Jesper Clemmensen har nu skrevet to bøger om DDR-flygtninge og deres hjælpere. Den seneste handler især om Berlin, som han besøger flere gange om året for at nyde den uhøjtidelige atmosfære midt i verdenshistoriens centrum. Her svarer han på fem spørgsmål om sit forhold til byen.
Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Alvor. Og den helt konkrete fornemmelse af en delt by med en farlig grænse. Lang ventetid ved kontrolområdet i Østberlin, mens vagterne fjernede lofterne i toget og gennemlyste hulrummene. Udenfor snusede schæferhunde rundt under vognene, og indenfor tjekkede en mand i uniform vores helt nye pas. Mit første stempel i mit første pas blev et DDR-stempel. Det var i pinsen, 1989. Vi skulle til fodboldstævne i Tiergarten. Vores træner fortalte os, at vagterne ledte efter flygtninge. Flygtninge? Hvorfor? Så fortsatte vi til Vestberlin og spillede kampe på indhegnet kunstgræs. Vi tabte vist nok dem alle. Jeg var indkvarteret hos Sven, som var enebarn. Hans far havde en stor Mercedes, der stod i en parkeringskælder. Kenneth boede hos nogle tyrkere, der ville ham det bedste og derfor serverede pommes frites til morgenmad. Vi andre var dybt misundelige. Berlin var en kæmpe oplevelse for os lollandske fodbolddrenge. På Potsdamer Platz kiggede vi ind i ingenmandsland, fik taget gruppebilleder foran Muren og købte fodboldflag i souvenirbiksen. Fire år senere købte jeg et stykke af Muren – angiveligt et stykke af Muren – samme sted.
Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
At du i det ene øjeblik slapper af i en uhøjtidelig atmosfære og i det næste befinder dig et sted, hvor vigtig verdenshistorie har udspillet sig. Berlin kan både sænke min puls og tænde for de store følelser. Oveni det kommer, at byen er helt utrolig børnevenlig – den perfekte metropol til en familieferie.
Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
”Kreuzkölln”. Måske også fordi, det er det seneste sted, hvor jeg er gået på opdagelse. Et virkelig spraglet stykke Berlin. I forbindelse med researchen til min bog om flugthjælperne gik jeg en del rundt i Kreuzberg og Neukölln, langs kanalen. Skøn stemning på sommeraftenerne, hvor de lokale trækker ud til forskellige aktiviteter. Når vejret er godt, kan jeg også sagtens tilbringe en hel aften på græsset, ude for enden af landingsbanen på Tempelhof – det ærgrer mig, at jeg aldrig nåede take off eller landing i THF, inden den lukkede.
Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Jeg aflægger næsten altid et besøg på Ständige Vertretung ved Friedrichstrasse. Her kommer en skønsom blanding af embedsfolk med opsmøgede skjorteærmer og turister i regnfrakker. Stedet har en forfærdelig akustik og virker ret hektisk, men vinder på sit traditionelle tyske køkken, Kölsch-øllene og de utallige fotos fra nyere, tysk historie, der fylder væggene.
Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Sidste år besøgte jeg for første gang det kæmpestore sovjetiske mindesmærke ved Treptower Park. Det blev en ret stærk og bevægende påmindelse om, at russerne også ofrede stort i kampen mod Hitlers rædselsregime. Og alligevel efterlod stedet en sær bismag, fordi du vandrer rundt i Stalin-citater og med bevidstheden om, at kommunisterne kun i kort tid var good guys. Mindesmærket Plötzensee ligger et godt stykke fra alfarvej i Berlin, men er bestemt også et besøg værd. Her henrettede nazisterne mange af deres modstandere, og omfanget af uhyrlighederne fortælles med overvældende effekt. Det bliver hurtigt konkret, når du står ved jernsvellen i det lille rum, hvor diktaturets fjender blev stranguleret. Hvis tiden er til det, kan det godt betale sig at køre et stykke udenfor byen for at besøge Wandlitz. Derude – i en skovudstykning og afskærmet fra den almindelige befolkning – boede DDR-spidserne indtil Murens fald. Villaerne er i dag rekreationsboliger, men der er fri adgang til området. Wandlitz er en interessant tilføjelse, når du har været i Hohenschönhausen, på Stasi- og DDR-museet.
Jesper Clemmensen, født 1975, er uddannet journalist. Opvokset på Lolland-Falster, bosiddende på Amager.
Forfatter til de dokumentariske bøger ”Flugtrute: Østersøen” (2012) om DDR-flygtninge og ”Skyggemand” (2017) om danske og vestberlinske flugthjælpere.
Han arbejder til daglig som tv-tilrettelægger, pt. på DR. Kommer til Berlin to-tre gange om året.
Alice Persson kom til Østberlin som 19-årig i 1975 for at arbejde som dansk nyhedsoplæser på Radio Berlin International, den østtyske kort- og mellembølgeradio, der dagligt fortalte hele verden om socialismens fortræffeligheder. Sidste år udgav hun beretningen om sine mere end to år i byen under den kolde krig og Stasis mislykkede forsøg på at hyre hende som agent. Her svarer hun på spørgsmål i serien ”Mit Berlin”.
Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Mit første indtryk af Berlin (det var i Øst i 70’erne) var en STOR, fremmed og totalt spændende by. Jeg var 19 år og havde stort set kun været i Rødovre, Karrebæksminde og på Orø. En særartet lugt af brunkul, en sky af olieblandet benzinlugt, tiloset luft, livlighed, pølsebarer, knejper, mange små, tøffende trabanter. Følelsen af at være blevet lukket ind i en hemmelig hule fuld af skilte med opfordring til at komme fremad mod en partikongres, at kæmpe for fred og solidaritet og styrke produktionen. Totalt anderledes end reklamerne hjemme! Jeg var spændt, bange og på eventyr.
Alice Persson i 1976 ved sit østberlinske hjem i Albert Schweitzer Strasse i Friedrichshagen cirka 20 km fra centrum af Berlin.
Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Jeg kommer her alt, alt for sjældent, men kunne sagtens besøge Berlin syv-otte gange om året, hvis det var muligt. Men hver gang jeg er her, føles det som at være kommet hjem. Jeg kunne godt bo der igen, tror jeg. Jeg er vild med Berlin som en god gammel ven. Den by har været med til at identificere mig og definere mig i den spæde ungdom, og det hænger ved.
Jeg tænker stadig meget i øst og vest. Er helt bevidst om, hvornår jeg er hvor. Og jeg befinder mig mest i øst, når jeg besøger byen. Her føler jeg mig hjemme. Store forretningsgader, moderne glasbygninger og shoppingcentre har ikke min interesse. Hellere slentre ad en laaang Karl Marx Allee eller Unter den Linden eller i Köpenick end gå og kigge smarte butikker i vest, på Kurfürstendamm.
Byen er så emmende af historie og liv. Jeg elsker at mærke ærefrygten, når jeg står ved en stor bygning og mærker, hvad der er sket her i fortiden. Ved mindesmærker for krigens ofre bliver jeg højtidelig og melankolsk. Bagefter kan jeg gå ud i folkemængden, som lever i dag, og blive glad for at se deres selvfølgelige måde at eksistere i en fredelig by. Så jeg får mange forskellige følelser, når jeg bevæger mig rundt i Berlin.
Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Jeg elsker Berlin af mange grunde. Byen har noget for enhver sjæl. Men byen er ikke bare en by. Byen er et vidnesbyrd, en levende, summende historiefortæller. En mangfoldighed af skæbner.
På grund af min historie bliver jeg nærmest jaloux over at skulle dele Berlin med så mange mennesker, der valfarter hertil. Jeg misunder dem. I dag er det jo lige så naturligt at drage herned som at tage en tur i sommerhuset eller ind til storbyen. En lille barnlig stemme indeni siger: Jeg kom først, det er min by. Misundelse er en retningsgiver, som peger og siger: Det skal du også. Så jeg tager følelsen som et tegn på, at jeg kommer og er kommet her alt for sjældent i nyere tid. Så det må jeg gøre noget ved. I virkeligheden kunne jeg godt forestille mig at tilbringe meget længere sammenhængende tid hernede. Måske endda flytte hertil.
Når jeg sidder ved foden af fjernsynstårnet, hvor jeg dengang – i 70’ernes Østberlin – sad sammen med min soldaterkæreste og diskuterede vores umulige forhold, bliver jeg grebet af en trang til at fortælle de unge mennesker om, hvordan det var dengang. Men det har jeg jo gjort i min bog ”Kollega Persson.”
Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Mit yndlingssted er Friedrichshagen. Det tager ca. 25 minutter med S-toget Richtung Erkner at køre derud. Derude ligger en by i byen med egen hovedgade, butikker, kulturelle arrangementer, cafeer og kirke. Her er liv og glade dage, uden at det bliver for stort. Og går man til enden af Bölschestrasse, kommer man ned til søen, Müggelsee. Der er grønt, hyggeligt og underholdende i Friedrichshagen.
Med årene er jeg blevet lidt overfølsom over alt for megen larm og travlhed alt for længe, så mit nervesystem slapper helt af, når jeg kommer til søen og cafeerne og bådfarten ved vandet. Det er mit ønske en skønne dag at bo på en pension i byen – i nærheden af mit tidligere hjem i Albert Schweitzer Strasse.
Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Da jeg boede i Berlin i 70’erne, var jeg ikke så interesseret i at gå i teater, i operaen eller på museer. Dengang gik jeg mere på værtshus og mødte de lokale. Mit store ønske var at komme ind i Distel og opleve satiren, men det opgav jeg, for det var umuligt at få billetter, hvis ikke man lige kendte nogen, der kendte nogen.
1. maj i Østberlin: Det har altid givet mig et indre sus at stå i en stor menneskeforsamling. Især når det handler om at ændre verden, solidaritet, tilkendegivelser for fred er det mærkbart. Et sus går gennem kroppen, når jeg mærker, hvor mange vi er, og hvor stor styrke vi har, når vi er mange. Det sus mærkede jeg 1. maj i Berlin i 70’erne.
Inden jeg flyttede til Berlin i 1976, havde jeg 1. maj været med på Blågårds Plads i stjernedemonstration til Nørre Søgade og så hele vejen ud til Fælledparken. Det var også betagende og gav mig følelsen af at tilhøre en kæmpestor familie. Det gav tryghed og garanterede på en måde, at jeg kunne føle mig tryg her. I Berlin fik jeg den samme følelse, i langt højere målestok. For det var jo her, i socialismen, at den tryghed blev garanteret. Vi var så ufatteligt mange, og beslutningen var, at der aldrig mere måtte udgå krig fra tysk jord. I kølvandet på krigen, som jeg vidste havde resulteret i en stor angst for min mors og mine bedsteforældres liv, var det, som om den ”slægtssmerte” lagde sig, når jeg indsnusede lugten fra den nye krigsløse tid.
Selv om den kolde krig skød med skarpt, følte jeg mig i sikkerhed her. Når jeg så på tanks i Østberlin, tænkte jeg ikke krig, men forsvar for fred og en slåen hårdt ned på alle neonazistiske tendenser. Under 1. maj-demonstrationen i Østberlin (vi havde fri fra arbejde) så jeg godt, at Honecker og co. sad højt oppe på et podium, og der var rækværk mellem dem og folket. Men opfattede det ikke spor symbolsk.
Jeg bliver nødt til at nævne Unter den Linden. Her har jeg gået meget. På vej ned mod Brandenburger Tor, hvor DDR stoppede. Så stod jeg dér og kiggede på afspærringerne. Det var en kæmpeoplevelse at besøge Berlin igen for første gang siden murens fald, mange år efter. Meget hurtigt fandt jeg Unter den Linden og gik den samme tur. Da jeg nåede Brandenburger Tor, blev det helt uvirkeligt inden i mig. Jeg stoppede op og blev helt paf. Selv om jeg rationelt godt vidste, at døren var åben, var det en særlig følelse at opleve det. Og sådan er det med alt. Det er ikke nok at vide det oppe i hovedet. Man skal være til stede med sin krop for virkelig at mærke det. Jeg gik helt forsigtigt igennem og ud på den anden side. Kiggede lidt bedøvet på menneskemylderet. Mennesker kørte og gik, optaget af at leve deres liv. Tog ingen notits af den åbne dør. Kun jeg stod dér og tænkte i mirakler.
Det samme skete, da jeg besøgte Checkpoint Charlie. Historien bemægtigede sig mig igen. Og jeg gøs ved tanken om, hvordan det var dengang, og at man nu bare kan gå igennem. Men jeg brød mig ikke om alt det dramatiske og souvenirprægede. Folk, som solgte postkort og små stykker ”mur”. Det er ikke interessant.
Museerne er jo et kapitel for sig. Imponerende. Ud over mastodonterne på museumsøen kan jeg lide at besøge Zille Museum i Propststrasse 11 i Nikolaiviertel, Berlins ældste kvarter.
Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Igen må jeg sige, at det tiltaler mig at opsøge den østlige fortid. I min gamle by Friedrichshagen ligger ”Bräustübl” på Müggelseedamm 164 og ”Rolandseck” på Scharnweberstrasse 80. Begge lå der også dengang, i 70’erne. Og væggene taler til mig.
I centrum kom jeg af og til på ”Zur letzten Instanz”, Berlins ældste værtshus fra 1651. Selv om restauranten er blevet shinet op, er den gamle egenart ikke forsvundet. For selv om man sminker historiske bygninger til ukendelighed, titter historien gennem væggene. Jeg får i hvert fald følelsen af at være i Berlins ældste knejpe stadigvæk selv om bordene er pænt pyntede. Tænk, her sad Napoleon engang og nød en øl, siges det. Derfor har han også en stol stadigvæk. Eller det havde han stadig, da jeg besøgte instansen for nogle år siden. Charlie Chaplin og Clara Zetkin og flere berømtheder siges også at have besøgt stedet.
I nyere tid har jeg besøgt ”Lebensmittel in Mitte” – et dejligt intimt og folkeligt sted. Her sidder man tæt, og stemningen er livlig uden at være anmassende. Cafeer og spisesteder i Hackesche Höfe er også altid hyggelige at besøge.
Alice Persson, født 1957, er selvstændig psykoterapeut. Tidligere tysk korrespondent/advokatsekretær og stadig meget glad for det tyske sprog. Udgav i 2016 bogen ”Kollega Persson” om sine oplevelser, da hun boede i Østberlin 1975-77 og arbejdede på den statslige radio i håb om senere at uddanne sig til journalist, men hvor hun oplevede at blive forsøgt rekrutteret af Stasi, DDR’s hemmelige politi.
Hun skriver nu på en fortsættelse med den kryptiske arbejdstitel ”Frøken Persson … kan De koge et æg?” Et særpræget spørgsmål under en jobsamtale som tysk korrespondent efter de groteske oplevelser i Østberlin. Her vil hun beskrive, hvad der skete, da hun kom hjem fra Berlin og stadig havde svært ved dels at vriste Stasi-oplevelserne af sig dels at omvurdere sine politiske og private livsdrømme. Og i sidste ende finde fodfæste i livet. Om den kommende bog fortæller hun selv:
– Den vil have en naturlig tilknytning til det fænomen, at jeg senere uddanner mig til psykoterapeut. Hvad sker der for hende, der – godtroende og uskyldig som unge mennesker ofte er – bliver offer for kræfter, der har planer med hende? Og hun ikke kan finde nogen at betro sig til, fordi det på den ene side er tabu (”Stasi eksisterer ikke”), på den anden side farligt, hvis nogen opdager det (”har hun været spion?”). Hvor går hun hen med sin skam og ensomhed?
En vestberlinsk politimands drab på en ubevæbnet demonstrant betragtes af mange som udgangspunkt for den politiske terrorisme, der knugede Vesttyskland i 1970’erne. Oplysninger om betjenten, som først dukkede op i Stasi-arkiverne så sent som i 2009, kunne måske have sparet mange liv i et blodigt kapitel i forbundsrepublikkens historie.
2. juni er en dato med en helt særlig betydning i Berlins historie. Eller rettere Vestberlins, for det var den vestlige side af den dengang delte by, der i 1967 lagde grund til en tragedie med skæbnesvangre konsekvenser. Under en demonstration mod et besøg af den iranske shah blev den 26-årige studerende Benno Ohnesorg dræbt af et skud i baghovedet.
Det var første gang, Benno Ohnesorg deltog i en demonstration. Han var pacifist, medlem af en protestantisk studentermenighed, gift og ventede barn. Billedet af den døende unge mand gik verden rundt.
Skuddet mod Benno Ohnesorg blev affyret fra kun halvanden meters afstand af kriminalbetjenten Karl-Heinz Kurras. Det blev affyret på en parkeringsplads, der delvis lå under en bygning på søjler på adressen Krumme Straße 66-67. Her havde han forvildet sig ind sammen med nogle andre på flugt fra den politistyrke, der kort forinden havde opløst en demonstration over for Deutsche Oper, 150 meter derfra på den store gennemkørselsvej Bismarckstraße.
Et relief ved Deutsche Oper til minde om drabet på Benno Ohnesorg
Brutale angreb på demonstranter
Demonstrationen var rettet mod den iranske shah Mohammad Reza Pahlavis besøg i Berlin på grund af modstand fra de fortrinsvis unge, tyske studerende mod det iranske styres undertrykkelse af ytringsfrihed, menneskerettigheder og al opposition, blandt andet via fængsling af politiske modstandere og det hemmelige politis tortur og likvideringer. En iransk dissident havde i forbindelse med shah-besøget på et møde på Berlins Universitet fortalt om undertrykkelsen, hvilket havde berørt mange deltagere, og der havde allerede tidligere på dagen været demonstrationer, hvor demonstranterne – uden indgriben af det vestberlinske politik – var blevet banket af såkaldte “pryglepersere” eller “jubelpersere”, dvs. medbragte shah-støtter, der var bevæbnet med store lægter af træ.
Så stemningen var lidt ond, da omkring 2.000 demonstranter om aftenen den 2. juni samledes foran Deutsche Oper, hvor shahen og hans unge hustru skulle overvære Mozarts Tryllefløjten. Af politiet blev de anvist plads i behørig afstand på den anden side af den brede Bismarckstraße. Her havde demonstrationen lejlighedsvis karakter af en happening, hvor nogle af deltagerne havde brune papirindkøbsposer på hovedet med påmalede ansigter, der skulle forestille shah-parret. Benno Ohnesorgs gravide hustru havde forladt stedet, fordi hun følte sig utryg.
Kort efter at alle Operaens gæster var lukket ind til Tryllefløjten, gik det vestberlinske politi i gang med at opløse demonstrationen på den anden side af gaden, angiveligt uden forudgående varsel. Kl. 19.57 lød ordren “Knüppel frei” – Frem med kniplerne. Det blev temmelig brutalt.
Benno Ohnesorgs flugtvej væk fra politiets knipler og frem til stedet, hvor han blev skudt.
Mange demonstranter flygtede fra politiet ved at løbe ned ad Krumme Straße, og flere havde søgt ind i gården ved nr. 66-67, men gården viste sig at være lukket, og de måtte tilbage ad samme vej, som de var kommet. Gården var ved at være tømt, da skuddet faldt. Det var kort efter kl. 20.30. Benno Ohnesorg faldt om og lå helt stille. En time senere blev han erklæret død.
Politiets foto af den døende Benno Ohnesorg
Et mord med stor symbolværdi
Til trods for, at Benno Ohnesorg var ubevæbnet og sammen med de øvrige demonstranter på vej væk fra politiet, blev drabsmanden Kurras efterfølgende frikendt ved to retssager, først i 1967 og derefter igen i 1970. Benno Ohnesorg blev et symbol for den fremspirende studenterbevægelse. Politiets brutalitet var i manges øjne et eksempel på tidligere nazisters store indflydelse i det vestberlinske politi. Mere end 10.000 ledsagede Benno Ohnesorgs kiste, da han blev begravet i sin fødeby Hannover.
De mere radikale ungdomsoprørere drog den konklusion, at fredelige protester mod en nazificeret magt var nyttesløse. En terrororganisation tog i 1972 navn efter datoen for skuddrabet, ”Bewegung 2. Juni”, og stod efterfølgende for drab, bortførelser, bombeattentater og bankrøverier. Flere af deltagerne herfra gik efterfølgende ind i Rote Armee Franktion (RAF), også kendt som Baader-Meinhof-banden. RAF stod for 34 mord på vesttyske politikere, embedsmænd, erhvervsledere, vagtfolk og chauffører op gennem 70’erne.
Hvordan tingene havde udviklet sig, hvis Benno Ohnesorg ikke var blevet skudt, er selvfølgelig vanskeligt at sige noget om, men denne handlings betydning bliver i hvert fald ikke nedtonet af tyske historikere. Så sent som 24. april 2009, altså næsten 42 år efter det dræbende skud, bragte Weekendavisen et interview med den tyske forfatter og journalist Stefan Aust, der har indgående kendskab til den politiske terrorisme. Heri siger han blandt andet:
“Den 2. juni 1967 var et chok for alle, både for demonstranterne og for dem, som fulgte urolighederne i tv. Det var den mest brutale politiaktion siden Anden Verdenskrig, og det endte med, at studenterpolitikeren Benno Ohnesorg blev dræbt, fuldkommen uden grund. Det var en begivenhed, som definerede en hel generation i Tyskland. Jeg siger altid, at Karl-Heinz Kurras, kriminalbetjenten, som dræbte Benno Ohnesorg, er mere ansvarlig for terrorismen i Tyskland end Andreas Baader.”
Politimanden var Stasi-spion
Dette blogindlægs forfatter læste artiklen i Weekendavisen på en kort afstikker til Danmark under et længere ophold i Berlin i 2009. Det pudsige er, at der en måned senere kom en helt ny, opsigtsvækkende afsløring frem om politimanden Karl-Heinz Kurras. 22. maj 2009 kunne aviserne fortælle, at han – på tidspunktet, da mordet fandt sted – havde været medlem af det østtyske kommunistparti, SED, og under dæknavnet Otto Bohl agent for den østtyske efterretningstjeneste, Stasi. Det var en nyhed, der ryddede forsider over hele Tyskland og også gav stor opmærksomhed i udlandet.
Oplysningen var dukket op i de omfattende Stasi-arkiver, der var blevet tilgængelige for forskere efter Murens fald. Det kom også frem, at Kurras ikke handlede efter instrukser fra Stasi. ”Ein Verbrechen”, en forbrydelse, stod det noteret i Stasi- akterne, og Stasis kontakt til Kurras blev lagt på is. I medierne blev han beskrevet som en temmelig våbenglad mand, der under 2. Verdenskrig havde været soldat på østfronten. Betalingen for at levere informationer til Stasi brugte han blandt andet på ammunition til skydetræning.
Spekulationer blandt intellektuelle
Blandt tyske historikere og debattører førte afsløringen straks til spekulationer om en helt anderledes udvikling i den vesttyske studenterbevægelse, mindre radikalisering og mange undgåede mord, hvis Kurras’ forbindelse med Stasi var blevet kendt i forbindelse med mordet på Ohnesorg.
Den vesttyske terrorbevægelse havde et ideologisk fællesskab med den herskende ideologi i DDR, og nogle af bevægelsens medlemmer nød en vis beskyttelse i landet. Terroristernes hovedfjende – den repressive statsmagt under påstået nazistisk indflydelse – ville måske være kommet til at stå i et helt andet lys, hvis man havde haft viden om, at manden bag det første mord på en vesttysk demonstrant rent faktisk var agent for DDR.
Allerede om aftenen den 2. juni 1967 var nogle studenter samlet for at drøfte dagens hændelser. Den 26-årige Gudrun Ensslin, senere medstifter af RAF, skulle på dette møde have sagt disse ord: ”Man kan ikke diskutere med dem, de vi tage livet af os alle sammen. Det er Auschwitz-generationen”.
Afsløringen af betjentens fortid vakte opsigt. Forsiden af Bild 22. maj 2009
Sønnen ønsker undskyldning og erstatning
Benno Ohnesorg døde iført en markant karminrød skjorte, som han havde på for første gang, og som var en gave fra hans hustru Christa. Hende var han blevet gift med seks uger tidligere. Fem måneder senere fødte hun sønnen Lukas. Hun døde i 2000 og bestræbte sig til sin død på at undgå offentlighedens søgelys.
Den i dag 49-årige Lukas Ohnesorg, arbejdsløs programmør i Hannover, har nu efter nogen tøven valgt at udtale sig til medierne. I forbindelse med 50-årsdagen beskriver han mordet på sin far som en tragedie, der traumatiserede familien. I et aktuelt interview med Spiegel Online giver han udtryk for bitterhed over, at Karl-Heinz Kurras, der døde i 2014, fortsat officielt er uskyldig, og han mener, at hans far burde have opkaldt en plads i Berlin efter sig. Lukas Ohnesorg insisterer desuden på en undskyldning og en kompensation fra den tyske stat.
Han ville gerne have lært sin far at kende, siger han til Berliner Zeitung:
”Han ville leve, havde så mange ideer og talenter. Han malede billeder og tegnede. Allerede da han var barn, skrev han bøger og digte. Og så blev han pludselig revet ud af livet.”
Hvad SKAL jeg se og opleve, første gang jeg besøger Berlin? Det spørgsmål får vi jævnligt via Vild med Berlins Facebookside. Derfor har vi nu skruet denne begynderguide til Berlin sammen.
Guiden er ikke en ”det skal du lave på din første, anden og tredje dag i Berlin”-guide. For vi har jo vidt forskellige præferencer og grænser for, hvor mange museer og seværdigheder vi hver især orker at besøge og betale entré til på en storbyferie. I stedet får du idélister, gode tips og links til steder, hvor du kan hente mere inspiration om specifikke emner.
Top 3 – Berlins generelle highlights:
Som alle andre storbyer har Berlin ikoniske bygninger og steder, man som turist bare SKAL tage en selfie foran:
Bonustip: Undgå køen til besøg i Fjernsynstårnet og Reichstag-kuplen ved at købe billetten hjemmefra via seværdighedens website (links ovenfor).
Top 3 seværdigheder – nazitidens spor:
Topographie des Terrors – både inden- og udendørs museum, der beskriver den barske historie om nazisternes jødeudryddelse. Begge dele med gratis entré.
Denkmal für die ermordeten Juden Europas – markant mindesmærke for Europas myrdede jøder. Mange overser den underjordiske udstilling med nedgang i den østlige ende (længst væk fra Tiergarten). Der er fri entré, men sikkerhedstjek af tasker osv. som i en lufthavn.
Berlins 5.000+ Stolpersteine – kig ned, når du går rundt i Berlins gader. Så får du øje på de mange snublesten i messing, der er mindesmærker for jøder og andre, der blev deporteret og dræbt af nazisterne. Læs historien bag snublestenene i denne artikel.
Top 3 seværdigheder – om koldkrigsperioden:
Gedenkstätte Berliner Mauer i Bernauerstrasse – rest af Berlinmuren samt besøgs- og dokumentationscenter om Murens historie (gratis adgang)
Stasi Museum, indrettet i Stasis tidligere hovedkvarter.
Alltag in der DRR, en permanent udstilling i Museum in der Kulturbrauerei, som beskriver hverdagen i DDR (gratis adgang).
Top 3 museer – kunst/historie:
Med over 150 museer i Berlin er der nok at tage fat på for de kunstinteresserede. Her er nogle af højdepunkterne:
Pergamon Museumrummer en af Europas fornemste oldtidssamlinger. Det af et af de fem museer på Museumsinsel i Berlin – og et af byens mest besøgte.
Deutches Historisches Museummed over 8.000 genstande, der fortæller om tysk historie i europæisk sammenhæng i den permanente udstilling samt skiftende særudstillinger.
Jüdisches Museumbeskriver jødernes historie i Tyskland gennem 2.000 år. Museet er samtidig en arkitektonisk perle.
KaDeWe – varehuset med alt, hvad hjertet kan begære (i den eksklusive ende). Husk at besøge den enorme mad- og restaurant-afdeling på 6. sal (oplagt til et frokost-pitstop)
Gaderne omkring Hackescher Markt – især Rosenthaler Straße, Oranienburger Straße, Neue Schönhauser Straße og Alte Schönhauser Straße – med mange små specialbutikker og større kædebutikker
Prenzlauer Bergs shoppinggader – Kastanien Allee, Oderberger Strasse og Kollwitzstrasse – og deres sidegader har mange små og finurlige butikker med alskens fristelser og gode secondhandbutikker. Læs fx om Kollwitzstrasse i denne artikel.
Top 3 oplevelser for børnefamilier:
Museum für Naturkunde – Berlins fantastiske naturhistoriske museum med bl.a. flere dinosaurskeletter i fuld størrelse
Mange besøger Berlin første gang i en forlænget weekend. Har du mest brug for at komme nemt rundt i byen med U-Bahn, S-Bahn og busser, kan du med fordel købe dagsbilletter (Tageskarte). Har du planer om at besøge flere museer og seværdigheder, kan du spare penge ved at købe et Berlin Welcome Card eller Berlin CityTourCard. Kortene giver fri transport og rabat på entreen til en lang række museer m.m.
Få overblik over de mange forskellige billettyper og flere tips om brug af Berlins tog og busser i vores Guide til Berlins kollektive trafik
Bonustip:Bus nummer 100 kører forbi mange af Berlins største seværdigheder og kan dermed være et billigere alternativ til Berlins hop af og på-busture. Bus 100 kører fra Zoologischer Garten til Alexanderplatz og stopper bl.a. ved Grosser Stern med Siegssäule, Fjernsynstårnet, Museumsøen, Reichstag og Brandenburger Tor.
Sådan giver du drikkepenge i Berlin:
I Berlin er drikkepenge et nødvendigt supplement til lønnen for bl.a. tjenere og bartendere. Som tommelfingerregel gives mindst 10 procent i drikkepenge på fx caféer og restauranter. Læs mere om drikkepengekulturen i Berlin i dette indlæg.
Husk kontanter!
Nu vi er ved det med pengene: Sørg for at have rigeligt med euro i kontanter. Rigtig mange steder kan man ikke betale med fx Visa- eller Masterkort. Det gælder mange restauranter og næsten alle spændende, “skæve” steder med mad og drikke. Ved nogle offentlige transportmidler kan det også stadig være vanskeligt at få lov til at betale med et kreditkort. Man kan også blive udsat for, at billetautomaten ikke tillader større sedler end 10 euro, så det gælder om at veksle til små sedler.
Øhhh, hvor er Berlins bymidte?
Som førstegangsbesøgende kan Berlin godt virke ret uoverskuelig, for byen består af 12 forskellige distrikter (Bezirke), som igen er opdelt i 96 mindre bydele (Ortsteile). Hver bydel har sine egne hovedgader, bymidte og særkende. Vi har lavet en guide med en beskrivelse af Berlins mest kendte og populære bydele: Berlins bydele og kvarterer – en kort guide til byens nye gæster.
Byen emmer af historie, så det er svært at begrænse sig, hvis man bliver bedt om at pege på, hvor man bedst oplever historiens vingesus i Berlin. Her er første del af et overblik over de mange anbefalinger, der i april 2016 kom fra følgerne af Vild med Berlins blog, nyhedsbrev og Facebook-side.
”Berlin er indbegrebet af historiens vingesus,” lød det fra en af bidragyderne, da vi i forbindelse med udlodning af bogpræmier bad deltagerne om at lægge ”en kommentar med dit bud på, hvor i Berlin man bedst oplever historiens vingesus”. En anden forestillede sig at være gudinden i quadrigaen på toppen af Brandenburger Tor: ”Hun har i mange, mange år fra toppen af Brandenburger Tor haft udsigt til, hvad der er foregået i Berlin, så netop der får man en fantastisk oplevelse af historiens vingesus”.
Ja, gudinden har overværet triumftogene i 1864, 1866 og 1870 efter sejre i krige mod blandt andet Danmark. Hun har set sejrsikre soldater drage i krig i 1914, og hun har været vidne til nazisternes march gennem porten, da Hitler kom til magten 30. januar 1933. Hun blev bombet i smadder i kampene om Berlin i 1945 og var i mange år centrum for den delte by, da der eksisterede to tysklande. Selv om hun stod med ryggen til, registrerede hun sikkert også talen 12. juni 1987, hvor den amerikanske præsident Ronald Reagan bad sin sovjetiske kollega Gorbatjov om at rive Muren ned. Ingen havde vist regnet med, at den rent faktisk blev pillet fra hinanden mindre end to år senere, hvor øst- og vestberlinere blandt andet fejrede det ved at stille sig på Muren om aftenen den 9. november 1989.
Diana Gillmeister fortæller i en kommentar, hvordan hun oplevede Brandenburger Tor før Murens fald: ”Jeg mindes de russiske soldater med maskinpistoler, som stod der ved mine besøg som barn. Som skræmte os børn, fordi vi sad på hegnet, og det måtte vi ikke. De sagde noget, vi ikke forstod, men kropssproget var tydeligt, og vi kom hurtigt ned. Fantastisk at se at der nu ikke er hegn om.”
Reichstag nævnes af mange som et andet godt sted at opleve Berlin som centrum i den vestlige verdens historie. ”Her er hele Tysklands historie på godt og ondt samlet i ét imponerende bygningsværk,” er der en, der skriver. Men derudover deler anbefalingerne sig især i steder, monumenter og mindesmærker for to epoker i historien: Den delte by 1961-1989 og Nazi-tiden 1933-1945. For overskuelighedens skyld er af denne opsamling derfor grupperet på denne måde. Her følger første del.
Den delte by 1961-1989
Stasi-fængslet i Hohenschönhausen
DDR-tiden scorer højest blandt bidragsyderne, og rigtig mange har været på rundvisning i fængslet i Hohenschönhausen, der fra 1951 til 1989 var stedet, hvor Stasi holdt op mod 200 politiske fanger indespærret ad gangen. ”Et koldt og alvorligt vingesus,” bliver stedet beskrevet som, og Jakob Schmidt anbefaler det med ordene: ”Det gamle Stasi-fængsel i Hohenschönhausen er virkelig en oplevelse værd. Stadig fornemmer man den mistro, psykiske terror og ondskab, som hele stedet var drevet af. Og i autentiske omgivelser med det originale interiør intakt.”
Caroline supplerer: ”Tilbage i DDR-tiden vidste de fleste ikke, at der lå et fængsel her – det var en Stasi-sag og fængslet var ikke på noget kort, og når nye indsatte skulle køres derud, var en af torturmetoderne ofte at køre de arresterede rundt i mørke biler i timevis, så de til sidst ikke havde nogen som helst idé om, hvor de var. Psykisk terror var måden, Stasi torturerede deres indsatte og borgere på.”
Rundviseren Mike
Som rundviser i fængslet, der har været ”Gedenkstätte” siden 1994, har mange mødt Mike, der er særlig interessant for danskere, fordi han er vild med alt dansk – blandt andet inspireret af Olsen Banden – og brugte tiden under sine mange ophold i fængslet til at lære dansk, blandt andet ved hjælp af brugsanvisninger, hvor vejledningerne var oversat til flere sprog.
”Min største historiske oplevelse i Berlin var, da jeg blev vist rundt i Hohenschönhausen af en tidligere fange, Mike, som i øvrigt taler dansk. Hans største ønske efter murens fald var at besøge Danmark og lære dansk. Han gjorde et stort indtryk på mig, for vi er jævnaldrende. Mens jeg var ung, hvor jeg levede livet og uddannede mig, så sad han det meste af tiden i fængsel i DDR,” fortæller Simon Smidt Jensen.
Efter Murens fald gik Mikes første udlandsrejse i øvrigt til Sønderjylland, hvor han blev modtaget meget varmt og inviteret indenfor af de danskere, der fandt ud af, at han var fra DDR.
Bente Toft: ”Et besøg i Stasi-fængslet i Hohenschönhausen i Berlin har gjort dybt indtryk hos min mand og jeg. En af de tidligere indsatte guidede os rundt. En meget personlig og intens rundvisning. Efter Genforeningen mødte han tilfældigt sin forhørsleder ude i byen. De kom i snak, og det var starten på ideen om en bog om fangernes og deres “forhørsbødlers” skæbne i den nyere historie. Bogen kan nu købes i fængslets boghandel.”
Museet ”Alltag in der DDR”
En permanent udstilling med gratis entré, der i november 2013 åbnede i Kulturbrauerei, Prenzlauer Berg, 100 meter fra U-bahnstationen Eberswalder.
Helle Faber: “Boede i Østberlin i november 1989, og dette museum beskriver livet der.”
Museets hjemmeside: http://www.hdg.de/berlin/museum-in-der-kulturbrauerei/ Læs også om museet i blogindlægget: Ni gratis fornøjelser ved regnvejr i Berlin
Bornholmer Strasse – stedet for Murens fald 9. november 1989
”Der, hvor jeg mærkede historiens vingesus, var ved broen på Bornholmer Straße, hvor vi så plancher med billeder fra før og ved Berlinmurens fald,” skriver Laila Hejlskov.
Begivenheder ved grænseovergangen er skildret i denne 9 minutter lange dokumentar (med engelske tekster):
Den tyske kanal ARD viste i 2014 begivenhederne i et tv-drama, der i høj grad beskrev begivenhederne set fra Harald Jägers synsvinkel. Han var den østtyske befalingsmand, der ledede gænseovergangen og er kendt som ”Manden der åbnede muren”.
Haralds Jägers biografi kan læses på Wikipedia i en engelsk og en tysk version.
Potzdamer Platz
”Med det enorme Sony Center og stykkerne er muren – en fantastisk historisk kontrast,” skriver Tanja Rasmussen.
U-Bahnhof Friedrichstrasse
Kirsten Gjaldbæk: ”Når jeg står på banegården Friedrichstrasse, kigger jeg hver gang op mod vinduerne i gavlen under den buede hvælving, og så synes jeg stadig at se soldaterne med maskingeværer, der stod på vagt der, mens byen stadig var delt. Og så behøver man blot at gå ned i udstillingsrummene i “Tränepalast” lige uden for stationen for med gysen at genopleve nervøsiteten for kontrollerne dengang før november 1989!”
Gedenkstätte Berliner Mauer i Bernauerstrasse
Det eneste sted i Berlin, hvor et stykke af både den ydre og den indre mur stadig er bevaret. Det tilhørende dokumentationscentrum er løbende blev fornyet. ”Efter udvidelsen af Gedenkstätte Berliner Mauer i Bernauerstrasse, synes jeg at man her får en fornemmelse af, hvordan en helt almindelig gade med boligblokke blev forvandlet under delingen af byen,” skriver Lone.
Anne Hessing Simonsen: “Ingenmandslandet ved Bernauer Strasse. Det risler en kold ned af ryggen, når man står i Mauerpark på flisegangene og tænker på, hvor mange der flygtede i de dybe gange under jorden netop der, hvor man står.”
Baumhaus an der Mauer
Martin Olesen skriver: ”Et ikke så berømt – men meget tankevækkende – sted er “Baumhaus an der Mauer” i Kreuzberg. Hør fx historien på Youtube. Her får man en helt anderledes og skæv vinkel på Berlins deling. Jeg så stedet første gang med en af de alternative gåture, der også er meget anbefalelsesværdige. Se fx http://alternativeberlin.com/tours/free-tour/
Trabant-museet ved Checkpoint Charlie
Anette Due: ”Det er et fantastisk lille museum, hvor der virkelig er noget at komme efter. Rigtig god film om Trabantens historie også.”
Karl-Marx-Allee
Annie Hansen: ”Efter at have oplevet Berlin i 1960 – før muren, på Stalinallee, (nu Karl-Marx-Allee) med de brede fortov og, efter datidens østtyske forhold, imponerende facader er det alligevel som at komme til en anden verden, når man i dag går ned af samme allé. I 1960 var der mennesketomt og uden trafik. Gik man ind bag facaderne, oplevede man kun sønderbombede huse, hvor der var legende børn. I dag en meget trafikeret allé, nærmest boulevard, med masser af flotte boligblokke, hvor der var ruiner. I årene siden dengang har jeg oplevet Berlins forandring på både godt og ondt, heldigvis mest af den gode slags. Det gyser dog stadig i mig, når jeg aflægger Tränenpalast et “besøg” og genoplever de gange, jeg skulle der igennem og visiteres.”
Torben Stig Nymand Jacobsen: ”Jeg vælger Karl Marx Allee v. Warschauer Strasse. I dette kryds finder man fire meget store bygninger, som er sovjetiske i al deres pragt. Jeg forestiller mig, at bygningsarbejderne forlod stilladserne i juni 1953 i protest mod prisstigninger og tempoopskruninger. 17.juni var Berlin på randen af sammenbrud. Kun ved sovjetiske kampvognes mellemkomst blev opstanden knust i blod. Bertolt Brecht skrev et satirisk indlæg et par dage efter, hvor han foreslog styret at opløse folket og vælge et nyt.”
Stasimuseum
Gitte Luk skriver: ”Jeg har oplevet dårlig karma af nærmest fysisk karakter tre steder i Europa: I Pompeji syd for Napoli, ved invasionskysten i Normandiet og på Stasimuseum i Ruschestrasse, Berlin. Lugten af bonevoks, gammel cigaretrøg og “Beamterbüro” væltede mig helt bagover, første gang jeg var der for mange år siden. Vi så en halv BBC-dokumentar på VHS i cafeteriet. Den anden halvdel var “gået i stykker”, og der var ikke råd til en ny kopi. Til gengæld fik vi kaffe og småkager, og en venlig ældre kvinde genfortalte resten af dokumentaren, som hun kunne udenad. Ude på trappen stod en gammel, blind mand og fortalte sin egen historie til alle, der gad høre den. Om tab og undertrykkelse og om, hvor svært det også var at falde til i det nye Tyskland. Hver gang jeg er i Berlin, MÅ jeg tilbage til det museum. Ikke for at svælge i fortidens elendighed, men for at minde mig selv om, at mure og pigtråd ikke løser nogen problemer. Det er der desværre endnu nogen, der tror.”
Museumsbolig
Jane Tobberup skriver: ”Tidslomme til offentlig beskuelse: En typisk 80’er DDR-lejlighed i et af datidens Plattenbau-komplekser. Interessant!!!”
Hellersdorfer Straße 179. Åben om søndagen 14-16 eller efter aftale. Gratis entré. http://www.berlin.de/museum/3110025-2926344-museumswohnung.html
Tempelhof
Ole Borch: ”Jeg vil gerne slå et slag for den tidligere Tempelhof lufthavn … Under den kolde krig etablerede amerikanerne og englænderne den berømte luftbro, så Vestberlins befolkning kunne få fødevarer og brændsel, selvom russerne havde afskåret disse bydele under allieret kontrol. Et af de fly, der deltog i luftbroen, en såkaldt “Rosinbomber”, kan stadig ses foran lufthavnsbygningen. Navnet “Rosinbomber” opstod, fordi flyene ud over at fragte varer også smed små faldskærme ud med slik, rosiner og chokolade til de børn, der forventningsfuld stod på ruinbjergene og så flyene ankomme.”
East Side Gallery
Et langt stykke indermur på den østberlinske side af Spree.
Per Mikkelsen: ”Find stedet hvor to danske piger har malet “Himlen over Berlin”. Og vid, at de to piger tog rejsen til Berlin spontant, stort set uden en krone på lommen, malede i Trabi-damp, boede på gulvet hos en østtysk studerende. Deres værk blev udvalgt til at “overleve”, da dele af muren blev revet ned.”
Læs mere i blogindlægget: East Side Gallery – 1.316 meter gribende historiefortælling
Mauermuseum ved Checkpoint Charlie
Anita Ege Urbak: ”Dokumenterer meget detaljeret og konkret livet i Berlin under den kolde krig, og man kommer virkelig ind under huden på mennesket og fornemmer, hvad der var på spil for dem, når man ser, hvad de udsatte sig selv og familien for. Et sted, der gjorde dybt indtryk på hele familien.”
Fortvivl ikke, hvis vejrudsigten forudsiger våde dage i den tyske hovedstad. Her er en stribe muligheder, som Berlin byder på, og som både er indendørs og gratis.
Denne side er tjekket og opdateret 28. juli 2019.
1. Museet Alltag in der DDR
Et nyt og moderne museum, der i november 2013 åbnede i Kulturbrauerei, Prenzlauer Berg, 100 meter fra U-bahnstationen Eberswalder. Den permanente udstilling med gratis entré er større og mere interessant end det overrendte DDR-museum i Mitte, som man skal betale seks euro for at besøge. Se blandt andet en Trabant med telt på taget, som på et tidspunkt var højeste mode i det østtyske, og oplev mange facetter af livet i DDR, som de kommer til udtryk i såvel afsavn, undertrykkelse og overvågning som kammeratskab og den stille modstand. http://www.hdg.de/berlin/museum-in-der-kulturbrauerei/
2. Topographie des Terrors
Nogle af de vigtigste arnesteder for den nazistiske terror, bl.a. Gestapo, havde hovedkvarter på adressen i Niederkirchnerstrasse, hvor der i mange år efter Murens fald var en udstilling under åben himmel. I 2010 åbnede så et stort dokumentationscentrum i en helt ny udstillingsbygning. Her kan man tilbringe adskillige timer med de mange informative plancher og tekster på tysk og engelsk. Udendørs, men overdækket, er der en lang arkade langs den gamle indermur, hvor man bevæger sig kronologisk gennem udviklingen i Tyskland fra 1933 frem til en lille krølle om Muren og DDR. Et glimrende sted at tage teenagere med hen, hvis de skal lære lidt om i Berlins centrale placering i verdenshistorien for 70-80 år siden. http://www.topographie.de/
3. Museet under ”Denkmal für die ermordeten Juden Europas” (“Holocaust Denkmal”)
De fleste turister har set det store mindesmærke med 2.711 betonpiller tæt ved Brandenburger Tor, men alt for få af dem tager turen nedenunder i det 800 kvadratmeter store informationscenter, hvor man kan følge jødernes og andre forfulgtes skæbne under nazistyret, blandt andet illustreret ved udvalgte familiers fortællinger. Entréen er gratis, men forvent et sikkerhedstjek, som er en lufthavn værdigt. https://www.holocaust-denkmal-berlin.de/
Indgangen til informationscentret under de 2.711 betonpiller finder man i den østlige ende længst væk fra Tiergarten.
4. Alliierten Museum
Museet, der har til formål at dokumentere USA’s, Englands og Frankrigs engagement i Berlin efter 2. Verdenskrig, flotter sig også med gratis entré. Der er en permanent udstilling og langvarige særudstillinger. For tiden (2019) hedder særudstillingen “LITTLE AMERICA – Leben in der Militär-Community in Deutschland”. Det er en fotoudstilling om de udstationerede amerikanske soldaters liv i Tyskland i perioden efter 2. Verdenskrig. http://www.alliiertenmuseum.de/
5. Manufactum
Det kan måske forekomme lidt ordinært at anbefale et besøg i en kædeforretning med varehuse i otte tyske byer, men en god ven fik solgt ideen så godt, at jeg for nylig besøgte butikken ved Ernst-Reuter-Platz (eller ”Erpl”, som berlinerne kalder den). Manufactums slogan er ”Es gibt sie noch, die guten Dinge”, og forretningen havde ganske enkelt et overvældende udbud af kvalitetsprodukter og flot design inden for en lang række områder, bl.a. køkkenudstyr, møbler, legetøj, cykeltilbehør, haveredskaber og kontorartikler. Er der så noget, der er gratis? Ja, kædens tykke varekataloger, men derudover kan man sige, at priserne matcher den gode kvalitet. Skulle man alligevel i gang med at lede efter en god og original gave, behøver der jo ikke at være ekstra udgifter ved at lede efter den hos Manufactum. http://www.manufactum.de/manufactum-berlin-c-41/
Manufactum – butikken ved Ernst-Reuters-Platz med kvalitetsprodukter i to etager
6. KaDeWe Det store, historiske varehus ved Wittenbergplatz fortjener et besøg, og hvorfor ikke lægge en frokostpause på den næstøverste feinschmecker-etage, hvor der serveres forrygende bouillabaisse i mange varianter og meget andet lækkert ved skranker med hurtig servering. Eller vælg selv fra buffeten i restauranten på den øverste etage, som blev indviet i 1996 og dermed gjorde KaDeWe til Europas næstestørste stormagasin med i alt 60.000 kvadratmeter indkøbsareal. Skulle man være så uheldig at befinde sig i varehuset i følge med personer, der kan tilbringe timer i tøjafdelingen, kan man måske have fornøjelse af den velassorterede afdeling med bøger, hvor man nemt kan få en time til at gå med at kigge i nye bøger om fx Berlin-relaterede emner. Det er ganske gratis. http://www.kadewe.de/
7. En laptop-venlig café
Okay, helt gratis er det måske ikke, men til gengæld koster det kun en kop god kaffe at blive hængende, til bygen er ovre, mens du bruger det gratis wifi, som tyskerne kalder ”w-lan”. Her kan du sende mails og Facebook-beskeder hjem til vennerne, hvor du for eksempel fortæller, at Berlin er et gråt og trist sted, hvor tjenerne er uvenlige og tilmed forventer drikkepenge, og hvor beboerne ligefrem hader turisterne og den ”gentrifizierung”, som de er skyld i. Jo færre turister, jo mere plads til os, der er vilde med Berlin! (Ironi kan forekomme). Her på sitet kan du finde denne oversigt over “laptop-venlige” caféer. Du er velkommen til at supplere listen med en kommentar: http://vildmedberlin.dk/her-finder-du-berlins-laptop-venlige-cafeer/
De gode cafeer med gratis wifi kan ses på et Google-kort.
8. AquaDom
Befinder man sig i Mitte tæt på Alexanderplatz, bør man besøge lobbyen på Hotel Radisson Blue, hvor det er muligt at se det kæmpestore, cylinderformede akvarium med 1.500 tropiske fisk. Man kan også tage elevatoren op inde i akvariet og opleve fiskene svømme rundt om én.
9. Kuplen over Reichstag
Det er gratis at besøge det tyske parlament, og kuplen, der blev indviet i 1999, er en stor arkitektonisk oplevelse. Man kan gøre det spontant ved at henvende sig i besøgstjenestens servicestation i nærheden af Reichtagsbygningen ved siden af Berlin-pavillonen på den sydlige side af Scheidemannstraße. Hvis der er ledig plads, udstedes tilladelser til personlig adgang op til to timer før besøget. Bemærk, at man skal kunne identificere sig, og at tilladelserne er personlige. Servicestationen er åben hver dag fra kl. 8 til 18.
Brug online-formularen, hvis du på forhånd vil bestille tid til et besøg.
Du kan også på forhånd reservere bord i tagterrassens café, hvis du vil kombinere besøget i kuplen med lidt kaffe og kage eller andet mundgodt. Det kræver, at man sender en mail. Se mail-adressen nederst på denne side.
De penge, man sparer ved de gratis glæder, kan man jo passende spendere på rundhåndede drikkepenge på barer og restauranter, så vi danskere kan forbedre vores ry som turister i denne fantastiske by.
Den 9. november 1989 sørgede Østberlins borgere for, at Berlinmuren brød sammen. Journalist Gitte Merrild beretter om sine egne oplevelser på den mindeværdige dag.
I dag samles nogle berlinere som altid ved Bornholmer Strasse for af mindes den historiske dag. I 1989 var her tæt på kaos.
Kl. 18. den 9. november blev det kundgjort på en pressekonference, at DDR lempede rejsereglerne for østtyskerne. I løbet af de kommende timer steg forvirringen til uanede højder, da det pludselig forlød, at Muren ville blive åbnet! Allerede en halv time efter begyndte østberlinere at valfarte til grænseovergangen Bornholmer Strasse og kræve udrejse. Få timer senere var menneskemængden vokset til flere tusinder berlinere, der ville ud. Nu! De var kommet for med egne øjne at se, om det var sandt, at de frit måtte krydse grænsen.
Grænsebetjentene giver efter for folkemængdens pres i Bornholmer Strasse. Muren er åbnet!
Timerne gik, og det var mørk aften, før skrækslagne grænsesoldater gav efter for presset kl. 23.30 og åbnede de strengt bevogtede porte for menneskemasserne. Til fods og i propfyldte Trabbier væltede østberlinerne vestpå og blev mødt med cola, øl, sekt og glade omfavnelser af deres vestberlinske naboer. Og midt i mylderet på den vestberlinske side stod jeg som journalist for DR’s P1 og interviewede de lamslåede, men begejstrede, østtyskere.
I gruset på den historiske plads viser denne tidslinje, at Muren blev åbnet kl. 23.30. “Wir fluten jetzt” betyder i fri oversættelse: Vi slipper floden løs. Citat fra en grænsesoldat om den flodbølge af berlinere, der pressede på for at få portene åbnet til Vestberlin.
”Tager du ikke hjem igen??!”
Især husker jeg to gode venner omkring de 30 år som med hver sin cola berettede om, hvordan de var sprunget op fra sofaen, da nyhederne viste, at Muren var åbnet.
”Vi skulle da bare af sted. Jeg fik hverken slukket for tv eller for lyset. Vi for ud af døren og løb herop,” sagde den ene.
”Ja det ville vi opleve. Det er ufatteligt, ikke til at tro. Det er vanvittigt. Tænk at vi står her i Vesten,” sagde hans ven.
Jeg spurgte dem, hvad de nu ville gøre?
”Vi skal da blive her hele natten og ind og kigge i byen, så skal vi hjem igen,” sagde nummer to.
Nummer et forblev tavs. Så tavs, at hans kammerat puffede til ham for at få et svar.
”Jeg tager ikke tilbage. Vi aner ikke, om de lukker Muren igen. Jeg bliver her og søger om asyl,” kom svaret tøvende.
”Hvad gør du??! Tager du ikke hjem igen??! Jamen for fanden … (pause) … så bliver jeg her også!”
Som disse to kammerater anede ingen af os, hvad der ville hænde efter denne forrygende nat, da der gik hul på grænsen mellem øst- og vestblokken i Europa. Ville DDR rette ”fejlen”? Men alle anede, at dagen og natten ville gå over i historien som endnu en af en lang række omvæltninger i Tysklands historie.
– – –
Læs om Berlinmuren i Vild med Berlins mest populære indlæg:
Indlæggets forfatter Gitte Merrild på stedet, hvor den tidligere grænseovergang i Bornholmer Strasse er markeret med billeder og infotavler. Den officielle indvielse af “Platz des 9. Novembers 1989” fandt sted 9. november 2013.
I de seneste 100 dage op til 50-årsdagen for Kennedys berømte Berlin-tale med ordene ”Ich bin ein Berliner” har avisen Der Tagesspiegel dagligt bragt et lille interview med nutidens berlinere om, hvad disse ord betyder for dem, og hvordan de oplever byen i dag. Det er en sand guldgrube af spændende fortællinger fra byens indbyggere, der sætter ord på deres kærlighed til byen. Når det handler om de lidt mere modne berlinere, er beretningerne også jordnær historieformidling.
“Ich bin ein Berliner”. Det var på balkonen her på Rathaus Schöneberg, at John F. Kennedy holdt sin berømte tale 26. juni 1963 foran 400.000 begejstrede vestberlinere.
Et eksempel er den 41-årige slagtermester, der kalder sig en vaskeægte ”Prenzelberger” – altså fra Prenzlauer Berg i det gamle Østberlin. Han oplevede ikke Murens fald, fordi han sov for at være frisk til næste dag på jobbet. Han opdagede først den historiske begivenhed, da en af svendene i slagterforretningen næste morgen ringede og fortalte, at han nu stod ved Gesundbrunnen på den vestlige side af Muren. Senere på dagen drog han til Kurfürstendamm, men der var alt for mange mennesker. Han tænkte, at han bare kunne besøge Vesten senere, for han var overbevist om, at når Muren først var faldet, ville den aldrig komme tilbage.
Og så præsenterer slagtermesteren et lidt alternativt syn på den ”Gentrifizierung”, der ellers er så udskældt. Han bor stadig på Prenzlauer Berg og betragter det som en stor lykke, for mange har måttet forlade den trendy, østberlinske bydel på grund af voldsomme huslejestigninger. Det er en skam, synes han, men til gengæld har han fået en ny kundekreds, der værdsætter kød af høj kvalitet og derfor går til slagteren for at købe det!
I interviews med de ældre berlinere er der som nævnt mange spændende historiske detaljer. I 60’erne kunne man for eksempel slippe for værnepligten, hvis man flyttede fra den vestlige del af forbundsrepublikken til Berlin, der pga. sin isolation var ved at blive affolket, og hvor der manglede arbejdskraft. En mand, der flyttede til byen i 1966, kan fortælle om, at man som tilflytter fik betalt flytteudgifter, fire årlige flybilletter og et særligt berlinsk løntillæg.
I serien optræder også den nu 44-årige skuespiller fra det nordøsttyske Rostock. Han var allerede før Murens fald tiltrukket af den alternative scene i Østberlin, som stod i kontrast til snævertsynetheden i provins-DDR. Han gjorde dog først alvor af at søge lykken i storbyen i 1991 og opsummerer sit indtryk af byen i dag med ord som hundeefterladenskaber, tæt trafik, snavs, grim, vulgær … og griner.
Flere interviews er med til at beskrive den særlige berlinske mentalitet. Berlinerne klager over alt, men de er også åbne over for nyt, siger en ældre mand, der i 1970 flyttede til Berlin for at studere og i øvrigt stadig ikke har vænnet sig til berlinernes velkendte frækhed, ”Die Berliner Schnauze”, men dog har fundet ud af, at den ikke er så alvorligt ment.
En yngre tilflytter fra Hamborg tilkendegiver, at hun ligefrem holder af frækheden, fordi hun har erfaret, at den også rummer ”utroligt meget hjerte”.
Serien slutter med den 63-årige Owen Davies. Han er født i Berlin af engelske forældre, der mødtes i Berlins ruiner efter 2. Verdenskrig. De havde uafhængigt af hinanden søgt job på de allieredes hovedkvarter. Han fortæller om den frygt, han oplevede som barn på grund af Muren, Cuba-krisen og andre facetter af den kolde krig. Han var på pladsen foran Rathaus Schöneberg, da Kennedy holdt sin tale, og beretter om, hvordan talen skabte håb om, at tingene kunne bliver anderledes på et eller andet tidspunkt. Når han i dag kommer på pladsen og hører klokkerne ringe kl. 12, kan han næsten ikke holde tårerne tilbage.
Se alle interviews via dette link. Du skal ikke lade dig afskrække af det tyske sprog, for alle interviews rummer både tekst og video, der supplerer hinanden fint, og sidstnævnte er med engelske undertekster.
Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jesper Clemmensen, født 1975, er uddannet journalist. Opvokset på Lolland-Falster, bosiddende på Amager.
East Side Gallery
