Mit Berlin #25: Det ægte Berlin finder jeg, hvor caféen ikke er småbaldret, fordi det er chikt

Forfatter og illustrator Boris Boll-Johansen har boet i Berlin siden 2005 og skriver om sine oplevelser i byen på Bolls Berlinerblog. Som gæsteblogger på Vild med Berlin fortæller han bl.a. om sine første indtryk af byen og om oplevelserne med yndlingsklubben Hertha Berlin.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg var 13 år gammel, og min mor syntes, jeg skulle opleve Vestberlin. Så vi tog derned sammen, bare hende og jeg, på en forlænget weekend i løbet af foråret. Vi plejede egentlig at rejse over til min mormor og morfar i Herning, når der var plads i kalenderen, men er du gal, hvor er jeg glad for, i dag, at hun besluttede sig for, at vi dette forår skulle prøve noget andet.

Vi tog toget fra København og kørte således over Gedser-Warnemünde og derfra igennem DDR til Vestberlin. I Warnemünde oplevede jeg så grænsevagternes gennemsøgning af toget og den trykkede stilhed i det, mens de gjorde det. Sådan noget glemmer man ikke lige.

Fra Vestberlin tog vi en dag turen til Check Point Charlie og ind i Østberlin, bare en sviptur, og min mor købte klassiske plader for de Ostmark, som man skulle veksle til.
Klassiske plader! Det var noget, de kunne finde ud af i DDR. (Ellers kunne de ikke finde ud af noget, hed det.)

Vi kørte også i sporvogn, og jeg kiggede på folk og syntes, det var synd for dem, at de boede i sådan et ufedt land. Men i det mindste forklarede det så, hvorfor de så så sure ud. For det gjorde de vitterlig.

Der skete sikkert en del mere – men over hele turen står det bøjet i neon, eller hvilken skrift det nu måtte være, at det dér, det gad jeg simpelthen ikke mere! Det var i dén grad passé at tage på aleneferie med sin mor. Og grænsende til det ulækre endda at sove på hotelværelse med hende.

Det er selvfølgelig en anden snak. Men det hører ikke desto mindre med til mit første indtryk af Berlin.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Der var engang, jeg var på Olympiastadion for at se en eller anden Hertha-kamp og hele Ostkurve – altså fanblokken – manglede. Der var ingen billetter til salg i almindelig handel, det var derfor kun os med årskort, og som vel at mærke ikke sad i Ostkurve, plus udeholdets fans, der måtte være til stede. Jeg tror, der var i alt 10.000 på hele stadion.

Ostkurve var blevet offer for det tyske fodboldforbunds berygtede (og forhåbentlig snart afskaffede) kollektivstraf, fordi nogen af ultra’erne i den foregående kamp ikke havde kunnet finde ud af at opføre sig ordentligt.

Jeg husker, at jeg sad der med min fodboldkammerat, og at vi tog os sammen og prøvede at råbe så meget, vi kunne, og jeg husker også, at udeholdets fans, de var vist fra Stuttgart, nægtede at sige noget i solidaritet med herthanerne de første 20 minutter. De holdt blot et stort banner frem foran sig, hvorpå der stod: “Nej til kollektivstraf!” Det sammenhold, syntes jeg, var meget rørende.

Rørende var det også, da der var hjemmekamp på Olympiastadion et par dage efter terrorangrebet med lastbilen på Breitscheidplatz, det ene minuts stilhed. Folk holdt deres mobiltelefoner op, med lommelygtefunktionen tændt, de fleste har åbenbart sådan en, indtrykket var i hvert fald meget fyldigt og meget stærkt. Men mest fylde i brystkassen gav vel egentlig det forhold, at terrorangrebet derefter ikke blev nævnt eller antydet på stadion. Herthanerne gav den gas, så snart kampen var fløjtet i gang, de svinede modstanderne til, som det sig hør og bør, og de blev så svinet til af de andre, som det sig hør og bør. Det var en ret øjeblikkelig tilbagevenden til normalen, og en massiv sådan, og det gjorde mig godt. Nej, stærkere ord er påkrævet: Det var en lise. Bagefter tog jeg på halvdruk med min fodboldkompis, og vi rundede senere på aftenen Breitscheidplatz, kiggede på de tusinde røde lys, blomsterne, men jeg kunne klare det, mentalt, psykisk, fordi jeg havde styrken med mig fra stadion.

Andre kulturoplevelser? Der var dengang, jeg på Volksbühne så Schottenstück, en iscenesættelse af Macbeth, som man aldrig kommer til at se mage til nogensinde. Også fordi den unge, labre og i øvrigt autodidakte skuespiller Lilith Stangenberg gav den fuld skrue som Lady Macbeth. Hun vred sine hænder for det imaginære blod, så man selv blev helt og aldeles hudløs af det.
Og endnu stærkere blev oplevelsen, fordi min nabo senere samme aften kastede sig ud fra sin altan. Ligesom Lady Macbeth jo ender med at kaste sig ud fra borgtårnet. Vi bor – eller vi boede, jeg bor – på fjerde.

Der var også dengang, jeg var til en indie rock-koncert i Kreuzberg, fordi en pige havde inviteret mig, og det gav jo et vist håb, når hun sådan ligefrem inviterede mig, men i løbet af aftenen gik det op for mig, at hun stadig kun var 1/75 så interesseret i mig, som jeg var i hende, uanset invitationen. Måske manglede hun bare følgeskab. Musikken blev leveret af Anna Calvi, som jeg stadig har svært ved at høre, selv om hun er brandgod, og koncerten vel også var det. Spillestedet var HAU2.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
En storby er ret afhængig af, at man tager hensyn til hinanden. Når det lykkes, når der ikke er for mange røvhuller, er storbyen i stand til at bekræfte, at vi godt kan sammen. Som mennesker. Alle sammen. På én gang. På tværs af etnicitet, sprog, alder, økonomisk formåen. Og på trods af alle de sære vaner, vi hver især har tillagt os.

(Jeg tror faktisk, tolerance er en muskel man kan træne, og deri ligger jo også, at den kan blive slap og indskrumpet, hvis den ikke bliver udfordret nu og da. Og her må man jo så sige, at storbyen leverer gode muligheder for lidt power fitness.)

Nå, men – når det så ikke fungerer, når der er for mange røvhuller, så kan byen virkelig gå mig på nerverne. Og det rammer dybt. For når folk parkerer SÅ idiotisk (midt på cykelstien, goddamit!), når U-bahn-musikanterne spiller SÅ højt lige ind i fjæset på folk, og når der bygges SÅ grimt og SÅ tæt, hvor der før var luft og skæve vinkler, fordi money talks SÅ højt, til nogen, så kan jeg blive helt mismodig på samfundets vegne. ‘Kan vi egentlig overhovedet noget sammen?’ må jeg spørge mig selv. ‘Ja, kan vi i det hele taget sammen?’

Men det kan vi jo det meste af tiden. Så mismodet går som regel hurtigt over. Og min skepsis for fx det tætte og nye byggeri slår over i den rimelige betragtning, at en storby for det første er organisk, og for det andet: Var det ikke for de nye, gode skatteydere, der flytter ind i de fine, nye lejligheder, var byen gået rabundus.

Men derfor går det selvfølgelig stadig ikke, at man parkerer midt på cykelstien. Slet ikke.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Det er vist almindeligt at sige, at der ikke er noget “ægte” Berlin, for metropolen er i konstant forandring. Der er ingen original kerne, dikterer denne holdning, og man ser for sig en sandbanke i et vadehav, der hele tiden flukturerer, skylles over, opstår nogenlunde samme sted blot i en anden form. Værsgo, dét er Berlin. Og vi har blot fået lov til at opholde os her en stakket tid og skal undervejs ikke gøre os kloge på, hvad det “ægte” Berlin er.
Det er sikkert alt sammen rigtigt nok. Men tilbage er jo stadig mavefornemmelsen.

Og hvis vi tager fænomenet “cafeen”, som jo er til at forholde sig til, så vil jeg sige: Det u-ægte Berlin finder jeg på de cafeer i Kreuzberg, Prenzlauer Berg og Mitte, hvor man har søgt at ramme forestillingen om det ægte Berlin. Det ægte Berlin derimod finder jeg, hvor cafeen ikke er småbaldret, fordi det er chikt, men fordi man har haft et reelt ønske om at spare penge på indretningen for at få møllen til at løbe rundt.

Hvilke cafeer jeg foretrækker i den forbindelse, vil jeg selvfølgelig ikke røbe. De fleste danskere vil sikkert også finde dem pænt uinteressante, så det går nok.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
At sætte tænderne i en vildsvinesteak eller at søbe i en fedtrig ragout lavet på det samme dyr, en vinterdag efter en lang spadseretur i knirkende sne langs søer og gennem skove – og en stor pilsner hertil – på en eller anden gammel (DDR-)restaurant sammen med de lokale, der sidder og kigger lidt – det er altså virkelig, virkelig anbefalelsesværdigt.

Naturen ligger forbløffende tæt på Berlin, selv om byen både er en industrinations hovedstad og en europæisk metropol, og naturen vil primært sige vældige skove og fine sølandskaber, og jeg vil egentlig tro, at en del danskere, der har besøgt byen mange gange, ja, som måske ligefrem har en lejlighed hernede, ind imellem har trang til at opleve noget andet, fx natur, og det finder man altså derude. På randen af Berlin, allerbedst et stykke ude i Brandenburg.

Man kan fx tage sin (lejede) cykel og smide den ind i et regionaltog og stå af oppe i Schorfheide eller nede i Spreewald. Men der er cirka tusinde muligheder, og der er ingen grund til ikke at gå i gang med at udforske Berlins grønne omgivelser.

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Sensommer er ensbetydende med Bundesliga-start. Der igen for mit vedkommende er ensbetydende med udflugter til Olympiastadion, hvor Hertha Berlin (som bekendt) spiller deres hjemmekampe.

Jeg glæder mig med andre ord til, at den store, folkelige kulturbegivenhed, den tyske nationale liga, fra nu og frem til det sene forår trofast ruller gennem min kalender, weekend efter weekend.

Det er ikke så meget resultaterne, der interesserer mig, dem glemmer jeg alligevel hurtigt, det handler mere om de stridigheder, der opstår uden for banen, fx stridigheder mellem klubbernes direktører og trænere. De tyske medier svælger i det, og nogle af dem leverer ind imellem også analyser af det, og på den måde kan man faktisk få meget at vide om landet Tyskland. Om konflikten mellem Ruhr og Bayern, mellem de nordtyske byer indbyrdes, Bremen, Hannover og Hamburg, und so weiter und so fort. Og man kan selvfølgelig også få noget at vide om Berlin.

Da Hertha for ikke så mange år siden leverede en bemærkelsesværdig miserabel sæson, gav det nogle af de landsdækkende aviser anledning til tolke på den relativt nye hovedstads “identitetskrise”. Og sådan noget er da interessant. Aviserne i Berlin greb ikke overraskende den dybe, sportslige nedtur an på en lidt anden måde. De havde større fokus på detaljerne og på de lokale forhold, og det blev et sted formuleret på den måde, at klubbens ustabilitet blandt andet havde sin grund i en intern magtkamp mellem Wedding og Wilmersdorf. Wedding var jo de småbøllede Boateng-brødres hjemmebase, mens (den fimsede bydel) Wilmersdorf var (den fønede) anfører Arne Friedrichs hjemsted. I sådan en spids-analyse, der kan være rigtig eller forkert, får du meget af klubbens og byens konfliktpotentiale anskueliggjort.

Og nu er der så lige skudt en ny sæson i gang! Dermed skrives der lystigt videre i Bundesligaens store fodboldkrønike, og jeg glæder mig da til at se, hvad der bliver skrevet i den.

Boris Boll-Johansen fotograferet på Restaurant Zillemarkt, Bleibtreustraße ved Savigny Platz, Charlottenburg

Boris Boll-Johansen, født 1967. Uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi, cand.phil. i kunstteori, forfatter til en håndfuld bøger for både børn og voksne. Har illustreret talrige bøger (egne og andres).

Boris flyttede til i Berlin i 2005 og bor i dag i Schöneberg. Han har skrevet afsnittet ”Berlinerbold – fodbold i øst og vest” i Berlin-bogen i Aarhus Universitetsforlags Vide Verden-serie.

Han skriver også historier om Berlin på sin blog Bolls Berlinerblog

Derudover står han bl.a. bag det eksperimenterende litteratursite Klørkonge.dk 

 

GUIDE: 10 gode og gratis oplevelser i Berlin

Berlin har været centrum i Europas historie ad flere omgange og deler gavmildt ud af sine erfaringer. Her er 10 spændende museer og mindesteder om både Hitler-perioden, Muren og den kolde krig, som du kan besøge ganske gratis.

1. Alltag in der DDR
Et nyt og moderne museum om hverdagen i DDR, der i november 2013 åbnede med en permanent udstilling i Kulturbrauerei, Prenzlauer Berg, 100 meter fra U-bahnstationen Eberswalder.

Her kan du se en Trabant med telt på taget, som på et tidspunkt var højeste mode blandt DDR-borgere på campingtur, og du kan opleve mange andre sider af hverdagslivet, som de kommer til udtryk i såvel afsavn, undertrykkelse og overvågning som kammeratskab og den stille modstand.

Udstillingen er både meget større og mere interessant end det ofte tætproppede DDR-museum i Karl Liebknecht Straße, hvor entrébilletten koster 8,50 euro.

TIP: Bemærk, at indgangen ligger i Knaackstraße, tæt på Danziger Straße, så du undgår at gå unødigt rundt om og inden for i Kulturbrauerei for at finde museet.

WWW
https://www.hdg.de/museum-in-der-kulturbrauerei/

Adresse
Museum in der Kulturbrauerei
Knaackstraße 97
10435 Berlin

Åbningstider
Tirsdag-søndag kl. 10-18
Torsdag dog åbent til kl. 20
Mandag lukket

2. Tränenpalast
Tårer ved modtagelse af venner fra Vesten. Tårer ved afsked med tvangsudviste. Tårer ved adskillelse fra sine kære …

Ud over rejselyst og trang til nye oplevelser kan banegårde symbolisere mere vemodige følelser. Tränenpalast (Tårepaladset) gør det i udpræget grad. Tilbygningen ved stationen i Friedrichstrasse blev opført i 1962 for at adskille almindelige lokale rejsende fra personer, der rejste mellem DDR og Vesten. Den monumentale tilbygning stod tom i mange år efter Murens fald, men siden 14. september 2011 har den rummet den permanente udstilling ”Alltag der deutschen Teilung” om stedet og tiden med Muren.

Man kan sagtens bruge et par timer i Tränenpalast på at fornemme den kolde stemning i grænsevagternes bokse, passene, læse de mange vidnesbyrd og se videoer. Eller man kan tage mindre ”snapse” ad flere omgange, for entreen er gratis. Overtøj og bagage opmagasineres også helt gratis, og personalet er venligt og imødekommende.

WWW
https://www.hdg.de/traenenpalast/

Adresse
Tränenpalast
Reichstagufer 17
10117 Berlin

Åbningstider
Tirsdag-fredag: Kl. 9–19
Lørdag, søndag og helligdage: Kl. 10–18
Lukket mandag

3. Dokumentationscentret vedr. Muren i Bernauerstrasse
Her finder du det sidste stykke af Berlinmuren, hvor både den ydre og den indre mur er bevaret. Her er både det såkaldte ingenmandsland og vagttårn. I det åbne landskab langs Bernauer Straße er der mange informative fotos og tekster, og en særlig mindetavle viser de mange, der døde i forsøget på at flygte over Muren. Det hele er gratis – og sæt god tid af til besøget, for der er masser at fordybe sig i.

I årene 1961-1989 var området genstand for nogle af de mest spektakulære scener, der udspillede sig i det delte Berlin. Her var der gravet flugttunneler, flygtende sprang ud af vinduer, adskilte familier kunne have øjenkontakt og vinke til hinanden, DDR-grænsebetjenten Conrad Schumann sprang over pigtrådshegnet, og adskillige af de 139 omkomne ved flugtforsøg endte deres liv her.

Et nyt besøgscentrum på hjørnet Bernauer Straße/Gartenstraße stod færdigt i 2010. Her er der endnu flere informationer og en velassorteret boghandel.

WWW
http://www.berliner-mauer-gedenkstaette.de/en/

Adresse
Besucherzentrum der Gedenkstätte Berliner Mauer
Bernauer Straße 119, 13355 Berlin

Åbningstider
Tirsdag-søndag kl. 10-18
Mandag lukket

4. Gleis 17 Memorial
Næsten 56.000 berlinske jøder blev deporteret til koncentrationslejre i perioden 1941-1945, heraf mange til direkte udslettelse. De fleste af dem blev sendt med tog fra spor 17 på S-togsstationen i Grunewald. Her indviede man på Auschwitz-dagen (27. januar) i 1998 et af Berlins stærkeste mindesmærker til minde om jødeforfølgelsen.

Gleis 17 Memorial er tidligere blevet omtalt i et indlæg på Vild Med Berlin, læs mere her.

Adresse
Am Bahnhof Grunewald
14193 Berlin

Altid åbent

5. Alliierten Museum
Museet dokumenterer USA’s, Englands og Frankrigs engagement i Berlin efter 2. Verdenskrig. Det har både en permanent og skiftende udstillinger over længere tid, så der er rig mulighed for at opleve dem flere gange, hvilket kan være en udmærket idé, for der er mange detaljer at fordybe sig i.

Det gør sig i høj grad gældende for den aktuelle, midlertidige udstilling, der fortsætter frem til 28. januar 2018. Her har man på fantasifuld vis fundet 100 objekter, der er udstillet, og gennem hvilke man beretter små historier om Berlins nøglerolle under den kolde krig.

WWW
http://www.alliiertenmuseum.de/

Adresse
Clayallee 135
14195 Berlin

Åbningstider
Tirsdag-søndag kl. 10-18
Mandag lukket

6. Topographie des Terrors
Et stort dokumentationscentrum åbnede i 2010 i en helt ny udstillingsbygning, hvor der er vide muligheder for at få indsigt i de nazistiske forbrydelser. Stedet er ikke tilfældigt, for blandt andet Gestapo havde sit hovedkvarter her i Niederkirchnerstrasse. Mange informative plancher beretter på tysk og engelsk og fortæller historien på en meget indlevende måde.

I en lang, udendørs arkade kan man kronologisk følge den tiltagende undertrykkelse i Nazityskland med et kort afsnit om Muren og DDR. Arkaden er overdækket og overskuelig. Det sidste er meget praktisk, hvis man er i selskab med historieinteresserede, men måske lidt tålmodige teenagere.

WWW
http://www.topographie.de/

Adresse
Topographie des Terrors
Niederkirchnerstraße 8
10963 Berlin

Åbningstider
Dagligt kl. 10-20
Udendørs indtil det bliver mørkt, dog senest kl. 20

7. Museet under ”Denkmal für die ermordeten Juden Europas” (“Holocaust Denkmal”)
Næsten alle turister i Berlin har vel set det markante mindesmærke med 2.711 betonpiller tæt ved Brandenburger Tor, men kun en lille del af dem tager turen ned i det 800 kvadratmeter store, underjordiske informationscenter, hvor man kan følge jødernes og andre forfulgtes skæbne under nazistyret. Her fortælles udvalgte familiers gribende livsforløb, der efterlader et knugende indtryk.

Et grundigt sikkerhedstjek kan til tider betyder en ret lang kø, men man kommer som regel hurtigt frem til indgangen. Derefter bestemmer man selv tempoet, men sæt tid af til dvæle og “debriefe” lidt til sidst, inden du igen bevæger dig op i den travle by.

WWW
https://www.holocaust-denkmal-berlin.de/

Adresse
Cora-Berliner-Straße 1
10117 Berlin

Åbningstider
April-September: Tirsdag-søndag kl. 10-20
Oktober-Marts: Tirsdag-søndag kl. 10-19
Mandag lukket

8. Kuplen over Reichstag
Kuplen over det tyske parlament blev indviet i 1999 og er gratis at besøge, For at undgå at stå lang tid i kø er det en god idé at melde sin ankomst på forhånd. Det gør du via dette link – når dit besøg er registreret, modtager du en mail med en bekræftelse af dit mødetidspunkt. Med den i hånden kan du gå til en indgang ved siden af den lange kø med ikke-forhåndstilmeldte besøgende. Fra den store, spektakulære glaskuppel har du en forrygende udsigt over Berlin.


9. Museum Blindenwerkstatt Otto Weidt

På værkstedet i det centrale Berlin i den i dag rå, hyggelige baggård i Rosenthaler Straße fremstillede fabrikanten Otto Weidt koste og børster under krigen med hjælp fra primært blinde og døve.

Forskellige livshistorier fortæller om Otto Weidts bestræbelser på at beskytte sine jødiske arbejdere fra forfølgelse og deportation. Nogle skjulesteder var indrettet i et baglokale i det nuværende museum. Det er en historie, der på mange måder minder om Schindlers i Krakow.

WWW
https://www.museum-blindenwerkstatt.de/

Adresse
Rosenthaler Straße 39,
10178 Berlin

Åbningstider
Hver dag kl. 10-20

10. Gedenkstätte Stille Helden
I samme baggård som blindeværkstedet ligger Gedenkstätte Stille Helden. Indgangen er lige til venstre i porten, og man kan let overse den, hvis man har blikket rettet dybt ind i den ofte livlige gård med spændende graffiti.

I de overskuelige lokaler finder man den permanente udstilling med beretningerne om de mange tyske borgere, der i Nazi-tiden med livet som indsats forsøgte at hjælpe de forfulgte jøder.

WWW
https://www.gedenkstaette-stille-helden.de/

Adresse
Gedenkstätte Stille Helden
Rosenthaler Straße 39
10178 Berlin

Åbningstider
Hver dag kl. 10-20

Og så en ekstra gratis mulighed med en månedlig gratis-dag:

11. Märkisches Museum (kun gratis entré 1. onsdag i hver måned)
Der er planer om en omfattende omstilling af det lidt bedagede museum, der i 2020 skal ombygges til et mere moderne bymuseum. Den permanente udstilling bærer præg af, at den trænger til en opdatering, men frem til 2020 vil museet byde på skiftende udstillinger om forskellige emner.

Den aktuelle “Berlin 1937”, der vises frem til 14. januar 2018, er et meget interessant indblik i livet i Berlin i året, der blev kaldt nazitidens “stille år”. Det var året efter De Olympiske Lege i Berlin, og det var året før tiltag, der skruede ekstra op for jødeforfølgelser og krigsforberedelser.

“Netop derfor egner året sig perfekt til at tegne et billede af, hvordan nazistisk ideologi og praksis på hverdagsplan sivede ned i alle aspekter af det private og offentlige liv i den metropol, som nazisterne ellers hadede,” skriver dagbladet Informations korrespondent Mathias Sonne i en glimrende omtale.

WWW
https://www.stadtmuseum.de/maerkisches-museum

Adresse
Am Köllnischen Park 5
10179 Berlin

Åbningstider
Tirsdag-søndag kl. 10-20
Gratis entré 1. onsdag i hver måned. På andre dage betaler man 6 euro i entré.

Vind bog: På kanten i Berlin

(VINDERNE ER FUNDET) Nu har du igen chancen for at få fingre i spændende Berlin-læsestof. Vi udlodder 2 eksemplarer af den spritnye bog ”På kanten i Berlin”, skrevet af Lene Tymoshenko, der har boet i Berlin siden 1992 og driver eget guidefirma i byen.

På kanten i Berlin er Lene Tymoshenkos første bog.

Lene Tymoshenko fortæller i bogen sin egen historie om, hvordan hun i 1991 tog nattoget fra København til Berlin for at snuse til byens bz-miljø. Året efter vælger hun at flytte til den tyske hovedstad og starte et nyt liv som en del af det store bz-miljø, der var opstået i det tidligere Østberlin efter Murens fald.

Hendes bog giver et unikt indblik i de forskellige subkulturer, der fandtes i 90’ernes Berlin, herunder bz’ere, idealister, livskunstnere og illegale på flugt fra den økonomiske håbløshed i det opløste Sovjetunionen.

Den fortæller om truslen fra ordensmagten og nynazistiske bander. Om kærlighed og venskab, og det opslidende ved kampen for en stabil tilværelse, når man befinder sig på kanten. Om seksuelle eksperimenter, bordeller og sexarbejde.

Læs her et kort uddrag fra “På kanten i Berlin”:

”Der er en optimistisk, ja nogen gange helt euforisk følelse af, at alt er muligt, da jeg lærer det østberlinske bz’miljø at kende i sommeren 1991. På mange måder er det som en stor farvestrålende legeplads. Man kan bo gratis i store skøre kollektiver og leve billigt, og man skal bare gå ud på gaden, så kan man klunse de skønneste gamle møbler og andre brugsgenstande, da østberlinerne har travlt med at skifte deres ting ud med vestprodukter. Derfor opstår der hele tiden nye bjerge af storskrald på de ellers tomme brostensbelagte lange gader, og de få biler, der er i bydelen, må køre slalom imellem dem. Vi bruger skraldebjergene til at klatre rundt på og finde skatte til vores kollektiver.

Det er en skøn sommer. Jeg føler, at jeg for første gang virkelig kan være mig selv. Det går op for mig, at jeg på en eller anden måde altid har følt mig fremmed og udenfor i København og i Danmark. At jeg et eller andet sted aldrig rigtig har hørt til eller været mig selv. Det, der før bare har været en diffus følelse, da jeg hidtil jo ikke har haft noget sammenligningsgrundlag, bliver nu konkretiseret. Nu står det som en skærende kontrast, og det går op for mig i al sin tydelige klarhed, at jeg er en fremmed i Danmark. Det er her i Berlin, jeg hører til. Jeg er endelig kommet hjem.”

Lene Tymoshenko har udgivet ”På kanten i Berlin” som selvudgiver. Bogen er på 520 sider og kan købes på bl.a. www.saxo.com eller på www.gucca.com

DELTAG I LODTRÆKNINGEN
ved at lægge en kommentar herunder, hvor du kort fortæller om dit favoritsted i Berlin. Hvor holder du særligt af at komme/vender altid tilbage til – og hvorfor?
Bemærk: Vi modtager meget “spam” i vores kommentarfelter. Derfor bliver din kommentar først synlig, når vi har godkendt den.

OM KONKURRENCEN
Konkurrencen løber til og med fredag den 7. juli 2017. Den foregår på Vild med Berlins Facebook-side, blog og Instagram-side. Vi finder vinderne gennem lodtrækning og kontakter dem direkte.

Lene Tymoshenko (født Pedersen)
Født 1969. Har boet i bydelen Friedrichshain i det tidligere Østberlin siden 1992.

Er uddannet kok, var sexarbejder i syv år og har nu sit eget guidefirma, Berlin på Vrangen, der arrangerer byvandringer i Berlin.”På kanten i Berlin” er hendes første bog.

Læs også Lenes bidrag i Vild med Berlins serie ”Mit Berlin”: ”Berlinerne finder sig sgu ikke i noget!”

Mit Berlin #24: Byen er en levende historiefortæller

Alice Persson kom til Østberlin som 19-årig i 1975 for at arbejde som dansk nyhedsoplæser på Radio Berlin International, den østtyske kort- og mellembølgeradio, der dagligt fortalte hele verden om socialismens fortræffeligheder. Sidste år udgav hun beretningen om sine mere end to år i byen under den kolde krig og Stasis mislykkede forsøg på at hyre hende som agent. Her svarer hun på spørgsmål i serien ”Mit Berlin”.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Mit første indtryk af Berlin (det var i Øst i 70’erne) var en STOR, fremmed og totalt spændende by. Jeg var 19 år og havde stort set kun været i Rødovre, Karrebæksminde og på Orø. En særartet lugt af brunkul, en sky af olieblandet benzinlugt, tiloset luft, livlighed, pølsebarer, knejper, mange små, tøffende trabanter. Følelsen af at være blevet lukket ind i en hemmelig hule fuld af skilte med opfordring til at komme fremad mod en partikongres, at kæmpe for fred og solidaritet og styrke produktionen. Totalt anderledes end reklamerne hjemme! Jeg var spændt, bange og på eventyr.

Alice Persson i 1976

Alice Persson i 1976 ved sit østberlinske hjem i Albert Schweitzer Strasse i Friedrichshagen cirka 20 km fra centrum af Berlin.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Jeg kommer her alt, alt for sjældent, men kunne sagtens besøge Berlin syv-otte gange om året, hvis det var muligt. Men hver gang jeg er her, føles det som at være kommet hjem. Jeg kunne godt bo der igen, tror jeg. Jeg er vild med Berlin som en god gammel ven. Den by har været med til at identificere mig og definere mig i den spæde ungdom, og det hænger ved.

Jeg tænker stadig meget i øst og vest. Er helt bevidst om, hvornår jeg er hvor. Og jeg befinder mig mest i øst, når jeg besøger byen. Her føler jeg mig hjemme. Store forretningsgader, moderne glasbygninger og shoppingcentre har ikke min interesse. Hellere slentre ad en laaang Karl Marx Allee eller Unter den Linden eller i Köpenick end gå og kigge smarte butikker i vest, på Kurfürstendamm.

Byen er så emmende af historie og liv. Jeg elsker at mærke ærefrygten, når jeg står ved en stor bygning og mærker, hvad der er sket her i fortiden. Ved mindesmærker for krigens ofre bliver jeg højtidelig og melankolsk. Bagefter kan jeg gå ud i folkemængden, som lever i dag, og blive glad for at se deres selvfølgelige måde at eksistere i en fredelig by. Så jeg får mange forskellige følelser, når jeg bevæger mig rundt i Berlin.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Jeg elsker Berlin af mange grunde. Byen har noget for enhver sjæl. Men byen er ikke bare en by. Byen er et vidnesbyrd, en levende, summende historiefortæller. En mangfoldighed af skæbner.

På grund af min historie bliver jeg nærmest jaloux over at skulle dele Berlin med så mange mennesker, der valfarter hertil. Jeg misunder dem. I dag er det jo lige så naturligt at drage herned som at tage en tur i sommerhuset eller ind til storbyen. En lille barnlig stemme indeni siger: Jeg kom først, det er min by. Misundelse er en retningsgiver, som peger og siger: Det skal du også. Så jeg tager følelsen som et tegn på, at jeg kommer og er kommet her alt for sjældent i nyere tid. Så det må jeg gøre noget ved. I virkeligheden kunne jeg godt forestille mig at tilbringe meget længere sammenhængende tid hernede. Måske endda flytte hertil.

Når jeg sidder ved foden af fjernsynstårnet, hvor jeg dengang – i 70’ernes Østberlin – sad sammen med min soldaterkæreste og diskuterede vores umulige forhold, bliver jeg grebet af en trang til at fortælle de unge mennesker om, hvordan det var dengang. Men det har jeg jo gjort i min bog ”Kollega Persson.”

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Mit yndlingssted er Friedrichshagen. Det tager ca. 25 minutter med S-toget Richtung Erkner at køre derud. Derude ligger en by i byen med egen hovedgade, butikker, kulturelle arrangementer, cafeer og kirke. Her er liv og glade dage, uden at det bliver for stort. Og går man til enden af Bölschestrasse, kommer man ned til søen, Müggelsee. Der er grønt, hyggeligt og underholdende i Friedrichshagen.

Med årene er jeg blevet lidt overfølsom over alt for megen larm og travlhed alt for længe, så mit nervesystem slapper helt af, når jeg kommer til søen og cafeerne og bådfarten ved vandet. Det er mit ønske en skønne dag at bo på en pension i byen – i nærheden af mit tidligere hjem i Albert Schweitzer Strasse.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Da jeg boede i Berlin i 70’erne, var jeg ikke så interesseret i at gå i teater, i operaen eller på museer. Dengang gik jeg mere på værtshus og mødte de lokale. Mit store ønske var at komme ind i Distel og opleve satiren, men det opgav jeg, for det var umuligt at få billetter, hvis ikke man lige kendte nogen, der kendte nogen.

1. maj i Østberlin: Det har altid givet mig et indre sus at stå i en stor menneskeforsamling. Især når det handler om at ændre verden, solidaritet, tilkendegivelser for fred er det mærkbart. Et sus går gennem kroppen, når jeg mærker, hvor mange vi er, og hvor stor styrke vi har, når vi er mange. Det sus mærkede jeg 1. maj i Berlin i 70’erne.

Inden jeg flyttede til Berlin i 1976, havde jeg 1. maj været med på Blågårds Plads i stjernedemonstration til Nørre Søgade og så hele vejen ud til Fælledparken. Det var også betagende og gav mig følelsen af at tilhøre en kæmpestor familie. Det gav tryghed og garanterede på en måde, at jeg kunne føle mig tryg her. I Berlin fik jeg den samme følelse, i langt højere målestok. For det var jo her, i socialismen, at den tryghed blev garanteret. Vi var så ufatteligt mange, og beslutningen var, at der aldrig mere måtte udgå krig fra tysk jord. I kølvandet på krigen, som jeg vidste havde resulteret i en stor angst for min mors og mine bedsteforældres liv, var det, som om den ”slægtssmerte” lagde sig, når jeg indsnusede lugten fra den nye krigsløse tid.

Selv om den kolde krig skød med skarpt, følte jeg mig i sikkerhed her. Når jeg så på tanks i Østberlin, tænkte jeg ikke krig, men forsvar for fred og en slåen hårdt ned på alle neonazistiske tendenser. Under 1. maj-demonstrationen i Østberlin (vi havde fri fra arbejde) så jeg godt, at Honecker og co. sad højt oppe på et podium, og der var rækværk mellem dem og folket. Men opfattede det ikke spor symbolsk.

Jeg bliver nødt til at nævne Unter den Linden. Her har jeg gået meget. På vej ned mod Brandenburger Tor, hvor DDR stoppede. Så stod jeg dér og kiggede på afspærringerne. Det var en kæmpeoplevelse at besøge Berlin igen for første gang siden murens fald, mange år efter. Meget hurtigt fandt jeg Unter den Linden og gik den samme tur. Da jeg nåede Brandenburger Tor, blev det helt uvirkeligt inden i mig. Jeg stoppede op og blev helt paf. Selv om jeg rationelt godt vidste, at døren var åben, var det en særlig følelse at opleve det. Og sådan er det med alt. Det er ikke nok at vide det oppe i hovedet. Man skal være til stede med sin krop for virkelig at mærke det. Jeg gik helt forsigtigt igennem og ud på den anden side. Kiggede lidt bedøvet på menneskemylderet. Mennesker kørte og gik, optaget af at leve deres liv. Tog ingen notits af den åbne dør. Kun jeg stod dér og tænkte i mirakler.

Det samme skete, da jeg besøgte Checkpoint Charlie. Historien bemægtigede sig mig igen. Og jeg gøs ved tanken om, hvordan det var dengang, og at man nu bare kan gå igennem. Men jeg brød mig ikke om alt det dramatiske og souvenirprægede. Folk, som solgte postkort og små stykker ”mur”. Det er ikke interessant.

Museerne er jo et kapitel for sig. Imponerende. Ud over mastodonterne på museumsøen kan jeg lide at besøge Zille Museum i Propststrasse 11 i Nikolaiviertel, Berlins ældste kvarter.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Igen må jeg sige, at det tiltaler mig at opsøge den østlige fortid. I min gamle by Friedrichshagen ligger ”Bräustübl” på Müggelseedamm 164 og ”Rolandseck” på Scharnweberstrasse 80. Begge lå der også dengang, i 70’erne. Og væggene taler til mig.

I centrum kom jeg af og til på ”Zur letzten Instanz”, Berlins ældste værtshus fra 1651. Selv om restauranten er blevet shinet op, er den gamle egenart ikke forsvundet. For selv om man sminker historiske bygninger til ukendelighed, titter historien gennem væggene. Jeg får i hvert fald følelsen af at være i Berlins ældste knejpe stadigvæk selv om bordene er pænt pyntede. Tænk, her sad Napoleon engang og nød en øl, siges det. Derfor har han også en stol stadigvæk. Eller det havde han stadig, da jeg besøgte instansen for nogle år siden. Charlie Chaplin og Clara Zetkin og flere berømtheder siges også at have besøgt stedet.

I nyere tid har jeg besøgt ”Lebensmittel in Mitte” – et dejligt intimt og folkeligt sted. Her sidder man tæt, og stemningen er livlig uden at være anmassende. Cafeer og spisesteder i Hackesche Höfe er også altid hyggelige at besøge.

Alice Persson, født 1957, er selvstændig psykoterapeut. Tidligere tysk korrespondent/advokatsekretær og stadig meget glad for det tyske sprog. Udgav i 2016 bogen  ”Kollega Persson” om sine oplevelser, da hun boede i Østberlin 1975-77 og arbejdede på den statslige radio i håb om senere at uddanne sig til journalist, men hvor hun oplevede at blive forsøgt rekrutteret af Stasi, DDR’s hemmelige politi.

Hun skriver nu på en fortsættelse med den kryptiske arbejdstitel ”Frøken Persson … kan De koge et æg?” Et særpræget spørgsmål under en jobsamtale som tysk korrespondent efter de groteske oplevelser i Østberlin. Her vil hun beskrive, hvad der skete, da hun kom hjem fra Berlin og stadig havde svært ved dels at vriste Stasi-oplevelserne af sig dels at omvurdere sine politiske og private livsdrømme. Og i sidste ende finde fodfæste i livet. Om den kommende bog fortæller hun selv:

– Den  vil have en naturlig tilknytning til det fænomen, at jeg senere uddanner mig til psykoterapeut. Hvad sker der for hende, der – godtroende og uskyldig som unge mennesker ofte er – bliver offer for kræfter, der har planer med hende? Og hun ikke kan finde nogen at betro sig til, fordi det på den ene side er tabu (”Stasi eksisterer ikke”), på den anden side farligt, hvis nogen opdager det (”har hun været spion?”). Hvor går hun hen med sin skam og ensomhed?

Danmarks Radio har lavet flotte web- og radiodokumentarer om Alice Perssons oplevelser i Østberlin i 1976: https://www.dr.dk/nyheder/webdok/berlin

Skuddet i Berlin, der ændrede Vesttyskland

En vestberlinsk politimands drab på en ubevæbnet demonstrant betragtes af mange som udgangspunkt for den politisk terrorisme, der knugede Vesttyskland i 1970’erne. 2. juni 2017 er det halvtreds år siden, det dræbende skud blev affyret. Oplysninger om betjenten, som først dukkede op i Stasi-arkiverne så sent som i 2009, kunne måske have sparet mange liv i et blodigt kapitel i forbundsrepublikkens historie.

2. juni er en dato med en helt særlig betydning i Berlins historie. Eller rettere Vestberlins, for det var den vestlige side af den dengang delte by, der i 1967 lagde grund til en tragedie med skæbnesvangre konsekvenser. Under en demonstration mod et besøg af den iranske shah blev den 26-årige studerende Benno Ohnesorg dræbt af et skud i baghovedet.

Det var første gang, Benno Ohnesorg deltog i en demonstration. Han var pacifist, medlem af en protestantisk studentermenighed, gift og ventede barn. Billedet af den døende unge mand gik verden rundt.

Skuddet mod Benno Ohnesorg blev affyret fra kun halvanden meters afstand af kriminalbetjenten Karl-Heinz Kurras. Det blev affyret på en parkeringsplads, der delvis lå under en bygning på søjler på adressen Krumme Straße 66-67. Her havde han forvildet sig ind sammen med nogle andre på flugt fra den politistyrke, der kort forinden havde opløst en demonstration over for Deutsche Oper, 150 meter derfra på den store gennemkørselsvej Bismarckstraße.

Et relief ved Deutsche Oper til minde om drabet på Benno Ohnesorg

Brutale angreb på demonstranter
Demonstrationen var rettet mod den iranske shah Mohammad Reza Pahlavis besøg i Berlin på grund af de fortrinsvis unge, tyske studerende modstand mod det iranske styres undertrykkelse af ytringsfrihed, menneskerettigheder og al opposition, blandt andet via fængsling af politiske modstandere og det hemmelige politis tortur og likvideringer. En iransk dissident havde i forbindelse med shah-besøget på et møde på Berlins Universitet fortalt om undertrykkelsen, hvilket havde berørt mange deltagere, og der havde allerede tidligere på dagen været demonstrationer, hvor demonstranterne – uden indgriben af det vestberlinske politik – var blevet banket af såkaldte “pryglepersere” eller “jubelpersere”, dvs. medbragte shah-støtter, der var bevæbnet med store lægter af træ.

Så stemningen var lidt ond, da omkring 2.000 demonstranter om aftenen den 2. juni samledes foran Deutsche Oper, hvor shahen og hans unge hustru skulle overvære Mozarts Tryllefløjten. Af politiet blev de anvist plads i behørig afstand på den anden side den brede Bismarckstraße. Her havde demonstrationen lejlighedsvis karakter af en happening, hvor nogle af deltagerne havde brune papirindkøbsposer på hovedet med påmalede ansigter, der skulle forestille shah-parret. Benno Ohnesorgs gravide hustru havde forladt stedet, fordi hun følte sig utryg.

Kort efter at alle Operaens gæster var lukket ind til Tryllefløjten, gik det vestberlinske politi i gang med at opløse demonstrationen på den anden side af gaden, angiveligt uden forudgående varsel. Kl. 19.57 lød ordren “Knüppel frei” – Frem med kniplerne. Det blev temmelig brutalt.

Benno Ohnesorgs flugtvej væk fra politiets knipler og frem til stedet, hvor han blev skudt.

Mange demonstranter flygtede fra politiet ved at løbe ned ad Krumme Straße, og flere havde søgt ind i gården ved nr. 66-67, men gården viste sig at være lukket, og de måtte tilbage ad samme vej, som de var kommet. Gården var ved at være tømt, da skuddet faldt. Det var kort efter kl. 20.30. Benno Ohnesorg faldt om og lå helt stille. En time senere blev han erklæret død.

Politiets foto af den døende Benno Ohnesorg

Et mord med stor symbolværdi
Til trods for, at Benno Ohnesorg var ubevæbnet og sammen med de øvrige demonstranter på vej væk fra politiet, blev drabsmanden Kurras efterfølgende frikendt ved to retssager, først i 1967 og derefter igen i 1970. Benno Ohnesorg blev et symbol for den fremspirende studenterbevægelse. Politiets brutalitet var i manges øjne et eksempel på tidligere nazisters store indflydelse i det vestberlinske politi. Mere end 10.000 ledsagede Benno Ohnesorgs kiste, da han blev begravet i sin fødeby Hannover.

De mere radikale ungdomsoprørere drog den konklusion, at fredelige protester mod en nazificeret magt var nyttesløse. En terrororganisation tog i 1972 navn efter datoen for skuddrabet, ”Bewegung 2. Juni”, og stod efterfølgende for drab, bortførelser, bombeattentater og bankrøverier. Flere af deltagerne herfra gik efterfølgende ind i Rote Armee Franktion (RAF), også kendt som Baader-Meinhof-banden. RAF stod for 34 mord på vesttyske politikere, embedsmænd, erhvervsledere, vagtfolk og chauffører op gennem 70’erne.

Hvordan tingene havde udviklet sig, hvis Benno Ohnesorg ikke var blevet skudt, er selvfølgelig vanskeligt at sige noget om, men denne handlings betydning bliver i hvert fald ikke nedtonet af tyske historikere. Så sent som 24. april 2009, altså næsten 42 år efter det dræbende skud, bragte Weekendavisen et interview med den tyske forfatter og journalist Stefan Aust, der har indgående kendskab til den politiske terrorisme. Heri siger han blandt andet:

“Den 2. juni 1967 var et chok for alle, både for demonstranterne og for dem, som fulgte urolighederne i tv. Det var den mest brutale politiaktion siden Anden Verdenskrig, og det endte med, at studenterpolitikeren Benno Ohnesorg blev dræbt, fuldkommen uden grund. Det var en begivenhed, som definerede en hel generation i Tyskland. Jeg siger altid, at Karl-Heinz Kurras, kriminalbetjenten, som dræbte Benno Ohnesorg, er mere ansvarlig for terrorismen i Tyskland end Andreas Baader.”

Politimanden var Stasi-spion
Dette blogindlægs forfatter læste artiklen i Weekendavisen på en kort afstikker til Danmark under et længere ophold i Berlin i 2009. Det pudsige er, at der en måned senere kom en helt ny, opsigtsvækkende afsløring frem om politimanden Karl-Heinz Kurras. 22. maj 2009 kunne aviserne fortælle, at han – på tidspunktet, da mordet fandt sted – havde været medlem af det østtyske kommunistparti, SED, og under dæknavnet Otto Bohl agent for den østtyske efterretningstjeneste, Stasi. Det var en nyhed, der ryddede forsider over hele Tyskland og også gav stor opmærksomhed i udlandet.

Oplysningen var dukket op i de omfattende Stasi-arkiver, der var blevet tilgængelige for forskere efter Murens fald. Det kom også frem, at Kurras ikke handlede efter instrukser fra Stasi. ”Ein Verbrechen”, en forbrydelse, stod det noteret i Stasi- akterne, og Stasis kontakt til Kurras blev lagt på is. I medierne blev han beskrevet som en temmelig våbenglad mand, der under 2. Verdenskrig havde været soldat på østfronten. Betalingen for at levere informationer til Stasi brugte han blandt andet på ammunition til skydetræning.

Blandt tyske historikere og debattører førte afsløringen straks til spekulationer om en helt anderledes udvikling i den vesttyske studenterbevægelse, mindre radikalisering og mange undgåede mord, hvis Kurras forbindelse med Stasi var blevet kendt i forbindelse med mordet på Ohnesorg.

Den vesttyske terrorbevægelse havde et ideologisk fællesskab med den herskende ideologi i DDR, og nogle af bevægelsens medlemmer nød en vis beskyttelse i landet. Terroristernes hovedfjende – den repressive statsmagt under påstået nazistisk indflydelse – ville måske være kommet til at stå i et helt andet lys, hvis man havde haft viden om, at manden bag det første mord på en vesttysk demonstrant rent faktisk var agent for DDR.

Allerede om aftenen den 2. juni 1967 var nogle studenter samlet for at drøfte dagens hændelser. Den 26-årige Gudrun Ensslin, senere medstifter af RAF, skulle på dette møde have sagt disse: ”Man kan ikke diskutere med dem, de vi tage livet af os alle sammen. Det er Auschwitz-generationen”.

Afsløringen af betjentens fortid vakte opsigt. Forsiden af Bild 22. maj 2009

Sønnen ønsker undskyldning og erstatning
Benno Ohnesorg døde iført en markant karminrød skjorte, som han havde på for første gang, og som var en gave fra hans hustru Christa. Hende var han blevet gift med seks uger tidligere. Fem måneder senere fødte hun sønnen Lukas. Hun døde i 2000 og bestræbte sig til sin død på at undgå offentlighedens søgelys.

Den i dag 49-årige Lukas Ohnesorg, arbejdsløs programmør i Hannover, har nu efter nogen tøven valgt at udtale sig til medierne. I forbindelse med 50-årsdagen beskriver han mordet på sin far som en tragedie, der traumatiserede familien. I et aktuelt interview med Spiegel Online giver han udtryk for bitterhed over, at Karl-Heinz Kurras, der døde i 2014, fortsat officielt er uskyldig, og han mener, at hans far burde have opkaldt en plads i Berlin efter sig. Lukas Ohnesorg insisterer desuden på en undskyldning og en kompensation fra den tyske stat.

Han ville gerne have lært sin far at kende, siger han til Berliner Zeitung:
”Han ville leve, havde så mange ideer og talenter. Han malede billeder og tegnede. Allerede da han var barn skrev han bøger og digte. Og så blev han pludselig revet ud af livet.”

Begynderguide til Berlin

Hvad SKAL jeg se og opleve, første gang jeg besøger Berlin? Det spørgsmål får vi jævnligt via Vild med Berlins Facebookside. Derfor har vi nu skruet denne begynderguide til Berlin sammen.

Guiden er ikke en ”det skal du lave på din første, anden og tredje dag i Berlin”-guide. For vi har jo vidt forskellige præferencer og grænser for, hvor mange museer og seværdigheder vi hver især orker at besøge og betale entré til på en storbyferie. I stedet får du idélister, gode tips og links til steder, hvor du kan hente mere inspiration om specifikke emner.

Top 3 – Berlins generelle highlights:

Som alle andre storbyer har Berlin ikoniske bygninger og steder, man som turist bare SKAL tage en selfie foran:

Bonustip: Undgå køen til besøg i Fjernsynstårnet og Reichstag-kuplen ved at købe billetten hjemmefra via seværdighedens website (links ovenfor).

Top 3 seværdigheder – nazitidens spor:

  • Topographie des Terrors – både inden- og udendørs museum, der beskriver den barske historie om nazisternes jødeudryddelse. Begge dele med gratis entré.
  • Denkmal für die ermordeten Juden Europas – markant mindesmærke for Europas myrdede jøder. Mange overser den underjordiske udstilling med nedgang i den østlige ende (længst væk fra Tiergarten). Der er fri entré, men sikkerhedstjek af tasker osv. som i en lufthavn.
  • Berlins 5.000+ Stolpersteine – kig ned, når du går rundt i Berlins gader. Så får du øje på de mange snublesten i messing, der er mindesmærker for jøder og andre, der blev deporteret og dræbt af nazisterne. Læs historien bag snublestenene i denne artikel.

Top 3 seværdigheder – om koldkrigsperioden:

  • Gedenkstätte Berliner Mauer i Bernauerstrasse – rest af Berlinmuren samt besøgs- og dokumentationscenter om Murens historie (gratis adgang)
  • Stasi Museum, indrettet i Stasis tidligere hovedkvarter.
  • Alltag in der DRR, en permanent udstilling i Museum in der Kulturbrauerei, som beskriver hverdagen i DDR (gratis adgang).

Top 3 museer – kunst/historie:

Med over 150 museer i Berlin er der nok at tage fat på for de kunstinteresserede. Her er nogle af højdepunkterne:

  • Pergamon Museum rummer en af Europas fornemste oldtidssamlinger. Det af et af de fem museer på Museumsinsel i Berlin – og et af byens mest besøgte.
  • Deutches Historisches Museum med over 8.000 genstande, der fortæller om tysk historie i europæisk sammenhæng i den permanente udstilling samt skiftende særudstillinger.
  • Jüdisches Museum beskriver jødernes historie i Tyskland gennem 2.000 år. Museet er samtidig en arkitektonisk perle.

Top 3 søndagsloppemarkeder:

Top 3 shoppingområder:

  • KaDeWe – varehuset med alt, hvad hjertet kan begære (i den eksklusive ende). Husk at besøge den enorme mad- og restaurant-afdeling på 6. sal (oplagt til et frokost-pitstop)
  • Gaderne omkring Hackescher Markt – især Rosenthaler Straße, Oranienburger Straße, Neue Schönhauser Straße og Alte Schönhauser Straße – med mange små specialbutikker og større kædebutikker
  • Prenzlauer Bergs shoppinggader – Kastanien Allee, Oderberger Strasse og Kollwitzstrasse – og deres sidegader har mange små og finurlige butikker med alskens fristelser og gode secondhandbutikker. Læs fx om Kollwitzstrasse i denne artikel.

Top 3 oplevelser for børnefamilier:

Find yderligere oplysninger og flere tips i vores guide Berlin i Børnehøjde

Berlins offentlige trafik:

Mange besøger Berlin første gang i en forlænget weekend. Har du mest brug for at komme nemt rundt i byen med U-Bahn, S-Bahn og busser, kan du med fordel købe dagsbilletter (Tageskarte). Har du planer om at besøge flere museer og seværdigheder, kan du spare penge ved at købe et Berlin Welcome Card eller Berlin CityTourCard. Kortene giver fri transport og rabat på entreen til en lang række museer m.m.

Få overblik over de mange forskellige billettyper og flere tips om brug af Berlins tog og busser i vores Guide til Berlins kollektive trafik

Bonustip: Bus nummer 100 kører forbi mange af Berlins største seværdigheder og kan dermed være et billigere alternativ til Berlins hop af og på-busture. Bus 100 kører fra Zoologischer Garten til Alexanderplatz og stopper bl.a. ved Grosser Stern med Siegssäule, Fjernsynstårnet, Museumsøen, Reichstag og Brandenburger Tor. 

Sådan giver du drikkepenge i Berlin:

I Berlin er drikkepenge et nødvendigt supplement til lønnen for bl.a. tjenere og bartendere. Som tommelfingerregel gives mindst 10 procent i drikkepenge på fx caféer og restauranter. Læs mere om drikkepengekulturen i Berlin i dette indlæg.

Husk kontanter!

Nu vi er ved det med pengene: Sørg for at have rigeligt med euro i kontanter. Rigtig mange steder kan man ikke betale med fx Visa- eller Masterkort. Det gælder mange restauranter og næsten alle spændende, “skæve” steder med mad og drikke. Også når man skal købe billetter til U- og S-Bahn, Tram og busser kan det være vanskeligt at få lov til at betale med et kreditkort. I lufthavnene kan det ikke engang lade sig gøre at bruge kreditkort til at købe dagsbilletter og WelcomeCard ved trafikselskabet BVG’s egen skranke. Man kan også blive udsat for, at billetautomaten ikke tillader større sedler end 10 euro, så det gælder om at veksle til små sedler.

Øhhh, hvor er Berlins bymidte?

Som førstegangsbesøgende kan Berlin godt virke ret uoverskuelig, for byen består af 12 forskellige distrikter (Bezirke), som igen er opdelt i 96 mindre bydele (Ortsteile). Hver bydel har sine egne hovedgader, bymidte og særkende. Vi har lavet en guide med en beskrivelse af Berlins mest kendte og populære bydele: Berlins bydele og kvarterer – en kort guide til byens nye gæster.

 

Berlins bydele og kvarterer – en kort guide til byens nye gæster

Bezirk, Ortsteil, Kiez, Viertel. Som førstegangsbesøgende kan Berlins geografi virke ret uoverskuelig. Denne guide giver det hurtige overblik og en kort præsentation af populære bydele.

Berlins geografi forvirrer ofte byens gæster, og det hele bliver ikke mere overskueligt af, at der både findes officielle og mindre officielle inddelinger, at der kan være navnesammenfald, og at berlinerne har det med at dyrke deres eget nærområde og opfinde kælenavne for det.

Administrativt er Berlin sammensat af 12 forskellige distrikter (Bezirke), som igen er opdelt i 96 mindre bydele (Ortsteile). Nogle bydele bærer samme navn som distriktet, som det altså kun er en del af. ”Mitte” er for eksempel både en ”Ortsteil” og en del af et større ”Bezirk” med samme navn, hvilket godt kan give forviklinger, når man diskuterer, hvor noget ligger.

Kiez” er især en berlinsk betegnelse for et mindre lokalområde omkring en gade, fx Bergmannkiez omkring Bergmannstrasse i Kreuzberg, eller Kollwitzkiez omkring Kollwitzstrasse i Prenzlauer Berg. Begrebet ”Kiez” stammer tilbage fra begyndelsen af 1900-tallet og bruges også i mere begrænset omfang i andre tyske byer. Ordet ”Viertel” er en mere moderne betegnelse for det samme, og dem er der også mange af i Berlin, fx Brunnenviertel omkring Brunnenstrasse i den Ortsteil, der hedder Gesundbrunnen i Bezirk Mitte. På dansk ville man om både Kiez og Viertel nok sige ”kvarter” eller det nudanske ”hood”.

Herunder får du en kort beskrivelse af de bydele (Ortsteile), der er mest kendte og populære blandt turister. Det er også her, du finder Berlins største seværdigheder (fremhævet i teksten).

Brandenburger Tor er et af Berlins mest kendte vartegn og en af de største turistattraktioner.

Mitte
er Berlins historiske centrum, hvor mange af de største turistattraktioner ligger i gåafstand fra hinanden. Her ligger også de store udenlandske kaffekæder og trendy mærkevarebutikker samt et utal af natklubber, caféer, restauranter, butikker og hoteller. Her kan du spadsere fra Brandenburger Tor ad af den smukke boulevard Unter den Linden til Berliner Dom. Videre ad Karl Liebknecht Strasse til Alexanderplatz med Berlins ikoniske fjernsynstårn.

Fra Unter den Linden kan du også vælge at slå vejen ned ad den eksklusive shoppinggade Friedrichsstrasse, forbi den smukke plads Gendarmenmarkt og videre til Checkpoint Charlie, koldkrigstidens mest kendte grænseovergang.

I bydelen ligger også Potzdamer Platz, Berlins gamle midtpunkt, der i dag er kendt for sine enorme højhuse og moderne arkitektur.

I den nordligste del, på kanten mellem Mitte og Gesundbrunnen (og kvarteret Brunnenviertel), ligger besøgs- og dokumentationscentret Gedenkstätte Berliner Mauer, en 70 meter lang rest af Berlinmuren langs Bernauer Strasse.

Et besøg i glaskuplen i Reichstag er et must. Herfra er der en forrygende udsigt over Berlin.

Tiergarten
er nabo til Mitte og har sit navn fra den store park, som dominerer bydelen. I Tiergarten ligger det tyske parlament, Reichstag, med den spektakulære glaskuppel, hvorfra man har et flot vue ud over Berlin.

Charlottenburg
er bydelen, hvor Berlins bedre borgerskab og de eksklusive mærkevarebutikker bor. Her er masser af spændende butikker, cafeer og restauranter. Både på bydelens langstrakte og kendte shoppingstrøg, Kurfürstendamm, og i de mange sidegader. I Charlottenburg ligger nogle af Berlins store attraktioner – Gedächtniskirche, Olympiastadion og Schloss Charlottenburg.

Markederne torsdag og lørdag på Kollwitzplatz i Prenzlauer Berg er populære blandt både berlinere og turister. Torsdagsmarkedet er økologisk.

Prenzlauer Berg
er en af Berlins mest populære bydele med kendte shopping- og cafégader som Kastanien Allee, Oderberger Strasse og Kolwitzstrasse. Bydelen er både hjemsted for velstillede børnefamilier, unge studerende, kunstnere og socialt udsatte. Her finder du Mauerpark, der om søndagen lægger plads til byens største loppemarked og gratis underholdning på amfiscenen.

Wedding
i den nordlige del af Bezirk Mitte er en bydel på vej frem. Flere og flere butikker og cafeer åbner i bydelen, der traditionelt har været et af byens indvandrerkvarterer.

Friedrichshain
er Berlins mindste bydel og bærer stadig synligt præg af en broget BZ-historie. Her bor mange studerende, og områdets mange barer og natklubber sørger for et festligt natteliv. I bydelen finder du den smukke Oberbaumbrücke, imponerende Karl-Marx- Allee og en af Berlins store turistattraktioner, East Side Gallery, bestående af 118 grafittikunstværker på en lang rest af Berlinmuren.

Kreuzberg
er en af byens mest farverige, populære og multikulturelle områder. Bydelen rummer i området omkring “Kotti”, U-bahnstationen Kottbusser Tor, den største tyrkiske enklave uden for Tyrkiet, og det sætter sit tydelige præg på gadebilledet. Her får du de bedste dönerkebab. Langs populære Bergmanstrasse i den mere mondæne del af Kreuzberg ligger hyggelige caféer, restauranter og secondhand-butikker side om side.

Klunkerkranich

Caféen, baren og udsigtsstedet Klunkerkranich på taget af et vare- og parkeringshus er blevet et populært sted i Neukölln.

Neukölln
har de seneste år udviklet sig til Berlins nye hippe bydel med alternative cafeer, butikker og gallerier. Ligesom Kreuzberg og Wedding bebos bydelen af mange indvandrere, hvilket sætter sit præg på gadebilledet i form af et stort udbud af etniske madtilbud og indkøbsmuligheder.

Schöneberg
er især kendt som bydelen, hvor John F. Kennedy leverede sit berømte ”Ich bin ein Berliner”-statement fra rådhusets balkon. Det var også her, David Bowie boede i nogle år sidst i 70’erne. Området omkring Nollendorfplatz er desuden kendt for sine mange caféer, barer og natklubber for bøsser og lesbiske.

Wikipidea kan man se et kort, der både angiver Bezirk og Ortsteil, og på den tyske udgave kan man finde en liste med alle Bezirke og dertilhørende Ortsteile. Det er også muligt at søge på nogle Ortsteile i Google Maps, fx Prenzlauer Berg:

Danske rundvisere på guidede ture i Berlin i påsken 2017

Tre engagerede danskere arrangerer spændende gåture i Berlin i påsken. Her er et overblik over emner med links til arrangørerne.

Få lidt mere ud af dit Berlin-besøg på en spændende gåtur med en dansk guide, der har dyb indsigt i Berlins historie og kultur. Der har vist aldrig tidligere været så mange tilbud i påskeferien, og derfor forøger vi os her med et overblik.

Priserne ligger i intervallet fra 10 euro til 125 kr. afhængig af turenes varighed og arrangør. Børns deltagelse kan være gratis eller til reduceret pris.

Tilmeldingsfristerne er forskellige, men tilmelding kan ske indtil ganske kort tid før turenes afvikling. Vær gerne i god tid af hensyn til arrangøren. Det sker, at nogle ture bliver overbooked.

Nicolai Holmboe har tre ture under overskriften ”Muren, flugttunneler og spøgelsesbanegårde” tirsdag 11. april, langfredag 14. april og søndag 16. april (påskedag).

Læs mere om alle turene på Facebook.

Læs mere om Nicolaj i Vild med Berlins serie ”Mit Berlin”: ”Kærligheden førte til et fast forhold” eller på Nicolajs hjemmeside.

Lene Tymoshenko (Berlin på vrangen) guider på 10 ture på fra lørdag 8. april til mandag 17. april 2017. Emnerne er mangfoldige:

  • Hvad gemmer forstaden?
  • Friedrichshain i 1990´erne og i dag / husbesættere og andre livskunstnere
  • På sporet af Berlinmuren
  • Under jorden i Berlin – Jøders overlevelse under nazismen
  • Neuköllns mange ansigter” og ”Kreuzberg / Lille Istanbul

Læs mere om turene her.

Læs mere om Lene i Vild med Berlins serie ”Mit Berlin”: ”Berlinerne finder sig sgu ikke i noget!” eller på hjemmesiden Berlin på vrangen.

Gitte Merrild har i alt seks ture i perioden fredag 14. april til søndag 16. april 2017

  • ALLES KLAR! Leg med tyske ord i Kreuzberg
  • BERLIN QUIZ Hvor godt kender du Berlin?
  • TIL KAMP! Da østtyskerne stormede Berlinmuren

Læs mere om turene her.

Man kan vinde en byvandring, hvis man senest 10. april 2017 sender en mail til Gitte og fortæller, hvad påskeæg hedder på tysk.

Læs mere om Gitte i Vild med Berlins serie ”Mit Berlin”: ”Jeg beundrer berlinerne” eller på turenes hjemmeside.

April er populær blandt danske Berlin-gæster

Når påsken falder i april, lægger danskerne næsten lige så ofte deres besøg i Berlin i denne forårsmåned som i sommerferien. Det viser statistikken over registrerede overnatninger i Berlin. Påsken er en god anledning til at komme ud i krogene af byen.

Forår i Viktoriapark, Kreuzberg (© vildmedberlin.dk)

I forhold til Danmark er temperaturen i Berlin som regel et par grader højere i forårsmånederne, og der er også lidt mindre vind. Det inviterer i den grad til at nyde udelivet, om det så gælder slentreture i de historiske omgivelser, frokost på en fortovsrestaurant eller en stor hefeweissbier i en biergarten.

Mange danskere tager en smuttur til Berlin i påsken, og når påsken falder i april, er Berlin åbenbart ekstra attraktiv. Det afspejler sig nemlig tydeligt i byens turismestatistik. Det er tre år siden, at hele påskeferien sidst faldt i april, hvilket også er tilfældet her i 2017, og som det fremgår af de mørkerøde søjler i nedenstående diagram, var april 2014 næsten lige så populær som sommerferiemåneden juli.

Man må formode, at juli måneds gæster fra Danmark spreder sig nogenlunde jævnt over alle 31 dage, mens påskeferien som bekendt kun varer godt en uge. Chancen for at høre danske stemmer i bylivet er derfor nok noget større i påskedagene. I hvert fald, hvis man som de fleste, især bevæger sig rundt i Mitte.

Men der er altså også mange oplevelser ude i krogene af den store by, så måske er det netop i år, man skal tage på en påsketur ud til

Blot for at nævne nogle steder lidt væk fra centrum. Hvis man absolut skal drikke velskænket fadøl, kunne man overveje at indtage dem i det nye, store Stone Brewing Berlin i Mariendorf 10 km fra Alexanderplatz.

Berlin-begejstringen har toppet

I 2016 dalede antallet af danskeres overnatninger i Berlin for første gang i mange år. Faldet var kun på knap to procent, men det betyder, at vi er blevet overhalet af både Frankrig og Spanien på ranglisten over, hvilke lande der sender flest gæster til byen.

Der er blevet længere mellem danskerne i Berlin. Det er de netop offentliggjorte tal for antallet af turistovernatninger i 2016, der viser den overraskende udvikling. Allerede i 2015 var der tegn på en vis afmatning i danskernes tilbøjelighed til storbyferie i den tyske hovedstad, men det er første gang i nyere tid, at man har registeret et decideret fald i antallet af danskeres overnatninger i Berlin:

Man kan gisne om, at flere overnatninger måske ikke bliver registreret i den officielle statistik, men det er vanskeligt at finde en forklaring på, at ”mørketallene” på grund af fx AirBnB-lejemål skulle være ujævnt fordelt mellem de lande, som byens gæster kommer fra.

To pladser ned
Målt i antal registrerede overnatninger i Berlin er danskerne nu nede på en 7. plads. For to år siden blev vi overhalet af Spanien, og sidste år var det Frankrig, der lige netop kneb sig foran. Afmatningen i danskernes interesse skal ses i lyset af, at antallet af udenlandske turister i Berlin samlet set fortsætter med at stige, og fra europæiske lande som Storbritannien og Spanien har der i de senere år været tale om ret store stigninger i tilstrømningen til Berlin. Sidstnævnte har tilsyneladende rejst sig fra den økonomiske krise, der fik rejselysten til at dale fra for nogle år siden. I 2016 tilbragte spanierne 13,5 procent flere registrerede nætter i Berlin end året forinden.

Danmark ligger på den relative 1. plads
Hvis man sætter gæsternes antal i relation til deres hjemlandes indbyggertal, ligger Danmark fortsat på en klar førsteplads. Pr. 1.000 indbyggere var der sidste år 114 overnatninger for personer med et dansk pas. Både på grund af et faldende antal overnatninger og et stigende indbyggertal i Danmark er det 5 overnatninger færre end i 2014, men det er klart i spidsen med god afstand ned til listens nr. 2, som det fremgår af dette diagram:

Ikke-tyskere havde i alt mere end 14 mio. overnatninger i Berlin i 2016, hvilket er en stigning på 4 procent fra 2015. Det er mellem halvdelen og en tredjedel af stigningstaksten i de senere år, og det har fået berlinske medier til at konstatere, at den store Berlin-hype ser ud til at være forbi.

Trods et samlet set rekordstort antal turistovernatninger på 31,1 mio. inklusiv de indenlandske gæster skriver Berliner Zeitung om en ”vækst under gennemsnittet”, idet turisttilstrømningen til hele Tyskland voksede mere end den til Berlin. I Hamburg steg antallet af overnatninger på hoteller, hostels osv. angiveligt mere end dobbelt så meget som i Berlin i 2016.