Kategoriarkiv: Arrangementer

Stammtisch #8 Kbh: Forbrydelser i Stasi-tiden – forfatteren til “Åbne hænder” fortæller

Historikeren Andreas Monrad Pedersen har udgivet sin første roman. Den handler om Berlins dramatiske fortid. Mød ham på Berlin Bar på Frederiksberg 24. november kl. 13.

Over 650 sider rummer “Åbne hænder” dels en krimihistorie og dels interessante nedslag i Berlins historie, hverdagsliv og kultur i både den østlige og den vestlige del af byen i årene fra 1980 og op til i dag.

Til Vild med Berlins 8. Stammtisch-arrangement på Berlin Bar fortæller han om sin omfattende research og læser op fra romanen.

Tilmelding er påkrævet

Det er gratis at deltage i arrangementet, men antallet af pladser er begrænset, og derfor er tilmelding obligatorisk via VildMedBerlin.NemTilmeld.dk

Læs mere om romanen i indlægget “Spændingsroman med stor Berlin-indsigt” og læs om forfatterens forhold til Berlin (med mange gode tips) i “Mit Berlin #36: Berlin er en sand gave for en historiker

Store planer med Berlins Spreepark

Den gamle forlystelsespark i Berlin, Spreepark, vil i 2029 være et attraktivt kultur- og fritidsområde, hvor spor af de nu faldefærdige forlystelser indgår i respekt for parkens historie. Det er stadig muligt at komme på rundvisning i de spektakulære ruiner.

I 20 år var det 23 hektar store område i Berlins sydøstlige udkant DDR’s eneste forlystelsespark med blandt Københavns Tivoli som forbillede. Efter Murens fald i 1989 har området haft en omtumlet tilværelse. Et forsøg på at genstarte parken som en privat forretning led sit afgørende nederlag i 2002. Herefter har området indtil i dag ligget forladt – med de gamle bygninger og rester af forlystelser som ruiner.

I DDR-tiden var navnet ”Kulturpark Plänterwald”. Siden det offentliges erhvervelse af området i 2016 via selskabet Grün Berlin Gmbh har betegnelsen blot været Spreepark. Det har kun været muligt at besøge området – i hvert fald på lovlig vis – via en af de mange rundvisninger, som man på forhånd kan købe en billet til. Hvis man er hurtig!

Informative rundvisninger

På rundvisninger kan man (på tysk) høre om visionerne med at renovere og forny en del af de gamle attraktioner som fx rutsjebaner, karrusel, pariserhjul og pavilloner. Se eksempler i billederne herunder.

Efter planen vil der i 2021 blive åbnet for offentligheden på den måde, at man kan begynde at bevæge sig gennem området på udvalgte stier. Først omkring 2029 vil renoveringen være gennemført.

Der planlægges også med, at man til den tid vil kunne tage en færge på Spree fra det centrale Berlin ud til parken med to anløbssteder i hver sin ende. Man har endnu ikke besluttet, om der vil blive opkrævet entré for at benytte parken.

Vær hurtig!

Billetter til rundvisninger er på det seneste hurtigt blevet udsolgt, når de er blevet udbudt. Da man satte 1.800 billetter til salg for 60 rundvisninger i juli og august 2019, var de væk på et par dage.

1. august 2019 kl. 6 blev årets sidste billetter udbudt, nemlig for september og oktober og første weekend i november. Derefter er der vinterlukket.

Prisen er 5 euro (+ 1 euro i gebyr). Tjek her, om der er ledige billetter:
spreeparkfuehrung.reservix.de

Riesenrad_Spreepark

Det store pariserhjul skal efter planen tages i brug i den renoverede park, og vandbassinet rundt om det skal genskabes.

Achterbahn_Spreepark

Den gamle rutsjebane bliver ikke genåbnet, men der er planer om at lave den til en gangsti på visse strækninger.

Pavillon_Spreepark_Berlin

En ellers temmelig faldefærdig pavillon bliver renoveret, fordi den for DDR-tiden så typiske byggestil ifølge Grün Berlin har arkitektur-historisk værdi.

Spreepark_Berlin

Det store snegleformede “telt” blev oprindeligt brugt til visning af film i 360 grader. I fremtiden bliver der nok også vist film om bl.a. parkens historie, men ikke i det store format.

Karusell_Spreepark

Karrusellen fungerer stadig, i hvert fald delvis. Det er planen at renovere den og – meget passende – etablere en café ved siden af.

 

 

Stammtisch #2 Århus: Agenter og bedrag under den kolde krig

Forfatter Mikael Busch fortæller om sine dokumentariske bøger ‘Knud og Vera’ og ‘Lenz’ lørdag 2. november kl. 14.30-16 på fairbar, Klostertorvet 6 i Århus C.

Begge bøger har danskere i centrale roller i spændende historier om angiveri og spionage. Knud Wollenberger spionerede endda mod sin egen kone, der var aktiv i den østberlinske fredsbevægelse. Hun finder først ud af det to år efter Murens fald.

Mikael Buschs bøger bygger på omfattende research i bl.a. Stasis arkiver og har en undersøgende tilgang til emnet: Hvordan kan begavede unge mennesker finde på at arbejde som agenter for et undertrykkende system med omfattende overvågning?

Ved oplægget i Århus vil Mikael Busch også tage en stak af sine bøger med til arrangementet. Han sælger ”Lenz” for 100 kr. og ”Knud og Vera” for 200 kr. Begge bøger for 250 kr. Du kan få bøgerne signeret, hvis du ønsker det.

Det er gratis at deltage i Vild med Berlins Stammtisch, men støt gerne vores vært, fairbar, der sælger kaffe, sodavand, øl m.m.

Du behøver ikke at tilmelde dig Stammtisch på forhånd, men markér gerne på Facebook-begivenheden, om du har tænkt dig at komme. Det er ret nyt, at vi laver Stammtisch i Århus, så vi ved ikke, hvor mange, der møder op. Ved første Stammtisch var der et pænt fremmøde. Siddepladser er efter først til mølle-princippet. Kom meget gerne i lidt god tid, så du kan nå at bestille kaffe m.m. inden oplægget går i gang. På den måde får både Mikael Busch og tilhørerne ro fra brummende kaffebrygning til at levere/høre oplægget.

Læs om Mikael Buschs forhold til Berlin i indlægget “Med Muren i hovedet” i serien “Mit Berlin”.

Vil du være sikker på at få information om Vild med Berlins arrangementer i Århus, så meld dig ind i Facebook-gruppen ’Vild med Berlins Stammtisch i Århus’.

Er du interesseret i vores arrangementer i hovedstadsområdet, så har vi også en Facebook-gruppe til dette formål: ’Vild med Berlins Stammtisch i hovedstadsområdet’.

Stammtisch #2 Århus
Tidspunkt: Lørdag 2. november 2019 kl. 14.30-16
Sted: Fairbar, Klostertorvet 6, 8000 Århus C

Mikael Busch fortæller om sine bøger ved Vild med Berlins Stammtisch-arrangement i Århus lørdag 2. november 2019.

Tag på en sommertur i Berlin med danske guider

Sommeren 2019 byder på adskillige muligheder for en rundvisning med en engageret dansk guide i Berlin. Få her et overblik over de åbne ture.

Danskerne lægger rekordmange overnatninger i Berlin hver sommer, og mange benytter et ophold til at blive vist rundt på historiske steder af danske guider. Udbyderne arrangerer ofte både særskilte, bestilte ture for grupper og såkaldt åbne ture, som man mere eller mindre spontant kan tilslutte sig med kort varsel.

Nicolaj Holmboe er igen flyttet hjem til Danmark, men når han er i Berlin i en længere periode, guider han gerne ved eller langs den gamle Berlinmur. Både der, hvor den stadig står, og hvor sporene efter den næsten er slettet.

I juli har han to åbne ture:
Torsdag 11. juli kl. 14.30
Søndag 14. juli kl. 10

Læs mere om turene og om tilmelding på Nicolajs Facebook-side, og læs mere om Nicolaj her.

Lene Tymoshenko har boet i Berlin i 27 år og driver sit eget guidefirma, Berlin på Vrangen, hvor hun både afvikler bestilte ture for grupper og åbne ture. Denne sommer har hun åbne ture fredag, lørdag og søndag i hele skoleferien. Hun vil også gerne arrangere bestilte gruppeture på hverdagene mellem weekender.

Emnerne spænder fra jøder i Berlin under nazismen og husbesættere i 90’erne til ekspeditioner i kvarterer som Neukölln, Kreuzberg og Friedrichshain.

Læs mere om de åbne ture på Berlin På Vrangens hjemmeside. Læs mere om Lene i blogindlægget ”Berlinerne finder sig sgu ikke i noget!”.

Hos Berliner Unterwelten er de danske ture så populære, at man er i gang med at uddanne flere danskere, så man kan øge antallet fra de nuværende to. Men det tager tid at uddanne dem, så indtil videre er udbuddet stadig begrænset på trods af dansker-højsæsonen.

Her er de åbne dansksprogede ture i juli 2019. Hold øje med Berliner Unterweltens hjemmeside for at se ændringer i programmet og evt. ekstra ture i takt med, at flere danske guider bliver uddannet:

  • Lørdag 6. juli kl. 12.30
  • Søndag 7. juli kl. 12.30
  • Mandag 8. juli kl. 12.30
  • Lørdag 13. juli kl. 12.30
  • Søndag 14. juli kl. 12.30
  • Mandag 15. juli kl. 12.30
  • Lørdag 20. juli kl. 10.30 + kl. 12.30
  • Søndag 21. juli kl. 10.30 + kl. 12.30
  • Mandag 22. juli kl. 12.30
  • Lørdag 27. juli kl. 10.30 + kl. 12.30
  • Søndag 28. juli kl. 10.30 + kl. 12.30
  • Mandag 29. juli kl. 12.30

Læs mere om en af Berliner Unterweltens danske guider, Anne Bjerre Rosa, i indlægget ”Det hele er vanvittigt spændende!

Danske guider i Berlin

Tre danske guider i Berlin, fra venstre: Anne Bjerre Rosa, Nicolaj Holmboe og Lene Tymoshenko

Berlin fejrer 30-årsdagen for Murens fald

Fra 4. til 10. november 2019 fejrer Berlin 30-årsdagen for Murens fald. Det sker med en byfestival med udendørs udstillinger og en lang række arrangementer på syv historiske steder i byen.

Fortællingen om Berlins vej til revolutionen og Murens fald vil blive formidlet gennem store udendørs udstillinger med historiske fotos, film samt video- og lysinstallationer på steder, der hver især repræsenterer vigtige begivenheder i årene 1989-90. Heriblandt Alexanderplatz, Brandenburger Tor og det tidligere Stasi-hovedkvarter.

Visualisering af udstillingen på Alexanderplatz. Foto: Kulturprojekte Berlin.

På Alexanderplatz vil man fx kunne opleve ønsker, håb og krav om frihed fra de hundredetusindevis af demonstranter, der her protesterede mod det østtyske regime den 4. november 1989 – blot fem dage før Muren faldt.  På facaden af det tidligere Stasi-hovedkvarter vil man kunne se folkets krav om at afskaffe det hemmelige politi.

De syv udendørs udstillinger vil forbinde de historiske steder i form af en såkaldt “sti til revolution”, hvor besøgende kan opleve koncerter, paneldiskussioner, øjenvidneberetninger, forelæsninger, filmfremvisning og poetry slam.

Højdepunktet på den ugelange markering af Murens fald bliver et stort show om aftenen den 9. november ved Brandenburger Tor.

Visualisering af lysshow med det nedrevne Palast der Republik på det genopførte slot. Foto: Kulturprojekte Berlin

 

Her finder du programmet for 30-års festivalen

Du finder hele event-programmet på websiden Mauerfall30.berlin.  I programmet kan du dag for dag se, hvad der sker rundt om i Berlin i festivalperioden fra 4. til 10. november. Blandt tilbuddene er:

Guidede ture (på engelsk) ved East Side Gallery den 6., 7. og 8. november. Mødested ved info-stedet tæt ved East Side Gallery 15 minutter før turen begynder. Det er ikke nødvendigt at registrere sig på forhånd.

Hele ugen: Syv forskellige open air-udstillinger og 3D videoprojekteringer om Muren og dens fald. Udstillingerne foregår hhv. ved Gethsemane kirke, Alexanderplatz, Brandenburger Tor, Kurfürstendamm (tæt ved U Kurfürstendamm), Stasi-hovedkvarteret i Lichtenberg, Schlossplatz og East Side Gallery.

Hele ugen: Video-installationen ”Wall of Opinions” ved Brandenburger Tor, hvor mennesker over hele verden fortæller om, hvordan grænsemure påvirker dem.

Hele ugen: Kunstinstallationen ”Visions in Motion” ved Brandenburger Tor. Her vil 30.000 farvede bånd med menneskers ønsker til fremtiden samles i enormt banner, der svæver henover himlen. Alle kan indsende et ønske for fremtiden og måske få deres besked med i kunstinstallationen. Du kan indsende dit bidrag til installationen på siden her.

Om aftenen den 9. november kulminerer festivalen med et stort sceneshow ved Brandenburger Tor. Her vil Staatskapelle Berlin under ledelse af pianist og dirigent Daniel Barenboim åbne showet. I løbet af aftenen vil forskellige kunstnere og øjenvidner fra Murens fald dukke op på scenen. Samme aften vil DJ WestBam igangsætte European Club Night med parties på 27 klubber rundt om i Berlin.

Der er endnu ikke offentliggjort et detaljeret program for det store sceneshow den 9. november.

Gratis app viser Berlinmurens historie

Ved hjælp af en ny og gratis app – MauAR – kan du rundt om i Berlin genopleve den historiske tid med Berlinmuren på din smartphone eller tablet. Appen bruger ’augmented reality’, hvor der ligesom i spillet Pokemon Go lægges et digitalt billede ovenpå dit smartphonekameras billede af virkeligheden. Dermed kan du ved hjælp af appen stå ved fx Brandenburger Tor og se, hvordan det udsnit, du retter din smartphone imod, rent faktisk så ud, da Berlinmuren stod der.

Appen MauAR kan downloades gratis i App Store. Den fås desværre ikke til Android-smartphones.

De syv historiske steder i Berlin, hvor der vil være udendørs udstillinger og arrangementer under fejringen af 30-året for Murens fald.

Visualisering af udstillingen ved Brandenburger Tor. Foto: Kulturprojekte Berlin.

Stammtisch #5: Særlige steder i Berlin

Til Stammtisch på Berlin Bar 3. marts fortæller Teddy Petersen om at udvælge steder til bogen “111 steder i Berlin som du skal se” og om sine egne yndlingssteder.

Berlinmuren var endnu ikke to år gammel, da Teddy Petersen som teenager så den for første gang, og  i Bernauer Strasse lå der stadig blomster på fortovet. Det var en overvældende oplevelse, som han hjemvendt til Danmark viste film og billeder fra i den lokale ungdomsklub.

Berlin-fascinationen har siddet i ham lige siden, og til Vild med Berlins næste Stammtisch på Berlin Bar på Frederiksberg deler han ud af den ved blandt andet at fortælle om sine yndlingssteder og arbejdet med bogen “111 steder i Berlin som du skal se“.

Teddy Petersen er journalist, tidligere forlagschef og en stor Berlin-kender. I øjeblikket er han med til at opbygge “Berlinerluft”, der er et mødested i det centrale Århus for folk, der er vilde med Berlin.

Læs mere om Teddy Petersen i indlægget “Første gang var dramatisk og overvældende“.

Der er fri entré på Berlin Bar, der sælger kaffe, sodavand og øl fra mindst 16 haner og 140 forskellige flasker fra tyske brygmestre og bryggerier.

Hvis du er på Facebook, må du gerne markere på begivenheden her, om du har tænkt dig at komme, men deltagelse kræver i øvrigt ikke tilmelding.

Der plejer at være fyldt godt op til Stammtisch-arrangementer, og det har endnu ikke været nødvendigt at afvise nogen på grund af mangel på plads, men det er en god idé at komme i god tid, hvis man vil have en siddeplads.

Stammtisch #5 på Berlin Bar
Tidspunkt: Søndag 3. marts 2019 kl. 14
Sted: Berlin Bar, Gammel Kongevej 147, 1850 Frederiksberg

Teddy Petersen

Stammtisch #3: Kold krig, kærlighed og propaganda

Alice Persson boede og arbejdede i Østberlin som ganske unge midt i 70’erne. Oplevelserne har hun berettet om i den velskrevne bog ”Kollega Persson”. Hun fortæller mere på Vild med Berlin og Berlin Bars 3. Stammtisch-arrangement på søndag.

Alice Persson i 1976

Alice Persson i 1976 ved sit østberlinske hjem. Søndag 16. september 2018 kl. 14 fortæller hun om sine oplevelser i DDR ved Vild med Berlins 3. Stammtisch.

Midt under den kolde krig var Alice Persson dansk nyhedsoplæser på den østtyske Radio Berlin International. Hun blev kæreste med en kollega på radioen, men efterhånden begyndte hun at tvivle på både forholdet og troen på DDR-styret.

Det var to år i midt i 70’erne, som hun har berettet om i bogen “Kollega Persson”, der udkom i 2016.

Hør hende fortælle om denne periode i sit liv ved Vild med Berlins 3. Stammtisch-arrangement på Berlin Bar på Frederiksberg.

“Kollega Persson” vil være til salg til en nedsat pris.

Entréen er gratis, men støt gerne vores generøse vært, der sælger kaffe, sodavand og øl fra mindst 16 haner og 140 forskellige flasker fra tyske brygmestre og bryggerier.

Deltagelse i arrangementet kræves ikke tilmelding, men hvis du er på Facebook, så markér gerne på Facebook-begivenheden, om du har tænkt dig at komme. Sidste gang var der ret pænt fyldt op i Berlin Bar, så forvent ikke, at der er siddepladser til alle. Er interessen overvældende, kan alle måske ikke være i lokalet.

Læs mere om Alice Persson i Vild med Berlins serie “Mit Berlin”, hvorfra der også er link til Danmarks Radios flotte web-dokumentar om Alice Perssons oplevelser i Østberlin.

Stammtisch #3 på Berlin Bar
Tidspunkt: Søndag 16. september 2018 kl. 14
Sted: Berlin Bar, Gammel Kongevej 147, 1850 Frederiksberg

Efterårsferien 2018 byder på store oplevelser i Berlin

Lysfest, nye udstillinger og danske guider, der viser rundt. Der er suppleret godt op med oplevelser inden for kultur og historie, når danskerne i stort tal tager til Berlin i skolernes efterårsferie.

Oktober er måneden med næstflest danske gæster i Berlin, og det skyldes jo først og fremmest de danske skolers efterårsferie i uge 42. Her er en række tilbud, der måske kan lokke nogle af de besøgende. Vi begynder med de åbne ture, som danske guider har slået op i uge 42.

Anders K. Jakobsen fortæller om Karl-Marx-Allee og Alexanderplatz
Normalt er han guide for lukkede selskaber, der besøger Berlin, men en sjælden gang laver Anders Kirkegaard Jakobsen også åbne ture. Det er tilfældet onsdag 17. oktober kl. 14. Emnet er Østberlins ikoniske Karl-Marx-Allee og Alexanderplatz, som begge rummer mange spændende historier.
Mødested: Frankfurter Tor ved HUMANA-genbrugsforretningen.
Pris 10,- euro per deltager.
Varighed: 2 timer.
Tilmelding: Tlf. 0049 176 3807 9802 eller jakobsenanders@yahoo.dk

Læs mere om Anders i dette blogindlæg: “Jeg bliver aldrig træt af at fortælle om Berlin“.

Gitte Merrild fotograferet ved Berlinmuren i 2014

Fire pop up-ture og skræddersyede tilbud fra Gitte Merrild
Gitte Merrild var journalist i Berlin 1988-1995, hvor hun var på pletten og rapporterede til danske medier, da Muren faldt i 1989. Forinden oplevede hun også livet bag Muren og oprøret i DDR, og hun fulgte processen frem mod genforeningen af de to Tysklande og tiden derefter.

Denne vigtige epoke i Europas historie danner en væsentlig klangbund i hendes såkaldte pop up-ture, men der indgår også andre emner. I uge 42 her i 2018 har hun planlagt fire pop up-ture for børn og voksne. Som noget helt nyt har hun også et tilbud om, at du selv kan skræddersy sin tur i perioden 9.-20. oktober 2018.

Læs mere på Gitte Merrilds hjemmeside og pop up-turenes Facebook-side.

I 2015 bidrog Gitte Merrild til Vild med Berlins serie “Mit Berlin”, hvor du kan læse mere om hende.

Lene Tymoshenko arrangerer åbne ture hver dag i efterårsferien 2018.

Lene Tymoshenko fortæller om husbesættere og meget mere
Lene Tymoshenko har boet i Berlin i 26 år, og i sit firma “Berlin på Vrangen” arrangerer hun både bestilte og åbne ture året rundt. En del af turene handler om tiden med husbesættelser og den store alternative scene i Berlin efter Murens fald, som hun selv var en del af, men hun har også andre ture, der bl.a. handler om jøder i Nazi-tiden og tiden med det delte Berlin.

Hun har åbne ture hver eneste dag i efterårsferien, fra fredag 12. oktober til søndag 21. oktober. De varer 2-3 timer. En enkelt tur under navnet “Hvad gemmer forstaden” lørdag 13. oktober varer 4 timer.  Læs mere på hendes hjemmeside.

Læs mere om Lene Tymoshenko i blogindlægget ”Berlinerne finder sig sgu ikke i noget!

Palsta i Schillerkiez serverer “enkel mad med velsmag”.

Ny vinbar med dansk køkkenchef
Og når vi nu er ved det dansk-berlinske, er det på sin plads at nævne, at det kulinariske Berlin i august blev beriget med en ny vinbar, Palsta, der ud over vin serverer “nordisk comfort food“, som ifølge den danske køkkenchef Filip Søndergaard også kan beskrives som “enkel god mad med velsmag”.

Spreeradios madanmelder Per Meurling har besøgt restauranten og giver den fem stjerner med ordene “Skandinavisch in Berlin essen … Riesen Potenzial!”

“Palsta” ligger på den østlige kant til det store, grønne område Tempelhofer Feld, hvor der landede fly indtil 2006.  Navnet skulle betyde kolonihave på finsk, hvilket har den årsag, at ejeren er fra Finland. Der er åbent onsdag-søndag kl. 15-23.30. Lukket mandag-tirsdag. Se også Palstas Facebook-side.

Fredag og lørdag er det en god idé at bestille bord.

Palsta Wine Bar
Oderstraße 52
12049 Berlin
Tlf. +49 176 66697542

Festival of Lights kan opleves på Pariser Platz, men også mange andre steder i Berlin 5.-14. oktober 2018

Gå ikke glip af den gigantiske lysfest
Tager du til Berlin senest i den første weekend i efterårsferien, hvilket er i uge 41, kan du lige nå de sidste dage af “Festival of Lights”, som slutter søndag 14. oktober. Det er stor kunst, malet med lys på mange forskellige bygninger og pladser i det centrale Berlin.

begivenhedens hjemmeside kan du downloade et kort over de bygninger og pladser, der er en del af lysfestivalen og se billeder fra tidligere års Festival of Lights. Du kan også downloade to forslag til gåruter, der leder dig forbi nogle af de flotteste lysoplevelser.

Foto fra Berlin Licht Festival 2018

Der er også en række muligheder for guidede ture rundt i lysfestivalen. Du kan både købe guidede ture til fods, med bus, med bus kombineret med skib, med cykeltaxi, med limousine – ja, du kan sågar stige op i en luftballon og beundre lysfesten fra oven – eller du kan tage med på et fællesløb gennem den oplyste by. Vil du være sikker på at få tid til at snuppe gode billeder undervejs, kan du tage på en Fotosafari-bustur. Fotosafari-turen varer i alt tre timer med pænt lange fotostop undervejs ved nogle af de flotteste lysoplevelser, fx ved Humboldt-Universität, Staatsoper, Bebelplatz, Berliner Dom og Brandenburger Tor.

Fotoudstilling med dansk islæt
I den anden ende af efterårsferien, nemlig fra fredag 19. oktober (fernisering kl. 19) til lørdag 20. oktober er der en fotoudstilling, “False Front”, hvor to unge danskere, der studerer fotografi på 3. semester på Berliner Technische Kunsthochschule, er repræsenteret. De to er Lærke Lauesen og Natascha Christina Petersen. Sidstnævnte fortæller om udstillingen:

– False Front er en udstilling kurateret af 13 fotografer, bosat i Berlin. Temaet for udstillingen er “Superficial”, og hver kunstner vil med forskellige tilgange til fotografiet og dets genre udforske konceptet “Superficial”. Politiske konflikter i Finland vil blive diskuteret, overflader vil blive udforsket, og psykiske facader vil blive udtrykt.

Lørdag  kan udstillingen ses indtil kl. 22. Den vises på Glogauair, Glogauerstr. 16, 10999 Berlin. Læs mere på begivenhedens Facebook-side.

Ny udstilling på den nordiske ambassade
Der er ikke noget dansk over den nye udstilling “Arkitektur og landskab i Norge” i Felleshuset på den nordiske ambassade. Her drejer det sig om et berlinsk-norsk samarbejde, idet der er udstillet store og fantastisk smukke fotografier af den berlinske fotograf Ken Schluchtmann. Han har taget billeder af moderne arkitektur i den storslåede norske natur: Bygninger, vandrestier og udsigtspunkter. Udstillingens billeder er kurateret af Janike Kampevold Larsen, professor ved Arkitektur- og designhøgskolen i Oslo (AHO). Læs mere om udstillingen her (Bemærk, at tilmelding kun var nødvendig ved ferniseringen, 5. oktober).

Der er gratis adgang til Felleshuset, og et besøg kan fint kombineres med frokost i ambassadens udmærkede kantine, hvortil offentligheden har adgang fra kl. 13 (når ambassadefolkenes frokostpause er forbi) og frem til kl. 15.

Gedenkstätte Deutscher Widerstand er fornyet
Det store udstillingssted i Stauffenbergstraße, der dokumenterer den interne, tyske modstand mod nazisternes terror, er her i 2018 blevet udvidet med det meste af en etage. Under titlen “Stille Helden” fortæller den om de mange mennesker, der med livet som indsats forsøgte at hjælpe forfulgte jøder under naziregimet. “Stille Helden” lå indtil oktober 2017 i en mindre udgave i Rosenthaler Straße.

Hele Gedenkstätte Deutscher Widerstand er generelt et spændende sted, der er opdateret med den nyere forskning og med billeder, dokumenter og tekst lægger op til fordybelse. Absolut er (gen)besøg værd!

Læs mere om stedet under punkt 10 i Vild med Berlins indlæg “10 gode og gratis oplevelser i Berlin“.

Berlin med børn
Er du i Berlin med mindre børn, kan du finde inspiration i indlægget “Berlin i børnehøjde”.

Læs Zitty og TIP Berlin
Vil man være helt opdateret med aktuelle begivenheder i Berlin, er det en god idé at bruge et par euro på købe magasinerne Zitty eller Tip Berlin. Fra Danmark kan man for 2,99 euro erhverve sig pdf-udgaverne her:

Zitty

Tip Berlin

OBS! Omtalen af det gigantiske installationsprojekt “Dau Freiheit” er blevet slettet, fordi det er aflyst pga. manglende tilladelser fra myndighederne!

 

Stammtisch på Berlin Bar 15. april 2018

Mød forfatterne til bogen “Berlindk” og andre, der er vilde med Berlin, til en hyggelig komsammen på Berlin Bar på Frederiksberg 15. april 2018 kl. 16.

Kunne det ikke være hyggeligt at mødes med andre berlinervilde til “Stammtisch” over en tysk øl eller en kop kaffe og få et skud Berlin-begejstring, mens vi går og drømmer om vores næste tur til den skønne by?

Det synes vi, der står bag Vild med Berlin, i hvert fald, og derfor forsøger vi os nu med dette nye tiltag – Stammtisch – i denne omgang rettet mod berlinervilde i hovedstadsområdet. Det er helt gratis at deltage, bortset fra de drikkevarer, du vælger at nyde ved arrangementet.

Ved Stammtisch den 15. april kan du møde den ene halvdel af Vild med Berlins redaktion, nemlig Lars Friis. Og vi har inviteret de to Berlin-kendere Ole Blegvad og Rasmus Funder til at komme og inspirere med udgangspunkt i deres anmelderroste bog ”Berlindk”. Vi omtalte bogen i et blogindlæg, da den udkom i 2013.

”Berlindk er en meget velskrevet bog, krydret med smukke fotos og i et lækkert layout. Den er et must for Berlin-elskere. Uanset hvor godt du kender Berlin i forvejen, vil bogen give dig masser af inspiration og tips til dine kommende ophold i byen.”

Ole Blegvad og Rasmus Funder har restoplaget med og sælger bogen på 296 sider for kun 100 kr. (normalpris 249 kr.). Ole Blegvad har også bidraget til Vild med Berlins serie ”Mit Berlin”.

Intet sted til dette arrangement er mere oplagt end Berlin Bar på Gammel Kongevej på Frederiksberg. Stedet, der ejes af den Berlin-begejstrede Carsten Oechsner, har eksisteret siden 16. maj 2010 og er det eneste værtshus i Danmark, der udelukkende sælger tyske øl. Der er altid mindst 16 haner og over 140 øl på flaske, alt lavet af tyske brygmestre og bryggerier. Hvis du ikke er til alkohol søndag eftermiddag, har stedet også alkoholfrie drikke og en ganske god kaffe.

Da dette er første arrangement af denne type, har vi ingen anelse om interessen. Vi hygger os bare, uanset om vi bliver 5, 15, 25 eller 55. Af hensyn til bemandingen vil Berlin Bar gerne have en fornemmelse af deltagerantallet. Hvis du er på Facebook, må du meget gerne gå ind på begivenheden og markere, at du vil deltage. Er du ikke på Facebook, kan du sende en mail om din deltagelse til lars@vildmedberlin.dk.

Stammtisch på Berlin Bar
Tidspunkt: 15. april 2018 kl. 16
Sted: Berlin Bar, Gammel Kongevej 147, 1850 Frederiksberg

Om Stammtisch
Stammtisch (German for “regulars’ table”) is an informal group meeting held on a regular basis, and also the usually large, often round table around which the group meets. A Stammtisch is not a structured meeting, but rather a friendly get-together.
Kilde: Engelsk Wikipedia