Tag-arkiv: Cafe

Guide til en skøn vinterferie i Berlin 2020

Skal du til Berlin i vinterferien i uge 7 eller 8? Så læs med her og få inspiration til gode oplevelser i byen – fx rundvisninger i byen med danske guider, kunstudstillinger og historiske udstillinger.

Guidede ture på dansk

“Berlin på vrangen” har åbne ture alle dage fra 7.-16. februar. Turene har titlerne

  • Kreuzberg / Lille Istanbul
  • ”Under jorden” i Berlin, Jøders overlevelse under nazismen
  • Friedrichshain i 1990´erne og i dag / husbesættere og andre livskunstnere
  • På sporet af Berlinmuren
  • Neukölln’s mange ansigter

Læs mere hos “Berlin på vrangen“.

Lene Tymoshenko, der er den danske kvinde bag “Berlin på vrangen”, har boet i Berlin i 27 år. Læs om hende og hendes forhold til Berlin i indlægget “Berlinerne finder sig sgu ikke i noget“.

Ture med Gitte Merrild

Unik tur med DDR-patruljebåd

Den rutinerede guide Gitte Merrild er begyndt lejlighedsvis at arrangere ture på Spree med en tidligere DDR-patruljebåd. Lørdag 15. februar har hun den næste tur i tidsrummet 9.45-12.00. Læs mere og køb billetter via begivenheden på Facebook,

Ekstra danske ture hos Berliner Unterwelten

Hos Berliner Unterwelten har man specialiseret sig i ture i de bunkere, der dels blev anvendt under 2. verdenskrig og dels bygget til brug i en evt. tilspidset situation under den kolde krig. Der er kommet flere danske guider til, bl.a. Chris Alban Hansen, der fortæller om turene i videoen herover, og der er ekstra danske ture i vinterferien.

Læs om dem på Berliner Unterweltens site.

Diverse guidede ture på gåben, cykel, bus eller med skib (tysk og engelsk)

I Berlin kan du vælge mellem et stort antal guidede ture med forskellige temaer. Fx cykelture til det ‘alternative Berlin’ eller langs den tidligere berlinmur eller en guidet vandretur rundt til nogle af byens største seværdigheder. Find en stor oversigt over guidede ture her

Du kan også tage på en privat guidet tur med en berliner, som deler ud af sin passion for byens kultur, historie, musik, madscene, arkitektur, skjulte steder m.m. Find udvalget af lokale guider på portalen With locals.

Guidede ture i Berlins rock-, pop- og clubmusik-historie finder du hos Berlin Music Tours. Herigennem kan du bl.a. få adgang til det legendariske Hansa Studio og besøge David Bowies gamle hood i Schöneberg.

Udstilling af Monet-malerier

Fra 22. februar udstilles værker af den franske impressionist Claude Monet på Museum Barberini i Potsdam. Udstillingen ’Monet. Orte’ viser diversiteten i hans kunst fra hans første værker fra 1858 til hans sene malerier fra Giverny. En del af de udstillede 110 værker er privatejede og dermed normalt utilgængelige for det almindelige publikum. Udstillingen er et resultat af et samarbejde mellem Barberini Museum og Denver Art Museum.

Museum Barberini
Humboldtstraße 5-6
14467 Potsdam
Udstillingen ‘Monet. Orte’ løber fra 22. februar til 1. juni 2020. Museet har lukket tirsdage.

Udstilling om Wilhelm og Alexander von Humboldt

Deutsches Historisches Museum viser i øjeblikket en særudstilling om de to Humboldt-brødre, Wilhelm og Alexander.

Wilhelm von Humboldt (1767-1835) var en anerkendt filosof, sprogforsker, politiker og diplomat. Han beklædte en årrække betydelige poster i den preussiske statsledelse, og han realiserede sine ideer om forskningens uafhængighed og det frie studievalg ved Friedrich-Wilhelm Universität i Berlin (grundlagt 1810), der i 1949 blev omdøbt til Humboldt Universität.

Lillebroren Alexander von Humboldt (1769-1859) var en meget betydende, farverig og aktiv naturvidenskabsmand og forskningsrejsende. En superstjerne på sin tid og senere kaldt bl.a. ”Videnskabernes Shakespeare” og ”Den nye verdens opdager”. Han ændrede den måde, vi ser og beskriver naturen på, og han var også den første til at påpege, at mennesket påvirker klimaet. Alexander von Humboldt har lagt navn til flere steder end nogen anden i verdenshistorien. Dertil kommer næsten 300 planter og mere end 100 dyrearter.

Deutsches Historisches Museum
Unter den Linden 2
10117 Berlin
Udstillingen ’Wilhelm und Alexander von Humboldt’ løber frem til 19. april 2020.
Onsdage har museet åbent til klokken 20.

Berlin Story Bunker ligger i en gammel betonbunker, der under 2. verdenskrig blev bygget som beskyttelsesrum for passagererne på den dengang store og centrale station Anhalter Bahnhof og lokale beboere.

Berlin Story Bunker – Udstilling om Hitler og nazitiden i gammel bunker

Hvordan kunne det ske? Det er det gennemgående spørgsmål i den meget seværdige og stærke udstilling om Hitler og nazitiden i Berlin Story Bunker. Hvordan blev Hitler nazist? Hvorfor støttede så mange mennesker ham? Hvorfor blev uhyrlighederne ikke stoppet før?

Udstillingen er bygget op over 30 rum i en gammel bunker fra 2. Verdenskrig. Her skildres Hitlers baggrund og hans vej mod magten, krigens forløb, dens brutalitet og vanvittige rædsler og dens afslutning. Man får også et kig ind i Hitlers førerbunker med bl.a. en rekonstruktion af hans arbejdsværelse og autentiske fotos taget af de første russere og englændere, der besøgte bunkeren efter Hitlers selvmord.

Sæt god tid af til den meget omfattende og gennemførte udstilling. Der går nemt 2,5-3 timer med at dykke ned i historien og fordøje de mange og barske fortællinger og indtryk.

Berlin Story Bunker
Schöneberger Strasse 23A
10963 Berlin (S Anhalter Bahnhof)

Udstilling om Stasi i Berlin

Det er stadig muligt at se udstillingen ‘Stasi i Berlin’ med undertitlen ‘Overvågning og undertrykkelse i øst og vest’ i det tidligere Stasi-fængsel i Hohenschönhausen. Multimedie-udstillingen viser mange interessante detaljer, der leder tankerne hen på Netflix-serien “The Americans” om sovjetiske agenter i USA. Garderobeskabe på Bahnhof Zoo blev fx brugt af Stasi til deponering af propagandamateriale og breve til kontakter i Vestberlin, og et helt hotel i Vestberlin var i nogle år drevet af Stasi-informanter. Da Muren faldt i 1989, var der 300 DDR-informanter i Vestberlin.

Udstillingen er centreret om et 170 kvadratmeter stort luftfoto af Berlin, som de besøgende går hen over udstyret med en iPad. Film, billeder og dokumenter giver mulighed for at placere DDR-tidens begivenheder i nutiden og vise helt nye sider af byen.

Gedenkstätte Berlin-Hohenschönhausen
Genslerstrasse 66
13055 Berlin
Der er fri entré og åbent alle dage kl. 9-18.
Udstillingen ‘Stasi i Berlin’ løber frem til 31. marts 2020

Shoppingområder og loppemarkeder

Eftersom Berlin består af 12 bydele (Bezirke), har byen ikke ét centrum med butikker og centre. Hver bydel har sine egne områder med et miks af butikker, caféer og restauranter. Er du til shoppingcentre, har Berlin omkring 70 af slagsen – men som i Danmark ligner shoppingcentrene meget hinanden med stort set de samme kædebutikker.

De rigtig gode shoppingfund gør du ved at gå på opdagelse i hovedgader og sidegader i de forskellige bydele, hvor gågader og populære shoppingområder typisk ligger tæt ved de store U-Bahn- og S-Bahn-stationer.

Nogle af de store og mest populære shoppingområder i Berlin er:

Hackescher Markt – Et af Vild med Berlins favoritområder. Meget hyggelige gader med både cafeer, restauranter og masser af tøj- og skobutikker med gode og mere specielle kvalitetsmærker, heriblandt lokale brands som fx lala Berlin. Her finder du også Hackesche Höfe med otte sammenhængende baggårde med trendy butikker med design, kunsthåndværk, souvenirs m.m. Nogle af områdets gode shoppinggader er Schönhauser Strasse og Oranienburger Strasse. Området byder også på flere secondhand butikker med gode tøjmærker.

Kurfürstendamm – Berlins længste shoppinggade med et hav af mærkevarebutikker fra de mere budgetvenlige som H&M, Zara til alle de eksklusive som Louis Vuitton, Chanel osv. Jo længere, du bevæger dig ud ad Ku’Damm mod Charlottenburg, jo mere eksklusive butikker finder du i gaden.

Bikini Berlin – Et mindre og utraditionelt shoppingcenter ved Berlin Zoo i Mitte.  Her finder du tøj og smykker fra upcoming designere, kunstnere og iværksættere, som tester deres koncept i pop-up butikker. På centrets førstesal finder du et madmarked med streetfood.

KaDeWe – Berlins nok mest kendte og ret eksklusive stormagasiner. Husk at besøge den legendariske delikatesseafdeling på 6. sal med masser af madbarer og specialiteter.

Alexa Shopping Center – Kæmpemæssigt center ved Alexanderplatz med bl.a. en af Berlins største Media Markt-butikker med alt til spil- og tekniknørderne.

Mall of Berlin – Stort center ved Potsdamer Platz med både eksklusive og highstreet mærker.

Kastanienalle, Oderberger Strasse og Kollwitzstrasse – Nogle af de hyggelige og kendte shoppinggader i Prenzlauer Berg.

Friedrichsstrasse – Eksklusiv shoppinggade i gåafstand fra kendte attraktioner som Brandenburger Tor og Checkpoint Charlie. I Friedrichsstrasse ligger både store konceptbutikker og flere store varehuse som Galaries Lafayette og Dussmann.

Loppemarkeder – Berlin er kendt for sine utallige søndagsloppemarkeder rundt om i byen. Nogle af de mest populære finder du på Mauerpark, Boxhagener Platz og Arkonaplatz. Læs om en række af de mest populære markeder her

Få insidertips fra Berlin-kendere

I serien “Mit Berlin” kan du hente inspiration til gode spisesteder, caféer og oplevelser i Berlin. Her er nogle eksempler på anbefalinger fra de seneste bidrag i serien:

Mit Berlin #40: Her anbefaler journalist Torben Kitaj bl.a. besøg på cabaretstedet Bar Jeder Vernunft, hvor man kan opleve den gale og sjove berlinerstemning med en blanding af satire, visesang, cabaret og musik.

Mit Berlin #39. Her anbefaler 17-årige Lola Gazan bl.a. sin yndlingscafé House of Small Wonder, der både er smukt indrettet og har en interessant og anderledes menu.

Mit Berlin #38: Her anbefaler Tove Fleischer bl.a. restauranten Die StäV (Stándige Vertretung) am Schiffbauerndamm, som er indrettet i lokalerne, der tidligere husede den vesttyske repræsentation i Østberlin.

Mit Berlin #36: Her anbefaler historiker og forfatter Andreas Monrad Pedersen bl.a. et besøg i bygningskomplekset Am Flutgraben, der ligger på grænsen mellem Kreuzberg og Treptow. Oprindeligt var det et sporvognsværksted, og i DDR-tiden var det pga. by-opdelingen en del af murkomplekset. I dag fungerer stedet som et kunstnerværksted med uden- og indendørs udstillinger af de sjoveste ting, og der er et dejligt miljø omkring kanalens bredder.

Caféen Du Bonheur laver kager, der får englene til at synge, lyder et tip i serien Mit Berlin.

Mit Berlin #35: Her anbefaler rejsejournalist Regitse Cecilie Rosenvinge bl.a. besøg på caféen Du Bonheur på Brunnenstrasse, hvor de laver kager, så englene synger.

Berlinferie med børn og teenagere

Der er altid noget sjovt og spændende at tage sig til i Berlin, uanset hvor gammel man er. Et af de sikre hits for alle aldre er Museum für Naturkunde, som er et af verdens vigtigste naturhistoriske museer med en enorm samling, bl.a. store dinosauerskeletter.

Besøg i en af Berlins zoologiske haver er også et bud på en god familieaktivitet. Zoo Berlin ligger i hjertet af Berlin, mens Tierpark Berlin – Europas største dyrepark – er placeret i Friedrichsfelde i det gamle Østberlin. Begge zoologiske haver har fine lege- og familieområder. Panoramaudsigten fra Berliner Fernsehturm og besøg i glaskuplen på toppen af Reichtag plejer også at kunne imponere både store og små.

Tierpark Berlin har udover eksotiske dyr også gode legepladser og store grønne arealer.

For børn op til cirka 12 år er oplevelsesmuseet MACHmit og Labyrinth Kindermuseum populære bud på familieaktiviteter. Det samme er Rittersport Museum, hvor I kan lave jeres egne Rittersport-varianter.

Teenagere vil givetvis også synes, det er sjovt at besøge Rittersport-slaraffenlandet. Andre bud på aktiviteter med større børn og unge er søndagsloppemarkedet i Mauerpark og besøg i den tidligere lufthavn Tempelhof, hvor man kan give den gas på cykel, rulleskøjter og skateboard eller med drager i snor på de tidligere start- og landingsbaner.

Hvis vejret er til det, vil børn i alle aldre også elske at hænge ud på det alternative område Holzmarkt, der ligger lige ned til floden Spree i Friedrichshain. Her er der et hyggeligt, kreativt og afslappet miljø med caféer, restauranter og plads til leg i sandkasse, på rutsjebane eller på de grønne arealer.

Få flere tips til en vellykket Berlinferie med små og større børn i Vild med Berlins guide Berlin i børnehøjde

Flere nyttige guider fra Vild med Berlin:

Begynderguide – om alt, hvad man skal opleve første gang, man besøger Berlin

10 gode og gratis oplevelser – nyttig guide til Berlins mange gode gratis museer og oplevelser. Brug i stedet mønterne til drikkepenge

Berlins bydele og kvarterer – her kan du læse om Berlins geografi og få en kort præsentation af de mest populære bydele.

Guide til Berlins kollektive trafik – Tips og informationer om brug af U-Bahn, S-Bahn, busser og sporvogne.

Guide til restauranter, som egner sig til den helt særlige kærestemiddag eller fejring af en mærkedag i Berlin.

Mit Berlin #40: Berlin er en mangfoldig by med en lyslevende historie

Journalist Torben Kitaj har et langvarigt og inderligt forhold til Berlin. Det har han fortalt om i bogen Berlinernes Berlin, der formidler stor glæde over mange og modsætningsfyldte sider af den skønne by. Her giver han tips og svarer på spørgsmål i serien ”Mit Berlin”.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?

I august 1961 var jeg et par dage på sommerferie i Berlin med mine forældre og mine to søstre. Vi var kørt derned i bil efter at være strandet i et sommerhus i øsende regn på Bornholm.
Vi boede i et pensionat på Fasanenstrasse i Vestberlin og så kun den vestlige del af byen.

Der var meget politi og mange soldater med våben og hunde. Det viste sig, at østtyskerne var i gang med at forberede opførelsen af muren, og der var pigtråd og kontroller flere steder i byen. Vi kørte hjem og blev kontrolleret af politi et utal af gange. Det var lidt mere spændende, end jeg i mit 11-årige hoved havde forestillet mig.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?

Jeg var så heldig at være udsendt af TV-Avisen til Berlin i dagene op til murens fald og kunne så rapportere om den historiske åbning af muren til de danske seere. Både før og efter 1989 var jeg i Berlin som reporter, og jeg har fulgt byen tæt i alle årene. Berlin er blevet en del af min identitet, og de seneste 12 år har jeg sammen med min kone haft en lejlighed i byen, så vi er der en del.

Berlin er for mig blevet et sindbillede både på det splittede Europa og det nye Europa og samtidig også et vindue ud til både Tyskland og det øvrige Europa. Berlin er for mig en by med plads til mange forskellige eksistenser og tilgange til livet. En mangfoldig by fyldt af modsætninger mellem nyt og gammelt og med en historie, som er lyslevende overalt i sin voldsomhed. Jeg stopper altid op ved et af de mange monumenter og tøver og tænker lidt over, hvad der er sket.

Mit favoritsted er bronzeskulpturen ved Friedrichstraße Station, hvor to grupper af jødiske børn står på en lille opsats. Den ene gruppe på to børn er på vej med Kindertransport til England reddet fra døden, den anden på fem børn er på vej til udryddelseslejrene i øst under anden verdenskrig. “Tog til livet- tog til døden”, står der på monumentet, som er et mindesmærke for de op mod to millioner børn, som blev dræbt af nazisterne.

Trains to Life - Trains to Death

Bronzeskulpturen ”Trains to Life – Trains to Death” blev i 2008 rejst ved Friedrichstraße Station. Den er skabt af arkitekten og billedhuggeren Frank Meisler, der som 14-årig i august 1939 selv blev transporteret fra Polen via Berlin og Holland til London. Frank Meisler døde i Israel i 2018 i en alder af 92 år. Foto: Lars Friis ©

 

Hvilket kvarter er dit foretrukne?

Vores lejlighed ligger i Prenzlauer Berg i det nordøstlige Berlin. Her kom jeg før muren faldt og mødte østtyskere, som var kritiske over for DDR-regimet. Siden 1989 er kvarterets gamle huse blevet sat pænt i stand, og de gamle beboere er blevet erstattet af især mange unge børnefamilier. Det har ændret hele kvarteret radikalt, men det er stadig et meget hyggeligt og autentisk kvarter, omend lidt atypisk for Berlin.

Hvilken kulturoplevelse har gjort størst indtryk på dig?

Jeg vender altid tilbage til cabaretstedet Bar Jeder Vernunft. Det er her, man kan opleve den gale og sjove berlinerstemning med en blanding af satire, visesang, cabaret og musik. Stedet ligger i et telt oven på en parkeringskælder, men det emmer af atmosfære, fra det øjeblik man træder ind. Scenen vender ud mod en sal med borde og stole, og de velklædte tjenere serverer mad og drikke for et altid meget medlevende publikum. Lyset er dunkelt, men publikum og de optrædende er så tæt på hinanden, at man nærmest føler, at man selv er med i showet.

Har du en yndlingscafé eller bar?

Det er ikke nemt, for jeg har mange. Det kunne være den legendariske intellektuelle vest-restaurant Paris Bar i Kantstraße, som var mødestedet for de intellektuelle i Vestberlin, før muren faldt, og stadig er det. Det kunne også være SophienEck, en gammel blanding af knejpe og spisested på hjørnet af Grosse Hamburgerstraße og Sophienstraße i Mitte. Det er her, et stort krus fadøl, gerne den mørke Märkischer Landmann sammen med en tallerken med Berliner Bouletten med Bratkartoffeln og Sauerkraut kan få en til at glemme tid og sted.

Men jeg vælger alligevel Prater Biergarten længere oppe i Prenzlauer Berg, fordi de tyske ølhaver er noget helt særligt med deres langborde, fadøl og pølser og den meget ligetil og folkelige stemning. Her kan alle komme uanset pengepung, og her er der plads til hunde, børn, højrøstede typer og høj og lav.

Et godt tip til en Berlin oplevelse?

Jeg hører til dem, der godt kan lide at bevæge mig rundt i Vestberlin. Der er en atmosfære af det borgerlige og højkulturelle Berlin iblandet en stemning af gamle dage. I øst går det så stærkt, i vest er der mere ro.

En cykeltur fra centrum ned mod Potsdam bringer en igennem det grønne og blå Berlin med skove og søer. Der er mange gode muligheder for at gøre holdt. Vi standsede for et par år siden på den lille kirkegård Friedhof Stubenrauchstraße, hvor sangerinden og filmskuespilleren Marlene Dietrich ligger ved siden af sin mor i en undselig lille grav. Marlene ville hjem til Berlin efter sine mange år i udlændighed. Hun var en ægte berliner dybt ind i sjælen.

Berlinernes BerlinTorben Kitaj, født i 1950, journalist, tidligere TV-Avisen som reporter og redaktør. Nu freelance og forfatter til bl.a. ”Berlinernes Berlin”. På sine 260 sider formidler den stemningsfulde beskrivelser af byens mangfoldighed, fortalt med Kitajs egne ord og gennem mennesker, der færdes i byen til hverdag.

Se bogen her: Berlinernes Berlin, forlaget Turbine, 2019.

Stammtisch 15. marts 2020 kl. 13 på Berlin Bar, Frederiksberg. Gratis , men kræver tilmelding via NemTilmeld.

Vind guidebogen ’Vi elsker stadig Berlin’ af Sissel-Jo Gazan

Forfatteren Sissel-Jo Gazan har netop udgivet en opdateret udgave af sin populære storbyguide fra 2015. Bogen ’Vi elsker stadig Berlin’ indeholder 65 ekstra sider og som noget nyt også anbefalinger fra Sissel-Jos 17-årige datter, Lola.
Politikens Forlag har doneret 3 eksemplarer af den nye guidebog til udlodning på Vild med Berlin. Læs hvordan du deltager længere nede i artiklen.

Sissel-Jo Gazans nye guidebog ’Vi elsker stadig Berlin’ er 216 velskrevne og veloplagte sider spækket med personlige anbefalinger og tips. Her finder du inspiration til nye spændende restauranter, frisører, butikker, hoteller, caféer, cocktailbarer, gallerier, loppemarkeder, museer, veganercafeer, parker, museer, og hvad der ellers er værd at opdage i Berlin.

Gennem hele bogen deler 17-årige Lola Gazan – datter af Sissel-Jo – ud af sine yndlingssteder og bedste tips til unge berlinelskere. Lolas bidrag er fremhævet som blå tekst, så de er nemme at finde. Hendes tips gør bogen ekstra velegnet til familier, der rejser sammen med deres store børn og teenagere.

Bogen indeholder også otte miniportrætter af mennesker, der er flyttet til Berlin, og som i bogen fortæller om deres yndlingsaktiviteter og favoritsteder i byen.

Hostellet Die Fabrik i Kreuzberg er en af bogens hotelanbefalinger. Foto: Joachim Gern.

Ud over at dele rundhåndet ud af sine personlige favoritsteder og sin store kærlighed til Berlin reflekterer Sissel-Jo også over byens mindre flatterende sider og bagsider. Fx fortæller hun i kapitlet ’Arm aber Sexy’ om sit møde med en berlinsk taxachauffør, der gør hende opmærksom på, at Berlin nok er billig at færdes i for turister, men for mange af byens indbyggere er Berlin absolut ikke billig at leve i. Berlinerne selv er udfordret af høj arbejdsløshed, meget lave lønninger samt ejendomsinvestorer, der presser huslejerne op og dermed bl.a. medvirker til stigende priser på mad og dagligvarer.

I ’Vi elsker stadig Berlin’ har 9 af Berlins mest populære kvarterer fået hvert sit kapitel, nemlig Mitte, Wedding, Prenzlauer Berg, Friedrichshain, Kreuzberg, Neukölln, Schöneberg, Tiergarten og Charlottenburg.

Ud over et stikordsregister er bogen også udstyret med et emneregister, så man hurtigt kan finde det, man søger, i kategorier som fx Hoteller, Med Børn, Markeder, Shopping og Restaurant, café og bar. Bogen indeholder også bykort og et nyttigt gaderegister.

Du kan gratis læse eller høre et uddrag af bogen her.

SÅDAN DELTAGER DU I LODTRÆKNINGEN
Læg en kommentar herunder, hvor du fortæller om: Hvilken Berlin-bog har inspireret dig mest til gode oplevelser i Berlin?

Bemærk: Vi modtager meget “spam” i vores kommentarfelter. Derfor bliver din kommentar først synlig, når vi har godkendt den.

Sissel-Jo Gazan er især fan af de små tærter i Konditorei Du Bonheur, der ligger skråt over for U-Bahn-stationen Bernauer Strasse. Foto: Joachim Gern. Vild med Berlin har også besøgt stedet og anbefaler også gerne deres meget lækre kager.

OM KONKURRENCEN
Konkurrencen løber til og med tirsdag 3. december 2019. Den foregår også på Vild med Berlins Facebook-side og Instagram-side. Vi finder vinderne gennem lodtrækning og kontakter dem direkte. Vinderne modtager efterfølgende deres bog direkte fra Politikens Forlag.

OM FORFATTEREN
Sissel-Jo Gazan, født i Aarhus i 1973. Hun er romanforfatter og biolog med speciale i dinosaurer. Sissel-Jo debuterede i 1995 med romanen ’Når man kysser i august’ og fik sit internationale gennembrud med videnskabskrimien ’Dinosaurens fjer’ i 2008.

Hendes seneste bestsellerroman ’Blækhat’ fra 2017 foregår i Berlin og Aarhus.

Sissel-Jo Gazan flyttede i 2005 til Berlin, hvor hun stadig bor med sine tre børn. I 2015 udgav hun guidebogen ’Vi elsker Berlin’, som nu er udsendt i en opdateret udgave.

Mit Berlin #35: Jeg elsker, at Berlin altid overrasker

Efter flere år som rejseblogger og freelance rejsejournalist slog Regitse Cecilie Rosenvinge sig ned i Berlin i 2016. Hun blev hurtigt fascineret af byens iværksætterscene og mange tilbud, og i dag elsker hun byen på grund af dens størrelse, råhed og ægthed. Læs mere om Regitses forhold til Berlin og få nogle af hendes tips til gode oplevelser inden for bl.a. kultur og mad.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Tro det eller ej – jeg var faktisk ikke fan af Berlin, før jeg flyttede hertil. Jeg husker, jeg var her som barn og som teenager, hvor byens puls og ’råhed’ gjorde indtryk på mig, men som voksen var jeg ikke synderlig imponeret. Ironisk nok er de ting, jeg ikke brød mig om førhen, blevet nogle af de elementer, jeg nu sætter pris på ved Berlin! Byen er stor (nogle gange lidt for stor!), men der er charme i at kunne ”gemme sig” i sit kiez og tage en rejse ud i den hektiske storby fra tid til anden. Jeg bor i Prenzlauer Berg, og som så mange andre berlinere kommer jeg sjældent helt til f.eks. Potsdamer Platz eller Brandenburger Tor, da jeg ikke har min daglige gang dér. Når jeg gør, elsker jeg det til gengæld på grund af pulsen, friheden og størrelsen. Det er én af Europas største byer, og det finder jeg stor frihed i, i dag.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Som nævnt har jeg lært at elske Berlin for dens størrelse, råhed og ægthed. Berlin er ikke for sarte sjæle, og der er klart ting, jeg stadig ikke er fan af, men overordnet set er jeg dybt taknemmelig over, at byen har været med til at udvikle mig som menneske. Der er plads til alle typer, meninger og eksistenser, og det betyder blandt andet, at man kan være sig selv 100 procent. Det er en fin tanke, synes jeg.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Her må jeg atter fremhæve frihedsfølelsen, som danner hele eksistensgrundlaget for byen – og har gjort det i hundredvis af år. Berlin er en rebelsk storby med en bagage som ingen andre byer. Det er enormt overvældende at dykke ned i historien, men det skylder man virkelig sig selv, hvis man er vild med byen – eller bare er glad for kultur og historie. Forud for DDR og 2. Verdenskrig var Berlin én af Europas smukkeste byer; en ægte kejserstad, hvilket er svært at forestille sig i dag. Men storheden kan stadig findes enkelte steder, og det er bestemt en del af byens DNA. Det må man ikke glemme. Jeg elsker, at Berlin altid overrasker, hvad enten der er tale om historie, mennesker, muligheder eller mad!

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Jeg bor selv i Prenzlauer Berg med min familie, og det er jeg rigtig glad for på grund af bydelens mange børnevenlige områder og fine initiativer. Det føles virkelig som en by i byen. Jeg synes dog alle kvartererne har hver deres charme. Friedrichshain elsker jeg, når det bliver efterår; der er en helt særlig ’hygge’ i de små gader med caféer og butikker. Kreuzberg byder også på fine steder – især i Bergmannkiez, hvor jeg faktisk startede med at bo, da jeg først flyttede til Berlin.

Hvilke kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Man behøver næppe én specifik kulturoplevelse i en by som Berlin, for hele byen vibrerer af historie; både den spændende og den chokerende. Går man gennem byens gader og stræder, er det en kulturoplevelse i sig selv. Jeg kan dog klart anbefale et besøg i Deutsches Historiches Museum, en lun sommerdag på Spree, søndagsslentretur på Museums Insel og evt. en guidet gå- eller cykeltur i Kreuzberg. Og nå ja – en tur i Rigsdagen er også spændende! Der er generelt mange gode museer i byen, som man med fordel kan bruge en dag på at besøge.

Regitse deler en lang række tips til gode oplevelser i Berlin på sin blog The Copenhagen Traveler, bl.a. inden for mad, hoteller, kultur, men også om f.eks. at være mor til et lille barn i byen.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Jeg har vist mange! I mit eget kiez (Prenzlauer Berg) får man god kaffe hos Kaffee.Bar på Stargarder Strasse, fantastisk cheesecake hos Bekarei og lækker, fransk morgenmad hos Le Midi. To af mine favorit-restauranter er Heimlichtreu og Tim Raue (begge i Mitte). Derudover kan jeg varmt anbefale Du Bonheur på Brunnenstrasse i Mitte – de laver kager, så englene synger! Princess Cheesecake i Mitte er en anden favorit med syndige cheesecakes på menukortet (ja, jeg er stor fan af kage!).
På min blog The Copenhagen Traveler har jeg udgivet et indlæg med en lang liste over mine favoritcaféer og brunch-steder. Den kan man med fordel tjekke ud, hvis man, ligesom jeg, er tilhænger af god morgenmad og hyggelige, små caféer.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Det ’ægte Berlin’ kan for mig lige så vel være en gåtur langs Spree som en solrig sommerdag i Klunkerkranich (ikonisk rooftop-bar i Neukölln). Det smukke ved byen, i mine øjne, er netop, at man selv definerer ’det ægte’. Alle har deres eget forhold til byen, så hvad der er ægte for mig, er ikke nødvendigvis ægte for min nabo. For mig er det området omkring Spree (fra Museumsinsel ned til Kreuzberg), hvor jeg har skabt nogle af mine bedste Berliner-minder. De små caféer omkring Boxhagener Platz i Friedrichshain og hele området omkring Tempelhofer Ufer i Kreuzberg er i denne forbindelse også værd at nævne. Og Tempelhof – den gamle, ikoniske lufthavn, der har været nedlagt siden 2008.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Berlin gemmer på nogle virkelig cool speakeasy-barer, der nærmest er umulige at finde, hvis man ikke lige ved, hvor man skal ringe på! Prinzipal i Kreuzberg og Buck & Breck i Mitte er to af mine favoritter! Det er nærmest som at træde ind i en tidslomme. Det kan godt være, man skal betale lidt mere for en cocktail, men de smager til gengæld fantastisk! Og så er der kun plads til ganske få gæster, hvilket gør oplevelsen ret speciel.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Som mor til en dreng på 14 måneder bliver jeg næsten nødt til at sige storbyens larm og massive trafik. Jeg prøver for så vidt muligt at holde mig væk fra trafikerede områder og knudepunkter, hvis jeg har min søn med, men det er ikke altid muligt. Berlinere kan også være ret kontante, hvilket nemt kan forveksles med uforskammethed, og det er ikke altid lige charmerende.

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Lige p.t. glæder jeg mig allermest til sommer, for sommeren i Berlin kan være magisk! Lune sommeraftener ved Spree, dans og biograf under åben himmel og de hyggelige søndags-loppemarkeder – det er alt sammen noget, jeg ser frem til.

Hvad “rykker” i Berlin lige nu?
Som iværksætter er jeg også en del af hele iværksættermiljøet i byen, og det er enormt spændende (og til tider tidskrævende!). Hvis jeg skal pege på noget, der ”rykker” i øjeblikket, må det være den (fortsatte) udvikling af startup-scenen; de mange initiativer for selvstændige, festivaler, netværks-arrangementer og lignende. Og så er der kommet stort fokus på kvindeligt iværksætteri. Mit kontor er f.eks. i et kontorfællesskab kun for kvinder, og det er ret inspirerende at være en del af!

Regitse Cecilie Rosenvinge, født 1988, iværksætter og rejseblogger. Lancerede i 2014 rejse- og hotelbloggen The Copenhagen Traveler. I dag er bloggen forbundet med et content marketing-bureau for hoteller, Room22. Regitse har også skrevet bogen “Freelancer – En kvindes guide til et succesfuldt freelanceliv”.

Regitse har boet i Berlin siden 2016, hvor hun først boede i Kreuzberg en kort overgang. Siden flyttede hun til Prenzlauer Berg, hvor hun i dag bor med sin partner og deres lille søn.

Mit Berlin #33 – Jeg er den sidste kunstmaler ved Wasserturm

Ulrik Møller er en succesfuld, dansk kunstner, der har boet i Berlin de seneste 18 år. Han ærgrer sig over de stigende priser og huslejer, der fortrænger kunstnerspirer og ødelægger det kreative miljø. Til gengæld er han vild med de lune aftener og berlinernes særlige udeliv på de brede fortove.

Hvad fik dig til at flytte til Berlin?
Jeg flyttede fra Fyn til København i 1992. Det år begyndte jeg at male. Indtil da havde jeg udelukkende lavet grafik, men jeg var blevet optaget i Kulturfabrikken – et værkstedshus, som var meget populært. I Kulturfabrikken var der ikke noget grafikværksted. Så tænkte jeg i min sædvanlige naivitet, at så begynder jeg bare at male, for det kan jeg selvfølgelig også. Det kunne jeg bare ikke. Men det danske fodboldlandshold havde vundet europamesterskabet i juni samme år. Når det kunne lade sig gøre, vidste jeg, at alt kunne lade sig gøre. Den sejr var i høj grad med til at inspirere mig.

Den stil, jeg har nu, fandt jeg i løbet af et par år. Jeg snublede ind i det. Jeg ved præcist, hvilket billede det var, hvor jeg tænkte, at der var den så. Det var et billede af Middelgrundsfortet og noget vand.

I midten af 90’erne begyndte mine malerier at komme på gallerier og blive solgt, men jeg fornemmede også, at der i Danmark var et netværk, man ikke bare kunne bryde ind i. Sidst i 90’erne var konceptkunsten på sit højeste. Jeg havde ikke gået på akademiet, malede oliemalerier med landskaber og var alt for uncool.

Så tænkte jeg, at jeg selv måtte gøre noget, hvis jeg skulle finde en vej. Jeg ville være nødt til at tage et andet sted hen og lave mit eget netværk. I første omgang tænkte jeg på London eller Berlin. Og det blev så Berlin.

Inspirationen fra Edward Hopper kommer tydeligt til udtryk i Ulrik Møllers malerier fra mindre provinsbyer. Her er det hjembyen Vester Åby på Fyn.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg var heldig at få Jyllands-Postens legatlejlighed i Berlin i en måned i 1998 og igen i 2000. I anden omgang stod det klart for mig, at det var byen, jeg måtte flytte til. Mulighederne var enorme. Tusindvis af lejligheder stod tomme, og man kunne let få en fireværelses lejlighed med sildebensparket og balkon.

Det var det rene, skære Eldorado. Der var alle de her kvadratmetre, der bare stod og ventede på at blive taget i brug. Helt frem til 2006 var der 50.000 lejligheder, der stod tomme. I dag er det noget, man bare kan drømme om, for derefter kom investorfeberen. Nu er lejlighederne nogenlunde lige så dyre som i København.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Priserne er skruet helt urimeligt op. Nu opererer man kun med priser, som de mere velhavende turister kan betale. Der er restauranter, som jeg tidligere har haft stor glæde af at besøge, men som jeg nu boykotter, fordi de har skruet priserne alt for højt op. Jeg kan se i mit regnskab, at der er priser, der på et år er steget 25 procent. Og det er sket i en periode, hvor der næsten ikke har været inflation. Det betyder, at de lokale stamkunder forsvinder, og så er det kun turister, der kommer der.

Også de elendige forhold for cyklister kan være irriterende. Nogle gange har man det indtryk, at bilisterne ligefrem jager en, når man cykler. Der bliver i hvert fald ikke taget hensyn.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Jeg føler mig hjemme her omkring Wasserturm, men jeg kan ikke sige, at jeg har et yndlingskvarter. Jeg rejser en del i forbindelse med mine udstillinger, og når jeg tager tilbage til barndomshjemmet i Vester Åby på Fyn for at hente inspiration der på egnen, men her i Berlin kommer jeg sjældent uden for det område, hvor jeg bor. Desværre måtte jeg flytte mit atelier til Wedding, så der cykler jeg dagligt til, men det er ikke et sted, jeg derudover har noget forhold til.

Jeg kan ikke engang sige, at Prenzlauer Berg er mit foretrukne kvarter, for det er indsnævret til området lige omkring Wasserturm. Her hilser jeg på og snakker med folk. Desværre er mange kreative mennesker skubbet ud af kvarteret på grund af de stigende huslejer. Jeg møder af og til en ældre tysk skulptør, der bor her endnu, og han kalder mig den sidste kunstmaler her i kvarteret.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
De gode steder vil man jo gerne holde hemmelige, så de ikke bliver overrendt af turister, hæ hæ. Men Jeg holder meget af at komme på Meierei i Kollwitzstraße, som drives af min ekskæreste Sandra. Det er et afslappet sted, hvor der serveres veltilberedte, men uprætentiøse retter til rimelige priser, blandt andet Leberkäse, Spätzle, gullasch, supper, gode pølser, ost – og havregrød.

Meierei, Kollwitzstrasse 42

Når jeg er på arbejde i mit atelier i Wedding, bruger jeg nærmest ”P” som kantine. ”P” står for ”Pfoertner”, altså portner på dansk. Stedet har et usædvanligt godt køkken, der er bredt europæisk og med rimelige priser. En daglig, velsmagende suppe koster 4,50 euro. Det ligger i Uferhallen i Wedding, som er et sted, der huser mange kunstnere. Stedet er desværre opkøbt af investorer, så det lever nok på lånt tid.

Et andet sted er den mellemøstlige Zweistrom på Danziger Strasse. Her har de en rigtig god kebab, som jeg tit køber på vej hjem fra arbejdet.

Schönhauser Allee - maleri ag Ulrik Møller

Ulrik Møllers malerier har ofte landskaber eller mennesketomme landsbyer som motiver, så dette motiv fra Schönhauser Allee i Berlin er lidt atypisk. Han har ikke malet storbymotiver i 15 år. Han siger selv, at han hurtigt bliver træt af at male alle de vinduer.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Brosten, Altbau og brede fortove. Den der summen af menneskers stemmer på de lune aftener. Temperaturen falder ikke på samme, hurtige måde som i Danmark, hvor det hele er tættere på vandet. Når jeg har været ude at rejse, bliver jeg stadigvæk helt eksalteret, når jeg vender tilbage til Berlin.

Ulrik Møller foran Wasserturm Prenzlauer BergUlrik Møller (født 1962) er en dansk kunstmaler, der er inspireret af bl.a. danske L. A. Ring og amerikanske Edward Hopper. Temaerne er moderne menneskers længsel og eksistentielle ensomhed. Han bruger vådt-i-vådt-teknikken på en særlig måde, der giver malerierne et sløret, hemmelighedsfuldt udtryk. ”Et dragende og udefinerbart rum åbner sig for os i Ulrik Møllers værker, og omslutter os som en orienteringsløs kappe. Vi bliver her bevidste om vores egen ensomhed i rummet, og en sitrende og til tider rungende stilhed rammer os,” skriver kunsten.nu i et portræt.

Ulrik Møller havde i 2017 en meget rost solo-udstilling på Brandts 13 i Odense med både malerier og videoinstallationer. På udstillingens hjemmeside kan man stadig se flere eksempler.
Det samme kan man på Ulrik Møllers egen hjemmeside.

Ulrik Møller havde i januar-februar 2019 en soloudstilling hos Galerie MøllerWitt i Århus, hvor titlen ”Love me do” spillede op til Ulrik Møllers kontemplative motiver. Husene her er fra Koldby i Thy.

Birkholms Echo på Faaborg Museum i 2019

Ulrik Møller er medkurator på en udstilling med værker af en række kunstnere, der bor og arbejder i Berlin. Den kan opleves på Faaborg Museum i perioden 14. juni-20. oktober 2019. Udgangspunktet er, at 2019 er 150-året for Faaborg-maleren Jens Birkholms fødsel. Jens Birkholm (1869-1915) boede i Berlin fra 1892-1902 og bevarede efterfølgende en tæt kontakt til byen.

Ulrik Møller er opvokset i Vester Åby kun 10 km fra Faaborg. På “Birkholms Echo” er han repræsenteret med fire malerier, og fra Berlin har han hentet yderlige seks kunstnere til udstillingen, heriblandt den danske kunstnerduo Camilla Sørensen og Greta Christensen, der arbejder sammen om spændende installationer under navnet “Vinyl -Terror & -Horror”.

Læs mere på Faaborg Museums hjemmeside.

 

Guide til Friedrichshain

Julie Radzewicz-Pedersen har boet i Berlin i tre perioder. Hendes yndlingsbydel er Friedrichshain, hvor hun har mange favoritsteder og områder. Her deler hun sine bedste tips til oplevelser, spisesteder, barer og klubber i Friedrichshain.

”Friedrichshain er en af Berlins mest autentiske bydele med et rigt byliv og en masse forskellige caféer, barer og spisesteder.
Når man først begiver sig ud på alle Friedrichshains mindre, hyggelige gader, opdager man virkelig, at Berlin er meget andet end KuDamm og Alexanderplatz.

I guiden herunder fortæller jeg om mine udvalgte favoritter efter at have boet i bydelen i et år,” skriver Julie.

OPLEVELSER

Rummelsburger See. Denne smukke sø er faktisk placeret i bydelen Rummelsburg, som ligger lige på grænsen til Friedrichshain og dermed kun en kort gåtur på 15 minutter fra Ostkreuz station. På en varm sommerdag er det ideelt at leje en cykelbåd her i en time eller to, medbringe nogle drikkevarer og så træde i pedalerne ude på søen. Det koster 10-20 euro, afhængig af tiden.

RAW-Gelände. Dette område skal opleves, når man er i Friedrichshain. Det ligger på den kendte gade Warschauerstraße. Området er fyldt med barer, hyggelige baggårde, udendørs biograf om sommeren og verdens mindste diskotek! Man kan opholde sig her dag og nat, men hvis man er på udkig efter et rigt udvalg af barer, så er RAW-Gelände det oplagte sted at starte. Er du her om sommeren, så besøg området om søndagen og oplev det store udendørs marked.

Haubentaucher. En udendørs pool/badeanstalt i RAW-Gelände. Her skal man komme om sommeren, ligge og sole sig, nyde kolde drikke og bade i den store, lækre pool. Koster 5-10 euro.

Crack Bellmer. Nu, hvor vi stadig er i RAW-Gelände, så er denne bar et besøg værd! Her finder du den gode berlinerstemning med stort dansegulv, en masse forskellige sofaer placeret i forskellige rum og med elektronisk musik i baggrunden.

SPISESTEDER

På Silo er maden lækker og portionerne rigelige.

Silo. Her kan du få meget lækker (og pæn) brunch og frokost til gode priser. Det er et smart og hipt sted, og et af de mere populære steder i Friedrichshain, hvilket også er forståeligt, da maden er velsmagende, og man bliver mæt! Gabriel-Max-Straße 4, Berlin.

Milja & Schäfa. Dette hyggelige sted ligger lige ved Ostkreuz station, hvor der er mulighed for at sidde ude og nyde solen om sommeren, hvilket flittigt bliver brugt. Her man kan nyde morgenmad, frokost og aftensmad – alt sammen til en fornuftig pris. Sonntagstraße 1, Berlin.

Schiller Burger. Denne burgerkæde har flere afdelinger rundt om i Berlin, men det gør den ikke mindre god. Her kan du få virkelig god burger og andre lækkerier til virkelig gode priser. Et besøg værd til frokost  eller aftensmad.  Wühlischstraße 41/42, Berlin.

Haferkater tilbyder lækre grødretter.

Haferkater. Her kan du få den lækreste morgengrød ala ”GRØD” i København. Stedet er meget småt, så kom, når de åbner for at få en af de få pladser. Det er det værd. Du får dejlig hjemmelavet grød med alverdens toppings og god kaffe til. Boxhagener Str. 76-78, Berlin.

Transit. Efterhånden et kendt sted i Berlin – med god grund. Her kan du få asiatisk tapas til budgetvenlige priser. Man bestiller fire-fem retter hver, og så kan man ellers bare sidde og dele maden. Her er næsten altid mange mennesker, men det er alligevel forholdsvis nemt at få et bord.  Sonntagstraße 28, Berlin.

Tante Biggie. Her kan du få burger, men på en lidt anderledes måde. Der er masser af velsmag, og man kan følge med, mens kokken laver ens mad. Her er andre smagsvarianter end blot de almindelige typer burgere, hvilket gør stedet et besøg værd. Kopernikusstraße 16, Berlin.

En af Vöners veganerlækkerier.

Vöner. Dette sted skal besøges! Her får du den velkendte döner – bare vegansk. Maden smager SÅ godt, også selvom du ikke er veganer. Boxhagener Str. 56, Berlin.

Happy Barista. Bag Ostkreuz station ligger den lille perle af en kaffebar. Her er fed indretning, god kaffe og en fantastisk stemning. Neue Bahnhofstraße 32, Berlin.

BARER/KLUBBER
Friedrichshain er kendt for sine mange barer og natklubber, og er du i området om aftenen – både weekender og hverdage – er det et must at besøge nogle af de interessante steder med typisk berlinatmosfære. Det er meget typisk for stederne, at de har en sjov blanding af forskellige møbler, elektronisk musik og gæster i alle aldre! Her kommer et lille udpluk af nogle af mine favoritter fra min tid i Berlin. Steder, som ikke lige er de typiske turistfælder.

Minimal Bar. Hvis du er lige så vild med bordtennis og rundt-om-bordet som jeg, så er dette stedet! Her er dj-musik, en masse gemte rum og et stort rum med et bordtennisbord, hvor man har mulighed for at spille med de andre gæster. Her er god stemning, og chancen for at falde i snak med nye mennesker (og måske få brugt lidt tysk) er stor. Rigaer Str. 31, Berlin.

Süß War Gestern. En af mine absolutte yndlingsbarer/dansesteder i Friedrichshain. Her er alt ikke, som man umiddelbart ser. Det første rum, man træder ind i, er hyggeligt med forskellige møbler, et lille dansegulv og bar (her kan blive ret fyldt i weekenderne), men så er der også en lille dør til et andet rum. Herinde er der typisk mere elektronisk musik og kun dansegulv, men går man over dansegulvet og igennem endnu en dør, opdager man pludselig en trappenedgang. Hernede ligger en typisk tysk ølbar og et andet funky danserum. Stedet er virkelig fedt! Wühlischstraße 43,  Berlin.

Dachkammer. På den kendte Simon-Dach-Strasse ligger Dachkammer, hvilket er det eneste sted på denne ”festgade”, jeg råder folk til at besøge. Når du først træder ind, ligner det en typisk café, men gå op af trapperne til 1. sal. Her ligger en masse små gemte rum med meget forskellige møbler. Et hyggeligt og godt sted at starte din aften i Berlins natteliv. Simon-Dach-Straße 39,  Berlin

Vil du gerne ud at danse hele natten og dagen, kan jeg anbefale to klubber i området:
Wilde Renate og Kater Blau. Begge holder nærmest åbent uafbrudt fra fredag til mandag. Vær dog opmærksom på køkulturen i Berlins natteliv: Husk at holde mund, lad være med at drikke dig for fuld og svar på tysk, når dørmanden snakker til dig – så skal du nok komme ind og få dit livs aften!

GÆSTEBLOGGER:
Julie Radzewicz-Pedersen
Har boet i Berlin tre gange og er fuldstændig vild med byen og dens diversitet! Julie læser p.t. en kandidat i Interkulturelle Studier i tysk og engelsk på Aarhus Universitet, men hun satser stærkt på at vende tilbage til Berlin igen på et tidspunkt!

Mit Berlin #29: Jeg bliver aldrig træt af at fortælle om Berlin

Efter 12 år i Berlin har Anders K. Jakobsen et indgående kendskab til byen, hvor han i dag arbejder som en populær guide. Her fortæller han om sin passion for byen og deler tips til bl.a. Berlins bedste fish’n’chips-sted og til utraditionelle oplevelser i byen.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg kom til Berlin første gang i 1984 som 19-årig sammen med en kammerat. Vi gik med vores rygsække op ad Karl-Marx-Allee, hvor der var liv i gaden og  varer i butikkerne, hvilket undrede os. Vi havde jo hørt om varemangel.

Derudover var Østberlin især grå mennesker, grå soldater og grå bygninger. Vi så måske også selv noget besynderlige ud. Jeg havde knaldrødt halvlangt hår, klippet så det så ud som David Bowies frisure på coveret til ”Low”, skriggrønne bukser og overdelen fra en gammel damespadseredragt fra 50’erne.

Jeg husker specielt vores besøg i Fjernsynstårnet. Vi sad i restauranten, hvor gulvet kører rundt. Selvfølgelig drak vi russisk champagne, vi havde jo vekslet sort. Kaviar kunne vi desværre ikke få. Der var et par vesttyske endagsbesøgende og en østtysk familie. Og så var der de sovjetiske officerer, vi hele tiden forsøgte at få øjenkontakt med. Som vi sad der i vores underlige kulørte tøj, må de vel nærmest have troet, vi var sindssyge. Der skete ikke noget.

Senere, på bøssebaren Mocca-Bar, som findes den dag i dag, men nu under navnet Besenkammer-Bar, var der en mand, som var meget interesseret i, at vi skulle sende Levi’s-cowboybukser ned til ham. Men da vi så forklarede, at cowboybukser for ”new-romantics” var totalt tabu, gik der med vores gebrokne tysk kludder i kommunikationen.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
I dag har jeg boet 12 år i Berlin sammen med min mand Morten. Det startede med, at vi skulle prøve at bo et år i Berlin, og nu er der som et knips med fingrene gået 12 år.

Det stod klart fra start af, at jeg med min humanistiske uddannelse (jeg er cand. theol.) ville have svært ved at få et rimeligt betalt arbejde. Så jeg valgte at forsøge mig som guide.

Jeg holder meget af Berlin, som jeg betragter som min arbejdsplads. Her er højt til loftet og så mange lag af historie, så mange fortællinger og spændende kvarterer, at jeg aldrig bliver træt af at formidle min viden om Berlin.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Kreuzberg. Her bor jeg, her lever jeg, her føler jeg mig hjemme.

Kreuzberg er et manifest over uafhængighed, individualitet og kunstnerisk kreativitet. Her mødes alle mulige typer med hr. og fru Berlin og hr. og fru Tyrkiet og alle turisterne, der for længst har ”opdaget” området. Men gudskelov er Kreuzberg stadigvæk sig selv, og bydelen har en rig historie: Her blev for eksempel den første funktionsdygtige elektroniske computer opfundet. Så er der også selve ”bjerget” Kreuzberg i Victoriapark. Det er et fantastisk monument til minde om Prøjsens sejre over Napoleon. Det er placeret over en kunstig, hvælvet grotte, hvor der lever flagermus, og på sydsiden gror der vinplanter.

Den kendte Oranienstrasse er stadig stort set den samme gade som for 15 år siden. Og selvom en anden af de kendte gader, Bergmannstrasse, har forandret sig og er blevet gentrificeret, som man siger, er gaden stadigvæk en af mine yndlingsgader med markedshallen, de små butikker, cafeer og restauranter.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
For tiden er jeg ret glad for den gamle markedshal i Moabit, Arminius-Markthalle. Jeg kan efter en guidetur tage derhen blot for at slappe af. Sammen med min gode italienske veninde Simonetta spiser jeg ofte hos ”italieneren” i markedshallen, pasta med muslinger og lammekød med rosmarinkartofler. Der finder man også Berlins bedste Fish’n’chips-sted. Hvis man kommer ved frokosttid på en hverdag, kan man opleve håndværkere, pensionister og alle de ”ægte berlinere”, der handler ind og spiser ved en af madboderne.

Der er også en bedeautomat, der ligner en gammeldags fotoautomat. Man går ind i automaten og sætter sig, trækker forhænget for, kaster en mønt i og vælger mellem for eksempel buddhistisk, katolsk eller muslimsk bøn.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Jeg tager toget eller sporvognen ud til en af de landsbyer, der nu er blevet en del af stor-Berlin, men hvor der kommer få turister. Det kan være Alt-Mariendorf, Lichtenberg eller Wittenau. Rundt om den gamle landsbykirke og stationen er der butikker, restauranter og en berliner-knejpe, hvor indbyggerne mødes. Her er en unik stemning – også selv om jeg ikke selv maser på og går ind i værtshuset, for jeg vil ikke sidde der og være turist og iagttager.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Da jeg som guide holder meget af specialføringer, har jeg efterhånden haft en del utraditionelle ture: For eksempel en sporvognstur til Marzahn i det tidligere Østberlin, hvor man undervejs kan gøre holdt ved de store vietnamesiske Dong Xuan-markedshaller.

Når man kommer til Marzahn, skal man søge ned til den oprindelige landsby Dorf Marzahn. Kirken og de gamle huse omkring landsbyens gamle fællesområde er stadigvæk bevaret. De gamle landbrugsredskaber er efterladt efter landbyens sidste høst i 1977 og ligger nu i en indhegning, og på en bakkekam står den genopførte gamle mølle. Hos landsbyens slagter kan man – med udsigt til en absurd udsmykning – nyde traditionelle berlinske retter som bouletten (frikadeller) med rødkål og schnitzel med agurkesalat.

Hele landsbyen er tæt omringet af de mange højhuse, der tilsammen udgjorde DDR-regimets største byggeprojekt. De står som gigantiske kulisser, der overskygger den gamle landsby og på godt og ondt illustrerer den kommunistiske utopi om et nyt og bedre liv.

Ikke langt fra Dorf Marzahn kan man besøge Gärten der Welt, en park med haveanlæg fra forskellige steder i verden, blandt andre en japansk, en engelsk, en kinesisk og en indonesisk have. Fra Gärten der Welt er det muligt at tage en svævebane til Kienberg, et ”bjerg” med en udsigtsplatform, hvor man fra oven kan se ud over hele området.

Anders K. Jakobsen har boet 12 år i Berlin og arbejder i dag som guide i byen.

Anders K. Jakobsen (født 1965) er cand. theol. fra Københavns Universitet. I Berlin har han taget en særuddannelse på halvandet år som guide med speciale i Berlin. Derudover er han officiel guide i Sachsenhausen-koncentrationslejren, han guider på Olympia-Stadion, og han har licens til at guide på Berlins statslige museer.

Anders guider og tilrettelægger ture for private, for institutioner og for firmaer, der besøger Berlin. Du kan få inspiration til ture på hans hjemmeside, men derudover tilrettelægger han gerne skræddersyede og individuelle ture, der passer lige netop til dig og din gruppe: www.andersguideberlin.de

Eller skriv direkte til Anders: jakobsenanders@yahoo.dk eller ring 0049 176 3807 9802.

Mit Berlin #27: Jeg elsker Berlins ikke-rytme!

Jørgen Smidstrup bruger mange – og modsætningsfyldte – tillægsord, når han beskriver det mangfoldige Berlin, hvor han har boet og arbejdet de seneste seks år. Hans svar på Vild med Berlins spørgsmål rummer stribevis af anbefalinger.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Det bedste er, at byen er så stor, at der bor så mange mennesker i den, mange forskellige, skønne mennesker. At byen er smuk, livlig, kreativ, innovativ og grøn samtidig med, at den er larmende, grim, underlig og gammeldags. Jeg elsker, at berlinerne bruger byen, også når de er blevet ældre. At man stadig går på café, på restaurant og til koncerter, selv om man har passeret de 60 år – og at man kan blive betjent af tjenere, der er ældre end en selv.

Jeg elsker Berlins rytme – eller ikke-rytme! Det er som om, den aldrig er helt konstant. Man kan gøre hvad man vil, stort set på alle tider af døgnet. Det er meget inspirerende for mig. Jeg kan stå tidligt op for at arbejde, jeg kan arbejde til sent, jeg kan få frühstück på en kaffebar indtil klokken 18, jeg kan holde pauser og bruge byens åndehuller, når jeg vil – og jeg kan gå på restaurant kl. 23.30 og få et godt måltid mad, hvis det passer min rytme lige netop den dag.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Det er Kreuzberg, har boet her de sidste seks år. Først i Bergmannkiez og nu i SO36. To meget forskellige dele af Kreuzberg. Det blev mit ’hood’ ved en tilfældighed. Syntes egentlig, at det var lidt skramlet, lidt utilnærmeligt, ikke særligt charmerende, da jeg flyttede hertil, og det er vel på mange måder sandt … Men Kreuzberg vokser på én, og der er utroligt mange søde mennesker her.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Den allerstørste oplevelse var en Tom Waits-koncert i Theater des Westens, lang tid før jeg flyttede til byen. Det var magisk! Siden har utallige kunstudstillinger som fx William Kentridge på Martin Gropius Bau, David Bowie og Olafur Eliasson på samme sted, mange besøg på den private kunstsamling Sammlung Hoffmann, utallige besøg i Bauhaus-Archiv, fede fotoudstillinger fx Sebastiao Salgado, Anton Corbijn eller Josef Koudelka på C/O Berlin, blændende jazz-koncerter på især A-Trane, print-udstillinger hos Supalife Kiosk, udstillinger i me collectors room og meget mere gjort livet i byen til en fest.

Har du en yndlingsrestaurant i Berlin?
Jamen, jeg har jo en masse – de fleste er italienske. Det er der, hvor jeg føler mig hjemme og godt tilpas, fx hos Maselli, Lamuri, Osteria Sippi, Der Goldene Hahn, Gallina Vineria Bar, alle i Kreuzberg, Salumeria da Pino i Charlottenburg, La Premiatta Ditta og Muret la Barba i Mitte. Har fornylig også fundet en vidunderlig italiensk restaurant i Friedrichshain: Da Dino.

Når det skal være andet end italiensk, så bliver det ofte den lokale franske Chez Michel, ligeledes franske Le Saint Amour, vietnamesiske Miss Saigon, katalanske Mariona og selvfølgelig Big Stuff Smoked BBQ i Markthalle Neun – og min yndlings-sent-om-aftenen-restaurant er Gorgonzola Club i Kreuzberg. Maden er ok, stemningen skøn og den selvfølgelige attitude fra mama, når man træder ind ad døren sent og spørger om et bord, er lige min stil.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Mit ’ægte’ Berlin er en dag uden dagsorden. En lørdag, hvor kæresten og jeg sætter os på cyklen midt på formiddagen, helst i solskin, og først kommer hjem meget sent på aftenen eller kommer hjem lidt før med en indkøbspose med friske grøntsager, en hel kanin, et glas frisk sennep og en god flaske Spätburgunder og laver mad til os selv og måske et par gæster, vi har inviteret undervejs på turen.

På turen har vi sikkert først besøgt kaffebaren Kiezeklein og så videre til farmer-markedet på Südstern, kafferisteriet Blaue Bohne i Friedrichshain, markedet i Markthalle Neun, talt med venner, producenter og forhandlere, siddet på en bænk i en af byens mange skønne parker og talt sammen. Det kunne være Tempelhof, Gleisdreieck eller kirkegården ved Bergmannstrasse – og nok også været forbi en vinbar. Det kunne være Not Only Riesling, Suff i Markthalle Neun, Gallina Vineria lige over for markedet, Altrovine i Grimmstrasse eller Otto Rink i Dresdener Strasse.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Hmmm. Altså jeg elsker Berlin! Det irriterer mig, at priserne stiger så meget. Det gør mig ked af det, at huslejepriserne ryger i vejret, som de gør lige nu. Jeg kan mærke, at det begynder at gå ud over det kreative og det umiddelbare – den spontane iværksætter-energi får en hård medfart for tiden. Flere steder må lukke igen, fordi huslejen stiger, og de små kreative business-ideer får derfor ikke så lang tid til at slå rødder og senere blomstre.

Det bekymrer mig, hvad det gør ved den kunst- og kulturscene, ved den mad- og start-up-scene, der i så høj grad præger byen og trækker spændende, idé-rige og virkelystne mennesker til byen.

Både som privatpersoner og når vi arrangerer ture for gæster og besøgende i Berlin, har vi et princip om ’give something back’. Vi bruger ikke bare byen – hvis vi bliver fascineret eller inspireret, hvis vi bliver glædeligt overrasket over noget, hvis vi føler at vi får noget – forsøger vi altid at give mindst det samme tilbage. At deltage og bidrage, at sætte os ind i sammenhænge, at forsøge at inspirere ’tilbage’ igen.

Når jeg oplever, at byens besøgende, byens turister bare bruger byen uden at bidrage eller gå i dialog – og efterlader de lokale med en dårlig oplevelse og en hovedrysten, irriterer det mig meget.

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Jeg glæder mig helt vildt til koncerter med Herbie Hancock i november og til Cigarettes After Sex i december – og så glæder jeg mig til at holde juleferie; få gæster, spise mad, snakke sammen, gå ture, gå på museer og se, hvad der dukker op på ’kultur-fronten’.

Jørgen Smidstrup aka CamilloJørgen Smidstrup, aka Camillo, født 1960, driver design- og kommunikationsfirmaet Lower East og studiet Lower East Lab i Kreuzberg sammen med partneren Helle Marietta. Arrangerer Urban Safaris og guidede tours i Berlin – og er ’con amore’-chef i Camillos Køkken. Har netop skrevet kogebogen ’Mad, der får folk til at tale sammen. Camillos Køkken’, der er skabt i Lower East Lab.

Der er bogreception på “Mad, der får folk til at tale sammen“ i Lower East Lab, Waldemarstrasse 38, onsdag 15. november, fra kl. 17 til 19

lowereastlab.de

camilloskitchen.com

Fotocredit: Malthe Ivarsson

Camillo i køkkenet

Glutenfri måltider i Berlin – en guide:

Berlin har selvfølgelig også spisesteder for dig, der ikke kan tåle eller af andre grunde helst vil undgå gluten i maden. Her har vi samlet en række af de mest populære restauranter og caféer med glutenfri mad på menuen. 

MITTE:
Funk you food, Bikini Berlin, Budapester Str. 46
Tilbyder glutenfri morgenmad, fx müsli, og frokost, bl.a. sandwiches, wraps og salater samt raw food-kager og grøntsags- og frugtjuice. Menuen skiftes ud løbende.

FRIEDRICHSHAIN:
Pho House, Neue Banhofstr. 36,
En lille vietnamesisk restaurant, der serverer rispandekager til forårsrullerne og bruger risnudler i deres varme retter.

Aunt Benny, Oderstrasse 7
Hyggelig og populær lille café med et godt udvalg af frokosttilbud, fx sandwiches og supper, samt forskellige kager uden gluten.

Ohlàlà V Tartes Shop, Mainzer Strasse 18
Fransk restaurant og café med et udvalg af veganske og glutenfri kager og quiches. Serverer også en brunch uden gluten hver lørdag og søndag.

NEUKÖLLN:
No58 Speiserei, Weisestrasse 5
Hyggelig café, der tilbyder meget lækre glutenfri sandwiches, salater, supper og kager.

PRENZLAUER BERG:
Ruzette Crêperie, Pappelallee 15
Et stort udvalg af pandekager (crepes og galettes), tærter, salater og omeletter uden gluten.

Hos ROOTZ Berlin kan man vælge en række retter i en glutenfri version.

Hos ROOTZ Berlin kan man vælge en række retter i en glutenfri version.

KREUZBERG:
ROOTZ Berlin, Skalitzer Strasse 75
Hyggelig vegansk café og restaurant, der også tilbyder et udvalg af menuen – morgenmad, salater, wraps m.m. – i versioner fri for gluten.

 

 

 

 

Sauvage, Pflügerstrasse 25
Paleo-restaurant med en 100 procent glutenfri menu. Tilbyder forskellige kødretter og salater. Tilbyder også brunch i højsæsonen.

SCHÖNEBERG:
Cielo Di Berlino, Monumentenstrasse 31
Lille hyggeligt pizzeria, der serverer virkelig gode glutenfrie pizzaer.

CHARLOTTENBURG:
Simela, Kantstrasse 146 ved Savignyplatz
Lille hyggeligt pizzeria, der både har laktosefri og glutenfri pizzaer på menukortet. Her kan du også købe øl uden gluten.

Madguide: Berlin-kendernes personlige favoritter

Her får du 35 tips til gode restauranter, cafeer, barer og streetfood fra de danske kendere af Berlin, som har bidraget til serien “Mit Berlin”.

Mit BerlinVi har nu bragt 13 afsnit i serien ”Mit Berlin”, hvor mennesker med en særlig passion for den tyske hovedstad fortæller om deres forhold til byen og deler ud af deres bedste Berlin-tips.
De fleste bidragsydere fortæller om deres yndlingssteder på mad- og drikkefronten, og i denne guide har vi samlet alle deres favoritter. Her finder du tips til Berlins bedste morgenmadscaféer, til den gode lokale kaffe-dealer, til Berlins bedste döner-biks, til stedet med tysk mad i ægte DDR-stil til favorable priser, til de bedste nye og hotte restauranter – og for de særligt historieinteresserede: til baren, der engang var ejet af Hitlers bror.

Skønne Berlin-caféer til god kaffe og morgenmad:

Cabslam – California Breakfast Slam
Innstrasse 47, Neukölln
”Serverer en fantastisk morgenmad i ægte amerikanske størrelser”.

Silo
Gabriel-Max-Straße 4, Friedrichshain

Roamers
Pannierstraße 64, Neukölln

Flere gode Berlin-caféer:

Ora

Café Ora i Kreuzberg

Ora
Oranienplatz 14
”En smuk ny café i Kreuzberg”.

Bar Bianco
Schlesische Str. 28, Kreuzberg
”God lokal kaffe-dealer”.

Katie´s Blue Cat
Friedelstraße 31, Xkölln
”Laver fantastiske scones og kager”.

St_Oberholz

Sankt Oberholz på Rosenthaler Platz

 

Sankt Oberholz
Rosenthaler Platz, Mitte
”Umiddelbart tror man, det er en læsesal, da caféen altid er fyldt med arbejdende mennesker, som sidder med telefoner, iPads, hørebøffer og computere. Dette er nok på grund af deres superhurtige wifi og deres kaffe, kager og salater. Oberholz kan lidt af hvert, og jeg kommer der for at drikke kaffe, spise morgenmad eller sidde og arbejde et par timer”.

Berlin homo-café:

Himmelreich
Simon-Dach-Straße 36, Friedrichshain
”Den er rigtig hyggelig både om sommeren med udeservering og indenfor om vinteren. Det er en café, der gør lidt ekstra ud af det. Hver dag ankommer dagens bartender med nyplukkede blomster, som sættes i små vaser på hvert enkelt bord”.

Gode Berlin-restauranter:

Ankerklause
Kottbusser Damm 104, Kreuzberg
”En klassiker, som altid holder”.

Salumeria Lamuri
Köpenicker Straße 183, Friedrichshain-Kreuzberg
Italienske specialiteter, vine og bagværk.

Nest
Görlitzer Str. 52 ved Görlitzer Park, Kreuzberg.
Internationalt/tysk/middelhavskøkken.

District Mot
Rosenthaler Str. 62, Mitte
”Vietnamesisk gadekøkken, stedet og indretningen i sig selv er et besøg værd”.

Shiso Burger
Auguststraße 29, Mitte
”Fantastiske burgere”. 

Fleischerei Domke
Warschauer Str. 64, Friedrichshain
”Tysk mad i ægte DDR-stil til formidable priser”.

Max & Moritz
Oranienstrasse 162, Kreuzberg
”Til dig, der gerne vil have, at maden i Berlin også smager af Berlin.
I denne smukke gamle restaurant serveres Eisbein og alt det andet ”svineri” på god gammeldaws facon”.

Mutter Hoppe
Rathausstraße 21, Mitte
”For dem, der er fan af traditionel tysk mad og en god Schweinehaxe”.

Zur Letzten Instanz
Waisenstraße 14-16, Mitte
”Traditionel tysk mad – god Schnitzel”.

Mola
Wittenbergplatz 3, Schöneberg
”Hvis man mere er til det italienske og gerne vil kombinere det med lidt historie, så kan man jo besøge Mola, der engang hed Alois og var ejet af Hitlers halvbror”.

Nogle af de bedste, nyere Berlin-restauranter:

Bar Raval
Lübbener Str. 1, Kreuzberg
Klassisk tapasrestaurant.

Katz Orange
Bergstraße 22, Mitte
Gourmetrestaurant med inspiration fra hele verden.

Nudo
Lausitzer Pl. 10, Kreuzberg
Italiensk køkken.

Schlesisch Blau
Köpenicker Str. 1A, Kreuzberg
Fransk køkken.

Bosco
Wrangel str 42, Kreuzberg
Italiensk køkken

Lavanderia Vecchia
Flughafenstraße 46, Neukölln
”Fantastisk italiensk restaurant, hvor Berlin pludselig bliver til Firenze”.

NENI Berlin
Budapester Str. 40, Mitte
En kulinarisk mosaik med persisk, russisk, arabisk, marokkansk, tyrkisk, spansk, tysk og østrigsk inspiration.

Spindler
Paul-Lincke-Ufer 43, Kreuzberg
Sæsonkøkken med regionale produkter.

Berlins bedste döner-biks:

Döner Dach
Simon-Dach-Straße 11, Friedrichshain

Anbefaling 1: ”Bestil en “Hänchen Gemüse Döner mit allen Soßen”, og din lykke er gjort! Alle venner, jeg viser stedet, er enige med mig om, at döner ikke fås bedre end her”.

Anbefaling 2: ”En Döner med alles Gemüse und extra Zwiebeln på Döner Dach er ikke til at komme uden om. Specielt ikke for dem, der skal lugte din ånde bagefter”.

Streetfood-steder i Berlin med god mad til billige penge:

Markthalle IX
Eisenbahnstrasse 42/43, Kreuzberg

Neue Heimat i RAW
Revaler Strasse 99, Friedrichshain

SaigonStreetKitchen

Saigon Street Kitchen i Mitte

District Môt – Saigon Street Kitchen
Rosenthalerstr 62, Mitte
”Det er ikke just traditionel tysk mad, men de har Berlins bedste utraditionelle burgere”.

Berlin-barer og biergarten:

Monkey Bar
Budapester Straße 40, Mitte, på toppen af Hotel Bikini Berlin.
”Det må være en af byens bedst placerede barer, når det kommer til udsigt. Der hersker en international, men alligevel afslappet, berlineragtig loungestemning i baren, der med sit gulv til loft glasparti giver gæsterne en panoramisk udsigt over Großer Tiergarten og Zoologischer Garten”.

Ständige Vertretung
Schiffbauerdamm 8, Mitte
”Et symbol på genforeningen med alle billederne af primært vesttyske politikere på væggene”.

Voodoo Lounge
Käthe-Niederkirchner Str. 6, Prenzlauer Berg
”Et herligt sted, der forbinder to ting, som jeg holder endeløst meget af: Rolling Stones og Union Berlin”.

Jockel Biergarten
Ratiborstraße 14C, Kreuzberg
”I sommerhalvåret er jeg tosset med at gå i Biergarten og få Flammkuchen og fadøl. Hvis man er af sted med børn, er Jockel Biergarten et herligt sted”.

Golgatha
Dudenstraße 40-64, Kreuzberg
”På toppen, hvis I skal se fodbold og feste”.

Schönbrunn
Am Schwanenteich i Volkspark Friedrichshain
”Har en herligt afsondret atmosfære og østtysk flair på den lækre måde”.

Tak for tips om cafeer og restauranter til:
Jacob Egevang – Mit Berlin #12: Ich bin ein Prenzlauer Berger
Lone Bech – Mit Berlin#11: Tanker og anbefalinger fra en kender
Caroline Sølver – Mit Berlin #10: Det bedste ved Berlin er friheden
Ole Blegvad – Mit Berlin #9: En fantastisk kulturby med masser af muligheder
Erik Jensen – Mit Berlin #7: Den unikke by er truet af pænhed
Ditte Ingemann – Mit Berlin #6: Jeg når aldrig at se, smage og opleve det hele
Dan Reedtz – Mit Berlin #5: Berlins historie trækker mest
Lykke Friis – Mit Berlin #4: Berlin er min anden hovedstad
Matthias Kolstrup – Mit Berlin #3: Berlin vil altid være mit hjem
Mathias Irminger Sonne – Mit Berlin #1: Berlin har fascinerende meget at byde på