19. juli 1988 gav Bruce Springsteen en af historiens måske vigtigste rockkoncerter, da han spillede for over 300.000 mennesker i Østberlin. En koncert, som nogle mener var indirekte medvirkende til Murens fald 16 måneder senere.

Det, der få år tidligere havde været fuldstændig utænkeligt i DDR, blev virkelighed i Østberlin en varm sommeraften i 1988: En koncert med en af verdens største rockstjerner. Den 19. juli 1988 gik Bruce Springsteen og the E Street Band på scenen på en mark i Weissensee i Østberlin, få kilometer fra Berlinmuren, og leverede et brag af en koncert foran en gigantisk, begejstret menneskemasse.
Der var solgt 160.000 billetter, men mange, mange flere mennesker strømmede til. Presset blev så stort, at myndighederne valgte at fjerne afspærringerne om koncertpladsen. Det vurderes, at over 300.000 mennesker var til koncerten. Dertil kommer de millioner af østtyskere, der fulgte en lettere forskudt transmission af koncerten på den statslige tv-kanal.

Det vurderes, at over 300.000 mennesker var til Springsteen-koncerten i Østberlin.

Et ganske særligt øjeblik indtraf under den fire timer lange koncert, da Bruce trak en lap papir frem og på gebrokkent, men forståeligt, tysk sagde:

“Es ist schön in Ost-Berlin zu sein. Ich möchte euch sagen ich bin nicht hier für oder gegen eine Regierung. Ich bin gekommen um rock’n’roll zu spielen für Ost-Berlinern in der Hoffnung dass eines Tages alle Barrieren abgerissen werden.”

(Oversat: Det er dejligt at være i Østberlin. Jeg vil sige til jer, at jeg er her ikke for eller imod en regering, jeg er kommet for at spille rock’n’roll for østberlinerne i håbet om, at alle barrierer en dag vil blive revet ned.”

For at sætte en fed streg under sin pointe spillede han herefter en coverversion af Bob Dylans store frihedssang ”Chimes of Freedom”. Hør talen (og publikums reaktioner) og sangen i videoen herunder.

Springsteens tale havde kort tid inden koncertens start skabt panik blandt de tyske arrangører. De hørte, at en af Springsteens folk spurgte, hvad ”wall” hed på tysk og tænkte, at hvis der blev sagt noget om Muren på scenen, ville de stå uden job dagen efter. Springsteens chauffør blev bedt om at tale med Springsteen, som indvilgede i at ændre ordet ”wall” til ”barrieres”. Det viste sig, at DDR-toppolitikeren Egon Krenz havde været til stede backstage og havde godkendt den endelige formulering i talen med konstateringen ”vi er også imod barrierer”.

Koncerten gav mere mod til at udfordre DDR-regimet
Bruce Springsteens lille hint til Muren og oplevelsen med at myndighederne måtte give efter for presset fra menneskemassen og fjerne afspærringerne fik indirekte betydning for den efterfølgende udvikling, der førte til Murens fald 16 måneder senere. Det fortæller øjenvidner til koncerten i bogen ”Bruce Springsteen – Rocking the wall: The Berlin concert that changed the world”, skrevet af Reuter-korrespondent Erik Kirschbaum.

Kirschbaum har interviewet omkring 60 øjenvidner. For mange af dem står øjeblikket, hvor myndighederne giver op over for presset fra menneskemassen og fjerner afspærringerne, som noget dybt symbolsk.

Et af øjenvidnerne, Cornelia Günther, fortæller, hvordan koncerten får hende til at deltage i demonstrationer for mere frihed. Hun er også med året efter, hvor en halv million samles i Østberlin få dage før grænseovergangen til Vestberlin åbnes og diktaturets tid er forbi.

”Koncerten var helt sikkert med til at give os mere mod til at gå på gaden og kræve mere frihed. Vi oplevede, at man kan opnå noget som gruppe, og at man kan udfordre regimet. Ved Springsteen-koncerten kunne vi klappe ad hans tale, uden at politiet kom,” siger hun.

Den dengang 34-årige Jörg Bencke havde rejst gennem halvdelen af DDR for at være til koncerten. Han fortæller om Springsteens tale:

“Vi hørte alle budskabet, og det var elektrificerende. Alle vidste præcis, hvad han talte om – at man skulle rive muren ned. Der har tidligere været vestlige rockstjerner på besøg i DDR. De spillede og sagde “Hallo Østberlin” eller sådan noget. Men ingen viste sådan et mod. Springsteen stod simpelthen på scenen og sagde det, alle drømte om. Det var en ubeskrivelig følelse.”

Springsteen skulle dæmpe de unges utilfredshed
Erik Kirschbaum har i sin research til bogen også dykket ned i Stasi-arkiverne. Her har han fundet dokumentation for, at koncerten var led i en kampagne med det formål at dæmpe den voksende utilfredshed blandt landets ungdom. De unge hungrede efter at opleve noget af det samme som Vestens unge. Og de var oprørte over flere hændelser i 1987, hvor politiet satte hegn op og brugte knipler og strømpistoler mod østtyskere for at forhindre dem i at komme tæt på Muren for at lytte til blandt andre David Bowie og The Eurythmics, der gav koncerter tæt på vestsiden af Muren.

For at gyde olie på vandene fik det kommunistiske partis ungdomsorganisation Freie Deutsche Jugend (FDJ) derfor tilladelse til at arrangere Springsteen-koncerten. Stasifilerne fortæller også, hvordan FDJ argumenterede for at lade Springsteen spille. De pointerede over for DDR-toppen,  at Springsteen skrev “hårde og uspolerede sange om den skyggefulde side af den amerikanske virkelighed”.

Fornem stemningen og den enorme folkemængde ved koncerten i videoen herover. Det må have været en bizar oplevelse for DDR-ledelsen at høre publikum skråle med på Springsteens “Born in the USA”.

Berlin og Muren satte varige spor i Springsteen
Koncerten i 1988 har ikke kun gjort stort indtryk på østtyskerne. Den delte by og koncerten i Østberlin har også sat varige aftryk i Bruce Springsteen og hans bandmedlemmer.

Bruce besøgte Berlin første gang i 1981, hvor han gav koncert i Vestberlin på sin turne efter udgivelsen af albummet The River. I selvbiografien Born to Run fra 2016 fortæller Bruce, hvordan han og vennen og E Street-guitaristen Steven Van Zandt valgte at tage en tur til Østberlin:

”I Berlin vovede Steve og jeg os gennem Checkpoint Charlie for at tilbringe en eftermiddag i Øst. Samtlige tryksager, det være sig aviser eller blade, blev konfiskeret af de østtyske grænsevagter. Det var et andet samfund, man kunne godt mærke støvlehælen og Stasi i gaderne, og man var godt klar over, at undertrykkelsen var ægte nok.

Steve blev aldrig den samme igen. Efter vores tur i Europa blev den samme mand, der havde prædiket, at rockmusik aldrig skulle blandes sammen med politik, selv politisk aktiv, og hans egen musik blev aggressivt politisk. Kraften i den mur, der delte verden i to, dens brutale, hæslige og hypnotiserende realitet kunne ikke undervurderes. Det var en krænkelse af menneskeheden, der var noget sjofelt ved den, og når man først havde set den, hang den ved én som en lugt, man aldrig helt kunne slippe af med. Den påvirkede flere af bandets medlemmer dybt, og der lød et kollektivt lettelsens suk, da vi fortsatte til den næste by.”

Bruce Springsteen og E Street Band har aldrig før eller siden spillet for et større publikum end i Østberlin i 1988. Og de glemmer aldrig koncerten. På fotoet spiller Bruce i Horsens, juli 2016.

Om koncerten i 1988 i Østberlin, der var en del af hans Tunnel of love-turne, skriver Bruce  blandt andet i Born to run:

”Muren stod der stadig, men de første sprækker var så afgjort begyndt at vise sig i dens før så uigennemtrængelige facade. Forholdene var ikke de samme som for et årti siden. På en åben mark stod den største tilskuerskare, jeg nogensinde havde set eller spillet for, og inde fra midten af scenen kunne jeg ikke se nogen ende på den. Hjemmesyede amerikanske flag vajede i den østtyske blæst. Billetterne påstod, at vi blev præsenteret af ungkommunisterne og spillede ”støttekoncert for sandinisterne”?! Det var nyt for mig. Hele koncerten blev transmitteret af det statslige tv (endnu en overraskelse), dog med undtagelse af min korte tale om muren, som på en eller anden måde passende nok blev udeladt.

I løbet af et døgn gik jeg fra dagen før vores koncert at have kunnet svanse fuldstændig uantastet ned ad gaderne i Østberlin til at være landskendt superstjerne. Da jeg dagen efter jobbet var et smut uden for vores hotel, blev jeg omringet af hipstere, bedstemødre og alt derimellem med et ønske om en autograf. ”Ich bin ein Berliner”.

Vi holdt fest på konsulatet i Østtyskland og begav os derefter tilbage til Vestberlin og en koncert for 17.000, der på trods af vores gode vesttyske fans føltes langt mindre dramatisk end det, vi netop havde oplevet. (Rockmusik handler om indsatser. Jo højere de bliver sat, jo dybere og mere pirrende bliver situationen. I 1988 i Østtyskland var der en stemning af alt eller intet, der kun et år senere eksploderede, da den tyske befolkning væltede Berlinmuren og gjorde sig fri).”

På sin officielle hjemmeside siger Bruce Springsteen om koncerten:

“Once in a while you play a place, you play a show that ends up staying inside of you, living with you for the rest of your life. East Berlin in 1988 was certainly one of them.”

Og så faldt Muren
Berlinmuren blev som bekendt åbnet helt uventet om aftenen den 9. november 1989. Under en pressekonference fortalte politbureaumedlemmet Günter Schabowski, at der var vedtaget en bestemmelse “der gør det muligt for enhver borger at rejse ud over DDR’s grænseovergange”.

En journalist spurgte, hvornår reglen trådte i kraft, og Schabowski svarede lidt forfjamsket “ab sofort” (med det samme). Nyheden spredtes hastigt, og tusindvis af østberlinere søgte til grænseovergangene i løbet af aftenen. De pressede på for, at portene skulle åbnes.

Grænsevagterne ved Bornholmer Strasse var de første til at give efter for det stigende pres. Her blev porten åbnet klokken 23.32, og efterfølgende åbnede flere grænseovergange.

BONUSINFO
I juli 1995 tog Bruce Springsteen til Berlin for at indspille videoen til sit megahit Hungry Heart. En del af videoen blev optaget ved en kort koncert sammen med et tysk band på Café Eckstein (i dag Café Butter) i Pappelalle i Prenzlauer Berg. I videoen ser man også Bruce bevæge sig rundt i Berlin, blandt andet kører han gennem Brandenburger Tor og langs Eastside Gallery.