”Mindesmærket for Europas myrdede jøder” i hjertet af Berlin blev indviet 10. maj 2005. I sin åbningstale viderebragte forbundsdagspræsidenten sit håb om, hvordan monumentet ville blive modtaget. Det fortjener en gentagelse her ti år senere.

“Mindesmærket for Europas myrdede jøder” fotograferet ved nedgangen til det underjordiske dokumentationscenter med Tiergarten i baggrunden

”I dag åbner vi et mindesmærke, der minder os om Nazitysklands værste og mest rædselsvækkende forbrydelser: Forsøget på at tilintetgøre et helt folk. Dette monument er dedikeret til de myrdede jøder i Europa.”

Sådan indledte forbundsdagspræsident Wolfgang Thierse sin tale 10. maj 2005 ved åbningen af ”Denkmal für die ermordeten Juden Europas” (”Mindesmærket for Europas myrdede jøder”) tæt på Brandenburger Tor. Han tilføjede, at ingen anden nation nogensinde har påtaget sig at bygge et monument til minde om nationens forbrydelser midt i sin egen hovedstad, og at det derfor var forståeligt, at der var kommet en strøm af indvendinger i løbet af de 17 år, fra ideen til mindesmærket blev præsenteret allerede før Murens fald, til monumentet stod færdigt i 2005.

Beslutningen om placeringen i det tidligere ingenmandsland mellem Øst- og Vestberlin – tæt ved Brandenburger Tor – blev taget i 1999 som en af de sidste vedtagelser i den gamle forbundsdag i Bonn.

Begynd besøget under jorden
Som kunst er den amerikanske arkitekt Peter Eisenmans værk åbent for fortolkning. Det er nærliggende at sammenligne de 2.711 betonsteler fordelt på 19.000 kvadratmeter med kister eller gravsten. Mellem stelerne er der gange i en bredde på 0,95 cm. Det er så smalt, at man kun kan gå der en og en, og mellem de højeste af stelerne er det muligt at føle sig ret alene, selv om der ofte er mange turister på stedet.

I sin åbningstale anbefalede forbundspræsidenten, at man som gæst begynder sit besøg i det underjordiske dokumentationscenter i den østligste ende, dvs. længst væk fra Tiergarten, og derefter går alene mellem stelerne og tænker over de indtryk, som besøget efterlader.

Vil man ned i dokumentationscentret, skal man væbne sig med tålmodighed eller finde et tidspunkt uden al for megen kødannelse, for sikkerhedskontrollen er en lufthavn værdig, og der lukkes ikke så mange besøgende ind ad gangen.  Det er ikke for sarte sjæle eller alt for små børn at blive vidne til nazisternes tiltagende fornedrelse af jøder og anderledes tænkende, som lige efter sikkerhedskontrollen vises i en lang billedfrise.

En formaning om plads til forskellighed uden frygt
De færreste forbliver upåvirkede af det efterfølgende møde med ansigter og navne på de jøder, der er fotograferet ved familiefester eller i gang med hverdagsagtige udfoldelser i tiden forud for Hitlers magtovertagelse, eller før forfølgelsen ramte dem. Deres skæbne bliver blandt andet fortalt gennem de overlevedes stemmer, og man kan have svært ved at løsrive sig fra de gribende beretninger. Den mest detaljerede leveres af den berlinske jøde Walter Frankenstein, men hvis man vil hele interviewet igennem, må det nok tages i mindre bidder, for det varer i ni timer.

Wolfgang Thierse sluttede sin tale ved åbningen i 2005 med at udtrykke en forhåbning om, at mindesmærket kan være en formaning – i særdeleshed til de unge – om den forpligtelse, vi har til at skabe en kultur af menneskelighed, anerkendelse og tolerance i et samfund, hvor vi uden frygt kan være forskellige.

Åbningstider
Man kan gå rundt mellem de 2.711 steler døgnet rundt. Dokumentationscentrets åbningstider varierer efter års- og højtider. I sommerhalvåret er der åbent kl. 10-20, men man skal ikke gøre sig håb om at komme ind, hvis man ankommer senere end en time før lukketid. Entréen er gratis, men for nogle få euro kan man deltage i en guidet rundvisning. Læs mere på mindesmærkets hjemmeside.