Mit Berlin #38: Stasi førte protokol over min første overnatning

Tove Fleischer flyttede til DDR i 1981 for at blive forenet med faderen til sit barn. Der levede hun og den familie, der snart blev til fem, frem til 1989, hvilket hun beretter medrivende om i sin bog ”Kærlighed i socialismens tid”. Her svarer hun på Vild med Berlins spørgsmål.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?

Mine første berlinoplevelser bestod af banegårde! Som alle rigtige storbyer har byen altid haft mange banegårde, benævnt efter de byer eller de områder, de servicerede: Stettiner Bahnhof, Frankfurter Bahnhof, Anhalter Bahnhof, Görlitzer Bahnhof, Dresdner Bahnhof og mange flere, som ikke overlevede krigen og Berlins deling.

Da jeg kom til Berlin for første gang i juli 1969, var det med nattoget fra København, Østersøekspressen, der først kørte til Ostbahnhof, hvor alle DDR-borgere skulle forlade toget, så til Bahnhof Friedrichstraße, hvor toget blev grundigt gennemsøgt, og så fortsatte det til Bahnhof Zoo i Vestberlin. Jeg var på vej til Tjekkoslovakiet, så jeg skulle kun til Ostbahnhof, der var knudepunkt for togtrafikken til alle de østeuropæiske hovedstæder.

Ostbahnhof var virkelig en knytnæve i synet på en 18-årig dansker, grim, beskidt, fyldt med uvenlige mennesker og hyldet ind i den særlige luft, som var overalt i Østeuropa – dårligt forbrændt benzin, kulos, desinfektionsmidler, sure toiletter og den særlige duft af østeuropæiske cigaretter. Perroner og ventesale var overfyldt, fordi de fleste internationale tog var forsinkede, ofte med flere timer.

Folk sad med deres pakkenelliker og papkasser og gamle kufferter omviklet med snor, og det var som at være landet i en flygtningestrøm lige efter krigen. Når et af de forsinkede tog så endelig kørte ind på en perron, blev det bestormet med en vildskab, jeg slet ikke havde tiltroet de lidt sølle udseende passagerer, bagage blev rakt ind gennem vinduerne, og der blev råbt og skreget på sprog, jeg ikke kunne identificere. Jeg var dybt fascineret!

Men mest imponerende var Bahnhof Friedrichstraße, hvor der var to afdelinger: En hvor alle de normale østberlinske S-tog havde endestation, og hvor almindelige DDR-borgere kunne færdes frit, og så en afspærret afdeling, hvor de internationale tog kørte, og hvorfra S-toget til Vestberlin udgik.

Der var sat skillevægge op mellem sporene, så når man stod i ”østafdelingen”, kunne man sagtens høre togene i ”vestafdelingen”, men man kunne ikke se dem. Hvis man skulle rejse fra øst mod vest, skulle man først forlade ”østafdelingen” og så gå ind ad en anden indgang (gennem ”Tränenpalast”), hvor der var udrejsekontrol, hvorefter man ad meget labyrintiske gange blev ledt op på ”vestperronen”.

Første gang jeg overnattede i Berlin var den 23.-25. juni 1978. Jeg havde forelsket mig i en østtysker fra Leipzig, og jeg var blevet gravid. For at vi kunne mødes, havde jeg købt en tredages rejse til Østberlin, hvor vi overnattede på det nybyggede hotel Metropol, som lå lige over for Bahnhof Friedrichstraße. Vi boede i værelse 922. Det ved jeg, fordi Stasi omhyggeligt førte protokol! Hotellet findes stadig under navnet Maritim pro Arte.

Vi brugte også senere Østberlin som mødested, inden jeg fik lov til at bosætte mig i DDR. Så boede jeg på Hotel Stadt Berlin på Alexanderplatz. Det hedder i dag Park Inn.

Tove Fleischer og Klara Fleischer

Tove og Klara foran Hotel Stadt Berlin i foråret 1979

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?

Det er en by, jeg aldrig bliver færdig med. Den rummer alt det fantastiske ved Tyskland – og alt det hæslige.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?

Som besøgende nyder jeg de rigtig gode offentlige infrastrukturer, som gør det nemt at komme rundt, selv om man ikke er stedkendt. Det gastronomiske niveau er højt, og man kan få meget god mad til relativt beskedne penge.

Og så er der altid et eller andet sted, hvor man ikke har været endnu. Men det bedste ved Berlin er, at byens popularitet har fået danskerne – og folk fra mange andre lande – til at interessere sig for Tyskland og det tyske sprog på en positiv måde.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?

Kvarteret omkring teatret Berliner Ensemble (Brechts teater) og Bahnhof Friedrichstraße. Det var her, det østberlinske kulturliv foldede sig ud med Deutsches Theater og Friedrichstadtpalast kun få hundrede meter fra Berlinmuren. Friedrichstadtpalast blev indviet i sin nuværende skikkelse i 1984 og var DDR’s største revyteater. Ingen anede, at staten kun havde få år tilbage af sin eksistens.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?

At besøge Berlinerfilharmonien. Det er ikke specielt originalt, men når man som jeg næsten udelukkende hører klassisk musik, er det en absolut totaloplevelse.

Det var også tankevækkende at se udstillingen om Emil Nolde, som var på Hamburger Bahnhof i sommeren 2019. Her blev fremlagt dokumentation for, at Nolde – som for øvrigt var dansk statsborger – lige til sin død i 1956 var overbevist nazist. En dokumentation, som må have været kendt i adskillige kredse, men som man åbenbart ikke ønskede frem. Nolde iscenesatte sig selv som nazi-offer og fik hele verden til at hoppe med på det. Gør det nu hans billeder dårligere?

Tove og Holm Fleischer

Tove og Holm Fleischer har boet i Århus siden 1989. Her er en selfie foran Brandenburger Tor i 2019.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?

Die StäV am Schiffbauerdamm. StäV står for Ständige Vertretung, hvilket var navnet på den vesttyske repræsentation i Østberlin, som blev åbnet i maj 1974. Vesttyskland anerkendte aldrig Østtyskland diplomatisk, så derfor hed det ikke en ambassade. Efter genforeningen lukkede Ständige Vertretung. I 1997, da regeringen blev flyttet fra Bonn til Berlin, åbnede to gastronomer fra Bonn restauranten ”Ständige Vertretung des Rheinlandes”, således at de mange embedsmænd, der måtte flytte med, ikke kom til at savne den lokale rhinske gastronomi.

Beliggenheden på Schiffbauerdamm er ikke specielt idyllisk, der er udsigt til bagsiden af Bahnhof Friedrichstraße og den jernbanebro, hvor S-togene mod vest kører, og som tidligere var afblændet, så man ikke kunne se dem. Det er et stort og støjende lokale, fyldt med politisk historie og masser af humor. Om sommeren kan man sidde udenfor på ”Rheinterrassen” og kigge på Spree.

Lige ved siden af ligger Berliner Republik, som også er stort, støjende og underholdende. Ligesom Berlin selv.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det ægte Berlin?

Til Berlin!

Tove FleischerTove Fleischer, født 1951. Studerede slaviske sprog og dansk ved universiteterne i Aarhus og Prag. Hun flyttede i 1981 til Leipzig i DDR for at leve sammen med Holm Fleischer, far til hendes datter og de to øvrige børn, de fik sammen i DDR.

1981-89 boede hun i Leipzig, hvor hun arbejdede som oversætter og lærer. I 1989 flyttede familien til Aarhus, og Tove Fleischer arbejdede indtil sin pensionering som underviser i dansk for udlændinge. I bogen “Kærlighed i socialismens tid” beretter hun om sine oplevelser og refleksioner fra tiden i DDR. 

Læs Vild med Berlins omtale af “Kærlighed i socialismens tid”.

Læs mere om Vild med Berlins Stammtisch-arrangementer med Tove Fleischer i Århus og København i begyndelsen af 2020.

Stammtisch #3 i Århus og #9 i København: En danskers dagligliv i DDR

Til Vild med Berlins Stammtisch-arragementer i Århus og København fortæller danske Tove Fleischer om sine oplevelser som borger i DDR 1981-1989 og uddyber nogle af beretningerne i bogen “Kærlighed i Socialismens tid”.

Tove Fleischer

Tove Fleischer er forfatter til den anmelderroste bog “Kærlighed i socialismens tid – Et dansk liv i DDR”, der tidligere i 2019 udkom i en ny udgave. Hun flyttede i 1981 med sin lille datter fra Århus til DDR, hvor hun levede frem til 1989. I Leipzig boede nemlig faderen til barnet, DDR-borgeren Holm Fleischer, og i de efterfølgende år fik de yderligere to børn.

I “Kærlighed i socialismens tid – Et dansk liv i DDR” beretter hun om sine refleksioner over systemet og om de daglige udfordringer under de materielt set ret barske forhold.

Bogen er fyldt af medrivende og knivskarpe erindringsglimt om ikke mindst de mange modsætninger mellem DDR-styrets udmeldinger og borgernes oplevelser under “den reelt eksisterende socialisme”.

Til Vild med Berlins 3. Stammtisch-arrangement på Fairbar i Århus og 9. Stammtisch-arrangement på Berlin Bar på Frederiksberg fortæller Tove Fleischer om sine oplevelser og uddyber nogle af beretningerne i bogen.

Deltagelse i Vild med Berlins Stammtisch i Århus er gratis og kræver ikke tilmelding, men markér gerne på Facebook, om du har tænkt dig at komme.

Deltagelse på Berlin Bar på Frederiksberg kræver tilmelding. Der er i på nuværende tidspunkt ingen ledige pladser, men skriv dig på venteliste hos NemTilmeld, hvis du er interesseret.

Vil du være sikker på at få information om Vild med Berlins arrangementer i Århus og København, er det en god ide at tilmelde dig vores gratis nyhedsbrev eller melde dig ind i en af Facebook-grupperne “Vild med Berlins Stammtisch i Århus” eller “Vild med Berlins Stammtisch i Hovedstaden“.

Stammtisch #3 i Århus
Lørdag 18. januar 2020 kl. 14.30
Fairbar
Klostertorvet 6
8000 Aarhus C
Kræver ikke tilmelding

Stammtisch #9 Kbh.
Søndag 2. februar 202 kl. 13.00
Berlin Bar
Gl. Kongevej 147
1850 Frederiksberg
Tilmelding via NemTilmeld (Venteliste)

 

 

Boganmeldelse: Et helt unikt indblik i livet i DDR

Tove Fleischers ”Kærlighed i socialismens tid” er en velskrevet og medrivende bog til alle, der ønsker viden om livet i DDR set med danske øjne. Den er for nylig udkommet i en ny, opdateret udgave.

Hvorfor forlader man frivilligt det danske velfærdssamfund i 1981 og flytter til DDR for at bo der de næste otte år? Og hvordan var det at leve i det østtyske samfund med mangel på stort set alt samtidig med, at man måtte affinde sig med overvågning og overdrevne bureaukratiske kontrolforanstaltninger?

Det første spørgsmål lader sig hurtigt besvare, når man læser Tove Fleischers bog ”Kærlighed i socialismens tid – Et dansk liv i DDR”. Det fremgår da også af titlens første ord. Den unge danske kvinde møder 1975 i Jugoslavien en jævnaldrende, mandlig DDR-borger. Det fører efter gensyn i DDR til graviditet og fødsel af en fælles datter – og efter moden overvejelse og imod råd fra nærtstående til en ansøgning om permanent indrejse til det land, hvorfra trafikken på dette tidspunkt i tiltagende grad gik den modsatte vej.

Spørgsmålet om livsbetingelserne for den danske kvinde og hendes lille familie, der med tiden øges med yderligere to børn, skal man læse bogen for at få et rigtig velskrevet indblik i. Man kan roligt sige, at Tove Fleischer ikke ikke en af den slags tilflyttere, der fortrækker ”den virkeliggjorte socialisme” af ideologiske årsager, og hun var tydeligvis et fremmedelement for magthaverne i DDR.

En lugt af benzin og brunkul

Det har magthaverne sandsynligvis på fornemmelsen, for hendes ansøgning om indrejsetilladelse trækker i langdrag. Og de får i den grad med en kvinde at gøre, som ikke bare finder sig i de faktiske forhold i hverdagens DDR. Det er der flere eksempler på i bogen, der rummer erindringer så knivskarpe, så man næsten kan mærke den dårlige boligstandard og lugte osen fra bilernes totaktsmotorer og den brunkul, der blev brugt til opvarmning.

Bogen er tidligere udgivet under titlen ”Kærlighed i kommunismens tid”, men forlaget havde svigtet, så der både var mange blanke sider, byttet om på kapitler og en del korrekturfejl. Alligevel fik første udgave fem hjerter/stjerner i henholdsvis Politiken og Jyllands-Posten. Man skal altså have fat i den nyeste udgave, ”Kærlighed i socialismens tid”, hvis man vil læse bogen uden fejl.

Kom til Stammtisch med Tove Fleischer i Århus og København

Som nævnt rummer bogen detaljerede erindringsbilleder. Om Tove Fleischer dengang skrev dagbog, eller om hun har en rigtig god hukommelse, kan man få lejlighed til at spørge hende om, når hun optræder ved Vild med Berlins Stammtisch-arrangementer i Århus 18. januar 2020 og på Berlin Bar på Frederiksberg 2. februar 2020.

Til førstnævnte møder man bare op på Fairbar kl. 14.30. Arrangementet på Berlin Bar 2. februar kræver tilmelding og er allerede fyldt op, men man kan skrive sig på venteliste.

En god gave til dem, der er interesserede i Tysklands historie

BoegerSammen med 10 andre gode bøger er ”Kærlighed i socialismens tid” på Vild med Berlins inspirationsliste, hvis man skal finde en god boggave til én, der er vild med Berlin samt tysk kultur og historie. Se listen her.

11 gode gaveideer til dem, der elsker at læse om Berlin

Mangler du inspiration til din egen juleønskeliste, eller skal du give en gave til en, der er vild med Berlin, Tysklands fascinerede historie eller bare en god fortælling? Så har du her en liste med 11 gode bøger, som vi har stor fornøjelse af her på Vild med Berlins redaktion.

Bøgerne vises med den nyeste udgivelse øverst. I øvrigt: Vild med Berlin er helt og aldeles uafhængig. Vi modtager ikke nogen form for betaling for at anbefale bøger, men gør det udelukkende, fordi vi selv kan lide dem.

Bogudlodning

Neil MacGregor: Tyskland – Erindringer om en nation

Et grundigt værk på 638 velskrevne sider med det hovedbudskab, at Tyskland ikke har én samlende fortælling om sin egen historie. “Der findes til dato ingen bedre kulturhistorisk indføring i tysk historie,” citerede vi Süddeutsche Zeitung for i vores omtale af bogen.

Udkom 8. november 2019. Køb bogen via Gads Forlag.

vi_elsker_stadig_berlin

Sissel-jo Gazan: Vi elsker stadig Berlin

Opdateret og udvidet udgave af guidebogen, der første gang blev udgivet i 2015. Nu med 65 ekstra sider og en række anbefalinger til byens yngre gæster fra Sissel-Jo Gazans 17-årige datter. Vild med Berlin udlodder tre eksemplarer af bogen frem til 3. december 2019.

Udkom 7. november 2019. Køb bogen via Politikens Forlag.

Lykke Friis: Håbets Europa i 89 billeder

1989 var håbets år med Berlinmurens fald og Den Kolde Krigs afslutning. Med ikoniske, men også mindre kendte billeder, ser Lykke Friis i bogen tilbage på 1989 og gør status. Læs Vild med Berlins omtale.

Udkom 6. september 2019. Køb bogen via Gads Forlag.

Tove Fleischer: Kærlighed i socialismens tid

Tove Fleischer flyttede i 1981 med sin lille datter fra Århus til DDR for at leve sammen med faderen, DDR-borgeren Holm Fleischer. Bogen er fyldt af medrivende og knivskarpe erindringsglimt om ikke mindst de mange modsætninger mellem DDR-styrets udmeldinger og borgernes oplevelser under “den reelt ekisterende socialisme”. Den er tidligere udkommet under en anden titel “Kærlighed i kommunismens tid”, der – trods visse tekniske fejl, som nu er rettet – fik rigtig gode anmeldelser. “Et helt unikt indblik i livet i DDR”, skrev vi på Vild med Berlin.

Udkom 18. juni 2019. Køb den hos BoD.

 

Andreas Monrad Pedersen: Åbne hænder

”En mursten af en spændingsfortælling, der rummer knivskarpe billeder af Berlin fra 1980 og frem til nutiden”, skrev vi i september i vores omtale af den 650 sider store roman.

Udkom 2019. Køb bogen via Forlaget Mellemgaard.

Bo Morell: Berlin med andre øjne

Den forhenværende gymnasielektor Bo Morell har samlet en stor del af sin enorme viden om mange sider af byen – ikke mindst de alternative – i en meget tætskrevet bog på 232 sider med næsten 800 stikord i registreret! En nødvendig opslagsbog for alle store Berlin-nørder. Bo Morell prøver at se Berlin med andre øjne.

Udkom 12. november 2018. Køb bogen hos Saxo.

Lene Tymoshenko: På kanten i Berlin

Scenen er Berlin efter Murens fald, hvor Lene Tymoshenko har boet siden 1992. Hun beretter om bz-miljøet, idealister, livskunstnere, illegale på flugt, truslen fra ordensmagten og nynazistiske bander, seksuelle eksperimenter, bordeller og sexarbejde. Autenticiteten i den farverige pallette understreges nærmest af den mangelfulde korrekturlæsning. Læs mere om bogen.

Udgivet 11. maj 2017. Køb bogen hos Saxo.

Lucia Jay von Seldeneck, Carolin Huder, Verena Eidel: 111 steder i Berlin som du skal se

En alternativ guidebog, der viser rundt i alternative, spøjse krinkelkroge i Berlin. Bogen er oversat og fordansket af Teddy Petersen, foredragsholder og Berlin-rejsearrangører, der har bidraget til Vild med Berlins serie ”Mit Berlin”.

Udgivet i 2. opdaterede oplag i 2017. Køb bogen hos Frydenlund.

Jesper Clemmensen: Skyggemand

På baggrund af interviews og grundige arkivstudier har Jesper Clemmensen skrevet en medrivende fortælling om dem, der hjalp DDR-borgere med at flygte til Vesten i årene efter, at Muren var rejst. Læs mere om bogen her på bloggen. Se også hans bidrag til serien ”Mit Berlin”: ”Byen sænker pulsen og tænder for de store følelser.”

Udkom i 2017. Køb bogen hos Gyldendal.

Alice Persson: Kollega Persson

Alice Persson boede i Østberlin i årene 1975-77, hvor hun arbejdede på DDR’s statsradio. Stasi, DDR’s hemmelige politi, forsøgte forgæves at rekruttere hende. Hun fortæller om sine oplevelser og refleksioner i bogen og har også bidraget til en flot dokumentar hos DR og Vild Med Berlins serie ”Mit Berlin”.

Udkom 23. maj 2016. Køb bogen hos Egolibris.

Jesper Bugge Kold: Land i datid

En fængende roman om 30-årige Andreas fra København, der rejser til Berlin for at blive klogere på sin myrdede biologiske far. Det fører til en overraskende rejse, der byder på barsk viden om løgne, magtmisbrug og Stasi-forbrydelser. Romanen bygger på omfattende research  bl.a. i Stasi-arkiverne. Læs mere om bogen.

Udgivet 8. april 2016. Køb bogen hos Turbine Forlaget.

Vind guidebogen ’Vi elsker stadig Berlin’ af Sissel-Jo Gazan

Forfatteren Sissel-Jo Gazan har netop udgivet en opdateret udgave af sin populære storbyguide fra 2015. Bogen ’Vi elsker stadig Berlin’ indeholder 65 ekstra sider og som noget nyt også anbefalinger fra Sissel-Jos 17-årige datter, Lola.
Politikens Forlag har doneret 3 eksemplarer af den nye guidebog til udlodning på Vild med Berlin. Læs hvordan du deltager længere nede i artiklen.

Sissel-Jo Gazans nye guidebog ’Vi elsker stadig Berlin’ er 216 velskrevne og veloplagte sider spækket med personlige anbefalinger og tips. Her finder du inspiration til nye spændende restauranter, frisører, butikker, hoteller, caféer, cocktailbarer, gallerier, loppemarkeder, museer, veganercafeer, parker, museer, og hvad der ellers er værd at opdage i Berlin.

Gennem hele bogen deler 17-årige Lola Gazan – datter af Sissel-Jo – ud af sine yndlingssteder og bedste tips til unge berlinelskere. Lolas bidrag er fremhævet som blå tekst, så de er nemme at finde. Hendes tips gør bogen ekstra velegnet til familier, der rejser sammen med deres store børn og teenagere.

Bogen indeholder også otte miniportrætter af mennesker, der er flyttet til Berlin, og som i bogen fortæller om deres yndlingsaktiviteter og favoritsteder i byen.

Hostellet Die Fabrik i Kreuzberg er en af bogens hotelanbefalinger. Foto: Joachim Gern.

Ud over at dele rundhåndet ud af sine personlige favoritsteder og sin store kærlighed til Berlin reflekterer Sissel-Jo også over byens mindre flatterende sider og bagsider. Fx fortæller hun i kapitlet ’Arm aber Sexy’ om sit møde med en berlinsk taxachauffør, der gør hende opmærksom på, at Berlin nok er billig at færdes i for turister, men for mange af byens indbyggere er Berlin absolut ikke billig at leve i. Berlinerne selv er udfordret af høj arbejdsløshed, meget lave lønninger samt ejendomsinvestorer, der presser huslejerne op og dermed bl.a. medvirker til stigende priser på mad og dagligvarer.

I ’Vi elsker stadig Berlin’ har 9 af Berlins mest populære kvarterer fået hvert sit kapitel, nemlig Mitte, Wedding, Prenzlauer Berg, Friedrichshain, Kreuzberg, Neukölln, Schöneberg, Tiergarten og Charlottenburg.

Ud over et stikordsregister er bogen også udstyret med et emneregister, så man hurtigt kan finde det, man søger, i kategorier som fx Hoteller, Med Børn, Markeder, Shopping og Restaurant, café og bar. Bogen indeholder også bykort og et nyttigt gaderegister.

Du kan gratis læse eller høre et uddrag af bogen her.

SÅDAN DELTAGER DU I LODTRÆKNINGEN
Læg en kommentar herunder, hvor du fortæller om: Hvilken Berlin-bog har inspireret dig mest til gode oplevelser i Berlin?

Bemærk: Vi modtager meget “spam” i vores kommentarfelter. Derfor bliver din kommentar først synlig, når vi har godkendt den.

Sissel-Jo Gazan er især fan af de små tærter i Konditorei Du Bonheur, der ligger skråt over for U-Bahn-stationen Bernauer Strasse. Foto: Joachim Gern. Vild med Berlin har også besøgt stedet og anbefaler også gerne deres meget lækre kager.

OM KONKURRENCEN
Konkurrencen løber til og med tirsdag 3. december 2019. Den foregår også på Vild med Berlins Facebook-side og Instagram-side. Vi finder vinderne gennem lodtrækning og kontakter dem direkte. Vinderne modtager efterfølgende deres bog direkte fra Politikens Forlag.

OM FORFATTEREN
Sissel-Jo Gazan, født i Aarhus i 1973. Hun er romanforfatter og biolog med speciale i dinosaurer. Sissel-Jo debuterede i 1995 med romanen ’Når man kysser i august’ og fik sit internationale gennembrud med videnskabskrimien ’Dinosaurens fjer’ i 2008.

Hendes seneste bestsellerroman ’Blækhat’ fra 2017 foregår i Berlin og Aarhus.

Sissel-Jo Gazan flyttede i 2005 til Berlin, hvor hun stadig bor med sine tre børn. I 2015 udgav hun guidebogen ’Vi elsker Berlin’, som nu er udsendt i en opdateret udgave.

Udlodning af ny bog om Tysklands historie

(Vinderne er fundet) Vild med Berlin udlodder 3 eksemplarer af en ny bog: ‘Tyskland – Erindringer om en nation‘ i samarbejde med Gads Forlag. Tyskland har igennem de seneste 150 år været den centrale magt i Europa. En ny tysk stat kom til verden for 30 år siden, da Øst- og Vesttyskland blev genforenet. Men hvor godt kender vi egentlig dette nye Tyskland? Og hvordan forstår tyskerne sig selv?

Opdateret 20. november 2019: De 3 vindere i bogudlodningen er fundet, og de er blevet kontaktet direkte.

Forfatter Neil MacGregor. Foto: Martin Godwin.

“Der findes til dato ingen bedre kulturhistorisk indføring i tysk historie.” Sådan lød det fra Süddeutsche Zeitung, da bogen ‘Tyskland – Erindringer om en nation’ oprindeligt udkom på engelsk.

I bogen  argumenterer forfatter Neil MacGregor for, at Tyskland – til forskel fra alle andre europæiske lande – ikke har en samlende fortælling om sin egen historie. Både geografi og historie har altid været ustabile størrelser i Tyskland.

I hovedparten af de 500 år, som bogen omhandler, har Tyskland tilmed bestået af mange selvstændige politiske enheder med hver sin historie. Dertil kommer, at enhver bekvem national historie, som tyskerne måtte have fortalt sig selv før 1914, blev tilintetgjort af begivenhederne i de følgende 30 år.

Tysklands historie er således grundlæggende fragmenteret, men omfatter erindringer, erfaringer og oplevelser, som deles af mange tyskere. MacGregor har i denne bog udvalgt en række genstande, ideer, folk og steder, som stadig vækker genklang i det nye Tyskland – porcelæn fra Dresden og murbrokker fra samme bys ruiner, Bauhaus-design og tyske pølser, Karl den Stores krone og porten til koncentrationslejren Buchenwald – for at vise os noget om tyskernes referencerammer.

Bogen er et digert værk på 638 sider med masser af billeder til at underbygge fortællingen. Berlin fylder naturligvis en del i bogen, bl.a. i beskrivelser om nazitiden, DDR-tiden, Murens fald og den tyske genforening.

Et kort uddrag fra bogen:

“Det er nu 30 år siden, at Muren faldt , og næsten lige så længe siden, at et nyt Tyskland blev født. I denne periode har tyskerne gjort en kolossal indsats for at tænke klart og modigt over deres nationale historie. Genforeningen af Tyskland faldt sammen med en mere klarsynet historisk undersøgelse af en stor del af den tyske befolknings medskyld i forbrydelser, man længe blot havde tilskrevet “nazisterne”. Efterhånden som Berlin er blevet genopbygget, har der været et bevidst forsøg på at gøre de allermest smertelige erindringer offentlige, hvor det mest oplagte eksempel er holocaustmindesmærket for Europas myrdede jøder. Også her kan man se, at tyske monumenter ikke er som andre landes. Jeg kender ikke til noget andet land i verden, som midt i sin nations hovedstad rejser monumenter til minde om sin egen skam. Ligesom Siegestor i München står de der ikke alene for at mindes fortiden, men – og måske endnu vigtigere – for at sikre, at fremtiden bliver anderledes. Som Michael Stürmer, en fremtrædende politisk kommentator, bemærker: ‘I Tyskland har historiens formål i lang tid været at sikre, at det aldrig vil kunne ske igen.'”

Sideløbende med udgivelse af bogen åbner Nationalmuseet særudstillingen “Tyskland”.

Du kan gratis læse et uddrag af bogen her.

SÅDAN DELTAGER DU I LODTRÆKNINGEN
Læg en kommentar herunder, hvor du fortæller om: Hvilken del af Berlins/Tysklands historie er du mest interesseret i (og fortæl gerne hvorfor)?

Bemærk: Vi modtager meget “spam” i vores kommentarfelter. Derfor bliver din kommentar først synlig, når vi har godkendt den.

OM KONKURRENCEN
Konkurrencen løber til og med tirsdag 19. november 2019. Den foregår også på Vild med Berlins Facebook-side og Instagram-side. Vi finder vinderne gennem lodtrækning og kontakter dem direkte. Vinderne modtager efterfølgende deres bog direkte fra Gads Forlag.

OM FORFATTEREN


.

Neil MacGregor, f. 1946, er kunsthistoriker, forfatter og museumsdirektør for National Gallery 1987-2002 og for British Museum 2002-15.

2015-2018 var han den ledende af tre direktører for det nye museum Humboldt Forum i det genopførte slot i Berlin.

2019-guide til Berlins julemarkeder

Vil du skrue helt op for julestemningen i år? Så tag en tur til Berlin og besøg byens mange jule- og adventsmarkeder. Her finder du alt, hvad hjertet kan begære af julelys og glimmer, glühwein, julegodter, gaveideer og underholdning. Vi guider dig her til 9 af Berlins største og mest populære julemarkeder. Du får også tip til 5 af byens mere alternative julemarkeder.

Julemarkedet på Breitscheidplatz

BERLINS MEST POPULÆRE OG TRADITIONELLE JULEMARKEDER

Julemarked på Gendarmenmarkt
Meget stemningsfuldt og velbesøgt julemarked på en af Berlins smukkeste pladser, omkranset af den franske domkirke, koncerthuset og den tyske domkirke. Julemarkedet byder på tysk kunsthåndværk, fotografier, trækunst m.m. Har et stort udvalg af mad og drikkevarer samt et flot underholdningsprogram med blandt andet dans, akrobatik, jonglører og korsang.

Sted: Gendarmenmarkt, Berlin-Mitte
Åbent fra mandag den 25. november til tirsdag den 31. december 2019.
U-bahn: Stadtmitte

Det smukke og populære julemarked på Gendarmenmarkt.

Julemarked ved Kaiser-Wilhelm-Gedächtnis-Kirche
Omkring Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche på Kurfürstendamm finder du over 100 boder, der sælger legetøj, juledekorationer, pynteting og alskens lækkerier inden for mad og drikkevarer. Julemarkedet har også et stort underholdningsprogram.

Sted:  Breitscheidplatz / Kaiser-Wilhelm-Gedächtnis-Kirche, Berlin-Charlottenburg
Åbent fra mandag den 25. november 2019 til søndag den 5. januar 2020.
U-bahn: Kurfürstendamm

Julemarked ved Charlottenburg-slottet
Et af Berlins mest stemningsfulde og populære julemarkeder, ikke mindst på grund af de romantiske omgivelser og en meget smuk lyssætning på slottet. Cirka 250 udstillere sælger et stort og varieret udvalg af brugskunst og gaveideer til store og små, ligesom der er masser af lækkerier til ganen. Ved slottets orangeri er der desuden et særligt børnejulemarked med gammeldags luftgynger, karrusel, tog og en mini-rutschebane.

Sted: Platz vor dem Schloss Charlottenburg, Berlin-Charlottenburg
Åbent fra mandag den 25. november til torsdag 26. december 2019.
Bus: M45

Julemarked ved Berlins røde rådhus
Et af Berlins flotteste julemarkeder. Ud over et stort antal boder med kunsthåndværk og delikatesser byder markedet på en stor skøjtebane og et 50 meter højt pariserhjul med panoramaudsigt over markedet og byen. Er kendt for sine dukketeaterforestillinger og dygtige gadekunstnere. Her er også en lille dyrehave med bl.a. får og æsler samt en ponyridebane. Tre gange om dagen ankommer julemanden til markedet på sin kane, der selvfølgelig er trukket af rensdyr.

Sted: Roten Rathaus, Rathausstrasse 15, Berlin-Mitte
Åbent fra mandag den 25. november 2019 til mandag den 6. januar 2020.
S-bahn og U-bahn: Alexanderplatz

Julemarkedet på Alexanderplatz.

Julemarked på Alexanderplatz
Stor vinter- og juleverden med over 100 forskellige boder med julestads, mad og drikke samt forlystelser for børn og barnlige sjæle, blandt andet Nikolaus’ partyhus og en skøjtebane. På pladsen arbejder blandt andet pottemagere, smede og glaspustere.

Sted: Alexanderplatz, Berlin-Mitte
Åbent fra mandag den 25. november til torsdag den 26. december 2019.
S-bahn + U-bahn: Alexanderplatz

Vinterverden og julemarked på Potsdamer Platz
Winterwelt er et populært vintertilbud i Berlin med gode friluftsaktiviteter og oplevelser. Winterwelt åbner allerede 1. november og har blandt andet Europas største mobile kælkebakke, der er 12 meter høj og 70 meter lang.  Pladsen har også en stor skøjtebane på 520 kvadratmeter med gratis adgang – her er oven i købet gratis skøjteundervisning lørdage og søndage for børn i alderen 4-7 år. På pladsen er der talrige hytter, hvor man kan købe specialiteter fra det østrigske køkken samt varme og kolde drikke, fx den populære Jägertee og Almdudler, som er en slags sodavand.

Julemarkedet på Potsdamer Platz åbner først den 25. november. Markedet byder på masser af boder med kunsthåndværk og godt til ganen for både store og små. Her er også en række arbejdende værksteder, hvor man kan følge arbejdet hos pottemageren, billedskæreren, bageren og andre håndværkere.

Sted: Potsdamer Platz, Berlin-Mitte
Winterwelt: Åbent fra fredag den 1. november 2019 til søndag den 5. januar 2020.
Julemarked: Åbent fra mandag den 25. november til torsdag den 26. december 2019.
S-bahn + U-bahn: Potsdamer Platz

Julemarkedet på Breitscheidplatz

Lucia Julemarked i Kulturbrauerei
Et forholdsvis lille julemarked, men også et af byens smukkeste. Indrettet i rød-hvid skandinavisk stil. Har især mange tilbud til børn, fx trampolin og karrusel, men også en del boder med forskelligt kunsthåndværk, legetøj og julespecialiteter.

Sted: Schönhauser Allee 36, Berlin-Prenzlauerberg.
Åbent fra mandag den 25. november til søndag den 22. december 2019.
U-Bahn: Eberswalder Strasse.

Alt-Rixdorfer julemarked
Et af Berlins hyggeligste julemarkeder, som finder sted den første weekend i december i den fredede bøhmiske landsby i Neukölln. Har en ganske særlig og nostalgisk atmosfære, blandt andet fordi boderne udelukkende er oplyst af petroleumslamper. Her er boder med hjemmelavet legetøj, keramik, smykker, hjemmelavede madspecialiteter og varme drikke.

Sted: Richardplatz 28, Berlin-Neukölln.
Åbent fredag 6. december, lørdag 7. december og søndag 8. december 2019.
U-bahn: Karl-Marx-Strasse

Julemarked i Altstadt Spandau
Markedet i den gamle bydel i Spandau er et af Berlins skønneste og mest traditionsrige julemarkeder. Samtidig er det et af byens største med omkring 250 butikker/boder på hverdage og omkring 400 i weekenderne. På det stemningsfulde marked, der strækker sig over flere gader, finder du masser af gaveartikler, julepynt, forlystelser samt mad og drikkevarer. Fredag arrangeres der gratis koncerter på markedspladsen.

Sted: Carl-Schurz-Strasse (og andre), Berlin-Spandau.
Åbent fra mandag den 25. november til søndag den 22. december 2019.
S-bahn + U-bahn: Rathaus Spandau.

5 ALTERNATIVE JULEMARKEDER I BERLIN

Julemarked på Holzmarkt
Det alternative Holzmarkt-projekt i Friedrichshain inviterer igen i år til “Heissa Holzmarkt” julemarked. Det kreative og skæve sted med en række cafeer, restauranter og butikker, der ligger skønt placeret lige ned til Spree, indrettes med masser af lys og julepynt. Markedet byder på boder med kunsthåndværk, traditionelle julelækkerier inden for mad og drikke samt underholdning som fx musik, dukketeater og film.

Sted: Holzmarkt 25, Berlin-Friedrichshain
Åbent fra fredag til søndag i perioden 29. november til 22. december 2019.

Historisk julemarked i RAW-Gelände
Igen i år er der julemarked på RAW-Gelände i Friedrichshain. Julemarkedet har et middelalder-tema, og de besøgende kan bl.a. opleve arbejdende værksteder med smede, pottemagere og træskærere. Markedet byder også på middelaldermusikanter, akrobatik og ildjonglører, og børnene kan tage en tur i trækarrusellen eller teste deres færdigheder med bue og pil eller med armbrøst.

Sted: Revaler Strasse 99, Berlin-Friedrichshain
Åbent fra torsdag den 21. november til søndag 22. december 2019.

Julemarked på Klunkerkranich
På toppen af Neukölln-arkaden med flot udsigt over Berlin kan du lørdage og søndage i december finde boder med kunsthåndværk, smykker, tøj m.m. – og selvfølgelig alle de traditionelle julelækkerier som Glühwein, bratwurst-pølser og varme churros. Sædvanligvis er der gratis entre fra 12-16, mens der betales entre ved ankomst efter klokken 16.

Sted: Karl-Marx-Strasse 66, Berlin-Neukölln
Åbent weekenderne den 30. november/1. december, den 7./8. december, den 14./15. december og den 21./22. december 2019.
U-bahn: Rathaus Neukölln

Julerodeo – designjulemarked
For mange er dette Berlins mest hippe julemarked. Det er her, du finder årets mest originale julegaver. Her er omkring 200 udstillere fra Berlins mode-, kunst- og designverden. Markedet byder også på streetart, streetfood og masser af musik.

Weihnachtsrodeo finder i år sted i Berlins tidligere isfabrik, Kühlhaus i Kreuzberg.

Sted: Kühlhaus, Luckenwalder Strasse 3, Berlin-Kreuzberg
Åbent i weekenderne den 30. november/1. december, 7./8. december samt 14./15. december 2019.

Holy Shit Shopping julemarked
Pop up-julemarked med kunst og design – bl.a. håndlavet brugskunst, fotos, mode, smykker og unika-ting fra over 100 designere og kunstnere. Underholdning af lokale DJ’s.

Sted: Arena Berlin, Eichenstrasse 4, Berlin-Kreuzberg.
Åbent lørdag den 7. december og søndag den 8. december 2019.

Find endnu flere jule- og adventsmarkeder
Der er mange andre julemarkeder i Berlin end dem, vi har omtalt i denne artikel – find dem på denne webside. Her finder du også en elektronisk kalender med Berlins 25 mest populære julemarkeder og deres åbningstider samt julemarkeder fordelt på de enkelte bydele i Berlin.

Bliv også inspireret af indlægget “Tip til en god aften i Berlin jul og nytår”.

Mit Berlin #37: Berlin kryber ind under huden

Da først Berlin havde fået status som deres favoritby, var Chris Alban Hansen og hans hustru hurtige til at rykke permanent til byen med deres to små børn. I dag er han guide hos Berliner Unterwelten. Her deler han sin fascination og inspirerer til oplevelser.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg kom første gang til Berlin forholdsvis sent i livet – og sent i forhold til de mange historiske begivenheder, der kom helt ind i dagligstuen, da jeg var barn i 1980’erne. Først i 2014 mærkede jeg Berlin på egen krop og sind, og min mangeårige ulykkelige forelskelse i New York blev endelig brudt.

Berlin er på samme måde som New York en smeltedigel af håbefulde drømmere, der kommer hertil for at prøve lykken, og da min kone og jeg var på ferie i Berlin igen allerede året efter, satte vi os for at flytte hertil. Berlin er trods alt tættere på end New York, som jeg havde brugt ti år på at fantasere om. To år senere gjorde vores livsomstændigheder det muligt for os at rykke familien op og udleve vores drøm.

Berlin er en smeltedigel

Berlin er en smeltedigel. Foto: Chris Alban Hansen

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Berlin er en by fuld af muligheder. Man får en smagsprøve på det, når man er turist i byen, men det er kun toppen af isbjerget. Os, som bor her, får de sidste 90 procent med. Her sker altid et eller andet for små, store eller hele familien.

For eksempel har vi spontant været ude og høre avantgarde electronica i en lille sortmalet klub under jernbanen ved Jannovitzbrücke. Har vi lyst til højtlæsning for børn med en farvestrålende dragqueen, så er det en mulighed, og der er altid en workshop eller udflugt, der passer til hver vores interesser.

Indbyggerne skaber byen, og sammen viderefører vi ubevidst den unikke atmosfære. Berlin kryber ind under huden på én, og det er det skønne ved at bo her.

Dragqueen i Berlin

I Berlin kan man tage sine børn med til en dragqueens højtoplæsning. Foto: Chris Alban Hansen

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Da vi lige var kommet hertil, var jeg frygtelig irriteret over, at jeg mange steder ikke kunne betale med kort, og at butikkerne var lukket om søndagen. I virkeligheden er det en vanesag at få handlet om lørdagen. Så længe siden er det heller ikke, at der var søndagslukket i Danmark. Og så har jeg lært det vigtige i at have kontanter i lommen.

De fleste, der arbejder i et serviceerhverv i Berlin, får en løn, som de færreste danskere ville arbejde for. Drikkepenge er nødvendige for at kunne bo og leve i Berlin. Det opdagede jeg, da jeg fandt mig selv i et servicejob, og jeg stikker glædeligt hånden i lommen og giver drikkepenge, når jeg selv er blevet serviceret. Økonomien med drikkepenge er sværere i et kontantløst samfund.

Trinkgeld in Berlin

“Trinkgeld, danke!” Foto: Chris Alban Hansen

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke finder på de første 10 sider i turistguiden?
Jeg møder jævnligt danskere, der har været i Berlin mange gange, og som ikke kender Berliner Unterwelten, eller som aldrig har besøgt museet. Måske fordi det ligger i Gesundbrunnen væk fra den store koncentration af attraktioner. Gør dig selv den tjeneste at tage på én af vores ture. Det er et utraditionelt museum med en levende fortælling om de civile berlinere under Anden Verdenskrig, og det ligger kun 10 minutter væk fra Alexanderplatz med U8-toget.

En anden oplevelse, man sjældent finder i turistbrochuren, er Pankeweg. Panke er en mindre flod (danskere vil nok kalde den for en å), og går man fra dens udløb i Spree ved Nordhafen langs åen op til Bürgerpark Pankow, kan man både opleve den vildtvoksende natur, udstillinger med lokale kunstnere ved Panke Culture og Wiesenburg.

Wiesenburg var et spektakulært byggeri, som den legendariske filminstruktør Fritz Lang brugte som kulisse i sin film M fra 1931. Under Anden Verdenskrig producerede tvangsarbejdere våben til nazisterne på Wiesenburg, og i slutningen af krigen blev bygningen bombet. Ruinen efter bombardementet står endnu langs Panke. Turen slutter i Bürgerpark Pankow, hvor det tidligere styre i Østberlin opstillede flere kommunistiske mindesmærker, der stadig pryder parken.

Pankeweg Berlin

Langs Panke kan man opleve den vilde natur, udstillinger og de kulisser, som Fritz Lang brugte i 1931. Foto: Chris Alban Hansen

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Sporene efter de historiske begivenheder er helt klart dét, der har gjort størst indtryk på mig – helt fra første gang, jeg bevægede mig rundt i Berlin. Mange rædselsfulde ting har fundet sted her, og byen prøver ikke at skjule det.

De mange snublesten vidner om noget af det mest uhyggelige, der er sket. Hele jødiske familier, der er deporteret til Auschwitz, har fået en snublesten, og også små børn der er ombragt i Görden under Aktion T4, fordi de var handicappede.

Og så er der selvfølgelig Berlinmuren, der stadig står helt åbent rundt omkring, men også dukker op i bidder på en kirkegård, i skjul på en overbevokset grund eller på en byggeplads.
Jeg føler mig også heldig, fordi jeg får lov til at holde historien i live om de civile berlinere, der søgte tilflugt i bunkeren under Gesundbrunnen, når jeg er på arbejde i Berliner Unterwelten. Det er en vigtig del af tysk og europæisk historie, som vi skal huske, så det ikke gentager sig.

Berlinmuren

Berlinmuren møder man i store stykker og mindre bidder rundt omkring. Foto: Chris Alban Hansen

Chris Alban Hansen, født 1974, guide, journalist og medejer af kunstbutik. Har boet i Berlin i to år med hustru og to børn.

Arbejder til dagligt i Berliner Unterwelten som guide på dansk- og engelsksprogede ture. Bruger desuden tiden på at markedsføre og sælge billedkunst, som hustruen Anna Freya har skabt.

Her på Vild med Berlins blog har han tidligere bidraget med indlægget “Sådan kan du bruge en solrig dag i Volkspark Humboldthain“.

 

Inspiration til Berlin-oplevelser i efteråret 2019

Oktober er den næstmest populære måned at tage til Berlin i, når man er dansker. Det skyldes selvfølgelig i høj grad skolernes efterårsferie, hvor byen får besøg af mange danske teenagere og deres forældre. Her er nogle bud på, hvad man kan foretage sig i Berlin i oktober-november 2019.

Die Bärenquell-Brauerei i byens sydøstlige udkant – Visualisering af Festival of Lights

Lysfestivalen – en imponerende oplevelse

Lysfestivalen i Berlin er organisatorisk egentlig to festivaler, nemlig “Festival of Lights” og “Berlin leuchtet”. Tilsammen udgør de “Berlin Light Weeks”, der i år strækker sig over perioden 9.-21. oktober 2019. Belysning af bygninger m.m. finder som hovedregel sted mellem kl. 19 og midnat.

”Berlin leuchtet”

”Berlin leuchtet” afvikles for 7. gang og vil i år sprede sine aktiviteter mere ud over Berlins forskellige kvarterer og fx belyse usædvanlige steder som byggepladser på adresserne Rungestraße 28 og Potsdamer Straße 120. Lysinstallationer er også planlagt i Siemensstadt, Hellersdorf og Märkisches Viertel.

Se alle ”Orte der Illuminationen” på et Google-kort på denne side, hvor en flyer med programmet for ”Berlin leuchtet” også kan hentes.

”Festival of Lights”

Den anden store festival finder her i 2019 sted for 15. gang og kalder sig verdens største open air-galleri. Centralt står belysning på kendte steder som Pariser Platz (Brandenburger Tor), Bebelplatz og Potsdamer Platz. Advarsel: Mellem disse steder finder en sand folkevandring sted, og på mange tidspunkter er det umuligt at cykle om aftenen.

Derudover vil der være over 100 lysinstallationer mange andre steder, hvor bl.a. ambassader, togstationer, indkøbscentre, ministerier, banker, rådhuse, kirker og skibe stiller deres facader til rådighed for spektakulær iscenesættelse af belysningskunstnere.

Se et interaktivt Google-kort med alle stederne her. Forstør kortet til en hel pc-skærm og få ude til venstre overblik over forskellige vandreruter gennem den oplyste by.

#30jahremauerfall

Her i efteråret 2019 markeres det, at der nu er gået 30 år siden Murens fald 9. november 1989. Det markeres ikke med ét stort, samlende arrangement, men på selve årsdagen forsøger man alligevel at skabe en fælles oplevelse ved at lade forskellige musikfestivaler rundt om i byen afspille den samme sang på samme tid.

Der er mange arrangementer og udendørs udstillinger i dagene op til 9. november. Læs mere på Vild med Berlins blogindlæg om fejringen, ”Berlin fejrer 30-årsdagen for Murens fald”, og se en oversigt over arrangementer hos berlin.de.

Lykke Friis giver gratis foredrag 9. november 2019

På selve dagen er der et gratis, udendørs foredrag ved Lykke Friis på det sted, hvor det hele skete om aftenen den 9. november 1989, nemlig ved den tidligere grænseovergang i Bornholmer Strasse. Lykke Friis skriver selv om arrangementet:

“Den 9. november er det 30 år, siden Berlinmuren faldt. Men hvad skete der egentlig den aften? Er du i Berlin 9. november, så kig forbi Bornholmer Strasse, hvor jeg holder et improviseret “udendørs-foredrag” ved den altafgørende grænseovergang. Du har også mulighed for at købe et signeret eksemplar af Håbets Europa – men det kræver, at vi er mindst 20. So spred the word. Bis bald.
Ps. Der tages forbehold for regn, da udendørsforedrag og regn er en skidt cocktail. VI MØDES OPPE FORAN BORNHOLMER STRASSE Bahnhof “.

Hold med evt. ændringer i Facebook-begivenheden. Læs mere om “Håbets Europa” i dette blogindlæg.

Bauarbeiter

Fotografi fra udstillingen Berlin. Die Halbe Hauptstadt

Berlin som DDR’s hovedstad

Udstillingen “Øst-Berlin – den halve hovedstad” i Ephraim Palais i historiske Nikolaiviertel kan besøges frem til 30-årsdagen for Murens fald 9. november. Her er billeder og genstande, der viser byen som magtcentrum og udstillingsvindue for ”socialismens sejrrige fremskridt” og ikke mindst, hvordan dette stod i grel modsætning til indbyggernes opfattelse af hverdagen.

En spændende udstilling, som skribenten bag dette indlæg desværre kun havde en time til. Det var alt, alt for lidt.

Ost-Berlin. Die halbe Hauptstadt
Til 9. november 2019
Museum Ephraim-Palais
Poststraße 16, 10178 Berlin
Link til udstillingens hjemmeside
Bemærk: Gratis entré onsdag 6. november. Andre dage betaler man 7 euro.

Kunst- og andre udstillinger

Denne side hos Tip Berlin giver inspiration til aktuelle udstillinger.

Jazzfest Berlin

Den chilenske saxofonist Melissa Aldana er inspireret af Sonny Rollins og Joe Henderson. Hun står i spidsen for sin kvartet på A-Trane lørdag 2. november.

Jazzfest Berlin

Berlins årlige jazzfestival afvikles i 2019 i dagene fra torsdag 31. november til søndag 3. december. Se programmet her.

Bliv vist rundt af danske guider

I hvilken anden storby uden for Danmark kan man – stort set hver dag – komme på rundvisning med guider, der taler dansk? I Berlin kan man!

Lene Tymoshenko

Lene Tymoshenko har boet i Berlin i 27 år og har åbne, guidede ture hen over efteråret i sin virksomhed Berlin på Vrangen. I uge 42 har hun det hver eneste dag.

Læs mere om Lenes ture her.

Læs mere om Lene i blogindlægget ”Berlinerne finder sig sgu ikke i noget!”.

Anne Bjerre Rosa

Hos Berliner Unterwelten ansætter man flere danskere, fordi de dansk-guidede ture under jorden er meget populære. 36-årige Anne Bjerre Rosa er en af de danske guider. Hende kan man læse mere om i indlægget ”Det hele er vanvittigt spændende!”.

Find de danske ture hos Berliner Unterwelten her.

Mikael Busch fortæller om sine bøger ved Vild med Berlins Stammtisch-arrangement i Århus 2. november 2019.

Stammtisch i Århus og København

Er du i Århus eller København her i efteråret, er der muligheder for at høre spændende oplæg og møde andre Berlin-interesserede til Vild med Berlins gratis Stammtisch-arrangementer:

Stammtisch #7 Kbh.: Hverdagen bag Muren og revolutionen 1989
Søndag 27. oktober kl. 13-14 på Berlin Bar
Læs mere.
Kræver tilmelding. OBS! Alle pladser er optaget, men skriv dig på den ikke særlig lange venteliste, så vi kan invitere dig ved afbud: vildmedberlin.nemtilmeld.dk

Stammtisch #2 Århus: Agenter og bedrag under den kolde krig
Lørdag 2. november 2019 kl. 14.30-16 på Fairbar, Klostertorvet 6, 8000 Århus C
Læs mere her.

Stammtisch #8 Kbh: Forbrydelser i Stasi-tiden – forfatteren til “Åbne hænder” fortæller
Søndag 24. november kl. 13-14 på Berlin Bar
Læs mere.
Kræver tilmelding: vildmedberlin.nemtilmeld.dk

Stammtisch #8 Kbh og #4 Århus: Forbrydelser i Stasi-tiden – forfatteren til “Åbne hænder” fortæller

Historikeren Andreas Monrad Pedersen har udgivet sin første roman. Den handler om Berlins dramatiske fortid. Mød ham på Berlin Bar på Frederiksberg 24. november 2019 kl. 13 (er afholdt) og i Århus 29. februar 2020 kl. 14.

Over 650 sider rummer “Åbne hænder” dels en krimihistorie og dels interessante nedslag i Berlins historie, hverdagsliv og kultur i både den østlige og den vestlige del af byen i årene fra 1980 og op til i dag.

Andreas Monrad Pedersen

Andreas Monrad Pedersen på en fyldt Berlin Bar 24. november 2019

Til Vild med Berlins 8. Stammtisch-arrangement på Berlin Bar (er afholdt)  og 4. i Århus fortæller han om sin omfattende research og læser op fra romanen.

Stammtisch #4 Århus: Forbrydelser i Stasi-tiden
29. februar 2020 kl. 14
Fairbar
Klostertorvet 6
8000 Århus C
Kræver ikke tilmelding

Læs mere om romanen i indlægget “Spændingsroman med stor Berlin-indsigt” og læs om forfatterens forhold til Berlin (med mange gode tips) i “Mit Berlin #36: Berlin er en sand gave for en historiker