Kategoriarkiv: Byliv

Mit Berlin #42: Berlin lokker mig ud i nye sider af mig selv

Kristine Brodam Lorentzen har de seneste tre år boet i Berlin og har lært byen rigtig godt at kende. Fremover deler hun ud af sin viden om og fascination af Berlin og alle dens muligheder til Vild med Berlins følgere.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Første gang jeg var i Berlin, var jeg højgravid og kunne kun lige overskue at opleve byen ved at gå fra bænk til bænk – og heldigvis er der mange parker med bænke i Berlin. Næste gang var jeg på en mission: Vi skulle overbevise vores børn om, at det var en god ide at flytte til Berlin. Så her oplevede jeg Berlin ved at gå fra legeplads til iscafé og videre til legeplads. Heldigvis har Berlin også masser af legepladser.

Da vi så var flyttet herned, og jeg skulle opdage Berlin selv, var mit møde med berlinerne faktisk lidt hårdt. Jeg syntes, de var så sure, bedrevidende og moraliserende. En gang, da jeg støder sammen med en kvinde på vej ud af U-bahn, og jeg automatisk undskylder, kigger hun forurettet på mig og spørger med foragt “Warum entschuldigst du dich”?

Jeg blev ærlig talt paf. Men så forstod jeg. Hvorfor undskylder jeg egentlig? Og lidt efter lidt begyndte jeg at nyde de små skænderier, jeg kan have med berlinerne i løbet af en dag. Diskussionerne om, hvorvidt en har snydt sig foran i køen. Brokkeriet over ventetid. Uenighederne om, hvorvidt jeg er en uansvarlig mor, når jeg cykler med mine børn. Og når man så har udvekslet et par uhøfligheder, kan der ske det – for mig fuldstændigt uforståelige – at personen, du har småskændtes med, åbner op, og vi kan ende med have en helt hyggelig snak.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Dobbeltsidet. Jeg oplever hele tiden nye sider af Berlin, og samtidig har jeg konstant en fornemmelse af at gå glip af noget.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Berlin lokker mig ud i nye sider af mig selv. Og det er let at give plads til alle sider af sig selv i Berlin.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Mit kvarter, Kreuzberg – og lige derefter Neukölln. Her er hipster-bagerier naboer til brune Bierkneiper og arabiske grønthandlere. Her får du de bedste dönere, du finder det bedste loppemarked, og du har de skønneste parker. Her er kort sagt alt, hvad du behøver.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Jeg har så mange! Og jeg vil også skrive løbende om det på Vild med Berlin, men jeg kan nævne et par her. Den bedste restaurantoplevelse, jeg har haft i Berlin, er uden sammenligning Mrs Robinson’s på Pappelallée i Prenzlauer Berg. Jeg drømmer stadig om det blæksprutte-spyd, jeg spiste der for alt for længe siden.

Mine børn elsker Umami på Bergmannstraße i Kreuzberg, og især hvis vi kan få de pladser, hvor man sidder på gulvet og spiser.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Jeg finder guld fra andres gemmer med min ældste på loppemarkedet ved Maybachufer. Jeg spiller bordtennis med min søn, hvis vi kan få plads ved de populære borde. Jeg opdager nye legeplader og nye venner med min yngste. Og vi samles allesammen på Tempelhofer Feld og henter iskolde sodavand fra den nærmeste Späti og spiser take-away, mens vi nyder solnedgangen.

Hyggestund med familien i solnedgangen på Tempelhofer Feld.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Jeg er ret betaget af forladte gamle bygninger. Hvis du også er til det, så find f.eks. en udstilling i en gammel bunker, en tidligere fabrik eller et nedlagt lager – det kunne være Boros Bunker, Alte Müntze eller Kraftwerk Berlin – og nyd både udstillingen og den helt særlige stemning, der i de gamle lokaler. Hvis du er til imposante bygninger, så er Mäusebunkeren lige noget for dig. Bygningens korrekte navn er “Forschungseinrichtung für experimentelle Medizin” og er godt gemt i boligkvarter og bag hegn og træer, men med lidt snilde kan du godt få listet dig tæt nok på til at mærke bygningens imposante karakter.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Cykelstier. Manglen på cykelstier, kvaliteten af cykelstier og alle de ikke-cyklister, der benytter cykelstien. Berlin kunne let være den perfekte cykelby, men der er lidt vej endnu.

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Min ældste glæder sig til, at hun skal høre Beach Bunny på Hole 44, mens de to andre mest glæder sig til, at vi snart skal se Siegfried und Joy, tryllekunstnere og komikere. Jeg glæder mig over, at det lykkedes mig at få billetter til en rundvisning på den nye udstilling på Boros Collection.

Kristine Brodam Lorentzen, født 1978, uddannet cand.scient.pol. og har tidligere arbejdet med politisk kommunikation.

For tre år siden flyttede hun med sin mand og deres tre børn til Berlin. Her er hun i dag hjemmearbejdende som Hausfrau, der sørger for familie og hjem. Kristine har stor kærlighed til Berlin og byens mange tilbud og muligheder.

Du kan følge Kristine på hendes Instagram-profil Hungry Hausfrau.

Dansktegnet museum skal omfavne Anhalter Bahnhof

Skriv et svar

Den internationalt anerkendte arkitekt Dorte Mandrups tegnestue har tegnet Exilmuseum Berlin ved Anhalter Bahnhof. Gæsteskribent Teddy Petersen skriver her om sit møde med det imponerende projekt.

Anhalter Bahnhof er nok en af de største ruiner i Berlin fra 2. verdenskrig – alligevel er den en meget, meget lille del af den internationale banegård, den engang var. I 1929 var der op mod 20.000 passagerer hver dag, under Leipzig-messen næsten 60.000. Under OL i Berlin i 1936 afgik eller ankom et tog hvert andet minut.

Der var forbindelser til Wien, Rom, Marseille, Athen, Napoli med skibsforbindelser videre til Ægypten. I den 34 meter høje, 61 meter brede og 175 meter lange ankomsthal kunne der være op til 40.000 mennesker.

I dag står kun indgangsportalen og en del af den høje gavlmur tilbage. Resten er væk. Hele bygningen, alle skinnerne. Lige bag ruinen ligger en fodboldbane, og bag den rager den teltagtige bygning Tempodromen op med sine hvide spir.

Visualisering af Exilmuseum Berlin, som det vil se ud ved indvielsen i 2025. Venligst stillet til rådighed af Dorte Mandrup A/S ©Mir

Bygningen breder sine arme ud og værner varmt

Jeg cyklede forleden i 30 graders varme rundt på en genopdagelsesrejse i byen efter ikke at have været her siden august sidste år. Og pludselig drejede jeg rundt for at se en udendørs udstilling lige bag den høje ruingavl. Og blev fuldstændig betaget og optaget af det, der mødte mig. Historien – projektet – og den danske arkitekt Dorte Mandrup.

Bygningen står der ikke endnu, men det forventes den at gøre i 2025. Men allerede arkitektens konstruerede billede viser det: Den gamle indgangsportal, den høje mur – og bagved står den nye, endnu større bygning: Exilmuseum Berlin. Den nærmest omfavner ruinen. I ærbødig afstand breder den i en bue sine arme ud og værner varmt.

Det gør den ikke for ruinens skyld. Det er for de mennesker, hvis skæbne er knyttet til netop denne banegård. Mennesker, som rejste efter egen beslutning – i modsætning til de tusinder, der blev deporteret netop fra Anhalter Bahnhof, Det er de jødiske børn, der blev sendt afsted fra 1938 via Holland til en usikker skæbne i England for at beskytte dem mod en sikker skæbne i Tyskland. 1. december 1936 afgik den første Kindertransport med 196 børn – det blev til 10.000 i tiden efter. Fra juni 1942 blev der hæftet et par 3. klasses vogne på morgentoget til Dresden – de næste par år blev næsten 10.000 jøder sendt til koncentrationslejren Theresienstadt.

Indgangsportalen til Anhalter Bahnhof, som den ser ud i dag.

Exilmuseum Berlin vil gøre emnet konkret

Det nye museum skal fortælle om mennesker, der rejste af egen fri vilje. Fra nazisternes magtovertagelse i 1933 og de følgende år forlod de Tyskland, fordi de ikke turde, kunne eller ville blive der. ”Hvorfor endnu et museum med det emne?”, spurgte tidligere forbundspræsident Joachim Gauck, da han præsenterede vinderen af arkitektkonkurrencen i august 2020. Og han leverede selv svaret: ”Det egentlige spørgsmål bør lyde: Hvorfor først nu?”
Med udgangspunkt i byens og banegårdens egen historie vil museet gøre ordet ”eksil” konkret forståeligt. Store tal bliver til konkrete fortællinger. Og museet vil vove at betragte eksilet ikke kun som en historisk, tysk hændelse, men vil ”samtidig åbne vore øjne for eksil-skæbner fra vores egen tid.”

Det fik en ældre tysk mand til at gå i samtale med nogle af museets venner. ”Hvordan kan I kæde eksil sammen med indvandring?” var hans spørgsmål. Selv havde han på grund af sit arbejde boet mange år i Canada, men var nu pensionist i Berlin og nabo til Anhalter Bahnhof. Det kom der en intens, skarp og kultiveret samtale ud af. Vist ikke nogen enighed, men nogle klare bud på definitioner og meningsforskelle.

Einstein, Bauer, Brecht, Brandt …

Og som Nobel-pristager Herta Müller sagde allerede ved prisoverrækkelsen: ”Kernen i museet er vores egen historie om nationalsocialismen, der på kort tid bortjog vore vigtigste kunstnere, vores bedste videnskabsfolk. Men naturligvis peger den tid også på de flygtninge, der kommer til os nu. Desto vigtigere er det også at begribe betydningen, indholdet, i ordet eksil.”

Den aktuelle udstilling om Exilmuseum Berlin ved Anhalter Bahnhof

Nogle af de konkrete fortællinger kender vi, om end ikke altid i denne sammenhæng: fysikeren Albert Einstein; maleren Max Beckmann; juristen Fritz Bauer, der i flere af sine eksilår boede i København; publicisten Hannah Arendt; forfatteren Thomas Mann; Ernst Reuter, senere Berlins første borgmester; dramatikeren Bertolt Brecht, hvis første eksil var i Svendborg; Herbert Frahm, der under sit eksil i Norge tog dæknavnet Willy Brandt og siden blev overborgmester i Berlin og betydningsfuld kansler.

Det danske arkitektfirma, grundlagt i 1999 af Dorte Mandrup selv, har tidligere gjort sig bemærket med skulpturelt prægede byggerier, der har vist en særlig fornemmelse for sted og materialer, som man kan se det på Vadehavscentret i Vester Vedsted syd for Ribe, et af fem byggerier i tilknytning til UNESCOs verdenskulturarv. ”Med byggeriet i Berlin vil vi skabe et sted, der indbyder til refleksioner over og dialog mellem fortid og nutid,” siger hun om Exilmuseum Berlin. ”Det historiske udgangspunkt er ekstra relevant i dag, hvor millioner mennesker er tvunget til at forlade deres hjem, deres dagligdag og deres kultur for at bringe sig i sikkerhed.”

En rejse uden returbillet

Den tyske forfatter og dramatiker Carl Zuckmayer, mest kendt for skuespillet og senere filmen ”Kaptajnen fra Köpenick”, skrev i sine erindringer i 1966 om præcis det samme dilemma:
”Rejsen i eksil er en rejse uden returbillet. Den, der tager afsted med drømmen om at vende hjem, er fortabt. Han kan godt vende hjem – men det sted, der møder ham, er ikke det samme som det, han forlod. Og selv er han heller ikke længere den samme, som tog afsted.”

Læs mere
Exil Museum Berlin: https://stiftung-exilmuseum.berlin/de
Dorte Mandrup A/S: https://www.dortemandrup.dk/work/exile-museum-berlin-germany

Fakta om Anhalter Bahnhof

Ankomsthallen i 1880 – det år, hvor den ny bygning blev taget i brug

Den første del af banegården blev bygget fra 1839, men den fandt sin endelige form i årene 1876-1880 efter tegninger af arkitekten Franz Heinrich Schwechten. Den åbnede 15. juni 1880 med deltagelse af kejseren og kansleren, henholdsvis Wilhelm I og Otto von Bismarck.

Den var på det tidspunkt den største banegård i Tyskland og en imponerende “katedral” med den 175 meter lange og delvis glasoverdækkede ankomsthal. Banegården var før 2. Verdenskrig Tysklands vigtigste station for togforbindelser til Mellem- og Sydtyskland, Østrig, Italien og Grækenland. Under OL i Berlin i 1936 ankom eller afgik et tog fra stationen hvert 2. minut.

Luftbombardementer forårsagede voldsomme ødelæggelser under krigen. I 1959 blev det meste at stationsruinen revet ned, bortset fra dele af indgangsportalen, der siden da har stået som en slags monument.
Kilde: Tysk Wikipedia m.m.

Gæsteskribent Teddy Petersen er journalist og står bl.a. bag den danske udgave af bogen “111 steder i Berlin som du skal se“. Læs mere om Teddy Petersen i blogindlægget “Første gang var dramatisk og overvældende“.

Mit Berlin #41: Byen er overvældende og udfordrende

1 svar

Forfatter Annette Herzog blev født i DDR tæt på Berlin, lige før Muren blev rejst. Hun boede i Prenzlauer Berg, da Muren faldt, og siden 1991 har hun boet i København. Hun har udgivet bogen ”Det der var” om sine 30 år i DDR. I serien ”Mit Berlin” fortæller hun her om sit forhold til byen dengang og i dag – og kommer med tips til gode oplevelser i byen.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?

Jeg voksede op i Großbeeren, en landsby i DDR syd for Berlin. Jeg kunne se Vestberlins høje huse, fordi Muren kun lå tre kilometer fra, hvor vi boede. I dag tager det kun 10 minutter at køre fra Großbeeren til den nærmeste S-togsstation i Berlin, men dengang måtte vi køre i en stor bue uden om Vestberlin for at komme til ”vores”, dvs. Østberlins centrum. Det tog over en time.

Da jeg var lille, midt i 1960’erne, måtte mine forældre vise deres Personalausweis – det tyske identifikationskort – når vi kørte ind til Berlin. Jeg håbede ved disse lejligheder altid at se et sort menneske, som jeg ellers kun kendte fra min billedbog ”Den sorte Bastian”. Men min far fortalte, at der fandtes nogle afrikanere i Berlin, som læste på universitetet. Jeg syntes, det var vildt spændende.

Det var billigt, men tidskrævende og omstændeligt at komme til Berlin med den offentlige transport. Først med bus, så med regionaltog og bagefter med S-tog ind til Centrum. Centrum var for os først og fremmest Alexanderplatz. Når folk havde en aftale, mødtes de altid under Verdensuret.

Prenzlauer Berg sidst i 1987. Annette Herzog har sin tredje søn i maven, til venstre er det Annettes lillesøster Kathrin, til højre er det Johann, den ene af tvillingesønnerne.

Så godt som alle DDR-borgere, der kom på besøg i Berlin, tog også ind til Centrum-Varehus, som var Østberlins største varehus, og som i dag er Galeria Kaufhof. I 1969 blev Fjernsynstårnet ved Alexanderplatz indviet, og vi meget stolte over, at vi nu havde verdens næsthøjeste tårn, kun overgået af fjernsynstårnet i Moskva.

Vi kunne se over til Vestberlin deroppefra, men jeg havde ikke nogen forestilling om den vestlige del af byen. Jeg har stadigvæk en byplan, hvor Vestberlin i bogstavelig forstand er en hvid plet på kortet. Jeg anede ikke, hvor de forskellige bydele lå, og hvad der var karakteristisk for dem.

Et DDR-kort over Berlin. Vestberlin er hvid plet.

Andre steder, vi plejede at besøge i Østberlin, var Monbijoupark og Museumsinsel, Unter den Linden, Friedrichstraße og Karl-Marx-Allee med de imponerende bygninger efter sovjetisk forbillede. Vi holdt også meget af Østberlins store zoo i Berlin Lichtenberg. Den findes stadigvæk, og den kan virkelig anbefales. Også som park i sig selv, fordi der er masser af plads.

Da jeg flyttede til Berlin som ung kvinde, oplevede jeg selvfølgelig byen på en helt anden måde. Vi boede både i Friedrichshain, i Hellersdorf (en af de kæmpe nyoprettede bydele med betonbygninger) og til sidst i Prenzlauer Berg ved Kollwitzplatz. Jeg hadede selvfølgelig Muren, men for at være helt ærlig var halvdelen af byen stor nok. Der foregik mange spændende ting også i Østberlin.

Kollwitzstraße 60 midt i Prenzlauer Berg. Her fik den unge familie med tvillingedrenge i 1987 anvist en lejlighed på 170 kvm på byens bedste adresse, men skulle så til gengæld acceptere, at de boede der, mens den blev totalrenoveret det første år. I 1988 blev familien forøget med endnu en søn, og to måneder før Murens fald kom en datter til verden.

Prenzlauer Berg var et typisk arbejderkvarter med en spændende blanding af studerende, arbejdere, intellektuelle, pensionister, asociale og kunstnere. Bydelen har udviklet sig til en turistmagnet, men den har mistet sin originalitet. De fleste oprindelige beboere blev nødt til at flytte væk derfra, fordi lejlighederne blev for dyre efter murens fald.

Hvilken oplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?

Jeg vil aldrig glemme natten, da muren faldt, og hvor vi efterlod vores børn alene hjemme for at løbe med over og opleve det. Vi regnede jo med, at de ville lukke muren igen.

De næste uger og måneder gik med at udforske Vestberlin, selvom jeg stadig ikke kender den godt. Det første halve år måtte vi benytte de offentlige transportmidler gratis, og jeg satte mig i tilfældige busser for at køre rundt som i en helt fremmed by. En anden stærk oplevelse var at sidde i metroen og køre igennem spøgelsesbanegårdene, dvs. de metrostationer, som var blevet lukket i forbindelsen med murens oprettelse. Togene kørte gennem disse gamle, dårligt oplyste stationer med reklamer og plakater fra 1960’erne. Tiden havde stået stille der i 30 år!

I 1991 flyttede vores familie til København, og der gik ofte mange måneder mellem mine besøg i Berlin. Hver gang jeg kom, var der sket utrolig mange forandringer. De kendte butikker forsvandt og blev erstattet af andre butikker eller af restauranter og værtshuse, men også de skiftede hele tiden navn og ejer. Veje og stationer blev omdøbt, fordi man ikke længere ville have de socialistiske navne. Trafiksystemerne i Øst- og Vestberlin blev sammenlagt, og ruterne skiftede.

Jeg husker, at jeg spurgte efter S-togsstationen Leninallee, som jeg egentlig kendte godt. Folk kiggede underligt på mig. Den hed for længst Landsberger Allee, fandt jeg ud af, og jeg følte mig som en relikt fra en svunden tid. Muren var væk, der blev bygget nyt alle steder, og jeg havde problemer med at orientere mig. Tit var jeg ikke engang sikker på, om jeg befandt mig i det tidligere Øst- eller det tidligere Vestberlin.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?

Jeg har et ambivalent forhold til Berlin. Byen er overvældende, voldsom, spændende, rummelig, udfordrende. Jeg hører hjemme der – og så alligevel ikke. Jeg er berliner, og samtidig er jeg kun på besøg. Jeg spørger mig selv hele tiden, om jeg kunne leve der igen, og det kunne jeg sikkert.

Men byen stresser mig også. Jeg har hele tiden fornemmelsen af at gå glip af noget. Det tager lang tid at komme fra det ene sted til det andet, selvom den offentlige transport fungerer godt. Byen er bare meget stor. Jeg nyder det virkelig, når jeg er der. Men jeg er også glad for at være hjemme i København igen, hvor alting er mere overskuelig.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?

Tag til Wünsdorf syd for Berlin, hvor de gamle bunkeranlæg Maybach 1 og Zeppelin fra 2. verdenskrig og den kolde krig formodentlig vil slå benene væk under dig. Det er et enormt bunkeranlæg med metertykke betonmure, trapper, der fører langt ned under jorden, gammelt kommunikationsudstyr og meget andet. Bunkerne husede den øverste tyske militærkommando i 2. verdenskrig og nazisternes kommunikationscentral. Nogle af bunkerne blev destrueret, men Zeppelin-bunkeren blev frem til Murens fald brugt af den sovjetiske militærledelse i DDR. Man behøver ikke være militærinteresseret for at blive imponeret af denne imponerende tidslomme. Det er muligt at komme ned i bunkerne på guidede ture.

Ikke langt fra bunkerne findes også et militærhistorisk museum om Wünsdorfs 100-årige militærhistorie og om bunkernes historie. Derudover kan jeg absolut anbefale museet Roter Stern med en udstilling om de russiske tropper, om soldaternes hverdag og de usle vilkår, som de levede under, mens de aftjente deres værnepligt i DDR.

Sidst men ikke mindst ligger der nogle velbevarede og usædvanlige civilbunkere i byen. De er ikke underjordiske, men ligner høje hatte og bliver kaldt for ”Spitzbunker” eller ”Betoncigarer” på grund af deres specielle form. De er i flere etager, og man kan komme ind og gå rundt i hvert fald i den ene af dem.

Ellers har Wünsdorf skabt sig et ry som ”bøgernes by”, fordi der er masser af antikvariater, hvor man finder stort set alt. Det tager lidt over en time at komme dertil fra Berlin i regionaltog. Man finder praktiske oplysninger og billeder på hjemmesiden og på Wikipedia.

En ven tog mig engang med til Classic Remise i Wiebestraße 36, en kæmpe udstilling af smukke, klassiske biler i et historisk sporvognsdepot fra ca. 1900. I modsætning til andre bilmuseer er det et levende sted med værksteder, bilbutikker og garager. Bilerne derinde er virkelig flotte, og arkitekturen i det store, smukt restaurerede sporvognsdepot gjorde indtryk på mig. Og så er det oven i købet gratis.

Ellers kan jeg anbefale den jødiske kirkegård i Berlin-Weißensee. Den er magisk. Den kæmpestore botaniske have med de mange glashuse er bestemt også et besøg værd.

Et lille, men udsøgt museum med ekspressionistiske malerier er Brücke-Museum. Det kan kombineres med Kunsthaus Dahlem, som ligger direkte ved siden af.

Brücke Museum i Dahlem. Læs mere om Brücke Museum og Kunsthaus Dahlem i indlægget “Gode oplevelser i udkanten af Berlin“.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?

For mig er det ”ægte Berlin” der, hvor jeg finder den brogede blanding af mennesker, som jeg kender fra Østberlin. Jeg tager til fx Pankow eller Weißensee for at opleve det. Før i tiden var det Prenzlauer Berg, men nu bor der tilflyttere fra Vesttyskland eller fra udlandet med en god økonomi.

De fleste af mine venner, som tidligere boede i Prenzlauer Berg, bor nu i Pankow. Pankow er en grøn bydel med flere store parker. Der er fx en hyggelig udendørs servering midt i Bürgerpark, hvor der også kan være gratis koncerter. Det er skønt at sidde der og se på de helt almindelige folk en sen eftermiddag eller tidlig aften. Det et godt eksempel på noget ”ægte” for mig.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?

Jeg kan godt lide de brede fortove, og at byen er så grøn med så mange træer. Man føler, at man har plads. Jeg elsker også diversiteten og tolerancen, de mange forskellige mennesker fra hele verden og de vildt forskellige bydele. Der er så meget at se og opleve!

Jeg holder også meget af de mange bagerier med gode, tyske kager. Og det store udbud af teatre og museer, mange i verdensklasse. Der er højt til loftet i Berlin, og når jeg fortæller om byen, savner jeg den!

Annette Herzog, født 1960, forfatter til børnebøger, radiohørespil og teatermanuskripter. Hun flyttede til København i 1991 for at genopfriske det danske sprog, som hun er uddannet i som tolk og oversætter på universitetet i Greifswald. Det endte med at familien bosatte sig permanent i Danmark, hvor hun i dag har 10 børnebørn i alderen fra et halvt til 12 år.

Sidste år udkom bogen “På vores side af Muren” på Dansklærerforeningens Forlag. Det er Annette Herzogs erindringer om barndommen i DDR skrevet for børn og unge – henvendt til 6.-9. klasse.

”Det der var – Historier fra den anden side af muren”

udkom også i 2020 og er en erindringsbog om de første 30 år af hendes liv, hvor hun boede i DDR.

Læs her Vild med Berlins omtale af ”Det der var” .

På gyngende gangbroer over vilde kaniner

Skriv et svar

Godt gemt i Volkspark Jungfernheide i Berlin ligger en anderledes forlystelse. En klatrepark, hvor børn og voksne kan udfordre deres højdeskræk oppe under trækronerne.

Af Chris Alban Hansen og Anna Freya Lykkegren, gæsteskribenter (tekst og fotos)

Lige på grænsen mellem lufthavnen Tegel og Charlottenburg Nord gemmer Berlin på en forlystelse for både børn og voksne. Waldhochseilgarten Jungfernheide er navnet på en klatrepark i Volkspark Jungfernheide, der føles mere som en skov end en park.

Klatreparken er ikke synlig ude fra vejen, men går du ind og kigger op i træerne, opdager du pludselig firkantede platforme monteret til træstammerne. Og deroppe balancerer børn og voksne på forhindringer fra det ene træ til det næste i forskellige højder, mens vilde kaniner leder efter føde i skovbunden.

Adgangskrav: 150 cm med strakte arme

Alle over 150 cm, når man står på tæer og med armene strakt i vejret, er velkommne mod entré. Idéen er, at du får udleveret en klatresele, og du skal kunne nå op og låse dig fast i linen over dig, når du klatrer.

Du bliver naturligvis grundigt instrueret og får lov til klatre på prøvebanen 40 cm over jorden, før du slår dig løs på de virkelig udfordringer i trætoppene. Men derefter er du mere eller mindre på egen hånd.

I 2020 var der fire baner til mindre børn og ti baner til store børn og voksne. Antallet og udformningen af banerne kan variere fra år til år, da de jævnligt bygger om eller bygger nyt. Børnebanerne er lige så svære som voksenbanerne, men sikkerhedslinen sidder længere nede, så kortere arme kan nå op.

Voksenbanerne er inddelt efter sværhedsgrader med farver. Den grønne er lettest, og den sorte er sværest. Og det er ikke så meget højden, der er forskellen, som det er forhindringerne. På den grønne bane klatrer du op ad en stige til den første platform, og så går det derudaf på gyngende gangbroer og svævebaner.

Sort bane er for de trænede

På de stigende sværhedsgrader bliver forhindringerne mere ustabile, trapper er erstattet med klatrevægge, eller du må gå i armgang for at komme igennem forhindringerne. Det kræver flere besøg i klatreparken for at komme i form til den sorte bane.

Og for de fleste nybegyndere er der en overvindelse i at kaste sig ud fra en platform og stole på, at sikkerhedsudstyret holder. Det gør det heldigvis. Hver gang. Når først du har spændt dig fast på vej op ad den første trappe, så kommer du ikke ud af sikkerhedslinen, før du er igennem banen og står med fødderne på jorden igen. Og skulle du fortryde halvvejs igennem en bane på grund af angst eller udmattelse, er der trænere og reddere, der får dig sikkert ned på skovbunden igen.

Waldhochseilgarten Jungfernheide ligger uden for centrum, men der er offentlig transport hele vejen. Er du eller dine børn til en anderledes og udfordrende forlystelsespark, er det helt klart turen til en klatrepark i det nordlige Berlin værd.

Læs mere om praktiske oplysninger, booking og billetpriser på Waldhochseilgartens hjemmeside.

Adresse
Waldhochseilgarten Jungfernheide
Heckerdamm 260
13627 Berlin

Link: waldhochseilgarten-jungfernheide.de

– – –

Gæsteskribenterne Chris Alban Hansen og Anna Freya Lykkegren bor i Berlin med deres to børn på 7 og 5 år. Man kan være heldig at møde Anna og Chris som guider hos Berliner Unterwelten, der pga. af det begrænsede antal turister i denne coronatid desværre ikke har dansk-guidede ture for tiden.

Familien har i de seneste måneder kastet sig over farverigt tøjdesign med en butik på nettet: Color the soul. Se også deres side på Instagram.

Som alle andre blogindlæg på Vild med Berlin er heller ikke dette indlæg på nogen måde sponsoreret. Lysten til at dele vores Berlin-begejstring er det, der driver alle skribenter.

Mit Berlin #37: Berlin kryber ind under huden

Skriv et svar

Da først Berlin havde fået status som deres favoritby, var Chris Alban Hansen og hans hustru hurtige til at rykke permanent til byen med deres to små børn. I dag er han guide hos Berliner Unterwelten. Her deler han sin fascination og inspirerer til oplevelser.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg kom første gang til Berlin forholdsvis sent i livet – og sent i forhold til de mange historiske begivenheder, der kom helt ind i dagligstuen, da jeg var barn i 1980’erne. Først i 2014 mærkede jeg Berlin på egen krop og sind, og min mangeårige ulykkelige forelskelse i New York blev endelig brudt.

Berlin er på samme måde som New York en smeltedigel af håbefulde drømmere, der kommer hertil for at prøve lykken, og da min kone og jeg var på ferie i Berlin igen allerede året efter, satte vi os for at flytte hertil. Berlin er trods alt tættere på end New York, som jeg havde brugt ti år på at fantasere om. To år senere gjorde vores livsomstændigheder det muligt for os at rykke familien op og udleve vores drøm.

Berlin er en smeltedigel. Foto: Chris Alban Hansen

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Berlin er en by fuld af muligheder. Man får en smagsprøve på det, når man er turist i byen, men det er kun toppen af isbjerget. Os, som bor her, får de sidste 90 procent med. Her sker altid et eller andet for små, store eller hele familien.

For eksempel har vi spontant været ude og høre avantgarde electronica i en lille sortmalet klub under jernbanen ved Jannovitzbrücke. Har vi lyst til højtlæsning for børn med en farvestrålende dragqueen, så er det en mulighed, og der er altid en workshop eller udflugt, der passer til hver vores interesser.

Indbyggerne skaber byen, og sammen viderefører vi ubevidst den unikke atmosfære. Berlin kryber ind under huden på én, og det er det skønne ved at bo her.

I Berlin kan man tage sine børn med til en dragqueens højtoplæsning. Foto: Chris Alban Hansen

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Da vi lige var kommet hertil, var jeg frygtelig irriteret over, at jeg mange steder ikke kunne betale med kort, og at butikkerne var lukket om søndagen. I virkeligheden er det en vanesag at få handlet om lørdagen. Så længe siden er det heller ikke, at der var søndagslukket i Danmark. Og så har jeg lært det vigtige i at have kontanter i lommen.

De fleste, der arbejder i et serviceerhverv i Berlin, får en løn, som de færreste danskere ville arbejde for. Drikkepenge er nødvendige for at kunne bo og leve i Berlin. Det opdagede jeg, da jeg fandt mig selv i et servicejob, og jeg stikker glædeligt hånden i lommen og giver drikkepenge, når jeg selv er blevet serviceret. Økonomien med drikkepenge er sværere i et kontantløst samfund.

“Trinkgeld, danke!” Foto: Chris Alban Hansen

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke finder på de første 10 sider i turistguiden?
Jeg møder jævnligt danskere, der har været i Berlin mange gange, og som ikke kender Berliner Unterwelten, eller som aldrig har besøgt museet. Måske fordi det ligger i Gesundbrunnen væk fra den store koncentration af attraktioner. Gør dig selv den tjeneste at tage på én af vores ture. Det er et utraditionelt museum med en levende fortælling om de civile berlinere under Anden Verdenskrig, og det ligger kun 10 minutter væk fra Alexanderplatz med U8-toget.

En anden oplevelse, man sjældent finder i turistbrochuren, er Pankeweg. Panke er en mindre flod (danskere vil nok kalde den for en å), og går man fra dens udløb i Spree ved Nordhafen langs åen op til Bürgerpark Pankow, kan man både opleve den vildtvoksende natur, udstillinger med lokale kunstnere ved Panke Culture og Wiesenburg.

Wiesenburg var et spektakulært byggeri, som den legendariske filminstruktør Fritz Lang brugte som kulisse i sin film M fra 1931. Under Anden Verdenskrig producerede tvangsarbejdere våben til nazisterne på Wiesenburg, og i slutningen af krigen blev bygningen bombet. Ruinen efter bombardementet står endnu langs Panke. Turen slutter i Bürgerpark Pankow, hvor det tidligere styre i Østberlin opstillede flere kommunistiske mindesmærker, der stadig pryder parken.

Langs Panke kan man opleve den vilde natur, udstillinger og de kulisser, som Fritz Lang brugte i 1931. Foto: Chris Alban Hansen

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Sporene efter de historiske begivenheder er helt klart dét, der har gjort størst indtryk på mig – helt fra første gang, jeg bevægede mig rundt i Berlin. Mange rædselsfulde ting har fundet sted her, og byen prøver ikke at skjule det.

De mange snublesten vidner om noget af det mest uhyggelige, der er sket. Hele jødiske familier, der er deporteret til Auschwitz, har fået en snublesten, og også små børn der er ombragt i Görden under Aktion T4, fordi de var handicappede.

Og så er der selvfølgelig Berlinmuren, der stadig står helt åbent rundt omkring, men også dukker op i bidder på en kirkegård, i skjul på en overbevokset grund eller på en byggeplads.
Jeg føler mig også heldig, fordi jeg får lov til at holde historien i live om de civile berlinere, der søgte tilflugt i bunkeren under Gesundbrunnen, når jeg er på arbejde i Berliner Unterwelten. Det er en vigtig del af tysk og europæisk historie, som vi skal huske, så det ikke gentager sig.

Berlinmuren møder man i store stykker og mindre bidder rundt omkring. Foto: Chris Alban Hansen

Chris Alban Hansen, født 1974, guide, journalist og medejer af kunstbutik. Har boet i Berlin i to år med hustru og to børn.

Arbejder til dagligt i Berliner Unterwelten som guide på dansk- og engelsksprogede ture. Bruger desuden tiden på at markedsføre og sælge billedkunst, som hustruen Anna Freya har skabt.

Her på Vild med Berlins blog har han tidligere bidraget med indlægget “Sådan kan du bruge en solrig dag i Volkspark Humboldthain“.

8 sommeroplevelser i Berlin 2019

Skriv et svar

Nogle ritualer skal gentages, når man besøger Berlin med jævne mellemrum, men man skal også huske at få nogle nye oplevelser i den by, der har så meget at byde på. Denne to-do-liste for sommeren 2019 fra Lars Friis, den ene af Vild med Berlins redaktører, kan måske inspirere andre.

Fotografi fra udstillingen “Berlin. Die Halbe Hauptstadt”

1. Ost-Berlin. Die halbe Hauptstadt

Nogle spændende udstillinger skal jo nås, mens de er der. Det gælder for eksempel “Øst-Berlin – Den halve hovedstad” i Ephraim Palais i historiske Nikolaiviertel. Den kan besøges frem til 30-årsdagen for Murens fald 9. november og viser billeder, der spejler byen som magtcentrum, socialismens udstillingsvindue og hverdagen i DDR.

Ost-Berlin. Die halbe Hauptstadt
11.maj-9. november 2019
Museum Ephraim-Palais
Poststraße 16, 10178 Berlin

Link til udstillingens hjemmeside

Emil Noldes billede “Die Sünderin” var med på udstillingen, hvor nazisterne gjorde grin med det, de betegnede som “entarterte” kunst, dvs. degenereret, dekadent kunst. Det smertede den overbeviste nazist Emil Nolde. Til højre ses propagandaminister Joseph Goebbels besøge udstillingen i 1937 – med Die Sünderin på væggen (© Nolde Stiftung Seebüll)

2. Emil Nolde

Den begrænsede udstillingstid gælder også Nolde-udstillingen på museet Hamburger Bahnhof. Den viser enestående ekspressionistiske værker af Emil Nolde og kan opleves frem til 15. september. Grundig forskning nuancerer – mildt sagt – hans ry som forfulgt – “entartete” – kunstner og historien om “Ungemalten Bilder“ under nazismen, hvilket udstillingen også beretter om. Læs mere i en artikel fra TV2.

Emil Nolde – Eine deutsche Legende. Der Künstler im Nationalsozialismus
12. april-15. september 2019
Hamburger Bahnhof
Invalidenstraße 50-51, 10557 Berlin

Link til udstillingens hjemmeside

3. Sammlung Boros

En privat kunstsamling er permanent udstillet i en gammel bunker, men man skal være ude i god tid, hvis man skal sikre sig adgang. Den gives kun i form af rundvisninger for mindre grupper på faste tidspunkter, og billetterne er som regel udsolgt mindst en måned i forvejen. Jeg har ikke tidligere planlagt i så god tid, men denne gang blev Boros-billetten sikret allerede tilbage i maj.

Min medredaktør Inge har været der og har skrevet et indlæg om oplevelsen. Hun beretter: ”Under rundvisningerne får man en meget kvalificeret indføring i både de mange kunstværker, der er udstillet i rummene, samt i den gamle bunkers turbulente historie. Bunkeren blev bygget som beskyttelsesbunker under 2. Verdenskrig. Efterfølgende har den både været anvendt som fængsel, som madlager og som avanceret techno/fantasy/fetich-klub. Og sporene fra fortiden er bevaret i mange rum.”

Sammlung Boros
Bunker, Reinhardtstr. 20
10117 Berlin-Mitte
Bestil tid her

4. Zille Museum

En tysk bekendt er vild med Zille Museum, og så er det jo lidt pinligt at indrømme, at man aldrig har været der, når man ret jævnligt farer til Berlin. Så nu skal det være.

Heinrich Zille (1958-1929) var litograf, men ernærede sig i sine sidste leveår ved at illustrere, fotografere og lave karikaturtegninger. Han stod på de fattiges side og beskrev bl.a. de usle vilkår i de berlinske ”Mietkasernen”, hvor den tilvandrende landbefolkning var stuvet sammen i små baggårdslejligheder i de to første årtier af det tyvende århundrede.

Han opnåede stor popularitet, og hans 70-årsdag blev fejret stort i Berlin i januar 1928. Han døde 9. august, dvs. for 90 år siden her i 2019. Det markeres med særudstillingen „Siehe. So leben Menschen”.

Zille Museum
Propststr. 11
10178 Berlin
Link til museet

Spreepark – billede fra 2017 (By A.Savin (Wikimedia Commons · WikiPhotoSpace) – Own work, FAL, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=58430668)

5. Spreepark

De sidste 20 år af DDR’s levetid lå der i Østberlin en stor forlystelsespark med navnet ”Kulturpark Plänterwald”. Det var den eneste af sin art i hele DDR. Efter genforeningen genåbnede parken som ”Spreepark Berlin” med nye attraktioner i 1991 og havde i de første år høje besøgstal. Men da billetprisen blev sat op for at dække store omkostninger, gik det ned ad bakke. I 2001 måtte det private driftsselskab bag parken erklære sig insolvent, og ejeren flyttede til Sydamerika med et par af attraktionerne.

Området har stået forladt lige siden. Mange eventyrere har benyttet sig af huller i hegnet til en lille udflugt blandt de spøgelsesagtige bygninger og mennesketomme forlystelser. Med mellemrum bliver der også arrangeret rundvisninger, og det er en af dem, jeg har sikret mig billetter til. Måske er denne sæson en af de sidste chancer for at besøge resterne af den gamle Spreepark, for Berlins bystyre købte området allerede i 2014, og der drøftes forskellige planer.

Spreepark
Kiehnwerderallee 1-3, Treptow, 12437 Berlin
Book billetter her (5 euro + 1 euro i gebyr)

6. Rummels

Man bliver tørstig af al den kultur, og et ophold i Berlin indebærer for mig næsten altid et besøg i den historiske Prater Biergarten i Prenzlauer Berg. Flere andre steder er blandt mine foretrukne, fx Golgatha, hvis jeg er i Kreuzberg. Den Biergarten ligger lidt gemt i et hjørne af Viktoriapark.

De nyere steder, Klunkerkranich og Holzmarkt, er måske ikke ”ølhaver” i traditionel forstand, men også rigtig gode steder at få slukket tørsten. Førstnævnte med udsigt over hele byen.

I år skal mindst én ny Biergarten opdages, og en ven har givet mig en rigtig god anbefaling af Rummels, der ligger ned til Rummelsburger See – et område, jeg endnu ikke har fået tjekket ud. Rummels skulle være lidt hippieagtigt. Og med et skattekort som vejviser er der nok også lidt sørøver over det.

www.rummels-welt.de

7. Åben tur med en dansk guide

Berlin er vist den eneste storby i hele verden uden for Danmark, hvor man stort set dagligt kan komme på en rundvisning med en dansktalende guide. Det skal man da benytte sig af. Man får altid noget nyt at vide om lokale bydele eller vilkår og skæbner under nazismen og socialismen. Der er adskillige muligheder denne sommer.

Tjek denne oversigt – og kontrollér links til arrangørernes sider mht. ekstra ture eller aflysninger.

8. En spændende restaurant

Streetfood i Markthalle Neun eller en Döner hos Mustafas Gemüsekebap er ofte faste indslag på mine ture til Berlin. Både traditionelle tyske restauranter og gode italienske står også højt på listen. Og asiatiske. Det internationale køkken har bare et ret højt niveau i Berlin – til relativt lave priser. Hvortil selvfølgelig skal lægges de obligatoriske drikkepenge.

I år er jeg blevet inspireret af anbefalinger fra Vild med Berlins følgere på Facebook og tv udsendelsen om Rick Steins gourmet-besøg i Berlin og har bestilt bord på vegetarrestauranten Cookies Cream.

(Læs om oplevelsen her: “En ekskursion i vegetarisk nydelse“)

Cookies Cream
Behrenstraße 55, 10117 Berlin, Tyskland
cookiescream.com

Og så er der alle de pludselige indfald, genbesøg på ”gamle” steder og de oplevelser, man bare falder over. Der er ingen ende på Berlin.

Berlin med børn: De 5 bedste oplevelser

Skriv et svar

Journalist Louise Witt var i foråret 2019 på en familietur til Berlin, hvor hendes tre børn i alderen fra seks til 12 år for første gang oplevede den tyske hovedstad. Læs her om de fem Berlin-oplevelser, som Louises børn syntes var allerbedst – i prioriteret rækkefølge:

#1 Museum für Naturkunde

Wauw!
At stå over for nogle af de største og mest komplette dino-skeletter i verden er en oplevelse, der får én til at tabe kæben – og gør Jurassic Park-filmene meget mere livagtige og skræmmende at se bagefter! Samtidig har museet masser af anden fin formidling om fx vulkaner, meteorer og hele solsystemet.

En ekstra dimension for danske børn er det i øvrigt, at museets T-rex, der er gravet op i Montana, USA, faktisk er havnet i Berlin takket være en dansk forretningsmand, Niels Nielsen, der for et hemmeligt millionbeløb har købt dinoen til forskning og opkaldt den efter sin søn, Tristan. Et must, hvis man er i Berlin med børn.

#2 Loppemarked i Mauerpark

Mauerpark er et tilløbsstykke om søndagen – både loppemarkedet og parken ved siden af.

Ej, hvor var det heldigt, at vores besøg i Berlin faldt på en søndag, så vi fik oplevet det ugentlige loppemarked i Mauerpark, hvor byens dramatiske historie og nutidens kreative byliv smelter sammen i en dejligt utæmmet graffiti-park.

I parken står stadig et langt stykke Berlin-mur, som er alt andet end en beskyttet museumsgenstand – til ungernes store fornøjelse var flere graffiti-malere i gang med at spraye nye motiver.

Nedenfor gik både lokale og turister søndagstur med flettede fingre, barnevogne, børn på løbecykel, medbragt picnickurv til et stop på legepladsen osv. Lydtæppet leverede flere musikere, fx unge fyre med guitar og et kor af piger, der sang noget a la irsk folkemusik. Og der var plads til alle, der havde lyst til at stille sig op og optræde.

På loppemarkedet var både private, som havde ryddet op på loftet og solgte alt fra nips til gammeldags ølkrus med låg, til mindre, kreative virksomheder, der tilbød fx fine emaljerede krus med Fernsehturm-logo.

Indimellem det hele var der små oaser med lækre madboder såsom vegetar-pizzaer, og priserne var meget rimelige priser, fx to euro for en lokal sodavand eller øl. Det var på alle måder en fest for sanserne!

På vej hjemad gik vi i øvrigt forbi mindesmærket Gedänkstätte Berliner Mauer i Bernauer Strasse, hvor byen i sin tid var delt, så boligblokkene lå i øst og fortovet og gaden i vest. På gavlen af et af husene er afbildet den grænsevagt fra øst, der som den første nogensinde sprang ind i friheden i vest og endte som et ikonisk mediebillede. Det var ikke, fordi børnene havde ro til at dvæle her længe, men oplevelsen satte alligevel mange gode snakke i gang bagefter. Tiden med det delte Tyskland blev mere håndgribelig.

#3 Kuplen på Reichstag
Hjemmefra havde vi booket bord i restauranten på toppen af Tysklands Reichstag, så vi kunne spise aftensmad med Berlin for vores fødder. For overhovedet at kunne få et bord skulle vi senest 48 timer inden vores ankomst sende fulde navn og fødselsdato på alle i selskabet, så vi kunne blive sikkerhedstjekket forinden, tænker jeg? Vejen ind var ligesom et sikkerhedstjek i lufthavnen med en tur igennem en metaldetektor og gennemlysning af bagage. Det gav anledning til en fin snak om demokrati, og hvorfor det er vigtigt at passe på.

Inden middagen gik vi en tur op i glaskuplen over rigsdagsbygningen, hvorfra der både er en formidabel udsigt over Berlin og et kig ned i selve rigsdagssalen. Bygningen, som den fremstår i dag, er skabt af arkitekt Norman Foster. Den engelske arkitekt har bibeholdt ydermurene på den gamle bygning fra slutningen af 1800-tallet, men ellers er alt bygget op på ny, ligesom det genforenede Tyskland er en moderne konstruktion inden for en gammel ramme. Kuplen, der ligesom er kronen på værket, minder på sin vist lidt om Olafur Eliassons udgave af regnbuen på toppen af Aros Aarhus Kunstmuseum: Den vil kommunikere et budskab, men er også blot en umiddelbart sanselig oplevelse for alle aldersklasser, ikke mindst når solen farver himlen rosa. Audioguides gav fine informationer om udsigten – dog kun på engelsk, men de største forstod.

#4 “Ham manden, der stod helt bar og kun med en elefantsnabel til at dække tissemanden.”
Den unge fyr nærmest uden tøj på var lidt af et tilløbsstykke en dag, vi gik på pladsen foran Brandenburger Tor, hvor mange stimlede sammen for at se, hvad han havde gang i – efter alt at dømme reklamerede han bare for sine egne SoMe-platforme. Ungerne syntes, det var sindssygt morsomt!

Han står der næppe endnu, men mon ikke der så er nogle andre opsigtsvækkende typer at blive fascineret af? Berlin synes at være fuld af dem: Mennesker, der ikke er bange for at skille sig ud fra mængden. Af samme grund var en tur med U-Bahn også en oplevelse i sig selv.

#5 Holzmarkt ved Spree

På en solskinseftermiddag var Holzmarkt lige ned til floden Spree et genialt sted at hænge ud over snacks og kolde drikke med børnene. Holzmarkt er kreative menneskers bevidste forsøg på at skabe en alternativ landsby i byen i stedet for de kommercielle byrum med erhvervsdomiciler og kendte kædekoncepter, der ofte skyder op, når en by bliver stadig mere populær. Området har lidt samme stemning som en dansk festivalplads. Alle bygningerne har fx ageret lærred for kunstnere og er en oplevelse for øjet. Det 12.000 kvm. store Holzmarkt byder på alskens caféer og udskænkningssteder, fx veganske smoothies og lokale øl. Klientellet er alt fra hipsters til pensionister og børnefamilier, for indimellem borde og bænke er der god plads til, at børn kan rende rundt og lege, fx omkring et vandbassin, i en sandkasse eller på en rutsjebane.

Om gæstebloggeren
Louise Witt er selvstændig journalist og står bag kommunikationsvirksomheden Sort på Witt, hvor hun bl.a. er fast leverandør af artikler til Jyllands-Postens tillæg Bolig. Hun bor i Århus med sin familie.

Følg Louise på hendes Instragram-side Sortpaawitt

Mit Berlin #35: Jeg elsker, at Berlin altid overrasker

2 svar

Efter flere år som rejseblogger og freelance rejsejournalist slog Regitse Cecilie Rosenvinge sig ned i Berlin i 2016. Hun blev hurtigt fascineret af byens iværksætterscene og mange tilbud, og i dag elsker hun byen på grund af dens størrelse, råhed og ægthed. Læs mere om Regitses forhold til Berlin og få nogle af hendes tips til gode oplevelser inden for bl.a. kultur og mad.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Tro det eller ej – jeg var faktisk ikke fan af Berlin, før jeg flyttede hertil. Jeg husker, jeg var her som barn og som teenager, hvor byens puls og ’råhed’ gjorde indtryk på mig, men som voksen var jeg ikke synderlig imponeret. Ironisk nok er de ting, jeg ikke brød mig om førhen, blevet nogle af de elementer, jeg nu sætter pris på ved Berlin! Byen er stor (nogle gange lidt for stor!), men der er charme i at kunne ”gemme sig” i sit kiez og tage en rejse ud i den hektiske storby fra tid til anden. Jeg bor i Prenzlauer Berg, og som så mange andre berlinere kommer jeg sjældent helt til f.eks. Potsdamer Platz eller Brandenburger Tor, da jeg ikke har min daglige gang dér. Når jeg gør, elsker jeg det til gengæld på grund af pulsen, friheden og størrelsen. Det er én af Europas største byer, og det finder jeg stor frihed i, i dag.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Som nævnt har jeg lært at elske Berlin for dens størrelse, råhed og ægthed. Berlin er ikke for sarte sjæle, og der er klart ting, jeg stadig ikke er fan af, men overordnet set er jeg dybt taknemmelig over, at byen har været med til at udvikle mig som menneske. Der er plads til alle typer, meninger og eksistenser, og det betyder blandt andet, at man kan være sig selv 100 procent. Det er en fin tanke, synes jeg.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Her må jeg atter fremhæve frihedsfølelsen, som danner hele eksistensgrundlaget for byen – og har gjort det i hundredvis af år. Berlin er en rebelsk storby med en bagage som ingen andre byer. Det er enormt overvældende at dykke ned i historien, men det skylder man virkelig sig selv, hvis man er vild med byen – eller bare er glad for kultur og historie. Forud for DDR og 2. Verdenskrig var Berlin én af Europas smukkeste byer; en ægte kejserstad, hvilket er svært at forestille sig i dag. Men storheden kan stadig findes enkelte steder, og det er bestemt en del af byens DNA. Det må man ikke glemme. Jeg elsker, at Berlin altid overrasker, hvad enten der er tale om historie, mennesker, muligheder eller mad!

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Jeg bor selv i Prenzlauer Berg med min familie, og det er jeg rigtig glad for på grund af bydelens mange børnevenlige områder og fine initiativer. Det føles virkelig som en by i byen. Jeg synes dog alle kvartererne har hver deres charme. Friedrichshain elsker jeg, når det bliver efterår; der er en helt særlig ’hygge’ i de små gader med caféer og butikker. Kreuzberg byder også på fine steder – især i Bergmannkiez, hvor jeg faktisk startede med at bo, da jeg først flyttede til Berlin.

Hvilke kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Man behøver næppe én specifik kulturoplevelse i en by som Berlin, for hele byen vibrerer af historie; både den spændende og den chokerende. Går man gennem byens gader og stræder, er det en kulturoplevelse i sig selv. Jeg kan dog klart anbefale et besøg i Deutsches Historiches Museum, en lun sommerdag på Spree, søndagsslentretur på Museums Insel og evt. en guidet gå- eller cykeltur i Kreuzberg. Og nå ja – en tur i Rigsdagen er også spændende! Der er generelt mange gode museer i byen, som man med fordel kan bruge en dag på at besøge.

Regitse deler en lang række tips til gode oplevelser i Berlin på sin blog The Copenhagen Traveler, bl.a. inden for mad, hoteller, kultur, men også om f.eks. at være mor til et lille barn i byen.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Jeg har vist mange! I mit eget kiez (Prenzlauer Berg) får man god kaffe hos Kaffee.Bar på Stargarder Strasse, fantastisk cheesecake hos Bekarei og lækker, fransk morgenmad hos Le Midi. To af mine favorit-restauranter er Heimlichtreu og Tim Raue (begge i Mitte). Derudover kan jeg varmt anbefale Du Bonheur på Brunnenstrasse i Mitte – de laver kager, så englene synger! Princess Cheesecake i Mitte er en anden favorit med syndige cheesecakes på menukortet (ja, jeg er stor fan af kage!).
På min blog The Copenhagen Traveler har jeg udgivet et indlæg med en lang liste over mine favoritcaféer og brunch-steder. Den kan man med fordel tjekke ud, hvis man, ligesom jeg, er tilhænger af god morgenmad og hyggelige, små caféer.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Det ’ægte Berlin’ kan for mig lige så vel være en gåtur langs Spree som en solrig sommerdag i Klunkerkranich (ikonisk rooftop-bar i Neukölln). Det smukke ved byen, i mine øjne, er netop, at man selv definerer ’det ægte’. Alle har deres eget forhold til byen, så hvad der er ægte for mig, er ikke nødvendigvis ægte for min nabo. For mig er det området omkring Spree (fra Museumsinsel ned til Kreuzberg), hvor jeg har skabt nogle af mine bedste Berliner-minder. De små caféer omkring Boxhagener Platz i Friedrichshain og hele området omkring Tempelhofer Ufer i Kreuzberg er i denne forbindelse også værd at nævne. Og Tempelhof – den gamle, ikoniske lufthavn, der har været nedlagt siden 2008.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Berlin gemmer på nogle virkelig cool speakeasy-barer, der nærmest er umulige at finde, hvis man ikke lige ved, hvor man skal ringe på! Prinzipal i Kreuzberg og Buck & Breck i Mitte er to af mine favoritter! Det er nærmest som at træde ind i en tidslomme. Det kan godt være, man skal betale lidt mere for en cocktail, men de smager til gengæld fantastisk! Og så er der kun plads til ganske få gæster, hvilket gør oplevelsen ret speciel.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Som mor til en dreng på 14 måneder bliver jeg næsten nødt til at sige storbyens larm og massive trafik. Jeg prøver for så vidt muligt at holde mig væk fra trafikerede områder og knudepunkter, hvis jeg har min søn med, men det er ikke altid muligt. Berlinere kan også være ret kontante, hvilket nemt kan forveksles med uforskammethed, og det er ikke altid lige charmerende.

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Lige p.t. glæder jeg mig allermest til sommer, for sommeren i Berlin kan være magisk! Lune sommeraftener ved Spree, dans og biograf under åben himmel og de hyggelige søndags-loppemarkeder – det er alt sammen noget, jeg ser frem til.

Hvad “rykker” i Berlin lige nu?
Som iværksætter er jeg også en del af hele iværksættermiljøet i byen, og det er enormt spændende (og til tider tidskrævende!). Hvis jeg skal pege på noget, der ”rykker” i øjeblikket, må det være den (fortsatte) udvikling af startup-scenen; de mange initiativer for selvstændige, festivaler, netværks-arrangementer og lignende. Og så er der kommet stort fokus på kvindeligt iværksætteri. Mit kontor er f.eks. i et kontorfællesskab kun for kvinder, og det er ret inspirerende at være en del af!

Regitse Cecilie Rosenvinge, født 1988, iværksætter og rejseblogger. Lancerede i 2014 rejse- og hotelbloggen The Copenhagen Traveler. I dag er bloggen forbundet med et content marketing-bureau for hoteller, Room22. Regitse har også skrevet bogen “Freelancer – En kvindes guide til et succesfuldt freelanceliv”.

Regitse har boet i Berlin siden 2016, hvor hun først boede i Kreuzberg en kort overgang. Siden flyttede hun til Prenzlauer Berg, hvor hun i dag bor med sin partner og deres lille søn.

Mit Berlin #33 – Jeg er den sidste kunstmaler ved Wasserturm

Skriv et svar

Ulrik Møller er en succesfuld, dansk kunstner, der har boet i Berlin de seneste 18 år. Han ærgrer sig over de stigende priser og huslejer, der fortrænger kunstnerspirer og ødelægger det kreative miljø. Til gengæld er han vild med de lune aftener og berlinernes særlige udeliv på de brede fortove.

Hvad fik dig til at flytte til Berlin?
Jeg flyttede fra Fyn til København i 1992. Det år begyndte jeg at male. Indtil da havde jeg udelukkende lavet grafik, men jeg var blevet optaget i Kulturfabrikken – et værkstedshus, som var meget populært. I Kulturfabrikken var der ikke noget grafikværksted. Så tænkte jeg i min sædvanlige naivitet, at så begynder jeg bare at male, for det kan jeg selvfølgelig også. Det kunne jeg bare ikke. Men det danske fodboldlandshold havde vundet europamesterskabet i juni samme år. Når det kunne lade sig gøre, vidste jeg, at alt kunne lade sig gøre. Den sejr var i høj grad med til at inspirere mig.

Den stil, jeg har nu, fandt jeg i løbet af et par år. Jeg snublede ind i det. Jeg ved præcist, hvilket billede det var, hvor jeg tænkte, at der var den så. Det var et billede af Middelgrundsfortet og noget vand.

I midten af 90’erne begyndte mine malerier at komme på gallerier og blive solgt, men jeg fornemmede også, at der i Danmark var et netværk, man ikke bare kunne bryde ind i. Sidst i 90’erne var konceptkunsten på sit højeste. Jeg havde ikke gået på akademiet, malede oliemalerier med landskaber og var alt for uncool.

Så tænkte jeg, at jeg selv måtte gøre noget, hvis jeg skulle finde en vej. Jeg ville være nødt til at tage et andet sted hen og lave mit eget netværk. I første omgang tænkte jeg på London eller Berlin. Og det blev så Berlin.

Inspirationen fra Edward Hopper kommer tydeligt til udtryk i Ulrik Møllers malerier fra mindre provinsbyer. Her er det hjembyen Vester Åby på Fyn.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg var heldig at få Jyllands-Postens legatlejlighed i Berlin i en måned i 1998 og igen i 2000. I anden omgang stod det klart for mig, at det var byen, jeg måtte flytte til. Mulighederne var enorme. Tusindvis af lejligheder stod tomme, og man kunne let få en fireværelses lejlighed med sildebensparket og balkon.

Det var det rene, skære Eldorado. Der var alle de her kvadratmetre, der bare stod og ventede på at blive taget i brug. Helt frem til 2006 var der 50.000 lejligheder, der stod tomme. I dag er det noget, man bare kan drømme om, for derefter kom investorfeberen. Nu er lejlighederne nogenlunde lige så dyre som i København.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Priserne er skruet helt urimeligt op. Nu opererer man kun med priser, som de mere velhavende turister kan betale. Der er restauranter, som jeg tidligere har haft stor glæde af at besøge, men som jeg nu boykotter, fordi de har skruet priserne alt for højt op. Jeg kan se i mit regnskab, at der er priser, der på et år er steget 25 procent. Og det er sket i en periode, hvor der næsten ikke har været inflation. Det betyder, at de lokale stamkunder forsvinder, og så er det kun turister, der kommer der.

Også de elendige forhold for cyklister kan være irriterende. Nogle gange har man det indtryk, at bilisterne ligefrem jager en, når man cykler. Der bliver i hvert fald ikke taget hensyn.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Jeg føler mig hjemme her omkring Wasserturm, men jeg kan ikke sige, at jeg har et yndlingskvarter. Jeg rejser en del i forbindelse med mine udstillinger, og når jeg tager tilbage til barndomshjemmet i Vester Åby på Fyn for at hente inspiration der på egnen, men her i Berlin kommer jeg sjældent uden for det område, hvor jeg bor. Desværre måtte jeg flytte mit atelier til Wedding, så der cykler jeg dagligt til, men det er ikke et sted, jeg derudover har noget forhold til.

Jeg kan ikke engang sige, at Prenzlauer Berg er mit foretrukne kvarter, for det er indsnævret til området lige omkring Wasserturm. Her hilser jeg på og snakker med folk. Desværre er mange kreative mennesker skubbet ud af kvarteret på grund af de stigende huslejer. Jeg møder af og til en ældre tysk skulptør, der bor her endnu, og han kalder mig den sidste kunstmaler her i kvarteret.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
De gode steder vil man jo gerne holde hemmelige, så de ikke bliver overrendt af turister, hæ hæ. Men Jeg holder meget af at komme på Meierei i Kollwitzstraße, som drives af min ekskæreste Sandra. Det er et afslappet sted, hvor der serveres veltilberedte, men uprætentiøse retter til rimelige priser, blandt andet Leberkäse, Spätzle, gullasch, supper, gode pølser, ost – og havregrød.

Meierei, Kollwitzstrasse 42

Når jeg er på arbejde i mit atelier i Wedding, bruger jeg nærmest ”P” som kantine. ”P” står for ”Pfoertner”, altså portner på dansk. Stedet har et usædvanligt godt køkken, der er bredt europæisk og med rimelige priser. En daglig, velsmagende suppe koster 4,50 euro. Det ligger i Uferhallen i Wedding, som er et sted, der huser mange kunstnere. Stedet er desværre opkøbt af investorer, så det lever nok på lånt tid.

Et andet sted er den mellemøstlige Zweistrom på Danziger Strasse. Her har de en rigtig god kebab, som jeg tit køber på vej hjem fra arbejdet.

Schönhauser Allee - maleri ag Ulrik Møller

Ulrik Møllers malerier har ofte landskaber eller mennesketomme landsbyer som motiver, så dette motiv fra Schönhauser Allee i Berlin er lidt atypisk. Han har ikke malet storbymotiver i 15 år. Han siger selv, at han hurtigt bliver træt af at male alle de vinduer.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Brosten, Altbau og brede fortove. Den der summen af menneskers stemmer på de lune aftener. Temperaturen falder ikke på samme, hurtige måde som i Danmark, hvor det hele er tættere på vandet. Når jeg har været ude at rejse, bliver jeg stadigvæk helt eksalteret, når jeg vender tilbage til Berlin.

Ulrik Møller (født 1962) er en dansk kunstmaler, der er inspireret af bl.a. danske L. A. Ring og amerikanske Edward Hopper. Temaerne er moderne menneskers længsel og eksistentielle ensomhed. Han bruger vådt-i-vådt-teknikken på en særlig måde, der giver malerierne et sløret, hemmelighedsfuldt udtryk. ”Et dragende og udefinerbart rum åbner sig for os i Ulrik Møllers værker, og omslutter os som en orienteringsløs kappe. Vi bliver her bevidste om vores egen ensomhed i rummet, og en sitrende og til tider rungende stilhed rammer os,” skriver kunsten.nu i et portræt.

Ulrik Møller havde i 2017 en meget rost solo-udstilling på Brandts 13 i Odense med både malerier og videoinstallationer. På udstillingens hjemmeside kan man stadig se flere eksempler.
Det samme kan man på Ulrik Møllers egen hjemmeside.

Ulrik Møller havde i januar-februar 2019 en soloudstilling hos Galerie MøllerWitt i Århus, hvor titlen ”Love me do” spillede op til Ulrik Møllers kontemplative motiver. Husene her er fra Koldby i Thy.

Birkholms Echo på Faaborg Museum i 2019

Ulrik Møller er medkurator på en udstilling med værker af en række kunstnere, der bor og arbejder i Berlin. Den kan opleves på Faaborg Museum i perioden 14. juni-20. oktober 2019. Udgangspunktet er, at 2019 er 150-året for Faaborg-maleren Jens Birkholms fødsel. Jens Birkholm (1869-1915) boede i Berlin fra 1892-1902 og bevarede efterfølgende en tæt kontakt til byen.

Ulrik Møller er opvokset i Vester Åby kun 10 km fra Faaborg. På “Birkholms Echo” er han repræsenteret med fire malerier, og fra Berlin har han hentet yderlige seks kunstnere til udstillingen, heriblandt den danske kunstnerduo Camilla Sørensen og Greta Christensen, der arbejder sammen om spændende installationer under navnet “Vinyl -Terror & -Horror”.

Læs mere på Faaborg Museums hjemmeside.

Mit Berlin #33: Byen har en helt egen charme

19 svar

Kasper Holmboe er engageret i musicalen Flashdance, der spiller i Berlin frem til jul og igen i april. Han har tidligere boet i byen og glæder sig altid til ture dertil – og til maden i KaDeWe. Her svarer han på spørgsmål i serien ”Mit Berlin”.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg lærte Berlin at kende i Murens tid. Årlige rejser til vores familie, der boede i Vestberlin, gjorde, at vi blev vant til at passere grænsen. Det ændrede dog aldrig på, at Berlin dengang havde noget spændende og måske også frygtindgydende over sig.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Jeg har i to omgange boet i Berlin, 1999 og 2003. Begge gange i cirka et år. Jeg fik aldrig slået rødder, men glæder mig dog hver gang, jeg skal til Hovedstaden. Berlin har en helt egen charme.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Berlin rummer både det normale og lokale liv i bydelene og har samtidig international flair! Selvom Berlin er blevet en metropol, er der plads og muligheder for alle.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Jeg har set mange gode teaterforestillinger og musicals i Berlin. Byen har et helt unikt udbud. Hvis man kan lidt tysk, er der rig mulighed for at få noget ud af en tur i teatret.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Madafdelingen i KaDeWe! Det har været favoritstedet, siden jeg var barn!

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
For mig findes der ikke noget ægte Berlin. Hver bydel har sin charme – eller ingen charme. Ødelæggelserne fra 2. Verdenskrig gjorde, at Berlin måtte finde sig selv igen. Flere bydele er præget af det multikulturelle, andre af DDR-tiden. Nogle bydele har stået stille i mange år. For mig er de alle med til at præge det måske “ægte” Berlin.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Berlinerne er ikke kendt for deres venlighed. Man skal ikke regne med at blive venligt modtaget. Det er lidt irriterende!

Kasper Holmboe, født 1973. Udviklings- og kommunikationschef hos 2entertain Germany i Hamborg. Firmaet står bag opsætningen af musicalen Flashdance, der spiller i Berlin 11.-23. december 2018 og igen 16.-28. april 2019. Danske Gitte Hænning har en mindre, men central, rolle i musicalen, hvor hun har et stort sangnummer og medvirker i flere scener.

Vind billetter til Flashdance
2entertain Germany udlodder 4×2 gratis billetter til Vild med Berlins følgere, nemlig
2×2 billetter i spilleperioden 11.-23. december 2018
2×2 billetter i spilleperioden 16.-28. april 2019

OBS! Vinderne er udlodningen er fundet blandt alle deltagere på bloggens kommentarspor, Facebook eller Instagram:

Henrik Secher Nielsen (Billetter i december)
Ingrid Annette Obdrup (Billetter i december)
Anne Bjerre Rosa (Billetter i april)
Vinni Andersen (Billetter i april)

Vinderne kontaktes direkte.

Her ses Gitte Hænning under prøverne til Flashdance: