Mit Berlin #33 – Jeg er den sidste kunstmaler ved Wasserturm

Ulrik Møller er en succesfuld, dansk kunstner, der har boet i Berlin de seneste 18 år. Han ærgrer sig over de stigende priser og huslejer, der fortrænger kunstnerspirer og ødelægger det kreative miljø. Til gengæld er han vild med de lune aftener og berlinernes særlige udeliv på de brede fortove. Ulrik Møller er i januar-februar 2019 aktuel med udstillinger i både Berlin, Århus og Lyngby.

Hvad fik dig til at flytte til Berlin?
Jeg flyttede fra Fyn til København i 1992. Det år begyndte jeg at male. Indtil da havde jeg udelukkende lavet grafik, men jeg var blevet optaget i Kulturfabrikken – et værkstedshus, som var meget populært. I Kulturfabrikken var der ikke noget grafikværksted. Så tænkte jeg i min sædvanlige naivitet, at så begynder jeg bare at male, for det kan jeg selvfølgelig også. Det kunne jeg bare ikke. Men det danske fodboldlandshold havde vundet europamesterskabet i juni samme år. Når det kunne lade sig gøre, vidste jeg, at alt kunne lade sig gøre. Den sejr var i høj grad med til at inspirere mig.

Den stil, jeg har nu, fandt jeg i løbet af et par år. Jeg snublede ind i det. Jeg ved præcist, hvilket billede det var, hvor jeg tænkte, at der var den så. Det var et billede af Middelgrundsfortet og noget vand.

I midten af 90’erne begyndte mine malerier at komme på gallerier og blive solgt, men jeg fornemmede også, at der i Danmark var et netværk, man ikke bare kunne bryde ind i. Sidst i 90’erne var konceptkunsten på sit højeste. Jeg havde ikke gået på akademiet, malede oliemalerier med landskaber og var alt for uncool.

Så tænkte jeg, at jeg selv måtte gøre noget, hvis jeg skulle finde en vej. Jeg ville være nødt til at tage et andet sted hen og lave mit eget netværk. I første omgang tænkte jeg på London eller Berlin. Og det blev så Berlin.

Inspirationen fra Edward Hopper kommer tydeligt til udtryk i Ulrik Møllers malerier fra mindre provinsbyer. Her er det hjembyen Vester Åby på Fyn.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg var heldig at få Jyllands-Postens legatlejlighed i Berlin i en måned i 1998 og igen i 2000. I anden omgang stod det klart for mig, at det var byen, jeg måtte flytte til. Mulighederne var enorme. Tusindvis af lejligheder stod tomme, og man kunne let få en fireværelses lejlighed med sildebensparket og balkon.

Det var det rene, skære Eldorado. Der var alle de her kvadratmetre, der bare stod og ventede på at blive taget i brug. Helt frem til 2006 var der 50.000 lejligheder, der stod tomme. I dag er det noget, man bare kan drømme om, for derefter kom investorfeberen. Nu er lejlighederne nogenlunde lige så dyre som i København.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Priserne er skruet helt urimeligt op. Nu opererer man kun med priser, som de mere velhavende turister kan betale. Der er restauranter, som jeg tidligere har haft stor glæde af at besøge, men som jeg nu boykotter, fordi de har skruet priserne alt for højt op. Jeg kan se i mit regnskab, at der er priser, der på et år er steget 25 procent. Og det er sket i en periode, hvor der næsten ikke har været inflation. Det betyder, at de lokale stamkunder forsvinder, og så er det kun turister, der kommer der.

Også de elendige forhold for cyklister kan være irriterende. Nogle gange har man det indtryk, at bilisterne ligefrem jager en, når man cykler. Der bliver i hvert fald ikke taget hensyn.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Jeg føler mig hjemme her omkring Wasserturm, men jeg kan ikke sige, at jeg har et yndlingskvarter. Jeg rejser en del i forbindelse med mine udstillinger, og når jeg tager tilbage til barndomshjemmet i Vester Åby på Fyn for at hente inspiration der på egnen, men her i Berlin kommer jeg sjældent uden for det område, hvor jeg bor. Desværre måtte jeg flytte mit atelier til Wedding, så der cykler jeg dagligt til, men det er ikke et sted, jeg derudover har noget forhold til.

Jeg kan ikke engang sige, at Prenzlauer Berg er mit foretrukne kvarter, for det er indsnævret til området lige omkring Wasserturm. Her hilser jeg på og snakker med folk. Desværre er mange kreative mennesker skubbet ud af kvarteret på grund af de stigende huslejer. Jeg møder af og til en ældre tysk skulptør, der bor her endnu, og han kalder mig den sidste kunstmaler her i kvarteret.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
De gode steder vil man jo gerne holde hemmelige, så de ikke bliver overrendt af turister, hæ hæ. Men Jeg holder meget af at komme på Meierei i Kollwitzstraße, som drives af min ekskæreste Sandra. Det er et afslappet sted, hvor der serveres veltilberedte, men uprætentiøse retter til rimelige priser, blandt andet Leberkäse, Spätzle, gullasch, supper, gode pølser, ost – og havregrød.

Meierei, Kollwitzstrasse 42

Når jeg er på arbejde i mit atelier i Wedding, bruger jeg nærmest ”P” som kantine. ”P” står for ”Pfoertner”, altså portner på dansk. Stedet har et usædvanligt godt køkken, der er bredt europæisk og med rimelige priser. En daglig, velsmagende suppe koster 4,50 euro. Det ligger i Uferhallen i Wedding, som er et sted, der huser mange kunstnere. Stedet er desværre opkøbt af investorer, så det lever nok på lånt tid.

Et andet sted er den mellemøstlige Zweistrom på Danziger Strasse. Her har de en rigtig god kebab, som jeg tit køber på vej hjem fra arbejdet.

Schönhauser Allee - maleri ag Ulrik Møller

Ulrik Møllers malerier har ofte landskaber eller mennesketomme landsbyer som motiver, så dette motiv fra Schönhauser Allee i Berlin er lidt atypisk. Han har ikke malet storbymotiver i 15 år. Han siger selv, at han hurtigt bliver træt af at male alle de vinduer.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Brosten, Altbau og brede fortove. Den der summen af menneskers stemmer på de lune aftener. Temperaturen falder ikke på samme, hurtige måde som i Danmark, hvor det hele er tættere på vandet. Når jeg har været ude at rejse, bliver jeg stadigvæk helt eksalteret, når jeg vender tilbage til Berlin.

Ulrik Møller foran Wasserturm Prenzlauer Berg

Ulrik Møller (født 1962) er en dansk kunstmaler, der er inspireret af bl.a. danske L. A. Ring og amerikanske Edward Hopper. Temaerne er moderne menneskers længsel og eksistentielle ensomhed. Han bruger vådt-i-vådt-teknikken på en særlig måde, der giver malerierne et sløret, hemmelighedsfuldt udtryk. ”Et dragende og udefinerbart rum åbner sig for os i Ulrik Møllers værker, og omslutter os som en orienteringsløs kappe. Vi bliver her bevidste om vores egen ensomhed i rummet, og en sitrende og til tider rungende stilhed rammer os,” skriver kunsten.nu i et portræt.

Ulrik Møller havde i 2017 en meget rost solo-udstilling på Brandts 13 i Odense med både malerier og videoinstallationer. På udstillingens hjemmeside kan man stadig se flere eksempler.
Det samme kan man på Ulrik Møllers egen hjemmeside.

Titlen på soloudstillingen hos Galerie MøllerWitt i Århus er ”Love me do”, der spiller op til Ulrik Møllers kontemplative motiver. Husene her er fra Koldby i Thy.

Ulrik Møller er for tiden udstillingsaktuel tre steder, to i Danmark og et i Berlin.

  • Lørdag 26. januar 2019 kl. 13-16 er der fernisering på ”Love me do” hos Galerie MøllerWitt i Århus. Det er en soloudstilling med adskillige af hans nyere værker, heraf fire store op til formatet 190×240 cm. Billederne kan ses hos Galerie MøllerWitt til og med 23. februar 2019.
    Kunstavisen anbefaler soloudstillingen i artiklen “Maleriet som zen”.
  • Ulrik Møller er med i kunstnersammenslutningen Corner, der udstiller på Sophienholm i Lyngby i perioden 19. januar-17. februar 2019. Her har han tre mindre billeder med.
  • I Berlin deltager han for tiden i en gruppeudstilling sammen med berlinerkunstnere i Galerie Franzkowiak, Friedrichstrasse 76-78.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *