Kategoriarkiv: Byliv

Sådan kan du bruge en solrig dag i Volkspark Humboldthain

Pak pølser, grill og badetøj og tag på tur i Volkspark Humboldthain. Parken ligger kun 11 minutter væk med U-Bahn fra Alexanderplatz, og her er oplevelser nok til en hel dag for både børn og voksne.

Der er parker overalt i Berlin, men kun få er en komplet udendørsoplevelse som Volkspark Humboldthain i bydelen Gesundbrunnen.

Den nordlige indgang over jernbanen er en bro med et karakteristisk rødt hegn. (Foto: Chris Alban Hansen)

Parken åbnede oprindeligt i 1876 som en pendant til Volkspark Friedrichshain og havde dengang Berlins første legeplads. Intet er dog som i gamle dage – på godt og ondt.

Om vinteren bliver bunkeren under flaktårnet brugt til at huse flagermus. (Foto: Chris Alban Hansen)

Under Anden Verdenskrig inddrog det tyske militær parken og brugte den som militæranlæg. Nazisterne byggede blandt andet to såkaldte flaktårne, hvor radarer skannede luften for de allieredes bombefly og signalerede til antiluftkanonerne om at skyde dem ned.

Det ene af de to tårne blev sprængt i luften ved krigens afslutning, mens det andet frit kan bestiges. Der er både trapper og en sti derop, så alle kan få et glimt af panoramaudsigten over det nordlige og østlige Berlin fra tårnets top.

Under flaktårnet gemmer sig en velbevaret bunker, der i sommermånederne er åben for rundvisning med Berliner Unterwelten.

Et eventyrligt blomsterhav
Krigen tog hårdt på Volkspark Humboldthain, og parken blev fuldstændig genopbygget i efterkrigstiden. Den oprindelige legeplads findes ikke længere, men der er kommet nye til. Blandt andet en byggelegeplads, som primært er til større børn, der kan klatre højt og ikke er bange for splintre i fingrene.

Er du til nogle finere sanseindtryk, så start din tur i parken fra indgangen overfor Gesundbrunnen Station. Her bliver du først mødt af skråninger med hundredvis af rododendroner i lilla, gule og røde nuancer.

Indgangen overfor Gesundbrunnen station er farvestrålende med de mange rododendroner. (Foto: Chris Alban Hansen)

Bagved skråningerne stod den oprindelige Himmelfartskirke. Efter krigen blev den revet ned, og i stedet blev der anlagt en rosenhave i samme geometri som kirken. Her gror og blomstrer flere end 15.000 roser i 70 sorter, og for enden af rosenhaven kan du gå en eventyrlig tur i pergolaen, hvor blåregn hænger som en lysende aura over dit hoved.

Pergolaen i rosenhaven ser næsten magisk ud, når blåregnen blomstrer. (Foto: Chris Alban Hansen

Rosenhaven er pæn og velplejet, og fornemmelsen af folkets park kommer først, når man træder længere ind i Volkspark Humboldthain. Det er herinde, du finder legepladserne og den store plæne.

Tag en dukkert i sommerbadet
Plænen er midtpunkt for fri aktivitet. Nogle spiller bold, andre slikker sol, og så er dem, der har taget engangsgrillen med, tændt op og frister alle os andre med duften af grillpølser.

Den store plæne kan både bruges til afslapning, grill og boldspil. (Foto: Chris Alban Hansen

Bliver den bagende sol for meget, huser Volkspark Humboldthain også en lille skov, hvor træernes skygge er nådefuld, når luften er over 25 grader. Har du badetøjet med, kan du også blive svalet af i sommerbadet.

Det koster en billet, og så har du adgang til en stor swimmingpool med vandrutsjebane og masser af plads ved siden af vandet til at lade solen tørre dråberne efter svømmeturen. Poolen har et indhegnet område, hvor selv de mindste kan bunde.

Hvis du mangler noget
Det er nemt at komme til Volkspark Humboldthain. Gesundbrunnen Station er knudepunkt for både S-Bahn, U-Bahn og flere buslinjer. Og skulle du mangle badetøj, grillpølser eller solcreme, så ligger indkøbscentret Gesundbrunnen Center med flere butikker og supermarkeder lige ved siden af stationen.

Du kan læse mere om Volkspark Humboldthain her (på tysk).

Der er både sti og trapper til tårnets top, men flaktårnet bliver også flittigt besteget af urban climbers. (Foto: Chris Alban Hansen)

En størknet lavasten er udstillet i parken. Det fremgår ingen steder fra hvilken vulkan, stenen stammer fra.

Indlægget er skrevet af Chris Alban Hansen, der bor i Berlin sammen med sin hustru og deres to børn på 5 og 3 år. På Instagram kan man følge flere af hans indtryk fra livet i Berlin: https://www.instagram.com/chrisalbanhansen/

Færre danskere tager til Berlin

Danskernes fascination af den tyske hovedstad ser ud til at dale. For andet år i træk har der været en nedgang i antallet af danskeres overnatninger på byens hoteller og hostels. Air Berlins konkurs kan være en del af forklaringen.

Ifølge den officielle turiststatistisk var der i 2017 et stort fald i antallet af danske turister i Berlin. I forhold til 2016 havde danskerne ni procent færre overnatninger i byen, og sammenholdt med et lille fald året forinden er det mere end hver 10. danske overnatning, der er forsvundet på to år.

Berlins popularitet blandt ikke-tyskere ser generelt ud til at have toppet. Mens der i løbet af de seneste ti år har været tale om næsten en fordobling af udenlandske turister, faldt antallet af udenlandske overnatninger for første gang i nyere tid med en procent i 2017.

Der er tale om den officielle registrering af overnatninger på hoteller, hostels og campingpladser. Gæsteovernatninger via fx Airbnb og i private lejligheder registreres ikke på samme måde. Men snarere end en forskydning til flere af denne type private overnatninger finder de berlinske turistmyndigheder forklaringen i Air Berlins konkurs i 2017. Den er af Visit Berlin-chefen Burkhard Kieker betegnet som en prop for tilførslen af turister.

Straks efter konkursen i oktober sidste år blev der registreret væsentlig færre flypassagerer i Berlins to lufthavne, og en turistattraktion som Friedrichstadt-Palast solgte 20 procent færre billetter i november og december, rapporterer Berliner Morgenpost.

Tre pladser ned på ranglisten
I forhold til indbyggertal er danskernes stadig det ikke-tyske folkefærd, der er mest tilbøjelig til at overnatte i Berlin, men det relativt store fald i antallet af danske overnatninger betyder, at Danmark rykker nedad på ranglisten over det totale antal gæster, som hvert land årligt sender til Berlin. Trods Danmarks lidenhed lå vi i 2014 på en femteplads, men siden er vi blevet overhalet af først Spanien og derefter af Frankrig. Sidste år var det så Schweiz, der rykkede foran, så Danmark nu er på en 8. plads.

Med til billedet hører, at berlinske cafeer, restauranter og hoteller foreløbig ikke har oplevet voldsomme nedgangstider. Antallet af turister i byen fortsætter nemlig med at vokse og er også samlet set gået lidt frem fra 2016 til 2017. Det skyldes, at antallet af indenlandske gæster, altså borgere fra andre dele af Tyskland, er steget lidt mere end faldet i antallet af gæster fra udlandet, så der samlet set er en lille fremgang på en kvart procent.

Mit Berlin #29: Jeg bliver aldrig træt af at fortælle om Berlin

Efter 12 år i Berlin har Anders K. Jakobsen et indgående kendskab til byen, hvor han i dag arbejder som en populær guide. Her fortæller han om sin passion for byen og deler tips til bl.a. Berlins bedste fish’n’chips-sted og til utraditionelle oplevelser i byen.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg kom til Berlin første gang i 1984 som 19-årig sammen med en kammerat. Vi gik med vores rygsække op ad Karl-Marx-Allee, hvor der var liv i gaden og  varer i butikkerne, hvilket undrede os. Vi havde jo hørt om varemangel.

Derudover var Østberlin især grå mennesker, grå soldater og grå bygninger. Vi så måske også selv noget besynderlige ud. Jeg havde knaldrødt halvlangt hår, klippet så det så ud som David Bowies frisure på coveret til ”Low”, skriggrønne bukser og overdelen fra en gammel damespadseredragt fra 50’erne.

Jeg husker specielt vores besøg i Fjernsynstårnet. Vi sad i restauranten, hvor gulvet kører rundt. Selvfølgelig drak vi russisk champagne, vi havde jo vekslet sort. Kaviar kunne vi desværre ikke få. Der var et par vesttyske endagsbesøgende og en østtysk familie. Og så var der de sovjetiske officerer, vi hele tiden forsøgte at få øjenkontakt med. Som vi sad der i vores underlige kulørte tøj, må de vel nærmest have troet, vi var sindssyge. Der skete ikke noget.

Senere, på bøssebaren Mocca-Bar, som findes den dag i dag, men nu under navnet Besenkammer-Bar, var der en mand, som var meget interesseret i, at vi skulle sende Levi’s-cowboybukser ned til ham. Men da vi så forklarede, at cowboybukser for ”new-romantics” var totalt tabu, gik der med vores gebrokne tysk kludder i kommunikationen.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
I dag har jeg boet 12 år i Berlin sammen med min mand Morten. Det startede med, at vi skulle prøve at bo et år i Berlin, og nu er der som et knips med fingrene gået 12 år.

Det stod klart fra start af, at jeg med min humanistiske uddannelse (jeg er cand. theol.) ville have svært ved at få et rimeligt betalt arbejde. Så jeg valgte at forsøge mig som guide.

Jeg holder meget af Berlin, som jeg betragter som min arbejdsplads. Her er højt til loftet og så mange lag af historie, så mange fortællinger og spændende kvarterer, at jeg aldrig bliver træt af at formidle min viden om Berlin.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Kreuzberg. Her bor jeg, her lever jeg, her føler jeg mig hjemme.

Kreuzberg er et manifest over uafhængighed, individualitet og kunstnerisk kreativitet. Her mødes alle mulige typer med hr. og fru Berlin og hr. og fru Tyrkiet og alle turisterne, der for længst har ”opdaget” området. Men gudskelov er Kreuzberg stadigvæk sig selv, og bydelen har en rig historie: Her blev for eksempel den første funktionsdygtige elektroniske computer opfundet. Så er der også selve ”bjerget” Kreuzberg i Victoriapark. Det er et fantastisk monument til minde om Prøjsens sejre over Napoleon. Det er placeret over en kunstig, hvælvet grotte, hvor der lever flagermus, og på sydsiden gror der vinplanter.

Den kendte Oranienstrasse er stadig stort set den samme gade som for 15 år siden. Og selvom en anden af de kendte gader, Bergmannstrasse, har forandret sig og er blevet gentrificeret, som man siger, er gaden stadigvæk en af mine yndlingsgader med markedshallen, de små butikker, cafeer og restauranter.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
For tiden er jeg ret glad for den gamle markedshal i Moabit, Arminius-Markthalle. Jeg kan efter en guidetur tage derhen blot for at slappe af. Sammen med min gode italienske veninde Simonetta spiser jeg ofte hos ”italieneren” i markedshallen, pasta med muslinger og lammekød med rosmarinkartofler. Der finder man også Berlins bedste Fish’n’chips-sted. Hvis man kommer ved frokosttid på en hverdag, kan man opleve håndværkere, pensionister og alle de ”ægte berlinere”, der handler ind og spiser ved en af madboderne.

Der er også en bedeautomat, der ligner en gammeldags fotoautomat. Man går ind i automaten og sætter sig, trækker forhænget for, kaster en mønt i og vælger mellem for eksempel buddhistisk, katolsk eller muslimsk bøn.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Jeg tager toget eller sporvognen ud til en af de landsbyer, der nu er blevet en del af stor-Berlin, men hvor der kommer få turister. Det kan være Alt-Mariendorf, Lichtenberg eller Wittenau. Rundt om den gamle landsbykirke og stationen er der butikker, restauranter og en berliner-knejpe, hvor indbyggerne mødes. Her er en unik stemning – også selv om jeg ikke selv maser på og går ind i værtshuset, for jeg vil ikke sidde der og være turist og iagttager.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Da jeg som guide holder meget af specialføringer, har jeg efterhånden haft en del utraditionelle ture: For eksempel en sporvognstur til Marzahn i det tidligere Østberlin, hvor man undervejs kan gøre holdt ved de store vietnamesiske Dong Xuan-markedshaller.

Når man kommer til Marzahn, skal man søge ned til den oprindelige landsby Dorf Marzahn. Kirken og de gamle huse omkring landsbyens gamle fællesområde er stadigvæk bevaret. De gamle landbrugsredskaber er efterladt efter landbyens sidste høst i 1977 og ligger nu i en indhegning, og på en bakkekam står den genopførte gamle mølle. Hos landsbyens slagter kan man – med udsigt til en absurd udsmykning – nyde traditionelle berlinske retter som bouletten (frikadeller) med rødkål og schnitzel med agurkesalat.

Hele landsbyen er tæt omringet af de mange højhuse, der tilsammen udgjorde DDR-regimets største byggeprojekt. De står som gigantiske kulisser, der overskygger den gamle landsby og på godt og ondt illustrerer den kommunistiske utopi om et nyt og bedre liv.

Ikke langt fra Dorf Marzahn kan man besøge Gärten der Welt, en park med haveanlæg fra forskellige steder i verden, blandt andre en japansk, en engelsk, en kinesisk og en indonesisk have. Fra Gärten der Welt er det muligt at tage en svævebane til Kienberg, et ”bjerg” med en udsigtsplatform, hvor man fra oven kan se ud over hele området.

Anders K. Jakobsen har boet 12 år i Berlin og arbejder i dag som guide i byen.

Anders K. Jakobsen (født 1965) er cand. theol. fra Københavns Universitet. I Berlin har han taget en særuddannelse på halvandet år som guide med speciale i Berlin. Derudover er han officiel guide i Sachsenhausen-koncentrationslejren, han guider på Olympia-Stadion, og han har licens til at guide på Berlins statslige museer.

Anders guider og tilrettelægger ture for private, for institutioner og for firmaer, der besøger Berlin. Du kan få inspiration til ture på hans hjemmeside, men derudover tilrettelægger han gerne skræddersyede og individuelle ture, der passer lige netop til dig og din gruppe: www.andersguideberlin.de

Eller skriv direkte til Anders: jakobsenanders@yahoo.dk eller ring 0049 176 3807 9802.

Mit Berlin #28: Byen er både hjemlig og international

Anne Lubbe og hendes familie rykkede til Berlin for halvandet år siden. De nyder hverdagslivet i Friedrichshain og byens mangfoldighed af oplevelser. Hun har også et par anbefalinger til både børn og voksne.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Det var som barn kort efter Murens fald. Jeg husker det som stort og spændende med tydelige spor af den fysiske deling af øst og vest, der gjorde indtryk. Min far og hans halvbror voksede op i hver deres del af Tyskland, så som barn havde jeg en ret håndgribelig forståelse af øst-vest problematikken. Det var også en ret turistet oplevelse, hvor vi boede tæt på Kurfürstendamm og så de klassiske sights, så på den måde var mit første indtryk meget forskelligt fra det Berlin, jeg oplever i min hverdag i dag.

Øst-vest skellet lever dog stadig, selv i den generation, der faktisk er født efter Murens fald. Det kan være små ting, som hvordan man siger klokken. Eksempelvis hedder 15.45 “viertel vor vier” på vesttysk og “dreiviertel vier” på østtysk.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Berlin er for mig både hjemlig-tysk (jeg er opvokset i Nordtyskland) og samtidig overraskende international. Mange steder i Friedrichshains caféer og restauranter taler de ansatte knap nok tysk. På min arbejdsplads som kommunikationsansvarlig i Right People Group er vores hovedsprog også engelsk, fordi vores team er fra seks forskellige nationer, og i vores boligkarré er beboersammensætningen endnu mere mangfoldig.

Det er fedt, og jeg kan godt forstå, at Berlin er et trækplaster for Europas unge – der er spændende karrieremuligheder – ikke mindst inden for tech-branchen – og mulighed for en høj livskvalitet på grund af det rige udbud af oplevelser, en afslappet stemning og et lavt prisniveau.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Et stort indtryk – i hvert fald på mine drenge på 3 og 6 – gør den kæmpe dinosaur på Naturhistorisches Museum.

For mit eget vedkommende var Teufelsberg en stor oplevelse. ”Djævlebjerget” er en 120 meter høj kunstig bakke i den vestlige del af Berlin, hvorfra man i den kolde krig aflyttede fjenden mod øst. I dag kan man komme op i den nedlagte aflytningspost, som giver et vildt ekko og skue ud over Grunewald. Man kan også se en udstilling om historikken bag og ikke mindst en masse grafittikunst.

Har du en yndlingscafe og/eller -restaurant i Berlin?
Berlin har jo et absurd antal billige restaurationer, så man har virkelig ”die Qual der Wahl”. Vi spiser meget mere ude, end vi gjorde i Danmark – også fordi det er så afslappet, at man ikke får koldsved af at have børn med. Jeg er glad for koreansk mad, som man mærkeligt nok ikke finder så meget i Danmark, og kan anbefale det lille sted Seoul Kitchen på Warschauer Strasse. Her kan man kan få en god Bibimbap (en koreansk hverdagsklassiker) eller grille direkte ved bordet. Deres sushi er også lækker, men husk at bestille bord – stedet er lille og populært.

Bagefter kan man tage en drink eller kaffe lidt længere oppe ad gaden i den chillede lounge på Michelberger Hotel, som for øvrigt også har en god restaurant med fokus på lokale og økologiske råvarer. Hvis det skal være finere cuisine, så prøv Michelin-restauranten Richard på Köpenicker Strasse.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
For mig er der ikke ét ægte Berlin. Det er en del af charmen ved byen, at den er så alsidig, og at man har forskellige byer i byen. Berlin spreder sig over et stort areal, og i praksis lever berlinere livet meget i deres eget hood eller ”Kiez”.

For mit vedkommende er det Friedrichshain, og jeg elsker de små gader omkring Boxhagener Platz, hvor der er masser af caféer, butikker og restauranter af den ukommercielle slags. Lørdag er der marked og søndag loppemarked, som giver ekstra liv, og som børnefamilie er det oplagt at få en god baristakaffe på en bænk, mens børnene leger på trælegepladsen midt på Boxi.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Hvis man gerne vil lidt ud af byen, så tag mod øst til Treptower Park, hvor det pompøse, sovjetiske mindesmærke helt sikkert er et besøg værd. Parken ligger helt ned til Spree, hvor der er madboder, mulighed for at hoppe på diverse havnerundfarter eller leje sin egen båd lidt længere ude.

Her kan man også gå over broen til ”Insel der Liebe” eller fortsætte helt ud til Spreepark, Østberlins svar på Bakken, som p.t. ligger øde hen, næsten som i en gyserfilm.

En guidet tur i den nu nedlagte Tempelhof lufthavn er også en oplevelse, hvis man interesserer sig for historie og/eller arkitektur. Bagefter kan man tage ud på Tempelhofer Feld, der efter sigende er Europas største park.

Ankomsthallen i den nedlagte lufthavn Tempelhof

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Når man har boet i København i mange år, er det svært at være glad for Berlins cykelforhold. Nettet af cykelstier er meget langt fra sømløst, og de andre trafikanter er stadig ikke vant til at tage hensyn til de tohjulede. Det er en nervepirrende oplevelse, ikke mindst når man cykler med børn.

Hvad Berlin (i hvert fald Friedrichshain og Kreuzberg) ikke har i cykelinfrastruktur, har byen til gengæld i hundelort på fortovene, så Vorsicht!

Hvad “rykker” i Berlin lige nu?
Holzmarkt er et fedt sted med mange initiativer. I december var der fx julemarked, og der er netop åbnet en musikskole. Holzmarkt ligger meget tæt på Ostbahnhof og er oplagt at kombinere med et kig på murkunstværkerne ved East Side Gallery. Det ligger lige ned til Spree og har den der afslappede Berlin-stemning, som får pulsen ned og hyggen op. Stedet er vokset over de sidste mange år, men åbnede først officielt i maj 2017. Det er et hyggeligt sted for både børn og voksne og byder på alt fra trampolinspring, pizza og børnekoncerter til yogatimer og vinbutik.

Anne Lubbe har boet i Berlin siden august 2016, hvor hun sammen med sin mand og to børn flyttede fra København til Friedrichshain og forlod Udenrigsministeriet i København til fordel for en stilling som kommunikationsansvarlig i freelance-IT-konsulenthuset Right People Group.

Right People er oprindelig et dansk konsulenthus, men har valgt Berlin som base for en europæisk satsning. P.t. har virksomheden medarbejdere fra Norge, Sverige, Tyskland, Holland og Frankrig, der alle arbejder fra kontoret i Berlin.

Anne er opvokset i det danske mindretal i Sydslesvig, men har boet studeret og arbejdet i Århus, Paris og København, siden hun blev student fra Duborg Skolen i 1998.

Mit Berlin #27: Jeg elsker Berlins ikke-rytme!

Jørgen Smidstrup bruger mange – og modsætningsfyldte – tillægsord, når han beskriver det mangfoldige Berlin, hvor han har boet og arbejdet de seneste seks år. Hans svar på Vild med Berlins spørgsmål rummer stribevis af anbefalinger.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Det bedste er, at byen er så stor, at der bor så mange mennesker i den, mange forskellige, skønne mennesker. At byen er smuk, livlig, kreativ, innovativ og grøn samtidig med, at den er larmende, grim, underlig og gammeldags. Jeg elsker, at berlinerne bruger byen, også når de er blevet ældre. At man stadig går på café, på restaurant og til koncerter, selv om man har passeret de 60 år – og at man kan blive betjent af tjenere, der er ældre end en selv.

Jeg elsker Berlins rytme – eller ikke-rytme! Det er som om, den aldrig er helt konstant. Man kan gøre hvad man vil, stort set på alle tider af døgnet. Det er meget inspirerende for mig. Jeg kan stå tidligt op for at arbejde, jeg kan arbejde til sent, jeg kan få frühstück på en kaffebar indtil klokken 18, jeg kan holde pauser og bruge byens åndehuller, når jeg vil – og jeg kan gå på restaurant kl. 23.30 og få et godt måltid mad, hvis det passer min rytme lige netop den dag.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Det er Kreuzberg, har boet her de sidste seks år. Først i Bergmannkiez og nu i SO36. To meget forskellige dele af Kreuzberg. Det blev mit ’hood’ ved en tilfældighed. Syntes egentlig, at det var lidt skramlet, lidt utilnærmeligt, ikke særligt charmerende, da jeg flyttede hertil, og det er vel på mange måder sandt … Men Kreuzberg vokser på én, og der er utroligt mange søde mennesker her.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Den allerstørste oplevelse var en Tom Waits-koncert i Theater des Westens, lang tid før jeg flyttede til byen. Det var magisk! Siden har utallige kunstudstillinger som fx William Kentridge på Martin Gropius Bau, David Bowie og Olafur Eliasson på samme sted, mange besøg på den private kunstsamling Sammlung Hoffmann, utallige besøg i Bauhaus-Archiv, fede fotoudstillinger fx Sebastiao Salgado, Anton Corbijn eller Josef Koudelka på C/O Berlin, blændende jazz-koncerter på især A-Trane, print-udstillinger hos Supalife Kiosk, udstillinger i me collectors room og meget mere gjort livet i byen til en fest.

Har du en yndlingsrestaurant i Berlin?
Jamen, jeg har jo en masse – de fleste er italienske. Det er der, hvor jeg føler mig hjemme og godt tilpas, fx hos Maselli, Lamuri, Osteria Sippi, Der Goldene Hahn, Gallina Vineria Bar, alle i Kreuzberg, Salumeria da Pino i Charlottenburg, La Premiatta Ditta og Muret la Barba i Mitte. Har fornylig også fundet en vidunderlig italiensk restaurant i Friedrichshain: Da Dino.

Når det skal være andet end italiensk, så bliver det ofte den lokale franske Chez Michel, ligeledes franske Le Saint Amour, vietnamesiske Miss Saigon, katalanske Mariona og selvfølgelig Big Stuff Smoked BBQ i Markthalle Neun – og min yndlings-sent-om-aftenen-restaurant er Gorgonzola Club i Kreuzberg. Maden er ok, stemningen skøn og den selvfølgelige attitude fra mama, når man træder ind ad døren sent og spørger om et bord, er lige min stil.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Mit ’ægte’ Berlin er en dag uden dagsorden. En lørdag, hvor kæresten og jeg sætter os på cyklen midt på formiddagen, helst i solskin, og først kommer hjem meget sent på aftenen eller kommer hjem lidt før med en indkøbspose med friske grøntsager, en hel kanin, et glas frisk sennep og en god flaske Spätburgunder og laver mad til os selv og måske et par gæster, vi har inviteret undervejs på turen.

På turen har vi sikkert først besøgt kaffebaren Kiezeklein og så videre til farmer-markedet på Südstern, kafferisteriet Blaue Bohne i Friedrichshain, markedet i Markthalle Neun, talt med venner, producenter og forhandlere, siddet på en bænk i en af byens mange skønne parker og talt sammen. Det kunne være Tempelhof, Gleisdreieck eller kirkegården ved Bergmannstrasse – og nok også været forbi en vinbar. Det kunne være Not Only Riesling, Suff i Markthalle Neun, Gallina Vineria lige over for markedet, Altrovine i Grimmstrasse eller Otto Rink i Dresdener Strasse.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Hmmm. Altså jeg elsker Berlin! Det irriterer mig, at priserne stiger så meget. Det gør mig ked af det, at huslejepriserne ryger i vejret, som de gør lige nu. Jeg kan mærke, at det begynder at gå ud over det kreative og det umiddelbare – den spontane iværksætter-energi får en hård medfart for tiden. Flere steder må lukke igen, fordi huslejen stiger, og de små kreative business-ideer får derfor ikke så lang tid til at slå rødder og senere blomstre.

Det bekymrer mig, hvad det gør ved den kunst- og kulturscene, ved den mad- og start-up-scene, der i så høj grad præger byen og trækker spændende, idé-rige og virkelystne mennesker til byen.

Både som privatpersoner og når vi arrangerer ture for gæster og besøgende i Berlin, har vi et princip om ’give something back’. Vi bruger ikke bare byen – hvis vi bliver fascineret eller inspireret, hvis vi bliver glædeligt overrasket over noget, hvis vi føler at vi får noget – forsøger vi altid at give mindst det samme tilbage. At deltage og bidrage, at sætte os ind i sammenhænge, at forsøge at inspirere ’tilbage’ igen.

Når jeg oplever, at byens besøgende, byens turister bare bruger byen uden at bidrage eller gå i dialog – og efterlader de lokale med en dårlig oplevelse og en hovedrysten, irriterer det mig meget.

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Jeg glæder mig helt vildt til koncerter med Herbie Hancock i november og til Cigarettes After Sex i december – og så glæder jeg mig til at holde juleferie; få gæster, spise mad, snakke sammen, gå ture, gå på museer og se, hvad der dukker op på ’kultur-fronten’.

Jørgen Smidstrup aka CamilloJørgen Smidstrup, aka Camillo, født 1960, driver design- og kommunikationsfirmaet Lower East og studiet Lower East Lab i Kreuzberg sammen med partneren Helle Marietta. Arrangerer Urban Safaris og guidede tours i Berlin – og er ’con amore’-chef i Camillos Køkken. Har netop skrevet kogebogen ’Mad, der får folk til at tale sammen. Camillos Køkken’, der er skabt i Lower East Lab.

Der er bogreception på “Mad, der får folk til at tale sammen“ i Lower East Lab, Waldemarstrasse 38, onsdag 15. november, fra kl. 17 til 19

lowereastlab.de

camilloskitchen.com

Fotocredit: Malthe Ivarsson

Camillo i køkkenet

Hippe steder under åben himmel i Berlin

Den varme sæson kan være ret lang i Berlin. Hygge og selskabelighed foregår derfor ofte udendørs. Her er et par steder, der er lidt skæve og afslappede.

”Er der nogle nye steder, hvor man kan sidde udenfor med lidt vin eller øl og måske lidt at spise i en afslappet stemning.” Hvis man har signaleret et Berlin-kendskab lidt over det gennemsnitlige, får man ofte den slags spørgsmål, når vennerne planlægger en tur til den tyske hovedstad. Udendørs hygge er da også indbegrebet af et Berlin-besøg.

Vi får også jævnligt spørgsmålet på Vild med Berlins Facebook-side. Det er meget naturligt, for når det handler om hippe ”hænge ud-steder” er Berlin hele tiden i tiden i forandring. Dette indlæg er derfor også tænkt som et dynamisk dokument, som du kan hjælpe med at vedligeholde. Har du gode ideer, må du gerne tilføje dem som kommentar herunder. Det handler om nyere steder, gerne lidt skæve – og altså udendørs.

Lige nu er der to steder, vi ofte nævner, når vi bliver spurgt:

Holzmarkt Berlin

Holzmarkt
Tidligere i 2017 lignede det en byggelegeplads, men efterhånden er der lidt mere stil over området, der ligger lige ned til Spree i det sydvestlige hjørne af Friedrichshain, tæt på Ostbahnhof. Med en udbredt anvendelse af genbrugsvinduer, gamle mursten og kasserede brædder giver stedet stadig det lidt ”trashede” indtryk, men der er også rejst nye og moderne bygninger og en fin restaurant på området.

Holzmarkt i Berlin ligger helt ned til Spree

Stedet er ejet af tidligere klubejere, der har fået hjælp af schweizisk kapital, og initiativet skulle angiveligt være taget i protest mod, at det tidligere ingenmandsland langs Spree efterhånden var plastret til med dyre og kedelige boligblokke og forretningsejendomme. Forskellige typer af virksomheder, restaurationer og forretninger inden for fødevarer og udskænkning har så lejet sig ind.

Hippe Holzmarkt Gebäude

Kedeligt er området bestemt ikke. Selv de nye bygninger har former og farver, der skiller sig ud. Også stedets gæster er meget forskellige. Unge, børnefamilier og ældre i afslappet stil, som sidder på træbænke og drikker øl, og festklædte grupper, der er dresset op til middag i den eksklusive restaurant Katerschmaus.

Holzmarkt Pizza

Flere hundrede skulle være ansat til at betjene de mange gæster på 12.000 kvadratmetre store område, hvor der det meste af tiden er der god plads. Især i dagtimerne, hvor der som regel er stille og roligt. Man kan sagtens bruge timer på at sidde og hvile fødderne med en flaske vin, hvortil de venlige indehavere af stedets lille vinbutik gerne udlåner en vinkøler med is.

Om aftenen er der ofte livemusik og DJ’s.

Adressen er Holzmarktstraße 25, 10243 Berlin.
www.holzmarkt.com

Klunkerkranich
”Kulturtaghaven over Neukölln” kalder de sig selv, og i det ellers flade Berlin er det noget så sjældent som et hænge ud-sted med udsigt. Stedet har nogle år på bagen, men selv blandt dem, der jævnligt besøger byen, er der mange, der ikke kender det. Det gemmer sig da også godt af vejen på øverste etage af Neukölln Arkaden.

Man kommer nemmest derop ved at tage elevatoren så langt op, man kan komme. Så ankommer man til et parkeringsdæk med biler, og første gang tror man, at man er gået forkert. Kig op under loftet, hvor der nok stadig hænger et undseeligt skilt med en pil til venstre og ordet ”Klunkerkranich”. Følg pilen og gå det sidste stykke op af en kørerampe, som ikke længere bliver benyttet af biler.

Oppe under åben himmel åbenbarer der sig en lille oase, hvortil der nogle gange tages entré, men så er det blot et par symbolske euro.

Hippe Klunkerkranich

Steder byder på et større udvalg af øl, vin og andre drikke – og en forrygende udsigt. Man kan også købe udmærket og billig mad. På stedets Facebook-side bliver der ofte reklameret for nye retter på menukortet.

Standkorb KlunkerkranichEn stor sandkasse og legeredskaber gør stedet meget velegnet for børnefamilier. Blæsevejr kan være en udfordring, men der er mange muligheder for at finde læ.

Kaprer man en af de typiske, tyske strandstole og drejer den mod solen, er det et glimrende sted for en lille morfar.

På sommeraftener er stedet livligt både før og efter solnedgang.

Adressen er Karl-Marx-Straße 66, 12043 Berlin. Lige ved U-Bahnstationen Rathaus Neukölln.
www.klunkerkranich.de/

 

Mit Berlin #26: Byen sænker pulsen og tænder for de store følelser

Jesper Clemmensen har nu skrevet to bøger om DDR-flygtninge og deres hjælpere. Den seneste handler især om Berlin, som han besøger flere gange om året for at nyde den uhøjtidelige atmosfære midt i verdenshistoriens centrum. Her svarer han på fem spørgsmål om sit forhold til byen.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Alvor. Og den helt konkrete fornemmelse af en delt by med en farlig grænse. Lang ventetid ved kontrolområdet i Østberlin, mens vagterne fjernede lofterne i toget og gennemlyste hulrummene. Udenfor snusede schæferhunde rundt under vognene, og indenfor tjekkede en mand i uniform vores helt nye pas. Mit første stempel i mit første pas blev et DDR-stempel. Det var i pinsen, 1989. Vi skulle til fodboldstævne i Tiergarten. Vores træner fortalte os, at vagterne ledte efter flygtninge. Flygtninge? Hvorfor? Så fortsatte vi til Vestberlin og spillede kampe på indhegnet kunstgræs. Vi tabte vist nok dem alle. Jeg var indkvarteret hos Sven, som var enebarn. Hans far havde en stor Mercedes, der stod i en parkeringskælder. Kenneth boede hos nogle tyrkere, der ville ham det bedste og derfor serverede pommes frites til morgenmad. Vi andre var dybt misundelige. Berlin var en kæmpe oplevelse for os lollandske fodbolddrenge. På Potsdamer Platz kiggede vi ind i ingenmandsland, fik taget gruppebilleder foran Muren og købte fodboldflag i souvenirbiksen. Fire år senere købte jeg et stykke af Muren – angiveligt et stykke af Muren – samme sted.Foran Berlinmuren i 1989

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
At du i det ene øjeblik slapper af i en uhøjtidelig atmosfære og i det næste befinder dig et sted, hvor vigtig verdenshistorie har udspillet sig. Berlin kan både sænke min puls og tænde for de store følelser. Oveni det kommer, at byen er helt utrolig børnevenlig – den perfekte metropol til en familieferie.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
”Kreuzkölln”. Måske også fordi, det er det seneste sted, hvor jeg er gået på opdagelse. Et virkelig spraglet stykke Berlin. I forbindelse med researchen til min bog om flugthjælperne gik jeg en del rundt i Kreuzberg og Neukölln, langs kanalen. Skøn stemning på sommeraftenerne, hvor de lokale trækker ud til forskellige aktiviteter. Når vejret er godt, kan jeg også sagtens tilbringe en hel aften på græsset, ude for enden af landingsbanen på Tempelhof – det ærgrer mig, at jeg aldrig nåede take off eller landing i THF, inden den lukkede.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Jeg aflægger næsten altid et besøg på Ständige Vertretung ved Friedrichstrasse. Her kommer en skønsom blanding af embedsfolk med opsmøgede skjorteærmer og turister i regnfrakker. Stedet har en forfærdelig akustik og virker ret hektisk, men vinder på sit traditionelle tyske køkken, Kölsch-øllene og de utallige fotos fra nyere, tysk historie, der fylder væggene.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Sidste år besøgte jeg for første gang det kæmpestore sovjetiske mindesmærke ved Treptower Park. Det blev en ret stærk og bevægende påmindelse om, at russerne også ofrede stort i kampen mod Hitlers rædselsregime. Og alligevel efterlod stedet en sær bismag, fordi du vandrer rundt i Stalin-citater og med bevidstheden om, at kommunisterne kun i kort tid var good guys. Mindesmærket Plötzensee ligger et godt stykke fra alfarvej i Berlin, men er bestemt også et besøg værd. Her henrettede nazisterne mange af deres modstandere, og omfanget af uhyrlighederne fortælles med overvældende effekt. Det bliver hurtigt konkret, når du står ved jernsvellen i det lille rum, hvor diktaturets fjender blev stranguleret. Hvis tiden er til det, kan det godt betale sig at køre et stykke udenfor byen for at besøge Wandlitz. Derude – i en skovudstykning og afskærmet fra den almindelige befolkning – boede DDR-spidserne indtil Murens fald. Villaerne er i dag rekreationsboliger, men der er fri adgang til området. Wandlitz er en interessant tilføjelse, når du har været i Hohenschönhausen, på Stasi- og DDR-museet.

Jesper Clemmensen, forfatter til Skyggemand om DDR-flygtninge og deres hjælpereJesper Clemmensen, født 1975, er uddannet journalist. Opvokset på Lolland-Falster, bosiddende på Amager.

Forfatter til de dokumentariske bøger ”Flugtrute: Østersøen” (2012) om DDR-flygtninge og ”Skyggemand” (2017) om danske og vestberlinske flugthjælpere.

Han arbejder til daglig som tv-tilrettelægger, pt. på DR. Kommer til Berlin to-tre gange om året.

 

Mit Berlin #25: Det ægte Berlin finder jeg, hvor caféen ikke er småbaldret, fordi det er chikt

Forfatter og illustrator Boris Boll-Johansen har boet i Berlin siden 2005 og skriver om sine oplevelser i byen på Bolls Berlinerblog. Som gæsteblogger på Vild med Berlin fortæller han bl.a. om sine første indtryk af byen og om oplevelserne med yndlingsklubben Hertha Berlin.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg var 13 år gammel, og min mor syntes, jeg skulle opleve Vestberlin. Så vi tog derned sammen, bare hende og jeg, på en forlænget weekend i løbet af foråret. Vi plejede egentlig at rejse over til min mormor og morfar i Herning, når der var plads i kalenderen, men er du gal, hvor er jeg glad for, i dag, at hun besluttede sig for, at vi dette forår skulle prøve noget andet.

Vi tog toget fra København og kørte således over Gedser-Warnemünde og derfra igennem DDR til Vestberlin. I Warnemünde oplevede jeg så grænsevagternes gennemsøgning af toget og den trykkede stilhed i det, mens de gjorde det. Sådan noget glemmer man ikke lige.

Fra Vestberlin tog vi en dag turen til Check Point Charlie og ind i Østberlin, bare en sviptur, og min mor købte klassiske plader for de Ostmark, som man skulle veksle til.
Klassiske plader! Det var noget, de kunne finde ud af i DDR. (Ellers kunne de ikke finde ud af noget, hed det.)

Vi kørte også i sporvogn, og jeg kiggede på folk og syntes, det var synd for dem, at de boede i sådan et ufedt land. Men i det mindste forklarede det så, hvorfor de så så sure ud. For det gjorde de vitterlig.

Der skete sikkert en del mere – men over hele turen står det bøjet i neon, eller hvilken skrift det nu måtte være, at det dér, det gad jeg simpelthen ikke mere! Det var i dén grad passé at tage på aleneferie med sin mor. Og grænsende til det ulækre endda at sove på hotelværelse med hende.

Det er selvfølgelig en anden snak. Men det hører ikke desto mindre med til mit første indtryk af Berlin.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Der var engang, jeg var på Olympiastadion for at se en eller anden Hertha-kamp og hele Ostkurve – altså fanblokken – manglede. Der var ingen billetter til salg i almindelig handel, det var derfor kun os med årskort, og som vel at mærke ikke sad i Ostkurve, plus udeholdets fans, der måtte være til stede. Jeg tror, der var i alt 10.000 på hele stadion.

Ostkurve var blevet offer for det tyske fodboldforbunds berygtede (og forhåbentlig snart afskaffede) kollektivstraf, fordi nogen af ultra’erne i den foregående kamp ikke havde kunnet finde ud af at opføre sig ordentligt.

Jeg husker, at jeg sad der med min fodboldkammerat, og at vi tog os sammen og prøvede at råbe så meget, vi kunne, og jeg husker også, at udeholdets fans, de var vist fra Stuttgart, nægtede at sige noget i solidaritet med herthanerne de første 20 minutter. De holdt blot et stort banner frem foran sig, hvorpå der stod: “Nej til kollektivstraf!” Det sammenhold, syntes jeg, var meget rørende.

Rørende var det også, da der var hjemmekamp på Olympiastadion et par dage efter terrorangrebet med lastbilen på Breitscheidplatz, det ene minuts stilhed. Folk holdt deres mobiltelefoner op, med lommelygtefunktionen tændt, de fleste har åbenbart sådan en, indtrykket var i hvert fald meget fyldigt og meget stærkt. Men mest fylde i brystkassen gav vel egentlig det forhold, at terrorangrebet derefter ikke blev nævnt eller antydet på stadion. Herthanerne gav den gas, så snart kampen var fløjtet i gang, de svinede modstanderne til, som det sig hør og bør, og de blev så svinet til af de andre, som det sig hør og bør. Det var en ret øjeblikkelig tilbagevenden til normalen, og en massiv sådan, og det gjorde mig godt. Nej, stærkere ord er påkrævet: Det var en lise. Bagefter tog jeg på halvdruk med min fodboldkompis, og vi rundede senere på aftenen Breitscheidplatz, kiggede på de tusinde røde lys, blomsterne, men jeg kunne klare det, mentalt, psykisk, fordi jeg havde styrken med mig fra stadion.

Andre kulturoplevelser? Der var dengang, jeg på Volksbühne så Schottenstück, en iscenesættelse af Macbeth, som man aldrig kommer til at se mage til nogensinde. Også fordi den unge, labre og i øvrigt autodidakte skuespiller Lilith Stangenberg gav den fuld skrue som Lady Macbeth. Hun vred sine hænder for det imaginære blod, så man selv blev helt og aldeles hudløs af det.
Og endnu stærkere blev oplevelsen, fordi min nabo senere samme aften kastede sig ud fra sin altan. Ligesom Lady Macbeth jo ender med at kaste sig ud fra borgtårnet. Vi bor – eller vi boede, jeg bor – på fjerde.

Der var også dengang, jeg var til en indie rock-koncert i Kreuzberg, fordi en pige havde inviteret mig, og det gav jo et vist håb, når hun sådan ligefrem inviterede mig, men i løbet af aftenen gik det op for mig, at hun stadig kun var 1/75 så interesseret i mig, som jeg var i hende, uanset invitationen. Måske manglede hun bare følgeskab. Musikken blev leveret af Anna Calvi, som jeg stadig har svært ved at høre, selv om hun er brandgod, og koncerten vel også var det. Spillestedet var HAU2.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
En storby er ret afhængig af, at man tager hensyn til hinanden. Når det lykkes, når der ikke er for mange røvhuller, er storbyen i stand til at bekræfte, at vi godt kan sammen. Som mennesker. Alle sammen. På én gang. På tværs af etnicitet, sprog, alder, økonomisk formåen. Og på trods af alle de sære vaner, vi hver især har tillagt os.

(Jeg tror faktisk, tolerance er en muskel man kan træne, og deri ligger jo også, at den kan blive slap og indskrumpet, hvis den ikke bliver udfordret nu og da. Og her må man jo så sige, at storbyen leverer gode muligheder for lidt power fitness.)

Nå, men – når det så ikke fungerer, når der er for mange røvhuller, så kan byen virkelig gå mig på nerverne. Og det rammer dybt. For når folk parkerer SÅ idiotisk (midt på cykelstien, goddamit!), når U-bahn-musikanterne spiller SÅ højt lige ind i fjæset på folk, og når der bygges SÅ grimt og SÅ tæt, hvor der før var luft og skæve vinkler, fordi money talks SÅ højt, til nogen, så kan jeg blive helt mismodig på samfundets vegne. ‘Kan vi egentlig overhovedet noget sammen?’ må jeg spørge mig selv. ‘Ja, kan vi i det hele taget sammen?’

Men det kan vi jo det meste af tiden. Så mismodet går som regel hurtigt over. Og min skepsis for fx det tætte og nye byggeri slår over i den rimelige betragtning, at en storby for det første er organisk, og for det andet: Var det ikke for de nye, gode skatteydere, der flytter ind i de fine, nye lejligheder, var byen gået rabundus.

Men derfor går det selvfølgelig stadig ikke, at man parkerer midt på cykelstien. Slet ikke.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Det er vist almindeligt at sige, at der ikke er noget “ægte” Berlin, for metropolen er i konstant forandring. Der er ingen original kerne, dikterer denne holdning, og man ser for sig en sandbanke i et vadehav, der hele tiden flukturerer, skylles over, opstår nogenlunde samme sted blot i en anden form. Værsgo, dét er Berlin. Og vi har blot fået lov til at opholde os her en stakket tid og skal undervejs ikke gøre os kloge på, hvad det “ægte” Berlin er.
Det er sikkert alt sammen rigtigt nok. Men tilbage er jo stadig mavefornemmelsen.

Og hvis vi tager fænomenet “cafeen”, som jo er til at forholde sig til, så vil jeg sige: Det u-ægte Berlin finder jeg på de cafeer i Kreuzberg, Prenzlauer Berg og Mitte, hvor man har søgt at ramme forestillingen om det ægte Berlin. Det ægte Berlin derimod finder jeg, hvor cafeen ikke er småbaldret, fordi det er chikt, men fordi man har haft et reelt ønske om at spare penge på indretningen for at få møllen til at løbe rundt.

Hvilke cafeer jeg foretrækker i den forbindelse, vil jeg selvfølgelig ikke røbe. De fleste danskere vil sikkert også finde dem pænt uinteressante, så det går nok.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
At sætte tænderne i en vildsvinesteak eller at søbe i en fedtrig ragout lavet på det samme dyr, en vinterdag efter en lang spadseretur i knirkende sne langs søer og gennem skove – og en stor pilsner hertil – på en eller anden gammel (DDR-)restaurant sammen med de lokale, der sidder og kigger lidt – det er altså virkelig, virkelig anbefalelsesværdigt.

Naturen ligger forbløffende tæt på Berlin, selv om byen både er en industrinations hovedstad og en europæisk metropol, og naturen vil primært sige vældige skove og fine sølandskaber, og jeg vil egentlig tro, at en del danskere, der har besøgt byen mange gange, ja, som måske ligefrem har en lejlighed hernede, ind imellem har trang til at opleve noget andet, fx natur, og det finder man altså derude. På randen af Berlin, allerbedst et stykke ude i Brandenburg.

Man kan fx tage sin (lejede) cykel og smide den ind i et regionaltog og stå af oppe i Schorfheide eller nede i Spreewald. Men der er cirka tusinde muligheder, og der er ingen grund til ikke at gå i gang med at udforske Berlins grønne omgivelser.

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Sensommer er ensbetydende med Bundesliga-start. Der igen for mit vedkommende er ensbetydende med udflugter til Olympiastadion, hvor Hertha Berlin (som bekendt) spiller deres hjemmekampe.

Jeg glæder mig med andre ord til, at den store, folkelige kulturbegivenhed, den tyske nationale liga, fra nu og frem til det sene forår trofast ruller gennem min kalender, weekend efter weekend.

Det er ikke så meget resultaterne, der interesserer mig, dem glemmer jeg alligevel hurtigt, det handler mere om de stridigheder, der opstår uden for banen, fx stridigheder mellem klubbernes direktører og trænere. De tyske medier svælger i det, og nogle af dem leverer ind imellem også analyser af det, og på den måde kan man faktisk få meget at vide om landet Tyskland. Om konflikten mellem Ruhr og Bayern, mellem de nordtyske byer indbyrdes, Bremen, Hannover og Hamburg, und so weiter und so fort. Og man kan selvfølgelig også få noget at vide om Berlin.

Da Hertha for ikke så mange år siden leverede en bemærkelsesværdig miserabel sæson, gav det nogle af de landsdækkende aviser anledning til tolke på den relativt nye hovedstads “identitetskrise”. Og sådan noget er da interessant. Aviserne i Berlin greb ikke overraskende den dybe, sportslige nedtur an på en lidt anden måde. De havde større fokus på detaljerne og på de lokale forhold, og det blev et sted formuleret på den måde, at klubbens ustabilitet blandt andet havde sin grund i en intern magtkamp mellem Wedding og Wilmersdorf. Wedding var jo de småbøllede Boateng-brødres hjemmebase, mens (den fimsede bydel) Wilmersdorf var (den fønede) anfører Arne Friedrichs hjemsted. I sådan en spids-analyse, der kan være rigtig eller forkert, får du meget af klubbens og byens konfliktpotentiale anskueliggjort.

Og nu er der så lige skudt en ny sæson i gang! Dermed skrives der lystigt videre i Bundesligaens store fodboldkrønike, og jeg glæder mig da til at se, hvad der bliver skrevet i den.

Boris Boll-Johansen fotograferet på Restaurant Zillemarkt, Bleibtreustraße ved Savigny Platz, Charlottenburg

Boris Boll-Johansen, født 1967. Uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi, cand.phil. i kunstteori, forfatter til en håndfuld bøger for både børn og voksne. Har illustreret talrige bøger (egne og andres).

Boris flyttede til i Berlin i 2005 og bor i dag i Schöneberg. Han har skrevet afsnittet ”Berlinerbold – fodbold i øst og vest” i Berlin-bogen i Aarhus Universitetsforlags Vide Verden-serie.

Han skriver også historier om Berlin på sin blog Bolls Berlinerblog

Derudover står han bl.a. bag det eksperimenterende litteratursite Klørkonge.dk 

 

April er populær blandt danske Berlin-gæster

Når påsken falder i april, lægger danskerne næsten lige så ofte deres besøg i Berlin i denne forårsmåned som i sommerferien. Det viser statistikken over registrerede overnatninger i Berlin. Påsken er en god anledning til at komme ud i krogene af byen.

Forår i Viktoriapark, Kreuzberg (© vildmedberlin.dk)

I forhold til Danmark er temperaturen i Berlin som regel et par grader højere i forårsmånederne, og der er også lidt mindre vind. Det inviterer i den grad til at nyde udelivet, om det så gælder slentreture i de historiske omgivelser, frokost på en fortovsrestaurant eller en stor hefeweissbier i en biergarten.

Mange danskere tager en smuttur til Berlin i påsken, og når påsken falder i april, er Berlin åbenbart ekstra attraktiv. Det afspejler sig nemlig tydeligt i byens turismestatistik. Det er tre år siden, at hele påskeferien sidst faldt i april, hvilket også er tilfældet her i 2017, og som det fremgår af de mørkerøde søjler i nedenstående diagram, var april 2014 næsten lige så populær som sommerferiemåneden juli.

Man må formode, at juli måneds gæster fra Danmark spreder sig nogenlunde jævnt over alle 31 dage, mens påskeferien som bekendt kun varer godt en uge. Chancen for at høre danske stemmer i bylivet er derfor nok noget større i påskedagene. I hvert fald, hvis man som de fleste, især bevæger sig rundt i Mitte.

Men der er altså også mange oplevelser ude i krogene af den store by, så måske er det netop i år, man skal tage på en påsketur ud til

Blot for at nævne nogle steder lidt væk fra centrum. Hvis man absolut skal drikke velskænket fadøl, kunne man overveje at indtage dem i det nye, store Stone Brewing Berlin i Mariendorf 10 km fra Alexanderplatz.

Berlin-begejstringen har toppet

I 2016 dalede antallet af danskeres overnatninger i Berlin for første gang i mange år. Faldet var kun på knap to procent, men det betyder, at vi er blevet overhalet af både Frankrig og Spanien på ranglisten over, hvilke lande der sender flest gæster til byen.

Der er blevet længere mellem danskerne i Berlin. Det er de netop offentliggjorte tal for antallet af turistovernatninger i 2016, der viser den overraskende udvikling. Allerede i 2015 var der tegn på en vis afmatning i danskernes tilbøjelighed til storbyferie i den tyske hovedstad, men det er første gang i nyere tid, at man har registeret et decideret fald i antallet af danskeres overnatninger i Berlin:

Man kan gisne om, at flere overnatninger måske ikke bliver registreret i den officielle statistik, men det er vanskeligt at finde en forklaring på, at ”mørketallene” på grund af fx AirBnB-lejemål skulle være ujævnt fordelt mellem de lande, som byens gæster kommer fra.

To pladser ned
Målt i antal registrerede overnatninger i Berlin er danskerne nu nede på en 7. plads. For to år siden blev vi overhalet af Spanien, og sidste år var det Frankrig, der lige netop kneb sig foran. Afmatningen i danskernes interesse skal ses i lyset af, at antallet af udenlandske turister i Berlin samlet set fortsætter med at stige, og fra europæiske lande som Storbritannien og Spanien har der i de senere år været tale om ret store stigninger i tilstrømningen til Berlin. Sidstnævnte har tilsyneladende rejst sig fra den økonomiske krise, der fik rejselysten til at dale fra for nogle år siden. I 2016 tilbragte spanierne 13,5 procent flere registrerede nætter i Berlin end året forinden.

Danmark ligger på den relative 1. plads
Hvis man sætter gæsternes antal i relation til deres hjemlandes indbyggertal, ligger Danmark fortsat på en klar førsteplads. Pr. 1.000 indbyggere var der sidste år 114 overnatninger for personer med et dansk pas. Både på grund af et faldende antal overnatninger og et stigende indbyggertal i Danmark er det 5 overnatninger færre end i 2014, men det er klart i spidsen med god afstand ned til listens nr. 2, som det fremgår af dette diagram:

Ikke-tyskere havde i alt mere end 14 mio. overnatninger i Berlin i 2016, hvilket er en stigning på 4 procent fra 2015. Det er mellem halvdelen og en tredjedel af stigningstaksten i de senere år, og det har fået berlinske medier til at konstatere, at den store Berlin-hype ser ud til at være forbi.

Trods et samlet set rekordstort antal turistovernatninger på 31,1 mio. inklusiv de indenlandske gæster skriver Berliner Zeitung om en ”vækst under gennemsnittet”, idet turisttilstrømningen til hele Tyskland voksede mere end den til Berlin. I Hamburg steg antallet af overnatninger på hoteller, hostels osv. angiveligt mere end dobbelt så meget som i Berlin i 2016.