Forfatterarkiv: Lars Friis

Find nazitidens spor i Berlin

Her de mange anbefalinger om ”historiens spor” fra dem, der følger Vild med Berlins blog, nyhedsbrev og Facebook-side.

Større boligkvarterer må jævnligt spærres af og mange mennesker evakueres, når man opdager endnu en bombe i den berlinske undergrund. 3.000 stykker usprængt materiale som bomber, granater og ammunition menes fortsat at ligge her, og de ret hyppige fund gør krigens tid meget nærværende i den tyske hovedstad.

Det samme gør de mange mindesmærker og andre markeringer af det sorte kapitel i Tysklands historie. Berlin-glade danskere har deres favoritter, når de vil mærke historiens vingesus, og mange berettede om dem, da Vild med Berlin for nogen tid siden efterlyste inspiration. Vi har tidligere bragt den første opsamling om DDR-tiden. Her følger den anden om tiden med det nazistiske styre, 1933-1945.

De 5.000+ snublesten

Flere nævner, at de mærker historiens tragiske vingesus, hver gang de ser de såkaldte Stolpersteine – de 10×10 cm store messingskilte, som næsten alle, der har været i Berlin, har bemærket. Byen har da også mere end 5.000 af dem – placeret mellem brostenene foran huse, hvor der har boet mennesker, primært jøder, som blev deporteret til de nazistiske udryddelseslejre. ”Her boede Margarete Tebrich, født Loewi i 1874, deporteret til Theresienstadt 17. december 1942. Myrdet i Auschwitz i 1944” lyder en af inskriptionerne, som sætter navn på en af de mange millioner myrdede og samtidig fortæller læseren, at vedkommende befinder sig lige der, hvor dette offer levede sit liv.
Læs mere om Stolpersteine i indlægget ”Én sten. Ét navn. Ét menneske. Historien om Stolpersteine – snublesten i Berlin”.

Gleis 17 Memorial i Grunewald

Mindesmærker for deportationen af jøderne fylder naturligvis en del i de mange anbefalinger. ”Gleis 17” er nævnt som et meget tankevækkende sted. Det er et nedlagt spor på den ellers fungerende S-togsstation Grunewald, 13 km vest for Alexanderplatz, som minder om, at det var fra denne station, at 56.000 berlinske jøder blev transporteret til dødslejrene. Inskriptioner langs sporene fortæller om datoerne for transporterne og det præcise antal mennesker, som blev sendt af sted.
Læs mere i indlægget ”Gleis 17 Memorial – Mindesmærke for nazisternes jødetransporter fra Berlin”.

Mahnmal Levetzowstrasse

I samme genre, men i Moabit tæt på Berlins centrum, er Mahnmal Levetzowstrasse, som Peter Christiansen omtaler som ”Det mest intense historiske sted i Berlin”. Her lå engang en af Berlins største synagoger, som nazisterne fra 1941 brugte til at opsamle tusindvis jøder, før de blev sendt videre mod øst, bl.a. via togstationen i Grunewald. På en stor jernplade kan man se datoer udstanset sammen med det antal mennesker, der blev deporteret den pågældende dag, og en skulptur i form af en togvogn symboliserer deportationen til den visse død.

Den såkaldte “Führerbunker” , juli 1947. Foto: Bundesarchiv

Hvor lå førerbunkeren?

Et særligt sted i Berlin – ved Gertrud-Kolmar Strasse, ikke langt fra Brandenburger Tor – er markeret så beskedent, at mange af byens besøgende har vanskeligt ved at finde det. Og finder man endeligt frem til stedet, hvor Hitlers førerbunker engang lå, kan man godt blive lidt skuffet. For ud over en lille informationstavle er der kun en kedelig parkeringsplads at beskue.

I Tyskland er der almindelig enighed om, at stedet for førerbunkeren ikke skal være et storslået mindesmærke, som kunne anspore nynazister til at bruge stedet til fejring af deres åndelige forfader. Trods den beskedne markering kan man godt mærke et strejf af historiens vingesus, når man står på stedet. Som Else Togo skriver i sin kommentar: ”Får gåsehud ved stedet for der Führerbunker i Gertrud-Kolmar Strasse”.

Mindre end halvanden kilometer derfra kom der i oktober 2016 en udstilling, hvor Hitlers arbejdsværelse er genopført, og hvor man desuden kan se en model af hele bunkeren. Det følsomme forhold til historien gør udstillingen omdiskuteret, men arrangørerne i det private ”Berlin Story Bunker” fastholder, at hensigten blandt andet er at vise nazispidsernes luksus i forhold til de menige tyskeres lidelser i overfyldte bunkere samt at gøre historien levende og interessant. Man kan bestille rundvisninger i hele udstillingen på tysk og engelsk til 12 euro her.
Læs mere om førerbunkeren på dansk Wikipedia.

Hvor førerbunkeren i sin tid lå, er der i dag en parkeringsplads.

Mindesmærket for Europas myrdede jøder

Endnu tættere på stedet for den oprindelige bunker ligger Berlins største og mest markante mindesmærke, nemlig ”Denkmal für die ermordeten Juden Europas”, der blev indviet i 2005. Det er 2.711 betonsteler fordelt på 19.000 kvadratmeter, kun 200 meter fra Brandenburger Tor. Et gigantisk kunstnerisk værk, som den amerikanske arkitekt Peter Eisenman står bag. I anledning af mindesmærkets 10-årsjubilæum i 2015 lagde vi dette indlæg på bloggen.

Det er værd at lytte til et råd fra forbundsdagspræsident Wolfgang Thierse, der i sin åbningstale i 2005 anbefalede, at man som gæst begynder sit besøg i det underjordiske dokumentationscenter. Her er der gratis entré, men også grundig sikkerhedskontrol. Derefter bør man ifølge Thierse gå alene mellem stelerne og tænke over de indtryk, som besøget efterlader.

Topographie des Terrors

Ida Hermann anbefaler stedet med disse ord: ”Topographie des Terrors er et område, som forbinder historien. I dag et moderne museum, som ligger dér, hvor Gestapo havde sit hovedkvarter. Bygningen eksisterer ikke mere, men der findes endnu rester, der minder om den tid. Når man kigger i retning af Niederkirchnerstrasse ser man ikke alene et stykke af Berlinmuren, der vidner om den kolde krig, men også det kolossale bygningsværk i baggrunden med totusind rum, der blev bygget til Göring og var hans Reichluftfahrtministerium (og som senere også blev brugt af DDR). To meget bemærkelsesværdige epoker mødes her, og det er ret overvældende!”

Steen Bille, der oplevede den udendørs udstilling på stedet, før udstillingsbygningen var færdig, skriver: ”At stå ved de udendørs plakatboards ved Topographie des Terrors i murbrokkerne fra SS-fængslet og føle dig stærkt berørt og nødvendigt oplyst …”.

En fornyet version af den udendørs udstilling findes i dag i en lang arkade langs grunden ind til den nye udstillingsbygning, der stod færdig i 2010. Her kan man bevæge sig kronologisk gennem tiden, hvor nazisterne i stigende grad strammede grebet og skruede op for terrorregimet.
Der er gratis adgang til det såkaldte ”Dokumentationszentrum – Topographie des Terrors” i den markante bygning, der besøges af mere end én million mennesker om året. Stedet rummer både permanente og skiftende udstillinger.
Læs mere om Topographie des Terrors her.

Berliner Unterwelten – udstilling og guidede ture

Foreningen Berliner Unterwelten har en permanent udstilling, ”Mythos Germania”, og en stribe skiftende rundvisninger i blandt andet under- og overjordiske bunkere. Tidspunkter og steder skifter jævnligt, så man skal selv holde øje med de aktuelle ture på hjemmesiden. Klik på det danske flag for at få information på dansk om de ture, der har en dansk guide.

Bayerisches Viertel

Birthe Egelund Høier: “Bayerisches Viertel er ikke det område i Berlin, som tiltrækker sig flest turister. Men her er historien fortsat levende. I det tidligere jødiske kvarter bør man gå omkring og kigge både op på lygtepælene og ned i fortovet. Et kunstnerprojekt har fået lov at blive hængene: skilte, der på den ene side citerer en lov, med datoen for indførelsen, som begrænser jøders aktiviteter op gennem trediverne, og på den anden side en ikon, som betegner den pågældende restriktion (f.eks. et brød, når jøder kun må købe brød på bestemte tider). I Bayerisches Viertel er historien en aktiv del af dagligdagen.”
Wikipedia (på tysk): Bayerisches_Viertel
Wikipedia (på tysk): Orte des Orte des Erinnerns (Bayerisches Viertel)

Olympia Stadion

Julie Pedersen: “At gå rundt der giver både suset af stormagt og af den ligeså forfærdelige bagside af Hitlers idé om det 3. rige.”
Jacob B. Møller: “Bygget af Hitler og renoveret senest til VM i Tyskland i 2010 . En guidet rundtur med min søn der står stærkt efter sommerens tur til Berlin.”
Læs her om rundvisninger på Olympia Stadion.

Gedenkstätte Plötzensee

Maj-Britt Milsted: “Det er en ubeskrivelig stemning man kommer i ved et besøg her. Nazisterne henrettede i tusindvis og mange af deres egne blev henrettede få dage før krigens slutning. Man kan læse flere af de henrettedes historie i montre på museet. Virkelig et grumt og historisk vingesus. Og ikke et sted, der er overrendt. Vi har hver gang haft det helt for os selv. Og det gør stemningen endnu mere forstemmende.”
Læs her om Gedenkstätte Plötzensee.

Sammlung Boros

Birgit Dusa: “Man fornemmer historien på egen krop, når man går rundt i den gamle bunker nær Friedrichstrasse Station, hvor der nu er kunstudstilling.”

Op mod 3.000 mennesker søgte tilflugt i denne bunker under de allieredes bombninger af Berlin. Den Røde Hær brugte bunkeren som fængsel, og i 1950’erne blev den brugt til opbevaring af frugt og grønt, hvilket dengang affødte navnet ”Bananbunkeren”. Boros købte stedet i 2003.

Som beskrevet i et tidligere blogindlæg skal et besøg i bunkeren planlægges i god tid, for der er kun adgang til bunkermuseet, hvis man på forhånd har booket plads på en af de guidede rundvisninger (12 personer pr. gang).

Gedenkstätte Deutsche Wiederstand

Sanne Gitz: “Berlin er så fuld af historie, at man hele tiden forholder sig til de forskellige tider byen har været igennem. Da vi i påsken var i Berlin, besøgte vi Gedenkstätte Deutsche Wiederstand, hvilket virkelig gav mig en klump i halsen og ondt i maven.”
Læs mere (på tysk og engelsk).

Denkmal zur Erinnerung an die Bücherverbrennung

Dan Mølholm: “Jeg bliver grebet af historien mange steder, men ikke mindst ved det sted på Bebelplatz, hvor en af de nazistiske studenters bogafbrændinger af ikke politisk korrekte bøger fandt sted i 1933. Man kigger gennem glas ned på tomme boghylder under jorden. Og læser Heinrich Heines profetiske ord: ‘Det var kun forspillet. Der, hvor man brænder bøger, vil man til sidst også brænde mennesker.’”
Læs mere (på tysk og engelsk).

Første del af denne opsamling af anbefalinger fra “de berlinervilde” – om DDR-tidens historiske vingesus – finder du her.

Mit Berlin #23: Berlin er uforstillet ligetil

Skriv et svar

Jens Unmack, frontmand i Love Shop, har et inderligt forhold til Berlin, som han beskriver med ord som rå, yndefuld, hæslig, vibrerende, neonlysende … Og glæder sig over, at byen nu igen har et fodboldhold i toppen. Dette bidrag til serien ”Mit Berlin” kunne rumme råskitsen til en fin sang om byen.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
At byen stod bygget og skåret i sort/hvidt. Det var vinteren 86/87, jeg boede på et monstrøst hotel i Vestberlin, hvor der var iskoldt dag og nat på den der tørklimafacon, der er så speciel for Berlin. Følelsen af om aftenen at være i en neonlysende hule, med det hvide Mercedes Benz-logo på Europa Center som pejlemærke, omringet af kommunismens tavse mørke, derovre på den anden side af Muren.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Jeg kommer gerne forbi tre-fire gange om året, alene, med familie, med venner. For at arbejde, perspektivere, nyde livet, være til.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
At byen er så uforstillet ligetil. På en gang rå og forfinet, på samme tid hæslig og yndefuld. Og så den følelse af historisk bevidsthed, som Berlins vilde blanding af fortid og nutid konstant sætter i spil.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Kreuzberg. Klassisk Vestberlin, som endnu aldrig er blevet renskuret.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Der har været mange. Senest nu i maj, da Iggy Pop spillede i Tempodrom, kun få hundrede meter fra Hansa Studios, hvor han sammen med David Bowie i 1977 indspillede sit mesterværk Lust For Life. Det var vanvittigt godt og meget specielt at opleve ham lige der.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Jeg spiser næsten altid frokost på Il Casolare, Berlins bedste italienske trattoria, ved Landwehrkanal i Kreuzberg, bare fem minutters gang fra Kottbusser Tor.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
At drikke kolde Berliner Kindl og se VM/EM-fodbold på storskærm i en af byens mange biergartens om sommeren føles som ægte Berlin. Men ‘ægte’ Berlin er så mange ting. Kan også ud fra det spørgsmål på det kraftigste anbefale natlige gåture i byens lys og vibrerende liv, med dunkende elektronisk musik i ørene. Som de siger det i Berlin, Hamburg er til rock, mens Berlin er til electro.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Byens allerbedste döner – der er hård konkurrence – fås hos Mustafa’s Gemüse Kebab ved Mehringdamm. Der er altid kø ved skuret, både dag og nat, så formidabelt god er deres Hänchen-döner. Og hey, nu vi snakker multi-kulti, er det også helt specielt med 1. maj i Kreuzberg, hvor tyrkerne holder en overvældende stor folkefest i området omkring Mariannenplatz. Det er meget specielt at opleve deres helhjertede dans og sang, mens autonome og venstrefløjsaktivister hvert år slås mod store mængder af riotklædte polizeistyrker kun få gader derfra.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Bilister i Berlin synes bare ikke vant til at kigge efter cyklister, så på cykel er man i konstant livsfare. Pas på!

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Det bliver igen noget med musik. Den tidligere The Walkmen-forsanger Hamilton Leithauser, som netop har udsendt en af årets allerbedste plader indenfor den mere alternative rock, kommer på sin første europæiske tour til vinter. Og d. 2 marts spiller han på Kantine am Berghain over i Friedrichshain. Det bliver alle penge værd, er jeg sikker på.

Hvad “rykker” i Berlin lige nu?
For første gang i nyere tid har Berlin pludselig et fodboldhold, der blander sig i toppen. Jeg ved godt, Eisern Union er det fashionable hold at dyrke, og det er da også kultsjovt at se dem ude på deres selvbyggede stadion i skoven ved Köpenick. Men den gode fodbold bliver altså spillet af Hertha BSC, der har sine hjemmekampe i Adolf Hitlers gamle olympiske sportspark fra 1936, Olympia-Stadion, som bare arkitektonisk i sig selv er et besøg værd. Billetterne til Herthas hjemmekampe er til at få fat i, og stemningen på den billige Ostkurve er forrygende.

Jens Unmack, født 1964, er sanger, sangskriver og forsanger i Love Shop, som har en “November Tour” her i 2016, hvor første koncert afvikles på Auster Club i Berlin 3. november. Læs mere om koncerten på dette Facebook-event, hvor der også er link til billetsalg.

Jens Unmacks blog: http://www.jensunmack.dk/

Jens Unmack er her fotograferet i lufthavnsbygningen i Tempelhof. Fotograf: Morten Larsen (Flere billeder på bloggen sticksnsushi.berlin)

Mit Berlin #22: Kærligheden førte til et fast forhold

Skriv et svar

Nicolaj Holmboe tog i 2014 konsekvensen af en næsten livslang tiltrækning – og flyttede til Berlin. Herfra driver han i dag sin virksomhed som konsulent inden for blandt andet teambuilding og processer – og øser også jævnligt ud af sin Berin-fascination over for byens gæster. Her svarer han på fem spørgsmål i serien “Mit Berlin”.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg er kommet i Berlin siden 1971, hvor min danske faster blev gift med en vestberliner. Jeg har de første erindringer om bydelen Spandau, som vi ofte nåede om aftenen efter at have kørt turen fra Allerød, hvor jeg er vokset op. Og særligt husker jeg grænseovergangen Staaken, som vi skulle passere efter turen gennem DDR. Spejle under bilen, ståltråd ned i benzintanken, al bagage ud, passene der kørte på transportbånd osv. Det var altid lidt utrygt at holde ved grænsen og vente – nogle gange op til to timer – og derfor var glæden stor, da vi endelig kunne køre ind i Vestberlin.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Jeg har opholdt mig i Berlin siden 2014, hvor jeg valgte at blive selvstændig og bosætte mig i byen. Der havde i en periode på fem år inden været en større og større lyst til at prøve at bo i byen mere permanent. Jeg var alligevel hernede 4 – 5 gange om året, så nu skulle det være, og det nyder jeg!

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Jeg har en gammel kærlighed til Charlottenburg/Wilmersdorf, da det er der, jeg er kommet, siden jeg var en lille dreng. Jeg har i otte år også rejst med skoleklasser fra Hillerød, og der har vi også altid boet i den del af byen. Nu bor jeg i nabodistriktet, Schöneberg, og det er jeg rigtig glad for. Der er roligt, der er grønt – og så lige midt i byen. Det er blevet mit distrikt, mein Kiez, hvor jeg bor og arbejder fra.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Måske nærmere en kulturhistorisk oplevelse. Den 9. november 2014 stod jeg foran Brandenburger Tor sammen med 1.000.000 andre og var med til at fejre 25-året for murens fald. Fra scenen spillede et ungt par nationalmelodien på violin og cello, og det var så smukt og gribende at stå der i mængden og høre folk nynne med. Det frembringer stadig ”Gänsehaut”, når jeg tænker på det. Og så gik det hele amok i minutterne efter, da Udo Lindenberg startede ”festen” med Hinter’m Horizont. Så var det slut med at nynne – alle sang med! Samlet set en meget stærk oplevelse.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Jeg er meget glad for den nedlagte lufthavn, Tempelhof. Med cykel er det et fantastisk sted at mærke historiens vingesus helt tæt på. Første gang jeg cyklede ud ad startbanen, slap jeg styret og rakte armene ud til siden – som et par vinger – og forestillede mig, at der under russernes blokade af Berlin i 1948-1949 i gennemsnit landede et fly med forsyninger fra den vestlige del af Tyskland hvert tredje minut døgnet rundt. Det satte tingene i perspektiv.

Nicolai Holmboe, født 1968, uddannet folkeskolelærer og systemisk konsulent. Tidligere ansat i Team Danmark, i dag selvstændig konsulent med base i Berlin. Læs mere på hans hjemmeside.
Arrangerer jævnligt guidede ture i Berlin for hold samt åbne ture, der også annonceres på hans Facebook-side.
De næste åbne ture afvikles i efterårsferien 2016:
Mandag 17. oktober
Torsdag 20. oktober

DDR-tidens historiske vingesus i Berlin – her oplever du det!

Skriv et svar

Byen emmer af historie, så det er svært at begrænse sig, hvis man bliver bedt om at pege på, hvor man bedst oplever historiens vingesus i Berlin. Her er første del af et overblik over de mange anbefalinger, der i april 2016 kom fra følgerne af Vild med Berlins blog, nyhedsbrev og Facebook-side.

”Berlin er indbegrebet af historiens vingesus,” lød det fra en af bidragyderne, da vi i forbindelse med udlodning af bogpræmier bad deltagerne om at lægge ”en kommentar med dit bud på, hvor i Berlin man bedst oplever historiens vingesus”. En anden forestillede sig at være gudinden i quadrigaen på toppen af Brandenburger Tor: ”Hun har i mange, mange år fra toppen af Brandenburger Tor haft udsigt til, hvad der er foregået i Berlin, så netop der får man en fantastisk oplevelse af historiens vingesus”.

Ja, gudinden har overværet triumftogene i 1864, 1866 og 1870 efter sejre i krige mod blandt andet Danmark. Hun har set sejrsikre soldater drage i krig i 1914, og hun har været vidne til nazisternes march gennem porten, da Hitler kom til magten 30. januar 1933. Hun blev bombet i smadder i kampene om Berlin i 1945 og var i mange år centrum for den delte by, da der eksisterede to tysklande. Selv om hun stod med ryggen til, registrerede hun sikkert også talen 12. juni 1987, hvor den amerikanske præsident Ronald Reagan bad sin sovjetiske kollega Gorbatjov om at rive Muren ned. Ingen havde vist regnet med, at den rent faktisk blev pillet fra hinanden mindre end to år senere, hvor øst- og vestberlinere blandt andet fejrede det ved at stille sig på Muren om aftenen den 9. november 1989.

Diana Gillmeister fortæller i en kommentar, hvordan hun oplevede Brandenburger Tor før Murens fald: ”Jeg mindes de russiske soldater med maskinpistoler, som stod der ved mine besøg som barn. Som skræmte os børn, fordi vi sad på hegnet, og det måtte vi ikke. De sagde noget, vi ikke forstod, men kropssproget var tydeligt, og vi kom hurtigt ned. Fantastisk at se at der nu ikke er hegn om.”

Reichstag nævnes af mange som et andet godt sted at opleve Berlin som centrum i den vestlige verdens historie. ”Her er hele Tysklands historie på godt og ondt samlet i ét imponerende bygningsværk,” er der en, der skriver. Men derudover deler anbefalingerne sig især i steder, monumenter og mindesmærker for to epoker i historien: Den delte by 1961-1989 og Nazi-tiden 1933-1945. For overskuelighedens skyld er af denne opsamling derfor grupperet på denne måde. Her følger første del.

Den delte by 1961-1989

Stasi-fængslet i Hohenschönhausen
DDR-tiden scorer højest blandt bidragsyderne, og rigtig mange har været på rundvisning i fængslet i Hohenschönhausen, der fra 1951 til 1989 var stedet, hvor Stasi holdt op mod 200 politiske fanger indespærret ad gangen. ”Et koldt og alvorligt vingesus,” bliver stedet beskrevet som, og Jakob Schmidt anbefaler det med ordene: ”Det gamle Stasi-fængsel i Hohenschönhausen er virkelig en oplevelse værd. Stadig fornemmer man den mistro, psykiske terror og ondskab, som hele stedet var drevet af. Og i autentiske omgivelser med det originale interiør intakt.”

Caroline supplerer: ”Tilbage i DDR-tiden vidste de fleste ikke, at der lå et fængsel her – det var en Stasi-sag og fængslet var ikke på noget kort, og når nye indsatte skulle køres derud, var en af torturmetoderne ofte at køre de arresterede rundt i mørke biler i timevis, så de til sidst ikke havde nogen som helst idé om, hvor de var. Psykisk terror var måden, Stasi torturerede deres indsatte og borgere på.”

Rundviseren Mike

Som rundviser i fængslet, der har været ”Gedenkstätte” siden 1994, har mange mødt Mike, der er særlig interessant for danskere, fordi han er vild med alt dansk – blandt andet inspireret af Olsen Banden – og brugte tiden under sine mange ophold i fængslet til at lære dansk, blandt andet ved hjælp af brugsanvisninger, hvor vejledningerne var oversat til flere sprog.

”Min største historiske oplevelse i Berlin var, da jeg blev vist rundt i Hohenschönhausen af en tidligere fange, Mike, som i øvrigt taler dansk. Hans største ønske efter murens fald var at besøge Danmark og lære dansk. Han gjorde et stort indtryk på mig, for vi er jævnaldrende. Mens jeg var ung, hvor jeg levede livet og uddannede mig, så sad han det meste af tiden i fængsel i DDR,” fortæller Simon Smidt Jensen.

Efter Murens fald gik Mikes første udlandsrejse i øvrigt til Sønderjylland, hvor han blev modtaget meget varmt og inviteret indenfor af de danskere, der fandt ud af, at han var fra DDR.

Bente Toft: ”Et besøg i Stasi-fængslet i Hohenschönhausen i Berlin har gjort dybt indtryk hos min mand og jeg. En af de tidligere indsatte guidede os rundt. En meget personlig og intens rundvisning. Efter Genforeningen mødte han tilfældigt sin forhørsleder ude i byen. De kom i snak, og det var starten på ideen om en bog om fangernes og deres “forhørsbødlers” skæbne i den nyere historie. Bogen kan nu købes i fængslets boghandel.”

Stedets officielle hjemmeside: http://www.stiftung-hsh.de/

Museet ”Alltag in der DDR”
En permanent udstilling med gratis entré, der i november 2013 åbnede i Kulturbrauerei, Prenzlauer Berg, 100 meter fra U-bahnstationen Eberswalder.
Helle Faber: “Boede i Østberlin i november 1989, og dette museum beskriver livet der.”
Museets hjemmeside: http://www.hdg.de/berlin/museum-in-der-kulturbrauerei/
Læs også om museet i blogindlægget:
Ni gratis fornøjelser ved regnvejr i Berlin

Bornholmer Strasse – stedet for Murens fald 9. november 1989
”Der, hvor jeg mærkede historiens vingesus, var ved broen på Bornholmer Straße, hvor vi så plancher med billeder fra før og ved Berlinmurens fald,” skriver Laila Hejlskov.
Begivenheder ved grænseovergangen er skildret i denne 9 minutter lange dokumentar (med engelske tekster):

Den tyske kanal ARD viste i 2014 begivenhederne i et tv-drama, der i høj grad beskrev begivenhederne set fra Harald Jägers synsvinkel. Han var den østtyske befalingsmand, der ledede gænseovergangen og er kendt som ”Manden der åbnede muren”.

Haralds Jägers biografi kan læses på Wikipedia i en engelsk og en tysk version.

Potzdamer Platz
”Med det enorme Sony Center og stykkerne er muren – en fantastisk historisk kontrast,” skriver Tanja Rasmussen.

U-Bahnhof Friedrichstrasse
Kirsten Gjaldbæk: ”Når jeg står på banegården Friedrichstrasse, kigger jeg hver gang op mod vinduerne i gavlen under den buede hvælving, og så synes jeg stadig at se soldaterne med maskingeværer, der stod på vagt der, mens byen stadig var delt. Og så behøver man blot at gå ned i udstillingsrummene i “Tränepalast” lige uden for stationen for med gysen at genopleve nervøsiteten for kontrollerne dengang før november 1989!”

Gedenkstätte Berliner Mauer i Bernauerstrasse
Det eneste sted i Berlin, hvor et stykke af både den ydre og den indre mur stadig er bevaret. Det tilhørende dokumentationscentrum er løbende blev fornyet. ”Efter udvidelsen af Gedenkstätte Berliner Mauer i Bernauerstrasse, synes jeg at man her får en fornemmelse af, hvordan en helt almindelig gade med boligblokke blev forvandlet under delingen af byen,” skriver Lone.

Anne Hessing Simonsen: “Ingenmandslandet ved Bernauer Strasse. Det risler en kold ned af ryggen, når man står i Mauerpark på flisegangene og tænker på, hvor mange der flygtede i de dybe gange under jorden netop der, hvor man står.”

Baumhaus an der Mauer
Martin Olesen skriver: ”Et ikke så berømt – men meget tankevækkende – sted er “Baumhaus an der Mauer” i Kreuzberg. Hør fx historien på Youtube. Her får man en helt anderledes og skæv vinkel på Berlins deling. Jeg så stedet første gang med en af de alternative gåture, der også er meget anbefalelsesværdige. Se fx http://alternativeberlin.com/tours/free-tour/

Trabant-museet ved Checkpoint Charlie
Anette Due: ”Det er et fantastisk lille museum, hvor der virkelig er noget at komme efter. Rigtig god film om Trabantens historie også.”

Karl-Marx-Allee
Annie Hansen: ”Efter at have oplevet Berlin i 1960 – før muren, på Stalinallee, (nu Karl-Marx-Allee) med de brede fortov og, efter datidens østtyske forhold, imponerende facader er det alligevel som at komme til en anden verden, når man i dag går ned af samme allé. I 1960 var der mennesketomt og uden trafik. Gik man ind bag facaderne, oplevede man kun sønderbombede huse, hvor der var legende børn. I dag en meget trafikeret allé, nærmest boulevard, med masser af flotte boligblokke, hvor der var ruiner. I årene siden dengang har jeg oplevet Berlins forandring på både godt og ondt, heldigvis mest af den gode slags. Det gyser dog stadig i mig, når jeg aflægger Tränenpalast et “besøg” og genoplever de gange, jeg skulle der igennem og visiteres.”

Torben Stig Nymand Jacobsen: ”Jeg vælger Karl Marx Allee v. Warschauer Strasse. I dette kryds finder man fire meget store bygninger, som er sovjetiske i al deres pragt. Jeg forestiller mig, at bygningsarbejderne forlod stilladserne i juni 1953 i protest mod prisstigninger og tempoopskruninger. 17.juni var Berlin på randen af sammenbrud. Kun ved sovjetiske kampvognes mellemkomst blev opstanden knust i blod. Bertolt Brecht skrev et satirisk indlæg et par dage efter, hvor han foreslog styret at opløse folket og vælge et nyt.”

Stasimuseum
Gitte Luk skriver: ”Jeg har oplevet dårlig karma af nærmest fysisk karakter tre steder i Europa: I Pompeji syd for Napoli, ved invasionskysten i Normandiet og på Stasimuseum i Ruschestrasse, Berlin. Lugten af bonevoks, gammel cigaretrøg og “Beamterbüro” væltede mig helt bagover, første gang jeg var der for mange år siden. Vi så en halv BBC-dokumentar på VHS i cafeteriet. Den anden halvdel var “gået i stykker”, og der var ikke råd til en ny kopi. Til gengæld fik vi kaffe og småkager, og en venlig ældre kvinde genfortalte resten af dokumentaren, som hun kunne udenad. Ude på trappen stod en gammel, blind mand og fortalte sin egen historie til alle, der gad høre den. Om tab og undertrykkelse og om, hvor svært det også var at falde til i det nye Tyskland. Hver gang jeg er i Berlin, MÅ jeg tilbage til det museum. Ikke for at svælge i fortidens elendighed, men for at minde mig selv om, at mure og pigtråd ikke løser nogen problemer. Det er der desværre endnu nogen, der tror.”

Museumsbolig
Jane Tobberup skriver: ”Tidslomme til offentlig beskuelse: En typisk 80’er DDR-lejlighed i et af datidens Plattenbau-komplekser. Interessant!!!”
Hellersdorfer Straße 179. Åben om søndagen 14-16 eller efter aftale. Gratis entré.
http://www.berlin.de/museum/3110025-2926344-museumswohnung.html

Tempelhof
Ole Borch: ”Jeg vil gerne slå et slag for den tidligere Tempelhof lufthavn … Under den kolde krig etablerede amerikanerne og englænderne den berømte luftbro, så Vestberlins befolkning kunne få fødevarer og brændsel, selvom russerne havde afskåret disse bydele under allieret kontrol. Et af de fly, der deltog i luftbroen, en såkaldt “Rosinbomber”, kan stadig ses foran lufthavnsbygningen. Navnet “Rosinbomber” opstod, fordi flyene ud over at fragte varer også smed små faldskærme ud med slik, rosiner og chokolade til de børn, der forventningsfuld stod på ruinbjergene og så flyene ankomme.”

East Side Gallery
Et langt stykke indermur på den østberlinske side af Spree.
Per Mikkelsen: ”Find stedet hvor to danske piger har malet “Himlen over Berlin”. Og vid, at de to piger tog rejsen til Berlin spontant, stort set uden en krone på lommen, malede i Trabi-damp, boede på gulvet hos en østtysk studerende. Deres værk blev udvalgt til at “overleve”, da dele af muren blev revet ned.”
Læs mere i blogindlægget:
East Side Gallery – 1.316 meter gribende historiefortælling

Mauermuseum ved Checkpoint Charlie
Anita Ege Urbak: ”Dokumenterer meget detaljeret og konkret livet i Berlin under den kolde krig, og man kommer virkelig ind under huden på mennesket og fornemmer, hvad der var på spil for dem, når man ser, hvad de udsatte sig selv og familien for. Et sted, der gjorde dybt indtryk på hele familien.”

Om Checkpoint Charlie på dansk Wikipedia.
Museets hjemmeside: http://www.mauermuseum.de/

2. del af denne opsamling af anbefalinger fra “de berlinervilde” – om sporene fra nazitiden – finder du her.

Mit Berlin #21: Med Muren i hovedet

Skriv et svar

Mikael Busch blev Berlin-fan efter en rejse i Christiane F’s fodspor i 1984. Siden var han på flere studieophold i Østberlin i midten af 80’erne og er under sine jævnlige ophold i byen stadig bevidst om Murens placering i forhold til, hvor han befinder sig. Læs her om hans relation til byen, der spiller en stor rolle i hans liv og i hans to bøger.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg var i Berlin med min mor og far i 1970. Jeg fik et slips i KaDeWe, som jeg havde på resten af turen. Ellers husker jeg ikke alverden. Mit store gennembrudsår som Berlin-fan var 1984. Jeg tog til Vestberlin med en gymnasiekammerat, en slags pilgrimsrejse i Christiane F’s fodspor. Her kommer en smagsprøve fra et essay, jeg har skrevet om turen (Vi kunne være helte, bare for en dag, Weekendavisen den 8.10.2007):

”Der var ikke tale om en erklæret pilgrimsrejse i Christiane F.’s fodspor – det var vi alt for generte eller blaserte til at ville vedkende os. Men selvfølgelig var den skjulte dagsorden – udover at besøge de gængse turistattraktioner i Berlin – at opsøge de hellige steder fra Christiane F. En tur med U7 – i retning mod Rudow – med stop undervejs i Gropiusstadt var således et uomgængeligt indslag i vores tur til Berlin. Vi fandt aldrig frem til ”Haus der Mitte”, ungdomsklubben i Rudow, hvor det hele begyndte, men atmosfæren i Neuköllns betonhelvede var uforlignelig. Vi måtte også en dag lige lægge vejen forbi Deutschlandhalle i Charlottenburg. Den virkelige Christiane F. havde overværet David Bowies autentiske koncert her den 10. april 1976.

Hvor utroligt det end kan lyde, var det et rent tilfælde, at vores vandrerhjem befandt sig under 100 meter fra det legendariske diskotek ”Sound” i Genthiner Straβe nr. 26. Men det var jo her, Christiane gik i byen som 13-årig i sommeren 1975. Hun havde forestillet sig ”Sound”, som kaldte sig selv ”Europas modernste Diskothek”, som et glitrende palads, men hun fandt en lurvet lavloftet kælder. Men det var ikke desto mindre her, hendes karriere som narkoman for alvor tog fart. Og det var her, hun mødte sit unge livs kærlighed, Detlef. Min gymnasiekammerat og jeg var selvfølgelig – i lighed med adskillige andre unge pilgrimsrejsende fra det nærliggende vandrehjem i Kluckstraβe – en tur på ”Sound”. Men ellers kunne man ikke ligefrem beskylde os for at være handlekraftige. I sammenligning med vores uudtalte identifikationsfigur, var vi rent ud sagt et par dødbidere. Vi holdt os til vodka og hinandens selskab.

Det allerhelligste, selve Bahnhof Zoo, ankom vi helt automatisk til den første dag. Det var jo her, nattoget fra København endte. Men den myteomspundne banegård kunne ikke leve helt op til vores forventninger. Det var der vel, hvis sandheden skal frem, ikke rigtigt noget, der kunne. Vi sagde det ikke højt, men stiltiende måtte vi erkende, at vores alternative dannelsesrejse, vores kunst-turisttur ud i død og ødelæggelse, ikke havde fået den karakter af eksistentiel epoché, vi måske havde forestillet os. Vi var stadig de samme generte/blaserte unge mænd, vi hele tiden havde været. I modsætning til en stærk lille pige fra Berlin havde vi slet ikke modet og kraften til at tage det afgørende spring, der kan føre til virkeliggørelsen af ekstatiske drømme og ufattelige mareridt. For os og Christianes andre åndelige disciple – utallige årgange af tyskelever over hele verden – er og bliver Christiane F. kun, en forjættende men uvirkelig drøm. En sindstilstand.”

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Jeg har stadig Muren oppe i hovedet. Formentlig på grund af min manglende fleksibilitet og omstillingsparathed. Jeg er altid meget bevidst om, hvorvidt jeg befinder mig i Vestberlin eller det gamle Berlin, Hauptstadt der DDR, altså Østberlin. Mine studieophold i midtfirsernes Østberlin i mine afgørende formative år gør sig nok stadig gældende. I virkeligheden er mine to biografier om danske Stasi-agenter på en underlig måde en form for genopdyrkning af min tabte ungdom. Af min egen østtyske fortid. Tillad mig her at citere det indledende afsnit af mit essay 22 år efter – på sporet af den tabte tid (Weekendavisen den 4.8.2006):

”Berlin. Jeg står af S-toget i Rummelsburg. Stationen hedder Betriebsbahnhof Rummelsburg. Billetautomaten er ny. Ellers ligner stationen sig selv. Jeg går hen mod Dolgensee Strasse. Selvom det er 20 år siden, jeg var her sidst, er det som om gåturen stadig sidder i benene. Plattenbau-bebyggelsen ligner også sig selv. Men højhusene har tydeligvis fået en gang maling for nylig. Der holder ikke længere trabanter og ladaer foran dem. Nu holder der tidssvarende og anonyme mellemklassebiler. Så er jeg fremme. En ejendommelig følelse af hjemkomst. Det var her, jeg boede i en kollegielejlighed to somre i træk i midten af 1980’erne, mens jeg deltog i et sommerkursus for udenlandske germanister ved Humboldt Universitetet inde i centrum.

Lejlighed er måske for meget sagt. Den havde snarere karakter af en belægningsstue, hvor vi boede 8 studerende sammen. Det var nu ikke noget problem. Vi var der alligevel kun, når vi sov. Hvad vi stort set ikke gjorde. Det meste af tiden opholdt vi os i ”Klubraum”. Her blev der ført endeløse diskussioner hver nat. Vi havde ungdommens gyldne håb. Vi var udødelige. Luften var tyk af røgen fra Cabinetcigaretter. Der blev drukket østtysk Club Cola og litervis af Neuzeller øl.

Vi var studerende fra hele verden. De fleste kom fra de socialistiske broderlande: mange polakker, tjekker og slovakker. En del bulgarer og russere. Enkelte rumænere. Og så var der os fra vesten. Den ”frie verden”. En del italienere, ikke så få englændere. Nogle skandinaver. Og en enkelt naiv amerikaner. Han var måske i virkeligheden den eneste rettroende marxist. For mit eget vedkommende var det i hvert fald ikke politiske bevæggrunde, der fik mig til at tage til Østberlin. På Aarhus Universitet oplevede jeg jo netop universitetsmarxismens sidste latterlige krampetrækninger. Ikke fordi der er nogen direkte sammenhæng mellem den danske universitetsmarxisme og det forstenede Honnecker-regime. Men min egen nå-generation har altid haft en instinktiv skepsis over for alle de fallerede politiske utopier, som man havde dyrket så intenst i 1970erne. Det var snarere en form for ungdommelig nysgerrighed og almindelig eventyrlyst, der fik mig til at drage til Østberlin. Og så var det selvfølgelig rørende billigt sammenlignet med lignende kurser i Forbundsrepublikken.”

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Wilmersdorf, jf. min kronik Midt i en eksamenstid – øjebliksbilleder og refleksioner fra Berlin (Gymnasieskolen):

”Im wunderschönen Monat Mai. Det ene forsømte forår efter det andet. Jeg kan dårligt nok huske, hvornår jeg sidst har oplevet foråret og forsommeren så rent. Uden et eneste stik af dårlig samvittighed. Vel ikke siden min barndom. Senere, i skolen og gymnasiet, var maj og juni måned jo den store eksamenstid, dvs. melankoli og lidt dårlig samvittighed. Som studerende; weltschmerz og lidt dårlig samvittighed. Som adjunkt: vemod og slet samvittighed. Som lektor efter den store gymnasiereform: formentlig én stor vittighed.

Men hvad ved jeg om det? Jeg sidder jo her på den charmerende Rüdesheimer Platz i Berlin-Wilmersdorf. Pladsen er helt klædt i lysegrønt. Det er aften. Fuglene synger. Børnene leger. Nøjagtig sådan husker jeg min egen barndoms uendeligt lange sommeraftener. Før der var noget, der hed dårlig samvittighed. Børnene på legepladsen kommer mange steder fra. De fleste vel fra lokalområdet. Mange bor i IBZ (Internationales Begegnungszentrum der Wissenschaft) henne på hjørnet. Det gør vi også selv. Her er tyske børn, russiske børn, iranske børn, amerikanske børn, japanske børn. Børn fra hele verden. Mine egne børn kan efterhånden godt gøre sig gældende på tysk. To af dem går i Grundschule am Rüdesheimer Platz henne på det andet hjørne. Men sproget er ikke nogen barriere af betydning. Børnenes forskellige kulturelle baggrunde spiller ingen rolle overhovedet. Legens sprog er globalt. Dette er simpelthen realiseringen af John Lennons vision om en verden uden skel. Selvfølgelig kun i børnehøjde. Men alligevel. Imagine … ”

Hele artiklen: http://gymnasieskolen.dk/midt-i-en-eksamenstid-%C3%B8jebliksbilleder-og-refleksioner-fra-berlin

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Sommereventyret i 2006, hvor Berlin var værtsby for VM i fodbold, jf. min feature om Den Tyske Filmbølge (Filmtidsskriftet 16:9):

”Selvom Tyskland har vundet hele tre verdensmesterskaber i fodbold og dermed hører til i den absolutte internationale elite, har onde tunger hæftet betegnelser som ’maskinfodbold’ på den tyske fodboldkultur. Ikke nogen rar metafor. Men i sommeren 2006 blev dette billede med et slag ændret. Tyskerne snublede ganske vist i semifinalen mod de senere verdensmestre fra Italien, men det velspillende og fandenivoldske tyske fodboldlandshold fik pludselig fans i hele verden.

Tyskerne blev en slags ”Weltmeister der Herzen”. Men også folk, der ikke interesserer sig en døjt for fodbold, fik øjnene op for, at der var noget nyt i gærde i Tyskland. Tyskerne begyndte nemlig til manges overraskelse at vise flaget. I bogstaveligste forstand. På de officielle VM-arenaer, foran storskærmen på Brandenburger Tor, på bilerne, om halsen på teenagepigerne; overalt så man farverne sort, rød og gul. Tyskerne selv var nok de mest overraskede. En del ældre tyskere var faktisk også noget forargede. Gik det nu an? Der er trods alt udgået to verdenskrige fra Tyskland. Men selvom mange ældre europæere, som har oplevet Tyskland som besættelsesmagt på egen krop, formentlig heller ikke ligefrem var begejstrede for de mange millioner flag, må man alligevel sige, at den nyvakte tyske patriotisme intet har med tidligere tiders militarisme at gøre. Også tyskere har ganske enkelt lov til at være glade. 61 år efter den sidste verdenskrig og næsten 20 år efter murens fald skal Tyskland ikke længere opfattes som et særtilfælde. Landet skal helt ud af skammekrogen. Også i den tysklandsskeptiske omverdens bevidsthed. Hvis man vil danne sig et indtryk af den magiske sommer 2006, hvor solen skinnede hver dag og også tyskerne selv igen begyndte at opfatte deres eget land som normalt, bør man se Sönke Wortmanns fodbolddokumentar Deutschland, ein Sommermärchen (2006).”

Hele artiklen: http://www.16-9.dk/2007-04/side05_feature2.htm

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Biografen Tilsiter Lichtspiele, jf. min Antidagbog fra Berlinalen 2010 (Filmtidsskriftet 16:9):

”Onsdag den 17.02. Filmen 13 Semester. Biografen ligger i Richard-Sorge-Strasse i Friedrichshain. I DDR-tiden blev gaden opkaldt efter spionen Richard Sorge, der under Den Første Verdenskrig virkede for Sovjetunionen i Japan. Jeg har selv et lille spionanliggende undervejs. I nummer 63 boede nemlig Knud Wollenberger, dengang han i 1970-erne arbejde på gadens gamle bryggeri – eller som det hed dengang: ”Getränkekombinat”. Ifølge de gamle Stasi-dokumenter havde Wollenbergers bolig to udgange, hvorfor den var velegnet som ”konspirativ lejlighed”. Men hvordan kommer jeg ind? Til mit store held er et ungt ægtepar med barnevogn netop ved at låse sig ind ved gadedøren. Jeg følger diskret med ind og føler mig som en tredjerangsagent. Men den er stadig god nok: der er to udgange.

Jeg går nu over på den anden side af gaden og fortsætter vejen mod min egentlige destination: biografen Tilsiter Lichtspiele i nr. 25a. Biografens navn er et vidnesbyrd om, at Richard-Sorge-Str. engang hed Tilsiter Strasse, men gaden er altså ikke blevet tilbagedøbt som så mange andre østberlinske gader.

Selve Tilsiter Lichtspiele må være det nærmeste, man kan komme en autentisk østberlinsk biograf fra tiden før 1989. I foyeren ligger adskillige eksemplarer af Junge Welt, det gamle FDJ-organ, som stadig udgives. Kaffen er næsten gratis og billetterne koster kun 4,5 Euro. Biografsæderne blev formentlig fremstillet før Murens fald. En sidste teknisk detalje: biografens fremviserudstyr kan ikke gøre krav på prædikater af nogen som helst art.

Hvad betyder teknik, hvis en film formår at røre? Men gør en tysk ungdomskomedie det? Helt ærligt: hvordan skulle en tysk ungdomsfilm om to venner, der bryder op fra en landsby i Brandenburg for at studere driftsøkonomi ved det tekniske universitet i Darmstadt på nogen måde kunne røre? Det kan ”13 Semester” bare. Jeg føler mig ikke bare godt underholdt men også dybt berørt af denne charmerende Coming-of-Age film. Ærgerligt at den med en til vished grænsende sandsynlighed aldrig vil nå de danske biografer, selvom helten, Max Riemelt ikke er helt ukendt i Danmark (Napola og Die Welle).”

Hele artiklen: http://www.16-9.dk/2010-04/pdf/16-9_april2010_side04_feature1.pdf

Mikael Busch, født 1962. Cand.mag. i tysk og fransk med sidefag i mediefag. Lektor på Kolding Gymnasium, boganmelder ved Jyllands-Posten.
Forfatter til ”Knud og Vera – Et Stasi-Drama” (2012) og ”Lenz – Stasi-agenten, der blev fanget af fortiden” (2015), begge på forlaget People’sPress.

Mit Berlin #20: Berlin har givet mig så meget

Skriv et svar

Journalisten Carsten Grubach kalder sit forhold til Berlin for ”betingelsesløs kærlighed”. Med udgangspunkt i fødebyen Kolding besøger han byen fem-seks gange om året og opdager altid noget nyt.

Mit Berlin Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Overvældende. Det var med skolen i 1972, der var stadig ruiner fra krigen, den kolde krig var stadig kold, og muren var massiv. Og jeg fik 20 DM af en ældre dame, fordi jeg holdt døren for hende på en U-Bahn-station …

Hvad er dit forhold til byen i dag?
Betingelsesløs kærlighed. Berlin har givet mig så meget gennem årene. Jeg har forsøgt at give noget tilbage ved at skrive en del artikler om byen og gøre reklame for den, når jeg kunne.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
De store forskelle på folk, bygninger og infrastruktur. Der er altid noget, der er forandret – selv når jeg kommer der fem-seks gange om året, kan jeg altid opdage noget nyt.

Hvilken kulturoplevelse i byen har gjort størst indtryk på dig?
Da jeg var med til at fejre både 20- og 25-året for Murens fald. Det var stort, og det rislede ned ad ryggen … Desværre var jeg i Danmark i 1989, da Muren faldt.

Har du en yndlingscafé og /eller restaurant i Berlin?
I høj grad. Vil du drikke en velskænket fadøl i rene, hyggelige omgivelser med god betjening, så skal du vælge Treffpunkt Berlin i Mittelstrasse, en sidegade til Friedrichstrasse tæt på Unter den Linden. Skråt over for bogparadiset Dussmann, som jeg også gerne anbefaler …

Hvor tager du hen, når du vil opleve det ”ægte” Berlin?
Så tager jeg på et værtshus et stykke væk fra centrum og væk fra de mange turister, der altid på godt og ondt er i Berlin. Eksempelvis Strassenbahn på kanten af Wilmersdorf og Friedenau.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første ti sider i turistguiden?
Tag cyklen og oplev parkstemningen i Tiergarten, Volkspark Friedrichshain og Treptower Park. Det gjorde jeg i sommeren 2015, og det var så herligt.

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, du glæder dig til?
Jeg har hvert år siden 1995 været til filmfestival i Berlin i februar, og den ser jeg frem til igen i år. Her får jeg set masser af kvalitetsfilm. Mange af dem når desværre aldrig til Danmark.

Carsten Grubach, født 1955. Journalist på JydskeVestkysten. Er i gang med at udvikle en applikation om gode ølsteder i Berlin. Han har lovet at give Vild med Berlin besked, når den er færdig, og vi vil selvfølgelig straks sprede budskabet 🙂
5. februar 2016 medvirkede han på TV Kolding i programmet ØLmanden, hvor den halve times interview – ud over øl – især kom til at handle om Berlin.
Se interviewet herunder.

Mit Berlin #19: Første gang var dramatisk og overvældende

Skriv et svar

Teddy Petersen, manden bag den nyeste Berlin-guide på dansk, besøgte Berlin for første gang i 1963 – og gik straks i gang med at formidle sin fascination, da han kom hjem. Det gør han stadig 52 år senere. Han opfordrer til, at man kaster sig ud i de ukendte sider af byen.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg var lige fyldt 16 år, og Muren var ikke to år endnu. En gruppe på 25 unge fra Århus var inviteret på tre ugers ophold med alt betalt – rundvisninger, foredrag og lommepenge – af venskabskommunen Charlottenburg. De andre var nogle gamle nogle på 20 år eller mere. Dramatisk, overvældende. I Bernauer Strasse lå der blomster på fortovet endnu. Man fik så meget at vide, sikkert også indoktrineret – og øl var billigt. Bagefter bestilte jeg 16 mm-film og fotos hjem fra Berlin og fortalte om byen i boligforeningens ungdomsklub.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Den amerikanske mand, der optrådte som Marlene Dietrich – i herretøj – oppe under taget på en beboelsesejendom? Den tidligere østtyske mesterbokser, der sang Jaques Brell på en brun café i Østberlin for et par år siden? At ligge på en måtte i øvelokalet på danseteatret Radialsystem V, mens fire musikere fra symfonien spillede inde midt på gulvet i halvanden time – alle tilhørere lå ned? Jeg ved det ikke … VM i fyrværkeri i september på Olympia Stadion? Hertha Berlin samme sted med 41.000 tyskere – og Hertha vandt! Jeg ved det ikke …

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Jeg kører rundt hvorsomhelst på cykel og glor. Farer vild. Begynder at snakke til folk, hvis jeg synes det.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Ja: Kig efter flyers og plakater og små sedler på gader og cafeer. Det står ikke andre steder – og vigtigst: Tag derhen! Der kan ikke ske andet, end at det er uinteressant – men det er svært at finde i Berlin!

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Ja, men jeg kender den ikke endnu!

Teddy Petersen, født 1947. Har som journalist arbejdet på blandt andet ungdomsprogrammet P4, Weekendavisen, TV2 Syd og som underviser på Danmarks Journalisthøjskole. I dag forlagschef på Journalisthøjskolens forlag Ajour. Arrangerede her i efteråret en foredragsrække om Berlin på Folkeuniversitet og er også rejsearrangør på Berlin-rejser.
28. oktober 2015 udkom ”111 steder i Berlin som du skal se”, som Teddy Petersen har oversat og tilpasset et dansk publikum. Bogen kan købes hos forlaget Frydenlund.

Ny guide til den skæve, skøre og modsætningsfyldte by

121 svar

Hvis man vil lære Berlin at kende, skal man bare begynde. Og blive ved. Du kan passende gå i gang ved at læse om – og opleve – de 111 specielle steder, der omtales i en ny dansk guidebog.

Europas smukkeste undergrundsstation, det berlinske Eiffeltårn, den tidligere jødiske pigeskole …

Tre tilfældige nedslag i ”111 steder i Berlin som du skal se” beviser endnu engang, at der ikke er nogen ende på den tyske hovedstad. Selv om du har besøgt byen mange gange, er der fortsat utallige steder at opdage, fængslende historier, betagende arkitektur eller sjove anekdoter.

Den nye guidebog på dansk er et udvalg af de to bind, der findes på tysk af ”111 Orte in Berlin die man gesehen haben muss”. Journalist Teddy Petersen, der tidligere har bidraget med et gæsteblogindlæg på Vild med Berlin, har stået for udvælgelsen, oversættelsen og tilpasningen til et dansk publikum.

Det er der kommet en meget interessant og smuk bog ud af. De 111 steder har fået hvert sit opslag med en overskuelig tekst på venstresiden og meget varierede billeder på højresiden. Bagerst i bogen er der fire bykort, der ret præcist viser placeringen af de udvalgte steder. Hvis man befinder sig på et nyt sted i Berlin, kan kortene også bruges til inspiration, så man lige kan få et par oplevelser med, mens man alligevel er i området.

Forfatteren er freelancejournalist Lucia Jay von Seldeneck, født i Berlin i 1977. Hendes opvækst i byen har på ingen måde svækket hendes blik for de spøjse detaljer i de mere ukendte kringelkroge, og hendes tekster emmer af kærlighed til byen. Også fotografen Verena Eidel og reseacheren Carolin Huder er berlinere.

I samarbejde med forlaget Frydenlund udlodder Vild med Berlin tre eksemplarer af bogen. Du kan vinde dit eksemplar ved – i kommentarfeltet under nedenstående uddrag fra bogen – at skrive lidt om et særligt sted i Berlin, som du holder af eller gerne snart vil opleve. Vi udtrækker tre vindere blandt bidragene på bogens udgivelsesdag 28. oktober 2015.

Forlaget har stillet nedenstående fire eksempler fra bogen til rådighed for Vild med Berlin.

Et forsøg, der vejer tungt

Storhedsvanvid man kan røre ved

I årevis var den runde kolos en gåde. Der var mange bud på, hvad betonklodsen inde midt i et område med kolonihaver var: en bunker, et vandtårn eller et forsvarsværk af en slags? Men ingen af buddene var helt troværdige. Forklaringen på disse 12.650 tons betonmonstrum kunne ingen forestille sig. Men så fandt man planerne: Dette overdimensionerede korpus skulle teste jordbunden før et vildt mammutprojekt!

Albert Speer var Hitlers foretrukne arkitekt, og efter hans planer skulle på dette sted stå den 117 meter høje triumfbue, der var en del af projekt Germania, som var Berlin bygget om til ny hovedstad i nazisternes verdensrige. Den gamle øst-vest-akse, der i dag er Unter den Linden og Straße des 17. Juni, skulle udvides til 50 kilometers længde. Vinkelret på den skulle en ny nord-syd-akse på 40 kilometer ende i »Folkets hal«, verdens største bygning med plads til 180.000 mennesker. Da Albert Speer viste sin far modellen af Germania, skulle han have sagt til sin søn: »I er blevet fuldstændig sindssyge«.

Men galskaben resulterede også på dette punkt i realiteter, og Speer overlod ikke noget til tilfældighederne. Fra april til oktober 1940 kom betonklodsen derfor til verden – for at afprøve undergrundens stabilitet på stedet. Triumfbuen skulle være så stor, at den parisiske triumfbue i sin helhed kunne stå under den.

Det viste sig at være umuligt at sprænge denne testbygning i luften eller på anden måde fjerne den, så den står tilbage som et monument og erindrer om de uhyrlige planer for Berlin. Den har selvfølgelig fået nogle øgenavne – »Champignon« og »Naziklodsen«.

Fra et udsigtstårn på området lader vanviddet sig overskue i hele sin udstrækning. Op i 14 meters højde skulle en vold danne denne akse gennem Berlin. Forsøgsprojektet her skulle have været fjernet, og al beboelse mellem Tempelhof Feld og Hauptstraße skulle have veget for dette storhedsvanvid.

Huset David Bowie boede i

”Heroes” fra en toværelses i Berlin

Huset står på en gade, der skråner – det oplever man ikke mange steder i Berlin. Men ellers er det en helt gennemsnitlig ældre bygning, malet i en trist grå-hvid-gullig farve. En indisk restaurant, et forsikringskontor, en tatovør og en lægepraksis kæmper om pladsen i stueetagen, og mellem dem er indgangsdøren klemt inde – den dør i Hauptstraße 155, som David Bowie i 1976 gik ind ad og besluttede at leje en toværelseslejlighed på første sal. Hans nabo blev Iggy Pop.

Da Bowie kom til Berlin, hed det sig, at han var færdig. Et narkotikavrag. Men i Berlin kom han sig. Han kom for at indspille, og han blev her i tre år. I Hansastudierne blev lp’erne »Low« og »Heroes« indspillet, og sammen med Iggy Pop lavede han nogle fælles sange.

Kun to huse derfra i Hauptstraße 157 har indehaveren af baren »Neues Ufer« stillet stole og borde ud på fortovet. På Bowies tid hed baren »Anderes Ufer« og var for musikerne fra nummer 155 deres andet hjem. De kom for at få morgenmad, og om aftenen var det whisky.

Det var den første åbenlyst homoseksuelle café i Schöneberg. Man kunne kigge ind i den, og enhver kunne – også uden at ringe på og uden hemmelighedskræmmeri – bare gå ind. Hvilken whisky Bowie drak, er der ingen på stedet, der ved i dag. Men det siges, at når David Bowie i dag er i Berlin, skal han altid lige forbi huset i Hauptstraße. »En by, fuld af barer for sørgmodige, skuffede mennesker. Den elsker jeg«, sagde David Bowie engang om Berlin.

Der er også folk, der stadig elsker David Bowie. Beviset: Der er jævnligt fans, der skruer skiltet med husnummeret af for at få et stykke af David Bowies liv med hjem.

Det dyreanatomiske teater

Et vindue til videnskaben

Kort før floden Panke munder ud i den større Spree, snor den sig i skyggen af Charité-højhuset og Humboldt-Universitetets veterinærmedicinske murstensbygninger. Det gamle campusområde ligger fuldstændig gemt bag husene i de omliggende gader, men derinde under de ældgamle træer fører små højryggede broer over den lille flod, som på dette sted næsten er nemmere at springe over. Nogle huse står tomme, og gennem de støvede vinduer kan man ane, at de fleste er gamle stalde.

Midt på det store område ligger det nyrestaurerede Dyreanatomiske Teater. Kong Friedrich Wilhelm II lod det bygge i 1787 for at kunne uddanne dyrlæger til hestene i sin hær, fordi så mange af dem døde af epidemier.

Kuplens indre ligner ikke et auditorium, som man ellers kender det. Det minder mere om et amfiteater med sine stejle, afrundede sider og hvide bænke, der løber hele vejen rundt. Det var på en vis måde også hensigten: Så kunne alle se den forestilling, der udspillede sig nede i midten. Ved hjælp af et bord, der kan sænkes og hæves, blev det døde dyr nede fra kælderen hævet op i lokalet – en ren teateroplevelse – og så blev det dissekeret for øjnene af de studerende. De antikke vægmalerier med letpåklædte mænd og deres dyr plus det tilbagevendende motiv med blomstersmykkede dyrekranier virker overdrevet og alt for mytologisk i de videnskabelige omgivelser.

I dag er salen under kuplen igen i brug. Tværfaglige udstillinger, møder og foredragsrækker med temaer, der er tilgængelige for alle, gør det videnskabelige teater til et udstillingsvindue for forskningen.

Uret, hvor tiden flyder

Mere Vestberlin bliver det ikke

Alt flyder. I det mindste i Europa-Center – her er tiden siden 1982 i form af en grøn neonfarve løbet gennem glasrør, boblet videre i store reagensglas, inden den bliver pumpet ovenpå, samlet og på ny ledt videre.

Små flade glasbobler ude til højre viser minutterne, store runde timetallet ude til venstre – det aflæses af, hvor den grønne væske står lige nu. Al den flyden og boblen driver et stort pendul, som så igen styrer åbningen af de forskellige kanaler. Men helt forstå alt det kan man ikke!

Fædrene forklarer børnene det tekniske, men alle, der bliver stående for at kigge på tidens op- og nedstigen, har deres egen teori om, hvordan uret fungerer. Og det er ikke så mærkeligt – forklaringen på det skilt, der er sat op, er ikke nem at forstå.

Da Europa-Centret blev åbnet i 1965 som indkøbs-, kontor- og boligcenter, var det virkeliggørelsen af en drøm for hele Vestberlin. En Mercedes-stjerne drejede uden pause højt oppe over byens tage, i den overdækkede gård nedenunder kunne man sidde på små terrasser mellem planter, og man kunne sidde ved springvandet udenfor og bestille is med parasol. Det kan man i øvrigt stadig.

På trods af det – eller netop på grund af det – er der fyldt af mennesker på den neonbelyste rulletrappe og på gangene mellem Irish Pub og Mövenpick. Den ene gæst ser ud til at være fast gæst, den næste formodentlig Berlin-turist. Der er indimellem nogle, der nok allerede som børn i Vestberlin har stået ved uret og måbet. Og uret står der stadig og viser næste time, mens de gamle et øjeblik synes, at det er som om tiden er gået i stå et eller andet sted mellem 1960’erne og 1980’erne. Eller som det bliver sagt i en reklamefilm på internetsiden: »Mere Vestberlin bliver det ikke«.

Mest bevægelse er der i det sindrige system, når klokken skifter ved hele klokkeslæt.

Vindere af lodtrækningen
Bidragsyderne til teksterne i kommentarfeltet herunder skriver om et særligt sted i Berlin, som de har opdaget eller gerne vil opdage. De indgik i en lodtrækning om tre eksemplarer af bogen. 29. oktober 2015 trak vi tre vindere: Steen Karstensen, Helsingør, Pia Möller-Light, Århus C og Bente Toft, Knebel.

Bogen kan købes hos Forlaget Frydenlund for 199 kr.

Burgere, tapas, mexicansk m.m. – Madtips fra Berlin-kendere

Skriv et svar

For overblikkets skyld får du her en samling af en stribe kulinariske anbefalinger, som Vild med Berlins følgere har delt eller kommenteret på Facebook-siden. Så er de lidt lettere at finde frem en anden gang, hvor du står og er sulten i Berlin. Brug søgefeltet eller klik på kategorier og tags som “Mad”, “Burger” og “Tapas”.

Burgere er det store hit, når Vild med Berlins Facebook-side har opslag om emnet. Disse to opslag er samlet vist 14.000 gange og er skrevet af to danske burger-eksperter, der begge bor i Berlin:

https://www.facebook.com/BidtBerlin/posts/790584777730193

https://www.facebook.com/BidtBerlin/posts/747888455333159

Mange bud på god tapas
En sommer-forespørgsel efter gode tapas-restauranter gav en hel stribe bud i kommentarfeltet – følg linket:

https://www.facebook.com/BidtBerlin/posts/756030827852255

Otte mexicanske restauranter
Restauranterne Neta, Dolores, Santa Maria, Chaparro, Ta’Cabrón, Maria Bonita, Paella og Tin Tan blev nævnt, da Peter efterspurgte god, mexicansk mad i Berlin. Du får alle superlativerne med, hvis du følger linket til Facebook-kommentarerne:

https://www.facebook.com/BidtBerlin/posts/787894117999259

Anbefalinger af gode bøffer
Berlin er også stedet for kødelskere. Der er flere gode tips i kommentartråden under dette opslag:

https://www.facebook.com/BidtBerlin/posts/758037500984921

Tyrkiske delikatesser
Berlin har den største koncentration af tyrkiske statsborgere uden for Tyrkiet – og derfor byder byen selvfølgelig også på meget tyrkisk mad. Der er ikke så mange kommentarer til dette opslag, så har du en anbefaling på en god tyrkisk restaurant, må du gerne tilføje den:

https://www.facebook.com/BidtBerlin/posts/756614351127236

Morgenmad og brunch
Skal morgensulten stilles, er der masser af gode tips under det opslag:

https://www.facebook.com/BidtBerlin/posts/756243477830990

Mit Berlin #17: Ingen skal definere det ægte Berlin

Skriv et svar

Peter Tudvad flyttede til Berlin for ni år siden og tabte sit hjerte til det støjende og spraglede Kreuzberg. I dag er byen hans arbejdsplads, når han da ikke er på farten, hvad han næsten hele tiden er. ”Det ægte Berlin” er for ham ”det ustadige, uslebne, uortodokse” – og altså nærmest umuligt at definere.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Der gik akkurat ni måneder, fra jeg første gang var i Berlin, til jeg bosatte mig i byen. Men de ni måneder røber intet om, at jeg under mit første besøg blev så begejstret, at jeg straks undfangede idéen om at flytte til Berlin. Tværtimod var mit første indtryk af den tyske hovedstad ikke et, der gav anledning til hovedkuls forelskelse. Den forekom mig dengang – i december 2005 – grå, trist, flad, stor, rodet. Og dog var der så mange, der forinden havde lovet mig kærlighed ved første blik. Ak, den indfandt sig ikke! Men tak, den lod blot vente på sig! For da jeg anden gang kom til Berlin – i september 2006 for at underskrive en lejekontrakt og for endelig at slippe for København – tabte jeg prompte mit hjerte. Nå ja, måske ikke som sådan til Berlin, men til Kreuzberg, mit støjende og spraglede kvarter. Her taler man ikke om mangfoldighed, men lever den. Ikke så meget pis!

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Snart ti år i Berlin. Og snart halvtreds år gammel. Så kan det godt være vanskeligt at holde begejstringen i live for en by, der ter sig som en teenager. For mig er byen ganske enkelt min arbejdsplads. Det er her, jeg bor, og det er her, jeg sidder og skriver. Men det er også herfra, min verden går, meget bogstaveligt endda, for jeg er bestandigt på farten. Tyskland er mere og andet end Berlin, og mine bøger tilrettelægger jeg gerne så fikst, at jeg lige må undersøge noget i Frankfurt am Main eller Hohnstein i Sächsische Schweiz, i Lutherstadt Wittenberg eller Annaberg-Buchholz i Erzgebirge, i Nürnberg, Köln, Leipzig – eller Torgau an der Elbe, hvorfra jeg i skrivende stund netop er kommet hjem. Fra Berlin er det så vidunderlig let at sætte over grænserne, grænserne til andre forbundslande, grænserne til andre lande. På en time kan jeg med tog være hinsides Oder-Neisse og således i Polen. Dér kunne jeg godt bo, også i Tjekkiet eller Slovakiet, men også bare i Sachsen eller Thüringen. Tilmed kunne jeg dér let få den ro, jeg ofte savner i Berlin.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Svært at sige. Jeg benytter mig efterhånden alt for lidt at det store kulturudbud her i byen. Når jeg er hjemme, arbejder jeg. Men tidligere gik jeg en del ud. Og da var en af de helt store oplevelser i Staatsoper at høre den lettiske sopran Elīna Garanča. Jeg havde ikke hørt om hende før, men med ét sang hun sig langt ind i sjælen på mig. Hun havde en bukserolle i Mozarts La Clemenza di Tito, en af mine favoritoperaer, som jeg ville præsentere nogle venner for. Og så var det mig selv, der gik hjem som den mest berigede og belærte. Det er jo noget af det skønne ved et scenisk overflødighedshorn som Berlin: at man til sin store overraskelse kan møde stjerner, som man ikke kendte, og som ingen havde gjort sig den ulejlighed at markedsføre som verdens ottende vidunder. Kommer en anden operastjerne som mezzosopranen Cecillia Bartoli til København, pryder hendes kontrafej forsiden på alle kulturtillæg – inden hun giver en enkelt optræden i Tivolis koncertsal, hvor mange så kommer blot for at vise sig som en del af den københavnske beaumonde. Men i Berlin kommer de igen og igen, stjernerne, optræder aften efter aften. Og berlinerne kommer, igen og igen, aften efter aften, fordi de ikke kan trække vejret uden kultur. Dét er himlen over Berlin.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Min yndlingscafé er afgjort Café Übersee på Paul-Lincke-Ufer, få skridt hjemmefra og med udsigt til Landwehrkanal. Man kan tilmed sidde helt nede ved kanalen, ovre på den anden side af vejen, forår, sommer og efterår – hvis ikke lige det var for de skide turistbåde, der med deres alt for høje og bølgeskvulpende fart har undermineret bredden, så det aktuelt er for farligt at sidde der. Men caféen er skøn, og ejeren en rigtig berliner, nemlig med tyrkisk baggrund. Ikke for ingenting kaldes Kreuzberg også for Kreuzstanbul. At sidde på Café Übersee og se »die Nationalelf« VM-tæske Argentina er en fest. At spise »Frühstück« på Café Übersee kl. fire om eftermiddagen bekvemt. At få et vildt fremmed menneskes krigstidshistorie på Café Übersee dramatisk og gribende – og oplagt at skrive en bog om, hvor første kapitel hedder »Café Übersee«, som det gør i min biografi Sygeplejerske i Det Tredje Rige. En danskers historie. Min yndlingsrestaurant er Crêperie Bretonne, der ligger skråt over for min lejlighed i Reichenberger Straße. Rigtig fransk køkken, rigtig god mad, rigtige berlinerpriser. Hyggeligt, afslappet, berlinsk.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Ha, jeg bliver da hjemme, for ægte berlinsk er noget, man selv skaber. Berlin er aldrig det samme, Berlin er altid noget andet, Berlin er aldrig stilstand, Berlin er altid bevægelse. Ergo kan man ikke definere noget som ægte berlinsk – hvis man altså lige ser bort fra det ustadige, uslebne, uortodokse. »Es gibt nur ein Berlin, und das ist mein Berlin«, som kabarettisten Claire Waldoff sang, lige før de gyldne tyvere druknede i de brune tredivere. Så ingen skal komme og definere, hvad der er ægte Berlin!

"Ha-ho-he, Hertha BSC!" Tirsdag aften vandt Hertha Berlin 2-0 over FC Köln på det historiske Olympia Stadion. Efter billedet at dømme var det i høj grad til Peter Tudvads store tilfredshed.

“Ha-ho-he, Hertha BSC!”
Tirsdag aften vandt Hertha Berlin 2-0 over 1. FC Köln på den historiske hjemmebane, Olympia Stadion. Efter billedet at dømme var resultatet i høj grad til Peter Tudvads store tilfredshed.

Peter Tudvad, 49 år, filosof og forfatter til flere bøger om bl.a. Søren Kierkegaard samt storværket “Sygeplejerske i Det Tredje Rige” – en fascinerende beretning om den unge Ebba Mikkelsen, der gik ind i Tysk Røde Kors og endte i centrum for 2. Verdenskrigs afsluttende fase på et lazaret på Pariser Platz ved Brandenburger Tor.
Bogen er dramatiseret i forestillingen “Mit Mørke”, der frem til 3. oktober 2015 opføres på Bådteatret i København og senere kommer på turné i resten af landet. Dagbladet Information omtalte “Mit Mørke” som “stærk scenekunst”.
I 2014 udgav han bogen “I krig og kristendom – en biografi om den tyske teolog og modstandsmand Dietrich Bonhoeffer“, der er første del af et tobindsværk om en af de største skikkelser i den protestantiske teologi i det 20. århundrede. Bonhoeffer var også en af Det Tredje Riges første og mest konsekvente modstandere, og han blev hængt af nazisterne så sent som 9. april 1945, altså mindre end en måned før Tysklands kapitulation.
Peter Tudvad har også bidraget til bogen “Vide Verden – Berlin” fra Aarhus Universitetsforlag. Kapitlet fra hans hånd, Nazismen. Sporene efter Det Tredje Rige, kan hentes gratis (pdf).