Kategoriarkiv: Historie

VIND BOGEN: Skyggemand hjalp borgere i Østberlin ud i friheden

Jesper Clemmensen har skrevet en medrivende fortælling om, hvordan flugthjælpere på opfindsom og dramatisk vis fik indespærrede DDR-borgere ud af landet i årene efter, at Muren var rejst. I flere passager er den dokumentariske beretning spændende som en krimi.
Læs herunder, hvordan du kan vinde et af tre eksemplarer, som forlaget har stillet til rådighed.

Jesper Clemmensens Skyggemand om flugthjælpere i den kolde krigs BerlinGravede tunneller, forfalskede pas og skjulte rum i ombyggede biler. Det var nogle af metoderne, når mennesker skulle smugles ud af DDR, der i 28 år var skarpt adskilt fra det frie Vesteuropa ved hjælp af en mur, pigtråd og grænsesoldater med skarpladte våben. I alle årene var der borgere, der forsøgte at flygte.

Mange af dem benyttede sig af mere eller mindre anonyme flugthjælpere, der bravt kæmpede for at være mere kreative end Stasi. Den østtyske, såkaldte statssikkerhedstjeneste opsporede nemlig adskillige flugtveje, og flugthjælperne måtte hele tiden forsøge at være et skridt foran.

Skyggemands fortælling var gemt i 45 år
En af flugthjælperne var Dietrich Rohrbeck, som er hovedperson i Jesper Clemmensens nye bog ”Skyggemand”. Forfatteren kom i kontakt med Dietrich Rohrbeck i forbindelse med en foredragsturné i anledning af sin forrige bog ”Flugtrute Østersøen”. Det viste sig, at Dietrich Rohrbeck i 45 år havde gemt på sin historie om hjælp til mere end 50 flygtende østberlinere – og Jesper Clemmensen blev straks interesseret.

Som i ”Flugtrute Østersøen” er der også i den nye bog et link til Danmark. Rigtig mange af de flygtende kom nemlig til Vesttyskland via overfarten Rostock-Gedser, og adskillige danskere bidrog i indsatsen for de flygtende. DDR var hermetisk lukket i 1961, efter at Berlinmuren var blevet rejst, og Dietrich Rohrbeck studerede på det tidspunkt i Vestberlin, men besøgte jævnligt sin danske kæreste på Falster. I hulrummet i hans Mercedes var der plads til en person, der ikke var for høj eller tyk og heller ikke led af klaustrofobi.

Omfattende research
I andre tilfælde og i samarbejde med andre flugthjælpere hjalp han flygtninge til Vesten via gravede tunneller eller falske pas. På et tidspunkt var Dietrich Rohrbeck meget tæt på at blive afsløret af den danske journalist Flemming Sørensen, der var agent for Stasi. Af frygt for at blive arresteret af Stasi fik flugthjælperen et nyt pas i et andet navn. Han undlod også i en længere periode at befinde sig på landjorden i DDR og rejste i stedet med fly mellem Hamborg og Berlin.

En omfattende research, brug af Stasi-arkivet og samtaler med involverede ligger bag den velskrevne fortælling over 368 sider. Visse episoder er spændende som en krimi. Dietrich Rohrbecks rolle sluttede, da han flyttede til Danmark i 1965. Han er i dag 81 år, og først for seks år siden begyndte han at snakke om begivenhederne igen.

– Det var jo et overstået kapitel, fortæller han i dette indslag til TV Øst, hvor han også giver denne forklaring på bogens titel, der henviser til opfattelsen af ham hos de folk, han hjalp:

– De har altid sagt: “Han var ligesom en skygge for os, Skyggemanden”. Jeg dukkede jo op, gemte dem i bilen, kørte over, læssede dem ud og gav dem nogle instrukser. Og når de vendte sig om, var jeg allerede væk igen.

Vind bogen!
Forlaget Gyldendal har stillet tre eksemplarer af bogen til rådighed for en udlodning blandt Vild med Berlins følgere. Der bliver trukket lod mellem alle modtagere af Vild med Berlins gratis nyhedsbrev.

Modtager du det i forvejen – det seneste nyhedsbrev udkom 1. juli i år – behøver du altså ikke at gøre noget. Ellers kan du tilmelde dig via dette link senest mandag den 16. oktober 2017. Dagen efter trækker vi lod blandt alle tilmeldte – altså også de, der i forvejen var tilmeldt. Vinderne får direkte besked via den mailadresse, de er tilmeldt med.

Nyhedsbrevet udkommer højest seks gange om året – og du kan altid og meget let framelde det igen.

En sjælden gang sker det, at der er problemer med tilmeldingen. Oplever du det, kan du sende en mail til lars@vildmedberlin.dk. Så sørger vi for, at du kommer på nyhedsbrevslisten.

Se også Jesper Clemmensen svare på fem spørgsmål om sit forhold til Berlin i serien “Mit Berlin”:

Mit Berlin #26: Byen sænker pulsen og tænder for de store følelser

Vind bog: På kanten i Berlin

(VINDERNE ER FUNDET) Nu har du igen chancen for at få fingre i spændende Berlin-læsestof. Vi udlodder 2 eksemplarer af den spritnye bog ”På kanten i Berlin”, skrevet af Lene Tymoshenko, der har boet i Berlin siden 1992 og driver eget guidefirma i byen.

På kanten i Berlin er Lene Tymoshenkos første bog.

Lene Tymoshenko fortæller i bogen sin egen historie om, hvordan hun i 1991 tog nattoget fra København til Berlin for at snuse til byens bz-miljø. Året efter vælger hun at flytte til den tyske hovedstad og starte et nyt liv som en del af det store bz-miljø, der var opstået i det tidligere Østberlin efter Murens fald.

Hendes bog giver et unikt indblik i de forskellige subkulturer, der fandtes i 90’ernes Berlin, herunder bz’ere, idealister, livskunstnere og illegale på flugt fra den økonomiske håbløshed i det opløste Sovjetunionen.

Den fortæller om truslen fra ordensmagten og nynazistiske bander. Om kærlighed og venskab, og det opslidende ved kampen for en stabil tilværelse, når man befinder sig på kanten. Om seksuelle eksperimenter, bordeller og sexarbejde.

Læs her et kort uddrag fra “På kanten i Berlin”:

”Der er en optimistisk, ja nogen gange helt euforisk følelse af, at alt er muligt, da jeg lærer det østberlinske bz’miljø at kende i sommeren 1991. På mange måder er det som en stor farvestrålende legeplads. Man kan bo gratis i store skøre kollektiver og leve billigt, og man skal bare gå ud på gaden, så kan man klunse de skønneste gamle møbler og andre brugsgenstande, da østberlinerne har travlt med at skifte deres ting ud med vestprodukter. Derfor opstår der hele tiden nye bjerge af storskrald på de ellers tomme brostensbelagte lange gader, og de få biler, der er i bydelen, må køre slalom imellem dem. Vi bruger skraldebjergene til at klatre rundt på og finde skatte til vores kollektiver.

Det er en skøn sommer. Jeg føler, at jeg for første gang virkelig kan være mig selv. Det går op for mig, at jeg på en eller anden måde altid har følt mig fremmed og udenfor i København og i Danmark. At jeg et eller andet sted aldrig rigtig har hørt til eller været mig selv. Det, der før bare har været en diffus følelse, da jeg hidtil jo ikke har haft noget sammenligningsgrundlag, bliver nu konkretiseret. Nu står det som en skærende kontrast, og det går op for mig i al sin tydelige klarhed, at jeg er en fremmed i Danmark. Det er her i Berlin, jeg hører til. Jeg er endelig kommet hjem.”

Lene Tymoshenko har udgivet ”På kanten i Berlin” som selvudgiver. Bogen er på 520 sider og kan købes på bl.a. www.saxo.com eller på www.gucca.com

DELTAG I LODTRÆKNINGEN
ved at lægge en kommentar herunder, hvor du kort fortæller om dit favoritsted i Berlin. Hvor holder du særligt af at komme/vender altid tilbage til – og hvorfor?
Bemærk: Vi modtager meget “spam” i vores kommentarfelter. Derfor bliver din kommentar først synlig, når vi har godkendt den.

OM KONKURRENCEN
Konkurrencen løber til og med fredag den 7. juli 2017. Den foregår på Vild med Berlins Facebook-side, blog og Instagram-side. Vi finder vinderne gennem lodtrækning og kontakter dem direkte.

Lene Tymoshenko (født Pedersen)
Født 1969. Har boet i bydelen Friedrichshain i det tidligere Østberlin siden 1992.

Er uddannet kok, var sexarbejder i syv år og har nu sit eget guidefirma, Berlin på Vrangen, der arrangerer byvandringer i Berlin.”På kanten i Berlin” er hendes første bog.

Læs også Lenes bidrag i Vild med Berlins serie ”Mit Berlin”: ”Berlinerne finder sig sgu ikke i noget!”

Mit Berlin #24: Byen er en levende historiefortæller

Alice Persson kom til Østberlin som 19-årig i 1975 for at arbejde som dansk nyhedsoplæser på Radio Berlin International, den østtyske kort- og mellembølgeradio, der dagligt fortalte hele verden om socialismens fortræffeligheder. Sidste år udgav hun beretningen om sine mere end to år i byen under den kolde krig og Stasis mislykkede forsøg på at hyre hende som agent. Her svarer hun på spørgsmål i serien ”Mit Berlin”.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Mit første indtryk af Berlin (det var i Øst i 70’erne) var en STOR, fremmed og totalt spændende by. Jeg var 19 år og havde stort set kun været i Rødovre, Karrebæksminde og på Orø. En særartet lugt af brunkul, en sky af olieblandet benzinlugt, tiloset luft, livlighed, pølsebarer, knejper, mange små, tøffende trabanter. Følelsen af at være blevet lukket ind i en hemmelig hule fuld af skilte med opfordring til at komme fremad mod en partikongres, at kæmpe for fred og solidaritet og styrke produktionen. Totalt anderledes end reklamerne hjemme! Jeg var spændt, bange og på eventyr.

Alice Persson i 1976

Alice Persson i 1976 ved sit østberlinske hjem i Albert Schweitzer Strasse i Friedrichshagen cirka 20 km fra centrum af Berlin.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Jeg kommer her alt, alt for sjældent, men kunne sagtens besøge Berlin syv-otte gange om året, hvis det var muligt. Men hver gang jeg er her, føles det som at være kommet hjem. Jeg kunne godt bo der igen, tror jeg. Jeg er vild med Berlin som en god gammel ven. Den by har været med til at identificere mig og definere mig i den spæde ungdom, og det hænger ved.

Jeg tænker stadig meget i øst og vest. Er helt bevidst om, hvornår jeg er hvor. Og jeg befinder mig mest i øst, når jeg besøger byen. Her føler jeg mig hjemme. Store forretningsgader, moderne glasbygninger og shoppingcentre har ikke min interesse. Hellere slentre ad en laaang Karl Marx Allee eller Unter den Linden eller i Köpenick end gå og kigge smarte butikker i vest, på Kurfürstendamm.

Byen er så emmende af historie og liv. Jeg elsker at mærke ærefrygten, når jeg står ved en stor bygning og mærker, hvad der er sket her i fortiden. Ved mindesmærker for krigens ofre bliver jeg højtidelig og melankolsk. Bagefter kan jeg gå ud i folkemængden, som lever i dag, og blive glad for at se deres selvfølgelige måde at eksistere i en fredelig by. Så jeg får mange forskellige følelser, når jeg bevæger mig rundt i Berlin.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Jeg elsker Berlin af mange grunde. Byen har noget for enhver sjæl. Men byen er ikke bare en by. Byen er et vidnesbyrd, en levende, summende historiefortæller. En mangfoldighed af skæbner.

På grund af min historie bliver jeg nærmest jaloux over at skulle dele Berlin med så mange mennesker, der valfarter hertil. Jeg misunder dem. I dag er det jo lige så naturligt at drage herned som at tage en tur i sommerhuset eller ind til storbyen. En lille barnlig stemme indeni siger: Jeg kom først, det er min by. Misundelse er en retningsgiver, som peger og siger: Det skal du også. Så jeg tager følelsen som et tegn på, at jeg kommer og er kommet her alt for sjældent i nyere tid. Så det må jeg gøre noget ved. I virkeligheden kunne jeg godt forestille mig at tilbringe meget længere sammenhængende tid hernede. Måske endda flytte hertil.

Når jeg sidder ved foden af fjernsynstårnet, hvor jeg dengang – i 70’ernes Østberlin – sad sammen med min soldaterkæreste og diskuterede vores umulige forhold, bliver jeg grebet af en trang til at fortælle de unge mennesker om, hvordan det var dengang. Men det har jeg jo gjort i min bog ”Kollega Persson.”

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Mit yndlingssted er Friedrichshagen. Det tager ca. 25 minutter med S-toget Richtung Erkner at køre derud. Derude ligger en by i byen med egen hovedgade, butikker, kulturelle arrangementer, cafeer og kirke. Her er liv og glade dage, uden at det bliver for stort. Og går man til enden af Bölschestrasse, kommer man ned til søen, Müggelsee. Der er grønt, hyggeligt og underholdende i Friedrichshagen.

Med årene er jeg blevet lidt overfølsom over alt for megen larm og travlhed alt for længe, så mit nervesystem slapper helt af, når jeg kommer til søen og cafeerne og bådfarten ved vandet. Det er mit ønske en skønne dag at bo på en pension i byen – i nærheden af mit tidligere hjem i Albert Schweitzer Strasse.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Da jeg boede i Berlin i 70’erne, var jeg ikke så interesseret i at gå i teater, i operaen eller på museer. Dengang gik jeg mere på værtshus og mødte de lokale. Mit store ønske var at komme ind i Distel og opleve satiren, men det opgav jeg, for det var umuligt at få billetter, hvis ikke man lige kendte nogen, der kendte nogen.

1. maj i Østberlin: Det har altid givet mig et indre sus at stå i en stor menneskeforsamling. Især når det handler om at ændre verden, solidaritet, tilkendegivelser for fred er det mærkbart. Et sus går gennem kroppen, når jeg mærker, hvor mange vi er, og hvor stor styrke vi har, når vi er mange. Det sus mærkede jeg 1. maj i Berlin i 70’erne.

Inden jeg flyttede til Berlin i 1976, havde jeg 1. maj været med på Blågårds Plads i stjernedemonstration til Nørre Søgade og så hele vejen ud til Fælledparken. Det var også betagende og gav mig følelsen af at tilhøre en kæmpestor familie. Det gav tryghed og garanterede på en måde, at jeg kunne føle mig tryg her. I Berlin fik jeg den samme følelse, i langt højere målestok. For det var jo her, i socialismen, at den tryghed blev garanteret. Vi var så ufatteligt mange, og beslutningen var, at der aldrig mere måtte udgå krig fra tysk jord. I kølvandet på krigen, som jeg vidste havde resulteret i en stor angst for min mors og mine bedsteforældres liv, var det, som om den ”slægtssmerte” lagde sig, når jeg indsnusede lugten fra den nye krigsløse tid.

Selv om den kolde krig skød med skarpt, følte jeg mig i sikkerhed her. Når jeg så på tanks i Østberlin, tænkte jeg ikke krig, men forsvar for fred og en slåen hårdt ned på alle neonazistiske tendenser. Under 1. maj-demonstrationen i Østberlin (vi havde fri fra arbejde) så jeg godt, at Honecker og co. sad højt oppe på et podium, og der var rækværk mellem dem og folket. Men opfattede det ikke spor symbolsk.

Jeg bliver nødt til at nævne Unter den Linden. Her har jeg gået meget. På vej ned mod Brandenburger Tor, hvor DDR stoppede. Så stod jeg dér og kiggede på afspærringerne. Det var en kæmpeoplevelse at besøge Berlin igen for første gang siden murens fald, mange år efter. Meget hurtigt fandt jeg Unter den Linden og gik den samme tur. Da jeg nåede Brandenburger Tor, blev det helt uvirkeligt inden i mig. Jeg stoppede op og blev helt paf. Selv om jeg rationelt godt vidste, at døren var åben, var det en særlig følelse at opleve det. Og sådan er det med alt. Det er ikke nok at vide det oppe i hovedet. Man skal være til stede med sin krop for virkelig at mærke det. Jeg gik helt forsigtigt igennem og ud på den anden side. Kiggede lidt bedøvet på menneskemylderet. Mennesker kørte og gik, optaget af at leve deres liv. Tog ingen notits af den åbne dør. Kun jeg stod dér og tænkte i mirakler.

Det samme skete, da jeg besøgte Checkpoint Charlie. Historien bemægtigede sig mig igen. Og jeg gøs ved tanken om, hvordan det var dengang, og at man nu bare kan gå igennem. Men jeg brød mig ikke om alt det dramatiske og souvenirprægede. Folk, som solgte postkort og små stykker ”mur”. Det er ikke interessant.

Museerne er jo et kapitel for sig. Imponerende. Ud over mastodonterne på museumsøen kan jeg lide at besøge Zille Museum i Propststrasse 11 i Nikolaiviertel, Berlins ældste kvarter.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Igen må jeg sige, at det tiltaler mig at opsøge den østlige fortid. I min gamle by Friedrichshagen ligger ”Bräustübl” på Müggelseedamm 164 og ”Rolandseck” på Scharnweberstrasse 80. Begge lå der også dengang, i 70’erne. Og væggene taler til mig.

I centrum kom jeg af og til på ”Zur letzten Instanz”, Berlins ældste værtshus fra 1651. Selv om restauranten er blevet shinet op, er den gamle egenart ikke forsvundet. For selv om man sminker historiske bygninger til ukendelighed, titter historien gennem væggene. Jeg får i hvert fald følelsen af at være i Berlins ældste knejpe stadigvæk selv om bordene er pænt pyntede. Tænk, her sad Napoleon engang og nød en øl, siges det. Derfor har han også en stol stadigvæk. Eller det havde han stadig, da jeg besøgte instansen for nogle år siden. Charlie Chaplin og Clara Zetkin og flere berømtheder siges også at have besøgt stedet.

I nyere tid har jeg besøgt ”Lebensmittel in Mitte” – et dejligt intimt og folkeligt sted. Her sidder man tæt, og stemningen er livlig uden at være anmassende. Cafeer og spisesteder i Hackesche Höfe er også altid hyggelige at besøge.

Alice Persson, født 1957, er selvstændig psykoterapeut. Tidligere tysk korrespondent/advokatsekretær og stadig meget glad for det tyske sprog. Udgav i 2016 bogen  ”Kollega Persson” om sine oplevelser, da hun boede i Østberlin 1975-77 og arbejdede på den statslige radio i håb om senere at uddanne sig til journalist, men hvor hun oplevede at blive forsøgt rekrutteret af Stasi, DDR’s hemmelige politi.

Hun skriver nu på en fortsættelse med den kryptiske arbejdstitel ”Frøken Persson … kan De koge et æg?” Et særpræget spørgsmål under en jobsamtale som tysk korrespondent efter de groteske oplevelser i Østberlin. Her vil hun beskrive, hvad der skete, da hun kom hjem fra Berlin og stadig havde svært ved dels at vriste Stasi-oplevelserne af sig dels at omvurdere sine politiske og private livsdrømme. Og i sidste ende finde fodfæste i livet. Om den kommende bog fortæller hun selv:

– Den  vil have en naturlig tilknytning til det fænomen, at jeg senere uddanner mig til psykoterapeut. Hvad sker der for hende, der – godtroende og uskyldig som unge mennesker ofte er – bliver offer for kræfter, der har planer med hende? Og hun ikke kan finde nogen at betro sig til, fordi det på den ene side er tabu (”Stasi eksisterer ikke”), på den anden side farligt, hvis nogen opdager det (”har hun været spion?”). Hvor går hun hen med sin skam og ensomhed?

Danmarks Radio har lavet flotte web- og radiodokumentarer om Alice Perssons oplevelser i Østberlin i 1976: https://www.dr.dk/nyheder/webdok/berlin

Skuddet i Berlin, der ændrede Vesttyskland

En vestberlinsk politimands drab på en ubevæbnet demonstrant betragtes af mange som udgangspunkt for den politisk terrorisme, der knugede Vesttyskland i 1970’erne. 2. juni 2017 er det halvtreds år siden, det dræbende skud blev affyret. Oplysninger om betjenten, som først dukkede op i Stasi-arkiverne så sent som i 2009, kunne måske have sparet mange liv i et blodigt kapitel i forbundsrepublikkens historie.

2. juni er en dato med en helt særlig betydning i Berlins historie. Eller rettere Vestberlins, for det var den vestlige side af den dengang delte by, der i 1967 lagde grund til en tragedie med skæbnesvangre konsekvenser. Under en demonstration mod et besøg af den iranske shah blev den 26-årige studerende Benno Ohnesorg dræbt af et skud i baghovedet.

Det var første gang, Benno Ohnesorg deltog i en demonstration. Han var pacifist, medlem af en protestantisk studentermenighed, gift og ventede barn. Billedet af den døende unge mand gik verden rundt.

Skuddet mod Benno Ohnesorg blev affyret fra kun halvanden meters afstand af kriminalbetjenten Karl-Heinz Kurras. Det blev affyret på en parkeringsplads, der delvis lå under en bygning på søjler på adressen Krumme Straße 66-67. Her havde han forvildet sig ind sammen med nogle andre på flugt fra den politistyrke, der kort forinden havde opløst en demonstration over for Deutsche Oper, 150 meter derfra på den store gennemkørselsvej Bismarckstraße.

Et relief ved Deutsche Oper til minde om drabet på Benno Ohnesorg

Brutale angreb på demonstranter
Demonstrationen var rettet mod den iranske shah Mohammad Reza Pahlavis besøg i Berlin på grund af de fortrinsvis unge, tyske studerende modstand mod det iranske styres undertrykkelse af ytringsfrihed, menneskerettigheder og al opposition, blandt andet via fængsling af politiske modstandere og det hemmelige politis tortur og likvideringer. En iransk dissident havde i forbindelse med shah-besøget på et møde på Berlins Universitet fortalt om undertrykkelsen, hvilket havde berørt mange deltagere, og der havde allerede tidligere på dagen været demonstrationer, hvor demonstranterne – uden indgriben af det vestberlinske politik – var blevet banket af såkaldte “pryglepersere” eller “jubelpersere”, dvs. medbragte shah-støtter, der var bevæbnet med store lægter af træ.

Så stemningen var lidt ond, da omkring 2.000 demonstranter om aftenen den 2. juni samledes foran Deutsche Oper, hvor shahen og hans unge hustru skulle overvære Mozarts Tryllefløjten. Af politiet blev de anvist plads i behørig afstand på den anden side den brede Bismarckstraße. Her havde demonstrationen lejlighedsvis karakter af en happening, hvor nogle af deltagerne havde brune papirindkøbsposer på hovedet med påmalede ansigter, der skulle forestille shah-parret. Benno Ohnesorgs gravide hustru havde forladt stedet, fordi hun følte sig utryg.

Kort efter at alle Operaens gæster var lukket ind til Tryllefløjten, gik det vestberlinske politi i gang med at opløse demonstrationen på den anden side af gaden, angiveligt uden forudgående varsel. Kl. 19.57 lød ordren “Knüppel frei” – Frem med kniplerne. Det blev temmelig brutalt.

Benno Ohnesorgs flugtvej væk fra politiets knipler og frem til stedet, hvor han blev skudt.

Mange demonstranter flygtede fra politiet ved at løbe ned ad Krumme Straße, og flere havde søgt ind i gården ved nr. 66-67, men gården viste sig at være lukket, og de måtte tilbage ad samme vej, som de var kommet. Gården var ved at være tømt, da skuddet faldt. Det var kort efter kl. 20.30. Benno Ohnesorg faldt om og lå helt stille. En time senere blev han erklæret død.

Politiets foto af den døende Benno Ohnesorg

Et mord med stor symbolværdi
Til trods for, at Benno Ohnesorg var ubevæbnet og sammen med de øvrige demonstranter på vej væk fra politiet, blev drabsmanden Kurras efterfølgende frikendt ved to retssager, først i 1967 og derefter igen i 1970. Benno Ohnesorg blev et symbol for den fremspirende studenterbevægelse. Politiets brutalitet var i manges øjne et eksempel på tidligere nazisters store indflydelse i det vestberlinske politi. Mere end 10.000 ledsagede Benno Ohnesorgs kiste, da han blev begravet i sin fødeby Hannover.

De mere radikale ungdomsoprørere drog den konklusion, at fredelige protester mod en nazificeret magt var nyttesløse. En terrororganisation tog i 1972 navn efter datoen for skuddrabet, ”Bewegung 2. Juni”, og stod efterfølgende for drab, bortførelser, bombeattentater og bankrøverier. Flere af deltagerne herfra gik efterfølgende ind i Rote Armee Franktion (RAF), også kendt som Baader-Meinhof-banden. RAF stod for 34 mord på vesttyske politikere, embedsmænd, erhvervsledere, vagtfolk og chauffører op gennem 70’erne.

Hvordan tingene havde udviklet sig, hvis Benno Ohnesorg ikke var blevet skudt, er selvfølgelig vanskeligt at sige noget om, men denne handlings betydning bliver i hvert fald ikke nedtonet af tyske historikere. Så sent som 24. april 2009, altså næsten 42 år efter det dræbende skud, bragte Weekendavisen et interview med den tyske forfatter og journalist Stefan Aust, der har indgående kendskab til den politiske terrorisme. Heri siger han blandt andet:

“Den 2. juni 1967 var et chok for alle, både for demonstranterne og for dem, som fulgte urolighederne i tv. Det var den mest brutale politiaktion siden Anden Verdenskrig, og det endte med, at studenterpolitikeren Benno Ohnesorg blev dræbt, fuldkommen uden grund. Det var en begivenhed, som definerede en hel generation i Tyskland. Jeg siger altid, at Karl-Heinz Kurras, kriminalbetjenten, som dræbte Benno Ohnesorg, er mere ansvarlig for terrorismen i Tyskland end Andreas Baader.”

Politimanden var Stasi-spion
Dette blogindlægs forfatter læste artiklen i Weekendavisen på en kort afstikker til Danmark under et længere ophold i Berlin i 2009. Det pudsige er, at der en måned senere kom en helt ny, opsigtsvækkende afsløring frem om politimanden Karl-Heinz Kurras. 22. maj 2009 kunne aviserne fortælle, at han – på tidspunktet, da mordet fandt sted – havde været medlem af det østtyske kommunistparti, SED, og under dæknavnet Otto Bohl agent for den østtyske efterretningstjeneste, Stasi. Det var en nyhed, der ryddede forsider over hele Tyskland og også gav stor opmærksomhed i udlandet.

Oplysningen var dukket op i de omfattende Stasi-arkiver, der var blevet tilgængelige for forskere efter Murens fald. Det kom også frem, at Kurras ikke handlede efter instrukser fra Stasi. ”Ein Verbrechen”, en forbrydelse, stod det noteret i Stasi- akterne, og Stasis kontakt til Kurras blev lagt på is. I medierne blev han beskrevet som en temmelig våbenglad mand, der under 2. Verdenskrig havde været soldat på østfronten. Betalingen for at levere informationer til Stasi brugte han blandt andet på ammunition til skydetræning.

Blandt tyske historikere og debattører førte afsløringen straks til spekulationer om en helt anderledes udvikling i den vesttyske studenterbevægelse, mindre radikalisering og mange undgåede mord, hvis Kurras forbindelse med Stasi var blevet kendt i forbindelse med mordet på Ohnesorg.

Den vesttyske terrorbevægelse havde et ideologisk fællesskab med den herskende ideologi i DDR, og nogle af bevægelsens medlemmer nød en vis beskyttelse i landet. Terroristernes hovedfjende – den repressive statsmagt under påstået nazistisk indflydelse – ville måske være kommet til at stå i et helt andet lys, hvis man havde haft viden om, at manden bag det første mord på en vesttysk demonstrant rent faktisk var agent for DDR.

Allerede om aftenen den 2. juni 1967 var nogle studenter samlet for at drøfte dagens hændelser. Den 26-årige Gudrun Ensslin, senere medstifter af RAF, skulle på dette møde have sagt disse: ”Man kan ikke diskutere med dem, de vi tage livet af os alle sammen. Det er Auschwitz-generationen”.

Afsløringen af betjentens fortid vakte opsigt. Forsiden af Bild 22. maj 2009

Sønnen ønsker undskyldning og erstatning
Benno Ohnesorg døde iført en markant karminrød skjorte, som han havde på for første gang, og som var en gave fra hans hustru Christa. Hende var han blevet gift med seks uger tidligere. Fem måneder senere fødte hun sønnen Lukas. Hun døde i 2000 og bestræbte sig til sin død på at undgå offentlighedens søgelys.

Den i dag 49-årige Lukas Ohnesorg, arbejdsløs programmør i Hannover, har nu efter nogen tøven valgt at udtale sig til medierne. I forbindelse med 50-årsdagen beskriver han mordet på sin far som en tragedie, der traumatiserede familien. I et aktuelt interview med Spiegel Online giver han udtryk for bitterhed over, at Karl-Heinz Kurras, der døde i 2014, fortsat officielt er uskyldig, og han mener, at hans far burde have opkaldt en plads i Berlin efter sig. Lukas Ohnesorg insisterer desuden på en undskyldning og en kompensation fra den tyske stat.

Han ville gerne have lært sin far at kende, siger han til Berliner Zeitung:
”Han ville leve, havde så mange ideer og talenter. Han malede billeder og tegnede. Allerede da han var barn skrev han bøger og digte. Og så blev han pludselig revet ud af livet.”

En fortælling om jævne menneskers stille modstand

Hans Falladas ”Alene i Berlin” er en storslået roman om et Berlin-ægtepar, der mister deres søn i krigen og derefter begynder at fordele postkort imod naziregimet.

Temaerne for den 682 sider store roman er anstændighed, integritet og mod. Den begynder med en gribende scene, hvor arbejderægteparret Anna og Otto Quangel i Prenzlauer Berg modtager et brev om, at deres søn er død under felttoget mod Frankrig. Derefter begynder de at tvivle på Hitler, som de ellers havde støttet, og beslutter sig for at gå ind i kampen mod krigen og naziregimet.

De gør det på deres egen stilfærdige måde, nemlig ved at skrive postkort, som de fordeler rundt omkring i opgange med henblik på, at andre finder dem, deler dem videre og dermed sætter gang i et oprør.

Romanen bygger på virkelige personer, nemlig ægteparret Elise og Otto Hampel, der ganske vist ikke mistede deres søn i krigen, men Elises bror. Hans Fallada skrev bogen kort før sin død, blandt andet på baggrund af dokumenter fra retssagen, der dømte parret til halshugning i 1943. Den udkom i 1947 på et kommunistisk forlag, som omskrev dele af romanen for at gøre den mere politisk korrekt efter opfattelsen hos de sovjetiske magthavere i den østlige del af det besatte Berlin.

Først i 2010 blev det oprindelige manuskript fundet. ”Lykkeligvis,” skriver den i Berlin bosatte dansker Henriette Harris i et indsigtsfuldt efterord om bogen, Fallada og virkelighedens Elise og Otto Hampel, for dermed er flere nuancer kommet med:

Romanen er Hans Falladas årvågne beskrivelse af tyskerens kamp for hverdagen og af den terror, der havde lukket sin jernnæve om ham. Det er en indgående beskrivelse af tyskerens altoverskyggende angst. Men også af tyskerens fejhed, hans griskhed, hans løgnagtighed, hans vilje til at stikke og udplyndre naboer (jøder som ikke-jøder) og arbejdskammerater, hvis det kunne berige ham selv eller redde ham fra at komme i fedtefadet (…) Men Alene i Berlin er først og fremmest en roman om anstændighed. Om to jævne mennesker, der erkender og handler efter, at prisen for at forblive anstændig aldrig kan blive for høj,” skriver Henriette Harris blandt andet i efterordet.

Ved udgivelsen af den danske oversættelse i 2012 fik den de maksimale seks stjerner af både Jyllands-Postens og Politikens anmeldere. Weekendavisen skrev: “Et mesterligt indblik i kollektiv angst og paranoia“.

Fem har vundet bogen
Forlaget People’sPress stillede fem eksemplarer af bogen til rådighed for en lodtrækning blandt dem, der følger Vild med Berlin. Vinderne blev udtrukket 25. januar 2017 og har fået direkte besked og bogen tilsendt.

Mindetavle for Elise og Otto Hampel på adressen Amsterdamerstrasse 10 i Berlin

Mindetavle for Elise og Otto Hampel på adressen Amsterdamerstrasse 10 i Berlin
Foto: By OTFW, Berlin – Own work, CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=11102209

Elise og Otto Hampel

Elise og Otto Hampel fotograferet af Gestapo efter anholdelsen

Find nazitidens spor i Berlin

Her er anden del af de mange anbefalinger om ”historiens spor” fra dem, der følger Vild med Berlins blog, nyhedsbrev og Facebook-side.

Større boligkvarterer må jævnligt spærres af og mange mennesker evakueres, når man opdager endnu en bombe i den berlinske undergrund. 3.000 stykker usprængt materiale som bomber, granater og ammunition menes fortsat at ligge her, og de ret hyppige fund gør krigens tid meget nærværende i den tyske hovedstad.

Det samme gør de mange mindesmærker og andre markeringer af det sorte kapitel i Tysklands historie. Berlin-glade danskere har deres favoritter, når de vil mærke historiens vingesus, og mange berettede om dem, da Vild med Berlin for nogen tid siden efterlyste inspiration. Vi har tidligere bragt den første opsamling om DDR-tiden. Her følger den anden om tiden med det nazistiske styre, 1933-1945.

Stolpersteine - snublesten i BerlinDe 5.000+ snublesten
Flere nævner, at de mærker historiens tragiske vingesus, hver gang de ser de såkaldte Stolpersteine – de 10×10 cm store messingskilte, som næsten alle, der har været i Berlin, har bemærket. Byen har da også mere end 5.000 af dem – placeret mellem brostenene foran huse, hvor der har boet mennesker, primært jøder, som blev deporteret til de nazistiske udryddelseslejre. ”Her boede Margarete Tebrich, født Loewi i 1874, deporteret til Theresienstadt 17. december 1942.  Myrdet i Auschwitz i 1944” lyder en af inskriptionerne, som sætter navn på en af de mange millioner myrdede og samtidig fortæller læseren, at vedkommende befinder sig lige der, hvor dette offer levede sit liv.
Læs mere om Stolpersteine i indlægget ”Én sten. Ét navn. Ét menneske. Historien om Stolpersteine – snublesten i Berlin”.

Gleis 17 Memorial i Grunewald
Mindesmærker for deportationen af jøderne fylder naturligvis en del i de mange anbefalinger. ”Gleis 17” er nævnt som et meget tankevækkende sted.  Det er et nedlagt spor på den ellers fungerende S-togsstation Grunewald, 13 km vest for Alexanderplatz, som minder om, at det var fra denne station, at 56.000 berlinske jøder blev transporteret til dødslejrene. Inskriptioner langs sporene fortæller om datoerne for transporterne og det præcise antal mennesker, som blev sendt af sted.
Læs mere i indlægget ”Gleis 17 Memorial – Mindesmærke for nazisternes jødetransporter fra Berlin”.

Mahnmal Levetzowstrasse
I samme genre, men i Moabit tæt på Berlins centrum, er Mahnmal Levetzowstrasse, som Peter Christiansen omtaler som ”Det mest intense historiske sted i Berlin”. Her lå engang en af Berlins største synagoger, som nazisterne fra 1941 brugte til at opsamle tusindvis jøder, før de blev sendt videre mod øst, bl.a. via togstationen i Grunewald. På en stor jernplade kan man se datoer udstanset sammen med det antal mennesker, der blev deporteret den pågældende dag, og en skulptur i form af en togvogn symboliserer deportationen til den visse død.

Den såkaldte "Führerbunker" , juli 1947. Foto: Bundesarchiv

Den såkaldte “Führerbunker” , juli 1947. Foto: Bundesarchiv

Hvor lå førerbunkeren?
Et særligt sted i Berlin – ved Gertrud-Kolmar Strasse, ikke langt fra Brandenburger Tor – er markeret så beskedent, at mange af byens besøgende har vanskeligt ved at finde det. Og finder man endeligt frem til stedet, hvor Hitlers førerbunker engang lå, kan man godt blive lidt skuffet. For ud over en lille informationstavle er der kun en kedelig parkeringsplads at beskue.

I Tyskland er der almindelig enighed om, at stedet for førerbunkeren ikke skal være et storslået mindesmærke, som kunne anspore nynazister til at bruge stedet til fejring af deres åndelige forfader. Trods den beskedne markering kan man godt mærke et strejf af historiens vingesus, når man står på stedet. Som Else Togo skriver i sin kommentar: ”Får gåsehud ved stedet for der Führerbunker i Gertrud-Kolmar Strasse”.

Mindre end halvanden kilometer derfra kom der i oktober 2016 en udstilling, hvor Hitlers arbejdsværelse er genopført, og hvor man desuden kan se en model af hele bunkeren. Det følsomme forhold til historien gør udstillingen omdiskuteret, men arrangørerne i det private ”Berlin Story Bunker” fastholder, at hensigten blandt andet er at vise nazispidsernes luksus i forhold til de menige tyskeres lidelser i overfyldte bunkere samt at gøre historien levende og interessant. Man kan bestille rundvisninger i hele udstillingen på tysk og engelsk til 12 euro her.
Læs mere om førerbunkeren på dansk Wikipedia.

Hvor førerbunkeren i sin tid lå, er der i dag en parkeringsplads

Hvor førerbunkeren i sin tid lå, er der i dag en parkeringsplads.

Mindesmærket for Europas myrdede jøder
Endnu tættere på stedet for den oprindelige bunker ligger Berlins største og mest markante mindesmærke, nemlig ”Denkmal für die ermordeten Juden Europas”, der blev indviet i 2005. Det er 2.711 betonsteler fordelt på 19.000  kvadratmeter, kun 200 meter fra Brandenburger Tor.  Et gigantisk kunstnerisk værk, som den amerikanske arkitekt Peter Eisenman står bag. I anledning af mindesmærkets 10-årsjubilæum i 2015 lagde vi dette indlæg på bloggen.

Det er værd at lytte til et råd fra forbundsdagspræsident Wolfgang Thierse, der i sin åbningstale i 2005 anbefalede, at man som gæst begynder sit besøg i det underjordiske dokumentationscenter. Her er der gratis entré, men også grundig sikkerhedskontrol. Derefter bør man ifølge Thierse gå alene mellem stelerne og tænke over de indtryk, som besøget efterlader.

Topographie des Terrors
Ida Hermann anbefaler stedet med disse ord: ”Topographie des Terrors er et område, som forbinder historien. I dag et moderne museum, som ligger dér, hvor Gestapo havde sit hovedkvarter. Bygningen eksisterer ikke mere, men der findes endnu rester, der minder om den tid. Når man kigger i retning af Niederkirchnerstrasse ser man ikke alene et stykke af Berlinmuren, der vidner om den kolde krig, men også det kolossale bygningsværk i baggrunden med totusind rum, der blev bygget til Göring og var hans Reichluftfahrtministerium (og som senere også blev brugt af DDR). To meget bemærkelsesværdige epoker mødes her, og det er ret overvældende!”

Steen Bille, der oplevede den udendørs udstilling på stedet, før udstillingsbygningen var færdig, skriver: ”At stå ved de udendørs plakatboards ved Topographie des Terrors i murbrokkerne fra SS-fængslet og føle dig stærkt berørt og nødvendigt oplyst …”.

En fornyet version af den udendørs udstilling findes i dag i en lang arkade langs grunden ind til den nye udstillingsbygning, der stod færdig i 2010. Her kan man bevæge sig kronologisk gennem tiden, hvor nazisterne i stigende grad strammede grebet og skruede op for terrorregimet.
Der er gratis adgang til det såkaldte ”Dokumentationszentrum – Topographie des Terrors” i den markante bygning, der besøges af mere end én million mennesker om året. Stedet rummer både permanente og skiftende udstillinger.
Læs mere om Topographie des Terrors her.

Berliner Unterwelten – udstilling og guidede ture
Foreningen Berliner Unterwelten har en permanent udstilling, ”Mythos Germania”, og en stribe skiftende rundvisninger i blandt andet under- og overjordiske bunkere. Tidspunkter og steder skifter jævnligt, så man skal selv holde øje med de aktuelle ture på hjemmesiden. Klik på det danske flag for at få information på dansk om de ture, der har en dansk guide.

skilt-bayerischer-viertelBayerisches Viertel
Birthe Egelund Høier: “Bayerisches Viertel er ikke det område i Berlin, som tiltrækker sig flest turister. Men her er historien fortsat levende. I det tidligere jødiske kvarter bør man gå omkring og kigge både op på lygtepælene og ned i fortovet. Et kunstnerprojekt har fået lov at blive hængene: skilte, der på den ene side citerer en lov, med datoen for indførelsen, som begrænser jøders aktiviteter op gennem trediverne, og på den anden side en ikon, som betegner den pågældende restriktion (f.eks. et brød, når jøder kun må købe brød på bestemte tider). I Bayerisches Viertel er historien en aktiv del af dagligdagen.”
Wikipedia (på tysk): Bayerisches_Viertel
Wikipedia (på tysk): Orte des Orte des Erinnerns (Bayerisches Viertel)

Olympia Stadion
Julie Pedersen: “At gå rundt der giver både suset af stormagt og af den ligeså forfærdelige bagside af Hitlers idé om det 3. rige.”
Jacob B. Møller: “Bygget af Hitler og renoveret senest til VM i Tyskland i 2010 . En guidet rundtur med min søn der står stærkt efter sommerens tur til Berlin.”
Læs her om rundvisninger på Olympia Stadion.

Gedenkstätte Plötzensee
Maj-Britt Milsted: “Det er en ubeskrivelig stemning man kommer i ved et besøg her. Nazisterne henrettede i tusindvis og mange af deres egne blev henrettede få dage før krigens slutning. Man kan læse flere af de henrettedes historie i montre på museet. Virkelig et grumt og historisk vingesus. Og ikke et sted, der er overrendt. Vi har hver gang haft det helt for os selv. Og det gør stemningen endnu mere forstemmende.”
Læs her om Gedenkstätte Plötzensee.

Sammlung Boris BerlinSammlung Boros
Birgit Dusa: “Man fornemmer historien på egen krop, når man går rundt i den gamle bunker nær Friedrichstrasse Station, hvor der nu er kunstudstilling.”

Op mod 3.000 mennesker søgte tilflugt i denne bunker under de allieredes bombninger af Berlin. Den Røde Hær brugte bunkeren som fængsel, og i 1950’erne blev den brugt til opbevaring af frugt og grønt, hvilket dengang affødte navnet ”Bananbunkeren”.  Boros købte stedet i 2003.

Som beskrevet i et tidligere blogindlæg skal et besøg i bunkeren planlægges i god tid, for der er kun adgang til bunkermuseet, hvis man på forhånd har booket plads på en af de guidede rundvisninger (12 personer pr. gang).

Gedenkstätte Deutsche Wiederstand
Sanne Gitz: “Berlin er så fuld af historie, at man hele tiden forholder sig til de forskellige tider byen har været igennem. Da vi i påsken var i Berlin, besøgte vi Gedenkstätte Deutsche Wiederstand, hvilket virkelig gav mig en klump i halsen og ondt i maven.”
Læs mere (på tysk og engelsk).

Denkmal zur Erinnerung an die Bücherverbrennung
Dan Mølholm: “Jeg bliver grebet af historien mange steder, men ikke mindst ved det sted på Bebelplatz, hvor en af de nazistiske studenters bogafbrændinger af ikke politisk korrekte bøger fandt sted i 1933. Man kigger gennem glas ned på tomme boghylder under jorden. Og læser Heinrich Heines profetiske ord: ‘Det var kun forspillet. Der, hvor man brænder bøger, vil man til sidst også brænde mennesker.’”
Læs mere (på tysk og engelsk).

Første del af denne opsamling af anbefalinger fra “de berlinervilde” – om DDR-tidens historiske vingesus – finder du her.

DDR-tidens historiske vingesus i Berlin – her oplever du det!

Byen emmer af historie, så det er svært at begrænse sig, hvis man bliver bedt om at pege på, hvor man bedst oplever historiens vingesus i Berlin. Her er første del af et overblik over de mange anbefalinger, der i april 2016 kom fra følgerne af Vild med Berlins blog, nyhedsbrev og Facebook-side.

Brandenburger_Tor_BerlinBerlin er indbegrebet af historiens vingesus,” lød det fra en af bidragyderne, da vi i forbindelse med udlodning af bogpræmier bad deltagerne om at lægge ”en kommentar med dit bud på, hvor i Berlin man bedst oplever historiens vingesus”. En anden forestillede sig at være gudinden i quadrigaen på toppen af Brandenburger Tor: ”Hun har i mange, mange år fra toppen af Brandenburger Tor haft udsigt til, hvad der er foregået i Berlin, så netop der får man en fantastisk oplevelse af historiens vingesus”.

Ja, gudinden har overværet triumftogene i 1864, 1866 og 1870 efter sejre i krige mod blandt andet Danmark. Hun har set sejrsikre soldater drage i krig i 1914, og hun har været vidne til nazisternes march gennem porten, da Hitler kom til magten 30. januar 1933. Hun blev bombet i smadder i kampene om Berlin i 1945 og var i mange år centrum for den delte by, da der eksisterede to tysklande. Selv om hun stod med ryggen til, registrerede hun sikkert også talen 12. juni 1987, hvor den amerikanske præsident Ronald Reagan bad sin sovjetiske kollega Gorbatjov om at rive Muren ned. Ingen havde vist regnet med, at den rent faktisk blev pillet fra hinanden mindre end to år senere, hvor øst- og vestberlinere blandt andet fejrede det ved at stille sig på Muren om aftenen den 9. november 1989.

Diana Gillmeister fortæller i en kommentar, hvordan hun oplevede Brandenburger Tor før Murens fald: ”Jeg mindes de russiske soldater med maskinpistoler, som stod der ved mine besøg som barn. Som skræmte os børn, fordi vi sad på hegnet, og det måtte vi ikke. De sagde noget, vi ikke forstod, men kropssproget var tydeligt, og vi kom hurtigt ned. Fantastisk at se at der nu ikke er hegn om.”

Reichtag_BerlinReichstag nævnes af mange som et andet godt sted at opleve Berlin som centrum i den vestlige verdens historie. ”Her er hele Tysklands historie på godt og ondt samlet i ét imponerende bygningsværk,” er der en, der skriver. Men derudover deler anbefalingerne sig især i steder, monumenter og mindesmærker for to epoker i historien: Den delte by 1961-1989 og Nazi-tiden 1933-1945. For overskuelighedens skyld er af denne opsamling derfor grupperet på denne måde. Her følger første del.

Den delte by 1961-1989

Stasi-fængslet i Hohenschönhausen
DDR-tiden scorer højest blandt bidragsyderne, og rigtig mange har været på rundvisning i fængslet i Hohenschönhausen, der fra 1951 til 1989 var stedet, hvor Stasi holdt op mod 200 politiske fanger indespærret ad gangen. ”Et koldt og alvorligt vingesus,” bliver stedet beskrevet som, og Jakob Schmidt anbefaler det med ordene: ”Det gamle Stasi-fængsel i Hohenschönhausen er virkelig en oplevelse værd. Stadig fornemmer man den mistro, psykiske terror og ondskab, som hele stedet var drevet af. Og i autentiske omgivelser med det originale interiør intakt.

Caroline supplerer: ”Tilbage i DDR-tiden vidste de fleste ikke, at der lå et fængsel her – det var en Stasi-sag og fængslet var ikke på noget kort, og når nye indsatte skulle køres derud, var en af torturmetoderne ofte at køre de arresterede rundt i mørke biler i timevis, så de til sidst ikke havde nogen som helst idé om, hvor de var. Psykisk terror var måden, Stasi torturerede deres indsatte og borgere på.”

Rundviseren Mike i Hohenschönhausen, der fungerede som fængsel i DDR-tiden

Rundviseren Mike

Som rundviser i fængslet, der har været ”Gedenkstätte” siden 1994, har mange mødt Mike, der er særlig interessant for danskere, fordi han er vild med alt dansk – blandt andet inspireret af Olsen Banden – og brugte tiden under sine mange ophold i fængslet til at lære dansk, blandt andet ved hjælp af brugsanvisninger, hvor vejledningerne var oversat til flere sprog.

Min største historiske oplevelse i Berlin var, da jeg blev vist rundt i Hohenschönhausen af en tidligere fange, Mike, som i øvrigt taler dansk. Hans største ønske efter murens fald var at besøge Danmark og lære dansk. Han gjorde et stort indtryk på mig, for vi er jævnaldrende. Mens jeg var ung, hvor jeg levede livet og uddannede mig, så sad han det meste af tiden i fængsel i DDR,” fortæller Simon Smidt Jensen.

Efter Murens fald gik Mikes første udlandsrejse i øvrigt til Sønderjylland, hvor han blev modtaget meget varmt og inviteret indenfor af de danskere, der fandt ud af, at han var fra DDR.

Bente Toft: ”Et besøg i Stasi-fængslet i Hohenschönhausen i Berlin har gjort dybt indtryk hos min mand og jeg. En af de tidligere indsatte guidede os rundt. En meget personlig og intens rundvisning. Efter Genforeningen mødte han tilfældigt sin forhørsleder ude i byen. De kom i snak, og det var starten på ideen om en bog om fangernes og deres “forhørsbødlers” skæbne i den nyere historie. Bogen kan nu købes i fængslets boghandel.”

Stedets officielle hjemmeside: http://www.stiftung-hsh.de/

Museet ”Alltag in der DDR”
En permanent udstilling med gratis entré, der i november 2013 åbnede i Kulturbrauerei, Prenzlauer Berg, 100 meter fra U-bahnstationen Eberswalder.
Helle Faber: “Boede i Østberlin i november 1989, og dette museum beskriver livet der.”
Museets hjemmeside: http://www.hdg.de/berlin/museum-in-der-kulturbrauerei/
Læs også om museet i blogindlægget:
Ni gratis fornøjelser ved regnvejr i Berlin

Bornholmer Strasse – stedet for Murens fald 9. november 1989
Der, hvor jeg mærkede historiens vingesus, var ved broen på Bornholmer Straße, hvor vi så plancher med billeder fra før og ved Berlinmurens fald,” skriver Laila Hejlskov.
Begivenheder ved grænseovergangen er skildret i denne 9 minutter lange dokumentar (med engelske tekster):

Den tyske kanal ARD viste i 2014 begivenhederne i et tv-drama, der i høj grad beskrev begivenhederne set fra Harald Jägers synsvinkel. Han var den østtyske befalingsmand, der ledede gænseovergangen og er kendt som ”Manden der åbnede muren”.


Haralds Jägers biografi kan læses på Wikipedia i en engelsk og en tysk version.

Potzdamer Platz
Med det enorme Sony Center og stykkerne er muren  – en fantastisk historisk kontrast,” skriver Tanja Rasmussen.

U-Bahnhof Friedrichstrasse
Kirsten Gjaldbæk: ”Når jeg står på banegården Friedrichstrasse, kigger jeg hver gang op mod vinduerne i gavlen under den buede hvælving, og så synes jeg stadig at se soldaterne med maskingeværer, der stod på vagt der, mens byen stadig var delt. Og så behøver man blot at gå ned i udstillingsrummene i “Tränepalast” lige uden for stationen for med gysen at genopleve nervøsiteten for kontrollerne dengang før november 1989!”

Gedänkstätte Berliner Mauer - Mur og indermur, som de så ud i DDR-tidenGedenkstätte Berliner Mauer i Bernauerstrasse
Det eneste sted i Berlin, hvor et stykke af både den ydre og den indre mur stadig er bevaret. Det tilhørende dokumentationscentrum er løbende blev fornyet. ”Efter udvidelsen af Gedenkstätte Berliner Mauer i Bernauerstrasse, synes jeg at man her får en fornemmelse af, hvordan en helt almindelig gade med boligblokke blev forvandlet under delingen af byen,” skriver Lone.

Anne Hessing Simonsen: “Ingenmandslandet ved Bernauer Strasse. Det risler en kold ned af ryggen, når man står i Mauerpark på flisegangene og tænker på, hvor mange der flygtede i de dybe gange under jorden netop der, hvor man står.”

Baumhaus an der Mauer
Martin Olesen skriver: ”Et ikke så berømt – men meget tankevækkende – sted er “Baumhaus an der Mauer” i Kreuzberg. Hør fx historien på Youtube. Her får man en helt anderledes og skæv vinkel på Berlins deling. Jeg så stedet første gang med en af de alternative gåture, der også er meget anbefalelsesværdige. Se fx http://alternativeberlin.com/tours/free-tour/

Trabant-museet ved Checkpoint Charlie
Anette Due: ”Det er et fantastisk lille museum, hvor der virkelig er noget at komme efter. Rigtig god film om Trabantens historie også.”

Karl-Marx-Allee_BerlinKarl-Marx-Allee
Annie Hansen: ”Efter at have oplevet Berlin i 1960 – før muren, på Stalinallee, (nu Karl-Marx-Allee) med de brede fortov og, efter datidens østtyske forhold, imponerende facader er det alligevel som at komme til en anden verden, når man i dag går ned af samme allé. I 1960 var der mennesketomt og uden trafik. Gik man ind bag facaderne, oplevede man kun sønderbombede huse, hvor der var legende børn. I dag en meget trafikeret allé, nærmest boulevard, med masser af flotte boligblokke, hvor der var ruiner. I årene siden dengang har jeg oplevet Berlins forandring på både godt og ondt, heldigvis mest af den gode slags. Det gyser dog stadig i mig, når jeg aflægger Tränenpalast et “besøg” og genoplever de gange, jeg skulle der igennem og visiteres.”

Torben Stig Nymand Jacobsen: ”Jeg vælger Karl Marx Allee v. Warschauer Strasse. I dette kryds finder man fire meget store bygninger, som er sovjetiske i al deres pragt. Jeg forestiller mig, at bygningsarbejderne forlod stilladserne i juni 1953 i protest mod prisstigninger og tempoopskruninger. 17.juni var Berlin på randen af sammenbrud. Kun ved sovjetiske kampvognes mellemkomst blev opstanden knust i blod. Bertolt Brecht skrev et satirisk indlæg et par dage efter, hvor han foreslog styret at opløse folket og vælge et nyt.”

Stasimuseum
Gitte Luk skriver: ”Jeg har oplevet dårlig karma af nærmest fysisk karakter tre steder i Europa: I Pompeji syd for Napoli, ved invasionskysten i Normandiet og på Stasimuseum i Ruschestrasse, Berlin. Lugten af bonevoks, gammel cigaretrøg og “Beamterbüro” væltede mig helt bagover, første gang jeg var der for mange år siden. Vi så en halv BBC-dokumentar på VHS i cafeteriet. Den anden halvdel var “gået i stykker”, og der var ikke råd til en ny kopi. Til gengæld fik vi kaffe og småkager, og en venlig ældre kvinde genfortalte resten af dokumentaren, som hun kunne udenad. Ude på trappen stod en gammel, blind mand og fortalte sin egen historie til alle, der gad høre den. Om tab og undertrykkelse og om, hvor svært det også var at falde til i det nye Tyskland. Hver gang jeg er i Berlin, MÅ jeg tilbage til det museum. Ikke for at svælge i fortidens elendighed, men for at minde mig selv om, at mure og pigtråd ikke løser nogen problemer. Det er der desværre endnu nogen, der tror.”

Museumsbolig
Jane Tobberup skriver: ”Tidslomme til offentlig beskuelse: En typisk 80’er DDR-lejlighed i et af datidens Plattenbau-komplekser. Interessant!!!
Hellersdorfer Straße 179. Åben om søndagen 14-16 eller efter aftale. Gratis entré.
http://www.berlin.de/museum/3110025-2926344-museumswohnung.html

Tempelhof
Ole Borch: ”Jeg vil gerne slå et slag for den tidligere Tempelhof lufthavn … Under den kolde krig etablerede amerikanerne og englænderne den berømte luftbro, så Vestberlins befolkning kunne få fødevarer og brændsel, selvom russerne havde afskåret disse bydele under allieret kontrol. Et af de fly, der deltog i luftbroen, en såkaldt “Rosinbomber”, kan stadig ses foran lufthavnsbygningen. Navnet “Rosinbomber” opstod, fordi flyene ud over at fragte varer også smed små faldskærme ud med slik, rosiner og chokolade til de børn, der forventningsfuld stod på ruinbjergene og så flyene ankomme.”

East_Side_GalleryEast Side Gallery
Et langt stykke indermur på den østberlinske side af Spree.
Per Mikkelsen: ”Find stedet hvor to danske piger har malet “Himlen over Berlin”. Og vid, at de to piger tog rejsen til Berlin spontant, stort set uden en krone på lommen, malede i Trabi-damp, boede på gulvet hos en østtysk studerende. Deres værk blev udvalgt til at “overleve”, da dele af muren blev revet ned.”
Læs mere i blogindlægget:
East Side Gallery – 1.316 meter gribende historiefortælling

Mauermuseum ved Checkpoint Charlie
Anita Ege Urbak: ”Dokumenterer meget detaljeret og konkret livet i Berlin under den kolde krig, og man kommer virkelig ind under huden på mennesket og fornemmer, hvad der var på spil for dem, når man ser, hvad de udsatte sig selv og familien for. Et sted, der gjorde dybt indtryk på hele familien.”

Om Checkpoint Charlie på dansk Wikipedia.
Museets hjemmeside: http://www.mauermuseum.de/

2. del af denne opsamling af anbefalinger fra “de berlinervilde” – om sporene fra nazitiden – finder du her.

Jesper Bugge Kold: “Berlin er jo et levende museum”

Land i datidFrem til 9. april 2016 kan du deltage i lodtrækningen om 3 eksemplarer af den nye Berlin-roman “Land i datid”. Du kan læse om bogen og deltage i konkurrencen HER.

Vild med Berlin har stillet bogens forfatter, Jesper Bugge Kold, nogle spørgsmål om hans research til bogen og om hans forhold til Berlin:

Hvordan opstod ideen til “Land i datid”? 
Jeg er ikke sikker på, hvordan og hvornår historien til “Land i datid” opstod, men jeg tænker, at det skete efter en af vores ture til Berlin. Siden første gang, jeg besøgte byen, har jeg været forelsket i den, og det er nok også derfor, jeg har valgt at placere stort set hele handlingen i Berlin. Jeg kender området omkring Kopenhagener Strasse godt, så det var oplagt, at handlingen skulle foregå der.

Er dine østtyske karakterer og begivenheder i bogen bygget på autentiske personer og dokumenter fra Stasi-arkiverne?
Nej. Alle karakterer i bogen er fiktive. Inden mit besøg i arkiverne havde jeg ingen specielle historier, jeg havde planlagt at forfølge. Ingen akter, jeg fik lov til at læse, var personspecifikke, men handlede dog om konkrete overvågningssager og lignende. Alle navne var streget ud, og meningen med min research var, at jeg fik et overblik og kendskab til, hvordan en overvågning blev dokumenteret af Stasi, og hvordan det kunne foregå, når en pårørende skulle læse sin fars sagsakter.

Hvor omfattende har din research til bogen været?
Ligesom med “Vintermænd” har jeg været vidt omkring i min research. Jeg har naturligvis læst et hav af bøger, set dokumentarfilm, og jeg har fået stor hjælp af Thomas Wegener Friis, der er ekspert i Stasi. Jeg har også interviewet flere danskere, der ligesom en af mine personer har været på partiskolen ved Bogensee i 1970erne. Jeg ser en tendens i mine bøger til, at jeg bruger lige så langt tid på research, som jeg bruger på at skrive dem.

Hvad var den største udfordring ifht. din research i Stasi-arkiverne – og var der noget, der overraskede dig?
Jeg stødte ikke på nogen egentlige udfordringer i min research, men jeg var meget overrasket over, at der hver måned stadig er omkring 5.000 forespørgsler fra folk, der ønsker at læse deres egne eller deres pårørendes sagsakter. Jeg var også overrasket over den service, jeg oplevede. BStU (organisationen der varetager arkiverne) havde sat en pressemedarbejder af til mig en hel dag, så jeg kunne få svar på alle de spørgsmål, jeg havde, og de havde samlet sagsakter, som gjorde mig meget klogere på min historie.

Hvad var dit eget forhold til Berlin, inden du gik i gang med bogen – og i dag?
Jeg er vild med byen, som jeg besøger så ofte så muligt sammen med min kone og mine børn. Jeg tror ikke mit forhold har ændret sig på grund af bogen, men for hver gang jeg er i byen, lærer jeg lidt mere om den. Vi har efterhånden været der så mange gange, at vi ikke behøver at besøge de oplagte turistattraktioner, men i stedet kan vi koncentrere os om at komme lidt mere ud i afkrogene. Jeg holder specielt af Prenzlauer Berg, der minder mig om en god blanding af Nørrebro og Vesterbro, hvor jeg har boet det meste af mit voksenliv. Vi ender altid med at opholde os mest i det gamle Østberlin, som jeg finder charmerende på grund af arkitekturen, slitagen og menneskene. Til sommer skal familien 14 dage til Berlin, og jeg håber, at vi kan opdage nye sider af byen, når vi skal være der så længe.

Hvor i Berlin oplever man efter din mening bedst historiens vingesus?
Da jeg i påsken 2015 var i byen, tog jeg en sen aften ud til Bornholmer Strasse. Det var mørkt, og der var ingen mennesker og kun meget lidt trafik. Jeg havde en idé til en scene i bogen, som er meget central, så jeg tog derud og lavede en form for method acting. Jeg forestillede mig, hvordan det måtte have været at være til stede den 9. november 1989. For mig var det en fantastisk oplevelse at gå rundt helt alene på Bösebrücke, og jeg håber, at det kan mærkes på kapitlet i bogen. Den oplevelse står særlig klart for mig, men hele byen er jo et levende museum, så for en historienørd som mig er den et paradis.

Jesper_Bugge_KoldOm Jesper Bugge Kold
Jesper (født 1972) har arbejdet som journalist og arbejder nu som bibliotekar. Han debuterede i 2014 med romanen “Vintermænd”, der handler om naziregimets forråelse og om grænsen mellem det onde og det gode. Bogen fik forrygende anmeldelser og blev nomineret til BogForums Debutantpris.

Jesper bor sammen med sin kone og to børn på Sydfyn med Svanninge Bakker som baghave. Han har i mange år spillet guitar i bandet Biff Baxter Band og har udgivet to CD’er med dem. I april 2016 udgiver han en CD med bandet Rodeo.

Læs mere på Jespers webside.

“Land i datid” – en fængende fortælling om Stasi, om Berlin og om at finde sig selv

KONKURRENCE: Vild med Berlin udlodder 3 eksemplarer af ”Land i datid”, der udkommer 8. april 2016. Romanen er skrevet af den anmelderroste forfatter Jesper Bugge Kold.

Konkurrencen om de 3 eksemplarer af "Land i datid" slutter lørdag den 9. april 2016.

Konkurrencen om de 3 eksemplarer af “Land i datid” slutter lørdag den 9. april 2016.

”Land i datid” er svær at slippe, når man først er kommet i gang med den. Anmelderen her havde egentlig besluttet at læse romanen i nogle stræk henover påsken. I stedet blev andre planer droppet, så bogen kunne læses færdig på én og samme dag. Bedre anbefaling kan en bog vel egentlig ikke få.

”Land i datid” er en særdeles fængende roman, fortalt i et veloplagt sprog. Bogen handler om 30-årige Andreas fra København, der rejser til Berlin for at blive klogere på sin biologiske far, som han aldrig har kendt. Faderen er blevet myrdet og har testamenteret sin lejlighed og værdier til sin ukendte søn i Danmark.

Andreas’ rejse til Berlin er også en flugt fra hans universitetsspeciale, som han ikke kan tage sig sammen til at gøre færdigt, og en kæreste, som har droppet ham. For ham bliver Berlin en mulighed for at genopfinde sig selv, viske tavlen ren og starte forfra.

I Berlin møder Andreas sin tyske kusine Bea, som hjælper ham med at dykke ned i hans fars baggrund. Det bliver en overraskende rejse, der byder på barsk viden om faderens virke for Stasi, om løgne, magtmisbrug og forbrydelser, der er blevet fortiet og fortrængt.

Fortællingen foregår i flere spor, hvor man skiftevis følger Andreas, hans biologiske far, Peter, samt en tredje central person i handlingen. Historien strækker sig tilbage til 1975, hvor østtyske Peter og danske Elisabeth mødes på en partiskole i DDR. Hun rejser hjem til Danmark med hans barn i maven. Vi følger den tro partisoldat Peter avancere i Stasi og får indblik i både mentaliteten og arbejdsmetoderne i den østtyske efterretningstjeneste. Vi følger Peter – både på jobbet og privat – helt frem til 2006, hvor han bliver myrdet.

BYGGER PÅ OMFATTENDE RESEARCH
”Land i datid” bygger på et stort researcharbejde. Forfatter Jesper Bugge Kold har haft adgang til Stasis arkiver og har fået hjælp fra en af Danmarks førende Stasi-eksperter. Han har desuden interviewet flere tidligere ungkommunister, der var på DDR-partiskole i 1970’erne.

Det grundige researcharbejde fornemmes tydeligt i bogen. Det samme gør forfatterens gode kendskab til Berlin – bl.a. med følgende rammende beskrivelse af den tyske hovedstad:

“Flere steder er Berlin en slidt kælling med få pløkker i munden. Andre steder en pralende playboy, en midaldrende mand med læderkvaster på skoene, en dyr håndtaske på høje hæle eller en firkantet bodybuilder. Hun er punker, hun er yuppie, cool og det stik modsatte på samme tid. Hun er ren og velduftende, men sidegaderne trænger til et bad, en hårvask og et sæt rent tøj”.

 VIND ET EKSEMPLAR AF ”LAND I DATID”
Turbine Forlaget har doneret 3 eksemplarer af ”Land i datid” til en konkurrence blandt Vild med Berlins læsere.

Du deltager ved at lægge en kommentar med dit bud på, hvor i Berlin man bedst oplever historiens vingesus.  

Konkurrencen løber til og med lørdag den 9. april 2016. Vinderne vil blive kontaktet direkte og deres navne vil efterfølgende blive offentliggjort på Vild med Berlin-bloggen og den tilhørende Facebookside.

KORT OM FORFATTEREN
Jesper Bugge Kold (født 1972) har arbejdet som journalist og arbejder nu som bibliotekar. Han debuterede i 2014 med romanen Vintermænd, der handler om naziregimets forråelse og om grænsen mellem det onde og det gode. Bogen fik forrygende anmeldelser og blev nomineret til BogForums Debutantpris.

Siden har det amerikanske forlag AmazonCrossing købt verdensrettighederne til såvel “Vintermænd” som til den nye “Land i datid”. “Vintermænd” lå primo marts 2016 nummer et på bestsellerlisten inden for krig- og historisk litteratur og fiktion.

Konkurrence: Vind den politiske thriller Berlin 404

Vild med Berlin har rundet 5.000 følgere på Facebook. Det skal fejres. Derfor har du nu chancen for at vinde god sommerlæsning i form af Thomas Clemens anmelderroste politiske thriller “Berlin 404”, som udkom tidligere i år. Vi udlodder 3 eksemplarer af bogen i samarbejde med Forlaget Modtryk.

Berlin 404Berlin 404 leger med spørgsmålene: Hvad var der sket, hvis Berlinmuren ikke var faldet. Hvad nu, hvis Østtyskland havde isoleret sig endnu mere, hvordan havde Vestberlin så udviklet sig?

Bogen begynder med, at DDR’s partisekretær Günter Schabowski omkommer i en bilulykke på vej til den pressekonference, hvor han ellers ville have annonceret, at nye udrejsebestemmelser trådte i kraft ”ab sofort”.

Schabowskis død forpurrer Berlinmurens fald, og i de efterfølgende årtier lukker Østtyskland sig mere og mere om sig selv.

En dag kolliderer et vesttysk tog med et DDR-tog i ingenmandslandet under Muren. De to lande beskylder gensidigt hinanden for bevidst at stå bag ulykken. It-eksperten Jacob Blau fra den vesttyske U-bahn-administration sendes mod sin vilje til Østtyskland for at finde årsagen til ulykken og forhindre en krig i at bryde ud. Med sig har han efterretningsofficeren Berendine Wachner – og i hælene på dem følger Jacobs uberegnelige brødre.

Jacob og Berendine finder chokerende ting bag Jerntæppet. Og et spil om verdens fremtid er i gang.

Berlingske Tidendes anmelder gav bogen 4 stjerner og skrev blandt andet:

»Berlin 404« er en effektiv, politisk sci-fi-thriller – en slags futuristisk koldkrigsroman, der opstiller et billede af verden, som den kunne have set ud, hvis nu sådan noget som et simpelt biluheld havde gjort, at Muren ikke var faldet i 1989.

Thomas Clemen har et godt greb om både den politiske thrillers konspirationsbaserede spændingsopbygning og om science fiction-genrens skildring af rutiner og muligheder i en teknologiforstærket virkelighed.

SÅDAN DELTAGER DU I KONKURRENCEN:
Du deltager ved at lægge en kommentar om, hvad du glæder dig mest til ved dit næste besøg i Berlin.

Du kan skrive din kommentar i svarfeltet under dette blogindlæg ELLER i svarfeltet under konkurrenceopslaget på Facebook – følg dette link til Facebook-opslaget.

Konkurrencen løber til og med søndag den 26. juli 2015. Vi kontakter vinderne direkte og  offentliggør de 3 vindernavne på Vild med Berlins Facebookside.

Forlaget Modtryk har sponsoreret 3 eksemplarer af Berlin 404. Bogen er på i alt 398 sider og den vejledende udsalgspris er 299,95 kr.

Hvis du ikke kan vente med at få fingre i Berlin 404, kan den købes her på Modtryks website.