Tag-arkiv: Mit Berlin

Mit Berlin #35: Jeg elsker, at Berlin altid overrasker

Efter flere år som rejseblogger og freelance rejsejournalist slog Regitse Cecilie Rosenvinge sig ned i Berlin i 2016. Hun blev hurtigt fascineret af byens iværksætterscene og mange tilbud, og i dag elsker hun byen på grund af dens størrelse, råhed og ægthed. Læs mere om Regitses forhold til Berlin og få nogle af hendes tips til gode oplevelser inden for bl.a. kultur og mad.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Tro det eller ej – jeg var faktisk ikke fan af Berlin, før jeg flyttede hertil. Jeg husker, jeg var her som barn og som teenager, hvor byens puls og ’råhed’ gjorde indtryk på mig, men som voksen var jeg ikke synderlig imponeret. Ironisk nok er de ting, jeg ikke brød mig om førhen, blevet nogle af de elementer, jeg nu sætter pris på ved Berlin! Byen er stor (nogle gange lidt for stor!), men der er charme i at kunne ”gemme sig” i sit kiez og tage en rejse ud i den hektiske storby fra tid til anden. Jeg bor i Prenzlauer Berg, og som så mange andre berlinere kommer jeg sjældent helt til f.eks. Potsdamer Platz eller Brandenburger Tor, da jeg ikke har min daglige gang dér. Når jeg gør, elsker jeg det til gengæld på grund af pulsen, friheden og størrelsen. Det er én af Europas største byer, og det finder jeg stor frihed i, i dag.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Som nævnt har jeg lært at elske Berlin for dens størrelse, råhed og ægthed. Berlin er ikke for sarte sjæle, og der er klart ting, jeg stadig ikke er fan af, men overordnet set er jeg dybt taknemmelig over, at byen har været med til at udvikle mig som menneske. Der er plads til alle typer, meninger og eksistenser, og det betyder blandt andet, at man kan være sig selv 100 procent. Det er en fin tanke, synes jeg.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Her må jeg atter fremhæve frihedsfølelsen, som danner hele eksistensgrundlaget for byen – og har gjort det i hundredvis af år. Berlin er en rebelsk storby med en bagage som ingen andre byer. Det er enormt overvældende at dykke ned i historien, men det skylder man virkelig sig selv, hvis man er vild med byen – eller bare er glad for kultur og historie. Forud for DDR og 2. Verdenskrig var Berlin én af Europas smukkeste byer; en ægte kejserstad, hvilket er svært at forestille sig i dag. Men storheden kan stadig findes enkelte steder, og det er bestemt en del af byens DNA. Det må man ikke glemme. Jeg elsker, at Berlin altid overrasker, hvad enten der er tale om historie, mennesker, muligheder eller mad!

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Jeg bor selv i Prenzlauer Berg med min familie, og det er jeg rigtig glad for på grund af bydelens mange børnevenlige områder og fine initiativer. Det føles virkelig som en by i byen. Jeg synes dog alle kvartererne har hver deres charme. Friedrichshain elsker jeg, når det bliver efterår; der er en helt særlig ’hygge’ i de små gader med caféer og butikker. Kreuzberg byder også på fine steder – især i Bergmannkiez, hvor jeg faktisk startede med at bo, da jeg først flyttede til Berlin.

Hvilke kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Man behøver næppe én specifik kulturoplevelse i en by som Berlin, for hele byen vibrerer af historie; både den spændende og den chokerende. Går man gennem byens gader og stræder, er det en kulturoplevelse i sig selv. Jeg kan dog klart anbefale et besøg i Deutsches Historiches Museum, en lun sommerdag på Spree, søndagsslentretur på Museums Insel og evt. en guidet gå- eller cykeltur i Kreuzberg. Og nå ja – en tur i Rigsdagen er også spændende! Der er generelt mange gode museer i byen, som man med fordel kan bruge en dag på at besøge.

Regitse deler en lang række tips til gode oplevelser i Berlin på sin blog The Copenhagen Traveler, bl.a. inden for mad, hoteller, kultur, men også om f.eks. at være mor til et lille barn i byen.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Jeg har vist mange! I mit eget kiez (Prenzlauer Berg) får man god kaffe hos Kaffee.Bar på Stargarder Strasse, fantastisk cheesecake hos Bekarei og lækker, fransk morgenmad hos Le Midi. To af mine favorit-restauranter er Heimlichtreu og Tim Raue (begge i Mitte). Derudover kan jeg varmt anbefale Du Bonheur på Brunnenstrasse i Mitte – de laver kager, så englene synger! Princess Cheesecake i Mitte er en anden favorit med syndige cheesecakes på menukortet (ja, jeg er stor fan af kage!).
På min blog The Copenhagen Traveler har jeg udgivet et indlæg med en lang liste over mine favoritcaféer og brunch-steder. Den kan man med fordel tjekke ud, hvis man, ligesom jeg, er tilhænger af god morgenmad og hyggelige, små caféer.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Det ’ægte Berlin’ kan for mig lige så vel være en gåtur langs Spree som en solrig sommerdag i Klunkerkranich (ikonisk rooftop-bar i Neukölln). Det smukke ved byen, i mine øjne, er netop, at man selv definerer ’det ægte’. Alle har deres eget forhold til byen, så hvad der er ægte for mig, er ikke nødvendigvis ægte for min nabo. For mig er det området omkring Spree (fra Museumsinsel ned til Kreuzberg), hvor jeg har skabt nogle af mine bedste Berliner-minder. De små caféer omkring Boxhagener Platz i Friedrichshain og hele området omkring Tempelhofer Ufer i Kreuzberg er i denne forbindelse også værd at nævne. Og Tempelhof – den gamle, ikoniske lufthavn, der har været nedlagt siden 2008.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Berlin gemmer på nogle virkelig cool speakeasy-barer, der nærmest er umulige at finde, hvis man ikke lige ved, hvor man skal ringe på! Prinzipal i Kreuzberg og Buck & Breck i Mitte er to af mine favoritter! Det er nærmest som at træde ind i en tidslomme. Det kan godt være, man skal betale lidt mere for en cocktail, men de smager til gengæld fantastisk! Og så er der kun plads til ganske få gæster, hvilket gør oplevelsen ret speciel.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Som mor til en dreng på 14 måneder bliver jeg næsten nødt til at sige storbyens larm og massive trafik. Jeg prøver for så vidt muligt at holde mig væk fra trafikerede områder og knudepunkter, hvis jeg har min søn med, men det er ikke altid muligt. Berlinere kan også være ret kontante, hvilket nemt kan forveksles med uforskammethed, og det er ikke altid lige charmerende.

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Lige p.t. glæder jeg mig allermest til sommer, for sommeren i Berlin kan være magisk! Lune sommeraftener ved Spree, dans og biograf under åben himmel og de hyggelige søndags-loppemarkeder – det er alt sammen noget, jeg ser frem til.

Hvad “rykker” i Berlin lige nu?
Som iværksætter er jeg også en del af hele iværksættermiljøet i byen, og det er enormt spændende (og til tider tidskrævende!). Hvis jeg skal pege på noget, der ”rykker” i øjeblikket, må det være den (fortsatte) udvikling af startup-scenen; de mange initiativer for selvstændige, festivaler, netværks-arrangementer og lignende. Og så er der kommet stort fokus på kvindeligt iværksætteri. Mit kontor er f.eks. i et kontorfællesskab kun for kvinder, og det er ret inspirerende at være en del af!

Regitse Cecilie Rosenvinge, født 1988, iværksætter og rejseblogger. Lancerede i 2014 rejse- og hotelbloggen The Copenhagen Traveler. I dag er bloggen forbundet med et content marketing-bureau for hoteller, Room22. Regitse har også skrevet bogen “Freelancer – En kvindes guide til et succesfuldt freelanceliv”.

Regitse har boet i Berlin siden 2016, hvor hun først boede i Kreuzberg en kort overgang. Siden flyttede hun til Prenzlauer Berg, hvor hun i dag bor med sin partner og deres lille søn.

Mit Berlin #34: Det hele er vanvittigt spændende!

På gymnasieturen til Berlin oplevede Anne Bjerre Rosa både den tyske historie og det tyske sprog som kedeligt. Nu har hun boet i byen i 12 år, kalder den perfekt… og er tosset med historie. Her fortæller hun om sit forhold til Berlin og kommer med anbefalinger.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Første gang jeg var i Berlin, var for mange år siden med min gymnasieklasse i 1. g. Jeg kan huske, at vi boede ved Uhlandstrasse, og at vi blev i området om aftenen, da Berlin var lidt uoverskuelig for nogle unge nordjyder. Vi var af sted med mine historie- og tysklærere. Dengang syntes jeg, at tysk var det mest besværlige og irriterende sprog, der fandtes, og at historie var ufatteligt kedeligt. Nu arbejder jeg som historieunderviser i Tyskland! Ved ikke, hvad der gik galt i mit hoved på et tidspunkt, men nu synes jeg, at det hele er så vanvittigt spændende. Det er faktisk nået til et niveau, hvor mine tyske venner siger, at jeg måske ikke konstant behøver at fortælle dem om deres fortid.

En lille historie: Jeg læste en bog om Berlins hemmeligheder og fandt ud af, at parkeringspladsen bag mit daglige supermarked havde et meget specielt tag, som er taget fra grænseovergangen ved Bornholmer Strasse – den første overgang, som blev åbnet 9. november 1989 kl. 23.30. I dag fuldstændigt glemt i en baggård. Den historie var mine venner dog godt nok interesserede i.

Anne Bjerre Rosa er guide for en dansk skoleklasse på en “Dönersafari” med Dönerkind i Görlitzer Park i Kreuzberg.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Jeg arbejder i dag mest i en bunker eller i koncentrationslejren Sachsenhausen. Det lyder for mange som mærkelige arbejdspladser, men her kan man stadig føle historien komme til live.

Jeg elsker specielt at lave ture for danske og engelske skoleelever, da eleverne så ikke skal koncentrere sig om sproget, men kun om indholdet. Da jeg selv var i Berlin med gymnasiet, havde vi en del ture på tysk, da vi jo skulle LÆRE sproget, men en koncentrationslejr er måske ikke lige stedet…

Ved Dönerkind laver vi lidt andre ture i Berlin, hvor eleverne SKAL snakke tysk, da det er henvendt til elever, men så er det ikke i en bunker eller en koncentrationslejr.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Da jeg er så historietosset, er Berlin perfekt. Hvad der er sket her i byen af vigtige begivenheder… Kejserrige, Anden Verdenskrig, Den Kolde Krig med Muren, punkerne, tyrkernes indflydelse på områder som Kreuzberg og tiden i dag, hvor folk vælger at komme til Berlin pga. sjovere ting eller for at starte en start-up. Ikke mere kun død, krig og ødelæggelse.

I Berlin kan man i princippet rende rundt i pyjamas nede i Lidl, uden at nogen kigger mærkeligt på én, og der er hver aften aktiviteter/koncerter/oplevelser – tit gratis, så man kan altid finde noget, hvilket i hvert fald er anderledes end Gug i Aalborg, hvor jeg voksede op.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Jeg har haft tre forskellige lejligheder i Berlin over de 12 år. Alle var i Prenzlauer Berg. Nu så meget nordpå, at næste gade er Pankow. Jeg er rigtig glad for mit område. Hvis jeg går nordpå, har jeg ro og grønne områder, og sydpå har jeg butikker, caféer og hyggelige barer. Jeg kender mine naboer, som kommer og låner forskellige ting og giver kage som tak.

Det er måske ikke det hippeste område, men jeg har heller ikke rigtig behov for turister, når jeg får fri fra arbejdet som guide i de mest turistede områder af Berlin.

Hvis jeg har fri, er jeg rigtig glad for områderne i yderkanten af Berlin og alle parkerne. Bürgerpark Pankow, Rehberge, Victoria Park, Treptower Park, og Gärden der Welt. Heiligensee, Tegeler See og Wannsee er også dejlige.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk?
Jeg var så heldig at blive udvalgt som “Ballonpaten” ved 25-årsdagen for Murens fald i 2014. Jeg arbejdede som hjælper ved Berlin (halv)maraton, og de havde en konkurrence, hvor man skulle skrive grunden til, at Murens fald betød noget personligt for én.

Min historie var, at uden Murens fald havde jeg aldrig mødt min søns far (østberliner) i Skotland, da jeg arbejdede der, og dermed havde jeg aldrig fået min dejlige søn. Den blev valgt, og det var en fantastisk oplevelse. Mennesker kom hen og læste sedlen med historien, og jeg faldt i snak med mange af dem om deres egne oplevelser med muren.

Ved markeringen af 25-årsdagen for Murens fald 9. november 2014

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
I Berlin bor der mennesker fra omkring 190 nationer, og det er det, som jeg elsker mest ved Berlins madscene. Kulturbrauerrei og Mauerpark har nogle gange foodtrucks. Det er ikke billigt, men jeg elsker, at man kan prøve anderledes mad i små portioner. Tyrkisk, afrikansk, japansk, koreansk osv. Der mangler måske en dansk en, men ellers et godt koncept.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
På min Stammkneipe. En rigtig østbar med Berliner Schnauze. Det føles ligesom “Cheers” (eller som jeg husker serien: “Sams bar”). Folk kender hinanden. Der bliver snakket om alt mellem himmel og jord. Hver gang jeg udvikler nye ture (specielt Østberlin-ture), snakker jeg altid med dem først.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Der er stadig mange mennesker, som ikke kender Berliner Unterwelten. Det er bestemt noget, jeg kan anbefale. Der er altid danske ture i weekenden, og det er interessant for børn fra otte år, teenagere og voksne.

Og så er jeg glad for, at jeg arbejder for eventfirmaet Übervent, hvor vi altid prøver at vise byen fra forskellige sider. Det er heldigvis blevet populært i Berlin, at man som turist/firma også kan se andre ting end TV-tårnet, Rigsdagen, Potsdamer Platz og Ku’damm. Så led efter folk, som bor i byen og kender de sjove hjørner og oplevelser. Der er efterhånden en del danskere i Berlin, der som jeg elsker at vise byen frem.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
At jeg ikke længere kan finde en lejlighed, som er til at betale, hvis min lejlighed, som så mange andre i området, bliver solgt.

Anne Bjerre Rosa, født 1983, Berlin-guide og projektmanager. Har boet 12 år i Berlin.

Arbejder til dagligt i en bunker (Berliner Unterwelten) og et par gange om måneden i koncentrationslejren Sachsenhausen. Er en del af Dönerkind,  som laver undervisningsture for danske elever/studerende, og en del af eventfirmaet Übervent. Arrangerer også spontane gåture i Berlin, hvor hun lægger vægt på de personlige historier fra sine øst- og vesttyske venner og familie.

I vinterferien 2019 (uge 7 og 8) kan man møde hende forskellige steder i Berlin. Hun står desuden for en af de sjældne dansk-guidede ture i Sachsenhausen. Læs mere i Vild med Berlins vinterferieguide for 2019.

Mit Berlin #33 – Jeg er den sidste kunstmaler ved Wasserturm

Ulrik Møller er en succesfuld, dansk kunstner, der har boet i Berlin de seneste 18 år. Han ærgrer sig over de stigende priser og huslejer, der fortrænger kunstnerspirer og ødelægger det kreative miljø. Til gengæld er han vild med de lune aftener og berlinernes særlige udeliv på de brede fortove.

Hvad fik dig til at flytte til Berlin?
Jeg flyttede fra Fyn til København i 1992. Det år begyndte jeg at male. Indtil da havde jeg udelukkende lavet grafik, men jeg var blevet optaget i Kulturfabrikken – et værkstedshus, som var meget populært. I Kulturfabrikken var der ikke noget grafikværksted. Så tænkte jeg i min sædvanlige naivitet, at så begynder jeg bare at male, for det kan jeg selvfølgelig også. Det kunne jeg bare ikke. Men det danske fodboldlandshold havde vundet europamesterskabet i juni samme år. Når det kunne lade sig gøre, vidste jeg, at alt kunne lade sig gøre. Den sejr var i høj grad med til at inspirere mig.

Den stil, jeg har nu, fandt jeg i løbet af et par år. Jeg snublede ind i det. Jeg ved præcist, hvilket billede det var, hvor jeg tænkte, at der var den så. Det var et billede af Middelgrundsfortet og noget vand.

I midten af 90’erne begyndte mine malerier at komme på gallerier og blive solgt, men jeg fornemmede også, at der i Danmark var et netværk, man ikke bare kunne bryde ind i. Sidst i 90’erne var konceptkunsten på sit højeste. Jeg havde ikke gået på akademiet, malede oliemalerier med landskaber og var alt for uncool.

Så tænkte jeg, at jeg selv måtte gøre noget, hvis jeg skulle finde en vej. Jeg ville være nødt til at tage et andet sted hen og lave mit eget netværk. I første omgang tænkte jeg på London eller Berlin. Og det blev så Berlin.

Inspirationen fra Edward Hopper kommer tydeligt til udtryk i Ulrik Møllers malerier fra mindre provinsbyer. Her er det hjembyen Vester Åby på Fyn.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg var heldig at få Jyllands-Postens legatlejlighed i Berlin i en måned i 1998 og igen i 2000. I anden omgang stod det klart for mig, at det var byen, jeg måtte flytte til. Mulighederne var enorme. Tusindvis af lejligheder stod tomme, og man kunne let få en fireværelses lejlighed med sildebensparket og balkon.

Det var det rene, skære Eldorado. Der var alle de her kvadratmetre, der bare stod og ventede på at blive taget i brug. Helt frem til 2006 var der 50.000 lejligheder, der stod tomme. I dag er det noget, man bare kan drømme om, for derefter kom investorfeberen. Nu er lejlighederne nogenlunde lige så dyre som i København.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Priserne er skruet helt urimeligt op. Nu opererer man kun med priser, som de mere velhavende turister kan betale. Der er restauranter, som jeg tidligere har haft stor glæde af at besøge, men som jeg nu boykotter, fordi de har skruet priserne alt for højt op. Jeg kan se i mit regnskab, at der er priser, der på et år er steget 25 procent. Og det er sket i en periode, hvor der næsten ikke har været inflation. Det betyder, at de lokale stamkunder forsvinder, og så er det kun turister, der kommer der.

Også de elendige forhold for cyklister kan være irriterende. Nogle gange har man det indtryk, at bilisterne ligefrem jager en, når man cykler. Der bliver i hvert fald ikke taget hensyn.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Jeg føler mig hjemme her omkring Wasserturm, men jeg kan ikke sige, at jeg har et yndlingskvarter. Jeg rejser en del i forbindelse med mine udstillinger, og når jeg tager tilbage til barndomshjemmet i Vester Åby på Fyn for at hente inspiration der på egnen, men her i Berlin kommer jeg sjældent uden for det område, hvor jeg bor. Desværre måtte jeg flytte mit atelier til Wedding, så der cykler jeg dagligt til, men det er ikke et sted, jeg derudover har noget forhold til.

Jeg kan ikke engang sige, at Prenzlauer Berg er mit foretrukne kvarter, for det er indsnævret til området lige omkring Wasserturm. Her hilser jeg på og snakker med folk. Desværre er mange kreative mennesker skubbet ud af kvarteret på grund af de stigende huslejer. Jeg møder af og til en ældre tysk skulptør, der bor her endnu, og han kalder mig den sidste kunstmaler her i kvarteret.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
De gode steder vil man jo gerne holde hemmelige, så de ikke bliver overrendt af turister, hæ hæ. Men Jeg holder meget af at komme på Meierei i Kollwitzstraße, som drives af min ekskæreste Sandra. Det er et afslappet sted, hvor der serveres veltilberedte, men uprætentiøse retter til rimelige priser, blandt andet Leberkäse, Spätzle, gullasch, supper, gode pølser, ost – og havregrød.

Meierei, Kollwitzstrasse 42

Når jeg er på arbejde i mit atelier i Wedding, bruger jeg nærmest ”P” som kantine. ”P” står for ”Pfoertner”, altså portner på dansk. Stedet har et usædvanligt godt køkken, der er bredt europæisk og med rimelige priser. En daglig, velsmagende suppe koster 4,50 euro. Det ligger i Uferhallen i Wedding, som er et sted, der huser mange kunstnere. Stedet er desværre opkøbt af investorer, så det lever nok på lånt tid.

Et andet sted er den mellemøstlige Zweistrom på Danziger Strasse. Her har de en rigtig god kebab, som jeg tit køber på vej hjem fra arbejdet.

Schönhauser Allee - maleri ag Ulrik Møller

Ulrik Møllers malerier har ofte landskaber eller mennesketomme landsbyer som motiver, så dette motiv fra Schönhauser Allee i Berlin er lidt atypisk. Han har ikke malet storbymotiver i 15 år. Han siger selv, at han hurtigt bliver træt af at male alle de vinduer.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Brosten, Altbau og brede fortove. Den der summen af menneskers stemmer på de lune aftener. Temperaturen falder ikke på samme, hurtige måde som i Danmark, hvor det hele er tættere på vandet. Når jeg har været ude at rejse, bliver jeg stadigvæk helt eksalteret, når jeg vender tilbage til Berlin.

Ulrik Møller foran Wasserturm Prenzlauer BergUlrik Møller (født 1962) er en dansk kunstmaler, der er inspireret af bl.a. danske L. A. Ring og amerikanske Edward Hopper. Temaerne er moderne menneskers længsel og eksistentielle ensomhed. Han bruger vådt-i-vådt-teknikken på en særlig måde, der giver malerierne et sløret, hemmelighedsfuldt udtryk. ”Et dragende og udefinerbart rum åbner sig for os i Ulrik Møllers værker, og omslutter os som en orienteringsløs kappe. Vi bliver her bevidste om vores egen ensomhed i rummet, og en sitrende og til tider rungende stilhed rammer os,” skriver kunsten.nu i et portræt.

Ulrik Møller havde i 2017 en meget rost solo-udstilling på Brandts 13 i Odense med både malerier og videoinstallationer. På udstillingens hjemmeside kan man stadig se flere eksempler.
Det samme kan man på Ulrik Møllers egen hjemmeside.

Ulrik Møller havde i januar-februar 2019 en soloudstilling hos Galerie MøllerWitt i Århus, hvor titlen ”Love me do” spillede op til Ulrik Møllers kontemplative motiver. Husene her er fra Koldby i Thy.

Birkholms Echo på Faaborg Museum i 2019

Ulrik Møller er medkurator på en udstilling med værker af en række kunstnere, der bor og arbejder i Berlin. Den kan opleves på Faaborg Museum i perioden 14. juni-20. oktober 2019. Udgangspunktet er, at 2019 er 150-året for Faaborg-maleren Jens Birkholms fødsel. Jens Birkholm (1869-1915) boede i Berlin fra 1892-1902 og bevarede efterfølgende en tæt kontakt til byen.

Ulrik Møller er opvokset i Vester Åby kun 10 km fra Faaborg. På “Birkholms Echo” er han repræsenteret med fire malerier, og fra Berlin har han hentet yderlige seks kunstnere til udstillingen, heriblandt den danske kunstnerduo Camilla Sørensen og Greta Christensen, der arbejder sammen om spændende installationer under navnet “Vinyl -Terror & -Horror”.

Læs mere på Faaborg Museums hjemmeside.

 

Mit Berlin #32: Jeg prøver at se Berlin med andre øjne

Bo Morell tog sine elever med til Berlin og kender byen bedre end København. I en ny bog fortæller han om de lidt oversete sider af den tyske hovedstad. I serien “Mit Berlin” kan du her læse mange af hans anbefalinger.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg kom i byen længe før Murens fald. Der boede jeg på hotel i Vestberlin med gymnasiehold og tog dem med over Checkpoint Charlie på en dagsekskursion, så de fik et indtryk af kontrasterne mellem bydelene: fx belysning, vedligeholdelse, varesortiment, imødekommenhed og seværdigheder, hvoraf kun det sidstnævnte talte positivt i den sovjetiske sektor.

Uden elever boede min kone og jeg på et hyggeligt hotel i Wielandstraβe, indtil vi fandt det lettere at købe en lejlighed i Prenzlauer Berg som base for alle de oplevelser, som især Østberlin kan byde på, hver gang vi er i byen.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Det siges, at Berlin er blevet til danskernes anden hovedstad. For mig nok den primære, hvor jeg færdes mere end i København og på flere måder efterhånden også kender den bedre. Når jeg om morgenen træder ud på gaden og ser ned på fjernsynstårnet, føler jeg virkelig, at det også er min by med et godt forhold til det lokale miljø, vores tyske naboer, frisøren, boghandleren, den italienske restauratør og den fliegende Zeitungs-Verkaufer, der ved, hvilken morgenavis jeg helst vil have på restauranten, aftenen før den udkommer.

Det er også en fordel at kende bookingmuligheder i teater og på museer, infrastrukturen, de kringlede regler med BVG og deres efterhånden ikke overraskende punktstrejker, men det hører jo også med til det anarkistiske Berlin, som jeg godt kan lide. I vores ejendom er der fx forbud mod husdyr, men flere beboere spadserer frejdigt gennem gården med deres hunde, uden at nogen brokker sig, og hvis man ikke får kontrolleret sit drikkevand en gang om året, loves der bål og brand og bøder, men når det så alligevel ikke bliver ordnet, går det i sig selv igen.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Det er blandt andet denne afslappede frihed, jeg godt kan lide, men så også især de vanvittigt mange tilbud, der findes, hver gang man kommer til byen: nye udstillinger på museer og gallerier, en alternativ rundvisning på et skummelt sted, et uopdaget kvarter, der pludselig dukker op på en cykeltur, prisniveauet og imødekommenheden. Det er svært at finde sure berlinere, især hvis man selv prøver at være lidt venlig.

Den lille flod Panke, som har givet navn til Pankow, flyder stille gennem bydelen med tilhørende cykelstier (illustration fra ”Berlin med andre øjne”)

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Det lyder banalt, men siden jeg bor i Prenzlauer Berg og er tilfreds med det, må jeg sige, at selv om det efterhånden er blevet et temmelig etableret kvarter pga. byens gentrificering og er uden de store seværdigheder, har denne bydel en rigtig god og lokal atmosfære. Man er på Alexanderplatz efter fem stoppesteder med sporvognen, 10 minutter på cykel eller med 20 minutters gang. Og så er afstandene fx til Friedrichshain, Pankow og lufthavnen i Schönefeld også overkommelige.

Pankow er blevet et af mine favoritområder med en cykeltur på Mauerweg med forårets blomstrende kirsebærtræer eller langs den lille flod Panke. Her kommer man gennem det lokale liv, og turisterne er få. Det store sovjetiske krigsmonument i Schölzer Heide, der næsten kan måle sig med det i Treptow-parken, har man helt for sig selv. I yderområderne er en tur til Potsdam, Friedrichshagen og Neu-Venedig oplagt på en forårsdag, eller hvad med den gamle sporvogn fra Rahnsdorf gennem skoven til Woltersdorfer Schleuse, som er et af udflugtsforslagene i min bog?

Med hensyn til seværdigheder er der faktisk også en række undervurderede eller oversete i Prenzlauer Berg, som man kan læse mere om.

Et tidligere Plattenbau-hus i Friedrichshain, der er blevet malet op af en spansk kunstner. Den grå DDR-tristesse er forvandlet til et muntert indslag i bybilledet (illustration fra “Berlin med andre øjne”)

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Hvad er kultur? De store kendte museer, eller det lille lokal- og brødmuseum i Pankow, hvor man får en personlig rundvisning med en frivillig medhjælper? Er det en festlig forestilling på Komisches Oper eller lirekassemanden, der spiller op til rundvisning i en af stationerne på den kommende U5-linje? Er det en cappucino på Café Einstein eller en Weiβbier på en udrangeret kabeltromle i RAW-Gelände ved Revaler Straβe?

Hvis ”kultur” er det hele, kunne jeg fx nævne Tieranatomisches Theater, som er en lidt overset arkitektonisk perle af Brandenburger Tors arkitekt Hans Langhans. Han tegnede den klassicistiske bygning til veterinærstuderende i 1790 og fik konstrueret en elevator fra kælderrummene, hvorfra man hejste dyrekadavere op til den amfiteatralske forelæsningssal. Flot restaureret med udstilling og gratis adgang.

Eller hvad med den nedlagte amerikanske radarstation på Teufelsberg, hvorfra der er fantastisk udsigt og kreativ spray-kunst? Kort sagt, Berlin med andre øjne, når man har fået nok af Kurfürstendamm og Unter den Linden, hvor der selvfølgelig også gemmer sig historier. Og så skal man jo lige huske på, at kulturen i Berlin også altid rummer en historisk fortælling.

I forskerparken Adlershof står bl.a. denne prægtige Motorenprüfstand fra 1936 til test af støjdæmpning på flyvemaskiner (illustration fra “Berlin med andre øjne”)

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Da min kone og jeg altid bestiller bord i forvejen, kan jeg vel godt røbe, at vores lokalt foretrukne restaurant er Herr Rossi i Winsstraβe. Den er overfyldt i forvejen, og akustikken er som i en garage, men sådan er de bedste spisesteder jo også i Rom.

Med hensyn til cafeer kunne jeg nævne Coffee Star i Wörther Straβe og Fritz Heyn, Heynstraβe 15 i Pankow, hvor vi gerne tager et hvil på en cykeltur nordpå. Café Bravo i Auguststraβe 69 giver en god pause i gården eller glashuset, når man er på rundtur i de omliggende gallerier. Cafeen er i sig selv bygget som et kunstværk ligesom det skæve fortov på gaden foran, der også forklares i min bog.

Retsbygningen i Littenstraβe med en kafkask labyrint af trapper, der på forhånd kan gøre en skyldig i retssystemet, men vov dig bare ind og få et herligt kig (illustration fra ”Berlin med andre øjne”)

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Næste tur til Berlin bliver heldigvis af længere varighed, for ellers når man ikke alle de muligheder, der byder sig til netop nu. Takket være gode portaler og nyhedsbreve kan meget planlægges, men der skal også være plads til improvisationer og overraskelser.

Listen er lang, og til inspiration for andre vil jeg nævne det nyåbnede Palais Populaire på Unter den Linden, hvor den tidligere Deutsche Bank Kunsthalle nu har en særudstilling med egne værker. De har en stor samling på papir, der refererer til deres forståelige interesse for pengesedler.

Bröhan Museum viser Georg Grosz, der på ekstreme måder minder om mellemkrigstidens dekadente liv i TV-serien Babylon Berlin, Berlinische Galerie udstiller kunst fra Novembergruppen 1918-1935 i anledning af 100-året for revolutionen, og Museum Barberini i Potsdam har flere parallelle udstillinger med bl.a. Nolde og DDR-kunst. Her kan et årskort hurtigt betale sig.

Men hvis kun én enkelt kulturoplevelse skal nævnes, må det være Brechts Dreigroschenoper, som det er lykkedes at skaffe billetter til på Berliner Ensemble. Som sagt er der altid nye oplevelser i vente, når turen går til Berlin.

Bo Morell (der beklager at have samme efternavn som Hitlers livlæge) er født i 1947 og bosiddende i Fredensborg, men er så meget som muligt også i Berlin, hvor han i 12 år har haft en lejlighed med sin kone Lisbeth. Han er uddannet som cand.mag. i dansk, billedkunst og design, fhv. lektor på Frederiksborg Gymnasium & HF og efter 42 års ansættelse nu pensionist.
Han har skrevet bøger om danske kunstmuseer, billedanalyse, design, østeuropæisk litteratur, lokalhistorie og er medforfatter til Berlin. Berlin (Forlaget Columbus 2001). Desuden har han været rejsearrangør for interessegrupper og talrige gymnasieklasser, der alle er blevet pisket gennem Berlin og først fik lov til at sove på vejen hjem i bussen. Nu har han fået tid til at skrive en ny og alternativ guidebog, “Berlin med andre øjne“, der netop er udkommet på Forlaget Saxo.

 

Mit Berlin #31: Jeg holder af både det grimme og det skønne

Efter en pause på næsten 20 år bor danske Alice Rose igen i Berlin, hvor hun lever af musikken. Hun stortrives i byen, selv om hun ser nogle bekymrende tendenser og er meget irriteret over den voldsomme biltrafik. Læs mere om hendes meninger og årstidsaktuelle anbefalinger i hendes svar på Vild med Berlins spørgsmål.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg kom til Berlin første gang i 1995. Det var i januar. Jeg ankom med nattoget fra København og kom ind i et S-Bahn-tog. Der sad en række kvinder med samme slags frakke, samme slags afblegede hår og guldøreringe. Jeg blev meget overrasket og tænkte: ”Sådan nogle kvinder har vi ikke i Danmark”. Det var jo få år efter Murens fald, og jeg kunne mærke, at der var en helt anden mentalitet.

I samme uge blev gamle DDR-gadeskilte skiftet ud i et forsøg på at få øst til at se ud som vest. Man begyndte også at skifte Ampelmann-trafiklysene ud. Det blev der et ramaskrig over, og det blev heldigvis forhindret.

Med de meget brede gader opfattede jeg Berlin som Europas New York. Jeg opholdt mig mest omkring Prenzlauer Berg, hvor bygningerne var forfaldne på en meget smuk måde. Der havde jeg min første lejlighed i Oderberger Strasse.

Jeg var 19 år og havde lyst til at komme ud og opleve verden. Når det blev Berlin, skyldtes det, at jeg ikke havde ret mange penge, at jeg talte folkeskoletysk, og at det ikke var langt fra København. I første omgang blev jeg der i halvandet år.

Alice Rose på Kollwitzplatz

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
I 2016 flyttede jeg tilbage til Berlin igen. I dag er næsten alle bygninger renoverede. Alligevel synes jeg, at den store forskel i forhold til tidligere er, at man ikke dengang havde internet, og mobiltelefonen var ikke særligt udbredt. Folk skrev beskeder til hinanden på dørene, enten direkte på træet eller med små sedler. Man var meget afhængig af sit nærmiljø, hvor man i dag nemmere kan finde rundt og kommunikere med hinanden.

I 1995 var byen heller ikke så international, og der var ikke heller ikke de der fest-kvarterer. Jeg boede en overgang i Simon Dach Strasse i Friedrichshain, og den gade var helt anderledes dengang. Der var kun en købmand, som solgte ”falsches Lachs”. Der var en meget øde og forladt atmosfære. I dag er det en festgade, hvor de fleste går på bar eller ud at spise.

Jeg synes, at der både er positive og negative sider ved udviklingen. På den ene side er det jo dejligt, at der er så mange fortovscafeer og steder, man kan sidde og hygge sig. Men den lokale kolorit har det med at forsvinde i alt det turistede, når det bliver den samme slags turisthalløj, som man har i alle mulige andre storbyer.

Men jeg kan stadigvæk rigtig godt lide Berlin. Både det grimme og det skønne. Det er vanskeligt at adskille. Byen er, som den er – og altid i en rivende udvikling. Det vil den blive ved med at være, tror jeg.

Jeg bryder mig ikke om, at velhavende mennesker flytter til byen og kræver, at den skal være pæn og reguleret. Det er jo netop friheden til at kunne gøre nogle skæve og skøre ting, der gør byen speciel. Det kræver rum til nogle folk, der ikke vil leve på den gængse måde. Byen har været billig at bo og leve i, og den er ved at blive dyrere. Det betyder, at mange kunstnere og andre kreative ikke længere har råd til at leve her. At en skæv lille butik ikke længere kan åbne nede på hjørnet. Markedskræfterne maser de skæve, innovative og sjove initiativer. Den udvikling går ret stærkt lige nu.

Der er nogle få personer, der vil have, at Berlin skal være ordentlig og regelmæssig som resten af det tyske samfund. Der er for eksempel en velhavende person, der er flyttet ind i nærheden af Mauerpark. Han vil have stoppet al gøgl og musik på stedet. Han går personligt rundt sammen med politiet og sørger for, at det bliver uddelt bøder til musikere og gadehandlere, og man kan jo spørge sig selv, hvorfor én person skal have lov til at ødelægge det for rigtig mange.

Alice Rose optraeder ved East Side Gallery

Ved East Side Gallery

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Der er en meget aktiv singer-songwriter-scene i Berlin, og der er mange åbne scener. Dem finder man ikke altid så nemt på nettet. Et eksempel er Kindl Stuben på Sonnenallee i Neukölln.

Hver søndag fra kl. 19.30 kan man komme og spille to-tre numre. Det gør rigtig mange fra hele verden, ofte også nogle danskere.

Kindl Stuben er også en typisk Berlin-knejpe med god, gammeldags tysk mad, fx Spätzle og bondesalat. Det er også vegetarisk eller vegansk, og de har en god ingefærøl, som de selv står og laver.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Lige nu bor jeg i Warschauer Strasse, men hvis jeg frit kunne vælge, ville jeg foretrække det område, man kalder Kreuzkølln. Gerne i det hyggelige kvarter omkring kanalen ved Kiehlufer. Det er helt klart mit yndlingskvarter. Området er meget grønt og urbant, samtidig med at det er industrielt og roligt. Der er noget rigtig Vest-Berlin-flair over det.

Alice Rose i Mauerpark

I Mauerpark dengang, hvor det stadig var muligt at optræde der om søndagen uden at få en bøde.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Bilerne! Tyskland er bilens land, og man er tydeligvis fuldstændig blind for, hvor dødsensfarlig biltrafikken er, og hvor meget den forurener og støjer. Vi får stress af det. Der burde være et loft over, hvor mange biler der kan være i en by. Jeg er sikker på, at det også har en negativ betydning for menneskers mentale helbred, når man sidder der i hver sin blikdåse i tæt trafik.

Hvis jeg gik ind i politik, ville jeg have mindre biltrafik som programpunkt.

Hvad “rykker” i Berlin lige nu?
Det er generelt smadderhyggeligt bare at gå rundt i gaderne, især her i oktober, hvor vejret stadig er godt. Der er mange, der spiller gademusik, og der er loppemarkeder og andre markeder. Tirsdag og fredag er der tyrkisk marked i Kreuzberg. Det er helt vildt hyggeligt.

Og så er der det på Kollwitzplatz om torsdagen og om lørdagen. Der spiller jeg også selv, med min harpe, når jeg har mulighed for det. Jeg har også spillet i Mauerpark om søndagen, men nu kommer Ordnungsamt i civil og siger, at man ikke må, og hvis de ser én igen, får man en bøde. Også selv om man som jeg spiller stille musik. Det er kun ham, der arrangerer karaoke, der kan få en tilladelse til at spille i Mauerpark.

Alice Rose, født 1975. Dansk musikalkymist, sangskriver, gademusiker, danser, DJ, poet og improvisationskunstner med instrumenter, trommemaskiner, sampler og violin.

I første omgang boede hun i Berlin i halvandet år 1995-1996. Derefter har hun blandt andet boet i Prag, Amsterdam, Köln og siden 2016 igen i Berlin.

Da hun vendte tilbage til byen, troede hun, at hun ville komme til at udfolde sig som DJ og musiker inden for club-musikken, da hun allerede havde en fod indenfor. Det modsatte blev dog tilfældet. Hun begyndte at træffe på folk-musikere, spillede på gaden for at tjene til dagen og vejen, til bryllupper, i Bierhaller, til moderne dans og yogafester og åbne scener.

Hun er aktiv udøvende inden for avantgarde, indie-pop, folk, tech, house og electronica, med stor fokus på sangskrivning. Hun har udgivet fem albums i eget navn samt en lang række EP’er og singler.

Hun udsender 9. november 2018 et nyt album ” ”What To Do In The Rain”, der betegnes som ”et blødt, harmonisk, ambient, råt og gennemført album, hvor 12 sange væver sig ind i hinanden og skaber et fuldendt værk.” Albummet er udelukkende spillet i hånden med akustiske instrumenter, køkkengryder, en gammel synthesizer og på en lille hip-hop-tromme-sampler. Det er skabt helt uden computerstyring og mastreret på båndmaskine.

Nummeret ”Berlin Is For Dreamers” havde videopremiere 29. september. Se videoen herunder.

Links:
www.alicerosemusic.com
www.facebook.com/alicerosemusic
www.instagram.com/alicerosemusic
www.soundcloud.com/alice-rose

Mit Berlin #30: En by med frihed og højt til loftet

Efter genforeningen var Berlin en smuk og ramponeret by med uanede muligheder. Bystyret havde desværre ingen forståelse for den historisk betingede diversitet, der var byens afgørende kvalitet, mener filmdokumentaristen og postdoc ved SDU, Hans Christian Post. Det har han blandt andet dokumenteret med en film om Alexanderplatz. Hans Christian Post svarer her på spørgsmål i Vild med Berlins serie ”Mit Berlin”.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Mit første egentlige ophold i Berlin fandt sted i juli 1990. Sammen med to venner havde jeg spontant forladt en større flok venner i Sydfrankrig for med blot en tandbørste i baglommen at rejse med toget til Berlin og opleve Roger Waters opførelse af ”The Wall”. Jeg husker tydeligt, hvordan det var at ankomme ved Bahnhof Zoo, gå forbi Gedächtniskirche, videre langs Tiergarten og hen til den umådeligt store og ubebyggede Potsdamer Platz.

Alt jeg så, vakte genklang indeni. Frø, som jeg i årevis havde båret rundt på, begyndte pludselig at spire. Her mødte jeg den på en gang smukke og ramponerede modernitet og modernisme, som jeg otte år forinden havde stiftet bekendtskab med i Christiane F.-filmen, og som jeg senere som voksen har forsøgt at indfange i mine skriverier og film; og her oplevede jeg for første gang, hvordan det især er i arkitekturen, at vi fornemmer historiens vingesus.

Det blev en magisk aften. Ikke så meget på grund af koncerten, men på grund af den stemning af utrolige muligheder og uanet frihed, som hele tiden lå i luften. Det var, som om vi stod i et stort og varmt helle. Her så vi for første gang helt tydeligt, at den Kolde Krig var afsluttet, og at en ny tid var under opsejling. Præcis som Berlin med den endnu tomme Potsdamer Platz havde alle muligheder i verden for at blive en ny og bedre by, havde vi alle muligheder i verden for at skabe en ny og bedre fremtid for alle.

Sådan føltes det i det mindste.

Efter koncerten drog vi tilbage til Bahnhof Zoo, hvor vi sammen med titusindvis af andre koncertgængere sov trygt og godt på banegårdens gulv (også hvad det angår, var der en særlig rummelighed i byen den aften), inden vi om morgenen tog toget tilbage til Frankrig.

Fra den sidste koncert i Palast der Republik under Zwischennützung i 2005. Hans Christian Post optrådte (som sanger) med sit daværende band, Christiania.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
I dag er Berlin mit andet hjem. Og længe var byen mit første hjem. Jeg studerede og arbejdede hernede fra 2002 til 2009 og havde egentlig tænkt, at det skulle være os to for evigt. Men i 0’erne kradsede krisen slemt. Arbejdsløshedstallene lå konstant på omkring 20 procent. Og selvom jeg havde held til at finde arbejde, bl.a. i dokumentarfilmbranchen, var lønnen i reglen så lav, at det ikke syntes holdbart i længden.

Men selvom 0’erne var kriseprægede, står de stadig som en lysende tid for mig. Det var et årti, hvor verden syntes at have glemt Berlin. 90’ernes eufori var overstået, det ventede økonomiske boom var udeblevet, og pengefolkene søgte derfor andre steder hen. Umiddelbart lyder det ikke så godt. Men den manglende interesse fra kapitalens side betød, at byen blev et nærmest uforskammet billigt og rummeligt helle for kunstnere, kulturelle iværksættere samt studerende. Lønningerne skrabede muligvis bunden, men da huslejeniveauet samtidig lå langt under niveauet i andre storbyer, og der var tomme bygninger nok at gøre brug af, var følelsen, at det hele nok skulle gå alligevel. Den rigelige plads, der dengang var i byen, og den tydelige mangel på stress, som fulgte heraf, er blevet en vigtig reference i mit liv.

Da jeg i dag er tysk gift og fortsat arbejder flittigt med filmfolk hernede, har jeg heldigvis opretholdt den nære relation til byen. Og jeg må konstatere, at Berlin stadig udgør et slags helle for mig. Det er her, jeg tager hen, når jeg vil fordybe mig i noget eller omvendt holde fri fra noget. Og selvom Berlin har forandret sig voldsomt siden 0’erne, og i dag døjer med boligmangel og stigende huslejer, er der stadig højere til loftet her end i fx København.

Fra premieren på filmen “Whose City?” under Achtung Berlin-festivalen i Berlin i 2018

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Jeg er mest irriteret over, at Berlin ikke har taget ordentlig vare på den rigdom af arkitekturhistorie og nye, uanede urbane muligheder, som byen stod med i 1990. Med et i vid udstrækning ubebygget centrum og en stor portefølje af bygninger og grundstykker havde byens myndigheder en unik chance for igen at gøre Berlin til en førende arkitekturby. Men i stedet for at gribe denne mulighed og lancere en ny toneangivende bevægelse, som fx Weimartidens Bauhaus-skole, valgte byen at vende tilbage til Kejsertidens by-ideal og i samme nu rense ud i det eksisterende bybillede ved blandt andet at nedrive utallige bygningsværker fra DDR-tiden.

I 90’erne og 0’erne havde de siddende myndigheder så godt som ingen forståelse for, at Berlins afgørende kvalitet var den historisk betingede byrumlige diversitet. Turister og tilflyttere kom netop til byen for at opleve tomrummene, ruinerne og det massive sammenrend af bygninger fra forskellige perioder og forskellige regimer. Her kunne de se og mærke historien. Ikke blot Berlins og Tysklands historie, men hele verdens historie.

Det er således ikke helt forkert at sige, at det kaotiske, det ufærdige, det ødelagte, fragmenteringen – grimheden, om man vil – var byens vigtigste aktiv. Og kiggede man grundigt nok efter, var der masser af skønhed at finde midt i det såkaldt grimme.

Den berlinske bankskandale i 2001 har bidraget yderligere til miseren på byudviklingsområdet. Skandalen har genereret en milliardgæld, som man siden har forsøgt at indfri ved bl.a. at sælge ud af byens store beholdning af bygninger og grundstykker. Dette har i sidste ende betydet, at det i dag primært er private aktører og stærke økonomiske interesser, som definerer bygge- og boligpolitikken. Ingen vovede eksperimenter og ingen billige boliger som i Weimartiden og efterkrigstiden. Kun umådeligt kedelige, pseudo-klassicistiske etageejendomme for spekulanter og velhavere.

Fra en berlinsk fotoautomat, 2005

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Kreuzberg, hvor jeg boede fra 2002 til 2004, har altid været mit foretrukne kvarter. Når jeg er i Berlin i dag, bor jeg ganske vist i Neukölln, i det dejlige Schillerkiez ved Tempelhofer Feld. Men det er i Kreuzberg, at jeg finder præcis det mix – socialt, kulturelt, gastronomisk, arkitektonisk og stemningsmæssigt – som jeg trives i.

I Kreuzberg ligger det ramponerede og stadig socialt belastede Kottbusser Tor, hvor jeg går hen, når jeg vil have mig en god Döner eller blot vil opleve Vest-Berlin i sine bedst bevarede 70’er-klæder. Når jeg med lige dele forundring og fascination betragter pladsens monsterhuse og forsøger at læse en eller anden tidsånd ud af dem, synes i hvert fald en ting klart: dengang var det ikke kun i øst, at mørket og indelukketheden herskede.

Men ellers forbinder jeg især Kreuzberg med lys og rummelighed. Blot et stenkast fra Kottbusser Tor ligger Oranienstraße, Dresdener Straße og mange andre fine handels- og cafégader, hvor man kan få alt, hvad hjertet begærer til en overkommelig pris, og hvor man – i modsætning til fx Prenzlauer Berg – endnu kan færdes uden at skulle tænke alt for meget på, om man nu fik det rigtige look med ud af døren.

Har du en yndlingscafé?
Det første år, jeg boede i Berlin, var Einstein Café på Friedrichstraße min foretrukne café. Men da jeg snart blev træt af at cykle hele vejen fra Kreuzberg til Mitte blot for at få dagens kaffeskud, gjorde jeg i stedet Bateau Ivre på Oranienstraße i Kreuzberg til førstevalg. Og det er caféen med dens dejligt blandede klientel og tilpas stærke café latte sådan set stadig. Med mindre jeg virkelig vil have en kaffeoplevelse, der siger spar to. Så cykler jeg hen til DoubleEye-caféen på Akazienstraße i Schöneberg, hvor pokaler fra store barista-konkurrencer straks gør det klart, at der her venter en kaffeoplevelse ud over det sædvanlige.

Hans Christian Post (født 1971) er post.doc. ved Institut for Kulturvidenskab på Syddansk Universitet. Fra Københavns Universitet har han en kandidat og ph.d. i Moderne Kultur & Kulturformidling, og han er desuden bachelor i Litteraturvidenskab og Almen Etnologi.

Han er forfatter til bogen “Berlins Alexanderplatz mellem opbrud og erindring“, der i 2014 udkom på Syddansk Universitetsforlag, og i 2015 var der premiere på hans film “Last Exit Alexanderplatz” om idékonkurrencen for Berlins Alexanderplatz i 1993. Den tyske arkitekt Hans Kollhoff vandt konkurrencen med et radikalt forslag om at opføre 13 højhustårne og forvandle området til et Manhattan-lignende forretningsdistrikt. Med i konkurrencen var også Daniel Libeskind, der i Berlin er kendt for det jødiske museum.

“Last Exit Alexanderplatz” kan ses gratis på Filmstriben, hvis man logger ind med sit lånerkort. Her er en trailer (uden de danske tekster):

Last Exit Alexanderplatz from Hans Christian Post on Vimeo.

Hans nye film om Berlin, “Whose City?”/”Wessen Stadt?”, er nu udkommet på DVD med danske undertekster. Her kan den købes for 12 euro.
Se en trailer her:

WHOSE CITY? from Hans Christian Post on Vimeo.

Læs mere om film og projekter på Hans Christian Posts hjemmeside.

Mit Berlin #29: Jeg bliver aldrig træt af at fortælle om Berlin

Efter 12 år i Berlin har Anders K. Jakobsen et indgående kendskab til byen, hvor han i dag arbejder som en populær guide. Her fortæller han om sin passion for byen og deler tips til bl.a. Berlins bedste fish’n’chips-sted og til utraditionelle oplevelser i byen.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg kom til Berlin første gang i 1984 som 19-årig sammen med en kammerat. Vi gik med vores rygsække op ad Karl-Marx-Allee, hvor der var liv i gaden og  varer i butikkerne, hvilket undrede os. Vi havde jo hørt om varemangel.

Derudover var Østberlin især grå mennesker, grå soldater og grå bygninger. Vi så måske også selv noget besynderlige ud. Jeg havde knaldrødt halvlangt hår, klippet så det så ud som David Bowies frisure på coveret til ”Low”, skriggrønne bukser og overdelen fra en gammel damespadseredragt fra 50’erne.

Jeg husker specielt vores besøg i Fjernsynstårnet. Vi sad i restauranten, hvor gulvet kører rundt. Selvfølgelig drak vi russisk champagne, vi havde jo vekslet sort. Kaviar kunne vi desværre ikke få. Der var et par vesttyske endagsbesøgende og en østtysk familie. Og så var der de sovjetiske officerer, vi hele tiden forsøgte at få øjenkontakt med. Som vi sad der i vores underlige kulørte tøj, må de vel nærmest have troet, vi var sindssyge. Der skete ikke noget.

Senere, på bøssebaren Mocca-Bar, som findes den dag i dag, men nu under navnet Besenkammer-Bar, var der en mand, som var meget interesseret i, at vi skulle sende Levi’s-cowboybukser ned til ham. Men da vi så forklarede, at cowboybukser for ”new-romantics” var totalt tabu, gik der med vores gebrokne tysk kludder i kommunikationen.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
I dag har jeg boet 12 år i Berlin sammen med min mand Morten. Det startede med, at vi skulle prøve at bo et år i Berlin, og nu er der som et knips med fingrene gået 12 år.

Det stod klart fra start af, at jeg med min humanistiske uddannelse (jeg er cand. theol.) ville have svært ved at få et rimeligt betalt arbejde. Så jeg valgte at forsøge mig som guide.

Jeg holder meget af Berlin, som jeg betragter som min arbejdsplads. Her er højt til loftet og så mange lag af historie, så mange fortællinger og spændende kvarterer, at jeg aldrig bliver træt af at formidle min viden om Berlin.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Kreuzberg. Her bor jeg, her lever jeg, her føler jeg mig hjemme.

Kreuzberg er et manifest over uafhængighed, individualitet og kunstnerisk kreativitet. Her mødes alle mulige typer med hr. og fru Berlin og hr. og fru Tyrkiet og alle turisterne, der for længst har ”opdaget” området. Men gudskelov er Kreuzberg stadigvæk sig selv, og bydelen har en rig historie: Her blev for eksempel den første funktionsdygtige elektroniske computer opfundet. Så er der også selve ”bjerget” Kreuzberg i Victoriapark. Det er et fantastisk monument til minde om Prøjsens sejre over Napoleon. Det er placeret over en kunstig, hvælvet grotte, hvor der lever flagermus, og på sydsiden gror der vinplanter.

Den kendte Oranienstrasse er stadig stort set den samme gade som for 15 år siden. Og selvom en anden af de kendte gader, Bergmannstrasse, har forandret sig og er blevet gentrificeret, som man siger, er gaden stadigvæk en af mine yndlingsgader med markedshallen, de små butikker, cafeer og restauranter.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
For tiden er jeg ret glad for den gamle markedshal i Moabit, Arminius-Markthalle. Jeg kan efter en guidetur tage derhen blot for at slappe af. Sammen med min gode italienske veninde Simonetta spiser jeg ofte hos ”italieneren” i markedshallen, pasta med muslinger og lammekød med rosmarinkartofler. Der finder man også Berlins bedste Fish’n’chips-sted. Hvis man kommer ved frokosttid på en hverdag, kan man opleve håndværkere, pensionister og alle de ”ægte berlinere”, der handler ind og spiser ved en af madboderne.

Der er også en bedeautomat, der ligner en gammeldags fotoautomat. Man går ind i automaten og sætter sig, trækker forhænget for, kaster en mønt i og vælger mellem for eksempel buddhistisk, katolsk eller muslimsk bøn.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Jeg tager toget eller sporvognen ud til en af de landsbyer, der nu er blevet en del af stor-Berlin, men hvor der kommer få turister. Det kan være Alt-Mariendorf, Lichtenberg eller Wittenau. Rundt om den gamle landsbykirke og stationen er der butikker, restauranter og en berliner-knejpe, hvor indbyggerne mødes. Her er en unik stemning – også selv om jeg ikke selv maser på og går ind i værtshuset, for jeg vil ikke sidde der og være turist og iagttager.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Da jeg som guide holder meget af specialføringer, har jeg efterhånden haft en del utraditionelle ture: For eksempel en sporvognstur til Marzahn i det tidligere Østberlin, hvor man undervejs kan gøre holdt ved de store vietnamesiske Dong Xuan-markedshaller.

Når man kommer til Marzahn, skal man søge ned til den oprindelige landsby Dorf Marzahn. Kirken og de gamle huse omkring landsbyens gamle fællesområde er stadigvæk bevaret. De gamle landbrugsredskaber er efterladt efter landbyens sidste høst i 1977 og ligger nu i en indhegning, og på en bakkekam står den genopførte gamle mølle. Hos landsbyens slagter kan man – med udsigt til en absurd udsmykning – nyde traditionelle berlinske retter som bouletten (frikadeller) med rødkål og schnitzel med agurkesalat.

Hele landsbyen er tæt omringet af de mange højhuse, der tilsammen udgjorde DDR-regimets største byggeprojekt. De står som gigantiske kulisser, der overskygger den gamle landsby og på godt og ondt illustrerer den kommunistiske utopi om et nyt og bedre liv.

Ikke langt fra Dorf Marzahn kan man besøge Gärten der Welt, en park med haveanlæg fra forskellige steder i verden, blandt andre en japansk, en engelsk, en kinesisk og en indonesisk have. Fra Gärten der Welt er det muligt at tage en svævebane til Kienberg, et ”bjerg” med en udsigtsplatform, hvor man fra oven kan se ud over hele området.

Anders K. Jakobsen har boet 12 år i Berlin og arbejder i dag som guide i byen.

Anders K. Jakobsen (født 1965) er cand. theol. fra Københavns Universitet. I Berlin har han taget en særuddannelse på halvandet år som guide med speciale i Berlin. Derudover er han officiel guide i Sachsenhausen-koncentrationslejren, han guider på Olympia-Stadion, og han har licens til at guide på Berlins statslige museer.

Anders guider og tilrettelægger ture for private, for institutioner og for firmaer, der besøger Berlin. Du kan få inspiration til ture på hans hjemmeside, men derudover tilrettelægger han gerne skræddersyede og individuelle ture, der passer lige netop til dig og din gruppe: www.andersguideberlin.de

Eller skriv direkte til Anders: jakobsenanders@yahoo.dk eller ring 0049 176 3807 9802.

Mit Berlin #28: Byen er både hjemlig og international

Anne Lubbe og hendes familie rykkede til Berlin for halvandet år siden. De nyder hverdagslivet i Friedrichshain og byens mangfoldighed af oplevelser. Hun har også et par anbefalinger til både børn og voksne.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Det var som barn kort efter Murens fald. Jeg husker det som stort og spændende med tydelige spor af den fysiske deling af øst og vest, der gjorde indtryk. Min far og hans halvbror voksede op i hver deres del af Tyskland, så som barn havde jeg en ret håndgribelig forståelse af øst-vest problematikken. Det var også en ret turistet oplevelse, hvor vi boede tæt på Kurfürstendamm og så de klassiske sights, så på den måde var mit første indtryk meget forskelligt fra det Berlin, jeg oplever i min hverdag i dag.

Øst-vest skellet lever dog stadig, selv i den generation, der faktisk er født efter Murens fald. Det kan være små ting, som hvordan man siger klokken. Eksempelvis hedder 15.45 “viertel vor vier” på vesttysk og “dreiviertel vier” på østtysk.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Berlin er for mig både hjemlig-tysk (jeg er opvokset i Nordtyskland) og samtidig overraskende international. Mange steder i Friedrichshains caféer og restauranter taler de ansatte knap nok tysk. På min arbejdsplads som kommunikationsansvarlig i Right People Group er vores hovedsprog også engelsk, fordi vores team er fra seks forskellige nationer, og i vores boligkarré er beboersammensætningen endnu mere mangfoldig.

Det er fedt, og jeg kan godt forstå, at Berlin er et trækplaster for Europas unge – der er spændende karrieremuligheder – ikke mindst inden for tech-branchen – og mulighed for en høj livskvalitet på grund af det rige udbud af oplevelser, en afslappet stemning og et lavt prisniveau.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Et stort indtryk – i hvert fald på mine drenge på 3 og 6 – gør den kæmpe dinosaur på Naturhistorisches Museum.

For mit eget vedkommende var Teufelsberg en stor oplevelse. ”Djævlebjerget” er en 120 meter høj kunstig bakke i den vestlige del af Berlin, hvorfra man i den kolde krig aflyttede fjenden mod øst. I dag kan man komme op i den nedlagte aflytningspost, som giver et vildt ekko og skue ud over Grunewald. Man kan også se en udstilling om historikken bag og ikke mindst en masse grafittikunst.

Har du en yndlingscafe og/eller -restaurant i Berlin?
Berlin har jo et absurd antal billige restaurationer, så man har virkelig ”die Qual der Wahl”. Vi spiser meget mere ude, end vi gjorde i Danmark – også fordi det er så afslappet, at man ikke får koldsved af at have børn med. Jeg er glad for koreansk mad, som man mærkeligt nok ikke finder så meget i Danmark, og kan anbefale det lille sted Seoul Kitchen på Warschauer Strasse. Her kan man kan få en god Bibimbap (en koreansk hverdagsklassiker) eller grille direkte ved bordet. Deres sushi er også lækker, men husk at bestille bord – stedet er lille og populært.

Bagefter kan man tage en drink eller kaffe lidt længere oppe ad gaden i den chillede lounge på Michelberger Hotel, som for øvrigt også har en god restaurant med fokus på lokale og økologiske råvarer. Hvis det skal være finere cuisine, så prøv Michelin-restauranten Richard på Köpenicker Strasse.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
For mig er der ikke ét ægte Berlin. Det er en del af charmen ved byen, at den er så alsidig, og at man har forskellige byer i byen. Berlin spreder sig over et stort areal, og i praksis lever berlinere livet meget i deres eget hood eller ”Kiez”.

For mit vedkommende er det Friedrichshain, og jeg elsker de små gader omkring Boxhagener Platz, hvor der er masser af caféer, butikker og restauranter af den ukommercielle slags. Lørdag er der marked og søndag loppemarked, som giver ekstra liv, og som børnefamilie er det oplagt at få en god baristakaffe på en bænk, mens børnene leger på trælegepladsen midt på Boxi.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Hvis man gerne vil lidt ud af byen, så tag mod øst til Treptower Park, hvor det pompøse, sovjetiske mindesmærke helt sikkert er et besøg værd. Parken ligger helt ned til Spree, hvor der er madboder, mulighed for at hoppe på diverse havnerundfarter eller leje sin egen båd lidt længere ude.

Her kan man også gå over broen til ”Insel der Liebe” eller fortsætte helt ud til Spreepark, Østberlins svar på Bakken, som p.t. ligger øde hen, næsten som i en gyserfilm.

En guidet tur i den nu nedlagte Tempelhof lufthavn er også en oplevelse, hvis man interesserer sig for historie og/eller arkitektur. Bagefter kan man tage ud på Tempelhofer Feld, der efter sigende er Europas største park.

Ankomsthallen i den nedlagte lufthavn Tempelhof

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Når man har boet i København i mange år, er det svært at være glad for Berlins cykelforhold. Nettet af cykelstier er meget langt fra sømløst, og de andre trafikanter er stadig ikke vant til at tage hensyn til de tohjulede. Det er en nervepirrende oplevelse, ikke mindst når man cykler med børn.

Hvad Berlin (i hvert fald Friedrichshain og Kreuzberg) ikke har i cykelinfrastruktur, har byen til gengæld i hundelort på fortovene, så Vorsicht!

Hvad “rykker” i Berlin lige nu?
Holzmarkt er et fedt sted med mange initiativer. I december var der fx julemarked, og der er netop åbnet en musikskole. Holzmarkt ligger meget tæt på Ostbahnhof og er oplagt at kombinere med et kig på murkunstværkerne ved East Side Gallery. Det ligger lige ned til Spree og har den der afslappede Berlin-stemning, som får pulsen ned og hyggen op. Stedet er vokset over de sidste mange år, men åbnede først officielt i maj 2017. Det er et hyggeligt sted for både børn og voksne og byder på alt fra trampolinspring, pizza og børnekoncerter til yogatimer og vinbutik.

Anne Lubbe har boet i Berlin siden august 2016, hvor hun sammen med sin mand og to børn flyttede fra København til Friedrichshain og forlod Udenrigsministeriet i København til fordel for en stilling som kommunikationsansvarlig i freelance-IT-konsulenthuset Right People Group.

Right People er oprindelig et dansk konsulenthus, men har valgt Berlin som base for en europæisk satsning. P.t. har virksomheden medarbejdere fra Norge, Sverige, Tyskland, Holland og Frankrig, der alle arbejder fra kontoret i Berlin.

Anne er opvokset i det danske mindretal i Sydslesvig, men har boet studeret og arbejdet i Århus, Paris og København, siden hun blev student fra Duborg Skolen i 1998.

Mit Berlin #27: Jeg elsker Berlins ikke-rytme!

Jørgen Smidstrup bruger mange – og modsætningsfyldte – tillægsord, når han beskriver det mangfoldige Berlin, hvor han har boet og arbejdet de seneste seks år. Hans svar på Vild med Berlins spørgsmål rummer stribevis af anbefalinger.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Det bedste er, at byen er så stor, at der bor så mange mennesker i den, mange forskellige, skønne mennesker. At byen er smuk, livlig, kreativ, innovativ og grøn samtidig med, at den er larmende, grim, underlig og gammeldags. Jeg elsker, at berlinerne bruger byen, også når de er blevet ældre. At man stadig går på café, på restaurant og til koncerter, selv om man har passeret de 60 år – og at man kan blive betjent af tjenere, der er ældre end en selv.

Jeg elsker Berlins rytme – eller ikke-rytme! Det er som om, den aldrig er helt konstant. Man kan gøre hvad man vil, stort set på alle tider af døgnet. Det er meget inspirerende for mig. Jeg kan stå tidligt op for at arbejde, jeg kan arbejde til sent, jeg kan få frühstück på en kaffebar indtil klokken 18, jeg kan holde pauser og bruge byens åndehuller, når jeg vil – og jeg kan gå på restaurant kl. 23.30 og få et godt måltid mad, hvis det passer min rytme lige netop den dag.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Det er Kreuzberg, har boet her de sidste seks år. Først i Bergmannkiez og nu i SO36. To meget forskellige dele af Kreuzberg. Det blev mit ’hood’ ved en tilfældighed. Syntes egentlig, at det var lidt skramlet, lidt utilnærmeligt, ikke særligt charmerende, da jeg flyttede hertil, og det er vel på mange måder sandt … Men Kreuzberg vokser på én, og der er utroligt mange søde mennesker her.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Den allerstørste oplevelse var en Tom Waits-koncert i Theater des Westens, lang tid før jeg flyttede til byen. Det var magisk! Siden har utallige kunstudstillinger som fx William Kentridge på Martin Gropius Bau, David Bowie og Olafur Eliasson på samme sted, mange besøg på den private kunstsamling Sammlung Hoffmann, utallige besøg i Bauhaus-Archiv, fede fotoudstillinger fx Sebastiao Salgado, Anton Corbijn eller Josef Koudelka på C/O Berlin, blændende jazz-koncerter på især A-Trane, print-udstillinger hos Supalife Kiosk, udstillinger i me collectors room og meget mere gjort livet i byen til en fest.

Har du en yndlingsrestaurant i Berlin?
Jamen, jeg har jo en masse – de fleste er italienske. Det er der, hvor jeg føler mig hjemme og godt tilpas, fx hos Maselli, Lamuri, Osteria Sippi, Der Goldene Hahn, Gallina Vineria Bar, alle i Kreuzberg, Salumeria da Pino i Charlottenburg, La Premiatta Ditta og Muret la Barba i Mitte. Har fornylig også fundet en vidunderlig italiensk restaurant i Friedrichshain: Da Dino.

Når det skal være andet end italiensk, så bliver det ofte den lokale franske Chez Michel, ligeledes franske Le Saint Amour, vietnamesiske Miss Saigon, katalanske Mariona og selvfølgelig Big Stuff Smoked BBQ i Markthalle Neun – og min yndlings-sent-om-aftenen-restaurant er Gorgonzola Club i Kreuzberg. Maden er ok, stemningen skøn og den selvfølgelige attitude fra mama, når man træder ind ad døren sent og spørger om et bord, er lige min stil.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Mit ’ægte’ Berlin er en dag uden dagsorden. En lørdag, hvor kæresten og jeg sætter os på cyklen midt på formiddagen, helst i solskin, og først kommer hjem meget sent på aftenen eller kommer hjem lidt før med en indkøbspose med friske grøntsager, en hel kanin, et glas frisk sennep og en god flaske Spätburgunder og laver mad til os selv og måske et par gæster, vi har inviteret undervejs på turen.

På turen har vi sikkert først besøgt kaffebaren Kiezeklein og så videre til farmer-markedet på Südstern, kafferisteriet Blaue Bohne i Friedrichshain, markedet i Markthalle Neun, talt med venner, producenter og forhandlere, siddet på en bænk i en af byens mange skønne parker og talt sammen. Det kunne være Tempelhof, Gleisdreieck eller kirkegården ved Bergmannstrasse – og nok også været forbi en vinbar. Det kunne være Not Only Riesling, Suff i Markthalle Neun, Gallina Vineria lige over for markedet, Altrovine i Grimmstrasse eller Otto Rink i Dresdener Strasse.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Hmmm. Altså jeg elsker Berlin! Det irriterer mig, at priserne stiger så meget. Det gør mig ked af det, at huslejepriserne ryger i vejret, som de gør lige nu. Jeg kan mærke, at det begynder at gå ud over det kreative og det umiddelbare – den spontane iværksætter-energi får en hård medfart for tiden. Flere steder må lukke igen, fordi huslejen stiger, og de små kreative business-ideer får derfor ikke så lang tid til at slå rødder og senere blomstre.

Det bekymrer mig, hvad det gør ved den kunst- og kulturscene, ved den mad- og start-up-scene, der i så høj grad præger byen og trækker spændende, idé-rige og virkelystne mennesker til byen.

Både som privatpersoner og når vi arrangerer ture for gæster og besøgende i Berlin, har vi et princip om ’give something back’. Vi bruger ikke bare byen – hvis vi bliver fascineret eller inspireret, hvis vi bliver glædeligt overrasket over noget, hvis vi føler at vi får noget – forsøger vi altid at give mindst det samme tilbage. At deltage og bidrage, at sætte os ind i sammenhænge, at forsøge at inspirere ’tilbage’ igen.

Når jeg oplever, at byens besøgende, byens turister bare bruger byen uden at bidrage eller gå i dialog – og efterlader de lokale med en dårlig oplevelse og en hovedrysten, irriterer det mig meget.

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Jeg glæder mig helt vildt til koncerter med Herbie Hancock i november og til Cigarettes After Sex i december – og så glæder jeg mig til at holde juleferie; få gæster, spise mad, snakke sammen, gå ture, gå på museer og se, hvad der dukker op på ’kultur-fronten’.

Jørgen Smidstrup aka CamilloJørgen Smidstrup, aka Camillo, født 1960, driver design- og kommunikationsfirmaet Lower East og studiet Lower East Lab i Kreuzberg sammen med partneren Helle Marietta. Arrangerer Urban Safaris og guidede tours i Berlin – og er ’con amore’-chef i Camillos Køkken. Har netop skrevet kogebogen ’Mad, der får folk til at tale sammen. Camillos Køkken’, der er skabt i Lower East Lab.

Der er bogreception på “Mad, der får folk til at tale sammen“ i Lower East Lab, Waldemarstrasse 38, onsdag 15. november, fra kl. 17 til 19

lowereastlab.de

camilloskitchen.com

Fotocredit: Malthe Ivarsson

Camillo i køkkenet

Mit Berlin #26: Byen sænker pulsen og tænder for de store følelser

Jesper Clemmensen har nu skrevet to bøger om DDR-flygtninge og deres hjælpere. Den seneste handler især om Berlin, som han besøger flere gange om året for at nyde den uhøjtidelige atmosfære midt i verdenshistoriens centrum. Her svarer han på fem spørgsmål om sit forhold til byen.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Alvor. Og den helt konkrete fornemmelse af en delt by med en farlig grænse. Lang ventetid ved kontrolområdet i Østberlin, mens vagterne fjernede lofterne i toget og gennemlyste hulrummene. Udenfor snusede schæferhunde rundt under vognene, og indenfor tjekkede en mand i uniform vores helt nye pas. Mit første stempel i mit første pas blev et DDR-stempel. Det var i pinsen, 1989. Vi skulle til fodboldstævne i Tiergarten. Vores træner fortalte os, at vagterne ledte efter flygtninge. Flygtninge? Hvorfor? Så fortsatte vi til Vestberlin og spillede kampe på indhegnet kunstgræs. Vi tabte vist nok dem alle. Jeg var indkvarteret hos Sven, som var enebarn. Hans far havde en stor Mercedes, der stod i en parkeringskælder. Kenneth boede hos nogle tyrkere, der ville ham det bedste og derfor serverede pommes frites til morgenmad. Vi andre var dybt misundelige. Berlin var en kæmpe oplevelse for os lollandske fodbolddrenge. På Potsdamer Platz kiggede vi ind i ingenmandsland, fik taget gruppebilleder foran Muren og købte fodboldflag i souvenirbiksen. Fire år senere købte jeg et stykke af Muren – angiveligt et stykke af Muren – samme sted.Foran Berlinmuren i 1989

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
At du i det ene øjeblik slapper af i en uhøjtidelig atmosfære og i det næste befinder dig et sted, hvor vigtig verdenshistorie har udspillet sig. Berlin kan både sænke min puls og tænde for de store følelser. Oveni det kommer, at byen er helt utrolig børnevenlig – den perfekte metropol til en familieferie.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
”Kreuzkölln”. Måske også fordi, det er det seneste sted, hvor jeg er gået på opdagelse. Et virkelig spraglet stykke Berlin. I forbindelse med researchen til min bog om flugthjælperne gik jeg en del rundt i Kreuzberg og Neukölln, langs kanalen. Skøn stemning på sommeraftenerne, hvor de lokale trækker ud til forskellige aktiviteter. Når vejret er godt, kan jeg også sagtens tilbringe en hel aften på græsset, ude for enden af landingsbanen på Tempelhof – det ærgrer mig, at jeg aldrig nåede take off eller landing i THF, inden den lukkede.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Jeg aflægger næsten altid et besøg på Ständige Vertretung ved Friedrichstrasse. Her kommer en skønsom blanding af embedsfolk med opsmøgede skjorteærmer og turister i regnfrakker. Stedet har en forfærdelig akustik og virker ret hektisk, men vinder på sit traditionelle tyske køkken, Kölsch-øllene og de utallige fotos fra nyere, tysk historie, der fylder væggene.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Sidste år besøgte jeg for første gang det kæmpestore sovjetiske mindesmærke ved Treptower Park. Det blev en ret stærk og bevægende påmindelse om, at russerne også ofrede stort i kampen mod Hitlers rædselsregime. Og alligevel efterlod stedet en sær bismag, fordi du vandrer rundt i Stalin-citater og med bevidstheden om, at kommunisterne kun i kort tid var good guys. Mindesmærket Plötzensee ligger et godt stykke fra alfarvej i Berlin, men er bestemt også et besøg værd. Her henrettede nazisterne mange af deres modstandere, og omfanget af uhyrlighederne fortælles med overvældende effekt. Det bliver hurtigt konkret, når du står ved jernsvellen i det lille rum, hvor diktaturets fjender blev stranguleret. Hvis tiden er til det, kan det godt betale sig at køre et stykke udenfor byen for at besøge Wandlitz. Derude – i en skovudstykning og afskærmet fra den almindelige befolkning – boede DDR-spidserne indtil Murens fald. Villaerne er i dag rekreationsboliger, men der er fri adgang til området. Wandlitz er en interessant tilføjelse, når du har været i Hohenschönhausen, på Stasi- og DDR-museet.

Jesper Clemmensen, forfatter til Skyggemand om DDR-flygtninge og deres hjælpereJesper Clemmensen, født 1975, er uddannet journalist. Opvokset på Lolland-Falster, bosiddende på Amager.

Forfatter til de dokumentariske bøger ”Flugtrute: Østersøen” (2012) om DDR-flygtninge og ”Skyggemand” (2017) om danske og vestberlinske flugthjælpere.

Han arbejder til daglig som tv-tilrettelægger, pt. på DR. Kommer til Berlin to-tre gange om året.