Tag-arkiv: Bøger

Mit Berlin #36: Berlin er en sand gave for en historiker

Andreas Monrad Pedersen udgav for nylig en spændingsroman, der vidner om en stor indsigt i Berlins historie, kultur og geografi. Vild med Berlin har her fået ham til at dele ud af mere af sin viden og give nogle gode tips til byens gæster.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg var i Berlin første gang i 1982 med min folkeskole i 9. klasse. Vi boede i Østberlin i en uge, og selvom vi i bakspejlet oplevede ret fantastiske ting, så havde vi intet til overs for byens østeuropæiske charme dengang. Alt så slidt og gammelt ud, folk forekom triste, og der var ikke noget, vi danske middelklassebørn kunne shoppe.

Jeg har stadig den stil, vi skulle skrive efterfølgende i dansk, og det er morsom læsning i dag. Vi følte os befriede, da vi ankom til Vestberlin og blev sluppet løs i Europacenter. Vanduret var åbenbart højdepunktet!

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Helt ærligt, så var det først, da jeg besøgte Berlin for fjerde gang i 2005, at jeg blev vild med byen, og min indgang var, at jeg selv skulle forberede en studietur for en gymnasieklasse og derfor researchede løs og blev grebet af min egen nye viden. At lære byens geografi, kulturliv og historie og formidle det til mine elever var trylleformularen for mig. Typisk læreragtigt tænker jeg.

I dag er Berlin med et fortærsket udtryk blevet mit andet hjem. Jeg har gennem 10 år haft en lejlighed i Friedrichshain og er kommet der 6-7 gange årligt, så jeg kender på mange måder Berlin bedre end Århus og København. Jeg cykler hjemmevant rundt og ved, hvor det meste ligger uden at bruge kort. Og pludselig er man alligevel et nyt sted, hvor nogen har skabt et hyggeligt frirum på et gadehjørne under træerne.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Som dansker føler man sig umiddelbart hjemme i Berlin. Det må være noget med blandingen af det lidt fremmede og det ret genkendelige på mange niveauer. Berlinerne opfører sig som en slags danskere.

Det spændende for mig er den underliggende voldsomme historie, som gemmer sig under den ubekymrede, moderne metropol. Berlin indeholder verdenshistoriens store konflikter, verdenskrigene og den kolde krig, og sporene gemmer sig lige under overfladen. Berlinmuren dukker op her og der med graffiti eller som glemte overgroede klodser. Pludselig træder man på en snublesten og kan læse om en jødisk familie, der for 75 år siden blev deporteret fra lejligheden ved siden af. Hitlerregimets og DDR-tidens arkitektur ses punktvist, dels som anvendte boliger og dels som museumsbygninger.

Har man øjnene med sig, ser man mange steder en lille mindeplade eller en inskription, og så får en travl, trafikeret rundkørsel (som eksempelvis Besarinplatz eller Strausberger Platz) eller en park (som eksempelvis Volkspark Friedrichshain) pludselig en anden mening end den åbenlyse. At bevæge sig med den bevidsthed rundt i byen er for en historiker og forfatter naturligvis en sand gave.

Andreas Monrad Pedersen foran det stykke af Muren ved af East Side Gallery, som også illustrerer forsiden af hans roman “Åbne hænder”.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Hver bydel i Berlin har sin egen charme. Jeg holder af Kreuzberg og Prenzlauer Berg, men jeg har hjemme i Friedrichshain og betragter det som min trygge base. Der er noget Vesterbro-agtigt over bydelen, og der er mange dejlige, små lommer med parker, pladser og altid mange mennesker, der hygger sig udenfor.

Så snart solen titter frem, samles børnefamilierne i parkerne, og stuelejlighederne bliver pludselig ekstra attraktive. Man tager sin lænestol under armen og hopper ud ad vinduet og gør fortovene til sit hjem. Det skal ikke nødvendigvis være pænt, bare det er rart.
Det er dejligt at opleve de velkendte steder i Friedrichshain og se dem ændre sig. Huse, der bliver renoveret, små butikker, der dukker op, beboere, hvis børn bliver større. Side om side ligger BZ-huse og specialbutikker, legepladser og lejligheder med hyggelige altaner. Det er en meget broget bydel.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Åhh, den er svær. I Deutsche Oper så jeg en hypermoderne opsætning af Mozarts “Die entführung aus dem Serail”, og den genkalder jeg mig stadig år efter. Måske også fordi jeg lige inden var gået ned om hjørnet ved Krummestrasse og set den parkeringsplads, hvor den unge Benno Ohnesorg blev slået ihjel med forsæt af en vestberlinsk politimand under de voldsomme demonstrationer i 1967.

Mere direkte knyttet til Berlin og noget af det, der interesserer mig mest, står en omvisning i Stasi-fængslet i Hohenschönhausen som et klart højdepunkt for mig. En tidligere indsat, som havde lært sig dansk pga. Olsenbanden-filmene, der blev sendt i DDR-fjernsyn, viste rundt. Meget vedkommende og rørende. Men jeg kunne nævne rigtig mange andre oplevelser.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Når det kommer til rigtig god mad, er det svært at komme udenom den vestlige bydel. Min far insisterer, når han kommer til Berlin, på at besøge Cassambalis i Grollmannstrasse – en græsk-italiensk restaurant med suveræn atmosfære og kvalitet. Og jeg indvilger som regel, fordi han har ret i stedets kvalitet, selvom jeg ligeså gerne besøger de lidt mere rustikke og særprægede spisesteder. Et af disse er uden tvivl Englers Unikat i Samariterstrasse i Friedrichshain. Man spiser i sofagrupper, blandt talrige udstoppede havdyr, og serveringen er ægte berlinsk, tilbagelænet og alle G’er udtales som J akkurat som i gamle dage.

English Bookstore på Warschauerstrasse må være min favoritcafé. De laver ordentlig, det vil sige varm og stærk, kaffe og serverer friskbagte, hjemmelavede bagels med lækkert tilbehør. Samtidig kan man sidde og bladre i bøger og hæfter – jeg holder især af fotobøgerne om Berlin både før og nu – og ellers bare sidde og se på alle de forskellige besøgende gæster, der som regel er udlændinge, måske studerende eller turister, som på alle tider af dagen dropper ind i denne internationale oase.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
For mig er det ægte Berlin det rum, der skabes af menneskers kreativitet i de rum, som er blevet til overs i byen, og hvor ånden er at skabe noget værdifuldt for sit nærmiljø. Landingsbanerne ved den gamle Tempelhof-lufthavn er et godt eksempel. Spisesteder, idrætspladser og kolonihavehuse ligger side om side og tiltrækker byens mennesker, der altid er på udkig efter adspredelse i det fri.

Langs floden Spree er der dukket små strandbarer op, hvor man kan købe en billig øl og nyde stilheden ved vandet i den ellers hektiske by og se initiativrige nye berlinere være i gang med at bygge barer og små butikker. Efter en kort pause kan man så gå videre og lede efter Check Point Charlie, Fjernsynstårnet og Rigsdagen, som jo også er det “ægte” Berlin.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Savner man et lille afbræk i den travle og larmende bymidte, kan man på Chausseestrasse 126 træde ind i et lille frirum, nemlig kirkegården med navnet efter bydelen, Dorotheenstädtischer Friedhof. Det er lige ved siden af Berthold Brecht Haus, der også er besøgsværdigt.

På denne oprindeligt tænkte fattigkirkegård ligger mange prominente akademikere begravet, såsom forfatteren Grass, filosofferne Hegel og Marcuse, og der er et fint mindesmærke for de modstandsfolk, der blev skudt tæt på dette sted efter attentatforsøget mod Hitler i juli 1944. Man kan også se skudhuller fra ødelæggelserne i 2. verdenskrig. Men det mest fantastiske er det lille kapel, som lysarkitekten James Turrell har skabt for et par år siden, og som absolut er et besøg værd. Man skal lige tjekke åbningstiderne og så ellers sætte sig ind i det smukke rum og lade sig føre væk af lyskunsten.

Et andet spændende sted, hvor historien blander sig med nutiden, er bygningskomplekset Am Flutgraben, der ligger på grænsen mellem Kreuzberg og Treptow. Det fungerer i dag som et kunstnerværksted med uden- og indendørs udstillinger af de sjoveste ting, og der er et dejligt miljø omkring kanalens bredder. Men oprindeligt var det et sporvognsværksted, og i DDR-tiden var det pga. by-opdelingen en del af murkomplekset. Derfor kan man komme ind og se, hvordan grænsevagter bevogtede stedet og de sindrige afspærringsindretninger, Stasi havde lavet for at undgå flugt, efter at det rent faktisk var lykkedes østberlinere at kaste sig ud i desperate flugtaktioner.

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Der er faktisk et par stykker, og de har samme tema, nemlig den kolde krig. Et nyåbnet museum i Zimmerstrasse kaldet TimeRide har skabt en virtual reality-version af en køretur gennem den delte by i 80’erne. Det lyder som en sjov og original opfindelse. Det andet besøg ligger noget uden for byen i sydøstlig retning. I byen Gosen har man åbnet en Stasi-bunker og lavet en udstilling om temaet. Det er den velkendte genre, men det er jo den slags ting, jeg aldrig bliver træt af.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Jeg vil ikke være bekendt at sige, at der er noget, der irriterer mig ved Berlin, for jeg er trods alt en gæst. Men der er ting, som bekymrer mig i byen. Jeg har over årene registreret en stigende grad af skepsis over for udlændinge, hvad enten det drejer sig om turister eller indvandrere. Det ligger nok i tiden og er en konsekvens af en global trend. Og det er svært at bebrejde berlinerne denne holdning, for det kan være svært at bevare det velkendte Berlin for de mennesker, der måske har boet der i 30 år.

Byfornyelsen og turismen presser de berlinere, der ikke har råd til at købe de nyistandsatte lejligheder, og de mange shoppingcentre i alle de forskellige bydele truer de små butikker med lukning. Konsekvensen er, at de mennesker, der skal servicere alle os andre, må bo i triste forstæder og hver dag rejse langt for at komme ind i byen og arbejde i de kapitalstærke virksomhedskæder. På den måde bliver byen tømt for almindelige mennesker og deres kolorit og livsstil og erstattet med kolde bolig, hotel- og kontorkomplekser, hvor der ikke er noget liv efter lukketid og i lavsæsonen.

Det er en trist udvikling, som naturligvis truer med at fjerne alt det spændende og anderledes, vi fremmede kommer for. Det kræver nok politisk handling at bremse denne udvikling, men om viljen er til stede, kan jeg godt tvivle på. I mellemtiden sørger jeg for ikke at opføre mig alt for meget som en turist, så jeg tager ikke min rullekuffert med til Berlin, og jeg går i en bue uden om de store butikker og ind til de små lokale handlende i stedet.

Andreas Monrad Pedersen, født 1967, er historiker og  gymnasielektor i Horsens. Han var i Berlin første gang i 1982, men blev for alvor vild med byen i 2005 og rejser nu dertil 6-7 gange om året.

Han er forfatter til flere bøger, bl.a. ” ”Schalburgkorpset: Historien om korpset og dets medlemmer 1943-45”.

I 2019 udkom ”Åbne Hænder”, en historisk roman på 650 sider med et krimielement om forbrydelser i tiden med Berlinmuren.

Vind bogen

I samarbejde med Forlaget Mellemgaard udlodder Vild med Berlin tre eksemplarer af “Åbne hænder”. Der trækkes lod blandt alle, der er tilmeldt Vild med Berlins gratis nyhedsbrev senest torsdag 10. oktober 2019. Er du allerede tilmeldt, behøver du altså ikke at gøre det igen, men ellers kan du gøre det her.

Håbets Europa i 89 billeder

I anledning af 30-året for Berlinmurens fald udgiver Europaekspert Lykke Friis fredag 6. september 2019 en ny bog, hvor hun ser tilbage og gør status på begivenhederne i 1989.

Gads Forlag har doneret 3 eksemplarer af den nye bog til udlodning på Vild med Berlin. Læs herunder, hvordan du deltager i lodtrækningen.

”Selvom Europa i 2019 kæmper med blandt andet Brexit og EU-skepsis, en uforudsigelig Donald Trump og et selvbevidst Kina, burde et tilbageblik til 1989 indgyde nutidens politikere og læsere håb.” Sådan skriver Lykke Friis i ”Håbets Europa”, hvori hun pointerer, at læren fra 1989 ikke er, at det liberale demokrati er dømt til at sejre. Læren er snarere, at Europas fremtid hurtigt kan ændre sig og i høj grad afhænger af os selv.

1989 var håbets år med Berlinmurens fald, Den Kolde Krigs afslutning og dominoagtige revolutioner i Central- og Østeuropa. I dag tages 1989 ofte for givet. Men året var ikke resultatet af en storpolitisk masterplan, og faktisk kunne det hele være gået meget anderledes. For eksempel hvis grænsevagterne i Østberlin havde åbnet ild mod østtyskerne, da Berlinmuren blev erklæret for åben ved en fejltagelse.

På trods af at ingen i 1989 forudsagde Europas ”stjernestund”, troede mange, at ”historien var forbi”. 30 år efter ser situationen ganske anderledes ud. I dag tales der om historiens comeback eller sågar hævn. Det skyldes ikke mindst udviklingen i Kina, Rusland og Donald Trumps USA. Bogens udgangspunkt er ikke desto mindre, at 1989 fortsat bør indgyde Europas politikere og vælgere håb.

I Håbets Europa ser Lykke Friis tilbage på 1989 og gør status. Med ikoniske, men også mindre kendte billeder, indfanger hun det hæsblæsende års mange begivenheder og tiden før og efter det mest begivenhedsrige år i Europas nyere historieBogen er den officielle bogudgivelse i forbindelse med Golden Days-festivalen 2019, som har 1989 som tema.

Du kan gratis læse et uddrag af bogen her.

Om Forfatteren:
Lykke Friis
født 1969, er udenrigskorrespondent i Berlin for Berlingske, formand for Udenrigspolitisk Selskab og næstformand for tænketanken European Council on Foreign Relations.

Lykke Friis er blandt andet tidligere klima-, energi- og ligestillingsminister. Hun er forfatter til en række bøger om europæisk politik med særligt fokus på Tyskland.

Læs Lykke Friis’ bidrag til serien Mit Berlin:
Mit Berlin #4: Berlin er min anden hovedstad

Mit Berlin #32: Jeg prøver at se Berlin med andre øjne

Bo Morell tog sine elever med til Berlin og kender byen bedre end København. I en ny bog fortæller han om de lidt oversete sider af den tyske hovedstad. I serien “Mit Berlin” kan du her læse mange af hans anbefalinger.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg kom i byen længe før Murens fald. Der boede jeg på hotel i Vestberlin med gymnasiehold og tog dem med over Checkpoint Charlie på en dagsekskursion, så de fik et indtryk af kontrasterne mellem bydelene: fx belysning, vedligeholdelse, varesortiment, imødekommenhed og seværdigheder, hvoraf kun det sidstnævnte talte positivt i den sovjetiske sektor.

Uden elever boede min kone og jeg på et hyggeligt hotel i Wielandstraβe, indtil vi fandt det lettere at købe en lejlighed i Prenzlauer Berg som base for alle de oplevelser, som især Østberlin kan byde på, hver gang vi er i byen.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Det siges, at Berlin er blevet til danskernes anden hovedstad. For mig nok den primære, hvor jeg færdes mere end i København og på flere måder efterhånden også kender den bedre. Når jeg om morgenen træder ud på gaden og ser ned på fjernsynstårnet, føler jeg virkelig, at det også er min by med et godt forhold til det lokale miljø, vores tyske naboer, frisøren, boghandleren, den italienske restauratør og den fliegende Zeitungs-Verkaufer, der ved, hvilken morgenavis jeg helst vil have på restauranten, aftenen før den udkommer.

Det er også en fordel at kende bookingmuligheder i teater og på museer, infrastrukturen, de kringlede regler med BVG og deres efterhånden ikke overraskende punktstrejker, men det hører jo også med til det anarkistiske Berlin, som jeg godt kan lide. I vores ejendom er der fx forbud mod husdyr, men flere beboere spadserer frejdigt gennem gården med deres hunde, uden at nogen brokker sig, og hvis man ikke får kontrolleret sit drikkevand en gang om året, loves der bål og brand og bøder, men når det så alligevel ikke bliver ordnet, går det i sig selv igen.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Det er blandt andet denne afslappede frihed, jeg godt kan lide, men så også især de vanvittigt mange tilbud, der findes, hver gang man kommer til byen: nye udstillinger på museer og gallerier, en alternativ rundvisning på et skummelt sted, et uopdaget kvarter, der pludselig dukker op på en cykeltur, prisniveauet og imødekommenheden. Det er svært at finde sure berlinere, især hvis man selv prøver at være lidt venlig.

Den lille flod Panke, som har givet navn til Pankow, flyder stille gennem bydelen med tilhørende cykelstier (illustration fra ”Berlin med andre øjne”)

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Det lyder banalt, men siden jeg bor i Prenzlauer Berg og er tilfreds med det, må jeg sige, at selv om det efterhånden er blevet et temmelig etableret kvarter pga. byens gentrificering og er uden de store seværdigheder, har denne bydel en rigtig god og lokal atmosfære. Man er på Alexanderplatz efter fem stoppesteder med sporvognen, 10 minutter på cykel eller med 20 minutters gang. Og så er afstandene fx til Friedrichshain, Pankow og lufthavnen i Schönefeld også overkommelige.

Pankow er blevet et af mine favoritområder med en cykeltur på Mauerweg med forårets blomstrende kirsebærtræer eller langs den lille flod Panke. Her kommer man gennem det lokale liv, og turisterne er få. Det store sovjetiske krigsmonument i Schölzer Heide, der næsten kan måle sig med det i Treptow-parken, har man helt for sig selv. I yderområderne er en tur til Potsdam, Friedrichshagen og Neu-Venedig oplagt på en forårsdag, eller hvad med den gamle sporvogn fra Rahnsdorf gennem skoven til Woltersdorfer Schleuse, som er et af udflugtsforslagene i min bog?

Med hensyn til seværdigheder er der faktisk også en række undervurderede eller oversete i Prenzlauer Berg, som man kan læse mere om.

Et tidligere Plattenbau-hus i Friedrichshain, der er blevet malet op af en spansk kunstner. Den grå DDR-tristesse er forvandlet til et muntert indslag i bybilledet (illustration fra “Berlin med andre øjne”)

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Hvad er kultur? De store kendte museer, eller det lille lokal- og brødmuseum i Pankow, hvor man får en personlig rundvisning med en frivillig medhjælper? Er det en festlig forestilling på Komisches Oper eller lirekassemanden, der spiller op til rundvisning i en af stationerne på den kommende U5-linje? Er det en cappucino på Café Einstein eller en Weiβbier på en udrangeret kabeltromle i RAW-Gelände ved Revaler Straβe?

Hvis ”kultur” er det hele, kunne jeg fx nævne Tieranatomisches Theater, som er en lidt overset arkitektonisk perle af Brandenburger Tors arkitekt Hans Langhans. Han tegnede den klassicistiske bygning til veterinærstuderende i 1790 og fik konstrueret en elevator fra kælderrummene, hvorfra man hejste dyrekadavere op til den amfiteatralske forelæsningssal. Flot restaureret med udstilling og gratis adgang.

Eller hvad med den nedlagte amerikanske radarstation på Teufelsberg, hvorfra der er fantastisk udsigt og kreativ spray-kunst? Kort sagt, Berlin med andre øjne, når man har fået nok af Kurfürstendamm og Unter den Linden, hvor der selvfølgelig også gemmer sig historier. Og så skal man jo lige huske på, at kulturen i Berlin også altid rummer en historisk fortælling.

I forskerparken Adlershof står bl.a. denne prægtige Motorenprüfstand fra 1936 til test af støjdæmpning på flyvemaskiner (illustration fra “Berlin med andre øjne”)

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Da min kone og jeg altid bestiller bord i forvejen, kan jeg vel godt røbe, at vores lokalt foretrukne restaurant er Herr Rossi i Winsstraβe. Den er overfyldt i forvejen, og akustikken er som i en garage, men sådan er de bedste spisesteder jo også i Rom.

Med hensyn til cafeer kunne jeg nævne Coffee Star i Wörther Straβe og Fritz Heyn, Heynstraβe 15 i Pankow, hvor vi gerne tager et hvil på en cykeltur nordpå. Café Bravo i Auguststraβe 69 giver en god pause i gården eller glashuset, når man er på rundtur i de omliggende gallerier. Cafeen er i sig selv bygget som et kunstværk ligesom det skæve fortov på gaden foran, der også forklares i min bog.

Retsbygningen i Littenstraβe med en kafkask labyrint af trapper, der på forhånd kan gøre en skyldig i retssystemet, men vov dig bare ind og få et herligt kig (illustration fra ”Berlin med andre øjne”)

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Næste tur til Berlin bliver heldigvis af længere varighed, for ellers når man ikke alle de muligheder, der byder sig til netop nu. Takket være gode portaler og nyhedsbreve kan meget planlægges, men der skal også være plads til improvisationer og overraskelser.

Listen er lang, og til inspiration for andre vil jeg nævne det nyåbnede Palais Populaire på Unter den Linden, hvor den tidligere Deutsche Bank Kunsthalle nu har en særudstilling med egne værker. De har en stor samling på papir, der refererer til deres forståelige interesse for pengesedler.

Bröhan Museum viser Georg Grosz, der på ekstreme måder minder om mellemkrigstidens dekadente liv i TV-serien Babylon Berlin, Berlinische Galerie udstiller kunst fra Novembergruppen 1918-1935 i anledning af 100-året for revolutionen, og Museum Barberini i Potsdam har flere parallelle udstillinger med bl.a. Nolde og DDR-kunst. Her kan et årskort hurtigt betale sig.

Men hvis kun én enkelt kulturoplevelse skal nævnes, må det være Brechts Dreigroschenoper, som det er lykkedes at skaffe billetter til på Berliner Ensemble. Som sagt er der altid nye oplevelser i vente, når turen går til Berlin.

Bo Morell (der beklager at have samme efternavn som Hitlers livlæge) er født i 1947 og bosiddende i Fredensborg, men er så meget som muligt også i Berlin, hvor han i 12 år har haft en lejlighed med sin kone Lisbeth. Han er uddannet som cand.mag. i dansk, billedkunst og design, fhv. lektor på Frederiksborg Gymnasium & HF og efter 42 års ansættelse nu pensionist.
Han har skrevet bøger om danske kunstmuseer, billedanalyse, design, østeuropæisk litteratur, lokalhistorie og er medforfatter til Berlin. Berlin (Forlaget Columbus 2001). Desuden har han været rejsearrangør for interessegrupper og talrige gymnasieklasser, der alle er blevet pisket gennem Berlin og først fik lov til at sove på vejen hjem i bussen. Nu har han fået tid til at skrive en ny og alternativ guidebog, “Berlin med andre øjne“, der netop er udkommet på Forlaget Saxo.

 

Skyggemand hjalp borgere i Østberlin ud i friheden

Jesper Clemmensen har skrevet en medrivende fortælling om, hvordan flugthjælpere på opfindsom og dramatisk vis fik indespærrede DDR-borgere ud af landet i årene efter, at Muren var rejst. I flere passager er den dokumentariske beretning spændende som en krimi.

Jesper Clemmensens Skyggemand om flugthjælpere i den kolde krigs BerlinGravede tunneller, forfalskede pas og skjulte rum i ombyggede biler. Det var nogle af metoderne, når mennesker skulle smugles ud af DDR, der i 28 år var skarpt adskilt fra det frie Vesteuropa ved hjælp af en mur, pigtråd og grænsesoldater med skarpladte våben. I alle årene var der borgere, der forsøgte at flygte.

Mange af dem benyttede sig af mere eller mindre anonyme flugthjælpere, der bravt kæmpede for at være mere kreative end Stasi. Den østtyske, såkaldte statssikkerhedstjeneste opsporede nemlig adskillige flugtveje, og flugthjælperne måtte hele tiden forsøge at være et skridt foran.

Skyggemands fortælling var gemt i 45 år
En af flugthjælperne var Dietrich Rohrbeck, som er hovedperson i Jesper Clemmensens nye bog ”Skyggemand”. Forfatteren kom i kontakt med Dietrich Rohrbeck i forbindelse med en foredragsturné i anledning af sin forrige bog ”Flugtrute Østersøen”. Det viste sig, at Dietrich Rohrbeck i 45 år havde gemt på sin historie om hjælp til mere end 50 flygtende østberlinere – og Jesper Clemmensen blev straks interesseret.

Som i ”Flugtrute Østersøen” er der også i den nye bog et link til Danmark. Rigtig mange af de flygtende kom nemlig til Vesttyskland via overfarten Rostock-Gedser, og adskillige danskere bidrog i indsatsen for de flygtende. DDR var hermetisk lukket i 1961, efter at Berlinmuren var blevet rejst, og Dietrich Rohrbeck studerede på det tidspunkt i Vestberlin, men besøgte jævnligt sin danske kæreste på Falster. I hulrummet i hans Mercedes var der plads til en person, der ikke var for høj eller tyk og heller ikke led af klaustrofobi.

Omfattende research
I andre tilfælde og i samarbejde med andre flugthjælpere hjalp han flygtninge til Vesten via gravede tunneller eller falske pas. På et tidspunkt var Dietrich Rohrbeck meget tæt på at blive afsløret af den danske journalist Flemming Sørensen, der var agent for Stasi. Af frygt for at blive arresteret af Stasi fik flugthjælperen et nyt pas i et andet navn. Han undlod også i en længere periode at befinde sig på landjorden i DDR og rejste i stedet med fly mellem Hamborg og Berlin.

En omfattende research, brug af Stasi-arkivet og samtaler med involverede ligger bag den velskrevne fortælling over 368 sider. Visse episoder er spændende som en krimi. Dietrich Rohrbecks rolle sluttede, da han flyttede til Danmark i 1965. Han er i dag 81 år, og først for seks år siden begyndte han at snakke om begivenhederne igen.

– Det var jo et overstået kapitel, fortæller han i dette indslag til TV Øst, hvor han også giver denne forklaring på bogens titel, der henviser til opfattelsen af ham hos de folk, han hjalp:

– De har altid sagt: “Han var ligesom en skygge for os, Skyggemanden”. Jeg dukkede jo op, gemte dem i bilen, kørte over, læssede dem ud og gav dem nogle instrukser. Og når de vendte sig om, var jeg allerede væk igen.

Se også Jesper Clemmensen svare på fem spørgsmål om sit forhold til Berlin i serien “Mit Berlin”:

Mit Berlin #26: Byen sænker pulsen og tænder for de store følelser

Mit Berlin #26: Byen sænker pulsen og tænder for de store følelser

Jesper Clemmensen har nu skrevet to bøger om DDR-flygtninge og deres hjælpere. Den seneste handler især om Berlin, som han besøger flere gange om året for at nyde den uhøjtidelige atmosfære midt i verdenshistoriens centrum. Her svarer han på fem spørgsmål om sit forhold til byen.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Alvor. Og den helt konkrete fornemmelse af en delt by med en farlig grænse. Lang ventetid ved kontrolområdet i Østberlin, mens vagterne fjernede lofterne i toget og gennemlyste hulrummene. Udenfor snusede schæferhunde rundt under vognene, og indenfor tjekkede en mand i uniform vores helt nye pas. Mit første stempel i mit første pas blev et DDR-stempel. Det var i pinsen, 1989. Vi skulle til fodboldstævne i Tiergarten. Vores træner fortalte os, at vagterne ledte efter flygtninge. Flygtninge? Hvorfor? Så fortsatte vi til Vestberlin og spillede kampe på indhegnet kunstgræs. Vi tabte vist nok dem alle. Jeg var indkvarteret hos Sven, som var enebarn. Hans far havde en stor Mercedes, der stod i en parkeringskælder. Kenneth boede hos nogle tyrkere, der ville ham det bedste og derfor serverede pommes frites til morgenmad. Vi andre var dybt misundelige. Berlin var en kæmpe oplevelse for os lollandske fodbolddrenge. På Potsdamer Platz kiggede vi ind i ingenmandsland, fik taget gruppebilleder foran Muren og købte fodboldflag i souvenirbiksen. Fire år senere købte jeg et stykke af Muren – angiveligt et stykke af Muren – samme sted.Foran Berlinmuren i 1989

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
At du i det ene øjeblik slapper af i en uhøjtidelig atmosfære og i det næste befinder dig et sted, hvor vigtig verdenshistorie har udspillet sig. Berlin kan både sænke min puls og tænde for de store følelser. Oveni det kommer, at byen er helt utrolig børnevenlig – den perfekte metropol til en familieferie.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
”Kreuzkölln”. Måske også fordi, det er det seneste sted, hvor jeg er gået på opdagelse. Et virkelig spraglet stykke Berlin. I forbindelse med researchen til min bog om flugthjælperne gik jeg en del rundt i Kreuzberg og Neukölln, langs kanalen. Skøn stemning på sommeraftenerne, hvor de lokale trækker ud til forskellige aktiviteter. Når vejret er godt, kan jeg også sagtens tilbringe en hel aften på græsset, ude for enden af landingsbanen på Tempelhof – det ærgrer mig, at jeg aldrig nåede take off eller landing i THF, inden den lukkede.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Jeg aflægger næsten altid et besøg på Ständige Vertretung ved Friedrichstrasse. Her kommer en skønsom blanding af embedsfolk med opsmøgede skjorteærmer og turister i regnfrakker. Stedet har en forfærdelig akustik og virker ret hektisk, men vinder på sit traditionelle tyske køkken, Kölsch-øllene og de utallige fotos fra nyere, tysk historie, der fylder væggene.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Sidste år besøgte jeg for første gang det kæmpestore sovjetiske mindesmærke ved Treptower Park. Det blev en ret stærk og bevægende påmindelse om, at russerne også ofrede stort i kampen mod Hitlers rædselsregime. Og alligevel efterlod stedet en sær bismag, fordi du vandrer rundt i Stalin-citater og med bevidstheden om, at kommunisterne kun i kort tid var good guys. Mindesmærket Plötzensee ligger et godt stykke fra alfarvej i Berlin, men er bestemt også et besøg værd. Her henrettede nazisterne mange af deres modstandere, og omfanget af uhyrlighederne fortælles med overvældende effekt. Det bliver hurtigt konkret, når du står ved jernsvellen i det lille rum, hvor diktaturets fjender blev stranguleret. Hvis tiden er til det, kan det godt betale sig at køre et stykke udenfor byen for at besøge Wandlitz. Derude – i en skovudstykning og afskærmet fra den almindelige befolkning – boede DDR-spidserne indtil Murens fald. Villaerne er i dag rekreationsboliger, men der er fri adgang til området. Wandlitz er en interessant tilføjelse, når du har været i Hohenschönhausen, på Stasi- og DDR-museet.

Jesper Clemmensen, forfatter til Skyggemand om DDR-flygtninge og deres hjælpereJesper Clemmensen, født 1975, er uddannet journalist. Opvokset på Lolland-Falster, bosiddende på Amager.

Forfatter til de dokumentariske bøger ”Flugtrute: Østersøen” (2012) om DDR-flygtninge og ”Skyggemand” (2017) om danske og vestberlinske flugthjælpere.

Han arbejder til daglig som tv-tilrettelægger, pt. på DR. Kommer til Berlin to-tre gange om året.

 

Vind bog: På kanten i Berlin

(VINDERNE ER FUNDET) Nu har du igen chancen for at få fingre i spændende Berlin-læsestof. Vi udlodder 2 eksemplarer af den spritnye bog ”På kanten i Berlin”, skrevet af Lene Tymoshenko, der har boet i Berlin siden 1992 og driver eget guidefirma i byen.

På kanten i Berlin er Lene Tymoshenkos første bog.

Lene Tymoshenko fortæller i bogen sin egen historie om, hvordan hun i 1991 tog nattoget fra København til Berlin for at snuse til byens bz-miljø. Året efter vælger hun at flytte til den tyske hovedstad og starte et nyt liv som en del af det store bz-miljø, der var opstået i det tidligere Østberlin efter Murens fald.

Hendes bog giver et unikt indblik i de forskellige subkulturer, der fandtes i 90’ernes Berlin, herunder bz’ere, idealister, livskunstnere og illegale på flugt fra den økonomiske håbløshed i det opløste Sovjetunionen.

Den fortæller om truslen fra ordensmagten og nynazistiske bander. Om kærlighed og venskab, og det opslidende ved kampen for en stabil tilværelse, når man befinder sig på kanten. Om seksuelle eksperimenter, bordeller og sexarbejde.

Læs her et kort uddrag fra “På kanten i Berlin”:

”Der er en optimistisk, ja nogen gange helt euforisk følelse af, at alt er muligt, da jeg lærer det østberlinske bz’miljø at kende i sommeren 1991. På mange måder er det som en stor farvestrålende legeplads. Man kan bo gratis i store skøre kollektiver og leve billigt, og man skal bare gå ud på gaden, så kan man klunse de skønneste gamle møbler og andre brugsgenstande, da østberlinerne har travlt med at skifte deres ting ud med vestprodukter. Derfor opstår der hele tiden nye bjerge af storskrald på de ellers tomme brostensbelagte lange gader, og de få biler, der er i bydelen, må køre slalom imellem dem. Vi bruger skraldebjergene til at klatre rundt på og finde skatte til vores kollektiver.

Det er en skøn sommer. Jeg føler, at jeg for første gang virkelig kan være mig selv. Det går op for mig, at jeg på en eller anden måde altid har følt mig fremmed og udenfor i København og i Danmark. At jeg et eller andet sted aldrig rigtig har hørt til eller været mig selv. Det, der før bare har været en diffus følelse, da jeg hidtil jo ikke har haft noget sammenligningsgrundlag, bliver nu konkretiseret. Nu står det som en skærende kontrast, og det går op for mig i al sin tydelige klarhed, at jeg er en fremmed i Danmark. Det er her i Berlin, jeg hører til. Jeg er endelig kommet hjem.”

Lene Tymoshenko har udgivet ”På kanten i Berlin” som selvudgiver. Bogen er på 520 sider og kan købes på bl.a. www.saxo.com eller på www.gucca.com

DELTAG I LODTRÆKNINGEN
ved at lægge en kommentar herunder, hvor du kort fortæller om dit favoritsted i Berlin. Hvor holder du særligt af at komme/vender altid tilbage til – og hvorfor?
Bemærk: Vi modtager meget “spam” i vores kommentarfelter. Derfor bliver din kommentar først synlig, når vi har godkendt den.

OM KONKURRENCEN
Konkurrencen løber til og med fredag den 7. juli 2017. Den foregår på Vild med Berlins Facebook-side, blog og Instagram-side. Vi finder vinderne gennem lodtrækning og kontakter dem direkte.

Lene Tymoshenko (født Pedersen)
Født 1969. Har boet i bydelen Friedrichshain i det tidligere Østberlin siden 1992.

Er uddannet kok, var sexarbejder i syv år og har nu sit eget guidefirma, Berlin på Vrangen, der arrangerer byvandringer i Berlin.”På kanten i Berlin” er hendes første bog.

Læs også Lenes bidrag i Vild med Berlins serie ”Mit Berlin”: ”Berlinerne finder sig sgu ikke i noget!”

Mit Berlin #24: Byen er en levende historiefortæller

Alice Persson kom til Østberlin som 19-årig i 1975 for at arbejde som dansk nyhedsoplæser på Radio Berlin International, den østtyske kort- og mellembølgeradio, der dagligt fortalte hele verden om socialismens fortræffeligheder. Sidste år udgav hun beretningen om sine mere end to år i byen under den kolde krig og Stasis mislykkede forsøg på at hyre hende som agent. Her svarer hun på spørgsmål i serien ”Mit Berlin”.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Mit første indtryk af Berlin (det var i Øst i 70’erne) var en STOR, fremmed og totalt spændende by. Jeg var 19 år og havde stort set kun været i Rødovre, Karrebæksminde og på Orø. En særartet lugt af brunkul, en sky af olieblandet benzinlugt, tiloset luft, livlighed, pølsebarer, knejper, mange små, tøffende trabanter. Følelsen af at være blevet lukket ind i en hemmelig hule fuld af skilte med opfordring til at komme fremad mod en partikongres, at kæmpe for fred og solidaritet og styrke produktionen. Totalt anderledes end reklamerne hjemme! Jeg var spændt, bange og på eventyr.

Alice Persson i 1976

Alice Persson i 1976 ved sit østberlinske hjem i Albert Schweitzer Strasse i Friedrichshagen cirka 20 km fra centrum af Berlin.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Jeg kommer her alt, alt for sjældent, men kunne sagtens besøge Berlin syv-otte gange om året, hvis det var muligt. Men hver gang jeg er her, føles det som at være kommet hjem. Jeg kunne godt bo der igen, tror jeg. Jeg er vild med Berlin som en god gammel ven. Den by har været med til at identificere mig og definere mig i den spæde ungdom, og det hænger ved.

Jeg tænker stadig meget i øst og vest. Er helt bevidst om, hvornår jeg er hvor. Og jeg befinder mig mest i øst, når jeg besøger byen. Her føler jeg mig hjemme. Store forretningsgader, moderne glasbygninger og shoppingcentre har ikke min interesse. Hellere slentre ad en laaang Karl Marx Allee eller Unter den Linden eller i Köpenick end gå og kigge smarte butikker i vest, på Kurfürstendamm.

Byen er så emmende af historie og liv. Jeg elsker at mærke ærefrygten, når jeg står ved en stor bygning og mærker, hvad der er sket her i fortiden. Ved mindesmærker for krigens ofre bliver jeg højtidelig og melankolsk. Bagefter kan jeg gå ud i folkemængden, som lever i dag, og blive glad for at se deres selvfølgelige måde at eksistere i en fredelig by. Så jeg får mange forskellige følelser, når jeg bevæger mig rundt i Berlin.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Jeg elsker Berlin af mange grunde. Byen har noget for enhver sjæl. Men byen er ikke bare en by. Byen er et vidnesbyrd, en levende, summende historiefortæller. En mangfoldighed af skæbner.

På grund af min historie bliver jeg nærmest jaloux over at skulle dele Berlin med så mange mennesker, der valfarter hertil. Jeg misunder dem. I dag er det jo lige så naturligt at drage herned som at tage en tur i sommerhuset eller ind til storbyen. En lille barnlig stemme indeni siger: Jeg kom først, det er min by. Misundelse er en retningsgiver, som peger og siger: Det skal du også. Så jeg tager følelsen som et tegn på, at jeg kommer og er kommet her alt for sjældent i nyere tid. Så det må jeg gøre noget ved. I virkeligheden kunne jeg godt forestille mig at tilbringe meget længere sammenhængende tid hernede. Måske endda flytte hertil.

Når jeg sidder ved foden af fjernsynstårnet, hvor jeg dengang – i 70’ernes Østberlin – sad sammen med min soldaterkæreste og diskuterede vores umulige forhold, bliver jeg grebet af en trang til at fortælle de unge mennesker om, hvordan det var dengang. Men det har jeg jo gjort i min bog ”Kollega Persson.”

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Mit yndlingssted er Friedrichshagen. Det tager ca. 25 minutter med S-toget Richtung Erkner at køre derud. Derude ligger en by i byen med egen hovedgade, butikker, kulturelle arrangementer, cafeer og kirke. Her er liv og glade dage, uden at det bliver for stort. Og går man til enden af Bölschestrasse, kommer man ned til søen, Müggelsee. Der er grønt, hyggeligt og underholdende i Friedrichshagen.

Med årene er jeg blevet lidt overfølsom over alt for megen larm og travlhed alt for længe, så mit nervesystem slapper helt af, når jeg kommer til søen og cafeerne og bådfarten ved vandet. Det er mit ønske en skønne dag at bo på en pension i byen – i nærheden af mit tidligere hjem i Albert Schweitzer Strasse.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Da jeg boede i Berlin i 70’erne, var jeg ikke så interesseret i at gå i teater, i operaen eller på museer. Dengang gik jeg mere på værtshus og mødte de lokale. Mit store ønske var at komme ind i Distel og opleve satiren, men det opgav jeg, for det var umuligt at få billetter, hvis ikke man lige kendte nogen, der kendte nogen.

1. maj i Østberlin: Det har altid givet mig et indre sus at stå i en stor menneskeforsamling. Især når det handler om at ændre verden, solidaritet, tilkendegivelser for fred er det mærkbart. Et sus går gennem kroppen, når jeg mærker, hvor mange vi er, og hvor stor styrke vi har, når vi er mange. Det sus mærkede jeg 1. maj i Berlin i 70’erne.

Inden jeg flyttede til Berlin i 1976, havde jeg 1. maj været med på Blågårds Plads i stjernedemonstration til Nørre Søgade og så hele vejen ud til Fælledparken. Det var også betagende og gav mig følelsen af at tilhøre en kæmpestor familie. Det gav tryghed og garanterede på en måde, at jeg kunne føle mig tryg her. I Berlin fik jeg den samme følelse, i langt højere målestok. For det var jo her, i socialismen, at den tryghed blev garanteret. Vi var så ufatteligt mange, og beslutningen var, at der aldrig mere måtte udgå krig fra tysk jord. I kølvandet på krigen, som jeg vidste havde resulteret i en stor angst for min mors og mine bedsteforældres liv, var det, som om den ”slægtssmerte” lagde sig, når jeg indsnusede lugten fra den nye krigsløse tid.

Selv om den kolde krig skød med skarpt, følte jeg mig i sikkerhed her. Når jeg så på tanks i Østberlin, tænkte jeg ikke krig, men forsvar for fred og en slåen hårdt ned på alle neonazistiske tendenser. Under 1. maj-demonstrationen i Østberlin (vi havde fri fra arbejde) så jeg godt, at Honecker og co. sad højt oppe på et podium, og der var rækværk mellem dem og folket. Men opfattede det ikke spor symbolsk.

Jeg bliver nødt til at nævne Unter den Linden. Her har jeg gået meget. På vej ned mod Brandenburger Tor, hvor DDR stoppede. Så stod jeg dér og kiggede på afspærringerne. Det var en kæmpeoplevelse at besøge Berlin igen for første gang siden murens fald, mange år efter. Meget hurtigt fandt jeg Unter den Linden og gik den samme tur. Da jeg nåede Brandenburger Tor, blev det helt uvirkeligt inden i mig. Jeg stoppede op og blev helt paf. Selv om jeg rationelt godt vidste, at døren var åben, var det en særlig følelse at opleve det. Og sådan er det med alt. Det er ikke nok at vide det oppe i hovedet. Man skal være til stede med sin krop for virkelig at mærke det. Jeg gik helt forsigtigt igennem og ud på den anden side. Kiggede lidt bedøvet på menneskemylderet. Mennesker kørte og gik, optaget af at leve deres liv. Tog ingen notits af den åbne dør. Kun jeg stod dér og tænkte i mirakler.

Det samme skete, da jeg besøgte Checkpoint Charlie. Historien bemægtigede sig mig igen. Og jeg gøs ved tanken om, hvordan det var dengang, og at man nu bare kan gå igennem. Men jeg brød mig ikke om alt det dramatiske og souvenirprægede. Folk, som solgte postkort og små stykker ”mur”. Det er ikke interessant.

Museerne er jo et kapitel for sig. Imponerende. Ud over mastodonterne på museumsøen kan jeg lide at besøge Zille Museum i Propststrasse 11 i Nikolaiviertel, Berlins ældste kvarter.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Igen må jeg sige, at det tiltaler mig at opsøge den østlige fortid. I min gamle by Friedrichshagen ligger ”Bräustübl” på Müggelseedamm 164 og ”Rolandseck” på Scharnweberstrasse 80. Begge lå der også dengang, i 70’erne. Og væggene taler til mig.

I centrum kom jeg af og til på ”Zur letzten Instanz”, Berlins ældste værtshus fra 1651. Selv om restauranten er blevet shinet op, er den gamle egenart ikke forsvundet. For selv om man sminker historiske bygninger til ukendelighed, titter historien gennem væggene. Jeg får i hvert fald følelsen af at være i Berlins ældste knejpe stadigvæk selv om bordene er pænt pyntede. Tænk, her sad Napoleon engang og nød en øl, siges det. Derfor har han også en stol stadigvæk. Eller det havde han stadig, da jeg besøgte instansen for nogle år siden. Charlie Chaplin og Clara Zetkin og flere berømtheder siges også at have besøgt stedet.

I nyere tid har jeg besøgt ”Lebensmittel in Mitte” – et dejligt intimt og folkeligt sted. Her sidder man tæt, og stemningen er livlig uden at være anmassende. Cafeer og spisesteder i Hackesche Höfe er også altid hyggelige at besøge.

Alice Persson, født 1957, er selvstændig psykoterapeut. Tidligere tysk korrespondent/advokatsekretær og stadig meget glad for det tyske sprog. Udgav i 2016 bogen  ”Kollega Persson” om sine oplevelser, da hun boede i Østberlin 1975-77 og arbejdede på den statslige radio i håb om senere at uddanne sig til journalist, men hvor hun oplevede at blive forsøgt rekrutteret af Stasi, DDR’s hemmelige politi.

Hun skriver nu på en fortsættelse med den kryptiske arbejdstitel ”Frøken Persson … kan De koge et æg?” Et særpræget spørgsmål under en jobsamtale som tysk korrespondent efter de groteske oplevelser i Østberlin. Her vil hun beskrive, hvad der skete, da hun kom hjem fra Berlin og stadig havde svært ved dels at vriste Stasi-oplevelserne af sig dels at omvurdere sine politiske og private livsdrømme. Og i sidste ende finde fodfæste i livet. Om den kommende bog fortæller hun selv:

– Den  vil have en naturlig tilknytning til det fænomen, at jeg senere uddanner mig til psykoterapeut. Hvad sker der for hende, der – godtroende og uskyldig som unge mennesker ofte er – bliver offer for kræfter, der har planer med hende? Og hun ikke kan finde nogen at betro sig til, fordi det på den ene side er tabu (”Stasi eksisterer ikke”), på den anden side farligt, hvis nogen opdager det (”har hun været spion?”). Hvor går hun hen med sin skam og ensomhed?

Danmarks Radio har lavet flotte web- og radiodokumentarer om Alice Perssons oplevelser i Østberlin i 1976: https://www.dr.dk/nyheder/webdok/berlin

En fortælling om jævne menneskers stille modstand

Hans Falladas ”Alene i Berlin” er en storslået roman om et Berlin-ægtepar, der mister deres søn i krigen og derefter begynder at fordele postkort imod naziregimet.

Temaerne for den 682 sider store roman er anstændighed, integritet og mod. Den begynder med en gribende scene, hvor arbejderægteparret Anna og Otto Quangel i Prenzlauer Berg modtager et brev om, at deres søn er død under felttoget mod Frankrig. Derefter begynder de at tvivle på Hitler, som de ellers havde støttet, og beslutter sig for at gå ind i kampen mod krigen og naziregimet.

De gør det på deres egen stilfærdige måde, nemlig ved at skrive postkort, som de fordeler rundt omkring i opgange med henblik på, at andre finder dem, deler dem videre og dermed sætter gang i et oprør.

Romanen bygger på virkelige personer, nemlig ægteparret Elise og Otto Hampel, der ganske vist ikke mistede deres søn i krigen, men Elises bror. Hans Fallada skrev bogen kort før sin død, blandt andet på baggrund af dokumenter fra retssagen, der dømte parret til halshugning i 1943. Den udkom i 1947 på et kommunistisk forlag, som omskrev dele af romanen for at gøre den mere politisk korrekt efter opfattelsen hos de sovjetiske magthavere i den østlige del af det besatte Berlin.

Først i 2010 blev det oprindelige manuskript fundet. ”Lykkeligvis,” skriver den i Berlin bosatte dansker Henriette Harris i et indsigtsfuldt efterord om bogen, Fallada og virkelighedens Elise og Otto Hampel, for dermed er flere nuancer kommet med:

Romanen er Hans Falladas årvågne beskrivelse af tyskerens kamp for hverdagen og af den terror, der havde lukket sin jernnæve om ham. Det er en indgående beskrivelse af tyskerens altoverskyggende angst. Men også af tyskerens fejhed, hans griskhed, hans løgnagtighed, hans vilje til at stikke og udplyndre naboer (jøder som ikke-jøder) og arbejdskammerater, hvis det kunne berige ham selv eller redde ham fra at komme i fedtefadet (…) Men Alene i Berlin er først og fremmest en roman om anstændighed. Om to jævne mennesker, der erkender og handler efter, at prisen for at forblive anstændig aldrig kan blive for høj,” skriver Henriette Harris blandt andet i efterordet.

Ved udgivelsen af den danske oversættelse i 2012 fik den de maksimale seks stjerner af både Jyllands-Postens og Politikens anmeldere. Weekendavisen skrev: “Et mesterligt indblik i kollektiv angst og paranoia“.

Fem har vundet bogen
Forlaget People’sPress stillede fem eksemplarer af bogen til rådighed for en lodtrækning blandt dem, der følger Vild med Berlin. Vinderne blev udtrukket 25. januar 2017 og har fået direkte besked og bogen tilsendt.

Mindetavle for Elise og Otto Hampel på adressen Amsterdamerstrasse 10 i Berlin

Mindetavle for Elise og Otto Hampel på adressen Amsterdamerstrasse 10 i Berlin
Foto: By OTFW, Berlin – Own work, CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=11102209

Elise og Otto Hampel

Elise og Otto Hampel fotograferet af Gestapo efter anholdelsen

Jesper Bugge Kold: “Berlin er jo et levende museum”

Land i datidFrem til 9. april 2016 kan du deltage i lodtrækningen om 3 eksemplarer af den nye Berlin-roman “Land i datid”. Du kan læse om bogen og deltage i konkurrencen HER.

Vild med Berlin har stillet bogens forfatter, Jesper Bugge Kold, nogle spørgsmål om hans research til bogen og om hans forhold til Berlin:

Hvordan opstod ideen til “Land i datid”? 
Jeg er ikke sikker på, hvordan og hvornår historien til “Land i datid” opstod, men jeg tænker, at det skete efter en af vores ture til Berlin. Siden første gang, jeg besøgte byen, har jeg været forelsket i den, og det er nok også derfor, jeg har valgt at placere stort set hele handlingen i Berlin. Jeg kender området omkring Kopenhagener Strasse godt, så det var oplagt, at handlingen skulle foregå der.

Er dine østtyske karakterer og begivenheder i bogen bygget på autentiske personer og dokumenter fra Stasi-arkiverne?
Nej. Alle karakterer i bogen er fiktive. Inden mit besøg i arkiverne havde jeg ingen specielle historier, jeg havde planlagt at forfølge. Ingen akter, jeg fik lov til at læse, var personspecifikke, men handlede dog om konkrete overvågningssager og lignende. Alle navne var streget ud, og meningen med min research var, at jeg fik et overblik og kendskab til, hvordan en overvågning blev dokumenteret af Stasi, og hvordan det kunne foregå, når en pårørende skulle læse sin fars sagsakter.

Hvor omfattende har din research til bogen været?
Ligesom med “Vintermænd” har jeg været vidt omkring i min research. Jeg har naturligvis læst et hav af bøger, set dokumentarfilm, og jeg har fået stor hjælp af Thomas Wegener Friis, der er ekspert i Stasi. Jeg har også interviewet flere danskere, der ligesom en af mine personer har været på partiskolen ved Bogensee i 1970erne. Jeg ser en tendens i mine bøger til, at jeg bruger lige så langt tid på research, som jeg bruger på at skrive dem.

Hvad var den største udfordring ifht. din research i Stasi-arkiverne – og var der noget, der overraskede dig?
Jeg stødte ikke på nogen egentlige udfordringer i min research, men jeg var meget overrasket over, at der hver måned stadig er omkring 5.000 forespørgsler fra folk, der ønsker at læse deres egne eller deres pårørendes sagsakter. Jeg var også overrasket over den service, jeg oplevede. BStU (organisationen der varetager arkiverne) havde sat en pressemedarbejder af til mig en hel dag, så jeg kunne få svar på alle de spørgsmål, jeg havde, og de havde samlet sagsakter, som gjorde mig meget klogere på min historie.

Hvad var dit eget forhold til Berlin, inden du gik i gang med bogen – og i dag?
Jeg er vild med byen, som jeg besøger så ofte så muligt sammen med min kone og mine børn. Jeg tror ikke mit forhold har ændret sig på grund af bogen, men for hver gang jeg er i byen, lærer jeg lidt mere om den. Vi har efterhånden været der så mange gange, at vi ikke behøver at besøge de oplagte turistattraktioner, men i stedet kan vi koncentrere os om at komme lidt mere ud i afkrogene. Jeg holder specielt af Prenzlauer Berg, der minder mig om en god blanding af Nørrebro og Vesterbro, hvor jeg har boet det meste af mit voksenliv. Vi ender altid med at opholde os mest i det gamle Østberlin, som jeg finder charmerende på grund af arkitekturen, slitagen og menneskene. Til sommer skal familien 14 dage til Berlin, og jeg håber, at vi kan opdage nye sider af byen, når vi skal være der så længe.

Hvor i Berlin oplever man efter din mening bedst historiens vingesus?
Da jeg i påsken 2015 var i byen, tog jeg en sen aften ud til Bornholmer Strasse. Det var mørkt, og der var ingen mennesker og kun meget lidt trafik. Jeg havde en idé til en scene i bogen, som er meget central, så jeg tog derud og lavede en form for method acting. Jeg forestillede mig, hvordan det måtte have været at være til stede den 9. november 1989. For mig var det en fantastisk oplevelse at gå rundt helt alene på Bösebrücke, og jeg håber, at det kan mærkes på kapitlet i bogen. Den oplevelse står særlig klart for mig, men hele byen er jo et levende museum, så for en historienørd som mig er den et paradis.

Jesper_Bugge_KoldOm Jesper Bugge Kold
Jesper (født 1972) har arbejdet som journalist og arbejder nu som bibliotekar. Han debuterede i 2014 med romanen “Vintermænd”, der handler om naziregimets forråelse og om grænsen mellem det onde og det gode. Bogen fik forrygende anmeldelser og blev nomineret til BogForums Debutantpris.

Jesper bor sammen med sin kone og to børn på Sydfyn med Svanninge Bakker som baghave. Han har i mange år spillet guitar i bandet Biff Baxter Band og har udgivet to CD’er med dem. I april 2016 udgiver han en CD med bandet Rodeo.

Læs mere på Jespers webside.

“Land i datid” – en fængende fortælling om Stasi, om Berlin og om at finde sig selv

(Vinderne er fundet) Vild med Berlin udlodder 3 eksemplarer af ”Land i datid”, der udkommer 8. april 2016. Romanen er skrevet af den anmelderroste forfatter Jesper Bugge Kold.

Konkurrencen om de 3 eksemplarer af "Land i datid" slutter lørdag den 9. april 2016.

Konkurrencen om de 3 eksemplarer af “Land i datid” slutter lørdag den 9. april 2016.

”Land i datid” er svær at slippe, når man først er kommet i gang med den. Anmelderen her havde egentlig besluttet at læse romanen i nogle stræk henover påsken. I stedet blev andre planer droppet, så bogen kunne læses færdig på én og samme dag. Bedre anbefaling kan en bog vel egentlig ikke få.

”Land i datid” er en særdeles fængende roman, fortalt i et veloplagt sprog. Bogen handler om 30-årige Andreas fra København, der rejser til Berlin for at blive klogere på sin biologiske far, som han aldrig har kendt. Faderen er blevet myrdet og har testamenteret sin lejlighed og værdier til sin ukendte søn i Danmark.

Andreas’ rejse til Berlin er også en flugt fra hans universitetsspeciale, som han ikke kan tage sig sammen til at gøre færdigt, og en kæreste, som har droppet ham. For ham bliver Berlin en mulighed for at genopfinde sig selv, viske tavlen ren og starte forfra.

I Berlin møder Andreas sin tyske kusine Bea, som hjælper ham med at dykke ned i hans fars baggrund. Det bliver en overraskende rejse, der byder på barsk viden om faderens virke for Stasi, om løgne, magtmisbrug og forbrydelser, der er blevet fortiet og fortrængt.

Fortællingen foregår i flere spor, hvor man skiftevis følger Andreas, hans biologiske far, Peter, samt en tredje central person i handlingen. Historien strækker sig tilbage til 1975, hvor østtyske Peter og danske Elisabeth mødes på en partiskole i DDR. Hun rejser hjem til Danmark med hans barn i maven. Vi følger den tro partisoldat Peter avancere i Stasi og får indblik i både mentaliteten og arbejdsmetoderne i den østtyske efterretningstjeneste. Vi følger Peter – både på jobbet og privat – helt frem til 2006, hvor han bliver myrdet.

BYGGER PÅ OMFATTENDE RESEARCH
”Land i datid” bygger på et stort researcharbejde. Forfatter Jesper Bugge Kold har haft adgang til Stasis arkiver og har fået hjælp fra en af Danmarks førende Stasi-eksperter. Han har desuden interviewet flere tidligere ungkommunister, der var på DDR-partiskole i 1970’erne.

Det grundige researcharbejde fornemmes tydeligt i bogen. Det samme gør forfatterens gode kendskab til Berlin – bl.a. med følgende rammende beskrivelse af den tyske hovedstad:

“Flere steder er Berlin en slidt kælling med få pløkker i munden. Andre steder en pralende playboy, en midaldrende mand med læderkvaster på skoene, en dyr håndtaske på høje hæle eller en firkantet bodybuilder. Hun er punker, hun er yuppie, cool og det stik modsatte på samme tid. Hun er ren og velduftende, men sidegaderne trænger til et bad, en hårvask og et sæt rent tøj”.

 VIND ET EKSEMPLAR AF ”LAND I DATID”
Turbine Forlaget har doneret 3 eksemplarer af ”Land i datid” til en konkurrence blandt Vild med Berlins læsere.

Du deltager ved at lægge en kommentar med dit bud på, hvor i Berlin man bedst oplever historiens vingesus.  

Konkurrencen løber til og med lørdag den 9. april 2016. Vinderne vil blive kontaktet direkte og deres navne vil efterfølgende blive offentliggjort på Vild med Berlin-bloggen og den tilhørende Facebookside.

KORT OM FORFATTEREN
Jesper Bugge Kold (født 1972) har arbejdet som journalist og arbejder nu som bibliotekar. Han debuterede i 2014 med romanen Vintermænd, der handler om naziregimets forråelse og om grænsen mellem det onde og det gode. Bogen fik forrygende anmeldelser og blev nomineret til BogForums Debutantpris.

Siden har det amerikanske forlag AmazonCrossing købt verdensrettighederne til såvel “Vintermænd” som til den nye “Land i datid”. “Vintermænd” lå primo marts 2016 nummer et på bestsellerlisten inden for krig- og historisk litteratur og fiktion.