Kategoriarkiv: Historie

Historien om Berlins 9.000 japanske kirsebærtræer

Japansk kirsebærtræ_Berlin

Foto taget den 20. april 2013.

Gennem flere år har jeg fået planlagt min forårsferie i Berlin sådan, at jeg er der, mens byens over 9.000 japanske kirsebærtræer folder sig ud i al sin pragt. Det sker typisk inden for de første tre uger af april, og blomstringen varer 10-12 dage.

Det er så smukt, så smukt, så smukt. Træerne står overalt. Langs gader og stræder. På byens små pladser. Og i hobetal i parker og langs kanalerne.

Kirsebærblomstringen er for mig den tid på året, hvor Berlin fremstår allersmukkest. De overvældende, lyserøde kirsebærblomster giver et utroligt klædeligt modspil til især Berlins rå, nedslidte og grafittibemalede bykvarterer, men også til byens mere velholdte gader og ejendomme.

Også historien bag Berlins mange japanske kirsebærtræer er ganske smuk. Hovedparten af træerne står der nemlig takket være en stor donation fra det japanske folk.

Berlin_japanske kirsebærtræer

Foto taget den 8. april 2014.

I 1990 fik begejstringen over murens fald den japanske tv-station TV Asahi til at igangsætte en landsdækkende indsamlingskampagne. Formålet var at indsamle penge til at plante japanske kirsebærtræer i og omkring Berlin som et udtryk for sympati for den tyske genforening og for at markere venskabet mellem Japan og Tyskland.

I alt blev der indsamlet mere end 140 millioner yen (cirka 1 million euro). Takket være kampagnen kunne der doneres godt 9.000 unge kirsebærtræer, som blev fløjet fra Japan til Berlin i flere omgange og gjort klar til udplantning henover de kommende år. Træerne blev hovedsageligt plantet i Berlin og delstaten Brandenburg, der ligger rundt om Berlin.

Kirsebærtræer på dødsstriberne

De første træer blev plantet i november 1990 ved Glienicker Brücke i Potsdam, som gennem årene med Berlinmuren var et markant symbol på Tysklands deling. Grænsen mellem Øst og Vest gik nemlig lige midt på broen. Glienicker Brücke er også kendt for at være stedet, hvor USA og Sovjet i tre tilfælde udvekslede spioner under den kolde krig.

Andre 1.100 kirsebærtræer blev plantet på den tidligere grænsestribe (den såkaldte dødsstribe) ved Teltow –Sigridshorst/Berlin-Lichterfelde. Alléen med kirsebærtræer fik i april 2012 navnet TV-Asahi-Kirschblütenallee som en hyldest til den japanske tv-station.

Plantningen af træerne foregik med støtte fra de lokale bydele i Berlin. Træerne er i stor stil plantet på de tidligere grænsestriber samt i parker, ved skoler, børnehaver, plejehjem, hospitaler og kirkegårde.

Her er flere eksempler på, hvor kirsebærtræerne står:

Japanske Kirsebærtræer_Berlin4

Foto taget den 8. april 2014.

– I Landschaftspark Nord-Ost på den tidligere grænsestribe Lichtenberg /Brandenburg (cirka 1434 træer)

– På den tidligere grænsestribe Bornholmerstrasse/Norweger Strasse (215 træer)

– På den tidligere grænsestribe Wollankstrasse i Pankow (120 træer)

– På den tidligere grænsestribe Lohmühlenbrücke på Alt-Treptow /Neukölln (cirka 45 træer).

Kirsebærblomstringen fejres i mange lande

I Japan har kirsebærblomster (på japansk: sakura) gennem århundreder været symbolet på skønhed og livets forgængelighed. Blomsterne anses som et udtryk for det sublime og den flygtige skønhed, som opleves, når blomsterbladene drysser fra træerne. For japanerne fik kirsebærblomstringen ekstra betydning under 2. Verdenskrig, hvor den blev et symbol for kamikazepiloternes korte, ”skønne”” liv.

De 10-12 dage i slutningen af marts/starten af april, hvor kirsebærtræerne blomstrer, er en folkefest i Japan. I disse dage valfarter folk i alle aldre til parker med kirsebærtræer og holder picnic med mad og drikke under det lyserøde blomsterflor.

Det japanske ord for at opleve kirsebærtræerne blomstre er hanami, og hanami er også blevet en populær begivenhed uden for Japan. Blandt andet i USA’s hovedstad, Washington, DC. I 1912 forærede Japan 3.000 kirsebærtræer  til USA for at markere de to landes venskab. Træerne blev plantet i Washington, hvor den første ”Cherry Blossom Festival” blev afholdt i 1935. Washingtons mange kirsebærtræer er blevet en populær turistattraktion, og hvert år afholdes National Cherry Blossom Festival, når træerne blomstrer i det tidlige forår.

I Berlin er der siden 2002 fejret Hanami under de cirka 1.100 kirsebærtræer på den tidligere grænsestribe ved Teltow –Sigridshorst/Berlin-Lichterfelde – også kendt som ”TV-Asahi-Kirschblütenallee”.

Ved Japanische Kirschblütenfest mødes berlinerne under kirsebærtræerne for at hygge sammen med mad og drikke, musik og underholdning. På festpladsen er der desuden 30-40 stande, hvor man kan købe kunsthåndværk, mad og drikke m.m. I 2016 foregår fejringen søndag den 24. april.

Også den store park Gärten der Welt markerer kirsebærblomstringen med en “Kirschblütenfest”. Det foregår i parkens japanske, kinesiske og koreanske haveområder, hvor de japanske kirsebærtræer står. Her vil der denne dag være en række kulturelle tilbud fra de tre asiatiske kulturer, bl.a. musik og teater fra optrædende i smukke originale japanske og kinesiske kostumer, kalligrafi- og tuschkunst, opvisning i forskellige kampsportsgrene m.m. I 2016 fejres kirsebærblomstringen her søndag den 17. april.

Kirsebærblomstringen fejres også i København. Her er der hvert år siden 2007 afholdt Copenhagen Sakura Festival på Langelinie, hvor der er plantet 200 japanske kirsebærtræer doneret af Andersen Institute of Bread & Life fra Hiroshima.

Berlinmuren – Vidste du, at …

Den ”antifascistiske beskyttelsesmur” blev bygget

Berlinmuren_Bernauer_Strassefordi der i årene efter DDRs grundlæggelse i 1949 flygtede over tre millioner mennesker fra DDR til Vesttyskland. Alene i juli 1961 flygtede flere end 30.000. Mange flygtede over de åbne sektorgrænser i Berlin, der lå som en vestlig enklave langt inde i DDR.

Noget måtte gøres for at forhindre østtyskerne i at flygte til vesten. DDR valgte derfor at spærre Vestberlin inde bag en mur af beton, pigtråd og elektrisk hegn.

De første konstruktioner af den 45,1 kilometer lange mur langs grænsen mellem østsektoren og de tre vestsektorer begyndte natten mellem den 12. og 13. august 1961. Den ”antifascistiske beskyttelsesmur”, som DDR kaldte den, blev suppleret af en 112 kilometer lang betonmur rundt om hele Vestberlin.

Grænsen blev skarpt overvåget fra vagttårne

Berlinmuren-vagttårnDer var 302 vagttårne placeret langs Berlinmuren. Tårnene stod med cirka 250 meters mellemrun, så vagterne nemt kunne overskue arealerne mellem dem.

Nogle tårne var runde, mens andre var kantede. I dag eksisterer kun fire af disse tårne.

Et af dem står på Erna-Berger-Straße, tæt på Leipziger Platz, og det er åbent for besøgende.

Hundredevis af hunde patruljerede ved muren

Den indre tyske grænse blev ikke kun patruljeret af bevæbnede grænsevagter. Man brugte også vagthunde, som slog alarm, hvis nogen forsøgte at flygte. Alene i Berlin var omkring 480 hunde med til at vogte grænsen.

Muren havde mange ofre

Mindst 138 mennesker mistede livet under flugtforsøg eller ophold ved Berlinmuren i perioden mellem 1961 og 1989. Derudover døde mindst 251 mennesker under eller efter kontrol ved Berlinmurens checkpoints – mange af hjertestop.

Murens første offer var sandsynligvis 58-årige Ida Siekmann. Hun blev dræbt i 1961, da hun sprang fra soveværelsevinduet i sin lejlighed på tredje sal i øst ned på fortovet i vest. Hun omkom, selv om hun på forhånd havde kastet tæpper og madrasser ned på gaden for at afbøde faldet.

Det sidste offer for Muren blev 20-årige Chris Gueffroy. Han forsøgte sammen med en kammerat at flygte over Berlinmuren natten mellem den 5. og 6. februar 1989. Vagterne opdagede de to unge og åbnede ild. Chris blev skudt og dræbt, mens han med ryggen til Muren forsøgte at hjælpe sin ven over hegnet. Mere end tyve skud blev affyret.

Den berømte flygtende politimand hed Conrad

Berlinmuren-Conrad_SchumanVed Bernauer Strasse står en skulptur af en politimand iført hjelm, militærstøvler og maskinpistol, der i et spring over pigtråd tager flugten fra Østberlin til Vestberlin.

Skulpturen er en gengivelse af et af de mest berømte fotografier fra Berlinmurens første dage. Det forestiller den 19-årige Conrad Schuman, som var politimand i det østtyske Volkspolizei.

Han blev i august 1961 sendt til Bernauer Strasse, hvor grænsen mellem øst og vest endnu kun bestod af et lavt pigtrådshegn. Den unge politimand valgte efter nogen overvejelse at springe henover pigtråden og ind i vesten. Flugten blev fanget af en fotograf, og billederne gik verden rundt.

Visse U- og S-Bahn-linjer kørte gennem ”spøgelsesstationer”

Efter delingen af Berlin fortsatte byens U-Bahn og S-Bahn-linjer med at køre – også de tre linjer, der passerede gennem Østberlin (i dag linjerne U6, U8 og den nord-sydgående S-Bahn). Stationerne i Østberlin, som disse linjer passerede, blev i Vestberlin kaldt for ”spøgelsesstationer”, for deres indgange var muret helt til. Indenfor blev platformene overvåget af bevæbnede grænsevagter, og togene kørte meget langsomt igennem spøgelsesstationerne.

På Nordbahnhof S-Bahn station kan ses en udstilling om de stærkt bevogtede spøgelsestationer. Indgang fra Gartenstrasse.

Berlinmuren blev åbnet helt uventet

om aftenen den 9. november 1989. Begivenheden blev udløst af politbureaumedlemmet Günter Schabowski under en pressekonference, som blev transmitteret direkte på tv. Et par minutter i syv om aftenen, hvor pressekonferencen var ved at være slut, læste Schabowski op fra en ministerrådsbeslutning om et nyt rejsereglement (som senere viste sig ikke være formelt vedtaget). Af hans oplæsning fremgik, at der var vedtaget en bestemmelse “der gør det muligt for enhver borger at rejse ud over DDRs grænseovergange”.

En journalist spurgte, hvornår reglen trådte i kraft, og Schabowski svarede lidt forfjamsket “ab sofort” (med det samme). Nyheden om, at “muren er åben”, bredte sig som en løbeild, og  østberlinere i tusindvis søgte til grænseovergangene i løbet af aftenen. De pressede på for, at grænsen skulle åbnes. Grænsevagterne ved Bornholmer Strasse var de første til at give efter for det stigende pres. Her blev porten åbnet klokken 23.32, og efterfølgende åbnede flere grænseovergange.

Med Berlinmurens fald forsvandt fundamentet for DDR, som officielt blev opløst den 2. oktober 1990. Den 3. oktober 1990 blev Østtyskland og Vesttyskland formelt genforenet.

Der findes mange rester af Berlinmuren

Berlinmuren_Checkpoint_CharlieRundt om i Berlin findes der over 1.000 større eller mindre stykker af Muren, kontrolposter, installationer m.m. Medarbejdere fra Brandenburg Tekniske Universitet har samlet billeder fra de mange murminder og lagt dem på dette online kort.

Et af de større bevarede stykker af Berlinmuren står i Bernauer Strasse i Prenzlauer Berg. Her kan man også kigge ind i det brede stykke ingenmandsland, der også blev kaldt for ”dødsstriben”. Overfor ligger Dokumentationszentrum Berliner Mauer, hvor man fra tårnet kan kigge over muren. I dokumentationscentret – hvor der er gratis adgang – er der en udstillling med sort-hvide film, fotografier og dokumenter, der fortæller om Muren og dens menneskelige omkostninger.

East_Side_GalleryDet længste bevarede stykke af Muren er 1.316 meter langt og står i Mühlenstrasse, hvor det lægger væg til en af Berlins mest populære turistattraktioner, East Side Gallery.

Murgalleriet, der består af en lang række kunstværker malet direkte på den østlige side af Muren, blev skabt i 1990 af 118 kunstnere fra 21 lande.

Berliner Zeitung har lavet en ni minutters “flyvetur” langs muren, så man kan se forløbet i nutidige rammer. Se fx Oberbaum Brücke ved 3:42, Brandenburger Tor ved 5:03 og Mauerpark i Prenzlauer Berg ved 6:15:

Én sten. Ét navn. Ét menneske. Historien om Stolpersteine – snublesten i Berlin

Stolpersteine - snublesten i Berlin”Her boede Irma, Karla og Ellen Rosenthal. Deporteret i 1943. Myrdet i Auschwitz”.

Den korte og gruopvækkende historie fortælles af tre små messingsten. Såkaldte Stolpersteine – på dansk: snublesten. Mindesmærker for nazisternes ofre. Placeret mellem brostenene ud for den bordeauxrøde hoveddør til adressen Neue Schönhauser Strasse 12. En lidt slidt tre etagers ejendom i et af de mest populære shoppingkvarterer i Berlin Mitte.

De tre messingsten fortæller også alderen på de tre jødiske kvinder, da de blev hentet af nazisterne. Irma var 33, Karla var 14 og Ellen 10 år. Vel en mor og hendes to døtre. Brutalt revet ud af deres hjem og hverdag til rædslerne i en af Hitlers koncentrations- og udryddelseslejre, hvor de blev dræbt. Sandsynligvis i et gaskammer, som det skete for millioner af jøder, romaer og sintier under 2. Verdenskrig.

På mig giver det et stik i sjælen, hver gang jeg giver mig tid til at dvæle ved de små snublesten, som findes overalt i Berlin. For pludselig bliver et eller flere af ofrene fra nazitidens Holocaust-tragedie nærværende: Lige her, i en af lejlighederne over mig, boede Karla, Ellen og Irma. Indtil de en dag i 1943 blev hentet af bevæbnede mænd i uniformer.

Historien bag Stolpersteine – snublesten

Stolpersteine - snublesten i BerlinIdeen med at lægge navnesten og mindes nazisternes ofre foran deres sidst valgte bolig er født af den tyske kunstner Gunter Demnig (født i Berlin i 1947). Han fik ideen efter mødet med en indbygger i Köln, der havde oplevet krigen og var overbevist om, at der aldrig havde boet sintier eller romaer i hendes nabolag.

På Gunter Demnigs website siger han: ”Et menneske er først glemt, når dets navn er glemt”. Med stenene foran husene holdes mindet om de mennesker, der engang boede der, i live. Én sten. Ét navn. Ét menneske.

Den allerførste Stolperstein blev lagt i Köln i december 1992. Anledningen var markeringen af 50-året for, at Heinrich Himmler underskrev dekretet om at deportere romaer og sintier til udryddelseslejre. I 1994 udstillede Gunter Demnig 250 Stolpersteine for myrdede sintier og romaer i St. Anthony Kirke i Køln. Stenene – 10 x 10 cm blokke – blev i januar 1995 lagt i fortovene rundt om i Köln.

Berlin har over 5.000 snublesten

I Berlin blev de første 50 snublesten lagt i maj 1996 i forbindelse med udstillingen “Künstler forschen nach Auschwitz”, arrangeret af Neue Gesellschaft für Bildende Kunst. De 50 sten blev lagt i Oranienstrasse og Dresdner Strasse – uden tilladelse fra de lokale myndigheder.

Stolpersteine - snublesten i Berlin

Snublestenene gjorde dog så stort indtryk, at de lokale distrikter i Berlin ret hurtigt tog projektet til sig. I dag organiseres udlægningen af snublesten af et koordineringsbureau med 12 lokale afdelinger, der fungerer som bindeled mellem Gunter Demnig og hans stab, sponsorer og pårørende til ofrene.

I Berlin er der nu nedlagt over 5.000 snublesten – den lange liste af sten og navne finder du her. Du kan også hente en gratis app ”Stolpersteine in Berlin”, der viser vej til Berlins snublesten og indeholder oplysninger om personerne bag de enkelte mindesmærker.

Over 43.500 snublesten i Europa

Stolpersteine-projektet har indtil videre bredt sig til over 800 byer og kommuner i Tyskland samt til mange andre lande. I december 2013 var der således nedlagt over 43.500 snublesten rundt om i Europa.

Ud over Tyskland ligger der snublesten i blandt andet Østrig, Ungarn, Holland, Belgien, Rusland, Kroatien, Frankrig, Italien, Norge, Schweiz og Luxemburg.

Snublesten er ikke kun mindesmærker for jøder, men for alle nazisternes ofre, det vil sige også romaer, sintier, homoseksuelle og systemkritikere.

I 2010 var der planer fremme om også at nedlægge et antal snublesten i Danmark, hovedsageligt i Storkøbenhavn. Projektet er dog ikke realiseret endnu.

Vind den nye roman Kirsebærtiden

Vind bogen KirsebærtidenPå vores Facebook-side har vi nu rundet 2.000 følgere. Det fejrer vi med en gave til tre heldige ”berlinervilde” – nemlig et eksemplar af den helt nye roman Kirsebærtiden, der tager afsæt i Berlinmurens fald.

Kirsebærtiden handler om en mand, der efter næsten 30 års landflygtighed i Danmark rejser tilbage til sin ungdomsby, Berlin, for at se sin fortid i øjnene.

Som helt ung var han i en periode i 1950’erne en lovende skuespiller i DDR’s førende teaterensemble. Her møder han sit livs store kærlighed i skikkelse af sin kvindelige chef, der også er ensemblets stjerne. De to har en hed kærlighedsaffære, som dog slutter brat.

Gennem alle årene i Danmark har kærlighedsmindet og hans flugt fra DDR ligget som en betændelsestilstand i hans sind. Derfor vælger han i sommeren 1991 at tage på et tredages besøg til Berlin for at genopfriske minderne og forhåbentlig endegyldigt lukke døren til fortiden.

Besøget udvikler sig dog noget anderledes, end han havde forestillet sig. Det er ikke kun fortiden, der venter ham i den forandrede by. Fremtiden byder sig også til – hvis han tør gribe muligheden for at begynde forfra.

Kirsebærtiden er en meget velskrevet, sanselig og medrivende bog. Og som Berlin-elsker bliver man ekstra grebet af handlingen, som for størstedelen af bogens vedkommende udfolder sig i Berlin i forskellige tidsaldre. Fortællingen indeholder fine beskrivelser af teaterlivet under DDR-tiden og af det liv og de frustrationer, som borgerne i Østberlin gennemlevede før og efter Murens fald.

Inspireret af Bertolt Brechts hustru

Kirsebærtiden er skrevet som en fantasi over skuespiller og teaterleder Helene Weigel, der var gift med den tyske dramatiker og systemkritiker Bertolt Brecht.

Forfatter Lis Vibeke Kristensen fik ideen til bogen under et besøg i Brechts hus i Berlin for nogle år siden. I et interview fortæller hun:

”Jeg vandrede rundt i de smukke rum, som fru Weigel havde indrettet så geniet, hun var gift med, kunne havde det bekvemt, når han arbejdede. Jeg kiggede indenfor i køkkenet, hvor hun lavede sin berømte mad, og jeg blev mere og mere interesseret i, hvad hun var for et menneske.”

”Jo mere research, jeg lavede, jo mere optaget blev jeg af to ubesvarede spørgsmål: Hvorfor blev denne kvinde i så mange år hos en notorisk utro mand? Og hvorfor blev hun i et utro system – et samfund, hvis ideologi var blevet til fraser, og som i praksis svigtede alt det, hun troede på?”

Sådan deltager du i konkurrencen:

Forlaget Modtryk har doneret tre eksemplarer af Kirsebærtiden til Vild med Berlin-læserne.

Du får et lod i konkurrencen ved at lægge en kommentar ved denne artikel. Fortæl – kort eller langt – om dine tanker om/oplevelser med Berlinmuren og dens fald i 1989. Måske har du en god personlig historie med afsæt i Berlinmuren, som du har lyst at dele med os andre.

Kommentarfeltet finder du lige oven over billedet af bogen .

Konkurrencen løber til og med fredag den 14. marts 2014. Vinderne får direkte besked og deres navne offentliggøres her på bloggen.

Læs mere om Kirsebærtiden:

Kirsebærtiden har fået flotte anmeldelser, som du kan læse her. På Modtryks website kan du også læse et uddrag af bogen ganske gratis.

Romanen er udgivet i februar 2014. Den er på 342 sider, koster 299,95 kroner og kan købes her.

Abonner på Vild med Berlins nyhedsbrev

Gå ikke glip af fremtidige konkurrencer, Berlin-guides og nyheder her på siden. Tilmeld dig Vild med Berlins nyhedsbrev og få besked direkte i din indbakke. Vi lover, at vi hverken overbelaster din postbakke eller udleverer din mailadresse til andre. Og du kan altid melde fra igen, hvis du ikke gider høre fra os mere.

 

Berlinmuren faldt i et kaos af forvirring og glæde

På 24-års-dagen for Berlinmurens fald i 1989 beretter journalist Gitte Merrild om sine egne oplevelser på den mindeværdige dag.

I dag samles nogle berlinere som altid ved Bornholmer Strasse for af mindes den historiske dag. For 24 år siden var her tæt på kaos.

Kl. 18. den 9. november blev det kundgjort på en pressekonference, at DDR lempede rejsereglerne for østtyskerne. I løbet af de kommende timer steg forvirringen til uanede højder, da det pludselig forlød, at Muren ville blive åbnet! Allerede en halv time efter begyndte østberlinere at valfarte til grænseovergangen Bornholmer Strasse og kræve udrejse. Få timer senere var menneskemængden vokset til flere tusinder berlinere, der ville ud. Nu! De var kommet for med egne øjne at se, om det var sandt, at de frit måtte krydse grænsen.

Grænsebetjentene giver efter for folkemængdens pres i Bornholmer Strasse. Muren er åbnet!

Grænsebetjentene giver efter for folkemængdens pres i Bornholmer Strasse. Muren er åbnet!

Timerne gik, og det var mørk aften, før skrækslagne grænsesoldater gav efter for presset kl. 23.30 og åbnede de strengt bevogtede porte for menneskemasserne. Til fods og i propfyldte Trabbier væltede østberlinerne vestpå og blev mødt med cola, øl, sekt og glade omfavnelser af deres vestberlinske naboer. Og midt i mylderet på den vestberlinske side stod jeg som journalist for DR’s P1 og interviewede de lamslåede, men begejstrede, østtyskere.

I gruset på den historiske plads viser denne tidslinje, at Muren blev åbnet kl. 23.30. "Wir fluten jetzt" betyder i fri oversættelse: Vi slipper floden løs. Citat fra en grænsesoldat om den flodbølge af berlinere, der pressede på for at få portene åbnet til Vestberlin.

I gruset på den historiske plads viser denne tidslinje, at Muren blev åbnet kl. 23.30. “Wir fluten jetzt” betyder i fri oversættelse: Vi slipper floden løs. Citat fra en grænsesoldat om den flodbølge af berlinere, der pressede på for at få portene åbnet til Vestberlin.

”Tager du ikke hjem igen??!”

Især husker jeg to gode venner omkring de 30 år som med hver sin cola berettede om, hvordan de var sprunget op fra sofaen, da nyhederne viste, at Muren var åbnet.

”Vi skulle da bare af sted. Jeg fik hverken slukket for tv eller for lyset. Vi for ud af døren og løb herop,” sagde den ene.

”Ja det ville vi opleve. Det er ufatteligt, ikke til at tro. Det er vanvittigt. Tænk at vi står her i Vesten,” sagde hans ven.

Jeg spurgte dem, hvad de nu ville gøre?

”Vi skal da blive her hele natten og ind og kigge i byen, så skal vi hjem igen,” sagde nummer to.

Nummer et forblev tavs. Så tavs, at hans kammerat puffede til ham for at få et svar.

”Jeg tager ikke tilbage. Vi aner ikke, om de lukker Muren igen. Jeg bliver her og søger om asyl,” kom svaret tøvende.

”Hvad gør du??! Tager du ikke hjem igen??! Jamen for fanden … (pause) … så bliver jeg her også!”

Som disse to kammerater anede ingen af os, hvad der ville hænde efter denne forrygende nat, da der gik hul på grænsen mellem øst- og vestblokken i Europa. Ville DDR rette ”fejlen”? Men alle anede, at dagen og natten ville gå over i historien som endnu en af en lang række omvæltninger i Tysklands historie.

Næste år fejrer tyskerne 25-års-jubilæum for Murens fald med brask og bram.

Artiklens forfatter Gitte Merrild  på stedet, hvor den tidligere grænseovergang i Bornholmer Strasse er markeret med billeder og infotavler. Den officielle indvielse sted af "Platz des 9. Novembers 1989" finder sted i dag, 9. november 2013 kl. 20.30.

Indlæggets forfatter Gitte Merrild på stedet, hvor den tidligere grænseovergang i Bornholmer Strasse er markeret med billeder og infotavler. Den officielle indvielse af “Platz des 9. Novembers 1989” finder sted i dag, 9. november 2013 kl. 20.30.

East Side Gallery – 1.316 meter gribende historiefortælling

Findes East Side Gallery stadig, eller er det revet ned? Det spørgsmål fik vi for nylig på Facebook-siden Vild med Berlin.

Og ja – East Side Gallery findes stadig, selv om der det seneste års tid har været mange skriverier og spekulationer i medierne om galleriets fremtid. Mere om det senere, først skal vi lige have historien om East Side Gallery ridset op.

East Side Gallery

East Side Gallery fotograferet i april 2013.

East Side Gallery er en af de mest populære turistattraktioner i Berlin, og det med rette. Ud over at være det længste stykke af den gamle Berlinmur er East Side Gallery også en spændende, gratis kunstudstilling med murmalerier, der gør indtryk og giver stof til eftertanke.

Det 1.316 meter lange murgalleri står i Mühlenstrasse, parallelt med floden Spree, i bydelen Friedrichshain.

East Side Gallery blev skabt i 1990, da 118 kunstnere fra 21 lande samledes i Berlin for at forvandle den tidligere utilgængelige østside af muren til et gigantisk kunstværk. Initiativet kom fra den skotske kunstner Chris MacLean, og i alt blev der malet 106 forskellige billeder.

Et af de mest kendte motiver i East Side Gallery er "Bruderkuss", der viser Leonid Bresjnev og Erich Honecker i et heftigt kys. Billedet er malet af den russiske kunstner Dmitri Wladimirowitsch Wrubel.

Et af de mest kendte motiver i East Side Gallery er “Bruderkuss”, der viser Leonid Bresjnev og Erich Honecker i et intenst kys. Billedet er malet af den russiske kunstner Dmitri Wladimirowitsch Wrubel.

Alle motiver tog afsæt i de politiske forandringer, der fandt sted i årene omkring murens fald. Kunstnerne gav helt personlige og vidt forskellige bud på atmosfæren dengang i 1989-1990. Billederne spiller på hele følelsesregistret fra vrede, angst, frustration og sorg til glæde, håb og optimisme.

East Side Gallery

Et af motiverne med titlen ”Himlen over Berlin” blev malet af de danske kunstnere Lotte Haubart og Karina Bjerregaard. At de blev en del af kunstnergruppen bag East Side Gallery var et tilfælde.

”Himlen over Berlin” i den første udgave fra 1990. Maleriet er skabt af de danske kunstnere Lotte Haubert og Karina Bjerregaard. Foto venligst udlånt af kunstnerne.

”Himlen over Berlin” i den første udgave fra 1990. Maleriet er skabt af de danske kunstnere Lotte Haubart og Karina Bjerregaard. Foto venligst udlånt af kunstnerne.

På sin blog fortæller Lotte Haubart om, hvordan maleriet blev til. Hun og Karina læste om galleriet i Politiken en lørdag midt i juli 1990 og opdagede, at der ikke var nogen danske kunstnere med i projektet. De ringede sammen, og mandagen efter sad de to i toget mod Berlin med bagagen fyldt med malergrej og soveposer.

”Himlen over Berlin” er blevet malet om tre gange – sådan så det ud i 2012.

”Himlen over Berlin” er blevet malet om tre gange – sådan så det ud i 2012. Foto venligst udlånt af Karina Bjerregaard.

East Side Gallery skulle på turne og på museum

Da alle malerier stod færdige i 1990, var planen, at murgalleriet skulle fjernes inden udgangen af 1991. Herefter skulle murstykkerne på turne verden rundt og senere bortauktioneres til museer, så de kunne bevares som et minde om en af de mest skelsættende begivenheder i Europa i vores tid.

Det viste sig dog, at murstykkerne ikke kunne tåle at blive flyttet. I stedet blev galleriet fredet i 1991.

Trods fredningen opstod der i 1996 en debat om, hvorvidt East Side Gallery skulle have lov at bestå. Det fik kunstnerne til at danne foreningen ”Künstlerinitiative East Side Gallery e.V”, der stadig arbejder for at bevare galleriet på sin oprindelige beliggenhed og medvirke til sanering af motiverne. Et af foreningens mål er at få East Side Gallery på UNESCOs verdensarvliste.

East Side Gallery

Gennem årene har kunstnerne flere gange restaureret deres egne malerier, som slides af vejrliget og forurening og udsættes for grafittihærværk. Flere af billederne er malet op i helt nye udgaver i forbindelse med restaureringen. Seneste større makeover fandt sted i 2009 op til tyveårsjubilæet for murens fald.

”Himlen over Berlin” fjernet af bygherre

Det danske bidrag til East Side Gallery er – desværre for især os danskere – blevet fjernet. Murstykket med ”Himlen over Berlin” blev pillet ud af galleriet i marts 2013 under stor mediebevågenhed i både Tyskland og resten af verden. Historien er, at investoren Maik Uwe Hinkel har købt grunden bag Muren for at bygge en 63 meter høj ejendom med luksusboliger lige ned til Spree-floden.

For at få en indkørsel til ejendommens parkerings- og garageanlæg insisterede Hinkel på at lave et hul i East Side Gallery. Selv om planerne mødte massiv protest, fjernede hans folk fem elementer i muren.

East Side Gallery

”Himlen over Berlin” ”i skammekrogen” bag muren, efter at det blev fjernet i marts 2013. Bygherren har lovet af bevare de fem murstykker med det danske murmaleri

I øjeblikket skrider byggeriet af de nye luksusboliger frem. Det er endnu uvist, hvad byggeriet vil komme til at betyde for East Side Gallery i fremtiden.

Bagsiden af East Side Gallery set fra området ned mod floden Spree.

Bagsiden af East Side Gallery set fra området ned mod floden Spree.

Læs mere og se alle malerierne på East Side Gallery her.

Læs seneste nyt om luksusboligerne og murgalleriet her.

Berlin i krig – et dansk øjenvidne

Historien bliver meget nærværende, når man bevæger sig rundt i Berlin. Hvis man som dansker vil have den endnu tættere på i form af en landsmands øjenvidneberetning, er der en oplagt mulighed i den lidt oversete bog, Helge Fjeldes ”Berlin 1945 – En dansk frivilligs øjenvidneberetning”, der udkom i 2001. Via netlydbog.dk er det endda muligt gratis at hente bogen som lydbog, så man kan lytte til den under et ophold i Berlin.Helge Fjelde Berlin 1945

Helge Fjelde (1919-1967) var medlem af DNSAP og frivillig soldat i Waffen-SS på østfronten. Han deltog i de sidste kampe om Berlin i april 1945, og derom handler bogen, der bygger på hans håndskrevne manuskript. Det blev angiveligt skrevet cirka fem år efter krigens afslutning, hvor Helge Fjelde først havde været to år i russisk fangenskab, som han flygtede fra og siden – da han blev pågrebet i Danmark – i dansk fængsel fra 1947, til han bliver benådet i 1950.

Ingen hjælp fra de rige i Grunewald
Bogen er mestendels en nøgtern beretning om den kaotiske kamp om Berlin, uden at afslutningen dog er med, for bogen slutter nogle få dage før tyskernes kapitulation. Den efterfølgende tid skulle være beskrevet i et bind 2, der desværre er bortkommet. Som læser følger man dog krigshandlingerne så sent, at tyske og sovjetiske styrker kun er et par boligblokke fra hinanden. Bogen er mest beskrivende, men også lejlighedsvis reflekterende og kommenterende. Forfatteren nærer skepsis over for de fanatiske nazisters racisme. Han viser anerkendelse over for både de russiske styrkers ihærdighed på den ene side og de heltemodige 14-16-årige medlemmer af Hitlerjugend på den anden.

Til gengæld udtrykkes der en vis misbilligelse over dem, der svigter. Det gælder i særlig grad ”det rige, fornemme berliner-bourgeoisi ” i de store villaer i Grunewald, hvor SS-soldaterne mødes med kulde og afvisning, da de den 24. april 1945 har brug for indkvartering på flugt fra de fremrykkende russere, der er ved at omringe Berlin. En kulde, der står i skærende kontrast til imødekommenheden hos de jævne tyskere, især kvinderne, der både deler mad og bløde senge med de sultne og udmattede soldater. Helge Fjelde beskriver modsætningen med blandt andet disse ord:

”Jo mere fattige og sammenstuvede befolkningen levede, desto mere opofrende og hjælpende kom de os i møde. … Og nu her … møder vi ligefrem fjendtlig, isnende og uforskammet optræden. … Har man ikke netop i disse kredse været den egentlig drivkraft bag Hitlers magt og ekspansions epoke?”

Da der ikke er tid til diskussion med de pæne folk i Grunewald og i øvrigt masser af plads i en stor villa med fire saloner, 36 større værelser og seks badeværelser, lader Helge Fjelde kammeraterne strømme ind i huset, hvor soldaterne snart bliver friske og veloplagte og dufter af fyrrenåle, badesalte og fede cremer.

Både et eventyr og en tragedie
Som i dette eksempel er bogen troværdig og godt fortalt med mange interessante detaljer, der dokumenterer en tragisk periode af Europas historie fra frontsoldatens synsvinkel. Helge Fjelde beskriver det indledningsvist som sit eventyr , senere ”Måske mere en tragedie”. På intet tidspunkt lægger han for alvor afstand til den nazistiske ideologi eller udtrykker medfølelse med nazismens mange ofre. Måske/måske ikke var flere af disse nuancer med i det bortkomne bind 2 af de håndskrevne erindringer.
Forfatterens søn, Jens Fjelde, født 1953, sætter i et meget åbenhjertigt efterskrift fortællingen ind i en interessant ramme, som bygger på den omfattende research, han foretog efter faderens død.

Helge Fjelde: Berlin 1945 – En dansk frivilligs øjenvidneberetning
Ekstra Bladets Forlag, 2001

Bogen findes som nævnt også som lydbog og kan – hvis man er oprettet som låner på et dansk bibliotek – gratis hentes på netlydbog.dk

”Jeg er en berliner”

I de seneste 100 dage op til 50-årsdagen for Kennedys berømte Berlin-tale med ordene ”Ich bin ein Berliner” har avisen Der Tagesspiegel dagligt bragt et lille interview med nutidens berlinere om, hvad disse ord betyder for dem, og hvordan de oplever byen i dag. Det er en sand guldgrube af spændende fortællinger fra byens indbyggere, der sætter ord på deres kærlighed til byen. Når det handler om de lidt mere modne berlinere, er beretningerne også jordnær historieformidling.

“Ich bin ein Berliner”. Det var på balkonen her på Rathaus Schöneberg, at John F. Kennedy holdt sin berømte tale 26. juni 1963 foran 400.000 begejstrede vestberlinere.

Et eksempel er den 41-årige slagtermester, der kalder sig en vaskeægte ”Prenzelberger” – altså fra Prenzlauer Berg i det gamle Østberlin. Han oplevede ikke Murens fald, fordi han sov for at være frisk til næste dag på jobbet. Han opdagede først den historiske begivenhed, da en af svendene i slagterforretningen næste morgen ringede og fortalte, at han nu stod ved Gesundbrunnen på den vestlige side af Muren. Senere på dagen drog han til Kurfürstendamm, men der var alt for mange mennesker. Han tænkte, at han bare kunne besøge Vesten senere, for han var overbevist om, at når Muren først var faldet, ville den aldrig komme tilbage.

Og så præsenterer slagtermesteren et lidt alternativt syn på den ”Gentrifizierung”, der ellers er så udskældt. Han bor stadig på Prenzlauer Berg og betragter det som en stor lykke, for mange har måttet forlade den trendy, østberlinske bydel på grund af voldsomme huslejestigninger. Det er en skam, synes han, men til gengæld har han fået en ny kundekreds, der værdsætter kød af høj kvalitet og derfor går til slagteren for at købe det!

I interviews med de ældre berlinere er der som nævnt mange spændende historiske detaljer. I 60’erne kunne man for eksempel slippe for værnepligten, hvis man flyttede fra den vestlige del af forbundsrepublikken til Berlin, der pga. sin isolation var ved at blive affolket, og hvor der manglede arbejdskraft. En mand, der flyttede til byen i 1966, kan fortælle om, at man som tilflytter fik betalt flytteudgifter, fire årlige flybilletter og et særligt berlinsk løntillæg.

I serien optræder også den nu 44-årige skuespiller fra det nordøsttyske Rostock. Han var allerede før Murens fald tiltrukket af den alternative scene i Østberlin, som stod i kontrast til snævertsynetheden i provins-DDR. Han gjorde dog først alvor af at søge lykken i storbyen i 1991 og opsummerer sit indtryk af byen i dag med ord som hundeefterladenskaber, tæt trafik, snavs, grim, vulgær … og griner.

Flere interviews er med til at beskrive den særlige berlinske mentalitet. Berlinerne klager over alt, men de er også åbne over for nyt, siger en ældre mand, der i 1970 flyttede til Berlin for at studere og i øvrigt stadig ikke har vænnet sig til berlinernes velkendte frækhed, ”Die Berliner Schnauze”, men dog har fundet ud af, at den ikke er så alvorligt ment.

En yngre tilflytter fra Hamborg tilkendegiver, at hun ligefrem holder af frækheden, fordi hun har erfaret, at den også rummer ”utroligt meget hjerte”.

Serien slutter med den 63-årige Owen Davies. Han er født i Berlin af engelske forældre, der mødtes i Berlins ruiner efter 2. Verdenskrig. De havde uafhængigt af hinanden søgt job på de allieredes hovedkvarter. Han fortæller om den frygt, han oplevede som barn på grund af Muren, Cuba-krisen og andre facetter af den kolde krig. Han var på pladsen foran Rathaus Schöneberg, da Kennedy holdt sin tale, og beretter om, hvordan talen skabte håb om, at tingene kunne bliver anderledes på et eller andet tidspunkt. Når han i dag kommer på pladsen og hører klokkerne ringe kl. 12, kan han næsten ikke holde tårerne tilbage.

Se alle interviews via dette link. Du skal ikke lade dig afskrække af det tyske sprog, for alle interviews rummer både tekst og video, der supplerer hinanden fint, og sidstnævnte er med engelske undertekster.

Berlindk på vej til Jette, Lea og Michael

BerlindkVi har nu udtrukket vinderne af de tre eksemplarer af Berlindk, som forlaget People’s Press har doneret til Vild med Berlin.

Og de heldige er: Jette R, Lea Enslev og Michael Frederiksen.

Stort tillykke herfra. Bøgerne bliver fremsendt direkte fra forlaget en af de nærmeste dage.

Tak til alle, som har deltaget i konkurrencen. Det har været en stor fornøjelse at læse om jeres gode oplevelser i Berlin. Kommentarsporet er jo én lang hyldest til byen og rummer masser af søde, sjove og spændende historier, for eksempel disse:

“Mit bedste minde fra Berlin, er fra december 2011, hvor min søn, der dengang var 4 år gammel, og jeg var på juletur. Vi hygger på Friedrichstrasse, da min søn pludselig lægger sig på maven, kysser fortovet og siger “Jeg elsker jorden og Berlin”.”

“En af de (utallige) dejlige oplevelser (som lærer) i Berlin, var, da jeg havde en gymnasieklasse med til Berlin et koldt forår. Pigerne havde ikke varmt nok tøj med!! Vi tog til “Garage” på Ahornstrasse 2 – et mega-kæmpemarked med genbrugstøj, hvor man kunne fylde en sort sæk med tøj – for ingen penge: alt fra fjerboaer over støvler til læderjakker!!!!! Der gik en hel formiddag med at vælge ud og klæde sig på – og hvor så eleverne festlige ud – i deres gamle, nye varme tøj!!!!”

“Løb Berlin Marathon sidste år. Alle, der gennemfører får en medalje, og jeg var så glad for min, at da jeg efter løbet skulle ind og købe kage hos en bager ved Hackescher Markt selvfølgelig havde den hængende om halsen. Bagerjomfruen udbrød på flydende engelsk ved synet af mig og min medalje: “Did you win the marathon?” Jeg måtte storgrinende skuffe hende ved at sige, at jeg vist fik i omegnen af 12.345. plads. Hun grinede heldigvis også og gav mig en kop kaffe på husets regning!”

“Skønne Berlin… min bedste oplevelse – hidtil – havde jeg da, jeg i 1998 var på 5 ugers sprogophold. Jeg blev indlogeret privat hos en dejlig flippet kvinde i en gammel og meget lidt moderne lejlighed på Prenzlauerberg. Jeg husker især badeværelset, hvor forfaldet var camoufleret på smukkeste vis, ved at en af kvindens venner, der var teatermaler, havde udsmykket det som et græsk tempel. Der var selvfølgelig et kæmpe badekar og masser af stearinlys i høje stager.”

Hvis ikke du allerede har læst de mange historier og tips i kommentarsporet under konkurrenceindlægget, så gør det. Lav en god kop kaffe eller te, læn dig tilbage og sug til dig af al den smittende begejstring for dejlige Berlin.

Til dem, der ikke var så heldige at vinde et eksemplar af Berlindk, kan vi fortælle, at bogen både kan købes i trykt udgave hos boghandlere og som e-bog via iTunes.

Berlin – fra rød løber til dunkle undergrundsklubber

”Berlin har en utrolig dynamik. Jeg er vild med dens forskellighed. I Berlin pleaser man ikke nogen. Her er attituden: Tag mig, som jeg er.”

Citatet af operasanger Peter Lodahl er fra den nye bog Berlindk, hvor elleve danske kulturpersonligheder fortæller om, hvordan det er at arbejde og bo i Berlin og om, hvordan byen har præget dem. Ud over Peter Lodahl er det blandt andet skuespiller Thure Lindhardt, Duné-forsanger Matthias Kolstrup, håndboldspiller Torsten Laen og kunstner Kirstine Roepstorff.

Operasanger Peter Lodahl fotograferet i Komische Oper i Berlin Mitte. Som den eneste by i verden har Berlin tre operahuse, og operascenerne besøges af berlinere fra alle samfundslag. (Foto: Rasmus Funder ©)

Operasanger Peter Lodahl fotograferet i Komische Oper i Berlin Mitte. Som den eneste by i verden har Berlin tre operahuse, og operascenerne besøges af berlinere fra alle samfundslag. (Foto: Rasmus Funder ©)

Som læser får du i Berlindk en virkelig interessant og inspirerende guidet rundtur i Berlins kulturelle landskab og historie. Til gengæld skal du ikke forvente at få en række dybdegående portrætter af kendte kulturpersonligheder. Du kommer ikke med hjem i privaten hos Thure Lindhardt, Matthias Kolstrup eller de andre medvirkende.

Berlin er hele tiden i centrum i bogens kapitler. Og det fungerer rigtig godt. Forfatterne Ole Blegvad og Rasmus Funder tager udgangspunkt i de elleve danskeres personlige Berlin-historier og bruger dem som afsæt til at formidle en masse viden om Berlin som filmmekka, operaby, sportsmetropol m.m samt om byens historie og udvikling. Bogen tager dig med vidt omkring, fra den røde løber ved filmfestivalen Berlinalen, bag scenen i Berliner Philharmonien og til technofester i dunkle undergrundsklubber.

Duné-forsanger: Berlin sætter gang i så mange tanker

Et kapitel i Berlindk rummer beretninger fra 24-årige Mattias Kolstrup, forsanger i bandet Duné, som samlet flyttede til Berlin i 2009. Han bor der stadig og hylder byens mangfoldighed og mentale frihed: ”Berlin er en stor vitaminpille af oplevelser og muligheder … Jeg lever jo af at udtrykke mig, og Berlin har hjulpet mig, fordi byen sætter gang i så mange tanker,” fortæller han blandt andet.

Mattias Kolstrup ved klaveret på et af sine alternative udflugtsmål, det forladte sanatorium Heilstätte Grabowsee. (Foto: Rasmus Funder ©)

Mattias Kolstrup ved klaveret på et af sine alternative udflugtsmål, det forladte sanatorium Heilstätte Grabowsee. (Foto: Rasmus Funder ©)

Inspirationen finder den historieinteresserede musiker på cykelture fra boligen tæt på Volkspark Friedrichshain og rundt til steder, der markerer byens vigtige plads i historien, fx langs den monumentale Karl-Marx-Allee og ved Brandenburger Tor. Til trods for de kraftfulde, historiske symboler betragter han byen som ret ung, fordi den konstant udvikler sig.

Som mange andre, der er vilde med Berlin, nyder han den uhøjtidelige tone, der blandt andet kommer til udtryk ved, at unge og gamle, businessfolk og bumser alle kan bevæge sig rundt i byen med en flaske øl i hånden. Og så alligevel. Omgangstonen kan også virke formel med ”Sie”, ”Herr”, ”Frau” og efternavn, men det er i hans øjne bare endnu en af de charmerende kontraster.

Byens blanding af arkitektoniske stilarter giver han denne karakteristik: ”Manglen på byplanlægning gør Berlin uendelig grim, men indimellem er det så grimt, at det pludselig får en mærkelig skønhed.”

Interviewet er spækket med en lang række af Mattias Kolstrups anbefalinger af spændende steder at udforske. Steder, hvor strømmen af turister sjældent finder hen.

Berlindk er en meget velskrevet bog, krydret med smukke fotos og i et lækkert layout. Den er et must for Berlin-elskere. Uanset hvor godt du kender Berlin i forvejen, vil bogen give dig masser af inspiration og tips til dine kommende ophold i byen.