Tag-arkiv: Bøger

Mit Berlin #32: Jeg prøver at se Berlin med andre øjne

Bo Morell tog sine elever med til Berlin og kender byen bedre end København. I en ny bog fortæller han om de lidt oversete sider af den tyske hovedstad. I serien “Mit Berlin” kan du her læse mange af hans anbefalinger.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg kom i byen længe før Murens fald. Der boede jeg på hotel i Vestberlin med gymnasiehold og tog dem med over Checkpoint Charlie på en dagsekskursion, så de fik et indtryk af kontrasterne mellem bydelene: fx belysning, vedligeholdelse, varesortiment, imødekommenhed og seværdigheder, hvoraf kun det sidstnævnte talte positivt i den sovjetiske sektor.

Uden elever boede min kone og jeg på et hyggeligt hotel i Wielandstraβe, indtil vi fandt det lettere at købe en lejlighed i Prenzlauer Berg som base for alle de oplevelser, som især Østberlin kan byde på, hver gang vi er i byen.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Det siges, at Berlin er blevet til danskernes anden hovedstad. For mig nok den primære, hvor jeg færdes mere end i København og på flere måder efterhånden også kender den bedre. Når jeg om morgenen træder ud på gaden og ser ned på fjernsynstårnet, føler jeg virkelig, at det også er min by med et godt forhold til det lokale miljø, vores tyske naboer, frisøren, boghandleren, den italienske restauratør og den fliegende Zeitungs-Verkaufer, der ved, hvilken morgenavis jeg helst vil have på restauranten, aftenen før den udkommer.

Det er også en fordel at kende bookingmuligheder i teater og på museer, infrastrukturen, de kringlede regler med BVG og deres efterhånden ikke overraskende punktstrejker, men det hører jo også med til det anarkistiske Berlin, som jeg godt kan lide. I vores ejendom er der fx forbud mod husdyr, men flere beboere spadserer frejdigt gennem gården med deres hunde, uden at nogen brokker sig, og hvis man ikke får kontrolleret sit drikkevand en gang om året, loves der bål og brand og bøder, men når det så alligevel ikke bliver ordnet, går det i sig selv igen.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Det er blandt andet denne afslappede frihed, jeg godt kan lide, men så også især de vanvittigt mange tilbud, der findes, hver gang man kommer til byen: nye udstillinger på museer og gallerier, en alternativ rundvisning på et skummelt sted, et uopdaget kvarter, der pludselig dukker op på en cykeltur, prisniveauet og imødekommenheden. Det er svært at finde sure berlinere, især hvis man selv prøver at være lidt venlig.

Den lille flod Panke, som har givet navn til Pankow, flyder stille gennem bydelen med tilhørende cykelstier (illustration fra ”Berlin med andre øjne”)

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Det lyder banalt, men siden jeg bor i Prenzlauer Berg og er tilfreds med det, må jeg sige, at selv om det efterhånden er blevet et temmelig etableret kvarter pga. byens gentrificering og er uden de store seværdigheder, har denne bydel en rigtig god og lokal atmosfære. Man er på Alexanderplatz efter fem stoppesteder med sporvognen, 10 minutter på cykel eller med 20 minutters gang. Og så er afstandene fx til Friedrichshain, Pankow og lufthavnen i Schönefeld også overkommelige.

Pankow er blevet et af mine favoritområder med en cykeltur på Mauerweg med forårets blomstrende kirsebærtræer eller langs den lille flod Panke. Her kommer man gennem det lokale liv, og turisterne er få. Det store sovjetiske krigsmonument i Schölzer Heide, der næsten kan måle sig med det i Treptow-parken, har man helt for sig selv. I yderområderne er en tur til Potsdam, Friedrichshagen og Neu-Venedig oplagt på en forårsdag, eller hvad med den gamle sporvogn fra Rahnsdorf gennem skoven til Woltersdorfer Schleuse, som er et af udflugtsforslagene i min bog?

Med hensyn til seværdigheder er der faktisk også en række undervurderede eller oversete i Prenzlauer Berg, som man kan læse mere om.

Et tidligere Plattenbau-hus i Friedrichshain, der er blevet malet op af en spansk kunstner. Den grå DDR-tristesse er forvandlet til et muntert indslag i bybilledet (illustration fra “Berlin med andre øjne”)

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Hvad er kultur? De store kendte museer, eller det lille lokal- og brødmuseum i Pankow, hvor man får en personlig rundvisning med en frivillig medhjælper? Er det en festlig forestilling på Komisches Oper eller lirekassemanden, der spiller op til rundvisning i en af stationerne på den kommende U5-linje? Er det en cappucino på Café Einstein eller en Weiβbier på en udrangeret kabeltromle i RAW-Gelände ved Revaler Straβe?

Hvis ”kultur” er det hele, kunne jeg fx nævne Tieranatomisches Theater, som er en lidt overset arkitektonisk perle af Brandenburger Tors arkitekt Hans Langhans. Han tegnede den klassicistiske bygning til veterinærstuderende i 1790 og fik konstrueret en elevator fra kælderrummene, hvorfra man hejste dyrekadavere op til den amfiteatralske forelæsningssal. Flot restaureret med udstilling og gratis adgang.

Eller hvad med den nedlagte amerikanske radarstation på Teufelsberg, hvorfra der er fantastisk udsigt og kreativ spray-kunst? Kort sagt, Berlin med andre øjne, når man har fået nok af Kurfürstendamm og Unter den Linden, hvor der selvfølgelig også gemmer sig historier. Og så skal man jo lige huske på, at kulturen i Berlin også altid rummer en historisk fortælling.

I forskerparken Adlershof står bl.a. denne prægtige Motorenprüfstand fra 1936 til test af støjdæmpning på flyvemaskiner (illustration fra “Berlin med andre øjne”)

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Da min kone og jeg altid bestiller bord i forvejen, kan jeg vel godt røbe, at vores lokalt foretrukne restaurant er Herr Rossi i Winsstraβe. Den er overfyldt i forvejen, og akustikken er som i en garage, men sådan er de bedste spisesteder jo også i Rom.

Med hensyn til cafeer kunne jeg nævne Coffee Star i Wörther Straβe og Fritz Heyn, Heynstraβe 15 i Pankow, hvor vi gerne tager et hvil på en cykeltur nordpå. Café Bravo i Auguststraβe 69 giver en god pause i gården eller glashuset, når man er på rundtur i de omliggende gallerier. Cafeen er i sig selv bygget som et kunstværk ligesom det skæve fortov på gaden foran, der også forklares i min bog.

Retsbygningen i Littenstraβe med en kafkask labyrint af trapper, der på forhånd kan gøre en skyldig i retssystemet, men vov dig bare ind og få et herligt kig (illustration fra ”Berlin med andre øjne”)

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Næste tur til Berlin bliver heldigvis af længere varighed, for ellers når man ikke alle de muligheder, der byder sig til netop nu. Takket være gode portaler og nyhedsbreve kan meget planlægges, men der skal også være plads til improvisationer og overraskelser.

Listen er lang, og til inspiration for andre vil jeg nævne det nyåbnede Palais Populaire på Unter den Linden, hvor den tidligere Deutsche Bank Kunsthalle nu har en særudstilling med egne værker. De har en stor samling på papir, der refererer til deres forståelige interesse for pengesedler.

Bröhan Museum viser Georg Grosz, der på ekstreme måder minder om mellemkrigstidens dekadente liv i TV-serien Babylon Berlin, Berlinische Galerie udstiller kunst fra Novembergruppen 1918-1935 i anledning af 100-året for revolutionen, og Museum Barberini i Potsdam har flere parallelle udstillinger med bl.a. Nolde og DDR-kunst. Her kan et årskort hurtigt betale sig.

Men hvis kun én enkelt kulturoplevelse skal nævnes, må det være Brechts Dreigroschenoper, som det er lykkedes at skaffe billetter til på Berliner Ensemble. Som sagt er der altid nye oplevelser i vente, når turen går til Berlin.

Bo Morell (der beklager at have samme efternavn som Hitlers livlæge) er født i 1947 og bosiddende i Fredensborg, men er så meget som muligt også i Berlin, hvor han i 12 år har haft en lejlighed med sin kone Lisbeth. Han er uddannet som cand.mag. i dansk, billedkunst og design, fhv. lektor på Frederiksborg Gymnasium & HF og efter 42 års ansættelse nu pensionist.
Han har skrevet bøger om danske kunstmuseer, billedanalyse, design, østeuropæisk litteratur, lokalhistorie og er medforfatter til Berlin. Berlin (Forlaget Columbus 2001). Desuden har han været rejsearrangør for interessegrupper og talrige gymnasieklasser, der alle er blevet pisket gennem Berlin og først fik lov til at sove på vejen hjem i bussen. Nu har han fået tid til at skrive en ny og alternativ guidebog, “Berlin med andre øjne“, der netop er udkommet på Forlaget Saxo.

 

Skyggemand hjalp borgere i Østberlin ud i friheden

Jesper Clemmensen har skrevet en medrivende fortælling om, hvordan flugthjælpere på opfindsom og dramatisk vis fik indespærrede DDR-borgere ud af landet i årene efter, at Muren var rejst. I flere passager er den dokumentariske beretning spændende som en krimi.

Jesper Clemmensens Skyggemand om flugthjælpere i den kolde krigs BerlinGravede tunneller, forfalskede pas og skjulte rum i ombyggede biler. Det var nogle af metoderne, når mennesker skulle smugles ud af DDR, der i 28 år var skarpt adskilt fra det frie Vesteuropa ved hjælp af en mur, pigtråd og grænsesoldater med skarpladte våben. I alle årene var der borgere, der forsøgte at flygte.

Mange af dem benyttede sig af mere eller mindre anonyme flugthjælpere, der bravt kæmpede for at være mere kreative end Stasi. Den østtyske, såkaldte statssikkerhedstjeneste opsporede nemlig adskillige flugtveje, og flugthjælperne måtte hele tiden forsøge at være et skridt foran.

Skyggemands fortælling var gemt i 45 år
En af flugthjælperne var Dietrich Rohrbeck, som er hovedperson i Jesper Clemmensens nye bog ”Skyggemand”. Forfatteren kom i kontakt med Dietrich Rohrbeck i forbindelse med en foredragsturné i anledning af sin forrige bog ”Flugtrute Østersøen”. Det viste sig, at Dietrich Rohrbeck i 45 år havde gemt på sin historie om hjælp til mere end 50 flygtende østberlinere – og Jesper Clemmensen blev straks interesseret.

Som i ”Flugtrute Østersøen” er der også i den nye bog et link til Danmark. Rigtig mange af de flygtende kom nemlig til Vesttyskland via overfarten Rostock-Gedser, og adskillige danskere bidrog i indsatsen for de flygtende. DDR var hermetisk lukket i 1961, efter at Berlinmuren var blevet rejst, og Dietrich Rohrbeck studerede på det tidspunkt i Vestberlin, men besøgte jævnligt sin danske kæreste på Falster. I hulrummet i hans Mercedes var der plads til en person, der ikke var for høj eller tyk og heller ikke led af klaustrofobi.

Omfattende research
I andre tilfælde og i samarbejde med andre flugthjælpere hjalp han flygtninge til Vesten via gravede tunneller eller falske pas. På et tidspunkt var Dietrich Rohrbeck meget tæt på at blive afsløret af den danske journalist Flemming Sørensen, der var agent for Stasi. Af frygt for at blive arresteret af Stasi fik flugthjælperen et nyt pas i et andet navn. Han undlod også i en længere periode at befinde sig på landjorden i DDR og rejste i stedet med fly mellem Hamborg og Berlin.

En omfattende research, brug af Stasi-arkivet og samtaler med involverede ligger bag den velskrevne fortælling over 368 sider. Visse episoder er spændende som en krimi. Dietrich Rohrbecks rolle sluttede, da han flyttede til Danmark i 1965. Han er i dag 81 år, og først for seks år siden begyndte han at snakke om begivenhederne igen.

– Det var jo et overstået kapitel, fortæller han i dette indslag til TV Øst, hvor han også giver denne forklaring på bogens titel, der henviser til opfattelsen af ham hos de folk, han hjalp:

– De har altid sagt: “Han var ligesom en skygge for os, Skyggemanden”. Jeg dukkede jo op, gemte dem i bilen, kørte over, læssede dem ud og gav dem nogle instrukser. Og når de vendte sig om, var jeg allerede væk igen.

Se også Jesper Clemmensen svare på fem spørgsmål om sit forhold til Berlin i serien “Mit Berlin”:

Mit Berlin #26: Byen sænker pulsen og tænder for de store følelser

Mit Berlin #26: Byen sænker pulsen og tænder for de store følelser

Jesper Clemmensen har nu skrevet to bøger om DDR-flygtninge og deres hjælpere. Den seneste handler især om Berlin, som han besøger flere gange om året for at nyde den uhøjtidelige atmosfære midt i verdenshistoriens centrum. Her svarer han på fem spørgsmål om sit forhold til byen.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Alvor. Og den helt konkrete fornemmelse af en delt by med en farlig grænse. Lang ventetid ved kontrolområdet i Østberlin, mens vagterne fjernede lofterne i toget og gennemlyste hulrummene. Udenfor snusede schæferhunde rundt under vognene, og indenfor tjekkede en mand i uniform vores helt nye pas. Mit første stempel i mit første pas blev et DDR-stempel. Det var i pinsen, 1989. Vi skulle til fodboldstævne i Tiergarten. Vores træner fortalte os, at vagterne ledte efter flygtninge. Flygtninge? Hvorfor? Så fortsatte vi til Vestberlin og spillede kampe på indhegnet kunstgræs. Vi tabte vist nok dem alle. Jeg var indkvarteret hos Sven, som var enebarn. Hans far havde en stor Mercedes, der stod i en parkeringskælder. Kenneth boede hos nogle tyrkere, der ville ham det bedste og derfor serverede pommes frites til morgenmad. Vi andre var dybt misundelige. Berlin var en kæmpe oplevelse for os lollandske fodbolddrenge. På Potsdamer Platz kiggede vi ind i ingenmandsland, fik taget gruppebilleder foran Muren og købte fodboldflag i souvenirbiksen. Fire år senere købte jeg et stykke af Muren – angiveligt et stykke af Muren – samme sted.Foran Berlinmuren i 1989

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
At du i det ene øjeblik slapper af i en uhøjtidelig atmosfære og i det næste befinder dig et sted, hvor vigtig verdenshistorie har udspillet sig. Berlin kan både sænke min puls og tænde for de store følelser. Oveni det kommer, at byen er helt utrolig børnevenlig – den perfekte metropol til en familieferie.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
”Kreuzkölln”. Måske også fordi, det er det seneste sted, hvor jeg er gået på opdagelse. Et virkelig spraglet stykke Berlin. I forbindelse med researchen til min bog om flugthjælperne gik jeg en del rundt i Kreuzberg og Neukölln, langs kanalen. Skøn stemning på sommeraftenerne, hvor de lokale trækker ud til forskellige aktiviteter. Når vejret er godt, kan jeg også sagtens tilbringe en hel aften på græsset, ude for enden af landingsbanen på Tempelhof – det ærgrer mig, at jeg aldrig nåede take off eller landing i THF, inden den lukkede.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Jeg aflægger næsten altid et besøg på Ständige Vertretung ved Friedrichstrasse. Her kommer en skønsom blanding af embedsfolk med opsmøgede skjorteærmer og turister i regnfrakker. Stedet har en forfærdelig akustik og virker ret hektisk, men vinder på sit traditionelle tyske køkken, Kölsch-øllene og de utallige fotos fra nyere, tysk historie, der fylder væggene.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Sidste år besøgte jeg for første gang det kæmpestore sovjetiske mindesmærke ved Treptower Park. Det blev en ret stærk og bevægende påmindelse om, at russerne også ofrede stort i kampen mod Hitlers rædselsregime. Og alligevel efterlod stedet en sær bismag, fordi du vandrer rundt i Stalin-citater og med bevidstheden om, at kommunisterne kun i kort tid var good guys. Mindesmærket Plötzensee ligger et godt stykke fra alfarvej i Berlin, men er bestemt også et besøg værd. Her henrettede nazisterne mange af deres modstandere, og omfanget af uhyrlighederne fortælles med overvældende effekt. Det bliver hurtigt konkret, når du står ved jernsvellen i det lille rum, hvor diktaturets fjender blev stranguleret. Hvis tiden er til det, kan det godt betale sig at køre et stykke udenfor byen for at besøge Wandlitz. Derude – i en skovudstykning og afskærmet fra den almindelige befolkning – boede DDR-spidserne indtil Murens fald. Villaerne er i dag rekreationsboliger, men der er fri adgang til området. Wandlitz er en interessant tilføjelse, når du har været i Hohenschönhausen, på Stasi- og DDR-museet.

Jesper Clemmensen, forfatter til Skyggemand om DDR-flygtninge og deres hjælpereJesper Clemmensen, født 1975, er uddannet journalist. Opvokset på Lolland-Falster, bosiddende på Amager.

Forfatter til de dokumentariske bøger ”Flugtrute: Østersøen” (2012) om DDR-flygtninge og ”Skyggemand” (2017) om danske og vestberlinske flugthjælpere.

Han arbejder til daglig som tv-tilrettelægger, pt. på DR. Kommer til Berlin to-tre gange om året.

 

Vind bog: På kanten i Berlin

(VINDERNE ER FUNDET) Nu har du igen chancen for at få fingre i spændende Berlin-læsestof. Vi udlodder 2 eksemplarer af den spritnye bog ”På kanten i Berlin”, skrevet af Lene Tymoshenko, der har boet i Berlin siden 1992 og driver eget guidefirma i byen.

På kanten i Berlin er Lene Tymoshenkos første bog.

Lene Tymoshenko fortæller i bogen sin egen historie om, hvordan hun i 1991 tog nattoget fra København til Berlin for at snuse til byens bz-miljø. Året efter vælger hun at flytte til den tyske hovedstad og starte et nyt liv som en del af det store bz-miljø, der var opstået i det tidligere Østberlin efter Murens fald.

Hendes bog giver et unikt indblik i de forskellige subkulturer, der fandtes i 90’ernes Berlin, herunder bz’ere, idealister, livskunstnere og illegale på flugt fra den økonomiske håbløshed i det opløste Sovjetunionen.

Den fortæller om truslen fra ordensmagten og nynazistiske bander. Om kærlighed og venskab, og det opslidende ved kampen for en stabil tilværelse, når man befinder sig på kanten. Om seksuelle eksperimenter, bordeller og sexarbejde.

Læs her et kort uddrag fra “På kanten i Berlin”:

”Der er en optimistisk, ja nogen gange helt euforisk følelse af, at alt er muligt, da jeg lærer det østberlinske bz’miljø at kende i sommeren 1991. På mange måder er det som en stor farvestrålende legeplads. Man kan bo gratis i store skøre kollektiver og leve billigt, og man skal bare gå ud på gaden, så kan man klunse de skønneste gamle møbler og andre brugsgenstande, da østberlinerne har travlt med at skifte deres ting ud med vestprodukter. Derfor opstår der hele tiden nye bjerge af storskrald på de ellers tomme brostensbelagte lange gader, og de få biler, der er i bydelen, må køre slalom imellem dem. Vi bruger skraldebjergene til at klatre rundt på og finde skatte til vores kollektiver.

Det er en skøn sommer. Jeg føler, at jeg for første gang virkelig kan være mig selv. Det går op for mig, at jeg på en eller anden måde altid har følt mig fremmed og udenfor i København og i Danmark. At jeg et eller andet sted aldrig rigtig har hørt til eller været mig selv. Det, der før bare har været en diffus følelse, da jeg hidtil jo ikke har haft noget sammenligningsgrundlag, bliver nu konkretiseret. Nu står det som en skærende kontrast, og det går op for mig i al sin tydelige klarhed, at jeg er en fremmed i Danmark. Det er her i Berlin, jeg hører til. Jeg er endelig kommet hjem.”

Lene Tymoshenko har udgivet ”På kanten i Berlin” som selvudgiver. Bogen er på 520 sider og kan købes på bl.a. www.saxo.com eller på www.gucca.com

DELTAG I LODTRÆKNINGEN
ved at lægge en kommentar herunder, hvor du kort fortæller om dit favoritsted i Berlin. Hvor holder du særligt af at komme/vender altid tilbage til – og hvorfor?
Bemærk: Vi modtager meget “spam” i vores kommentarfelter. Derfor bliver din kommentar først synlig, når vi har godkendt den.

OM KONKURRENCEN
Konkurrencen løber til og med fredag den 7. juli 2017. Den foregår på Vild med Berlins Facebook-side, blog og Instagram-side. Vi finder vinderne gennem lodtrækning og kontakter dem direkte.

Lene Tymoshenko (født Pedersen)
Født 1969. Har boet i bydelen Friedrichshain i det tidligere Østberlin siden 1992.

Er uddannet kok, var sexarbejder i syv år og har nu sit eget guidefirma, Berlin på Vrangen, der arrangerer byvandringer i Berlin.”På kanten i Berlin” er hendes første bog.

Læs også Lenes bidrag i Vild med Berlins serie ”Mit Berlin”: ”Berlinerne finder sig sgu ikke i noget!”

Mit Berlin #24: Byen er en levende historiefortæller

Alice Persson kom til Østberlin som 19-årig i 1975 for at arbejde som dansk nyhedsoplæser på Radio Berlin International, den østtyske kort- og mellembølgeradio, der dagligt fortalte hele verden om socialismens fortræffeligheder. Sidste år udgav hun beretningen om sine mere end to år i byen under den kolde krig og Stasis mislykkede forsøg på at hyre hende som agent. Her svarer hun på spørgsmål i serien ”Mit Berlin”.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Mit første indtryk af Berlin (det var i Øst i 70’erne) var en STOR, fremmed og totalt spændende by. Jeg var 19 år og havde stort set kun været i Rødovre, Karrebæksminde og på Orø. En særartet lugt af brunkul, en sky af olieblandet benzinlugt, tiloset luft, livlighed, pølsebarer, knejper, mange små, tøffende trabanter. Følelsen af at være blevet lukket ind i en hemmelig hule fuld af skilte med opfordring til at komme fremad mod en partikongres, at kæmpe for fred og solidaritet og styrke produktionen. Totalt anderledes end reklamerne hjemme! Jeg var spændt, bange og på eventyr.

Alice Persson i 1976

Alice Persson i 1976 ved sit østberlinske hjem i Albert Schweitzer Strasse i Friedrichshagen cirka 20 km fra centrum af Berlin.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Jeg kommer her alt, alt for sjældent, men kunne sagtens besøge Berlin syv-otte gange om året, hvis det var muligt. Men hver gang jeg er her, føles det som at være kommet hjem. Jeg kunne godt bo der igen, tror jeg. Jeg er vild med Berlin som en god gammel ven. Den by har været med til at identificere mig og definere mig i den spæde ungdom, og det hænger ved.

Jeg tænker stadig meget i øst og vest. Er helt bevidst om, hvornår jeg er hvor. Og jeg befinder mig mest i øst, når jeg besøger byen. Her føler jeg mig hjemme. Store forretningsgader, moderne glasbygninger og shoppingcentre har ikke min interesse. Hellere slentre ad en laaang Karl Marx Allee eller Unter den Linden eller i Köpenick end gå og kigge smarte butikker i vest, på Kurfürstendamm.

Byen er så emmende af historie og liv. Jeg elsker at mærke ærefrygten, når jeg står ved en stor bygning og mærker, hvad der er sket her i fortiden. Ved mindesmærker for krigens ofre bliver jeg højtidelig og melankolsk. Bagefter kan jeg gå ud i folkemængden, som lever i dag, og blive glad for at se deres selvfølgelige måde at eksistere i en fredelig by. Så jeg får mange forskellige følelser, når jeg bevæger mig rundt i Berlin.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Jeg elsker Berlin af mange grunde. Byen har noget for enhver sjæl. Men byen er ikke bare en by. Byen er et vidnesbyrd, en levende, summende historiefortæller. En mangfoldighed af skæbner.

På grund af min historie bliver jeg nærmest jaloux over at skulle dele Berlin med så mange mennesker, der valfarter hertil. Jeg misunder dem. I dag er det jo lige så naturligt at drage herned som at tage en tur i sommerhuset eller ind til storbyen. En lille barnlig stemme indeni siger: Jeg kom først, det er min by. Misundelse er en retningsgiver, som peger og siger: Det skal du også. Så jeg tager følelsen som et tegn på, at jeg kommer og er kommet her alt for sjældent i nyere tid. Så det må jeg gøre noget ved. I virkeligheden kunne jeg godt forestille mig at tilbringe meget længere sammenhængende tid hernede. Måske endda flytte hertil.

Når jeg sidder ved foden af fjernsynstårnet, hvor jeg dengang – i 70’ernes Østberlin – sad sammen med min soldaterkæreste og diskuterede vores umulige forhold, bliver jeg grebet af en trang til at fortælle de unge mennesker om, hvordan det var dengang. Men det har jeg jo gjort i min bog ”Kollega Persson.”

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Mit yndlingssted er Friedrichshagen. Det tager ca. 25 minutter med S-toget Richtung Erkner at køre derud. Derude ligger en by i byen med egen hovedgade, butikker, kulturelle arrangementer, cafeer og kirke. Her er liv og glade dage, uden at det bliver for stort. Og går man til enden af Bölschestrasse, kommer man ned til søen, Müggelsee. Der er grønt, hyggeligt og underholdende i Friedrichshagen.

Med årene er jeg blevet lidt overfølsom over alt for megen larm og travlhed alt for længe, så mit nervesystem slapper helt af, når jeg kommer til søen og cafeerne og bådfarten ved vandet. Det er mit ønske en skønne dag at bo på en pension i byen – i nærheden af mit tidligere hjem i Albert Schweitzer Strasse.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Da jeg boede i Berlin i 70’erne, var jeg ikke så interesseret i at gå i teater, i operaen eller på museer. Dengang gik jeg mere på værtshus og mødte de lokale. Mit store ønske var at komme ind i Distel og opleve satiren, men det opgav jeg, for det var umuligt at få billetter, hvis ikke man lige kendte nogen, der kendte nogen.

1. maj i Østberlin: Det har altid givet mig et indre sus at stå i en stor menneskeforsamling. Især når det handler om at ændre verden, solidaritet, tilkendegivelser for fred er det mærkbart. Et sus går gennem kroppen, når jeg mærker, hvor mange vi er, og hvor stor styrke vi har, når vi er mange. Det sus mærkede jeg 1. maj i Berlin i 70’erne.

Inden jeg flyttede til Berlin i 1976, havde jeg 1. maj været med på Blågårds Plads i stjernedemonstration til Nørre Søgade og så hele vejen ud til Fælledparken. Det var også betagende og gav mig følelsen af at tilhøre en kæmpestor familie. Det gav tryghed og garanterede på en måde, at jeg kunne føle mig tryg her. I Berlin fik jeg den samme følelse, i langt højere målestok. For det var jo her, i socialismen, at den tryghed blev garanteret. Vi var så ufatteligt mange, og beslutningen var, at der aldrig mere måtte udgå krig fra tysk jord. I kølvandet på krigen, som jeg vidste havde resulteret i en stor angst for min mors og mine bedsteforældres liv, var det, som om den ”slægtssmerte” lagde sig, når jeg indsnusede lugten fra den nye krigsløse tid.

Selv om den kolde krig skød med skarpt, følte jeg mig i sikkerhed her. Når jeg så på tanks i Østberlin, tænkte jeg ikke krig, men forsvar for fred og en slåen hårdt ned på alle neonazistiske tendenser. Under 1. maj-demonstrationen i Østberlin (vi havde fri fra arbejde) så jeg godt, at Honecker og co. sad højt oppe på et podium, og der var rækværk mellem dem og folket. Men opfattede det ikke spor symbolsk.

Jeg bliver nødt til at nævne Unter den Linden. Her har jeg gået meget. På vej ned mod Brandenburger Tor, hvor DDR stoppede. Så stod jeg dér og kiggede på afspærringerne. Det var en kæmpeoplevelse at besøge Berlin igen for første gang siden murens fald, mange år efter. Meget hurtigt fandt jeg Unter den Linden og gik den samme tur. Da jeg nåede Brandenburger Tor, blev det helt uvirkeligt inden i mig. Jeg stoppede op og blev helt paf. Selv om jeg rationelt godt vidste, at døren var åben, var det en særlig følelse at opleve det. Og sådan er det med alt. Det er ikke nok at vide det oppe i hovedet. Man skal være til stede med sin krop for virkelig at mærke det. Jeg gik helt forsigtigt igennem og ud på den anden side. Kiggede lidt bedøvet på menneskemylderet. Mennesker kørte og gik, optaget af at leve deres liv. Tog ingen notits af den åbne dør. Kun jeg stod dér og tænkte i mirakler.

Det samme skete, da jeg besøgte Checkpoint Charlie. Historien bemægtigede sig mig igen. Og jeg gøs ved tanken om, hvordan det var dengang, og at man nu bare kan gå igennem. Men jeg brød mig ikke om alt det dramatiske og souvenirprægede. Folk, som solgte postkort og små stykker ”mur”. Det er ikke interessant.

Museerne er jo et kapitel for sig. Imponerende. Ud over mastodonterne på museumsøen kan jeg lide at besøge Zille Museum i Propststrasse 11 i Nikolaiviertel, Berlins ældste kvarter.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Igen må jeg sige, at det tiltaler mig at opsøge den østlige fortid. I min gamle by Friedrichshagen ligger ”Bräustübl” på Müggelseedamm 164 og ”Rolandseck” på Scharnweberstrasse 80. Begge lå der også dengang, i 70’erne. Og væggene taler til mig.

I centrum kom jeg af og til på ”Zur letzten Instanz”, Berlins ældste værtshus fra 1651. Selv om restauranten er blevet shinet op, er den gamle egenart ikke forsvundet. For selv om man sminker historiske bygninger til ukendelighed, titter historien gennem væggene. Jeg får i hvert fald følelsen af at være i Berlins ældste knejpe stadigvæk selv om bordene er pænt pyntede. Tænk, her sad Napoleon engang og nød en øl, siges det. Derfor har han også en stol stadigvæk. Eller det havde han stadig, da jeg besøgte instansen for nogle år siden. Charlie Chaplin og Clara Zetkin og flere berømtheder siges også at have besøgt stedet.

I nyere tid har jeg besøgt ”Lebensmittel in Mitte” – et dejligt intimt og folkeligt sted. Her sidder man tæt, og stemningen er livlig uden at være anmassende. Cafeer og spisesteder i Hackesche Höfe er også altid hyggelige at besøge.

Alice Persson, født 1957, er selvstændig psykoterapeut. Tidligere tysk korrespondent/advokatsekretær og stadig meget glad for det tyske sprog. Udgav i 2016 bogen  ”Kollega Persson” om sine oplevelser, da hun boede i Østberlin 1975-77 og arbejdede på den statslige radio i håb om senere at uddanne sig til journalist, men hvor hun oplevede at blive forsøgt rekrutteret af Stasi, DDR’s hemmelige politi.

Hun skriver nu på en fortsættelse med den kryptiske arbejdstitel ”Frøken Persson … kan De koge et æg?” Et særpræget spørgsmål under en jobsamtale som tysk korrespondent efter de groteske oplevelser i Østberlin. Her vil hun beskrive, hvad der skete, da hun kom hjem fra Berlin og stadig havde svært ved dels at vriste Stasi-oplevelserne af sig dels at omvurdere sine politiske og private livsdrømme. Og i sidste ende finde fodfæste i livet. Om den kommende bog fortæller hun selv:

– Den  vil have en naturlig tilknytning til det fænomen, at jeg senere uddanner mig til psykoterapeut. Hvad sker der for hende, der – godtroende og uskyldig som unge mennesker ofte er – bliver offer for kræfter, der har planer med hende? Og hun ikke kan finde nogen at betro sig til, fordi det på den ene side er tabu (”Stasi eksisterer ikke”), på den anden side farligt, hvis nogen opdager det (”har hun været spion?”). Hvor går hun hen med sin skam og ensomhed?

Danmarks Radio har lavet flotte web- og radiodokumentarer om Alice Perssons oplevelser i Østberlin i 1976: https://www.dr.dk/nyheder/webdok/berlin

En fortælling om jævne menneskers stille modstand

Hans Falladas ”Alene i Berlin” er en storslået roman om et Berlin-ægtepar, der mister deres søn i krigen og derefter begynder at fordele postkort imod naziregimet.

Temaerne for den 682 sider store roman er anstændighed, integritet og mod. Den begynder med en gribende scene, hvor arbejderægteparret Anna og Otto Quangel i Prenzlauer Berg modtager et brev om, at deres søn er død under felttoget mod Frankrig. Derefter begynder de at tvivle på Hitler, som de ellers havde støttet, og beslutter sig for at gå ind i kampen mod krigen og naziregimet.

De gør det på deres egen stilfærdige måde, nemlig ved at skrive postkort, som de fordeler rundt omkring i opgange med henblik på, at andre finder dem, deler dem videre og dermed sætter gang i et oprør.

Romanen bygger på virkelige personer, nemlig ægteparret Elise og Otto Hampel, der ganske vist ikke mistede deres søn i krigen, men Elises bror. Hans Fallada skrev bogen kort før sin død, blandt andet på baggrund af dokumenter fra retssagen, der dømte parret til halshugning i 1943. Den udkom i 1947 på et kommunistisk forlag, som omskrev dele af romanen for at gøre den mere politisk korrekt efter opfattelsen hos de sovjetiske magthavere i den østlige del af det besatte Berlin.

Først i 2010 blev det oprindelige manuskript fundet. ”Lykkeligvis,” skriver den i Berlin bosatte dansker Henriette Harris i et indsigtsfuldt efterord om bogen, Fallada og virkelighedens Elise og Otto Hampel, for dermed er flere nuancer kommet med:

Romanen er Hans Falladas årvågne beskrivelse af tyskerens kamp for hverdagen og af den terror, der havde lukket sin jernnæve om ham. Det er en indgående beskrivelse af tyskerens altoverskyggende angst. Men også af tyskerens fejhed, hans griskhed, hans løgnagtighed, hans vilje til at stikke og udplyndre naboer (jøder som ikke-jøder) og arbejdskammerater, hvis det kunne berige ham selv eller redde ham fra at komme i fedtefadet (…) Men Alene i Berlin er først og fremmest en roman om anstændighed. Om to jævne mennesker, der erkender og handler efter, at prisen for at forblive anstændig aldrig kan blive for høj,” skriver Henriette Harris blandt andet i efterordet.

Ved udgivelsen af den danske oversættelse i 2012 fik den de maksimale seks stjerner af både Jyllands-Postens og Politikens anmeldere. Weekendavisen skrev: “Et mesterligt indblik i kollektiv angst og paranoia“.

Fem har vundet bogen
Forlaget People’sPress stillede fem eksemplarer af bogen til rådighed for en lodtrækning blandt dem, der følger Vild med Berlin. Vinderne blev udtrukket 25. januar 2017 og har fået direkte besked og bogen tilsendt.

Mindetavle for Elise og Otto Hampel på adressen Amsterdamerstrasse 10 i Berlin

Mindetavle for Elise og Otto Hampel på adressen Amsterdamerstrasse 10 i Berlin
Foto: By OTFW, Berlin – Own work, CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=11102209

Elise og Otto Hampel

Elise og Otto Hampel fotograferet af Gestapo efter anholdelsen

Jesper Bugge Kold: “Berlin er jo et levende museum”

Land i datidFrem til 9. april 2016 kan du deltage i lodtrækningen om 3 eksemplarer af den nye Berlin-roman “Land i datid”. Du kan læse om bogen og deltage i konkurrencen HER.

Vild med Berlin har stillet bogens forfatter, Jesper Bugge Kold, nogle spørgsmål om hans research til bogen og om hans forhold til Berlin:

Hvordan opstod ideen til “Land i datid”? 
Jeg er ikke sikker på, hvordan og hvornår historien til “Land i datid” opstod, men jeg tænker, at det skete efter en af vores ture til Berlin. Siden første gang, jeg besøgte byen, har jeg været forelsket i den, og det er nok også derfor, jeg har valgt at placere stort set hele handlingen i Berlin. Jeg kender området omkring Kopenhagener Strasse godt, så det var oplagt, at handlingen skulle foregå der.

Er dine østtyske karakterer og begivenheder i bogen bygget på autentiske personer og dokumenter fra Stasi-arkiverne?
Nej. Alle karakterer i bogen er fiktive. Inden mit besøg i arkiverne havde jeg ingen specielle historier, jeg havde planlagt at forfølge. Ingen akter, jeg fik lov til at læse, var personspecifikke, men handlede dog om konkrete overvågningssager og lignende. Alle navne var streget ud, og meningen med min research var, at jeg fik et overblik og kendskab til, hvordan en overvågning blev dokumenteret af Stasi, og hvordan det kunne foregå, når en pårørende skulle læse sin fars sagsakter.

Hvor omfattende har din research til bogen været?
Ligesom med “Vintermænd” har jeg været vidt omkring i min research. Jeg har naturligvis læst et hav af bøger, set dokumentarfilm, og jeg har fået stor hjælp af Thomas Wegener Friis, der er ekspert i Stasi. Jeg har også interviewet flere danskere, der ligesom en af mine personer har været på partiskolen ved Bogensee i 1970erne. Jeg ser en tendens i mine bøger til, at jeg bruger lige så langt tid på research, som jeg bruger på at skrive dem.

Hvad var den største udfordring ifht. din research i Stasi-arkiverne – og var der noget, der overraskede dig?
Jeg stødte ikke på nogen egentlige udfordringer i min research, men jeg var meget overrasket over, at der hver måned stadig er omkring 5.000 forespørgsler fra folk, der ønsker at læse deres egne eller deres pårørendes sagsakter. Jeg var også overrasket over den service, jeg oplevede. BStU (organisationen der varetager arkiverne) havde sat en pressemedarbejder af til mig en hel dag, så jeg kunne få svar på alle de spørgsmål, jeg havde, og de havde samlet sagsakter, som gjorde mig meget klogere på min historie.

Hvad var dit eget forhold til Berlin, inden du gik i gang med bogen – og i dag?
Jeg er vild med byen, som jeg besøger så ofte så muligt sammen med min kone og mine børn. Jeg tror ikke mit forhold har ændret sig på grund af bogen, men for hver gang jeg er i byen, lærer jeg lidt mere om den. Vi har efterhånden været der så mange gange, at vi ikke behøver at besøge de oplagte turistattraktioner, men i stedet kan vi koncentrere os om at komme lidt mere ud i afkrogene. Jeg holder specielt af Prenzlauer Berg, der minder mig om en god blanding af Nørrebro og Vesterbro, hvor jeg har boet det meste af mit voksenliv. Vi ender altid med at opholde os mest i det gamle Østberlin, som jeg finder charmerende på grund af arkitekturen, slitagen og menneskene. Til sommer skal familien 14 dage til Berlin, og jeg håber, at vi kan opdage nye sider af byen, når vi skal være der så længe.

Hvor i Berlin oplever man efter din mening bedst historiens vingesus?
Da jeg i påsken 2015 var i byen, tog jeg en sen aften ud til Bornholmer Strasse. Det var mørkt, og der var ingen mennesker og kun meget lidt trafik. Jeg havde en idé til en scene i bogen, som er meget central, så jeg tog derud og lavede en form for method acting. Jeg forestillede mig, hvordan det måtte have været at være til stede den 9. november 1989. For mig var det en fantastisk oplevelse at gå rundt helt alene på Bösebrücke, og jeg håber, at det kan mærkes på kapitlet i bogen. Den oplevelse står særlig klart for mig, men hele byen er jo et levende museum, så for en historienørd som mig er den et paradis.

Jesper_Bugge_KoldOm Jesper Bugge Kold
Jesper (født 1972) har arbejdet som journalist og arbejder nu som bibliotekar. Han debuterede i 2014 med romanen “Vintermænd”, der handler om naziregimets forråelse og om grænsen mellem det onde og det gode. Bogen fik forrygende anmeldelser og blev nomineret til BogForums Debutantpris.

Jesper bor sammen med sin kone og to børn på Sydfyn med Svanninge Bakker som baghave. Han har i mange år spillet guitar i bandet Biff Baxter Band og har udgivet to CD’er med dem. I april 2016 udgiver han en CD med bandet Rodeo.

Læs mere på Jespers webside.

“Land i datid” – en fængende fortælling om Stasi, om Berlin og om at finde sig selv

KONKURRENCE: Vild med Berlin udlodder 3 eksemplarer af ”Land i datid”, der udkommer 8. april 2016. Romanen er skrevet af den anmelderroste forfatter Jesper Bugge Kold.

Konkurrencen om de 3 eksemplarer af "Land i datid" slutter lørdag den 9. april 2016.

Konkurrencen om de 3 eksemplarer af “Land i datid” slutter lørdag den 9. april 2016.

”Land i datid” er svær at slippe, når man først er kommet i gang med den. Anmelderen her havde egentlig besluttet at læse romanen i nogle stræk henover påsken. I stedet blev andre planer droppet, så bogen kunne læses færdig på én og samme dag. Bedre anbefaling kan en bog vel egentlig ikke få.

”Land i datid” er en særdeles fængende roman, fortalt i et veloplagt sprog. Bogen handler om 30-årige Andreas fra København, der rejser til Berlin for at blive klogere på sin biologiske far, som han aldrig har kendt. Faderen er blevet myrdet og har testamenteret sin lejlighed og værdier til sin ukendte søn i Danmark.

Andreas’ rejse til Berlin er også en flugt fra hans universitetsspeciale, som han ikke kan tage sig sammen til at gøre færdigt, og en kæreste, som har droppet ham. For ham bliver Berlin en mulighed for at genopfinde sig selv, viske tavlen ren og starte forfra.

I Berlin møder Andreas sin tyske kusine Bea, som hjælper ham med at dykke ned i hans fars baggrund. Det bliver en overraskende rejse, der byder på barsk viden om faderens virke for Stasi, om løgne, magtmisbrug og forbrydelser, der er blevet fortiet og fortrængt.

Fortællingen foregår i flere spor, hvor man skiftevis følger Andreas, hans biologiske far, Peter, samt en tredje central person i handlingen. Historien strækker sig tilbage til 1975, hvor østtyske Peter og danske Elisabeth mødes på en partiskole i DDR. Hun rejser hjem til Danmark med hans barn i maven. Vi følger den tro partisoldat Peter avancere i Stasi og får indblik i både mentaliteten og arbejdsmetoderne i den østtyske efterretningstjeneste. Vi følger Peter – både på jobbet og privat – helt frem til 2006, hvor han bliver myrdet.

BYGGER PÅ OMFATTENDE RESEARCH
”Land i datid” bygger på et stort researcharbejde. Forfatter Jesper Bugge Kold har haft adgang til Stasis arkiver og har fået hjælp fra en af Danmarks førende Stasi-eksperter. Han har desuden interviewet flere tidligere ungkommunister, der var på DDR-partiskole i 1970’erne.

Det grundige researcharbejde fornemmes tydeligt i bogen. Det samme gør forfatterens gode kendskab til Berlin – bl.a. med følgende rammende beskrivelse af den tyske hovedstad:

“Flere steder er Berlin en slidt kælling med få pløkker i munden. Andre steder en pralende playboy, en midaldrende mand med læderkvaster på skoene, en dyr håndtaske på høje hæle eller en firkantet bodybuilder. Hun er punker, hun er yuppie, cool og det stik modsatte på samme tid. Hun er ren og velduftende, men sidegaderne trænger til et bad, en hårvask og et sæt rent tøj”.

 VIND ET EKSEMPLAR AF ”LAND I DATID”
Turbine Forlaget har doneret 3 eksemplarer af ”Land i datid” til en konkurrence blandt Vild med Berlins læsere.

Du deltager ved at lægge en kommentar med dit bud på, hvor i Berlin man bedst oplever historiens vingesus.  

Konkurrencen løber til og med lørdag den 9. april 2016. Vinderne vil blive kontaktet direkte og deres navne vil efterfølgende blive offentliggjort på Vild med Berlin-bloggen og den tilhørende Facebookside.

KORT OM FORFATTEREN
Jesper Bugge Kold (født 1972) har arbejdet som journalist og arbejder nu som bibliotekar. Han debuterede i 2014 med romanen Vintermænd, der handler om naziregimets forråelse og om grænsen mellem det onde og det gode. Bogen fik forrygende anmeldelser og blev nomineret til BogForums Debutantpris.

Siden har det amerikanske forlag AmazonCrossing købt verdensrettighederne til såvel “Vintermænd” som til den nye “Land i datid”. “Vintermænd” lå primo marts 2016 nummer et på bestsellerlisten inden for krig- og historisk litteratur og fiktion.

Mit Berlin #19: Første gang var dramatisk og overvældende

Teddy Petersen, manden bag den nyeste Berlin-guide på dansk, besøgte Berlin for første gang i 1963 – og gik straks i gang med at formidle sin fascination, da han kom hjem. Det gør han stadig 52 år senere. Han opfordrer til, at man kaster sig ud i de ukendte sider af byen.

Mit BerlinHvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg var lige fyldt 16 år, og Muren var ikke to år endnu. En gruppe på 25 unge fra Århus var inviteret på tre ugers ophold med alt betalt – rundvisninger, foredrag og lommepenge – af venskabskommunen Charlottenburg. De andre var nogle gamle nogle på 20 år eller mere. Dramatisk, overvældende. I Bernauer Strasse lå der blomster på fortovet endnu. Man fik meget at vide, sikkert også indoktrineret – og øl var billigt. Bagefter bestilte jeg 16 mm-film og fotos hjem fra Berlin og fortalte om byen i boligforeningens ungdomsklub.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Den amerikanske mand, der optrådte som Marlene Dietrich – i herretøj – oppe under taget på en beboelsesejendom? Den tidligere østtyske mesterbokser, der sang Jaques Brell på en brun café i Østberlin for et par år siden? At ligge på en måtte i øvelokalet på danseteatret Radialsystem V, mens fire musikere fra symfonien spillede inde midt på gulvet i halvanden time – alle tilhørere lå ned? Jeg ved det ikke … VM i fyrværkeri i september på Olympia Stadion? Hertha Berlin samme sted med 41.000 tyskere – og Hertha vandt! Jeg ved det ikke …

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Jeg kører rundt hvorsomhelst på cykel og glor. Farer vild. Begynder at snakke til folk, hvis jeg synes det.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Ja: Kig efter flyers og plakater og små sedler på gader og cafeer. Det står ikke andre steder – og vigtigst: Tag derhen! Der kan ikke ske andet, end at det er uinteressant – men det er svært at finde i Berlin!

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Ja, men jeg kender den ikke endnu!

Teddy PetersenTeddy Petersen, født 1947. Har som journalist arbejdet på blandt andet ungdomsprogrammet P4, Weekendavisen, TV2 Syd og som underviser på Danmarks Journalisthøjskole. I dag forlagschef på Journalisthøjskolens forlag Ajour. Arrangerede her i efteråret en foredragsrække om Berlin på Folkeuniversitet og er også rejsearrangør på Berlin-rejser.
28. oktober 2015 udkom ”111 steder i Berlin som du skal se”, som Teddy Petersen har oversat og tilpasset et dansk publikum. Bogen kan købes hos forlaget Frydenlund.

Ny guide til den skæve, skøre og modsætningsfyldte by

Hvis man vil lære Berlin at kende, skal man bare begynde. Og blive ved. Du kan passende gå i gang ved at læse om – og opleve – de 111 specielle steder, der omtales i en ny dansk guidebog.

111 steder i Berlin som du skal seEuropas smukkeste undergrundsstation, det berlinske Eiffeltårn, den tidligere jødiske pigeskole …

Tre tilfældige nedslag i ”111 steder i Berlin som du skal se” beviser endnu engang, at der ikke er nogen ende på den tyske hovedstad. Selv om du har besøgt byen mange gange, er der fortsat utallige steder at opdage, fængslende historier, betagende arkitektur eller sjove anekdoter.

Den nye guidebog på dansk er et udvalg af de to bind, der findes på tysk af ”111 Orte in Berlin die man gesehen haben muss”. Journalist Teddy Petersen, der tidligere har bidraget med et gæsteblogindlæg på Vild med Berlin, har stået for udvælgelsen, oversættelsen og tilpasningen til et dansk publikum.

Det er der kommet en meget interessant og smuk bog ud af. De 111 steder har fået hvert sit opslag med en overskuelig tekst på venstresiden og meget varierede billeder på højresiden. Bagerst i bogen er der fire bykort, der ret præcist viser placeringen af de udvalgte steder. Hvis man befinder sig på et nyt sted i Berlin, kan kortene også bruges til inspiration, så man lige kan få et par oplevelser med, mens man alligevel er i området.

Forfatteren er freelancejournalist Lucia Jay von Seldeneck, født i Berlin i 1977. Hendes opvækst i byen har på ingen måde svækket hendes blik for de spøjse detaljer i de mere ukendte kringelkroge, og hendes tekster emmer af kærlighed til byen. Også fotografen Verena Eidel og reseacheren Carolin Huder er berlinere.

I samarbejde med forlaget Frydenlund udlodder Vild med Berlin tre eksemplarer af bogen. Du kan vinde dit eksemplar ved – i kommentarfeltet under nedenstående uddrag fra bogen – at skrive lidt om et særligt sted i Berlin, som du holder af eller gerne snart vil opleve. Vi udtrækker tre vindere blandt bidragene på bogens udgivelsesdag 28. oktober 2015.

Forlaget har stillet nedenstående fire eksempler fra bogen til rådighed for Vild med Berlin.

© Forlaget Frydenlund

© Forlaget Frydenlund

Et forsøg, der vejer tungt

Storhedsvanvid man kan røre ved

I årevis var den runde kolos en gåde. Der var mange bud på, hvad betonklodsen inde midt i et område med kolonihaver var: en bunker, et vandtårn eller et forsvarsværk af en slags? Men ingen af buddene var helt troværdige. Forklaringen på disse 12.650 tons betonmonstrum kunne ingen forestille sig. Men så fandt man planerne: Dette overdimensionerede korpus skulle teste jordbunden før et vildt mammutprojekt!

Albert Speer var Hitlers foretrukne arkitekt, og efter hans planer skulle på dette sted stå den 117 meter høje triumfbue, der var en del af projekt Germania, som var Berlin bygget om til ny hovedstad i nazisternes verdensrige. Den gamle øst-vest-akse, der i dag er Unter den Linden og Straße des 17. Juni, skulle udvides til 50 kilometers længde. Vinkelret på den skulle en ny nord-syd-akse på 40 kilometer ende i »Folkets hal«, verdens største bygning med plads til 180.000 mennesker. Da Albert Speer viste sin far modellen af Germania, skulle han have sagt til sin søn: »I er blevet fuldstændig sindssyge«.

Men galskaben resulterede også på dette punkt i realiteter, og Speer overlod ikke noget til tilfældighederne. Fra april til oktober 1940 kom betonklodsen derfor til verden – for at afprøve undergrundens stabilitet på stedet. Triumfbuen skulle være så stor, at den parisiske triumfbue i sin helhed kunne stå under den.

Det viste sig at være umuligt at sprænge denne testbygning i luften eller på anden måde fjerne den, så den står tilbage som et monument og erindrer om de uhyrlige planer for Berlin. Den har selvfølgelig fået nogle øgenavne – »Champignon« og »Naziklodsen«.

Fra et udsigtstårn på området lader vanviddet sig overskue i hele sin udstrækning. Op i 14 meters højde skulle en vold danne denne akse gennem Berlin. Forsøgsprojektet her skulle have været fjernet, og al beboelse mellem Tempelhof Feld og Hauptstraße skulle have veget for dette storhedsvanvid.

© Forlaget Frydenlund

© Forlaget Frydenlund

Huset David Bowie boede i

”Heroes” fra en toværelses i Berlin

Huset står på en gade, der skråner – det oplever man ikke mange steder i Berlin. Men ellers er det en helt gennemsnitlig ældre bygning, malet i en trist grå-hvid-gullig farve. En indisk restaurant, et forsikringskontor, en tatovør og en lægepraksis kæmper om pladsen i stueetagen, og mellem dem er indgangsdøren klemt inde – den dør i Hauptstraße 155, som David Bowie i 1976 gik ind ad og besluttede at leje en to­værelseslejlighed på første sal. Hans nabo blev Iggy Pop.

Da Bowie kom til Berlin, hed det sig, at han var færdig. Et narkotikavrag. Men i Berlin kom han sig. Han kom for at indspille, og han blev her i tre år. I Hansastudierne blev lp’erne »Low« og »Heroes« indspillet, og sammen med Iggy Pop lavede han nogle fælles sange.

Kun to huse derfra i Hauptstraße 157 har indehaveren af baren »Neues Ufer« stillet stole og borde ud på fortovet. På Bowies tid hed baren »Anderes Ufer« og var for musikerne fra nummer 155 deres andet hjem. De kom for at få morgenmad, og om aftenen var det whisky.

Det var den første åbenlyst homoseksuelle café i Schöneberg. Man kunne kigge ind i den, og enhver kunne – også uden at ringe på og uden hemmelighedskræmmeri – bare gå ind. Hvilken whisky Bowie drak, er der ingen på stedet, der ved i dag. Men det siges, at når David Bowie i dag er i Berlin, skal han altid lige forbi huset i Hauptstraße. »En by, fuld af barer for sørgmodige, skuffede mennesker. Den elsker jeg«, sagde David Bowie engang om Berlin.

Der er også folk, der stadig elsker David Bowie. Beviset: Der er jævnligt fans, der skruer skiltet med husnummeret af for at få et stykke af David Bowies liv med hjem.

© Forlaget Frydenlund

© Forlaget Frydenlund

Det dyreanatomiske teater

Et vindue til videnskaben

Kort før floden Panke munder ud i den større Spree, snor den sig i skyggen af Charité-højhuset og Humboldt-Universitetets veterinærmedicinske murstensbygninger. Det gamle campusområde ligger fuldstændig gemt bag husene i de omliggende gader, men derinde under de ældgamle træer fører små højryggede broer over den lille flod, som på dette sted næsten er nemmere at springe over. Nogle huse står tomme, og gennem de støvede vinduer kan man ane, at de fleste er gamle stalde.

Midt på det store område ligger det nyrestaurerede Dyreanatomiske Teater. Kong Friedrich Wilhelm II lod det bygge i 1787 for at kunne uddanne dyrlæger til hestene i sin hær, fordi så mange af dem døde af epidemier.

Kuplens indre ligner ikke et auditorium, som man ellers kender det. Det minder mere om et amfiteater med sine stejle, afrundede sider og hvide bænke, der løber hele vejen rundt. Det var på en vis måde også hensigten: Så kunne alle se den forestilling, der udspillede sig nede i midten. Ved hjælp af et bord, der kan sænkes og hæves, blev det døde dyr nede fra kælderen hævet op i lokalet – en ren teateroplevelse – og så blev det dissekeret for øjnene af de studerende. De antikke vægmalerier med letpåklædte mænd og deres dyr plus det tilbagevendende motiv med blomstersmykkede dyrekranier virker overdrevet og alt for mytologisk i de videnskabelige omgivelser.

I dag er salen under kuplen igen i brug. Tværfaglige udstillinger, møder og foredragsrækker med temaer, der er tilgængelige for alle, gør det videnskabelige teater til et udstillingsvindue for forskningen.

© Forlaget Frydenlund

© Forlaget Frydenlund

Uret, hvor tiden flyder

Mere Vestberlin bliver det ikke

Alt flyder. I det mindste i Europa-Center – her er tiden siden 1982 i form af en grøn neonfarve løbet gennem glasrør, boblet videre i store reagensglas, inden den bliver pumpet ovenpå, samlet og på ny ledt videre.

Små flade glasbobler ude til højre viser minutterne, store runde timetallet ude til venstre – det aflæses af, hvor den grønne væske står lige nu. Al den flyden og boblen driver et stort pendul, som så igen styrer åbningen af de forskellige kanaler. Men helt forstå alt det kan man ikke!

Fædrene forklarer børnene det tekniske, men alle, der bliver stående for at kigge på tidens op- og nedstigen, har deres egen teori om, hvordan uret fungerer. Og det er ikke så mærkeligt – forklaringen på det skilt, der er sat op, er ikke nem at forstå.

Da Europa-Centret blev åbnet i 1965 som indkøbs-, kontor- og boligcenter, var det virkeliggørelsen af en drøm for hele Vestberlin. En Mercedes-stjerne drejede uden pause højt oppe over byens tage, i den overdækkede gård nedenunder kunne man sidde på små terrasser mellem planter, og man kunne sidde ved springvandet udenfor og bestille is med parasol. Det kan man i øvrigt stadig.

På trods af det – eller netop på grund af det – er der fyldt af mennesker på den neonbelyste rulletrappe og på gangene mellem Irish Pub og Mövenpick. Den ene gæst ser ud til at være fast gæst, den næste formodentlig Berlin-turist. Der er indimellem nogle, der nok allerede som børn i Vestberlin har stået ved uret og måbet. Og uret står der stadig og viser næste time, mens de gamle et øjeblik synes, at det er som om tiden er gået i stå et eller andet sted mellem 1960’erne og 1980’erne. Eller som det bliver sagt i en reklamefilm på internetsiden: »Mere Vestberlin bliver det ikke«.

Mest bevægelse er der i det sindrige system, når klokken skifter ved hele klokkeslæt.

Vindere af lodtrækningen
Bidragsyderne til teksterne i kommentarfeltet herunder skriver om et særligt sted i Berlin, som de har opdaget eller gerne vil opdage. De indgik i en lodtrækning om tre eksemplarer af bogen. 29. oktober 2015 trak vi tre vindere: Steen Karstensen, Helsingør, Pia Möller-Light, Århus C og Bente Toft, Knebel.

Bogen kan købes hos Forlaget Frydenlund for 199 kr.