Tag-arkiv: Mit Berlin

Mit Berlin #31: Jeg holder af både det grimme og det skønne

Efter en pause på næsten 20 år bor danske Alice Rose igen i Berlin, hvor hun lever af musikken. Hun stortrives i byen, selv om hun ser nogle bekymrende tendenser og er meget irriteret over den voldsomme biltrafik. Læs mere om hendes meninger og årstidsaktuelle anbefalinger i hendes svar på Vild med Berlins spørgsmål.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg kom til Berlin første gang i 1995. Det var i januar. Jeg ankom med nattoget fra København og kom ind i et S-Bahn-tog. Der sad en række kvinder med samme slags frakke, samme slags afblegede hår og guldøreringe. Jeg blev meget overrasket og tænkte: ”Sådan nogle kvinder har vi ikke i Danmark”. Det var jo få år efter Murens fald, og jeg kunne mærke, at der var en helt anden mentalitet.

I samme uge blev gamle DDR-gadeskilte skiftet ud i et forsøg på at få øst til at se ud som vest. Man begyndte også at skifte Ampelmann-trafiklysene ud. Det blev der et ramaskrig over, og det blev heldigvis forhindret.

Med de meget brede gader opfattede jeg Berlin som Europas New York. Jeg opholdt mig mest omkring Prenzlauer Berg, hvor bygningerne var forfaldne på en meget smuk måde. Der havde jeg min første lejlighed i Oderberger Strasse.

Jeg var 19 år og havde lyst til at komme ud og opleve verden. Når det blev Berlin, skyldtes det, at jeg ikke havde ret mange penge, at jeg talte folkeskoletysk, og at det ikke var langt fra København. I første omgang blev jeg der i halvandet år.

Alice Rose på Kollwitzplatz

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
I 2016 flyttede jeg tilbage til Berlin igen. I dag er næsten alle bygninger renoverede. Alligevel synes jeg, at den store forskel i forhold til tidligere er, at man ikke dengang havde internet, og mobiltelefonen var ikke særligt udbredt. Folk skrev beskeder til hinanden på dørene, enten direkte på træet eller med små sedler. Man var meget afhængig af sit nærmiljø, hvor man i dag nemmere kan finde rundt og kommunikere med hinanden.

I 1995 var byen heller ikke så international, og der var ikke heller ikke de der fest-kvarterer. Jeg boede en overgang i Simon Dach Strasse i Friedrichshain, og den gade var helt anderledes dengang. Der var kun en købmand, som solgte ”falsches Lachs”. Der var en meget øde og forladt atmosfære. I dag er det en festgade, hvor de fleste går på bar eller ud at spise.

Jeg synes, at der både er positive og negative sider ved udviklingen. På den ene side er det jo dejligt, at der er så mange fortovscafeer og steder, man kan sidde og hygge sig. Men den lokale kolorit har det med at forsvinde i alt det turistede, når det bliver den samme slags turisthalløj, som man har i alle mulige andre storbyer.

Men jeg kan stadigvæk rigtig godt lide Berlin. Både det grimme og det skønne. Det er vanskeligt at adskille. Byen er, som den er – og altid i en rivende udvikling. Det vil den blive ved med at være, tror jeg.

Jeg bryder mig ikke om, at velhavende mennesker flytter til byen og kræver, at den skal være pæn og reguleret. Det er jo netop friheden til at kunne gøre nogle skæve og skøre ting, der gør byen speciel. Det kræver rum til nogle folk, der ikke vil leve på den gængse måde. Byen har været billig at bo og leve i, og den er ved at blive dyrere. Det betyder, at mange kunstnere og andre kreative ikke længere har råd til at leve her. At en skæv lille butik ikke længere kan åbne nede på hjørnet. Markedskræfterne maser de skæve, innovative og sjove initiativer. Den udvikling går ret stærkt lige nu.

Der er nogle få personer, der vil have, at Berlin skal være ordentlig og regelmæssig som resten af det tyske samfund. Der er for eksempel en velhavende person, der er flyttet ind i nærheden af Mauerpark. Han vil have stoppet al gøgl og musik på stedet. Han går personligt rundt sammen med politiet og sørger for, at det bliver uddelt bøder til musikere og gadehandlere, og man kan jo spørge sig selv, hvorfor én person skal have lov til at ødelægge det for rigtig mange.

Alice Rose optraeder ved East Side Gallery

Ved East Side Gallery

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Der er en meget aktiv singer-songwriter-scene i Berlin, og der er mange åbne scener. Dem finder man ikke altid så nemt på nettet. Et eksempel er Kindl Stuben på Sonnenallee i Neukölln.

Hver søndag fra kl. 19.30 kan man komme og spille to-tre numre. Det gør rigtig mange fra hele verden, ofte også nogle danskere.

Kindl Stuben er også en typisk Berlin-knejpe med god, gammeldags tysk mad, fx Spätzle og bondesalat. Det er også vegetarisk eller vegansk, og de har en god ingefærøl, som de selv står og laver.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Lige nu bor jeg i Warschauer Strasse, men hvis jeg frit kunne vælge, ville jeg foretrække det område, man kalder Kreuzkølln. Gerne i det hyggelige kvarter omkring kanalen ved Kiehlufer. Det er helt klart mit yndlingskvarter. Området er meget grønt og urbant, samtidig med at det er industrielt og roligt. Der er noget rigtig Vest-Berlin-flair over det.

Alice Rose i Mauerpark

I Mauerpark dengang, hvor det stadig var muligt at optræde der om søndagen uden at få en bøde.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Bilerne! Tyskland er bilens land, og man er tydeligvis fuldstændig blind for, hvor dødsensfarlig biltrafikken er, og hvor meget den forurener og støjer. Vi får stress af det. Der burde være et loft over, hvor mange biler der kan være i en by. Jeg er sikker på, at det også har en negativ betydning for menneskers mentale helbred, når man sidder der i hver sin blikdåse i tæt trafik.

Hvis jeg gik ind i politik, ville jeg have mindre biltrafik som programpunkt.

Hvad “rykker” i Berlin lige nu?
Det er generelt smadderhyggeligt bare at gå rundt i gaderne, især her i oktober, hvor vejret stadig er godt. Der er mange, der spiller gademusik, og der er loppemarkeder og andre markeder. Tirsdag og fredag er der tyrkisk marked i Kreuzberg. Det er helt vildt hyggeligt.

Og så er der det på Kollwitzplatz om torsdagen og om lørdagen. Der spiller jeg også selv, med min harpe, når jeg har mulighed for det. Jeg har også spillet i Mauerpark om søndagen, men nu kommer Ordnungsamt i civil og siger, at man ikke må, og hvis de ser én igen, får man en bøde. Også selv om man som jeg spiller stille musik. Det er kun ham, der arrangerer karaoke, der kan få en tilladelse til at spille i Mauerpark.

Alice Rose, født 1975. Dansk musikalkymist, sangskriver, gademusiker, danser, DJ, poet og improvisationskunstner med instrumenter, trommemaskiner, sampler og violin.

I første omgang boede hun i Berlin i halvandet år 1995-1996. Derefter har hun blandt andet boet i Prag, Amsterdam, Köln og siden 2016 igen i Berlin.

Da hun vendte tilbage til byen, troede hun, at hun ville komme til at udfolde sig som DJ og musiker inden for club-musikken, da hun allerede havde en fod indenfor. Det modsatte blev dog tilfældet. Hun begyndte at træffe på folk-musikere, spillede på gaden for at tjene til dagen og vejen, til bryllupper, i Bierhaller, til moderne dans og yogafester og åbne scener.

Hun er aktiv udøvende inden for avantgarde, indie-pop, folk, tech, house og electronica, med stor fokus på sangskrivning. Hun har udgivet fem albums i eget navn samt en lang række EP’er og singler.

Hun udsender 9. november 2018 et nyt album ” ”What To Do In The Rain”, der betegnes som ”et blødt, harmonisk, ambient, råt og gennemført album, hvor 12 sange væver sig ind i hinanden og skaber et fuldendt værk.” Albummet er udelukkende spillet i hånden med akustiske instrumenter, køkkengryder, en gammel synthesizer og på en lille hip-hop-tromme-sampler. Det er skabt helt uden computerstyring og mastreret på båndmaskine.

Nummeret ”Berlin Is For Dreamers” havde videopremiere 29. september. Se videoen herunder.

Links:
www.alicerosemusic.com
www.facebook.com/alicerosemusic
www.instagram.com/alicerosemusic
www.soundcloud.com/alice-rose

Mit Berlin #30: En by med frihed og højt til loftet

Efter genforeningen var Berlin en smuk og ramponeret by med uanede muligheder. Bystyret havde desværre ingen forståelse for den historisk betingede diversitet, der var byens afgørende kvalitet, mener filmdokumentaristen og postdoc ved SDU, Hans Christian Post. Det har han blandt andet dokumenteret med en film om Alexanderplatz. Hans Christian Post svarer her på spørgsmål i Vild med Berlins serie ”Mit Berlin”.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Mit første egentlige ophold i Berlin fandt sted i juli 1990. Sammen med to venner havde jeg spontant forladt en større flok venner i Sydfrankrig for med blot en tandbørste i baglommen at rejse med toget til Berlin og opleve Roger Waters opførelse af ”The Wall”. Jeg husker tydeligt, hvordan det var at ankomme ved Bahnhof Zoo, gå forbi Gedächtniskirche, videre langs Tiergarten og hen til den umådeligt store og ubebyggede Potsdamer Platz.

Alt jeg så, vakte genklang indeni. Frø, som jeg i årevis havde båret rundt på, begyndte pludselig at spire. Her mødte jeg den på en gang smukke og ramponerede modernitet og modernisme, som jeg otte år forinden havde stiftet bekendtskab med i Christiane F.-filmen, og som jeg senere som voksen har forsøgt at indfange i mine skriverier og film; og her oplevede jeg for første gang, hvordan det især er i arkitekturen, at vi fornemmer historiens vingesus.

Det blev en magisk aften. Ikke så meget på grund af koncerten, men på grund af den stemning af utrolige muligheder og uanet frihed, som hele tiden lå i luften. Det var, som om vi stod i et stort og varmt helle. Her så vi for første gang helt tydeligt, at den Kolde Krig var afsluttet, og at en ny tid var under opsejling. Præcis som Berlin med den endnu tomme Potsdamer Platz havde alle muligheder i verden for at blive en ny og bedre by, havde vi alle muligheder i verden for at skabe en ny og bedre fremtid for alle.

Sådan føltes det i det mindste.

Efter koncerten drog vi tilbage til Bahnhof Zoo, hvor vi sammen med titusindvis af andre koncertgængere sov trygt og godt på banegårdens gulv (også hvad det angår, var der en særlig rummelighed i byen den aften), inden vi om morgenen tog toget tilbage til Frankrig.

Fra den sidste koncert i Palast der Republik under Zwischennützung i 2005. Hans Christian Post optrådte (som sanger) med sit daværende band, Christiania.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
I dag er Berlin mit andet hjem. Og længe var byen mit første hjem. Jeg studerede og arbejdede hernede fra 2002 til 2009 og havde egentlig tænkt, at det skulle være os to for evigt. Men i 0’erne kradsede krisen slemt. Arbejdsløshedstallene lå konstant på omkring 20 procent. Og selvom jeg havde held til at finde arbejde, bl.a. i dokumentarfilmbranchen, var lønnen i reglen så lav, at det ikke syntes holdbart i længden.

Men selvom 0’erne var kriseprægede, står de stadig som en lysende tid for mig. Det var et årti, hvor verden syntes at have glemt Berlin. 90’ernes eufori var overstået, det ventede økonomiske boom var udeblevet, og pengefolkene søgte derfor andre steder hen. Umiddelbart lyder det ikke så godt. Men den manglende interesse fra kapitalens side betød, at byen blev et nærmest uforskammet billigt og rummeligt helle for kunstnere, kulturelle iværksættere samt studerende. Lønningerne skrabede muligvis bunden, men da huslejeniveauet samtidig lå langt under niveauet i andre storbyer, og der var tomme bygninger nok at gøre brug af, var følelsen, at det hele nok skulle gå alligevel. Den rigelige plads, der dengang var i byen, og den tydelige mangel på stress, som fulgte heraf, er blevet en vigtig reference i mit liv.

Da jeg i dag er tysk gift og fortsat arbejder flittigt med filmfolk hernede, har jeg heldigvis opretholdt den nære relation til byen. Og jeg må konstatere, at Berlin stadig udgør et slags helle for mig. Det er her, jeg tager hen, når jeg vil fordybe mig i noget eller omvendt holde fri fra noget. Og selvom Berlin har forandret sig voldsomt siden 0’erne, og i dag døjer med boligmangel og stigende huslejer, er der stadig højere til loftet her end i fx København.

Fra premieren på filmen “Whose City?” under Achtung Berlin-festivalen i Berlin i 2018

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Jeg er mest irriteret over, at Berlin ikke har taget ordentlig vare på den rigdom af arkitekturhistorie og nye, uanede urbane muligheder, som byen stod med i 1990. Med et i vid udstrækning ubebygget centrum og en stor portefølje af bygninger og grundstykker havde byens myndigheder en unik chance for igen at gøre Berlin til en førende arkitekturby. Men i stedet for at gribe denne mulighed og lancere en ny toneangivende bevægelse, som fx Weimartidens Bauhaus-skole, valgte byen at vende tilbage til Kejsertidens by-ideal og i samme nu rense ud i det eksisterende bybillede ved blandt andet at nedrive utallige bygningsværker fra DDR-tiden.

I 90’erne og 0’erne havde de siddende myndigheder så godt som ingen forståelse for, at Berlins afgørende kvalitet var den historisk betingede byrumlige diversitet. Turister og tilflyttere kom netop til byen for at opleve tomrummene, ruinerne og det massive sammenrend af bygninger fra forskellige perioder og forskellige regimer. Her kunne de se og mærke historien. Ikke blot Berlins og Tysklands historie, men hele verdens historie.

Det er således ikke helt forkert at sige, at det kaotiske, det ufærdige, det ødelagte, fragmenteringen – grimheden, om man vil – var byens vigtigste aktiv. Og kiggede man grundigt nok efter, var der masser af skønhed at finde midt i det såkaldt grimme.

Den berlinske bankskandale i 2001 har bidraget yderligere til miseren på byudviklingsområdet. Skandalen har genereret en milliardgæld, som man siden har forsøgt at indfri ved bl.a. at sælge ud af byens store beholdning af bygninger og grundstykker. Dette har i sidste ende betydet, at det i dag primært er private aktører og stærke økonomiske interesser, som definerer bygge- og boligpolitikken. Ingen vovede eksperimenter og ingen billige boliger som i Weimartiden og efterkrigstiden. Kun umådeligt kedelige, pseudo-klassicistiske etageejendomme for spekulanter og velhavere.

Fra en berlinsk fotoautomat, 2005

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Kreuzberg, hvor jeg boede fra 2002 til 2004, har altid været mit foretrukne kvarter. Når jeg er i Berlin i dag, bor jeg ganske vist i Neukölln, i det dejlige Schillerkiez ved Tempelhofer Feld. Men det er i Kreuzberg, at jeg finder præcis det mix – socialt, kulturelt, gastronomisk, arkitektonisk og stemningsmæssigt – som jeg trives i.

I Kreuzberg ligger det ramponerede og stadig socialt belastede Kottbusser Tor, hvor jeg går hen, når jeg vil have mig en god Döner eller blot vil opleve Vest-Berlin i sine bedst bevarede 70’er-klæder. Når jeg med lige dele forundring og fascination betragter pladsens monsterhuse og forsøger at læse en eller anden tidsånd ud af dem, synes i hvert fald en ting klart: dengang var det ikke kun i øst, at mørket og indelukketheden herskede.

Men ellers forbinder jeg især Kreuzberg med lys og rummelighed. Blot et stenkast fra Kottbusser Tor ligger Oranienstraße, Dresdener Straße og mange andre fine handels- og cafégader, hvor man kan få alt, hvad hjertet begærer til en overkommelig pris, og hvor man – i modsætning til fx Prenzlauer Berg – endnu kan færdes uden at skulle tænke alt for meget på, om man nu fik det rigtige look med ud af døren.

Har du en yndlingscafé?
Det første år, jeg boede i Berlin, var Einstein Café på Friedrichstraße min foretrukne café. Men da jeg snart blev træt af at cykle hele vejen fra Kreuzberg til Mitte blot for at få dagens kaffeskud, gjorde jeg i stedet Bateau Ivre på Oranienstraße i Kreuzberg til førstevalg. Og det er caféen med dens dejligt blandede klientel og tilpas stærke café latte sådan set stadig. Med mindre jeg virkelig vil have en kaffeoplevelse, der siger spar to. Så cykler jeg hen til DoubleEye-caféen på Akazienstraße i Schöneberg, hvor pokaler fra store barista-konkurrencer straks gør det klart, at der her venter en kaffeoplevelse ud over det sædvanlige.

Hans Christian Post (født 1971) er post.doc. ved Institut for Kulturvidenskab på Syddansk Universitet. Fra Københavns Universitet har han en kandidat og ph.d. i Moderne Kultur & Kulturformidling, og han er desuden bachelor i Litteraturvidenskab og Almen Etnologi.

Han er forfatter til bogen “Berlins Alexanderplatz mellem opbrud og erindring“, der i 2014 udkom på Syddansk Universitetsforlag, og i 2015 var der premiere på hans film “Last Exit Alexanderplatz” om idékonkurrencen for Berlins Alexanderplatz i 1993. Den tyske arkitekt Hans Kollhoff vandt konkurrencen med et radikalt forslag om at opføre 13 højhustårne og forvandle området til et Manhattan-lignende forretningsdistrikt. Med i konkurrencen var også Daniel Libeskind, der i Berlin er kendt for det jødiske museum.

“Last Exit Alexanderplatz” kan ses gratis på Filmstriben, hvis man logger ind med sit lånerkort. Her er en trailer (uden de danske tekster):

Last Exit Alexanderplatz from Hans Christian Post on Vimeo.

 

Hans nye film om Berlin, “Whose City?”/”Wessen Stadt?”, kommer snart ud på DVD. Se en trailer her:

WHOSE CITY? from Hans Christian Post on Vimeo.

Læs mere om film og projekter på Hans Christian Posts hjemmeside.

Mit Berlin #29: Jeg bliver aldrig træt af at fortælle om Berlin

Efter 12 år i Berlin har Anders K. Jakobsen et indgående kendskab til byen, hvor han i dag arbejder som en populær guide. Her fortæller han om sin passion for byen og deler tips til bl.a. Berlins bedste fish’n’chips-sted og til utraditionelle oplevelser i byen.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg kom til Berlin første gang i 1984 som 19-årig sammen med en kammerat. Vi gik med vores rygsække op ad Karl-Marx-Allee, hvor der var liv i gaden og  varer i butikkerne, hvilket undrede os. Vi havde jo hørt om varemangel.

Derudover var Østberlin især grå mennesker, grå soldater og grå bygninger. Vi så måske også selv noget besynderlige ud. Jeg havde knaldrødt halvlangt hår, klippet så det så ud som David Bowies frisure på coveret til ”Low”, skriggrønne bukser og overdelen fra en gammel damespadseredragt fra 50’erne.

Jeg husker specielt vores besøg i Fjernsynstårnet. Vi sad i restauranten, hvor gulvet kører rundt. Selvfølgelig drak vi russisk champagne, vi havde jo vekslet sort. Kaviar kunne vi desværre ikke få. Der var et par vesttyske endagsbesøgende og en østtysk familie. Og så var der de sovjetiske officerer, vi hele tiden forsøgte at få øjenkontakt med. Som vi sad der i vores underlige kulørte tøj, må de vel nærmest have troet, vi var sindssyge. Der skete ikke noget.

Senere, på bøssebaren Mocca-Bar, som findes den dag i dag, men nu under navnet Besenkammer-Bar, var der en mand, som var meget interesseret i, at vi skulle sende Levi’s-cowboybukser ned til ham. Men da vi så forklarede, at cowboybukser for ”new-romantics” var totalt tabu, gik der med vores gebrokne tysk kludder i kommunikationen.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
I dag har jeg boet 12 år i Berlin sammen med min mand Morten. Det startede med, at vi skulle prøve at bo et år i Berlin, og nu er der som et knips med fingrene gået 12 år.

Det stod klart fra start af, at jeg med min humanistiske uddannelse (jeg er cand. theol.) ville have svært ved at få et rimeligt betalt arbejde. Så jeg valgte at forsøge mig som guide.

Jeg holder meget af Berlin, som jeg betragter som min arbejdsplads. Her er højt til loftet og så mange lag af historie, så mange fortællinger og spændende kvarterer, at jeg aldrig bliver træt af at formidle min viden om Berlin.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Kreuzberg. Her bor jeg, her lever jeg, her føler jeg mig hjemme.

Kreuzberg er et manifest over uafhængighed, individualitet og kunstnerisk kreativitet. Her mødes alle mulige typer med hr. og fru Berlin og hr. og fru Tyrkiet og alle turisterne, der for længst har ”opdaget” området. Men gudskelov er Kreuzberg stadigvæk sig selv, og bydelen har en rig historie: Her blev for eksempel den første funktionsdygtige elektroniske computer opfundet. Så er der også selve ”bjerget” Kreuzberg i Victoriapark. Det er et fantastisk monument til minde om Prøjsens sejre over Napoleon. Det er placeret over en kunstig, hvælvet grotte, hvor der lever flagermus, og på sydsiden gror der vinplanter.

Den kendte Oranienstrasse er stadig stort set den samme gade som for 15 år siden. Og selvom en anden af de kendte gader, Bergmannstrasse, har forandret sig og er blevet gentrificeret, som man siger, er gaden stadigvæk en af mine yndlingsgader med markedshallen, de små butikker, cafeer og restauranter.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
For tiden er jeg ret glad for den gamle markedshal i Moabit, Arminius-Markthalle. Jeg kan efter en guidetur tage derhen blot for at slappe af. Sammen med min gode italienske veninde Simonetta spiser jeg ofte hos ”italieneren” i markedshallen, pasta med muslinger og lammekød med rosmarinkartofler. Der finder man også Berlins bedste Fish’n’chips-sted. Hvis man kommer ved frokosttid på en hverdag, kan man opleve håndværkere, pensionister og alle de ”ægte berlinere”, der handler ind og spiser ved en af madboderne.

Der er også en bedeautomat, der ligner en gammeldags fotoautomat. Man går ind i automaten og sætter sig, trækker forhænget for, kaster en mønt i og vælger mellem for eksempel buddhistisk, katolsk eller muslimsk bøn.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Jeg tager toget eller sporvognen ud til en af de landsbyer, der nu er blevet en del af stor-Berlin, men hvor der kommer få turister. Det kan være Alt-Mariendorf, Lichtenberg eller Wittenau. Rundt om den gamle landsbykirke og stationen er der butikker, restauranter og en berliner-knejpe, hvor indbyggerne mødes. Her er en unik stemning – også selv om jeg ikke selv maser på og går ind i værtshuset, for jeg vil ikke sidde der og være turist og iagttager.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Da jeg som guide holder meget af specialføringer, har jeg efterhånden haft en del utraditionelle ture: For eksempel en sporvognstur til Marzahn i det tidligere Østberlin, hvor man undervejs kan gøre holdt ved de store vietnamesiske Dong Xuan-markedshaller.

Når man kommer til Marzahn, skal man søge ned til den oprindelige landsby Dorf Marzahn. Kirken og de gamle huse omkring landsbyens gamle fællesområde er stadigvæk bevaret. De gamle landbrugsredskaber er efterladt efter landbyens sidste høst i 1977 og ligger nu i en indhegning, og på en bakkekam står den genopførte gamle mølle. Hos landsbyens slagter kan man – med udsigt til en absurd udsmykning – nyde traditionelle berlinske retter som bouletten (frikadeller) med rødkål og schnitzel med agurkesalat.

Hele landsbyen er tæt omringet af de mange højhuse, der tilsammen udgjorde DDR-regimets største byggeprojekt. De står som gigantiske kulisser, der overskygger den gamle landsby og på godt og ondt illustrerer den kommunistiske utopi om et nyt og bedre liv.

Ikke langt fra Dorf Marzahn kan man besøge Gärten der Welt, en park med haveanlæg fra forskellige steder i verden, blandt andre en japansk, en engelsk, en kinesisk og en indonesisk have. Fra Gärten der Welt er det muligt at tage en svævebane til Kienberg, et ”bjerg” med en udsigtsplatform, hvor man fra oven kan se ud over hele området.

Anders K. Jakobsen har boet 12 år i Berlin og arbejder i dag som guide i byen.

Anders K. Jakobsen (født 1965) er cand. theol. fra Københavns Universitet. I Berlin har han taget en særuddannelse på halvandet år som guide med speciale i Berlin. Derudover er han officiel guide i Sachsenhausen-koncentrationslejren, han guider på Olympia-Stadion, og han har licens til at guide på Berlins statslige museer.

Anders guider og tilrettelægger ture for private, for institutioner og for firmaer, der besøger Berlin. Du kan få inspiration til ture på hans hjemmeside, men derudover tilrettelægger han gerne skræddersyede og individuelle ture, der passer lige netop til dig og din gruppe: www.andersguideberlin.de

Eller skriv direkte til Anders: jakobsenanders@yahoo.dk eller ring 0049 176 3807 9802.

Mit Berlin #28: Byen er både hjemlig og international

Anne Lubbe og hendes familie rykkede til Berlin for halvandet år siden. De nyder hverdagslivet i Friedrichshain og byens mangfoldighed af oplevelser. Hun har også et par anbefalinger til både børn og voksne.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Det var som barn kort efter Murens fald. Jeg husker det som stort og spændende med tydelige spor af den fysiske deling af øst og vest, der gjorde indtryk. Min far og hans halvbror voksede op i hver deres del af Tyskland, så som barn havde jeg en ret håndgribelig forståelse af øst-vest problematikken. Det var også en ret turistet oplevelse, hvor vi boede tæt på Kurfürstendamm og så de klassiske sights, så på den måde var mit første indtryk meget forskelligt fra det Berlin, jeg oplever i min hverdag i dag.

Øst-vest skellet lever dog stadig, selv i den generation, der faktisk er født efter Murens fald. Det kan være små ting, som hvordan man siger klokken. Eksempelvis hedder 15.45 “viertel vor vier” på vesttysk og “dreiviertel vier” på østtysk.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Berlin er for mig både hjemlig-tysk (jeg er opvokset i Nordtyskland) og samtidig overraskende international. Mange steder i Friedrichshains caféer og restauranter taler de ansatte knap nok tysk. På min arbejdsplads som kommunikationsansvarlig i Right People Group er vores hovedsprog også engelsk, fordi vores team er fra seks forskellige nationer, og i vores boligkarré er beboersammensætningen endnu mere mangfoldig.

Det er fedt, og jeg kan godt forstå, at Berlin er et trækplaster for Europas unge – der er spændende karrieremuligheder – ikke mindst inden for tech-branchen – og mulighed for en høj livskvalitet på grund af det rige udbud af oplevelser, en afslappet stemning og et lavt prisniveau.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Et stort indtryk – i hvert fald på mine drenge på 3 og 6 – gør den kæmpe dinosaur på Naturhistorisches Museum.

For mit eget vedkommende var Teufelsberg en stor oplevelse. ”Djævlebjerget” er en 120 meter høj kunstig bakke i den vestlige del af Berlin, hvorfra man i den kolde krig aflyttede fjenden mod øst. I dag kan man komme op i den nedlagte aflytningspost, som giver et vildt ekko og skue ud over Grunewald. Man kan også se en udstilling om historikken bag og ikke mindst en masse grafittikunst.

Har du en yndlingscafe og/eller -restaurant i Berlin?
Berlin har jo et absurd antal billige restaurationer, så man har virkelig ”die Qual der Wahl”. Vi spiser meget mere ude, end vi gjorde i Danmark – også fordi det er så afslappet, at man ikke får koldsved af at have børn med. Jeg er glad for koreansk mad, som man mærkeligt nok ikke finder så meget i Danmark, og kan anbefale det lille sted Seoul Kitchen på Warschauer Strasse. Her kan man kan få en god Bibimbap (en koreansk hverdagsklassiker) eller grille direkte ved bordet. Deres sushi er også lækker, men husk at bestille bord – stedet er lille og populært.

Bagefter kan man tage en drink eller kaffe lidt længere oppe ad gaden i den chillede lounge på Michelberger Hotel, som for øvrigt også har en god restaurant med fokus på lokale og økologiske råvarer. Hvis det skal være finere cuisine, så prøv Michelin-restauranten Richard på Köpenicker Strasse.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
For mig er der ikke ét ægte Berlin. Det er en del af charmen ved byen, at den er så alsidig, og at man har forskellige byer i byen. Berlin spreder sig over et stort areal, og i praksis lever berlinere livet meget i deres eget hood eller ”Kiez”.

For mit vedkommende er det Friedrichshain, og jeg elsker de små gader omkring Boxhagener Platz, hvor der er masser af caféer, butikker og restauranter af den ukommercielle slags. Lørdag er der marked og søndag loppemarked, som giver ekstra liv, og som børnefamilie er det oplagt at få en god baristakaffe på en bænk, mens børnene leger på trælegepladsen midt på Boxi.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Hvis man gerne vil lidt ud af byen, så tag mod øst til Treptower Park, hvor det pompøse, sovjetiske mindesmærke helt sikkert er et besøg værd. Parken ligger helt ned til Spree, hvor der er madboder, mulighed for at hoppe på diverse havnerundfarter eller leje sin egen båd lidt længere ude.

Her kan man også gå over broen til ”Insel der Liebe” eller fortsætte helt ud til Spreepark, Østberlins svar på Bakken, som p.t. ligger øde hen, næsten som i en gyserfilm.

En guidet tur i den nu nedlagte Tempelhof lufthavn er også en oplevelse, hvis man interesserer sig for historie og/eller arkitektur. Bagefter kan man tage ud på Tempelhofer Feld, der efter sigende er Europas største park.

Ankomsthallen i den nedlagte lufthavn Tempelhof

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Når man har boet i København i mange år, er det svært at være glad for Berlins cykelforhold. Nettet af cykelstier er meget langt fra sømløst, og de andre trafikanter er stadig ikke vant til at tage hensyn til de tohjulede. Det er en nervepirrende oplevelse, ikke mindst når man cykler med børn.

Hvad Berlin (i hvert fald Friedrichshain og Kreuzberg) ikke har i cykelinfrastruktur, har byen til gengæld i hundelort på fortovene, så Vorsicht!

Hvad “rykker” i Berlin lige nu?
Holzmarkt er et fedt sted med mange initiativer. I december var der fx julemarked, og der er netop åbnet en musikskole. Holzmarkt ligger meget tæt på Ostbahnhof og er oplagt at kombinere med et kig på murkunstværkerne ved East Side Gallery. Det ligger lige ned til Spree og har den der afslappede Berlin-stemning, som får pulsen ned og hyggen op. Stedet er vokset over de sidste mange år, men åbnede først officielt i maj 2017. Det er et hyggeligt sted for både børn og voksne og byder på alt fra trampolinspring, pizza og børnekoncerter til yogatimer og vinbutik.

Anne Lubbe har boet i Berlin siden august 2016, hvor hun sammen med sin mand og to børn flyttede fra København til Friedrichshain og forlod Udenrigsministeriet i København til fordel for en stilling som kommunikationsansvarlig i freelance-IT-konsulenthuset Right People Group.

Right People er oprindelig et dansk konsulenthus, men har valgt Berlin som base for en europæisk satsning. P.t. har virksomheden medarbejdere fra Norge, Sverige, Tyskland, Holland og Frankrig, der alle arbejder fra kontoret i Berlin.

Anne er opvokset i det danske mindretal i Sydslesvig, men har boet studeret og arbejdet i Århus, Paris og København, siden hun blev student fra Duborg Skolen i 1998.

Mit Berlin #27: Jeg elsker Berlins ikke-rytme!

Jørgen Smidstrup bruger mange – og modsætningsfyldte – tillægsord, når han beskriver det mangfoldige Berlin, hvor han har boet og arbejdet de seneste seks år. Hans svar på Vild med Berlins spørgsmål rummer stribevis af anbefalinger.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Det bedste er, at byen er så stor, at der bor så mange mennesker i den, mange forskellige, skønne mennesker. At byen er smuk, livlig, kreativ, innovativ og grøn samtidig med, at den er larmende, grim, underlig og gammeldags. Jeg elsker, at berlinerne bruger byen, også når de er blevet ældre. At man stadig går på café, på restaurant og til koncerter, selv om man har passeret de 60 år – og at man kan blive betjent af tjenere, der er ældre end en selv.

Jeg elsker Berlins rytme – eller ikke-rytme! Det er som om, den aldrig er helt konstant. Man kan gøre hvad man vil, stort set på alle tider af døgnet. Det er meget inspirerende for mig. Jeg kan stå tidligt op for at arbejde, jeg kan arbejde til sent, jeg kan få frühstück på en kaffebar indtil klokken 18, jeg kan holde pauser og bruge byens åndehuller, når jeg vil – og jeg kan gå på restaurant kl. 23.30 og få et godt måltid mad, hvis det passer min rytme lige netop den dag.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Det er Kreuzberg, har boet her de sidste seks år. Først i Bergmannkiez og nu i SO36. To meget forskellige dele af Kreuzberg. Det blev mit ’hood’ ved en tilfældighed. Syntes egentlig, at det var lidt skramlet, lidt utilnærmeligt, ikke særligt charmerende, da jeg flyttede hertil, og det er vel på mange måder sandt … Men Kreuzberg vokser på én, og der er utroligt mange søde mennesker her.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Den allerstørste oplevelse var en Tom Waits-koncert i Theater des Westens, lang tid før jeg flyttede til byen. Det var magisk! Siden har utallige kunstudstillinger som fx William Kentridge på Martin Gropius Bau, David Bowie og Olafur Eliasson på samme sted, mange besøg på den private kunstsamling Sammlung Hoffmann, utallige besøg i Bauhaus-Archiv, fede fotoudstillinger fx Sebastiao Salgado, Anton Corbijn eller Josef Koudelka på C/O Berlin, blændende jazz-koncerter på især A-Trane, print-udstillinger hos Supalife Kiosk, udstillinger i me collectors room og meget mere gjort livet i byen til en fest.

Har du en yndlingsrestaurant i Berlin?
Jamen, jeg har jo en masse – de fleste er italienske. Det er der, hvor jeg føler mig hjemme og godt tilpas, fx hos Maselli, Lamuri, Osteria Sippi, Der Goldene Hahn, Gallina Vineria Bar, alle i Kreuzberg, Salumeria da Pino i Charlottenburg, La Premiatta Ditta og Muret la Barba i Mitte. Har fornylig også fundet en vidunderlig italiensk restaurant i Friedrichshain: Da Dino.

Når det skal være andet end italiensk, så bliver det ofte den lokale franske Chez Michel, ligeledes franske Le Saint Amour, vietnamesiske Miss Saigon, katalanske Mariona og selvfølgelig Big Stuff Smoked BBQ i Markthalle Neun – og min yndlings-sent-om-aftenen-restaurant er Gorgonzola Club i Kreuzberg. Maden er ok, stemningen skøn og den selvfølgelige attitude fra mama, når man træder ind ad døren sent og spørger om et bord, er lige min stil.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Mit ’ægte’ Berlin er en dag uden dagsorden. En lørdag, hvor kæresten og jeg sætter os på cyklen midt på formiddagen, helst i solskin, og først kommer hjem meget sent på aftenen eller kommer hjem lidt før med en indkøbspose med friske grøntsager, en hel kanin, et glas frisk sennep og en god flaske Spätburgunder og laver mad til os selv og måske et par gæster, vi har inviteret undervejs på turen.

På turen har vi sikkert først besøgt kaffebaren Kiezeklein og så videre til farmer-markedet på Südstern, kafferisteriet Blaue Bohne i Friedrichshain, markedet i Markthalle Neun, talt med venner, producenter og forhandlere, siddet på en bænk i en af byens mange skønne parker og talt sammen. Det kunne være Tempelhof, Gleisdreieck eller kirkegården ved Bergmannstrasse – og nok også været forbi en vinbar. Det kunne være Not Only Riesling, Suff i Markthalle Neun, Gallina Vineria lige over for markedet, Altrovine i Grimmstrasse eller Otto Rink i Dresdener Strasse.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Hmmm. Altså jeg elsker Berlin! Det irriterer mig, at priserne stiger så meget. Det gør mig ked af det, at huslejepriserne ryger i vejret, som de gør lige nu. Jeg kan mærke, at det begynder at gå ud over det kreative og det umiddelbare – den spontane iværksætter-energi får en hård medfart for tiden. Flere steder må lukke igen, fordi huslejen stiger, og de små kreative business-ideer får derfor ikke så lang tid til at slå rødder og senere blomstre.

Det bekymrer mig, hvad det gør ved den kunst- og kulturscene, ved den mad- og start-up-scene, der i så høj grad præger byen og trækker spændende, idé-rige og virkelystne mennesker til byen.

Både som privatpersoner og når vi arrangerer ture for gæster og besøgende i Berlin, har vi et princip om ’give something back’. Vi bruger ikke bare byen – hvis vi bliver fascineret eller inspireret, hvis vi bliver glædeligt overrasket over noget, hvis vi føler at vi får noget – forsøger vi altid at give mindst det samme tilbage. At deltage og bidrage, at sætte os ind i sammenhænge, at forsøge at inspirere ’tilbage’ igen.

Når jeg oplever, at byens besøgende, byens turister bare bruger byen uden at bidrage eller gå i dialog – og efterlader de lokale med en dårlig oplevelse og en hovedrysten, irriterer det mig meget.

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Jeg glæder mig helt vildt til koncerter med Herbie Hancock i november og til Cigarettes After Sex i december – og så glæder jeg mig til at holde juleferie; få gæster, spise mad, snakke sammen, gå ture, gå på museer og se, hvad der dukker op på ’kultur-fronten’.

Jørgen Smidstrup aka CamilloJørgen Smidstrup, aka Camillo, født 1960, driver design- og kommunikationsfirmaet Lower East og studiet Lower East Lab i Kreuzberg sammen med partneren Helle Marietta. Arrangerer Urban Safaris og guidede tours i Berlin – og er ’con amore’-chef i Camillos Køkken. Har netop skrevet kogebogen ’Mad, der får folk til at tale sammen. Camillos Køkken’, der er skabt i Lower East Lab.

Der er bogreception på “Mad, der får folk til at tale sammen“ i Lower East Lab, Waldemarstrasse 38, onsdag 15. november, fra kl. 17 til 19

lowereastlab.de

camilloskitchen.com

Fotocredit: Malthe Ivarsson

Camillo i køkkenet

Mit Berlin #26: Byen sænker pulsen og tænder for de store følelser

Jesper Clemmensen har nu skrevet to bøger om DDR-flygtninge og deres hjælpere. Den seneste handler især om Berlin, som han besøger flere gange om året for at nyde den uhøjtidelige atmosfære midt i verdenshistoriens centrum. Her svarer han på fem spørgsmål om sit forhold til byen.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Alvor. Og den helt konkrete fornemmelse af en delt by med en farlig grænse. Lang ventetid ved kontrolområdet i Østberlin, mens vagterne fjernede lofterne i toget og gennemlyste hulrummene. Udenfor snusede schæferhunde rundt under vognene, og indenfor tjekkede en mand i uniform vores helt nye pas. Mit første stempel i mit første pas blev et DDR-stempel. Det var i pinsen, 1989. Vi skulle til fodboldstævne i Tiergarten. Vores træner fortalte os, at vagterne ledte efter flygtninge. Flygtninge? Hvorfor? Så fortsatte vi til Vestberlin og spillede kampe på indhegnet kunstgræs. Vi tabte vist nok dem alle. Jeg var indkvarteret hos Sven, som var enebarn. Hans far havde en stor Mercedes, der stod i en parkeringskælder. Kenneth boede hos nogle tyrkere, der ville ham det bedste og derfor serverede pommes frites til morgenmad. Vi andre var dybt misundelige. Berlin var en kæmpe oplevelse for os lollandske fodbolddrenge. På Potsdamer Platz kiggede vi ind i ingenmandsland, fik taget gruppebilleder foran Muren og købte fodboldflag i souvenirbiksen. Fire år senere købte jeg et stykke af Muren – angiveligt et stykke af Muren – samme sted.Foran Berlinmuren i 1989

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
At du i det ene øjeblik slapper af i en uhøjtidelig atmosfære og i det næste befinder dig et sted, hvor vigtig verdenshistorie har udspillet sig. Berlin kan både sænke min puls og tænde for de store følelser. Oveni det kommer, at byen er helt utrolig børnevenlig – den perfekte metropol til en familieferie.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
”Kreuzkölln”. Måske også fordi, det er det seneste sted, hvor jeg er gået på opdagelse. Et virkelig spraglet stykke Berlin. I forbindelse med researchen til min bog om flugthjælperne gik jeg en del rundt i Kreuzberg og Neukölln, langs kanalen. Skøn stemning på sommeraftenerne, hvor de lokale trækker ud til forskellige aktiviteter. Når vejret er godt, kan jeg også sagtens tilbringe en hel aften på græsset, ude for enden af landingsbanen på Tempelhof – det ærgrer mig, at jeg aldrig nåede take off eller landing i THF, inden den lukkede.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Jeg aflægger næsten altid et besøg på Ständige Vertretung ved Friedrichstrasse. Her kommer en skønsom blanding af embedsfolk med opsmøgede skjorteærmer og turister i regnfrakker. Stedet har en forfærdelig akustik og virker ret hektisk, men vinder på sit traditionelle tyske køkken, Kölsch-øllene og de utallige fotos fra nyere, tysk historie, der fylder væggene.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Sidste år besøgte jeg for første gang det kæmpestore sovjetiske mindesmærke ved Treptower Park. Det blev en ret stærk og bevægende påmindelse om, at russerne også ofrede stort i kampen mod Hitlers rædselsregime. Og alligevel efterlod stedet en sær bismag, fordi du vandrer rundt i Stalin-citater og med bevidstheden om, at kommunisterne kun i kort tid var good guys. Mindesmærket Plötzensee ligger et godt stykke fra alfarvej i Berlin, men er bestemt også et besøg værd. Her henrettede nazisterne mange af deres modstandere, og omfanget af uhyrlighederne fortælles med overvældende effekt. Det bliver hurtigt konkret, når du står ved jernsvellen i det lille rum, hvor diktaturets fjender blev stranguleret. Hvis tiden er til det, kan det godt betale sig at køre et stykke udenfor byen for at besøge Wandlitz. Derude – i en skovudstykning og afskærmet fra den almindelige befolkning – boede DDR-spidserne indtil Murens fald. Villaerne er i dag rekreationsboliger, men der er fri adgang til området. Wandlitz er en interessant tilføjelse, når du har været i Hohenschönhausen, på Stasi- og DDR-museet.

Jesper Clemmensen, forfatter til Skyggemand om DDR-flygtninge og deres hjælpereJesper Clemmensen, født 1975, er uddannet journalist. Opvokset på Lolland-Falster, bosiddende på Amager.

Forfatter til de dokumentariske bøger ”Flugtrute: Østersøen” (2012) om DDR-flygtninge og ”Skyggemand” (2017) om danske og vestberlinske flugthjælpere.

Han arbejder til daglig som tv-tilrettelægger, pt. på DR. Kommer til Berlin to-tre gange om året.

 

Mit Berlin #25: Det ægte Berlin finder jeg, hvor caféen ikke er småbaldret, fordi det er chikt

Forfatter og illustrator Boris Boll-Johansen har boet i Berlin siden 2005 og skriver om sine oplevelser i byen på Bolls Berlinerblog. Som gæsteblogger på Vild med Berlin fortæller han bl.a. om sine første indtryk af byen og om oplevelserne med yndlingsklubben Hertha Berlin.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg var 13 år gammel, og min mor syntes, jeg skulle opleve Vestberlin. Så vi tog derned sammen, bare hende og jeg, på en forlænget weekend i løbet af foråret. Vi plejede egentlig at rejse over til min mormor og morfar i Herning, når der var plads i kalenderen, men er du gal, hvor er jeg glad for, i dag, at hun besluttede sig for, at vi dette forår skulle prøve noget andet.

Vi tog toget fra København og kørte således over Gedser-Warnemünde og derfra igennem DDR til Vestberlin. I Warnemünde oplevede jeg så grænsevagternes gennemsøgning af toget og den trykkede stilhed i det, mens de gjorde det. Sådan noget glemmer man ikke lige.

Fra Vestberlin tog vi en dag turen til Check Point Charlie og ind i Østberlin, bare en sviptur, og min mor købte klassiske plader for de Ostmark, som man skulle veksle til.
Klassiske plader! Det var noget, de kunne finde ud af i DDR. (Ellers kunne de ikke finde ud af noget, hed det.)

Vi kørte også i sporvogn, og jeg kiggede på folk og syntes, det var synd for dem, at de boede i sådan et ufedt land. Men i det mindste forklarede det så, hvorfor de så så sure ud. For det gjorde de vitterlig.

Der skete sikkert en del mere – men over hele turen står det bøjet i neon, eller hvilken skrift det nu måtte være, at det dér, det gad jeg simpelthen ikke mere! Det var i dén grad passé at tage på aleneferie med sin mor. Og grænsende til det ulækre endda at sove på hotelværelse med hende.

Det er selvfølgelig en anden snak. Men det hører ikke desto mindre med til mit første indtryk af Berlin.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Der var engang, jeg var på Olympiastadion for at se en eller anden Hertha-kamp og hele Ostkurve – altså fanblokken – manglede. Der var ingen billetter til salg i almindelig handel, det var derfor kun os med årskort, og som vel at mærke ikke sad i Ostkurve, plus udeholdets fans, der måtte være til stede. Jeg tror, der var i alt 10.000 på hele stadion.

Ostkurve var blevet offer for det tyske fodboldforbunds berygtede (og forhåbentlig snart afskaffede) kollektivstraf, fordi nogen af ultra’erne i den foregående kamp ikke havde kunnet finde ud af at opføre sig ordentligt.

Jeg husker, at jeg sad der med min fodboldkammerat, og at vi tog os sammen og prøvede at råbe så meget, vi kunne, og jeg husker også, at udeholdets fans, de var vist fra Stuttgart, nægtede at sige noget i solidaritet med herthanerne de første 20 minutter. De holdt blot et stort banner frem foran sig, hvorpå der stod: “Nej til kollektivstraf!” Det sammenhold, syntes jeg, var meget rørende.

Rørende var det også, da der var hjemmekamp på Olympiastadion et par dage efter terrorangrebet med lastbilen på Breitscheidplatz, det ene minuts stilhed. Folk holdt deres mobiltelefoner op, med lommelygtefunktionen tændt, de fleste har åbenbart sådan en, indtrykket var i hvert fald meget fyldigt og meget stærkt. Men mest fylde i brystkassen gav vel egentlig det forhold, at terrorangrebet derefter ikke blev nævnt eller antydet på stadion. Herthanerne gav den gas, så snart kampen var fløjtet i gang, de svinede modstanderne til, som det sig hør og bør, og de blev så svinet til af de andre, som det sig hør og bør. Det var en ret øjeblikkelig tilbagevenden til normalen, og en massiv sådan, og det gjorde mig godt. Nej, stærkere ord er påkrævet: Det var en lise. Bagefter tog jeg på halvdruk med min fodboldkompis, og vi rundede senere på aftenen Breitscheidplatz, kiggede på de tusinde røde lys, blomsterne, men jeg kunne klare det, mentalt, psykisk, fordi jeg havde styrken med mig fra stadion.

Andre kulturoplevelser? Der var dengang, jeg på Volksbühne så Schottenstück, en iscenesættelse af Macbeth, som man aldrig kommer til at se mage til nogensinde. Også fordi den unge, labre og i øvrigt autodidakte skuespiller Lilith Stangenberg gav den fuld skrue som Lady Macbeth. Hun vred sine hænder for det imaginære blod, så man selv blev helt og aldeles hudløs af det.
Og endnu stærkere blev oplevelsen, fordi min nabo senere samme aften kastede sig ud fra sin altan. Ligesom Lady Macbeth jo ender med at kaste sig ud fra borgtårnet. Vi bor – eller vi boede, jeg bor – på fjerde.

Der var også dengang, jeg var til en indie rock-koncert i Kreuzberg, fordi en pige havde inviteret mig, og det gav jo et vist håb, når hun sådan ligefrem inviterede mig, men i løbet af aftenen gik det op for mig, at hun stadig kun var 1/75 så interesseret i mig, som jeg var i hende, uanset invitationen. Måske manglede hun bare følgeskab. Musikken blev leveret af Anna Calvi, som jeg stadig har svært ved at høre, selv om hun er brandgod, og koncerten vel også var det. Spillestedet var HAU2.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
En storby er ret afhængig af, at man tager hensyn til hinanden. Når det lykkes, når der ikke er for mange røvhuller, er storbyen i stand til at bekræfte, at vi godt kan sammen. Som mennesker. Alle sammen. På én gang. På tværs af etnicitet, sprog, alder, økonomisk formåen. Og på trods af alle de sære vaner, vi hver især har tillagt os.

(Jeg tror faktisk, tolerance er en muskel man kan træne, og deri ligger jo også, at den kan blive slap og indskrumpet, hvis den ikke bliver udfordret nu og da. Og her må man jo så sige, at storbyen leverer gode muligheder for lidt power fitness.)

Nå, men – når det så ikke fungerer, når der er for mange røvhuller, så kan byen virkelig gå mig på nerverne. Og det rammer dybt. For når folk parkerer SÅ idiotisk (midt på cykelstien, goddamit!), når U-bahn-musikanterne spiller SÅ højt lige ind i fjæset på folk, og når der bygges SÅ grimt og SÅ tæt, hvor der før var luft og skæve vinkler, fordi money talks SÅ højt, til nogen, så kan jeg blive helt mismodig på samfundets vegne. ‘Kan vi egentlig overhovedet noget sammen?’ må jeg spørge mig selv. ‘Ja, kan vi i det hele taget sammen?’

Men det kan vi jo det meste af tiden. Så mismodet går som regel hurtigt over. Og min skepsis for fx det tætte og nye byggeri slår over i den rimelige betragtning, at en storby for det første er organisk, og for det andet: Var det ikke for de nye, gode skatteydere, der flytter ind i de fine, nye lejligheder, var byen gået rabundus.

Men derfor går det selvfølgelig stadig ikke, at man parkerer midt på cykelstien. Slet ikke.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Det er vist almindeligt at sige, at der ikke er noget “ægte” Berlin, for metropolen er i konstant forandring. Der er ingen original kerne, dikterer denne holdning, og man ser for sig en sandbanke i et vadehav, der hele tiden flukturerer, skylles over, opstår nogenlunde samme sted blot i en anden form. Værsgo, dét er Berlin. Og vi har blot fået lov til at opholde os her en stakket tid og skal undervejs ikke gøre os kloge på, hvad det “ægte” Berlin er.
Det er sikkert alt sammen rigtigt nok. Men tilbage er jo stadig mavefornemmelsen.

Og hvis vi tager fænomenet “cafeen”, som jo er til at forholde sig til, så vil jeg sige: Det u-ægte Berlin finder jeg på de cafeer i Kreuzberg, Prenzlauer Berg og Mitte, hvor man har søgt at ramme forestillingen om det ægte Berlin. Det ægte Berlin derimod finder jeg, hvor cafeen ikke er småbaldret, fordi det er chikt, men fordi man har haft et reelt ønske om at spare penge på indretningen for at få møllen til at løbe rundt.

Hvilke cafeer jeg foretrækker i den forbindelse, vil jeg selvfølgelig ikke røbe. De fleste danskere vil sikkert også finde dem pænt uinteressante, så det går nok.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
At sætte tænderne i en vildsvinesteak eller at søbe i en fedtrig ragout lavet på det samme dyr, en vinterdag efter en lang spadseretur i knirkende sne langs søer og gennem skove – og en stor pilsner hertil – på en eller anden gammel (DDR-)restaurant sammen med de lokale, der sidder og kigger lidt – det er altså virkelig, virkelig anbefalelsesværdigt.

Naturen ligger forbløffende tæt på Berlin, selv om byen både er en industrinations hovedstad og en europæisk metropol, og naturen vil primært sige vældige skove og fine sølandskaber, og jeg vil egentlig tro, at en del danskere, der har besøgt byen mange gange, ja, som måske ligefrem har en lejlighed hernede, ind imellem har trang til at opleve noget andet, fx natur, og det finder man altså derude. På randen af Berlin, allerbedst et stykke ude i Brandenburg.

Man kan fx tage sin (lejede) cykel og smide den ind i et regionaltog og stå af oppe i Schorfheide eller nede i Spreewald. Men der er cirka tusinde muligheder, og der er ingen grund til ikke at gå i gang med at udforske Berlins grønne omgivelser.

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Sensommer er ensbetydende med Bundesliga-start. Der igen for mit vedkommende er ensbetydende med udflugter til Olympiastadion, hvor Hertha Berlin (som bekendt) spiller deres hjemmekampe.

Jeg glæder mig med andre ord til, at den store, folkelige kulturbegivenhed, den tyske nationale liga, fra nu og frem til det sene forår trofast ruller gennem min kalender, weekend efter weekend.

Det er ikke så meget resultaterne, der interesserer mig, dem glemmer jeg alligevel hurtigt, det handler mere om de stridigheder, der opstår uden for banen, fx stridigheder mellem klubbernes direktører og trænere. De tyske medier svælger i det, og nogle af dem leverer ind imellem også analyser af det, og på den måde kan man faktisk få meget at vide om landet Tyskland. Om konflikten mellem Ruhr og Bayern, mellem de nordtyske byer indbyrdes, Bremen, Hannover og Hamburg, und so weiter und so fort. Og man kan selvfølgelig også få noget at vide om Berlin.

Da Hertha for ikke så mange år siden leverede en bemærkelsesværdig miserabel sæson, gav det nogle af de landsdækkende aviser anledning til tolke på den relativt nye hovedstads “identitetskrise”. Og sådan noget er da interessant. Aviserne i Berlin greb ikke overraskende den dybe, sportslige nedtur an på en lidt anden måde. De havde større fokus på detaljerne og på de lokale forhold, og det blev et sted formuleret på den måde, at klubbens ustabilitet blandt andet havde sin grund i en intern magtkamp mellem Wedding og Wilmersdorf. Wedding var jo de småbøllede Boateng-brødres hjemmebase, mens (den fimsede bydel) Wilmersdorf var (den fønede) anfører Arne Friedrichs hjemsted. I sådan en spids-analyse, der kan være rigtig eller forkert, får du meget af klubbens og byens konfliktpotentiale anskueliggjort.

Og nu er der så lige skudt en ny sæson i gang! Dermed skrives der lystigt videre i Bundesligaens store fodboldkrønike, og jeg glæder mig da til at se, hvad der bliver skrevet i den.

Boris Boll-Johansen fotograferet på Restaurant Zillemarkt, Bleibtreustraße ved Savigny Platz, Charlottenburg

Boris Boll-Johansen, født 1967. Uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi, cand.phil. i kunstteori, forfatter til en håndfuld bøger for både børn og voksne. Har illustreret talrige bøger (egne og andres).

Boris flyttede til i Berlin i 2005 og bor i dag i Schöneberg. Han har skrevet afsnittet ”Berlinerbold – fodbold i øst og vest” i Berlin-bogen i Aarhus Universitetsforlags Vide Verden-serie.

Han skriver også historier om Berlin på sin blog Bolls Berlinerblog

Derudover står han bl.a. bag det eksperimenterende litteratursite Klørkonge.dk 

 

Mit Berlin #24: Byen er en levende historiefortæller

Alice Persson kom til Østberlin som 19-årig i 1975 for at arbejde som dansk nyhedsoplæser på Radio Berlin International, den østtyske kort- og mellembølgeradio, der dagligt fortalte hele verden om socialismens fortræffeligheder. Sidste år udgav hun beretningen om sine mere end to år i byen under den kolde krig og Stasis mislykkede forsøg på at hyre hende som agent. Her svarer hun på spørgsmål i serien ”Mit Berlin”.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Mit første indtryk af Berlin (det var i Øst i 70’erne) var en STOR, fremmed og totalt spændende by. Jeg var 19 år og havde stort set kun været i Rødovre, Karrebæksminde og på Orø. En særartet lugt af brunkul, en sky af olieblandet benzinlugt, tiloset luft, livlighed, pølsebarer, knejper, mange små, tøffende trabanter. Følelsen af at være blevet lukket ind i en hemmelig hule fuld af skilte med opfordring til at komme fremad mod en partikongres, at kæmpe for fred og solidaritet og styrke produktionen. Totalt anderledes end reklamerne hjemme! Jeg var spændt, bange og på eventyr.

Alice Persson i 1976

Alice Persson i 1976 ved sit østberlinske hjem i Albert Schweitzer Strasse i Friedrichshagen cirka 20 km fra centrum af Berlin.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Jeg kommer her alt, alt for sjældent, men kunne sagtens besøge Berlin syv-otte gange om året, hvis det var muligt. Men hver gang jeg er her, føles det som at være kommet hjem. Jeg kunne godt bo der igen, tror jeg. Jeg er vild med Berlin som en god gammel ven. Den by har været med til at identificere mig og definere mig i den spæde ungdom, og det hænger ved.

Jeg tænker stadig meget i øst og vest. Er helt bevidst om, hvornår jeg er hvor. Og jeg befinder mig mest i øst, når jeg besøger byen. Her føler jeg mig hjemme. Store forretningsgader, moderne glasbygninger og shoppingcentre har ikke min interesse. Hellere slentre ad en laaang Karl Marx Allee eller Unter den Linden eller i Köpenick end gå og kigge smarte butikker i vest, på Kurfürstendamm.

Byen er så emmende af historie og liv. Jeg elsker at mærke ærefrygten, når jeg står ved en stor bygning og mærker, hvad der er sket her i fortiden. Ved mindesmærker for krigens ofre bliver jeg højtidelig og melankolsk. Bagefter kan jeg gå ud i folkemængden, som lever i dag, og blive glad for at se deres selvfølgelige måde at eksistere i en fredelig by. Så jeg får mange forskellige følelser, når jeg bevæger mig rundt i Berlin.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Jeg elsker Berlin af mange grunde. Byen har noget for enhver sjæl. Men byen er ikke bare en by. Byen er et vidnesbyrd, en levende, summende historiefortæller. En mangfoldighed af skæbner.

På grund af min historie bliver jeg nærmest jaloux over at skulle dele Berlin med så mange mennesker, der valfarter hertil. Jeg misunder dem. I dag er det jo lige så naturligt at drage herned som at tage en tur i sommerhuset eller ind til storbyen. En lille barnlig stemme indeni siger: Jeg kom først, det er min by. Misundelse er en retningsgiver, som peger og siger: Det skal du også. Så jeg tager følelsen som et tegn på, at jeg kommer og er kommet her alt for sjældent i nyere tid. Så det må jeg gøre noget ved. I virkeligheden kunne jeg godt forestille mig at tilbringe meget længere sammenhængende tid hernede. Måske endda flytte hertil.

Når jeg sidder ved foden af fjernsynstårnet, hvor jeg dengang – i 70’ernes Østberlin – sad sammen med min soldaterkæreste og diskuterede vores umulige forhold, bliver jeg grebet af en trang til at fortælle de unge mennesker om, hvordan det var dengang. Men det har jeg jo gjort i min bog ”Kollega Persson.”

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Mit yndlingssted er Friedrichshagen. Det tager ca. 25 minutter med S-toget Richtung Erkner at køre derud. Derude ligger en by i byen med egen hovedgade, butikker, kulturelle arrangementer, cafeer og kirke. Her er liv og glade dage, uden at det bliver for stort. Og går man til enden af Bölschestrasse, kommer man ned til søen, Müggelsee. Der er grønt, hyggeligt og underholdende i Friedrichshagen.

Med årene er jeg blevet lidt overfølsom over alt for megen larm og travlhed alt for længe, så mit nervesystem slapper helt af, når jeg kommer til søen og cafeerne og bådfarten ved vandet. Det er mit ønske en skønne dag at bo på en pension i byen – i nærheden af mit tidligere hjem i Albert Schweitzer Strasse.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Da jeg boede i Berlin i 70’erne, var jeg ikke så interesseret i at gå i teater, i operaen eller på museer. Dengang gik jeg mere på værtshus og mødte de lokale. Mit store ønske var at komme ind i Distel og opleve satiren, men det opgav jeg, for det var umuligt at få billetter, hvis ikke man lige kendte nogen, der kendte nogen.

1. maj i Østberlin: Det har altid givet mig et indre sus at stå i en stor menneskeforsamling. Især når det handler om at ændre verden, solidaritet, tilkendegivelser for fred er det mærkbart. Et sus går gennem kroppen, når jeg mærker, hvor mange vi er, og hvor stor styrke vi har, når vi er mange. Det sus mærkede jeg 1. maj i Berlin i 70’erne.

Inden jeg flyttede til Berlin i 1976, havde jeg 1. maj været med på Blågårds Plads i stjernedemonstration til Nørre Søgade og så hele vejen ud til Fælledparken. Det var også betagende og gav mig følelsen af at tilhøre en kæmpestor familie. Det gav tryghed og garanterede på en måde, at jeg kunne føle mig tryg her. I Berlin fik jeg den samme følelse, i langt højere målestok. For det var jo her, i socialismen, at den tryghed blev garanteret. Vi var så ufatteligt mange, og beslutningen var, at der aldrig mere måtte udgå krig fra tysk jord. I kølvandet på krigen, som jeg vidste havde resulteret i en stor angst for min mors og mine bedsteforældres liv, var det, som om den ”slægtssmerte” lagde sig, når jeg indsnusede lugten fra den nye krigsløse tid.

Selv om den kolde krig skød med skarpt, følte jeg mig i sikkerhed her. Når jeg så på tanks i Østberlin, tænkte jeg ikke krig, men forsvar for fred og en slåen hårdt ned på alle neonazistiske tendenser. Under 1. maj-demonstrationen i Østberlin (vi havde fri fra arbejde) så jeg godt, at Honecker og co. sad højt oppe på et podium, og der var rækværk mellem dem og folket. Men opfattede det ikke spor symbolsk.

Jeg bliver nødt til at nævne Unter den Linden. Her har jeg gået meget. På vej ned mod Brandenburger Tor, hvor DDR stoppede. Så stod jeg dér og kiggede på afspærringerne. Det var en kæmpeoplevelse at besøge Berlin igen for første gang siden murens fald, mange år efter. Meget hurtigt fandt jeg Unter den Linden og gik den samme tur. Da jeg nåede Brandenburger Tor, blev det helt uvirkeligt inden i mig. Jeg stoppede op og blev helt paf. Selv om jeg rationelt godt vidste, at døren var åben, var det en særlig følelse at opleve det. Og sådan er det med alt. Det er ikke nok at vide det oppe i hovedet. Man skal være til stede med sin krop for virkelig at mærke det. Jeg gik helt forsigtigt igennem og ud på den anden side. Kiggede lidt bedøvet på menneskemylderet. Mennesker kørte og gik, optaget af at leve deres liv. Tog ingen notits af den åbne dør. Kun jeg stod dér og tænkte i mirakler.

Det samme skete, da jeg besøgte Checkpoint Charlie. Historien bemægtigede sig mig igen. Og jeg gøs ved tanken om, hvordan det var dengang, og at man nu bare kan gå igennem. Men jeg brød mig ikke om alt det dramatiske og souvenirprægede. Folk, som solgte postkort og små stykker ”mur”. Det er ikke interessant.

Museerne er jo et kapitel for sig. Imponerende. Ud over mastodonterne på museumsøen kan jeg lide at besøge Zille Museum i Propststrasse 11 i Nikolaiviertel, Berlins ældste kvarter.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Igen må jeg sige, at det tiltaler mig at opsøge den østlige fortid. I min gamle by Friedrichshagen ligger ”Bräustübl” på Müggelseedamm 164 og ”Rolandseck” på Scharnweberstrasse 80. Begge lå der også dengang, i 70’erne. Og væggene taler til mig.

I centrum kom jeg af og til på ”Zur letzten Instanz”, Berlins ældste værtshus fra 1651. Selv om restauranten er blevet shinet op, er den gamle egenart ikke forsvundet. For selv om man sminker historiske bygninger til ukendelighed, titter historien gennem væggene. Jeg får i hvert fald følelsen af at være i Berlins ældste knejpe stadigvæk selv om bordene er pænt pyntede. Tænk, her sad Napoleon engang og nød en øl, siges det. Derfor har han også en stol stadigvæk. Eller det havde han stadig, da jeg besøgte instansen for nogle år siden. Charlie Chaplin og Clara Zetkin og flere berømtheder siges også at have besøgt stedet.

I nyere tid har jeg besøgt ”Lebensmittel in Mitte” – et dejligt intimt og folkeligt sted. Her sidder man tæt, og stemningen er livlig uden at være anmassende. Cafeer og spisesteder i Hackesche Höfe er også altid hyggelige at besøge.

Alice Persson, født 1957, er selvstændig psykoterapeut. Tidligere tysk korrespondent/advokatsekretær og stadig meget glad for det tyske sprog. Udgav i 2016 bogen  ”Kollega Persson” om sine oplevelser, da hun boede i Østberlin 1975-77 og arbejdede på den statslige radio i håb om senere at uddanne sig til journalist, men hvor hun oplevede at blive forsøgt rekrutteret af Stasi, DDR’s hemmelige politi.

Hun skriver nu på en fortsættelse med den kryptiske arbejdstitel ”Frøken Persson … kan De koge et æg?” Et særpræget spørgsmål under en jobsamtale som tysk korrespondent efter de groteske oplevelser i Østberlin. Her vil hun beskrive, hvad der skete, da hun kom hjem fra Berlin og stadig havde svært ved dels at vriste Stasi-oplevelserne af sig dels at omvurdere sine politiske og private livsdrømme. Og i sidste ende finde fodfæste i livet. Om den kommende bog fortæller hun selv:

– Den  vil have en naturlig tilknytning til det fænomen, at jeg senere uddanner mig til psykoterapeut. Hvad sker der for hende, der – godtroende og uskyldig som unge mennesker ofte er – bliver offer for kræfter, der har planer med hende? Og hun ikke kan finde nogen at betro sig til, fordi det på den ene side er tabu (”Stasi eksisterer ikke”), på den anden side farligt, hvis nogen opdager det (”har hun været spion?”). Hvor går hun hen med sin skam og ensomhed?

Danmarks Radio har lavet flotte web- og radiodokumentarer om Alice Perssons oplevelser i Østberlin i 1976: https://www.dr.dk/nyheder/webdok/berlin

Mit Berlin #23: Berlin er uforstillet ligetil

Jens Unmack, frontmand i Love Shop, har et inderligt forhold til Berlin, som han beskriver med ord som rå, yndefuld, hæslig, vibrerende, neonlysende … Og glæder sig over, at byen nu igen har et fodboldhold i toppen. Dette bidrag til serien ”Mit Berlin” kunne rumme råskitsen til en fin sang om byen.

Mit BerlinHvad var dit første indtryk af Berlin?
At byen stod bygget og skåret i sort/hvidt. Det var vinteren 86/87, jeg boede på et monstrøst hotel i Vestberlin, hvor der var iskoldt dag og nat på den der tørklimafacon, der er så speciel for Berlin. Følelsen af om aftenen at være i en neonlysende hule, med det hvide Mercedes Benz-logo på Europa Center som pejlemærke, omringet af kommunismens tavse mørke, derovre på den anden side af Muren.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Jeg kommer gerne forbi tre-fire gange om året, alene, med familie, med venner. For at arbejde, perspektivere, nyde livet, være til.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
At byen er så uforstillet ligetil. På en gang rå og forfinet, på samme tid hæslig og yndefuld. Og så den følelse af historisk bevidsthed, som Berlins vilde blanding af fortid og nutid konstant sætter i spil.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Kreuzberg. Klassisk Vestberlin, som endnu aldrig er blevet renskuret.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Der har været mange. Senest nu i maj, da Iggy Pop spillede i Tempodrom, kun få hundrede meter fra Hansa Studios, hvor han sammen med David Bowie i 1977 indspillede sit mesterværk Lust For Life. Det var vanvittigt godt og meget specielt at opleve ham lige der.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Jeg spiser næsten altid frokost på Il Casolare, Berlins bedste italienske trattoria, ved Landwehrkanal i Kreuzberg, bare fem minutters gang fra Kottbusser Tor.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
At drikke kolde Berliner Kindl og se VM/EM-fodbold på storskærm i en af byens mange biergartens om sommeren føles som ægte Berlin. Men ‘ægte’ Berlin er så mange ting. Kan også ud fra det spørgsmål på det kraftigste anbefale natlige gåture i byens lys og vibrerende liv, med dunkende elektronisk musik i ørene. Som de siger det i Berlin, Hamburg er til rock, mens Berlin er til electro.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Byens allerbedste döner – der er hård konkurrence – fås hos Mustafa’s Gemüse Kebab ved Mehringdamm. Der er altid kø ved skuret, både dag og nat, så formidabelt god er deres Hänchen-döner. Og hey, nu vi snakker multi-kulti, er det også helt specielt med 1. maj i Kreuzberg, hvor tyrkerne holder en overvældende stor folkefest i området omkring Mariannenplatz. Det er meget specielt at opleve deres helhjertede dans og sang, mens autonome og venstrefløjsaktivister hvert år slås mod store mængder af riotklædte polizeistyrker kun få gader derfra.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Bilister i Berlin synes bare ikke vant til at kigge efter cyklister, så på cykel er man i konstant livsfare. Pas på!

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Det bliver igen noget med musik. Den tidligere The Walkmen-forsanger Hamilton Leithauser, som netop har udsendt en af årets allerbedste plader indenfor den mere alternative rock, kommer på sin første europæiske tour til vinter. Og d. 2 marts spiller han på Kantine am Berghain over i Friedrichshain. Det bliver alle penge værd, er jeg sikker på.

Hvad “rykker” i Berlin lige nu?
For første gang i nyere tid har Berlin pludselig et fodboldhold, der blander sig i toppen. Jeg ved godt, Eisern Union er det fashionable hold at dyrke, og det er da også kultsjovt at se dem ude på deres selvbyggede stadion i skoven ved Köpenick. Men den gode fodbold bliver altså spillet af Hertha BSC, der har sine hjemmekampe i Adolf Hitlers gamle olympiske sportspark fra 1936, Olympia-Stadion, som bare arkitektonisk i sig selv er et besøg værd. Billetterne til Herthas hjemmekampe er til at få fat i, og stemningen på den billige Ostkurve  er forrygende.

jens-unmackJens Unmack, født 1964, er sanger, sangskriver og forsanger i Love Shop, som har en “November Tour” her i 2016, hvor første koncert afvikles på Auster Club i Berlin 3. november. Læs mere om koncerten på dette Facebook-event, hvor der også er link til billetsalg.

Jens Unmacks blog: http://www.jensunmack.dk/

Jens Unmack er her fotograferet i lufthavnsbygningen i Tempelhof. Fotograf: Morten Larsen (Flere billeder på bloggen sticksnsushi.berlin)

Mit Berlin #22: Kærligheden førte til et fast forhold

Nicolaj Holmboe tog i 2014 konsekvensen af en næsten livslang tiltrækning – og flyttede til Berlin. Herfra driver han i dag sin virksomhed som konsulent inden for blandt andet teambuilding og processer – og øser også jævnligt ud af sin Berin-fascination over for byens gæster. Her svarer han på fem spørgsmål i serien “Mit Berlin”.

Mit BerlinHvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg er kommet i Berlin siden 1971, hvor min danske faster blev gift med en vestberliner. Jeg har de første erindringer om bydelen Spandau, som vi ofte nåede om aftenen efter at have kørt turen fra Allerød, hvor jeg er vokset op.  Og særligt husker jeg grænseovergangen Staaken, som vi skulle passere efter turen gennem DDR. Spejle under bilen, ståltråd ned i benzintanken, al bagage ud, passene der kørte på transportbånd osv. Det var altid lidt utrygt at holde ved grænsen og vente – nogle gange op til to timer – og derfor var glæden stor, da vi endelig kunne køre ind i Vestberlin.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Jeg har opholdt mig i Berlin siden 2014, hvor jeg valgte at blive selvstændig og bosætte mig i byen. Der havde i en periode på fem år inden været en større og større lyst til at prøve at bo i byen mere permanent. Jeg var alligevel hernede 4 – 5 gange om året, så nu skulle det være, og det nyder jeg!

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Jeg har en gammel kærlighed til Charlottenburg/Wilmersdorf, da det er der, jeg er kommet, siden jeg var en lille dreng. Jeg har i otte år også rejst med skoleklasser fra Hillerød, og der har vi også altid boet i den del af byen. Nu bor jeg i nabodistriktet, Schöneberg, og det er jeg rigtig glad for. Der er roligt, der er grønt – og så lige midt i byen. Det er blevet mit distrikt, mein Kiez, hvor jeg bor og arbejder fra.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Måske nærmere en kulturhistorisk oplevelse. Den 9. november 2014 stod jeg foran Brandenburger Tor sammen med 1.000.000 andre  og var med til at fejre 25-året for murens fald. Fra scenen spillede et ungt par nationalmelodien på violin og cello, og det var så smukt og gribende at stå der i mængden og høre folk nynne med. Det frembringer stadig ”Gänsehaut”, når jeg tænker på det. Og så gik det hele amok i minutterne efter, da Udo Lindenberg startede ”festen” med Hinter’m Horizont. Så var det slut med at nynne – alle sang med! Samlet set en meget stærk oplevelse.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Jeg er meget glad for den nedlagte lufthavn, Tempelhof. Med cykel er det et fantastisk sted at mærke historiens vingesus helt tæt på. Første gang jeg cyklede ud ad startbanen, slap jeg styret og rakte armene ud til siden – som et par vinger – og forestillede mig, at der under russernes blokade af Berlin i 1948-1949 i gennemsnit landede et fly med forsyninger fra den vestlige del af Tyskland hvert tredje minut døgnet rundt. Det satte tingene i perspektiv.

nicolaj-holmboeNicolai Holmboe, født 1968, uddannet folkeskolelærer og systemisk konsulent. Tidligere ansat i Team Danmark, i dag selvstændig konsulent med base i Berlin. Læs mere på hans hjemmeside.
Arrangerer jævnligt guidede ture i Berlin for hold samt åbne ture, der også annonceres på hans Facebook-side.
De næste åbne ture afvikles i efterårsferien 2016:
Mandag 17. oktober
Torsdag 20. oktober