Dansktegnet museum skal omfavne Anhalter Bahnhof

Den internationalt anerkendte arkitekt Dorte Mandrups tegnestue har tegnet Exilmuseum Berlin ved Anhalter Bahnhof. Gæsteskribent Teddy Petersen skriver her om sit møde med det imponerende projekt.

Anhalter Bahnhof er nok en af de største ruiner i Berlin fra 2. verdenskrig – alligevel er den en meget, meget lille del af den internationale banegård, den engang var. I 1929 var der op mod 20.000 passagerer hver dag, under Leipzig-messen næsten 60.000. Under OL i Berlin i 1936 afgik eller ankom et tog hvert andet minut.

Der var forbindelser til Wien, Rom, Marseille, Athen, Napoli med skibsforbindelser videre til Ægypten. I den 34 meter høje, 61 meter brede og 175 meter lange ankomsthal kunne der være op til 40.000 mennesker.

I dag står kun indgangsportalen og en del af den høje gavlmur tilbage. Resten er væk. Hele bygningen, alle skinnerne. Lige bag ruinen ligger en fodboldbane, og bag den rager den teltagtige bygning Tempodromen op med sine hvide spir.

Exilmuseum Berlin 2025

Visualisering af Exilmuseum Berlin, som det vil se ud ved indvielsen i 2025. Venligst stillet til rådighed af Dorte Mandrup A/S ©Mir

Bygningen breder sine arme ud og værner varmt

Jeg cyklede forleden i 30 graders varme rundt på en genopdagelsesrejse i byen efter ikke at have været her siden august sidste år. Og pludselig drejede jeg rundt for at se en udendørs udstilling lige bag den høje ruingavl. Og blev fuldstændig betaget og optaget af det, der mødte mig. Historien – projektet – og den danske arkitekt Dorte Mandrup.

Bygningen står der ikke endnu, men det forventes den at gøre i 2025. Men allerede arkitektens konstruerede billede viser det: Den gamle indgangsportal, den høje mur – og bagved står den nye, endnu større bygning: Exilmuseum Berlin. Den nærmest omfavner ruinen. I ærbødig afstand breder den i en bue sine arme ud og værner varmt.

Det gør den ikke for ruinens skyld. Det er for de mennesker, hvis skæbne er knyttet til netop denne banegård. Mennesker, som rejste efter egen beslutning – i modsætning til de tusinder, der blev deporteret netop fra Anhalter Bahnhof, Det er de jødiske børn, der blev sendt afsted fra 1938 via Holland til en usikker skæbne i England for at beskytte dem mod en sikker skæbne i Tyskland. 1. december 1936 afgik den første Kindertransport med 196 børn – det blev til 10.000 i tiden efter. Fra juni 1942 blev der hæftet et par 3. klasses vogne på morgentoget til Dresden – de næste par år blev næsten 10.000 jøder sendt til koncentrationslejren Theresienstadt.

Anhalter Bahnhof Porticus

Indgangsportalen til Anhalter Bahnhof, som den ser ud i dag.

Exilmuseum Berlin vil gøre emnet konkret

Det nye museum skal fortælle om mennesker, der rejste af egen fri vilje. Fra nazisternes magtovertagelse i 1933 og de følgende år forlod de Tyskland, fordi de ikke turde, kunne eller ville blive der. ”Hvorfor endnu et museum med det emne?”, spurgte tidligere forbundspræsident Joachim Gauck, da han præsenterede vinderen af arkitektkonkurrencen i august 2020. Og han leverede selv svaret: ”Det egentlige spørgsmål bør lyde: Hvorfor først nu?”
Med udgangspunkt i byens og banegårdens egen historie vil museet gøre ordet ”eksil” konkret forståeligt. Store tal bliver til konkrete fortællinger. Og museet vil vove at betragte eksilet ikke kun som en historisk, tysk hændelse, men vil ”samtidig åbne vore øjne for eksil-skæbner fra vores egen tid.”

Det fik en ældre tysk mand til at gå i samtale med nogle af museets venner. ”Hvordan kan I kæde eksil sammen med indvandring?” var hans spørgsmål. Selv havde han på grund af sit arbejde boet mange år i Canada, men var nu pensionist i Berlin og nabo til Anhalter Bahnhof. Det kom der en intens, skarp og kultiveret samtale ud af. Vist ikke nogen enighed, men nogle klare bud på definitioner og meningsforskelle.

Einstein, Bauer, Brecht, Brandt …

Og som Nobel-pristager Herta Müller sagde allerede ved prisoverrækkelsen: ”Kernen i museet er vores egen historie om nationalsocialismen, der på kort tid bortjog vore vigtigste kunstnere, vores bedste videnskabsfolk. Men naturligvis peger den tid også på de flygtninge, der kommer til os nu. Desto vigtigere er det også at begribe betydningen, indholdet, i ordet eksil.”

Udstilling om Exilmuseum Berlin

Den aktuelle udstilling om Exilmuseum Berlin ved Anhalter Bahnhof

Nogle af de konkrete fortællinger kender vi, om end ikke altid i denne sammenhæng: fysikeren Albert Einstein; maleren Max Beckmann; juristen Fritz Bauer, der i flere af sine eksilår boede i København; publicisten Hannah Arendt; forfatteren Thomas Mann; Ernst Reuter, senere Berlins første borgmester; dramatikeren Bertolt Brecht, hvis første eksil var i Svendborg; Herbert Frahm, der under sit eksil i Norge tog dæknavnet Willy Brandt og siden blev overborgmester i Berlin og betydningsfuld kansler.

Det danske arkitektfirma, grundlagt i 1999 af Dorte Mandrup selv, har tidligere gjort sig bemærket med skulpturelt prægede byggerier, der har vist en særlig fornemmelse for sted og materialer, som man kan se det på Vadehavscentret i Vester Vedsted syd for Ribe, et af fem byggerier i tilknytning til UNESCOs verdenskulturarv. ”Med byggeriet i Berlin vil vi skabe et sted, der indbyder til refleksioner over og dialog mellem fortid og nutid,” siger hun om Exilmuseum Berlin. ”Det historiske udgangspunkt er ekstra relevant i dag, hvor millioner mennesker er tvunget til at forlade deres hjem, deres dagligdag og deres kultur for at bringe sig i sikkerhed.”

En rejse uden returbillet

Den tyske forfatter og dramatiker Carl Zuckmayer, mest kendt for skuespillet og senere filmen ”Kaptajnen fra Köpenick”, skrev i sine erindringer i 1966 om præcis det samme dilemma:
”Rejsen i eksil er en rejse uden returbillet. Den, der tager afsted med drømmen om at vende hjem, er fortabt. Han kan godt vende hjem – men det sted, der møder ham, er ikke det samme som det, han forlod. Og selv er han heller ikke længere den samme, som tog afsted.”

Læs mere
Exil Museum Berlin: https://stiftung-exilmuseum.berlin/de
Dorte Mandrup A/S: https://www.dortemandrup.dk/work/exile-museum-berlin-germany

Fakta om Anhalter Bahnhof

Anhalter Bahnhof 1880

Ankomsthallen i 1880 – det år, hvor den ny bygning blev taget i brug

 

Den første del af banegården blev bygget fra 1839, men den fandt sin endelige form i årene  1876-1880 efter tegninger af arkitekten Franz Heinrich Schwechten. Den åbnede 15. juni 1880 med deltagelse af kejseren og kansleren, henholdsvis Wilhelm I og Otto von Bismarck.

Den var på det tidspunkt den største banegård i Tyskland og en imponerende “katedral” med den 175 meter lange og delvis glasoverdækkede ankomsthal. Banegården var før 2. Verdenskrig Tysklands vigtigste station for togforbindelser til Mellem- og Sydtyskland, Østrig, Italien og Grækenland. Under OL i Berlin i 1936 ankom eller afgik et tog fra stationen hvert 2. minut.

Luftbombardementer forårsagede voldsomme ødelæggelser under krigen. I 1959 blev det meste at stationsruinen revet ned, bortset fra dele af dele af indgangsportalen, der siden da har stået som en slags monument.
Kilde: Tysk Wikipedia m.m.

Gæsteskribent Teddy Petersen er journalist og står bl.a. bag den danske udgave af bogen “111 steder i Berlin som du skal se“. Læs mere om Teddy Petersen i blogindlægget “Første gang var dramatisk og overvældende“.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *