Tag-arkiv: Mit Berlin

Mit Berlin #39: Det bedste er byens diversitet

Lola Gazan har boet i Berlin siden 2005, da hun var tre år. Lige nu er hun på højskole i Danmark, og hun har ikke savnet byen én eneste gang! Hun har bidraget med mange tip til den nye udgave af Sissel-Jo Gazans Berlin-guidebog. Her svarer hun på spørgsmål i Vild med Berlins serie.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?

Det bedste ved Berlin for mig kommer altid til at være byens diversitet. Jeg siger tit, når jeg er i andre byer eller omgivelser, at der er ingenting, der kan chokere mig længere efter at have boet i Berlin i 15 år. Fra at tage u-bahnen hjem klokken fire om natten, fra Kottbusser Tor over Alexanderplatz til Bernauer Straße, til at falde i snak med nogle af de mest absurde og spændende mennesker – Berlin har alle folk fra alle verdenshjørner og alle baggrunde at byde på.

Hånd i hånd med det elsker jeg, hvor lidt der så bliver dømt af byen kollektivt (for det meste). Ingen kigger to gange på et homoseksuelt par i latex eller folk med flere piercings, end man kan tælle, og det synes jeg er skønt.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?

Berlin har virkelig meget at byde på, og det er jeg taknemmelig for. Man keder sig aldrig, hvilket selvfølgelig også har sine skyggesider. Jeg må sige, at Berlin lige nu ikke er min yndlingsby. Det er måske ikke det, I gerne vil høre – men efter at have rejst rundt, siden jeg blev student i juni, har jeg ikke savnet byen en eneste gang.

Især efter jeg er kommet på højskole i Danmark, sjovt nok, er det gået op for mig, hvor kold og sur og gnaven Berlin faktisk godt kan være. Men jeg tror nu, at det har mere noget med min personlige situation at gøre og mindre med byen selv. Det har altid været sådan med mig og Berlin – det mest op-og-ned-kærlighedsforhold nogensinde.

Det gode ved ikke at være Berlins største fan lige nu er, at når jeg kommer tilbage til den til januar, kan jeg sætte som mål at ændre på det – tage ud og nyde alt det gode, Berlin har at byde på og måske lære nogle nye folk at kende. Måske vil det ændre på min indstilling.

Spätikultur er også super “Berlin” – at sidde foran kiosker og drikke“. (Foto: Martijn van Exel , CC BY-SA 2.0)

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?

Jeg synes, at det ægte Berlin kommer ud om natten. Især Mitte, som om dagen kan virke meget homogen, meget rig og meget hvid, bliver til en skøn kulturoplevelse om natten. Jeg kender ikke noget mere “Berlin” end at drikke en øl i en Biergarten eller tage ud og danse til tekno eller små, independent bands, man aldrig har hørt om før. Det gode ved berliner nightlife er, at man aldrig ved, hvor man ender.

Spätikultur er også super “Berlin” – at sidde foran kiosker og drikke. Det lyder ikke så hyggeligt, det ved jeg godt, men hvis man er sammen med nogle mennesker, man elsker, kan jeg love jer for, at I får en god aften. Næsten alle mine aftener starter foran en kiosk. Det er lidt federe om sommeren, det indrømmer jeg, men man vænner sig til kulden om vinteren. Så, hvis man gerne vil opleve det rigtige Berlin – så skal man ud om aftenen. Plus: Alle de introverte, lidt kolde folk bliver overraskende dejlige at være sammen med, når de lige har fået nogle øller.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indryk på dig?

For tre år siden, da jeg havde en udvekslingsstudent fra Argentina, fandt hun et event i et besat hus i Köpenicker Straße. Det hedder “Køpi”, og det viser i hvert fald også det rigtige Berlin, hvis I leder efter et sted. Eventet bestod af, at squattere fra Athen var kommet for at tale med os og snakke om deres situation, og bagefter var der musik og billige bajer. Vi tog hjem tidligt den aften, men det var alligevel en aften, der altid kommer til at sidde i min hukommelse som en ægte berliner-kulturoplevelse.

Ellers er den årlige filmfestival Berlinale også noget af det skønneste, jeg ved. At komme ind i en biograf for at se en eller anden film fra Korea aller Skotland eller Sydafrika uden nogen forventninger om noget og komme ud bagefter, nogle gange fuldstændig paf over hvad man lige har set og andre gange rørt til tårer. Der bliver filmnørden inde i mig glad. Jeg kan kun anbefale at komme til Berlin i den tid, hvor der er Berlinale.

House of Small Wonder, Johannisstraße 20, 10117 Berlin

Har du en yndlingscafé/restaurant?

Jeg er her ikke så tit, som jeg godt gad, men House of Small Wonder er nok min yndlingscafé/restaurant. Den er så smukt indrettet, og menuen er interessant og anderledes. Så ligger den også lidt gemt, som jeg sætter pris på. Selvom den på en mærkelig måde er meget berliner-hipsteragtig, som jeg egentlig ikke så godt kan lide, så har den en helt anden charme. Den første House of Small Wonder ligger i Brooklyn, New York og det kan man godt mærke, når man går derind – den får én til at føle sig, som om man er et helt andet sted, hvilket kan være ret skønt engang imellem.

Uh, og The Tree på Brunnestraße! Super lære japanske nudelsupper og lækker te og mega fint indrettet!

Hvad rykker i Berlin lige nu?

Det er ikke nyt for Berlin, men for mig rykker ravekulturen meget lige nu. Jeg har mange venner, der er begyndt at gå op i teknomusik, som jo altid har haft stor indflydelse på Berlins undergrund, og det er noget af det fedeste af danse til, synes jeg selv.

Lola Gazan, født 2001, p.t. højskoleelev. Hun præsenteres med bl.a. disse ord i Sissel-Jo Gazans ”Vi elsker stadig Berlin: ”… kom til Berlin i 2005, da hun var tre år gammel, i selskab med sin eventyrlystne mor, en kuffert og en barnevogn. Nu lakker barndommen mod enden, og Arbitureksamen – studentereksamen – fra John Lennon Gymnasiet kom i hus sommeren 2019, og så begyndte en ny æra.”

Bogen udkom 7. november 2019 og rummer 65 ekstra sider i forhold til første udgave fra 2015. bl.a. i kraft af mange tips fra Lola. De er fremhævet med blå skrift og ”gør bogen ekstra velegnet til familier, der rejser sammen med deres store børn og teenagere”, som vi skrev i vores omtale.

vi_elsker_stadig_berlinLæs mere om bogen “Vi elsker stadig Berlin” og lodtrækningen om tre eksemplarer (senest tirsdag 3. december 2019).

Mit Berlin #38: Stasi førte protokol over min første overnatning

Tove Fleischer flyttede til DDR i 1981 for at blive forenet med faderen til sit barn. Der levede hun og den familie, der snart blev til fem, frem til 1989, hvilket hun beretter medrivende om i sin bog ”Kærlighed i socialismens tid”. Her svarer hun på Vild med Berlins spørgsmål.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?

Mine første berlinoplevelser bestod af banegårde! Som alle rigtige storbyer har byen altid haft mange banegårde, benævnt efter de byer eller de områder, de servicerede: Stettiner Bahnhof, Frankfurter Bahnhof, Anhalter Bahnhof, Görlitzer Bahnhof, Dresdner Bahnhof og mange flere, som ikke overlevede krigen og Berlins deling.

Da jeg kom til Berlin for første gang i juli 1969, var det med nattoget fra København, Østersøekspressen, der først kørte til Ostbahnhof, hvor alle DDR-borgere skulle forlade toget, så til Bahnhof Friedrichstraße, hvor toget blev grundigt gennemsøgt, og så fortsatte det til Bahnhof Zoo i Vestberlin. Jeg var på vej til Tjekkoslovakiet, så jeg skulle kun til Ostbahnhof, der var knudepunkt for togtrafikken til alle de østeuropæiske hovedstæder.

Ostbahnhof var virkelig en knytnæve i synet på en 18-årig dansker, grim, beskidt, fyldt med uvenlige mennesker og hyldet ind i den særlige luft, som var overalt i Østeuropa – dårligt forbrændt benzin, kulos, desinfektionsmidler, sure toiletter og den særlige duft af østeuropæiske cigaretter. Perroner og ventesale var overfyldt, fordi de fleste internationale tog var forsinkede, ofte med flere timer.

Folk sad med deres pakkenelliker og papkasser og gamle kufferter omviklet med snor, og det var som at være landet i en flygtningestrøm lige efter krigen. Når et af de forsinkede tog så endelig kørte ind på en perron, blev det bestormet med en vildskab, jeg slet ikke havde tiltroet de lidt sølle udseende passagerer, bagage blev rakt ind gennem vinduerne, og der blev råbt og skreget på sprog, jeg ikke kunne identificere. Jeg var dybt fascineret!

Men mest imponerende var Bahnhof Friedrichstraße, hvor der var to afdelinger: En hvor alle de normale østberlinske S-tog havde endestation, og hvor almindelige DDR-borgere kunne færdes frit, og så en afspærret afdeling, hvor de internationale tog kørte, og hvorfra S-toget til Vestberlin udgik.

Der var sat skillevægge op mellem sporene, så når man stod i ”østafdelingen”, kunne man sagtens høre togene i ”vestafdelingen”, men man kunne ikke se dem. Hvis man skulle rejse fra øst mod vest, skulle man først forlade ”østafdelingen” og så gå ind ad en anden indgang (gennem ”Tränenpalast”), hvor der var udrejsekontrol, hvorefter man ad meget labyrintiske gange blev ledt op på ”vestperronen”.

Første gang jeg overnattede i Berlin var den 23.-25. juni 1978. Jeg havde forelsket mig i en østtysker fra Leipzig, og jeg var blevet gravid. For at vi kunne mødes, havde jeg købt en tredages rejse til Østberlin, hvor vi overnattede på det nybyggede hotel Metropol, som lå lige over for Bahnhof Friedrichstraße. Vi boede i værelse 922. Det ved jeg, fordi Stasi omhyggeligt førte protokol! Hotellet findes stadig under navnet Maritim pro Arte.

Vi brugte også senere Østberlin som mødested, inden jeg fik lov til at bosætte mig i DDR. Så boede jeg på Hotel Stadt Berlin på Alexanderplatz. Det hedder i dag Park Inn.

Tove Fleischer og Klara Fleischer

Tove og Klara foran Hotel Stadt Berlin i foråret 1979

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?

Det er en by, jeg aldrig bliver færdig med. Den rummer alt det fantastiske ved Tyskland – og alt det hæslige.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?

Som besøgende nyder jeg de rigtig gode offentlige infrastrukturer, som gør det nemt at komme rundt, selv om man ikke er stedkendt. Det gastronomiske niveau er højt, og man kan få meget god mad til relativt beskedne penge.

Og så er der altid et eller andet sted, hvor man ikke har været endnu. Men det bedste ved Berlin er, at byens popularitet har fået danskerne – og folk fra mange andre lande – til at interessere sig for Tyskland og det tyske sprog på en positiv måde.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?

Kvarteret omkring teatret Berliner Ensemble (Brechts teater) og Bahnhof Friedrichstraße. Det var her, det østberlinske kulturliv foldede sig ud med Deutsches Theater og Friedrichstadtpalast kun få hundrede meter fra Berlinmuren. Friedrichstadtpalast blev indviet i sin nuværende skikkelse i 1984 og var DDR’s største revyteater. Ingen anede, at staten kun havde få år tilbage af sin eksistens.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?

At besøge Berlinerfilharmonien. Det er ikke specielt originalt, men når man som jeg næsten udelukkende hører klassisk musik, er det en absolut totaloplevelse.

Det var også tankevækkende at se udstillingen om Emil Nolde, som var på Hamburger Bahnhof i sommeren 2019. Her blev fremlagt dokumentation for, at Nolde – som for øvrigt var dansk statsborger – lige til sin død i 1956 var overbevist nazist. En dokumentation, som må have været kendt i adskillige kredse, men som man åbenbart ikke ønskede frem. Nolde iscenesatte sig selv som nazi-offer og fik hele verden til at hoppe med på det. Gør det nu hans billeder dårligere?

Tove og Holm Fleischer

Tove og Holm Fleischer har boet i Århus siden 1989. Her er en selfie foran Brandenburger Tor i 2019.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?

Die StäV am Schiffbauerdamm. StäV står for Ständige Vertretung, hvilket var navnet på den vesttyske repræsentation i Østberlin, som blev åbnet i maj 1974. Vesttyskland anerkendte aldrig Østtyskland diplomatisk, så derfor hed det ikke en ambassade. Efter genforeningen lukkede Ständige Vertretung. I 1997, da regeringen blev flyttet fra Bonn til Berlin, åbnede to gastronomer fra Bonn restauranten ”Ständige Vertretung des Rheinlandes”, således at de mange embedsmænd, der måtte flytte med, ikke kom til at savne den lokale rhinske gastronomi.

Beliggenheden på Schiffbauerdamm er ikke specielt idyllisk, der er udsigt til bagsiden af Bahnhof Friedrichstraße og den jernbanebro, hvor S-togene mod vest kører, og som tidligere var afblændet, så man ikke kunne se dem. Det er et stort og støjende lokale, fyldt med politisk historie og masser af humor. Om sommeren kan man sidde udenfor på ”Rheinterrassen” og kigge på Spree.

Lige ved siden af ligger Berliner Republik, som også er stort, støjende og underholdende. Ligesom Berlin selv.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det ægte Berlin?

Til Berlin!

Tove FleischerTove Fleischer, født 1951. Studerede slaviske sprog og dansk ved universiteterne i Aarhus og Prag. Hun flyttede i 1981 til Leipzig i DDR for at leve sammen med Holm Fleischer, far til hendes datter og de to øvrige børn, de fik sammen i DDR.

1981-89 boede hun i Leipzig, hvor hun arbejdede som oversætter og lærer. I 1989 flyttede familien til Aarhus, og Tove Fleischer arbejdede indtil sin pensionering som underviser i dansk for udlændinge. I bogen “Kærlighed i socialismens tid” beretter hun om sine oplevelser og refleksioner fra tiden i DDR. 

Læs Vild med Berlins omtale af “Kærlighed i socialismens tid”.

Læs mere om Vild med Berlins Stammtisch-arrangementer med Tove Fleischer i Århus og København i begyndelsen af 2020.

Mit Berlin #37: Berlin kryber ind under huden

Da først Berlin havde fået status som deres favoritby, var Chris Alban Hansen og hans hustru hurtige til at rykke permanent til byen med deres to små børn. I dag er han guide hos Berliner Unterwelten. Her deler han sin fascination og inspirerer til oplevelser.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg kom første gang til Berlin forholdsvis sent i livet – og sent i forhold til de mange historiske begivenheder, der kom helt ind i dagligstuen, da jeg var barn i 1980’erne. Først i 2014 mærkede jeg Berlin på egen krop og sind, og min mangeårige ulykkelige forelskelse i New York blev endelig brudt.

Berlin er på samme måde som New York en smeltedigel af håbefulde drømmere, der kommer hertil for at prøve lykken, og da min kone og jeg var på ferie i Berlin igen allerede året efter, satte vi os for at flytte hertil. Berlin er trods alt tættere på end New York, som jeg havde brugt ti år på at fantasere om. To år senere gjorde vores livsomstændigheder det muligt for os at rykke familien op og udleve vores drøm.

Berlin er en smeltedigel

Berlin er en smeltedigel. Foto: Chris Alban Hansen

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Berlin er en by fuld af muligheder. Man får en smagsprøve på det, når man er turist i byen, men det er kun toppen af isbjerget. Os, som bor her, får de sidste 90 procent med. Her sker altid et eller andet for små, store eller hele familien.

For eksempel har vi spontant været ude og høre avantgarde electronica i en lille sortmalet klub under jernbanen ved Jannovitzbrücke. Har vi lyst til højtlæsning for børn med en farvestrålende dragqueen, så er det en mulighed, og der er altid en workshop eller udflugt, der passer til hver vores interesser.

Indbyggerne skaber byen, og sammen viderefører vi ubevidst den unikke atmosfære. Berlin kryber ind under huden på én, og det er det skønne ved at bo her.

Dragqueen i Berlin

I Berlin kan man tage sine børn med til en dragqueens højtoplæsning. Foto: Chris Alban Hansen

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Da vi lige var kommet hertil, var jeg frygtelig irriteret over, at jeg mange steder ikke kunne betale med kort, og at butikkerne var lukket om søndagen. I virkeligheden er det en vanesag at få handlet om lørdagen. Så længe siden er det heller ikke, at der var søndagslukket i Danmark. Og så har jeg lært det vigtige i at have kontanter i lommen.

De fleste, der arbejder i et serviceerhverv i Berlin, får en løn, som de færreste danskere ville arbejde for. Drikkepenge er nødvendige for at kunne bo og leve i Berlin. Det opdagede jeg, da jeg fandt mig selv i et servicejob, og jeg stikker glædeligt hånden i lommen og giver drikkepenge, når jeg selv er blevet serviceret. Økonomien med drikkepenge er sværere i et kontantløst samfund.

Trinkgeld in Berlin

“Trinkgeld, danke!” Foto: Chris Alban Hansen

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke finder på de første 10 sider i turistguiden?
Jeg møder jævnligt danskere, der har været i Berlin mange gange, og som ikke kender Berliner Unterwelten, eller som aldrig har besøgt museet. Måske fordi det ligger i Gesundbrunnen væk fra den store koncentration af attraktioner. Gør dig selv den tjeneste at tage på én af vores ture. Det er et utraditionelt museum med en levende fortælling om de civile berlinere under Anden Verdenskrig, og det ligger kun 10 minutter væk fra Alexanderplatz med U8-toget.

En anden oplevelse, man sjældent finder i turistbrochuren, er Pankeweg. Panke er en mindre flod (danskere vil nok kalde den for en å), og går man fra dens udløb i Spree ved Nordhafen langs åen op til Bürgerpark Pankow, kan man både opleve den vildtvoksende natur, udstillinger med lokale kunstnere ved Panke Culture og Wiesenburg.

Wiesenburg var et spektakulært byggeri, som den legendariske filminstruktør Fritz Lang brugte som kulisse i sin film M fra 1931. Under Anden Verdenskrig producerede tvangsarbejdere våben til nazisterne på Wiesenburg, og i slutningen af krigen blev bygningen bombet. Ruinen efter bombardementet står endnu langs Panke. Turen slutter i Bürgerpark Pankow, hvor det tidligere styre i Østberlin opstillede flere kommunistiske mindesmærker, der stadig pryder parken.

Pankeweg Berlin

Langs Panke kan man opleve den vilde natur, udstillinger og de kulisser, som Fritz Lang brugte i 1931. Foto: Chris Alban Hansen

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Sporene efter de historiske begivenheder er helt klart dét, der har gjort størst indtryk på mig – helt fra første gang, jeg bevægede mig rundt i Berlin. Mange rædselsfulde ting har fundet sted her, og byen prøver ikke at skjule det.

De mange snublesten vidner om noget af det mest uhyggelige, der er sket. Hele jødiske familier, der er deporteret til Auschwitz, har fået en snublesten, og også små børn der er ombragt i Görden under Aktion T4, fordi de var handicappede.

Og så er der selvfølgelig Berlinmuren, der stadig står helt åbent rundt omkring, men også dukker op i bidder på en kirkegård, i skjul på en overbevokset grund eller på en byggeplads.
Jeg føler mig også heldig, fordi jeg får lov til at holde historien i live om de civile berlinere, der søgte tilflugt i bunkeren under Gesundbrunnen, når jeg er på arbejde i Berliner Unterwelten. Det er en vigtig del af tysk og europæisk historie, som vi skal huske, så det ikke gentager sig.

Berlinmuren

Berlinmuren møder man i store stykker og mindre bidder rundt omkring. Foto: Chris Alban Hansen

Chris Alban Hansen, født 1974, guide, journalist og medejer af kunstbutik. Har boet i Berlin i to år med hustru og to børn.

Arbejder til dagligt i Berliner Unterwelten som guide på dansk- og engelsksprogede ture. Bruger desuden tiden på at markedsføre og sælge billedkunst, som hustruen Anna Freya har skabt.

Her på Vild med Berlins blog har han tidligere bidraget med indlægget “Sådan kan du bruge en solrig dag i Volkspark Humboldthain“.

 

Mit Berlin #36: Berlin er en sand gave for en historiker

Andreas Monrad Pedersen udgav for nylig en spændingsroman, der vidner om en stor indsigt i Berlins historie, kultur og geografi. Vild med Berlin har her fået ham til at dele ud af mere af sin viden og give nogle gode tips til byens gæster.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg var i Berlin første gang i 1982 med min folkeskole i 9. klasse. Vi boede i Østberlin i en uge, og selvom vi i bakspejlet oplevede ret fantastiske ting, så havde vi intet til overs for byens østeuropæiske charme dengang. Alt så slidt og gammelt ud, folk forekom triste, og der var ikke noget, vi danske middelklassebørn kunne shoppe.

Jeg har stadig den stil, vi skulle skrive efterfølgende i dansk, og det er morsom læsning i dag. Vi følte os befriede, da vi ankom til Vestberlin og blev sluppet løs i Europacenter. Vanduret var åbenbart højdepunktet!

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Helt ærligt, så var det først, da jeg besøgte Berlin for fjerde gang i 2005, at jeg blev vild med byen, og min indgang var, at jeg selv skulle forberede en studietur for en gymnasieklasse og derfor researchede løs og blev grebet af min egen nye viden. At lære byens geografi, kulturliv og historie og formidle det til mine elever var trylleformularen for mig. Typisk læreragtigt tænker jeg.

I dag er Berlin med et fortærsket udtryk blevet mit andet hjem. Jeg har gennem 10 år haft en lejlighed i Friedrichshain og er kommet der 6-7 gange årligt, så jeg kender på mange måder Berlin bedre end Århus og København. Jeg cykler hjemmevant rundt og ved, hvor det meste ligger uden at bruge kort. Og pludselig er man alligevel et nyt sted, hvor nogen har skabt et hyggeligt frirum på et gadehjørne under træerne.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Som dansker føler man sig umiddelbart hjemme i Berlin. Det må være noget med blandingen af det lidt fremmede og det ret genkendelige på mange niveauer. Berlinerne opfører sig som en slags danskere.

Det spændende for mig er den underliggende voldsomme historie, som gemmer sig under den ubekymrede, moderne metropol. Berlin indeholder verdenshistoriens store konflikter, verdenskrigene og den kolde krig, og sporene gemmer sig lige under overfladen. Berlinmuren dukker op her og der med graffiti eller som glemte overgroede klodser. Pludselig træder man på en snublesten og kan læse om en jødisk familie, der for 75 år siden blev deporteret fra lejligheden ved siden af. Hitlerregimets og DDR-tidens arkitektur ses punktvist, dels som anvendte boliger og dels som museumsbygninger.

Har man øjnene med sig, ser man mange steder en lille mindeplade eller en inskription, og så får en travl, trafikeret rundkørsel (som eksempelvis Besarinplatz eller Strausberger Platz) eller en park (som eksempelvis Volkspark Friedrichshain) pludselig en anden mening end den åbenlyse. At bevæge sig med den bevidsthed rundt i byen er for en historiker og forfatter naturligvis en sand gave.

Andreas Monrad Pedersen foran det stykke af Muren ved af East Side Gallery, som også illustrerer forsiden af hans roman “Åbne hænder”.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Hver bydel i Berlin har sin egen charme. Jeg holder af Kreuzberg og Prenzlauer Berg, men jeg har hjemme i Friedrichshain og betragter det som min trygge base. Der er noget Vesterbro-agtigt over bydelen, og der er mange dejlige, små lommer med parker, pladser og altid mange mennesker, der hygger sig udenfor.

Så snart solen titter frem, samles børnefamilierne i parkerne, og stuelejlighederne bliver pludselig ekstra attraktive. Man tager sin lænestol under armen og hopper ud ad vinduet og gør fortovene til sit hjem. Det skal ikke nødvendigvis være pænt, bare det er rart.
Det er dejligt at opleve de velkendte steder i Friedrichshain og se dem ændre sig. Huse, der bliver renoveret, små butikker, der dukker op, beboere, hvis børn bliver større. Side om side ligger BZ-huse og specialbutikker, legepladser og lejligheder med hyggelige altaner. Det er en meget broget bydel.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Åhh, den er svær. I Deutsche Oper så jeg en hypermoderne opsætning af Mozarts “Die entführung aus dem Serail”, og den genkalder jeg mig stadig år efter. Måske også fordi jeg lige inden var gået ned om hjørnet ved Krummestrasse og set den parkeringsplads, hvor den unge Benno Ohnesorg blev slået ihjel med forsæt af en vestberlinsk politimand under de voldsomme demonstrationer i 1967.

Mere direkte knyttet til Berlin og noget af det, der interesserer mig mest, står en omvisning i Stasi-fængslet i Hohenschönhausen som et klart højdepunkt for mig. En tidligere indsat, som havde lært sig dansk pga. Olsenbanden-filmene, der blev sendt i DDR-fjernsyn, viste rundt. Meget vedkommende og rørende. Men jeg kunne nævne rigtig mange andre oplevelser.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Når det kommer til rigtig god mad, er det svært at komme udenom den vestlige bydel. Min far insisterer, når han kommer til Berlin, på at besøge Cassambalis i Grollmannstrasse – en græsk-italiensk restaurant med suveræn atmosfære og kvalitet. Og jeg indvilger som regel, fordi han har ret i stedets kvalitet, selvom jeg ligeså gerne besøger de lidt mere rustikke og særprægede spisesteder. Et af disse er uden tvivl Englers Unikat i Samariterstrasse i Friedrichshain. Man spiser i sofagrupper, blandt talrige udstoppede havdyr, og serveringen er ægte berlinsk, tilbagelænet og alle G’er udtales som J akkurat som i gamle dage.

English Bookstore på Warschauerstrasse må være min favoritcafé. De laver ordentlig, det vil sige varm og stærk, kaffe og serverer friskbagte, hjemmelavede bagels med lækkert tilbehør. Samtidig kan man sidde og bladre i bøger og hæfter – jeg holder især af fotobøgerne om Berlin både før og nu – og ellers bare sidde og se på alle de forskellige besøgende gæster, der som regel er udlændinge, måske studerende eller turister, som på alle tider af dagen dropper ind i denne internationale oase.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
For mig er det ægte Berlin det rum, der skabes af menneskers kreativitet i de rum, som er blevet til overs i byen, og hvor ånden er at skabe noget værdifuldt for sit nærmiljø. Landingsbanerne ved den gamle Tempelhof-lufthavn er et godt eksempel. Spisesteder, idrætspladser og kolonihavehuse ligger side om side og tiltrækker byens mennesker, der altid er på udkig efter adspredelse i det fri.

Langs floden Spree er der dukket små strandbarer op, hvor man kan købe en billig øl og nyde stilheden ved vandet i den ellers hektiske by og se initiativrige nye berlinere være i gang med at bygge barer og små butikker. Efter en kort pause kan man så gå videre og lede efter Check Point Charlie, Fjernsynstårnet og Rigsdagen, som jo også er det “ægte” Berlin.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Savner man et lille afbræk i den travle og larmende bymidte, kan man på Chausseestrasse 126 træde ind i et lille frirum, nemlig kirkegården med navnet efter bydelen, Dorotheenstädtischer Friedhof. Det er lige ved siden af Berthold Brecht Haus, der også er besøgsværdigt.

På denne oprindeligt tænkte fattigkirkegård ligger mange prominente akademikere begravet, såsom forfatteren Grass, filosofferne Hegel og Marcuse, og der er et fint mindesmærke for de modstandsfolk, der blev skudt tæt på dette sted efter attentatforsøget mod Hitler i juli 1944. Man kan også se skudhuller fra ødelæggelserne i 2. verdenskrig. Men det mest fantastiske er det lille kapel, som lysarkitekten James Turrell har skabt for et par år siden, og som absolut er et besøg værd. Man skal lige tjekke åbningstiderne og så ellers sætte sig ind i det smukke rum og lade sig føre væk af lyskunsten.

Et andet spændende sted, hvor historien blander sig med nutiden, er bygningskomplekset Am Flutgraben, der ligger på grænsen mellem Kreuzberg og Treptow. Det fungerer i dag som et kunstnerværksted med uden- og indendørs udstillinger af de sjoveste ting, og der er et dejligt miljø omkring kanalens bredder. Men oprindeligt var det et sporvognsværksted, og i DDR-tiden var det pga. by-opdelingen en del af murkomplekset. Derfor kan man komme ind og se, hvordan grænsevagter bevogtede stedet og de sindrige afspærringsindretninger, Stasi havde lavet for at undgå flugt, efter at det rent faktisk var lykkedes østberlinere at kaste sig ud i desperate flugtaktioner.

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Der er faktisk et par stykker, og de har samme tema, nemlig den kolde krig. Et nyåbnet museum i Zimmerstrasse kaldet TimeRide har skabt en virtual reality-version af en køretur gennem den delte by i 80’erne. Det lyder som en sjov og original opfindelse. Det andet besøg ligger noget uden for byen i sydøstlig retning. I byen Gosen har man åbnet en Stasi-bunker og lavet en udstilling om temaet. Det er den velkendte genre, men det er jo den slags ting, jeg aldrig bliver træt af.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Jeg vil ikke være bekendt at sige, at der er noget, der irriterer mig ved Berlin, for jeg er trods alt en gæst. Men der er ting, som bekymrer mig i byen. Jeg har over årene registreret en stigende grad af skepsis over for udlændinge, hvad enten det drejer sig om turister eller indvandrere. Det ligger nok i tiden og er en konsekvens af en global trend. Og det er svært at bebrejde berlinerne denne holdning, for det kan være svært at bevare det velkendte Berlin for de mennesker, der måske har boet der i 30 år.

Byfornyelsen og turismen presser de berlinere, der ikke har råd til at købe de nyistandsatte lejligheder, og de mange shoppingcentre i alle de forskellige bydele truer de små butikker med lukning. Konsekvensen er, at de mennesker, der skal servicere alle os andre, må bo i triste forstæder og hver dag rejse langt for at komme ind i byen og arbejde i de kapitalstærke virksomhedskæder. På den måde bliver byen tømt for almindelige mennesker og deres kolorit og livsstil og erstattet med kolde bolig, hotel- og kontorkomplekser, hvor der ikke er noget liv efter lukketid og i lavsæsonen.

Det er en trist udvikling, som naturligvis truer med at fjerne alt det spændende og anderledes, vi fremmede kommer for. Det kræver nok politisk handling at bremse denne udvikling, men om viljen er til stede, kan jeg godt tvivle på. I mellemtiden sørger jeg for ikke at opføre mig alt for meget som en turist, så jeg tager ikke min rullekuffert med til Berlin, og jeg går i en bue uden om de store butikker og ind til de små lokale handlende i stedet.

Andreas Monrad Pedersen, født 1967, er historiker og  gymnasielektor i Horsens. Han var i Berlin første gang i 1982, men blev for alvor vild med byen i 2005 og rejser nu dertil 6-7 gange om året.

Han er forfatter til flere bøger, bl.a. ” ”Schalburgkorpset: Historien om korpset og dets medlemmer 1943-45”.

I 2019 udkom ”Åbne Hænder”, en historisk roman på 650 sider med et krimielement om forbrydelser i tiden med Berlinmuren.

Vind bogen

I samarbejde med Forlaget Mellemgaard udlodder Vild med Berlin tre eksemplarer af “Åbne hænder”. Der trækkes lod blandt alle, der er tilmeldt Vild med Berlins gratis nyhedsbrev senest torsdag 10. oktober 2019. Er du allerede tilmeldt, behøver du altså ikke at gøre det igen, men ellers kan du gøre det her.

Mit Berlin #35: Jeg elsker, at Berlin altid overrasker

Efter flere år som rejseblogger og freelance rejsejournalist slog Regitse Cecilie Rosenvinge sig ned i Berlin i 2016. Hun blev hurtigt fascineret af byens iværksætterscene og mange tilbud, og i dag elsker hun byen på grund af dens størrelse, råhed og ægthed. Læs mere om Regitses forhold til Berlin og få nogle af hendes tips til gode oplevelser inden for bl.a. kultur og mad.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Tro det eller ej – jeg var faktisk ikke fan af Berlin, før jeg flyttede hertil. Jeg husker, jeg var her som barn og som teenager, hvor byens puls og ’råhed’ gjorde indtryk på mig, men som voksen var jeg ikke synderlig imponeret. Ironisk nok er de ting, jeg ikke brød mig om førhen, blevet nogle af de elementer, jeg nu sætter pris på ved Berlin! Byen er stor (nogle gange lidt for stor!), men der er charme i at kunne ”gemme sig” i sit kiez og tage en rejse ud i den hektiske storby fra tid til anden. Jeg bor i Prenzlauer Berg, og som så mange andre berlinere kommer jeg sjældent helt til f.eks. Potsdamer Platz eller Brandenburger Tor, da jeg ikke har min daglige gang dér. Når jeg gør, elsker jeg det til gengæld på grund af pulsen, friheden og størrelsen. Det er én af Europas største byer, og det finder jeg stor frihed i, i dag.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Som nævnt har jeg lært at elske Berlin for dens størrelse, råhed og ægthed. Berlin er ikke for sarte sjæle, og der er klart ting, jeg stadig ikke er fan af, men overordnet set er jeg dybt taknemmelig over, at byen har været med til at udvikle mig som menneske. Der er plads til alle typer, meninger og eksistenser, og det betyder blandt andet, at man kan være sig selv 100 procent. Det er en fin tanke, synes jeg.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Her må jeg atter fremhæve frihedsfølelsen, som danner hele eksistensgrundlaget for byen – og har gjort det i hundredvis af år. Berlin er en rebelsk storby med en bagage som ingen andre byer. Det er enormt overvældende at dykke ned i historien, men det skylder man virkelig sig selv, hvis man er vild med byen – eller bare er glad for kultur og historie. Forud for DDR og 2. Verdenskrig var Berlin én af Europas smukkeste byer; en ægte kejserstad, hvilket er svært at forestille sig i dag. Men storheden kan stadig findes enkelte steder, og det er bestemt en del af byens DNA. Det må man ikke glemme. Jeg elsker, at Berlin altid overrasker, hvad enten der er tale om historie, mennesker, muligheder eller mad!

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Jeg bor selv i Prenzlauer Berg med min familie, og det er jeg rigtig glad for på grund af bydelens mange børnevenlige områder og fine initiativer. Det føles virkelig som en by i byen. Jeg synes dog alle kvartererne har hver deres charme. Friedrichshain elsker jeg, når det bliver efterår; der er en helt særlig ’hygge’ i de små gader med caféer og butikker. Kreuzberg byder også på fine steder – især i Bergmannkiez, hvor jeg faktisk startede med at bo, da jeg først flyttede til Berlin.

Hvilke kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Man behøver næppe én specifik kulturoplevelse i en by som Berlin, for hele byen vibrerer af historie; både den spændende og den chokerende. Går man gennem byens gader og stræder, er det en kulturoplevelse i sig selv. Jeg kan dog klart anbefale et besøg i Deutsches Historiches Museum, en lun sommerdag på Spree, søndagsslentretur på Museums Insel og evt. en guidet gå- eller cykeltur i Kreuzberg. Og nå ja – en tur i Rigsdagen er også spændende! Der er generelt mange gode museer i byen, som man med fordel kan bruge en dag på at besøge.

Regitse deler en lang række tips til gode oplevelser i Berlin på sin blog The Copenhagen Traveler, bl.a. inden for mad, hoteller, kultur, men også om f.eks. at være mor til et lille barn i byen.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Jeg har vist mange! I mit eget kiez (Prenzlauer Berg) får man god kaffe hos Kaffee.Bar på Stargarder Strasse, fantastisk cheesecake hos Bekarei og lækker, fransk morgenmad hos Le Midi. To af mine favorit-restauranter er Heimlichtreu og Tim Raue (begge i Mitte). Derudover kan jeg varmt anbefale Du Bonheur på Brunnenstrasse i Mitte – de laver kager, så englene synger! Princess Cheesecake i Mitte er en anden favorit med syndige cheesecakes på menukortet (ja, jeg er stor fan af kage!).
På min blog The Copenhagen Traveler har jeg udgivet et indlæg med en lang liste over mine favoritcaféer og brunch-steder. Den kan man med fordel tjekke ud, hvis man, ligesom jeg, er tilhænger af god morgenmad og hyggelige, små caféer.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Det ’ægte Berlin’ kan for mig lige så vel være en gåtur langs Spree som en solrig sommerdag i Klunkerkranich (ikonisk rooftop-bar i Neukölln). Det smukke ved byen, i mine øjne, er netop, at man selv definerer ’det ægte’. Alle har deres eget forhold til byen, så hvad der er ægte for mig, er ikke nødvendigvis ægte for min nabo. For mig er det området omkring Spree (fra Museumsinsel ned til Kreuzberg), hvor jeg har skabt nogle af mine bedste Berliner-minder. De små caféer omkring Boxhagener Platz i Friedrichshain og hele området omkring Tempelhofer Ufer i Kreuzberg er i denne forbindelse også værd at nævne. Og Tempelhof – den gamle, ikoniske lufthavn, der har været nedlagt siden 2008.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Berlin gemmer på nogle virkelig cool speakeasy-barer, der nærmest er umulige at finde, hvis man ikke lige ved, hvor man skal ringe på! Prinzipal i Kreuzberg og Buck & Breck i Mitte er to af mine favoritter! Det er nærmest som at træde ind i en tidslomme. Det kan godt være, man skal betale lidt mere for en cocktail, men de smager til gengæld fantastisk! Og så er der kun plads til ganske få gæster, hvilket gør oplevelsen ret speciel.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Som mor til en dreng på 14 måneder bliver jeg næsten nødt til at sige storbyens larm og massive trafik. Jeg prøver for så vidt muligt at holde mig væk fra trafikerede områder og knudepunkter, hvis jeg har min søn med, men det er ikke altid muligt. Berlinere kan også være ret kontante, hvilket nemt kan forveksles med uforskammethed, og det er ikke altid lige charmerende.

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Lige p.t. glæder jeg mig allermest til sommer, for sommeren i Berlin kan være magisk! Lune sommeraftener ved Spree, dans og biograf under åben himmel og de hyggelige søndags-loppemarkeder – det er alt sammen noget, jeg ser frem til.

Hvad “rykker” i Berlin lige nu?
Som iværksætter er jeg også en del af hele iværksættermiljøet i byen, og det er enormt spændende (og til tider tidskrævende!). Hvis jeg skal pege på noget, der ”rykker” i øjeblikket, må det være den (fortsatte) udvikling af startup-scenen; de mange initiativer for selvstændige, festivaler, netværks-arrangementer og lignende. Og så er der kommet stort fokus på kvindeligt iværksætteri. Mit kontor er f.eks. i et kontorfællesskab kun for kvinder, og det er ret inspirerende at være en del af!

Regitse Cecilie Rosenvinge, født 1988, iværksætter og rejseblogger. Lancerede i 2014 rejse- og hotelbloggen The Copenhagen Traveler. I dag er bloggen forbundet med et content marketing-bureau for hoteller, Room22. Regitse har også skrevet bogen “Freelancer – En kvindes guide til et succesfuldt freelanceliv”.

Regitse har boet i Berlin siden 2016, hvor hun først boede i Kreuzberg en kort overgang. Siden flyttede hun til Prenzlauer Berg, hvor hun i dag bor med sin partner og deres lille søn.

Mit Berlin #34: Det hele er vanvittigt spændende!

På gymnasieturen til Berlin oplevede Anne Bjerre Rosa både den tyske historie og det tyske sprog som kedeligt. Nu har hun boet i byen i 12 år, kalder den perfekt… og er tosset med historie. Her fortæller hun om sit forhold til Berlin og kommer med anbefalinger.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Første gang jeg var i Berlin, var for mange år siden med min gymnasieklasse i 1. g. Jeg kan huske, at vi boede ved Uhlandstrasse, og at vi blev i området om aftenen, da Berlin var lidt uoverskuelig for nogle unge nordjyder. Vi var af sted med mine historie- og tysklærere. Dengang syntes jeg, at tysk var det mest besværlige og irriterende sprog, der fandtes, og at historie var ufatteligt kedeligt. Nu arbejder jeg som historieunderviser i Tyskland! Ved ikke, hvad der gik galt i mit hoved på et tidspunkt, men nu synes jeg, at det hele er så vanvittigt spændende. Det er faktisk nået til et niveau, hvor mine tyske venner siger, at jeg måske ikke konstant behøver at fortælle dem om deres fortid.

En lille historie: Jeg læste en bog om Berlins hemmeligheder og fandt ud af, at parkeringspladsen bag mit daglige supermarked havde et meget specielt tag, som er taget fra grænseovergangen ved Bornholmer Strasse – den første overgang, som blev åbnet 9. november 1989 kl. 23.30. I dag fuldstændigt glemt i en baggård. Den historie var mine venner dog godt nok interesserede i.

Anne Bjerre Rosa er guide for en dansk skoleklasse på en “Dönersafari” med Dönerkind i Görlitzer Park i Kreuzberg.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Jeg arbejder i dag mest i en bunker eller i koncentrationslejren Sachsenhausen. Det lyder for mange som mærkelige arbejdspladser, men her kan man stadig føle historien komme til live.

Jeg elsker specielt at lave ture for danske og engelske skoleelever, da eleverne så ikke skal koncentrere sig om sproget, men kun om indholdet. Da jeg selv var i Berlin med gymnasiet, havde vi en del ture på tysk, da vi jo skulle LÆRE sproget, men en koncentrationslejr er måske ikke lige stedet…

Ved Dönerkind laver vi lidt andre ture i Berlin, hvor eleverne SKAL snakke tysk, da det er henvendt til elever, men så er det ikke i en bunker eller en koncentrationslejr.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Da jeg er så historietosset, er Berlin perfekt. Hvad der er sket her i byen af vigtige begivenheder… Kejserrige, Anden Verdenskrig, Den Kolde Krig med Muren, punkerne, tyrkernes indflydelse på områder som Kreuzberg og tiden i dag, hvor folk vælger at komme til Berlin pga. sjovere ting eller for at starte en start-up. Ikke mere kun død, krig og ødelæggelse.

I Berlin kan man i princippet rende rundt i pyjamas nede i Lidl, uden at nogen kigger mærkeligt på én, og der er hver aften aktiviteter/koncerter/oplevelser – tit gratis, så man kan altid finde noget, hvilket i hvert fald er anderledes end Gug i Aalborg, hvor jeg voksede op.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Jeg har haft tre forskellige lejligheder i Berlin over de 12 år. Alle var i Prenzlauer Berg. Nu så meget nordpå, at næste gade er Pankow. Jeg er rigtig glad for mit område. Hvis jeg går nordpå, har jeg ro og grønne områder, og sydpå har jeg butikker, caféer og hyggelige barer. Jeg kender mine naboer, som kommer og låner forskellige ting og giver kage som tak.

Det er måske ikke det hippeste område, men jeg har heller ikke rigtig behov for turister, når jeg får fri fra arbejdet som guide i de mest turistede områder af Berlin.

Hvis jeg har fri, er jeg rigtig glad for områderne i yderkanten af Berlin og alle parkerne. Bürgerpark Pankow, Rehberge, Victoria Park, Treptower Park, og Gärden der Welt. Heiligensee, Tegeler See og Wannsee er også dejlige.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk?
Jeg var så heldig at blive udvalgt som “Ballonpaten” ved 25-årsdagen for Murens fald i 2014. Jeg arbejdede som hjælper ved Berlin (halv)maraton, og de havde en konkurrence, hvor man skulle skrive grunden til, at Murens fald betød noget personligt for én.

Min historie var, at uden Murens fald havde jeg aldrig mødt min søns far (østberliner) i Skotland, da jeg arbejdede der, og dermed havde jeg aldrig fået min dejlige søn. Den blev valgt, og det var en fantastisk oplevelse. Mennesker kom hen og læste sedlen med historien, og jeg faldt i snak med mange af dem om deres egne oplevelser med muren.

Ved markeringen af 25-årsdagen for Murens fald 9. november 2014

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
I Berlin bor der mennesker fra omkring 190 nationer, og det er det, som jeg elsker mest ved Berlins madscene. Kulturbrauerrei og Mauerpark har nogle gange foodtrucks. Det er ikke billigt, men jeg elsker, at man kan prøve anderledes mad i små portioner. Tyrkisk, afrikansk, japansk, koreansk osv. Der mangler måske en dansk en, men ellers et godt koncept.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
På min Stammkneipe. En rigtig østbar med Berliner Schnauze. Det føles ligesom “Cheers” (eller som jeg husker serien: “Sams bar”). Folk kender hinanden. Der bliver snakket om alt mellem himmel og jord. Hver gang jeg udvikler nye ture (specielt Østberlin-ture), snakker jeg altid med dem først.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Der er stadig mange mennesker, som ikke kender Berliner Unterwelten. Det er bestemt noget, jeg kan anbefale. Der er altid danske ture i weekenden, og det er interessant for børn fra otte år, teenagere og voksne.

Og så er jeg glad for, at jeg arbejder for eventfirmaet Übervent, hvor vi altid prøver at vise byen fra forskellige sider. Det er heldigvis blevet populært i Berlin, at man som turist/firma også kan se andre ting end TV-tårnet, Rigsdagen, Potsdamer Platz og Ku’damm. Så led efter folk, som bor i byen og kender de sjove hjørner og oplevelser. Der er efterhånden en del danskere i Berlin, der som jeg elsker at vise byen frem.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
At jeg ikke længere kan finde en lejlighed, som er til at betale, hvis min lejlighed, som så mange andre i området, bliver solgt.

Anne Bjerre Rosa, født 1983, Berlin-guide og projektmanager. Har boet 12 år i Berlin.

Arbejder til dagligt i en bunker (Berliner Unterwelten) og et par gange om måneden i koncentrationslejren Sachsenhausen. Er en del af Dönerkind,  som laver undervisningsture for danske elever/studerende, og en del af eventfirmaet Übervent. Arrangerer også spontane gåture i Berlin, hvor hun lægger vægt på de personlige historier fra sine øst- og vesttyske venner og familie.

I vinterferien 2019 (uge 7 og 8) kan man møde hende forskellige steder i Berlin. Hun står desuden for en af de sjældne dansk-guidede ture i Sachsenhausen. Læs mere i Vild med Berlins vinterferieguide for 2019.

Mit Berlin #33 – Jeg er den sidste kunstmaler ved Wasserturm

Ulrik Møller er en succesfuld, dansk kunstner, der har boet i Berlin de seneste 18 år. Han ærgrer sig over de stigende priser og huslejer, der fortrænger kunstnerspirer og ødelægger det kreative miljø. Til gengæld er han vild med de lune aftener og berlinernes særlige udeliv på de brede fortove.

Hvad fik dig til at flytte til Berlin?
Jeg flyttede fra Fyn til København i 1992. Det år begyndte jeg at male. Indtil da havde jeg udelukkende lavet grafik, men jeg var blevet optaget i Kulturfabrikken – et værkstedshus, som var meget populært. I Kulturfabrikken var der ikke noget grafikværksted. Så tænkte jeg i min sædvanlige naivitet, at så begynder jeg bare at male, for det kan jeg selvfølgelig også. Det kunne jeg bare ikke. Men det danske fodboldlandshold havde vundet europamesterskabet i juni samme år. Når det kunne lade sig gøre, vidste jeg, at alt kunne lade sig gøre. Den sejr var i høj grad med til at inspirere mig.

Den stil, jeg har nu, fandt jeg i løbet af et par år. Jeg snublede ind i det. Jeg ved præcist, hvilket billede det var, hvor jeg tænkte, at der var den så. Det var et billede af Middelgrundsfortet og noget vand.

I midten af 90’erne begyndte mine malerier at komme på gallerier og blive solgt, men jeg fornemmede også, at der i Danmark var et netværk, man ikke bare kunne bryde ind i. Sidst i 90’erne var konceptkunsten på sit højeste. Jeg havde ikke gået på akademiet, malede oliemalerier med landskaber og var alt for uncool.

Så tænkte jeg, at jeg selv måtte gøre noget, hvis jeg skulle finde en vej. Jeg ville være nødt til at tage et andet sted hen og lave mit eget netværk. I første omgang tænkte jeg på London eller Berlin. Og det blev så Berlin.

Inspirationen fra Edward Hopper kommer tydeligt til udtryk i Ulrik Møllers malerier fra mindre provinsbyer. Her er det hjembyen Vester Åby på Fyn.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg var heldig at få Jyllands-Postens legatlejlighed i Berlin i en måned i 1998 og igen i 2000. I anden omgang stod det klart for mig, at det var byen, jeg måtte flytte til. Mulighederne var enorme. Tusindvis af lejligheder stod tomme, og man kunne let få en fireværelses lejlighed med sildebensparket og balkon.

Det var det rene, skære Eldorado. Der var alle de her kvadratmetre, der bare stod og ventede på at blive taget i brug. Helt frem til 2006 var der 50.000 lejligheder, der stod tomme. I dag er det noget, man bare kan drømme om, for derefter kom investorfeberen. Nu er lejlighederne nogenlunde lige så dyre som i København.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Priserne er skruet helt urimeligt op. Nu opererer man kun med priser, som de mere velhavende turister kan betale. Der er restauranter, som jeg tidligere har haft stor glæde af at besøge, men som jeg nu boykotter, fordi de har skruet priserne alt for højt op. Jeg kan se i mit regnskab, at der er priser, der på et år er steget 25 procent. Og det er sket i en periode, hvor der næsten ikke har været inflation. Det betyder, at de lokale stamkunder forsvinder, og så er det kun turister, der kommer der.

Også de elendige forhold for cyklister kan være irriterende. Nogle gange har man det indtryk, at bilisterne ligefrem jager en, når man cykler. Der bliver i hvert fald ikke taget hensyn.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Jeg føler mig hjemme her omkring Wasserturm, men jeg kan ikke sige, at jeg har et yndlingskvarter. Jeg rejser en del i forbindelse med mine udstillinger, og når jeg tager tilbage til barndomshjemmet i Vester Åby på Fyn for at hente inspiration der på egnen, men her i Berlin kommer jeg sjældent uden for det område, hvor jeg bor. Desværre måtte jeg flytte mit atelier til Wedding, så der cykler jeg dagligt til, men det er ikke et sted, jeg derudover har noget forhold til.

Jeg kan ikke engang sige, at Prenzlauer Berg er mit foretrukne kvarter, for det er indsnævret til området lige omkring Wasserturm. Her hilser jeg på og snakker med folk. Desværre er mange kreative mennesker skubbet ud af kvarteret på grund af de stigende huslejer. Jeg møder af og til en ældre tysk skulptør, der bor her endnu, og han kalder mig den sidste kunstmaler her i kvarteret.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
De gode steder vil man jo gerne holde hemmelige, så de ikke bliver overrendt af turister, hæ hæ. Men Jeg holder meget af at komme på Meierei i Kollwitzstraße, som drives af min ekskæreste Sandra. Det er et afslappet sted, hvor der serveres veltilberedte, men uprætentiøse retter til rimelige priser, blandt andet Leberkäse, Spätzle, gullasch, supper, gode pølser, ost – og havregrød.

Meierei, Kollwitzstrasse 42

Når jeg er på arbejde i mit atelier i Wedding, bruger jeg nærmest ”P” som kantine. ”P” står for ”Pfoertner”, altså portner på dansk. Stedet har et usædvanligt godt køkken, der er bredt europæisk og med rimelige priser. En daglig, velsmagende suppe koster 4,50 euro. Det ligger i Uferhallen i Wedding, som er et sted, der huser mange kunstnere. Stedet er desværre opkøbt af investorer, så det lever nok på lånt tid.

Et andet sted er den mellemøstlige Zweistrom på Danziger Strasse. Her har de en rigtig god kebab, som jeg tit køber på vej hjem fra arbejdet.

Schönhauser Allee - maleri ag Ulrik Møller

Ulrik Møllers malerier har ofte landskaber eller mennesketomme landsbyer som motiver, så dette motiv fra Schönhauser Allee i Berlin er lidt atypisk. Han har ikke malet storbymotiver i 15 år. Han siger selv, at han hurtigt bliver træt af at male alle de vinduer.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Brosten, Altbau og brede fortove. Den der summen af menneskers stemmer på de lune aftener. Temperaturen falder ikke på samme, hurtige måde som i Danmark, hvor det hele er tættere på vandet. Når jeg har været ude at rejse, bliver jeg stadigvæk helt eksalteret, når jeg vender tilbage til Berlin.

Ulrik Møller foran Wasserturm Prenzlauer BergUlrik Møller (født 1962) er en dansk kunstmaler, der er inspireret af bl.a. danske L. A. Ring og amerikanske Edward Hopper. Temaerne er moderne menneskers længsel og eksistentielle ensomhed. Han bruger vådt-i-vådt-teknikken på en særlig måde, der giver malerierne et sløret, hemmelighedsfuldt udtryk. ”Et dragende og udefinerbart rum åbner sig for os i Ulrik Møllers værker, og omslutter os som en orienteringsløs kappe. Vi bliver her bevidste om vores egen ensomhed i rummet, og en sitrende og til tider rungende stilhed rammer os,” skriver kunsten.nu i et portræt.

Ulrik Møller havde i 2017 en meget rost solo-udstilling på Brandts 13 i Odense med både malerier og videoinstallationer. På udstillingens hjemmeside kan man stadig se flere eksempler.
Det samme kan man på Ulrik Møllers egen hjemmeside.

Ulrik Møller havde i januar-februar 2019 en soloudstilling hos Galerie MøllerWitt i Århus, hvor titlen ”Love me do” spillede op til Ulrik Møllers kontemplative motiver. Husene her er fra Koldby i Thy.

Birkholms Echo på Faaborg Museum i 2019

Ulrik Møller er medkurator på en udstilling med værker af en række kunstnere, der bor og arbejder i Berlin. Den kan opleves på Faaborg Museum i perioden 14. juni-20. oktober 2019. Udgangspunktet er, at 2019 er 150-året for Faaborg-maleren Jens Birkholms fødsel. Jens Birkholm (1869-1915) boede i Berlin fra 1892-1902 og bevarede efterfølgende en tæt kontakt til byen.

Ulrik Møller er opvokset i Vester Åby kun 10 km fra Faaborg. På “Birkholms Echo” er han repræsenteret med fire malerier, og fra Berlin har han hentet yderlige seks kunstnere til udstillingen, heriblandt den danske kunstnerduo Camilla Sørensen og Greta Christensen, der arbejder sammen om spændende installationer under navnet “Vinyl -Terror & -Horror”.

Læs mere på Faaborg Museums hjemmeside.

 

Mit Berlin #32: Jeg prøver at se Berlin med andre øjne

Bo Morell tog sine elever med til Berlin og kender byen bedre end København. I en ny bog fortæller han om de lidt oversete sider af den tyske hovedstad. I serien “Mit Berlin” kan du her læse mange af hans anbefalinger.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg kom i byen længe før Murens fald. Der boede jeg på hotel i Vestberlin med gymnasiehold og tog dem med over Checkpoint Charlie på en dagsekskursion, så de fik et indtryk af kontrasterne mellem bydelene: fx belysning, vedligeholdelse, varesortiment, imødekommenhed og seværdigheder, hvoraf kun det sidstnævnte talte positivt i den sovjetiske sektor.

Uden elever boede min kone og jeg på et hyggeligt hotel i Wielandstraβe, indtil vi fandt det lettere at købe en lejlighed i Prenzlauer Berg som base for alle de oplevelser, som især Østberlin kan byde på, hver gang vi er i byen.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Det siges, at Berlin er blevet til danskernes anden hovedstad. For mig nok den primære, hvor jeg færdes mere end i København og på flere måder efterhånden også kender den bedre. Når jeg om morgenen træder ud på gaden og ser ned på fjernsynstårnet, føler jeg virkelig, at det også er min by med et godt forhold til det lokale miljø, vores tyske naboer, frisøren, boghandleren, den italienske restauratør og den fliegende Zeitungs-Verkaufer, der ved, hvilken morgenavis jeg helst vil have på restauranten, aftenen før den udkommer.

Det er også en fordel at kende bookingmuligheder i teater og på museer, infrastrukturen, de kringlede regler med BVG og deres efterhånden ikke overraskende punktstrejker, men det hører jo også med til det anarkistiske Berlin, som jeg godt kan lide. I vores ejendom er der fx forbud mod husdyr, men flere beboere spadserer frejdigt gennem gården med deres hunde, uden at nogen brokker sig, og hvis man ikke får kontrolleret sit drikkevand en gang om året, loves der bål og brand og bøder, men når det så alligevel ikke bliver ordnet, går det i sig selv igen.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Det er blandt andet denne afslappede frihed, jeg godt kan lide, men så også især de vanvittigt mange tilbud, der findes, hver gang man kommer til byen: nye udstillinger på museer og gallerier, en alternativ rundvisning på et skummelt sted, et uopdaget kvarter, der pludselig dukker op på en cykeltur, prisniveauet og imødekommenheden. Det er svært at finde sure berlinere, især hvis man selv prøver at være lidt venlig.

Den lille flod Panke, som har givet navn til Pankow, flyder stille gennem bydelen med tilhørende cykelstier (illustration fra ”Berlin med andre øjne”)

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Det lyder banalt, men siden jeg bor i Prenzlauer Berg og er tilfreds med det, må jeg sige, at selv om det efterhånden er blevet et temmelig etableret kvarter pga. byens gentrificering og er uden de store seværdigheder, har denne bydel en rigtig god og lokal atmosfære. Man er på Alexanderplatz efter fem stoppesteder med sporvognen, 10 minutter på cykel eller med 20 minutters gang. Og så er afstandene fx til Friedrichshain, Pankow og lufthavnen i Schönefeld også overkommelige.

Pankow er blevet et af mine favoritområder med en cykeltur på Mauerweg med forårets blomstrende kirsebærtræer eller langs den lille flod Panke. Her kommer man gennem det lokale liv, og turisterne er få. Det store sovjetiske krigsmonument i Schölzer Heide, der næsten kan måle sig med det i Treptow-parken, har man helt for sig selv. I yderområderne er en tur til Potsdam, Friedrichshagen og Neu-Venedig oplagt på en forårsdag, eller hvad med den gamle sporvogn fra Rahnsdorf gennem skoven til Woltersdorfer Schleuse, som er et af udflugtsforslagene i min bog?

Med hensyn til seværdigheder er der faktisk også en række undervurderede eller oversete i Prenzlauer Berg, som man kan læse mere om.

Et tidligere Plattenbau-hus i Friedrichshain, der er blevet malet op af en spansk kunstner. Den grå DDR-tristesse er forvandlet til et muntert indslag i bybilledet (illustration fra “Berlin med andre øjne”)

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Hvad er kultur? De store kendte museer, eller det lille lokal- og brødmuseum i Pankow, hvor man får en personlig rundvisning med en frivillig medhjælper? Er det en festlig forestilling på Komisches Oper eller lirekassemanden, der spiller op til rundvisning i en af stationerne på den kommende U5-linje? Er det en cappucino på Café Einstein eller en Weiβbier på en udrangeret kabeltromle i RAW-Gelände ved Revaler Straβe?

Hvis ”kultur” er det hele, kunne jeg fx nævne Tieranatomisches Theater, som er en lidt overset arkitektonisk perle af Brandenburger Tors arkitekt Hans Langhans. Han tegnede den klassicistiske bygning til veterinærstuderende i 1790 og fik konstrueret en elevator fra kælderrummene, hvorfra man hejste dyrekadavere op til den amfiteatralske forelæsningssal. Flot restaureret med udstilling og gratis adgang.

Eller hvad med den nedlagte amerikanske radarstation på Teufelsberg, hvorfra der er fantastisk udsigt og kreativ spray-kunst? Kort sagt, Berlin med andre øjne, når man har fået nok af Kurfürstendamm og Unter den Linden, hvor der selvfølgelig også gemmer sig historier. Og så skal man jo lige huske på, at kulturen i Berlin også altid rummer en historisk fortælling.

I forskerparken Adlershof står bl.a. denne prægtige Motorenprüfstand fra 1936 til test af støjdæmpning på flyvemaskiner (illustration fra “Berlin med andre øjne”)

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Da min kone og jeg altid bestiller bord i forvejen, kan jeg vel godt røbe, at vores lokalt foretrukne restaurant er Herr Rossi i Winsstraβe. Den er overfyldt i forvejen, og akustikken er som i en garage, men sådan er de bedste spisesteder jo også i Rom.

Med hensyn til cafeer kunne jeg nævne Coffee Star i Wörther Straβe og Fritz Heyn, Heynstraβe 15 i Pankow, hvor vi gerne tager et hvil på en cykeltur nordpå. Café Bravo i Auguststraβe 69 giver en god pause i gården eller glashuset, når man er på rundtur i de omliggende gallerier. Cafeen er i sig selv bygget som et kunstværk ligesom det skæve fortov på gaden foran, der også forklares i min bog.

Retsbygningen i Littenstraβe med en kafkask labyrint af trapper, der på forhånd kan gøre en skyldig i retssystemet, men vov dig bare ind og få et herligt kig (illustration fra ”Berlin med andre øjne”)

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Næste tur til Berlin bliver heldigvis af længere varighed, for ellers når man ikke alle de muligheder, der byder sig til netop nu. Takket være gode portaler og nyhedsbreve kan meget planlægges, men der skal også være plads til improvisationer og overraskelser.

Listen er lang, og til inspiration for andre vil jeg nævne det nyåbnede Palais Populaire på Unter den Linden, hvor den tidligere Deutsche Bank Kunsthalle nu har en særudstilling med egne værker. De har en stor samling på papir, der refererer til deres forståelige interesse for pengesedler.

Bröhan Museum viser Georg Grosz, der på ekstreme måder minder om mellemkrigstidens dekadente liv i TV-serien Babylon Berlin, Berlinische Galerie udstiller kunst fra Novembergruppen 1918-1935 i anledning af 100-året for revolutionen, og Museum Barberini i Potsdam har flere parallelle udstillinger med bl.a. Nolde og DDR-kunst. Her kan et årskort hurtigt betale sig.

Men hvis kun én enkelt kulturoplevelse skal nævnes, må det være Brechts Dreigroschenoper, som det er lykkedes at skaffe billetter til på Berliner Ensemble. Som sagt er der altid nye oplevelser i vente, når turen går til Berlin.

Bo Morell (der beklager at have samme efternavn som Hitlers livlæge) er født i 1947 og bosiddende i Fredensborg, men er så meget som muligt også i Berlin, hvor han i 12 år har haft en lejlighed med sin kone Lisbeth. Han er uddannet som cand.mag. i dansk, billedkunst og design, fhv. lektor på Frederiksborg Gymnasium & HF og efter 42 års ansættelse nu pensionist.
Han har skrevet bøger om danske kunstmuseer, billedanalyse, design, østeuropæisk litteratur, lokalhistorie og er medforfatter til Berlin. Berlin (Forlaget Columbus 2001). Desuden har han været rejsearrangør for interessegrupper og talrige gymnasieklasser, der alle er blevet pisket gennem Berlin og først fik lov til at sove på vejen hjem i bussen. Nu har han fået tid til at skrive en ny og alternativ guidebog, “Berlin med andre øjne“, der netop er udkommet på Forlaget Saxo.

 

Mit Berlin #31: Jeg holder af både det grimme og det skønne

Efter en pause på næsten 20 år bor danske Alice Rose igen i Berlin, hvor hun lever af musikken. Hun stortrives i byen, selv om hun ser nogle bekymrende tendenser og er meget irriteret over den voldsomme biltrafik. Læs mere om hendes meninger og årstidsaktuelle anbefalinger i hendes svar på Vild med Berlins spørgsmål.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg kom til Berlin første gang i 1995. Det var i januar. Jeg ankom med nattoget fra København og kom ind i et S-Bahn-tog. Der sad en række kvinder med samme slags frakke, samme slags afblegede hår og guldøreringe. Jeg blev meget overrasket og tænkte: ”Sådan nogle kvinder har vi ikke i Danmark”. Det var jo få år efter Murens fald, og jeg kunne mærke, at der var en helt anden mentalitet.

I samme uge blev gamle DDR-gadeskilte skiftet ud i et forsøg på at få øst til at se ud som vest. Man begyndte også at skifte Ampelmann-trafiklysene ud. Det blev der et ramaskrig over, og det blev heldigvis forhindret.

Med de meget brede gader opfattede jeg Berlin som Europas New York. Jeg opholdt mig mest omkring Prenzlauer Berg, hvor bygningerne var forfaldne på en meget smuk måde. Der havde jeg min første lejlighed i Oderberger Strasse.

Jeg var 19 år og havde lyst til at komme ud og opleve verden. Når det blev Berlin, skyldtes det, at jeg ikke havde ret mange penge, at jeg talte folkeskoletysk, og at det ikke var langt fra København. I første omgang blev jeg der i halvandet år.

Alice Rose på Kollwitzplatz

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
I 2016 flyttede jeg tilbage til Berlin igen. I dag er næsten alle bygninger renoverede. Alligevel synes jeg, at den store forskel i forhold til tidligere er, at man ikke dengang havde internet, og mobiltelefonen var ikke særligt udbredt. Folk skrev beskeder til hinanden på dørene, enten direkte på træet eller med små sedler. Man var meget afhængig af sit nærmiljø, hvor man i dag nemmere kan finde rundt og kommunikere med hinanden.

I 1995 var byen heller ikke så international, og der var ikke heller ikke de der fest-kvarterer. Jeg boede en overgang i Simon Dach Strasse i Friedrichshain, og den gade var helt anderledes dengang. Der var kun en købmand, som solgte ”falsches Lachs”. Der var en meget øde og forladt atmosfære. I dag er det en festgade, hvor de fleste går på bar eller ud at spise.

Jeg synes, at der både er positive og negative sider ved udviklingen. På den ene side er det jo dejligt, at der er så mange fortovscafeer og steder, man kan sidde og hygge sig. Men den lokale kolorit har det med at forsvinde i alt det turistede, når det bliver den samme slags turisthalløj, som man har i alle mulige andre storbyer.

Men jeg kan stadigvæk rigtig godt lide Berlin. Både det grimme og det skønne. Det er vanskeligt at adskille. Byen er, som den er – og altid i en rivende udvikling. Det vil den blive ved med at være, tror jeg.

Jeg bryder mig ikke om, at velhavende mennesker flytter til byen og kræver, at den skal være pæn og reguleret. Det er jo netop friheden til at kunne gøre nogle skæve og skøre ting, der gør byen speciel. Det kræver rum til nogle folk, der ikke vil leve på den gængse måde. Byen har været billig at bo og leve i, og den er ved at blive dyrere. Det betyder, at mange kunstnere og andre kreative ikke længere har råd til at leve her. At en skæv lille butik ikke længere kan åbne nede på hjørnet. Markedskræfterne maser de skæve, innovative og sjove initiativer. Den udvikling går ret stærkt lige nu.

Der er nogle få personer, der vil have, at Berlin skal være ordentlig og regelmæssig som resten af det tyske samfund. Der er for eksempel en velhavende person, der er flyttet ind i nærheden af Mauerpark. Han vil have stoppet al gøgl og musik på stedet. Han går personligt rundt sammen med politiet og sørger for, at det bliver uddelt bøder til musikere og gadehandlere, og man kan jo spørge sig selv, hvorfor én person skal have lov til at ødelægge det for rigtig mange.

Alice Rose optraeder ved East Side Gallery

Ved East Side Gallery

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Der er en meget aktiv singer-songwriter-scene i Berlin, og der er mange åbne scener. Dem finder man ikke altid så nemt på nettet. Et eksempel er Kindl Stuben på Sonnenallee i Neukölln.

Hver søndag fra kl. 19.30 kan man komme og spille to-tre numre. Det gør rigtig mange fra hele verden, ofte også nogle danskere.

Kindl Stuben er også en typisk Berlin-knejpe med god, gammeldags tysk mad, fx Spätzle og bondesalat. Det er også vegetarisk eller vegansk, og de har en god ingefærøl, som de selv står og laver.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Lige nu bor jeg i Warschauer Strasse, men hvis jeg frit kunne vælge, ville jeg foretrække det område, man kalder Kreuzkølln. Gerne i det hyggelige kvarter omkring kanalen ved Kiehlufer. Det er helt klart mit yndlingskvarter. Området er meget grønt og urbant, samtidig med at det er industrielt og roligt. Der er noget rigtig Vest-Berlin-flair over det.

Alice Rose i Mauerpark

I Mauerpark dengang, hvor det stadig var muligt at optræde der om søndagen uden at få en bøde.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Bilerne! Tyskland er bilens land, og man er tydeligvis fuldstændig blind for, hvor dødsensfarlig biltrafikken er, og hvor meget den forurener og støjer. Vi får stress af det. Der burde være et loft over, hvor mange biler der kan være i en by. Jeg er sikker på, at det også har en negativ betydning for menneskers mentale helbred, når man sidder der i hver sin blikdåse i tæt trafik.

Hvis jeg gik ind i politik, ville jeg have mindre biltrafik som programpunkt.

Hvad “rykker” i Berlin lige nu?
Det er generelt smadderhyggeligt bare at gå rundt i gaderne, især her i oktober, hvor vejret stadig er godt. Der er mange, der spiller gademusik, og der er loppemarkeder og andre markeder. Tirsdag og fredag er der tyrkisk marked i Kreuzberg. Det er helt vildt hyggeligt.

Og så er der det på Kollwitzplatz om torsdagen og om lørdagen. Der spiller jeg også selv, med min harpe, når jeg har mulighed for det. Jeg har også spillet i Mauerpark om søndagen, men nu kommer Ordnungsamt i civil og siger, at man ikke må, og hvis de ser én igen, får man en bøde. Også selv om man som jeg spiller stille musik. Det er kun ham, der arrangerer karaoke, der kan få en tilladelse til at spille i Mauerpark.

Alice Rose, født 1975. Dansk musikalkymist, sangskriver, gademusiker, danser, DJ, poet og improvisationskunstner med instrumenter, trommemaskiner, sampler og violin.

I første omgang boede hun i Berlin i halvandet år 1995-1996. Derefter har hun blandt andet boet i Prag, Amsterdam, Köln og siden 2016 igen i Berlin.

Da hun vendte tilbage til byen, troede hun, at hun ville komme til at udfolde sig som DJ og musiker inden for club-musikken, da hun allerede havde en fod indenfor. Det modsatte blev dog tilfældet. Hun begyndte at træffe på folk-musikere, spillede på gaden for at tjene til dagen og vejen, til bryllupper, i Bierhaller, til moderne dans og yogafester og åbne scener.

Hun er aktiv udøvende inden for avantgarde, indie-pop, folk, tech, house og electronica, med stor fokus på sangskrivning. Hun har udgivet fem albums i eget navn samt en lang række EP’er og singler.

Hun udsender 9. november 2018 et nyt album ” ”What To Do In The Rain”, der betegnes som ”et blødt, harmonisk, ambient, råt og gennemført album, hvor 12 sange væver sig ind i hinanden og skaber et fuldendt værk.” Albummet er udelukkende spillet i hånden med akustiske instrumenter, køkkengryder, en gammel synthesizer og på en lille hip-hop-tromme-sampler. Det er skabt helt uden computerstyring og mastreret på båndmaskine.

Nummeret ”Berlin Is For Dreamers” havde videopremiere 29. september. Se videoen herunder.

Links:
www.alicerosemusic.com
www.facebook.com/alicerosemusic
www.instagram.com/alicerosemusic
www.soundcloud.com/alice-rose

Mit Berlin #30: En by med frihed og højt til loftet

Efter genforeningen var Berlin en smuk og ramponeret by med uanede muligheder. Bystyret havde desværre ingen forståelse for den historisk betingede diversitet, der var byens afgørende kvalitet, mener filmdokumentaristen og postdoc ved SDU, Hans Christian Post. Det har han blandt andet dokumenteret med en film om Alexanderplatz. Hans Christian Post svarer her på spørgsmål i Vild med Berlins serie ”Mit Berlin”.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Mit første egentlige ophold i Berlin fandt sted i juli 1990. Sammen med to venner havde jeg spontant forladt en større flok venner i Sydfrankrig for med blot en tandbørste i baglommen at rejse med toget til Berlin og opleve Roger Waters opførelse af ”The Wall”. Jeg husker tydeligt, hvordan det var at ankomme ved Bahnhof Zoo, gå forbi Gedächtniskirche, videre langs Tiergarten og hen til den umådeligt store og ubebyggede Potsdamer Platz.

Alt jeg så, vakte genklang indeni. Frø, som jeg i årevis havde båret rundt på, begyndte pludselig at spire. Her mødte jeg den på en gang smukke og ramponerede modernitet og modernisme, som jeg otte år forinden havde stiftet bekendtskab med i Christiane F.-filmen, og som jeg senere som voksen har forsøgt at indfange i mine skriverier og film; og her oplevede jeg for første gang, hvordan det især er i arkitekturen, at vi fornemmer historiens vingesus.

Det blev en magisk aften. Ikke så meget på grund af koncerten, men på grund af den stemning af utrolige muligheder og uanet frihed, som hele tiden lå i luften. Det var, som om vi stod i et stort og varmt helle. Her så vi for første gang helt tydeligt, at den Kolde Krig var afsluttet, og at en ny tid var under opsejling. Præcis som Berlin med den endnu tomme Potsdamer Platz havde alle muligheder i verden for at blive en ny og bedre by, havde vi alle muligheder i verden for at skabe en ny og bedre fremtid for alle.

Sådan føltes det i det mindste.

Efter koncerten drog vi tilbage til Bahnhof Zoo, hvor vi sammen med titusindvis af andre koncertgængere sov trygt og godt på banegårdens gulv (også hvad det angår, var der en særlig rummelighed i byen den aften), inden vi om morgenen tog toget tilbage til Frankrig.

Fra den sidste koncert i Palast der Republik under Zwischennützung i 2005. Hans Christian Post optrådte (som sanger) med sit daværende band, Christiania.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
I dag er Berlin mit andet hjem. Og længe var byen mit første hjem. Jeg studerede og arbejdede hernede fra 2002 til 2009 og havde egentlig tænkt, at det skulle være os to for evigt. Men i 0’erne kradsede krisen slemt. Arbejdsløshedstallene lå konstant på omkring 20 procent. Og selvom jeg havde held til at finde arbejde, bl.a. i dokumentarfilmbranchen, var lønnen i reglen så lav, at det ikke syntes holdbart i længden.

Men selvom 0’erne var kriseprægede, står de stadig som en lysende tid for mig. Det var et årti, hvor verden syntes at have glemt Berlin. 90’ernes eufori var overstået, det ventede økonomiske boom var udeblevet, og pengefolkene søgte derfor andre steder hen. Umiddelbart lyder det ikke så godt. Men den manglende interesse fra kapitalens side betød, at byen blev et nærmest uforskammet billigt og rummeligt helle for kunstnere, kulturelle iværksættere samt studerende. Lønningerne skrabede muligvis bunden, men da huslejeniveauet samtidig lå langt under niveauet i andre storbyer, og der var tomme bygninger nok at gøre brug af, var følelsen, at det hele nok skulle gå alligevel. Den rigelige plads, der dengang var i byen, og den tydelige mangel på stress, som fulgte heraf, er blevet en vigtig reference i mit liv.

Da jeg i dag er tysk gift og fortsat arbejder flittigt med filmfolk hernede, har jeg heldigvis opretholdt den nære relation til byen. Og jeg må konstatere, at Berlin stadig udgør et slags helle for mig. Det er her, jeg tager hen, når jeg vil fordybe mig i noget eller omvendt holde fri fra noget. Og selvom Berlin har forandret sig voldsomt siden 0’erne, og i dag døjer med boligmangel og stigende huslejer, er der stadig højere til loftet her end i fx København.

Fra premieren på filmen “Whose City?” under Achtung Berlin-festivalen i Berlin i 2018

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Jeg er mest irriteret over, at Berlin ikke har taget ordentlig vare på den rigdom af arkitekturhistorie og nye, uanede urbane muligheder, som byen stod med i 1990. Med et i vid udstrækning ubebygget centrum og en stor portefølje af bygninger og grundstykker havde byens myndigheder en unik chance for igen at gøre Berlin til en førende arkitekturby. Men i stedet for at gribe denne mulighed og lancere en ny toneangivende bevægelse, som fx Weimartidens Bauhaus-skole, valgte byen at vende tilbage til Kejsertidens by-ideal og i samme nu rense ud i det eksisterende bybillede ved blandt andet at nedrive utallige bygningsværker fra DDR-tiden.

I 90’erne og 0’erne havde de siddende myndigheder så godt som ingen forståelse for, at Berlins afgørende kvalitet var den historisk betingede byrumlige diversitet. Turister og tilflyttere kom netop til byen for at opleve tomrummene, ruinerne og det massive sammenrend af bygninger fra forskellige perioder og forskellige regimer. Her kunne de se og mærke historien. Ikke blot Berlins og Tysklands historie, men hele verdens historie.

Det er således ikke helt forkert at sige, at det kaotiske, det ufærdige, det ødelagte, fragmenteringen – grimheden, om man vil – var byens vigtigste aktiv. Og kiggede man grundigt nok efter, var der masser af skønhed at finde midt i det såkaldt grimme.

Den berlinske bankskandale i 2001 har bidraget yderligere til miseren på byudviklingsområdet. Skandalen har genereret en milliardgæld, som man siden har forsøgt at indfri ved bl.a. at sælge ud af byens store beholdning af bygninger og grundstykker. Dette har i sidste ende betydet, at det i dag primært er private aktører og stærke økonomiske interesser, som definerer bygge- og boligpolitikken. Ingen vovede eksperimenter og ingen billige boliger som i Weimartiden og efterkrigstiden. Kun umådeligt kedelige, pseudo-klassicistiske etageejendomme for spekulanter og velhavere.

Fra en berlinsk fotoautomat, 2005

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Kreuzberg, hvor jeg boede fra 2002 til 2004, har altid været mit foretrukne kvarter. Når jeg er i Berlin i dag, bor jeg ganske vist i Neukölln, i det dejlige Schillerkiez ved Tempelhofer Feld. Men det er i Kreuzberg, at jeg finder præcis det mix – socialt, kulturelt, gastronomisk, arkitektonisk og stemningsmæssigt – som jeg trives i.

I Kreuzberg ligger det ramponerede og stadig socialt belastede Kottbusser Tor, hvor jeg går hen, når jeg vil have mig en god Döner eller blot vil opleve Vest-Berlin i sine bedst bevarede 70’er-klæder. Når jeg med lige dele forundring og fascination betragter pladsens monsterhuse og forsøger at læse en eller anden tidsånd ud af dem, synes i hvert fald en ting klart: dengang var det ikke kun i øst, at mørket og indelukketheden herskede.

Men ellers forbinder jeg især Kreuzberg med lys og rummelighed. Blot et stenkast fra Kottbusser Tor ligger Oranienstraße, Dresdener Straße og mange andre fine handels- og cafégader, hvor man kan få alt, hvad hjertet begærer til en overkommelig pris, og hvor man – i modsætning til fx Prenzlauer Berg – endnu kan færdes uden at skulle tænke alt for meget på, om man nu fik det rigtige look med ud af døren.

Har du en yndlingscafé?
Det første år, jeg boede i Berlin, var Einstein Café på Friedrichstraße min foretrukne café. Men da jeg snart blev træt af at cykle hele vejen fra Kreuzberg til Mitte blot for at få dagens kaffeskud, gjorde jeg i stedet Bateau Ivre på Oranienstraße i Kreuzberg til førstevalg. Og det er caféen med dens dejligt blandede klientel og tilpas stærke café latte sådan set stadig. Med mindre jeg virkelig vil have en kaffeoplevelse, der siger spar to. Så cykler jeg hen til DoubleEye-caféen på Akazienstraße i Schöneberg, hvor pokaler fra store barista-konkurrencer straks gør det klart, at der her venter en kaffeoplevelse ud over det sædvanlige.

Hans Christian Post (født 1971) er post.doc. ved Institut for Kulturvidenskab på Syddansk Universitet. Fra Københavns Universitet har han en kandidat og ph.d. i Moderne Kultur & Kulturformidling, og han er desuden bachelor i Litteraturvidenskab og Almen Etnologi.

Han er forfatter til bogen “Berlins Alexanderplatz mellem opbrud og erindring“, der i 2014 udkom på Syddansk Universitetsforlag, og i 2015 var der premiere på hans film “Last Exit Alexanderplatz” om idékonkurrencen for Berlins Alexanderplatz i 1993. Den tyske arkitekt Hans Kollhoff vandt konkurrencen med et radikalt forslag om at opføre 13 højhustårne og forvandle området til et Manhattan-lignende forretningsdistrikt. Med i konkurrencen var også Daniel Libeskind, der i Berlin er kendt for det jødiske museum.

“Last Exit Alexanderplatz” kan ses gratis på Filmstriben, hvis man logger ind med sit lånerkort. Her er en trailer (uden de danske tekster):

Last Exit Alexanderplatz from Hans Christian Post on Vimeo.

Hans nye film om Berlin, “Whose City?”/”Wessen Stadt?”, er nu udkommet på DVD med danske undertekster. Her kan den købes for 12 euro.
Se en trailer her:

WHOSE CITY? from Hans Christian Post on Vimeo.

Læs mere om film og projekter på Hans Christian Posts hjemmeside.