Forfatterarkiv: Lars Friis

Påske 2018: Spændende ture med danske guider

Giv påsketuren til Berlin en ekstra dimension med en guidet tur, hvor en indsigtsfuld og engageret dansk guide viser rundt. Få overblikket over påskens ture her.

Anders K. Jakobsen har boet 12 år i Berlin og arbejder i dag som guide i byen.

Anders Kirkegaard Jakobsen er en rutineret guide med en solid guide-uddannelse i bagagen. Normalt arrangerer han ture for private, for institutioner og for firmaer, der besøger Berlin, men for første gang prøver han også med en enkelt åben tur i påsken.

Den har titlen “Byvandring omkring Hackescher Markt” og finder sted påskesøndag 1. april 2018. I dette område, der bærer navnet Spandauer Vorstadt, vil han fortælle om den første spontant opståede forstad uden for voldene i det gamle Berlin.

Mødested kl. 10.30 ved indgangen til Marienkirche lige over for Berlins Rådhus tæt ved Fjernsynstårnet. Anders Kirkegaard Jakobsen fortæller selv dette om turen:

“Inden for voldene hører vi lidt om det ældste Berlin og går forbi, hvor den første jødiske synagoge blev opført i Berlin. Derefter bevæger vi os uden for voldene til Spandauer Vorstadt, området omkring Hackescher Markt, og går rundt i området omkring Sophienkirche og den ældste jødiske kirkegård i Berlin. Hvem boede i området? Hvor lå “Scheunenviertel” i virkeligheden? Hvordan så området ud under DDR-regimet?

Få nærmere indblik i et af Berlins mest spændende og populære områder, der er en skatkiste af spændende historier fra middelalder til i dag. Ud over bydelens historie bliver turen også en historie om jøder i Berlin.”

Tilmelding hos Anders Kirkegaard Jakobsen enten telefonisk, 0049 176 3807 9802, eller på hans mailadresse jakobsenanders@yahoo.dk. Turen er også opslået som en begivenhed på Facebook. Læs mere om Anders i blogindlægget: “Jeg bliver aldrig træt af at fortælle om Berlin

Lene Tymoshenko (Berlin På Vrangen) guider på åbne ture dagligt i  i perioden fredag 23. marts til og med påskedag 2. april 2018. Emnerne er:

  • Hvad gemmer forstaden?
  • Friedrichshain i 1990´erne og i dag / husbesættere og andre livskunstnere
  • På sporet af Berlinmuren
  • Under jorden i Berlin – Jøders overlevelse under nazismen
  • Neuköllns mange ansigter”
  • ”Kreuzberg / Lille Istanbul

Læs mere om turene på Berlin På Vrangens hjemmeside. Læs mere om Lene i blogindlægget ”Berlinerne finder sig sgu ikke i noget!”.

Nicolaj Holmboe har to ture med titlen ”Muren, flugttunneler og spøgelsesbanegårde” fredag 30. marts kl. 10 og lørdag 31. marts kl. 15. Om indholdet skriver Nicolaj selv:
“Turen følger Muren og den gamle grænse i Bernauer Straße, hvor der er flere dokumenterede flugttunneler. I stifter bekendtskab med personlige historie og skæbner – herunder forskellige flugtforsøg.
Jeg forsøger at skabe billeder af, hvordan en helt almindelig gade blev forvandlet til “ingenmandsland”. I får et indblik i, hvordan en række banegårde i Østberlin blev lukket for passagerer, men hvor der alligevel kørte tog – de såkaldte spøgelsesbanegårde. Vi skal selvfølgelig også se den del af Muren, der er bevaret som mindesmærke.”

Nicolaj Holmboe er på Facebook med siden “Dansk Guide I Berlin“. Læs mere om ham i blogindlægget ”Kærligheden førte til et fast forhold” eller på Nicolajs hjemmeside.

Mit Berlin #28: Byen er både hjemlig og international

Anne Lubbe og hendes familie rykkede til Berlin for halvandet år siden. De nyder hverdagslivet i Friedrichshain og byens mangfoldighed af oplevelser. Hun har også et par anbefalinger til både børn og voksne.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Det var som barn kort efter Murens fald. Jeg husker det som stort og spændende med tydelige spor af den fysiske deling af øst og vest, der gjorde indtryk. Min far og hans halvbror voksede op i hver deres del af Tyskland, så som barn havde jeg en ret håndgribelig forståelse af øst-vest problematikken. Det var også en ret turistet oplevelse, hvor vi boede tæt på Kurfürstendamm og så de klassiske sights, så på den måde var mit første indtryk meget forskelligt fra det Berlin, jeg oplever i min hverdag i dag.

Øst-vest skellet lever dog stadig, selv i den generation, der faktisk er født efter Murens fald. Det kan være små ting, som hvordan man siger klokken. Eksempelvis hedder 15.45 “viertel vor vier” på vesttysk og “dreiviertel vier” på østtysk.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Berlin er for mig både hjemlig-tysk (jeg er opvokset i Nordtyskland) og samtidig overraskende international. Mange steder i Friedrichshains caféer og restauranter taler de ansatte knap nok tysk. På min arbejdsplads som kommunikationsansvarlig i Right People Group er vores hovedsprog også engelsk, fordi vores team er fra seks forskellige nationer, og i vores boligkarré er beboersammensætningen endnu mere mangfoldig.

Det er fedt, og jeg kan godt forstå, at Berlin er et trækplaster for Europas unge – der er spændende karrieremuligheder – ikke mindst inden for tech-branchen – og mulighed for en høj livskvalitet på grund af det rige udbud af oplevelser, en afslappet stemning og et lavt prisniveau.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Et stort indtryk – i hvert fald på mine drenge på 3 og 6 – gør den kæmpe dinosaur på Naturhistorisches Museum.

For mit eget vedkommende var Teufelsberg en stor oplevelse. ”Djævlebjerget” er en 120 meter høj kunstig bakke i den vestlige del af Berlin, hvorfra man i den kolde krig aflyttede fjenden mod øst. I dag kan man komme op i den nedlagte aflytningspost, som giver et vildt ekko og skue ud over Grunewald. Man kan også se en udstilling om historikken bag og ikke mindst en masse grafittikunst.

Har du en yndlingscafe og/eller -restaurant i Berlin?
Berlin har jo et absurd antal billige restaurationer, så man har virkelig ”die Qual der Wahl”. Vi spiser meget mere ude, end vi gjorde i Danmark – også fordi det er så afslappet, at man ikke får koldsved af at have børn med. Jeg er glad for koreansk mad, som man mærkeligt nok ikke finder så meget i Danmark, og kan anbefale det lille sted Seoul Kitchen på Warschauer Strasse. Her kan man kan få en god Bibimbap (en koreansk hverdagsklassiker) eller grille direkte ved bordet. Deres sushi er også lækker, men husk at bestille bord – stedet er lille og populært.

Bagefter kan man tage en drink eller kaffe lidt længere oppe ad gaden i den chillede lounge på Michelberger Hotel, som for øvrigt også har en god restaurant med fokus på lokale og økologiske råvarer. Hvis det skal være finere cuisine, så prøv Michelin-restauranten Richard på Köpenicker Strasse.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
For mig er der ikke ét ægte Berlin. Det er en del af charmen ved byen, at den er så alsidig, og at man har forskellige byer i byen. Berlin spreder sig over et stort areal, og i praksis lever berlinere livet meget i deres eget hood eller ”Kiez”.

For mit vedkommende er det Friedrichshain, og jeg elsker de små gader omkring Boxhagener Platz, hvor der er masser af caféer, butikker og restauranter af den ukommercielle slags. Lørdag er der marked og søndag loppemarked, som giver ekstra liv, og som børnefamilie er det oplagt at få en god baristakaffe på en bænk, mens børnene leger på trælegepladsen midt på Boxi.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Hvis man gerne vil lidt ud af byen, så tag mod øst til Treptower Park, hvor det pompøse, sovjetiske mindesmærke helt sikkert er et besøg værd. Parken ligger helt ned til Spree, hvor der er madboder, mulighed for at hoppe på diverse havnerundfarter eller leje sin egen båd lidt længere ude.

Her kan man også gå over broen til ”Insel der Liebe” eller fortsætte helt ud til Spreepark, Østberlins svar på Bakken, som p.t. ligger øde hen, næsten som i en gyserfilm.

En guidet tur i den nu nedlagte Tempelhof lufthavn er også en oplevelse, hvis man interesserer sig for historie og/eller arkitektur. Bagefter kan man tage ud på Tempelhofer Feld, der efter sigende er Europas største park.

Ankomsthallen i den nedlagte lufthavn Tempelhof

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Når man har boet i København i mange år, er det svært at være glad for Berlins cykelforhold. Nettet af cykelstier er meget langt fra sømløst, og de andre trafikanter er stadig ikke vant til at tage hensyn til de tohjulede. Det er en nervepirrende oplevelse, ikke mindst når man cykler med børn.

Hvad Berlin (i hvert fald Friedrichshain og Kreuzberg) ikke har i cykelinfrastruktur, har byen til gengæld i hundelort på fortovene, så Vorsicht!

Hvad “rykker” i Berlin lige nu?
Holzmarkt er et fedt sted med mange initiativer. I december var der fx julemarked, og der er netop åbnet en musikskole. Holzmarkt ligger meget tæt på Ostbahnhof og er oplagt at kombinere med et kig på murkunstværkerne ved East Side Gallery. Det ligger lige ned til Spree og har den der afslappede Berlin-stemning, som får pulsen ned og hyggen op. Stedet er vokset over de sidste mange år, men åbnede først officielt i maj 2017. Det er et hyggeligt sted for både børn og voksne og byder på alt fra trampolinspring, pizza og børnekoncerter til yogatimer og vinbutik.

Anne Lubbe har boet i Berlin siden august 2016, hvor hun sammen med sin mand og to børn flyttede fra København til Friedrichshain og forlod Udenrigsministeriet i København til fordel for en stilling som kommunikationsansvarlig i freelance-IT-konsulenthuset Right People Group.

Right People er oprindelig et dansk konsulenthus, men har valgt Berlin som base for en europæisk satsning. P.t. har virksomheden medarbejdere fra Norge, Sverige, Tyskland, Holland og Frankrig, der alle arbejder fra kontoret i Berlin.

Anne er opvokset i det danske mindretal i Sydslesvig, men har boet studeret og arbejdet i Århus, Paris og København, siden hun blev student fra Duborg Skolen i 1998.

Mit Berlin #27: Jeg elsker Berlins ikke-rytme!

Jørgen Smidstrup bruger mange – og modsætningsfyldte – tillægsord, når han beskriver det mangfoldige Berlin, hvor han har boet og arbejdet de seneste seks år. Hans svar på Vild med Berlins spørgsmål rummer stribevis af anbefalinger.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Det bedste er, at byen er så stor, at der bor så mange mennesker i den, mange forskellige, skønne mennesker. At byen er smuk, livlig, kreativ, innovativ og grøn samtidig med, at den er larmende, grim, underlig og gammeldags. Jeg elsker, at berlinerne bruger byen, også når de er blevet ældre. At man stadig går på café, på restaurant og til koncerter, selv om man har passeret de 60 år – og at man kan blive betjent af tjenere, der er ældre end en selv.

Jeg elsker Berlins rytme – eller ikke-rytme! Det er som om, den aldrig er helt konstant. Man kan gøre hvad man vil, stort set på alle tider af døgnet. Det er meget inspirerende for mig. Jeg kan stå tidligt op for at arbejde, jeg kan arbejde til sent, jeg kan få frühstück på en kaffebar indtil klokken 18, jeg kan holde pauser og bruge byens åndehuller, når jeg vil – og jeg kan gå på restaurant kl. 23.30 og få et godt måltid mad, hvis det passer min rytme lige netop den dag.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Det er Kreuzberg, har boet her de sidste seks år. Først i Bergmannkiez og nu i SO36. To meget forskellige dele af Kreuzberg. Det blev mit ’hood’ ved en tilfældighed. Syntes egentlig, at det var lidt skramlet, lidt utilnærmeligt, ikke særligt charmerende, da jeg flyttede hertil, og det er vel på mange måder sandt … Men Kreuzberg vokser på én, og der er utroligt mange søde mennesker her.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Den allerstørste oplevelse var en Tom Waits-koncert i Theater des Westens, lang tid før jeg flyttede til byen. Det var magisk! Siden har utallige kunstudstillinger som fx William Kentridge på Martin Gropius Bau, David Bowie og Olafur Eliasson på samme sted, mange besøg på den private kunstsamling Sammlung Hoffmann, utallige besøg i Bauhaus-Archiv, fede fotoudstillinger fx Sebastiao Salgado, Anton Corbijn eller Josef Koudelka på C/O Berlin, blændende jazz-koncerter på især A-Trane, print-udstillinger hos Supalife Kiosk, udstillinger i me collectors room og meget mere gjort livet i byen til en fest.

Har du en yndlingsrestaurant i Berlin?
Jamen, jeg har jo en masse – de fleste er italienske. Det er der, hvor jeg føler mig hjemme og godt tilpas, fx hos Maselli, Lamuri, Osteria Sippi, Der Goldene Hahn, Gallina Vineria Bar, alle i Kreuzberg, Salumeria da Pino i Charlottenburg, La Premiatta Ditta og Muret la Barba i Mitte. Har fornylig også fundet en vidunderlig italiensk restaurant i Friedrichshain: Da Dino.

Når det skal være andet end italiensk, så bliver det ofte den lokale franske Chez Michel, ligeledes franske Le Saint Amour, vietnamesiske Miss Saigon, katalanske Mariona og selvfølgelig Big Stuff Smoked BBQ i Markthalle Neun – og min yndlings-sent-om-aftenen-restaurant er Gorgonzola Club i Kreuzberg. Maden er ok, stemningen skøn og den selvfølgelige attitude fra mama, når man træder ind ad døren sent og spørger om et bord, er lige min stil.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Mit ’ægte’ Berlin er en dag uden dagsorden. En lørdag, hvor kæresten og jeg sætter os på cyklen midt på formiddagen, helst i solskin, og først kommer hjem meget sent på aftenen eller kommer hjem lidt før med en indkøbspose med friske grøntsager, en hel kanin, et glas frisk sennep og en god flaske Spätburgunder og laver mad til os selv og måske et par gæster, vi har inviteret undervejs på turen.

På turen har vi sikkert først besøgt kaffebaren Kiezeklein og så videre til farmer-markedet på Südstern, kafferisteriet Blaue Bohne i Friedrichshain, markedet i Markthalle Neun, talt med venner, producenter og forhandlere, siddet på en bænk i en af byens mange skønne parker og talt sammen. Det kunne være Tempelhof, Gleisdreieck eller kirkegården ved Bergmannstrasse – og nok også været forbi en vinbar. Det kunne være Not Only Riesling, Suff i Markthalle Neun, Gallina Vineria lige over for markedet, Altrovine i Grimmstrasse eller Otto Rink i Dresdener Strasse.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Hmmm. Altså jeg elsker Berlin! Det irriterer mig, at priserne stiger så meget. Det gør mig ked af det, at huslejepriserne ryger i vejret, som de gør lige nu. Jeg kan mærke, at det begynder at gå ud over det kreative og det umiddelbare – den spontane iværksætter-energi får en hård medfart for tiden. Flere steder må lukke igen, fordi huslejen stiger, og de små kreative business-ideer får derfor ikke så lang tid til at slå rødder og senere blomstre.

Det bekymrer mig, hvad det gør ved den kunst- og kulturscene, ved den mad- og start-up-scene, der i så høj grad præger byen og trækker spændende, idé-rige og virkelystne mennesker til byen.

Både som privatpersoner og når vi arrangerer ture for gæster og besøgende i Berlin, har vi et princip om ’give something back’. Vi bruger ikke bare byen – hvis vi bliver fascineret eller inspireret, hvis vi bliver glædeligt overrasket over noget, hvis vi føler at vi får noget – forsøger vi altid at give mindst det samme tilbage. At deltage og bidrage, at sætte os ind i sammenhænge, at forsøge at inspirere ’tilbage’ igen.

Når jeg oplever, at byens besøgende, byens turister bare bruger byen uden at bidrage eller gå i dialog – og efterlader de lokale med en dårlig oplevelse og en hovedrysten, irriterer det mig meget.

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Jeg glæder mig helt vildt til koncerter med Herbie Hancock i november og til Cigarettes After Sex i december – og så glæder jeg mig til at holde juleferie; få gæster, spise mad, snakke sammen, gå ture, gå på museer og se, hvad der dukker op på ’kultur-fronten’.

Jørgen Smidstrup aka CamilloJørgen Smidstrup, aka Camillo, født 1960, driver design- og kommunikationsfirmaet Lower East og studiet Lower East Lab i Kreuzberg sammen med partneren Helle Marietta. Arrangerer Urban Safaris og guidede tours i Berlin – og er ’con amore’-chef i Camillos Køkken. Har netop skrevet kogebogen ’Mad, der får folk til at tale sammen. Camillos Køkken’, der er skabt i Lower East Lab.

Der er bogreception på “Mad, der får folk til at tale sammen“ i Lower East Lab, Waldemarstrasse 38, onsdag 15. november, fra kl. 17 til 19

lowereastlab.de

camilloskitchen.com

Fotocredit: Malthe Ivarsson

Camillo i køkkenet

Gode oplevelser i udkanten af Berlin

Turisterne flokkes i det centrale Berlin, mens der er bedre plads, hvis man søger lidt væk fra Mitte og ud i udkanten. Her er en stribe tips til spændende oplevelser og seværdigheder i byens periferi.

Hvorfor gå i hælene på alle de andre turister, når der er masser af kunst, historie og andre oplevelser lidt væk fra centrum af Berlin? Og til dig, der alligevel har købt dagsbilletter til offentlig transport, er der tilmed rigtig fine muligheder for at nå derud med U-Bahn, S-Bahn og bus.

Her er nogle muligheder af meget forskellig art.

Brücke Museum Dahlem Udkanten Berlin

Brücke Museum
Brücke Museum åbnede i 1967 og tog navn efter en ekspressionistisk kunstnergruppe, der var stiftet i 1905. På flere måder ligner det en mini-udgave af Louisiana, der kun er ni år ældre. Brücke-malerier udgør kernen i museets samlinger, men der er også indkøbt flere malerier derudover, blandt andet af Emil Nolde.

Ifølge Berlin-kenderen Lene Tymoshenko var Brücke Museum et af David Bowies yndlingssteder, da han boede i Vest-Berlin 1976-1978. Bowie, der selv malede, var meget inspireret af den ekspressionistiske kunst på museet. Blandt andet malede han et selvportræt inspireret af maleren Erich Heckel. Portrættet blev senere skitse til fotografiet til Pladecoveret på Heroes.

Bemærk, at der kan købes en billig kombibillet for to euro ekstra til nabomuseet Kunsthaus Dahlem, der omtales herunder.

Obs! Lukket om tirsdagen.

Brücke Museum
Bussardsteig 9
14195 Berlin-Dahlem

Link til museets hjemmeside

Kunsthaus Dahlems skulpturhave Udkanten Berlin

Skulpturhaven, der forbinder Kunsthaus Dahlem og Museum Brücke

Kunsthaus Dahlem
Lige ved siden af Brücke Museum ligger Kunsthaus Dahlem. Lad dig ikke forvirre af forskellige gadenavne. De to museer er forbundet via den lille parkeringsplads foran Brücke Museum og Kunsthaus Dahlems skulpturhave, der er med til at danne det ”Louisiana-agtige” indtryk.

Kunsthaus Dahlem i udkanten af BerlinKunsthaus Dahlems fokus er især skulpturer, og bygningen rummer den interessante historie, at den faktisk stod færdig i 1942 som atelier for Arno Breker, der var populær hos Hitler og en af nazitidens mest produktive billedhuggere. Han stod blandt andet for produktionen af skulpturer til Albert Speers monumentale konstruktioner samt bronze-portrætter af Hitler selv og andre nazi-spidser samt deres børn.

Selve museumsbygningen er tydeligt Albert Speer-inspireret, men dog tegnet af arkitekten Hans Freese. Den blev smukt renoveret frem til sommeren 2015, hvor museet  åbnede som udstillingssted for tysk modernisme i efterkrigstiden.

Obs! Også lukket tirsdag. Husk kombibilletten til Brücke Museum for to euro ekstra.

Kunsthaus Dahlem
Käuzchensteig 8
14195 Berlin-Dahlem

Link til museets hjemmeside

Alliierten Museum Berlin

Alliierten Museum
Kun et par busstop fra de to ovennævnte museer ligger Alliierten Museum, der har til formål at fortælle vestmagternes historie i efterkrigstidens delte Berlin. Museet blev indviet i 1998 og havde indtil da – med sin beliggenhed i den amerikanske sektor i Vestberlin – rummet den amerikanske biograf ”Outpost” og et bibliotek.

Museet har både en fast samling og udstillinger, der udskiftes cirka en gang om året. I gården står et af de fly, der blev brugt i forbindelse med luftbroen til Berlin 1948-1949.

Der er gratis entré til museet.

Obs! Lukket mandag.

Alliierten Museum
Clayallee 135
14195 Berlin

Link til museets hjemmeside

Dong Xuan Center Lichtenberg Berlin Udkanten

Dong Xuan Center
I den modsatte, østlige ende af byen, i bydelen Lichtenberg, ligger det store indkøbscenter Dong Xuan, som er kendt for sit store vare- og serviceudbud. Det er en slags indendørs Vietnam i Berlin i form af fem store haller med tøj, legetøj, mad, frisører, massører, kunstige blomster, restauranter osv.

Stedet af skabt af tidligere vietnamesiske kontraktarbejdere i DDR, der blev arbejdsløse efter Murens fald. Mange vendte tilbage til Vietnam, men nogle stykker blev altså i Berlin og skabte dette sted, der nu har op imod 1.000 ansatte.

Man kan komme hele vejen til Dong Xuan Center med Tram (1 skift) fra Alexanderplatz på 20 minutter – og det er jo i sig selv hyggeligt.

Stå af ved Herzbergstraße/Industriegebiet – og en eksotisk verden åbner sig.

Obs! Lukket om tirsdagen.

Dong Xuan Center
Herzbergstraße 128-139
10365 Berlin

Link til centret Facebook-side

Link til centrets hjemmeside

Dong Xuan Center Berlin

Det er muligt at sidde udendørs i Dong Xuan Center og nyde glimrende vietnamesisk mad.

Hippe steder under åben himmel i Berlin

Den varme sæson kan være ret lang i Berlin. Hygge og selskabelighed foregår derfor ofte udendørs. Her er et par steder, der er lidt skæve og afslappede.

”Er der nogle nye steder, hvor man kan sidde udenfor med lidt vin eller øl og måske lidt at spise i en afslappet stemning.” Hvis man har signaleret et Berlin-kendskab lidt over det gennemsnitlige, får man ofte den slags spørgsmål, når vennerne planlægger en tur til den tyske hovedstad. Udendørs hygge er da også indbegrebet af et Berlin-besøg.

Vi får også jævnligt spørgsmålet på Vild med Berlins Facebook-side. Det er meget naturligt, for når det handler om hippe ”hænge ud-steder” er Berlin hele tiden i tiden i forandring. Dette indlæg er derfor også tænkt som et dynamisk dokument, som du kan hjælpe med at vedligeholde. Har du gode ideer, må du gerne tilføje dem som kommentar herunder. Det handler om nyere steder, gerne lidt skæve – og altså udendørs.

Lige nu er der to steder, vi ofte nævner, når vi bliver spurgt:

Holzmarkt Berlin

Holzmarkt
Tidligere i 2017 lignede det en byggelegeplads, men efterhånden er der lidt mere stil over området, der ligger lige ned til Spree i det sydvestlige hjørne af Friedrichshain, tæt på Ostbahnhof. Med en udbredt anvendelse af genbrugsvinduer, gamle mursten og kasserede brædder giver stedet stadig det lidt ”trashede” indtryk, men der er også rejst nye og moderne bygninger og en fin restaurant på området.

Holzmarkt i Berlin ligger helt ned til Spree

Stedet er ejet af tidligere klubejere, der har fået hjælp af schweizisk kapital, og initiativet skulle angiveligt være taget i protest mod, at det tidligere ingenmandsland langs Spree efterhånden var plastret til med dyre og kedelige boligblokke og forretningsejendomme. Forskellige typer af virksomheder, restaurationer og forretninger inden for fødevarer og udskænkning har så lejet sig ind.

Hippe Holzmarkt Gebäude

Kedeligt er området bestemt ikke. Selv de nye bygninger har former og farver, der skiller sig ud. Også stedets gæster er meget forskellige. Unge, børnefamilier og ældre i afslappet stil, som sidder på træbænke og drikker øl, og festklædte grupper, der er dresset op til middag i den eksklusive restaurant Katerschmaus.

Holzmarkt Pizza

Flere hundrede skulle være ansat til at betjene de mange gæster på det 12.000 kvadratmetre store område, hvor der det meste af tiden er god plads. Især i dagtimerne, hvor der som regel er stille og roligt. Man kan sagtens bruge timer på at sidde og hvile fødderne med en flaske vin, hvortil de venlige indehavere af stedets lille vinbutik gerne udlåner en vinkøler med is.

Om aftenen er der ofte livemusik og DJ’s.

Adressen er Holzmarktstraße 25, 10243 Berlin.
www.holzmarkt.com

Klunkerkranich
”Kulturtaghaven over Neukölln” kalder de sig selv, og i det ellers flade Berlin er det noget så sjældent som et hænge ud-sted med udsigt. Stedet har nogle år på bagen, men selv blandt dem, der jævnligt besøger byen, er der mange, der ikke kender det. Det gemmer sig da også godt af vejen på øverste etage af Neukölln Arkaden.

Man kommer nemmest derop ved at tage elevatoren så langt op, man kan komme. Så ankommer man til et parkeringsdæk med biler, og første gang tror man, at man er gået forkert. Kig op under loftet, hvor der nok stadig hænger et undseeligt skilt med en pil til venstre og ordet ”Klunkerkranich”. Følg pilen og gå det sidste stykke op af en kørerampe, som ikke længere bliver benyttet af biler.

Oppe under åben himmel åbenbarer der sig en lille oase, hvortil der nogle gange tages entré, men så er det blot et par symbolske euro.

Hippe Klunkerkranich

Steder byder på et større udvalg af øl, vin og andre drikke – og en forrygende udsigt. Man kan også købe udmærket og billig mad. På stedets Facebook-side bliver der ofte reklameret for nye retter på menukortet.

Standkorb KlunkerkranichEn stor sandkasse og legeredskaber gør stedet meget velegnet for børnefamilier. Blæsevejr kan være en udfordring, men der er mange muligheder for at finde læ.

Kaprer man en af de typiske, tyske strandstole og drejer den mod solen, er det et glimrende sted for en lille morfar.

På sommeraftener er stedet livligt både før og efter solnedgang.

Adressen er Karl-Marx-Straße 66, 12043 Berlin. Lige ved U-Bahnstationen Rathaus Neukölln.
www.klunkerkranich.de/

 

Danske guider viser rundt i Berlin i efterårsferien

Berlins nyere og ældre historie er på dagsordenen, når kompetente danskere guider og fortæller i Berlin i efterårsferien 2017.

Man kan læse om Berlin i efterhånden rigtig mange gode bøger, men engang imellem er det ganske rart at få historier fortalt af gode og engagerede fortællere. Og ret ofte byder de på historier, man ikke kan finde andre steder.

Lene Tymoshenko og Nicolaj Holmboe er to danskere, der har stor succes med deres guidede Berlin-ture på dansk. I den danske efterårsferie udbyder de i alt 12 ture, som du kan finde link til herunder. Emnerne er ofte relateret til fortællinger om såvel Nazi- som DDR-tiden, men der er også ture, hvor byens nyere historie står i centrum.

For voksne er prisen 15 euro pr. deltager. Hos Lene Tymoshenko deltager børn under 10 år gratis. Hos Nicolaj Holmboe deltager børn op til 15 år for 5 euro.

Lene Tymoshenko guider i BerlinLene Tymoshenko (Berlin på vrangen) guider på i alt 10 ture alle dage i efterårsferien med emnerne:

  • Kreuzberg / Lille Istanbul
  • Neukölln´s mange ansigter
  • Friedrichshain i 1990´erne og i dag / husbesættere og andre livskunstnere
  • ”Under jorden” i Berlin, Jøders overlevelse under nazismen
  • På sporet af Berlinmuren

Læs mere om turene på siden her.

Læs mere om Lene i Vild med Berlins serie ”Mit Berlin”: ”Berlinerne finder sig sgu ikke i noget!” eller på hjemmesiden Berlin på vrangen.

Nicolaj Holmboe guider i BerlinNicolaj Holmboe har to ture under overskriften ”Muren, flugttunneler og spøgelsesbanegårde” onsdag den 18. oktober og lørdag den 21. oktober.

Læs mere om Nicolaj i Vild med Berlins serie ”Mit Berlin”: ”Kærligheden førte til et fast forhold” eller på Nicolajs hjemmeside.

Skyggemand hjalp borgere i Østberlin ud i friheden

Jesper Clemmensen har skrevet en medrivende fortælling om, hvordan flugthjælpere på opfindsom og dramatisk vis fik indespærrede DDR-borgere ud af landet i årene efter, at Muren var rejst. I flere passager er den dokumentariske beretning spændende som en krimi.

Jesper Clemmensens Skyggemand om flugthjælpere i den kolde krigs BerlinGravede tunneller, forfalskede pas og skjulte rum i ombyggede biler. Det var nogle af metoderne, når mennesker skulle smugles ud af DDR, der i 28 år var skarpt adskilt fra det frie Vesteuropa ved hjælp af en mur, pigtråd og grænsesoldater med skarpladte våben. I alle årene var der borgere, der forsøgte at flygte.

Mange af dem benyttede sig af mere eller mindre anonyme flugthjælpere, der bravt kæmpede for at være mere kreative end Stasi. Den østtyske, såkaldte statssikkerhedstjeneste opsporede nemlig adskillige flugtveje, og flugthjælperne måtte hele tiden forsøge at være et skridt foran.

Skyggemands fortælling var gemt i 45 år
En af flugthjælperne var Dietrich Rohrbeck, som er hovedperson i Jesper Clemmensens nye bog ”Skyggemand”. Forfatteren kom i kontakt med Dietrich Rohrbeck i forbindelse med en foredragsturné i anledning af sin forrige bog ”Flugtrute Østersøen”. Det viste sig, at Dietrich Rohrbeck i 45 år havde gemt på sin historie om hjælp til mere end 50 flygtende østberlinere – og Jesper Clemmensen blev straks interesseret.

Som i ”Flugtrute Østersøen” er der også i den nye bog et link til Danmark. Rigtig mange af de flygtende kom nemlig til Vesttyskland via overfarten Rostock-Gedser, og adskillige danskere bidrog i indsatsen for de flygtende. DDR var hermetisk lukket i 1961, efter at Berlinmuren var blevet rejst, og Dietrich Rohrbeck studerede på det tidspunkt i Vestberlin, men besøgte jævnligt sin danske kæreste på Falster. I hulrummet i hans Mercedes var der plads til en person, der ikke var for høj eller tyk og heller ikke led af klaustrofobi.

Omfattende research
I andre tilfælde og i samarbejde med andre flugthjælpere hjalp han flygtninge til Vesten via gravede tunneller eller falske pas. På et tidspunkt var Dietrich Rohrbeck meget tæt på at blive afsløret af den danske journalist Flemming Sørensen, der var agent for Stasi. Af frygt for at blive arresteret af Stasi fik flugthjælperen et nyt pas i et andet navn. Han undlod også i en længere periode at befinde sig på landjorden i DDR og rejste i stedet med fly mellem Hamborg og Berlin.

En omfattende research, brug af Stasi-arkivet og samtaler med involverede ligger bag den velskrevne fortælling over 368 sider. Visse episoder er spændende som en krimi. Dietrich Rohrbecks rolle sluttede, da han flyttede til Danmark i 1965. Han er i dag 81 år, og først for seks år siden begyndte han at snakke om begivenhederne igen.

– Det var jo et overstået kapitel, fortæller han i dette indslag til TV Øst, hvor han også giver denne forklaring på bogens titel, der henviser til opfattelsen af ham hos de folk, han hjalp:

– De har altid sagt: “Han var ligesom en skygge for os, Skyggemanden”. Jeg dukkede jo op, gemte dem i bilen, kørte over, læssede dem ud og gav dem nogle instrukser. Og når de vendte sig om, var jeg allerede væk igen.

Se også Jesper Clemmensen svare på fem spørgsmål om sit forhold til Berlin i serien “Mit Berlin”:

Mit Berlin #26: Byen sænker pulsen og tænder for de store følelser

Mit Berlin #26: Byen sænker pulsen og tænder for de store følelser

Jesper Clemmensen har nu skrevet to bøger om DDR-flygtninge og deres hjælpere. Den seneste handler især om Berlin, som han besøger flere gange om året for at nyde den uhøjtidelige atmosfære midt i verdenshistoriens centrum. Her svarer han på fem spørgsmål om sit forhold til byen.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Alvor. Og den helt konkrete fornemmelse af en delt by med en farlig grænse. Lang ventetid ved kontrolområdet i Østberlin, mens vagterne fjernede lofterne i toget og gennemlyste hulrummene. Udenfor snusede schæferhunde rundt under vognene, og indenfor tjekkede en mand i uniform vores helt nye pas. Mit første stempel i mit første pas blev et DDR-stempel. Det var i pinsen, 1989. Vi skulle til fodboldstævne i Tiergarten. Vores træner fortalte os, at vagterne ledte efter flygtninge. Flygtninge? Hvorfor? Så fortsatte vi til Vestberlin og spillede kampe på indhegnet kunstgræs. Vi tabte vist nok dem alle. Jeg var indkvarteret hos Sven, som var enebarn. Hans far havde en stor Mercedes, der stod i en parkeringskælder. Kenneth boede hos nogle tyrkere, der ville ham det bedste og derfor serverede pommes frites til morgenmad. Vi andre var dybt misundelige. Berlin var en kæmpe oplevelse for os lollandske fodbolddrenge. På Potsdamer Platz kiggede vi ind i ingenmandsland, fik taget gruppebilleder foran Muren og købte fodboldflag i souvenirbiksen. Fire år senere købte jeg et stykke af Muren – angiveligt et stykke af Muren – samme sted.Foran Berlinmuren i 1989

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
At du i det ene øjeblik slapper af i en uhøjtidelig atmosfære og i det næste befinder dig et sted, hvor vigtig verdenshistorie har udspillet sig. Berlin kan både sænke min puls og tænde for de store følelser. Oveni det kommer, at byen er helt utrolig børnevenlig – den perfekte metropol til en familieferie.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
”Kreuzkölln”. Måske også fordi, det er det seneste sted, hvor jeg er gået på opdagelse. Et virkelig spraglet stykke Berlin. I forbindelse med researchen til min bog om flugthjælperne gik jeg en del rundt i Kreuzberg og Neukölln, langs kanalen. Skøn stemning på sommeraftenerne, hvor de lokale trækker ud til forskellige aktiviteter. Når vejret er godt, kan jeg også sagtens tilbringe en hel aften på græsset, ude for enden af landingsbanen på Tempelhof – det ærgrer mig, at jeg aldrig nåede take off eller landing i THF, inden den lukkede.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Jeg aflægger næsten altid et besøg på Ständige Vertretung ved Friedrichstrasse. Her kommer en skønsom blanding af embedsfolk med opsmøgede skjorteærmer og turister i regnfrakker. Stedet har en forfærdelig akustik og virker ret hektisk, men vinder på sit traditionelle tyske køkken, Kölsch-øllene og de utallige fotos fra nyere, tysk historie, der fylder væggene.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Sidste år besøgte jeg for første gang det kæmpestore sovjetiske mindesmærke ved Treptower Park. Det blev en ret stærk og bevægende påmindelse om, at russerne også ofrede stort i kampen mod Hitlers rædselsregime. Og alligevel efterlod stedet en sær bismag, fordi du vandrer rundt i Stalin-citater og med bevidstheden om, at kommunisterne kun i kort tid var good guys. Mindesmærket Plötzensee ligger et godt stykke fra alfarvej i Berlin, men er bestemt også et besøg værd. Her henrettede nazisterne mange af deres modstandere, og omfanget af uhyrlighederne fortælles med overvældende effekt. Det bliver hurtigt konkret, når du står ved jernsvellen i det lille rum, hvor diktaturets fjender blev stranguleret. Hvis tiden er til det, kan det godt betale sig at køre et stykke udenfor byen for at besøge Wandlitz. Derude – i en skovudstykning og afskærmet fra den almindelige befolkning – boede DDR-spidserne indtil Murens fald. Villaerne er i dag rekreationsboliger, men der er fri adgang til området. Wandlitz er en interessant tilføjelse, når du har været i Hohenschönhausen, på Stasi- og DDR-museet.

Jesper Clemmensen, forfatter til Skyggemand om DDR-flygtninge og deres hjælpereJesper Clemmensen, født 1975, er uddannet journalist. Opvokset på Lolland-Falster, bosiddende på Amager.

Forfatter til de dokumentariske bøger ”Flugtrute: Østersøen” (2012) om DDR-flygtninge og ”Skyggemand” (2017) om danske og vestberlinske flugthjælpere.

Han arbejder til daglig som tv-tilrettelægger, pt. på DR. Kommer til Berlin to-tre gange om året.

 

GUIDE: 10 gode og gratis oplevelser i Berlin

Berlin har været centrum i Europas historie ad flere omgange og deler gavmildt ud af sine erfaringer. Her er 10 spændende museer og mindesteder om både Hitler-perioden, Muren og den kolde krig, som du kan besøge ganske gratis.

1. Alltag in der DDR
Et nyt og moderne museum om hverdagen i DDR, der i november 2013 åbnede med en permanent udstilling i Kulturbrauerei, Prenzlauer Berg, 100 meter fra U-bahnstationen Eberswalder.

Her kan du se en Trabant med telt på taget, som på et tidspunkt var højeste mode blandt DDR-borgere på campingtur, og du kan opleve mange andre sider af hverdagslivet, som de kommer til udtryk i såvel afsavn, undertrykkelse og overvågning som kammeratskab og den stille modstand.

Udstillingen er både meget større og mere interessant end det ofte tætproppede DDR-museum i Karl Liebknecht Straße, hvor entrébilletten koster 8,50 euro.

TIP: Bemærk, at indgangen ligger i Knaackstraße, tæt på Danziger Straße, så du undgår at gå unødigt rundt om og inden for i Kulturbrauerei for at finde museet.

WWW
https://www.hdg.de/museum-in-der-kulturbrauerei/

Adresse
Museum in der Kulturbrauerei
Knaackstraße 97
10435 Berlin

Åbningstider
Tirsdag-søndag kl. 10-18
Torsdag dog åbent til kl. 20
Mandag lukket

2. Tränenpalast
Tårer ved modtagelse af venner fra Vesten. Tårer ved afsked med tvangsudviste. Tårer ved adskillelse fra sine kære …

Ud over rejselyst og trang til nye oplevelser kan banegårde symbolisere mere vemodige følelser. Tränenpalast (Tårepaladset) gør det i udpræget grad. Tilbygningen ved stationen i Friedrichstrasse blev opført i 1962 for at adskille almindelige lokale rejsende fra personer, der rejste mellem DDR og Vesten. Den monumentale tilbygning stod tom i mange år efter Murens fald, men siden 14. september 2011 har den rummet den permanente udstilling ”Alltag der deutschen Teilung” om stedet og tiden med Muren.

Man kan sagtens bruge et par timer i Tränenpalast på at fornemme den kolde stemning i grænsevagternes bokse, passene, læse de mange vidnesbyrd og se videoer. Eller man kan tage mindre ”snapse” ad flere omgange, for entreen er gratis. Overtøj og bagage opmagasineres også helt gratis, og personalet er venligt og imødekommende.

WWW
https://www.hdg.de/traenenpalast/

Adresse
Tränenpalast
Reichstagufer 17
10117 Berlin

Åbningstider
Tirsdag-fredag: Kl. 9–19
Lørdag, søndag og helligdage: Kl. 10–18
Lukket mandag

3. Dokumentationscentret vedr. Muren i Bernauerstrasse
Her finder du det sidste stykke af Berlinmuren, hvor både den ydre og den indre mur er bevaret. Her er både det såkaldte ingenmandsland og vagttårn. I det åbne landskab langs Bernauer Straße er der mange informative fotos og tekster, og en særlig mindetavle viser de mange, der døde i forsøget på at flygte over Muren. Det hele er gratis – og sæt god tid af til besøget, for der er masser at fordybe sig i.

I årene 1961-1989 var området genstand for nogle af de mest spektakulære scener, der udspillede sig i det delte Berlin. Her var der gravet flugttunneler, flygtende sprang ud af vinduer, adskilte familier kunne have øjenkontakt og vinke til hinanden, DDR-grænsebetjenten Conrad Schumann sprang over pigtrådshegnet, og adskillige af de 139 omkomne ved flugtforsøg endte deres liv her.

Et nyt besøgscentrum på hjørnet Bernauer Straße/Gartenstraße stod færdigt i 2010. Her er der endnu flere informationer og en velassorteret boghandel.

WWW
http://www.berliner-mauer-gedenkstaette.de/en/

Adresse
Besucherzentrum der Gedenkstätte Berliner Mauer
Bernauer Straße 119, 13355 Berlin

Åbningstider
Tirsdag-søndag kl. 10-18
Mandag lukket

4. Gleis 17 Memorial
Næsten 56.000 berlinske jøder blev deporteret til koncentrationslejre i perioden 1941-1945, heraf mange til direkte udslettelse. De fleste af dem blev sendt med tog fra spor 17 på S-togsstationen i Grunewald. Her indviede man på Auschwitz-dagen (27. januar) i 1998 et af Berlins stærkeste mindesmærker til minde om jødeforfølgelsen.

Gleis 17 Memorial er tidligere blevet omtalt i et indlæg på Vild Med Berlin, læs mere her.

Adresse
Am Bahnhof Grunewald
14193 Berlin

Altid åbent

5. Alliierten Museum
Museet dokumenterer USA’s, Englands og Frankrigs engagement i Berlin efter 2. Verdenskrig. Det har både en permanent og skiftende udstillinger over længere tid, så der er rig mulighed for at opleve dem flere gange, hvilket kan være en udmærket idé, for der er mange detaljer at fordybe sig i.

WWW
http://www.alliiertenmuseum.de/

Adresse
Clayallee 135
14195 Berlin

Åbningstider
Tirsdag-søndag kl. 10-18
Mandag lukket

6. Topographie des Terrors
Et stort dokumentationscentrum åbnede i 2010 i en helt ny udstillingsbygning, hvor der er vide muligheder for at få indsigt i de nazistiske forbrydelser. Stedet er ikke tilfældigt, for blandt andet Gestapo havde sit hovedkvarter her i Niederkirchnerstrasse. Mange informative plancher beretter på tysk og engelsk og fortæller historien på en meget indlevende måde.

I en lang, udendørs arkade kan man kronologisk følge den tiltagende undertrykkelse i Nazityskland med et kort afsnit om Muren og DDR. Arkaden er overdækket og overskuelig. Det sidste er meget praktisk, hvis man er i selskab med historieinteresserede, men måske lidt utålmodige teenagere.

WWW
http://www.topographie.de/

Adresse
Topographie des Terrors
Niederkirchnerstraße 8
10963 Berlin

Åbningstider
Dagligt kl. 10-20
Udendørs indtil det bliver mørkt, dog senest kl. 20

7. Museet under ”Denkmal für die ermordeten Juden Europas” (“Holocaust Denkmal”)
Næsten alle turister i Berlin har vel set det markante mindesmærke med 2.711 betonpiller tæt ved Brandenburger Tor, men kun en lille del af dem tager turen ned i det 800 kvadratmeter store, underjordiske informationscenter, hvor man kan følge jødernes og andre forfulgtes skæbne under nazistyret. Her fortælles udvalgte familiers gribende livsforløb, der efterlader et knugende indtryk.

Et grundigt sikkerhedstjek kan til tider betyder en ret lang kø, men man kommer som regel hurtigt frem til indgangen. Derefter bestemmer man selv tempoet, men sæt tid af til dvæle og “debriefe” lidt til sidst, inden du igen bevæger dig op i den travle by.

WWW
https://www.holocaust-denkmal-berlin.de/

Adresse
Cora-Berliner-Straße 1
10117 Berlin

Åbningstider
April-September: Tirsdag-søndag kl. 10-20
Oktober-Marts: Tirsdag-søndag kl. 10-19
Mandag lukket

8. Kuplen over Reichstag
Kuplen over det tyske parlament blev indviet i 1999 og er gratis at besøge, For at undgå at stå lang tid i kø er det en god idé at melde sin ankomst på forhånd. Det gør du via dette link – når dit besøg er registreret, modtager du en mail med en bekræftelse af dit mødetidspunkt. Med den i hånden kan du gå til en indgang ved siden af den lange kø med ikke-forhåndstilmeldte besøgende. Fra den store, spektakulære glaskuppel har du en forrygende udsigt over Berlin.


9. Museum Blindenwerkstatt Otto Weidt

På værkstedet i det centrale Berlin i den i dag rå, hyggelige baggård i Rosenthaler Straße fremstillede fabrikanten Otto Weidt koste og børster under krigen med hjælp fra primært blinde og døve.

Forskellige livshistorier fortæller om Otto Weidts bestræbelser på at beskytte sine jødiske arbejdere fra forfølgelse og deportation. Nogle skjulesteder var indrettet i et baglokale i det nuværende museum. Det er en historie, der på mange måder minder om Schindlers i Krakow.

WWW
https://www.museum-blindenwerkstatt.de/

Adresse
Rosenthaler Straße 39,
10178 Berlin

Åbningstider
Hver dag kl. 10-20

10. Gedenkstätte Deutscher Widerstand
En udstilling over tre etager, der fortæller om den interne, tyske modstand mod nazisternes terror. Den åbnede oprindeligt i 1968, men er ad flere omgange udvidet og fornyet. Sin nuværende form fik den i januar 2018, hvor den blev udvidet med det meste af en etage, der under titlen “Stille Helden” fortæller om de mange mennesker, der med livet som indsats forsøgte at hjælpe de forfulgte jøder under naziregimet. (“Stille Helden” lå indtil oktober 2017 i en mindre udgave i samme baggård som Blindenwerkstatt Otto Weidt).

Modstandsgrupper mod Hitler havde mange forskellige udgangspunkter, bl.a. kristne, jødiske, idealistiske, intellektuelle, socialistiske og kommunistiske. På udstillingen er der fyldige omtaler af modstandsgrupperne Die Rote Kapelle, Weiße Rose og flere mindre kendte som fx Swing-Jugend, – en oppositionel ungdomskultur, der afgrænsede sig til Hitlerjugend ved i al hemmelighed at dyrke amerikansk-engelsk musik og livsstil.

Gedenkstätte Deutscher Widerstand ligger i bygningskomplekset Bendlerblock, hvor henrettelsen af seks af officererne bag attentatforsøget mod Hitler den 20. juli 1944 fandt sted. Gaden hed Bendlerstraße indtil 1955, hvor den fik navnet Stauffenbergstraße efter hovedmanden, Claus Schenk Graf von Stauffenberg. I gården er der en statue og en mindeplade med teksten:

“Hier starben für Deutschland
am 20. Juli 1944
Generaloberst Ludwig Beck
General der Infanterie Friedrich Olbricht
Oberst Claus Schenk Graf von Stauffenberg
Oberst Albrecht Ritter Mertz von Quirnheim
Oberleutnant Werner von Haeften”

Både den permanente udstilling og de skiftende særudstillinger lægger op til fordybelse i billeder, dokumenter og tekster på både tysk og engelsk. Gratis entré gør det heldigvis tillokkende at vende tilbage med jævne mellemrum.

Særudstillinger på Gedenkstätte Deutscher Widerstand

Ud over den permanente udstilling viser Gedenkstätte Deutscher Widerstand hele tiden skiftende særudstillinger. Se en oversigt her.

WWW
https://www.gdw-berlin.de/home/

Adresse
Gedenkstätte Deutscher Widerstand
Stauffenbergstraße 13-14
10785 Berlin-Mitte

Åbningstider
Mandag, tirsdag, onsdag og fredag kl. 9-18
Torsdag kl. 9-20
Weekend og Helligdage kl. 10-18
Lukket 24.-26. december, 31. december samt 1. januar.

Og så en ekstra gratis mulighed med en månedlig gratis-dag:

Desuden: “Museum Sundays” med gratis adgang

Rigtig mange museer har gratis adgang 1. søndag i hver måned. Læs mere her.

 

Mit Berlin #24: Byen er en levende historiefortæller

Alice Persson kom til Østberlin som 19-årig i 1975 for at arbejde som dansk nyhedsoplæser på Radio Berlin International, den østtyske kort- og mellembølgeradio, der dagligt fortalte hele verden om socialismens fortræffeligheder. Sidste år udgav hun beretningen om sine mere end to år i byen under den kolde krig og Stasis mislykkede forsøg på at hyre hende som agent. Her svarer hun på spørgsmål i serien ”Mit Berlin”.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Mit første indtryk af Berlin (det var i Øst i 70’erne) var en STOR, fremmed og totalt spændende by. Jeg var 19 år og havde stort set kun været i Rødovre, Karrebæksminde og på Orø. En særartet lugt af brunkul, en sky af olieblandet benzinlugt, tiloset luft, livlighed, pølsebarer, knejper, mange små, tøffende trabanter. Følelsen af at være blevet lukket ind i en hemmelig hule fuld af skilte med opfordring til at komme fremad mod en partikongres, at kæmpe for fred og solidaritet og styrke produktionen. Totalt anderledes end reklamerne hjemme! Jeg var spændt, bange og på eventyr.

Alice Persson i 1976

Alice Persson i 1976 ved sit østberlinske hjem i Albert Schweitzer Strasse i Friedrichshagen cirka 20 km fra centrum af Berlin.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Jeg kommer her alt, alt for sjældent, men kunne sagtens besøge Berlin syv-otte gange om året, hvis det var muligt. Men hver gang jeg er her, føles det som at være kommet hjem. Jeg kunne godt bo der igen, tror jeg. Jeg er vild med Berlin som en god gammel ven. Den by har været med til at identificere mig og definere mig i den spæde ungdom, og det hænger ved.

Jeg tænker stadig meget i øst og vest. Er helt bevidst om, hvornår jeg er hvor. Og jeg befinder mig mest i øst, når jeg besøger byen. Her føler jeg mig hjemme. Store forretningsgader, moderne glasbygninger og shoppingcentre har ikke min interesse. Hellere slentre ad en laaang Karl Marx Allee eller Unter den Linden eller i Köpenick end gå og kigge smarte butikker i vest, på Kurfürstendamm.

Byen er så emmende af historie og liv. Jeg elsker at mærke ærefrygten, når jeg står ved en stor bygning og mærker, hvad der er sket her i fortiden. Ved mindesmærker for krigens ofre bliver jeg højtidelig og melankolsk. Bagefter kan jeg gå ud i folkemængden, som lever i dag, og blive glad for at se deres selvfølgelige måde at eksistere i en fredelig by. Så jeg får mange forskellige følelser, når jeg bevæger mig rundt i Berlin.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Jeg elsker Berlin af mange grunde. Byen har noget for enhver sjæl. Men byen er ikke bare en by. Byen er et vidnesbyrd, en levende, summende historiefortæller. En mangfoldighed af skæbner.

På grund af min historie bliver jeg nærmest jaloux over at skulle dele Berlin med så mange mennesker, der valfarter hertil. Jeg misunder dem. I dag er det jo lige så naturligt at drage herned som at tage en tur i sommerhuset eller ind til storbyen. En lille barnlig stemme indeni siger: Jeg kom først, det er min by. Misundelse er en retningsgiver, som peger og siger: Det skal du også. Så jeg tager følelsen som et tegn på, at jeg kommer og er kommet her alt for sjældent i nyere tid. Så det må jeg gøre noget ved. I virkeligheden kunne jeg godt forestille mig at tilbringe meget længere sammenhængende tid hernede. Måske endda flytte hertil.

Når jeg sidder ved foden af fjernsynstårnet, hvor jeg dengang – i 70’ernes Østberlin – sad sammen med min soldaterkæreste og diskuterede vores umulige forhold, bliver jeg grebet af en trang til at fortælle de unge mennesker om, hvordan det var dengang. Men det har jeg jo gjort i min bog ”Kollega Persson.”

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Mit yndlingssted er Friedrichshagen. Det tager ca. 25 minutter med S-toget Richtung Erkner at køre derud. Derude ligger en by i byen med egen hovedgade, butikker, kulturelle arrangementer, cafeer og kirke. Her er liv og glade dage, uden at det bliver for stort. Og går man til enden af Bölschestrasse, kommer man ned til søen, Müggelsee. Der er grønt, hyggeligt og underholdende i Friedrichshagen.

Med årene er jeg blevet lidt overfølsom over alt for megen larm og travlhed alt for længe, så mit nervesystem slapper helt af, når jeg kommer til søen og cafeerne og bådfarten ved vandet. Det er mit ønske en skønne dag at bo på en pension i byen – i nærheden af mit tidligere hjem i Albert Schweitzer Strasse.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Da jeg boede i Berlin i 70’erne, var jeg ikke så interesseret i at gå i teater, i operaen eller på museer. Dengang gik jeg mere på værtshus og mødte de lokale. Mit store ønske var at komme ind i Distel og opleve satiren, men det opgav jeg, for det var umuligt at få billetter, hvis ikke man lige kendte nogen, der kendte nogen.

1. maj i Østberlin: Det har altid givet mig et indre sus at stå i en stor menneskeforsamling. Især når det handler om at ændre verden, solidaritet, tilkendegivelser for fred er det mærkbart. Et sus går gennem kroppen, når jeg mærker, hvor mange vi er, og hvor stor styrke vi har, når vi er mange. Det sus mærkede jeg 1. maj i Berlin i 70’erne.

Inden jeg flyttede til Berlin i 1976, havde jeg 1. maj været med på Blågårds Plads i stjernedemonstration til Nørre Søgade og så hele vejen ud til Fælledparken. Det var også betagende og gav mig følelsen af at tilhøre en kæmpestor familie. Det gav tryghed og garanterede på en måde, at jeg kunne føle mig tryg her. I Berlin fik jeg den samme følelse, i langt højere målestok. For det var jo her, i socialismen, at den tryghed blev garanteret. Vi var så ufatteligt mange, og beslutningen var, at der aldrig mere måtte udgå krig fra tysk jord. I kølvandet på krigen, som jeg vidste havde resulteret i en stor angst for min mors og mine bedsteforældres liv, var det, som om den ”slægtssmerte” lagde sig, når jeg indsnusede lugten fra den nye krigsløse tid.

Selv om den kolde krig skød med skarpt, følte jeg mig i sikkerhed her. Når jeg så på tanks i Østberlin, tænkte jeg ikke krig, men forsvar for fred og en slåen hårdt ned på alle neonazistiske tendenser. Under 1. maj-demonstrationen i Østberlin (vi havde fri fra arbejde) så jeg godt, at Honecker og co. sad højt oppe på et podium, og der var rækværk mellem dem og folket. Men opfattede det ikke spor symbolsk.

Jeg bliver nødt til at nævne Unter den Linden. Her har jeg gået meget. På vej ned mod Brandenburger Tor, hvor DDR stoppede. Så stod jeg dér og kiggede på afspærringerne. Det var en kæmpeoplevelse at besøge Berlin igen for første gang siden murens fald, mange år efter. Meget hurtigt fandt jeg Unter den Linden og gik den samme tur. Da jeg nåede Brandenburger Tor, blev det helt uvirkeligt inden i mig. Jeg stoppede op og blev helt paf. Selv om jeg rationelt godt vidste, at døren var åben, var det en særlig følelse at opleve det. Og sådan er det med alt. Det er ikke nok at vide det oppe i hovedet. Man skal være til stede med sin krop for virkelig at mærke det. Jeg gik helt forsigtigt igennem og ud på den anden side. Kiggede lidt bedøvet på menneskemylderet. Mennesker kørte og gik, optaget af at leve deres liv. Tog ingen notits af den åbne dør. Kun jeg stod dér og tænkte i mirakler.

Det samme skete, da jeg besøgte Checkpoint Charlie. Historien bemægtigede sig mig igen. Og jeg gøs ved tanken om, hvordan det var dengang, og at man nu bare kan gå igennem. Men jeg brød mig ikke om alt det dramatiske og souvenirprægede. Folk, som solgte postkort og små stykker ”mur”. Det er ikke interessant.

Museerne er jo et kapitel for sig. Imponerende. Ud over mastodonterne på museumsøen kan jeg lide at besøge Zille Museum i Propststrasse 11 i Nikolaiviertel, Berlins ældste kvarter.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Igen må jeg sige, at det tiltaler mig at opsøge den østlige fortid. I min gamle by Friedrichshagen ligger ”Bräustübl” på Müggelseedamm 164 og ”Rolandseck” på Scharnweberstrasse 80. Begge lå der også dengang, i 70’erne. Og væggene taler til mig.

I centrum kom jeg af og til på ”Zur letzten Instanz”, Berlins ældste værtshus fra 1651. Selv om restauranten er blevet shinet op, er den gamle egenart ikke forsvundet. For selv om man sminker historiske bygninger til ukendelighed, titter historien gennem væggene. Jeg får i hvert fald følelsen af at være i Berlins ældste knejpe stadigvæk selv om bordene er pænt pyntede. Tænk, her sad Napoleon engang og nød en øl, siges det. Derfor har han også en stol stadigvæk. Eller det havde han stadig, da jeg besøgte instansen for nogle år siden. Charlie Chaplin og Clara Zetkin og flere berømtheder siges også at have besøgt stedet.

I nyere tid har jeg besøgt ”Lebensmittel in Mitte” – et dejligt intimt og folkeligt sted. Her sidder man tæt, og stemningen er livlig uden at være anmassende. Cafeer og spisesteder i Hackesche Höfe er også altid hyggelige at besøge.

Alice Persson, født 1957, er selvstændig psykoterapeut. Tidligere tysk korrespondent/advokatsekretær og stadig meget glad for det tyske sprog. Udgav i 2016 bogen  ”Kollega Persson” om sine oplevelser, da hun boede i Østberlin 1975-77 og arbejdede på den statslige radio i håb om senere at uddanne sig til journalist, men hvor hun oplevede at blive forsøgt rekrutteret af Stasi, DDR’s hemmelige politi.

Hun skriver nu på en fortsættelse med den kryptiske arbejdstitel ”Frøken Persson … kan De koge et æg?” Et særpræget spørgsmål under en jobsamtale som tysk korrespondent efter de groteske oplevelser i Østberlin. Her vil hun beskrive, hvad der skete, da hun kom hjem fra Berlin og stadig havde svært ved dels at vriste Stasi-oplevelserne af sig dels at omvurdere sine politiske og private livsdrømme. Og i sidste ende finde fodfæste i livet. Om den kommende bog fortæller hun selv:

– Den  vil have en naturlig tilknytning til det fænomen, at jeg senere uddanner mig til psykoterapeut. Hvad sker der for hende, der – godtroende og uskyldig som unge mennesker ofte er – bliver offer for kræfter, der har planer med hende? Og hun ikke kan finde nogen at betro sig til, fordi det på den ene side er tabu (”Stasi eksisterer ikke”), på den anden side farligt, hvis nogen opdager det (”har hun været spion?”). Hvor går hun hen med sin skam og ensomhed?

Danmarks Radio har lavet flotte web- og radiodokumentarer om Alice Perssons oplevelser i Østberlin i 1976: https://www.dr.dk/nyheder/webdok/berlin