Kategoriarkiv: Byliv

Mit Berlin #27: Jeg elsker Berlins ikke-rytme!

Jørgen Smidstrup bruger mange – og modsætningsfyldte – tillægsord, når han beskriver det mangfoldige Berlin, hvor han har boet og arbejdet de seneste seks år. Hans svar på Vild med Berlins spørgsmål rummer stribevis af anbefalinger.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Det bedste er, at byen er så stor, at der bor så mange mennesker i den, mange forskellige, skønne mennesker. At byen er smuk, livlig, kreativ, innovativ og grøn samtidig med, at den er larmende, grim, underlig og gammeldags. Jeg elsker, at berlinerne bruger byen, også når de er blevet ældre. At man stadig går på café, på restaurant og til koncerter, selv om man har passeret de 60 år – og at man kan blive betjent af tjenere, der er ældre end en selv.

Jeg elsker Berlins rytme – eller ikke-rytme! Det er som om, den aldrig er helt konstant. Man kan gøre hvad man vil, stort set på alle tider af døgnet. Det er meget inspirerende for mig. Jeg kan stå tidligt op for at arbejde, jeg kan arbejde til sent, jeg kan få frühstück på en kaffebar indtil klokken 18, jeg kan holde pauser og bruge byens åndehuller, når jeg vil – og jeg kan gå på restaurant kl. 23.30 og få et godt måltid mad, hvis det passer min rytme lige netop den dag.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Det er Kreuzberg, har boet her de sidste seks år. Først i Bergmannkiez og nu i SO36. To meget forskellige dele af Kreuzberg. Det blev mit ’hood’ ved en tilfældighed. Syntes egentlig, at det var lidt skramlet, lidt utilnærmeligt, ikke særligt charmerende, da jeg flyttede hertil, og det er vel på mange måder sandt … Men Kreuzberg vokser på én, og der er utroligt mange søde mennesker her.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Den allerstørste oplevelse var en Tom Waits-koncert i Theater des Westens, lang tid før jeg flyttede til byen. Det var magisk! Siden har utallige kunstudstillinger som fx William Kentridge på Martin Gropius Bau, David Bowie og Olafur Eliasson på samme sted, mange besøg på den private kunstsamling Sammlung Hoffmann, utallige besøg i Bauhaus-Archiv, fede fotoudstillinger fx Sebastiao Salgado, Anton Corbijn eller Josef Koudelka på C/O Berlin, blændende jazz-koncerter på især A-Trane, print-udstillinger hos Supalife Kiosk, udstillinger i me collectors room og meget mere gjort livet i byen til en fest.

Har du en yndlingsrestaurant i Berlin?
Jamen, jeg har jo en masse – de fleste er italienske. Det er der, hvor jeg føler mig hjemme og godt tilpas, fx hos Maselli, Lamuri, Osteria Sippi, Der Goldene Hahn, Gallina Vineria Bar, alle i Kreuzberg, Salumeria da Pino i Charlottenburg, La Premiatta Ditta og Muret la Barba i Mitte. Har fornylig også fundet en vidunderlig italiensk restaurant i Friedrichshain: Da Dino.

Når det skal være andet end italiensk, så bliver det ofte den lokale franske Chez Michel, ligeledes franske Le Saint Amour, vietnamesiske Miss Saigon, katalanske Mariona og selvfølgelig Big Stuff Smoked BBQ i Markthalle Neun – og min yndlings-sent-om-aftenen-restaurant er Gorgonzola Club i Kreuzberg. Maden er ok, stemningen skøn og den selvfølgelige attitude fra mama, når man træder ind ad døren sent og spørger om et bord, er lige min stil.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Mit ’ægte’ Berlin er en dag uden dagsorden. En lørdag, hvor kæresten og jeg sætter os på cyklen midt på formiddagen, helst i solskin, og først kommer hjem meget sent på aftenen eller kommer hjem lidt før med en indkøbspose med friske grøntsager, en hel kanin, et glas frisk sennep og en god flaske Spätburgunder og laver mad til os selv og måske et par gæster, vi har inviteret undervejs på turen.

På turen har vi sikkert først besøgt kaffebaren Kiezeklein og så videre til farmer-markedet på Südstern, kafferisteriet Blaue Bohne i Friedrichshain, markedet i Markthalle Neun, talt med venner, producenter og forhandlere, siddet på en bænk i en af byens mange skønne parker og talt sammen. Det kunne være Tempelhof, Gleisdreieck eller kirkegården ved Bergmannstrasse – og nok også været forbi en vinbar. Det kunne være Not Only Riesling, Suff i Markthalle Neun, Gallina Vineria lige over for markedet, Altrovine i Grimmstrasse eller Otto Rink i Dresdener Strasse.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Hmmm. Altså jeg elsker Berlin! Det irriterer mig, at priserne stiger så meget. Det gør mig ked af det, at huslejepriserne ryger i vejret, som de gør lige nu. Jeg kan mærke, at det begynder at gå ud over det kreative og det umiddelbare – den spontane iværksætter-energi får en hård medfart for tiden. Flere steder må lukke igen, fordi huslejen stiger, og de små kreative business-ideer får derfor ikke så lang tid til at slå rødder og senere blomstre.

Det bekymrer mig, hvad det gør ved den kunst- og kulturscene, ved den mad- og start-up-scene, der i så høj grad præger byen og trækker spændende, idé-rige og virkelystne mennesker til byen.

Både som privatpersoner og når vi arrangerer ture for gæster og besøgende i Berlin, har vi et princip om ’give something back’. Vi bruger ikke bare byen – hvis vi bliver fascineret eller inspireret, hvis vi bliver glædeligt overrasket over noget, hvis vi føler at vi får noget – forsøger vi altid at give mindst det samme tilbage. At deltage og bidrage, at sætte os ind i sammenhænge, at forsøge at inspirere ’tilbage’ igen.

Når jeg oplever, at byens besøgende, byens turister bare bruger byen uden at bidrage eller gå i dialog – og efterlader de lokale med en dårlig oplevelse og en hovedrysten, irriterer det mig meget.

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Jeg glæder mig helt vildt til koncerter med Herbie Hancock i november og til Cigarettes After Sex i december – og så glæder jeg mig til at holde juleferie; få gæster, spise mad, snakke sammen, gå ture, gå på museer og se, hvad der dukker op på ’kultur-fronten’.

Jørgen Smidstrup aka CamilloJørgen Smidstrup, aka Camillo, født 1960, driver design- og kommunikationsfirmaet Lower East og studiet Lower East Lab i Kreuzberg sammen med partneren Helle Marietta. Arrangerer Urban Safaris og guidede tours i Berlin – og er ’con amore’-chef i Camillos Køkken. Har netop skrevet kogebogen ’Mad, der får folk til at tale sammen. Camillos Køkken’, der er skabt i Lower East Lab.

Der er bogreception på “Mad, der får folk til at tale sammen“ i Lower East Lab, Waldemarstrasse 38, onsdag 15. november, fra kl. 17 til 19

lowereastlab.de

camilloskitchen.com

Fotocredit: Malthe Ivarsson

Camillo i køkkenet

Hippe steder under åben himmel i Berlin

Den varme sæson kan være ret lang i Berlin. Hygge og selskabelighed foregår derfor ofte udendørs. Her er et par steder, der er lidt skæve og afslappede.

”Er der nogle nye steder, hvor man kan sidde udenfor med lidt vin eller øl og måske lidt at spise i en afslappet stemning.” Hvis man har signaleret et Berlin-kendskab lidt over det gennemsnitlige, får man ofte den slags spørgsmål, når vennerne planlægger en tur til den tyske hovedstad. Udendørs hygge er da også indbegrebet af et Berlin-besøg.

Vi får også jævnligt spørgsmålet på Vild med Berlins Facebook-side. Det er meget naturligt, for når det handler om hippe ”hænge ud-steder” er Berlin hele tiden i tiden i forandring. Dette indlæg er derfor også tænkt som et dynamisk dokument, som du kan hjælpe med at vedligeholde. Har du gode ideer, må du gerne tilføje dem som kommentar herunder. Det handler om nyere steder, gerne lidt skæve – og altså udendørs.

Lige nu er der to steder, vi ofte nævner, når vi bliver spurgt:

Holzmarkt Berlin

Holzmarkt
Tidligere i 2017 lignede det en byggelegeplads, men efterhånden er der lidt mere stil over området, der ligger lige ned til Spree i det sydvestlige hjørne af Friedrichshain, tæt på Ostbahnhof. Med en udbredt anvendelse af genbrugsvinduer, gamle mursten og kasserede brædder giver stedet stadig det lidt ”trashede” indtryk, men der er også rejst nye og moderne bygninger og en fin restaurant på området.

Holzmarkt i Berlin ligger helt ned til Spree

Stedet er ejet af tidligere klubejere, der har fået hjælp af schweizisk kapital, og initiativet skulle angiveligt være taget i protest mod, at det tidligere ingenmandsland langs Spree efterhånden var plastret til med dyre og kedelige boligblokke og forretningsejendomme. Forskellige typer af virksomheder, restaurationer og forretninger inden for fødevarer og udskænkning har så lejet sig ind.

Hippe Holzmarkt Gebäude

Kedeligt er området bestemt ikke. Selv de nye bygninger har former og farver, der skiller sig ud. Også stedets gæster er meget forskellige. Unge, børnefamilier og ældre i afslappet stil, som sidder på træbænke og drikker øl, og festklædte grupper, der er dresset op til middag i den eksklusive restaurant Katerschmaus.

Holzmarkt Pizza

Flere hundrede skulle være ansat til at betjene de mange gæster på 12.000 kvadratmetre store område, hvor der det meste af tiden er der god plads. Især i dagtimerne, hvor der som regel er stille og roligt. Man kan sagtens bruge timer på at sidde og hvile fødderne med en flaske vin, hvortil de venlige indehavere af stedets lille vinbutik gerne udlåner en vinkøler med is.

Om aftenen er der ofte livemusik og DJ’s.

Adressen er Holzmarktstraße 25, 10243 Berlin.
www.holzmarkt.com

Klunkerkranich
”Kulturtaghaven over Neukölln” kalder de sig selv, og i det ellers flade Berlin er det noget så sjældent som et hænge ud-sted med udsigt. Stedet har nogle år på bagen, men selv blandt dem, der jævnligt besøger byen, er der mange, der ikke kender det. Det gemmer sig da også godt af vejen på øverste etage af Neukölln Arkaden.

Man kommer nemmest derop ved at tage elevatoren så langt op, man kan komme. Så ankommer man til et parkeringsdæk med biler, og første gang tror man, at man er gået forkert. Kig op under loftet, hvor der nok stadig hænger et undseeligt skilt med en pil til venstre og ordet ”Klunkerkranich”. Følg pilen og gå det sidste stykke op af en kørerampe, som ikke længere bliver benyttet af biler.

Oppe under åben himmel åbenbarer der sig en lille oase, hvortil der nogle gange tages entré, men så er det blot et par symbolske euro.

Hippe Klunkerkranich

Steder byder på et større udvalg af øl, vin og andre drikke – og en forrygende udsigt. Man kan også købe udmærket og billig mad. På stedets Facebook-side bliver der ofte reklameret for nye retter på menukortet.

Standkorb KlunkerkranichEn stor sandkasse og legeredskaber gør stedet meget velegnet for børnefamilier. Blæsevejr kan være en udfordring, men der er mange muligheder for at finde læ.

Kaprer man en af de typiske, tyske strandstole og drejer den mod solen, er det et glimrende sted for en lille morfar.

På sommeraftener er stedet livligt både før og efter solnedgang.

Adressen er Karl-Marx-Straße 66, 12043 Berlin. Lige ved U-Bahnstationen Rathaus Neukölln.
www.klunkerkranich.de/

 

Mit Berlin #26: Byen sænker pulsen og tænder for de store følelser

Jesper Clemmensen har nu skrevet to bøger om DDR-flygtninge og deres hjælpere. Den seneste handler især om Berlin, som han besøger flere gange om året for at nyde den uhøjtidelige atmosfære midt i verdenshistoriens centrum. Her svarer han på fem spørgsmål om sit forhold til byen.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Alvor. Og den helt konkrete fornemmelse af en delt by med en farlig grænse. Lang ventetid ved kontrolområdet i Østberlin, mens vagterne fjernede lofterne i toget og gennemlyste hulrummene. Udenfor snusede schæferhunde rundt under vognene, og indenfor tjekkede en mand i uniform vores helt nye pas. Mit første stempel i mit første pas blev et DDR-stempel. Det var i pinsen, 1989. Vi skulle til fodboldstævne i Tiergarten. Vores træner fortalte os, at vagterne ledte efter flygtninge. Flygtninge? Hvorfor? Så fortsatte vi til Vestberlin og spillede kampe på indhegnet kunstgræs. Vi tabte vist nok dem alle. Jeg var indkvarteret hos Sven, som var enebarn. Hans far havde en stor Mercedes, der stod i en parkeringskælder. Kenneth boede hos nogle tyrkere, der ville ham det bedste og derfor serverede pommes frites til morgenmad. Vi andre var dybt misundelige. Berlin var en kæmpe oplevelse for os lollandske fodbolddrenge. På Potsdamer Platz kiggede vi ind i ingenmandsland, fik taget gruppebilleder foran Muren og købte fodboldflag i souvenirbiksen. Fire år senere købte jeg et stykke af Muren – angiveligt et stykke af Muren – samme sted.Foran Berlinmuren i 1989

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
At du i det ene øjeblik slapper af i en uhøjtidelig atmosfære og i det næste befinder dig et sted, hvor vigtig verdenshistorie har udspillet sig. Berlin kan både sænke min puls og tænde for de store følelser. Oveni det kommer, at byen er helt utrolig børnevenlig – den perfekte metropol til en familieferie.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
”Kreuzkölln”. Måske også fordi, det er det seneste sted, hvor jeg er gået på opdagelse. Et virkelig spraglet stykke Berlin. I forbindelse med researchen til min bog om flugthjælperne gik jeg en del rundt i Kreuzberg og Neukölln, langs kanalen. Skøn stemning på sommeraftenerne, hvor de lokale trækker ud til forskellige aktiviteter. Når vejret er godt, kan jeg også sagtens tilbringe en hel aften på græsset, ude for enden af landingsbanen på Tempelhof – det ærgrer mig, at jeg aldrig nåede take off eller landing i THF, inden den lukkede.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Jeg aflægger næsten altid et besøg på Ständige Vertretung ved Friedrichstrasse. Her kommer en skønsom blanding af embedsfolk med opsmøgede skjorteærmer og turister i regnfrakker. Stedet har en forfærdelig akustik og virker ret hektisk, men vinder på sit traditionelle tyske køkken, Kölsch-øllene og de utallige fotos fra nyere, tysk historie, der fylder væggene.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Sidste år besøgte jeg for første gang det kæmpestore sovjetiske mindesmærke ved Treptower Park. Det blev en ret stærk og bevægende påmindelse om, at russerne også ofrede stort i kampen mod Hitlers rædselsregime. Og alligevel efterlod stedet en sær bismag, fordi du vandrer rundt i Stalin-citater og med bevidstheden om, at kommunisterne kun i kort tid var good guys. Mindesmærket Plötzensee ligger et godt stykke fra alfarvej i Berlin, men er bestemt også et besøg værd. Her henrettede nazisterne mange af deres modstandere, og omfanget af uhyrlighederne fortælles med overvældende effekt. Det bliver hurtigt konkret, når du står ved jernsvellen i det lille rum, hvor diktaturets fjender blev stranguleret. Hvis tiden er til det, kan det godt betale sig at køre et stykke udenfor byen for at besøge Wandlitz. Derude – i en skovudstykning og afskærmet fra den almindelige befolkning – boede DDR-spidserne indtil Murens fald. Villaerne er i dag rekreationsboliger, men der er fri adgang til området. Wandlitz er en interessant tilføjelse, når du har været i Hohenschönhausen, på Stasi- og DDR-museet.

Jesper Clemmensen, forfatter til Skyggemand om DDR-flygtninge og deres hjælpereJesper Clemmensen, født 1975, er uddannet journalist. Opvokset på Lolland-Falster, bosiddende på Amager.

Forfatter til de dokumentariske bøger ”Flugtrute: Østersøen” (2012) om DDR-flygtninge og ”Skyggemand” (2017) om danske og vestberlinske flugthjælpere.

Han arbejder til daglig som tv-tilrettelægger, pt. på DR. Kommer til Berlin to-tre gange om året.

 

Mit Berlin #25: Det ægte Berlin finder jeg, hvor caféen ikke er småbaldret, fordi det er chikt

Forfatter og illustrator Boris Boll-Johansen har boet i Berlin siden 2005 og skriver om sine oplevelser i byen på Bolls Berlinerblog. Som gæsteblogger på Vild med Berlin fortæller han bl.a. om sine første indtryk af byen og om oplevelserne med yndlingsklubben Hertha Berlin.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg var 13 år gammel, og min mor syntes, jeg skulle opleve Vestberlin. Så vi tog derned sammen, bare hende og jeg, på en forlænget weekend i løbet af foråret. Vi plejede egentlig at rejse over til min mormor og morfar i Herning, når der var plads i kalenderen, men er du gal, hvor er jeg glad for, i dag, at hun besluttede sig for, at vi dette forår skulle prøve noget andet.

Vi tog toget fra København og kørte således over Gedser-Warnemünde og derfra igennem DDR til Vestberlin. I Warnemünde oplevede jeg så grænsevagternes gennemsøgning af toget og den trykkede stilhed i det, mens de gjorde det. Sådan noget glemmer man ikke lige.

Fra Vestberlin tog vi en dag turen til Check Point Charlie og ind i Østberlin, bare en sviptur, og min mor købte klassiske plader for de Ostmark, som man skulle veksle til.
Klassiske plader! Det var noget, de kunne finde ud af i DDR. (Ellers kunne de ikke finde ud af noget, hed det.)

Vi kørte også i sporvogn, og jeg kiggede på folk og syntes, det var synd for dem, at de boede i sådan et ufedt land. Men i det mindste forklarede det så, hvorfor de så så sure ud. For det gjorde de vitterlig.

Der skete sikkert en del mere – men over hele turen står det bøjet i neon, eller hvilken skrift det nu måtte være, at det dér, det gad jeg simpelthen ikke mere! Det var i dén grad passé at tage på aleneferie med sin mor. Og grænsende til det ulækre endda at sove på hotelværelse med hende.

Det er selvfølgelig en anden snak. Men det hører ikke desto mindre med til mit første indtryk af Berlin.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Der var engang, jeg var på Olympiastadion for at se en eller anden Hertha-kamp og hele Ostkurve – altså fanblokken – manglede. Der var ingen billetter til salg i almindelig handel, det var derfor kun os med årskort, og som vel at mærke ikke sad i Ostkurve, plus udeholdets fans, der måtte være til stede. Jeg tror, der var i alt 10.000 på hele stadion.

Ostkurve var blevet offer for det tyske fodboldforbunds berygtede (og forhåbentlig snart afskaffede) kollektivstraf, fordi nogen af ultra’erne i den foregående kamp ikke havde kunnet finde ud af at opføre sig ordentligt.

Jeg husker, at jeg sad der med min fodboldkammerat, og at vi tog os sammen og prøvede at råbe så meget, vi kunne, og jeg husker også, at udeholdets fans, de var vist fra Stuttgart, nægtede at sige noget i solidaritet med herthanerne de første 20 minutter. De holdt blot et stort banner frem foran sig, hvorpå der stod: “Nej til kollektivstraf!” Det sammenhold, syntes jeg, var meget rørende.

Rørende var det også, da der var hjemmekamp på Olympiastadion et par dage efter terrorangrebet med lastbilen på Breitscheidplatz, det ene minuts stilhed. Folk holdt deres mobiltelefoner op, med lommelygtefunktionen tændt, de fleste har åbenbart sådan en, indtrykket var i hvert fald meget fyldigt og meget stærkt. Men mest fylde i brystkassen gav vel egentlig det forhold, at terrorangrebet derefter ikke blev nævnt eller antydet på stadion. Herthanerne gav den gas, så snart kampen var fløjtet i gang, de svinede modstanderne til, som det sig hør og bør, og de blev så svinet til af de andre, som det sig hør og bør. Det var en ret øjeblikkelig tilbagevenden til normalen, og en massiv sådan, og det gjorde mig godt. Nej, stærkere ord er påkrævet: Det var en lise. Bagefter tog jeg på halvdruk med min fodboldkompis, og vi rundede senere på aftenen Breitscheidplatz, kiggede på de tusinde røde lys, blomsterne, men jeg kunne klare det, mentalt, psykisk, fordi jeg havde styrken med mig fra stadion.

Andre kulturoplevelser? Der var dengang, jeg på Volksbühne så Schottenstück, en iscenesættelse af Macbeth, som man aldrig kommer til at se mage til nogensinde. Også fordi den unge, labre og i øvrigt autodidakte skuespiller Lilith Stangenberg gav den fuld skrue som Lady Macbeth. Hun vred sine hænder for det imaginære blod, så man selv blev helt og aldeles hudløs af det.
Og endnu stærkere blev oplevelsen, fordi min nabo senere samme aften kastede sig ud fra sin altan. Ligesom Lady Macbeth jo ender med at kaste sig ud fra borgtårnet. Vi bor – eller vi boede, jeg bor – på fjerde.

Der var også dengang, jeg var til en indie rock-koncert i Kreuzberg, fordi en pige havde inviteret mig, og det gav jo et vist håb, når hun sådan ligefrem inviterede mig, men i løbet af aftenen gik det op for mig, at hun stadig kun var 1/75 så interesseret i mig, som jeg var i hende, uanset invitationen. Måske manglede hun bare følgeskab. Musikken blev leveret af Anna Calvi, som jeg stadig har svært ved at høre, selv om hun er brandgod, og koncerten vel også var det. Spillestedet var HAU2.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
En storby er ret afhængig af, at man tager hensyn til hinanden. Når det lykkes, når der ikke er for mange røvhuller, er storbyen i stand til at bekræfte, at vi godt kan sammen. Som mennesker. Alle sammen. På én gang. På tværs af etnicitet, sprog, alder, økonomisk formåen. Og på trods af alle de sære vaner, vi hver især har tillagt os.

(Jeg tror faktisk, tolerance er en muskel man kan træne, og deri ligger jo også, at den kan blive slap og indskrumpet, hvis den ikke bliver udfordret nu og da. Og her må man jo så sige, at storbyen leverer gode muligheder for lidt power fitness.)

Nå, men – når det så ikke fungerer, når der er for mange røvhuller, så kan byen virkelig gå mig på nerverne. Og det rammer dybt. For når folk parkerer SÅ idiotisk (midt på cykelstien, goddamit!), når U-bahn-musikanterne spiller SÅ højt lige ind i fjæset på folk, og når der bygges SÅ grimt og SÅ tæt, hvor der før var luft og skæve vinkler, fordi money talks SÅ højt, til nogen, så kan jeg blive helt mismodig på samfundets vegne. ‘Kan vi egentlig overhovedet noget sammen?’ må jeg spørge mig selv. ‘Ja, kan vi i det hele taget sammen?’

Men det kan vi jo det meste af tiden. Så mismodet går som regel hurtigt over. Og min skepsis for fx det tætte og nye byggeri slår over i den rimelige betragtning, at en storby for det første er organisk, og for det andet: Var det ikke for de nye, gode skatteydere, der flytter ind i de fine, nye lejligheder, var byen gået rabundus.

Men derfor går det selvfølgelig stadig ikke, at man parkerer midt på cykelstien. Slet ikke.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Det er vist almindeligt at sige, at der ikke er noget “ægte” Berlin, for metropolen er i konstant forandring. Der er ingen original kerne, dikterer denne holdning, og man ser for sig en sandbanke i et vadehav, der hele tiden flukturerer, skylles over, opstår nogenlunde samme sted blot i en anden form. Værsgo, dét er Berlin. Og vi har blot fået lov til at opholde os her en stakket tid og skal undervejs ikke gøre os kloge på, hvad det “ægte” Berlin er.
Det er sikkert alt sammen rigtigt nok. Men tilbage er jo stadig mavefornemmelsen.

Og hvis vi tager fænomenet “cafeen”, som jo er til at forholde sig til, så vil jeg sige: Det u-ægte Berlin finder jeg på de cafeer i Kreuzberg, Prenzlauer Berg og Mitte, hvor man har søgt at ramme forestillingen om det ægte Berlin. Det ægte Berlin derimod finder jeg, hvor cafeen ikke er småbaldret, fordi det er chikt, men fordi man har haft et reelt ønske om at spare penge på indretningen for at få møllen til at løbe rundt.

Hvilke cafeer jeg foretrækker i den forbindelse, vil jeg selvfølgelig ikke røbe. De fleste danskere vil sikkert også finde dem pænt uinteressante, så det går nok.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
At sætte tænderne i en vildsvinesteak eller at søbe i en fedtrig ragout lavet på det samme dyr, en vinterdag efter en lang spadseretur i knirkende sne langs søer og gennem skove – og en stor pilsner hertil – på en eller anden gammel (DDR-)restaurant sammen med de lokale, der sidder og kigger lidt – det er altså virkelig, virkelig anbefalelsesværdigt.

Naturen ligger forbløffende tæt på Berlin, selv om byen både er en industrinations hovedstad og en europæisk metropol, og naturen vil primært sige vældige skove og fine sølandskaber, og jeg vil egentlig tro, at en del danskere, der har besøgt byen mange gange, ja, som måske ligefrem har en lejlighed hernede, ind imellem har trang til at opleve noget andet, fx natur, og det finder man altså derude. På randen af Berlin, allerbedst et stykke ude i Brandenburg.

Man kan fx tage sin (lejede) cykel og smide den ind i et regionaltog og stå af oppe i Schorfheide eller nede i Spreewald. Men der er cirka tusinde muligheder, og der er ingen grund til ikke at gå i gang med at udforske Berlins grønne omgivelser.

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Sensommer er ensbetydende med Bundesliga-start. Der igen for mit vedkommende er ensbetydende med udflugter til Olympiastadion, hvor Hertha Berlin (som bekendt) spiller deres hjemmekampe.

Jeg glæder mig med andre ord til, at den store, folkelige kulturbegivenhed, den tyske nationale liga, fra nu og frem til det sene forår trofast ruller gennem min kalender, weekend efter weekend.

Det er ikke så meget resultaterne, der interesserer mig, dem glemmer jeg alligevel hurtigt, det handler mere om de stridigheder, der opstår uden for banen, fx stridigheder mellem klubbernes direktører og trænere. De tyske medier svælger i det, og nogle af dem leverer ind imellem også analyser af det, og på den måde kan man faktisk få meget at vide om landet Tyskland. Om konflikten mellem Ruhr og Bayern, mellem de nordtyske byer indbyrdes, Bremen, Hannover og Hamburg, und so weiter und so fort. Og man kan selvfølgelig også få noget at vide om Berlin.

Da Hertha for ikke så mange år siden leverede en bemærkelsesværdig miserabel sæson, gav det nogle af de landsdækkende aviser anledning til tolke på den relativt nye hovedstads “identitetskrise”. Og sådan noget er da interessant. Aviserne i Berlin greb ikke overraskende den dybe, sportslige nedtur an på en lidt anden måde. De havde større fokus på detaljerne og på de lokale forhold, og det blev et sted formuleret på den måde, at klubbens ustabilitet blandt andet havde sin grund i en intern magtkamp mellem Wedding og Wilmersdorf. Wedding var jo de småbøllede Boateng-brødres hjemmebase, mens (den fimsede bydel) Wilmersdorf var (den fønede) anfører Arne Friedrichs hjemsted. I sådan en spids-analyse, der kan være rigtig eller forkert, får du meget af klubbens og byens konfliktpotentiale anskueliggjort.

Og nu er der så lige skudt en ny sæson i gang! Dermed skrives der lystigt videre i Bundesligaens store fodboldkrønike, og jeg glæder mig da til at se, hvad der bliver skrevet i den.

Boris Boll-Johansen fotograferet på Restaurant Zillemarkt, Bleibtreustraße ved Savigny Platz, Charlottenburg

Boris Boll-Johansen, født 1967. Uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi, cand.phil. i kunstteori, forfatter til en håndfuld bøger for både børn og voksne. Har illustreret talrige bøger (egne og andres).

Boris flyttede til i Berlin i 2005 og bor i dag i Schöneberg. Han har skrevet afsnittet ”Berlinerbold – fodbold i øst og vest” i Berlin-bogen i Aarhus Universitetsforlags Vide Verden-serie.

Han skriver også historier om Berlin på sin blog Bolls Berlinerblog

Derudover står han bl.a. bag det eksperimenterende litteratursite Klørkonge.dk 

 

April er populær blandt danske Berlin-gæster

Når påsken falder i april, lægger danskerne næsten lige så ofte deres besøg i Berlin i denne forårsmåned som i sommerferien. Det viser statistikken over registrerede overnatninger i Berlin. Påsken er en god anledning til at komme ud i krogene af byen.

Forår i Viktoriapark, Kreuzberg (© vildmedberlin.dk)

I forhold til Danmark er temperaturen i Berlin som regel et par grader højere i forårsmånederne, og der er også lidt mindre vind. Det inviterer i den grad til at nyde udelivet, om det så gælder slentreture i de historiske omgivelser, frokost på en fortovsrestaurant eller en stor hefeweissbier i en biergarten.

Mange danskere tager en smuttur til Berlin i påsken, og når påsken falder i april, er Berlin åbenbart ekstra attraktiv. Det afspejler sig nemlig tydeligt i byens turismestatistik. Det er tre år siden, at hele påskeferien sidst faldt i april, hvilket også er tilfældet her i 2017, og som det fremgår af de mørkerøde søjler i nedenstående diagram, var april 2014 næsten lige så populær som sommerferiemåneden juli.

Man må formode, at juli måneds gæster fra Danmark spreder sig nogenlunde jævnt over alle 31 dage, mens påskeferien som bekendt kun varer godt en uge. Chancen for at høre danske stemmer i bylivet er derfor nok noget større i påskedagene. I hvert fald, hvis man som de fleste, især bevæger sig rundt i Mitte.

Men der er altså også mange oplevelser ude i krogene af den store by, så måske er det netop i år, man skal tage på en påsketur ud til

Blot for at nævne nogle steder lidt væk fra centrum. Hvis man absolut skal drikke velskænket fadøl, kunne man overveje at indtage dem i det nye, store Stone Brewing Berlin i Mariendorf 10 km fra Alexanderplatz.

Berlin-begejstringen har toppet

I 2016 dalede antallet af danskeres overnatninger i Berlin for første gang i mange år. Faldet var kun på knap to procent, men det betyder, at vi er blevet overhalet af både Frankrig og Spanien på ranglisten over, hvilke lande der sender flest gæster til byen.

Der er blevet længere mellem danskerne i Berlin. Det er de netop offentliggjorte tal for antallet af turistovernatninger i 2016, der viser den overraskende udvikling. Allerede i 2015 var der tegn på en vis afmatning i danskernes tilbøjelighed til storbyferie i den tyske hovedstad, men det er første gang i nyere tid, at man har registeret et decideret fald i antallet af danskeres overnatninger i Berlin:

Man kan gisne om, at flere overnatninger måske ikke bliver registreret i den officielle statistik, men det er vanskeligt at finde en forklaring på, at ”mørketallene” på grund af fx AirBnB-lejemål skulle være ujævnt fordelt mellem de lande, som byens gæster kommer fra.

To pladser ned
Målt i antal registrerede overnatninger i Berlin er danskerne nu nede på en 7. plads. For to år siden blev vi overhalet af Spanien, og sidste år var det Frankrig, der lige netop kneb sig foran. Afmatningen i danskernes interesse skal ses i lyset af, at antallet af udenlandske turister i Berlin samlet set fortsætter med at stige, og fra europæiske lande som Storbritannien og Spanien har der i de senere år været tale om ret store stigninger i tilstrømningen til Berlin. Sidstnævnte har tilsyneladende rejst sig fra den økonomiske krise, der fik rejselysten til at dale fra for nogle år siden. I 2016 tilbragte spanierne 13,5 procent flere registrerede nætter i Berlin end året forinden.

Danmark ligger på den relative 1. plads
Hvis man sætter gæsternes antal i relation til deres hjemlandes indbyggertal, ligger Danmark fortsat på en klar førsteplads. Pr. 1.000 indbyggere var der sidste år 114 overnatninger for personer med et dansk pas. Både på grund af et faldende antal overnatninger og et stigende indbyggertal i Danmark er det 5 overnatninger færre end i 2014, men det er klart i spidsen med god afstand ned til listens nr. 2, som det fremgår af dette diagram:

Ikke-tyskere havde i alt mere end 14 mio. overnatninger i Berlin i 2016, hvilket er en stigning på 4 procent fra 2015. Det er mellem halvdelen og en tredjedel af stigningstaksten i de senere år, og det har fået berlinske medier til at konstatere, at den store Berlin-hype ser ud til at være forbi.

Trods et samlet set rekordstort antal turistovernatninger på 31,1 mio. inklusiv de indenlandske gæster skriver Berliner Zeitung om en ”vækst under gennemsnittet”, idet turisttilstrømningen til hele Tyskland voksede mere end den til Berlin. I Hamburg steg antallet af overnatninger på hoteller, hostels osv. angiveligt mere end dobbelt så meget som i Berlin i 2016.

Sådan har vi det med Berlin

Svar fra 421 af Vild med Berlins følgere tegner konturen af danskere, der er i Berlin mindst en gang om året, er meget interesserede i især det delte Berlins historie, foretrækker at tage turen dertil i bil, som regel bor på hotel og bedst kan lide kvartererne Mitte og Prenzlauer Berg. Nattelivet har til gengæld ikke nogen særlig tiltrækningskraft.

Det nordøstberlinske kvarter omkring Kastanienallee er kendt for at være populært blandt Berlins gæster fra Danmark. Der høres da også mange danske stemmer i butikker og cafeer i Oderberger Strasse, på loppemarkedet i Mauerpark eller til de gratis koncerter på amfiscenen lige ved siden af.

Blandt følgerne af Vild med Berlin er Prenzlauer Berg, som kvarteret hedder, også blandt de absolut foretrukne, selv om det naturligt nok kun er på en andenplads efter turistmagneten Mitte, hvor alle de største attraktioner befinder sig. På spørgsmålet om, hvilket område de bedst kan lide, svarer 20,8 procent ”Mitte”, mens kun lidt færre, 20,5 procent, foretrækker Prenzl’berg, som de lokale kalder området. På en delt tredjeplads følger Charlottenburg i vest og Friedrichshain i øst, begge med en tilslutning på 12,4 procent.

Historien trækker
På spørgsmålet ”Hvad gør i dine øjne Berlin interessant eller attraktiv?” var det muligt at markere flere svar, og der er ikke tvivl om, at det er de mange levn fra Berlins centrale placering i verdenshistorien, der er med til at trække danske gæster til Berlin. Otte ud af ti satte kryds ved ” Berlins historie 1961-1989 (Tiden med Muren)”, mens ”Berlins historie 1933-1945” fik tilslutning fra næsten syv ud af ti.

At Berlin er meget andet end historie, beviser en høj tilslutning til svarkategorier som ”Stemning” (75 procent), ”Mad og drikke” (56 procent), ”Arkitektur” (45 procent) og ”Kunst” (43 procent). Lave priser og shopping scorer også højt, og en hurtig krydstabulering afmonterer en mulig fordom: Næsten halvdelen af mændene har også markeret ”Shoppingmuligheder”.

Flertallet foretrækker hotel
Når det handler om overnatning, foretrækker de fleste at bo på hotel. Her på redaktionen havde vi en forventning om, at AirBnB – trods de nye restriktioner – var blevet meget populært, men som det fremgår af grafikken, gælder det ikke Vild med Berlins følgere. Hvis det ikke skal være et hotelværelse, lejer de hellere en lejlighed på anden måde. Måske en lejlighed, som venner eller bekendte ejer.

Mere end fire ud af ti tager turen i bil
Bussen er billig, og lavprisselskaberne har mange billige flyrejser, men bilen er det foretrukne transportmiddel. Fly og tog er dog også populært. To svarpersoner foretrækker et andet transportmiddel. Det kunne være cyklen. Denne skribent har prøvet turen på cykel fra Århus til Berlin. Det var skønt, men krævede fire overnatninger undervejs, og der er et stykke vej til at kalde den ”foretrukken”.

Fire ud af ti besøger Berlin flere gange om året
Knap 40 procent af svarpersonerne tager til Berlin cirka en gang om året, men der er endnu flere, 42 procent, der gør det to eller flere gange. Så man må sige, at Vild med Berlin er i kontakt med virkelige ”Berlin- aficionados”.

”Varedeklaration”
Vi befinder os i en tid, hvor fakta er til diskussion. Resultaterne af denne rundspørge, der blev gennemført i januar 2017, kan også problematiseres, ikke mindst når det handler om repræsentativitet.

Kvinderne udgør syv ud af ti svarpersoner, men det samme gør sig gældende blandt Vild med Berlins følgere på Facebook, så her er der en ganske god overensstemmelse. Til gengæld er de mere modne danskere overrepræsenteret. Kun 15 procent af svarene kommer fra følgere under 40 år, og aldersgruppen mellem 40 og 60 år ”fylder” 55 procent. Blandt alle danskere over 18 år udgør de ifølge Danmark Statistik kun lidt mere end hver tredje.

Denne tendens kan skyldes, at lokkemaden for at deltage i rundspørgen var lodtrækning om en præmie i form af en roman på 682 sider. Hvor mange unge orker at gå i kast med sådan en mursten, spørger denne skribents fordom om ungdommen nu til dags. Under alle omstændigheder kan skævheden nok godt have en vis betydning for resultaterne, fx om interessen for nattelivet, som synes at være noget større blandt svarpersonerne under 40 år. Tallene er dog så små for denne aldersgruppe, at den statistiske usikkerhed bliver for stor til at udlede noget håndfast.

Berlin har rundet 3,5 mio. indbyggere

Især tilstrømningen fra udlandet af mange unge under 30 år får Berlin til at vokse i indbyggertal, men der er stadig knap en million op til niveauet før 2. Verdenskrig. I de senere år er Berlin ikke vokset så meget som København.

Historisk er Tysklands hovedstad vokset langsommere end mange andre hovedstæder, hvilket ikke mindst skyldes en verdenskrig og mere end 40 års deling i to tysklande. Nu er Berlin imidlertid hastigt på vej mod fortidens storhed. En ny årbog fra det statistiske kontor, Amt für Statistik Berlin-Brandenburg, dokumenterer en stor fremgang i antallet af indbyggere til nu mere end 3,5 millioner.

Kilden til den store vækst er dels et fødselsoverskud og dels mange tilflyttere fra både ind- og udland. Især de mange unge tilflyttere trækker indbyggertallet i vejret. Alene i 2015 flyttede 110.000 unge under 30 år til Berlin, mens 70.000 flyttede væk fra byen. Det vidner om en voldsom flyttetrafik over bygrænsen, men nettotilvandringen er altså 40.000 i denne aldersgruppe, heraf knap 36.000 fra udlandet og godt 4.000 fra det øvrige Tyskland. Den samlede nettotilvandring er i alt kun godt 1.000 personer større, nemlig lidt mere end 41.000, så der er i høj grad sket en foryngelse af byen.

Berlin har dog ikke helt så mange unge indbyggere som den danske hovedstad. 32 pct. af indbyggerne i Berlin er under 30 år, mens det gælder 44 pct. af københavnerne.

Når det handler om vækst, ligger København også i toppen, men føringen er dog kun på 0,8 procentpoint i årene 2011-2015. Berlin er vokset med 6,9 pct., mens København i samme periode har fået 7,7 pct. flere indbyggere.

Tallene for København er hentet fra Danmarks Statistik og gælder for 1. januar 2016. Berlin-tallene er fra Jahrbuch 2015 – Amt für Statistik Berlin-Brandenburg og er altså status ved udgangen af 2015.

Ved udbruddet af 2. Verdenskrig var der 4,5 mio. indbyggere i Berlin. Læs mere om de historiske indbyggertal og Hitlers drømme om Berlin som en verdenshovedstad med 10 mio. indbyggere i dette indlæg fra 2013: ”Antallet af berlinere er nedjusteret

Antallet af indbyggere i Berlin er nu over 3,5 millioner

Sommerstemning ved Spree Ufer – Når der er vækst i både antallet af indbyggere og antallet af turister, kan der være trængsel på de populære steder i Berlin.

Berliner Schnauze – når det er hårdere sagt end ment

Tyskerne er verdenskendte for deres høflige og – set med danske øjne – lidt formelle omgangstone, men berlinerne kan have en direkte og til tider rå omgangstone, som godt kan ryste en sagesløs turist en smule. Gæsteskribent Heidi Lund skriver her om “Berliner Schnauze”.

Für Berliner Schnauzen

“Schnauze” betyder egentlig snude, men bruges også i hverdagssproget som mund eller kæft.

Mit første møde med Berliner Schnauze havde jeg, før jeg nogensinde havde hørt om dets eksistens. Under mit studieophold i 2011 bad jeg en dag en medarbejder i en elektronikforretning om hjælp og tiltalte ham naturligvis med et “Sie” – for det har vi jo altid lært i tysktimerne, at man skal. Til min store overraskelse sagde han konsekvent “du” til mig. Jeg blev faktisk lidt fornærmet. Jeg talte jo høfligt til ham, så kunne han vel gøre det samme til mig?

Efterfølgende slog det mig, at jeg var blevet udsat for den særlige mentalitet, der også danner grobund for Berliner Schnauze. I Berlin kan vi godt tale lidt mere uformelt til hinanden. Vi behøver ikke at pakke tingene ind, og et ”du” kan såmænd være udtryk for en lidt omvendt høflighed, som signalerer, at vi ikke behøver at distancere os fra hinanden.

Samme opfattelse mødte jeg hos en berliner, som jeg talte med i det danske sommerland for nogle år siden. Han syntes, det var vældig sympatisk, at vi danskere konsekvent siger ”du” til hinanden (og at vi “kun” kører 130 på motorvejen, men det er en helt anden historie …).

Når det er hårdere sagt end ment

Herz und Schnauze

Berlin indledte i 2009 Imagekampagnen “Herz und Schnauze”, der skulle vise, at berlinerne både er venlige og imødekommende, selv om omgangstonen kan være hård.

Netop den særlige omgangstone var i 2009 grunden til en berlinsk charmeoffensiv. Den officielle imagekampagne “Herz und Schnauze”  skulle vise omverdenen, at berlinerne både er venlige og imødekommende, selv om omgangstonen kan være hård. Missionen var at bløde lidt op for den rå charme og skrue op for gæstfriheden og hjælpsomheden, især inden for turismen.

Noget kunne dog tyde på, at imagekampagnen ikke var helt i tråd med berlinernes selvopfattelse. I 2010 spurgte Berliner Morgenpost 50 berlinere: “Was ist für Sie Berlin?”, og svarene blev konverteret til plakater rundt omkring i bybilledet. Ét af svarene lød netop: “Berlin ist, wenn’s härter gesagt als gemeint ist” (på dansk: “Berlin er, når det er hårdere sagt end ment”).

Berliner Schnauze

En plakat fra Berliner Morgenposts kampagne, som referede til Berliner Schnauze – den særlige berlinske variant af tysk “høflighed”

Berlinerne er godt klar over, at de adskiller sig fra mange andre tyske byer, når det gælder den klassiske, tyske høflighed. Der er dog god grund til at se det mere som en charme end som et problem; i langt de fleste tilfælde siges de kække kommentarer med et kærligt glimt i øjet, og der er enighed om ikke at tage alting så tungt.

I min tid i Berlin har jeg aldrig oplevet berlinerne som andet end søde og hjælpsomme. De kan være direkte i deres væremåde og sprog, men sådan er byen jo også – rå og charmerende og helt klart med mere “Herz” end “Schnauze”.

Om gæsteskribenten

Heidi Lund

Heidi Lund er uddannet i tysk og international virksomhedskommunikation og har boet i Berlin ad to omgange, første gang som udvekslingsstuderende og senere som praktikant hos et online marketingbureau.

Berlinfeberen har hun ikke sluppet, og den tyske hovedstad skal helst besøges mindst én gang om året – og gerne flere.

I fritiden skriver Heidi på sin egen blog, Ordene og mig, hvor du blandt andet kan læse om tyske talemåder og særlige, berlinske ord.

Mit Berlin #23: Berlin er uforstillet ligetil

Jens Unmack, frontmand i Love Shop, har et inderligt forhold til Berlin, som han beskriver med ord som rå, yndefuld, hæslig, vibrerende, neonlysende … Og glæder sig over, at byen nu igen har et fodboldhold i toppen. Dette bidrag til serien ”Mit Berlin” kunne rumme råskitsen til en fin sang om byen.

Mit BerlinHvad var dit første indtryk af Berlin?
At byen stod bygget og skåret i sort/hvidt. Det var vinteren 86/87, jeg boede på et monstrøst hotel i Vestberlin, hvor der var iskoldt dag og nat på den der tørklimafacon, der er så speciel for Berlin. Følelsen af om aftenen at være i en neonlysende hule, med det hvide Mercedes Benz-logo på Europa Center som pejlemærke, omringet af kommunismens tavse mørke, derovre på den anden side af Muren.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Jeg kommer gerne forbi tre-fire gange om året, alene, med familie, med venner. For at arbejde, perspektivere, nyde livet, være til.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
At byen er så uforstillet ligetil. På en gang rå og forfinet, på samme tid hæslig og yndefuld. Og så den følelse af historisk bevidsthed, som Berlins vilde blanding af fortid og nutid konstant sætter i spil.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Kreuzberg. Klassisk Vestberlin, som endnu aldrig er blevet renskuret.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Der har været mange. Senest nu i maj, da Iggy Pop spillede i Tempodrom, kun få hundrede meter fra Hansa Studios, hvor han sammen med David Bowie i 1977 indspillede sit mesterværk Lust For Life. Det var vanvittigt godt og meget specielt at opleve ham lige der.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Jeg spiser næsten altid frokost på Il Casolare, Berlins bedste italienske trattoria, ved Landwehrkanal i Kreuzberg, bare fem minutters gang fra Kottbusser Tor.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
At drikke kolde Berliner Kindl og se VM/EM-fodbold på storskærm i en af byens mange biergartens om sommeren føles som ægte Berlin. Men ‘ægte’ Berlin er så mange ting. Kan også ud fra det spørgsmål på det kraftigste anbefale natlige gåture i byens lys og vibrerende liv, med dunkende elektronisk musik i ørene. Som de siger det i Berlin, Hamburg er til rock, mens Berlin er til electro.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Byens allerbedste döner – der er hård konkurrence – fås hos Mustafa’s Gemüse Kebab ved Mehringdamm. Der er altid kø ved skuret, både dag og nat, så formidabelt god er deres Hänchen-döner. Og hey, nu vi snakker multi-kulti, er det også helt specielt med 1. maj i Kreuzberg, hvor tyrkerne holder en overvældende stor folkefest i området omkring Mariannenplatz. Det er meget specielt at opleve deres helhjertede dans og sang, mens autonome og venstrefløjsaktivister hvert år slås mod store mængder af riotklædte polizeistyrker kun få gader derfra.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Bilister i Berlin synes bare ikke vant til at kigge efter cyklister, så på cykel er man i konstant livsfare. Pas på!

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Det bliver igen noget med musik. Den tidligere The Walkmen-forsanger Hamilton Leithauser, som netop har udsendt en af årets allerbedste plader indenfor den mere alternative rock, kommer på sin første europæiske tour til vinter. Og d. 2 marts spiller han på Kantine am Berghain over i Friedrichshain. Det bliver alle penge værd, er jeg sikker på.

Hvad “rykker” i Berlin lige nu?
For første gang i nyere tid har Berlin pludselig et fodboldhold, der blander sig i toppen. Jeg ved godt, Eisern Union er det fashionable hold at dyrke, og det er da også kultsjovt at se dem ude på deres selvbyggede stadion i skoven ved Köpenick. Men den gode fodbold bliver altså spillet af Hertha BSC, der har sine hjemmekampe i Adolf Hitlers gamle olympiske sportspark fra 1936, Olympia-Stadion, som bare arkitektonisk i sig selv er et besøg værd. Billetterne til Herthas hjemmekampe er til at få fat i, og stemningen på den billige Ostkurve  er forrygende.

jens-unmackJens Unmack, født 1964, er sanger, sangskriver og forsanger i Love Shop, som har en “November Tour” her i 2016, hvor første koncert afvikles på Auster Club i Berlin 3. november. Læs mere om koncerten på dette Facebook-event, hvor der også er link til billetsalg.

Jens Unmacks blog: http://www.jensunmack.dk/

Jens Unmack er her fotograferet i lufthavnsbygningen i Tempelhof. Fotograf: Morten Larsen (Flere billeder på bloggen sticksnsushi.berlin)