Andreas Monrad Pedersen udgav for nylig en spændingsroman, der vidner om en stor indsigt i Berlins historie, kultur og geografi. Vild med Berlin har her fået ham til at dele ud af mere af sin viden og give nogle gode tips til byens gæster.
Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg var i Berlin første gang i 1982 med min folkeskole i 9. klasse. Vi boede i Østberlin i en uge, og selvom vi i bakspejlet oplevede ret fantastiske ting, så havde vi intet til overs for byens østeuropæiske charme dengang. Alt så slidt og gammelt ud, folk forekom triste, og der var ikke noget, vi danske middelklassebørn kunne shoppe.
Jeg har stadig den stil, vi skulle skrive efterfølgende i dansk, og det er morsom læsning i dag. Vi følte os befriede, da vi ankom til Vestberlin og blev sluppet løs i Europacenter. Vanduret var åbenbart højdepunktet!
Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Helt ærligt, så var det først, da jeg besøgte Berlin for fjerde gang i 2005, at jeg blev vild med byen, og min indgang var, at jeg selv skulle forberede en studietur for en gymnasieklasse og derfor researchede løs og blev grebet af min egen nye viden. At lære byens geografi, kulturliv og historie og formidle det til mine elever var trylleformularen for mig. Typisk læreragtigt tænker jeg.
I dag er Berlin med et fortærsket udtryk blevet mit andet hjem. Jeg har gennem 10 år haft en lejlighed i Friedrichshain og er kommet der 6-7 gange årligt, så jeg kender på mange måder Berlin bedre end Århus og København. Jeg cykler hjemmevant rundt og ved, hvor det meste ligger uden at bruge kort. Og pludselig er man alligevel et nyt sted, hvor nogen har skabt et hyggeligt frirum på et gadehjørne under træerne.
Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Som dansker føler man sig umiddelbart hjemme i Berlin. Det må være noget med blandingen af det lidt fremmede og det ret genkendelige på mange niveauer. Berlinerne opfører sig som en slags danskere.
Det spændende for mig er den underliggende voldsomme historie, som gemmer sig under den ubekymrede, moderne metropol. Berlin indeholder verdenshistoriens store konflikter, verdenskrigene og den kolde krig, og sporene gemmer sig lige under overfladen. Berlinmuren dukker op her og der med graffiti eller som glemte overgroede klodser. Pludselig træder man på en snublesten og kan læse om en jødisk familie, der for 75 år siden blev deporteret fra lejligheden ved siden af. Hitlerregimets og DDR-tidens arkitektur ses punktvist, dels som anvendte boliger og dels som museumsbygninger.
Har man øjnene med sig, ser man mange steder en lille mindeplade eller en inskription, og så får en travl, trafikeret rundkørsel (som eksempelvis Besarinplatz eller Strausberger Platz) eller en park (som eksempelvis Volkspark Friedrichshain) pludselig en anden mening end den åbenlyse. At bevæge sig med den bevidsthed rundt i byen er for en historiker og forfatter naturligvis en sand gave.
Andreas Monrad Pedersen foran det stykke af Muren ved af East Side Gallery, som også illustrerer forsiden af hans roman “Åbne hænder”.
Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Hver bydel i Berlin har sin egen charme. Jeg holder af Kreuzberg og Prenzlauer Berg, men jeg har hjemme i Friedrichshain og betragter det som min trygge base. Der er noget Vesterbro-agtigt over bydelen, og der er mange dejlige, små lommer med parker, pladser og altid mange mennesker, der hygger sig udenfor.
Så snart solen titter frem, samles børnefamilierne i parkerne, og stuelejlighederne bliver pludselig ekstra attraktive. Man tager sin lænestol under armen og hopper ud ad vinduet og gør fortovene til sit hjem. Det skal ikke nødvendigvis være pænt, bare det er rart.
Det er dejligt at opleve de velkendte steder i Friedrichshain og se dem ændre sig. Huse, der bliver renoveret, små butikker, der dukker op, beboere, hvis børn bliver større. Side om side ligger BZ-huse og specialbutikker, legepladser og lejligheder med hyggelige altaner. Det er en meget broget bydel.
Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Åhh, den er svær. I Deutsche Oper så jeg en hypermoderne opsætning af Mozarts “Die entführung aus dem Serail”, og den genkalder jeg mig stadig år efter. Måske også fordi jeg lige inden var gået ned om hjørnet ved Krummestrasse og set den parkeringsplads, hvor den unge Benno Ohnesorg blev slået ihjel med forsæt af en vestberlinsk politimand under de voldsomme demonstrationer i 1967.
Mere direkte knyttet til Berlin og noget af det, der interesserer mig mest, står en omvisning i Stasi-fængslet i Hohenschönhausen som et klart højdepunkt for mig. En tidligere indsat, som havde lært sig dansk pga. Olsenbanden-filmene, der blev sendt i DDR-fjernsyn, viste rundt. Meget vedkommende og rørende. Men jeg kunne nævne rigtig mange andre oplevelser.
Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Når det kommer til rigtig god mad, er det svært at komme udenom den vestlige bydel. Min far insisterer, når han kommer til Berlin, på at besøge Cassambalis i Grollmannstrasse – en græsk-italiensk restaurant med suveræn atmosfære og kvalitet. Og jeg indvilger som regel, fordi han har ret i stedets kvalitet, selvom jeg ligeså gerne besøger de lidt mere rustikke og særprægede spisesteder. Et af disse er uden tvivl Englers Unikat i Samariterstrasse i Friedrichshain. Man spiser i sofagrupper, blandt talrige udstoppede havdyr, og serveringen er ægte berlinsk, tilbagelænet og alle G’er udtales som J akkurat som i gamle dage.
English Bookstore på Warschauerstrasse må være min favoritcafé. De laver ordentlig, det vil sige varm og stærk, kaffe og serverer friskbagte, hjemmelavede bagels med lækkert tilbehør. Samtidig kan man sidde og bladre i bøger og hæfter – jeg holder især af fotobøgerne om Berlin både før og nu – og ellers bare sidde og se på alle de forskellige besøgende gæster, der som regel er udlændinge, måske studerende eller turister, som på alle tider af dagen dropper ind i denne internationale oase.
Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
For mig er det ægte Berlin det rum, der skabes af menneskers kreativitet i de rum, som er blevet til overs i byen, og hvor ånden er at skabe noget værdifuldt for sit nærmiljø. Landingsbanerne ved den gamle Tempelhof-lufthavn er et godt eksempel. Spisesteder, idrætspladser og kolonihavehuse ligger side om side og tiltrækker byens mennesker, der altid er på udkig efter adspredelse i det fri.
Langs floden Spree er der dukket små strandbarer op, hvor man kan købe en billig øl og nyde stilheden ved vandet i den ellers hektiske by og se initiativrige nye berlinere være i gang med at bygge barer og små butikker. Efter en kort pause kan man så gå videre og lede efter Check Point Charlie, Fjernsynstårnet og Rigsdagen, som jo også er det “ægte” Berlin.
Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Savner man et lille afbræk i den travle og larmende bymidte, kan man på Chausseestrasse 126 træde ind i et lille frirum, nemlig kirkegården med navnet efter bydelen, Dorotheenstädtischer Friedhof. Det er lige ved siden af Berthold Brecht Haus, der også er besøgsværdigt.
På denne oprindeligt tænkte fattigkirkegård ligger mange prominente akademikere begravet, såsom forfatteren Grass, filosofferne Hegel og Marcuse, og der er et fint mindesmærke for de modstandsfolk, der blev skudt tæt på dette sted efter attentatforsøget mod Hitler i juli 1944. Man kan også se skudhuller fra ødelæggelserne i 2. verdenskrig. Men det mest fantastiske er det lille kapel, som lysarkitekten James Turrell har skabt for et par år siden, og som absolut er et besøg værd. Man skal lige tjekke åbningstiderne og så ellers sætte sig ind i det smukke rum og lade sig føre væk af lyskunsten.
Et andet spændende sted, hvor historien blander sig med nutiden, er bygningskomplekset Am Flutgraben, der ligger på grænsen mellem Kreuzberg og Treptow. Det fungerer i dag som et kunstnerværksted med uden- og indendørs udstillinger af de sjoveste ting, og der er et dejligt miljø omkring kanalens bredder. Men oprindeligt var det et sporvognsværksted, og i DDR-tiden var det pga. by-opdelingen en del af murkomplekset. Derfor kan man komme ind og se, hvordan grænsevagter bevogtede stedet og de sindrige afspærringsindretninger, Stasi havde lavet for at undgå flugt, efter at det rent faktisk var lykkedes østberlinere at kaste sig ud i desperate flugtaktioner.
Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Der er faktisk et par stykker, og de har samme tema, nemlig den kolde krig. Et nyåbnet museum i Zimmerstrasse kaldet TimeRide har skabt en virtual reality-version af en køretur gennem den delte by i 80’erne. Det lyder som en sjov og original opfindelse. Det andet besøg ligger noget uden for byen i sydøstlig retning. I byen Gosen har man åbnet en Stasi-bunker og lavet en udstilling om temaet. Det er den velkendte genre, men det er jo den slags ting, jeg aldrig bliver træt af.
Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Jeg vil ikke være bekendt at sige, at der er noget, der irriterer mig ved Berlin, for jeg er trods alt en gæst. Men der er ting, som bekymrer mig i byen. Jeg har over årene registreret en stigende grad af skepsis over for udlændinge, hvad enten det drejer sig om turister eller indvandrere. Det ligger nok i tiden og er en konsekvens af en global trend. Og det er svært at bebrejde berlinerne denne holdning, for det kan være svært at bevare det velkendte Berlin for de mennesker, der måske har boet der i 30 år.
Byfornyelsen og turismen presser de berlinere, der ikke har råd til at købe de nyistandsatte lejligheder, og de mange shoppingcentre i alle de forskellige bydele truer de små butikker med lukning. Konsekvensen er, at de mennesker, der skal servicere alle os andre, må bo i triste forstæder og hver dag rejse langt for at komme ind i byen og arbejde i de kapitalstærke virksomhedskæder. På den måde bliver byen tømt for almindelige mennesker og deres kolorit og livsstil og erstattet med kolde bolig, hotel- og kontorkomplekser, hvor der ikke er noget liv efter lukketid og i lavsæsonen.
Det er en trist udvikling, som naturligvis truer med at fjerne alt det spændende og anderledes, vi fremmede kommer for. Det kræver nok politisk handling at bremse denne udvikling, men om viljen er til stede, kan jeg godt tvivle på. I mellemtiden sørger jeg for ikke at opføre mig alt for meget som en turist, så jeg tager ikke min rullekuffert med til Berlin, og jeg går i en bue uden om de store butikker og ind til de små lokale handlende i stedet.
Andreas Monrad Pedersen, født 1967, er historiker og gymnasielektor i Horsens. Han var i Berlin første gang i 1982, men blev for alvor vild med byen i 2005 og rejser nu dertil 6-7 gange om året.
Han er forfatter til flere bøger, bl.a. ” ”Schalburgkorpset: Historien om korpset og dets medlemmer 1943-45”.
I 2019 udkom ”Åbne Hænder”, en historisk roman på 650 sider med et krimielement om forbrydelser i tiden med Berlinmuren.
Vind bogen
I samarbejde med Forlaget Mellemgaard udlodder Vild med Berlin tre eksemplarer af “Åbne hænder”. Der trækkes lod blandt alle, der er tilmeldt Vild med Berlins gratis nyhedsbrev senest torsdag 10. oktober 2019. Er du allerede tilmeldt, behøver du altså ikke at gøre det igen, men ellers kan du gøre det her.
