Tag-arkiv: Schnauze

Berliner Schnauze – når det er hårdere sagt end ment

Tyskerne er verdenskendte for deres høflige og – set med danske øjne – lidt formelle omgangstone, men berlinerne kan have en direkte og til tider rå omgangstone, som godt kan ryste en sagesløs turist en smule. Gæsteskribent Heidi Lund skriver her om “Berliner Schnauze”.

Für Berliner Schnauzen

“Schnauze” betyder egentlig snude, men bruges også i hverdagssproget som mund eller kæft.

Mit første møde med Berliner Schnauze havde jeg, før jeg nogensinde havde hørt om dets eksistens. Under mit studieophold i 2011 bad jeg en dag en medarbejder i en elektronikforretning om hjælp og tiltalte ham naturligvis med et “Sie” – for det har vi jo altid lært i tysktimerne, at man skal. Til min store overraskelse sagde han konsekvent “du” til mig. Jeg blev faktisk lidt fornærmet. Jeg talte jo høfligt til ham, så kunne han vel gøre det samme til mig?

Efterfølgende slog det mig, at jeg var blevet udsat for den særlige mentalitet, der også danner grobund for Berliner Schnauze. I Berlin kan vi godt tale lidt mere uformelt til hinanden. Vi behøver ikke at pakke tingene ind, og et ”du” kan såmænd være udtryk for en lidt omvendt høflighed, som signalerer, at vi ikke behøver at distancere os fra hinanden.

Samme opfattelse mødte jeg hos en berliner, som jeg talte med i det danske sommerland for nogle år siden. Han syntes, det var vældig sympatisk, at vi danskere konsekvent siger ”du” til hinanden (og at vi “kun” kører 130 på motorvejen, men det er en helt anden historie …).

Når det er hårdere sagt end ment

Herz und Schnauze

Berlin indledte i 2009 Imagekampagnen “Herz und Schnauze”, der skulle vise, at berlinerne både er venlige og imødekommende, selv om omgangstonen kan være hård.

Netop den særlige omgangstone var i 2009 grunden til en berlinsk charmeoffensiv. Den officielle imagekampagne “Herz und Schnauze”  skulle vise omverdenen, at berlinerne både er venlige og imødekommende, selv om omgangstonen kan være hård. Missionen var at bløde lidt op for den rå charme og skrue op for gæstfriheden og hjælpsomheden, især inden for turismen.

Noget kunne dog tyde på, at imagekampagnen ikke var helt i tråd med berlinernes selvopfattelse. I 2010 spurgte Berliner Morgenpost 50 berlinere: “Was ist für Sie Berlin?”, og svarene blev konverteret til plakater rundt omkring i bybilledet. Ét af svarene lød netop: “Berlin ist, wenn’s härter gesagt als gemeint ist” (på dansk: “Berlin er, når det er hårdere sagt end ment”).

Berliner Schnauze

En plakat fra Berliner Morgenposts kampagne, som referede til Berliner Schnauze – den særlige berlinske variant af tysk “høflighed”

Berlinerne er godt klar over, at de adskiller sig fra mange andre tyske byer, når det gælder den klassiske, tyske høflighed. Der er dog god grund til at se det mere som en charme end som et problem; i langt de fleste tilfælde siges de kække kommentarer med et kærligt glimt i øjet, og der er enighed om ikke at tage alting så tungt.

I min tid i Berlin har jeg aldrig oplevet berlinerne som andet end søde og hjælpsomme. De kan være direkte i deres væremåde og sprog, men sådan er byen jo også – rå og charmerende og helt klart med mere “Herz” end “Schnauze”.

Om gæsteskribenten

Heidi Lund

Heidi Lund er uddannet i tysk og international virksomhedskommunikation og har boet i Berlin ad to omgange, første gang som udvekslingsstuderende og senere som praktikant hos et online marketingbureau.

Berlinfeberen har hun ikke sluppet, og den tyske hovedstad skal helst besøges mindst én gang om året – og gerne flere.

I fritiden skriver Heidi på sin egen blog, Ordene og mig, hvor du blandt andet kan læse om tyske talemåder og særlige, berlinske ord.

Mit Berlin #15: Efter nogle dage i byen begynder jeg at drømme på berlinsk

Hosea Dutschke blev født i Berlin i 1968, men få år efter et skudattentat på hans far, studenterlederen Rudi Dutschske, slog familien sig ned i Århus, hvor kun Hosea Dutschke er blevet boende. Når han jævnligt besøger sin mor og bror i fødebyen, er Fjernsynstårnet, Treptower Park og den italienske restaurant i Rudi-Dutschke-Strasse blandt de steder, han vender tilbage til.

Mit BerlinHvad er dit forhold til Berlin i dag?
Tæt og tidligt. Jeg besøger Berlin flere gange årligt. Jeg er født på hospitalet Walfriede i Berlin i 1968. Min far blev skudt på Kurfürstendamm i 1968 og blev i 1979 begravet ved den smukke kirke i Dahlem Dorf, hvor præsterne gjorde oprør mod nazisterne.
Efter store politiske og juridiske kampe ligger Rudi-Dutschke-Strasse, så den støder op til hjørnet ved Check Point Charlie. Rudi-Dutschke-Strasse og Alex-Springer-Strasse støder op mod hinanden. Studenterlederen, der bekæmpede den højreorienterede pressemogul og vice versa. Min bror og jeg har kaldt hjørnet ”Ecke der Versöhnung”.
Min mor og bror med familie bor i Friedrichshain.
Og når jeg har været i byen i nogle dage, begynder jeg at drømme på berlinsk.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Igennem et helt liv er der Fjernsynstårnet. Jeg skal op og nyde Berlin fra oven og helst en gang om året. Altid i restauranten og så bare kigge, snuse, mærke at man drejer rundt, følge flyene, s-togene, der bugter sig, og hele Berlin i 360 grader.
Som barn var det en helt særlig fornøjelse. Ikke mindst at opleve DDR-bureaukratiet og en kommunistisk planlægning og fryden ved, at elevatoren suste mod himmelen.

Har du en yndlingscafe og/eller -restaurant i Berlin?
Der er mange, og de er billige, og de flytter sig, så jeg følger min brors råd. Men at spise på den italienske restaurant Sale e Tabacchi i Rudi-Dutschke-Strasse i TAZ-huset er skønt. Og til frokost sidder der en række mere eller mindre venstreorienterede journalister og redder verden.
Og så er der naturligvis Zur Kleinen Markthalle i Kreuzberg, hvor kyllingerne får mine indre organer til at synge.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første ti sider i turistguiden?
Treptower Park har jeg en særlig forkærlighed for, men også den jødiske kirkegård midt i Berlin. Treptower Park er russisk, brutal, voldsom og alligevel smuk og poetisk, når efterårsbladene daler ned på mindesmærket for de faldne russiske soldater.
Og når man nu er i Treptower Park, er der ikke langt til Øst-Berlins zoologiske have, hvor rovdyrhuset, parken og dyrenes græsningsenge er enorme, og hvor Stasi fulgte i hælene på os og tog hemmelige billeder, når vi spiste dryppende grillstegt kylling, men kun kunne få et stykke meget tynd serviet til.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Berliner Schnauze, når den viser sig fra sin mest uhøflige side. Og at man bygger et nyt slot, som en tro kopi af det gamle midt i Berlin. Spild af penge. Milliarder. Tag dog ud til Slot Sanssouci og Neues Palais og den skønne muslingesal. Og synd at man ikke længere kan opleve Palast der Republik og det absurde DDR-systems højborg for såkaldt demokrati.

Hosea DutschkeHosea Dutschke er 47 år og direktør for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune. I oktober holder han to foredrag på Folkeuniversitetet under titlen “Berlin, min far og det tyske”: I Emdrup søndag 4. oktober, hvor hans indlæg er et af tre i serien “Berlin – erindring i nutiden”, og i Aarhus mandag 5. oktober (få pladser).
Hans far Rudi Dutschke (1940-1979) var berlinsk studenterleder. Han voksede op i DDR, men flygtede i 1961 til Vestberlin. 11. april 1968, da sønnen var tre måneder gammel, blev Rudi Dutschke udsat for et skudattentat fra en mand, der angiveligt skulle være motiveret af Springer-pressens hetz mod tyske venstreorienterede. Juleaftensdag i 1979 døde han i Århus af senfølger af attentatet.
Læs mere om Rudi Dutschke på dansk wikipedia.

Hosea og RudiEfter at familien Dutschke havde slået sig ned i Århus i 1971, var den jævnligt på besøg i Berlin. Her var Stasi meget aktiv i overvågningen af “Quelle”, som var Rudi Dutschkes Stasi-kodeord. Da Stasi-arkivet blev åbnet, fandt man blandt andet billeder af Rudi og Hosea Dutschke fra en augustdag i 1973.

 

 

 

 

Rudi Dutschke-mindepladeSiden 1990 har en mindetavle markeret stedet på Kurfürstendamm, hvor Rudi Dutschke blev udsat for et skudattentat i 1968.

”Jeg er en berliner”

I de seneste 100 dage op til 50-årsdagen for Kennedys berømte Berlin-tale med ordene ”Ich bin ein Berliner” har avisen Der Tagesspiegel dagligt bragt et lille interview med nutidens berlinere om, hvad disse ord betyder for dem, og hvordan de oplever byen i dag. Det er en sand guldgrube af spændende fortællinger fra byens indbyggere, der sætter ord på deres kærlighed til byen. Når det handler om de lidt mere modne berlinere, er beretningerne også jordnær historieformidling.

“Ich bin ein Berliner”. Det var på balkonen her på Rathaus Schöneberg, at John F. Kennedy holdt sin berømte tale 26. juni 1963 foran 400.000 begejstrede vestberlinere.

Et eksempel er den 41-årige slagtermester, der kalder sig en vaskeægte ”Prenzelberger” – altså fra Prenzlauer Berg i det gamle Østberlin. Han oplevede ikke Murens fald, fordi han sov for at være frisk til næste dag på jobbet. Han opdagede først den historiske begivenhed, da en af svendene i slagterforretningen næste morgen ringede og fortalte, at han nu stod ved Gesundbrunnen på den vestlige side af Muren. Senere på dagen drog han til Kurfürstendamm, men der var alt for mange mennesker. Han tænkte, at han bare kunne besøge Vesten senere, for han var overbevist om, at når Muren først var faldet, ville den aldrig komme tilbage.

Og så præsenterer slagtermesteren et lidt alternativt syn på den ”Gentrifizierung”, der ellers er så udskældt. Han bor stadig på Prenzlauer Berg og betragter det som en stor lykke, for mange har måttet forlade den trendy, østberlinske bydel på grund af voldsomme huslejestigninger. Det er en skam, synes han, men til gengæld har han fået en ny kundekreds, der værdsætter kød af høj kvalitet og derfor går til slagteren for at købe det!

I interviews med de ældre berlinere er der som nævnt mange spændende historiske detaljer. I 60’erne kunne man for eksempel slippe for værnepligten, hvis man flyttede fra den vestlige del af forbundsrepublikken til Berlin, der pga. sin isolation var ved at blive affolket, og hvor der manglede arbejdskraft. En mand, der flyttede til byen i 1966, kan fortælle om, at man som tilflytter fik betalt flytteudgifter, fire årlige flybilletter og et særligt berlinsk løntillæg.

I serien optræder også den nu 44-årige skuespiller fra det nordøsttyske Rostock. Han var allerede før Murens fald tiltrukket af den alternative scene i Østberlin, som stod i kontrast til snævertsynetheden i provins-DDR. Han gjorde dog først alvor af at søge lykken i storbyen i 1991 og opsummerer sit indtryk af byen i dag med ord som hundeefterladenskaber, tæt trafik, snavs, grim, vulgær … og griner.

Flere interviews er med til at beskrive den særlige berlinske mentalitet. Berlinerne klager over alt, men de er også åbne over for nyt, siger en ældre mand, der i 1970 flyttede til Berlin for at studere og i øvrigt stadig ikke har vænnet sig til berlinernes velkendte frækhed, ”Die Berliner Schnauze”, men dog har fundet ud af, at den ikke er så alvorligt ment.

En yngre tilflytter fra Hamborg tilkendegiver, at hun ligefrem holder af frækheden, fordi hun har erfaret, at den også rummer ”utroligt meget hjerte”.

Serien slutter med den 63-årige Owen Davies. Han er født i Berlin af engelske forældre, der mødtes i Berlins ruiner efter 2. Verdenskrig. De havde uafhængigt af hinanden søgt job på de allieredes hovedkvarter. Han fortæller om den frygt, han oplevede som barn på grund af Muren, Cuba-krisen og andre facetter af den kolde krig. Han var på pladsen foran Rathaus Schöneberg, da Kennedy holdt sin tale, og beretter om, hvordan talen skabte håb om, at tingene kunne bliver anderledes på et eller andet tidspunkt. Når han i dag kommer på pladsen og hører klokkerne ringe kl. 12, kan han næsten ikke holde tårerne tilbage.

Se alle interviews via dette link. Du skal ikke lade dig afskrække af det tyske sprog, for alle interviews rummer både tekst og video, der supplerer hinanden fint, og sidstnævnte er med engelske undertekster.