Tag-arkiv: Kreuzberg

En vandring gennem verden og Berlin

Det er godt at bo i Berlin, bedre at fortælle, at det er i Kreuzberg (eller en anden bydel), men vigtigst at kunne definere sig som: Jeg bor i Gräfekiez (eller en anden mindre bydel). Nogle gange er det kun en enkelt blok, som her opkaldt efter en af de gader, der ligger i området.
Det var en af de berlinske oplysninger, den lille fortællende kvinde gav på en af de vandringer, man kan købe sig til i Berlin og en del andre tyske byer. Men mest Berlin, hvor der er vandringer i Friedrichshain, Kreuzberg, Prenzlauer Berg og Schöneberg.

Det er på sådan en tur, man bliver bedt om at lægge mærke til, at en del af de små brosten på Kottbusser Tor er lysere end de andre. Her var for mange år siden så voldsomme optøjer 1. maj, at politiet et bestemt år i flere timer trak sig væk – de kunne hverken begrænse eller nedkæmpe tumulterne. Et stort Kaiser´s supermarked blev ryddet – og brostenene altså brugt som kasteskyts. Derfra de lyse pletter.

Og hvorfor er der så meget Altbau i Gräfekiez? Fordi en byplanlægger i 1860-80´erne valgte at bygge brandmure i karreerne, både dem til de rige ud mod gaden og dem til de mere ydmyge i baghusene. Derfor holdt de bedre til bomber og brande under bombardementer i 2. verdenskrig! Og vidste du, hvorfor …?

Syv kulinariske pitstop

Vandreturen, der varer tre timer, hedder noget så tysk som ”Eat the World”. Og mens de fortællemæssige perler fæstner sig undervejs, stråler andre dele af turen af helt andre grunde. Meget praktisk – turen begyndte kl. 11.30 og varede tre timer, så syv steder undervejs skulle vi smage på hele verden, der jo også er i Berlin. Vi var hos den unge sudaneser, der tog til Berlin for at læse til ingeniør. Det blev han også. Men han finansierede studierne ved at lave sudanesisk mad til folk, så han har indtil videre ikke fået brugt sin uddannelse – han har i stedet nu to små restauranter i Berlin, der serverer mad, som vor mor lavede den. Vi smagte Halloumi, en slags pitabrød med en ost, lavet af fritteret ko-, fåre- og gedeost, hældt over med – en jordnøddesovs. Næste perle var en lille portion linsesuppe, serveret på fortovet uden for en indisk restaurant, hvis kokke er uddannede og præmierede hjemme i Indien. Videre til den unge kvinde, der var ked af, at et bageri i ejendommen lukkede, så hun fik den helt naturlige berlinske tanke, at hun da så kunne … – og det særlige berlinske består i, at så gjorde hun det sgu!

back.art”back.art” er økologisk og nærmest et konditori. En ganz bette butik, hvor kunderne kan stå i en enkelt række i butikken og videre ud på gaden. Om søndagen anbefales det at bestille sit brød – ellers kan hylderne godt være tomme!

Kiez-netværk giver indflydelse

Videre til en is-cafe, via Admiralbrücke over Landwehrkanal til Hasir, der er en større tyrkisk restaurant, gennem mange år ejet af en gruppe tyrkiske storfamilier. At det også kun er familiemedlemmerne, der arbejder på stedet, er med til at give det sin særlige stemning. Tyrkisk er også den næste restaurant – vi er jo i Kreuzberg, hvor cirka 40 procent af beboerne har tyrkisk baggrund. Denne kultur- og madvandring gennem bydelen slutter hos Kuchen Kaiser på Oranienplatz, grundlagt for snart 150 år siden. Herfra blev kager på køl (helt ukendt fænomen!) sendt med luftskib helt til New York.

Som det eneste af stederne kan man her betale med kreditkort.

Der er også historien om Landwehrkanal og dengang for ikke så mange år siden, hvor byen bestemte, at alle træer og bevoksning langs kanalen på grund af nogle problemer skulle fældes.
”Men som I kan se, står de her endnu”, peger guiden glad. Og fortæller, hvordan ånden og netværket i en kiez også har magt og indflydelse: 25.000 underskrifter på kort tid – og problemerne blev løst på en anden måde.

Eat-The-WorldMaden var fin at prøve, og man vil utvivlsomt vende tilbage til nogle af stederne. Men fortællingerne – de var vidunderlige. Levet berliner-liv og -historie, fortalte indefra.
En sidebemærkning om, at ”hvis I lægger mærke til det, så løber undergrundsbanen på lange strækninger mærkværdigvis over jorden. Det er fordi, det er meget billigere end at skulle grave den ned, og så skidt med, at den larmer meget. Netop dette sidste faktum gør dog, at den i de rigere bydele er lagt under jorden!

Som jeg ved turens afslutning sagde til guiden – jeg skal her spare jer for mit tyske: Vi havde forventet meget – men vi fik mere. Hun forstod det!

Flere af turene findes også i engelske udgaver, og hvis du vil vide, hvor du finder disse herligheder, så kigger du bare her: www.eat-the-world.com.

Gør det!

Skribent
Teddy Petersen, forlagschef, Forlaget Ajour

12 passionerede beretninger om Berlin

Aarhus Universitetsforlag har udgivet en indsigtsfuld rejsebog om Berlin. Der trækkes lod om fem eksemplarer blandt abonnenterne på nyhedsbrevet fra vildmedberlin.dk.

De tider er for længst ovre, hvor bøger om populære rejsemål var noget, der højst blev opdateret og udgivet én gang om året. Og det kan måske undre, når der samtidig tales om en omsiggribende krise for de trykte medier, og når masser af tips og fakta i dag kan findes på nettet. En god guidebog i hånden er tydeligvis et rigtig godt supplement til de mange fragmentariske oplysninger på nettet.

Berlin Vide VerdenBerlin er ingen undtagelse. Det vælter frem med bøger om den tyske hovedstad, og en af de rigtig gode kom i 2012 i serien Vide Verden fra Aarhus Universitetsforlag. Bogens 12 kapitler har hver deres emne og forfatter, og i stedet for en opremsning af formelle fakta i et forsøg på at få det hele med er det altså den enkelte forfatters interesse og passion, der gør bogen interessant.

Berlins store mindretal
En af forfatterne er Henriette Harris, der har boet i Berlin siden 2004, og som i 2009 stod bag den fine bog ”Berlin Berlin”, hvor hun selv har skrevet alle kapitler om steder, skæbner og historier, som hun brændte for at berette om. I ”Vide Berlin – Berlin” fortæller hun om Berlins store mindretal, de 185.000 indbyggere med tyrkisk baggrund. Indvandringen blev for alvor sat i gang under det tyske ”Wirtschaftwunder”, hvor landet generelt manglede arbejdskraft, og hvor Vestberlin gjorde det i særlig grad efter opførelsen af Muren i 1961.

Vandposten oplyser både på tysk og tyrkisk, at vandet ikke bør drikkes (Foto: Henriette Harris (c))

Henriette Harris beretter indsigtsfuldt om tyrkerne, tyrkisk kultur og historie og sammenblandingen med Tysklands og Berlins historie, krydret med en række personhistorier om blandt andet den vanskelige kunst at være splittet mellem to kulturer i en vesteuropæisk storby.

I dag sætter tyrkerne et meget markant aftryk på Berlin, især omkring U-bahnstationen Kottbusser Tor i den fattige del af Kreuzberg, også kendt som Klein-Istanbul.  Dönerkebab er blevet en mindst lige så populær spise som Currywurst, hvilket skribenten bag dette indlæg finder fuldt fortjent.

Karrypølse i historisk kontekst
Currywursten har sit eget kapitel i bogen, fortalt lige så indsigtsfuldt af journalisten Jesper Vind. Ifølge ham bliver der årligt langet 70 mio. af slagsen over disken i byens pølseboder, hvoraf de to mest kendte er Curry 36 på Mehringsdamm i den pænere del af Kreuzberg og Konnopke’s Imbiss under den højtliggende U-bahnstation Eberwalder Strasse. Kapitlet sætter den berømmede karrypølse ind i en historisk kontekst og beretter blandt andet, at retten opstod i årene efter 2. verdenskrig, da man manglede sennep – pølsens sædvanlige følgesvend. Nationalspisens status blev slået helt fast i 2009, da currywursten fik sit eget museum i Berlin.

Pølsen som et kærlighedssymbol! (Foto fra bogen)

Ifølge Jesper Vind er der berlinere, der foretrækker currywurst frem for andet fastfood, fordi den serveres lynhurtigt. Når man kommer frem til disken, forventes det, at man hurtigt afgiver sin bestilling, og det kan for eksempel ske ved hjælp af forkortelserne ”CPM”, ”CWP” eller ”CWPZM”, hvis det skal gå rigtigt hurtigt.

To meget interessante kapitler undlader jeg at omtale, for dem kan du selv læse. Forlaget har nemlig lagt dem ud som smagsprøver. Det er Robin Engelhardts nøgterne, nuancerede og underholdende beskrivelse af sin opvækst i kvarteret ved Museumsøen i 70’erne, hvor hans familie blev overvåget af Stasi. Den anden smagsprøve er Peter Tudvads ”Nazismen – sporet efter det tredje rige”, der beretter så medrivende om vigtige begivenheder i Berlin efter 1933, at man indimellem får en følelse af selv at være til stede. Kapitlet rummer også en lille introduktion til Ebba Mikkelsen, som Tudvad har skrevet en murstenstyk, faktamættet og fascinerende beretning om i bogen ”Sygeplejerske i Det tredje Rige”.

Hvert kapitel i bogen afsluttes med noter om en række steder eller yderligere læsestof i relation til kapitlets emne. Der er også links til steder på nettet, og i e-bogsudgaven kan man bare klikke på linket, når man vil se mere på de forskellige hjemmesider. Steder og monumenter er markeret med et tal, og til sidst i bogen er 79 af de omtalte steder afmærket på et overskueligt kort.

Hele indholdsfortegnelsen kan ses her, hvorfra man også kan købe bogen til 249,95 (bog+e-bog) eller 159,95 (kun e-bog).

Bogen om Berlin er den mest populære i serien Vide Verden. Siden marts 2012 er der trykt to oplag og i alt 7.000 eksemplarer. Forlaget har været så venlig at donere fem eksemplarer af bog+e-bog til brugerne af vildmedberlin.dk. Det foregår rent praktisk ved, at der trækkes lod blandt abonnenterne på nyhedsbrevet, så hvis du ikke allerede har tilmeldt dig, kan du gøre det her senest 4. september 2013: http://vildmedberlin.dk/nyhedsbrev/

Og bare rolig: Vi garanterer, at vi kun belaster din elektroniske postkasse med nogle få nyhedsbreve om året.