VIND BOGEN: Skyggemand hjalp borgere i Østberlin ud i friheden

Jesper Clemmensen har skrevet en medrivende fortælling om, hvordan flugthjælpere på opfindsom og dramatisk vis fik indespærrede DDR-borgere ud af landet i årene efter, at Muren var rejst. I flere passager er den dokumentariske beretning spændende som en krimi.
Læs herunder, hvordan du kan vinde et af tre eksemplarer, som forlaget har stillet til rådighed.

Jesper Clemmensens Skyggemand om flugthjælpere i den kolde krigs BerlinGravede tunneller, forfalskede pas og skjulte rum i ombyggede biler. Det var nogle af metoderne, når mennesker skulle smugles ud af DDR, der i 28 år var skarpt adskilt fra det frie Vesteuropa ved hjælp af en mur, pigtråd og grænsesoldater med skarpladte våben. I alle årene var der borgere, der forsøgte at flygte.

Mange af dem benyttede sig af mere eller mindre anonyme flugthjælpere, der bravt kæmpede for at være mere kreative end Stasi. Den østtyske, såkaldte statssikkerhedstjeneste opsporede nemlig adskillige flugtveje, og flugthjælperne måtte hele tiden forsøge at være et skridt foran.

Skyggemands fortælling var gemt i 45 år
En af flugthjælperne var Dietrich Rohrbeck, som er hovedperson i Jesper Clemmensens nye bog ”Skyggemand”. Forfatteren kom i kontakt med Dietrich Rohrbeck i forbindelse med en foredragsturné i anledning af sin forrige bog ”Flugtrute Østersøen”. Det viste sig, at Dietrich Rohrbeck i 45 år havde gemt på sin historie om hjælp til mere end 50 flygtende østberlinere – og Jesper Clemmensen blev straks interesseret.

Som i ”Flugtrute Østersøen” er der også i den nye bog et link til Danmark. Rigtig mange af de flygtende kom nemlig til Vesttyskland via overfarten Rostock-Gedser, og adskillige danskere bidrog i indsatsen for de flygtende. DDR var hermetisk lukket i 1961, efter at Berlinmuren var blevet rejst, og Dietrich Rohrbeck studerede på det tidspunkt i Vestberlin, men besøgte jævnligt sin danske kæreste på Falster. I hulrummet i hans Mercedes var der plads til en person, der ikke var for høj eller tyk og heller ikke led af klaustrofobi.

Omfattende research
I andre tilfælde og i samarbejde med andre flugthjælpere hjalp han flygtninge til Vesten via gravede tunneller eller falske pas. På et tidspunkt var Dietrich Rohrbeck meget tæt på at blive afsløret af den danske journalist Flemming Sørensen, der var agent for Stasi. Af frygt for at blive arresteret af Stasi fik flugthjælperen et nyt pas i et andet navn. Han undlod også i en længere periode at befinde sig på landjorden i DDR og rejste i stedet med fly mellem Hamborg og Berlin.

En omfattende research, brug af Stasi-arkivet og samtaler med involverede ligger bag den velskrevne fortælling over 368 sider. Visse episoder er spændende som en krimi. Dietrich Rohrbecks rolle sluttede, da han flyttede til Danmark i 1965. Han er i dag 81 år, og først for seks år siden begyndte han at snakke om begivenhederne igen.

– Det var jo et overstået kapitel, fortæller han i dette indslag til TV Øst, hvor han også giver denne forklaring på bogens titel, der henviser til opfattelsen af ham hos de folk, han hjalp:

– De har altid sagt: “Han var ligesom en skygge for os, Skyggemanden”. Jeg dukkede jo op, gemte dem i bilen, kørte over, læssede dem ud og gav dem nogle instrukser. Og når de vendte sig om, var jeg allerede væk igen.

Vind bogen!
Forlaget Gyldendal har stillet tre eksemplarer af bogen til rådighed for en udlodning blandt Vild med Berlins følgere. Der bliver trukket lod mellem alle modtagere af Vild med Berlins gratis nyhedsbrev.

Modtager du det i forvejen – det seneste nyhedsbrev udkom 1. juli i år – behøver du altså ikke at gøre noget. Ellers kan du tilmelde dig via dette link senest mandag den 16. oktober 2017. Dagen efter trækker vi lod blandt alle tilmeldte – altså også de, der i forvejen var tilmeldt. Vinderne får direkte besked via den mailadresse, de er tilmeldt med.

Nyhedsbrevet udkommer højest seks gange om året – og du kan altid og meget let framelde det igen.

En sjælden gang sker det, at der er problemer med tilmeldingen. Oplever du det, kan du sende en mail til lars@vildmedberlin.dk. Så sørger vi for, at du kommer på nyhedsbrevslisten.

Se også Jesper Clemmensen svare på fem spørgsmål om sit forhold til Berlin i serien “Mit Berlin”:

Mit Berlin #26: Byen sænker pulsen og tænder for de store følelser

Related posts:

9 tanker om "VIND BOGEN: Skyggemand hjalp borgere i Østberlin ud i friheden"

  1. Anna Bertel

    Denne bog ser spændende ud, og da vi på mandag d. 16.10 tager på efterårsferie til Berlin, ville bogen være mere end kærkommen. Vi er begge vilde med at rejse til Berlin, min mand Mads og jeg. I år rejser vore 3 teenagere med, og de glæder sig også.

    Svar
  2. Kitter Nielsen

    Er vild med Berlin – og historien som man ser hele tiden, når man vandre rundt i Berlin. Tag U Bahn og stå af på en tilfældig station, gå rundt i kvarteret, gå ind og få en kop kaffe oplever livet, så er man i Berlin ❤

    Svar
  3. Signe Aakjær

    Var i Berlin sidste år, skøn by.
    Vil da meget gerne vinde bogen👍🏼
    For 2 md. siden startede vi (5 damer) en bogklub, måske skulle den være vores næste bog!

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *