En anti-stressende byguide, tips til slumromantikeren og en introduktion til kunsten at blive væk i en by. Det er emnerne for tredje udgave af Vild med Berlins blogguide.
Det er januar, det er post julemad og nytårsfester, og det nye år kalder allerede på vores opmærksomhed. De fleste kan sikkert mærke behovet for at komme op af lænestolen og få gang i bentøjet igen, og derfor er denne version af blogguiden dedikeret til blogs, der inviterer os til at opleve Berlin til fods. Om det skal være halsbrækkende og vovemodige ture ud i det forladte Berlin eller eftertænksomme gåture med akademisk tilsnit, er op til dig, kære læser.
Den brede
Slow travel er et fænomen ligesom slow food, der vil have os til at sætte tempoet ned og nyde byen og dens mange tilbud uden stress. Her finder du ikke en guide til at nå alt på 48 timer, men Slow Travel Berlins liste med 100 yndlingssteder er ikke til at komme uden om. Og så har de tips til steder at bo og et fint udvalg af ture med lokale guider, der med sikkerhed kan fortælle nyt om selv de mere velkendte dele af Berlin.
Den smalle
Teknisk set er det vist ikke en blog, men en hjemmeside. Men Abandoned Berlin fungerer som en blog med dens opdateringer og aktive kommentarspor. Den er alt hvad hjertet begærer for berlinervilde med en slumromantiker gemt i maven. Siden er én lang liste over gamle, forladte bygninger som man – mere eller mindre lovligt – kan gå på opdagelse i. Der er med garanti noget for selv den bedst opdaterede læser, og hvis ikke man tør vove sig ud i virkeligheden, er det også en oplevelse i sig selv at læse om udforskningen af det forladte Berlin.
Den nørdede
Når det at gå en tur i Berlin ikke længere er hyggeligt tidsfordriv, men bliver til en videnskabelig øvelse. Næste gang du slentrer gennem Berlins gader uden noget særligt mål, kan du forsvare det hele med, at du er i gang med en vigtig videnskabelig disciplin ved navn ‘strollology‘: Kunsten at blive væk i en by. Den blev beskrevet af den tyske sociolog Lucius Burckhardt i 1970’erne og har det rappe tyske navn ‘Spaziergangswissenschaft’. Bloggen Strollogy Berlin bliver nogle gange lige lovlig lang i spyttet. Den forsyner os fx med ikke mindre end 25 (!) fodnoter, når den skal forklare, hvad fænomenet strollology er. Men til gengæld rummer den et væld af fine billeder og gode historier om Berlin, som man ikke støder på under turen fra TV-tårnet til Brandenburger Tor.
Andre blogguides fra Vild med Berlin:
Vild med Berlins blogguide 1
Vild med Berlins blogguide 2
Blog-anbefalingerne kommer fra Rasmus og Louise, der sammen har firmaet Dönerkind i Berlin. Dönerkind laver undervisning og guidede ture i Berlin. Læs mere her.
Pingback: Vild med Berlins blogguide 2 | Vild med Berlin