Mit Berlin #3: Berlin vil altid være mit hjem

Den 26-årige sanger i bandet Duné, Mattias Kolstrup, boede i Berlin i fem definerende år. Han elsker at vende tilbage til festens by, nyde en utraditionel burger eller en Döner – eller bare en øl i Görlitzer Park.

Mit BerlinHvad er dit forhold til Berlin i dag?
Jeg boede i Berlin fra jeg var 20 til 25. Det var nogle helt igennem definerende år i mit liv. Derfor vil byen altid stå mit hjerte meget nært. Jeg har mange gode venner i byen og elsker at besøge dem dernede. Berlin vil altid være et hjem for mig.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg var i Berlin for første gang tilbage i midten af 90’erne med min familie. Jeg kan huske, at jeg synes det hele var meget ødelagt, og at byens rige og blodige historie var enormt fascinerende.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Det er stemningen. Jeg elsker den afslappede atmosfære og den spraglede befolkning. Det skal opleves.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
På klub. Som ung er Berlin frem for alt festens by. På klubberne møder du høj som lav. Skæve, høje og fulde.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Der er en del, men sidst jeg var dernede blev jeg anbefalet ”Saigon Street Kitchen.” Det er ikke just traditionel tysk mad, men de har Berlins bedste utraditionelle burgere. En Döner med alles Gemüse und extra Zwiebeln på Döner Dach (Simon-Dach-Strasse) er ikke til at komme uden om. Specielt ikke for dem, der skal lugte din ånde bagefter. Ellers bare nyde en øl i Görlitzer Park på en varm forårsdag.

Dune-pressefoto-udsnitMattias Kolstrup, født 1988, er forsanger i bandet Duné. Boede fra 2009 til 2014 midt mellem Prenzlauer Berg og Friedrichshain, med øvelokale i forstaden Marzahn, hvor der i DDR-tiden blev bygget 3.000 ens lejligheder, og som Mattias Tolstrup betegner som “gråt i gråt” og “virkelig grimt”. Om sit forhold til Berlin er han tidligere blevet interviewet til en udsendelsesrække på DR om danskere i Berlin og sammen med en stribe andre kultur-personer til bogen Berlindk.

Her taler han om det fascinerende ved “de miljøer, der vokser ud af nedslidte bygninger”, bl.a. RAW-Gelände ved stationen Warschauer Strasse, hvor der stadig her i 2015 er spille- og spisesteder, barer, klubber, klatrevæg, skaterbane og hverdagsmorgen-rave-party, selv om den private investor er begyndt at lufte andre ideer for det tidligere værkstedsområde for de tyske jernbaner.

Den trykte udgave af Berlindk omtalte vi meget rosende her på vildmedberlin.dk, da den udkom i 2013. E-bogsudgaven til iPad rummer alt fra den fysiske bog og en masse ekstra materiale, fx links til mere end 50 spændende videoer, kortmateriale og 123 lokaliteter. Den kan købes for 99 kr. via dette link:Berlindk på iTunes

Foto fra bogen Berlindk: Mattias Kolstrup ved klaveret på et af sine alternative udflugtsmål, det forladte sanatorium Heilstätte Grabowsee. (Foto: Rasmus Funder ©)

Foto fra bogen Berlindk: Mattias Kolstrup ved klaveret på et af sine alternative udflugtsmål, det forladte sanatorium Heilstätte Grabowsee. (Foto: Rasmus Funder ©)

1 thought on “Mit Berlin #3: Berlin vil altid være mit hjem

  1. Pingback: Madguide: Berlin-kendernes personlige favoritter | Vild med Berlin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *