Forfatterarkiv: Lars Friis

Sådan giver du drikkepenge i Berlin

1 svar

“Alle gastronomer, jeg kender, beklager sig over danskere, som af princip ALDRIG giver drikkepenge”. Sådan skrev PR-konsulent og forfatter Lone Bech i et indlæg på Facebook-siden Vild med Berlin for nogen tid siden. Efter at have boet i Berlin i to årtier oplever hun i stigende grad, at danskere bliver upopulære blandt berlinerne – blandt andet på grund af det med de manglende drikkepenge.

På Vild med Berlin-redaktionen er vi derfor glade for at kunne bringe et indlæg fra Heidi, p.t. bosat i den tyske hovedstad, der fortæller, hvad man bør – og ikke bør – gøre, når det kommer til drikkepenge i Berlin. Heidi skriver:

I Danmark har vi ikke den store tradition for at give drikkepenge. Derfor kan vi også godt glemme det, når vi er på ferie – eller komme i tvivl om, hvor meget det nu lige er, man bør give.

Men har du ikke styr på drikkepengekulturen – eller lader helt være med at give drikkepenge – efterlader du som dansker og gæst i byen et temmelig dårligt indtryk på berlinerne.

Derfor kommer her en guide til, hvordan du giver drikkepenge i Berlin.

Hvornår giver du drikkepenge?

Ligesom i Danmark handler det hovedsageligt om restaurationsbranchen. Har du siddet og nydt et måltid mad, kommer du ikke uden om drikkepengene. Det samme gælder, hvis du bare har fået en øl, en is eller en kop kaffe.

Køber du derimod en chinabox på en u-bahnstation eller en kop kaffe to go i en af de mange små kiosker – de såkaldte “Spätis” – gives der normalt ikke drikkepenge. Står der et glas på disken til drikkepenge, plejer jeg nu alligevel at smide eventuelle byttepenge /småmønter deri, men det er altså ikke noget must.

I Berlin vil du opleve, at der forventes drikkepenge på steder, hvor vi slet ikke er vant til det. Det er for eksempel lige så vigtigt at give lidt ekstra til taxachaufføren som til tjeneren, og hos mange frisører står der også et glas på disken med påskriften “Danke” i forventning om drikkepenge.

Hvorfor er det så vigtigt at give drikkepenge?

I Danmark skal der ofte virkelig god service eller en helt speciel oplevelse til, før vi finder drikkepengene frem. I Berlin er det anderledes, fordi servicejobs som tjener, taxachauffør eller frisør er meget dårligt betalte.

Lønnen for ansatte i eksempelvis restauranter og cafeer ligger typisk på 5-8 euro i timen. Drikkepenge er derfor et nødvendigt supplement til lønnen, hvis en tjener eller bartender skal have økonomien til at hænge sammen.

Hvor meget bør du give i drikkepenge?

Som hovedregel bør du altid give mindst 10 procent, som anses som minimumsgrænsen. 15 procent er gode drikkepenge, og 20 procent er tegn på, at du har haft en fantastisk oplevelse, som du virkelig sætter pris på.

For det meste giver det mening at runde op – får du eksempelvis en regning på 32 euro, runder du op til 35 euro. Du skal ikke være bange for at give for mange drikkepenge. Gode drikkepenge bliver ikke opfattet som pral, men vil derimod blive taget imod med stor taknemmelighed.

Hvad bør du absolut IKKE gøre, når du giver drikkepenge?

Du bør aldrig give mindre end 10 procent i drikkepenge. For få drikkepenge er faktisk næsten værre end slet ikke at give nogen, fordi det kan opfattes som en fornærmelse.

Undgå også at give de helt små mønter. 20-cents-mønterne kan til nød gå, men undgå så vidt muligt at give mindre. Helt forbudt er det at betale udelukkende med helt små mønter. De er til besvær for personalet og stort set ingenting værd, så modstå fristelsen og kom hellere af med småpengene et andet sted – der findes for eksempel slikautomater på stort set alle u- og s-bahnstationer, så du og børnene skal nok finde en måde at få de overskydende penge brugt på!

Om skribenten:

Heidi læser tysk og international virksomheds-kommunikation på Aalborg Universitet og har siden august 2013 været i praktik hos et online marketingbureau i Berlin.

At praktikken finder sted her er ikke tilfældigt – hun tilbragte i foråret 2009 et udvekslingssemester i den tyske hovedstad og blev ligesom mange andre vild med Berlin. Hun bor nu sammen med sin forlovede i bydelen Moabit.

I fritiden skriver Heidi på sin egen blog Ordene og mig, hvor hun blandt andet fortæller om sproget i Berlin.

En guide med fokus på eventyr og romantik

6 svar

“Berlin – meine Liebe” er en utraditionel guide med mange personlige anbefalinger fra en, der kender byen rigtig godt.

Guidebøger med personlige indgangsvinkler til Berlin ser i stigende grad dagens lys, og det er en god udvikling. Frem for en pligtmæssig opremsning af hele paletten af fakta og muligheder er vi mange, der finder det langt mere inspirerende med forfatterens engagerede omtale af personlige favoritter – om det så handler om historiske steder, restauranter, barer, shopping eller andre sider af vores rejsemål.
Tidligere i år udsendte Gyldendal Lone Bechs ”Berlin – meine Liebe!”, der er 192 siders formidlet forelskelse i den storby, som hun tog varigt ophold i for 20 år siden. Hun har gennem årene engageret sig i adskillige kulturelle projekter i byen, været kommunikationschef i Admiralpalast-teatret og arbejder i dag som freelancer for kulturprojekter og -institutioner under firmanavnet Hej PR.

Selv om Lone Bech altså har haft permanent bopæl uden for Danmark i lang tid, har hun en rigtig god fornemmelse for, hvad der kan have interesse for danske gæster i byen, og det bliver fortalt med en insiders særlige fornemmelse for detaljen. Ikke bare de gode caféer med fantastisk kaffe er nævnt, men i tilgift får man eksempelvis også lige gadens kaldenavn og en anbefaling af en god croissant på menukortet. De små ting, der gør, at man får ekstra mod på at indtage byen og sikkert også med sin særlige viden vil kunne gøre indtryk på en rejsefælle.

Romantik og rustik mad
Bogens forord opfordrer til at gå på opdagelse i byen sammen med ”yndlingspartneren”, og mange steder bliver tankerne da også ledt hen på romantik. Den oplysning kan afholde nogle mænd fra at kaste sig over bogen, men faktisk er der en del afsnit, der måske appellerer specielt til dem: Bogen anviser den bedste Biergarten i mange forskellige kvarterer, og bogens kapitel om spisesteder har i den grad også fokus på det maskuline, rustikke.

Lone Bech forklarede det, da jeg mødte hende i Berlin i august: ”Der er mange gode etniske restauranter i Berlin, men dem kan man jo finde i alle storbyer rundt om i verden. Gode restauranter med tysk mad kan man næsten kun finde i Tyskland, så det vil da være ærgerligt at gå uden om den oplevelse.”

Af romantiske anbefalinger nævner Lone Bech blandt andet de bedste steder at nyde solnedgangen, tagterrassebaren med panoramaudsigt, hyggelige musiksteder og intime barer. Sammen med et fint indeks er kapiteloverskrifterne med til at gøre ”Berlin – meine Liebe” til en glimrende opslagsbog:

Forelskelsen – Berlin, meine liebe!
Milchkaffee – Den daglige dosis koffein
Der himmel über Berlin – Sommer i Berlin
Für Geist und Seele – Berlins kulturliv
Geheime Orte – Opdag Berlins skjulte sider
Lass uns um die Häuser zieh’n! – Natteliv
Kauf dich glücklich! – Skal vi shoppe igennem?
Guten Appetit! – Madkultur
Berlin für Gross und Klein – Berlin for hele familien
Klirrende Kälte und trotzdem schön – Vinter i Berlin
Gute nacht! – Tips til overnatning
So ist Berlin – Berlin i en nøddeskal

“Kauf dich glücklich” er en kapiteloverskrift i “Berlin – meine Liebe!” – og en butik i Berlin

Mange sider af mangfoldige Berlin
Under overskriften ”Sommer i Berlin” fortælles der blandt andet om, hvor man kan blive kølet af i Spree og de mange søer, når temperaturerne stiger til højder som i denne sommer. Og ”Vinter i Berlin” fortæller selvfølgelig om det modsatte, når Berlin er isnende kold og man skal have varmen i saunaer og termiske bade. I modsætning til ”Berlin for hele familien” handler kapitlet ”Natteliv” om, hvor man nok ikke skal tage sine mindreårige børn med hen. Berlins mangfoldighed kommer til udtryk gennem underafsnit om erotik- og swingerklubber samt barer og klubber for homoseksuelle.

Nogle af nøgleordene i Lone Bechs kærlighedserklæring til Berlin opsummeres i de afsluttende to sider med overskriften ”Berlin i en nøddeskal”, hvor Berlin blandt andet betegnes som ”en by med en excessiv fortid og et overflødighedshorn af samtidshistorie”, ”mødet mellem Øst- og Vesteuropa”, ”kunst og kultur i overflod” og ”skøn og smuk og hæslig, rå og kold”, ”multietnisk og meget tysk på samme tid” og ”den mest afslappede storby i Europa”. De beskrivelser er vi vist rigtig mange, der kan tilslutte os, og jeg vil mene, at bogen netop er til os, der allerede har været i Berlin, og som gerne vil inspireres til nye oplevelser i byen. Når man først har siddet med bogen i hånden i lidt tid, glider tankerne ret hurtigt hen på, hvornår der mon igen er plads i kalenderen til et besøg …

Efter 20 år i Berlin har Lone Bech masser af anbefalinger til byens danske gæster. Hun er her fotograferet på Admiralbrücke over Landwehrkanal i Kreuzberg.

12 passionerede beretninger om Berlin

Skriv et svar

Aarhus Universitetsforlag har udgivet en indsigtsfuld rejsebog om Berlin. Der trækkes lod om fem eksemplarer blandt abonnenterne på nyhedsbrevet fra vildmedberlin.dk.

De tider er for længst ovre, hvor bøger om populære rejsemål var noget, der højst blev opdateret og udgivet én gang om året. Og det kan måske undre, når der samtidig tales om en omsiggribende krise for de trykte medier, og når masser af tips og fakta i dag kan findes på nettet. En god guidebog i hånden er tydeligvis et rigtig godt supplement til de mange fragmentariske oplysninger på nettet.

Berlin er ingen undtagelse. Det vælter frem med bøger om den tyske hovedstad, og en af de rigtig gode kom i 2012 i serien Vide Verden fra Aarhus Universitetsforlag. Bogens 12 kapitler har hver deres emne og forfatter, og i stedet for en opremsning af formelle fakta i et forsøg på at få det hele med er det altså den enkelte forfatters interesse og passion, der gør bogen interessant.

Berlins store mindretal
En af forfatterne er Henriette Harris, der har boet i Berlin siden 2004, og som i 2009 stod bag den fine bog ”Berlin Berlin”, hvor hun selv har skrevet alle kapitler om steder, skæbner og historier, som hun brændte for at berette om. I ”Vide Berlin – Berlin” fortæller hun om Berlins store mindretal, de 185.000 indbyggere med tyrkisk baggrund. Indvandringen blev for alvor sat i gang under det tyske ”Wirtschaftwunder”, hvor landet generelt manglede arbejdskraft, og hvor Vestberlin gjorde det i særlig grad efter opførelsen af Muren i 1961.

Vandposten oplyser både på tysk og tyrkisk, at vandet ikke bør drikkes (Foto: Henriette Harris (c))

Henriette Harris beretter indsigtsfuldt om tyrkerne, tyrkisk kultur og historie og sammenblandingen med Tysklands og Berlins historie, krydret med en række personhistorier om blandt andet den vanskelige kunst at være splittet mellem to kulturer i en vesteuropæisk storby.

I dag sætter tyrkerne et meget markant aftryk på Berlin, især omkring U-bahnstationen Kottbusser Tor i den fattige del af Kreuzberg, også kendt som Klein-Istanbul. Dönerkebab er blevet en mindst lige så populær spise som Currywurst, hvilket skribenten bag dette indlæg finder fuldt fortjent.

Karrypølse i historisk kontekst
Currywursten har sit eget kapitel i bogen, fortalt lige så indsigtsfuldt af journalisten Jesper Vind. Ifølge ham bliver der årligt langet 70 mio. af slagsen over disken i byens pølseboder, hvoraf de to mest kendte er Curry 36 på Mehringsdamm i den pænere del af Kreuzberg og Konnopke’s Imbiss under den højtliggende U-bahnstation Eberwalder Strasse. Kapitlet sætter den berømmede karrypølse ind i en historisk kontekst og beretter blandt andet, at retten opstod i årene efter 2. verdenskrig, da man manglede sennep – pølsens sædvanlige følgesvend. Nationalspisens status blev slået helt fast i 2009, da currywursten fik sit eget museum i Berlin.

Pølsen som et kærlighedssymbol! (Foto fra bogen)

Ifølge Jesper Vind er der berlinere, der foretrækker currywurst frem for andet fastfood, fordi den serveres lynhurtigt. Når man kommer frem til disken, forventes det, at man hurtigt afgiver sin bestilling, og det kan for eksempel ske ved hjælp af forkortelserne ”CPM”, ”CWP” eller ”CWPZM”, hvis det skal gå rigtigt hurtigt.

To meget interessante kapitler undlader jeg at omtale, for dem kan du selv læse. Forlaget har nemlig lagt dem ud som smagsprøver. Det er Robin Engelhardts nøgterne, nuancerede og underholdende beskrivelse af sin opvækst i kvarteret ved Museumsøen i 70’erne, hvor hans familie blev overvåget af Stasi. Den anden smagsprøve er Peter Tudvads ”Nazismen – sporet efter det tredje rige”, der beretter så medrivende om vigtige begivenheder i Berlin efter 1933, at man indimellem får en følelse af selv at være til stede. Kapitlet rummer også en lille introduktion til Ebba Mikkelsen, som Tudvad har skrevet en murstenstyk, faktamættet og fascinerende beretning om i bogen ”Sygeplejerske i Det tredje Rige”.

Hvert kapitel i bogen afsluttes med noter om en række steder eller yderligere læsestof i relation til kapitlets emne. Der er også links til steder på nettet, og i e-bogsudgaven kan man bare klikke på linket, når man vil se mere på de forskellige hjemmesider. Steder og monumenter er markeret med et tal, og til sidst i bogen er 79 af de omtalte steder afmærket på et overskueligt kort.

Hele indholdsfortegnelsen kan ses her, hvorfra man også kan købe bogen til 249,95 (bog+e-bog) eller 159,95 (kun e-bog).

Bogen om Berlin er den mest populære i serien Vide Verden. Siden marts 2012 er der trykt to oplag og i alt 7.000 eksemplarer. Forlaget har været så venlig at donere fem eksemplarer af bog+e-bog til brugerne af vildmedberlin.dk. Det foregår rent praktisk ved, at der trækkes lod blandt abonnenterne på nyhedsbrevet, så hvis du ikke allerede har tilmeldt dig, kan du gøre det her senest 4. september 2013: http://vildmedberlin.dk/nyhedsbrev/

Og bare rolig: Vi garanterer, at vi kun belaster din elektroniske postkasse med nogle få nyhedsbreve om året.

På tur med teenagere i Berlin

1 svar

Tidsrejsepanorama, dinoskeletter og byens bedste kebab er ingredienser til en vellykket tur med teenagere til Berlin. Og smid så en Ritter Sport efter egen opskrift, et teaterloppemarked og en bilbrand oven i, så er succesen hjemme.

Berlin blev målet for årets ferie af flere grunde. Jeg ville gerne vise byen frem for min datter på 15 og min søn på 13, men prisen spillede også ind. DSB tilbyder billige orange billetter til Berlin og en fælles europæisk ordning betyder, at en voksen kan tage op til fire børn under 16 år gratis med.

Jeg har kun to, men jeg synes stadig, det er i orden at komme til Berlin og hjem igen for 1.700 kroner på første klasse med en kop gratis kaffe, en snack og god plads til benene.

De to teenagere ved Brandenburger Tor

Koldkrigspanorama gik lige i maven
En tur rundt i Berlin er en levende historietime, hvor gadenavne, mindesmærker og små detaljer i byen lægger op til beretninger om varme og kolde krige. Museer er der også masser af, men hvilke skal man vælge? På opfordring fra en ven besluttede vi at besøge kunstneren Yadegar Asisis 15 meter høje panorama i den runde bygning lige ved Checkpoint Charlie. Værket viser et sceneri ved muren på en fiktiv efterårsdag i begyndelsen af 80erne.

Min søn er ikke den store fan af traditionelle museer med stenøkser, brunlige fotografier og masser af ord, men da vi stod på platformen i fire meters højde og kiggede “ind over muren”, sagde han: “Nu forstår man næsten, hvordan det har været”.

Han havde ret. Jeg nåede heller ikke at besøge Berlin, mens muren stod, men Asisis tidrejsepanorama går lige i maven med en knugende fornemmelse af, hvordan det må have været, da muren skar ned gennem byen og delte familier, gader og kvarterer.

Asisis Panorama

Dinosaurer i loftshøjde
Vi nåede kun et museum mere: Det naturhistoriske i Invalidenstrasse, hvis store slagnummer er nogle dinosaurskelletter i forskellige størrelser. Også naturfagstimen gav anledning til erkendelse hos både voksne og børn. Når man står i gulvhøjde er der godt nok langt op til brachiosaurens lille hoved lige under glastaget i det højloftede rum.

Museet gør sine gæster den tjeneste at placere hovedattraktionen ved indgangen. Er man kun kommet for at se dinoer, behøver man ikke slæbe sig gennem utallige sale med sten, udstoppede dyr og opstillede naturscenerier.

Der er nu god grund til at se det hele – eller så meget, man magter af det store museum. Sært fascinerende er et rum med – ja der må være tusindvis – af fisk, slanger og alt muligt andet i større eller mindre beholdere med formalin, eller hvad man nu bruger i vore dage. Af hensyn til præparaterne er rummet desuden forholdsvis køligt, hvilket var ganske behageligt i den hede, centraleuropæiske sommer.

I kø efter byens bedste kebab
Trods varme og sol valgte vi en ”attraktion”, som næsten med sikkerhed ville betyde lang tids venten i en udendørs kø. Vi er alle store kebab-fans, så vi var enige om, at vi ville besøge Mustafas lille gadekøkken på Mehringdamm, som har fået omtale i flere rejseguides og artikler og efterhånden har opnået kultstatus. Angiveligt serverer Mustafa Berlins – ja, måske Tysklands bedste – gemüsekebab, og det betyder lang kø foran butikken. Dagen før, vi tog derud, læste vi om to timers ventetid for at få sin mad, så vi var overraskede over de forholdsvis få mennesker, der ventede, da vi stillede os op. 32 minutter sagde stopuret, da manden i vognen spurgte, hvad vi skulle have.

Mens han lavede tre med det hele, funderede jeg lidt over, hvad han mon tænkte. Måske, at det nu gælder om at nyde succesen og tjene pengene, inden en anden lille madbod bliver det nye in-sted med kødannelse og omtale i internationale medier. Ingen tvivl om, at Mustafa laver fremragende gemüsekebab. Børnene var begejstrede, meeen den gamle skeptiker skal nok smage en hel del flere, før han stemmer for, at det rent faktisk er den bedste i Berlin eller Tyskland.

Ritter Sport på den klamme måde
Noget skeptisk var jeg også, da vi besøgte Ritter Sports kombinerede butik og udstilling Bunte Schokowelt i Französische Strasse. Her er hittet at lave sine egne chokoladekvadrater af forskellige ingredienser efter eget valg samt lys eller hvid chokolade. Jeg elsker chokolade, men kun hvis den er kraftig, mørk og uden noget i, så jeg fravalgte eksperimentet, mens børnene havde en fest med at finde tre ting at putte i, se dem blive hældt i en form og dækket med lysebrun smeltet chokolademasse. Resultatet blev en “klam” og en “lad-gå”.

Min datter mixede chili, hindbær og hasselnødder, og efter hendes egen mening burde Ritter Sport sætte den i produktion. Til gengæld vil ingen savne min søns blanding af vingummibamser, chokoladeknapper og jordbærstykker i Ritters sortiment. Sammen med den lyse chokolade blev det direkte kvalmende.

Ritter Sport-butikken “Bunte Schokowelt” i Französische Strasse

Min datter blev en attraktion
Vi osede i KaDeWe, på lørdagsmarkedet på Kollwitzplatz, i et indkøbscenter lidt ude af byen, samt i nogle af Kreuzbergs sjove gader uden at købe det store. Vores bedste shoppingoplevelse fik vi ved et tilfælde.

I Mauerstrasse stod to grønne damedukker og viste ind til et slags loppemarked med kostumer og rekvisitter fra teaterforestillinger og filmproduktioner. Vi brugte lang tid på at prøve frakker, hatte og parykker, samt at fotografere hinanden i kulisserne.

Min datter købte en officerskasket, og at den klædte hende, fik vi et bevis for lige efter, vi var kommet ud på gaden igen. En mand fra USA stoppede og spurgte med vanlig amerikansk frimodighed, om han måtte fotografere hende. Ingen yderligere forklaring, blot et bredt amerikanergrin, og selvfølgelig fik han lov til det.

På jagt efter spændende ting blandt kostumer og rekvisitter.

Berlins nye hippe kvarter
Vores manglende lyst til at købe ting og sager hang måske også sammen med ønsket om at holde en billig ferie. Ud over togbilletter på tilbud havde vi holdt udgiften nede ved at leje en privat lejlighed gennem udlejningsportalen Airbnb.

Lejligheden lå på Herrfurthstrasse i bydelen Neukölnn, som vist nok er det nye sted, hvor de unge og de hippe rykker ind. I gaden ligger mange små cafeer og spisesteder med personale og gæster, der efter deres sprog at dømme kom fra mange steder i verden.

Vi boede også nabo til den gamle lufthavn Tempelhof, som lukkede i 2008 og nu er et stort offentligt areal, Tempelhofer Freiheit, hvor man kan løbe, cykle eller stå på rulleskøjter på de gamle start- og landingsbaner, tage på picnic eller dyrke sin byhave i et af de områder, der er lagt ud til det.

Mange kunstnere har også fundet vej til kvarteret og sælger deres ting fra små gallerier og butikker. Lige overfor hvor vi boede, lå The Scallywag Studio, hvorfra kunstneren Mateo Dineen solgte sine tegneserieagtige billeder. Det var lige noget for os, så vi købte fem tryk med hjem.

Mens vi var inde i det lille galleri, blev vi mindet om, at vi var i en storby. En kvinde sad, måske i en rus, på fortovet og virkede fortumlet. Ambulancen kom, og det blå udrykningslys fejede hen over butikkens vægge, mens vi kiggede på billeder.

Drama uden fare
Det var turens andet drama. Det første oplevede på vej fra U-bahn-stationen mod lejligheden. Foran os steg grå røg op bag en stor gruppe mennesker, som stod samlet på fortovet. Røgen kom fra en Mercedes, der holdt skråt op på fortovet. Under motoren lyste tydelige orangerøde flammer.

Folk af mange nationaliteter kiggede på, en afrikaner og en mellemøstligt udseende mand trak et øjeblik en del af opmærksomheden væk fra branden, da de kom i højlydt skænderi. Om hvad stod ikke helt klart. Nogle kom til med brandslukkere, men ilden blussede op igen.

Efter et stykke tid dukkede poltiet op og spærrede gaden af, og meget senere kom brandvæsnet også. Brandmændene baksede længe for at få motorhjelmen op. Inden det lykkedes for dem, forlod vi sceneriet.

Det blev aldrig rigtigt farligt, men vi havde fået en af de ferieoplevelser, som man ikke kan finde i nogen rejsebog.

Turens første drama, der aldrig blev rigtigt farligt.

Skribent
Freelancejournalist Bjarne Jensen, bjarnejensen.dk

Berlin i krig – et dansk øjenvidne

Skriv et svar

Historien bliver meget nærværende, når man bevæger sig rundt i Berlin. Hvis man som dansker vil have den endnu tættere på i form af en landsmands øjenvidneberetning, er der en oplagt mulighed i den lidt oversete bog, Helge Fjeldes ”Berlin 1945 – En dansk frivilligs øjenvidneberetning”, der udkom i 2001. Via netlydbog.dk er det endda muligt gratis at hente bogen som lydbog, så man kan lytte til den under et ophold i Berlin. Helge Fjelde Berlin 1945

Helge Fjelde (1919-1967) var medlem af DNSAP og frivillig soldat i Waffen-SS på østfronten. Han deltog i de sidste kampe om Berlin i april 1945, og derom handler bogen, der bygger på hans håndskrevne manuskript. Det blev angiveligt skrevet cirka fem år efter krigens afslutning, hvor Helge Fjelde først havde været to år i russisk fangenskab, som han flygtede fra og siden – da han blev pågrebet i Danmark – i dansk fængsel fra 1947, til han bliver benådet i 1950.

Ingen hjælp fra de rige i Grunewald

Bogen er mestendels en nøgtern beretning om den kaotiske kamp om Berlin, uden at afslutningen dog er med, for bogen slutter nogle få dage før tyskernes kapitulation. Den efterfølgende tid skulle være beskrevet i et bind 2, der desværre er bortkommet. Som læser følger man dog krigshandlingerne så sent, at tyske og sovjetiske styrker kun er et par boligblokke fra hinanden. Bogen er mest beskrivende, men også lejlighedsvis reflekterende og kommenterende. Forfatteren nærer skepsis over for de fanatiske nazisters racisme. Han viser anerkendelse over for både de russiske styrkers ihærdighed på den ene side og de heltemodige 14-16-årige medlemmer af Hitlerjugend på den anden.

Til gengæld udtrykkes der en vis misbilligelse over dem, der svigter. Det gælder i særlig grad ”det rige, fornemme berliner-bourgeoisi ” i de store villaer i Grunewald, hvor SS-soldaterne mødes med kulde og afvisning, da de den 24. april 1945 har brug for indkvartering på flugt fra de fremrykkende russere, der er ved at omringe Berlin. En kulde, der står i skærende kontrast til imødekommenheden hos de jævne tyskere, især kvinderne, der både deler mad og bløde senge med de sultne og udmattede soldater. Helge Fjelde beskriver modsætningen med blandt andet disse ord:

”Jo mere fattige og sammenstuvede befolkningen levede, desto mere opofrende og hjælpende kom de os i møde. … Og nu her … møder vi ligefrem fjendtlig, isnende og uforskammet optræden. … Har man ikke netop i disse kredse været den egentlig drivkraft bag Hitlers magt og ekspansions epoke?”

Da der ikke er tid til diskussion med de pæne folk i Grunewald og i øvrigt masser af plads i en stor villa med fire saloner, 36 større værelser og seks badeværelser, lader Helge Fjelde kammeraterne strømme ind i huset, hvor soldaterne snart bliver friske og veloplagte og dufter af fyrrenåle, badesalte og fede cremer.

Både et eventyr og en tragedie

Som i dette eksempel er bogen troværdig og godt fortalt med mange interessante detaljer, der dokumenterer en tragisk periode af Europas historie fra frontsoldatens synsvinkel. Helge Fjelde beskriver det indledningsvist som sit eventyr , senere ”Måske mere en tragedie”. På intet tidspunkt lægger han for alvor afstand til den nazistiske ideologi eller udtrykker medfølelse med nazismens mange ofre. Måske/måske ikke var flere af disse nuancer med i det bortkomne bind 2 af de håndskrevne erindringer.
Forfatterens søn, Jens Fjelde, født 1953, sætter i et meget åbenhjertigt efterskrift fortællingen ind i en interessant ramme, som bygger på den omfattende research, han foretog efter faderens død.

Helge Fjelde: Berlin 1945 – En dansk frivilligs øjenvidneberetning
Ekstra Bladets Forlag, 2001

Bogen findes som nævnt også som lydbog og kan – hvis man er oprettet som låner på et dansk bibliotek – gratis hentes på netlydbog.dk

”Jeg er en berliner”

Skriv et svar

I de seneste 100 dage op til 50-årsdagen for Kennedys berømte Berlin-tale med ordene ”Ich bin ein Berliner” har avisen Der Tagesspiegel dagligt bragt et lille interview med nutidens berlinere om, hvad disse ord betyder for dem, og hvordan de oplever byen i dag. Det er en sand guldgrube af spændende fortællinger fra byens indbyggere, der sætter ord på deres kærlighed til byen. Når det handler om de lidt mere modne berlinere, er beretningerne også jordnær historieformidling.

“Ich bin ein Berliner”. Det var på balkonen her på Rathaus Schöneberg, at John F. Kennedy holdt sin berømte tale 26. juni 1963 foran 400.000 begejstrede vestberlinere.

Et eksempel er den 41-årige slagtermester, der kalder sig en vaskeægte ”Prenzelberger” – altså fra Prenzlauer Berg i det gamle Østberlin. Han oplevede ikke Murens fald, fordi han sov for at være frisk til næste dag på jobbet. Han opdagede først den historiske begivenhed, da en af svendene i slagterforretningen næste morgen ringede og fortalte, at han nu stod ved Gesundbrunnen på den vestlige side af Muren. Senere på dagen drog han til Kurfürstendamm, men der var alt for mange mennesker. Han tænkte, at han bare kunne besøge Vesten senere, for han var overbevist om, at når Muren først var faldet, ville den aldrig komme tilbage.

Og så præsenterer slagtermesteren et lidt alternativt syn på den ”Gentrifizierung”, der ellers er så udskældt. Han bor stadig på Prenzlauer Berg og betragter det som en stor lykke, for mange har måttet forlade den trendy, østberlinske bydel på grund af voldsomme huslejestigninger. Det er en skam, synes han, men til gengæld har han fået en ny kundekreds, der værdsætter kød af høj kvalitet og derfor går til slagteren for at købe det!

I interviews med de ældre berlinere er der som nævnt mange spændende historiske detaljer. I 60’erne kunne man for eksempel slippe for værnepligten, hvis man flyttede fra den vestlige del af forbundsrepublikken til Berlin, der pga. sin isolation var ved at blive affolket, og hvor der manglede arbejdskraft. En mand, der flyttede til byen i 1966, kan fortælle om, at man som tilflytter fik betalt flytteudgifter, fire årlige flybilletter og et særligt berlinsk løntillæg.

I serien optræder også den nu 44-årige skuespiller fra det nordøsttyske Rostock. Han var allerede før Murens fald tiltrukket af den alternative scene i Østberlin, som stod i kontrast til snævertsynetheden i provins-DDR. Han gjorde dog først alvor af at søge lykken i storbyen i 1991 og opsummerer sit indtryk af byen i dag med ord som hundeefterladenskaber, tæt trafik, snavs, grim, vulgær … og griner.

Flere interviews er med til at beskrive den særlige berlinske mentalitet. Berlinerne klager over alt, men de er også åbne over for nyt, siger en ældre mand, der i 1970 flyttede til Berlin for at studere og i øvrigt stadig ikke har vænnet sig til berlinernes velkendte frækhed, ”Die Berliner Schnauze”, men dog har fundet ud af, at den ikke er så alvorligt ment.

En yngre tilflytter fra Hamborg tilkendegiver, at hun ligefrem holder af frækheden, fordi hun har erfaret, at den også rummer ”utroligt meget hjerte”.

Serien slutter med den 63-årige Owen Davies. Han er født i Berlin af engelske forældre, der mødtes i Berlins ruiner efter 2. Verdenskrig. De havde uafhængigt af hinanden søgt job på de allieredes hovedkvarter. Han fortæller om den frygt, han oplevede som barn på grund af Muren, Cuba-krisen og andre facetter af den kolde krig. Han var på pladsen foran Rathaus Schöneberg, da Kennedy holdt sin tale, og beretter om, hvordan talen skabte håb om, at tingene kunne bliver anderledes på et eller andet tidspunkt. Når han i dag kommer på pladsen og hører klokkerne ringe kl. 12, kan han næsten ikke holde tårerne tilbage.

Se alle interviews via dette link. Du skal ikke lade dig afskrække af det tyske sprog, for alle interviews rummer både tekst og video, der supplerer hinanden fint, og sidstnævnte er med engelske undertekster.

Berlin – fra rød løber til dunkle undergrundsklubber

2 svar

”Berlin har en utrolig dynamik. Jeg er vild med dens forskellighed. I Berlin pleaser man ikke nogen. Her er attituden: Tag mig, som jeg er.”

Citatet af operasanger Peter Lodahl er fra den nye bog Berlindk, hvor elleve danske kulturpersonligheder fortæller om, hvordan det er at arbejde og bo i Berlin og om, hvordan byen har præget dem. Ud over Peter Lodahl er det blandt andet skuespiller Thure Lindhardt, Duné-forsanger Matthias Kolstrup, håndboldspiller Torsten Laen og kunstner Kirstine Roepstorff.

Operasanger Peter Lodahl fotograferet i Komische Oper i Berlin Mitte. Som den eneste by i verden har Berlin tre operahuse, og operascenerne besøges af berlinere fra alle samfundslag. (Foto: Rasmus Funder ©)

Som læser får du i Berlindk en virkelig interessant og inspirerende guidet rundtur i Berlins kulturelle landskab og historie. Til gengæld skal du ikke forvente at få en række dybdegående portrætter af kendte kulturpersonligheder. Du kommer ikke med hjem i privaten hos Thure Lindhardt, Matthias Kolstrup eller de andre medvirkende.

Berlin er hele tiden i centrum i bogens kapitler. Og det fungerer rigtig godt. Forfatterne Ole Blegvad og Rasmus Funder tager udgangspunkt i de elleve danskeres personlige Berlin-historier og bruger dem som afsæt til at formidle en masse viden om Berlin som filmmekka, operaby, sportsmetropol m.m samt om byens historie og udvikling. Bogen tager dig med vidt omkring, fra den røde løber ved filmfestivalen Berlinalen, bag scenen i Berliner Philharmonien og til technofester i dunkle undergrundsklubber.

Duné-forsanger: Berlin sætter gang i så mange tanker

Et kapitel i Berlindk rummer beretninger fra 24-årige Mattias Kolstrup, forsanger i bandet Duné, som samlet flyttede til Berlin i 2009. Han bor der stadig og hylder byens mangfoldighed og mentale frihed: ”Berlin er en stor vitaminpille af oplevelser og muligheder … Jeg lever jo af at udtrykke mig, og Berlin har hjulpet mig, fordi byen sætter gang i så mange tanker,” fortæller han blandt andet.

Mattias Kolstrup ved klaveret på et af sine alternative udflugtsmål, det forladte sanatorium Heilstätte Grabowsee. (Foto: Rasmus Funder ©)

Inspirationen finder den historieinteresserede musiker på cykelture fra boligen tæt på Volkspark Friedrichshain og rundt til steder, der markerer byens vigtige plads i historien, fx langs den monumentale Karl-Marx-Allee og ved Brandenburger Tor. Til trods for de kraftfulde, historiske symboler betragter han byen som ret ung, fordi den konstant udvikler sig.

Som mange andre, der er vilde med Berlin, nyder han den uhøjtidelige tone, der blandt andet kommer til udtryk ved, at unge og gamle, businessfolk og bumser alle kan bevæge sig rundt i byen med en flaske øl i hånden. Og så alligevel. Omgangstonen kan også virke formel med ”Sie”, ”Herr”, ”Frau” og efternavn, men det er i hans øjne bare endnu en af de charmerende kontraster.

Byens blanding af arkitektoniske stilarter giver han denne karakteristik: ”Manglen på byplanlægning gør Berlin uendelig grim, men indimellem er det så grimt, at det pludselig får en mærkelig skønhed.”

Interviewet er spækket med en lang række af Mattias Kolstrups anbefalinger af spændende steder at udforske. Steder, hvor strømmen af turister sjældent finder hen.

Berlindk er en meget velskrevet bog, krydret med smukke fotos og i et lækkert layout. Den er et must for Berlin-elskere. Uanset hvor godt du kender Berlin i forvejen, vil bogen give dig masser af inspiration og tips til dine kommende ophold i byen.

Antallet af berlinere er nedjusteret

Skriv et svar

En ny folketælling opgør antallet af berlinere til 3.292.365, hvilket svarer til 5,2 pct. færre end hidtil antaget. Der er generelt færre tyskere, end man har regnet med indtil nu, men især færre indbyggere i Berlin.

(Bemærk, at denne artikel er fra 2013, og det angivne indbyggertal gælder ved udgangen af 2011. Fire år senere er der 3,5 indbyggere i Berlin. Læs mere i denne artikel fra januar 2017: “Berlin har rundet 3,5 mio. indbyggere”.)

Tallet er kommet frem ved en ny folketælling for hele Tyskland. De hidtidige folketællinger forud for denne dato blev foretaget før Murens fald, nemlig i DDR i 1982 og BRD i 1987. I de mellemliggende år har man opgjort befolkningstallet ved at fratrække fraflytninger og dødsfald og tillægge fødsler og tilflytninger. Statistikere har i mange år givet udtryk for, at disse beregninger sandsynligvis har været upræcise.

For hele Tyskland er indbyggertallet nedjusteret fra 81,7 mio. til 80,2 mio. indbyggere. Når reduktionen har været forholdsmæssigt højere i Berlin, skyldes det formodentligt, at især hovedstaden har været ramt af den kilde til fejl, som fremkommer ved, at mange udlændinge lader sig registrere ved tilflytning, men ofte glemmer at give besked, når de igen flytter fra byen.

Den nye statistik får sandsynligvis økonomiske konsekvenser, for den tyske udligningsordning mellem delstaterne, Länderfinanzausgleich, udregnes på baggrund af indbyggertallet. Dermed kan Berlin komme til at miste 500 mio. euro om året.

Den nedlagte og nu fredede lufthavn Tempelhof indgik i Hitlers storladne drømme om Berlin som verdenshovedstaden ”Germania” med ti millioner indbyggere. Efter en ny folketælling er antallet af indbyggere i Tysklands hovedstad nu reduceret til knap 3,3 millioner.

I det historiske lys har Berlin ikke oplevet den samme vækst som mange andre hovedstæder. Adolf Hitler syslede med planer om at ombygge byen til den store verdenshovedstad ”Germania” med 10 mio. indbyggere, hvilket ville være mere end en fordobling fra toppunktet i 1942, hvor der boede knap 4,5 mio. i byen. Umiddelbart efter 2. Verdenskrig var der mindre end 3 mio. indbyggere i den ødelagte by. Ved genforeningen i 1989 blev tallet opgjort til 3,4 mio., men om det reelt er faldet siden da, er altså vanskeligt at vide på baggrund af de usikre beregninger i de mellemliggende år.

Farverigt tidsbillede af Berlin før krigen

2 svar

Den tyske forfatter Volker Kutscher er i gang med et storstilet krimi-projekt, som med Berlin som ”Tatort” er planlagt til en serie af romaner om perioden 1929-1936. Fire tykke bind er udkommet på tysk, og foreløbig er tre af dem oversat til dansk.

Over de tre første binds 1.800 sider får man et farverigt og detaljemættet billede af datidens Berlin, som er fyldt af spændinger mellem den spirende nazisme, anti-jødisk propaganda og kommunisternes mobilisering i byen, der er plaget af voksende arbejdsløshed. Første bind udspiller sig i 1929, og i tredje bind er vi nået frem til 1931.

Rammen er kriminalromanens med den klassiske, utilpassede kriminalassistent Gereon Rath som det gennemgående omdrejningspunkt, men med en lang række historiske perler og henvisninger til velkendte lokaliteter er bøgerne også en sand guldgrube for læsere, der ikke er så krimi-orienterede, men historieinteresserede i almindelighed og ”berlinervilde” i særdeleshed.
Man kan for eksempel støde på denne ordveksling:

”Om en eller to dage kan jeg give dig grønt lys.”
“Grønt lys?”
“Ligesom på Potsdamer Platz: Du holder dig parat, og når lyset skifter til grønt, så giver du gas!”

Det er meget sandsynligt, at det var i Berlin, at udtrykket ”give grønt lys” blev brugt første gang, for Potsdamer Platz fik i 1924 den første lysregulering i Europa.

Hvis man er Berlin-, historie- og krimiinteresseret kan man lige så godt hoppe på serien nu, for allerede de første bind er på et højt niveau – både med hensyn til sprog og spænding. Og det bliver garanteret i stigende grad spændende at følge den mere velkendte del af Berlins og Tysklands historie fra 1933 i kriminalromanens rammer.

Guide til gode måltider

Skriv et svar

De restauranter, som er nævnt i Vild med Berlins guide til gode måltider i Berlin i noten på Facebook-siden, kan du også finde på kortet herunder – samt en del andre. Klik på en markør og læs om restauranten.

Her er et link til kortet i Google Maps, som du måske kan gemme på din smartphone eller din tablet, så kortet kan bruges til inspiration, når du er i Berlin.

Vis Restauranter – Vild med Berlin på et større kort