Kategoriarkiv: Historie

Udlodning af ny bog om Tysklands historie

Vild med Berlin udlodder 3 eksemplarer af en ny bog: ‘Tyskland – Erindringer om en nation‘ i samarbejde med Gads Forlag. Tyskland har igennem de seneste 150 år været den centrale magt i Europa. En ny tysk stat kom til verden for 30 år siden, da Øst- og Vesttyskland blev genforenet. Men hvor godt kender vi egentlig dette nye Tyskland? Og hvordan forstår tyskerne sig selv?

Forfatter Neil MacGregor. Foto: Martin Godwin.

“Der findes til dato ingen bedre kulturhistorisk indføring i tysk historie.” Sådan lød det fra Süddeutsche Zeitung, da bogen ‘Tyskland – Erindringer om en nation’ oprindeligt udkom på engelsk.

I bogen  argumenterer forfatter Neil MacGregor for, at Tyskland – til forskel fra alle andre europæiske lande – ikke har en samlende fortælling om sin egen historie. Både geografi og historie har altid været ustabile størrelser i Tyskland.

I hovedparten af de 500 år, som bogen omhandler, har Tyskland tilmed bestået af mange selvstændige politiske enheder med hver sin historie. Dertil kommer, at enhver bekvem national historie, som tyskerne måtte have fortalt sig selv før 1914, blev tilintetgjort af begivenhederne i de følgende 30 år.

Tysklands historie er således grundlæggende fragmenteret, men omfatter erindringer, erfaringer og oplevelser, som deles af mange tyskere. MacGregor har i denne bog udvalgt en række genstande, ideer, folk og steder, som stadig vækker genklang i det nye Tyskland – porcelæn fra Dresden og murbrokker fra samme bys ruiner, Bauhaus-design og tyske pølser, Karl den Stores krone og porten til koncentrationslejren Buchenwald – for at vise os noget om tyskernes referencerammer.

Bogen er et digert værk på 638 sider med masser af billeder til at underbygge fortællingen. Berlin fylder naturligvis en del i bogen, bl.a. i beskrivelser om nazitiden, DDR-tiden, Murens fald og den tyske genforening.

Et kort uddrag fra bogen:

“Det er nu 30 år siden, at Muren faldt , og næsten lige så længe siden, at et nyt Tyskland blev født. I denne periode har tyskerne gjort en kolossal indsats for at tænke klart og modigt over deres nationale historie. Genforeningen af Tyskland faldt sammen med en mere klarsynet historisk undersøgelse af en stor del af den tyske befolknings medskyld i forbrydelser, man længe blot havde tilskrevet “nazisterne”. Efterhånden som Berlin er blevet genopbygget, har der været et bevidst forsøg på at gøre de allermest smertelige erindringer offentlige, hvor det mest oplagte eksempel er holocaustmindesmærket for Europas myrdede jøder. Også her kan man se, at tyske monumenter ikke er som andre landes. Jeg kender ikke til noget andet land i verden, som midt i sin nations hovedstad rejser monumenter til minde om sin egen skam. Ligesom Siegestor i München står de der ikke alene for at mindes fortiden, men – og måske endnu vigtigere – for at sikre, at fremtiden bliver anderledes. Som Michael Stürmer, en fremtrædende politisk kommentator, bemærker: ‘I Tyskland har historiens formål i lang tid været at sikre, at det aldrig vil kunne ske igen.'”

Sideløbende med udgivelse af bogen åbner Nationalmuseet særudstillingen “Tyskland”.

Du kan gratis læse et uddrag af bogen her.

SÅDAN DELTAGER DU I LODTRÆKNINGEN
Læg en kommentar herunder, hvor du fortæller om: Hvilken del af Berlins/Tysklands historie er du mest interesseret i (og fortæl gerne hvorfor)?

Bemærk: Vi modtager meget “spam” i vores kommentarfelter. Derfor bliver din kommentar først synlig, når vi har godkendt den.

OM KONKURRENCEN
Konkurrencen løber til og med tirsdag 19. november 2019. Den foregår også på Vild med Berlins Facebook-side og Instagram-side. Vi finder vinderne gennem lodtrækning og kontakter dem direkte. Vinderne modtager efterfølgende deres bog direkte fra Gads Forlag.

OM FORFATTEREN


.

Neil MacGregor, f. 1946, er kunsthistoriker, forfatter og museumsdirektør for National Gallery 1987-2002 og for British Museum 2002-15.

2015-2018 var han den ledende af tre direktører for det nye museum Humboldt Forum i det genopførte slot i Berlin.

Spændingsroman med stor Berlin-indsigt

Historikeren Andreas Monrad Pedersen roman-debuterer med ”Åbne hænder” – en mursten af en spændingsfortælling, der rummer knivskarpe billeder af Berlin fra 1980 og frem til nutiden.

Uden at afsløre for meget kan man godt indsnævre kernetemaet i Andreas Monrad Pedersens nye roman til ordene: ”Magt korrumperer”. Man kan også sætte lidt flere ord på og tilføje, at det handler om, hvordan overvågning, undertrykkelse og manglende demokrati giver egoistiske og grådige kræfter i et magtmonopol mulighed for at erhverve sig fordele og velstand på de undertryktes bekostning – med ufattelige omkostninger for især dem, der ikke kan affinde sig med regimet.

I ”Åbne hænder” folder forfatteren temaet ud over 650 sider med et fortællemæssigt greb fra krimigenren. Det sker med et væld af præcise nedslag i byens historie, hverdagsliv og kultur på begge sider af den mur, der blev fjernet for 30 år siden. De mange beskrivelser vil fryde enhver Berlin-kender, og der er sikkert også ny viden at hente for mange.

Punkmusik over muren

Hvem husker for eksempel navnet på elektropunkbandet, der i 1980 gav en medrivende koncert på Kreuzberg-spillestedet SO36? Navnet er ”Deutsch Amerikanische Freundschaft” (DAF), og i romanen afslutter bandet koncerten med at rykke højttalere og andet udstyr de få hundrede meter ned til Mariannenplatz og gjalde nummeret med den smukke konjunktiv-titel ”Als wär’s das letzte Mal” hen over Muren til befolkningen i ”den lille republik” på den anden side. Nummeret kan i øvrigt høres på Youtube.

Og vidste du, at den daglige, østtyske tv-nyhedsudsendelse hed ”Aktuelle Kamera”, og at partitro DDR-borgere sad klar ved udsendelsens start kl. 19.30?

“Åbne hænder” tager sit udspring i tiden, da Berlin var delt af en mur, og hvor den østlige del var “Hauptstadt der DDR”. Bykortet her er det officielle fra DDR i 1968.

Der er også nutidige billeder. Tidligt i bogen er der en iagttagelse af to punkere i hullet, sort tøj, grafitti-dekorerede læderjakker, tynde ben i militærstøvler og med imponerende hanekamme, men også med en aldersforskel på ca. 35 år. Beskrivelsen efterfølges af ordene: ”… et eksempel på noget særligt berlinsk, som var svært at definere. Noget med en fandenivoldskhed, som byen stadig tilbød og nærede”.

Autentiske beskrivelser

Den slags små perler er drysset ud over siderne, og selv om det måske er viden og indsigt, man godt kunne leve foruden, bidrager de til at give romanen en særlig autenticitet.

Romanens hovedperson er den desillusionerede tidligere kommunist Johannes Knudsen, der har en dansk baggrund og arbejder som privatdetektiv i nutidens Berlin. Fans af krimiforfattere som Philip Kerr eller danske Jussi Adler-Olsen vil helt sikkert føle sig tiltrukket af dette islæt af spænding, men bogen kan også læses af ”krimifornægtere”, hvis man bare er interesseret i Berlin i almindelighed eller byens nyere i historie i særdeleshed.

Andreas Monrad Pedersen, født 1967, er historiker og  gymnasielektor i Horsens. Han var i Berlin første gang i 1982, men blev for alvor vild med byen i 2005 og rejser nu dertil 6-7 gange om året. Han er forfatter til flere bøger, bl.a. ” ”Schalburgkorpset: Historien om korpset og dets medlemmer 1943-45”.

Han har svaret på spørgsmål i serien ”Mit Berlin”, hvor han kommer med megen inspiration og en lang række konkrete anbefalinger til byens gæster. Se dem her:

Mit Berlin #36: Berlin er en sand gave for en historiker

Mit Berlin #36: Berlin er en sand gave for en historiker

Andreas Monrad Pedersen udgav for nylig en spændingsroman, der vidner om en stor indsigt i Berlins historie, kultur og geografi. Vild med Berlin har her fået ham til at dele ud af mere af sin viden og give nogle gode tips til byens gæster.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg var i Berlin første gang i 1982 med min folkeskole i 9. klasse. Vi boede i Østberlin i en uge, og selvom vi i bakspejlet oplevede ret fantastiske ting, så havde vi intet til overs for byens østeuropæiske charme dengang. Alt så slidt og gammelt ud, folk forekom triste, og der var ikke noget, vi danske middelklassebørn kunne shoppe.

Jeg har stadig den stil, vi skulle skrive efterfølgende i dansk, og det er morsom læsning i dag. Vi følte os befriede, da vi ankom til Vestberlin og blev sluppet løs i Europacenter. Vanduret var åbenbart højdepunktet!

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Helt ærligt, så var det først, da jeg besøgte Berlin for fjerde gang i 2005, at jeg blev vild med byen, og min indgang var, at jeg selv skulle forberede en studietur for en gymnasieklasse og derfor researchede løs og blev grebet af min egen nye viden. At lære byens geografi, kulturliv og historie og formidle det til mine elever var trylleformularen for mig. Typisk læreragtigt tænker jeg.

I dag er Berlin med et fortærsket udtryk blevet mit andet hjem. Jeg har gennem 10 år haft en lejlighed i Friedrichshain og er kommet der 6-7 gange årligt, så jeg kender på mange måder Berlin bedre end Århus og København. Jeg cykler hjemmevant rundt og ved, hvor det meste ligger uden at bruge kort. Og pludselig er man alligevel et nyt sted, hvor nogen har skabt et hyggeligt frirum på et gadehjørne under træerne.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Som dansker føler man sig umiddelbart hjemme i Berlin. Det må være noget med blandingen af det lidt fremmede og det ret genkendelige på mange niveauer. Berlinerne opfører sig som en slags danskere.

Det spændende for mig er den underliggende voldsomme historie, som gemmer sig under den ubekymrede, moderne metropol. Berlin indeholder verdenshistoriens store konflikter, verdenskrigene og den kolde krig, og sporene gemmer sig lige under overfladen. Berlinmuren dukker op her og der med graffiti eller som glemte overgroede klodser. Pludselig træder man på en snublesten og kan læse om en jødisk familie, der for 75 år siden blev deporteret fra lejligheden ved siden af. Hitlerregimets og DDR-tidens arkitektur ses punktvist, dels som anvendte boliger og dels som museumsbygninger.

Har man øjnene med sig, ser man mange steder en lille mindeplade eller en inskription, og så får en travl, trafikeret rundkørsel (som eksempelvis Besarinplatz eller Strausberger Platz) eller en park (som eksempelvis Volkspark Friedrichshain) pludselig en anden mening end den åbenlyse. At bevæge sig med den bevidsthed rundt i byen er for en historiker og forfatter naturligvis en sand gave.

Andreas Monrad Pedersen foran det stykke af Muren ved af East Side Gallery, som også illustrerer forsiden af hans roman “Åbne hænder”.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Hver bydel i Berlin har sin egen charme. Jeg holder af Kreuzberg og Prenzlauer Berg, men jeg har hjemme i Friedrichshain og betragter det som min trygge base. Der er noget Vesterbro-agtigt over bydelen, og der er mange dejlige, små lommer med parker, pladser og altid mange mennesker, der hygger sig udenfor.

Så snart solen titter frem, samles børnefamilierne i parkerne, og stuelejlighederne bliver pludselig ekstra attraktive. Man tager sin lænestol under armen og hopper ud ad vinduet og gør fortovene til sit hjem. Det skal ikke nødvendigvis være pænt, bare det er rart.
Det er dejligt at opleve de velkendte steder i Friedrichshain og se dem ændre sig. Huse, der bliver renoveret, små butikker, der dukker op, beboere, hvis børn bliver større. Side om side ligger BZ-huse og specialbutikker, legepladser og lejligheder med hyggelige altaner. Det er en meget broget bydel.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Åhh, den er svær. I Deutsche Oper så jeg en hypermoderne opsætning af Mozarts “Die entführung aus dem Serail”, og den genkalder jeg mig stadig år efter. Måske også fordi jeg lige inden var gået ned om hjørnet ved Krummestrasse og set den parkeringsplads, hvor den unge Benno Ohnesorg blev slået ihjel med forsæt af en vestberlinsk politimand under de voldsomme demonstrationer i 1967.

Mere direkte knyttet til Berlin og noget af det, der interesserer mig mest, står en omvisning i Stasi-fængslet i Hohenschönhausen som et klart højdepunkt for mig. En tidligere indsat, som havde lært sig dansk pga. Olsenbanden-filmene, der blev sendt i DDR-fjernsyn, viste rundt. Meget vedkommende og rørende. Men jeg kunne nævne rigtig mange andre oplevelser.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Når det kommer til rigtig god mad, er det svært at komme udenom den vestlige bydel. Min far insisterer, når han kommer til Berlin, på at besøge Cassambalis i Grollmannstrasse – en græsk-italiensk restaurant med suveræn atmosfære og kvalitet. Og jeg indvilger som regel, fordi han har ret i stedets kvalitet, selvom jeg ligeså gerne besøger de lidt mere rustikke og særprægede spisesteder. Et af disse er uden tvivl Englers Unikat i Samariterstrasse i Friedrichshain. Man spiser i sofagrupper, blandt talrige udstoppede havdyr, og serveringen er ægte berlinsk, tilbagelænet og alle G’er udtales som J akkurat som i gamle dage.

English Bookstore på Warschauerstrasse må være min favoritcafé. De laver ordentlig, det vil sige varm og stærk, kaffe og serverer friskbagte, hjemmelavede bagels med lækkert tilbehør. Samtidig kan man sidde og bladre i bøger og hæfter – jeg holder især af fotobøgerne om Berlin både før og nu – og ellers bare sidde og se på alle de forskellige besøgende gæster, der som regel er udlændinge, måske studerende eller turister, som på alle tider af dagen dropper ind i denne internationale oase.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
For mig er det ægte Berlin det rum, der skabes af menneskers kreativitet i de rum, som er blevet til overs i byen, og hvor ånden er at skabe noget værdifuldt for sit nærmiljø. Landingsbanerne ved den gamle Tempelhof-lufthavn er et godt eksempel. Spisesteder, idrætspladser og kolonihavehuse ligger side om side og tiltrækker byens mennesker, der altid er på udkig efter adspredelse i det fri.

Langs floden Spree er der dukket små strandbarer op, hvor man kan købe en billig øl og nyde stilheden ved vandet i den ellers hektiske by og se initiativrige nye berlinere være i gang med at bygge barer og små butikker. Efter en kort pause kan man så gå videre og lede efter Check Point Charlie, Fjernsynstårnet og Rigsdagen, som jo også er det “ægte” Berlin.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Savner man et lille afbræk i den travle og larmende bymidte, kan man på Chausseestrasse 126 træde ind i et lille frirum, nemlig kirkegården med navnet efter bydelen, Dorotheenstädtischer Friedhof. Det er lige ved siden af Berthold Brecht Haus, der også er besøgsværdigt.

På denne oprindeligt tænkte fattigkirkegård ligger mange prominente akademikere begravet, såsom forfatteren Grass, filosofferne Hegel og Marcuse, og der er et fint mindesmærke for de modstandsfolk, der blev skudt tæt på dette sted efter attentatforsøget mod Hitler i juli 1944. Man kan også se skudhuller fra ødelæggelserne i 2. verdenskrig. Men det mest fantastiske er det lille kapel, som lysarkitekten James Turrell har skabt for et par år siden, og som absolut er et besøg værd. Man skal lige tjekke åbningstiderne og så ellers sætte sig ind i det smukke rum og lade sig føre væk af lyskunsten.

Et andet spændende sted, hvor historien blander sig med nutiden, er bygningskomplekset Am Flutgraben, der ligger på grænsen mellem Kreuzberg og Treptow. Det fungerer i dag som et kunstnerværksted med uden- og indendørs udstillinger af de sjoveste ting, og der er et dejligt miljø omkring kanalens bredder. Men oprindeligt var det et sporvognsværksted, og i DDR-tiden var det pga. by-opdelingen en del af murkomplekset. Derfor kan man komme ind og se, hvordan grænsevagter bevogtede stedet og de sindrige afspærringsindretninger, Stasi havde lavet for at undgå flugt, efter at det rent faktisk var lykkedes østberlinere at kaste sig ud i desperate flugtaktioner.

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Der er faktisk et par stykker, og de har samme tema, nemlig den kolde krig. Et nyåbnet museum i Zimmerstrasse kaldet TimeRide har skabt en virtual reality-version af en køretur gennem den delte by i 80’erne. Det lyder som en sjov og original opfindelse. Det andet besøg ligger noget uden for byen i sydøstlig retning. I byen Gosen har man åbnet en Stasi-bunker og lavet en udstilling om temaet. Det er den velkendte genre, men det er jo den slags ting, jeg aldrig bliver træt af.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Jeg vil ikke være bekendt at sige, at der er noget, der irriterer mig ved Berlin, for jeg er trods alt en gæst. Men der er ting, som bekymrer mig i byen. Jeg har over årene registreret en stigende grad af skepsis over for udlændinge, hvad enten det drejer sig om turister eller indvandrere. Det ligger nok i tiden og er en konsekvens af en global trend. Og det er svært at bebrejde berlinerne denne holdning, for det kan være svært at bevare det velkendte Berlin for de mennesker, der måske har boet der i 30 år.

Byfornyelsen og turismen presser de berlinere, der ikke har råd til at købe de nyistandsatte lejligheder, og de mange shoppingcentre i alle de forskellige bydele truer de små butikker med lukning. Konsekvensen er, at de mennesker, der skal servicere alle os andre, må bo i triste forstæder og hver dag rejse langt for at komme ind i byen og arbejde i de kapitalstærke virksomhedskæder. På den måde bliver byen tømt for almindelige mennesker og deres kolorit og livsstil og erstattet med kolde bolig, hotel- og kontorkomplekser, hvor der ikke er noget liv efter lukketid og i lavsæsonen.

Det er en trist udvikling, som naturligvis truer med at fjerne alt det spændende og anderledes, vi fremmede kommer for. Det kræver nok politisk handling at bremse denne udvikling, men om viljen er til stede, kan jeg godt tvivle på. I mellemtiden sørger jeg for ikke at opføre mig alt for meget som en turist, så jeg tager ikke min rullekuffert med til Berlin, og jeg går i en bue uden om de store butikker og ind til de små lokale handlende i stedet.

Andreas Monrad Pedersen, født 1967, er historiker og  gymnasielektor i Horsens. Han var i Berlin første gang i 1982, men blev for alvor vild med byen i 2005 og rejser nu dertil 6-7 gange om året.

Han er forfatter til flere bøger, bl.a. ” ”Schalburgkorpset: Historien om korpset og dets medlemmer 1943-45”.

I 2019 udkom ”Åbne Hænder”, en historisk roman på 650 sider med et krimielement om forbrydelser i tiden med Berlinmuren.

Vind bogen

I samarbejde med Forlaget Mellemgaard udlodder Vild med Berlin tre eksemplarer af “Åbne hænder”. Der trækkes lod blandt alle, der er tilmeldt Vild med Berlins gratis nyhedsbrev senest torsdag 10. oktober 2019. Er du allerede tilmeldt, behøver du altså ikke at gøre det igen, men ellers kan du gøre det her.

Håbets Europa i 89 billeder

I anledning af 30-året for Berlinmurens fald udgiver Europaekspert Lykke Friis fredag 6. september 2019 en ny bog, hvor hun ser tilbage og gør status på begivenhederne i 1989.

Gads Forlag har doneret 3 eksemplarer af den nye bog til udlodning på Vild med Berlin. Læs herunder, hvordan du deltager i lodtrækningen.

”Selvom Europa i 2019 kæmper med blandt andet Brexit og EU-skepsis, en uforudsigelig Donald Trump og et selvbevidst Kina, burde et tilbageblik til 1989 indgyde nutidens politikere og læsere håb.” Sådan skriver Lykke Friis i ”Håbets Europa”, hvori hun pointerer, at læren fra 1989 ikke er, at det liberale demokrati er dømt til at sejre. Læren er snarere, at Europas fremtid hurtigt kan ændre sig og i høj grad afhænger af os selv.

1989 var håbets år med Berlinmurens fald, Den Kolde Krigs afslutning og dominoagtige revolutioner i Central- og Østeuropa. I dag tages 1989 ofte for givet. Men året var ikke resultatet af en storpolitisk masterplan, og faktisk kunne det hele være gået meget anderledes. For eksempel hvis grænsevagterne i Østberlin havde åbnet ild mod østtyskerne, da Berlinmuren blev erklæret for åben ved en fejltagelse.

På trods af at ingen i 1989 forudsagde Europas ”stjernestund”, troede mange, at ”historien var forbi”. 30 år efter ser situationen ganske anderledes ud. I dag tales der om historiens comeback eller sågar hævn. Det skyldes ikke mindst udviklingen i Kina, Rusland og Donald Trumps USA. Bogens udgangspunkt er ikke desto mindre, at 1989 fortsat bør indgyde Europas politikere og vælgere håb.

I Håbets Europa ser Lykke Friis tilbage på 1989 og gør status. Med ikoniske, men også mindre kendte billeder, indfanger hun det hæsblæsende års mange begivenheder og tiden før og efter det mest begivenhedsrige år i Europas nyere historieBogen er den officielle bogudgivelse i forbindelse med Golden Days-festivalen 2019, som har 1989 som tema.

Du kan gratis læse et uddrag af bogen her.

Lykke Friis
født 1969, er udenrigskorrespondent i Berlin for Berlingske, formand for Udenrigspolitisk Selskab og næstformand for tænketanken European Council on Foreign Relations.

Lykke Friis er blandt andet tidligere klima-, energi- og ligestillingsminister. Hun er forfatter til en række bøger om europæisk politik med særligt fokus på Tyskland.

Læs Lykke Friis’ bidrag til serien Mit Berlin:
Mit Berlin #4: Berlin er min anden hovedstad

Mit Berlin #34: Det hele er vanvittigt spændende!

På gymnasieturen til Berlin oplevede Anne Bjerre Rosa både den tyske historie og det tyske sprog som kedeligt. Nu har hun boet i byen i 12 år, kalder den perfekt… og er tosset med historie. Her fortæller hun om sit forhold til Berlin og kommer med anbefalinger.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Første gang jeg var i Berlin, var for mange år siden med min gymnasieklasse i 1. g. Jeg kan huske, at vi boede ved Uhlandstrasse, og at vi blev i området om aftenen, da Berlin var lidt uoverskuelig for nogle unge nordjyder. Vi var af sted med mine historie- og tysklærere. Dengang syntes jeg, at tysk var det mest besværlige og irriterende sprog, der fandtes, og at historie var ufatteligt kedeligt. Nu arbejder jeg som historieunderviser i Tyskland! Ved ikke, hvad der gik galt i mit hoved på et tidspunkt, men nu synes jeg, at det hele er så vanvittigt spændende. Det er faktisk nået til et niveau, hvor mine tyske venner siger, at jeg måske ikke konstant behøver at fortælle dem om deres fortid.

En lille historie: Jeg læste en bog om Berlins hemmeligheder og fandt ud af, at parkeringspladsen bag mit daglige supermarked havde et meget specielt tag, som er taget fra grænseovergangen ved Bornholmer Strasse – den første overgang, som blev åbnet 9. november 1989 kl. 23.30. I dag fuldstændigt glemt i en baggård. Den historie var mine venner dog godt nok interesserede i.

Anne Bjerre Rosa er guide for en dansk skoleklasse på en “Dönersafari” med Dönerkind i Görlitzer Park i Kreuzberg.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Jeg arbejder i dag mest i en bunker eller i koncentrationslejren Sachsenhausen. Det lyder for mange som mærkelige arbejdspladser, men her kan man stadig føle historien komme til live.

Jeg elsker specielt at lave ture for danske og engelske skoleelever, da eleverne så ikke skal koncentrere sig om sproget, men kun om indholdet. Da jeg selv var i Berlin med gymnasiet, havde vi en del ture på tysk, da vi jo skulle LÆRE sproget, men en koncentrationslejr er måske ikke lige stedet…

Ved Dönerkind laver vi lidt andre ture i Berlin, hvor eleverne SKAL snakke tysk, da det er henvendt til elever, men så er det ikke i en bunker eller en koncentrationslejr.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Da jeg er så historietosset, er Berlin perfekt. Hvad der er sket her i byen af vigtige begivenheder… Kejserrige, Anden Verdenskrig, Den Kolde Krig med Muren, punkerne, tyrkernes indflydelse på områder som Kreuzberg og tiden i dag, hvor folk vælger at komme til Berlin pga. sjovere ting eller for at starte en start-up. Ikke mere kun død, krig og ødelæggelse.

I Berlin kan man i princippet rende rundt i pyjamas nede i Lidl, uden at nogen kigger mærkeligt på én, og der er hver aften aktiviteter/koncerter/oplevelser – tit gratis, så man kan altid finde noget, hvilket i hvert fald er anderledes end Gug i Aalborg, hvor jeg voksede op.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Jeg har haft tre forskellige lejligheder i Berlin over de 12 år. Alle var i Prenzlauer Berg. Nu så meget nordpå, at næste gade er Pankow. Jeg er rigtig glad for mit område. Hvis jeg går nordpå, har jeg ro og grønne områder, og sydpå har jeg butikker, caféer og hyggelige barer. Jeg kender mine naboer, som kommer og låner forskellige ting og giver kage som tak.

Det er måske ikke det hippeste område, men jeg har heller ikke rigtig behov for turister, når jeg får fri fra arbejdet som guide i de mest turistede områder af Berlin.

Hvis jeg har fri, er jeg rigtig glad for områderne i yderkanten af Berlin og alle parkerne. Bürgerpark Pankow, Rehberge, Victoria Park, Treptower Park, og Gärden der Welt. Heiligensee, Tegeler See og Wannsee er også dejlige.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk?
Jeg var så heldig at blive udvalgt som “Ballonpaten” ved 25-årsdagen for Murens fald i 2014. Jeg arbejdede som hjælper ved Berlin (halv)maraton, og de havde en konkurrence, hvor man skulle skrive grunden til, at Murens fald betød noget personligt for én.

Min historie var, at uden Murens fald havde jeg aldrig mødt min søns far (østberliner) i Skotland, da jeg arbejdede der, og dermed havde jeg aldrig fået min dejlige søn. Den blev valgt, og det var en fantastisk oplevelse. Mennesker kom hen og læste sedlen med historien, og jeg faldt i snak med mange af dem om deres egne oplevelser med muren.

Ved markeringen af 25-årsdagen for Murens fald 9. november 2014

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
I Berlin bor der mennesker fra omkring 190 nationer, og det er det, som jeg elsker mest ved Berlins madscene. Kulturbrauerrei og Mauerpark har nogle gange foodtrucks. Det er ikke billigt, men jeg elsker, at man kan prøve anderledes mad i små portioner. Tyrkisk, afrikansk, japansk, koreansk osv. Der mangler måske en dansk en, men ellers et godt koncept.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
På min Stammkneipe. En rigtig østbar med Berliner Schnauze. Det føles ligesom “Cheers” (eller som jeg husker serien: “Sams bar”). Folk kender hinanden. Der bliver snakket om alt mellem himmel og jord. Hver gang jeg udvikler nye ture (specielt Østberlin-ture), snakker jeg altid med dem først.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Der er stadig mange mennesker, som ikke kender Berliner Unterwelten. Det er bestemt noget, jeg kan anbefale. Der er altid danske ture i weekenden, og det er interessant for børn fra otte år, teenagere og voksne.

Og så er jeg glad for, at jeg arbejder for eventfirmaet Übervent, hvor vi altid prøver at vise byen fra forskellige sider. Det er heldigvis blevet populært i Berlin, at man som turist/firma også kan se andre ting end TV-tårnet, Rigsdagen, Potsdamer Platz og Ku’damm. Så led efter folk, som bor i byen og kender de sjove hjørner og oplevelser. Der er efterhånden en del danskere i Berlin, der som jeg elsker at vise byen frem.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
At jeg ikke længere kan finde en lejlighed, som er til at betale, hvis min lejlighed, som så mange andre i området, bliver solgt.

Anne Bjerre Rosa, født 1983, Berlin-guide og projektmanager. Har boet 12 år i Berlin.

Arbejder til dagligt i en bunker (Berliner Unterwelten) og et par gange om måneden i koncentrationslejren Sachsenhausen. Er en del af Dönerkind,  som laver undervisningsture for danske elever/studerende, og en del af eventfirmaet Übervent. Arrangerer også spontane gåture i Berlin, hvor hun lægger vægt på de personlige historier fra sine øst- og vesttyske venner og familie.

I vinterferien 2019 (uge 7 og 8) kan man møde hende forskellige steder i Berlin. Hun står desuden for en af de sjældne dansk-guidede ture i Sachsenhausen. Læs mere i Vild med Berlins vinterferieguide for 2019.

Brandenburger Tor – vidste du, at …

Brandenburger Tor er et af Berlins mest ikoniske vartegn.

Brandenburger Tor er et af Berlins – og Tysklands – vigtigste og mest berømte monumenter. Den ikoniske port på Pariser Platz er typisk et af de første stop og mest populære selfie-steder for turister i Berlin.

Brandenburger Tor er den største og den sidste bevarede byport i Berlin. Den var en del af Berlins bymur og fungerede som toldsted for handlende, der ville ind og sælge deres varer i byen. Oprindeligt var der 18 byporte på Berlins gamle toldmur, som bestod fra det 18. og hen til midten af det 19. århundrede.

Den første udgave af Brandenburger Tor blev opført af den preussiske konge Friedrich Wilhelm I i 1730’erne. Porten fik sin nuværende nyklassicistiske stil i 1788-91 skabt af den tyske arkitekt Carl Gotthard Langhans, der hentede inspiration i den monumentale indgangsportal Propylæa i Athens Akropolis.

Oprindeligt blev Brandenburger Tor kaldt Fredsporten, og gudinden i hestefirspandet øverst på porten – quadrigaen – hed Eirene, der i græsk mytologi er fredsgudinde.

Brandenburger Tor er 26 meter høj, 65,5 meter bred og 11 meter dyb og har fem passager med to porthuse i siderne. Den bæres af 15 meter høje søjler i dorisk stil – i alt 12 styk. I porthusene står der store statuer af hhv. den romerske krigsgud Mars og gudinden Minerva, der er håndværkets, bystatens og visdommens beskytter. Facaden af sandsten var oprindeligt malet hvid.

Det seks meter høje hestefirspand øverst på porten – quadrigaen – blev rejst i 1793. Skulpturen er skabt af den tyske billedhugger Johann Gottfried Schadow. Quadrigaen har sin egen særlige historie. I 1806, da Napoleons hær indtog Berlin, lod den franske hærfører quadrigaen slæbe med til Paris som et krigsbytte.

Quadrigaen øverst på Brandenburger Tor. Foto: Chris Alban Hansen

Statuen kom tilbage til Berlin i 1814 efter Napoleons nederlag. Quadrigaen blev restaureret og sat tilbage på portens top, dog i et nyt design udført af arkitekten Karl Friedrich Schinkel, som bl.a. tilføjede jernkorset i kransen på gudindens lanse. Siden er skulpturen blevet omtalt som sejrsgudinden Victoria.

Brandenburger Tors midterste passage, der er bredere end de øvrige fire, var i perioden fra 1814 til 1919 forbeholdt medlemmer af den kongelige familie.

Brandenburger Tor, juni 1945.

Efter 2. Verdenskrigs ophør indgik Brandenburger Tor i den sovjetiske sektor. Porten fremstod dengang svært beskadiget efter krigens bombardementer.

I perioden 1961-1989 var adgangen gennem Brandenburger Tor spærret af Berlinmuren, der løb tæt vest om porten. I disse år var Brandenburger Tor et symbol på den delte by Berlin – og på hele Europas deling mellem øst og vest. Siden murens fald har porten genopfundet sig selv som et symbol på den tyske genforening.

Den 12. juni 1987 holdt USA’s præsident Ronald Reagan en af de mest berømte taler foran porten på den vestlige side, hvor han udfordrede den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov med ordene; ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”.

Den 22. december 1989 samledes omkring 100.000 mennesker for at markere den officielle åbning af Brandenburger Gate. Ved årsskiftet til 1990 samledes en enorm folkemængde ved porten for at fejre det første nytår som en genforenet by.

Et foto foran Brandenburger Tor er et must, når du er i Berlin. Her er det en flok modne herrer, der poserer foran Berlins ikoniske vartegn efter en vel overstået cykeltur fra Århus til den tyske hovedstad.

Fra 21. december 2000 til 3. oktober 2002 blev Brandenburger Tor renoveret gennemgribende for cirka seks millioner euro.

Brandenburger Tor og Strasse des 17. juni er samlingssted ved særlige begivenheder i Berlin med plads til over en million mennesker. Her markeres fx Genforeningsdagen den 3. oktober og nytåret, og for fodboldelskere er den ultimative folkefest den såkaldte Fanmeile, som siden 2006 har samlet millioner af mennesker foran storskærme ved porten, når det tyske fodboldlandshold forsvarer de tyske farver ved VM.

Hvert år i begyndelsen af oktober er Brandenburger Tor et af højdepunkterne i Festival of Lights, hvor den imponerende port danner lærred for et lige så imponerende lysshow.

Da Bruce Springsteen rockede ved Berlinmuren

19. juli 1988 gav Bruce Springsteen en af historiens måske vigtigste rockkoncerter, da han spillede for over 300.000 mennesker i Østberlin. En koncert, som nogle mener var indirekte medvirkende til Murens fald 16 måneder senere.

Det, der få år tidligere havde været fuldstændig utænkeligt i DDR, blev virkelighed i Østberlin en varm sommeraften i 1988: En koncert med en af verdens største rockstjerner. Den 19. juli 1988 gik Bruce Springsteen og the E Street Band på scenen på en mark i Weissensee i Østberlin, få kilometer fra Berlinmuren, og leverede et brag af en koncert foran en gigantisk, begejstret menneskemasse.
Der var solgt 160.000 billetter, men mange, mange flere mennesker strømmede til. Presset blev så stort, at myndighederne valgte at fjerne afspærringerne om koncertpladsen. Det vurderes, at over 300.000 mennesker var til koncerten. Dertil kommer de millioner af østtyskere, der fulgte en lettere forskudt transmission af koncerten på den statslige tv-kanal.

Det vurderes, at over 300.000 mennesker var til Springsteen-koncerten i Østberlin.

Et ganske særligt øjeblik indtraf under den fire timer lange koncert, da Bruce trak en lap papir frem og på gebrokkent, men forståeligt, tysk sagde:

“Es ist schön in Ost-Berlin zu sein. Ich möchte euch sagen ich bin nicht hier für oder gegen eine Regierung. Ich bin gekommen um rock’n’roll zu spielen für Ost-Berlinern in der Hoffnung dass eines Tages alle Barrieren abgerissen werden.”

(Oversat: Det er dejligt at være i Østberlin. Jeg vil sige til jer, at jeg er her ikke for eller imod en regering, jeg er kommet for at spille rock’n’roll for østberlinerne i håbet om, at alle barrierer en dag vil blive revet ned.”

For at sætte en fed streg under sin pointe spillede han herefter en coverversion af Bob Dylans store frihedssang ”Chimes of Freedom”. Hør talen (og publikums reaktioner) og sangen i videoen herunder.

Springsteens tale havde kort tid inden koncertens start skabt panik blandt de tyske arrangører. De hørte, at en af Springsteens folk spurgte, hvad ”wall” hed på tysk og tænkte, at hvis der blev sagt noget om Muren på scenen, ville de stå uden job dagen efter. Springsteens chauffør blev bedt om at tale med Springsteen, som indvilgede i at ændre ordet ”wall” til ”barrieres”. Det viste sig, at DDR-toppolitikeren Egon Krenz havde været til stede backstage og havde godkendt den endelige formulering i talen med konstateringen ”vi er også imod barrierer”.

Koncerten gav mere mod til at udfordre DDR-regimet
Bruce Springsteens lille hint til Muren og oplevelsen med at myndighederne måtte give efter for presset fra menneskemassen og fjerne afspærringerne fik indirekte betydning for den efterfølgende udvikling, der førte til Murens fald 16 måneder senere. Det fortæller øjenvidner til koncerten i bogen ”Bruce Springsteen – Rocking the wall: The Berlin concert that changed the world”, skrevet af Reuter-korrespondent Erik Kirschbaum.

Kirschbaum har interviewet omkring 60 øjenvidner. For mange af dem står øjeblikket, hvor myndighederne giver op over for presset fra menneskemassen og fjerner afspærringerne, som noget dybt symbolsk.

Et af øjenvidnerne, Cornelia Günther, fortæller, hvordan koncerten får hende til at deltage i demonstrationer for mere frihed. Hun er også med året efter, hvor en halv million samles i Østberlin få dage før grænseovergangen til Vestberlin åbnes og diktaturets tid er forbi.

”Koncerten var helt sikkert med til at give os mere mod til at gå på gaden og kræve mere frihed. Vi oplevede, at man kan opnå noget som gruppe, og at man kan udfordre regimet. Ved Springsteen-koncerten kunne vi klappe ad hans tale, uden at politiet kom,” siger hun.

Den dengang 34-årige Jörg Bencke havde rejst gennem halvdelen af DDR for at være til koncerten. Han fortæller om Springsteens tale:

“Vi hørte alle budskabet, og det var elektrificerende. Alle vidste præcis, hvad han talte om – at man skulle rive muren ned. Der har tidligere været vestlige rockstjerner på besøg i DDR. De spillede og sagde “Hallo Østberlin” eller sådan noget. Men ingen viste sådan et mod. Springsteen stod simpelthen på scenen og sagde det, alle drømte om. Det var en ubeskrivelig følelse.”

Springsteen skulle dæmpe de unges utilfredshed
Erik Kirschbaum har i sin research til bogen også dykket ned i Stasi-arkiverne. Her har han fundet dokumentation for, at koncerten var led i en kampagne med det formål at dæmpe den voksende utilfredshed blandt landets ungdom. De unge hungrede efter at opleve noget af det samme som Vestens unge. Og de var oprørte over flere hændelser i 1987, hvor politiet satte hegn op og brugte knipler og strømpistoler mod østtyskere for at forhindre dem i at komme tæt på Muren for at lytte til blandt andre David Bowie og The Eurythmics, der gav koncerter tæt på vestsiden af Muren.

For at gyde olie på vandene fik det kommunistiske partis ungdomsorganisation Freie Deutsche Jugend (FDJ) derfor tilladelse til at arrangere Springsteen-koncerten. Stasifilerne fortæller også, hvordan FDJ argumenterede for at lade Springsteen spille. De pointerede over for DDR-toppen,  at Springsteen skrev “hårde og uspolerede sange om den skyggefulde side af den amerikanske virkelighed”.

Fornem stemningen og den enorme folkemængde ved koncerten i videoen herover. Det må have været en bizar oplevelse for DDR-ledelsen at høre publikum skråle med på Springsteens “Born in the USA”.

Berlin og Muren satte varige spor i Springsteen
Koncerten i 1988 har ikke kun gjort stort indtryk på østtyskerne. Den delte by og koncerten i Østberlin har også sat varige aftryk i Bruce Springsteen og hans bandmedlemmer.

Bruce besøgte Berlin første gang i 1981, hvor han gav koncert i Vestberlin på sin turne efter udgivelsen af albummet The River. I selvbiografien Born to Run fra 2016 fortæller Bruce, hvordan han og vennen og E Street-guitaristen Steven Van Zandt valgte at tage en tur til Østberlin:

”I Berlin vovede Steve og jeg os gennem Checkpoint Charlie for at tilbringe en eftermiddag i Øst. Samtlige tryksager, det være sig aviser eller blade, blev konfiskeret af de østtyske grænsevagter. Det var et andet samfund, man kunne godt mærke støvlehælen og Stasi i gaderne, og man var godt klar over, at undertrykkelsen var ægte nok.

Steve blev aldrig den samme igen. Efter vores tur i Europa blev den samme mand, der havde prædiket, at rockmusik aldrig skulle blandes sammen med politik, selv politisk aktiv, og hans egen musik blev aggressivt politisk. Kraften i den mur, der delte verden i to, dens brutale, hæslige og hypnotiserende realitet kunne ikke undervurderes. Det var en krænkelse af menneskeheden, der var noget sjofelt ved den, og når man først havde set den, hang den ved én som en lugt, man aldrig helt kunne slippe af med. Den påvirkede flere af bandets medlemmer dybt, og der lød et kollektivt lettelsens suk, da vi fortsatte til den næste by.”

Bruce Springsteen og E Street Band har aldrig før eller siden spillet for et større publikum end i Østberlin i 1988. Og de glemmer aldrig koncerten. På fotoet spiller Bruce i Horsens, juli 2016.

Om koncerten i 1988 i Østberlin, der var en del af hans Tunnel of love-turne, skriver Bruce  blandt andet i Born to run:

”Muren stod der stadig, men de første sprækker var så afgjort begyndt at vise sig i dens før så uigennemtrængelige facade. Forholdene var ikke de samme som for et årti siden. På en åben mark stod den største tilskuerskare, jeg nogensinde havde set eller spillet for, og inde fra midten af scenen kunne jeg ikke se nogen ende på den. Hjemmesyede amerikanske flag vajede i den østtyske blæst. Billetterne påstod, at vi blev præsenteret af ungkommunisterne og spillede ”støttekoncert for sandinisterne”?! Det var nyt for mig. Hele koncerten blev transmitteret af det statslige tv (endnu en overraskelse), dog med undtagelse af min korte tale om muren, som på en eller anden måde passende nok blev udeladt.

I løbet af et døgn gik jeg fra dagen før vores koncert at have kunnet svanse fuldstændig uantastet ned ad gaderne i Østberlin til at være landskendt superstjerne. Da jeg dagen efter jobbet var et smut uden for vores hotel, blev jeg omringet af hipstere, bedstemødre og alt derimellem med et ønske om en autograf. ”Ich bin ein Berliner”.

Vi holdt fest på konsulatet i Østtyskland og begav os derefter tilbage til Vestberlin og en koncert for 17.000, der på trods af vores gode vesttyske fans føltes langt mindre dramatisk end det, vi netop havde oplevet. (Rockmusik handler om indsatser. Jo højere de bliver sat, jo dybere og mere pirrende bliver situationen. I 1988 i Østtyskland var der en stemning af alt eller intet, der kun et år senere eksploderede, da den tyske befolkning væltede Berlinmuren og gjorde sig fri).”

På sin officielle hjemmeside siger Bruce Springsteen om koncerten:

“Once in a while you play a place, you play a show that ends up staying inside of you, living with you for the rest of your life. East Berlin in 1988 was certainly one of them.”

Og så faldt Muren
Berlinmuren blev som bekendt åbnet helt uventet om aftenen den 9. november 1989. Under en pressekonference fortalte politbureaumedlemmet Günter Schabowski, at der var vedtaget en bestemmelse “der gør det muligt for enhver borger at rejse ud over DDR’s grænseovergange”.

En journalist spurgte, hvornår reglen trådte i kraft, og Schabowski svarede lidt forfjamsket “ab sofort” (med det samme). Nyheden spredtes hastigt, og tusindvis af østberlinere søgte til grænseovergangene i løbet af aftenen. De pressede på for, at portene skulle åbnes.

Grænsevagterne ved Bornholmer Strasse var de første til at give efter for det stigende pres. Her blev porten åbnet klokken 23.32, og efterfølgende åbnede flere grænseovergange.

BONUSINFO
I juli 1995 tog Bruce Springsteen til Berlin for at indspille videoen til sit megahit Hungry Heart. En del af videoen blev optaget ved en kort koncert sammen med et tysk band på Café Eckstein (i dag Café Butter) i Pappelalle i Prenzlauer Berg. I videoen ser man også Bruce bevæge sig rundt i Berlin, blandt andet kører han gennem Brandenburger Tor og langs Eastside Gallery.

Stammtisch #2: Om DDR-flygtninge og flugthjælpere

Dramatiske forsøg på at flygte fra DDR er temaet for Vild med Berlins 2. Stammtisch-arrangement. Jesper Clemmensen fortæller om sine dokumentariske bøger “Skyggemand” og “Flugtrute: Østersøen”.

At flygte fra DDR var forbundet med stor fare og udsigt til lange fængselsophold, hvis man blev pågrebet. Alligevel var der mange, der gjorde forsøget. Og en del, det lykkedes for. Også via Vestberlin, der fra 1961 til 1989 var omkranset af en mur og lukket helt inde i DDR.

Bøgerne “Flugtrute: Østersøen” (2012) og “Skyggemand” (2017) er dokumentariske beretninger om DDR-flygtninge og dem, der hjalp dem med at flygte. De er skrevet Jesper Clemmensen, som er så venlig at komme og fortælle om bøgerne og den store, forudgående research til Vild med Berlin og Berlin Bars gratis Stammtisch-arrangement 24. juni kl. 15.

Ved arrangementet vil begge bøger være til salg til en favorabel pris.

Læs mere om “Skyggemand” her og se Jesper Clemmensens besvarelse på en række spørgsmål i Vild med Berlins serie “Mit Berlin”.

Deltagelse i Stammtisch er gratis og kræver ikke tilmelding, men markér gerne på Facebook (hvis du er på Facebook), om du har tænkt dig at komme. Ved sidste Stammtisch-arrangement var der 34 deltagere, og så er der fyldt pænt op i den brede ende af hyggelige Berlin Bar. Kom derfor tidligt, hvis du vil sikre dig en god siddeplads. I ventetiden kan du eventuelt nyde en af barens 16 fadøl eller 140 forskellige flaskeøl, der alle er fremstillet af tyske brygmestre og bryggerier. Berlin Bar sælger også alkoholfrie drikke og god kaffe.

Stammtisch #2 på Berlin Bar
Tidspunkt: Søndag 24. juni 2018 kl. 15
Sted: Berlin Bar, Gammel Kongevej 147, 1850 Frederiksberg

Skyggemand hjalp borgere i Østberlin ud i friheden

Jesper Clemmensen har skrevet en medrivende fortælling om, hvordan flugthjælpere på opfindsom og dramatisk vis fik indespærrede DDR-borgere ud af landet i årene efter, at Muren var rejst. I flere passager er den dokumentariske beretning spændende som en krimi.

Jesper Clemmensens Skyggemand om flugthjælpere i den kolde krigs BerlinGravede tunneller, forfalskede pas og skjulte rum i ombyggede biler. Det var nogle af metoderne, når mennesker skulle smugles ud af DDR, der i 28 år var skarpt adskilt fra det frie Vesteuropa ved hjælp af en mur, pigtråd og grænsesoldater med skarpladte våben. I alle årene var der borgere, der forsøgte at flygte.

Mange af dem benyttede sig af mere eller mindre anonyme flugthjælpere, der bravt kæmpede for at være mere kreative end Stasi. Den østtyske, såkaldte statssikkerhedstjeneste opsporede nemlig adskillige flugtveje, og flugthjælperne måtte hele tiden forsøge at være et skridt foran.

Skyggemands fortælling var gemt i 45 år
En af flugthjælperne var Dietrich Rohrbeck, som er hovedperson i Jesper Clemmensens nye bog ”Skyggemand”. Forfatteren kom i kontakt med Dietrich Rohrbeck i forbindelse med en foredragsturné i anledning af sin forrige bog ”Flugtrute Østersøen”. Det viste sig, at Dietrich Rohrbeck i 45 år havde gemt på sin historie om hjælp til mere end 50 flygtende østberlinere – og Jesper Clemmensen blev straks interesseret.

Som i ”Flugtrute Østersøen” er der også i den nye bog et link til Danmark. Rigtig mange af de flygtende kom nemlig til Vesttyskland via overfarten Rostock-Gedser, og adskillige danskere bidrog i indsatsen for de flygtende. DDR var hermetisk lukket i 1961, efter at Berlinmuren var blevet rejst, og Dietrich Rohrbeck studerede på det tidspunkt i Vestberlin, men besøgte jævnligt sin danske kæreste på Falster. I hulrummet i hans Mercedes var der plads til en person, der ikke var for høj eller tyk og heller ikke led af klaustrofobi.

Omfattende research
I andre tilfælde og i samarbejde med andre flugthjælpere hjalp han flygtninge til Vesten via gravede tunneller eller falske pas. På et tidspunkt var Dietrich Rohrbeck meget tæt på at blive afsløret af den danske journalist Flemming Sørensen, der var agent for Stasi. Af frygt for at blive arresteret af Stasi fik flugthjælperen et nyt pas i et andet navn. Han undlod også i en længere periode at befinde sig på landjorden i DDR og rejste i stedet med fly mellem Hamborg og Berlin.

En omfattende research, brug af Stasi-arkivet og samtaler med involverede ligger bag den velskrevne fortælling over 368 sider. Visse episoder er spændende som en krimi. Dietrich Rohrbecks rolle sluttede, da han flyttede til Danmark i 1965. Han er i dag 81 år, og først for seks år siden begyndte han at snakke om begivenhederne igen.

– Det var jo et overstået kapitel, fortæller han i dette indslag til TV Øst, hvor han også giver denne forklaring på bogens titel, der henviser til opfattelsen af ham hos de folk, han hjalp:

– De har altid sagt: “Han var ligesom en skygge for os, Skyggemanden”. Jeg dukkede jo op, gemte dem i bilen, kørte over, læssede dem ud og gav dem nogle instrukser. Og når de vendte sig om, var jeg allerede væk igen.

Se også Jesper Clemmensen svare på fem spørgsmål om sit forhold til Berlin i serien “Mit Berlin”:

Mit Berlin #26: Byen sænker pulsen og tænder for de store følelser

Vind bog: På kanten i Berlin

(VINDERNE ER FUNDET) Nu har du igen chancen for at få fingre i spændende Berlin-læsestof. Vi udlodder 2 eksemplarer af den spritnye bog ”På kanten i Berlin”, skrevet af Lene Tymoshenko, der har boet i Berlin siden 1992 og driver eget guidefirma i byen.

På kanten i Berlin er Lene Tymoshenkos første bog.

Lene Tymoshenko fortæller i bogen sin egen historie om, hvordan hun i 1991 tog nattoget fra København til Berlin for at snuse til byens bz-miljø. Året efter vælger hun at flytte til den tyske hovedstad og starte et nyt liv som en del af det store bz-miljø, der var opstået i det tidligere Østberlin efter Murens fald.

Hendes bog giver et unikt indblik i de forskellige subkulturer, der fandtes i 90’ernes Berlin, herunder bz’ere, idealister, livskunstnere og illegale på flugt fra den økonomiske håbløshed i det opløste Sovjetunionen.

Den fortæller om truslen fra ordensmagten og nynazistiske bander. Om kærlighed og venskab, og det opslidende ved kampen for en stabil tilværelse, når man befinder sig på kanten. Om seksuelle eksperimenter, bordeller og sexarbejde.

Læs her et kort uddrag fra “På kanten i Berlin”:

”Der er en optimistisk, ja nogen gange helt euforisk følelse af, at alt er muligt, da jeg lærer det østberlinske bz’miljø at kende i sommeren 1991. På mange måder er det som en stor farvestrålende legeplads. Man kan bo gratis i store skøre kollektiver og leve billigt, og man skal bare gå ud på gaden, så kan man klunse de skønneste gamle møbler og andre brugsgenstande, da østberlinerne har travlt med at skifte deres ting ud med vestprodukter. Derfor opstår der hele tiden nye bjerge af storskrald på de ellers tomme brostensbelagte lange gader, og de få biler, der er i bydelen, må køre slalom imellem dem. Vi bruger skraldebjergene til at klatre rundt på og finde skatte til vores kollektiver.

Det er en skøn sommer. Jeg føler, at jeg for første gang virkelig kan være mig selv. Det går op for mig, at jeg på en eller anden måde altid har følt mig fremmed og udenfor i København og i Danmark. At jeg et eller andet sted aldrig rigtig har hørt til eller været mig selv. Det, der før bare har været en diffus følelse, da jeg hidtil jo ikke har haft noget sammenligningsgrundlag, bliver nu konkretiseret. Nu står det som en skærende kontrast, og det går op for mig i al sin tydelige klarhed, at jeg er en fremmed i Danmark. Det er her i Berlin, jeg hører til. Jeg er endelig kommet hjem.”

Lene Tymoshenko har udgivet ”På kanten i Berlin” som selvudgiver. Bogen er på 520 sider og kan købes på bl.a. www.saxo.com eller på www.gucca.com

DELTAG I LODTRÆKNINGEN
ved at lægge en kommentar herunder, hvor du kort fortæller om dit favoritsted i Berlin. Hvor holder du særligt af at komme/vender altid tilbage til – og hvorfor?
Bemærk: Vi modtager meget “spam” i vores kommentarfelter. Derfor bliver din kommentar først synlig, når vi har godkendt den.

OM KONKURRENCEN
Konkurrencen løber til og med fredag den 7. juli 2017. Den foregår på Vild med Berlins Facebook-side, blog og Instagram-side. Vi finder vinderne gennem lodtrækning og kontakter dem direkte.

Lene Tymoshenko (født Pedersen)
Født 1969. Har boet i bydelen Friedrichshain i det tidligere Østberlin siden 1992.

Er uddannet kok, var sexarbejder i syv år og har nu sit eget guidefirma, Berlin på Vrangen, der arrangerer byvandringer i Berlin.”På kanten i Berlin” er hendes første bog.

Læs også Lenes bidrag i Vild med Berlins serie ”Mit Berlin”: ”Berlinerne finder sig sgu ikke i noget!”