Tag-arkiv: Stolpersteine

Én sten. Ét navn. Ét menneske. Historien om Stolpersteine – snublesten i Berlin

Stolpersteine - snublesten i Berlin”Her boede Irma, Karla og Ellen Rosenthal. Deporteret i 1943. Myrdet i Auschwitz”.

Den korte og gruopvækkende historie fortælles af tre små messingsten. Såkaldte Stolpersteine – på dansk: snublesten. Mindesmærker for nazisternes ofre. Placeret mellem brostenene ud for den bordeauxrøde hoveddør til adressen Neue Schönhauser Strasse 12. En lidt slidt tre etagers ejendom i et af de mest populære shoppingkvarterer i Berlin Mitte.

De tre messingsten fortæller også alderen på de tre jødiske kvinder, da de blev hentet af nazisterne. Irma var 33, Karla var 14 og Ellen 10 år. Vel en mor og hendes to døtre. Brutalt revet ud af deres hjem og hverdag til rædslerne i en af Hitlers koncentrations- og udryddelseslejre, hvor de blev dræbt. Sandsynligvis i et gaskammer, som det skete for millioner af jøder, romaer og sintier under 2. Verdenskrig.

På mig giver det et stik i sjælen, hver gang jeg giver mig tid til at dvæle ved de små snublesten, som findes overalt i Berlin. For pludselig bliver et eller flere af ofrene fra nazitidens Holocaust-tragedie nærværende: Lige her, i en af lejlighederne over mig, boede Karla, Ellen og Irma. Indtil de en dag i 1943 blev hentet af bevæbnede mænd i uniformer.

Historien bag Stolpersteine – snublesten

Stolpersteine - snublesten i BerlinIdeen med at lægge navnesten og mindes nazisternes ofre foran deres sidst valgte bolig er født af den tyske kunstner Gunter Demnig (født i Berlin i 1947). Han fik ideen efter mødet med en indbygger i Köln, der havde oplevet krigen og var overbevist om, at der aldrig havde boet sintier eller romaer i hendes nabolag.

På Gunter Demnigs website siger han: ”Et menneske er først glemt, når dets navn er glemt”. Med stenene foran husene holdes mindet om de mennesker, der engang boede der, i live. Én sten. Ét navn. Ét menneske.

Den allerførste Stolperstein blev lagt i Köln i december 1992. Anledningen var markeringen af 50-året for, at Heinrich Himmler underskrev dekretet om at deportere romaer og sintier til udryddelseslejre. I 1994 udstillede Gunter Demnig 250 Stolpersteine for myrdede sintier og romaer i St. Anthony Kirke i Køln. Stenene – 10 x 10 cm blokke – blev i januar 1995 lagt i fortovene rundt om i Köln.

Berlin har over 5.000 snublesten

I Berlin blev de første 50 snublesten lagt i maj 1996 i forbindelse med udstillingen “Künstler forschen nach Auschwitz”, arrangeret af Neue Gesellschaft für Bildende Kunst. De 50 sten blev lagt i Oranienstrasse og Dresdner Strasse – uden tilladelse fra de lokale myndigheder.

Stolpersteine - snublesten i Berlin

Snublestenene gjorde dog så stort indtryk, at de lokale distrikter i Berlin ret hurtigt tog projektet til sig. I dag organiseres udlægningen af snublesten af et koordineringsbureau med 12 lokale afdelinger, der fungerer som bindeled mellem Gunter Demnig og hans stab, sponsorer og pårørende til ofrene.

I Berlin er der nu nedlagt over 5.000 snublesten – den lange liste af sten og navne finder du her. Du kan også hente en gratis app ”Stolpersteine in Berlin”, der viser vej til Berlins snublesten og indeholder oplysninger om personerne bag de enkelte mindesmærker.

Over 43.500 snublesten i Europa

Stolpersteine-projektet har indtil videre bredt sig til over 800 byer og kommuner i Tyskland samt til mange andre lande. I december 2013 var der således nedlagt over 43.500 snublesten rundt om i Europa.

Ud over Tyskland ligger der snublesten i blandt andet Østrig, Ungarn, Holland, Belgien, Rusland, Kroatien, Frankrig, Italien, Norge, Schweiz og Luxemburg.

Snublesten er ikke kun mindesmærker for jøder, men for alle nazisternes ofre, det vil sige også romaer, sintier, homoseksuelle og systemkritikere.

I 2010 var der planer fremme om også at nedlægge et antal snublesten i Danmark, hovedsageligt i Storkøbenhavn. Projektet er dog ikke realiseret endnu.