Efter flere år som rejseblogger og freelance rejsejournalist slog Regitse Cecilie Rosenvinge sig ned i Berlin i 2016. Hun blev hurtigt fascineret af byens iværksætterscene og mange tilbud, og i dag elsker hun byen på grund af dens størrelse, råhed og ægthed. Læs mere om Regitses forhold til Berlin og få nogle af hendes tips til gode oplevelser inden for bl.a. kultur og mad.
Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Tro det eller ej – jeg var faktisk ikke fan af Berlin, før jeg flyttede hertil. Jeg husker, jeg var her som barn og som teenager, hvor byens puls og ’råhed’ gjorde indtryk på mig, men som voksen var jeg ikke synderlig imponeret. Ironisk nok er de ting, jeg ikke brød mig om førhen, blevet nogle af de elementer, jeg nu sætter pris på ved Berlin! Byen er stor (nogle gange lidt for stor!), men der er charme i at kunne ”gemme sig” i sit kiez og tage en rejse ud i den hektiske storby fra tid til anden. Jeg bor i Prenzlauer Berg, og som så mange andre berlinere kommer jeg sjældent helt til f.eks. Potsdamer Platz eller Brandenburger Tor, da jeg ikke har min daglige gang dér. Når jeg gør, elsker jeg det til gengæld på grund af pulsen, friheden og størrelsen. Det er én af Europas største byer, og det finder jeg stor frihed i, i dag.
Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Som nævnt har jeg lært at elske Berlin for dens størrelse, råhed og ægthed. Berlin er ikke for sarte sjæle, og der er klart ting, jeg stadig ikke er fan af, men overordnet set er jeg dybt taknemmelig over, at byen har været med til at udvikle mig som menneske. Der er plads til alle typer, meninger og eksistenser, og det betyder blandt andet, at man kan være sig selv 100 procent. Det er en fin tanke, synes jeg.
Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Her må jeg atter fremhæve frihedsfølelsen, som danner hele eksistensgrundlaget for byen – og har gjort det i hundredvis af år. Berlin er en rebelsk storby med en bagage som ingen andre byer. Det er enormt overvældende at dykke ned i historien, men det skylder man virkelig sig selv, hvis man er vild med byen – eller bare er glad for kultur og historie. Forud for DDR og 2. Verdenskrig var Berlin én af Europas smukkeste byer; en ægte kejserstad, hvilket er svært at forestille sig i dag. Men storheden kan stadig findes enkelte steder, og det er bestemt en del af byens DNA. Det må man ikke glemme. Jeg elsker, at Berlin altid overrasker, hvad enten der er tale om historie, mennesker, muligheder eller mad!
Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Jeg bor selv i Prenzlauer Berg med min familie, og det er jeg rigtig glad for på grund af bydelens mange børnevenlige områder og fine initiativer. Det føles virkelig som en by i byen. Jeg synes dog alle kvartererne har hver deres charme. Friedrichshain elsker jeg, når det bliver efterår; der er en helt særlig ’hygge’ i de små gader med caféer og butikker. Kreuzberg byder også på fine steder – især i Bergmannkiez, hvor jeg faktisk startede med at bo, da jeg først flyttede til Berlin.
Hvilke kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Man behøver næppe én specifik kulturoplevelse i en by som Berlin, for hele byen vibrerer af historie; både den spændende og den chokerende. Går man gennem byens gader og stræder, er det en kulturoplevelse i sig selv. Jeg kan dog klart anbefale et besøg i Deutsches Historiches Museum, en lun sommerdag på Spree, søndagsslentretur på Museums Insel og evt. en guidet gå- eller cykeltur i Kreuzberg. Og nå ja – en tur i Rigsdagen er også spændende! Der er generelt mange gode museer i byen, som man med fordel kan bruge en dag på at besøge.
Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Jeg har vist mange! I mit eget kiez (Prenzlauer Berg) får man god kaffe hos Kaffee.Bar på Stargarder Strasse, fantastisk cheesecake hos Bekarei og lækker, fransk morgenmad hos Le Midi. To af mine favorit-restauranter er Heimlichtreu og Tim Raue (begge i Mitte). Derudover kan jeg varmt anbefale Du Bonheur på Brunnenstrasse i Mitte – de laver kager, så englene synger! Princess Cheesecake i Mitte er en anden favorit med syndige cheesecakes på menukortet (ja, jeg er stor fan af kage!).
På min blog The Copenhagen Traveler har jeg udgivet et indlæg med en lang liste over mine favoritcaféer og brunch-steder. Den kan man med fordel tjekke ud, hvis man, ligesom jeg, er tilhænger af god morgenmad og hyggelige, små caféer.
Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Det ’ægte Berlin’ kan for mig lige så vel være en gåtur langs Spree som en solrig sommerdag i Klunkerkranich (ikonisk rooftop-bar i Neukölln). Det smukke ved byen, i mine øjne, er netop, at man selv definerer ’det ægte’. Alle har deres eget forhold til byen, så hvad der er ægte for mig, er ikke nødvendigvis ægte for min nabo. For mig er det området omkring Spree (fra Museumsinsel ned til Kreuzberg), hvor jeg har skabt nogle af mine bedste Berliner-minder. De små caféer omkring Boxhagener Platz i Friedrichshain og hele området omkring Tempelhofer Ufer i Kreuzberg er i denne forbindelse også værd at nævne. Og Tempelhof – den gamle, ikoniske lufthavn, der har været nedlagt siden 2008.
Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Berlin gemmer på nogle virkelig cool speakeasy-barer, der nærmest er umulige at finde, hvis man ikke lige ved, hvor man skal ringe på! Prinzipal i Kreuzberg og Buck & Breck i Mitte er to af mine favoritter! Det er nærmest som at træde ind i en tidslomme. Det kan godt være, man skal betale lidt mere for en cocktail, men de smager til gengæld fantastisk! Og så er der kun plads til ganske få gæster, hvilket gør oplevelsen ret speciel.
Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Som mor til en dreng på 14 måneder bliver jeg næsten nødt til at sige storbyens larm og massive trafik. Jeg prøver for så vidt muligt at holde mig væk fra trafikerede områder og knudepunkter, hvis jeg har min søn med, men det er ikke altid muligt. Berlinere kan også være ret kontante, hvilket nemt kan forveksles med uforskammethed, og det er ikke altid lige charmerende.
Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Lige p.t. glæder jeg mig allermest til sommer, for sommeren i Berlin kan være magisk! Lune sommeraftener ved Spree, dans og biograf under åben himmel og de hyggelige søndags-loppemarkeder – det er alt sammen noget, jeg ser frem til.
Hvad “rykker” i Berlin lige nu?
Som iværksætter er jeg også en del af hele iværksættermiljøet i byen, og det er enormt spændende (og til tider tidskrævende!). Hvis jeg skal pege på noget, der ”rykker” i øjeblikket, må det være den (fortsatte) udvikling af startup-scenen; de mange initiativer for selvstændige, festivaler, netværks-arrangementer og lignende. Og så er der kommet stort fokus på kvindeligt iværksætteri. Mit kontor er f.eks. i et kontorfællesskab kun for kvinder, og det er ret inspirerende at være en del af!
Regitse Cecilie Rosenvinge, født 1988, iværksætter og rejseblogger. Lancerede i 2014 rejse- og hotelbloggen The Copenhagen Traveler. I dag er bloggen forbundet med et content marketing-bureau for hoteller, Room22. Regitse har også skrevet bogen “Freelancer – En kvindes guide til et succesfuldt freelanceliv”.
Regitse har boet i Berlin siden 2016, hvor hun først boede i Kreuzberg en kort overgang. Siden flyttede hun til Prenzlauer Berg, hvor hun i dag bor med sin partner og deres lille søn.
Pingback: My Berlin: interview and travel tips for the German capital | The Copenhagen Traveler
Pingback: My Berlin: An Interview and my best city tips