Store planer med Berlins Spreepark

Den gamle forlystelsespark i Berlin, Spreepark, vil i 2029 være et attraktivt kultur- og fritidsområde, hvor spor af de nu faldefærdige forlystelser indgår i respekt for parkens historie. Det er stadig muligt at komme på rundvisning i de spektakulære ruiner.

I 20 år var det 23 hektar store område i Berlins sydøstlige udkant DDR’s eneste forlystelsespark med blandt Københavns Tivoli som forbillede. Efter Murens fald i 1989 har området haft en omtumlet tilværelse. Et forsøg på at genstarte parken som en privat forretning led sit afgørende nederlag i 2002. Herefter har området indtil i dag ligget forladt – med de gamle bygninger og rester af forlystelser som ruiner.

I DDR-tiden var navnet ”Kulturpark Plänterwald”. Siden det offentliges erhvervelse af området i 2016 via selskabet Grün Berlin Gmbh har betegnelsen blot været Spreepark. Det har kun været muligt at besøge området – i hvert fald på lovlig vis – via en af de mange rundvisninger, som man på forhånd kan købe en billet til. Hvis man er hurtig!

Informative rundvisninger

På rundvisninger kan man (på tysk) høre om visionerne med at renovere og forny en del af de gamle attraktioner som fx rutsjebaner, karrusel, pariserhjul og pavilloner. Se eksempler i billederne herunder.

Efter planen vil der i 2021 blive åbnet for offentligheden på den måde, at man kan begynde at bevæge sig gennem området på udvalgte stier. Først omkring 2029 vil renoveringen være gennemført.

Der planlægges også med, at man til den tid vil kunne tage en færge på Spree fra det centrale Berlin ud til parken med to anløbssteder i hver sin ende. Man har endnu ikke besluttet, om der vil blive opkrævet entré for at benytte parken.

Vær hurtig!

Billetter til rundvisninger er hurtigt blevet udsolgt, når de er blevet udbudt. Da man satte 1.800 billetter til salg for 60 rundvisninger i juli og august 2019, var de væk på et par dage.

I 2020 udbydes der løbende nye billetter til rundvisningerne. Måske vil myndighederne lodde, om interessen fortsætter med at være stor. I skrivende stud er der udbudt billetter for foreløbig seks lørdage.

Prisen er 5 euro (+ 1 euro i gebyr). Tjek her, om der er ledige billetter:
spreeparkfuehrung.reservix.de

Riesenrad_Spreepark

Det store pariserhjul skal efter planen tages i brug i den renoverede park, og vandbassinet rundt om det skal genskabes.

Achterbahn_Spreepark

Den gamle rutsjebane bliver ikke genåbnet, men der er planer om at lave den til en gangsti på visse strækninger.

Pavillon_Spreepark_Berlin

En ellers temmelig faldefærdig pavillon bliver renoveret, fordi den for DDR-tiden så typiske byggestil ifølge Grün Berlin har arkitektur-historisk værdi.

Spreepark_Berlin

Det store snegleformede “telt” blev oprindeligt brugt til visning af film i 360 grader. I fremtiden bliver der nok også vist film om bl.a. parkens historie, men ikke i det store format.

Karusell_Spreepark

Karrusellen fungerer stadig, i hvert fald delvis. Det er planen at renovere den og – meget passende – etablere en café ved siden af.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *