Danmark er det land, der er bedst repræsenteret på berlinske hoteller og hostels. Siden 2006 er antallet af danske turister i den tyske hovedstad næsten fordoblet.
I løbet af det seneste år har danskerne været i Berlin i et omfang, der svarer til, at mere end hver 10. dansker har tilbragt et døgn i byen. 606.542 registrerede overnatninger er det blevet til i løbet af de 12 måneder fra august 2012 til og med juli 2013, og dermed placerer danskerne sig på en klar førsteplads, når det handler om udenlandske gæsters besøg i den tyske hovedstad sat i forhold til deres hjemlandes størrelse. Pr. 1.000 indbyggere har danskerne haft 114 overnatninger i Berlin. Et godt stykke efter ligger Schweiz med 71 og derefter følger Norge med kun halvt så mange som Danmark.
Når man ser på det totale antal turister ligger danskerne på en femteplads over udlændinges registrerede overnatninger i Berlin. Trods det beskedne indbyggertal er Danmark på den rangliste placeret foran store nationer som Frankrig og Spanien.
Med til billedet hører, at overnatninger i private ferielejligheder ikke er inkluderet i de officielle tal fra “Amt für Statistik Berlin-Brandenburg”. Her må danskerne formodes også at være ganske godt repræsenteret.
Den offentligt tilgængelige statistik går tilbage til 2006, og i den periode er antallet af danske turister næsten fordoblet fra de dengang 325.795 overnatninger. Facebook-fællesskabet “Vild med Berlin” har i løbet af 2013 fået 1.500 medlemmer, og ifølge deres engagerede udveksling af tips, oplevelser og idéer er det i høj grad byens mangfoldighed, de alsidige kulturbegivenheder, de kulinariske oplevelser, det afslappede udeliv, de gode shoppingmuligheder og ikke mindst de mange fortællinger om de perioder, hvor byen har været centrum i europæisk historie, der lokker danskerne til Berlin.
Pingback: Danskerne er endnu vildere med Berlin | Vild med Berlin