Den ”antifascistiske beskyttelsesvold” blev bygget
fordi der i årene efter DDRs grundlæggelse i 1949 flygtede over tre millioner mennesker fra DDR til Vesttyskland. Alene i juli 1961 flygtede flere end 30.000. Mange flygtede over de åbne sektorgrænser i Berlin, der lå som en vestlig enklave langt inde i DDR.

Noget måtte gøres for at forhindre østtyskerne i at flygte til vesten. DDR valgte derfor at spærre Vestberlin inde bag en mur af beton, pigtråd og elektrisk hegn.

De første konstruktioner af den 45,1 kilometer lange mur langs grænsen mellem østsektoren og de tre vestsektorer begyndte natten mellem den 12. og 13. august 1961. Den ”antifascistiske beskyttelsesvold” – på tysk: “Antifaschistischer Schutzwall” – som DDR kaldte den, blev suppleret af en 112 kilometer lang betonmur rundt om hele Vestberlin.

Se kortet, som er vist ovenfor, i fuld størrelse på berlin.de – de røde streger viser den ydre mur, mens de blå streger viser indre mur.

Grænsen blev skarpt overvåget fra vagttårne
Der var 302 vagttårne placeret langs Berlinmuren. Tårnene stod med cirka 250 meters mellemrun, så vagterne nemt kunne overskue arealerne mellem dem.

Nogle tårne var runde, mens andre var kantede. I dag eksisterer kun fire af disse tårne.

Et af dem står på Erna-Berger-Straße, tæt på Leipziger Platz, og det er åbent for besøgende.

Hundredevis af hunde patruljerede ved muren
Den indre tyske grænse blev ikke kun patruljeret af bevæbnede grænsevagter. Man brugte også vagthunde, som slog alarm, hvis nogen forsøgte at flygte. Alene i Berlin var omkring 480 hunde med til at vogte grænsen.

Muren havde mange ofre
Mindst 138 mennesker mistede livet under flugtforsøg eller ophold ved Berlinmuren i perioden mellem 1961 og 1989. Derudover døde mindst 251 mennesker under eller efter kontrol ved Berlinmurens checkpoints – mange af hjertestop.

Murens første offer var sandsynligvis 58-årige Ida Siekmann. Hun blev dræbt i 1961, da hun sprang fra soveværelsevinduet i sin lejlighed på tredje sal i øst ned på fortovet i vest. Hun omkom, selv om hun på forhånd havde kastet tæpper og madrasser ned på gaden for at afbøde faldet.

Det sidste offer for Muren blev 20-årige Chris Gueffroy. Han forsøgte sammen med en kammerat at flygte over Berlinmuren natten mellem den 5. og 6. februar 1989. Vagterne opdagede de to unge og åbnede ild. Chris blev skudt og dræbt, mens han med ryggen til Muren forsøgte at hjælpe sin ven over hegnet. Mere end tyve skud blev affyret.

Den berømte flygtende politimand hed Conrad
Ved Bernauer Strasse står en skulptur af en politimand iført hjelm, militærstøvler og maskinpistol, der i et spring over pigtråd tager flugten fra Østberlin til Vestberlin.

Skulpturen er en gengivelse af et af de mest berømte fotografier fra Berlinmurens første dage. Det forestiller den 19-årige Conrad Schumann, som var politimand i det østtyske Volkspolizei.

Han blev i august 1961 sendt til Bernauer Strasse, hvor grænsen mellem øst og vest endnu kun bestod af et lavt pigtrådshegn. Den unge politimand valgte efter nogen overvejelse at springe henover pigtråden og ind i vesten. Flugten blev fanget af en fotograf, og billederne gik verden rundt.

Visse U- og S-Bahn-linjer kørte gennem ”spøgelsesstationer”
Efter delingen af Berlin fortsatte byens U-Bahn og S-Bahn-linjer med at køre – også de tre linjer, der passerede gennem Østberlin (i dag linjerne U6, U8 og den nord-sydgående S-Bahn). Stationerne i Østberlin, som disse linjer passerede, blev i Vestberlin kaldt for ”spøgelsesstationer”, for deres indgange var muret helt til. Indenfor blev platformene overvåget af bevæbnede grænsevagter, og togene kørte meget langsomt igennem spøgelsesstationerne.

På Nordbahnhof S-Bahn station kan ses en udstilling om de stærkt bevogtede spøgelsestationer. Indgang fra Gartenstrasse.

Berlinmuren blev åbnet helt uventet
om aftenen den 9. november 1989. Begivenheden blev udløst af politbureaumedlemmet Günter Schabowski under en pressekonference, som blev transmitteret direkte på tv. Et par minutter i syv om aftenen, hvor pressekonferencen var ved at være slut, læste Schabowski op fra en ministerrådsbeslutning om et nyt rejsereglement (som senere viste sig ikke være formelt vedtaget). Af hans oplæsning fremgik, at der var vedtaget en bestemmelse “der gør det muligt for enhver borger at rejse ud over DDRs grænseovergange”.

En journalist spurgte, hvornår reglen trådte i kraft, og Schabowski svarede lidt forfjamsket “ab sofort” (med det samme). Nyheden om, at “muren er åben”, bredte sig som en løbeild, og  østberlinere i tusindvis søgte til grænseovergangene i løbet af aftenen. De pressede på for, at grænsen skulle åbnes. Grænsevagterne ved Bornholmer Strasse var de første til at give efter for det stigende pres. Her blev porten åbnet klokken 23.32, og efterfølgende åbnede flere grænseovergange.

Med Berlinmurens fald forsvandt fundamentet for DDR, som officielt blev opløst den 2. oktober 1990. Den 3. oktober 1990 blev Østtyskland og Vesttyskland formelt genforenet.

Der findes mange rester af Berlinmuren
Rundt om i Berlin findes der over 1.000 større eller mindre stykker af Muren, kontrolposter, installationer m.m.

Et af de større bevarede stykker af Berlinmuren står i Bernauer Strasse i Prenzlauer Berg. Her kan man også kigge ind i det brede stykke ingenmandsland, der også blev kaldt for ”dødsstriben”. Overfor ligger Dokumentationszentrum Berliner Mauer, hvor man fra tårnet kan kigge over muren. I dokumentationscentret – hvor der er gratis adgang – er der en udstillling med sort-hvide film, fotografier og dokumenter, der fortæller om Muren og dens menneskelige omkostninger.

Det længste bevarede stykke af Muren er 1.316 meter langt og står i Mühlenstrasse, hvor det lægger væg til en af Berlins mest populære turistattraktioner, East Side Gallery.

Murgalleriet, der består af en lang række kunstværker malet direkte på den østlige side af Muren, blev skabt i 1990 af 118 kunstnere fra 21 lande.

Læs også om den danske journalist Gitte Merrilds oplevelser i Berlin 9. november 1989.