Mit Berlin #17: Ingen skal definere det ægte Berlin

Peter Tudvad flyttede til Berlin for ni år siden og tabte sit hjerte til det støjende og spraglede Kreuzberg. I dag er byen hans arbejdsplads, når han da ikke er på farten, hvad han næsten hele tiden er. ”Det ægte Berlin” er for ham ”det ustadige, uslebne, uortodokse” – og altså nærmest umuligt at definere.

Mit BerlinHvad var dit første indtryk af Berlin?
Der gik akkurat ni måneder, fra jeg første gang var i Berlin, til jeg bosatte mig i byen. Men de ni måneder røber intet om, at jeg under mit første besøg blev så begejstret, at jeg straks undfangede idéen om at flytte til Berlin. Tværtimod var mit første indtryk af den tyske hovedstad ikke et, der gav anledning til hovedkuls forelskelse. Den forekom mig dengang – i december 2005 – grå, trist, flad, stor, rodet. Og dog var der så mange, der forinden havde lovet mig kærlighed ved første blik. Ak, den indfandt sig ikke! Men tak, den lod blot vente på sig! For da jeg anden gang kom til Berlin – i september 2006 for at underskrive en lejekontrakt og for endelig at slippe for København – tabte jeg prompte mit hjerte. Nå ja, måske ikke som sådan til Berlin, men til Kreuzberg, mit støjende og spraglede kvarter. Her taler man ikke om mangfoldighed, men lever den. Ikke så meget pis!

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Snart ti år i Berlin. Og snart halvtreds år gammel. Så kan det godt være vanskeligt at holde begejstringen i live for en by, der ter sig som en teenager. For mig er byen ganske enkelt min arbejdsplads. Det er her, jeg bor, og det er her, jeg sidder og skriver. Men det er også herfra, min verden går, meget bogstaveligt endda, for jeg er bestandigt på farten. Tyskland er mere og andet end Berlin, og mine bøger tilrettelægger jeg gerne så fikst, at jeg lige må undersøge noget i Frankfurt am Main eller Hohnstein i Sächsische Schweiz, i Lutherstadt Wittenberg eller Annaberg-Buchholz i Erzgebirge, i Nürnberg, Köln, Leipzig – eller Torgau an der Elbe, hvorfra jeg i skrivende stund netop er kommet hjem. Fra Berlin er det så vidunderlig let at sætte over grænserne, grænserne til andre forbundslande, grænserne til andre lande. På en time kan jeg med tog være hinsides Oder-Neisse og således i Polen. Dér kunne jeg godt bo, også i Tjekkiet eller Slovakiet, men også bare i Sachsen eller Thüringen. Tilmed kunne jeg dér let få den ro, jeg ofte savner i Berlin.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Svært at sige. Jeg benytter mig efterhånden alt for lidt at det store kulturudbud her i byen. Når jeg er hjemme, arbejder jeg. Men tidligere gik jeg en del ud. Og da var en af de helt store oplevelser i Staatsoper at høre den lettiske sopran Elīna Garanča. Jeg havde ikke hørt om hende før, men med ét sang hun sig langt ind i sjælen på mig. Hun havde en bukserolle i Mozarts La Clemenza di Tito, en af mine favoritoperaer, som jeg ville præsentere nogle venner for. Og så var det mig selv, der gik hjem som den mest berigede og belærte. Det er jo noget af det skønne ved et scenisk overflødighedshorn som Berlin: at man til sin store overraskelse kan møde stjerner, som man ikke kendte, og som ingen havde gjort sig den ulejlighed at markedsføre som verdens ottende vidunder. Kommer en anden operastjerne som mezzosopranen Cecillia Bartoli til København, pryder hendes kontrafej forsiden på alle kulturtillæg – inden hun giver en enkelt optræden i Tivolis koncertsal, hvor mange så kommer blot for at vise sig som en del af den københavnske beaumonde. Men i Berlin kommer de igen og igen, stjernerne, optræder aften efter aften. Og berlinerne kommer, igen og igen, aften efter aften, fordi de ikke kan trække vejret uden kultur. Dét er himlen over Berlin.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Min yndlingscafé er afgjort Café Übersee på Paul-Lincke-Ufer, få skridt hjemmefra og med udsigt til Landwehrkanal. Man kan tilmed sidde helt nede ved kanalen, ovre på den anden side af vejen, forår, sommer og efterår – hvis ikke lige det var for de skide turistbåde, der med deres alt for høje og bølgeskvulpende fart har undermineret bredden, så det aktuelt er for farligt at sidde der. Men caféen er skøn, og ejeren en rigtig berliner, nemlig med tyrkisk baggrund. Ikke for ingenting kaldes Kreuzberg også for Kreuzstanbul. At sidde på Café Übersee og se »die Nationalelf« VM-tæske Argentina er en fest. At spise »Frühstück« på Café Übersee kl. fire om eftermiddagen bekvemt. At få et vildt fremmed menneskes krigstidshistorie på Café Übersee dramatisk og gribende – og oplagt at skrive en bog om, hvor første kapitel hedder »Café Übersee«, som det gør i min biografi Sygeplejerske i Det Tredje Rige. En danskers historie. Min yndlingsrestaurant er Crêperie Bretonne, der ligger skråt over for min lejlighed i Reichenberger Straße. Rigtig fransk køkken, rigtig god mad, rigtige berlinerpriser. Hyggeligt, afslappet, berlinsk.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Ha, jeg bliver da hjemme, for ægte berlinsk er noget, man selv skaber. Berlin er aldrig det samme, Berlin er altid noget andet, Berlin er aldrig stilstand, Berlin er altid bevægelse. Ergo kan man ikke definere noget som ægte berlinsk – hvis man altså lige ser bort fra det ustadige, uslebne, uortodokse. »Es gibt nur ein Berlin, und das ist mein Berlin«, som kabarettisten Claire Waldoff sang, lige før de gyldne tyvere druknede i de brune tredivere. Så ingen skal komme og definere, hvad der er ægte Berlin!

"Ha-ho-he, Hertha BSC!" Tirsdag aften vandt Hertha Berlin 2-0 over FC Köln på det historiske Olympia Stadion. Efter billedet at dømme var det i høj grad til Peter Tudvads store tilfredshed.

“Ha-ho-he, Hertha BSC!”
Tirsdag aften vandt Hertha Berlin 2-0 over 1. FC Köln på den historiske hjemmebane, Olympia Stadion. Efter billedet at dømme var resultatet i høj grad til Peter Tudvads store tilfredshed.

Peter Tudvad, 49 år, filosof og forfatter til flere bøger om bl.a. Søren Kierkegaard samt storværket “Sygeplejerske i Det Tredje Rige” – en fascinerende beretning om den unge Ebba Mikkelsen, der gik ind i Tysk Røde Kors og endte i centrum for 2. Verdenskrigs afsluttende fase på et lazaret på Pariser Platz ved Brandenburger Tor.
Bogen er dramatiseret i forestillingen “Mit Mørke”, der frem til 3. oktober 2015 opføres på Bådteatret i København og senere kommer på turné i resten af landet. Dagbladet Information omtalte “Mit Mørke” som “stærk scenekunst”.
I 2014 udgav han bogen “I krig og kristendom – en biografi om den tyske teolog og modstandsmand Dietrich Bonhoeffer“, der er første del af et tobindsværk om en af de største skikkelser i den protestantiske teologi i det 20. århundrede. Bonhoeffer var også en af Det Tredje Riges første og mest konsekvente modstandere, og han blev hængt af nazisterne så sent som 9. april 1945, altså mindre end en måned før Tysklands kapitulation.
Peter Tudvad har også bidraget til bogen “Vide Verden – Berlin” fra Aarhus Universitetsforlag. Kapitlet fra hans hånd, Nazismen. Sporene efter Det Tredje Rige, kan hentes gratis (pdf).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *