Essay af Charlotte Papsø, der er medejer af den berlinsk-inspirerede Café Kreuzbär, Thorvaldsensgade 5 i Århus C

Det var Berlin, der viste mig, at der er plads til alle typer mennesker i bybilledet. Det var Berlin, der gjorde mig tryg ved at løbe i ukendte parker tidligt om morgenen. Og det var også  Berlin, der fik givet mig et afslappet forhold til afstande. For pludselig føltes 6 timer i bil ikke som langt, men mere som at køre hjem til en højtid, som man ser frem til at fejre 3-4 gange om året. 

Warschauer Strasse  kan en søndag morgen være trafikeret med nattens sortklædte festrester, der kommer slingrende på stien fra Berghain, hundeluftere i loungewear og familier med barnevogne. Berlin er den forvirrede person, der kommer ud fra en klub midt i et igangværende loppemarked på RAW Gelände og desperat spørger efter currywurst.

Det er ikke min romantiske forestilling om en by, for selv romantikken bliver rå, når den spejler sig i udsmykningen på East Side Gallery. Der er fragmenter af forskellighed, og jeg har taget ejerskab over min lille del af minder.  Jeg har visuelle billeder, der  er skabt blandt murbrokkerne i Kinderkrankenhaus Weissensee, hvor jeg har klatret over hegn for at kunne gå i forladte hospitalsgange og forestille mig det liv, der engang var.

Jeg har krøbet gennem mange huller i hegn for at mærke et adrenalinsus fra et forbudt område, hvor tomme forfaldne bygninger har tiltrukket mig. Spændingen ved ikke at vide, hvad jeg fandt bag de lukkede døre eller de smadrede vinduer, har pirret min nysgerrighed og min trang til at indfange et øjebliksbillede på forfald, inden det smuldrer helt væk. Det forladte Institut für Anatomie bød for en del år siden på et møde med andre ‘urban explorers’ i det ellers normalt tomme, graffiti-udsmykkede auditorium.

Det gav et kick at høre lyde, at liste rundt og undgå at blive opdaget i kælderen med “lig- køleboksene”.

Jeg dyrker ikke længere den hobby, men da jeg gjorde, var Berlin et uudtømmeligt skatkammer af smukke, bevaringsværdige, gamle bygninger, hvoraf nogle var hegnet ubehjælpeligt ind, og andre igen havde opsyn og entré på eget ansvar. Det kribler stadig lidt i kroppen, når jeg passerer et tomt hus med mørke, smadrede vinduer og en dør, der står lidt på klem.

De slidte lænestole på små cafeer har bidraget med udsyn til folk, der har krydset min vej. Folk, der uden at vide det med deres frisure, tatoveringer eller tøjstil har været et thumbs up til min egen famlen efter at gå både set og uset rundt i en by, hvor jeg gerne vil blende ind. Jeg vil  gerne mærke friheden ved at være i en by, hvor man er anonym, men samtidig mærker, man er mere i live end der, hvor man dagligt færdes. 

De røde gardiner, der trækkes for på Zum Starken August, giver et billede af en burlesque-kultur, hvor folk i alle aldre sidder og betragter en finsk burlesque-danser, der sluger ild og balloner, alt imens jeg slubrer en Nicola´s Cage-cocktail og føler mig som et medlem af en hemmelig, dekadent klub. Jeg ser mig selv parkeret i en tidslomme, hvor cabaret var lig med en god aften ude – det holder stadig!

En anden tidslomme er Ginchilla  baren på Warschauer Strasse, hvor svulstige 80’er-lædersofaer fylder lokalet, så der er plads til meget få mennesker.  Deres  ginudvalg og menu med kombinationer er til gengæld  lige så omfangsrigt, som gulvpladsen er trang.

Det er livet i gaderne, der driver mig på cykel gennem Kreuzberg og Friedrichshains alléer mod Mitte. Jeg  lader mig føre ad veje, jeg ikke kan genkende og gennem kvarterer, jeg kun ville se på den måde, fordi cykelturene lader mig forholde mig til udsigter og synsindtryk. På den måde finder man steder, der ikke vil findes med offentlig transport.

Engang afsøgte jeg alle luksus genbrugsbutikker og Humana’er i alle dele af Berlin. At lede efter det ultimative køb, det lille stykke tekstil, der sidder perfekt, eller er et dyrt mærke – og  som tilfældigvis også er et betragteligt fund til pengene. Genbrug er for mig et nøgleord i mange af de valg, jeg træffer.

Vores kaffebar – Kreuzbär i Århus – er indrettet med genbrugsfund. De mange fotos, der pryder caféen, er  i rammer fundet i Øgadernes “Fællesskab”. Porcelæn m.m. er også mere eller mindre heldigt sammensat. Vi har endda en enkelt  stol i cafeen, der er  fundet på en U-Bahnstation i Berlin. Jeg køber meget genbrugstøj og vil hellere have noget, jeg har fundet på et marked end noget, jeg kan hive ned fra hylderne i tilfældige High Street-butikker. Når det så er sagt, bruger jeg mit princip om kun at købe nyt, når jeg er i udlandet, til at aflægge Monochrom i Weinmeister Strasse et besøg for at se deres sorte tøj sat sammen med lækre Ernesto Dolani-støvler. 

Jeg lader mig selv være et syn, når jeg erkender, at Berlin giver mig mod til at cykle gennem byen i rødt og modet til at turde være mere til stede i andres virkelighed. 

Jeg har oplevet Berlin som turist i de mange museer, med elever og som rejsende, tilstedeværende på det rigtige tidspunkt. Jeg har besøgt Hohenschönhausen-fængslet tre gange, og for hver gang har jeg fået endnu et skræmmende indblik i Stasi-tiden set fra en fanges synspunkt. 

Ved at lade mig tatovere  med en smule galskab og hjemmetegnede motiver fra min datters hånd prøver jeg at stikke ud i en by, jeg kun har til låns i korte intervaller. En by, der ikke ser mig, men som jeg alligevel har følt mig mere elsket og favnet i end noget andet sted. .

Hver gang jeg er på vej væk fra Berlin, når den genopbyggede kuppel på Gutbahnhof Pankow bliver en prik i sidespejlet, føler jeg det som en afsked for altid. Som et farvel til én, man elskede og respekterede, og som man ved, man vil blive ved med at søge tilbage til.

Berlin er døren, der altid står lidt på klem. Byen, som altid er klar til at lade mig se ind igennem de mørke ruder og som bliver ved med at give oplevelser og indfange øjeblikke, der kan få mig til at komme igennem hverdagen, til jeg kan komme afsted igen.

OM FORFATTEREN:
Charlotte Papsø.
54 år. Uddannet lærer og underviser i dansk, engelsk og madkundskab på Frijsendal Friskole.
Er mor til 2 voksne børn og en kaffebar. Kaffebaren – Café Kreuzbär i Thorvaldsensgade 5 i Århus C driver Charlotte sammen med sin partner, Bjørn. De har hentet inspiration til indretningen fra caféer i Kreuzberg/Friedrichshain, som de besøger en håndfuld gange om året.