Farverigt tidsbillede af Berlin før krigen

Den tyske forfatter Volker Kutscher er i gang med et storstilet krimi-projekt, som med Berlin som ”Tatort” er planlagt til en serie af romaner om perioden 1929-1936. Fire tykke bind er udkommet på tysk, og foreløbig er tre af dem oversat til dansk.

97i/16/huty/6804/24Over de tre første binds 1.800 sider får man et farverigt og detaljemættet billede af datidens Berlin, som er fyldt af spændinger mellem den spirende nazisme, anti-jødisk propaganda og kommunisternes mobilisering i byen, der er plaget af voksende arbejdsløshed. Første bind udspiller sig i 1929, og i tredje bind er vi nået frem til 1931.

Rammen er kriminalromanens med den klassiske, utilpassede kriminalassistent Gereon Rath som det gennemgående omdrejningspunkt, men med en lang række historiske perler og henvisninger til velkendte lokaliteter er bøgerne også en sand guldgrube for læsere, der ikke er så krimi-orienterede, men historieinteresserede i almindelighed og ”berlinervilde” i særdeleshed.
Man kan for eksempel støde på denne ordveksling:

”Om en eller to dage kan jeg give dig grønt lys.”
“Grønt lys?”
“Ligesom på Potsdamer Platz: Du holder dig parat, og når lyset skifter til grønt, så giver du gas!”

Det er meget sandsynligt, at det var i Berlin, at udtrykket ”give grønt lys” blev brugt første gang, for Potsdamer Platz fik i 1924 den første lysregulering i Europa.

Hvis man er Berlin-, historie- og krimiinteresseret kan man lige så godt hoppe på serien nu, for allerede de første bind er på et højt niveau – både med hensyn til sprog og spænding. Og det bliver garanteret i stigende grad spændende at følge den mere velkendte del af Berlins og Tysklands historie fra 1933 i kriminalromanens rammer.

2 thoughts on “Farverigt tidsbillede af Berlin før krigen

  1. Pingback: Nyhedsbrev på vej | Vild med Berlin

  2. Pingback: Kutcher-krimier på vej til 6 heldige vindere | Vild med Berlin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *