Til Stammtisch på Berlin Bar 3. marts fortæller Teddy Petersen om at udvælge steder til bogen “111 steder i Berlin som du skal se” og om sine egne yndlingssteder.
Berlinmuren var endnu ikke to år gammel, da Teddy Petersen som teenager så den for første gang, og i Bernauer Strasse lå der stadig blomster på fortovet. Det var en overvældende oplevelse, som han hjemvendt til Danmark viste film og billeder fra i den lokale ungdomsklub.
Berlin-fascinationen har siddet i ham lige siden, og til Vild med Berlins næste Stammtisch på Berlin Bar på Frederiksberg deler han ud af den ved blandt andet at fortælle om sine yndlingssteder og arbejdet med bogen “111 steder i Berlin som du skal se“.
Teddy Petersen er journalist, tidligere forlagschef og en stor Berlin-kender. I øjeblikket er han med til at opbygge “Berlinerluft”, der er et mødested i det centrale Århus for folk, der er vilde med Berlin.
Læs mere om Teddy Petersen i indlægget “Første gang var dramatisk og overvældende“.
Der er fri entré på Berlin Bar, der sælger kaffe, sodavand og øl fra mindst 16 haner og 140 forskellige flasker fra tyske brygmestre og bryggerier.
Hvis du er på Facebook, må du gerne markere på begivenheden her, om du har tænkt dig at komme, men deltagelse kræver i øvrigt ikke tilmelding.
Der plejer at være fyldt godt op til Stammtisch-arrangementer, og det har endnu ikke været nødvendigt at afvise nogen på grund af mangel på plads, men det er en god idé at komme i god tid, hvis man vil have en siddeplads.
Stammtisch #5 på Berlin Bar
Tidspunkt: Søndag 3. marts 2019 kl. 14
Sted: Berlin Bar, Gammel Kongevej 147, 1850 Frederiksberg