Fortvivl ikke, hvis vejrudsigten forudsiger våde dage i den tyske hovedstad. Her er en stribe muligheder, som Berlin byder på, og som både er indendørs og gratis.
Denne side er tjekket og opdateret 28. juli 2019.
1. Museet Alltag in der DDR
Et nyt og moderne museum, der i november 2013 åbnede i Kulturbrauerei, Prenzlauer Berg, 100 meter fra U-bahnstationen Eberswalder. Den permanente udstilling med gratis entré er større og mere interessant end det overrendte DDR-museum i Mitte, som man skal betale seks euro for at besøge. Se blandt andet en Trabant med telt på taget, som på et tidspunkt var højeste mode i det østtyske, og oplev mange facetter af livet i DDR, som de kommer til udtryk i såvel afsavn, undertrykkelse og overvågning som kammeratskab og den stille modstand.
http://www.hdg.de/berlin/museum-in-der-kulturbrauerei/
2. Topographie des Terrors
Nogle af de vigtigste arnesteder for den nazistiske terror, bl.a. Gestapo, havde hovedkvarter på adressen i Niederkirchnerstrasse, hvor der i mange år efter Murens fald var en udstilling under åben himmel. I 2010 åbnede så et stort dokumentationscentrum i en helt ny udstillingsbygning. Her kan man tilbringe adskillige timer med de mange informative plancher og tekster på tysk og engelsk. Udendørs, men overdækket, er der en lang arkade langs den gamle indermur, hvor man bevæger sig kronologisk gennem udviklingen i Tyskland fra 1933 frem til en lille krølle om Muren og DDR. Et glimrende sted at tage teenagere med hen, hvis de skal lære lidt om i Berlins centrale placering i verdenshistorien for 70-80 år siden.
http://www.topographie.de/
3. Museet under ”Denkmal für die ermordeten Juden Europas” (“Holocaust Denkmal”)
De fleste turister har set det store mindesmærke med 2.711 betonpiller tæt ved Brandenburger Tor, men alt for få af dem tager turen nedenunder i det 800 kvadratmeter store informationscenter, hvor man kan følge jødernes og andre forfulgtes skæbne under nazistyret, blandt andet illustreret ved udvalgte familiers fortællinger. Entréen er gratis, men forvent et sikkerhedstjek, som er en lufthavn værdigt.
https://www.holocaust-denkmal-berlin.de/
4. Alliierten Museum
Museet, der har til formål at dokumentere USA’s, Englands og Frankrigs engagement i Berlin efter 2. Verdenskrig, flotter sig også med gratis entré. Der er en permanent udstilling og langvarige særudstillinger. For tiden (2019) hedder særudstillingen “LITTLE AMERICA – Leben in der Militär-Community in Deutschland”. Det er en fotoudstilling om de udstationerede amerikanske soldaters liv i Tyskland i perioden efter 2. Verdenskrig.
http://www.alliiertenmuseum.de/
5. Manufactum
Det kan måske forekomme lidt ordinært at anbefale et besøg i en kædeforretning med varehuse i otte tyske byer, men en god ven fik solgt ideen så godt, at jeg for nylig besøgte butikken ved Ernst-Reuter-Platz (eller ”Erpl”, som berlinerne kalder den). Manufactums slogan er ”Es gibt sie noch, die guten Dinge”, og forretningen havde ganske enkelt et overvældende udbud af kvalitetsprodukter og flot design inden for en lang række områder, bl.a. køkkenudstyr, møbler, legetøj, cykeltilbehør, haveredskaber og kontorartikler. Er der så noget, der er gratis? Ja, kædens tykke varekataloger, men derudover kan man sige, at priserne matcher den gode kvalitet. Skulle man alligevel i gang med at lede efter en god og original gave, behøver der jo ikke at være ekstra udgifter ved at lede efter den hos Manufactum.
http://www.manufactum.de/manufactum-berlin-c-41/
6. KaDeWe
Det store, historiske varehus ved Wittenbergplatz fortjener et besøg, og hvorfor ikke lægge en frokostpause på den næstøverste feinschmecker-etage, hvor der serveres forrygende bouillabaisse i mange varianter og meget andet lækkert ved skranker med hurtig servering. Eller vælg selv fra buffeten i restauranten på den øverste etage, som blev indviet i 1996 og dermed gjorde KaDeWe til Europas næstestørste stormagasin med i alt 60.000 kvadratmeter indkøbsareal. Skulle man være så uheldig at befinde sig i varehuset i følge med personer, der kan tilbringe timer i tøjafdelingen, kan man måske have fornøjelse af den velassorterede afdeling med bøger, hvor man nemt kan få en time til at gå med at kigge i nye bøger om fx Berlin-relaterede emner. Det er ganske gratis.
http://www.kadewe.de/
7. En laptop-venlig café
Okay, helt gratis er det måske ikke, men til gengæld koster det kun en kop god kaffe at blive hængende, til bygen er ovre, mens du bruger det gratis wifi, som tyskerne kalder ”w-lan”. Her kan du sende mails og Facebook-beskeder hjem til vennerne, hvor du for eksempel fortæller, at Berlin er et gråt og trist sted, hvor tjenerne er uvenlige og tilmed forventer drikkepenge, og hvor beboerne ligefrem hader turisterne og den ”gentrifizierung”, som de er skyld i. Jo færre turister, jo mere plads til os, der er vilde med Berlin! (Ironi kan forekomme). Her på sitet kan du finde denne oversigt over “laptop-venlige” caféer. Du er velkommen til at supplere listen med en kommentar:
http://vildmedberlin.dk/her-finder-du-berlins-laptop-venlige-cafeer/
8. AquaDom
Befinder man sig i Mitte tæt på Alexanderplatz, bør man besøge lobbyen på Hotel Radisson Blue, hvor det er muligt at se det kæmpestore, cylinderformede akvarium med 1.500 tropiske fisk. Man kan også tage elevatoren op inde i akvariet og opleve fiskene svømme rundt om én.
9. Kuplen over Reichstag
Det er gratis at besøge det tyske parlament, og kuplen, der blev indviet i 1999, er en stor arkitektonisk oplevelse. Man kan gøre det spontant ved at henvende sig i besøgstjenestens servicestation i nærheden af Reichtagsbygningen ved siden af Berlin-pavillonen på den sydlige side af Scheidemannstraße. Hvis der er ledig plads, udstedes tilladelser til personlig adgang op til to timer før besøget. Bemærk, at man skal kunne identificere sig, og at tilladelserne er personlige. Servicestationen er åben hver dag fra kl. 8 til 18.
Brug online-formularen, hvis du på forhånd vil bestille tid til et besøg.
Du kan også på forhånd reservere bord i tagterrassens café, hvis du vil kombinere besøget i kuplen med lidt kaffe og kage eller andet mundgodt. Det kræver, at man sender en mail. Se mail-adressen nederst på denne side.
De penge, man sparer ved de gratis glæder, kan man jo passende spendere på rundhåndede drikkepenge på barer og restauranter, så vi danskere kan forbedre vores ry som turister i denne fantastiske by.
Vil gerne foreslå en Update af disse tips!
Bla ang besøg i Rigsdagskuplen, hvor det nævnes at man kan stå i kø i flere timer? Førhen kunne der godt være lang kø (har dog aldrig oplevet at skulle bruge mere end ca 30 min i køen da de lukkede ind i store hold).
Som det er nu skal man booke adgang online (mener det er senest 3 dage før) og angive hvornår man vil vil derop – dermed er der ikke kø mere end det lige tager at blive sikkerhedstjekket!
Det er stadig gratis men man skal booke online først og jeg tror ikke tricket med Cafe’en virker mere!
Hej Thomas.
Ved en fejl var din kommentar røget i vores spamfilter, og jeg har først set den nu. I mellemtiden havde vi allerede rettet både tekst og link, fordi der var blevet gjort opmærksom på den manglende opdatering på Vild med Berlins Facebook-side.
Via linket kan man bestille bord i caféen, hvis man ønsker det.
Berlin-hilsen fra Lars/Vild med Berlin
#3 kendte jeg slet ikke… Tak for tippet 🙂
Har man små børn med til Berlin, er LEGOLAND Discovery Centre ved Potsdamer Platz også et hit. Let at komme til – og man kan gå i tørvejr fra “Bahnhof Potsdamer Platz” derover…