Forfatterarkiv: Lars Friis

Mit Berlin #27: Jeg elsker Berlins ikke-rytme!

Jørgen Smidstrup bruger mange – og modsætningsfyldte – tillægsord, når han beskriver det mangfoldige Berlin, hvor han har boet og arbejdet de seneste seks år. Hans svar på Vild med Berlins spørgsmål rummer stribevis af anbefalinger.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Det bedste er, at byen er så stor, at der bor så mange mennesker i den, mange forskellige, skønne mennesker. At byen er smuk, livlig, kreativ, innovativ og grøn samtidig med, at den er larmende, grim, underlig og gammeldags. Jeg elsker, at berlinerne bruger byen, også når de er blevet ældre. At man stadig går på café, på restaurant og til koncerter, selv om man har passeret de 60 år – og at man kan blive betjent af tjenere, der er ældre end en selv.

Jeg elsker Berlins rytme – eller ikke-rytme! Det er som om, den aldrig er helt konstant. Man kan gøre hvad man vil, stort set på alle tider af døgnet. Det er meget inspirerende for mig. Jeg kan stå tidligt op for at arbejde, jeg kan arbejde til sent, jeg kan få frühstück på en kaffebar indtil klokken 18, jeg kan holde pauser og bruge byens åndehuller, når jeg vil – og jeg kan gå på restaurant kl. 23.30 og få et godt måltid mad, hvis det passer min rytme lige netop den dag.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Det er Kreuzberg, har boet her de sidste seks år. Først i Bergmannkiez og nu i SO36. To meget forskellige dele af Kreuzberg. Det blev mit ’hood’ ved en tilfældighed. Syntes egentlig, at det var lidt skramlet, lidt utilnærmeligt, ikke særligt charmerende, da jeg flyttede hertil, og det er vel på mange måder sandt … Men Kreuzberg vokser på én, og der er utroligt mange søde mennesker her.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Den allerstørste oplevelse var en Tom Waits-koncert i Theater des Westens, lang tid før jeg flyttede til byen. Det var magisk! Siden har utallige kunstudstillinger som fx William Kentridge på Martin Gropius Bau, David Bowie og Olafur Eliasson på samme sted, mange besøg på den private kunstsamling Sammlung Hoffmann, utallige besøg i Bauhaus-Archiv, fede fotoudstillinger fx Sebastiao Salgado, Anton Corbijn eller Josef Koudelka på C/O Berlin, blændende jazz-koncerter på især A-Trane, print-udstillinger hos Supalife Kiosk, udstillinger i me collectors room og meget mere gjort livet i byen til en fest.

Har du en yndlingsrestaurant i Berlin?
Jamen, jeg har jo en masse – de fleste er italienske. Det er der, hvor jeg føler mig hjemme og godt tilpas, fx hos Maselli, Lamuri, Osteria Sippi, Der Goldene Hahn, Gallina Vineria Bar, alle i Kreuzberg, Salumeria da Pino i Charlottenburg, La Premiatta Ditta og Muret la Barba i Mitte. Har fornylig også fundet en vidunderlig italiensk restaurant i Friedrichshain: Da Dino.

Når det skal være andet end italiensk, så bliver det ofte den lokale franske Chez Michel, ligeledes franske Le Saint Amour, vietnamesiske Miss Saigon, katalanske Mariona og selvfølgelig Big Stuff Smoked BBQ i Markthalle Neun – og min yndlings-sent-om-aftenen-restaurant er Gorgonzola Club i Kreuzberg. Maden er ok, stemningen skøn og den selvfølgelige attitude fra mama, når man træder ind ad døren sent og spørger om et bord, er lige min stil.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Mit ’ægte’ Berlin er en dag uden dagsorden. En lørdag, hvor kæresten og jeg sætter os på cyklen midt på formiddagen, helst i solskin, og først kommer hjem meget sent på aftenen eller kommer hjem lidt før med en indkøbspose med friske grøntsager, en hel kanin, et glas frisk sennep og en god flaske Spätburgunder og laver mad til os selv og måske et par gæster, vi har inviteret undervejs på turen.

På turen har vi sikkert først besøgt kaffebaren Kiezeklein og så videre til farmer-markedet på Südstern, kafferisteriet Blaue Bohne i Friedrichshain, markedet i Markthalle Neun, talt med venner, producenter og forhandlere, siddet på en bænk i en af byens mange skønne parker og talt sammen. Det kunne være Tempelhof, Gleisdreieck eller kirkegården ved Bergmannstrasse – og nok også været forbi en vinbar. Det kunne være Not Only Riesling, Suff i Markthalle Neun, Gallina Vineria lige over for markedet, Altrovine i Grimmstrasse eller Otto Rink i Dresdener Strasse.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Hmmm. Altså jeg elsker Berlin! Det irriterer mig, at priserne stiger så meget. Det gør mig ked af det, at huslejepriserne ryger i vejret, som de gør lige nu. Jeg kan mærke, at det begynder at gå ud over det kreative og det umiddelbare – den spontane iværksætter-energi får en hård medfart for tiden. Flere steder må lukke igen, fordi huslejen stiger, og de små kreative business-ideer får derfor ikke så lang tid til at slå rødder og senere blomstre.

Det bekymrer mig, hvad det gør ved den kunst- og kulturscene, ved den mad- og start-up-scene, der i så høj grad præger byen og trækker spændende, idé-rige og virkelystne mennesker til byen.

Både som privatpersoner og når vi arrangerer ture for gæster og besøgende i Berlin, har vi et princip om ’give something back’. Vi bruger ikke bare byen – hvis vi bliver fascineret eller inspireret, hvis vi bliver glædeligt overrasket over noget, hvis vi føler at vi får noget – forsøger vi altid at give mindst det samme tilbage. At deltage og bidrage, at sætte os ind i sammenhænge, at forsøge at inspirere ’tilbage’ igen.

Når jeg oplever, at byens besøgende, byens turister bare bruger byen uden at bidrage eller gå i dialog – og efterlader de lokale med en dårlig oplevelse og en hovedrysten, irriterer det mig meget.

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Jeg glæder mig helt vildt til koncerter med Herbie Hancock i november og til Cigarettes After Sex i december – og så glæder jeg mig til at holde juleferie; få gæster, spise mad, snakke sammen, gå ture, gå på museer og se, hvad der dukker op på ’kultur-fronten’.

Jørgen Smidstrup aka CamilloJørgen Smidstrup, aka Camillo, født 1960, driver design- og kommunikationsfirmaet Lower East og studiet Lower East Lab i Kreuzberg sammen med partneren Helle Marietta. Arrangerer Urban Safaris og guidede tours i Berlin – og er ’con amore’-chef i Camillos Køkken. Har netop skrevet kogebogen ’Mad, der får folk til at tale sammen. Camillos Køkken’, der er skabt i Lower East Lab.

Der er bogreception på “Mad, der får folk til at tale sammen“ i Lower East Lab, Waldemarstrasse 38, onsdag 15. november, fra kl. 17 til 19

lowereastlab.de

camilloskitchen.com

Fotocredit: Malthe Ivarsson

Camillo i køkkenet

Gode oplevelser i udkanten af Berlin

Turisterne flokkes i det centrale Berlin, mens der er bedre plads, hvis man søger lidt væk fra Mitte og ud i udkanten. Her er en stribe tips til spændende oplevelser og seværdigheder i byens periferi.

Hvorfor gå i hælene på alle de andre turister, når der er masser af kunst, historie og andre oplevelser lidt væk fra centrum af Berlin? Og til dig, der alligevel har købt dagsbilletter til offentlig transport, er der tilmed rigtig fine muligheder for at nå derud med U-Bahn, S-Bahn og bus.

Her er nogle muligheder af meget forskellig art.

Brücke Museum Dahlem Udkanten Berlin

Brücke Museum
Brücke Museum åbnede i 1967 og tog navn efter en ekspressionistisk kunstnergruppe, der var stiftet i 1905. På flere måder ligner det en mini-udgave af Louisiana, der kun er ni år ældre. Brücke-malerier udgør kernen i museets samlinger, men der er også indkøbt flere malerier derudover, blandt andet af Emil Nolde.

Ifølge Berlin-kenderen Lene Tymoshenko var Brücke Museum et af David Bowies yndlingssteder, da han boede i Vest-Berlin 1976-1978. Bowie, der selv malede, var meget inspireret af den ekspressionistiske kunst på museet. Blandt andet malede han et selvportræt
Inspireret af maleren Erich Heckel. Portrættet blev senere skitse til fotografiet til Pladecoveret på Heroes.

Bemærk, at der kan købes en billig kombibillet for to euro ekstra til nabomuseet Kunsthaus Dahlem, der omtales herunder.

Obs! Lukket om tirsdagen.

Brücke Museum
Bussardsteig 9
14195 Berlin-Dahlem

Link til museets hjemmeside

Kunsthaus Dahlems skulpturhave Udkanten Berlin

Skulpturhaven, der forbinder Kunsthaus Dahlem og Museum Brücke

Kunsthaus Dahlem
Lige ved siden af Brücke Museum ligger Kunsthaus Dahlem. Lad dig ikke forvirre af forskellige gadenavne. De to museer er forbundet via den lille parkeringsplads foran Brücke Museum og Kunsthaus Dahlems skulpturhave, der er med til at danne det ”Louisiana-agtige” indtryk.

Kunsthaus Dahlem i udkanten af BerlinKunsthaus Dahlems fokus er især skulpturer, og bygningen rummer den interessante historie, at den faktisk stod færdig i 1942 som atelier for Arno Breker, der var populær hos Hitler og en af nazitidens mest produktive billedhuggere. Han stod blandt andet for produktionen af skulpturer til Albert Speers monumentale konstruktioner samt bronze-portrætter af Hitler selv og andre nazi-spidser samt deres børn.

Selve museumsbygningen er tydeligt Albert Speer-inspireret, men dog tegnet af arkitekten Hans Freese. Den blev smukt renoveret frem til sommeren 2015, hvor museet  åbnede som udstillingssted for tysk modernisme i efterkrigstiden.

Obs! Også lukket tirsdag. Husk kombibilletten til Brücke Museum for to euro ekstra.

Kunsthaus Dahlem
Käuzchensteig 8
14195 Berlin-Dahlem

Link til museets hjemmeside

Alliierten Museum Berlin

Alliierten Museum
Kun et par busstop fra de to ovennævnte museer ligger Alliierten Museum, der har til formål at fortælle vestmagternes historie i efterkrigstidens delte Berlin. Museet blev indviet i 1998 og havde indtil da – med sin beliggenhed i den amerikanske sektor i Vestberlin – rummet den amerikanske biograf ”Outpost” og et bibliotek.

Museet har både en fast samling og udstillinger, der udskiftes cirka en gang om året. Frem til 28. januar 2018 er det en udstilling, der gennem 100 objekter fortæller historier om Berlins nøglerolle under den kolde krig.

I gården står et af de fly, der blev brugt i forbindelse med luftbroen til Berlin 1948-1949.

Obs! Lukket mandag.

Alliierten Museum
Clayallee 135
14195 Berlin

Link til museets hjemmeside

Dong Xuan Center Lichtenberg Berlin Udkanten

Dong Xuan Center
I den modsatte, østlige ende af byen, i bydelen Lichtenberg, ligger det store indkøbscenter Dong Xuan. , som er kendt for sit store vare- og serviceudbud. Det er en slags indendørs Vietnam i Berlin i form af fem store haller med tøj, legetøj, mad, frisører, massører, kunstige blomster, restauranter osv.

Stedet af skabt af tidligere vietnamesiske kontraktarbejdere i DDR, der blev arbejdsløse efter Murens fald. Mange vendte tilbage til Vietnam, men nogle stykker blev altså tilbage og skabte dette sted, der nu har op imod 1.000 ansatte.

Man kan komme hele vejen til Dong Xuan Center med Tram (1 skift) fra Alexanderplatz på 20 minutter – og det er jo i sig selv hyggeligt.

Stå af ved Herzbergstraße/Industriegebiet – og en eksotisk verden åbner sig.

Obs! Lukket om tirsdagen.

Dong Xuan Center
Herzbergstraße 128-139
10365 Berlin

Link til centrets hjemmeside

Dong Xuan Center Berlin

Det er muligt at sidde udendørs i Dong Xuan Center og nyde glimrende vietnamesisk mad.

Hippe steder under åben himmel i Berlin

Den varme sæson kan være ret lang i Berlin. Hygge og selskabelighed foregår derfor ofte udendørs. Her er et par steder, der er lidt skæve og afslappede.

”Er der nogle nye steder, hvor man kan sidde udenfor med lidt vin eller øl og måske lidt at spise i en afslappet stemning.” Hvis man har signaleret et Berlin-kendskab lidt over det gennemsnitlige, får man ofte den slags spørgsmål, når vennerne planlægger en tur til den tyske hovedstad. Udendørs hygge er da også indbegrebet af et Berlin-besøg.

Vi får også jævnligt spørgsmålet på Vild med Berlins Facebook-side. Det er meget naturligt, for når det handler om hippe ”hænge ud-steder” er Berlin hele tiden i tiden i forandring. Dette indlæg er derfor også tænkt som et dynamisk dokument, som du kan hjælpe med at vedligeholde. Har du gode ideer, må du gerne tilføje dem som kommentar herunder. Det handler om nyere steder, gerne lidt skæve – og altså udendørs.

Lige nu er der to steder, vi ofte nævner, når vi bliver spurgt:

Holzmarkt Berlin

Holzmarkt
Tidligere i 2017 lignede det en byggelegeplads, men efterhånden er der lidt mere stil over området, der ligger lige ned til Spree i det sydvestlige hjørne af Friedrichshain, tæt på Ostbahnhof. Med en udbredt anvendelse af genbrugsvinduer, gamle mursten og kasserede brædder giver stedet stadig det lidt ”trashede” indtryk, men der er også rejst nye og moderne bygninger og en fin restaurant på området.

Holzmarkt i Berlin ligger helt ned til Spree

Stedet er ejet af tidligere klubejere, der har fået hjælp af schweizisk kapital, og initiativet skulle angiveligt være taget i protest mod, at det tidligere ingenmandsland langs Spree efterhånden var plastret til med dyre og kedelige boligblokke og forretningsejendomme. Forskellige typer af virksomheder, restaurationer og forretninger inden for fødevarer og udskænkning har så lejet sig ind.

Hippe Holzmarkt Gebäude

Kedeligt er området bestemt ikke. Selv de nye bygninger har former og farver, der skiller sig ud. Også stedets gæster er meget forskellige. Unge, børnefamilier og ældre i afslappet stil, som sidder på træbænke og drikker øl, og festklædte grupper, der er dresset op til middag i den eksklusive restaurant Katerschmaus.

Holzmarkt Pizza

Flere hundrede skulle være ansat til at betjene de mange gæster på 12.000 kvadratmetre store område, hvor der det meste af tiden er der god plads. Især i dagtimerne, hvor der som regel er stille og roligt. Man kan sagtens bruge timer på at sidde og hvile fødderne med en flaske vin, hvortil de venlige indehavere af stedets lille vinbutik gerne udlåner en vinkøler med is.

Om aftenen er der ofte livemusik og DJ’s.

Adressen er Holzmarktstraße 25, 10243 Berlin.
www.holzmarkt.com

Klunkerkranich
”Kulturtaghaven over Neukölln” kalder de sig selv, og i det ellers flade Berlin er det noget så sjældent som et hænge ud-sted med udsigt. Stedet har nogle år på bagen, men selv blandt dem, der jævnligt besøger byen, er der mange, der ikke kender det. Det gemmer sig da også godt af vejen på øverste etage af Neukölln Arkaden.

Man kommer nemmest derop ved at tage elevatoren så langt op, man kan komme. Så ankommer man til et parkeringsdæk med biler, og første gang tror man, at man er gået forkert. Kig op under loftet, hvor der nok stadig hænger et undseeligt skilt med en pil til venstre og ordet ”Klunkerkranich”. Følg pilen og gå det sidste stykke op af en kørerampe, som ikke længere bliver benyttet af biler.

Oppe under åben himmel åbenbarer der sig en lille oase, hvortil der nogle gange tages entré, men så er det blot et par symbolske euro.

Hippe Klunkerkranich

Steder byder på et større udvalg af øl, vin og andre drikke – og en forrygende udsigt. Man kan også købe udmærket og billig mad. På stedets Facebook-side bliver der ofte reklameret for nye retter på menukortet.

Standkorb KlunkerkranichEn stor sandkasse og legeredskaber gør stedet meget velegnet for børnefamilier. Blæsevejr kan være en udfordring, men der er mange muligheder for at finde læ.

Kaprer man en af de typiske, tyske strandstole og drejer den mod solen, er det et glimrende sted for en lille morfar.

På sommeraftener er stedet livligt både før og efter solnedgang.

Adressen er Karl-Marx-Straße 66, 12043 Berlin. Lige ved U-Bahnstationen Rathaus Neukölln.
www.klunkerkranich.de/

 

Danske guider viser rundt i Berlin i efterårsferien

Berlins nyere og ældre historie er på dagsordenen, når kompetente danskere guider og fortæller i Berlin i efterårsferien 2017.

Man kan læse om Berlin i efterhånden rigtig mange gode bøger, men engang imellem er det ganske rart at få historier fortalt af gode og engagerede fortællere. Og ret ofte byder de på historier, man ikke kan finde andre steder.

Lene Tymoshenko og Nicolaj Holmboe er to danskere, der har stor succes med deres guidede Berlin-ture på dansk. I den danske efterårsferie udbyder de i alt 12 ture, som du kan finde link til herunder. Emnerne er ofte relateret til fortællinger om såvel Nazi- som DDR-tiden, men der er også ture, hvor byens nyere historie står i centrum.

For voksne er prisen 15 euro pr. deltager. Hos Lene Tymoshenko deltager børn under 10 år gratis. Hos Nicolaj Holmboe deltager børn op til 15 år for 5 euro.

Lene Tymoshenko guider i BerlinLene Tymoshenko (Berlin på vrangen) guider på i alt 10 ture alle dage i efterårsferien med emnerne:

  • Kreuzberg / Lille Istanbul
  • Neukölln´s mange ansigter
  • Friedrichshain i 1990´erne og i dag / husbesættere og andre livskunstnere
  • ”Under jorden” i Berlin, Jøders overlevelse under nazismen
  • På sporet af Berlinmuren

Læs mere om turene på siden her.

Læs mere om Lene i Vild med Berlins serie ”Mit Berlin”: ”Berlinerne finder sig sgu ikke i noget!” eller på hjemmesiden Berlin på vrangen.

Nicolaj Holmboe guider i BerlinNicolaj Holmboe har to ture under overskriften ”Muren, flugttunneler og spøgelsesbanegårde” onsdag den 18. oktober og lørdag den 21. oktober.

Læs mere om Nicolaj i Vild med Berlins serie ”Mit Berlin”: ”Kærligheden førte til et fast forhold” eller på Nicolajs hjemmeside.

Skyggemand hjalp borgere i Østberlin ud i friheden

Jesper Clemmensen har skrevet en medrivende fortælling om, hvordan flugthjælpere på opfindsom og dramatisk vis fik indespærrede DDR-borgere ud af landet i årene efter, at Muren var rejst. I flere passager er den dokumentariske beretning spændende som en krimi.

Jesper Clemmensens Skyggemand om flugthjælpere i den kolde krigs BerlinGravede tunneller, forfalskede pas og skjulte rum i ombyggede biler. Det var nogle af metoderne, når mennesker skulle smugles ud af DDR, der i 28 år var skarpt adskilt fra det frie Vesteuropa ved hjælp af en mur, pigtråd og grænsesoldater med skarpladte våben. I alle årene var der borgere, der forsøgte at flygte.

Mange af dem benyttede sig af mere eller mindre anonyme flugthjælpere, der bravt kæmpede for at være mere kreative end Stasi. Den østtyske, såkaldte statssikkerhedstjeneste opsporede nemlig adskillige flugtveje, og flugthjælperne måtte hele tiden forsøge at være et skridt foran.

Skyggemands fortælling var gemt i 45 år
En af flugthjælperne var Dietrich Rohrbeck, som er hovedperson i Jesper Clemmensens nye bog ”Skyggemand”. Forfatteren kom i kontakt med Dietrich Rohrbeck i forbindelse med en foredragsturné i anledning af sin forrige bog ”Flugtrute Østersøen”. Det viste sig, at Dietrich Rohrbeck i 45 år havde gemt på sin historie om hjælp til mere end 50 flygtende østberlinere – og Jesper Clemmensen blev straks interesseret.

Som i ”Flugtrute Østersøen” er der også i den nye bog et link til Danmark. Rigtig mange af de flygtende kom nemlig til Vesttyskland via overfarten Rostock-Gedser, og adskillige danskere bidrog i indsatsen for de flygtende. DDR var hermetisk lukket i 1961, efter at Berlinmuren var blevet rejst, og Dietrich Rohrbeck studerede på det tidspunkt i Vestberlin, men besøgte jævnligt sin danske kæreste på Falster. I hulrummet i hans Mercedes var der plads til en person, der ikke var for høj eller tyk og heller ikke led af klaustrofobi.

Omfattende research
I andre tilfælde og i samarbejde med andre flugthjælpere hjalp han flygtninge til Vesten via gravede tunneller eller falske pas. På et tidspunkt var Dietrich Rohrbeck meget tæt på at blive afsløret af den danske journalist Flemming Sørensen, der var agent for Stasi. Af frygt for at blive arresteret af Stasi fik flugthjælperen et nyt pas i et andet navn. Han undlod også i en længere periode at befinde sig på landjorden i DDR og rejste i stedet med fly mellem Hamborg og Berlin.

En omfattende research, brug af Stasi-arkivet og samtaler med involverede ligger bag den velskrevne fortælling over 368 sider. Visse episoder er spændende som en krimi. Dietrich Rohrbecks rolle sluttede, da han flyttede til Danmark i 1965. Han er i dag 81 år, og først for seks år siden begyndte han at snakke om begivenhederne igen.

– Det var jo et overstået kapitel, fortæller han i dette indslag til TV Øst, hvor han også giver denne forklaring på bogens titel, der henviser til opfattelsen af ham hos de folk, han hjalp:

– De har altid sagt: “Han var ligesom en skygge for os, Skyggemanden”. Jeg dukkede jo op, gemte dem i bilen, kørte over, læssede dem ud og gav dem nogle instrukser. Og når de vendte sig om, var jeg allerede væk igen.

Se også Jesper Clemmensen svare på fem spørgsmål om sit forhold til Berlin i serien “Mit Berlin”:

Mit Berlin #26: Byen sænker pulsen og tænder for de store følelser

Mit Berlin #26: Byen sænker pulsen og tænder for de store følelser

Jesper Clemmensen har nu skrevet to bøger om DDR-flygtninge og deres hjælpere. Den seneste handler især om Berlin, som han besøger flere gange om året for at nyde den uhøjtidelige atmosfære midt i verdenshistoriens centrum. Her svarer han på fem spørgsmål om sit forhold til byen.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Alvor. Og den helt konkrete fornemmelse af en delt by med en farlig grænse. Lang ventetid ved kontrolområdet i Østberlin, mens vagterne fjernede lofterne i toget og gennemlyste hulrummene. Udenfor snusede schæferhunde rundt under vognene, og indenfor tjekkede en mand i uniform vores helt nye pas. Mit første stempel i mit første pas blev et DDR-stempel. Det var i pinsen, 1989. Vi skulle til fodboldstævne i Tiergarten. Vores træner fortalte os, at vagterne ledte efter flygtninge. Flygtninge? Hvorfor? Så fortsatte vi til Vestberlin og spillede kampe på indhegnet kunstgræs. Vi tabte vist nok dem alle. Jeg var indkvarteret hos Sven, som var enebarn. Hans far havde en stor Mercedes, der stod i en parkeringskælder. Kenneth boede hos nogle tyrkere, der ville ham det bedste og derfor serverede pommes frites til morgenmad. Vi andre var dybt misundelige. Berlin var en kæmpe oplevelse for os lollandske fodbolddrenge. På Potsdamer Platz kiggede vi ind i ingenmandsland, fik taget gruppebilleder foran Muren og købte fodboldflag i souvenirbiksen. Fire år senere købte jeg et stykke af Muren – angiveligt et stykke af Muren – samme sted.Foran Berlinmuren i 1989

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
At du i det ene øjeblik slapper af i en uhøjtidelig atmosfære og i det næste befinder dig et sted, hvor vigtig verdenshistorie har udspillet sig. Berlin kan både sænke min puls og tænde for de store følelser. Oveni det kommer, at byen er helt utrolig børnevenlig – den perfekte metropol til en familieferie.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
”Kreuzkölln”. Måske også fordi, det er det seneste sted, hvor jeg er gået på opdagelse. Et virkelig spraglet stykke Berlin. I forbindelse med researchen til min bog om flugthjælperne gik jeg en del rundt i Kreuzberg og Neukölln, langs kanalen. Skøn stemning på sommeraftenerne, hvor de lokale trækker ud til forskellige aktiviteter. Når vejret er godt, kan jeg også sagtens tilbringe en hel aften på græsset, ude for enden af landingsbanen på Tempelhof – det ærgrer mig, at jeg aldrig nåede take off eller landing i THF, inden den lukkede.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Jeg aflægger næsten altid et besøg på Ständige Vertretung ved Friedrichstrasse. Her kommer en skønsom blanding af embedsfolk med opsmøgede skjorteærmer og turister i regnfrakker. Stedet har en forfærdelig akustik og virker ret hektisk, men vinder på sit traditionelle tyske køkken, Kölsch-øllene og de utallige fotos fra nyere, tysk historie, der fylder væggene.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Sidste år besøgte jeg for første gang det kæmpestore sovjetiske mindesmærke ved Treptower Park. Det blev en ret stærk og bevægende påmindelse om, at russerne også ofrede stort i kampen mod Hitlers rædselsregime. Og alligevel efterlod stedet en sær bismag, fordi du vandrer rundt i Stalin-citater og med bevidstheden om, at kommunisterne kun i kort tid var good guys. Mindesmærket Plötzensee ligger et godt stykke fra alfarvej i Berlin, men er bestemt også et besøg værd. Her henrettede nazisterne mange af deres modstandere, og omfanget af uhyrlighederne fortælles med overvældende effekt. Det bliver hurtigt konkret, når du står ved jernsvellen i det lille rum, hvor diktaturets fjender blev stranguleret. Hvis tiden er til det, kan det godt betale sig at køre et stykke udenfor byen for at besøge Wandlitz. Derude – i en skovudstykning og afskærmet fra den almindelige befolkning – boede DDR-spidserne indtil Murens fald. Villaerne er i dag rekreationsboliger, men der er fri adgang til området. Wandlitz er en interessant tilføjelse, når du har været i Hohenschönhausen, på Stasi- og DDR-museet.

Jesper Clemmensen, forfatter til Skyggemand om DDR-flygtninge og deres hjælpereJesper Clemmensen, født 1975, er uddannet journalist. Opvokset på Lolland-Falster, bosiddende på Amager.

Forfatter til de dokumentariske bøger ”Flugtrute: Østersøen” (2012) om DDR-flygtninge og ”Skyggemand” (2017) om danske og vestberlinske flugthjælpere.

Han arbejder til daglig som tv-tilrettelægger, pt. på DR. Kommer til Berlin to-tre gange om året.

 

GUIDE: 10 gode og gratis oplevelser i Berlin

Berlin har været centrum i Europas historie ad flere omgange og deler gavmildt ud af sine erfaringer. Her er 10 spændende museer og mindesteder om både Hitler-perioden, Muren og den kolde krig, som du kan besøge ganske gratis.

1. Alltag in der DDR
Et nyt og moderne museum om hverdagen i DDR, der i november 2013 åbnede med en permanent udstilling i Kulturbrauerei, Prenzlauer Berg, 100 meter fra U-bahnstationen Eberswalder.

Her kan du se en Trabant med telt på taget, som på et tidspunkt var højeste mode blandt DDR-borgere på campingtur, og du kan opleve mange andre sider af hverdagslivet, som de kommer til udtryk i såvel afsavn, undertrykkelse og overvågning som kammeratskab og den stille modstand.

Udstillingen er både meget større og mere interessant end det ofte tætproppede DDR-museum i Karl Liebknecht Straße, hvor entrébilletten koster 8,50 euro.

TIP: Bemærk, at indgangen ligger i Knaackstraße, tæt på Danziger Straße, så du undgår at gå unødigt rundt om og inden for i Kulturbrauerei for at finde museet.

WWW
https://www.hdg.de/museum-in-der-kulturbrauerei/

Adresse
Museum in der Kulturbrauerei
Knaackstraße 97
10435 Berlin

Åbningstider
Tirsdag-søndag kl. 10-18
Torsdag dog åbent til kl. 20
Mandag lukket

2. Tränenpalast
Tårer ved modtagelse af venner fra Vesten. Tårer ved afsked med tvangsudviste. Tårer ved adskillelse fra sine kære …

Ud over rejselyst og trang til nye oplevelser kan banegårde symbolisere mere vemodige følelser. Tränenpalast (Tårepaladset) gør det i udpræget grad. Tilbygningen ved stationen i Friedrichstrasse blev opført i 1962 for at adskille almindelige lokale rejsende fra personer, der rejste mellem DDR og Vesten. Den monumentale tilbygning stod tom i mange år efter Murens fald, men siden 14. september 2011 har den rummet den permanente udstilling ”Alltag der deutschen Teilung” om stedet og tiden med Muren.

Man kan sagtens bruge et par timer i Tränenpalast på at fornemme den kolde stemning i grænsevagternes bokse, passene, læse de mange vidnesbyrd og se videoer. Eller man kan tage mindre ”snapse” ad flere omgange, for entreen er gratis. Overtøj og bagage opmagasineres også helt gratis, og personalet er venligt og imødekommende.

WWW
https://www.hdg.de/traenenpalast/

Adresse
Tränenpalast
Reichstagufer 17
10117 Berlin

Åbningstider
Tirsdag-fredag: Kl. 9–19
Lørdag, søndag og helligdage: Kl. 10–18
Lukket mandag

3. Dokumentationscentret vedr. Muren i Bernauerstrasse
Her finder du det sidste stykke af Berlinmuren, hvor både den ydre og den indre mur er bevaret. Her er både det såkaldte ingenmandsland og vagttårn. I det åbne landskab langs Bernauer Straße er der mange informative fotos og tekster, og en særlig mindetavle viser de mange, der døde i forsøget på at flygte over Muren. Det hele er gratis – og sæt god tid af til besøget, for der er masser at fordybe sig i.

I årene 1961-1989 var området genstand for nogle af de mest spektakulære scener, der udspillede sig i det delte Berlin. Her var der gravet flugttunneler, flygtende sprang ud af vinduer, adskilte familier kunne have øjenkontakt og vinke til hinanden, DDR-grænsebetjenten Conrad Schumann sprang over pigtrådshegnet, og adskillige af de 139 omkomne ved flugtforsøg endte deres liv her.

Et nyt besøgscentrum på hjørnet Bernauer Straße/Gartenstraße stod færdigt i 2010. Her er der endnu flere informationer og en velassorteret boghandel.

WWW
http://www.berliner-mauer-gedenkstaette.de/en/

Adresse
Besucherzentrum der Gedenkstätte Berliner Mauer
Bernauer Straße 119, 13355 Berlin

Åbningstider
Tirsdag-søndag kl. 10-18
Mandag lukket

4. Gleis 17 Memorial
Næsten 56.000 berlinske jøder blev deporteret til koncentrationslejre i perioden 1941-1945, heraf mange til direkte udslettelse. De fleste af dem blev sendt med tog fra spor 17 på S-togsstationen i Grunewald. Her indviede man på Auschwitz-dagen (27. januar) i 1998 et af Berlins stærkeste mindesmærker til minde om jødeforfølgelsen.

Gleis 17 Memorial er tidligere blevet omtalt i et indlæg på Vild Med Berlin, læs mere her.

Adresse
Am Bahnhof Grunewald
14193 Berlin

Altid åbent

5. Alliierten Museum
Museet dokumenterer USA’s, Englands og Frankrigs engagement i Berlin efter 2. Verdenskrig. Det har både en permanent og skiftende udstillinger over længere tid, så der er rig mulighed for at opleve dem flere gange, hvilket kan være en udmærket idé, for der er mange detaljer at fordybe sig i.

Det gør sig i høj grad gældende for den aktuelle, midlertidige udstilling, der fortsætter frem til 28. januar 2018. Her har man på fantasifuld vis fundet 100 objekter, der er udstillet, og gennem hvilke man beretter små historier om Berlins nøglerolle under den kolde krig.

WWW
http://www.alliiertenmuseum.de/

Adresse
Clayallee 135
14195 Berlin

Åbningstider
Tirsdag-søndag kl. 10-18
Mandag lukket

6. Topographie des Terrors
Et stort dokumentationscentrum åbnede i 2010 i en helt ny udstillingsbygning, hvor der er vide muligheder for at få indsigt i de nazistiske forbrydelser. Stedet er ikke tilfældigt, for blandt andet Gestapo havde sit hovedkvarter her i Niederkirchnerstrasse. Mange informative plancher beretter på tysk og engelsk og fortæller historien på en meget indlevende måde.

I en lang, udendørs arkade kan man kronologisk følge den tiltagende undertrykkelse i Nazityskland med et kort afsnit om Muren og DDR. Arkaden er overdækket og overskuelig. Det sidste er meget praktisk, hvis man er i selskab med historieinteresserede, men måske lidt tålmodige teenagere.

WWW
http://www.topographie.de/

Adresse
Topographie des Terrors
Niederkirchnerstraße 8
10963 Berlin

Åbningstider
Dagligt kl. 10-20
Udendørs indtil det bliver mørkt, dog senest kl. 20

7. Museet under ”Denkmal für die ermordeten Juden Europas” (“Holocaust Denkmal”)
Næsten alle turister i Berlin har vel set det markante mindesmærke med 2.711 betonpiller tæt ved Brandenburger Tor, men kun en lille del af dem tager turen ned i det 800 kvadratmeter store, underjordiske informationscenter, hvor man kan følge jødernes og andre forfulgtes skæbne under nazistyret. Her fortælles udvalgte familiers gribende livsforløb, der efterlader et knugende indtryk.

Et grundigt sikkerhedstjek kan til tider betyder en ret lang kø, men man kommer som regel hurtigt frem til indgangen. Derefter bestemmer man selv tempoet, men sæt tid af til dvæle og “debriefe” lidt til sidst, inden du igen bevæger dig op i den travle by.

WWW
https://www.holocaust-denkmal-berlin.de/

Adresse
Cora-Berliner-Straße 1
10117 Berlin

Åbningstider
April-September: Tirsdag-søndag kl. 10-20
Oktober-Marts: Tirsdag-søndag kl. 10-19
Mandag lukket

8. Kuplen over Reichstag
Kuplen over det tyske parlament blev indviet i 1999 og er gratis at besøge, For at undgå at stå lang tid i kø er det en god idé at melde sin ankomst på forhånd. Det gør du via dette link – når dit besøg er registreret, modtager du en mail med en bekræftelse af dit mødetidspunkt. Med den i hånden kan du gå til en indgang ved siden af den lange kø med ikke-forhåndstilmeldte besøgende. Fra den store, spektakulære glaskuppel har du en forrygende udsigt over Berlin.


9. Museum Blindenwerkstatt Otto Weidt

På værkstedet i det centrale Berlin i den i dag rå, hyggelige baggård i Rosenthaler Straße fremstillede fabrikanten Otto Weidt koste og børster under krigen med hjælp fra primært blinde og døve.

Forskellige livshistorier fortæller om Otto Weidts bestræbelser på at beskytte sine jødiske arbejdere fra forfølgelse og deportation. Nogle skjulesteder var indrettet i et baglokale i det nuværende museum. Det er en historie, der på mange måder minder om Schindlers i Krakow.

WWW
https://www.museum-blindenwerkstatt.de/

Adresse
Rosenthaler Straße 39,
10178 Berlin

Åbningstider
Hver dag kl. 10-20

10. Gedenkstätte Stille Helden
I samme baggård som blindeværkstedet ligger Gedenkstätte Stille Helden. Indgangen er lige til venstre i porten, og man kan let overse den, hvis man har blikket rettet dybt ind i den ofte livlige gård med spændende graffiti.

I de overskuelige lokaler finder man den permanente udstilling med beretningerne om de mange tyske borgere, der i Nazi-tiden med livet som indsats forsøgte at hjælpe de forfulgte jøder.

WWW
https://www.gedenkstaette-stille-helden.de/

Adresse
Gedenkstätte Stille Helden
Rosenthaler Straße 39
10178 Berlin

Åbningstider
Hver dag kl. 10-20

Og så en ekstra gratis mulighed med en månedlig gratis-dag:

11. Märkisches Museum (kun gratis entré 1. onsdag i hver måned)
Der er planer om en omfattende omstilling af det lidt bedagede museum, der i 2020 skal ombygges til et mere moderne bymuseum. Den permanente udstilling bærer præg af, at den trænger til en opdatering, men frem til 2020 vil museet byde på skiftende udstillinger om forskellige emner.

Den aktuelle “Berlin 1937”, der vises frem til 14. januar 2018, er et meget interessant indblik i livet i Berlin i året, der blev kaldt nazitidens “stille år”. Det var året efter De Olympiske Lege i Berlin, og det var året før tiltag, der skruede ekstra op for jødeforfølgelser og krigsforberedelser.

“Netop derfor egner året sig perfekt til at tegne et billede af, hvordan nazistisk ideologi og praksis på hverdagsplan sivede ned i alle aspekter af det private og offentlige liv i den metropol, som nazisterne ellers hadede,” skriver dagbladet Informations korrespondent Mathias Sonne i en glimrende omtale.

WWW
https://www.stadtmuseum.de/maerkisches-museum

Adresse
Am Köllnischen Park 5
10179 Berlin

Åbningstider
Tirsdag-søndag kl. 10-20
Gratis entré 1. onsdag i hver måned. På andre dage betaler man 6 euro i entré.

Mit Berlin #24: Byen er en levende historiefortæller

Alice Persson kom til Østberlin som 19-årig i 1975 for at arbejde som dansk nyhedsoplæser på Radio Berlin International, den østtyske kort- og mellembølgeradio, der dagligt fortalte hele verden om socialismens fortræffeligheder. Sidste år udgav hun beretningen om sine mere end to år i byen under den kolde krig og Stasis mislykkede forsøg på at hyre hende som agent. Her svarer hun på spørgsmål i serien ”Mit Berlin”.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Mit første indtryk af Berlin (det var i Øst i 70’erne) var en STOR, fremmed og totalt spændende by. Jeg var 19 år og havde stort set kun været i Rødovre, Karrebæksminde og på Orø. En særartet lugt af brunkul, en sky af olieblandet benzinlugt, tiloset luft, livlighed, pølsebarer, knejper, mange små, tøffende trabanter. Følelsen af at være blevet lukket ind i en hemmelig hule fuld af skilte med opfordring til at komme fremad mod en partikongres, at kæmpe for fred og solidaritet og styrke produktionen. Totalt anderledes end reklamerne hjemme! Jeg var spændt, bange og på eventyr.

Alice Persson i 1976

Alice Persson i 1976 ved sit østberlinske hjem i Albert Schweitzer Strasse i Friedrichshagen cirka 20 km fra centrum af Berlin.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Jeg kommer her alt, alt for sjældent, men kunne sagtens besøge Berlin syv-otte gange om året, hvis det var muligt. Men hver gang jeg er her, føles det som at være kommet hjem. Jeg kunne godt bo der igen, tror jeg. Jeg er vild med Berlin som en god gammel ven. Den by har været med til at identificere mig og definere mig i den spæde ungdom, og det hænger ved.

Jeg tænker stadig meget i øst og vest. Er helt bevidst om, hvornår jeg er hvor. Og jeg befinder mig mest i øst, når jeg besøger byen. Her føler jeg mig hjemme. Store forretningsgader, moderne glasbygninger og shoppingcentre har ikke min interesse. Hellere slentre ad en laaang Karl Marx Allee eller Unter den Linden eller i Köpenick end gå og kigge smarte butikker i vest, på Kurfürstendamm.

Byen er så emmende af historie og liv. Jeg elsker at mærke ærefrygten, når jeg står ved en stor bygning og mærker, hvad der er sket her i fortiden. Ved mindesmærker for krigens ofre bliver jeg højtidelig og melankolsk. Bagefter kan jeg gå ud i folkemængden, som lever i dag, og blive glad for at se deres selvfølgelige måde at eksistere i en fredelig by. Så jeg får mange forskellige følelser, når jeg bevæger mig rundt i Berlin.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Jeg elsker Berlin af mange grunde. Byen har noget for enhver sjæl. Men byen er ikke bare en by. Byen er et vidnesbyrd, en levende, summende historiefortæller. En mangfoldighed af skæbner.

På grund af min historie bliver jeg nærmest jaloux over at skulle dele Berlin med så mange mennesker, der valfarter hertil. Jeg misunder dem. I dag er det jo lige så naturligt at drage herned som at tage en tur i sommerhuset eller ind til storbyen. En lille barnlig stemme indeni siger: Jeg kom først, det er min by. Misundelse er en retningsgiver, som peger og siger: Det skal du også. Så jeg tager følelsen som et tegn på, at jeg kommer og er kommet her alt for sjældent i nyere tid. Så det må jeg gøre noget ved. I virkeligheden kunne jeg godt forestille mig at tilbringe meget længere sammenhængende tid hernede. Måske endda flytte hertil.

Når jeg sidder ved foden af fjernsynstårnet, hvor jeg dengang – i 70’ernes Østberlin – sad sammen med min soldaterkæreste og diskuterede vores umulige forhold, bliver jeg grebet af en trang til at fortælle de unge mennesker om, hvordan det var dengang. Men det har jeg jo gjort i min bog ”Kollega Persson.”

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Mit yndlingssted er Friedrichshagen. Det tager ca. 25 minutter med S-toget Richtung Erkner at køre derud. Derude ligger en by i byen med egen hovedgade, butikker, kulturelle arrangementer, cafeer og kirke. Her er liv og glade dage, uden at det bliver for stort. Og går man til enden af Bölschestrasse, kommer man ned til søen, Müggelsee. Der er grønt, hyggeligt og underholdende i Friedrichshagen.

Med årene er jeg blevet lidt overfølsom over alt for megen larm og travlhed alt for længe, så mit nervesystem slapper helt af, når jeg kommer til søen og cafeerne og bådfarten ved vandet. Det er mit ønske en skønne dag at bo på en pension i byen – i nærheden af mit tidligere hjem i Albert Schweitzer Strasse.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Da jeg boede i Berlin i 70’erne, var jeg ikke så interesseret i at gå i teater, i operaen eller på museer. Dengang gik jeg mere på værtshus og mødte de lokale. Mit store ønske var at komme ind i Distel og opleve satiren, men det opgav jeg, for det var umuligt at få billetter, hvis ikke man lige kendte nogen, der kendte nogen.

1. maj i Østberlin: Det har altid givet mig et indre sus at stå i en stor menneskeforsamling. Især når det handler om at ændre verden, solidaritet, tilkendegivelser for fred er det mærkbart. Et sus går gennem kroppen, når jeg mærker, hvor mange vi er, og hvor stor styrke vi har, når vi er mange. Det sus mærkede jeg 1. maj i Berlin i 70’erne.

Inden jeg flyttede til Berlin i 1976, havde jeg 1. maj været med på Blågårds Plads i stjernedemonstration til Nørre Søgade og så hele vejen ud til Fælledparken. Det var også betagende og gav mig følelsen af at tilhøre en kæmpestor familie. Det gav tryghed og garanterede på en måde, at jeg kunne føle mig tryg her. I Berlin fik jeg den samme følelse, i langt højere målestok. For det var jo her, i socialismen, at den tryghed blev garanteret. Vi var så ufatteligt mange, og beslutningen var, at der aldrig mere måtte udgå krig fra tysk jord. I kølvandet på krigen, som jeg vidste havde resulteret i en stor angst for min mors og mine bedsteforældres liv, var det, som om den ”slægtssmerte” lagde sig, når jeg indsnusede lugten fra den nye krigsløse tid.

Selv om den kolde krig skød med skarpt, følte jeg mig i sikkerhed her. Når jeg så på tanks i Østberlin, tænkte jeg ikke krig, men forsvar for fred og en slåen hårdt ned på alle neonazistiske tendenser. Under 1. maj-demonstrationen i Østberlin (vi havde fri fra arbejde) så jeg godt, at Honecker og co. sad højt oppe på et podium, og der var rækværk mellem dem og folket. Men opfattede det ikke spor symbolsk.

Jeg bliver nødt til at nævne Unter den Linden. Her har jeg gået meget. På vej ned mod Brandenburger Tor, hvor DDR stoppede. Så stod jeg dér og kiggede på afspærringerne. Det var en kæmpeoplevelse at besøge Berlin igen for første gang siden murens fald, mange år efter. Meget hurtigt fandt jeg Unter den Linden og gik den samme tur. Da jeg nåede Brandenburger Tor, blev det helt uvirkeligt inden i mig. Jeg stoppede op og blev helt paf. Selv om jeg rationelt godt vidste, at døren var åben, var det en særlig følelse at opleve det. Og sådan er det med alt. Det er ikke nok at vide det oppe i hovedet. Man skal være til stede med sin krop for virkelig at mærke det. Jeg gik helt forsigtigt igennem og ud på den anden side. Kiggede lidt bedøvet på menneskemylderet. Mennesker kørte og gik, optaget af at leve deres liv. Tog ingen notits af den åbne dør. Kun jeg stod dér og tænkte i mirakler.

Det samme skete, da jeg besøgte Checkpoint Charlie. Historien bemægtigede sig mig igen. Og jeg gøs ved tanken om, hvordan det var dengang, og at man nu bare kan gå igennem. Men jeg brød mig ikke om alt det dramatiske og souvenirprægede. Folk, som solgte postkort og små stykker ”mur”. Det er ikke interessant.

Museerne er jo et kapitel for sig. Imponerende. Ud over mastodonterne på museumsøen kan jeg lide at besøge Zille Museum i Propststrasse 11 i Nikolaiviertel, Berlins ældste kvarter.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Igen må jeg sige, at det tiltaler mig at opsøge den østlige fortid. I min gamle by Friedrichshagen ligger ”Bräustübl” på Müggelseedamm 164 og ”Rolandseck” på Scharnweberstrasse 80. Begge lå der også dengang, i 70’erne. Og væggene taler til mig.

I centrum kom jeg af og til på ”Zur letzten Instanz”, Berlins ældste værtshus fra 1651. Selv om restauranten er blevet shinet op, er den gamle egenart ikke forsvundet. For selv om man sminker historiske bygninger til ukendelighed, titter historien gennem væggene. Jeg får i hvert fald følelsen af at være i Berlins ældste knejpe stadigvæk selv om bordene er pænt pyntede. Tænk, her sad Napoleon engang og nød en øl, siges det. Derfor har han også en stol stadigvæk. Eller det havde han stadig, da jeg besøgte instansen for nogle år siden. Charlie Chaplin og Clara Zetkin og flere berømtheder siges også at have besøgt stedet.

I nyere tid har jeg besøgt ”Lebensmittel in Mitte” – et dejligt intimt og folkeligt sted. Her sidder man tæt, og stemningen er livlig uden at være anmassende. Cafeer og spisesteder i Hackesche Höfe er også altid hyggelige at besøge.

Alice Persson, født 1957, er selvstændig psykoterapeut. Tidligere tysk korrespondent/advokatsekretær og stadig meget glad for det tyske sprog. Udgav i 2016 bogen  ”Kollega Persson” om sine oplevelser, da hun boede i Østberlin 1975-77 og arbejdede på den statslige radio i håb om senere at uddanne sig til journalist, men hvor hun oplevede at blive forsøgt rekrutteret af Stasi, DDR’s hemmelige politi.

Hun skriver nu på en fortsættelse med den kryptiske arbejdstitel ”Frøken Persson … kan De koge et æg?” Et særpræget spørgsmål under en jobsamtale som tysk korrespondent efter de groteske oplevelser i Østberlin. Her vil hun beskrive, hvad der skete, da hun kom hjem fra Berlin og stadig havde svært ved dels at vriste Stasi-oplevelserne af sig dels at omvurdere sine politiske og private livsdrømme. Og i sidste ende finde fodfæste i livet. Om den kommende bog fortæller hun selv:

– Den  vil have en naturlig tilknytning til det fænomen, at jeg senere uddanner mig til psykoterapeut. Hvad sker der for hende, der – godtroende og uskyldig som unge mennesker ofte er – bliver offer for kræfter, der har planer med hende? Og hun ikke kan finde nogen at betro sig til, fordi det på den ene side er tabu (”Stasi eksisterer ikke”), på den anden side farligt, hvis nogen opdager det (”har hun været spion?”). Hvor går hun hen med sin skam og ensomhed?

Danmarks Radio har lavet flotte web- og radiodokumentarer om Alice Perssons oplevelser i Østberlin i 1976: https://www.dr.dk/nyheder/webdok/berlin

Skuddet i Berlin, der ændrede Vesttyskland

En vestberlinsk politimands drab på en ubevæbnet demonstrant betragtes af mange som udgangspunkt for den politisk terrorisme, der knugede Vesttyskland i 1970’erne. 2. juni 2017 er det halvtreds år siden, det dræbende skud blev affyret. Oplysninger om betjenten, som først dukkede op i Stasi-arkiverne så sent som i 2009, kunne måske have sparet mange liv i et blodigt kapitel i forbundsrepublikkens historie.

2. juni er en dato med en helt særlig betydning i Berlins historie. Eller rettere Vestberlins, for det var den vestlige side af den dengang delte by, der i 1967 lagde grund til en tragedie med skæbnesvangre konsekvenser. Under en demonstration mod et besøg af den iranske shah blev den 26-årige studerende Benno Ohnesorg dræbt af et skud i baghovedet.

Det var første gang, Benno Ohnesorg deltog i en demonstration. Han var pacifist, medlem af en protestantisk studentermenighed, gift og ventede barn. Billedet af den døende unge mand gik verden rundt.

Skuddet mod Benno Ohnesorg blev affyret fra kun halvanden meters afstand af kriminalbetjenten Karl-Heinz Kurras. Det blev affyret på en parkeringsplads, der delvis lå under en bygning på søjler på adressen Krumme Straße 66-67. Her havde han forvildet sig ind sammen med nogle andre på flugt fra den politistyrke, der kort forinden havde opløst en demonstration over for Deutsche Oper, 150 meter derfra på den store gennemkørselsvej Bismarckstraße.

Et relief ved Deutsche Oper til minde om drabet på Benno Ohnesorg

Brutale angreb på demonstranter
Demonstrationen var rettet mod den iranske shah Mohammad Reza Pahlavis besøg i Berlin på grund af de fortrinsvis unge, tyske studerende modstand mod det iranske styres undertrykkelse af ytringsfrihed, menneskerettigheder og al opposition, blandt andet via fængsling af politiske modstandere og det hemmelige politis tortur og likvideringer. En iransk dissident havde i forbindelse med shah-besøget på et møde på Berlins Universitet fortalt om undertrykkelsen, hvilket havde berørt mange deltagere, og der havde allerede tidligere på dagen været demonstrationer, hvor demonstranterne – uden indgriben af det vestberlinske politik – var blevet banket af såkaldte “pryglepersere” eller “jubelpersere”, dvs. medbragte shah-støtter, der var bevæbnet med store lægter af træ.

Så stemningen var lidt ond, da omkring 2.000 demonstranter om aftenen den 2. juni samledes foran Deutsche Oper, hvor shahen og hans unge hustru skulle overvære Mozarts Tryllefløjten. Af politiet blev de anvist plads i behørig afstand på den anden side den brede Bismarckstraße. Her havde demonstrationen lejlighedsvis karakter af en happening, hvor nogle af deltagerne havde brune papirindkøbsposer på hovedet med påmalede ansigter, der skulle forestille shah-parret. Benno Ohnesorgs gravide hustru havde forladt stedet, fordi hun følte sig utryg.

Kort efter at alle Operaens gæster var lukket ind til Tryllefløjten, gik det vestberlinske politi i gang med at opløse demonstrationen på den anden side af gaden, angiveligt uden forudgående varsel. Kl. 19.57 lød ordren “Knüppel frei” – Frem med kniplerne. Det blev temmelig brutalt.

Benno Ohnesorgs flugtvej væk fra politiets knipler og frem til stedet, hvor han blev skudt.

Mange demonstranter flygtede fra politiet ved at løbe ned ad Krumme Straße, og flere havde søgt ind i gården ved nr. 66-67, men gården viste sig at være lukket, og de måtte tilbage ad samme vej, som de var kommet. Gården var ved at være tømt, da skuddet faldt. Det var kort efter kl. 20.30. Benno Ohnesorg faldt om og lå helt stille. En time senere blev han erklæret død.

Politiets foto af den døende Benno Ohnesorg

Et mord med stor symbolværdi
Til trods for, at Benno Ohnesorg var ubevæbnet og sammen med de øvrige demonstranter på vej væk fra politiet, blev drabsmanden Kurras efterfølgende frikendt ved to retssager, først i 1967 og derefter igen i 1970. Benno Ohnesorg blev et symbol for den fremspirende studenterbevægelse. Politiets brutalitet var i manges øjne et eksempel på tidligere nazisters store indflydelse i det vestberlinske politi. Mere end 10.000 ledsagede Benno Ohnesorgs kiste, da han blev begravet i sin fødeby Hannover.

De mere radikale ungdomsoprørere drog den konklusion, at fredelige protester mod en nazificeret magt var nyttesløse. En terrororganisation tog i 1972 navn efter datoen for skuddrabet, ”Bewegung 2. Juni”, og stod efterfølgende for drab, bortførelser, bombeattentater og bankrøverier. Flere af deltagerne herfra gik efterfølgende ind i Rote Armee Franktion (RAF), også kendt som Baader-Meinhof-banden. RAF stod for 34 mord på vesttyske politikere, embedsmænd, erhvervsledere, vagtfolk og chauffører op gennem 70’erne.

Hvordan tingene havde udviklet sig, hvis Benno Ohnesorg ikke var blevet skudt, er selvfølgelig vanskeligt at sige noget om, men denne handlings betydning bliver i hvert fald ikke nedtonet af tyske historikere. Så sent som 24. april 2009, altså næsten 42 år efter det dræbende skud, bragte Weekendavisen et interview med den tyske forfatter og journalist Stefan Aust, der har indgående kendskab til den politiske terrorisme. Heri siger han blandt andet:

“Den 2. juni 1967 var et chok for alle, både for demonstranterne og for dem, som fulgte urolighederne i tv. Det var den mest brutale politiaktion siden Anden Verdenskrig, og det endte med, at studenterpolitikeren Benno Ohnesorg blev dræbt, fuldkommen uden grund. Det var en begivenhed, som definerede en hel generation i Tyskland. Jeg siger altid, at Karl-Heinz Kurras, kriminalbetjenten, som dræbte Benno Ohnesorg, er mere ansvarlig for terrorismen i Tyskland end Andreas Baader.”

Politimanden var Stasi-spion
Dette blogindlægs forfatter læste artiklen i Weekendavisen på en kort afstikker til Danmark under et længere ophold i Berlin i 2009. Det pudsige er, at der en måned senere kom en helt ny, opsigtsvækkende afsløring frem om politimanden Karl-Heinz Kurras. 22. maj 2009 kunne aviserne fortælle, at han – på tidspunktet, da mordet fandt sted – havde været medlem af det østtyske kommunistparti, SED, og under dæknavnet Otto Bohl agent for den østtyske efterretningstjeneste, Stasi. Det var en nyhed, der ryddede forsider over hele Tyskland og også gav stor opmærksomhed i udlandet.

Oplysningen var dukket op i de omfattende Stasi-arkiver, der var blevet tilgængelige for forskere efter Murens fald. Det kom også frem, at Kurras ikke handlede efter instrukser fra Stasi. ”Ein Verbrechen”, en forbrydelse, stod det noteret i Stasi- akterne, og Stasis kontakt til Kurras blev lagt på is. I medierne blev han beskrevet som en temmelig våbenglad mand, der under 2. Verdenskrig havde været soldat på østfronten. Betalingen for at levere informationer til Stasi brugte han blandt andet på ammunition til skydetræning.

Blandt tyske historikere og debattører førte afsløringen straks til spekulationer om en helt anderledes udvikling i den vesttyske studenterbevægelse, mindre radikalisering og mange undgåede mord, hvis Kurras forbindelse med Stasi var blevet kendt i forbindelse med mordet på Ohnesorg.

Den vesttyske terrorbevægelse havde et ideologisk fællesskab med den herskende ideologi i DDR, og nogle af bevægelsens medlemmer nød en vis beskyttelse i landet. Terroristernes hovedfjende – den repressive statsmagt under påstået nazistisk indflydelse – ville måske være kommet til at stå i et helt andet lys, hvis man havde haft viden om, at manden bag det første mord på en vesttysk demonstrant rent faktisk var agent for DDR.

Allerede om aftenen den 2. juni 1967 var nogle studenter samlet for at drøfte dagens hændelser. Den 26-årige Gudrun Ensslin, senere medstifter af RAF, skulle på dette møde have sagt disse: ”Man kan ikke diskutere med dem, de vi tage livet af os alle sammen. Det er Auschwitz-generationen”.

Afsløringen af betjentens fortid vakte opsigt. Forsiden af Bild 22. maj 2009

Sønnen ønsker undskyldning og erstatning
Benno Ohnesorg døde iført en markant karminrød skjorte, som han havde på for første gang, og som var en gave fra hans hustru Christa. Hende var han blevet gift med seks uger tidligere. Fem måneder senere fødte hun sønnen Lukas. Hun døde i 2000 og bestræbte sig til sin død på at undgå offentlighedens søgelys.

Den i dag 49-årige Lukas Ohnesorg, arbejdsløs programmør i Hannover, har nu efter nogen tøven valgt at udtale sig til medierne. I forbindelse med 50-årsdagen beskriver han mordet på sin far som en tragedie, der traumatiserede familien. I et aktuelt interview med Spiegel Online giver han udtryk for bitterhed over, at Karl-Heinz Kurras, der døde i 2014, fortsat officielt er uskyldig, og han mener, at hans far burde have opkaldt en plads i Berlin efter sig. Lukas Ohnesorg insisterer desuden på en undskyldning og en kompensation fra den tyske stat.

Han ville gerne have lært sin far at kende, siger han til Berliner Zeitung:
”Han ville leve, havde så mange ideer og talenter. Han malede billeder og tegnede. Allerede da han var barn skrev han bøger og digte. Og så blev han pludselig revet ud af livet.”

Berlins bydele og kvarterer – en kort guide til byens nye gæster

Bezirk, Ortsteil, Kiez, Viertel. Som førstegangsbesøgende kan Berlins geografi virke ret uoverskuelig. Denne guide giver det hurtige overblik og en kort præsentation af populære bydele.

Berlins geografi forvirrer ofte byens gæster, og det hele bliver ikke mere overskueligt af, at der både findes officielle og mindre officielle inddelinger, at der kan være navnesammenfald, og at berlinerne har det med at dyrke deres eget nærområde og opfinde kælenavne for det.

Administrativt er Berlin sammensat af 12 forskellige distrikter (Bezirke), som igen er opdelt i 96 mindre bydele (Ortsteile). Nogle bydele bærer samme navn som distriktet, som det altså kun er en del af. ”Mitte” er for eksempel både en ”Ortsteil” og en del af et større ”Bezirk” med samme navn, hvilket godt kan give forviklinger, når man diskuterer, hvor noget ligger.

Kiez” er især en berlinsk betegnelse for et mindre lokalområde omkring en gade, fx Bergmannkiez omkring Bergmannstrasse i Kreuzberg, eller Kollwitzkiez omkring Kollwitzstrasse i Prenzlauer Berg. Begrebet ”Kiez” stammer tilbage fra begyndelsen af 1900-tallet og bruges også i mere begrænset omfang i andre tyske byer. Ordet ”Viertel” er en mere moderne betegnelse for det samme, og dem er der også mange af i Berlin, fx Brunnenviertel omkring Brunnenstrasse i den Ortsteil, der hedder Gesundbrunnen i Bezirk Mitte. På dansk ville man om både Kiez og Viertel nok sige ”kvarter” eller det nudanske ”hood”.

Herunder får du en kort beskrivelse af de bydele (Ortsteile), der er mest kendte og populære blandt turister. Det er også her, du finder Berlins største seværdigheder (fremhævet i teksten).

Brandenburger Tor er et af Berlins mest kendte vartegn og en af de største turistattraktioner.

Mitte
er Berlins historiske centrum, hvor mange af de største turistattraktioner ligger i gåafstand fra hinanden. Her ligger også de store udenlandske kaffekæder og trendy mærkevarebutikker samt et utal af natklubber, caféer, restauranter, butikker og hoteller. Her kan du spadsere fra Brandenburger Tor ad af den smukke boulevard Unter den Linden til Berliner Dom. Videre ad Karl Liebknecht Strasse til Alexanderplatz med Berlins ikoniske fjernsynstårn.

Fra Unter den Linden kan du også vælge at slå vejen ned ad den eksklusive shoppinggade Friedrichsstrasse, forbi den smukke plads Gendarmenmarkt og videre til Checkpoint Charlie, koldkrigstidens mest kendte grænseovergang.

I bydelen ligger også Potzdamer Platz, Berlins gamle midtpunkt, der i dag er kendt for sine enorme højhuse og moderne arkitektur.

I den nordligste del, på kanten mellem Mitte og Gesundbrunnen (og kvarteret Brunnenviertel), ligger besøgs- og dokumentationscentret Gedenkstätte Berliner Mauer, en 70 meter lang rest af Berlinmuren langs Bernauer Strasse.

Et besøg i glaskuplen i Reichstag er et must. Herfra er der en forrygende udsigt over Berlin.

Tiergarten
er nabo til Mitte og har sit navn fra den store park, som dominerer bydelen. I Tiergarten ligger det tyske parlament, Reichstag, med den spektakulære glaskuppel, hvorfra man har et flot vue ud over Berlin.

Charlottenburg
er bydelen, hvor Berlins bedre borgerskab og de eksklusive mærkevarebutikker bor. Her er masser af spændende butikker, cafeer og restauranter. Både på bydelens langstrakte og kendte shoppingstrøg, Kurfürstendamm, og i de mange sidegader. I Charlottenburg ligger nogle af Berlins store attraktioner – Gedächtniskirche, Olympiastadion og Schloss Charlottenburg.

Markederne torsdag og lørdag på Kollwitzplatz i Prenzlauer Berg er populære blandt både berlinere og turister. Torsdagsmarkedet er økologisk.

Prenzlauer Berg
er en af Berlins mest populære bydele med kendte shopping- og cafégader som Kastanien Allee, Oderberger Strasse og Kolwitzstrasse. Bydelen er både hjemsted for velstillede børnefamilier, unge studerende, kunstnere og socialt udsatte. Her finder du Mauerpark, der om søndagen lægger plads til byens største loppemarked og gratis underholdning på amfiscenen.

Wedding
i den nordlige del af Bezirk Mitte er en bydel på vej frem. Flere og flere butikker og cafeer åbner i bydelen, der traditionelt har været et af byens indvandrerkvarterer.

Friedrichshain
er Berlins mindste bydel og bærer stadig synligt præg af en broget BZ-historie. Her bor mange studerende, og områdets mange barer og natklubber sørger for et festligt natteliv. I bydelen finder du den smukke Oberbaumbrücke, imponerende Karl-Marx- Allee og en af Berlins store turistattraktioner, East Side Gallery, bestående af 118 grafittikunstværker på en lang rest af Berlinmuren.

Kreuzberg
er en af byens mest farverige, populære og multikulturelle områder. Bydelen rummer i området omkring “Kotti”, U-bahnstationen Kottbusser Tor, den største tyrkiske enklave uden for Tyrkiet, og det sætter sit tydelige præg på gadebilledet. Her får du de bedste dönerkebab. Langs populære Bergmanstrasse i den mere mondæne del af Kreuzberg ligger hyggelige caféer, restauranter og secondhand-butikker side om side.

Klunkerkranich

Caféen, baren og udsigtsstedet Klunkerkranich på taget af et vare- og parkeringshus er blevet et populært sted i Neukölln.

Neukölln
har de seneste år udviklet sig til Berlins nye hippe bydel med alternative cafeer, butikker og gallerier. Ligesom Kreuzberg og Wedding bebos bydelen af mange indvandrere, hvilket sætter sit præg på gadebilledet i form af et stort udbud af etniske madtilbud og indkøbsmuligheder.

Schöneberg
er især kendt som bydelen, hvor John F. Kennedy leverede sit berømte ”Ich bin ein Berliner”-statement fra rådhusets balkon. Det var også her, David Bowie boede i nogle år sidst i 70’erne. Området omkring Nollendorfplatz er desuden kendt for sine mange caféer, barer og natklubber for bøsser og lesbiske.

Wikipidea kan man se et kort, der både angiver Bezirk og Ortsteil, og på den tyske udgave kan man finde en liste med alle Bezirke og dertilhørende Ortsteile. Det er også muligt at søge på nogle Ortsteile i Google Maps, fx Prenzlauer Berg: