På tur med teenagere i Berlin

Tidsrejsepanorama, dinoskeletter og byens bedste kebab er ingredienser til en vellykket tur med teenagere til Berlin. Og smid så en Ritter Sport efter egen opskrift, et teaterloppemarked og en bilbrand oven i, så er succesen hjemme.

Berlin blev målet for årets ferie af flere grunde. Jeg ville gerne vise byen frem for min datter på 15 og min søn på 13, men prisen spillede også ind. DSB tilbyder billige orange billetter til Berlin og en fælles europæisk ordning betyder, at en voksen kan tage op til fire børn under 16 år gratis med.

Jeg har kun to, men jeg synes stadig, det er i orden at komme til Berlin og hjem igen for 1.700 kroner på første klasse med en kop gratis kaffe, en snack og god plads til benene.

De to teenagere ved Brandenburger Tor

De to teenagere ved Brandenburger Tor

Koldkrigspanorama gik lige i maven
En tur rundt i Berlin er en levende historietime, hvor gadenavne, mindesmærker og små detaljer i byen lægger op til beretninger om varme og kolde krige. Museer er der også masser af, men hvilke skal man vælge? På opfordring fra en ven besluttede vi at besøge kunstneren Yadegar Asisis 15 meter høje panorama i den runde bygning lige ved Checkpoint Charlie. Værket viser et sceneri ved muren på en fiktiv efterårsdag i begyndelsen af 80erne.

Min søn er ikke den store fan af traditionelle museer med stenøkser, brunlige fotografier og masser af ord, men da vi stod på platformen i fire meters højde og kiggede “ind over muren”, sagde han: “Nu forstår man næsten, hvordan det har været”.

Han havde ret. Jeg nåede heller ikke at besøge Berlin, mens muren stod, men Asisis tidrejsepanorama går lige i maven med en knugende fornemmelse af, hvordan det må have været, da muren skar ned gennem byen og delte familier, gader og kvarterer.

Asisis Panorama

Asisis Panorama

Dinosaurer i loftshøjde
Vi nåede kun et museum mere: Det naturhistoriske i Invalidenstrasse, hvis store slagnummer er nogle dinosaurskelletter i forskellige størrelser. Også naturfagstimen gav anledning til erkendelse hos både voksne og børn. Når man står i gulvhøjde er der godt nok langt op til brachiosaurens lille hoved lige under glastaget i det højloftede rum.

Museet gør sine gæster den tjeneste at placere hovedattraktionen ved indgangen. Er man kun kommet for at se dinoer, behøver man ikke slæbe sig gennem utallige sale med sten, udstoppede dyr og opstillede naturscenerier.

Der er nu god grund til at se det hele – eller så meget, man magter af det store museum. Sært fascinerende er et rum med – ja der må være tusindvis – af fisk, slanger og alt muligt andet i større eller mindre beholdere med formalin, eller hvad man nu bruger i vore dage. Af hensyn til præparaterne er rummet desuden forholdsvis køligt, hvilket var ganske behageligt i den hede, centraleuropæiske sommer.

I kø efter byens bedste kebab
Trods varme og sol valgte vi en ”attraktion”, som næsten med sikkerhed ville betyde lang tids venten i en udendørs kø. Vi er alle store kebab-fans, så vi var enige om, at vi ville besøge Mustafas lille gadekøkken på Mehringdamm, som har fået omtale i flere rejseguides og artikler og efterhånden har opnået kultstatus. Angiveligt serverer Mustafa Berlins – ja, måske Tysklands bedste – gemüsekebab, og det betyder lang kø foran butikken. Dagen før, vi tog derud, læste vi om to timers ventetid for at få sin mad, så vi var overraskede over de forholdsvis få mennesker, der ventede, da vi stillede os op. 32 minutter sagde stopuret, da manden i vognen spurgte, hvad vi skulle have.

Mens han lavede tre med det hele, funderede jeg lidt over, hvad han mon tænkte. Måske, at det nu gælder om at nyde succesen og tjene pengene, inden en anden lille madbod bliver det nye in-sted med kødannelse og omtale i internationale medier. Ingen tvivl om, at Mustafa laver fremragende gemüsekebab. Børnene var begejstrede, meeen den gamle skeptiker skal nok smage en hel del flere, før han stemmer for, at det rent faktisk er den bedste i Berlin eller Tyskland.

Ritter Sport på den klamme måde
Noget skeptisk var jeg også, da vi besøgte Ritter Sports kombinerede butik og udstilling Bunte Schokowelt i Französische Strasse. Her er hittet at lave sine egne chokoladekvadrater af forskellige ingredienser efter eget valg samt lys eller hvid chokolade. Jeg elsker chokolade, men kun hvis den er kraftig, mørk og uden noget i, så jeg fravalgte eksperimentet, mens børnene havde en fest med at finde tre ting at putte i, se dem blive hældt i en form og dækket med lysebrun smeltet chokolademasse. Resultatet blev en “klam” og en “lad-gå”.

Min datter mixede chili, hindbær og hasselnødder, og efter hendes egen mening burde Ritter Sport sætte den i produktion. Til gengæld vil ingen savne min søns blanding af vingummibamser, chokoladeknapper og jordbærstykker i Ritters sortiment. Sammen med den lyse chokolade blev det direkte kvalmende.

Rittersport-butikken "Bunte Schokowelt" i Französische Strasse

Ritter Sport-butikken “Bunte Schokowelt” i Französische Strasse

Min datter blev en attraktion
Vi osede i KaDeWe, på lørdagsmarkedet på Kollwitzplatz, i et indkøbscenter lidt ude af byen, samt i nogle af Kreuzbergs sjove gader uden at købe det store. Vores bedste shoppingoplevelse fik vi ved et tilfælde.

I Mauerstrasse stod to grønne damedukker og viste ind til et slags loppemarked med kostumer og rekvisitter fra teaterforestillinger og filmproduktioner. Vi brugte lang tid på at prøve frakker, hatte og parykker, samt at fotografere hinanden i kulisserne.

Min datter købte en officerskasket, og at den klædte hende, fik vi et bevis for lige efter, vi var kommet ud på gaden igen. En mand fra USA stoppede og spurgte med vanlig amerikansk frimodighed, om han måtte fotografere hende. Ingen yderligere forklaring, blot et bredt amerikanergrin, og selvfølgelig fik han lov til det.

På jagt efter spændende ting blandt kostumer og rekvisitter.

På jagt efter spændende ting blandt kostumer og rekvisitter.

Berlins nye hippe kvarter
Vores manglende lyst til at købe ting og sager hang måske også sammen med ønsket om at holde en billig ferie. Ud over togbilletter på tilbud havde vi holdt udgiften nede ved at leje en privat lejlighed gennem udlejningsportalen Airbnb.

Lejligheden lå på Herrfurthstrasse i bydelen Neukölnn, som vist nok er det nye sted, hvor de unge og de hippe rykker ind. I gaden ligger mange små cafeer og spisesteder med personale og gæster, der efter deres sprog at dømme kom fra mange steder i verden.

Vi boede også nabo til den gamle lufthavn Tempelhof, som lukkede i 2008 og nu er et stort offentligt areal, Tempelhofer Freiheit, hvor man kan løbe, cykle eller stå på rulleskøjter på de gamle start- og landingsbaner, tage på picnic eller dyrke sin byhave i et af de områder, der er lagt ud til det.

Mange kunstnere har også fundet vej til kvarteret og sælger deres ting fra små gallerier og butikker. Lige overfor hvor vi boede, lå The Scallywag Studio, hvorfra kunstneren Mateo Dineen solgte sine tegneserieagtige billeder. Det var lige noget for os, så vi købte fem tryk med hjem.

Mens vi var inde i det lille galleri, blev vi mindet om, at vi var i en storby. En kvinde sad, måske i en rus, på fortovet og virkede fortumlet. Ambulancen kom, og det blå udrykningslys fejede hen over butikkens vægge, mens vi kiggede på billeder.

Drama uden fare
Det var turens andet drama. Det første oplevede på vej fra U-bahn-stationen mod lejligheden. Foran os steg grå røg op bag en stor gruppe mennesker, som stod samlet på fortovet. Røgen kom fra en Mercedes, der holdt skråt op på fortovet. Under motoren lyste tydelige orangerøde flammer.

Folk af mange nationaliteter kiggede på, en afrikaner og en mellemøstligt udseende mand trak et øjeblik en del af opmærksomheden væk fra branden, da de kom i højlydt skænderi. Om hvad stod ikke helt klart. Nogle kom til med brandslukkere, men ilden blussede op igen.

Efter et stykke tid dukkede poltiet op og spærrede gaden af, og meget senere kom brandvæsnet også. Brandmændene baksede længe for at få motorhjelmen op. Inden det lykkedes for dem, forlod vi sceneriet.

Det blev aldrig rigtigt farligt, men vi havde fået en af de ferieoplevelser, som man ikke kan finde i nogen rejsebog.

Turens første drama, der aldrig blev rigtigt farligt

Turens første drama, der aldrig blev rigtigt farligt.

Skribent
Freelancejournalist Bjarne Jensen, bjarnejensen.dk

Related posts:

En tanke om "På tur med teenagere i Berlin"

  1. Pingback: Gæsteblog om teenagere i Berlin | Freelance-journalist Bjarne Jensen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *