Mit Berlin #34: Det hele er vanvittigt spændende!

På gymnasieturen til Berlin oplevede Anne Bjerre Rosa både den tyske historie og det tyske sprog som kedeligt. Nu har hun boet i byen i 12 år, kalder den perfekt… og er tosset med historie. Her fortæller hun om sit forhold til Berlin og kommer med anbefalinger.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Første gang jeg var i Berlin, var for mange år siden med min gymnasieklasse i 1. g. Jeg kan huske, at vi boede ved Uhlandstrasse, og at vi blev i området om aftenen, da Berlin var lidt uoverskuelig for nogle unge nordjyder. Vi var af sted med mine historie- og tysklærere. Dengang syntes jeg, at tysk var det mest besværlige og irriterende sprog, der fandtes, og at historie var ufatteligt kedeligt. Nu arbejder jeg som historieunderviser i Tyskland! Ved ikke, hvad der gik galt i mit hoved på et tidspunkt, men nu synes jeg, at det hele er så vanvittigt spændende. Det er faktisk nået til et niveau, hvor mine tyske venner siger, at jeg måske ikke konstant behøver at fortælle dem om deres fortid.

En lille historie: Jeg læste en bog om Berlins hemmeligheder og fandt ud af, at parkeringspladsen bag mit daglige supermarked havde et meget specielt tag, som er taget fra grænseovergangen ved Bornholmer Strasse – den første overgang, som blev åbnet 9. november 1989 kl. 23.30. I dag fuldstændigt glemt i en baggård. Den historie var mine venner dog godt nok interesserede i.

Anne Bjerre Rosa er guide for en dansk skoleklasse på en “Dönersafari” med Dönerkind i Görlitzer Park i Kreuzberg.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Jeg arbejder i dag mest i en bunker eller i koncentrationslejren Sachsenhausen. Det lyder for mange som mærkelige arbejdspladser, men her kan man stadig føle historien komme til live.

Jeg elsker specielt at lave ture for danske og engelske skoleelever, da eleverne så ikke skal koncentrere sig om sproget, men kun om indholdet. Da jeg selv var i Berlin med gymnasiet, havde vi en del ture på tysk, da vi jo skulle LÆRE sproget, men en koncentrationslejr er måske ikke lige stedet…

Ved Dönerkind laver vi lidt andre ture i Berlin, hvor eleverne SKAL snakke tysk, da det er henvendt til elever, men så er det ikke i en bunker eller en koncentrationslejr.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Da jeg er så historietosset, er Berlin perfekt. Hvad der er sket her i byen af vigtige begivenheder… Kejserrige, Anden Verdenskrig, Den Kolde Krig med Muren, punkerne, tyrkernes indflydelse på områder som Kreuzberg og tiden i dag, hvor folk vælger at komme til Berlin pga. sjovere ting eller for at starte en start-up. Ikke mere kun død, krig og ødelæggelse.

I Berlin kan man i princippet rende rundt i pyjamas nede i Lidl, uden at nogen kigger mærkeligt på én, og der er hver aften aktiviteter/koncerter/oplevelser – tit gratis, så man kan altid finde noget, hvilket i hvert fald er anderledes end Gug i Aalborg, hvor jeg voksede op.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Jeg har haft tre forskellige lejligheder i Berlin over de 12 år. Alle var i Prenzlauer Berg. Nu så meget nordpå, at næste gade er Pankow. Jeg er rigtig glad for mit område. Hvis jeg går nordpå, har jeg ro og grønne områder, og sydpå har jeg butikker, caféer og hyggelige barer. Jeg kender mine naboer, som kommer og låner forskellige ting og giver kage som tak.

Det er måske ikke det hippeste område, men jeg har heller ikke rigtig behov for turister, når jeg får fri fra arbejdet som guide i de mest turistede områder af Berlin.

Hvis jeg har fri, er jeg rigtig glad for områderne i yderkanten af Berlin og alle parkerne. Bürgerpark Pankow, Rehberge, Victoria Park, Treptower Park, og Gärden der Welt. Heiligensee, Tegeler See og Wannsee er også dejlige.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk?
Jeg var så heldig at blive udvalgt som “Ballonpaten” ved 25-årsdagen for Murens fald i 2014. Jeg arbejdede som hjælper ved Berlin (halv)maraton, og de havde en konkurrence, hvor man skulle skrive grunden til, at Murens fald betød noget personligt for én.

Min historie var, at uden Murens fald havde jeg aldrig mødt min søns far (østberliner) i Skotland, da jeg arbejdede der, og dermed havde jeg aldrig fået min dejlige søn. Den blev valgt, og det var en fantastisk oplevelse. Mennesker kom hen og læste sedlen med historien, og jeg faldt i snak med mange af dem om deres egne oplevelser med muren.

Ved markeringen af 25-årsdagen for Murens fald 9. november 2014

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
I Berlin bor der mennesker fra omkring 190 nationer, og det er det, som jeg elsker mest ved Berlins madscene. Kulturbrauerrei og Mauerpark har nogle gange foodtrucks. Det er ikke billigt, men jeg elsker, at man kan prøve anderledes mad i små portioner. Tyrkisk, afrikansk, japansk, koreansk osv. Der mangler måske en dansk en, men ellers et godt koncept.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
På min Stammkneipe. En rigtig østbar med Berliner Schnauze. Det føles ligesom “Cheers” (eller som jeg husker serien: “Sams bar”). Folk kender hinanden. Der bliver snakket om alt mellem himmel og jord. Hver gang jeg udvikler nye ture (specielt Østberlin-ture), snakker jeg altid med dem først.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Der er stadig mange mennesker, som ikke kender Berliner Unterwelten. Det er bestemt noget, jeg kan anbefale. Der er altid danske ture i weekenden, og det er interessant for børn fra otte år, teenagere og voksne.

Og så er jeg glad for, at jeg arbejder for eventfirmaet Übervent, hvor vi altid prøver at vise byen fra forskellige sider. Det er heldigvis blevet populært i Berlin, at man som turist/firma også kan se andre ting end TV-tårnet, Rigsdagen, Potsdamer Platz og Ku’damm. Så led efter folk, som bor i byen og kender de sjove hjørner og oplevelser. Der er efterhånden en del danskere i Berlin, der som jeg elsker at vise byen frem.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
At jeg ikke længere kan finde en lejlighed, som er til at betale, hvis min lejlighed, som så mange andre i området, bliver solgt.

Anne Bjerre Rosa, født 1983, Berlin-guide og projektmanager. Har boet 12 år i Berlin.

Arbejder til dagligt i en bunker (Berliner Unterwelten) og et par gange om måneden i koncentrationslejren Sachsenhausen. Er en del af Dönerkind,  som laver undervisningsture for danske elever/studerende, og en del af eventfirmaet Übervent. Arrangerer også spontane gåture i Berlin, hvor hun lægger vægt på de personlige historier fra sine øst- og vesttyske venner og familie.

I vinterferien 2019 (uge 7 og 8) kan man møde hende forskellige steder i Berlin. Hun står desuden for en af de sjældne dansk-guidede ture i Sachsenhausen. Læs mere i Vild med Berlins vinterferieguide for 2019.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *