Tag-arkiv: Vintage

Neukölln – Berlins nye hippe kvarter

Berlins nye spændende område er Neukölln, der ligger syd for Kreuzberg. Tidligere var bydelen et fattigt og ret problematisk ghettoområde, men de senere år har en del af Neukölln udviklet sig til et trendsættende kvarter, præget af unge, studerende, kunstnere, designere og hipstere.

Cafe Fuchsbau i Graefestrasse 96 i Neukölln - hyggelig og rå cafe med gårdhave lige ud til Landwehr Kanal.

Cafe Fuchsbau i Graefestrasse 96 i Neukölln – hyggelig og rå cafe med gårdhave lige ud til Landwehrkanal.

Indtil videre er det især området nord for Sonnenallee, der skifter udtryk. Gamle, slidte værtshuse får nyt liv i form af trendy cafeer med genbrugsmøbler, caffe latte og lækre morgenmads- og frokostmenuer. Og rundt om i kvarteret åbner butikker med lokalt tøjdesign, vintagetøj og –møbler, barer og gallerier.

Gå på opdagelse i for eksempel Friedelstrasse, Sanderstrasse, Pflügerstrasse og de øvrige gader mellem Sonnenallee og Maybachufer. Her finder du butikker som Icke Berlin med helt unikke tøjdesigns.

Luisella Ströbele er en af designerne bag Icke Berlin.

Luisella Ströbele er en af designerne bag Icke Berlin.

De to designere bag Icke Berlin laver deres egne unikke print til kollektionerne. Icke Berlin ligger i Friedelstrasse 35 i Neukölln.

En næsten eventyrlig kjole fra Icke Berlin.

En næsten eventyrlig kjole fra Icke Berlin.

I Graefestrasse 20 ligger en specialbutik for lakridsomaner, nemlig Kadó Lakritzfackgeschäft. Butikken har et kæmpe udvalg af lakrids, både i små dåser og i løs vægt. Butikken har selvfølgelig også den populære danske luksuslakrids fra Johan Bülow.

Kadó Lakritzfackgeschäft i Graefestrasse 20.

Kadó Lakritzfackgeschäft i Graefestrasse 20.

Sing Blackbird er en kombineret café og butik med vintage tøj. Udvalget af især nederdele, bluser og kjoler til hverdagsbrug er rigtig spændende. Butikken ligger i Sanderstrasse 11.

Sing Blackbird i Sanderstrasse 11.

Sing Blackbird i Sanderstrasse 11.

Tyrkisk marked i Neukölln 

Hver tirsdag og fredag mellem 11 og 18.30 kan du besøge et stort tyrkisk marked langs Landwehrkanal. Markedet strækker sig fra hjørnet ved Kotbusser Damm og langt hen ad Maybachufer.

Udvalget af madvarer er stort på det tyrkiske marked.

Udvalget af madvarer er stort på det tyrkiske marked.

På markedet sælges billig frugt og grønt, tøj, stoffer, kunsthåndværk og masser af tyrkiske specialiteter.

Stof til en ny sommerkjole?

Stof til en ny sommerkjole?

Det tyrkiske marked har selvfølgelig også masser af madboder, hvor du kan få stillet både den lille og den store sult.

Uhhhmmmm!

Uhhhmmmm!

Stort loppemarked to gange om måneden 

Fra slutningen af marts og hen over sommeren er der den første og tredje søndag i måneden et stort og meget velbesøgt loppemarked langs Maybachufer. Her kan du gå på opdagelse i masser af boder med alt hvad hjertet kan begære af “lopper”. Markedet ligger på strækningen mellem Liberdastrasse og Nansenstrasse.

Loppemarked i Neukölln.

Loppemarked i Neukölln.

På cafe Nansen på hjørnet af Nansenstrasse og Maybachufer kan du snuppe en kop kaffe og en kage, mens du samler kræfter til endnu en tur langs boderne.

Pause på en loppesøndag.

Pause på en loppesøndag.

I hele Neukölln bor der omkring 310.000 mennesker, hvoraf cirka en tredjedel har indvandrerbaggrund. Det etniske islæt fra især Tyrkiet ses tydeligt i gadebilledet – ikke mindst på de store gader som Kottbusser Damm og Sonnenallee, der har masser af små etniske købmænd, specialbutikker og restauranter.