Dansktegnet museum skal omfavne Anhalter Bahnhof

Den internationalt anerkendte arkitekt Dorte Mandrups tegnestue har tegnet Exilmuseum Berlin ved Anhalter Bahnhof. Gæsteskribent Teddy Petersen skriver her om sit møde med det imponerende projekt.

Anhalter Bahnhof er nok en af de største ruiner i Berlin fra 2. verdenskrig – alligevel er den en meget, meget lille del af den internationale banegård, den engang var. I 1929 var der op mod 20.000 passagerer hver dag, under Leipzig-messen næsten 60.000. Under OL i Berlin i 1936 afgik eller ankom et tog hvert andet minut.

Der var forbindelser til Wien, Rom, Marseille, Athen, Napoli med skibsforbindelser videre til Ægypten. I den 34 meter høje, 61 meter brede og 175 meter lange ankomsthal kunne der være op til 40.000 mennesker.

I dag står kun indgangsportalen og en del af den høje gavlmur tilbage. Resten er væk. Hele bygningen, alle skinnerne. Lige bag ruinen ligger en fodboldbane, og bag den rager den teltagtige bygning Tempodromen op med sine hvide spir.

Exilmuseum Berlin 2025

Visualisering af Exilmuseum Berlin, som det vil se ud ved indvielsen i 2025. Venligst stillet til rådighed af Dorte Mandrup A/S ©Mir

Bygningen breder sine arme ud og værner varmt

Jeg cyklede forleden i 30 graders varme rundt på en genopdagelsesrejse i byen efter ikke at have været her siden august sidste år. Og pludselig drejede jeg rundt for at se en udendørs udstilling lige bag den høje ruingavl. Og blev fuldstændig betaget og optaget af det, der mødte mig. Historien – projektet – og den danske arkitekt Dorte Mandrup.

Bygningen står der ikke endnu, men det forventes den at gøre i 2025. Men allerede arkitektens konstruerede billede viser det: Den gamle indgangsportal, den høje mur – og bagved står den nye, endnu større bygning: Exilmuseum Berlin. Den nærmest omfavner ruinen. I ærbødig afstand breder den i en bue sine arme ud og værner varmt.

Det gør den ikke for ruinens skyld. Det er for de mennesker, hvis skæbne er knyttet til netop denne banegård. Mennesker, som rejste efter egen beslutning – i modsætning til de tusinder, der blev deporteret netop fra Anhalter Bahnhof, Det er de jødiske børn, der blev sendt afsted fra 1938 via Holland til en usikker skæbne i England for at beskytte dem mod en sikker skæbne i Tyskland. 1. december 1936 afgik den første Kindertransport med 196 børn – det blev til 10.000 i tiden efter. Fra juni 1942 blev der hæftet et par 3. klasses vogne på morgentoget til Dresden – de næste par år blev næsten 10.000 jøder sendt til koncentrationslejren Theresienstadt.

Anhalter Bahnhof Porticus

Indgangsportalen til Anhalter Bahnhof, som den ser ud i dag.

Exilmuseum Berlin vil gøre emnet konkret

Det nye museum skal fortælle om mennesker, der rejste af egen fri vilje. Fra nazisternes magtovertagelse i 1933 og de følgende år forlod de Tyskland, fordi de ikke turde, kunne eller ville blive der. ”Hvorfor endnu et museum med det emne?”, spurgte tidligere forbundspræsident Joachim Gauck, da han præsenterede vinderen af arkitektkonkurrencen i august 2020. Og han leverede selv svaret: ”Det egentlige spørgsmål bør lyde: Hvorfor først nu?”
Med udgangspunkt i byens og banegårdens egen historie vil museet gøre ordet ”eksil” konkret forståeligt. Store tal bliver til konkrete fortællinger. Og museet vil vove at betragte eksilet ikke kun som en historisk, tysk hændelse, men vil ”samtidig åbne vore øjne for eksil-skæbner fra vores egen tid.”

Det fik en ældre tysk mand til at gå i samtale med nogle af museets venner. ”Hvordan kan I kæde eksil sammen med indvandring?” var hans spørgsmål. Selv havde han på grund af sit arbejde boet mange år i Canada, men var nu pensionist i Berlin og nabo til Anhalter Bahnhof. Det kom der en intens, skarp og kultiveret samtale ud af. Vist ikke nogen enighed, men nogle klare bud på definitioner og meningsforskelle.

Einstein, Bauer, Brecht, Brandt …

Og som Nobel-pristager Herta Müller sagde allerede ved prisoverrækkelsen: ”Kernen i museet er vores egen historie om nationalsocialismen, der på kort tid bortjog vore vigtigste kunstnere, vores bedste videnskabsfolk. Men naturligvis peger den tid også på de flygtninge, der kommer til os nu. Desto vigtigere er det også at begribe betydningen, indholdet, i ordet eksil.”

Udstilling om Exilmuseum Berlin

Den aktuelle udstilling om Exilmuseum Berlin ved Anhalter Bahnhof

Nogle af de konkrete fortællinger kender vi, om end ikke altid i denne sammenhæng: fysikeren Albert Einstein; maleren Max Beckmann; juristen Fritz Bauer, der i flere af sine eksilår boede i København; publicisten Hannah Arendt; forfatteren Thomas Mann; Ernst Reuter, senere Berlins første borgmester; dramatikeren Bertolt Brecht, hvis første eksil var i Svendborg; Herbert Frahm, der under sit eksil i Norge tog dæknavnet Willy Brandt og siden blev overborgmester i Berlin og betydningsfuld kansler.

Det danske arkitektfirma, grundlagt i 1999 af Dorte Mandrup selv, har tidligere gjort sig bemærket med skulpturelt prægede byggerier, der har vist en særlig fornemmelse for sted og materialer, som man kan se det på Vadehavscentret i Vester Vedsted syd for Ribe, et af fem byggerier i tilknytning til UNESCOs verdenskulturarv. ”Med byggeriet i Berlin vil vi skabe et sted, der indbyder til refleksioner over og dialog mellem fortid og nutid,” siger hun om Exilmuseum Berlin. ”Det historiske udgangspunkt er ekstra relevant i dag, hvor millioner mennesker er tvunget til at forlade deres hjem, deres dagligdag og deres kultur for at bringe sig i sikkerhed.”

En rejse uden returbillet

Den tyske forfatter og dramatiker Carl Zuckmayer, mest kendt for skuespillet og senere filmen ”Kaptajnen fra Köpenick”, skrev i sine erindringer i 1966 om præcis det samme dilemma:
”Rejsen i eksil er en rejse uden returbillet. Den, der tager afsted med drømmen om at vende hjem, er fortabt. Han kan godt vende hjem – men det sted, der møder ham, er ikke det samme som det, han forlod. Og selv er han heller ikke længere den samme, som tog afsted.”

Læs mere
Exil Museum Berlin: https://stiftung-exilmuseum.berlin/de
Dorte Mandrup A/S: https://www.dortemandrup.dk/work/exile-museum-berlin-germany

Fakta om Anhalter Bahnhof

Anhalter Bahnhof 1880

Ankomsthallen i 1880 – det år, hvor den ny bygning blev taget i brug

 

Den første del af banegården blev bygget fra 1839, men den fandt sin endelige form i årene  1876-1880 efter tegninger af arkitekten Franz Heinrich Schwechten. Den åbnede 15. juni 1880 med deltagelse af kejseren og kansleren, henholdsvis Wilhelm I og Otto von Bismarck.

Den var på det tidspunkt den største banegård i Tyskland og en imponerende “katedral” med den 175 meter lange og delvis glasoverdækkede ankomsthal. Banegården var før 2. Verdenskrig Tysklands vigtigste station for togforbindelser til Mellem- og Sydtyskland, Østrig, Italien og Grækenland. Under OL i Berlin i 1936 ankom eller afgik et tog fra stationen hvert 2. minut.

Luftbombardementer forårsagede voldsomme ødelæggelser under krigen. I 1959 blev det meste at stationsruinen revet ned, bortset fra dele af dele af indgangsportalen, der siden da har stået som en slags monument.
Kilde: Tysk Wikipedia m.m.

Gæsteskribent Teddy Petersen er journalist og står bl.a. bag den danske udgave af bogen “111 steder i Berlin som du skal se“. Læs mere om Teddy Petersen i blogindlægget “Første gang var dramatisk og overvældende“.

1961 – Den sidste frie sommer i Berlin

I dag, 15. juni 2021, er det 60 år siden, at Berlinmuren blev nævnt for allerførste gang. Journalist Gitte Merrild fortæller her om baggrunden for denne første omtale, der viste sig at være en lodret løgn:

Ideen om at bygge en mur mellem Øst- og Vestberlin blev i en og samme sætning både nævnt og benægtet. Det skete den 15. juni 1961 i DDR’s hovedstad Berlin på en international pressekonference.

“Niemand hat die Absicht eine Mauer zu errichten” – på dansk: ”Ingen har til hensigt at rejse en mur,” udtalte DDR’s statsoverhoved generalsekretær Walter Ulbricht på et spørgsmål om, hvorvidt der skulle bygges en statsgrænse ved Brandenburger Tor.

Han svarede, at han “afviste vesttyske rygter om, at østtyske bygningsarbejdere skulle mobiliseres for at rejse en håndfast grænse ved Brandenburger Tor” og forklarede uddybende, at DDR’s bygningsarbejdere havde alt for travlt med at bygge boliger.

Walter Ulbricht løj uden at blinke. Hemmelige planer om en storstilet, østtysk militæraktion var for længst udarbejdede. Ulbricht var desperat og afventede blot grønt lys fra den sovjetiske topledelse i Moskva til at spærre flugtvejen for DDR-borgerne med en mur. Den demokratiske republik var nemlig ved at forbløde, fordi millioner af Ulbrichts landsmænd vendte det unge DDR ryggen og flyttede til Vesttyskland. Den eneste flugtmulighed ud af DDR nu var til Vestberlin.

13. august 1961 begyndte etableringen af Berlinmuren

Mindre end to måneder efter pressekonferencen – natten til den 13. august – drog udkommanderede østtyske specialenheder gennem byen og rullede pigtråd i kilometervis ud omkring de bydele, der snart blev kendt som Vestberlin. På få døgn var soldaterne i fuld gang med at rejse den mur, som Ulbricht havde benægtet.

Men den 15. juni vidste berlinerne ikke, at 1961 blev deres sidste frie sommer i de næste 28 år. De kunne stadig pendle øst-vest tur-retur mellem bolig, arbejde, familie, venner og fritidsforlystelser i byens fire besatte zoner.

De cirka to millioner vestberlinere – heriblandt regerende borgmester Willy Brandt – anede ikke, at de i et hug ville blive spærret inde på et område mindre end Møn. På 480 kvadratkilometer.
Østtyskerne kunne næppe tro på, at det skulle lykkes først Walter Ulbricht, derefter Erich Honecker og Stasi (Ministeriet for Statssikkerhed) med Erich Mielke i spidsen, at udvikle, bygge, bevare og bevogte en uoverstigelig grænse rundt om hele deres land.

Bonusinfo:
Pressemødet med Walter Ulbrichts store løgn blev legendarisk i tysk historie. Kun overgået af et endnu mere berømt pressemøde i DDR’s hovedstad! 28 år senere, den 9. november 1989, da en rystet DDR-regering ved en fejl annoncerede, at alle østtyskere frit kunne rejse ud af landet uden ansøgning. Per omgående, som en noget forvirret talsmand for politbureauet, Günter Schabowski, læste op. Få timer senere var Berlinmuren åbnet.

OM FORFATTEREN:
Gitte Merrild var journalist i Berlin 1988-1995 og var både øjenvidne til livet bag Muren og oplevede oprøret i DDR. Hun rapporterede til danske medier, da Muren faldt om ørerne på de jublende berlinere i 1989 og om genforeningen af de to tyske nationer.

Gitte holder foredrag om livet i Berlin dengang og i dag, laver pop-up byvandringer i Berlin på dansk og arrangerer gerne fagrejser til Berlin – se mere på hendes Facebook-side. Gitte kan kontaktes på mail: gm@gittemerrild.dk. Læs Gittes bidrag til serien ‘Mit Berlin’ her: Mit Berlin #13: Jeg beundrer berlinerne

Mit Berlin #41: Byen er overvældende og udfordrende

Forfatter Annette Herzog blev født i DDR tæt på Berlin, lige før Muren blev rejst. Hun boede i Prenzlauer Berg, da Muren faldt, og siden 1991 har hun boet i København. Hun har udgivet bogen ”Det der var” om sine 30 år i DDR. I serien ”Mit Berlin” fortæller hun her om sit forhold til byen dengang og i dag – og kommer med tips til gode oplevelser i byen.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?

Jeg voksede op i Großbeeren, en landsby i DDR syd for Berlin. Jeg kunne se Vestberlins høje huse, fordi Muren kun lå tre kilometer fra, hvor vi boede. I dag tager det kun 10 minutter at køre fra Großbeeren til den nærmeste S-togsstation i Berlin, men dengang måtte vi køre i en stor bue uden om Vestberlin for at komme til ”vores”, dvs. Østberlins centrum. Det tog over en time.

Da jeg var lille, midt i 1960’erne, måtte mine forældre vise deres Personalausweis – det tyske identifikationskort – når vi kørte ind til Berlin. Jeg håbede ved disse lejligheder altid at se et sort menneske, som jeg ellers kun kendte fra min billedbog ”Den sorte Bastian”. Men min far fortalte, at der fandtes nogle afrikanere i Berlin, som læste på universitetet. Jeg syntes, det var vildt spændende.

Det var billigt, men tidskrævende og omstændeligt at komme til Berlin med den offentlige transport. Først med bus, så med regionaltog og bagefter med S-tog ind til Centrum. Centrum var for os først og fremmest Alexanderplatz. Når folk havde en aftale, mødtes de altid under Verdensuret.

Annette Herzog Prenzlauer Berg 1987

Prenzlauer Berg sidst i 1987. Annette Herzog har sin tredje søn i maven, til venstre er det Annettes lillesøster Kathrin, til højre er det Johann, den ene af tvillingesønnerne.

Så godt som alle DDR-borgere, der kom på besøg i Berlin, tog også ind til Centrum-Varehus, som var Østberlins største varehus, og som i dag er Galeria Kaufhof. I 1969 blev Fjernsynstårnet ved Alexanderplatz indviet, og vi meget stolte over, at vi nu havde verdens næsthøjeste tårn, kun overgået af fjernsynstårnet i Moskva.

Vi kunne se over til Vestberlin deroppefra, men jeg havde ikke nogen forestilling om den vestlige del af byen. Jeg har stadigvæk en byplan, hvor Vestberlin i bogstavelig forstand er en hvid plet på kortet. Jeg anede ikke, hvor de forskellige bydele lå, og hvad der var karakteristisk for dem.

Berlin på et DDR-kort

Et DDR-kort over Berlin. Vestberlin er hvid plet.

Andre steder, vi plejede at besøge i Østberlin, var Monbijoupark og Museumsinsel, Unter den Linden, Friedrichstraße og Karl-Marx-Allee med de imponerende bygninger efter sovjetisk forbillede. Vi holdt også meget af Østberlins store zoo i Berlin Lichtenberg. Den findes stadigvæk, og den kan virkelig anbefales. Også som park i sig selv, fordi der er masser af plads.

Da jeg flyttede til Berlin som ung kvinde, oplevede jeg selvfølgelig byen på en helt anden måde. Vi boede både i Friedrichshain, i Hellersdorf (en af de kæmpe nyoprettede bydele med betonbygninger) og til sidst i Prenzlauer Berg ved Kollwitzplatz. Jeg hadede selvfølgelig Muren, men for at være helt ærlig var halvdelen af byen stor nok. Der foregik mange spændende ting også i Østberlin.

Kollwitzstraße 60 Berlin

Kollwitzstraße 60 midt i Prenzlauer Berg. Her fik den unge familie med tvillingedrenge i 1987 anvist en lejlighed på 170 kvm på byens bedste adresse, men skulle så til gengæld acceptere, at de boede der, mens den blev totalrenoveret det første år. I 1988 blev familien forøget med endnu en søn, og to måneder før Murens fald kom en datter til verden.

Prenzlauer Berg var et typisk arbejderkvarter med en spændende blanding af studerende, arbejdere, intellektuelle, pensionister, asociale og kunstnere. Bydelen har udviklet sig til en turistmagnet, men den har mistet sin originalitet. De fleste oprindelige beboere blev nødt til at flytte væk derfra, fordi lejlighederne blev for dyre efter murens fald.

Hvilken oplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?

Jeg vil aldrig glemme natten, da muren faldt, og hvor vi efterlod vores børn alene hjemme for at løbe med over og opleve det. Vi regnede jo med, at de ville lukke muren igen.

De næste uger og måneder gik med at udforske Vestberlin, selvom jeg stadig ikke kender den godt. Det første halve år måtte vi benytte de offentlige transportmidler gratis, og jeg satte mig i tilfældige busser for at køre rundt som i en helt fremmed by. En anden stærk oplevelse var at sidde i metroen og køre igennem spøgelsesbanegårdene, dvs. de metrostationer, som var blevet lukket i forbindelsen med murens oprettelse. Togene kørte gennem disse gamle, dårligt oplyste stationer med reklamer og plakater fra 1960’erne. Tiden havde stået stille der i 30 år!

I 1991 flyttede vores familie til København, og der gik ofte mange måneder mellem mine besøg i Berlin. Hver gang jeg kom, var der sket utrolig mange forandringer. De kendte butikker forsvandt og blev erstattet af andre butikker eller af restauranter og værtshuse, men også de skiftede hele tiden navn og ejer. Veje og stationer blev omdøbt, fordi man ikke længere ville have de socialistiske navne. Trafiksystemerne i Øst- og Vestberlin blev sammenlagt, og ruterne skiftede.

Jeg husker, at jeg spurgte efter S-togsstationen Leninallee, som jeg egentlig kendte godt. Folk kiggede underligt på mig. Den hed for længst Landsberger Allee, fandt jeg ud af, og jeg følte mig som en relikt fra en svunden tid. Muren var væk, der blev bygget nyt alle steder, og jeg havde problemer med at orientere mig. Tit var jeg ikke engang sikker på, om jeg befandt mig i det tidligere Øst- eller det tidligere Vestberlin.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?

Jeg har et ambivalent forhold til Berlin. Byen er overvældende, voldsom, spændende, rummelig, udfordrende. Jeg hører hjemme der – og så alligevel ikke. Jeg er berliner, og samtidig er jeg kun på besøg. Jeg spørger mig selv hele tiden, om jeg kunne leve der igen, og det kunne jeg sikkert.

Men byen stresser mig også. Jeg har hele tiden fornemmelsen af at gå glip af noget. Det tager lang tid at komme fra det ene sted til det andet, selvom den offentlige transport fungerer godt. Byen er bare meget stor. Jeg nyder det virkelig, når jeg er der. Men jeg er også glad for at være hjemme i København igen, hvor alting er mere overskuelig.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?

Tag til Wünsdorf syd for Berlin, hvor de gamle bunkeranlæg Maybach 1 og Zeppelin fra 2. verdenskrig og den kolde krig formodentlig vil slå benene væk under dig. Det er et enormt bunkeranlæg med metertykke betonmure, trapper, der fører langt ned under jorden, gammelt kommunikationsudstyr og meget andet. Bunkerne husede den øverste tyske militærkommando i 2. verdenskrig og nazisternes kommunikationscentral. Nogle af bunkerne blev destrueret, men Zeppelin-bunkeren blev frem til Murens fald brugt af den sovjetiske militærledelse i DDR. Man behøver ikke være militærinteresseret for at blive imponeret af denne imponerende tidslomme. Det er muligt at komme ned i bunkerne på guidede ture.

Ikke langt fra bunkerne findes også et militærhistorisk museum om Wünsdorfs 100-årige militærhistorie og om bunkernes historie. Derudover kan jeg absolut anbefale museet Roter Stern med en udstilling om de russiske tropper, om soldaternes hverdag og de usle vilkår, som de levede under, mens de aftjente deres værnepligt i DDR.

Sidst men ikke mindst ligger der nogle velbevarede og usædvanlige civilbunkere i byen. De er ikke underjordiske, men ligner høje hatte og bliver kaldt for ”Spitzbunker” eller ”Betoncigarer” på grund af deres specielle form. De er i flere etager, og man kan komme ind og gå rundt i hvert fald i den ene af dem.

Ellers har Wünsdorf skabt sig et ry som ”bøgernes by”, fordi der er masser af antikvariater, hvor man finder stort set alt. Det tager lidt over en time at komme dertil fra Berlin i regionaltog. Man finder praktiske oplysninger og billeder på hjemmesiden  og på Wikipedia.

En ven tog mig engang med til Classic Remise i Wiebestraße 36, en kæmpe udstilling af smukke, klassiske biler i et historisk sporvognsdepot fra ca. 1900. I modsætning til andre bilmuseer er det et levende sted med værksteder, bilbutikker og garager. Bilerne derinde er virkelig flotte, og arkitekturen i det store, smukt restaurerede sporvognsdepot gjorde indtryk på mig. Og så er det oven i købet gratis.

Ellers kan jeg anbefale den jødiske kirkegård i Berlin-Weißensee. Den er magisk. Den kæmpestore botaniske have med de mange glashuse er bestemt også et besøg værd.

Et lille, men udsøgt museum med ekspressionistiske malerier er Brücke-Museum.  Det kan kombineres med Kunsthaus Dahlem, som ligger direkte ved siden af.

Brücke Museum Dahlem Berlin

Brücke Museum i Dahlem. Læs mere om Brücke Museum og Kunsthaus Dahlem i indlægget “Gode oplevelser i udkanten af Berlin“.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?

For mig er det ”ægte Berlin” der, hvor jeg finder den brogede blanding af mennesker, som jeg kender fra Østberlin. Jeg tager til fx Pankow eller Weißensee for at opleve det. Før i tiden var det Prenzlauer Berg, men nu bor der tilflyttere fra Vesttyskland eller fra udlandet med en god økonomi.

De fleste af mine venner, som tidligere boede i Prenzlauer Berg, bor nu i Pankow. Pankow er en grøn bydel med flere store parker. Der er fx en hyggelig udendørs servering midt i Bürgerpark, hvor der også kan være gratis koncerter. Det er skønt at sidde der og se på de helt almindelige folk en sen eftermiddag eller tidlig aften. Det et godt eksempel på noget ”ægte” for mig.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?

Jeg kan godt lide de brede fortove, og at byen er så grøn med så mange træer. Man føler, at man har plads. Jeg elsker også diversiteten og tolerancen, de mange forskellige mennesker fra hele verden og de vildt forskellige bydele. Der er så meget at se og opleve!

Jeg holder også meget af de mange bagerier med gode, tyske kager. Og det store udbud af teatre og museer, mange i verdensklasse. Der er højt til loftet i Berlin, og når jeg fortæller om byen, savner jeg den!

Annette HerzogAnnette Herzog, født 1960, forfatter til børnebøger, radiohørespil og teatermanuskripter. Hun flyttede til København i 1991 for at genopfriske det danske sprog, som hun er uddannet i som tolk og oversætter på universitetet i Greifswald. Det endte med at familien bosatte sig permanent i Danmark, hvor hun i dag har 10 børnebørn i alderen fra et halvt til 12 år.

Erindringer om barndom i DDRSidste år udkom bogen “På vores side af Muren” på Dansklærerforeningens Forlag. Det er Annette Herzogs erindringer om barndommen i DDR skrevet for børn og unge – henvendt til 6.-9. klasse.

 

Annette Herzog Det der var”Det der var – Historier fra den anden side af muren”

udkom også i 2020 og er en erindringsbog om de første 30 år af hendes liv, hvor hun boede i DDR.

Læs her Vild med Berlins omtale af ”Det der var” .

 

Boganmeldelse: Der var liv, varme og humor i det grå DDR

Annette Herzog har skrevet en fremragende bog om de første 30 år af sit liv i DDR. Med både humor og alvor fortæller hun om at vokse op, uddanne sig og være ung mor i et land, hvor der ganske vist var propaganda, overvågning og undertrykkelse, men også mennesker med fællesskab og drømme om et andet liv.

Annette Herzog boede som barn i Großbeeren, hvorfra der var mindre end 20 km til det centrale Kreuzberg i Berlin. Hun boede i Bahnhofstraße, så man skulle tro, at hun og familien bare kunne gå til banegården og tage toget den korte strækning ind til storbyen. Men kort efter hendes fødsel var der rejst en mur omkring hele Vestberlin, så selv om man kunne skimte bydelens hvide højhuse, kunne man altså ikke rejse direkte dertil. Skinnerne fra banegården mod Berlin var skåret over.

Det beretter hun om i den nye erindringsbog “Det der var – Historier fra den anden side af muren”. Hun fortæller også, at man kunne godt komme til Berlin, men det krævede flere forskellige offentlige transportmidler og en stor omvej ind i Østberlin. Vestberlin forblev en hvid plet på landkortet. Også bogstaveligt talt, når man dengang kiggede på DDR’s bykort.

Regler for vestlig musik på DDR’s diskoteker

Der var ellers ifølge Herzog meget vestligt, der lokkede de unge i DDR – også selv om Vesten ifølge den statslige propaganda var ledet af onde mennesker, der stod for krig og udbytning. Vestlig musik og mode kunne myndighederne ikke holde isoleret fra DDR’s ungdom. Selv om de offentlige dansesteder ifølge reglerne højest måtte spille dekadent vestlig musik i 40 procent af et diskoteks åbningstid, så kunne alle synge med på Udo Lindenbergs ”Zonderzug nach Pankow”, for den blev hele tiden spillet på de vestberlinske radiostationer.

Samme Udo Lindenberg var med både sangen og sin direkte og meget antiautoritære henvendelse til DDR’s ”overindianer” Erich Honecker med til at gøde jorden for et spirende oprør. Meget kunne ikke siges direkte, men med blandt andet sin tøjstil kunne man signalere, at man var i opposition. Udslidt vestligt tøj kunne koste en mindre formue, fordi det var så populært i visse kredse.

Til gengæld var det billigt at bo i en kæmpestor lejlighed på 170 kvm på Kollwitplatz i Prenzlauer Berg. Huslejen var på 64 mark på et tidspunkt i 1980’erne, hvor Annette Herzog tjente 1200 mark om måneden.

Et tilbageblik fra Danmark

Hun har nu boet i København næsten lige så længe, som hun levede i DDR. Når valget i sin tid faldt på Danmark, skyldtes det især, at hun havde studeret dansk på universitetet i Greifswald. Hun flyttede hertil med familien i 1991, og på både tysk og dansk skriver hun bøger, der er udkommet på 20 sprog, primært børnebøger.

Når hun efter utallige opfordringer endelig har fået skrevet sin egen fortælling om DDR, har en af drivkræfterne blandt andet været, at hun gerne vil ”aflive den betonhårde myte om, at alt kun var kedeligt og gråt”, som hun skriver i forordet.

Det får hun gjort på fornem vis. Annette Herzog har fået venner fra DDR-tiden til at genopfriske hukommelsen, og udvekslingen af erfaringer, som bogen beskriver, og flere af forfatterens egne fortællinger vidner om et varmt, solidarisk, humoristisk og oprørsk fællesskab. Bogen føjer fine, personlige nuancer til de efterhånden mange beskrivelser af livet i DDR, og der er meget at hente for alle, der interesserer sig for denne periode i vores naboland.

Også udgivet som lydbog

Bogen er udgivet på forlaget Colibri. Den kan også lånes som både e-bog og lydbog på e-reolen. Lydbogen har en fin oplæser i Anne-Mette Johansen, men selvfølgelig ikke de mange interessante, historiske fotos som den trykte bog og e-bogen.

Vind bind fem i Volker Kutschers historiske krimiserie

Du kan nu vinde den nye danske udgave af bind fem i Volker Kutschers forrygende serie om politiefterforsker Gereon Rath.
Forlaget Lindhardt og Ringhof har doneret tre eksemplarer af bogen til udlodning på Vild med Berlin.

KONKURRENCEN ER SLUT OG VINDERNE ER FUNDET!

Volker Kutschers bogserie om kriminalkommissær Gereon Rath, der opklarer mordsager i Berlin i 1920’erne og 1930’erne, har fået ny opmærksomhed de senere år. Bøgerne danner nemlig grundlag for tv-serien Babylon Berlin, der har taget sine seere med storm både i udlandet og herhjemme.

De første fire tykke bind i serien er allerede udkommet i dansk oversættelse. Den 4. februar 2021 fulgte så femte bind, der bærer titlen ’Dem der faldt i marts’. Bøgerne giver et farverigt og detaljemættet billede af mellemkrigstidens Berlin. En by fyldt af spændinger mellem den spirende nazisme, anti-jødisk propagande og kommunisternes mobilisering i byen, der er præget af voksende arbejdsløs.

Bind fem: Dem der faldt i marts
Første bind i krimiserien udspiller sig i 1929, og i bind fem er vi nået til 1933, hvor Hitler er kommet til magten. Kriminalkommissær Gereon Rath har været hjemme i Köln, hvor han en tømmermændsramt morgen efter karnevallet får et telefonopkald, der sender ham tilbage til Berlin. En hjemløs krigsveteran er nemlig fundet død på togskinnerne ved Nollendorfplatz station, og Rath sættes på sagen.

Men Berlin er ikke, hvad den har været. Bogafbrændinger og marcher i gaderne er blevet hverdagskost, og nazisterne strammer deres greb om Tyskland.

Læs mere om hele Volker Kutscher-bogserien her

Sådan deltager du i udlodningen:
Læg en kommentar herunder om: Hvad savner jeg mest ved Berlin lige nu?

Bemærk: Vi modtager meget “spam” i vores kommentarfelter. Derfor bliver din kommentar først synlig, når vi har godkendt den.

Om konkurrencen:
Konkurrencen løber til og med onsdag 24. februar 2021. Den foregår også på Vild med Berlins sider på Facebook og Instagram. Vi finder vinderne gennem lodtrækning og kontakter dem direkte. Vinderne modtager efterfølgende deres bog direkte fra Lindhardt og Ringhof, der har doneret de tre bogeksemplarer til Vild med Berlins læsere.

Ny guidebog: Berlin Stories

Hvor finder du den bedste kaffe, den bedste döner, den bedste veganske restaurant, den bedste genbrugsbutik og de bedste barer og natklubber i Berlin? Det og meget mere giver Caroline Sølver sine personlige anbefalinger til i sin nye guidebog Berlin Stories.

Som Berlin-elsker kan man aldrig få for mange guidebøger om Berlin. Sådan er det bare! For Berlin er en by i konstant forandring. Der dukker hele tiden nye oplevelser, seværdigheder, spisesteder og butikker op, mens andre forsvinder, hvilket hurtigt gør din seneste Berlin-guidebog en smule forældet. Byens dramatiske historie og de klassiske vartegn og mindesmærker forandrer sig naturligvis ikke. Det er så heller ikke dem, Caroline Sølver har valgt at give plads til i sin nye guidebog Berlin Stories.

”I denne guidebog vil jeg ikke skrive om alle de klassiske turistattraktioner, for jeg regner med, at du allerede har set dem eller kender til dem. Jeg vil derimod tage dig rundt i mine yndlings-bydele og berette om, hvad de har at byde på, såsom hvor man finder den bedste kaffe, den bedste döner, og hvor du skal finde de oplevelser, der ikke står i de traditionelle guidebøger”, skriver Caroline i sin bog.

Berlin Stories fokuserer på bydelene Mitte, Prenzlauer Berg, Friedrichshain, Kreuzberg og Neukölln. Bogen er en lettilgængelig og taskevenlig guide til mere end 150 steder, seværdigheder og oplevelser i Berlin, som Caroline Sølver har udvalgt.

Ud over en lang række fristende beskrivelser af skønne caféer, restauranter og shoppingsteder giver bogen også tips til små gallerier, grønne åndehuller og steder, hvor man for alvor mærker historiens vingesus. Der er masser af ideer til nye steder at besøge for både førstegangsturisten og den mere erfarne gæst i Berlin.

Som supplement til Caroline Sølvers egne yndlingssteder har hun interviewet tre danske Berlin-kendere, der også deler nogle af deres personlige favoritsteder i Berlin. Nemlig arkitekt Sigurd Larsen, der har boet 11 år i Berlin. Journalist Liv Collatz, der har skrevet bogen ‘Berlin er’ og har boet i byen i flere omgange. Og journalist Ole Blegvad, der er forfatter til bogen ‘BerlinDK’ og ejer en ferielejlighed i Friedrichshain.

Vild med Berlin har fået lov at dele en håndfuld af Caroline Sølvers tips fra bogen:

Daluma i Mitte
Der er en vegan- og sundhedsbølge over Berlin, og denne bølge stod åbningen af Daluma i spidsen for, da de åbnede og introducerede Berlinerne for smoothiebowls. Dette sted er et paradis for veganere og sundhedsfreaks og er åbnet af to venner, der ville gøre det nemt for berlinerne at spise sundt, men samtidig godt og sjovt. Cafeen har et hav af friskpressede juices på halv-liter flasker, smoothiebowls, salater, morgenmad – og alle retterne er yderst insta-venlige.

Mrs. Robinson i Prenzlauer Berg
er en afslappet restaurant, der især er populær blandt lokale foodies. Her går alt op i en højere enhed, fra den gode stemning, de lækre naturvine og restaurantens menu i moderne bistro-stil, der er baseret på lokale produkter af høj kvalitet. De bliver serveret family style, så du kan smage en masse af de smagfulde retter.

Shakespeare and Sons + Fine Bagels i Friedrichshain
er nok et af de steder, jeg har besøgt allerflest gange i Berlin, og hvor jeg kan slå mig ned i mange timer, fordi stemningen bare er skøn. Beliggende i en tidligere østberlinsk boghandel kombinerer stedet fantastiske bagels og bagværk med et endnu mere fantastisk udvalg af engelsksprogede bøger. Er du glad for litteratur, kan du nemt købe dig fattig i det kæmpe sortiment. I cafeen skal du smage en bagel, en god kop kaffe og så skal du gøre dig selv en tjeneste at prøve deres chocolate chip cookie med sea salt, som er den bedste cookie, jeg nogensinde har smagt.

Overkill i Kreuzberg
er et mekka for sneakerfreaks. Her er et kæmpemæssigt udvalg af sneakers fra gulv til loft. Du kan både finde limited edition sneakers, der er svære at opstøve andre steder, og helt klassiske sneakers fra blandt andet Nike, Adidas, Puma og New Balance. Der findes nu to Overkill-shops, der ligger side om side, en til mænd og en til kvinder.

Körnerpark
er en skøn hemmelighed i Neukölln, nemlig en smuk slotshave, dog uden slot men med smukke trapper, et springvand og søjlegange. Der ligger et lille orangeri med cafe og galleri, og så kan du slænge dig på den fine græsplæne blandt blomsterbede.

OM FORFATTEREN
Caroline Sølver er 25 år og opvokset i København. Hun er bachelor i Interkulturel Markedskommunikation fra CBS. Efter gymnasiet boede hun tre år i Berlin, hvor hun udgav sin første guidebog “Then we take Berlin”. I dag bruger hun sin tid mellem København, Berlin og New York. Hun blogger om livsstil på Silverstories.dk, freelancer inden for marketing og arbejder på også at udgive guidebøger til New York og København.

Læs også Caroline Sølvers bidrag til serien Mit Berlin:
Det bedste ved Berlin er friheden

Berlin Stories er på 88 sider og kan købes på Silverstories.dk. Bogen koster 165 kroner som trykt udgave og 95 kroner som e-bog.

På gyngende gangbroer over vilde kaniner

Godt gemt i Volkspark Jungfernheide i Berlin ligger en anderledes forlystelse. En klatrepark, hvor børn og voksne kan udfordre deres højdeskræk oppe under trækronerne.

Af Chris Alban Hansen og Anna Freya Lykkegren, gæsteskribenter (tekst og fotos)

Lige på grænsen mellem lufthavnen Tegel og Charlottenburg Nord gemmer Berlin på en forlystelse for både børn og voksne. Waldhochseilgarten Jungfernheide er navnet på en klatrepark i Volkspark Jungfernheide, der føles mere som en skov end en park.

Klatrepark Berlin

Klatreparken er ikke synlig ude fra vejen, men går du ind og kigger op i træerne, opdager du pludselig firkantede platforme monteret til træstammerne. Og deroppe balancerer børn og voksne på forhindringer fra det ene træ til det næste i forskellige højder, mens vilde kaniner leder efter føde i skovbunden.

Adgangskrav: 150 cm med strakte arme

Alle over 150 cm, når man står på tæer og med armene strakt i vejret, er velkommne mod entré. Idéen er, at du får udleveret en klatresele, og du skal kunne nå op og låse dig fast i linen over dig, når du klatrer.

Du bliver naturligvis grundigt instrueret og får lov til klatre på prøvebanen 40 cm over jorden, før du slår dig løs på de virkelig udfordringer i trætoppene. Men derefter er du mere eller mindre på egen hånd.

I 2020 var der fire baner til mindre børn og ti baner til store børn og voksne. Antallet og udformningen af banerne kan variere fra år til år, da de jævnligt bygger om eller bygger nyt. Børnebanerne er lige så svære som voksenbanerne, men sikkerhedslinen sidder længere nede, så kortere arme kan nå op.

Waldhochseilgarten Jungfernheide

Voksenbanerne er inddelt efter sværhedsgrader med farver. Den grønne er lettest, og den sorte er sværest. Og det er ikke så meget højden, der er forskellen, som det er forhindringerne. På den grønne bane klatrer du op ad en stige til den første platform, og så går det derudaf på gyngende gangbroer og svævebaner.

Sort bane er for de trænede

På de stigende sværhedsgrader bliver forhindringerne mere ustabile, trapper er erstattet med klatrevægge, eller du må gå i armgang for at komme igennem forhindringerne. Det kræver flere besøg i klatreparken for at komme i form til den sorte bane.

Og for de fleste nybegyndere er der en overvindelse i at kaste sig ud fra en platform og stole på, at sikkerhedsudstyret holder. Det gør det heldigvis. Hver gang. Når først du har spændt dig fast på vej op ad den første trappe, så kommer du ikke ud af sikkerhedslinen, før du er igennem banen og står med fødderne på jorden igen. Og skulle du fortryde halvvejs igennem en bane på grund af angst eller udmattelse, er der trænere og reddere, der får dig sikkert ned på skovbunden igen.

Klatrepark for børn og voksne i det nordlige Berlin

Waldhochseilgarten Jungfernheide ligger uden for centrum, men der er offentlig transport hele vejen. Er du eller dine børn til en anderledes og udfordrende forlystelsespark, er det helt klart turen til en klatrepark i det nordlige Berlin værd.

Læs mere om praktiske oplysninger, booking og billetpriser på Waldhochseilgartens hjemmeside.

Adresse
Waldhochseilgarten Jungfernheide
Heckerdamm 260
13627 Berlin

Link: waldhochseilgarten-jungfernheide.de

– – –

Gæsteskribenterne Chris Alban Hansen og Anna Freya Lykkegren bor i Berlin med deres to børn på 7 og 5 år. Man kan være heldig at møde Anna og Chris som guider hos Berliner Unterwelten, der pga. af det begrænsede antal turister i denne coronatid desværre ikke har dansk-guidede ture for tiden.

Familien har i de seneste måneder kastet sig over farverigt tøjdesign med en butik på nettet: Color the soul. Se også deres side på Instagram.

Som alle andre blogindlæg på Vild med Berlin er heller ikke dette indlæg på nogen måde sponsoreret. Lysten til at dele vores Berlin-begejstring er det, der driver alle skribenter.

VIND: Afhopperne af Jesper Clemmensen

Du har nu mulighed for at vinde et eksemplar af den spritnye bog Afhopperne, der er Jesper Clemmensens tredje fortælling om koldkrigsflygtningene. Forlaget Lindhardt og Ringhof har doneret tre eksemplarer til udlodning blandt Vild med Berlins følgere. Læs hvordan du deltager længere nede i artiklen.

Jesper Clemmensen har gjort det til sit speciale at skrive om den kolde krig og DDR. Afhopperne er hans tredje bog om koldkrigsflygtningene.

Det var forbundet med stor risiko at forsøge at flygte over jerntæppet, der efter 2. verdenskrig delte Europa i øst og vest. Alligevel var der mange, der gjorde forsøget. Og en del, det lykkedes for.

En skøn sommersøndag den 24. juli 1960 hoppede Jan Rocek sammen med sin kone, svigermor og to små drenge over rælingen på den østtyske færge “Seebad Ahlbeck” og ned i vandet i Gedser Havn, hvorfra de blev reddet i land. Dagen efter gjorde familiens gode venner dem kunststykket efter. Dermed sluttede årtiers undertrykkelse af to jødiske familier i Østeuropa.

Jesper Clemmensens nye bog Afhopperne er en vild historie om at overleve holocaust, se det meste af sin familie blive udslettet og i 1960 på dramatisk vis flygte fra Prag og op gennem Østtyskland til friheden via Danmark.

Begge familieskæbner i bogen forsøgte under flugten at komme ud gennem Berlin, uden held. Men i 1960, cirka et år før Berlinmuren blev opført, var det muligt at rejse med færgen mellem Warnemünde og Gedser. Selvfølgelig uden mulighed for at gå i land. Færgeforbindelsen til Danmark blev alligevel familiernes vej til at undslippe kommunismen – takket været heltemodige danskere, der forhindrede færgens østtyske mandskab i at stoppe familiernes flugt.

Afhopperne er blevet til gennem interviews med hovedpersonerne dengang – bl.a. Jan Rocek, der stadig lever – og omfattende research i arkiver i Danmark, USA, Tyskland og flere østeuropæiske lande. I denne artikel fortæller Jesper Clemmensen om sit møde med 95-årige Jan Rocek.

Anmelder: ’Journalistisk historieskrivning i fornemste form’
Afhopperne har allerede fået sine første flotte anmeldelser:

“Jesper Clemmensen har skrevet sin hidtil bedste bog om flygtninge, der kom til Danmark via Østersøen … Det er journalistisk historieskrivning i fornemste form … Den står som en stele over dem, systemet bandt på mund og hånd. Men ikke ånd. Stor tak til forfatter og forlag for denne perle.” Sådan lyder det bl.a. i anmeldelsen på historie-online.dk, udgivet af Dansk Historisk Fællesråd. Læs hele anmeldelsen her.

Lolland-Falsters Folketidendes anmelder kalder bogen for “en decideret page-turner” og skriver bl.a.: “Og anden halvdel af bogen er simpelthen umulig at lægge fra sig med den accelererende spænding frem til springene ud i havnen i Gedser.”

SÅDAN DELTAGER DU I UDLODNINGEN:
Læg en kommentar om, hvem du gerne vil have som rejsemakker på din næste tur til Berlin + hvad du glæder dig mest til at opleve i byen.

OM KONKURRENCEN:
Konkurrencen løber til og med tirsdag 31. marts 2020. Den foregår også på Vild med Berlins Facebook-side og Instagram-side. Vi finder vinderne gennem lodtrækning og kontakter dem direkte. Vinderne modtager efterfølgende deres bog direkte fra forlaget.

Jesper forfatterfotoOM FORFATTEREN:
Jesper Clemmensen, født 1975, er uddannet journalist og har gjort det til sit speciale at skrive om den kolde krig og DDR.
Han debuterede i 2012 med “Flugtrute Østersøen – historien om ‘den usynlige mur’ mellem DDR og Danmark under den kolde krig“. Bogen vandt prisen som Årets historiske bog 2012.
I 2017 fulgte “Skyggemand – flugthjælper i den kolde krigs Berlin”.
20. marts 2020 udkom “Afhopperne”.

Læs Jesper Clemmensens besvarelse på en række spørgsmål i Vild med Berlins serie “Mit Berlin”.

Stammtisch #5 Århus: Jesper Clemmensen fortæller om koldkrigsflygtningene og Berlin

Med udgangspunkt i sine tre dokumentariske bøger fortæller Jesper Clemmensen om Berlins rolle i historien om koldkrigsflygtningene. Det sker ved Vild med Berlins femte Stammtisch-arrangement i Århus 28. marts 2020.

OPDATERET 17. MARTS:

Den nuværende corona-krise og nye restriktioner om ikke at mødes mere end 10 personer betyder, at vi må aflyse Stammtisch med Jesper Clemmensen den 28. marts. Vi forsøger at sætte en ny dato op med Jesper på et senere tidspunkt. Pas på jer selv og hinanden.

—————————————————-

Det var forbundet med stor risiko at forsøge at flygte over jerntæppet, der efter 2. verdenskrig delte Europa i øst og vest. Alligevel var der mange, der gjorde forsøget. Og en del, det lykkedes for.

Jesper Clemmensen er aktuel med bogen “Afhopperne”, der handler om to tjekkoslovakiske familier, som i 1960 forsøger at flygte over jerntæppet til Danmark. Begge familier forsøger undervejs at komme ud gennem Berlin, men må opgive. Den historie og mange andre flugtskæbner fra den kolde krig bliver fortalt ved et Stammtisch-arrangement lørdag den 28. marts på Fairbar i Århus.

Jesper Clemmensen er uddannet journalist og har gjort det til sit speciale at skrive om den kolde krig og DDR. Han debuterede i 2012 med bogen “Flugtrute Østersøen”. I 2017 fulgte “Skyggemand – flugthjælper i den kolde krigs Berlin”, og i marts 2020 udkommer “Afhopperne”. Ved Stammtisch-arrangementet vil det være muligt at købe og/eller få signeret Jespers bøger.

Læs mere om “Afhopperne” her og læs Jesper Clemmensens bidrag til Vild med Berlins serie “Mit Berlin”.

Stammtisch med Jesper Clemmensen sker i samarbejde med Kulturgesellschaft in Aarhus.

OBS! Deltagelse i Stammtisch er gratis, men på grund af det begrænsede antal pladser på Fairbar er tilmelding nødvendig via NemTilmeld via dette link. 

Vild med Berlins Stammtisch #5 i Århus
Tidspunkt: Lørdag 28. marts kl. 14.30 til 16.00
Sted: Fairbar, Klostertorvet, 8000 Århus C

”Berlinernes Berlin” – en bog med stor Berlin-begejstring

Journalisten Torben Kitaj har skrevet en bog, som er propfyldt med Berlin-indsigt. Den er glimrende, hvis man ønsker at blive klogere på den mangfoldige by og dem, der lever i den.

Torben Kitaj

I bogen ”Berlinernes Berlin”, der udkom i slutningen af 2019, fortæller den tidligere TV-A-reporter og udlandsredaktør Torben Kitaj om en lang række sider af både det historiske og det moderne Berlin. Han gør det over 260 sider, mange billeder og 54 korte kapitler i et flydende sprog.

Emnerne er blandt andet Stolpersteine, Willy Brandt, kolonihaver, Schnauze, Fussbier, Fussball, Asparges, KaDeWe, litteratur og berlinernes forhold til sociale medier. Så bogen kommer vidt omkring, men som med andre af den type rejsebøger er de mest vedkommende, når de er engageret skrevet ud fra personlige interesser og ikke bare opremser fakta og pligtstof.

Fortællestemmen er ikke bare Torben Kitajs. I 19 af kapitlerne supplerer han med korte interviews med mennesker, der enten bor eller har boet i Berlin, og som alle har interessante ting at fortælle om byen. Nogle af interviewpersonerne optræder også i Vild med Berlins serie ”Mit Berlin”: Peter Tudvad, Boris Boll-Johansen, Lene Tymoshenko, Jørgen Smidstrup, Hans Christian Post og Rasmus Therkildsen.

Torben Kitaj har også selv bidraget til serien med indlægget “Berlin er en mangfoldig by med en lyslevende historie“. Han holder oplæg ved Vild med Berlins 10. Stammtisch-arrangement på Berlin Bar på Frederiksberg søndag 15. marts 2020 kl. 13. Deltagelse er gratis, men kræver tilmelding. Læs mere og tilmeld dig via NemTilmeld her.

Hvis du ønsker at nære Berlin-længslen i den våde vintertid, er det en glimrende idé at få fat i ”Berlinernes Berlin”.

Find bogen

Torben Kitaj: Berlinernes Berlin
249,95 kr., Forlaget Turbine