. Bogen er på 520 sider og kan købes på bl.a. www.saxo.com eller på www.gucca.com

DELTAG I LODTRÆKNINGEN
ved at lægge en kommentar herunder, hvor du kort fortæller om dit favoritsted i Berlin. Hvor holder du særligt af at komme/vender altid tilbage til – og hvorfor?
Bemærk: Vi modtager meget “spam” i vores kommentarfelter. Derfor bliver din kommentar først synlig, når vi har godkendt den.

OM KONKURRENCEN
Konkurrencen løber til og med fredag den 7. juli 2017. Den foregår på Vild med Berlins Facebook-side, blog og Instagram-side. Vi finder vinderne gennem lodtrækning og kontakter dem direkte.

Lene Tymoshenko (født Pedersen)
Født 1969. Har boet i bydelen Friedrichshain i det tidligere Østberlin siden 1992.

Er uddannet kok, var sexarbejder i syv år og har nu sit eget guidefirma, Berlin på Vrangen, der arrangerer byvandringer i Berlin.”På kanten i Berlin” er hendes første bog.

Læs også Lenes bidrag i Vild med Berlins serie ”Mit Berlin”: ”Berlinerne finder sig sgu ikke i noget!”

Mit Berlin #24: Byen er en levende historiefortæller

Alice Persson kom til Østberlin som 19-årig i 1975 for at arbejde som dansk nyhedsoplæser på Radio Berlin International, den østtyske kort- og mellembølgeradio, der dagligt fortalte hele verden om socialismens fortræffeligheder. Sidste år udgav hun beretningen om sine mere end to år i byen under den kolde krig og Stasis mislykkede forsøg på at hyre hende som agent. Her svarer hun på spørgsmål i serien ”Mit Berlin”.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Mit første indtryk af Berlin (det var i Øst i 70’erne) var en STOR, fremmed og totalt spændende by. Jeg var 19 år og havde stort set kun været i Rødovre, Karrebæksminde og på Orø. En særartet lugt af brunkul, en sky af olieblandet benzinlugt, tiloset luft, livlighed, pølsebarer, knejper, mange små, tøffende trabanter. Følelsen af at være blevet lukket ind i en hemmelig hule fuld af skilte med opfordring til at komme fremad mod en partikongres, at kæmpe for fred og solidaritet og styrke produktionen. Totalt anderledes end reklamerne hjemme! Jeg var spændt, bange og på eventyr.

Alice Persson i 1976

Alice Persson i 1976 ved sit østberlinske hjem i Albert Schweitzer Strasse i Friedrichshagen cirka 20 km fra centrum af Berlin.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Jeg kommer her alt, alt for sjældent, men kunne sagtens besøge Berlin syv-otte gange om året, hvis det var muligt. Men hver gang jeg er her, føles det som at være kommet hjem. Jeg kunne godt bo der igen, tror jeg. Jeg er vild med Berlin som en god gammel ven. Den by har været med til at identificere mig og definere mig i den spæde ungdom, og det hænger ved.

Jeg tænker stadig meget i øst og vest. Er helt bevidst om, hvornår jeg er hvor. Og jeg befinder mig mest i øst, når jeg besøger byen. Her føler jeg mig hjemme. Store forretningsgader, moderne glasbygninger og shoppingcentre har ikke min interesse. Hellere slentre ad en laaang Karl Marx Allee eller Unter den Linden eller i Köpenick end gå og kigge smarte butikker i vest, på Kurfürstendamm.

Byen er så emmende af historie og liv. Jeg elsker at mærke ærefrygten, når jeg står ved en stor bygning og mærker, hvad der er sket her i fortiden. Ved mindesmærker for krigens ofre bliver jeg højtidelig og melankolsk. Bagefter kan jeg gå ud i folkemængden, som lever i dag, og blive glad for at se deres selvfølgelige måde at eksistere i en fredelig by. Så jeg får mange forskellige følelser, når jeg bevæger mig rundt i Berlin.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Jeg elsker Berlin af mange grunde. Byen har noget for enhver sjæl. Men byen er ikke bare en by. Byen er et vidnesbyrd, en levende, summende historiefortæller. En mangfoldighed af skæbner.

På grund af min historie bliver jeg nærmest jaloux over at skulle dele Berlin med så mange mennesker, der valfarter hertil. Jeg misunder dem. I dag er det jo lige så naturligt at drage herned som at tage en tur i sommerhuset eller ind til storbyen. En lille barnlig stemme indeni siger: Jeg kom først, det er min by. Misundelse er en retningsgiver, som peger og siger: Det skal du også. Så jeg tager følelsen som et tegn på, at jeg kommer og er kommet her alt for sjældent i nyere tid. Så det må jeg gøre noget ved. I virkeligheden kunne jeg godt forestille mig at tilbringe meget længere sammenhængende tid hernede. Måske endda flytte hertil.

Når jeg sidder ved foden af fjernsynstårnet, hvor jeg dengang – i 70’ernes Østberlin – sad sammen med min soldaterkæreste og diskuterede vores umulige forhold, bliver jeg grebet af en trang til at fortælle de unge mennesker om, hvordan det var dengang. Men det har jeg jo gjort i min bog ”Kollega Persson.”

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Mit yndlingssted er Friedrichshagen. Det tager ca. 25 minutter med S-toget Richtung Erkner at køre derud. Derude ligger en by i byen med egen hovedgade, butikker, kulturelle arrangementer, cafeer og kirke. Her er liv og glade dage, uden at det bliver for stort. Og går man til enden af Bölschestrasse, kommer man ned til søen, Müggelsee. Der er grønt, hyggeligt og underholdende i Friedrichshagen.

Med årene er jeg blevet lidt overfølsom over alt for megen larm og travlhed alt for længe, så mit nervesystem slapper helt af, når jeg kommer til søen og cafeerne og bådfarten ved vandet. Det er mit ønske en skønne dag at bo på en pension i byen – i nærheden af mit tidligere hjem i Albert Schweitzer Strasse.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Da jeg boede i Berlin i 70’erne, var jeg ikke så interesseret i at gå i teater, i operaen eller på museer. Dengang gik jeg mere på værtshus og mødte de lokale. Mit store ønske var at komme ind i Distel og opleve satiren, men det opgav jeg, for det var umuligt at få billetter, hvis ikke man lige kendte nogen, der kendte nogen.

1. maj i Østberlin: Det har altid givet mig et indre sus at stå i en stor menneskeforsamling. Især når det handler om at ændre verden, solidaritet, tilkendegivelser for fred er det mærkbart. Et sus går gennem kroppen, når jeg mærker, hvor mange vi er, og hvor stor styrke vi har, når vi er mange. Det sus mærkede jeg 1. maj i Berlin i 70’erne.

Inden jeg flyttede til Berlin i 1976, havde jeg 1. maj været med på Blågårds Plads i stjernedemonstration til Nørre Søgade og så hele vejen ud til Fælledparken. Det var også betagende og gav mig følelsen af at tilhøre en kæmpestor familie. Det gav tryghed og garanterede på en måde, at jeg kunne føle mig tryg her. I Berlin fik jeg den samme følelse, i langt højere målestok. For det var jo her, i socialismen, at den tryghed blev garanteret. Vi var så ufatteligt mange, og beslutningen var, at der aldrig mere måtte udgå krig fra tysk jord. I kølvandet på krigen, som jeg vidste havde resulteret i en stor angst for min mors og mine bedsteforældres liv, var det, som om den ”slægtssmerte” lagde sig, når jeg indsnusede lugten fra den nye krigsløse tid.

Selv om den kolde krig skød med skarpt, følte jeg mig i sikkerhed her. Når jeg så på tanks i Østberlin, tænkte jeg ikke krig, men forsvar for fred og en slåen hårdt ned på alle neonazistiske tendenser. Under 1. maj-demonstrationen i Østberlin (vi havde fri fra arbejde) så jeg godt, at Honecker og co. sad højt oppe på et podium, og der var rækværk mellem dem og folket. Men opfattede det ikke spor symbolsk.

Jeg bliver nødt til at nævne Unter den Linden. Her har jeg gået meget. På vej ned mod Brandenburger Tor, hvor DDR stoppede. Så stod jeg dér og kiggede på afspærringerne. Det var en kæmpeoplevelse at besøge Berlin igen for første gang siden murens fald, mange år efter. Meget hurtigt fandt jeg Unter den Linden og gik den samme tur. Da jeg nåede Brandenburger Tor, blev det helt uvirkeligt inden i mig. Jeg stoppede op og blev helt paf. Selv om jeg rationelt godt vidste, at døren var åben, var det en særlig følelse at opleve det. Og sådan er det med alt. Det er ikke nok at vide det oppe i hovedet. Man skal være til stede med sin krop for virkelig at mærke det. Jeg gik helt forsigtigt igennem og ud på den anden side. Kiggede lidt bedøvet på menneskemylderet. Mennesker kørte og gik, optaget af at leve deres liv. Tog ingen notits af den åbne dør. Kun jeg stod dér og tænkte i mirakler.

Det samme skete, da jeg besøgte Checkpoint Charlie. Historien bemægtigede sig mig igen. Og jeg gøs ved tanken om, hvordan det var dengang, og at man nu bare kan gå igennem. Men jeg brød mig ikke om alt det dramatiske og souvenirprægede. Folk, som solgte postkort og små stykker ”mur”. Det er ikke interessant.

Museerne er jo et kapitel for sig. Imponerende. Ud over mastodonterne på museumsøen kan jeg lide at besøge Zille Museum i Propststrasse 11 i Nikolaiviertel, Berlins ældste kvarter.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Igen må jeg sige, at det tiltaler mig at opsøge den østlige fortid. I min gamle by Friedrichshagen ligger ”Bräustübl” på Müggelseedamm 164 og ”Rolandseck” på Scharnweberstrasse 80. Begge lå der også dengang, i 70’erne. Og væggene taler til mig.

I centrum kom jeg af og til på ”Zur letzten Instanz”, Berlins ældste værtshus fra 1651. Selv om restauranten er blevet shinet op, er den gamle egenart ikke forsvundet. For selv om man sminker historiske bygninger til ukendelighed, titter historien gennem væggene. Jeg får i hvert fald følelsen af at være i Berlins ældste knejpe stadigvæk selv om bordene er pænt pyntede. Tænk, her sad Napoleon engang og nød en øl, siges det. Derfor har han også en stol stadigvæk. Eller det havde han stadig, da jeg besøgte instansen for nogle år siden. Charlie Chaplin og Clara Zetkin og flere berømtheder siges også at have besøgt stedet.

I nyere tid har jeg besøgt ”Lebensmittel in Mitte” – et dejligt intimt og folkeligt sted. Her sidder man tæt, og stemningen er livlig uden at være anmassende. Cafeer og spisesteder i Hackesche Höfe er også altid hyggelige at besøge.

Alice Persson, født 1957, er selvstændig psykoterapeut. Tidligere tysk korrespondent/advokatsekretær og stadig meget glad for det tyske sprog. Udgav i 2016 bogen  ”Kollega Persson” om sine oplevelser, da hun boede i Østberlin 1975-77 og arbejdede på den statslige radio i håb om senere at uddanne sig til journalist, men hvor hun oplevede at blive forsøgt rekrutteret af Stasi, DDR’s hemmelige politi.

Hun skriver nu på en fortsættelse med den kryptiske arbejdstitel ”Frøken Persson … kan De koge et æg?” Et særpræget spørgsmål under en jobsamtale som tysk korrespondent efter de groteske oplevelser i Østberlin. Her vil hun beskrive, hvad der skete, da hun kom hjem fra Berlin og stadig havde svært ved dels at vriste Stasi-oplevelserne af sig dels at omvurdere sine politiske og private livsdrømme. Og i sidste ende finde fodfæste i livet. Om den kommende bog fortæller hun selv:

– Den  vil have en naturlig tilknytning til det fænomen, at jeg senere uddanner mig til psykoterapeut. Hvad sker der for hende, der – godtroende og uskyldig som unge mennesker ofte er – bliver offer for kræfter, der har planer med hende? Og hun ikke kan finde nogen at betro sig til, fordi det på den ene side er tabu (”Stasi eksisterer ikke”), på den anden side farligt, hvis nogen opdager det (”har hun været spion?”). Hvor går hun hen med sin skam og ensomhed?

Danmarks Radio har lavet flotte web- og radiodokumentarer om Alice Perssons oplevelser i Østberlin i 1976: https://www.dr.dk/nyheder/webdok/berlin

En fortælling om jævne menneskers stille modstand

Hans Falladas ”Alene i Berlin” er en storslået roman om et Berlin-ægtepar, der mister deres søn i krigen og derefter begynder at fordele postkort imod naziregimet.

Temaerne for den 682 sider store roman er anstændighed, integritet og mod. Den begynder med en gribende scene, hvor arbejderægteparret Anna og Otto Quangel i Prenzlauer Berg modtager et brev om, at deres søn er død under felttoget mod Frankrig. Derefter begynder de at tvivle på Hitler, som de ellers havde støttet, og beslutter sig for at gå ind i kampen mod krigen og naziregimet.

De gør det på deres egen stilfærdige måde, nemlig ved at skrive postkort, som de fordeler rundt omkring i opgange med henblik på, at andre finder dem, deler dem videre og dermed sætter gang i et oprør.

Romanen bygger på virkelige personer, nemlig ægteparret Elise og Otto Hampel, der ganske vist ikke mistede deres søn i krigen, men Elises bror. Hans Fallada skrev bogen kort før sin død, blandt andet på baggrund af dokumenter fra retssagen, der dømte parret til halshugning i 1943. Den udkom i 1947 på et kommunistisk forlag, som omskrev dele af romanen for at gøre den mere politisk korrekt efter opfattelsen hos de sovjetiske magthavere i den østlige del af det besatte Berlin.

Først i 2010 blev det oprindelige manuskript fundet. ”Lykkeligvis,” skriver den i Berlin bosatte dansker Henriette Harris i et indsigtsfuldt efterord om bogen, Fallada og virkelighedens Elise og Otto Hampel, for dermed er flere nuancer kommet med:

Romanen er Hans Falladas årvågne beskrivelse af tyskerens kamp for hverdagen og af den terror, der havde lukket sin jernnæve om ham. Det er en indgående beskrivelse af tyskerens altoverskyggende angst. Men også af tyskerens fejhed, hans griskhed, hans løgnagtighed, hans vilje til at stikke og udplyndre naboer (jøder som ikke-jøder) og arbejdskammerater, hvis det kunne berige ham selv eller redde ham fra at komme i fedtefadet (…) Men Alene i Berlin er først og fremmest en roman om anstændighed. Om to jævne mennesker, der erkender og handler efter, at prisen for at forblive anstændig aldrig kan blive for høj,” skriver Henriette Harris blandt andet i efterordet.

Ved udgivelsen af den danske oversættelse i 2012 fik den de maksimale seks stjerner af både Jyllands-Postens og Politikens anmeldere. Weekendavisen skrev: “Et mesterligt indblik i kollektiv angst og paranoia“.

Fem har vundet bogen
Forlaget People’sPress stillede fem eksemplarer af bogen til rådighed for en lodtrækning blandt dem, der følger Vild med Berlin. Vinderne blev udtrukket 25. januar 2017 og har fået direkte besked og bogen tilsendt.

Mindetavle for Elise og Otto Hampel på adressen Amsterdamerstrasse 10 i Berlin

Mindetavle for Elise og Otto Hampel på adressen Amsterdamerstrasse 10 i Berlin
Foto: By OTFW, Berlin – Own work, CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=11102209

Elise og Otto Hampel

Elise og Otto Hampel fotograferet af Gestapo efter anholdelsen

Jesper Bugge Kold: “Berlin er jo et levende museum”

Land i datidFrem til 9. april 2016 kan du deltage i lodtrækningen om 3 eksemplarer af den nye Berlin-roman “Land i datid”. Du kan læse om bogen og deltage i konkurrencen HER.

Vild med Berlin har stillet bogens forfatter, Jesper Bugge Kold, nogle spørgsmål om hans research til bogen og om hans forhold til Berlin:

Hvordan opstod ideen til “Land i datid”? 
Jeg er ikke sikker på, hvordan og hvornår historien til “Land i datid” opstod, men jeg tænker, at det skete efter en af vores ture til Berlin. Siden første gang, jeg besøgte byen, har jeg været forelsket i den, og det er nok også derfor, jeg har valgt at placere stort set hele handlingen i Berlin. Jeg kender området omkring Kopenhagener Strasse godt, så det var oplagt, at handlingen skulle foregå der.

Er dine østtyske karakterer og begivenheder i bogen bygget på autentiske personer og dokumenter fra Stasi-arkiverne?
Nej. Alle karakterer i bogen er fiktive. Inden mit besøg i arkiverne havde jeg ingen specielle historier, jeg havde planlagt at forfølge. Ingen akter, jeg fik lov til at læse, var personspecifikke, men handlede dog om konkrete overvågningssager og lignende. Alle navne var streget ud, og meningen med min research var, at jeg fik et overblik og kendskab til, hvordan en overvågning blev dokumenteret af Stasi, og hvordan det kunne foregå, når en pårørende skulle læse sin fars sagsakter.

Hvor omfattende har din research til bogen været?
Ligesom med “Vintermænd” har jeg været vidt omkring i min research. Jeg har naturligvis læst et hav af bøger, set dokumentarfilm, og jeg har fået stor hjælp af Thomas Wegener Friis, der er ekspert i Stasi. Jeg har også interviewet flere danskere, der ligesom en af mine personer har været på partiskolen ved Bogensee i 1970erne. Jeg ser en tendens i mine bøger til, at jeg bruger lige så langt tid på research, som jeg bruger på at skrive dem.

Hvad var den største udfordring ifht. din research i Stasi-arkiverne – og var der noget, der overraskede dig?
Jeg stødte ikke på nogen egentlige udfordringer i min research, men jeg var meget overrasket over, at der hver måned stadig er omkring 5.000 forespørgsler fra folk, der ønsker at læse deres egne eller deres pårørendes sagsakter. Jeg var også overrasket over den service, jeg oplevede. BStU (organisationen der varetager arkiverne) havde sat en pressemedarbejder af til mig en hel dag, så jeg kunne få svar på alle de spørgsmål, jeg havde, og de havde samlet sagsakter, som gjorde mig meget klogere på min historie.

Hvad var dit eget forhold til Berlin, inden du gik i gang med bogen – og i dag?
Jeg er vild med byen, som jeg besøger så ofte så muligt sammen med min kone og mine børn. Jeg tror ikke mit forhold har ændret sig på grund af bogen, men for hver gang jeg er i byen, lærer jeg lidt mere om den. Vi har efterhånden været der så mange gange, at vi ikke behøver at besøge de oplagte turistattraktioner, men i stedet kan vi koncentrere os om at komme lidt mere ud i afkrogene. Jeg holder specielt af Prenzlauer Berg, der minder mig om en god blanding af Nørrebro og Vesterbro, hvor jeg har boet det meste af mit voksenliv. Vi ender altid med at opholde os mest i det gamle Østberlin, som jeg finder charmerende på grund af arkitekturen, slitagen og menneskene. Til sommer skal familien 14 dage til Berlin, og jeg håber, at vi kan opdage nye sider af byen, når vi skal være der så længe.

Hvor i Berlin oplever man efter din mening bedst historiens vingesus?
Da jeg i påsken 2015 var i byen, tog jeg en sen aften ud til Bornholmer Strasse. Det var mørkt, og der var ingen mennesker og kun meget lidt trafik. Jeg havde en idé til en scene i bogen, som er meget central, så jeg tog derud og lavede en form for method acting. Jeg forestillede mig, hvordan det måtte have været at være til stede den 9. november 1989. For mig var det en fantastisk oplevelse at gå rundt helt alene på Bösebrücke, og jeg håber, at det kan mærkes på kapitlet i bogen. Den oplevelse står særlig klart for mig, men hele byen er jo et levende museum, så for en historienørd som mig er den et paradis.

Jesper_Bugge_KoldOm Jesper Bugge Kold
Jesper (født 1972) har arbejdet som journalist og arbejder nu som bibliotekar. Han debuterede i 2014 med romanen “Vintermænd”, der handler om naziregimets forråelse og om grænsen mellem det onde og det gode. Bogen fik forrygende anmeldelser og blev nomineret til BogForums Debutantpris.

Jesper bor sammen med sin kone og to børn på Sydfyn med Svanninge Bakker som baghave. Han har i mange år spillet guitar i bandet Biff Baxter Band og har udgivet to CD’er med dem. I april 2016 udgiver han en CD med bandet Rodeo.

Læs mere på Jespers webside.

“Land i datid” – en fængende fortælling om Stasi, om Berlin og om at finde sig selv

KONKURRENCE: Vild med Berlin udlodder 3 eksemplarer af ”Land i datid”, der udkommer 8. april 2016. Romanen er skrevet af den anmelderroste forfatter Jesper Bugge Kold.

Konkurrencen om de 3 eksemplarer af "Land i datid" slutter lørdag den 9. april 2016.

Konkurrencen om de 3 eksemplarer af “Land i datid” slutter lørdag den 9. april 2016.

”Land i datid” er svær at slippe, når man først er kommet i gang med den. Anmelderen her havde egentlig besluttet at læse romanen i nogle stræk henover påsken. I stedet blev andre planer droppet, så bogen kunne læses færdig på én og samme dag. Bedre anbefaling kan en bog vel egentlig ikke få.

”Land i datid” er en særdeles fængende roman, fortalt i et veloplagt sprog. Bogen handler om 30-årige Andreas fra København, der rejser til Berlin for at blive klogere på sin biologiske far, som han aldrig har kendt. Faderen er blevet myrdet og har testamenteret sin lejlighed og værdier til sin ukendte søn i Danmark.

Andreas’ rejse til Berlin er også en flugt fra hans universitetsspeciale, som han ikke kan tage sig sammen til at gøre færdigt, og en kæreste, som har droppet ham. For ham bliver Berlin en mulighed for at genopfinde sig selv, viske tavlen ren og starte forfra.

I Berlin møder Andreas sin tyske kusine Bea, som hjælper ham med at dykke ned i hans fars baggrund. Det bliver en overraskende rejse, der byder på barsk viden om faderens virke for Stasi, om løgne, magtmisbrug og forbrydelser, der er blevet fortiet og fortrængt.

Fortællingen foregår i flere spor, hvor man skiftevis følger Andreas, hans biologiske far, Peter, samt en tredje central person i handlingen. Historien strækker sig tilbage til 1975, hvor østtyske Peter og danske Elisabeth mødes på en partiskole i DDR. Hun rejser hjem til Danmark med hans barn i maven. Vi følger den tro partisoldat Peter avancere i Stasi og får indblik i både mentaliteten og arbejdsmetoderne i den østtyske efterretningstjeneste. Vi følger Peter – både på jobbet og privat – helt frem til 2006, hvor han bliver myrdet.

BYGGER PÅ OMFATTENDE RESEARCH
”Land i datid” bygger på et stort researcharbejde. Forfatter Jesper Bugge Kold har haft adgang til Stasis arkiver og har fået hjælp fra en af Danmarks førende Stasi-eksperter. Han har desuden interviewet flere tidligere ungkommunister, der var på DDR-partiskole i 1970’erne.

Det grundige researcharbejde fornemmes tydeligt i bogen. Det samme gør forfatterens gode kendskab til Berlin – bl.a. med følgende rammende beskrivelse af den tyske hovedstad:

“Flere steder er Berlin en slidt kælling med få pløkker i munden. Andre steder en pralende playboy, en midaldrende mand med læderkvaster på skoene, en dyr håndtaske på høje hæle eller en firkantet bodybuilder. Hun er punker, hun er yuppie, cool og det stik modsatte på samme tid. Hun er ren og velduftende, men sidegaderne trænger til et bad, en hårvask og et sæt rent tøj”.

 VIND ET EKSEMPLAR AF ”LAND I DATID”
Turbine Forlaget har doneret 3 eksemplarer af ”Land i datid” til en konkurrence blandt Vild med Berlins læsere.

Du deltager ved at lægge en kommentar med dit bud på, hvor i Berlin man bedst oplever historiens vingesus.  

Konkurrencen løber til og med lørdag den 9. april 2016. Vinderne vil blive kontaktet direkte og deres navne vil efterfølgende blive offentliggjort på Vild med Berlin-bloggen og den tilhørende Facebookside.

KORT OM FORFATTEREN
Jesper Bugge Kold (født 1972) har arbejdet som journalist og arbejder nu som bibliotekar. Han debuterede i 2014 med romanen Vintermænd, der handler om naziregimets forråelse og om grænsen mellem det onde og det gode. Bogen fik forrygende anmeldelser og blev nomineret til BogForums Debutantpris.

Siden har det amerikanske forlag AmazonCrossing købt verdensrettighederne til såvel “Vintermænd” som til den nye “Land i datid”. “Vintermænd” lå primo marts 2016 nummer et på bestsellerlisten inden for krig- og historisk litteratur og fiktion.

Mit Berlin #19: Første gang var dramatisk og overvældende

Teddy Petersen, manden bag den nyeste Berlin-guide på dansk, besøgte Berlin for første gang i 1963 – og gik straks i gang med at formidle sin fascination, da han kom hjem. Det gør han stadig 52 år senere. Han opfordrer til, at man kaster sig ud i de ukendte sider af byen.

Mit BerlinHvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg var lige fyldt 16 år, og Muren var ikke to år endnu. En gruppe på 25 unge fra Århus var inviteret på tre ugers ophold med alt betalt – rundvisninger, foredrag og lommepenge – af venskabskommunen Charlottenburg. De andre var nogle gamle nogle på 20 år eller mere. Dramatisk, overvældende. I Bernauer Strasse lå der blomster på fortovet endnu. Man fik meget at vide, sikkert også indoktrineret – og øl var billigt. Bagefter bestilte jeg 16 mm-film og fotos hjem fra Berlin og fortalte om byen i boligforeningens ungdomsklub.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Den amerikanske mand, der optrådte som Marlene Dietrich – i herretøj – oppe under taget på en beboelsesejendom? Den tidligere østtyske mesterbokser, der sang Jaques Brell på en brun café i Østberlin for et par år siden? At ligge på en måtte i øvelokalet på danseteatret Radialsystem V, mens fire musikere fra symfonien spillede inde midt på gulvet i halvanden time – alle tilhørere lå ned? Jeg ved det ikke … VM i fyrværkeri i september på Olympia Stadion? Hertha Berlin samme sted med 41.000 tyskere – og Hertha vandt! Jeg ved det ikke …

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Jeg kører rundt hvorsomhelst på cykel og glor. Farer vild. Begynder at snakke til folk, hvis jeg synes det.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Ja: Kig efter flyers og plakater og små sedler på gader og cafeer. Det står ikke andre steder – og vigtigst: Tag derhen! Der kan ikke ske andet, end at det er uinteressant – men det er svært at finde i Berlin!

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Ja, men jeg kender den ikke endnu!

Teddy PetersenTeddy Petersen, født 1947. Har som journalist arbejdet på blandt andet ungdomsprogrammet P4, Weekendavisen, TV2 Syd og som underviser på Danmarks Journalisthøjskole. I dag forlagschef på Journalisthøjskolens forlag Ajour. Arrangerede her i efteråret en foredragsrække om Berlin på Folkeuniversitet og er også rejsearrangør på Berlin-rejser.
28. oktober 2015 udkom ”111 steder i Berlin som du skal se”, som Teddy Petersen har oversat og tilpasset et dansk publikum. Bogen kan købes hos forlaget Frydenlund.

Ny guide til den skæve, skøre og modsætningsfyldte by

Hvis man vil lære Berlin at kende, skal man bare begynde. Og blive ved. Du kan passende gå i gang ved at læse om – og opleve – de 111 specielle steder, der omtales i en ny dansk guidebog.

111 steder i Berlin som du skal seEuropas smukkeste undergrundsstation, det berlinske Eiffeltårn, den tidligere jødiske pigeskole …

Tre tilfældige nedslag i ”111 steder i Berlin som du skal se” beviser endnu engang, at der ikke er nogen ende på den tyske hovedstad. Selv om du har besøgt byen mange gange, er der fortsat utallige steder at opdage, fængslende historier, betagende arkitektur eller sjove anekdoter.

Den nye guidebog på dansk er et udvalg af de to bind, der findes på tysk af ”111 Orte in Berlin die man gesehen haben muss”. Journalist Teddy Petersen, der tidligere har bidraget med et gæsteblogindlæg på Vild med Berlin, har stået for udvælgelsen, oversættelsen og tilpasningen til et dansk publikum.

Det er der kommet en meget interessant og smuk bog ud af. De 111 steder har fået hvert sit opslag med en overskuelig tekst på venstresiden og meget varierede billeder på højresiden. Bagerst i bogen er der fire bykort, der ret præcist viser placeringen af de udvalgte steder. Hvis man befinder sig på et nyt sted i Berlin, kan kortene også bruges til inspiration, så man lige kan få et par oplevelser med, mens man alligevel er i området.

Forfatteren er freelancejournalist Lucia Jay von Seldeneck, født i Berlin i 1977. Hendes opvækst i byen har på ingen måde svækket hendes blik for de spøjse detaljer i de mere ukendte kringelkroge, og hendes tekster emmer af kærlighed til byen. Også fotografen Verena Eidel og reseacheren Carolin Huder er berlinere.

I samarbejde med forlaget Frydenlund udlodder Vild med Berlin tre eksemplarer af bogen. Du kan vinde dit eksemplar ved – i kommentarfeltet under nedenstående uddrag fra bogen – at skrive lidt om et særligt sted i Berlin, som du holder af eller gerne snart vil opleve. Vi udtrækker tre vindere blandt bidragene på bogens udgivelsesdag 28. oktober 2015.

Forlaget har stillet nedenstående fire eksempler fra bogen til rådighed for Vild med Berlin.

© Forlaget Frydenlund

© Forlaget Frydenlund

Et forsøg, der vejer tungt

Storhedsvanvid man kan røre ved

I årevis var den runde kolos en gåde. Der var mange bud på, hvad betonklodsen inde midt i et område med kolonihaver var: en bunker, et vandtårn eller et forsvarsværk af en slags? Men ingen af buddene var helt troværdige. Forklaringen på disse 12.650 tons betonmonstrum kunne ingen forestille sig. Men så fandt man planerne: Dette overdimensionerede korpus skulle teste jordbunden før et vildt mammutprojekt!

Albert Speer var Hitlers foretrukne arkitekt, og efter hans planer skulle på dette sted stå den 117 meter høje triumfbue, der var en del af projekt Germania, som var Berlin bygget om til ny hovedstad i nazisternes verdensrige. Den gamle øst-vest-akse, der i dag er Unter den Linden og Straße des 17. Juni, skulle udvides til 50 kilometers længde. Vinkelret på den skulle en ny nord-syd-akse på 40 kilometer ende i »Folkets hal«, verdens største bygning med plads til 180.000 mennesker. Da Albert Speer viste sin far modellen af Germania, skulle han have sagt til sin søn: »I er blevet fuldstændig sindssyge«.

Men galskaben resulterede også på dette punkt i realiteter, og Speer overlod ikke noget til tilfældighederne. Fra april til oktober 1940 kom betonklodsen derfor til verden – for at afprøve undergrundens stabilitet på stedet. Triumfbuen skulle være så stor, at den parisiske triumfbue i sin helhed kunne stå under den.

Det viste sig at være umuligt at sprænge denne testbygning i luften eller på anden måde fjerne den, så den står tilbage som et monument og erindrer om de uhyrlige planer for Berlin. Den har selvfølgelig fået nogle øgenavne – »Champignon« og »Naziklodsen«.

Fra et udsigtstårn på området lader vanviddet sig overskue i hele sin udstrækning. Op i 14 meters højde skulle en vold danne denne akse gennem Berlin. Forsøgsprojektet her skulle have været fjernet, og al beboelse mellem Tempelhof Feld og Hauptstraße skulle have veget for dette storhedsvanvid.

© Forlaget Frydenlund

© Forlaget Frydenlund

Huset David Bowie boede i

”Heroes” fra en toværelses i Berlin

Huset står på en gade, der skråner – det oplever man ikke mange steder i Berlin. Men ellers er det en helt gennemsnitlig ældre bygning, malet i en trist grå-hvid-gullig farve. En indisk restaurant, et forsikringskontor, en tatovør og en lægepraksis kæmper om pladsen i stueetagen, og mellem dem er indgangsdøren klemt inde – den dør i Hauptstraße 155, som David Bowie i 1976 gik ind ad og besluttede at leje en to­værelseslejlighed på første sal. Hans nabo blev Iggy Pop.

Da Bowie kom til Berlin, hed det sig, at han var færdig. Et narkotikavrag. Men i Berlin kom han sig. Han kom for at indspille, og han blev her i tre år. I Hansastudierne blev lp’erne »Low« og »Heroes« indspillet, og sammen med Iggy Pop lavede han nogle fælles sange.

Kun to huse derfra i Hauptstraße 157 har indehaveren af baren »Neues Ufer« stillet stole og borde ud på fortovet. På Bowies tid hed baren »Anderes Ufer« og var for musikerne fra nummer 155 deres andet hjem. De kom for at få morgenmad, og om aftenen var det whisky.

Det var den første åbenlyst homoseksuelle café i Schöneberg. Man kunne kigge ind i den, og enhver kunne – også uden at ringe på og uden hemmelighedskræmmeri – bare gå ind. Hvilken whisky Bowie drak, er der ingen på stedet, der ved i dag. Men det siges, at når David Bowie i dag er i Berlin, skal han altid lige forbi huset i Hauptstraße. »En by, fuld af barer for sørgmodige, skuffede mennesker. Den elsker jeg«, sagde David Bowie engang om Berlin.

Der er også folk, der stadig elsker David Bowie. Beviset: Der er jævnligt fans, der skruer skiltet med husnummeret af for at få et stykke af David Bowies liv med hjem.

© Forlaget Frydenlund

© Forlaget Frydenlund

Det dyreanatomiske teater

Et vindue til videnskaben

Kort før floden Panke munder ud i den større Spree, snor den sig i skyggen af Charité-højhuset og Humboldt-Universitetets veterinærmedicinske murstensbygninger. Det gamle campusområde ligger fuldstændig gemt bag husene i de omliggende gader, men derinde under de ældgamle træer fører små højryggede broer over den lille flod, som på dette sted næsten er nemmere at springe over. Nogle huse står tomme, og gennem de støvede vinduer kan man ane, at de fleste er gamle stalde.

Midt på det store område ligger det nyrestaurerede Dyreanatomiske Teater. Kong Friedrich Wilhelm II lod det bygge i 1787 for at kunne uddanne dyrlæger til hestene i sin hær, fordi så mange af dem døde af epidemier.

Kuplens indre ligner ikke et auditorium, som man ellers kender det. Det minder mere om et amfiteater med sine stejle, afrundede sider og hvide bænke, der løber hele vejen rundt. Det var på en vis måde også hensigten: Så kunne alle se den forestilling, der udspillede sig nede i midten. Ved hjælp af et bord, der kan sænkes og hæves, blev det døde dyr nede fra kælderen hævet op i lokalet – en ren teateroplevelse – og så blev det dissekeret for øjnene af de studerende. De antikke vægmalerier med letpåklædte mænd og deres dyr plus det tilbagevendende motiv med blomstersmykkede dyrekranier virker overdrevet og alt for mytologisk i de videnskabelige omgivelser.

I dag er salen under kuplen igen i brug. Tværfaglige udstillinger, møder og foredragsrækker med temaer, der er tilgængelige for alle, gør det videnskabelige teater til et udstillingsvindue for forskningen.

© Forlaget Frydenlund

© Forlaget Frydenlund

Uret, hvor tiden flyder

Mere Vestberlin bliver det ikke

Alt flyder. I det mindste i Europa-Center – her er tiden siden 1982 i form af en grøn neonfarve løbet gennem glasrør, boblet videre i store reagensglas, inden den bliver pumpet ovenpå, samlet og på ny ledt videre.

Små flade glasbobler ude til højre viser minutterne, store runde timetallet ude til venstre – det aflæses af, hvor den grønne væske står lige nu. Al den flyden og boblen driver et stort pendul, som så igen styrer åbningen af de forskellige kanaler. Men helt forstå alt det kan man ikke!

Fædrene forklarer børnene det tekniske, men alle, der bliver stående for at kigge på tidens op- og nedstigen, har deres egen teori om, hvordan uret fungerer. Og det er ikke så mærkeligt – forklaringen på det skilt, der er sat op, er ikke nem at forstå.

Da Europa-Centret blev åbnet i 1965 som indkøbs-, kontor- og boligcenter, var det virkeliggørelsen af en drøm for hele Vestberlin. En Mercedes-stjerne drejede uden pause højt oppe over byens tage, i den overdækkede gård nedenunder kunne man sidde på små terrasser mellem planter, og man kunne sidde ved springvandet udenfor og bestille is med parasol. Det kan man i øvrigt stadig.

På trods af det – eller netop på grund af det – er der fyldt af mennesker på den neonbelyste rulletrappe og på gangene mellem Irish Pub og Mövenpick. Den ene gæst ser ud til at være fast gæst, den næste formodentlig Berlin-turist. Der er indimellem nogle, der nok allerede som børn i Vestberlin har stået ved uret og måbet. Og uret står der stadig og viser næste time, mens de gamle et øjeblik synes, at det er som om tiden er gået i stå et eller andet sted mellem 1960’erne og 1980’erne. Eller som det bliver sagt i en reklamefilm på internetsiden: »Mere Vestberlin bliver det ikke«.

Mest bevægelse er der i det sindrige system, når klokken skifter ved hele klokkeslæt.

Vindere af lodtrækningen
Bidragsyderne til teksterne i kommentarfeltet herunder skriver om et særligt sted i Berlin, som de har opdaget eller gerne vil opdage. De indgik i en lodtrækning om tre eksemplarer af bogen. 29. oktober 2015 trak vi tre vindere: Steen Karstensen, Helsingør, Pia Möller-Light, Århus C og Bente Toft, Knebel.

Bogen kan købes hos Forlaget Frydenlund for 199 kr.

Mit Berlin #17: Ingen skal definere det ægte Berlin

Peter Tudvad flyttede til Berlin for ni år siden og tabte sit hjerte til det støjende og spraglede Kreuzberg. I dag er byen hans arbejdsplads, når han da ikke er på farten, hvad han næsten hele tiden er. ”Det ægte Berlin” er for ham ”det ustadige, uslebne, uortodokse” – og altså nærmest umuligt at definere.

Mit BerlinHvad var dit første indtryk af Berlin?
Der gik akkurat ni måneder, fra jeg første gang var i Berlin, til jeg bosatte mig i byen. Men de ni måneder røber intet om, at jeg under mit første besøg blev så begejstret, at jeg straks undfangede idéen om at flytte til Berlin. Tværtimod var mit første indtryk af den tyske hovedstad ikke et, der gav anledning til hovedkuls forelskelse. Den forekom mig dengang – i december 2005 – grå, trist, flad, stor, rodet. Og dog var der så mange, der forinden havde lovet mig kærlighed ved første blik. Ak, den indfandt sig ikke! Men tak, den lod blot vente på sig! For da jeg anden gang kom til Berlin – i september 2006 for at underskrive en lejekontrakt og for endelig at slippe for København – tabte jeg prompte mit hjerte. Nå ja, måske ikke som sådan til Berlin, men til Kreuzberg, mit støjende og spraglede kvarter. Her taler man ikke om mangfoldighed, men lever den. Ikke så meget pis!

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Snart ti år i Berlin. Og snart halvtreds år gammel. Så kan det godt være vanskeligt at holde begejstringen i live for en by, der ter sig som en teenager. For mig er byen ganske enkelt min arbejdsplads. Det er her, jeg bor, og det er her, jeg sidder og skriver. Men det er også herfra, min verden går, meget bogstaveligt endda, for jeg er bestandigt på farten. Tyskland er mere og andet end Berlin, og mine bøger tilrettelægger jeg gerne så fikst, at jeg lige må undersøge noget i Frankfurt am Main eller Hohnstein i Sächsische Schweiz, i Lutherstadt Wittenberg eller Annaberg-Buchholz i Erzgebirge, i Nürnberg, Köln, Leipzig – eller Torgau an der Elbe, hvorfra jeg i skrivende stund netop er kommet hjem. Fra Berlin er det så vidunderlig let at sætte over grænserne, grænserne til andre forbundslande, grænserne til andre lande. På en time kan jeg med tog være hinsides Oder-Neisse og således i Polen. Dér kunne jeg godt bo, også i Tjekkiet eller Slovakiet, men også bare i Sachsen eller Thüringen. Tilmed kunne jeg dér let få den ro, jeg ofte savner i Berlin.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Svært at sige. Jeg benytter mig efterhånden alt for lidt at det store kulturudbud her i byen. Når jeg er hjemme, arbejder jeg. Men tidligere gik jeg en del ud. Og da var en af de helt store oplevelser i Staatsoper at høre den lettiske sopran Elīna Garanča. Jeg havde ikke hørt om hende før, men med ét sang hun sig langt ind i sjælen på mig. Hun havde en bukserolle i Mozarts La Clemenza di Tito, en af mine favoritoperaer, som jeg ville præsentere nogle venner for. Og så var det mig selv, der gik hjem som den mest berigede og belærte. Det er jo noget af det skønne ved et scenisk overflødighedshorn som Berlin: at man til sin store overraskelse kan møde stjerner, som man ikke kendte, og som ingen havde gjort sig den ulejlighed at markedsføre som verdens ottende vidunder. Kommer en anden operastjerne som mezzosopranen Cecillia Bartoli til København, pryder hendes kontrafej forsiden på alle kulturtillæg – inden hun giver en enkelt optræden i Tivolis koncertsal, hvor mange så kommer blot for at vise sig som en del af den københavnske beaumonde. Men i Berlin kommer de igen og igen, stjernerne, optræder aften efter aften. Og berlinerne kommer, igen og igen, aften efter aften, fordi de ikke kan trække vejret uden kultur. Dét er himlen over Berlin.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Min yndlingscafé er afgjort Café Übersee på Paul-Lincke-Ufer, få skridt hjemmefra og med udsigt til Landwehrkanal. Man kan tilmed sidde helt nede ved kanalen, ovre på den anden side af vejen, forår, sommer og efterår – hvis ikke lige det var for de skide turistbåde, der med deres alt for høje og bølgeskvulpende fart har undermineret bredden, så det aktuelt er for farligt at sidde der. Men caféen er skøn, og ejeren en rigtig berliner, nemlig med tyrkisk baggrund. Ikke for ingenting kaldes Kreuzberg også for Kreuzstanbul. At sidde på Café Übersee og se »die Nationalelf« VM-tæske Argentina er en fest. At spise »Frühstück« på Café Übersee kl. fire om eftermiddagen bekvemt. At få et vildt fremmed menneskes krigstidshistorie på Café Übersee dramatisk og gribende – og oplagt at skrive en bog om, hvor første kapitel hedder »Café Übersee«, som det gør i min biografi Sygeplejerske i Det Tredje Rige. En danskers historie. Min yndlingsrestaurant er Crêperie Bretonne, der ligger skråt over for min lejlighed i Reichenberger Straße. Rigtig fransk køkken, rigtig god mad, rigtige berlinerpriser. Hyggeligt, afslappet, berlinsk.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Ha, jeg bliver da hjemme, for ægte berlinsk er noget, man selv skaber. Berlin er aldrig det samme, Berlin er altid noget andet, Berlin er aldrig stilstand, Berlin er altid bevægelse. Ergo kan man ikke definere noget som ægte berlinsk – hvis man altså lige ser bort fra det ustadige, uslebne, uortodokse. »Es gibt nur ein Berlin, und das ist mein Berlin«, som kabarettisten Claire Waldoff sang, lige før de gyldne tyvere druknede i de brune tredivere. Så ingen skal komme og definere, hvad der er ægte Berlin!

"Ha-ho-he, Hertha BSC!" Tirsdag aften vandt Hertha Berlin 2-0 over FC Köln på det historiske Olympia Stadion. Efter billedet at dømme var det i høj grad til Peter Tudvads store tilfredshed.

“Ha-ho-he, Hertha BSC!”
Tirsdag aften vandt Hertha Berlin 2-0 over 1. FC Köln på den historiske hjemmebane, Olympia Stadion. Efter billedet at dømme var resultatet i høj grad til Peter Tudvads store tilfredshed.

Peter Tudvad, 49 år, filosof og forfatter til flere bøger om bl.a. Søren Kierkegaard samt storværket “Sygeplejerske i Det Tredje Rige” – en fascinerende beretning om den unge Ebba Mikkelsen, der gik ind i Tysk Røde Kors og endte i centrum for 2. Verdenskrigs afsluttende fase på et lazaret på Pariser Platz ved Brandenburger Tor.
Bogen er dramatiseret i forestillingen “Mit Mørke”, der frem til 3. oktober 2015 opføres på Bådteatret i København og senere kommer på turné i resten af landet. Dagbladet Information omtalte “Mit Mørke” som “stærk scenekunst”.
I 2014 udgav han bogen “I krig og kristendom – en biografi om den tyske teolog og modstandsmand Dietrich Bonhoeffer“, der er første del af et tobindsværk om en af de største skikkelser i den protestantiske teologi i det 20. århundrede. Bonhoeffer var også en af Det Tredje Riges første og mest konsekvente modstandere, og han blev hængt af nazisterne så sent som 9. april 1945, altså mindre end en måned før Tysklands kapitulation.
Peter Tudvad har også bidraget til bogen “Vide Verden – Berlin” fra Aarhus Universitetsforlag. Kapitlet fra hans hånd, Nazismen. Sporene efter Det Tredje Rige, kan hentes gratis (pdf).

Konkurrence: Vind den politiske thriller Berlin 404

Vild med Berlin har rundet 5.000 følgere på Facebook. Det skal fejres. Derfor har du nu chancen for at vinde god sommerlæsning i form af Thomas Clemens anmelderroste politiske thriller “Berlin 404”, som udkom tidligere i år. Vi udlodder 3 eksemplarer af bogen i samarbejde med Forlaget Modtryk.

Berlin 404Berlin 404 leger med spørgsmålene: Hvad var der sket, hvis Berlinmuren ikke var faldet. Hvad nu, hvis Østtyskland havde isoleret sig endnu mere, hvordan havde Vestberlin så udviklet sig?

Bogen begynder med, at DDR’s partisekretær Günter Schabowski omkommer i en bilulykke på vej til den pressekonference, hvor han ellers ville have annonceret, at nye udrejsebestemmelser trådte i kraft ”ab sofort”.

Schabowskis død forpurrer Berlinmurens fald, og i de efterfølgende årtier lukker Østtyskland sig mere og mere om sig selv.

En dag kolliderer et vesttysk tog med et DDR-tog i ingenmandslandet under Muren. De to lande beskylder gensidigt hinanden for bevidst at stå bag ulykken. It-eksperten Jacob Blau fra den vesttyske U-bahn-administration sendes mod sin vilje til Østtyskland for at finde årsagen til ulykken og forhindre en krig i at bryde ud. Med sig har han efterretningsofficeren Berendine Wachner – og i hælene på dem følger Jacobs uberegnelige brødre.

Jacob og Berendine finder chokerende ting bag Jerntæppet. Og et spil om verdens fremtid er i gang.

Berlingske Tidendes anmelder gav bogen 4 stjerner og skrev blandt andet:

»Berlin 404« er en effektiv, politisk sci-fi-thriller – en slags futuristisk koldkrigsroman, der opstiller et billede af verden, som den kunne have set ud, hvis nu sådan noget som et simpelt biluheld havde gjort, at Muren ikke var faldet i 1989.

Thomas Clemen har et godt greb om både den politiske thrillers konspirationsbaserede spændingsopbygning og om science fiction-genrens skildring af rutiner og muligheder i en teknologiforstærket virkelighed.

SÅDAN DELTAGER DU I KONKURRENCEN:
Du deltager ved at lægge en kommentar om, hvad du glæder dig mest til ved dit næste besøg i Berlin.

Du kan skrive din kommentar i svarfeltet under dette blogindlæg ELLER i svarfeltet under konkurrenceopslaget på Facebook – følg dette link til Facebook-opslaget.

Konkurrencen løber til og med søndag den 26. juli 2015. Vi kontakter vinderne direkte og  offentliggør de 3 vindernavne på Vild med Berlins Facebookside.

Forlaget Modtryk har sponsoreret 3 eksemplarer af Berlin 404. Bogen er på i alt 398 sider og den vejledende udsalgspris er 299,95 kr.

Hvis du ikke kan vente med at få fingre i Berlin 404, kan den købes her på Modtryks website.

Vind e-bogen BerlinDK til iPad

På Vild med Berlin vil vi gerne være med til at markere 25-årsjubilæet for Murens fald den 9. november 2014. Det er lykkedes os at overtale parret bag en (desværre lidt overset) perle, e-bogsudgaven af bogen BerlinDK, til at donere tre eksemplarer af udgivelsen til en lodtrækning blandt alle, der ligesom os er vilde med Berlin.

FireShoSkærmbillede fra Berlindk som e-bogt Screen Capture #101 - 'iTunes - Bøger - Berlindk af Ole Blegvad & Rasmus Funder' - itunes_apple_com_dk_book_berlindk_id655608257_l=da&mt=11

Den trykte udgave af Berlindk tildelte vi ubetinget ros ved udgivelsen sidste år, men e-bogen er bare endnu bedre! Man får alt fra den fysiske bog plus en masse ekstra materiale, fx links til mere end 50 spændende videoer, kortmateriale og selvfølgelig alle de fordele, en e-bog giver, herunder klikbare links og ekstra billeder, der kan forstørres til skærmstørrelse. 123 lokaliteter er oplistet i bogen, og i den elektroniske version er der selvfølgelig en afsluttende oversigt, så du med et prik med en finger kan finde tilbage til omtalen af stedet, hvor der også er links til et kort med placeringen og stedets eventuelle hjemmeside.

Sidder du i Danmark på en regnfuld novemberdag og længes efter Berlin, er der mange timers hygge i selskab med de 11 danske kulturpersonligheder, der fortæller om deres forhold til Berlin, og ikke mindst de to engagerede forfattere, Ole Blegvad og Rasmus Funder, der så smukt binder det hele sammen ved hjælp af deres store indsigt i Berlins historie og kultur. Selv os, der mener, at vi efterhånden kender Berlin ganske godt, kan finde masser af inspiration til vores næste tur.

Sådan deltager du

Du kommer med i lodtrækningen om bogen ved at tilmelde dig det gratis nyhedsbrev fra Vild med Berlin. Er du allerede tilmeldt nyhedsbrevet, deltager du automatisk i lodtrækningen.

Nyhedsbrevet er i øvrigt også lidt af en overset sjældenhed, for det seneste blev udsendt for mere end et halvt år siden! Dermed holder vi, hvad vi lover, når vi skriver, at vi ikke overbelaster din indbakke. Det har dog længe været planen at skrue lidt op for udgivelsesfrekvensen, så vi kan samle op på de seneste blogindlæg og ikke mindst al den inspiration og de mange anbefalinger, der kommer fra de mere end 3.300 følgere af Vild med Berlins Facebook-side.

Vi trækker lod om e-bøgerne 14. november 2014. Vinderne får direkte besked via deres e-mailadresse, og navnene offentliggøres på Facebook-siden.

Vinder du ikke …

Er du ikke blandt de heldige vindere – eller ved du allerede nu, at e-bogen er den oplagte (jule)gave-idé til en anden, der er vild med Berlin – kan den købes på iTunes til den lave pris af 99 kr., hvilket er mindre end halvdelen af prisen på den trykte udgave:

Berlindk på iTunes