Forfatterarkiv: Lars Friis

Mit Berlin #24: Byen er en levende historiefortæller

Alice Persson kom til Østberlin som 19-årig i 1975 for at arbejde som dansk nyhedsoplæser på Radio Berlin International, den østtyske kort- og mellembølgeradio, der dagligt fortalte hele verden om socialismens fortræffeligheder. Sidste år udgav hun beretningen om sine mere end to år i byen under den kolde krig og Stasis mislykkede forsøg på at hyre hende som agent. Her svarer hun på spørgsmål i serien ”Mit Berlin”.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Mit første indtryk af Berlin (det var i Øst i 70’erne) var en STOR, fremmed og totalt spændende by. Jeg var 19 år og havde stort set kun været i Rødovre, Karrebæksminde og på Orø. En særartet lugt af brunkul, en sky af olieblandet benzinlugt, tiloset luft, livlighed, pølsebarer, knejper, mange små, tøffende trabanter. Følelsen af at være blevet lukket ind i en hemmelig hule fuld af skilte med opfordring til at komme fremad mod en partikongres, at kæmpe for fred og solidaritet og styrke produktionen. Totalt anderledes end reklamerne hjemme! Jeg var spændt, bange og på eventyr.

Alice Persson i 1976

Alice Persson i 1976 ved sit østberlinske hjem i Albert Schweitzer Strasse i Friedrichshagen cirka 20 km fra centrum af Berlin.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Jeg kommer her alt, alt for sjældent, men kunne sagtens besøge Berlin syv-otte gange om året, hvis det var muligt. Men hver gang jeg er her, føles det som at være kommet hjem. Jeg kunne godt bo der igen, tror jeg. Jeg er vild med Berlin som en god gammel ven. Den by har været med til at identificere mig og definere mig i den spæde ungdom, og det hænger ved.

Jeg tænker stadig meget i øst og vest. Er helt bevidst om, hvornår jeg er hvor. Og jeg befinder mig mest i øst, når jeg besøger byen. Her føler jeg mig hjemme. Store forretningsgader, moderne glasbygninger og shoppingcentre har ikke min interesse. Hellere slentre ad en laaang Karl Marx Allee eller Unter den Linden eller i Köpenick end gå og kigge smarte butikker i vest, på Kurfürstendamm.

Byen er så emmende af historie og liv. Jeg elsker at mærke ærefrygten, når jeg står ved en stor bygning og mærker, hvad der er sket her i fortiden. Ved mindesmærker for krigens ofre bliver jeg højtidelig og melankolsk. Bagefter kan jeg gå ud i folkemængden, som lever i dag, og blive glad for at se deres selvfølgelige måde at eksistere i en fredelig by. Så jeg får mange forskellige følelser, når jeg bevæger mig rundt i Berlin.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Jeg elsker Berlin af mange grunde. Byen har noget for enhver sjæl. Men byen er ikke bare en by. Byen er et vidnesbyrd, en levende, summende historiefortæller. En mangfoldighed af skæbner.

På grund af min historie bliver jeg nærmest jaloux over at skulle dele Berlin med så mange mennesker, der valfarter hertil. Jeg misunder dem. I dag er det jo lige så naturligt at drage herned som at tage en tur i sommerhuset eller ind til storbyen. En lille barnlig stemme indeni siger: Jeg kom først, det er min by. Misundelse er en retningsgiver, som peger og siger: Det skal du også. Så jeg tager følelsen som et tegn på, at jeg kommer og er kommet her alt for sjældent i nyere tid. Så det må jeg gøre noget ved. I virkeligheden kunne jeg godt forestille mig at tilbringe meget længere sammenhængende tid hernede. Måske endda flytte hertil.

Når jeg sidder ved foden af fjernsynstårnet, hvor jeg dengang – i 70’ernes Østberlin – sad sammen med min soldaterkæreste og diskuterede vores umulige forhold, bliver jeg grebet af en trang til at fortælle de unge mennesker om, hvordan det var dengang. Men det har jeg jo gjort i min bog ”Kollega Persson.”

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Mit yndlingssted er Friedrichshagen. Det tager ca. 25 minutter med S-toget Richtung Erkner at køre derud. Derude ligger en by i byen med egen hovedgade, butikker, kulturelle arrangementer, cafeer og kirke. Her er liv og glade dage, uden at det bliver for stort. Og går man til enden af Bölschestrasse, kommer man ned til søen, Müggelsee. Der er grønt, hyggeligt og underholdende i Friedrichshagen.

Med årene er jeg blevet lidt overfølsom over alt for megen larm og travlhed alt for længe, så mit nervesystem slapper helt af, når jeg kommer til søen og cafeerne og bådfarten ved vandet. Det er mit ønske en skønne dag at bo på en pension i byen – i nærheden af mit tidligere hjem i Albert Schweitzer Strasse.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Da jeg boede i Berlin i 70’erne, var jeg ikke så interesseret i at gå i teater, i operaen eller på museer. Dengang gik jeg mere på værtshus og mødte de lokale. Mit store ønske var at komme ind i Distel og opleve satiren, men det opgav jeg, for det var umuligt at få billetter, hvis ikke man lige kendte nogen, der kendte nogen.

1. maj i Østberlin: Det har altid givet mig et indre sus at stå i en stor menneskeforsamling. Især når det handler om at ændre verden, solidaritet, tilkendegivelser for fred er det mærkbart. Et sus går gennem kroppen, når jeg mærker, hvor mange vi er, og hvor stor styrke vi har, når vi er mange. Det sus mærkede jeg 1. maj i Berlin i 70’erne.

Inden jeg flyttede til Berlin i 1976, havde jeg 1. maj været med på Blågårds Plads i stjernedemonstration til Nørre Søgade og så hele vejen ud til Fælledparken. Det var også betagende og gav mig følelsen af at tilhøre en kæmpestor familie. Det gav tryghed og garanterede på en måde, at jeg kunne føle mig tryg her. I Berlin fik jeg den samme følelse, i langt højere målestok. For det var jo her, i socialismen, at den tryghed blev garanteret. Vi var så ufatteligt mange, og beslutningen var, at der aldrig mere måtte udgå krig fra tysk jord. I kølvandet på krigen, som jeg vidste havde resulteret i en stor angst for min mors og mine bedsteforældres liv, var det, som om den ”slægtssmerte” lagde sig, når jeg indsnusede lugten fra den nye krigsløse tid.

Selv om den kolde krig skød med skarpt, følte jeg mig i sikkerhed her. Når jeg så på tanks i Østberlin, tænkte jeg ikke krig, men forsvar for fred og en slåen hårdt ned på alle neonazistiske tendenser. Under 1. maj-demonstrationen i Østberlin (vi havde fri fra arbejde) så jeg godt, at Honecker og co. sad højt oppe på et podium, og der var rækværk mellem dem og folket. Men opfattede det ikke spor symbolsk.

Jeg bliver nødt til at nævne Unter den Linden. Her har jeg gået meget. På vej ned mod Brandenburger Tor, hvor DDR stoppede. Så stod jeg dér og kiggede på afspærringerne. Det var en kæmpeoplevelse at besøge Berlin igen for første gang siden murens fald, mange år efter. Meget hurtigt fandt jeg Unter den Linden og gik den samme tur. Da jeg nåede Brandenburger Tor, blev det helt uvirkeligt inden i mig. Jeg stoppede op og blev helt paf. Selv om jeg rationelt godt vidste, at døren var åben, var det en særlig følelse at opleve det. Og sådan er det med alt. Det er ikke nok at vide det oppe i hovedet. Man skal være til stede med sin krop for virkelig at mærke det. Jeg gik helt forsigtigt igennem og ud på den anden side. Kiggede lidt bedøvet på menneskemylderet. Mennesker kørte og gik, optaget af at leve deres liv. Tog ingen notits af den åbne dør. Kun jeg stod dér og tænkte i mirakler.

Det samme skete, da jeg besøgte Checkpoint Charlie. Historien bemægtigede sig mig igen. Og jeg gøs ved tanken om, hvordan det var dengang, og at man nu bare kan gå igennem. Men jeg brød mig ikke om alt det dramatiske og souvenirprægede. Folk, som solgte postkort og små stykker ”mur”. Det er ikke interessant.

Museerne er jo et kapitel for sig. Imponerende. Ud over mastodonterne på museumsøen kan jeg lide at besøge Zille Museum i Propststrasse 11 i Nikolaiviertel, Berlins ældste kvarter.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Igen må jeg sige, at det tiltaler mig at opsøge den østlige fortid. I min gamle by Friedrichshagen ligger ”Bräustübl” på Müggelseedamm 164 og ”Rolandseck” på Scharnweberstrasse 80. Begge lå der også dengang, i 70’erne. Og væggene taler til mig.

I centrum kom jeg af og til på ”Zur letzten Instanz”, Berlins ældste værtshus fra 1651. Selv om restauranten er blevet shinet op, er den gamle egenart ikke forsvundet. For selv om man sminker historiske bygninger til ukendelighed, titter historien gennem væggene. Jeg får i hvert fald følelsen af at være i Berlins ældste knejpe stadigvæk selv om bordene er pænt pyntede. Tænk, her sad Napoleon engang og nød en øl, siges det. Derfor har han også en stol stadigvæk. Eller det havde han stadig, da jeg besøgte instansen for nogle år siden. Charlie Chaplin og Clara Zetkin og flere berømtheder siges også at have besøgt stedet.

I nyere tid har jeg besøgt ”Lebensmittel in Mitte” – et dejligt intimt og folkeligt sted. Her sidder man tæt, og stemningen er livlig uden at være anmassende. Cafeer og spisesteder i Hackesche Höfe er også altid hyggelige at besøge.

Alice Persson, født 1957, er selvstændig psykoterapeut. Tidligere tysk korrespondent/advokatsekretær og stadig meget glad for det tyske sprog. Udgav i 2016 bogen  ”Kollega Persson” om sine oplevelser, da hun boede i Østberlin 1975-77 og arbejdede på den statslige radio i håb om senere at uddanne sig til journalist, men hvor hun oplevede at blive forsøgt rekrutteret af Stasi, DDR’s hemmelige politi.

Hun skriver nu på en fortsættelse med den kryptiske arbejdstitel ”Frøken Persson … kan De koge et æg?” Et særpræget spørgsmål under en jobsamtale som tysk korrespondent efter de groteske oplevelser i Østberlin. Her vil hun beskrive, hvad der skete, da hun kom hjem fra Berlin og stadig havde svært ved dels at vriste Stasi-oplevelserne af sig dels at omvurdere sine politiske og private livsdrømme. Og i sidste ende finde fodfæste i livet. Om den kommende bog fortæller hun selv:

– Den  vil have en naturlig tilknytning til det fænomen, at jeg senere uddanner mig til psykoterapeut. Hvad sker der for hende, der – godtroende og uskyldig som unge mennesker ofte er – bliver offer for kræfter, der har planer med hende? Og hun ikke kan finde nogen at betro sig til, fordi det på den ene side er tabu (”Stasi eksisterer ikke”), på den anden side farligt, hvis nogen opdager det (”har hun været spion?”). Hvor går hun hen med sin skam og ensomhed?

Danmarks Radio har lavet flotte web- og radiodokumentarer om Alice Perssons oplevelser i Østberlin i 1976: https://www.dr.dk/nyheder/webdok/berlin

Skuddet i Berlin, der ændrede Vesttyskland

En vestberlinsk politimands drab på en ubevæbnet demonstrant betragtes af mange som udgangspunkt for den politisk terrorisme, der knugede Vesttyskland i 1970’erne. 2. juni 2017 er det halvtreds år siden, det dræbende skud blev affyret. Oplysninger om betjenten, som først dukkede op i Stasi-arkiverne så sent som i 2009, kunne måske have sparet mange liv i et blodigt kapitel i forbundsrepublikkens historie.

2. juni er en dato med en helt særlig betydning i Berlins historie. Eller rettere Vestberlins, for det var den vestlige side af den dengang delte by, der i 1967 lagde grund til en tragedie med skæbnesvangre konsekvenser. Under en demonstration mod et besøg af den iranske shah blev den 26-årige studerende Benno Ohnesorg dræbt af et skud i baghovedet.

Det var første gang, Benno Ohnesorg deltog i en demonstration. Han var pacifist, medlem af en protestantisk studentermenighed, gift og ventede barn. Billedet af den døende unge mand gik verden rundt.

Skuddet mod Benno Ohnesorg blev affyret fra kun halvanden meters afstand af kriminalbetjenten Karl-Heinz Kurras. Det blev affyret på en parkeringsplads, der delvis lå under en bygning på søjler på adressen Krumme Straße 66-67. Her havde han forvildet sig ind sammen med nogle andre på flugt fra den politistyrke, der kort forinden havde opløst en demonstration over for Deutsche Oper, 150 meter derfra på den store gennemkørselsvej Bismarckstraße.

Et relief ved Deutsche Oper til minde om drabet på Benno Ohnesorg

Brutale angreb på demonstranter
Demonstrationen var rettet mod den iranske shah Mohammad Reza Pahlavis besøg i Berlin på grund af de fortrinsvis unge, tyske studerende modstand mod det iranske styres undertrykkelse af ytringsfrihed, menneskerettigheder og al opposition, blandt andet via fængsling af politiske modstandere og det hemmelige politis tortur og likvideringer. En iransk dissident havde i forbindelse med shah-besøget på et møde på Berlins Universitet fortalt om undertrykkelsen, hvilket havde berørt mange deltagere, og der havde allerede tidligere på dagen været demonstrationer, hvor demonstranterne – uden indgriben af det vestberlinske politik – var blevet banket af såkaldte “pryglepersere” eller “jubelpersere”, dvs. medbragte shah-støtter, der var bevæbnet med store lægter af træ.

Så stemningen var lidt ond, da omkring 2.000 demonstranter om aftenen den 2. juni samledes foran Deutsche Oper, hvor shahen og hans unge hustru skulle overvære Mozarts Tryllefløjten. Af politiet blev de anvist plads i behørig afstand på den anden side den brede Bismarckstraße. Her havde demonstrationen lejlighedsvis karakter af en happening, hvor nogle af deltagerne havde brune papirindkøbsposer på hovedet med påmalede ansigter, der skulle forestille shah-parret. Benno Ohnesorgs gravide hustru havde forladt stedet, fordi hun følte sig utryg.

Kort efter at alle Operaens gæster var lukket ind til Tryllefløjten, gik det vestberlinske politi i gang med at opløse demonstrationen på den anden side af gaden, angiveligt uden forudgående varsel. Kl. 19.57 lød ordren “Knüppel frei” – Frem med kniplerne. Det blev temmelig brutalt.

Benno Ohnesorgs flugtvej væk fra politiets knipler og frem til stedet, hvor han blev skudt.

Mange demonstranter flygtede fra politiet ved at løbe ned ad Krumme Straße, og flere havde søgt ind i gården ved nr. 66-67, men gården viste sig at være lukket, og de måtte tilbage ad samme vej, som de var kommet. Gården var ved at være tømt, da skuddet faldt. Det var kort efter kl. 20.30. Benno Ohnesorg faldt om og lå helt stille. En time senere blev han erklæret død.

Politiets foto af den døende Benno Ohnesorg

Et mord med stor symbolværdi
Til trods for, at Benno Ohnesorg var ubevæbnet og sammen med de øvrige demonstranter på vej væk fra politiet, blev drabsmanden Kurras efterfølgende frikendt ved to retssager, først i 1967 og derefter igen i 1970. Benno Ohnesorg blev et symbol for den fremspirende studenterbevægelse. Politiets brutalitet var i manges øjne et eksempel på tidligere nazisters store indflydelse i det vestberlinske politi. Mere end 10.000 ledsagede Benno Ohnesorgs kiste, da han blev begravet i sin fødeby Hannover.

De mere radikale ungdomsoprørere drog den konklusion, at fredelige protester mod en nazificeret magt var nyttesløse. En terrororganisation tog i 1972 navn efter datoen for skuddrabet, ”Bewegung 2. Juni”, og stod efterfølgende for drab, bortførelser, bombeattentater og bankrøverier. Flere af deltagerne herfra gik efterfølgende ind i Rote Armee Franktion (RAF), også kendt som Baader-Meinhof-banden. RAF stod for 34 mord på vesttyske politikere, embedsmænd, erhvervsledere, vagtfolk og chauffører op gennem 70’erne.

Hvordan tingene havde udviklet sig, hvis Benno Ohnesorg ikke var blevet skudt, er selvfølgelig vanskeligt at sige noget om, men denne handlings betydning bliver i hvert fald ikke nedtonet af tyske historikere. Så sent som 24. april 2009, altså næsten 42 år efter det dræbende skud, bragte Weekendavisen et interview med den tyske forfatter og journalist Stefan Aust, der har indgående kendskab til den politiske terrorisme. Heri siger han blandt andet:

“Den 2. juni 1967 var et chok for alle, både for demonstranterne og for dem, som fulgte urolighederne i tv. Det var den mest brutale politiaktion siden Anden Verdenskrig, og det endte med, at studenterpolitikeren Benno Ohnesorg blev dræbt, fuldkommen uden grund. Det var en begivenhed, som definerede en hel generation i Tyskland. Jeg siger altid, at Karl-Heinz Kurras, kriminalbetjenten, som dræbte Benno Ohnesorg, er mere ansvarlig for terrorismen i Tyskland end Andreas Baader.”

Politimanden var Stasi-spion
Dette blogindlægs forfatter læste artiklen i Weekendavisen på en kort afstikker til Danmark under et længere ophold i Berlin i 2009. Det pudsige er, at der en måned senere kom en helt ny, opsigtsvækkende afsløring frem om politimanden Karl-Heinz Kurras. 22. maj 2009 kunne aviserne fortælle, at han – på tidspunktet, da mordet fandt sted – havde været medlem af det østtyske kommunistparti, SED, og under dæknavnet Otto Bohl agent for den østtyske efterretningstjeneste, Stasi. Det var en nyhed, der ryddede forsider over hele Tyskland og også gav stor opmærksomhed i udlandet.

Oplysningen var dukket op i de omfattende Stasi-arkiver, der var blevet tilgængelige for forskere efter Murens fald. Det kom også frem, at Kurras ikke handlede efter instrukser fra Stasi. ”Ein Verbrechen”, en forbrydelse, stod det noteret i Stasi- akterne, og Stasis kontakt til Kurras blev lagt på is. I medierne blev han beskrevet som en temmelig våbenglad mand, der under 2. Verdenskrig havde været soldat på østfronten. Betalingen for at levere informationer til Stasi brugte han blandt andet på ammunition til skydetræning.

Blandt tyske historikere og debattører førte afsløringen straks til spekulationer om en helt anderledes udvikling i den vesttyske studenterbevægelse, mindre radikalisering og mange undgåede mord, hvis Kurras forbindelse med Stasi var blevet kendt i forbindelse med mordet på Ohnesorg.

Den vesttyske terrorbevægelse havde et ideologisk fællesskab med den herskende ideologi i DDR, og nogle af bevægelsens medlemmer nød en vis beskyttelse i landet. Terroristernes hovedfjende – den repressive statsmagt under påstået nazistisk indflydelse – ville måske være kommet til at stå i et helt andet lys, hvis man havde haft viden om, at manden bag det første mord på en vesttysk demonstrant rent faktisk var agent for DDR.

Allerede om aftenen den 2. juni 1967 var nogle studenter samlet for at drøfte dagens hændelser. Den 26-årige Gudrun Ensslin, senere medstifter af RAF, skulle på dette møde have sagt disse: ”Man kan ikke diskutere med dem, de vi tage livet af os alle sammen. Det er Auschwitz-generationen”.

Afsløringen af betjentens fortid vakte opsigt. Forsiden af Bild 22. maj 2009

Sønnen ønsker undskyldning og erstatning
Benno Ohnesorg døde iført en markant karminrød skjorte, som han havde på for første gang, og som var en gave fra hans hustru Christa. Hende var han blevet gift med seks uger tidligere. Fem måneder senere fødte hun sønnen Lukas. Hun døde i 2000 og bestræbte sig til sin død på at undgå offentlighedens søgelys.

Den i dag 49-årige Lukas Ohnesorg, arbejdsløs programmør i Hannover, har nu efter nogen tøven valgt at udtale sig til medierne. I forbindelse med 50-årsdagen beskriver han mordet på sin far som en tragedie, der traumatiserede familien. I et aktuelt interview med Spiegel Online giver han udtryk for bitterhed over, at Karl-Heinz Kurras, der døde i 2014, fortsat officielt er uskyldig, og han mener, at hans far burde have opkaldt en plads i Berlin efter sig. Lukas Ohnesorg insisterer desuden på en undskyldning og en kompensation fra den tyske stat.

Han ville gerne have lært sin far at kende, siger han til Berliner Zeitung:
”Han ville leve, havde så mange ideer og talenter. Han malede billeder og tegnede. Allerede da han var barn skrev han bøger og digte. Og så blev han pludselig revet ud af livet.”

Berlins bydele og kvarterer – en kort guide til byens nye gæster

Bezirk, Ortsteil, Kiez, Viertel. Som førstegangsbesøgende kan Berlins geografi virke ret uoverskuelig. Denne guide giver det hurtige overblik og en kort præsentation af populære bydele.

Berlins geografi forvirrer ofte byens gæster, og det hele bliver ikke mere overskueligt af, at der både findes officielle og mindre officielle inddelinger, at der kan være navnesammenfald, og at berlinerne har det med at dyrke deres eget nærområde og opfinde kælenavne for det.

Administrativt er Berlin sammensat af 12 forskellige distrikter (Bezirke), som igen er opdelt i 96 mindre bydele (Ortsteile). Nogle bydele bærer samme navn som distriktet, som det altså kun er en del af. ”Mitte” er for eksempel både en ”Ortsteil” og en del af et større ”Bezirk” med samme navn, hvilket godt kan give forviklinger, når man diskuterer, hvor noget ligger.

Kiez” er især en berlinsk betegnelse for et mindre lokalområde omkring en gade, fx Bergmannkiez omkring Bergmannstrasse i Kreuzberg, eller Kollwitzkiez omkring Kollwitzstrasse i Prenzlauer Berg. Begrebet ”Kiez” stammer tilbage fra begyndelsen af 1900-tallet og bruges også i mere begrænset omfang i andre tyske byer. Ordet ”Viertel” er en mere moderne betegnelse for det samme, og dem er der også mange af i Berlin, fx Brunnenviertel omkring Brunnenstrasse i den Ortsteil, der hedder Gesundbrunnen i Bezirk Mitte. På dansk ville man om både Kiez og Viertel nok sige ”kvarter” eller det nudanske ”hood”.

Herunder får du en kort beskrivelse af de bydele (Ortsteile), der er mest kendte og populære blandt turister. Det er også her, du finder Berlins største seværdigheder (fremhævet i teksten).

Brandenburger Tor er et af Berlins mest kendte vartegn og en af de største turistattraktioner.

Mitte
er Berlins historiske centrum, hvor mange af de største turistattraktioner ligger i gåafstand fra hinanden. Her ligger også de store udenlandske kaffekæder og trendy mærkevarebutikker samt et utal af natklubber, caféer, restauranter, butikker og hoteller. Her kan du spadsere fra Brandenburger Tor ad af den smukke boulevard Unter den Linden til Berliner Dom. Videre ad Karl Liebknecht Strasse til Alexanderplatz med Berlins ikoniske fjernsynstårn.

Fra Unter den Linden kan du også vælge at slå vejen ned ad den eksklusive shoppinggade Friedrichsstrasse, forbi den smukke plads Gendarmenmarkt og videre til Checkpoint Charlie, koldkrigstidens mest kendte grænseovergang.

I bydelen ligger også Potzdamer Platz, Berlins gamle midtpunkt, der i dag er kendt for sine enorme højhuse og moderne arkitektur.

I den nordligste del, på kanten mellem Mitte og Gesundbrunnen (og kvarteret Brunnenviertel), ligger besøgs- og dokumentationscentret Gedenkstätte Berliner Mauer, en 70 meter lang rest af Berlinmuren langs Bernauer Strasse.

Et besøg i glaskuplen i Reichstag er et must. Herfra er der en forrygende udsigt over Berlin.

Tiergarten
er nabo til Mitte og har sit navn fra den store park, som dominerer bydelen. I Tiergarten ligger det tyske parlament, Reichstag, med den spektakulære glaskuppel, hvorfra man har et flot vue ud over Berlin.

Charlottenburg
er bydelen, hvor Berlins bedre borgerskab og de eksklusive mærkevarebutikker bor. Her er masser af spændende butikker, cafeer og restauranter. Både på bydelens langstrakte og kendte shoppingstrøg, Kurfürstendamm, og i de mange sidegader. I Charlottenburg ligger nogle af Berlins store attraktioner – Gedächtniskirche, Olympiastadion og Schloss Charlottenburg.

Markederne torsdag og lørdag på Kollwitzplatz i Prenzlauer Berg er populære blandt både berlinere og turister. Torsdagsmarkedet er økologisk.

Prenzlauer Berg
er en af Berlins mest populære bydele med kendte shopping- og cafégader som Kastanien Allee, Oderberger Strasse og Kolwitzstrasse. Bydelen er både hjemsted for velstillede børnefamilier, unge studerende, kunstnere og socialt udsatte. Her finder du Mauerpark, der om søndagen lægger plads til byens største loppemarked og gratis underholdning på amfiscenen.

Wedding
i den nordlige del af Bezirk Mitte er en bydel på vej frem. Flere og flere butikker og cafeer åbner i bydelen, der traditionelt har været et af byens indvandrerkvarterer.

Friedrichshain
er Berlins mindste bydel og bærer stadig synligt præg af en broget BZ-historie. Her bor mange studerende, og områdets mange barer og natklubber sørger for et festligt natteliv. I bydelen finder du den smukke Oberbaumbrücke, imponerende Karl-Marx- Allee og en af Berlins store turistattraktioner, East Side Gallery, bestående af 118 grafittikunstværker på en lang rest af Berlinmuren.

Kreuzberg
er en af byens mest farverige, populære og multikulturelle områder. Bydelen rummer i området omkring “Kotti”, U-bahnstationen Kottbusser Tor, den største tyrkiske enklave uden for Tyrkiet, og det sætter sit tydelige præg på gadebilledet. Her får du de bedste dönerkebab. Langs populære Bergmanstrasse i den mere mondæne del af Kreuzberg ligger hyggelige caféer, restauranter og secondhand-butikker side om side.

Klunkerkranich

Caféen, baren og udsigtsstedet Klunkerkranich på taget af et vare- og parkeringshus er blevet et populært sted i Neukölln.

Neukölln
har de seneste år udviklet sig til Berlins nye hippe bydel med alternative cafeer, butikker og gallerier. Ligesom Kreuzberg og Wedding bebos bydelen af mange indvandrere, hvilket sætter sit præg på gadebilledet i form af et stort udbud af etniske madtilbud og indkøbsmuligheder.

Schöneberg
er især kendt som bydelen, hvor John F. Kennedy leverede sit berømte ”Ich bin ein Berliner”-statement fra rådhusets balkon. Det var også her, David Bowie boede i nogle år sidst i 70’erne. Området omkring Nollendorfplatz er desuden kendt for sine mange caféer, barer og natklubber for bøsser og lesbiske.

Wikipidea kan man se et kort, der både angiver Bezirk og Ortsteil, og på den tyske udgave kan man finde en liste med alle Bezirke og dertilhørende Ortsteile. Det er også muligt at søge på nogle Ortsteile i Google Maps, fx Prenzlauer Berg:

Danske rundvisere på guidede ture i Berlin i påsken 2017

Tre engagerede danskere arrangerer spændende gåture i Berlin i påsken. Her er et overblik over emner med links til arrangørerne.

Få lidt mere ud af dit Berlin-besøg på en spændende gåtur med en dansk guide, der har dyb indsigt i Berlins historie og kultur. Der har vist aldrig tidligere været så mange tilbud i påskeferien, og derfor forøger vi os her med et overblik.

Priserne ligger i intervallet fra 10 euro til 125 kr. afhængig af turenes varighed og arrangør. Børns deltagelse kan være gratis eller til reduceret pris.

Tilmeldingsfristerne er forskellige, men tilmelding kan ske indtil ganske kort tid før turenes afvikling. Vær gerne i god tid af hensyn til arrangøren. Det sker, at nogle ture bliver overbooked.

Nicolai Holmboe har tre ture under overskriften ”Muren, flugttunneler og spøgelsesbanegårde” tirsdag 11. april, langfredag 14. april og søndag 16. april (påskedag).

Læs mere om alle turene på Facebook.

Læs mere om Nicolaj i Vild med Berlins serie ”Mit Berlin”: ”Kærligheden førte til et fast forhold” eller på Nicolajs hjemmeside.

Lene Tymoshenko (Berlin på vrangen) guider på 10 ture på fra lørdag 8. april til mandag 17. april 2017. Emnerne er mangfoldige:

  • Hvad gemmer forstaden?
  • Friedrichshain i 1990´erne og i dag / husbesættere og andre livskunstnere
  • På sporet af Berlinmuren
  • Under jorden i Berlin – Jøders overlevelse under nazismen
  • Neuköllns mange ansigter” og ”Kreuzberg / Lille Istanbul

Læs mere om turene her.

Læs mere om Lene i Vild med Berlins serie ”Mit Berlin”: ”Berlinerne finder sig sgu ikke i noget!” eller på hjemmesiden Berlin på vrangen.

Gitte Merrild har i alt seks ture i perioden fredag 14. april til søndag 16. april 2017

  • ALLES KLAR! Leg med tyske ord i Kreuzberg
  • BERLIN QUIZ Hvor godt kender du Berlin?
  • TIL KAMP! Da østtyskerne stormede Berlinmuren

Læs mere om turene her.

Man kan vinde en byvandring, hvis man senest 10. april 2017 sender en mail til Gitte og fortæller, hvad påskeæg hedder på tysk.

Læs mere om Gitte i Vild med Berlins serie ”Mit Berlin”: ”Jeg beundrer berlinerne” eller på turenes hjemmeside.

April er populær blandt danske Berlin-gæster

Når påsken falder i april, lægger danskerne næsten lige så ofte deres besøg i Berlin i denne forårsmåned som i sommerferien. Det viser statistikken over registrerede overnatninger i Berlin. Påsken er en god anledning til at komme ud i krogene af byen.

Forår i Viktoriapark, Kreuzberg (© vildmedberlin.dk)

I forhold til Danmark er temperaturen i Berlin som regel et par grader højere i forårsmånederne, og der er også lidt mindre vind. Det inviterer i den grad til at nyde udelivet, om det så gælder slentreture i de historiske omgivelser, frokost på en fortovsrestaurant eller en stor hefeweissbier i en biergarten.

Mange danskere tager en smuttur til Berlin i påsken, og når påsken falder i april, er Berlin åbenbart ekstra attraktiv. Det afspejler sig nemlig tydeligt i byens turismestatistik. Det er tre år siden, at hele påskeferien sidst faldt i april, hvilket også er tilfældet her i 2017, og som det fremgår af de mørkerøde søjler i nedenstående diagram, var april 2014 næsten lige så populær som sommerferiemåneden juli.

Man må formode, at juli måneds gæster fra Danmark spreder sig nogenlunde jævnt over alle 31 dage, mens påskeferien som bekendt kun varer godt en uge. Chancen for at høre danske stemmer i bylivet er derfor nok noget større i påskedagene. I hvert fald, hvis man som de fleste, især bevæger sig rundt i Mitte.

Men der er altså også mange oplevelser ude i krogene af den store by, så måske er det netop i år, man skal tage på en påsketur ud til

Blot for at nævne nogle steder lidt væk fra centrum. Hvis man absolut skal drikke velskænket fadøl, kunne man overveje at indtage dem i det nye, store Stone Brewing Berlin i Mariendorf 10 km fra Alexanderplatz.

Berlin-begejstringen har toppet

I 2016 dalede antallet af danskeres overnatninger i Berlin for første gang i mange år. Faldet var kun på knap to procent, men det betyder, at vi er blevet overhalet af både Frankrig og Spanien på ranglisten over, hvilke lande der sender flest gæster til byen.

Der er blevet længere mellem danskerne i Berlin. Det er de netop offentliggjorte tal for antallet af turistovernatninger i 2016, der viser den overraskende udvikling. Allerede i 2015 var der tegn på en vis afmatning i danskernes tilbøjelighed til storbyferie i den tyske hovedstad, men det er første gang i nyere tid, at man har registeret et decideret fald i antallet af danskeres overnatninger i Berlin:

Man kan gisne om, at flere overnatninger måske ikke bliver registreret i den officielle statistik, men det er vanskeligt at finde en forklaring på, at ”mørketallene” på grund af fx AirBnB-lejemål skulle være ujævnt fordelt mellem de lande, som byens gæster kommer fra.

To pladser ned
Målt i antal registrerede overnatninger i Berlin er danskerne nu nede på en 7. plads. For to år siden blev vi overhalet af Spanien, og sidste år var det Frankrig, der lige netop kneb sig foran. Afmatningen i danskernes interesse skal ses i lyset af, at antallet af udenlandske turister i Berlin samlet set fortsætter med at stige, og fra europæiske lande som Storbritannien og Spanien har der i de senere år været tale om ret store stigninger i tilstrømningen til Berlin. Sidstnævnte har tilsyneladende rejst sig fra den økonomiske krise, der fik rejselysten til at dale fra for nogle år siden. I 2016 tilbragte spanierne 13,5 procent flere registrerede nætter i Berlin end året forinden.

Danmark ligger på den relative 1. plads
Hvis man sætter gæsternes antal i relation til deres hjemlandes indbyggertal, ligger Danmark fortsat på en klar førsteplads. Pr. 1.000 indbyggere var der sidste år 114 overnatninger for personer med et dansk pas. Både på grund af et faldende antal overnatninger og et stigende indbyggertal i Danmark er det 5 overnatninger færre end i 2014, men det er klart i spidsen med god afstand ned til listens nr. 2, som det fremgår af dette diagram:

Ikke-tyskere havde i alt mere end 14 mio. overnatninger i Berlin i 2016, hvilket er en stigning på 4 procent fra 2015. Det er mellem halvdelen og en tredjedel af stigningstaksten i de senere år, og det har fået berlinske medier til at konstatere, at den store Berlin-hype ser ud til at være forbi.

Trods et samlet set rekordstort antal turistovernatninger på 31,1 mio. inklusiv de indenlandske gæster skriver Berliner Zeitung om en ”vækst under gennemsnittet”, idet turisttilstrømningen til hele Tyskland voksede mere end den til Berlin. I Hamburg steg antallet af overnatninger på hoteller, hostels osv. angiveligt mere end dobbelt så meget som i Berlin i 2016.

Sådan har vi det med Berlin

Svar fra 421 af Vild med Berlins følgere tegner konturen af danskere, der er i Berlin mindst en gang om året, er meget interesserede i især det delte Berlins historie, foretrækker at tage turen dertil i bil, som regel bor på hotel og bedst kan lide kvartererne Mitte og Prenzlauer Berg. Nattelivet har til gengæld ikke nogen særlig tiltrækningskraft.

Det nordøstberlinske kvarter omkring Kastanienallee er kendt for at være populært blandt Berlins gæster fra Danmark. Der høres da også mange danske stemmer i butikker og cafeer i Oderberger Strasse, på loppemarkedet i Mauerpark eller til de gratis koncerter på amfiscenen lige ved siden af.

Blandt følgerne af Vild med Berlin er Prenzlauer Berg, som kvarteret hedder, også blandt de absolut foretrukne, selv om det naturligt nok kun er på en andenplads efter turistmagneten Mitte, hvor alle de største attraktioner befinder sig. På spørgsmålet om, hvilket område de bedst kan lide, svarer 20,8 procent ”Mitte”, mens kun lidt færre, 20,5 procent, foretrækker Prenzl’berg, som de lokale kalder området. På en delt tredjeplads følger Charlottenburg i vest og Friedrichshain i øst, begge med en tilslutning på 12,4 procent.

Historien trækker
På spørgsmålet ”Hvad gør i dine øjne Berlin interessant eller attraktiv?” var det muligt at markere flere svar, og der er ikke tvivl om, at det er de mange levn fra Berlins centrale placering i verdenshistorien, der er med til at trække danske gæster til Berlin. Otte ud af ti satte kryds ved ” Berlins historie 1961-1989 (Tiden med Muren)”, mens ”Berlins historie 1933-1945” fik tilslutning fra næsten syv ud af ti.

At Berlin er meget andet end historie, beviser en høj tilslutning til svarkategorier som ”Stemning” (75 procent), ”Mad og drikke” (56 procent), ”Arkitektur” (45 procent) og ”Kunst” (43 procent). Lave priser og shopping scorer også højt, og en hurtig krydstabulering afmonterer en mulig fordom: Næsten halvdelen af mændene har også markeret ”Shoppingmuligheder”.

Flertallet foretrækker hotel
Når det handler om overnatning, foretrækker de fleste at bo på hotel. Her på redaktionen havde vi en forventning om, at AirBnB – trods de nye restriktioner – var blevet meget populært, men som det fremgår af grafikken, gælder det ikke Vild med Berlins følgere. Hvis det ikke skal være et hotelværelse, lejer de hellere en lejlighed på anden måde. Måske en lejlighed, som venner eller bekendte ejer.

Mere end fire ud af ti tager turen i bil
Bussen er billig, og lavprisselskaberne har mange billige flyrejser, men bilen er det foretrukne transportmiddel. Fly og tog er dog også populært. To svarpersoner foretrækker et andet transportmiddel. Det kunne være cyklen. Denne skribent har prøvet turen på cykel fra Århus til Berlin. Det var skønt, men krævede fire overnatninger undervejs, og der er et stykke vej til at kalde den ”foretrukken”.

Fire ud af ti besøger Berlin flere gange om året
Knap 40 procent af svarpersonerne tager til Berlin cirka en gang om året, men der er endnu flere, 42 procent, der gør det to eller flere gange. Så man må sige, at Vild med Berlin er i kontakt med virkelige ”Berlin- aficionados”.

”Varedeklaration”
Vi befinder os i en tid, hvor fakta er til diskussion. Resultaterne af denne rundspørge, der blev gennemført i januar 2017, kan også problematiseres, ikke mindst når det handler om repræsentativitet.

Kvinderne udgør syv ud af ti svarpersoner, men det samme gør sig gældende blandt Vild med Berlins følgere på Facebook, så her er der en ganske god overensstemmelse. Til gengæld er de mere modne danskere overrepræsenteret. Kun 15 procent af svarene kommer fra følgere under 40 år, og aldersgruppen mellem 40 og 60 år ”fylder” 55 procent. Blandt alle danskere over 18 år udgør de ifølge Danmark Statistik kun lidt mere end hver tredje.

Denne tendens kan skyldes, at lokkemaden for at deltage i rundspørgen var lodtrækning om en præmie i form af en roman på 682 sider. Hvor mange unge orker at gå i kast med sådan en mursten, spørger denne skribents fordom om ungdommen nu til dags. Under alle omstændigheder kan skævheden nok godt have en vis betydning for resultaterne, fx om interessen for nattelivet, som synes at være noget større blandt svarpersonerne under 40 år. Tallene er dog så små for denne aldersgruppe, at den statistiske usikkerhed bliver for stor til at udlede noget håndfast.

Berlin har rundet 3,5 mio. indbyggere

Især tilstrømningen fra udlandet af mange unge under 30 år får Berlin til at vokse i indbyggertal, men der er stadig knap en million op til niveauet før 2. Verdenskrig. I de senere år er Berlin ikke vokset så meget som København.

Historisk er Tysklands hovedstad vokset langsommere end mange andre hovedstæder, hvilket ikke mindst skyldes en verdenskrig og mere end 40 års deling i to tysklande. Nu er Berlin imidlertid hastigt på vej mod fortidens storhed. En ny årbog fra det statistiske kontor, Amt für Statistik Berlin-Brandenburg, dokumenterer en stor fremgang i antallet af indbyggere til nu mere end 3,5 millioner.

Kilden til den store vækst er dels et fødselsoverskud og dels mange tilflyttere fra både ind- og udland. Især de mange unge tilflyttere trækker indbyggertallet i vejret. Alene i 2015 flyttede 110.000 unge under 30 år til Berlin, mens 70.000 flyttede væk fra byen. Det vidner om en voldsom flyttetrafik over bygrænsen, men nettotilvandringen er altså 40.000 i denne aldersgruppe, heraf knap 36.000 fra udlandet og godt 4.000 fra det øvrige Tyskland. Den samlede nettotilvandring er i alt kun godt 1.000 personer større, nemlig lidt mere end 41.000, så der er i høj grad sket en foryngelse af byen.

Berlin har dog ikke helt så mange unge indbyggere som den danske hovedstad. 32 pct. af indbyggerne i Berlin er under 30 år, mens det gælder 44 pct. af københavnerne.

Når det handler om vækst, ligger København også i toppen, men føringen er dog kun på 0,8 procentpoint i årene 2011-2015. Berlin er vokset med 6,9 pct., mens København i samme periode har fået 7,7 pct. flere indbyggere.

Tallene for København er hentet fra Danmarks Statistik og gælder for 1. januar 2016. Berlin-tallene er fra Jahrbuch 2015 – Amt für Statistik Berlin-Brandenburg og er altså status ved udgangen af 2015.

Ved udbruddet af 2. Verdenskrig var der 4,5 mio. indbyggere i Berlin. Læs mere om de historiske indbyggertal og Hitlers drømme om Berlin som en verdenshovedstad med 10 mio. indbyggere i dette indlæg fra 2013: ”Antallet af berlinere er nedjusteret

Antallet af indbyggere i Berlin er nu over 3,5 millioner

Sommerstemning ved Spree Ufer – Når der er vækst i både antallet af indbyggere og antallet af turister, kan der være trængsel på de populære steder i Berlin.

En fortælling om jævne menneskers stille modstand

Hans Falladas ”Alene i Berlin” er en storslået roman om et Berlin-ægtepar, der mister deres søn i krigen og derefter begynder at fordele postkort imod naziregimet.

Temaerne for den 682 sider store roman er anstændighed, integritet og mod. Den begynder med en gribende scene, hvor arbejderægteparret Anna og Otto Quangel i Prenzlauer Berg modtager et brev om, at deres søn er død under felttoget mod Frankrig. Derefter begynder de at tvivle på Hitler, som de ellers havde støttet, og beslutter sig for at gå ind i kampen mod krigen og naziregimet.

De gør det på deres egen stilfærdige måde, nemlig ved at skrive postkort, som de fordeler rundt omkring i opgange med henblik på, at andre finder dem, deler dem videre og dermed sætter gang i et oprør.

Romanen bygger på virkelige personer, nemlig ægteparret Elise og Otto Hampel, der ganske vist ikke mistede deres søn i krigen, men Elises bror. Hans Fallada skrev bogen kort før sin død, blandt andet på baggrund af dokumenter fra retssagen, der dømte parret til halshugning i 1943. Den udkom i 1947 på et kommunistisk forlag, som omskrev dele af romanen for at gøre den mere politisk korrekt efter opfattelsen hos de sovjetiske magthavere i den østlige del af det besatte Berlin.

Først i 2010 blev det oprindelige manuskript fundet. ”Lykkeligvis,” skriver den i Berlin bosatte dansker Henriette Harris i et indsigtsfuldt efterord om bogen, Fallada og virkelighedens Elise og Otto Hampel, for dermed er flere nuancer kommet med:

Romanen er Hans Falladas årvågne beskrivelse af tyskerens kamp for hverdagen og af den terror, der havde lukket sin jernnæve om ham. Det er en indgående beskrivelse af tyskerens altoverskyggende angst. Men også af tyskerens fejhed, hans griskhed, hans løgnagtighed, hans vilje til at stikke og udplyndre naboer (jøder som ikke-jøder) og arbejdskammerater, hvis det kunne berige ham selv eller redde ham fra at komme i fedtefadet (…) Men Alene i Berlin er først og fremmest en roman om anstændighed. Om to jævne mennesker, der erkender og handler efter, at prisen for at forblive anstændig aldrig kan blive for høj,” skriver Henriette Harris blandt andet i efterordet.

Ved udgivelsen af den danske oversættelse i 2012 fik den de maksimale seks stjerner af både Jyllands-Postens og Politikens anmeldere. Weekendavisen skrev: “Et mesterligt indblik i kollektiv angst og paranoia“.

Fem har vundet bogen
Forlaget People’sPress stillede fem eksemplarer af bogen til rådighed for en lodtrækning blandt dem, der følger Vild med Berlin. Vinderne blev udtrukket 25. januar 2017 og har fået direkte besked og bogen tilsendt.

Mindetavle for Elise og Otto Hampel på adressen Amsterdamerstrasse 10 i Berlin

Mindetavle for Elise og Otto Hampel på adressen Amsterdamerstrasse 10 i Berlin
Foto: By OTFW, Berlin – Own work, CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=11102209

Elise og Otto Hampel

Elise og Otto Hampel fotograferet af Gestapo efter anholdelsen

Berliner Schnauze – når det er hårdere sagt end ment

Tyskerne er verdenskendte for deres høflige og – set med danske øjne – lidt formelle omgangstone, men berlinerne kan have en direkte og til tider rå omgangstone, som godt kan ryste en sagesløs turist en smule. Gæsteskribent Heidi Lund skriver her om “Berliner Schnauze”.

Für Berliner Schnauzen

“Schnauze” betyder egentlig snude, men bruges også i hverdagssproget som mund eller kæft.

Mit første møde med Berliner Schnauze havde jeg, før jeg nogensinde havde hørt om dets eksistens. Under mit studieophold i 2011 bad jeg en dag en medarbejder i en elektronikforretning om hjælp og tiltalte ham naturligvis med et “Sie” – for det har vi jo altid lært i tysktimerne, at man skal. Til min store overraskelse sagde han konsekvent “du” til mig. Jeg blev faktisk lidt fornærmet. Jeg talte jo høfligt til ham, så kunne han vel gøre det samme til mig?

Efterfølgende slog det mig, at jeg var blevet udsat for den særlige mentalitet, der også danner grobund for Berliner Schnauze. I Berlin kan vi godt tale lidt mere uformelt til hinanden. Vi behøver ikke at pakke tingene ind, og et ”du” kan såmænd være udtryk for en lidt omvendt høflighed, som signalerer, at vi ikke behøver at distancere os fra hinanden.

Samme opfattelse mødte jeg hos en berliner, som jeg talte med i det danske sommerland for nogle år siden. Han syntes, det var vældig sympatisk, at vi danskere konsekvent siger ”du” til hinanden (og at vi “kun” kører 130 på motorvejen, men det er en helt anden historie …).

Når det er hårdere sagt end ment

Herz und Schnauze

Berlin indledte i 2009 Imagekampagnen “Herz und Schnauze”, der skulle vise, at berlinerne både er venlige og imødekommende, selv om omgangstonen kan være hård.

Netop den særlige omgangstone var i 2009 grunden til en berlinsk charmeoffensiv. Den officielle imagekampagne “Herz und Schnauze”  skulle vise omverdenen, at berlinerne både er venlige og imødekommende, selv om omgangstonen kan være hård. Missionen var at bløde lidt op for den rå charme og skrue op for gæstfriheden og hjælpsomheden, især inden for turismen.

Noget kunne dog tyde på, at imagekampagnen ikke var helt i tråd med berlinernes selvopfattelse. I 2010 spurgte Berliner Morgenpost 50 berlinere: “Was ist für Sie Berlin?”, og svarene blev konverteret til plakater rundt omkring i bybilledet. Ét af svarene lød netop: “Berlin ist, wenn’s härter gesagt als gemeint ist” (på dansk: “Berlin er, når det er hårdere sagt end ment”).

Berliner Schnauze

En plakat fra Berliner Morgenposts kampagne, som referede til Berliner Schnauze – den særlige berlinske variant af tysk “høflighed”

Berlinerne er godt klar over, at de adskiller sig fra mange andre tyske byer, når det gælder den klassiske, tyske høflighed. Der er dog god grund til at se det mere som en charme end som et problem; i langt de fleste tilfælde siges de kække kommentarer med et kærligt glimt i øjet, og der er enighed om ikke at tage alting så tungt.

I min tid i Berlin har jeg aldrig oplevet berlinerne som andet end søde og hjælpsomme. De kan være direkte i deres væremåde og sprog, men sådan er byen jo også – rå og charmerende og helt klart med mere “Herz” end “Schnauze”.

Om gæsteskribenten

Heidi Lund

Heidi Lund er uddannet i tysk og international virksomhedskommunikation og har boet i Berlin ad to omgange, første gang som udvekslingsstuderende og senere som praktikant hos et online marketingbureau.

Berlinfeberen har hun ikke sluppet, og den tyske hovedstad skal helst besøges mindst én gang om året – og gerne flere.

I fritiden skriver Heidi på sin egen blog, Ordene og mig, hvor du blandt andet kan læse om tyske talemåder og særlige, berlinske ord.