Tag-arkiv: Mit Berlin

Mit Berlin #24: Byen er en levende historiefortæller

Alice Persson kom til Østberlin som 19-årig i 1975 for at arbejde som dansk nyhedsoplæser på Radio Berlin International, den østtyske kort- og mellembølgeradio, der dagligt fortalte hele verden om socialismens fortræffeligheder. Sidste år udgav hun beretningen om sine mere end to år i byen under den kolde krig og Stasis mislykkede forsøg på at hyre hende som agent. Her svarer hun på spørgsmål i serien ”Mit Berlin”.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Mit første indtryk af Berlin (det var i Øst i 70’erne) var en STOR, fremmed og totalt spændende by. Jeg var 19 år og havde stort set kun været i Rødovre, Karrebæksminde og på Orø. En særartet lugt af brunkul, en sky af olieblandet benzinlugt, tiloset luft, livlighed, pølsebarer, knejper, mange små, tøffende trabanter. Følelsen af at være blevet lukket ind i en hemmelig hule fuld af skilte med opfordring til at komme fremad mod en partikongres, at kæmpe for fred og solidaritet og styrke produktionen. Totalt anderledes end reklamerne hjemme! Jeg var spændt, bange og på eventyr.

Alice Persson i 1976

Alice Persson i 1976 ved sit østberlinske hjem i Albert Schweitzer Strasse i Friedrichshagen cirka 20 km fra centrum af Berlin.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Jeg kommer her alt, alt for sjældent, men kunne sagtens besøge Berlin syv-otte gange om året, hvis det var muligt. Men hver gang jeg er her, føles det som at være kommet hjem. Jeg kunne godt bo der igen, tror jeg. Jeg er vild med Berlin som en god gammel ven. Den by har været med til at identificere mig og definere mig i den spæde ungdom, og det hænger ved.

Jeg tænker stadig meget i øst og vest. Er helt bevidst om, hvornår jeg er hvor. Og jeg befinder mig mest i øst, når jeg besøger byen. Her føler jeg mig hjemme. Store forretningsgader, moderne glasbygninger og shoppingcentre har ikke min interesse. Hellere slentre ad en laaang Karl Marx Allee eller Unter den Linden eller i Köpenick end gå og kigge smarte butikker i vest, på Kurfürstendamm.

Byen er så emmende af historie og liv. Jeg elsker at mærke ærefrygten, når jeg står ved en stor bygning og mærker, hvad der er sket her i fortiden. Ved mindesmærker for krigens ofre bliver jeg højtidelig og melankolsk. Bagefter kan jeg gå ud i folkemængden, som lever i dag, og blive glad for at se deres selvfølgelige måde at eksistere i en fredelig by. Så jeg får mange forskellige følelser, når jeg bevæger mig rundt i Berlin.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Jeg elsker Berlin af mange grunde. Byen har noget for enhver sjæl. Men byen er ikke bare en by. Byen er et vidnesbyrd, en levende, summende historiefortæller. En mangfoldighed af skæbner.

På grund af min historie bliver jeg nærmest jaloux over at skulle dele Berlin med så mange mennesker, der valfarter hertil. Jeg misunder dem. I dag er det jo lige så naturligt at drage herned som at tage en tur i sommerhuset eller ind til storbyen. En lille barnlig stemme indeni siger: Jeg kom først, det er min by. Misundelse er en retningsgiver, som peger og siger: Det skal du også. Så jeg tager følelsen som et tegn på, at jeg kommer og er kommet her alt for sjældent i nyere tid. Så det må jeg gøre noget ved. I virkeligheden kunne jeg godt forestille mig at tilbringe meget længere sammenhængende tid hernede. Måske endda flytte hertil.

Når jeg sidder ved foden af fjernsynstårnet, hvor jeg dengang – i 70’ernes Østberlin – sad sammen med min soldaterkæreste og diskuterede vores umulige forhold, bliver jeg grebet af en trang til at fortælle de unge mennesker om, hvordan det var dengang. Men det har jeg jo gjort i min bog ”Kollega Persson.”

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Mit yndlingssted er Friedrichshagen. Det tager ca. 25 minutter med S-toget Richtung Erkner at køre derud. Derude ligger en by i byen med egen hovedgade, butikker, kulturelle arrangementer, cafeer og kirke. Her er liv og glade dage, uden at det bliver for stort. Og går man til enden af Bölschestrasse, kommer man ned til søen, Müggelsee. Der er grønt, hyggeligt og underholdende i Friedrichshagen.

Med årene er jeg blevet lidt overfølsom over alt for megen larm og travlhed alt for længe, så mit nervesystem slapper helt af, når jeg kommer til søen og cafeerne og bådfarten ved vandet. Det er mit ønske en skønne dag at bo på en pension i byen – i nærheden af mit tidligere hjem i Albert Schweitzer Strasse.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Da jeg boede i Berlin i 70’erne, var jeg ikke så interesseret i at gå i teater, i operaen eller på museer. Dengang gik jeg mere på værtshus og mødte de lokale. Mit store ønske var at komme ind i Distel og opleve satiren, men det opgav jeg, for det var umuligt at få billetter, hvis ikke man lige kendte nogen, der kendte nogen.

1. maj i Østberlin: Det har altid givet mig et indre sus at stå i en stor menneskeforsamling. Især når det handler om at ændre verden, solidaritet, tilkendegivelser for fred er det mærkbart. Et sus går gennem kroppen, når jeg mærker, hvor mange vi er, og hvor stor styrke vi har, når vi er mange. Det sus mærkede jeg 1. maj i Berlin i 70’erne.

Inden jeg flyttede til Berlin i 1976, havde jeg 1. maj været med på Blågårds Plads i stjernedemonstration til Nørre Søgade og så hele vejen ud til Fælledparken. Det var også betagende og gav mig følelsen af at tilhøre en kæmpestor familie. Det gav tryghed og garanterede på en måde, at jeg kunne føle mig tryg her. I Berlin fik jeg den samme følelse, i langt højere målestok. For det var jo her, i socialismen, at den tryghed blev garanteret. Vi var så ufatteligt mange, og beslutningen var, at der aldrig mere måtte udgå krig fra tysk jord. I kølvandet på krigen, som jeg vidste havde resulteret i en stor angst for min mors og mine bedsteforældres liv, var det, som om den ”slægtssmerte” lagde sig, når jeg indsnusede lugten fra den nye krigsløse tid.

Selv om den kolde krig skød med skarpt, følte jeg mig i sikkerhed her. Når jeg så på tanks i Østberlin, tænkte jeg ikke krig, men forsvar for fred og en slåen hårdt ned på alle neonazistiske tendenser. Under 1. maj-demonstrationen i Østberlin (vi havde fri fra arbejde) så jeg godt, at Honecker og co. sad højt oppe på et podium, og der var rækværk mellem dem og folket. Men opfattede det ikke spor symbolsk.

Jeg bliver nødt til at nævne Unter den Linden. Her har jeg gået meget. På vej ned mod Brandenburger Tor, hvor DDR stoppede. Så stod jeg dér og kiggede på afspærringerne. Det var en kæmpeoplevelse at besøge Berlin igen for første gang siden murens fald, mange år efter. Meget hurtigt fandt jeg Unter den Linden og gik den samme tur. Da jeg nåede Brandenburger Tor, blev det helt uvirkeligt inden i mig. Jeg stoppede op og blev helt paf. Selv om jeg rationelt godt vidste, at døren var åben, var det en særlig følelse at opleve det. Og sådan er det med alt. Det er ikke nok at vide det oppe i hovedet. Man skal være til stede med sin krop for virkelig at mærke det. Jeg gik helt forsigtigt igennem og ud på den anden side. Kiggede lidt bedøvet på menneskemylderet. Mennesker kørte og gik, optaget af at leve deres liv. Tog ingen notits af den åbne dør. Kun jeg stod dér og tænkte i mirakler.

Det samme skete, da jeg besøgte Checkpoint Charlie. Historien bemægtigede sig mig igen. Og jeg gøs ved tanken om, hvordan det var dengang, og at man nu bare kan gå igennem. Men jeg brød mig ikke om alt det dramatiske og souvenirprægede. Folk, som solgte postkort og små stykker ”mur”. Det er ikke interessant.

Museerne er jo et kapitel for sig. Imponerende. Ud over mastodonterne på museumsøen kan jeg lide at besøge Zille Museum i Propststrasse 11 i Nikolaiviertel, Berlins ældste kvarter.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Igen må jeg sige, at det tiltaler mig at opsøge den østlige fortid. I min gamle by Friedrichshagen ligger ”Bräustübl” på Müggelseedamm 164 og ”Rolandseck” på Scharnweberstrasse 80. Begge lå der også dengang, i 70’erne. Og væggene taler til mig.

I centrum kom jeg af og til på ”Zur letzten Instanz”, Berlins ældste værtshus fra 1651. Selv om restauranten er blevet shinet op, er den gamle egenart ikke forsvundet. For selv om man sminker historiske bygninger til ukendelighed, titter historien gennem væggene. Jeg får i hvert fald følelsen af at være i Berlins ældste knejpe stadigvæk selv om bordene er pænt pyntede. Tænk, her sad Napoleon engang og nød en øl, siges det. Derfor har han også en stol stadigvæk. Eller det havde han stadig, da jeg besøgte instansen for nogle år siden. Charlie Chaplin og Clara Zetkin og flere berømtheder siges også at have besøgt stedet.

I nyere tid har jeg besøgt ”Lebensmittel in Mitte” – et dejligt intimt og folkeligt sted. Her sidder man tæt, og stemningen er livlig uden at være anmassende. Cafeer og spisesteder i Hackesche Höfe er også altid hyggelige at besøge.

Alice Persson, født 1957, er selvstændig psykoterapeut. Tidligere tysk korrespondent/advokatsekretær og stadig meget glad for det tyske sprog. Udgav i 2016 bogen  ”Kollega Persson” om sine oplevelser, da hun boede i Østberlin 1975-77 og arbejdede på den statslige radio i håb om senere at uddanne sig til journalist, men hvor hun oplevede at blive forsøgt rekrutteret af Stasi, DDR’s hemmelige politi.

Hun skriver nu på en fortsættelse med den kryptiske arbejdstitel ”Frøken Persson … kan De koge et æg?” Et særpræget spørgsmål under en jobsamtale som tysk korrespondent efter de groteske oplevelser i Østberlin. Her vil hun beskrive, hvad der skete, da hun kom hjem fra Berlin og stadig havde svært ved dels at vriste Stasi-oplevelserne af sig dels at omvurdere sine politiske og private livsdrømme. Og i sidste ende finde fodfæste i livet. Om den kommende bog fortæller hun selv:

– Den  vil have en naturlig tilknytning til det fænomen, at jeg senere uddanner mig til psykoterapeut. Hvad sker der for hende, der – godtroende og uskyldig som unge mennesker ofte er – bliver offer for kræfter, der har planer med hende? Og hun ikke kan finde nogen at betro sig til, fordi det på den ene side er tabu (”Stasi eksisterer ikke”), på den anden side farligt, hvis nogen opdager det (”har hun været spion?”). Hvor går hun hen med sin skam og ensomhed?

Danmarks Radio har lavet flotte web- og radiodokumentarer om Alice Perssons oplevelser i Østberlin i 1976: https://www.dr.dk/nyheder/webdok/berlin

Mit Berlin #23: Berlin er uforstillet ligetil

Jens Unmack, frontmand i Love Shop, har et inderligt forhold til Berlin, som han beskriver med ord som rå, yndefuld, hæslig, vibrerende, neonlysende … Og glæder sig over, at byen nu igen har et fodboldhold i toppen. Dette bidrag til serien ”Mit Berlin” kunne rumme råskitsen til en fin sang om byen.

Mit BerlinHvad var dit første indtryk af Berlin?
At byen stod bygget og skåret i sort/hvidt. Det var vinteren 86/87, jeg boede på et monstrøst hotel i Vestberlin, hvor der var iskoldt dag og nat på den der tørklimafacon, der er så speciel for Berlin. Følelsen af om aftenen at være i en neonlysende hule, med det hvide Mercedes Benz-logo på Europa Center som pejlemærke, omringet af kommunismens tavse mørke, derovre på den anden side af Muren.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Jeg kommer gerne forbi tre-fire gange om året, alene, med familie, med venner. For at arbejde, perspektivere, nyde livet, være til.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
At byen er så uforstillet ligetil. På en gang rå og forfinet, på samme tid hæslig og yndefuld. Og så den følelse af historisk bevidsthed, som Berlins vilde blanding af fortid og nutid konstant sætter i spil.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Kreuzberg. Klassisk Vestberlin, som endnu aldrig er blevet renskuret.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Der har været mange. Senest nu i maj, da Iggy Pop spillede i Tempodrom, kun få hundrede meter fra Hansa Studios, hvor han sammen med David Bowie i 1977 indspillede sit mesterværk Lust For Life. Det var vanvittigt godt og meget specielt at opleve ham lige der.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Jeg spiser næsten altid frokost på Il Casolare, Berlins bedste italienske trattoria, ved Landwehrkanal i Kreuzberg, bare fem minutters gang fra Kottbusser Tor.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
At drikke kolde Berliner Kindl og se VM/EM-fodbold på storskærm i en af byens mange biergartens om sommeren føles som ægte Berlin. Men ‘ægte’ Berlin er så mange ting. Kan også ud fra det spørgsmål på det kraftigste anbefale natlige gåture i byens lys og vibrerende liv, med dunkende elektronisk musik i ørene. Som de siger det i Berlin, Hamburg er til rock, mens Berlin er til electro.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Byens allerbedste döner – der er hård konkurrence – fås hos Mustafa’s Gemüse Kebab ved Mehringdamm. Der er altid kø ved skuret, både dag og nat, så formidabelt god er deres Hänchen-döner. Og hey, nu vi snakker multi-kulti, er det også helt specielt med 1. maj i Kreuzberg, hvor tyrkerne holder en overvældende stor folkefest i området omkring Mariannenplatz. Det er meget specielt at opleve deres helhjertede dans og sang, mens autonome og venstrefløjsaktivister hvert år slås mod store mængder af riotklædte polizeistyrker kun få gader derfra.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Bilister i Berlin synes bare ikke vant til at kigge efter cyklister, så på cykel er man i konstant livsfare. Pas på!

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Det bliver igen noget med musik. Den tidligere The Walkmen-forsanger Hamilton Leithauser, som netop har udsendt en af årets allerbedste plader indenfor den mere alternative rock, kommer på sin første europæiske tour til vinter. Og d. 2 marts spiller han på Kantine am Berghain over i Friedrichshain. Det bliver alle penge værd, er jeg sikker på.

Hvad “rykker” i Berlin lige nu?
For første gang i nyere tid har Berlin pludselig et fodboldhold, der blander sig i toppen. Jeg ved godt, Eisern Union er det fashionable hold at dyrke, og det er da også kultsjovt at se dem ude på deres selvbyggede stadion i skoven ved Köpenick. Men den gode fodbold bliver altså spillet af Hertha BSC, der har sine hjemmekampe i Adolf Hitlers gamle olympiske sportspark fra 1936, Olympia-Stadion, som bare arkitektonisk i sig selv er et besøg værd. Billetterne til Herthas hjemmekampe er til at få fat i, og stemningen på den billige Ostkurve  er forrygende.

jens-unmackJens Unmack, født 1964, er sanger, sangskriver og forsanger i Love Shop, som har en “November Tour” her i 2016, hvor første koncert afvikles på Auster Club i Berlin 3. november. Læs mere om koncerten på dette Facebook-event, hvor der også er link til billetsalg.

Jens Unmacks blog: http://www.jensunmack.dk/

Jens Unmack er her fotograferet i lufthavnsbygningen i Tempelhof. Fotograf: Morten Larsen (Flere billeder på bloggen sticksnsushi.berlin)

Mit Berlin #22: Kærligheden førte til et fast forhold

Nicolaj Holmboe tog i 2014 konsekvensen af en næsten livslang tiltrækning – og flyttede til Berlin. Herfra driver han i dag sin virksomhed som konsulent inden for blandt andet teambuilding og processer – og øser også jævnligt ud af sin Berin-fascination over for byens gæster. Her svarer han på fem spørgsmål i serien “Mit Berlin”.

Mit BerlinHvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg er kommet i Berlin siden 1971, hvor min danske faster blev gift med en vestberliner. Jeg har de første erindringer om bydelen Spandau, som vi ofte nåede om aftenen efter at have kørt turen fra Allerød, hvor jeg er vokset op.  Og særligt husker jeg grænseovergangen Staaken, som vi skulle passere efter turen gennem DDR. Spejle under bilen, ståltråd ned i benzintanken, al bagage ud, passene der kørte på transportbånd osv. Det var altid lidt utrygt at holde ved grænsen og vente – nogle gange op til to timer – og derfor var glæden stor, da vi endelig kunne køre ind i Vestberlin.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Jeg har opholdt mig i Berlin siden 2014, hvor jeg valgte at blive selvstændig og bosætte mig i byen. Der havde i en periode på fem år inden været en større og større lyst til at prøve at bo i byen mere permanent. Jeg var alligevel hernede 4 – 5 gange om året, så nu skulle det være, og det nyder jeg!

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Jeg har en gammel kærlighed til Charlottenburg/Wilmersdorf, da det er der, jeg er kommet, siden jeg var en lille dreng. Jeg har i otte år også rejst med skoleklasser fra Hillerød, og der har vi også altid boet i den del af byen. Nu bor jeg i nabodistriktet, Schöneberg, og det er jeg rigtig glad for. Der er roligt, der er grønt – og så lige midt i byen. Det er blevet mit distrikt, mein Kiez, hvor jeg bor og arbejder fra.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Måske nærmere en kulturhistorisk oplevelse. Den 9. november 2014 stod jeg foran Brandenburger Tor sammen med 1.000.000 andre  og var med til at fejre 25-året for murens fald. Fra scenen spillede et ungt par nationalmelodien på violin og cello, og det var så smukt og gribende at stå der i mængden og høre folk nynne med. Det frembringer stadig ”Gänsehaut”, når jeg tænker på det. Og så gik det hele amok i minutterne efter, da Udo Lindenberg startede ”festen” med Hinter’m Horizont. Så var det slut med at nynne – alle sang med! Samlet set en meget stærk oplevelse.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Jeg er meget glad for den nedlagte lufthavn, Tempelhof. Med cykel er det et fantastisk sted at mærke historiens vingesus helt tæt på. Første gang jeg cyklede ud ad startbanen, slap jeg styret og rakte armene ud til siden – som et par vinger – og forestillede mig, at der under russernes blokade af Berlin i 1948-1949 i gennemsnit landede et fly med forsyninger fra den vestlige del af Tyskland hvert tredje minut døgnet rundt. Det satte tingene i perspektiv.

nicolaj-holmboeNicolai Holmboe, født 1968, uddannet folkeskolelærer og systemisk konsulent. Tidligere ansat i Team Danmark, i dag selvstændig konsulent med base i Berlin. Læs mere på hans hjemmeside.
Arrangerer jævnligt guidede ture i Berlin for hold samt åbne ture, der også annonceres på hans Facebook-side.
De næste åbne ture afvikles i efterårsferien 2016:
Mandag 17. oktober
Torsdag 20. oktober

Mit Berlin #21: Med Muren i hovedet

Mikael Busch blev Berlin-fan efter en rejse i Christiane F’s fodspor i 1984. Siden var han på flere studieophold i Østberlin i midten af 80’erne og er under sine jævnlige ophold i byen stadig bevidst om Murens placering i forhold til, hvor han befinder sig. Læs her om hans relation til byen, der spiller en stor rolle i hans liv og i hans to bøger.

Mit BerlinHvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg var i Berlin med min mor og far i 1970. Jeg fik et slips i KaDeWe, som jeg havde på resten af turen. Ellers husker jeg ikke alverden. Mit store gennembrudsår som Berlin-fan var 1984. Jeg tog til Vestberlin med en gymnasiekammerat, en slags pilgrimsrejse i Christiane F’s fodspor. Her kommer en smagsprøve fra et essay, jeg har skrevet om turen (Vi kunne være helte, bare for en dag, Weekendavisen den 8.10.2007):

”Der var ikke tale om en erklæret pilgrimsrejse i Christiane F.’s fodspor – det var vi alt for generte eller blaserte til at ville vedkende os. Men selvfølgelig var den skjulte dagsorden – udover at besøge de gængse turistattraktioner i Berlin – at opsøge de hellige steder fra Christiane F. En tur med U7 – i retning mod Rudow – med stop undervejs i Gropiusstadt var således et uomgængeligt indslag i vores tur til Berlin. Vi fandt aldrig frem til ”Haus der Mitte”, ungdomsklubben i Rudow, hvor det hele begyndte, men atmosfæren i Neuköllns betonhelvede var uforlignelig. Vi måtte også en dag lige lægge vejen forbi Deutschlandhalle i Charlottenburg. Den virkelige Christiane F. havde overværet David Bowies autentiske koncert her den 10. april 1976.

Hvor utroligt det end kan lyde, var det et rent tilfælde, at vores vandrerhjem befandt sig under 100 meter fra det legendariske diskotek ”Sound” i Genthiner Straβe nr. 26. Men det var jo her, Christiane gik i byen som 13-årig i sommeren 1975. Hun havde forestillet sig ”Sound”, som kaldte sig selv ”Europas modernste Diskothek”, som et glitrende palads, men hun fandt en lurvet lavloftet kælder. Men det var ikke desto mindre her, hendes karriere som narkoman for alvor tog fart. Og det var her, hun mødte sit unge livs kærlighed, Detlef. Min gymnasiekammerat og jeg var selvfølgelig – i lighed med adskillige andre unge pilgrimsrejsende fra det nærliggende vandrehjem i Kluckstraβe – en tur på ”Sound”. Men ellers kunne man ikke ligefrem beskylde os for at være handlekraftige. I sammenligning med vores uudtalte identifikationsfigur, var vi rent ud sagt et par dødbidere. Vi holdt os til vodka og hinandens selskab.

Det allerhelligste, selve Bahnhof Zoo, ankom vi helt automatisk til den første dag. Det var jo her, nattoget fra København endte. Men den myteomspundne banegård kunne ikke leve helt op til vores forventninger. Det var der vel, hvis sandheden skal frem, ikke rigtigt noget, der kunne. Vi sagde det ikke højt, men stiltiende måtte vi erkende, at vores alternative dannelsesrejse, vores kunst-turisttur ud i død og ødelæggelse, ikke havde fået den karakter af eksistentiel epoché, vi måske havde forestillet os. Vi var stadig de samme generte/blaserte unge mænd, vi hele tiden havde været. I modsætning til en stærk lille pige fra Berlin havde vi slet ikke modet og kraften til at tage det afgørende spring, der kan føre til virkeliggørelsen af ekstatiske drømme og ufattelige mareridt.  For os og Christianes andre åndelige disciple – utallige årgange af tyskelever over hele verden – er og bliver Christiane F. kun, en forjættende men uvirkelig drøm. En sindstilstand.”

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Jeg har stadig Muren oppe i hovedet. Formentlig på grund af min manglende fleksibilitet og omstillingsparathed. Jeg er altid meget bevidst om, hvorvidt jeg befinder mig i Vestberlin eller det gamle Berlin, Hauptstadt der DDR, altså Østberlin. Mine studieophold i midtfirsernes Østberlin i mine afgørende formative år gør sig nok stadig gældende. I virkeligheden er mine to biografier om danske Stasi-agenter på en underlig måde en form for genopdyrkning af min tabte ungdom. Af min egen østtyske fortid. Tillad mig her at citere det indledende afsnit af mit essay 22 år efter – på sporet af den tabte tid (Weekendavisen den 4.8.2006):

”Berlin. Jeg står af S-toget i Rummelsburg. Stationen hedder Betriebsbahnhof Rummelsburg. Billetautomaten er ny. Ellers ligner stationen sig selv. Jeg går hen mod Dolgensee Strasse. Selvom det er 20 år siden, jeg var her sidst, er det som om gåturen stadig sidder i benene. Plattenbau-bebyggelsen ligner også sig selv. Men højhusene har tydeligvis fået en gang maling for nylig. Der holder ikke længere trabanter og ladaer foran dem. Nu holder der tidssvarende og anonyme mellemklassebiler. Så er jeg fremme. En ejendommelig følelse af hjemkomst. Det var her, jeg boede i en kollegielejlighed to somre i træk i midten af 1980’erne, mens jeg deltog i et sommerkursus for udenlandske germanister ved Humboldt Universitetet inde i centrum.

Lejlighed er måske for meget sagt. Den havde snarere karakter af en belægningsstue, hvor vi boede 8 studerende sammen. Det var nu ikke noget problem. Vi var der alligevel kun, når vi sov. Hvad vi stort set ikke gjorde. Det meste af tiden opholdt vi os i ”Klubraum”. Her blev der ført endeløse diskussioner hver nat. Vi havde ungdommens gyldne håb. Vi var udødelige. Luften var tyk af røgen fra Cabinetcigaretter. Der blev drukket østtysk Club Cola og litervis af Neuzeller øl.

Vi var studerende fra hele verden. De fleste kom fra de socialistiske broderlande: mange polakker, tjekker og slovakker. En del bulgarer og russere. Enkelte rumænere. Og så var der os fra vesten. Den ”frie verden”. En del italienere, ikke så få englændere. Nogle skandinaver. Og en enkelt naiv amerikaner. Han var måske i virkeligheden den eneste rettroende marxist. For mit eget vedkommende var det i hvert fald ikke politiske bevæggrunde, der fik mig til at tage til Østberlin. På Aarhus Universitet oplevede jeg jo netop universitetsmarxismens sidste latterlige krampetrækninger. Ikke fordi der er nogen direkte sammenhæng mellem den danske universitetsmarxisme og det forstenede Honnecker-regime. Men min egen nå-generation har altid haft en instinktiv skepsis over for alle de fallerede politiske utopier, som man havde dyrket så intenst i 1970erne. Det var snarere en form for ungdommelig nysgerrighed og almindelig eventyrlyst, der fik mig til at drage til Østberlin. Og så var det selvfølgelig rørende billigt sammenlignet med lignende kurser i Forbundsrepublikken.”

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Wilmersdorf, jf. min kronik Midt i en eksamenstid – øjebliksbilleder og refleksioner fra Berlin (Gymnasieskolen):

”Im wunderschönen Monat Mai. Det ene forsømte forår efter det andet. Jeg kan dårligt nok huske, hvornår jeg sidst har oplevet foråret og forsommeren så rent. Uden et eneste stik af dårlig samvittighed. Vel ikke siden min barndom. Senere, i skolen og gymnasiet, var maj og juni måned jo den store eksamenstid, dvs. melankoli og lidt dårlig samvittighed. Som studerende; weltschmerz og lidt dårlig samvittighed. Som adjunkt: vemod og slet samvittighed. Som lektor efter den store gymnasiereform: formentlig én stor vittighed.

Men hvad ved jeg om det? Jeg sidder jo her på den charmerende Rüdesheimer Platz i Berlin-Wilmersdorf. Pladsen er helt klædt i lysegrønt. Det er aften. Fuglene synger. Børnene leger. Nøjagtig sådan husker jeg min egen barndoms uendeligt lange sommeraftener.  Før der var noget, der hed dårlig samvittighed. Børnene på legepladsen kommer mange steder fra. De fleste vel fra lokalområdet. Mange bor i IBZ (Internationales Begegnungszentrum der Wissenschaft) henne på hjørnet. Det gør vi også selv. Her er tyske børn, russiske børn, iranske børn, amerikanske børn, japanske børn. Børn fra hele verden. Mine egne børn kan efterhånden godt gøre sig gældende på tysk. To af dem går i Grundschule am Rüdesheimer Platz henne på det andet hjørne. Men sproget er ikke nogen barriere af betydning. Børnenes forskellige kulturelle baggrunde spiller ingen rolle overhovedet. Legens sprog er globalt. Dette er simpelthen realiseringen af John Lennons vision om en verden uden skel. Selvfølgelig kun i børnehøjde. Men alligevel. Imagine … ”

Hele artiklen: http://gymnasieskolen.dk/midt-i-en-eksamenstid-%C3%B8jebliksbilleder-og-refleksioner-fra-berlin

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Sommereventyret i 2006, hvor Berlin var værtsby for VM i fodbold, jf. min feature om Den Tyske Filmbølge (Filmtidsskriftet 16:9):

”Selvom Tyskland har vundet hele tre verdensmesterskaber i fodbold og dermed hører til i den absolutte internationale elite, har onde tunger hæftet betegnelser som ’maskinfodbold’ på den tyske fodboldkultur. Ikke nogen rar metafor. Men i sommeren 2006 blev dette billede med et slag ændret. Tyskerne snublede ganske vist i semifinalen mod de senere verdensmestre fra Italien, men det velspillende og fandenivoldske tyske fodboldlandshold fik pludselig fans i hele verden.

Tyskerne blev en slags ”Weltmeister der Herzen”. Men også folk, der ikke interesserer sig en døjt for fodbold, fik øjnene op for, at der var noget nyt i gærde i Tyskland. Tyskerne begyndte nemlig til manges overraskelse at vise flaget. I bogstaveligste forstand. På de officielle VM-arenaer, foran storskærmen på Brandenburger Tor, på bilerne, om halsen på teenagepigerne; overalt så man farverne sort, rød og gul. Tyskerne selv var nok de mest overraskede. En del ældre tyskere var faktisk også noget forargede. Gik det nu an? Der er trods alt udgået to verdenskrige fra Tyskland. Men selvom mange ældre europæere, som har oplevet Tyskland som besættelsesmagt på egen krop, formentlig heller ikke ligefrem var begejstrede for de mange millioner flag, må man alligevel sige, at den nyvakte tyske patriotisme intet har med tidligere tiders militarisme at gøre. Også tyskere har ganske enkelt lov til at være glade. 61 år efter den sidste verdenskrig og næsten 20 år efter murens fald skal Tyskland ikke længere opfattes som et særtilfælde. Landet skal helt ud af skammekrogen. Også i den tysklandsskeptiske omverdens bevidsthed. Hvis man vil danne sig et indtryk af den magiske sommer 2006, hvor solen skinnede hver dag og også tyskerne selv igen begyndte at opfatte deres eget land som normalt, bør man se Sönke Wortmanns fodbolddokumentar Deutschland, ein Sommermärchen (2006).”

Hele artiklen: http://www.16-9.dk/2007-04/side05_feature2.htm

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Biografen Tilsiter Lichtspiele, jf. min Antidagbog fra Berlinalen 2010 (Filmtidsskriftet 16:9):

”Onsdag den 17.02. Filmen 13 Semester. Biografen ligger i Richard-Sorge-Strasse i Friedrichshain. I DDR-tiden blev gaden opkaldt efter spionen Richard Sorge, der under Den Første Verdenskrig virkede for Sovjetunionen i Japan. Jeg har selv et lille spionanliggende undervejs. I nummer 63 boede nemlig Knud Wollenberger, dengang han i 1970-erne arbejde på gadens gamle bryggeri – eller som det hed dengang: ”Getränkekombinat”. Ifølge de gamle Stasi-dokumenter havde Wollenbergers bolig to udgange, hvorfor den var velegnet som ”konspirativ lejlighed”. Men hvordan kommer jeg ind? Til mit store held er et ungt ægtepar med barnevogn netop ved at låse sig ind ved gadedøren. Jeg følger diskret med ind og føler mig som en tredjerangsagent. Men den er stadig god nok: der er to udgange.

Jeg går nu over på den anden side af gaden og fortsætter vejen mod min egentlige destination: biografen Tilsiter Lichtspiele i nr. 25a. Biografens navn er et vidnesbyrd om, at Richard-Sorge-Str. engang hed Tilsiter Strasse, men gaden er altså ikke blevet tilbagedøbt som så mange andre østberlinske gader.

Selve Tilsiter Lichtspiele må være det nærmeste, man kan komme en autentisk østberlinsk biograf fra tiden før 1989. I foyeren ligger adskillige eksemplarer af Junge Welt, det gamle FDJ-organ, som stadig udgives. Kaffen er næsten gratis og billetterne koster kun 4,5 Euro. Biografsæderne blev formentlig fremstillet før Murens fald. En sidste teknisk detalje: biografens fremviserudstyr kan ikke gøre krav på prædikater af nogen som helst art.

Hvad betyder teknik, hvis en film formår at røre?  Men gør en tysk ungdomskomedie det? Helt ærligt: hvordan skulle en tysk ungdomsfilm om to venner, der bryder op fra en landsby i Brandenburg for at studere driftsøkonomi ved det tekniske universitet i Darmstadt på nogen måde kunne røre? Det kan ”13 Semester” bare. Jeg føler mig ikke bare godt underholdt men også dybt berørt af denne charmerende Coming-of-Age film. Ærgerligt at den med en til vished grænsende sandsynlighed aldrig vil nå de danske biografer, selvom helten, Max Riemelt ikke er helt ukendt i Danmark (Napola og Die Welle).”

Hele artiklen: http://www.16-9.dk/2010-04/pdf/16-9_april2010_side04_feature1.pdf

Mikael BuschMikael Busch, født 1962. Cand.mag. i tysk og fransk med sidefag i mediefag. Lektor på Kolding Gymnasium, boganmelder ved Jyllands-Posten.
Forfatter til ”Knud og Vera – Et Stasi-Drama” (2012) og ”Lenz – Stasi-agenten, der blev fanget af fortiden” (2015), begge på forlaget People’sPress.

Mit Berlin #20: Berlin har givet mig så meget

Journalisten Carsten Grubach kalder sit forhold til Berlin for ”betingelsesløs kærlighed”. Med udgangspunkt i fødebyen Kolding besøger han byen fem-seks gange om året og opdager altid noget nyt.

Mit BerlinHvad var dit første indtryk af Berlin?
Overvældende. Det var med skolen i 1972, der var stadig ruiner fra krigen, den kolde krig var stadig kold, og muren var massiv. Og jeg fik 20 DM af en ældre dame, fordi jeg holdt døren for hende på en U-Bahn-station …

Hvad er dit forhold til byen i dag?
Betingelsesløs kærlighed. Berlin har givet mig så meget gennem årene. Jeg har forsøgt at give noget tilbage ved at skrive en del artikler om byen og gøre reklame for den, når jeg kunne.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
De store forskelle på folk, bygninger og infrastruktur. Der er altid noget, der er forandret – selv når jeg kommer der fem-seks gange om året, kan jeg altid opdage noget nyt.

Hvilken kulturoplevelse i byen har gjort størst indtryk på dig?
Da jeg var med til at fejre både 20- og 25-året for Murens fald. Det var stort, og det rislede ned ad ryggen … Desværre var jeg i Danmark i 1989, da Muren faldt.

Har du en yndlingscafé og /eller restaurant i Berlin?
I høj grad. Vil du drikke en velskænket fadøl i rene, hyggelige omgivelser med god betjening, så skal du vælge Treffpunkt Berlin i Mittelstrasse, en sidegade til Friedrichstrasse tæt på Unter den Linden. Skråt over for bogparadiset Dussmann, som jeg også gerne anbefaler …

Hvor tager du hen, når du vil opleve det ”ægte” Berlin?
Så tager jeg på et værtshus et stykke væk fra centrum og væk fra de mange turister, der altid på godt og ondt er i Berlin. Eksempelvis Strassenbahn på kanten af Wilmersdorf og Friedenau.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første ti sider i turistguiden?
Tag cyklen og oplev parkstemningen i Tiergarten, Volkspark Friedrichshain og Treptower Park. Det gjorde jeg i sommeren 2015, og det var så herligt.

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, du glæder dig til?
Jeg har hvert år siden 1995 været til filmfestival i Berlin i februar, og den ser jeg frem til igen i år. Her får jeg set masser af kvalitetsfilm. Mange af dem når desværre aldrig til Danmark.

Carsten GrubachCarsten Grubach, født 1955. Journalist på JydskeVestkysten. Er i gang med at udvikle en applikation om gode ølsteder i Berlin. Han har lovet at give Vild med Berlin besked, når den er færdig, og vi vil selvfølgelig straks sprede budskabet 🙂
5. februar 2016 medvirkede han på TV Kolding i programmet ØLmanden, hvor den halve times interview – ud over øl – især kom til at handle om Berlin.
Se interviewet herunder.

Mit Berlin #19: Første gang var dramatisk og overvældende

Teddy Petersen, manden bag den nyeste Berlin-guide på dansk, besøgte Berlin for første gang i 1963 – og gik straks i gang med at formidle sin fascination, da han kom hjem. Det gør han stadig 52 år senere. Han opfordrer til, at man kaster sig ud i de ukendte sider af byen.

Mit BerlinHvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg var lige fyldt 16 år, og Muren var ikke to år endnu. En gruppe på 25 unge fra Århus var inviteret på tre ugers ophold med alt betalt – rundvisninger, foredrag og lommepenge – af venskabskommunen Charlottenburg. De andre var nogle gamle nogle på 20 år eller mere. Dramatisk, overvældende. I Bernauer Strasse lå der blomster på fortovet endnu. Man fik meget at vide, sikkert også indoktrineret – og øl var billigt. Bagefter bestilte jeg 16 mm-film og fotos hjem fra Berlin og fortalte om byen i boligforeningens ungdomsklub.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Den amerikanske mand, der optrådte som Marlene Dietrich – i herretøj – oppe under taget på en beboelsesejendom? Den tidligere østtyske mesterbokser, der sang Jaques Brell på en brun café i Østberlin for et par år siden? At ligge på en måtte i øvelokalet på danseteatret Radialsystem V, mens fire musikere fra symfonien spillede inde midt på gulvet i halvanden time – alle tilhørere lå ned? Jeg ved det ikke … VM i fyrværkeri i september på Olympia Stadion? Hertha Berlin samme sted med 41.000 tyskere – og Hertha vandt! Jeg ved det ikke …

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Jeg kører rundt hvorsomhelst på cykel og glor. Farer vild. Begynder at snakke til folk, hvis jeg synes det.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Ja: Kig efter flyers og plakater og små sedler på gader og cafeer. Det står ikke andre steder – og vigtigst: Tag derhen! Der kan ikke ske andet, end at det er uinteressant – men det er svært at finde i Berlin!

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Ja, men jeg kender den ikke endnu!

Teddy PetersenTeddy Petersen, født 1947. Har som journalist arbejdet på blandt andet ungdomsprogrammet P4, Weekendavisen, TV2 Syd og som underviser på Danmarks Journalisthøjskole. I dag forlagschef på Journalisthøjskolens forlag Ajour. Arrangerede her i efteråret en foredragsrække om Berlin på Folkeuniversitet og er også rejsearrangør på Berlin-rejser.
28. oktober 2015 udkom ”111 steder i Berlin som du skal se”, som Teddy Petersen har oversat og tilpasset et dansk publikum. Bogen kan købes hos forlaget Frydenlund.

Mit Berlin #18: Berlinerne finder sig sgu ikke i noget!

Lene Tymoshenko har boet fast i Berlin i 23 år, hvor hun har været en del af byens blomstrende bz-miljø og bl.a. har stiftet bekendtskab med Berlins russisktalende miljø. Hun har netop startet eget guidefirma i byen under navnet “Berlin på vrangen”.

Mit BerlinHvad er dit forhold til Berlin i dag?
I 1992 flyttede jeg som 23-årig til Berlin for at blive en del af det store bz-miljø, der opstod i Østberlin efter Murens fald. Det betyder, at jeg i dag har boet i Berlin præcis halvdelen af mit liv plus fire måneder. Jeg kunne ikke forestille mig at bo noget andet sted.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Mangfoldigheden er helt sikkert det, jeg bedst kan lide ved Berlin. Jeg synes, det er en utrolig berigelse at bo i en by, hvor cirka 26 procent af befolkningen har udenlandske rødder, og hvor der findes så mange forskellige miljøer og alternative kulturer.
Jeg regnede engang ud, at jeg har haft venner, bekendte og arbejdskolleger fra mindst 35 forskellige lande. Der er kommet en del til siden. Min eksmand kommer fra Ukraine. Gennem ham har jeg stiftet bekendtskab med en del af Berlins russisktalende miljø. Der bor omkring 300.000 mennesker med russisk som modersmål i Berlin.

Min seneste kæreste var berlinsk tyrker. Man bruger på tysk betegnelsen Berliner Türke.
I 1980’erne og 1990’erne var han en del af Vestberlins hiphop- og graffitimiljø. Muren gav dem jo optimale muligheder for at udfolde sig. Han er født i Berlin og voksede op i ”Sozialpalast” i Schöneberg. Et stort højhuskompleks med 514 lejligheder. Huset ligger der, hvor Berliner Sportpalast tidligere lå. Det var der, Joseph Goebbels i 1943 holdt talen med den berømte sætning: ”Wollt ihr den totalen Krieg?”, hvor han bl.a. fastslår den ariske races overlegenhed over østeuropæiske og mellemøstlige folk. Nu bor der på samme sted over 2.000 mennesker, hvoraf mellem 60 og 80 pct. har rødder i Mellemøsten. Det kan man vist kalde skæbnens ironi.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Hvis man har lyst til at gå på opdagelse i det alternative bz-miljø, der opstod i Østberlin i sommeren 1990, kan jeg anbefale Supamolly i Jessner Str. 41 i Friedrichshain. Det er et lille hyggeligt værtshus med billige drikkevarer. Der er åbent tirsdag til søndag fra kl. 20 til open end. I baghuset er der en mindre, men meget hyggelig koncertsal, hvor der i weekender holdes koncerter med alt fra world music til punkbands – til billige priser.

Vil man opspore det russisktalende Berlin, kan man besøge Der Deutsch-Russisches Museum Berlin-Karlshorst, Zwieseler Straße 4.D,10318 Berlin. Museet omhandler 2. Verdenskrig og har til huse i netop den bygning, hvor kapitulationsdokumentet, som betød den endelige afslutning på krigen, blev underskrevet. Salen, hvor dette foregik, er bevaret. Mærk historiens vingesus. Der er åbent tirsdag til søndag kl. 10-18. Der er gratis adgang.

Det sovjetiske mindesmonument for 2. verdenskrig i Treptower Park er storslået.

Det store russiske supermarked, Intermarkt Stolitschniy, Landsberger Allee 116, er også et besøg værd. Jeg bliver altid lidt nostalgisk, når jeg køber ind der, da der lugter præcist som i supermarkederne i Kiev, som jeg har besøgt en del gange. De har alt i levnedsmidler fra landene i det tidligere Sovjet: madvarer, drikkevarer, masser af kaviar og mindst 20 forskellige vodkasorter. Man kan finde spændende ting og indsnuse atmosfæren, når luften summer af russisk, især i weekenden, hvor de tidligere sovjetborgere køber stort ind. Indkøbsturen afsluttes gerne med en portion Schaschlik, marineret kød på spyd tilberedt på trækulsgrill, med salat og brød, der sælges foran supermarkedet.  Der sludres hyggeligt med bekendte og drikkes et par øl eller et glas vodka – trods skiltet med alkohol forbudt.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Mit yndlingsmadsted er helt sikkert Takka Fishhouse, Adalbert Str. 97, der ligger direkte på Kottbusser Tor. Det er en lille tyrkisk fiskegrill med et helt enkelt menukort: fiskesuppe og forskellige sorter grillet fisk serveret med salat i brød eller på tallerken. Det hele er super lækkert og rørende billigt. Man kan sidde udendørs om sommeren og betragte det brogede multikulturelle Kreuzbergerliv.

Hvad “rykker” i Berlin lige nu?
Berlin har en lang tradition for protestbevægelser. I sommer opstod der en spontan protest- og støttebevægelse, da en tyrkisk grønthandler, der har haft sin forretning, Bizim Bakkal, i Wrangelstrasse i Kreuzberg de sidste 28 år, blev sagt op, fordi en spekulant havde købt huset og havde planer om at indrette luksusejerlejligheder. Kvarterets beboere var solidariske, og meget hurtigt opstod der en protestbevægelse, hvor omkring 500 mennesker samledes til protestdemonstration hver uge. Opsigelsen blev trukket tilbage, dog nægter husejeren at give ham en ordentlig kontrakt, så protesterne forsætter.

En anden ting er den spontant opståede store bevægelse af frivillige, der er trådt til og hjælper de mange flygtninge, der er ankommet til Berlin de seneste måneder. Det, synes jeg, er rigtig stort, og det er det, jeg elsker ved denne by: protestbevægelser og solidaritet når det brænder på. Berlinerne finder sig sgu ikke i noget!

 

????????????????????????????????????Lene Tymoshenko, 46 år. Er vokset op i Helsingør og har som ung boet en årrække i København. Er uddannet kok. Har boet fast i Berlin siden 1992 og bor i dag i Friedrichshain.

Lene har netop startet eget guidefirma: Berlin på vrangen.  Her tilbyder hun en række forskellige guidede ture i Berlin, hvor hun dykker ned i og skildrer forskellige strømninger i Berlins fortid og nutid.

Mit Berlin #17: Ingen skal definere det ægte Berlin

Peter Tudvad flyttede til Berlin for ni år siden og tabte sit hjerte til det støjende og spraglede Kreuzberg. I dag er byen hans arbejdsplads, når han da ikke er på farten, hvad han næsten hele tiden er. ”Det ægte Berlin” er for ham ”det ustadige, uslebne, uortodokse” – og altså nærmest umuligt at definere.

Mit BerlinHvad var dit første indtryk af Berlin?
Der gik akkurat ni måneder, fra jeg første gang var i Berlin, til jeg bosatte mig i byen. Men de ni måneder røber intet om, at jeg under mit første besøg blev så begejstret, at jeg straks undfangede idéen om at flytte til Berlin. Tværtimod var mit første indtryk af den tyske hovedstad ikke et, der gav anledning til hovedkuls forelskelse. Den forekom mig dengang – i december 2005 – grå, trist, flad, stor, rodet. Og dog var der så mange, der forinden havde lovet mig kærlighed ved første blik. Ak, den indfandt sig ikke! Men tak, den lod blot vente på sig! For da jeg anden gang kom til Berlin – i september 2006 for at underskrive en lejekontrakt og for endelig at slippe for København – tabte jeg prompte mit hjerte. Nå ja, måske ikke som sådan til Berlin, men til Kreuzberg, mit støjende og spraglede kvarter. Her taler man ikke om mangfoldighed, men lever den. Ikke så meget pis!

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Snart ti år i Berlin. Og snart halvtreds år gammel. Så kan det godt være vanskeligt at holde begejstringen i live for en by, der ter sig som en teenager. For mig er byen ganske enkelt min arbejdsplads. Det er her, jeg bor, og det er her, jeg sidder og skriver. Men det er også herfra, min verden går, meget bogstaveligt endda, for jeg er bestandigt på farten. Tyskland er mere og andet end Berlin, og mine bøger tilrettelægger jeg gerne så fikst, at jeg lige må undersøge noget i Frankfurt am Main eller Hohnstein i Sächsische Schweiz, i Lutherstadt Wittenberg eller Annaberg-Buchholz i Erzgebirge, i Nürnberg, Köln, Leipzig – eller Torgau an der Elbe, hvorfra jeg i skrivende stund netop er kommet hjem. Fra Berlin er det så vidunderlig let at sætte over grænserne, grænserne til andre forbundslande, grænserne til andre lande. På en time kan jeg med tog være hinsides Oder-Neisse og således i Polen. Dér kunne jeg godt bo, også i Tjekkiet eller Slovakiet, men også bare i Sachsen eller Thüringen. Tilmed kunne jeg dér let få den ro, jeg ofte savner i Berlin.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Svært at sige. Jeg benytter mig efterhånden alt for lidt at det store kulturudbud her i byen. Når jeg er hjemme, arbejder jeg. Men tidligere gik jeg en del ud. Og da var en af de helt store oplevelser i Staatsoper at høre den lettiske sopran Elīna Garanča. Jeg havde ikke hørt om hende før, men med ét sang hun sig langt ind i sjælen på mig. Hun havde en bukserolle i Mozarts La Clemenza di Tito, en af mine favoritoperaer, som jeg ville præsentere nogle venner for. Og så var det mig selv, der gik hjem som den mest berigede og belærte. Det er jo noget af det skønne ved et scenisk overflødighedshorn som Berlin: at man til sin store overraskelse kan møde stjerner, som man ikke kendte, og som ingen havde gjort sig den ulejlighed at markedsføre som verdens ottende vidunder. Kommer en anden operastjerne som mezzosopranen Cecillia Bartoli til København, pryder hendes kontrafej forsiden på alle kulturtillæg – inden hun giver en enkelt optræden i Tivolis koncertsal, hvor mange så kommer blot for at vise sig som en del af den københavnske beaumonde. Men i Berlin kommer de igen og igen, stjernerne, optræder aften efter aften. Og berlinerne kommer, igen og igen, aften efter aften, fordi de ikke kan trække vejret uden kultur. Dét er himlen over Berlin.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Min yndlingscafé er afgjort Café Übersee på Paul-Lincke-Ufer, få skridt hjemmefra og med udsigt til Landwehrkanal. Man kan tilmed sidde helt nede ved kanalen, ovre på den anden side af vejen, forår, sommer og efterår – hvis ikke lige det var for de skide turistbåde, der med deres alt for høje og bølgeskvulpende fart har undermineret bredden, så det aktuelt er for farligt at sidde der. Men caféen er skøn, og ejeren en rigtig berliner, nemlig med tyrkisk baggrund. Ikke for ingenting kaldes Kreuzberg også for Kreuzstanbul. At sidde på Café Übersee og se »die Nationalelf« VM-tæske Argentina er en fest. At spise »Frühstück« på Café Übersee kl. fire om eftermiddagen bekvemt. At få et vildt fremmed menneskes krigstidshistorie på Café Übersee dramatisk og gribende – og oplagt at skrive en bog om, hvor første kapitel hedder »Café Übersee«, som det gør i min biografi Sygeplejerske i Det Tredje Rige. En danskers historie. Min yndlingsrestaurant er Crêperie Bretonne, der ligger skråt over for min lejlighed i Reichenberger Straße. Rigtig fransk køkken, rigtig god mad, rigtige berlinerpriser. Hyggeligt, afslappet, berlinsk.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Ha, jeg bliver da hjemme, for ægte berlinsk er noget, man selv skaber. Berlin er aldrig det samme, Berlin er altid noget andet, Berlin er aldrig stilstand, Berlin er altid bevægelse. Ergo kan man ikke definere noget som ægte berlinsk – hvis man altså lige ser bort fra det ustadige, uslebne, uortodokse. »Es gibt nur ein Berlin, und das ist mein Berlin«, som kabarettisten Claire Waldoff sang, lige før de gyldne tyvere druknede i de brune tredivere. Så ingen skal komme og definere, hvad der er ægte Berlin!

"Ha-ho-he, Hertha BSC!" Tirsdag aften vandt Hertha Berlin 2-0 over FC Köln på det historiske Olympia Stadion. Efter billedet at dømme var det i høj grad til Peter Tudvads store tilfredshed.

“Ha-ho-he, Hertha BSC!”
Tirsdag aften vandt Hertha Berlin 2-0 over 1. FC Köln på den historiske hjemmebane, Olympia Stadion. Efter billedet at dømme var resultatet i høj grad til Peter Tudvads store tilfredshed.

Peter Tudvad, 49 år, filosof og forfatter til flere bøger om bl.a. Søren Kierkegaard samt storværket “Sygeplejerske i Det Tredje Rige” – en fascinerende beretning om den unge Ebba Mikkelsen, der gik ind i Tysk Røde Kors og endte i centrum for 2. Verdenskrigs afsluttende fase på et lazaret på Pariser Platz ved Brandenburger Tor.
Bogen er dramatiseret i forestillingen “Mit Mørke”, der frem til 3. oktober 2015 opføres på Bådteatret i København og senere kommer på turné i resten af landet. Dagbladet Information omtalte “Mit Mørke” som “stærk scenekunst”.
I 2014 udgav han bogen “I krig og kristendom – en biografi om den tyske teolog og modstandsmand Dietrich Bonhoeffer“, der er første del af et tobindsværk om en af de største skikkelser i den protestantiske teologi i det 20. århundrede. Bonhoeffer var også en af Det Tredje Riges første og mest konsekvente modstandere, og han blev hængt af nazisterne så sent som 9. april 1945, altså mindre end en måned før Tysklands kapitulation.
Peter Tudvad har også bidraget til bogen “Vide Verden – Berlin” fra Aarhus Universitetsforlag. Kapitlet fra hans hånd, Nazismen. Sporene efter Det Tredje Rige, kan hentes gratis (pdf).

Mit Berlin #16: Moabit rummer alt, hvad man behøver

Brit Merrill Kjærulff flyttede til Moabit i juni 2014 for at udleve drømmen om at drive butik med eget smykkedesign. Hun og hendes mand er faldet rigtig godt til i Moabit, som er en af Berlins mere oversete bydele.

Mit BerlinHvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg besøgte Berlin første gang i marts 2007 sammen med min mand Jakob, efter at flere af vores venner havde foreslået, at vi besøgte den fantastiske by.  Jeg opdagede, at Berlin består af flere mindre bydele med hvert deres centrum og ikke er én storby, som jeg troede, før jeg selv besøgte byen. Hver kiez/bydel har sin helt egen charme, og jeg var rundt og mærke stemningen og forskellen på de mennesker, der bor der.

Efter første besøg havde jeg appetit på at suge mere af Berlin til mig. Jeg kunne lide stemningen, de billige priser, det bedre vejr, al kreativiteten, historien og kunsten i byrummet. Det blev til tre besøg alene det første år. Året efter var jeg i Berlin fire gange.  Jeg måtte hele tiden derned og var utilfreds, når jeg skulle hjem.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Jeg har nu boet i Moabit og haft egen butik “Merrilldesign” i lidt over et år, og jeg vil sige, at jeg stadig elsker alt ved Berlin. Jeg finder meget inspiration i mine omgivelser – Ich bin verliebt in diese Craziness. Moabit er en meget overset bydel. Der er mange gallerier og designbutikker, hvor kunstneren selv står bag disken. Jeg er selv lidt crazy og føler, her er plads til alle slags mennesker. Man kan være sig selv og bliver ikke puttet ned i en skuffe. Alt er tilladt.

Da jeg åbnede butikken i Beusselstrasse, syntes folk her i Moabit, at vi var modige, da det var byens værste gade, hvor alt kunne ske, og vi blev kaldt kongerne af Beusselstrasse und dann aus Dänemark. Man har taget godt imod os, og mange kunder er kommet med gaver og skulderklap til os. Folk er meget personlige, men ikke så materialistiske som i Danmark, og penge er ikke noget, man taler om. Vores butik er helt anderledes, end hvad der ellers findes i Moabit.

Hvilket kvarter i byen foretrækker du?
Jeg kan bedst lide Moabit. Det er en ø i Berlin. Her er utrolig mange broer – man kan ikke forlade Moabit, uden at man skal over en bro. 25 styk er der. Jeg nyder, at der er kort afstand til kanalen, som ligger for enden af Beusselstrasse, hvor vi bor. I Moabit bor der cirka 75.000 mennesker af meget forskellig nationalitet, hvilket gør, at man finder alle slags køkkener i området.

Moabit blev inkorpereret i Berlin i 1861, men har rødder tilbage til det 13. århundrede.
Efter Berlinmurens fald er Moabit ikke længere et grænseområde på kanten af Vestberlin, men et centralt område i det samlede Berlin. Grundet nærheden til Reichstag er der blevet opført mange nye bygninger i Moabit, blandt andet det tyske indenrigsministerium, Bundesministerium des Innern. Én af Berlins ældste stationsbygninger, den nyklassicistiske Hamburger Bahnhof opført i 1847, ligger også i Moabit. Banegården er i dag et af delstaten Berlins mange museer. Der er også mange positive ting ved byens andre kvarterer, men efterhånden er det lidt som et teater/facade, og det ægte Berlin er lidt forsvundet.

Hele Moabit er i rivende udvikling, og der renoveres meget overalt. For eksempel er der ved at blive bygget et nyt butikscenter i Turmstrasse.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Jeg kan anbefale Ya-Man Caribbean Soul Food i Gotzkowskystraße og de italienske restauranter La Trattoria i Waldstrasse og Osteria dell’Arte i Bochumer Strasse. Det er steder med super personlig betjening.

Jeg kan også anbefale at besøge den skønne markedshal Arminiusmarkthalle, som ligger bag Rathaus Tiergarten. Arminiusmarkthalle blev bygget i 1891 og ombygget i 2010, hvor alt fik et løft, så den i dag fremstår hyggelig, moderne og gammeldags på den fede måde. Her er gode restauranter, vinbar, fisk, is, bagere, forskellige slagtere, gavebutik, supermarked, traditionel tysk mad samt et kreativt marked cirka en gang om måneden. Man glemmer tit at forlade Moabit, da den rummer alt, hvad man behøver.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Det er svært at sige, for her er altid masser af kunst, design, musik eller et godt marked. Berlinerne er gode til at lave gratis musikoplevelser, især ved Brandenburger Tor til nytår og den 3. oktober. Den 3. oktober 2015 er det i øvrigt 25 året for genforeningen mellem øst og vest efter Murens fald.

Jeg har desuden deltaget med mine smykker i to modeshows i Moabit, hvoraf det ene var på rød løber foran vores butik i Beusselstrasse den 5. juli i år. Her var der 40 grader – pyha, det var varmt. Den weekend var der 300 gallerier, der deltog i Ortstermin åbne gallerier i Moabit.

Brit_Merrill_Kjærulff-2Brit Merrill Kjærulff er 43 år og smykkedesigner. Oprindeligt fra Svendborg, nu bosat i Moabit i Berlin sammen med sin mand, Jakob.

Brit forelskede sig i Berlin i 2007 og begyndte efterfølgende at sælge sine smykker på et marked i byen. I 2013 måtte hun sygemeldes gennem længere tid fra sit job på Svendborg Bibliotek på grund af dårlig ryg.  I den periode kredsede hendes tanker om at åbne egen butik, og sammen med sin mand traf hun beslutningen om at søge et års orlov fra jobbet for at give butiksdrømmen en chance. Sidst i juni 2014 flyttede parret til Moabit, og to måneder senere åbnede de Merrilldesign i Beusselstrasse 74.

I butikken sælger Brit sit eget smykkedesign samt kunst fra forskellige Svendborg-kunstnere, dansk nips, danske møbler, sin mors strik, tasker samt lidt genbrugstøj.

Moabit_Berlin

Brit_Meriill_Kjærulff

Mit Berlin #15: Efter nogle dage i byen begynder jeg at drømme på berlinsk

Hosea Dutschke blev født i Berlin i 1968, men få år efter et skudattentat på hans far, studenterlederen Rudi Dutschske, slog familien sig ned i Århus, hvor kun Hosea Dutschke er blevet boende. Når han jævnligt besøger sin mor og bror i fødebyen, er Fjernsynstårnet, Treptower Park og den italienske restaurant i Rudi-Dutschke-Strasse blandt de steder, han vender tilbage til.

Mit BerlinHvad er dit forhold til Berlin i dag?
Tæt og tidligt. Jeg besøger Berlin flere gange årligt. Jeg er født på hospitalet Walfriede i Berlin i 1968. Min far blev skudt på Kurfürstendamm i 1968 og blev i 1979 begravet ved den smukke kirke i Dahlem Dorf, hvor præsterne gjorde oprør mod nazisterne.
Efter store politiske og juridiske kampe ligger Rudi-Dutschke-Strasse, så den støder op til hjørnet ved Check Point Charlie. Rudi-Dutschke-Strasse og Alex-Springer-Strasse støder op mod hinanden. Studenterlederen, der bekæmpede den højreorienterede pressemogul og vice versa. Min bror og jeg har kaldt hjørnet ”Ecke der Versöhnung”.
Min mor og bror med familie bor i Friedrichshain.
Og når jeg har været i byen i nogle dage, begynder jeg at drømme på berlinsk.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Igennem et helt liv er der Fjernsynstårnet. Jeg skal op og nyde Berlin fra oven og helst en gang om året. Altid i restauranten og så bare kigge, snuse, mærke at man drejer rundt, følge flyene, s-togene, der bugter sig, og hele Berlin i 360 grader.
Som barn var det en helt særlig fornøjelse. Ikke mindst at opleve DDR-bureaukratiet og en kommunistisk planlægning og fryden ved, at elevatoren suste mod himmelen.

Har du en yndlingscafe og/eller -restaurant i Berlin?
Der er mange, og de er billige, og de flytter sig, så jeg følger min brors råd. Men at spise på den italienske restaurant Sale e Tabacchi i Rudi-Dutschke-Strasse i TAZ-huset er skønt. Og til frokost sidder der en række mere eller mindre venstreorienterede journalister og redder verden.
Og så er der naturligvis Zur Kleinen Markthalle i Kreuzberg, hvor kyllingerne får mine indre organer til at synge.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første ti sider i turistguiden?
Treptower Park har jeg en særlig forkærlighed for, men også den jødiske kirkegård midt i Berlin. Treptower Park er russisk, brutal, voldsom og alligevel smuk og poetisk, når efterårsbladene daler ned på mindesmærket for de faldne russiske soldater.
Og når man nu er i Treptower Park, er der ikke langt til Øst-Berlins zoologiske have, hvor rovdyrhuset, parken og dyrenes græsningsenge er enorme, og hvor Stasi fulgte i hælene på os og tog hemmelige billeder, når vi spiste dryppende grillstegt kylling, men kun kunne få et stykke meget tynd serviet til.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Berliner Schnauze, når den viser sig fra sin mest uhøflige side. Og at man bygger et nyt slot, som en tro kopi af det gamle midt i Berlin. Spild af penge. Milliarder. Tag dog ud til Slot Sanssouci og Neues Palais og den skønne muslingesal. Og synd at man ikke længere kan opleve Palast der Republik og det absurde DDR-systems højborg for såkaldt demokrati.

Hosea DutschkeHosea Dutschke er 47 år og direktør for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune. I oktober holder han to foredrag på Folkeuniversitetet under titlen “Berlin, min far og det tyske”: I Emdrup søndag 4. oktober, hvor hans indlæg er et af tre i serien “Berlin – erindring i nutiden”, og i Aarhus mandag 5. oktober (få pladser).
Hans far Rudi Dutschke (1940-1979) var berlinsk studenterleder. Han voksede op i DDR, men flygtede i 1961 til Vestberlin. 11. april 1968, da sønnen var tre måneder gammel, blev Rudi Dutschke udsat for et skudattentat fra en mand, der angiveligt skulle være motiveret af Springer-pressens hetz mod tyske venstreorienterede. Juleaftensdag i 1979 døde han i Århus af senfølger af attentatet.
Læs mere om Rudi Dutschke på dansk wikipedia.

Hosea og RudiEfter at familien Dutschke havde slået sig ned i Århus i 1971, var den jævnligt på besøg i Berlin. Her var Stasi meget aktiv i overvågningen af “Quelle”, som var Rudi Dutschkes Stasi-kodeord. Da Stasi-arkivet blev åbnet, fandt man blandt andet billeder af Rudi og Hosea Dutschke fra en augustdag i 1973.

 

 

 

 

Rudi Dutschke-mindepladeSiden 1990 har en mindetavle markeret stedet på Kurfürstendamm, hvor Rudi Dutschke blev udsat for et skudattentat i 1968.