Mit Berlin #42: Berlin lokker mig ud i nye sider af mig selv

Kristine Brodam Lorentzen har de seneste tre år boet i Berlin og har lært byen rigtig godt at kende. Fremover deler hun ud af sin viden om og fascination af Berlin og alle dens muligheder til Vild med Berlins følgere.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Første gang jeg var i Berlin, var jeg højgravid og kunne kun lige overskue at opleve byen ved at gå fra bænk til bænk – og heldigvis er der mange parker med bænke i Berlin. Næste gang var jeg på en mission: Vi skulle overbevise vores børn om, at det var en god ide at flytte til Berlin. Så her oplevede jeg Berlin ved at gå fra legeplads til iscafé og videre til legeplads. Heldigvis har Berlin også masser af legepladser.

Da vi så var flyttet herned, og jeg skulle opdage Berlin selv, var mit møde med berlinerne faktisk lidt hårdt. Jeg syntes, de var så sure, bedrevidende og moraliserende. En gang, da jeg støder sammen med en kvinde på vej ud af U-bahn, og jeg automatisk undskylder, kigger hun forurettet på mig og spørger med foragt “Warum entschuldigst du dich”?

Jeg blev ærlig talt paf. Men så forstod jeg. Hvorfor undskylder jeg egentlig? Og lidt efter lidt begyndte jeg at nyde de små skænderier, jeg kan have med berlinerne i løbet af en dag. Diskussionerne om, hvorvidt en har snydt sig foran i køen. Brokkeriet over ventetid. Uenighederne om, hvorvidt jeg er en uansvarlig mor, når jeg cykler med mine børn. Og når man så har udvekslet et par uhøfligheder, kan der ske det – for mig fuldstændigt uforståelige – at personen, du har småskændtes med, åbner op, og vi kan ende med have en helt hyggelig snak.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Dobbeltsidet. Jeg oplever hele tiden nye sider af Berlin, og samtidig har jeg konstant en fornemmelse af at gå glip af noget.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Berlin lokker mig ud i nye sider af mig selv. Og det er let at give plads til alle sider af sig selv i Berlin.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Mit kvarter, Kreuzberg – og lige derefter Neukölln. Her er hipster-bagerier naboer til brune Bierkneiper og arabiske grønthandlere. Her får du de bedste dönere, du finder det bedste loppemarked, og du har de skønneste parker. Her er kort sagt alt, hvad du behøver.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Jeg har så mange! Og jeg vil også skrive løbende om det på Vild med Berlin, men jeg kan nævne et par her. Den bedste restaurantoplevelse, jeg har haft i Berlin, er uden sammenligning Mrs Robinson’s på Pappelallée i Prenzlauer Berg. Jeg drømmer stadig om det blæksprutte-spyd, jeg spiste der for alt for længe siden.

Mine børn elsker Umami på Bergmannstraße i Kreuzberg, og især hvis vi kan få de pladser, hvor man sidder på gulvet og spiser.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Jeg finder guld fra andres gemmer med min ældste på loppemarkedet ved Maybachufer. Jeg spiller bordtennis med min søn, hvis vi kan få plads ved de populære borde. Jeg opdager nye legeplader og nye venner med min yngste. Og vi samles allesammen på Tempelhofer Feld og henter iskolde sodavand fra den nærmeste Späti og spiser take-away, mens vi nyder solnedgangen.

Tempelhofer_Feld

Hyggestund med familien i solnedgangen på Tempelhofer Feld.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Jeg er ret betaget af forladte gamle bygninger. Hvis du også er til det, så find f.eks. en udstilling i en gammel bunker, en tidligere fabrik eller et nedlagt lager – det kunne være Boros Bunker, Alte Müntze eller Kraftwerk Berlin – og nyd både udstillingen og den helt særlige stemning, der i de gamle lokaler. Hvis du er til imposante bygninger, så er Mäusebunkeren lige noget for dig. Bygningens korrekte navn er “Forschungseinrichtung für experimentelle Medizin” og er godt gemt i boligkvarter og bag hegn og træer, men med lidt snilde kan du godt få listet dig tæt nok på til at mærke bygningens imposante karakter.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Cykelstier. Manglen på cykelstier, kvaliteten af cykelstier og alle de ikke-cyklister, der benytter cykelstien. Berlin kunne let være den perfekte cykelby, men der er lidt vej endnu.

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Min ældste glæder sig til, at hun skal høre Beach Bunny på Hole 44, mens de to andre mest glæder sig til, at vi snart skal se Siegfried und Joy, tryllekunstnere og komikere. Jeg glæder mig over, at det lykkedes mig at få billetter til en rundvisning på den nye udstilling på Boros Collection.

Kristine Brodam Lorentzen, født 1978, uddannet cand.scient.pol. og har tidligere arbejdet med politisk kommunikation.

For tre år siden flyttede hun med sin mand og deres tre børn til Berlin. Her er hun i dag hjemmearbejdende som Hausfrau, der sørger for familie og hjem. Kristine har stor kærlighed til Berlin og byens mange tilbud og muligheder.

Du kan følge Kristine på hendes Instagram-profil Hungry Hausfrau.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *