Tag-arkiv: Mit Berlin

Mit Berlin #42: Berlin lokker mig ud i nye sider af mig selv

Kristine Brodam Lorentzen har de seneste tre år boet i Berlin og har lært byen rigtig godt at kende. Fremover deler hun ud af sin viden om og fascination af Berlin og alle dens muligheder til Vild med Berlins følgere.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Første gang jeg var i Berlin, var jeg højgravid og kunne kun lige overskue at opleve byen ved at gå fra bænk til bænk – og heldigvis er der mange parker med bænke i Berlin. Næste gang var jeg på en mission: Vi skulle overbevise vores børn om, at det var en god ide at flytte til Berlin. Så her oplevede jeg Berlin ved at gå fra legeplads til iscafé og videre til legeplads. Heldigvis har Berlin også masser af legepladser.

Da vi så var flyttet herned, og jeg skulle opdage Berlin selv, var mit møde med berlinerne faktisk lidt hårdt. Jeg syntes, de var så sure, bedrevidende og moraliserende. En gang, da jeg støder sammen med en kvinde på vej ud af U-bahn, og jeg automatisk undskylder, kigger hun forurettet på mig og spørger med foragt “Warum entschuldigst du dich”?

Jeg blev ærlig talt paf. Men så forstod jeg. Hvorfor undskylder jeg egentlig? Og lidt efter lidt begyndte jeg at nyde de små skænderier, jeg kan have med berlinerne i løbet af en dag. Diskussionerne om, hvorvidt en har snydt sig foran i køen. Brokkeriet over ventetid. Uenighederne om, hvorvidt jeg er en uansvarlig mor, når jeg cykler med mine børn. Og når man så har udvekslet et par uhøfligheder, kan der ske det – for mig fuldstændigt uforståelige – at personen, du har småskændtes med, åbner op, og vi kan ende med have en helt hyggelig snak.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Dobbeltsidet. Jeg oplever hele tiden nye sider af Berlin, og samtidig har jeg konstant en fornemmelse af at gå glip af noget.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Berlin lokker mig ud i nye sider af mig selv. Og det er let at give plads til alle sider af sig selv i Berlin.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Mit kvarter, Kreuzberg – og lige derefter Neukölln. Her er hipster-bagerier naboer til brune Bierkneiper og arabiske grønthandlere. Her får du de bedste dönere, du finder det bedste loppemarked, og du har de skønneste parker. Her er kort sagt alt, hvad du behøver.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Jeg har så mange! Og jeg vil også skrive løbende om det på Vild med Berlin, men jeg kan nævne et par her. Den bedste restaurantoplevelse, jeg har haft i Berlin, er uden sammenligning Mrs Robinson’s på Pappelallée i Prenzlauer Berg. Jeg drømmer stadig om det blæksprutte-spyd, jeg spiste der for alt for længe siden.

Mine børn elsker Umami på Bergmannstraße i Kreuzberg, og især hvis vi kan få de pladser, hvor man sidder på gulvet og spiser.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Jeg finder guld fra andres gemmer med min ældste på loppemarkedet ved Maybachufer. Jeg spiller bordtennis med min søn, hvis vi kan få plads ved de populære borde. Jeg opdager nye legeplader og nye venner med min yngste. Og vi samles allesammen på Tempelhofer Feld og henter iskolde sodavand fra den nærmeste Späti og spiser take-away, mens vi nyder solnedgangen.

Tempelhofer_Feld

Hyggestund med familien i solnedgangen på Tempelhofer Feld.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Jeg er ret betaget af forladte gamle bygninger. Hvis du også er til det, så find f.eks. en udstilling i en gammel bunker, en tidligere fabrik eller et nedlagt lager – det kunne være Boros Bunker, Alte Müntze eller Kraftwerk Berlin – og nyd både udstillingen og den helt særlige stemning, der i de gamle lokaler. Hvis du er til imposante bygninger, så er Mäusebunkeren lige noget for dig. Bygningens korrekte navn er “Forschungseinrichtung für experimentelle Medizin” og er godt gemt i boligkvarter og bag hegn og træer, men med lidt snilde kan du godt få listet dig tæt nok på til at mærke bygningens imposante karakter.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Cykelstier. Manglen på cykelstier, kvaliteten af cykelstier og alle de ikke-cyklister, der benytter cykelstien. Berlin kunne let være den perfekte cykelby, men der er lidt vej endnu.

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Min ældste glæder sig til, at hun skal høre Beach Bunny på Hole 44, mens de to andre mest glæder sig til, at vi snart skal se Siegfried und Joy, tryllekunstnere og komikere. Jeg glæder mig over, at det lykkedes mig at få billetter til en rundvisning på den nye udstilling på Boros Collection.

Kristine Brodam Lorentzen, født 1978, uddannet cand.scient.pol. og har tidligere arbejdet med politisk kommunikation.

For tre år siden flyttede hun med sin mand og deres tre børn til Berlin. Her er hun i dag hjemmearbejdende som Hausfrau, der sørger for familie og hjem. Kristine har stor kærlighed til Berlin og byens mange tilbud og muligheder.

Du kan følge Kristine på hendes Instagram-profil Hungry Hausfrau.

Mit Berlin #41: Byen er overvældende og udfordrende

Forfatter Annette Herzog blev født i DDR tæt på Berlin, lige før Muren blev rejst. Hun boede i Prenzlauer Berg, da Muren faldt, og siden 1991 har hun boet i København. Hun har udgivet bogen ”Det der var” om sine 30 år i DDR. I serien ”Mit Berlin” fortæller hun her om sit forhold til byen dengang og i dag – og kommer med tips til gode oplevelser i byen.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?

Jeg voksede op i Großbeeren, en landsby i DDR syd for Berlin. Jeg kunne se Vestberlins høje huse, fordi Muren kun lå tre kilometer fra, hvor vi boede. I dag tager det kun 10 minutter at køre fra Großbeeren til den nærmeste S-togsstation i Berlin, men dengang måtte vi køre i en stor bue uden om Vestberlin for at komme til ”vores”, dvs. Østberlins centrum. Det tog over en time.

Da jeg var lille, midt i 1960’erne, måtte mine forældre vise deres Personalausweis – det tyske identifikationskort – når vi kørte ind til Berlin. Jeg håbede ved disse lejligheder altid at se et sort menneske, som jeg ellers kun kendte fra min billedbog ”Den sorte Bastian”. Men min far fortalte, at der fandtes nogle afrikanere i Berlin, som læste på universitetet. Jeg syntes, det var vildt spændende.

Det var billigt, men tidskrævende og omstændeligt at komme til Berlin med den offentlige transport. Først med bus, så med regionaltog og bagefter med S-tog ind til Centrum. Centrum var for os først og fremmest Alexanderplatz. Når folk havde en aftale, mødtes de altid under Verdensuret.

Annette Herzog Prenzlauer Berg 1987

Prenzlauer Berg sidst i 1987. Annette Herzog har sin tredje søn i maven, til venstre er det Annettes lillesøster Kathrin, til højre er det Johann, den ene af tvillingesønnerne.

Så godt som alle DDR-borgere, der kom på besøg i Berlin, tog også ind til Centrum-Varehus, som var Østberlins største varehus, og som i dag er Galeria Kaufhof. I 1969 blev Fjernsynstårnet ved Alexanderplatz indviet, og vi meget stolte over, at vi nu havde verdens næsthøjeste tårn, kun overgået af fjernsynstårnet i Moskva.

Vi kunne se over til Vestberlin deroppefra, men jeg havde ikke nogen forestilling om den vestlige del af byen. Jeg har stadigvæk en byplan, hvor Vestberlin i bogstavelig forstand er en hvid plet på kortet. Jeg anede ikke, hvor de forskellige bydele lå, og hvad der var karakteristisk for dem.

Berlin på et DDR-kort

Et DDR-kort over Berlin. Vestberlin er hvid plet.

Andre steder, vi plejede at besøge i Østberlin, var Monbijoupark og Museumsinsel, Unter den Linden, Friedrichstraße og Karl-Marx-Allee med de imponerende bygninger efter sovjetisk forbillede. Vi holdt også meget af Østberlins store zoo i Berlin Lichtenberg. Den findes stadigvæk, og den kan virkelig anbefales. Også som park i sig selv, fordi der er masser af plads.

Da jeg flyttede til Berlin som ung kvinde, oplevede jeg selvfølgelig byen på en helt anden måde. Vi boede både i Friedrichshain, i Hellersdorf (en af de kæmpe nyoprettede bydele med betonbygninger) og til sidst i Prenzlauer Berg ved Kollwitzplatz. Jeg hadede selvfølgelig Muren, men for at være helt ærlig var halvdelen af byen stor nok. Der foregik mange spændende ting også i Østberlin.

Kollwitzstraße 60 Berlin

Kollwitzstraße 60 midt i Prenzlauer Berg. Her fik den unge familie med tvillingedrenge i 1987 anvist en lejlighed på 170 kvm på byens bedste adresse, men skulle så til gengæld acceptere, at de boede der, mens den blev totalrenoveret det første år. I 1988 blev familien forøget med endnu en søn, og to måneder før Murens fald kom en datter til verden.

Prenzlauer Berg var et typisk arbejderkvarter med en spændende blanding af studerende, arbejdere, intellektuelle, pensionister, asociale og kunstnere. Bydelen har udviklet sig til en turistmagnet, men den har mistet sin originalitet. De fleste oprindelige beboere blev nødt til at flytte væk derfra, fordi lejlighederne blev for dyre efter murens fald.

Hvilken oplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?

Jeg vil aldrig glemme natten, da muren faldt, og hvor vi efterlod vores børn alene hjemme for at løbe med over og opleve det. Vi regnede jo med, at de ville lukke muren igen.

De næste uger og måneder gik med at udforske Vestberlin, selvom jeg stadig ikke kender den godt. Det første halve år måtte vi benytte de offentlige transportmidler gratis, og jeg satte mig i tilfældige busser for at køre rundt som i en helt fremmed by. En anden stærk oplevelse var at sidde i metroen og køre igennem spøgelsesbanegårdene, dvs. de metrostationer, som var blevet lukket i forbindelsen med murens oprettelse. Togene kørte gennem disse gamle, dårligt oplyste stationer med reklamer og plakater fra 1960’erne. Tiden havde stået stille der i 30 år!

I 1991 flyttede vores familie til København, og der gik ofte mange måneder mellem mine besøg i Berlin. Hver gang jeg kom, var der sket utrolig mange forandringer. De kendte butikker forsvandt og blev erstattet af andre butikker eller af restauranter og værtshuse, men også de skiftede hele tiden navn og ejer. Veje og stationer blev omdøbt, fordi man ikke længere ville have de socialistiske navne. Trafiksystemerne i Øst- og Vestberlin blev sammenlagt, og ruterne skiftede.

Jeg husker, at jeg spurgte efter S-togsstationen Leninallee, som jeg egentlig kendte godt. Folk kiggede underligt på mig. Den hed for længst Landsberger Allee, fandt jeg ud af, og jeg følte mig som en relikt fra en svunden tid. Muren var væk, der blev bygget nyt alle steder, og jeg havde problemer med at orientere mig. Tit var jeg ikke engang sikker på, om jeg befandt mig i det tidligere Øst- eller det tidligere Vestberlin.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?

Jeg har et ambivalent forhold til Berlin. Byen er overvældende, voldsom, spændende, rummelig, udfordrende. Jeg hører hjemme der – og så alligevel ikke. Jeg er berliner, og samtidig er jeg kun på besøg. Jeg spørger mig selv hele tiden, om jeg kunne leve der igen, og det kunne jeg sikkert.

Men byen stresser mig også. Jeg har hele tiden fornemmelsen af at gå glip af noget. Det tager lang tid at komme fra det ene sted til det andet, selvom den offentlige transport fungerer godt. Byen er bare meget stor. Jeg nyder det virkelig, når jeg er der. Men jeg er også glad for at være hjemme i København igen, hvor alting er mere overskuelig.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?

Tag til Wünsdorf syd for Berlin, hvor de gamle bunkeranlæg Maybach 1 og Zeppelin fra 2. verdenskrig og den kolde krig formodentlig vil slå benene væk under dig. Det er et enormt bunkeranlæg med metertykke betonmure, trapper, der fører langt ned under jorden, gammelt kommunikationsudstyr og meget andet. Bunkerne husede den øverste tyske militærkommando i 2. verdenskrig og nazisternes kommunikationscentral. Nogle af bunkerne blev destrueret, men Zeppelin-bunkeren blev frem til Murens fald brugt af den sovjetiske militærledelse i DDR. Man behøver ikke være militærinteresseret for at blive imponeret af denne imponerende tidslomme. Det er muligt at komme ned i bunkerne på guidede ture.

Ikke langt fra bunkerne findes også et militærhistorisk museum om Wünsdorfs 100-årige militærhistorie og om bunkernes historie. Derudover kan jeg absolut anbefale museet Roter Stern med en udstilling om de russiske tropper, om soldaternes hverdag og de usle vilkår, som de levede under, mens de aftjente deres værnepligt i DDR.

Sidst men ikke mindst ligger der nogle velbevarede og usædvanlige civilbunkere i byen. De er ikke underjordiske, men ligner høje hatte og bliver kaldt for ”Spitzbunker” eller ”Betoncigarer” på grund af deres specielle form. De er i flere etager, og man kan komme ind og gå rundt i hvert fald i den ene af dem.

Ellers har Wünsdorf skabt sig et ry som ”bøgernes by”, fordi der er masser af antikvariater, hvor man finder stort set alt. Det tager lidt over en time at komme dertil fra Berlin i regionaltog. Man finder praktiske oplysninger og billeder på hjemmesiden  og på Wikipedia.

En ven tog mig engang med til Classic Remise i Wiebestraße 36, en kæmpe udstilling af smukke, klassiske biler i et historisk sporvognsdepot fra ca. 1900. I modsætning til andre bilmuseer er det et levende sted med værksteder, bilbutikker og garager. Bilerne derinde er virkelig flotte, og arkitekturen i det store, smukt restaurerede sporvognsdepot gjorde indtryk på mig. Og så er det oven i købet gratis.

Ellers kan jeg anbefale den jødiske kirkegård i Berlin-Weißensee. Den er magisk. Den kæmpestore botaniske have med de mange glashuse er bestemt også et besøg værd.

Et lille, men udsøgt museum med ekspressionistiske malerier er Brücke-Museum.  Det kan kombineres med Kunsthaus Dahlem, som ligger direkte ved siden af.

Brücke Museum Dahlem Berlin

Brücke Museum i Dahlem. Læs mere om Brücke Museum og Kunsthaus Dahlem i indlægget “Gode oplevelser i udkanten af Berlin“.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?

For mig er det ”ægte Berlin” der, hvor jeg finder den brogede blanding af mennesker, som jeg kender fra Østberlin. Jeg tager til fx Pankow eller Weißensee for at opleve det. Før i tiden var det Prenzlauer Berg, men nu bor der tilflyttere fra Vesttyskland eller fra udlandet med en god økonomi.

De fleste af mine venner, som tidligere boede i Prenzlauer Berg, bor nu i Pankow. Pankow er en grøn bydel med flere store parker. Der er fx en hyggelig udendørs servering midt i Bürgerpark, hvor der også kan være gratis koncerter. Det er skønt at sidde der og se på de helt almindelige folk en sen eftermiddag eller tidlig aften. Det et godt eksempel på noget ”ægte” for mig.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?

Jeg kan godt lide de brede fortove, og at byen er så grøn med så mange træer. Man føler, at man har plads. Jeg elsker også diversiteten og tolerancen, de mange forskellige mennesker fra hele verden og de vildt forskellige bydele. Der er så meget at se og opleve!

Jeg holder også meget af de mange bagerier med gode, tyske kager. Og det store udbud af teatre og museer, mange i verdensklasse. Der er højt til loftet i Berlin, og når jeg fortæller om byen, savner jeg den!

Annette HerzogAnnette Herzog, født 1960, forfatter til børnebøger, radiohørespil og teatermanuskripter. Hun flyttede til København i 1991 for at genopfriske det danske sprog, som hun er uddannet i som tolk og oversætter på universitetet i Greifswald. Det endte med at familien bosatte sig permanent i Danmark, hvor hun i dag har 10 børnebørn i alderen fra et halvt til 12 år.

Erindringer om barndom i DDRSidste år udkom bogen “På vores side af Muren” på Dansklærerforeningens Forlag. Det er Annette Herzogs erindringer om barndommen i DDR skrevet for børn og unge – henvendt til 6.-9. klasse.

 

Annette Herzog Det der var”Det der var – Historier fra den anden side af muren”

udkom også i 2020 og er en erindringsbog om de første 30 år af hendes liv, hvor hun boede i DDR.

Læs her Vild med Berlins omtale af ”Det der var” .

 

Mit Berlin #40: Berlin er en mangfoldig by med en lyslevende historie

Journalist Torben Kitaj har et langvarigt og inderligt forhold til Berlin. Det har han fortalt om i bogen Berlinernes Berlin, der formidler stor glæde over mange og modsætningsfyldte sider af den skønne by. Her giver han tips og svarer på spørgsmål i serien ”Mit Berlin”.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?

I august 1961 var jeg et par dage på sommerferie i Berlin med mine forældre og mine to søstre. Vi var kørt derned i bil efter at være strandet i et sommerhus i øsende regn på Bornholm.
Vi boede i et pensionat på Fasanenstrasse i Vestberlin og så kun den vestlige del af byen.

Der var meget politi og mange soldater med våben og hunde. Det viste sig, at østtyskerne var i gang med at forberede opførelsen af muren, og der var pigtråd og kontroller flere steder i byen. Vi kørte hjem og blev kontrolleret af politi et utal af gange. Det var lidt mere spændende, end jeg i mit 11-årige hoved havde forestillet mig.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?

Jeg var så heldig at være udsendt af TV-Avisen til Berlin i dagene op til murens fald og kunne så rapportere om den historiske åbning af muren til de danske seere. Både før og efter 1989 var jeg i Berlin som reporter, og jeg har fulgt byen tæt i alle årene. Berlin er blevet en del af min identitet, og de seneste 12 år har jeg sammen med min kone haft en lejlighed i byen, så vi er der en del.

Berlin er for mig blevet et sindbillede både på det splittede Europa og det nye Europa og samtidig også et vindue ud til både Tyskland og det øvrige Europa. Berlin er for mig en by med plads til mange forskellige eksistenser og tilgange til livet. En mangfoldig by fyldt af modsætninger mellem nyt og gammelt og med en historie, som er lyslevende overalt i sin voldsomhed. Jeg stopper altid op ved et af de mange monumenter og tøver og tænker lidt over, hvad der er sket.

Mit favoritsted er bronzeskulpturen ved Friedrichstraße Station, hvor to grupper af jødiske børn står på en lille opsats. Den ene gruppe på to børn er på vej med Kindertransport til England reddet fra døden, den anden på fem børn er på vej til udryddelseslejrene i øst under anden verdenskrig. “Tog til livet- tog til døden”, står der på monumentet, som er et mindesmærke for de op mod to millioner børn, som blev dræbt af nazisterne.

Trains to Life - Trains to Death

Bronzeskulpturen ”Trains to Life – Trains to Death” blev i 2008 rejst ved Friedrichstraße Station. Den er skabt af arkitekten og billedhuggeren Frank Meisler, der som 14-årig i august 1939 selv blev transporteret fra Polen via Berlin og Holland til London. Frank Meisler døde i Israel i 2018 i en alder af 92 år. Foto: Lars Friis ©

 

Hvilket kvarter er dit foretrukne?

Vores lejlighed ligger i Prenzlauer Berg i det nordøstlige Berlin. Her kom jeg før muren faldt og mødte østtyskere, som var kritiske over for DDR-regimet. Siden 1989 er kvarterets gamle huse blevet sat pænt i stand, og de gamle beboere er blevet erstattet af især mange unge børnefamilier. Det har ændret hele kvarteret radikalt, men det er stadig et meget hyggeligt og autentisk kvarter, omend lidt atypisk for Berlin.

Hvilken kulturoplevelse har gjort størst indtryk på dig?

Jeg vender altid tilbage til cabaretstedet Bar Jeder Vernunft. Det er her, man kan opleve den gale og sjove berlinerstemning med en blanding af satire, visesang, cabaret og musik. Stedet ligger i et telt oven på en parkeringskælder, men det emmer af atmosfære, fra det øjeblik man træder ind. Scenen vender ud mod en sal med borde og stole, og de velklædte tjenere serverer mad og drikke for et altid meget medlevende publikum. Lyset er dunkelt, men publikum og de optrædende er så tæt på hinanden, at man nærmest føler, at man selv er med i showet.

Har du en yndlingscafé eller bar?

Det er ikke nemt, for jeg har mange. Det kunne være den legendariske intellektuelle vest-restaurant Paris Bar i Kantstraße, som var mødestedet for de intellektuelle i Vestberlin, før muren faldt, og stadig er det. Det kunne også være SophienEck, en gammel blanding af knejpe og spisested på hjørnet af Grosse Hamburgerstraße og Sophienstraße i Mitte. Det er her, et stort krus fadøl, gerne den mørke Märkischer Landmann sammen med en tallerken med Berliner Bouletten med Bratkartoffeln og Sauerkraut kan få en til at glemme tid og sted.

Men jeg vælger alligevel Prater Biergarten længere oppe i Prenzlauer Berg, fordi de tyske ølhaver er noget helt særligt med deres langborde, fadøl og pølser og den meget ligetil og folkelige stemning. Her kan alle komme uanset pengepung, og her er der plads til hunde, børn, højrøstede typer og høj og lav.

Et godt tip til en Berlin oplevelse?

Jeg hører til dem, der godt kan lide at bevæge mig rundt i Vestberlin. Der er en atmosfære af det borgerlige og højkulturelle Berlin iblandet en stemning af gamle dage. I øst går det så stærkt, i vest er der mere ro.

En cykeltur fra centrum ned mod Potsdam bringer en igennem det grønne og blå Berlin med skove og søer. Der er mange gode muligheder for at gøre holdt. Vi standsede for et par år siden på den lille kirkegård Friedhof Stubenrauchstraße, hvor sangerinden og filmskuespilleren Marlene Dietrich ligger ved siden af sin mor i en undselig lille grav. Marlene ville hjem til Berlin efter sine mange år i udlændighed. Hun var en ægte berliner dybt ind i sjælen.

Berlinernes BerlinTorben Kitaj, født i 1950, journalist, tidligere TV-Avisen som reporter og redaktør. Nu freelance og forfatter til bl.a. ”Berlinernes Berlin”. På sine 260 sider formidler den stemningsfulde beskrivelser af byens mangfoldighed, fortalt med Kitajs egne ord og gennem mennesker, der færdes i byen til hverdag.

Se bogen her: Berlinernes Berlin, forlaget Turbine, 2019.

Stammtisch 15. marts 2020 kl. 13 på Berlin Bar, Frederiksberg. Gratis , men kræver tilmelding via NemTilmeld.

Mit Berlin #39: Det bedste er byens diversitet

Lola Gazan har boet i Berlin siden 2005, da hun var tre år. Lige nu er hun på højskole i Danmark, og hun har ikke savnet byen én eneste gang! Hun har bidraget med mange tip til den nye udgave af Sissel-Jo Gazans Berlin-guidebog. Her svarer hun på spørgsmål i Vild med Berlins serie.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?

Det bedste ved Berlin for mig kommer altid til at være byens diversitet. Jeg siger tit, når jeg er i andre byer eller omgivelser, at der er ingenting, der kan chokere mig længere efter at have boet i Berlin i 15 år. Fra at tage u-bahnen hjem klokken fire om natten, fra Kottbusser Tor over Alexanderplatz til Bernauer Straße, til at falde i snak med nogle af de mest absurde og spændende mennesker – Berlin har alle folk fra alle verdenshjørner og alle baggrunde at byde på.

Hånd i hånd med det elsker jeg, hvor lidt der så bliver dømt af byen kollektivt (for det meste). Ingen kigger to gange på et homoseksuelt par i latex eller folk med flere piercings, end man kan tælle, og det synes jeg er skønt.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?

Berlin har virkelig meget at byde på, og det er jeg taknemmelig for. Man keder sig aldrig, hvilket selvfølgelig også har sine skyggesider. Jeg må sige, at Berlin lige nu ikke er min yndlingsby. Det er måske ikke det, I gerne vil høre – men efter at have rejst rundt, siden jeg blev student i juni, har jeg ikke savnet byen en eneste gang.

Især efter jeg er kommet på højskole i Danmark, sjovt nok, er det gået op for mig, hvor kold og sur og gnaven Berlin faktisk godt kan være. Men jeg tror nu, at det har mere noget med min personlige situation at gøre og mindre med byen selv. Det har altid været sådan med mig og Berlin – det mest op-og-ned-kærlighedsforhold nogensinde.

Det gode ved ikke at være Berlins største fan lige nu er, at når jeg kommer tilbage til den til januar, kan jeg sætte som mål at ændre på det – tage ud og nyde alt det gode, Berlin har at byde på og måske lære nogle nye folk at kende. Måske vil det ændre på min indstilling.

Spätikultur er også super “Berlin” – at sidde foran kiosker og drikke“. (Foto: Martijn van Exel , CC BY-SA 2.0)

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?

Jeg synes, at det ægte Berlin kommer ud om natten. Især Mitte, som om dagen kan virke meget homogen, meget rig og meget hvid, bliver til en skøn kulturoplevelse om natten. Jeg kender ikke noget mere “Berlin” end at drikke en øl i en Biergarten eller tage ud og danse til tekno eller små, independent bands, man aldrig har hørt om før. Det gode ved berliner nightlife er, at man aldrig ved, hvor man ender.

Spätikultur er også super “Berlin” – at sidde foran kiosker og drikke. Det lyder ikke så hyggeligt, det ved jeg godt, men hvis man er sammen med nogle mennesker, man elsker, kan jeg love jer for, at I får en god aften. Næsten alle mine aftener starter foran en kiosk. Det er lidt federe om sommeren, det indrømmer jeg, men man vænner sig til kulden om vinteren. Så, hvis man gerne vil opleve det rigtige Berlin – så skal man ud om aftenen. Plus: Alle de introverte, lidt kolde folk bliver overraskende dejlige at være sammen med, når de lige har fået nogle øller.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indryk på dig?

For tre år siden, da jeg havde en udvekslingsstudent fra Argentina, fandt hun et event i et besat hus i Köpenicker Straße. Det hedder “Køpi”, og det viser i hvert fald også det rigtige Berlin, hvis I leder efter et sted. Eventet bestod af, at squattere fra Athen var kommet for at tale med os og snakke om deres situation, og bagefter var der musik og billige bajer. Vi tog hjem tidligt den aften, men det var alligevel en aften, der altid kommer til at sidde i min hukommelse som en ægte berliner-kulturoplevelse.

Ellers er den årlige filmfestival Berlinale også noget af det skønneste, jeg ved. At komme ind i en biograf for at se en eller anden film fra Korea aller Skotland eller Sydafrika uden nogen forventninger om noget og komme ud bagefter, nogle gange fuldstændig paf over hvad man lige har set og andre gange rørt til tårer. Der bliver filmnørden inde i mig glad. Jeg kan kun anbefale at komme til Berlin i den tid, hvor der er Berlinale.

House of Small Wonder, Johannisstraße 20, 10117 Berlin

Har du en yndlingscafé/restaurant?

Jeg er her ikke så tit, som jeg godt gad, men House of Small Wonder er nok min yndlingscafé/restaurant. Den er så smukt indrettet, og menuen er interessant og anderledes. Så ligger den også lidt gemt, som jeg sætter pris på. Selvom den på en mærkelig måde er meget berliner-hipsteragtig, som jeg egentlig ikke så godt kan lide, så har den en helt anden charme. Den første House of Small Wonder ligger i Brooklyn, New York og det kan man godt mærke, når man går derind – den får én til at føle sig, som om man er et helt andet sted, hvilket kan være ret skønt engang imellem.

Uh, og The Tree på Brunnestraße! Super lære japanske nudelsupper og lækker te og mega fint indrettet!

Hvad rykker i Berlin lige nu?

Det er ikke nyt for Berlin, men for mig rykker ravekulturen meget lige nu. Jeg har mange venner, der er begyndt at gå op i teknomusik, som jo altid har haft stor indflydelse på Berlins undergrund, og det er noget af det fedeste af danse til, synes jeg selv.

Lola Gazan, født 2001, p.t. højskoleelev. Hun præsenteres med bl.a. disse ord i Sissel-Jo Gazans ”Vi elsker stadig Berlin: ”… kom til Berlin i 2005, da hun var tre år gammel, i selskab med sin eventyrlystne mor, en kuffert og en barnevogn. Nu lakker barndommen mod enden, og Arbitureksamen – studentereksamen – fra John Lennon Gymnasiet kom i hus sommeren 2019, og så begyndte en ny æra.”

Bogen udkom 7. november 2019 og rummer 65 ekstra sider i forhold til første udgave fra 2015. bl.a. i kraft af mange tips fra Lola. De er fremhævet med blå skrift og ”gør bogen ekstra velegnet til familier, der rejser sammen med deres store børn og teenagere”, som vi skrev i vores omtale.

vi_elsker_stadig_berlinLæs mere om bogen “Vi elsker stadig Berlin” og lodtrækningen om tre eksemplarer (senest tirsdag 3. december 2019).

Mit Berlin #38: Stasi førte protokol over min første overnatning

Tove Fleischer flyttede til DDR i 1981 for at blive forenet med faderen til sit barn. Der levede hun og den familie, der snart blev til fem, frem til 1989, hvilket hun beretter medrivende om i sin bog ”Kærlighed i socialismens tid”. Her svarer hun på Vild med Berlins spørgsmål.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?

Mine første berlinoplevelser bestod af banegårde! Som alle rigtige storbyer har byen altid haft mange banegårde, benævnt efter de byer eller de områder, de servicerede: Stettiner Bahnhof, Frankfurter Bahnhof, Anhalter Bahnhof, Görlitzer Bahnhof, Dresdner Bahnhof og mange flere, som ikke overlevede krigen og Berlins deling.

Da jeg kom til Berlin for første gang i juli 1969, var det med nattoget fra København, Østersøekspressen, der først kørte til Ostbahnhof, hvor alle DDR-borgere skulle forlade toget, så til Bahnhof Friedrichstraße, hvor toget blev grundigt gennemsøgt, og så fortsatte det til Bahnhof Zoo i Vestberlin. Jeg var på vej til Tjekkoslovakiet, så jeg skulle kun til Ostbahnhof, der var knudepunkt for togtrafikken til alle de østeuropæiske hovedstæder.

Ostbahnhof var virkelig en knytnæve i synet på en 18-årig dansker, grim, beskidt, fyldt med uvenlige mennesker og hyldet ind i den særlige luft, som var overalt i Østeuropa – dårligt forbrændt benzin, kulos, desinfektionsmidler, sure toiletter og den særlige duft af østeuropæiske cigaretter. Perroner og ventesale var overfyldt, fordi de fleste internationale tog var forsinkede, ofte med flere timer.

Folk sad med deres pakkenelliker og papkasser og gamle kufferter omviklet med snor, og det var som at være landet i en flygtningestrøm lige efter krigen. Når et af de forsinkede tog så endelig kørte ind på en perron, blev det bestormet med en vildskab, jeg slet ikke havde tiltroet de lidt sølle udseende passagerer, bagage blev rakt ind gennem vinduerne, og der blev råbt og skreget på sprog, jeg ikke kunne identificere. Jeg var dybt fascineret!

Men mest imponerende var Bahnhof Friedrichstraße, hvor der var to afdelinger: En hvor alle de normale østberlinske S-tog havde endestation, og hvor almindelige DDR-borgere kunne færdes frit, og så en afspærret afdeling, hvor de internationale tog kørte, og hvorfra S-toget til Vestberlin udgik.

Der var sat skillevægge op mellem sporene, så når man stod i ”østafdelingen”, kunne man sagtens høre togene i ”vestafdelingen”, men man kunne ikke se dem. Hvis man skulle rejse fra øst mod vest, skulle man først forlade ”østafdelingen” og så gå ind ad en anden indgang (gennem ”Tränenpalast”), hvor der var udrejsekontrol, hvorefter man ad meget labyrintiske gange blev ledt op på ”vestperronen”.

Første gang jeg overnattede i Berlin var den 23.-25. juni 1978. Jeg havde forelsket mig i en østtysker fra Leipzig, og jeg var blevet gravid. For at vi kunne mødes, havde jeg købt en tredages rejse til Østberlin, hvor vi overnattede på det nybyggede hotel Metropol, som lå lige over for Bahnhof Friedrichstraße. Vi boede i værelse 922. Det ved jeg, fordi Stasi omhyggeligt førte protokol! Hotellet findes stadig under navnet Maritim pro Arte.

Vi brugte også senere Østberlin som mødested, inden jeg fik lov til at bosætte mig i DDR. Så boede jeg på Hotel Stadt Berlin på Alexanderplatz. Det hedder i dag Park Inn.

Tove Fleischer og Klara Fleischer

Tove og Klara foran Hotel Stadt Berlin i foråret 1979

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?

Det er en by, jeg aldrig bliver færdig med. Den rummer alt det fantastiske ved Tyskland – og alt det hæslige.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?

Som besøgende nyder jeg de rigtig gode offentlige infrastrukturer, som gør det nemt at komme rundt, selv om man ikke er stedkendt. Det gastronomiske niveau er højt, og man kan få meget god mad til relativt beskedne penge.

Og så er der altid et eller andet sted, hvor man ikke har været endnu. Men det bedste ved Berlin er, at byens popularitet har fået danskerne – og folk fra mange andre lande – til at interessere sig for Tyskland og det tyske sprog på en positiv måde.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?

Kvarteret omkring teatret Berliner Ensemble (Brechts teater) og Bahnhof Friedrichstraße. Det var her, det østberlinske kulturliv foldede sig ud med Deutsches Theater og Friedrichstadtpalast kun få hundrede meter fra Berlinmuren. Friedrichstadtpalast blev indviet i sin nuværende skikkelse i 1984 og var DDR’s største revyteater. Ingen anede, at staten kun havde få år tilbage af sin eksistens.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?

At besøge Berlinerfilharmonien. Det er ikke specielt originalt, men når man som jeg næsten udelukkende hører klassisk musik, er det en absolut totaloplevelse.

Det var også tankevækkende at se udstillingen om Emil Nolde, som var på Hamburger Bahnhof i sommeren 2019. Her blev fremlagt dokumentation for, at Nolde – som for øvrigt var dansk statsborger – lige til sin død i 1956 var overbevist nazist. En dokumentation, som må have været kendt i adskillige kredse, men som man åbenbart ikke ønskede frem. Nolde iscenesatte sig selv som nazi-offer og fik hele verden til at hoppe med på det. Gør det nu hans billeder dårligere?

Tove og Holm Fleischer

Tove og Holm Fleischer har boet i Århus siden 1989. Her er en selfie foran Brandenburger Tor i 2019.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?

Die StäV am Schiffbauerdamm. StäV står for Ständige Vertretung, hvilket var navnet på den vesttyske repræsentation i Østberlin, som blev åbnet i maj 1974. Vesttyskland anerkendte aldrig Østtyskland diplomatisk, så derfor hed det ikke en ambassade. Efter genforeningen lukkede Ständige Vertretung. I 1997, da regeringen blev flyttet fra Bonn til Berlin, åbnede to gastronomer fra Bonn restauranten ”Ständige Vertretung des Rheinlandes”, således at de mange embedsmænd, der måtte flytte med, ikke kom til at savne den lokale rhinske gastronomi.

Beliggenheden på Schiffbauerdamm er ikke specielt idyllisk, der er udsigt til bagsiden af Bahnhof Friedrichstraße og den jernbanebro, hvor S-togene mod vest kører, og som tidligere var afblændet, så man ikke kunne se dem. Det er et stort og støjende lokale, fyldt med politisk historie og masser af humor. Om sommeren kan man sidde udenfor på ”Rheinterrassen” og kigge på Spree.

Lige ved siden af ligger Berliner Republik, som også er stort, støjende og underholdende. Ligesom Berlin selv.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det ægte Berlin?

Til Berlin!

Tove FleischerTove Fleischer, født 1951. Studerede slaviske sprog og dansk ved universiteterne i Aarhus og Prag. Hun flyttede i 1981 til Leipzig i DDR for at leve sammen med Holm Fleischer, far til hendes datter og de to øvrige børn, de fik sammen i DDR.

1981-89 boede hun i Leipzig, hvor hun arbejdede som oversætter og lærer. I 1989 flyttede familien til Aarhus, og Tove Fleischer arbejdede indtil sin pensionering som underviser i dansk for udlændinge. I bogen “Kærlighed i socialismens tid” beretter hun om sine oplevelser og refleksioner fra tiden i DDR. 

Læs Vild med Berlins omtale af “Kærlighed i socialismens tid”.

Læs mere om Vild med Berlins Stammtisch-arrangementer med Tove Fleischer i Århus og København i begyndelsen af 2020.

Mit Berlin #37: Berlin kryber ind under huden

Da først Berlin havde fået status som deres favoritby, var Chris Alban Hansen og hans hustru hurtige til at rykke permanent til byen med deres to små børn. I dag er han guide hos Berliner Unterwelten. Her deler han sin fascination og inspirerer til oplevelser.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg kom første gang til Berlin forholdsvis sent i livet – og sent i forhold til de mange historiske begivenheder, der kom helt ind i dagligstuen, da jeg var barn i 1980’erne. Først i 2014 mærkede jeg Berlin på egen krop og sind, og min mangeårige ulykkelige forelskelse i New York blev endelig brudt.

Berlin er på samme måde som New York en smeltedigel af håbefulde drømmere, der kommer hertil for at prøve lykken, og da min kone og jeg var på ferie i Berlin igen allerede året efter, satte vi os for at flytte hertil. Berlin er trods alt tættere på end New York, som jeg havde brugt ti år på at fantasere om. To år senere gjorde vores livsomstændigheder det muligt for os at rykke familien op og udleve vores drøm.

Berlin er en smeltedigel

Berlin er en smeltedigel. Foto: Chris Alban Hansen

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Berlin er en by fuld af muligheder. Man får en smagsprøve på det, når man er turist i byen, men det er kun toppen af isbjerget. Os, som bor her, får de sidste 90 procent med. Her sker altid et eller andet for små, store eller hele familien.

For eksempel har vi spontant været ude og høre avantgarde electronica i en lille sortmalet klub under jernbanen ved Jannovitzbrücke. Har vi lyst til højtlæsning for børn med en farvestrålende dragqueen, så er det en mulighed, og der er altid en workshop eller udflugt, der passer til hver vores interesser.

Indbyggerne skaber byen, og sammen viderefører vi ubevidst den unikke atmosfære. Berlin kryber ind under huden på én, og det er det skønne ved at bo her.

Dragqueen i Berlin

I Berlin kan man tage sine børn med til en dragqueens højtoplæsning. Foto: Chris Alban Hansen

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Da vi lige var kommet hertil, var jeg frygtelig irriteret over, at jeg mange steder ikke kunne betale med kort, og at butikkerne var lukket om søndagen. I virkeligheden er det en vanesag at få handlet om lørdagen. Så længe siden er det heller ikke, at der var søndagslukket i Danmark. Og så har jeg lært det vigtige i at have kontanter i lommen.

De fleste, der arbejder i et serviceerhverv i Berlin, får en løn, som de færreste danskere ville arbejde for. Drikkepenge er nødvendige for at kunne bo og leve i Berlin. Det opdagede jeg, da jeg fandt mig selv i et servicejob, og jeg stikker glædeligt hånden i lommen og giver drikkepenge, når jeg selv er blevet serviceret. Økonomien med drikkepenge er sværere i et kontantløst samfund.

Trinkgeld in Berlin

“Trinkgeld, danke!” Foto: Chris Alban Hansen

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke finder på de første 10 sider i turistguiden?
Jeg møder jævnligt danskere, der har været i Berlin mange gange, og som ikke kender Berliner Unterwelten, eller som aldrig har besøgt museet. Måske fordi det ligger i Gesundbrunnen væk fra den store koncentration af attraktioner. Gør dig selv den tjeneste at tage på én af vores ture. Det er et utraditionelt museum med en levende fortælling om de civile berlinere under Anden Verdenskrig, og det ligger kun 10 minutter væk fra Alexanderplatz med U8-toget.

En anden oplevelse, man sjældent finder i turistbrochuren, er Pankeweg. Panke er en mindre flod (danskere vil nok kalde den for en å), og går man fra dens udløb i Spree ved Nordhafen langs åen op til Bürgerpark Pankow, kan man både opleve den vildtvoksende natur, udstillinger med lokale kunstnere ved Panke Culture og Wiesenburg.

Wiesenburg var et spektakulært byggeri, som den legendariske filminstruktør Fritz Lang brugte som kulisse i sin film M fra 1931. Under Anden Verdenskrig producerede tvangsarbejdere våben til nazisterne på Wiesenburg, og i slutningen af krigen blev bygningen bombet. Ruinen efter bombardementet står endnu langs Panke. Turen slutter i Bürgerpark Pankow, hvor det tidligere styre i Østberlin opstillede flere kommunistiske mindesmærker, der stadig pryder parken.

Pankeweg Berlin

Langs Panke kan man opleve den vilde natur, udstillinger og de kulisser, som Fritz Lang brugte i 1931. Foto: Chris Alban Hansen

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Sporene efter de historiske begivenheder er helt klart dét, der har gjort størst indtryk på mig – helt fra første gang, jeg bevægede mig rundt i Berlin. Mange rædselsfulde ting har fundet sted her, og byen prøver ikke at skjule det.

De mange snublesten vidner om noget af det mest uhyggelige, der er sket. Hele jødiske familier, der er deporteret til Auschwitz, har fået en snublesten, og også små børn der er ombragt i Görden under Aktion T4, fordi de var handicappede.

Og så er der selvfølgelig Berlinmuren, der stadig står helt åbent rundt omkring, men også dukker op i bidder på en kirkegård, i skjul på en overbevokset grund eller på en byggeplads.
Jeg føler mig også heldig, fordi jeg får lov til at holde historien i live om de civile berlinere, der søgte tilflugt i bunkeren under Gesundbrunnen, når jeg er på arbejde i Berliner Unterwelten. Det er en vigtig del af tysk og europæisk historie, som vi skal huske, så det ikke gentager sig.

Berlinmuren

Berlinmuren møder man i store stykker og mindre bidder rundt omkring. Foto: Chris Alban Hansen

Chris Alban Hansen, født 1974, guide, journalist og medejer af kunstbutik. Har boet i Berlin i to år med hustru og to børn.

Arbejder til dagligt i Berliner Unterwelten som guide på dansk- og engelsksprogede ture. Bruger desuden tiden på at markedsføre og sælge billedkunst, som hustruen Anna Freya har skabt.

Her på Vild med Berlins blog har han tidligere bidraget med indlægget “Sådan kan du bruge en solrig dag i Volkspark Humboldthain“.

 

Mit Berlin #36: Berlin er en sand gave for en historiker

Andreas Monrad Pedersen udgav for nylig en spændingsroman, der vidner om en stor indsigt i Berlins historie, kultur og geografi. Vild med Berlin har her fået ham til at dele ud af mere af sin viden og give nogle gode tips til byens gæster.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg var i Berlin første gang i 1982 med min folkeskole i 9. klasse. Vi boede i Østberlin i en uge, og selvom vi i bakspejlet oplevede ret fantastiske ting, så havde vi intet til overs for byens østeuropæiske charme dengang. Alt så slidt og gammelt ud, folk forekom triste, og der var ikke noget, vi danske middelklassebørn kunne shoppe.

Jeg har stadig den stil, vi skulle skrive efterfølgende i dansk, og det er morsom læsning i dag. Vi følte os befriede, da vi ankom til Vestberlin og blev sluppet løs i Europacenter. Vanduret var åbenbart højdepunktet!

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Helt ærligt, så var det først, da jeg besøgte Berlin for fjerde gang i 2005, at jeg blev vild med byen, og min indgang var, at jeg selv skulle forberede en studietur for en gymnasieklasse og derfor researchede løs og blev grebet af min egen nye viden. At lære byens geografi, kulturliv og historie og formidle det til mine elever var trylleformularen for mig. Typisk læreragtigt tænker jeg.

I dag er Berlin med et fortærsket udtryk blevet mit andet hjem. Jeg har gennem 10 år haft en lejlighed i Friedrichshain og er kommet der 6-7 gange årligt, så jeg kender på mange måder Berlin bedre end Århus og København. Jeg cykler hjemmevant rundt og ved, hvor det meste ligger uden at bruge kort. Og pludselig er man alligevel et nyt sted, hvor nogen har skabt et hyggeligt frirum på et gadehjørne under træerne.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Som dansker føler man sig umiddelbart hjemme i Berlin. Det må være noget med blandingen af det lidt fremmede og det ret genkendelige på mange niveauer. Berlinerne opfører sig som en slags danskere.

Det spændende for mig er den underliggende voldsomme historie, som gemmer sig under den ubekymrede, moderne metropol. Berlin indeholder verdenshistoriens store konflikter, verdenskrigene og den kolde krig, og sporene gemmer sig lige under overfladen. Berlinmuren dukker op her og der med graffiti eller som glemte overgroede klodser. Pludselig træder man på en snublesten og kan læse om en jødisk familie, der for 75 år siden blev deporteret fra lejligheden ved siden af. Hitlerregimets og DDR-tidens arkitektur ses punktvist, dels som anvendte boliger og dels som museumsbygninger.

Har man øjnene med sig, ser man mange steder en lille mindeplade eller en inskription, og så får en travl, trafikeret rundkørsel (som eksempelvis Besarinplatz eller Strausberger Platz) eller en park (som eksempelvis Volkspark Friedrichshain) pludselig en anden mening end den åbenlyse. At bevæge sig med den bevidsthed rundt i byen er for en historiker og forfatter naturligvis en sand gave.

Andreas Monrad Pedersen foran det stykke af Muren ved af East Side Gallery, som også illustrerer forsiden af hans roman “Åbne hænder”.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Hver bydel i Berlin har sin egen charme. Jeg holder af Kreuzberg og Prenzlauer Berg, men jeg har hjemme i Friedrichshain og betragter det som min trygge base. Der er noget Vesterbro-agtigt over bydelen, og der er mange dejlige, små lommer med parker, pladser og altid mange mennesker, der hygger sig udenfor.

Så snart solen titter frem, samles børnefamilierne i parkerne, og stuelejlighederne bliver pludselig ekstra attraktive. Man tager sin lænestol under armen og hopper ud ad vinduet og gør fortovene til sit hjem. Det skal ikke nødvendigvis være pænt, bare det er rart.
Det er dejligt at opleve de velkendte steder i Friedrichshain og se dem ændre sig. Huse, der bliver renoveret, små butikker, der dukker op, beboere, hvis børn bliver større. Side om side ligger BZ-huse og specialbutikker, legepladser og lejligheder med hyggelige altaner. Det er en meget broget bydel.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Åhh, den er svær. I Deutsche Oper så jeg en hypermoderne opsætning af Mozarts “Die entführung aus dem Serail”, og den genkalder jeg mig stadig år efter. Måske også fordi jeg lige inden var gået ned om hjørnet ved Krummestrasse og set den parkeringsplads, hvor den unge Benno Ohnesorg blev slået ihjel med forsæt af en vestberlinsk politimand under de voldsomme demonstrationer i 1967.

Mere direkte knyttet til Berlin og noget af det, der interesserer mig mest, står en omvisning i Stasi-fængslet i Hohenschönhausen som et klart højdepunkt for mig. En tidligere indsat, som havde lært sig dansk pga. Olsenbanden-filmene, der blev sendt i DDR-fjernsyn, viste rundt. Meget vedkommende og rørende. Men jeg kunne nævne rigtig mange andre oplevelser.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Når det kommer til rigtig god mad, er det svært at komme udenom den vestlige bydel. Min far insisterer, når han kommer til Berlin, på at besøge Cassambalis i Grollmannstrasse – en græsk-italiensk restaurant med suveræn atmosfære og kvalitet. Og jeg indvilger som regel, fordi han har ret i stedets kvalitet, selvom jeg ligeså gerne besøger de lidt mere rustikke og særprægede spisesteder. Et af disse er uden tvivl Englers Unikat i Samariterstrasse i Friedrichshain. Man spiser i sofagrupper, blandt talrige udstoppede havdyr, og serveringen er ægte berlinsk, tilbagelænet og alle G’er udtales som J akkurat som i gamle dage.

English Bookstore på Warschauerstrasse må være min favoritcafé. De laver ordentlig, det vil sige varm og stærk, kaffe og serverer friskbagte, hjemmelavede bagels med lækkert tilbehør. Samtidig kan man sidde og bladre i bøger og hæfter – jeg holder især af fotobøgerne om Berlin både før og nu – og ellers bare sidde og se på alle de forskellige besøgende gæster, der som regel er udlændinge, måske studerende eller turister, som på alle tider af dagen dropper ind i denne internationale oase.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
For mig er det ægte Berlin det rum, der skabes af menneskers kreativitet i de rum, som er blevet til overs i byen, og hvor ånden er at skabe noget værdifuldt for sit nærmiljø. Landingsbanerne ved den gamle Tempelhof-lufthavn er et godt eksempel. Spisesteder, idrætspladser og kolonihavehuse ligger side om side og tiltrækker byens mennesker, der altid er på udkig efter adspredelse i det fri.

Langs floden Spree er der dukket små strandbarer op, hvor man kan købe en billig øl og nyde stilheden ved vandet i den ellers hektiske by og se initiativrige nye berlinere være i gang med at bygge barer og små butikker. Efter en kort pause kan man så gå videre og lede efter Check Point Charlie, Fjernsynstårnet og Rigsdagen, som jo også er det “ægte” Berlin.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Savner man et lille afbræk i den travle og larmende bymidte, kan man på Chausseestrasse 126 træde ind i et lille frirum, nemlig kirkegården med navnet efter bydelen, Dorotheenstädtischer Friedhof. Det er lige ved siden af Berthold Brecht Haus, der også er besøgsværdigt.

På denne oprindeligt tænkte fattigkirkegård ligger mange prominente akademikere begravet, såsom forfatteren Grass, filosofferne Hegel og Marcuse, og der er et fint mindesmærke for de modstandsfolk, der blev skudt tæt på dette sted efter attentatforsøget mod Hitler i juli 1944. Man kan også se skudhuller fra ødelæggelserne i 2. verdenskrig. Men det mest fantastiske er det lille kapel, som lysarkitekten James Turrell har skabt for et par år siden, og som absolut er et besøg værd. Man skal lige tjekke åbningstiderne og så ellers sætte sig ind i det smukke rum og lade sig føre væk af lyskunsten.

Et andet spændende sted, hvor historien blander sig med nutiden, er bygningskomplekset Am Flutgraben, der ligger på grænsen mellem Kreuzberg og Treptow. Det fungerer i dag som et kunstnerværksted med uden- og indendørs udstillinger af de sjoveste ting, og der er et dejligt miljø omkring kanalens bredder. Men oprindeligt var det et sporvognsværksted, og i DDR-tiden var det pga. by-opdelingen en del af murkomplekset. Derfor kan man komme ind og se, hvordan grænsevagter bevogtede stedet og de sindrige afspærringsindretninger, Stasi havde lavet for at undgå flugt, efter at det rent faktisk var lykkedes østberlinere at kaste sig ud i desperate flugtaktioner.

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Der er faktisk et par stykker, og de har samme tema, nemlig den kolde krig. Et nyåbnet museum i Zimmerstrasse kaldet TimeRide har skabt en virtual reality-version af en køretur gennem den delte by i 80’erne. Det lyder som en sjov og original opfindelse. Det andet besøg ligger noget uden for byen i sydøstlig retning. I byen Gosen har man åbnet en Stasi-bunker og lavet en udstilling om temaet. Det er den velkendte genre, men det er jo den slags ting, jeg aldrig bliver træt af.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Jeg vil ikke være bekendt at sige, at der er noget, der irriterer mig ved Berlin, for jeg er trods alt en gæst. Men der er ting, som bekymrer mig i byen. Jeg har over årene registreret en stigende grad af skepsis over for udlændinge, hvad enten det drejer sig om turister eller indvandrere. Det ligger nok i tiden og er en konsekvens af en global trend. Og det er svært at bebrejde berlinerne denne holdning, for det kan være svært at bevare det velkendte Berlin for de mennesker, der måske har boet der i 30 år.

Byfornyelsen og turismen presser de berlinere, der ikke har råd til at købe de nyistandsatte lejligheder, og de mange shoppingcentre i alle de forskellige bydele truer de små butikker med lukning. Konsekvensen er, at de mennesker, der skal servicere alle os andre, må bo i triste forstæder og hver dag rejse langt for at komme ind i byen og arbejde i de kapitalstærke virksomhedskæder. På den måde bliver byen tømt for almindelige mennesker og deres kolorit og livsstil og erstattet med kolde bolig, hotel- og kontorkomplekser, hvor der ikke er noget liv efter lukketid og i lavsæsonen.

Det er en trist udvikling, som naturligvis truer med at fjerne alt det spændende og anderledes, vi fremmede kommer for. Det kræver nok politisk handling at bremse denne udvikling, men om viljen er til stede, kan jeg godt tvivle på. I mellemtiden sørger jeg for ikke at opføre mig alt for meget som en turist, så jeg tager ikke min rullekuffert med til Berlin, og jeg går i en bue uden om de store butikker og ind til de små lokale handlende i stedet.

Andreas Monrad Pedersen, født 1967, er historiker og  gymnasielektor i Horsens. Han var i Berlin første gang i 1982, men blev for alvor vild med byen i 2005 og rejser nu dertil 6-7 gange om året.

Han er forfatter til flere bøger, bl.a. ” ”Schalburgkorpset: Historien om korpset og dets medlemmer 1943-45”.

I 2019 udkom ”Åbne Hænder”, en historisk roman på 650 sider med et krimielement om forbrydelser i tiden med Berlinmuren.

Vind bogen

I samarbejde med Forlaget Mellemgaard udlodder Vild med Berlin tre eksemplarer af “Åbne hænder”. Der trækkes lod blandt alle, der er tilmeldt Vild med Berlins gratis nyhedsbrev senest torsdag 10. oktober 2019. Er du allerede tilmeldt, behøver du altså ikke at gøre det igen, men ellers kan du gøre det her.

Mit Berlin #35: Jeg elsker, at Berlin altid overrasker

Efter flere år som rejseblogger og freelance rejsejournalist slog Regitse Cecilie Rosenvinge sig ned i Berlin i 2016. Hun blev hurtigt fascineret af byens iværksætterscene og mange tilbud, og i dag elsker hun byen på grund af dens størrelse, råhed og ægthed. Læs mere om Regitses forhold til Berlin og få nogle af hendes tips til gode oplevelser inden for bl.a. kultur og mad.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Tro det eller ej – jeg var faktisk ikke fan af Berlin, før jeg flyttede hertil. Jeg husker, jeg var her som barn og som teenager, hvor byens puls og ’råhed’ gjorde indtryk på mig, men som voksen var jeg ikke synderlig imponeret. Ironisk nok er de ting, jeg ikke brød mig om førhen, blevet nogle af de elementer, jeg nu sætter pris på ved Berlin! Byen er stor (nogle gange lidt for stor!), men der er charme i at kunne ”gemme sig” i sit kiez og tage en rejse ud i den hektiske storby fra tid til anden. Jeg bor i Prenzlauer Berg, og som så mange andre berlinere kommer jeg sjældent helt til f.eks. Potsdamer Platz eller Brandenburger Tor, da jeg ikke har min daglige gang dér. Når jeg gør, elsker jeg det til gengæld på grund af pulsen, friheden og størrelsen. Det er én af Europas største byer, og det finder jeg stor frihed i, i dag.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Som nævnt har jeg lært at elske Berlin for dens størrelse, råhed og ægthed. Berlin er ikke for sarte sjæle, og der er klart ting, jeg stadig ikke er fan af, men overordnet set er jeg dybt taknemmelig over, at byen har været med til at udvikle mig som menneske. Der er plads til alle typer, meninger og eksistenser, og det betyder blandt andet, at man kan være sig selv 100 procent. Det er en fin tanke, synes jeg.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Her må jeg atter fremhæve frihedsfølelsen, som danner hele eksistensgrundlaget for byen – og har gjort det i hundredvis af år. Berlin er en rebelsk storby med en bagage som ingen andre byer. Det er enormt overvældende at dykke ned i historien, men det skylder man virkelig sig selv, hvis man er vild med byen – eller bare er glad for kultur og historie. Forud for DDR og 2. Verdenskrig var Berlin én af Europas smukkeste byer; en ægte kejserstad, hvilket er svært at forestille sig i dag. Men storheden kan stadig findes enkelte steder, og det er bestemt en del af byens DNA. Det må man ikke glemme. Jeg elsker, at Berlin altid overrasker, hvad enten der er tale om historie, mennesker, muligheder eller mad!

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Jeg bor selv i Prenzlauer Berg med min familie, og det er jeg rigtig glad for på grund af bydelens mange børnevenlige områder og fine initiativer. Det føles virkelig som en by i byen. Jeg synes dog alle kvartererne har hver deres charme. Friedrichshain elsker jeg, når det bliver efterår; der er en helt særlig ’hygge’ i de små gader med caféer og butikker. Kreuzberg byder også på fine steder – især i Bergmannkiez, hvor jeg faktisk startede med at bo, da jeg først flyttede til Berlin.

Hvilke kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Man behøver næppe én specifik kulturoplevelse i en by som Berlin, for hele byen vibrerer af historie; både den spændende og den chokerende. Går man gennem byens gader og stræder, er det en kulturoplevelse i sig selv. Jeg kan dog klart anbefale et besøg i Deutsches Historiches Museum, en lun sommerdag på Spree, søndagsslentretur på Museums Insel og evt. en guidet gå- eller cykeltur i Kreuzberg. Og nå ja – en tur i Rigsdagen er også spændende! Der er generelt mange gode museer i byen, som man med fordel kan bruge en dag på at besøge.

Regitse deler en lang række tips til gode oplevelser i Berlin på sin blog The Copenhagen Traveler, bl.a. inden for mad, hoteller, kultur, men også om f.eks. at være mor til et lille barn i byen.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Jeg har vist mange! I mit eget kiez (Prenzlauer Berg) får man god kaffe hos Kaffee.Bar på Stargarder Strasse, fantastisk cheesecake hos Bekarei og lækker, fransk morgenmad hos Le Midi. To af mine favorit-restauranter er Heimlichtreu og Tim Raue (begge i Mitte). Derudover kan jeg varmt anbefale Du Bonheur på Brunnenstrasse i Mitte – de laver kager, så englene synger! Princess Cheesecake i Mitte er en anden favorit med syndige cheesecakes på menukortet (ja, jeg er stor fan af kage!).
På min blog The Copenhagen Traveler har jeg udgivet et indlæg med en lang liste over mine favoritcaféer og brunch-steder. Den kan man med fordel tjekke ud, hvis man, ligesom jeg, er tilhænger af god morgenmad og hyggelige, små caféer.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Det ’ægte Berlin’ kan for mig lige så vel være en gåtur langs Spree som en solrig sommerdag i Klunkerkranich (ikonisk rooftop-bar i Neukölln). Det smukke ved byen, i mine øjne, er netop, at man selv definerer ’det ægte’. Alle har deres eget forhold til byen, så hvad der er ægte for mig, er ikke nødvendigvis ægte for min nabo. For mig er det området omkring Spree (fra Museumsinsel ned til Kreuzberg), hvor jeg har skabt nogle af mine bedste Berliner-minder. De små caféer omkring Boxhagener Platz i Friedrichshain og hele området omkring Tempelhofer Ufer i Kreuzberg er i denne forbindelse også værd at nævne. Og Tempelhof – den gamle, ikoniske lufthavn, der har været nedlagt siden 2008.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Berlin gemmer på nogle virkelig cool speakeasy-barer, der nærmest er umulige at finde, hvis man ikke lige ved, hvor man skal ringe på! Prinzipal i Kreuzberg og Buck & Breck i Mitte er to af mine favoritter! Det er nærmest som at træde ind i en tidslomme. Det kan godt være, man skal betale lidt mere for en cocktail, men de smager til gengæld fantastisk! Og så er der kun plads til ganske få gæster, hvilket gør oplevelsen ret speciel.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Som mor til en dreng på 14 måneder bliver jeg næsten nødt til at sige storbyens larm og massive trafik. Jeg prøver for så vidt muligt at holde mig væk fra trafikerede områder og knudepunkter, hvis jeg har min søn med, men det er ikke altid muligt. Berlinere kan også være ret kontante, hvilket nemt kan forveksles med uforskammethed, og det er ikke altid lige charmerende.

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Lige p.t. glæder jeg mig allermest til sommer, for sommeren i Berlin kan være magisk! Lune sommeraftener ved Spree, dans og biograf under åben himmel og de hyggelige søndags-loppemarkeder – det er alt sammen noget, jeg ser frem til.

Hvad “rykker” i Berlin lige nu?
Som iværksætter er jeg også en del af hele iværksættermiljøet i byen, og det er enormt spændende (og til tider tidskrævende!). Hvis jeg skal pege på noget, der ”rykker” i øjeblikket, må det være den (fortsatte) udvikling af startup-scenen; de mange initiativer for selvstændige, festivaler, netværks-arrangementer og lignende. Og så er der kommet stort fokus på kvindeligt iværksætteri. Mit kontor er f.eks. i et kontorfællesskab kun for kvinder, og det er ret inspirerende at være en del af!

Regitse Cecilie Rosenvinge, født 1988, iværksætter og rejseblogger. Lancerede i 2014 rejse- og hotelbloggen The Copenhagen Traveler. I dag er bloggen forbundet med et content marketing-bureau for hoteller, Room22. Regitse har også skrevet bogen “Freelancer – En kvindes guide til et succesfuldt freelanceliv”.

Regitse har boet i Berlin siden 2016, hvor hun først boede i Kreuzberg en kort overgang. Siden flyttede hun til Prenzlauer Berg, hvor hun i dag bor med sin partner og deres lille søn.

Mit Berlin #34: Det hele er vanvittigt spændende!

På gymnasieturen til Berlin oplevede Anne Bjerre Rosa både den tyske historie og det tyske sprog som kedeligt. Nu har hun boet i byen i 12 år, kalder den perfekt… og er tosset med historie. Her fortæller hun om sit forhold til Berlin og kommer med anbefalinger.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Første gang jeg var i Berlin, var for mange år siden med min gymnasieklasse i 1. g. Jeg kan huske, at vi boede ved Uhlandstrasse, og at vi blev i området om aftenen, da Berlin var lidt uoverskuelig for nogle unge nordjyder. Vi var af sted med mine historie- og tysklærere. Dengang syntes jeg, at tysk var det mest besværlige og irriterende sprog, der fandtes, og at historie var ufatteligt kedeligt. Nu arbejder jeg som historieunderviser i Tyskland! Ved ikke, hvad der gik galt i mit hoved på et tidspunkt, men nu synes jeg, at det hele er så vanvittigt spændende. Det er faktisk nået til et niveau, hvor mine tyske venner siger, at jeg måske ikke konstant behøver at fortælle dem om deres fortid.

En lille historie: Jeg læste en bog om Berlins hemmeligheder og fandt ud af, at parkeringspladsen bag mit daglige supermarked havde et meget specielt tag, som er taget fra grænseovergangen ved Bornholmer Strasse – den første overgang, som blev åbnet 9. november 1989 kl. 23.30. I dag fuldstændigt glemt i en baggård. Den historie var mine venner dog godt nok interesserede i.

Anne Bjerre Rosa er guide for en dansk skoleklasse på en “Dönersafari” med Dönerkind i Görlitzer Park i Kreuzberg.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Jeg arbejder i dag mest i en bunker eller i koncentrationslejren Sachsenhausen. Det lyder for mange som mærkelige arbejdspladser, men her kan man stadig føle historien komme til live.

Jeg elsker specielt at lave ture for danske og engelske skoleelever, da eleverne så ikke skal koncentrere sig om sproget, men kun om indholdet. Da jeg selv var i Berlin med gymnasiet, havde vi en del ture på tysk, da vi jo skulle LÆRE sproget, men en koncentrationslejr er måske ikke lige stedet…

Ved Dönerkind laver vi lidt andre ture i Berlin, hvor eleverne SKAL snakke tysk, da det er henvendt til elever, men så er det ikke i en bunker eller en koncentrationslejr.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Da jeg er så historietosset, er Berlin perfekt. Hvad der er sket her i byen af vigtige begivenheder… Kejserrige, Anden Verdenskrig, Den Kolde Krig med Muren, punkerne, tyrkernes indflydelse på områder som Kreuzberg og tiden i dag, hvor folk vælger at komme til Berlin pga. sjovere ting eller for at starte en start-up. Ikke mere kun død, krig og ødelæggelse.

I Berlin kan man i princippet rende rundt i pyjamas nede i Lidl, uden at nogen kigger mærkeligt på én, og der er hver aften aktiviteter/koncerter/oplevelser – tit gratis, så man kan altid finde noget, hvilket i hvert fald er anderledes end Gug i Aalborg, hvor jeg voksede op.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Jeg har haft tre forskellige lejligheder i Berlin over de 12 år. Alle var i Prenzlauer Berg. Nu så meget nordpå, at næste gade er Pankow. Jeg er rigtig glad for mit område. Hvis jeg går nordpå, har jeg ro og grønne områder, og sydpå har jeg butikker, caféer og hyggelige barer. Jeg kender mine naboer, som kommer og låner forskellige ting og giver kage som tak.

Det er måske ikke det hippeste område, men jeg har heller ikke rigtig behov for turister, når jeg får fri fra arbejdet som guide i de mest turistede områder af Berlin.

Hvis jeg har fri, er jeg rigtig glad for områderne i yderkanten af Berlin og alle parkerne. Bürgerpark Pankow, Rehberge, Victoria Park, Treptower Park, og Gärden der Welt. Heiligensee, Tegeler See og Wannsee er også dejlige.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk?
Jeg var så heldig at blive udvalgt som “Ballonpaten” ved 25-årsdagen for Murens fald i 2014. Jeg arbejdede som hjælper ved Berlin (halv)maraton, og de havde en konkurrence, hvor man skulle skrive grunden til, at Murens fald betød noget personligt for én.

Min historie var, at uden Murens fald havde jeg aldrig mødt min søns far (østberliner) i Skotland, da jeg arbejdede der, og dermed havde jeg aldrig fået min dejlige søn. Den blev valgt, og det var en fantastisk oplevelse. Mennesker kom hen og læste sedlen med historien, og jeg faldt i snak med mange af dem om deres egne oplevelser med muren.

Ved markeringen af 25-årsdagen for Murens fald 9. november 2014

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
I Berlin bor der mennesker fra omkring 190 nationer, og det er det, som jeg elsker mest ved Berlins madscene. Kulturbrauerrei og Mauerpark har nogle gange foodtrucks. Det er ikke billigt, men jeg elsker, at man kan prøve anderledes mad i små portioner. Tyrkisk, afrikansk, japansk, koreansk osv. Der mangler måske en dansk en, men ellers et godt koncept.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
På min Stammkneipe. En rigtig østbar med Berliner Schnauze. Det føles ligesom “Cheers” (eller som jeg husker serien: “Sams bar”). Folk kender hinanden. Der bliver snakket om alt mellem himmel og jord. Hver gang jeg udvikler nye ture (specielt Østberlin-ture), snakker jeg altid med dem først.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Der er stadig mange mennesker, som ikke kender Berliner Unterwelten. Det er bestemt noget, jeg kan anbefale. Der er altid danske ture i weekenden, og det er interessant for børn fra otte år, teenagere og voksne.

Og så er jeg glad for, at jeg arbejder for eventfirmaet Übervent, hvor vi altid prøver at vise byen fra forskellige sider. Det er heldigvis blevet populært i Berlin, at man som turist/firma også kan se andre ting end TV-tårnet, Rigsdagen, Potsdamer Platz og Ku’damm. Så led efter folk, som bor i byen og kender de sjove hjørner og oplevelser. Der er efterhånden en del danskere i Berlin, der som jeg elsker at vise byen frem.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
At jeg ikke længere kan finde en lejlighed, som er til at betale, hvis min lejlighed, som så mange andre i området, bliver solgt.

Anne Bjerre Rosa, født 1983, Berlin-guide og projektmanager. Har boet 12 år i Berlin.

Arbejder til dagligt i en bunker (Berliner Unterwelten) og et par gange om måneden i koncentrationslejren Sachsenhausen. Er en del af Dönerkind,  som laver undervisningsture for danske elever/studerende, og en del af eventfirmaet Übervent. Arrangerer også spontane gåture i Berlin, hvor hun lægger vægt på de personlige historier fra sine øst- og vesttyske venner og familie.

I vinterferien 2019 (uge 7 og 8) kan man møde hende forskellige steder i Berlin. Hun står desuden for en af de sjældne dansk-guidede ture i Sachsenhausen. Læs mere i Vild med Berlins vinterferieguide for 2019.

Mit Berlin #33 – Jeg er den sidste kunstmaler ved Wasserturm

Ulrik Møller er en succesfuld, dansk kunstner, der har boet i Berlin de seneste 18 år. Han ærgrer sig over de stigende priser og huslejer, der fortrænger kunstnerspirer og ødelægger det kreative miljø. Til gengæld er han vild med de lune aftener og berlinernes særlige udeliv på de brede fortove.

Hvad fik dig til at flytte til Berlin?
Jeg flyttede fra Fyn til København i 1992. Det år begyndte jeg at male. Indtil da havde jeg udelukkende lavet grafik, men jeg var blevet optaget i Kulturfabrikken – et værkstedshus, som var meget populært. I Kulturfabrikken var der ikke noget grafikværksted. Så tænkte jeg i min sædvanlige naivitet, at så begynder jeg bare at male, for det kan jeg selvfølgelig også. Det kunne jeg bare ikke. Men det danske fodboldlandshold havde vundet europamesterskabet i juni samme år. Når det kunne lade sig gøre, vidste jeg, at alt kunne lade sig gøre. Den sejr var i høj grad med til at inspirere mig.

Den stil, jeg har nu, fandt jeg i løbet af et par år. Jeg snublede ind i det. Jeg ved præcist, hvilket billede det var, hvor jeg tænkte, at der var den så. Det var et billede af Middelgrundsfortet og noget vand.

I midten af 90’erne begyndte mine malerier at komme på gallerier og blive solgt, men jeg fornemmede også, at der i Danmark var et netværk, man ikke bare kunne bryde ind i. Sidst i 90’erne var konceptkunsten på sit højeste. Jeg havde ikke gået på akademiet, malede oliemalerier med landskaber og var alt for uncool.

Så tænkte jeg, at jeg selv måtte gøre noget, hvis jeg skulle finde en vej. Jeg ville være nødt til at tage et andet sted hen og lave mit eget netværk. I første omgang tænkte jeg på London eller Berlin. Og det blev så Berlin.

Inspirationen fra Edward Hopper kommer tydeligt til udtryk i Ulrik Møllers malerier fra mindre provinsbyer. Her er det hjembyen Vester Åby på Fyn.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg var heldig at få Jyllands-Postens legatlejlighed i Berlin i en måned i 1998 og igen i 2000. I anden omgang stod det klart for mig, at det var byen, jeg måtte flytte til. Mulighederne var enorme. Tusindvis af lejligheder stod tomme, og man kunne let få en fireværelses lejlighed med sildebensparket og balkon.

Det var det rene, skære Eldorado. Der var alle de her kvadratmetre, der bare stod og ventede på at blive taget i brug. Helt frem til 2006 var der 50.000 lejligheder, der stod tomme. I dag er det noget, man bare kan drømme om, for derefter kom investorfeberen. Nu er lejlighederne nogenlunde lige så dyre som i København.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Priserne er skruet helt urimeligt op. Nu opererer man kun med priser, som de mere velhavende turister kan betale. Der er restauranter, som jeg tidligere har haft stor glæde af at besøge, men som jeg nu boykotter, fordi de har skruet priserne alt for højt op. Jeg kan se i mit regnskab, at der er priser, der på et år er steget 25 procent. Og det er sket i en periode, hvor der næsten ikke har været inflation. Det betyder, at de lokale stamkunder forsvinder, og så er det kun turister, der kommer der.

Også de elendige forhold for cyklister kan være irriterende. Nogle gange har man det indtryk, at bilisterne ligefrem jager en, når man cykler. Der bliver i hvert fald ikke taget hensyn.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Jeg føler mig hjemme her omkring Wasserturm, men jeg kan ikke sige, at jeg har et yndlingskvarter. Jeg rejser en del i forbindelse med mine udstillinger, og når jeg tager tilbage til barndomshjemmet i Vester Åby på Fyn for at hente inspiration der på egnen, men her i Berlin kommer jeg sjældent uden for det område, hvor jeg bor. Desværre måtte jeg flytte mit atelier til Wedding, så der cykler jeg dagligt til, men det er ikke et sted, jeg derudover har noget forhold til.

Jeg kan ikke engang sige, at Prenzlauer Berg er mit foretrukne kvarter, for det er indsnævret til området lige omkring Wasserturm. Her hilser jeg på og snakker med folk. Desværre er mange kreative mennesker skubbet ud af kvarteret på grund af de stigende huslejer. Jeg møder af og til en ældre tysk skulptør, der bor her endnu, og han kalder mig den sidste kunstmaler her i kvarteret.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
De gode steder vil man jo gerne holde hemmelige, så de ikke bliver overrendt af turister, hæ hæ. Men Jeg holder meget af at komme på Meierei i Kollwitzstraße, som drives af min ekskæreste Sandra. Det er et afslappet sted, hvor der serveres veltilberedte, men uprætentiøse retter til rimelige priser, blandt andet Leberkäse, Spätzle, gullasch, supper, gode pølser, ost – og havregrød.

Meierei, Kollwitzstrasse 42

Når jeg er på arbejde i mit atelier i Wedding, bruger jeg nærmest ”P” som kantine. ”P” står for ”Pfoertner”, altså portner på dansk. Stedet har et usædvanligt godt køkken, der er bredt europæisk og med rimelige priser. En daglig, velsmagende suppe koster 4,50 euro. Det ligger i Uferhallen i Wedding, som er et sted, der huser mange kunstnere. Stedet er desværre opkøbt af investorer, så det lever nok på lånt tid.

Et andet sted er den mellemøstlige Zweistrom på Danziger Strasse. Her har de en rigtig god kebab, som jeg tit køber på vej hjem fra arbejdet.

Schönhauser Allee - maleri ag Ulrik Møller

Ulrik Møllers malerier har ofte landskaber eller mennesketomme landsbyer som motiver, så dette motiv fra Schönhauser Allee i Berlin er lidt atypisk. Han har ikke malet storbymotiver i 15 år. Han siger selv, at han hurtigt bliver træt af at male alle de vinduer.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Brosten, Altbau og brede fortove. Den der summen af menneskers stemmer på de lune aftener. Temperaturen falder ikke på samme, hurtige måde som i Danmark, hvor det hele er tættere på vandet. Når jeg har været ude at rejse, bliver jeg stadigvæk helt eksalteret, når jeg vender tilbage til Berlin.

Ulrik Møller foran Wasserturm Prenzlauer BergUlrik Møller (født 1962) er en dansk kunstmaler, der er inspireret af bl.a. danske L. A. Ring og amerikanske Edward Hopper. Temaerne er moderne menneskers længsel og eksistentielle ensomhed. Han bruger vådt-i-vådt-teknikken på en særlig måde, der giver malerierne et sløret, hemmelighedsfuldt udtryk. ”Et dragende og udefinerbart rum åbner sig for os i Ulrik Møllers værker, og omslutter os som en orienteringsløs kappe. Vi bliver her bevidste om vores egen ensomhed i rummet, og en sitrende og til tider rungende stilhed rammer os,” skriver kunsten.nu i et portræt.

Ulrik Møller havde i 2017 en meget rost solo-udstilling på Brandts 13 i Odense med både malerier og videoinstallationer. På udstillingens hjemmeside kan man stadig se flere eksempler.
Det samme kan man på Ulrik Møllers egen hjemmeside.

Ulrik Møller havde i januar-februar 2019 en soloudstilling hos Galerie MøllerWitt i Århus, hvor titlen ”Love me do” spillede op til Ulrik Møllers kontemplative motiver. Husene her er fra Koldby i Thy.

Birkholms Echo på Faaborg Museum i 2019

Ulrik Møller er medkurator på en udstilling med værker af en række kunstnere, der bor og arbejder i Berlin. Den kan opleves på Faaborg Museum i perioden 14. juni-20. oktober 2019. Udgangspunktet er, at 2019 er 150-året for Faaborg-maleren Jens Birkholms fødsel. Jens Birkholm (1869-1915) boede i Berlin fra 1892-1902 og bevarede efterfølgende en tæt kontakt til byen.

Ulrik Møller er opvokset i Vester Åby kun 10 km fra Faaborg. På “Birkholms Echo” er han repræsenteret med fire malerier, og fra Berlin har han hentet yderlige seks kunstnere til udstillingen, heriblandt den danske kunstnerduo Camilla Sørensen og Greta Christensen, der arbejder sammen om spændende installationer under navnet “Vinyl -Terror & -Horror”.

Læs mere på Faaborg Museums hjemmeside.