Tove Fleischer flyttede til DDR i 1981 for at blive forenet med faderen til sit barn. Der levede hun og den familie, der snart blev til fem, frem til 1989, hvilket hun beretter medrivende om i sin bog ”Kærlighed i socialismens tid”. Her svarer hun på Vild med Berlins spørgsmål.
Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Mine første berlinoplevelser bestod af banegårde! Som alle rigtige storbyer har byen altid haft mange banegårde, benævnt efter de byer eller de områder, de servicerede: Stettiner Bahnhof, Frankfurter Bahnhof, Anhalter Bahnhof, Görlitzer Bahnhof, Dresdner Bahnhof og mange flere, som ikke overlevede krigen og Berlins deling.
Da jeg kom til Berlin for første gang i juli 1969, var det med nattoget fra København, Østersøekspressen, der først kørte til Ostbahnhof, hvor alle DDR-borgere skulle forlade toget, så til Bahnhof Friedrichstraße, hvor toget blev grundigt gennemsøgt, og så fortsatte det til Bahnhof Zoo i Vestberlin. Jeg var på vej til Tjekkoslovakiet, så jeg skulle kun til Ostbahnhof, der var knudepunkt for togtrafikken til alle de østeuropæiske hovedstæder.
Ostbahnhof var virkelig en knytnæve i synet på en 18-årig dansker, grim, beskidt, fyldt med uvenlige mennesker og hyldet ind i den særlige luft, som var overalt i Østeuropa – dårligt forbrændt benzin, kulos, desinfektionsmidler, sure toiletter og den særlige duft af østeuropæiske cigaretter. Perroner og ventesale var overfyldt, fordi de fleste internationale tog var forsinkede, ofte med flere timer.
Folk sad med deres pakkenelliker og papkasser og gamle kufferter omviklet med snor, og det var som at være landet i en flygtningestrøm lige efter krigen. Når et af de forsinkede tog så endelig kørte ind på en perron, blev det bestormet med en vildskab, jeg slet ikke havde tiltroet de lidt sølle udseende passagerer, bagage blev rakt ind gennem vinduerne, og der blev råbt og skreget på sprog, jeg ikke kunne identificere. Jeg var dybt fascineret!
Men mest imponerende var Bahnhof Friedrichstraße, hvor der var to afdelinger: En hvor alle de normale østberlinske S-tog havde endestation, og hvor almindelige DDR-borgere kunne færdes frit, og så en afspærret afdeling, hvor de internationale tog kørte, og hvorfra S-toget til Vestberlin udgik.
Der var sat skillevægge op mellem sporene, så når man stod i ”østafdelingen”, kunne man sagtens høre togene i ”vestafdelingen”, men man kunne ikke se dem. Hvis man skulle rejse fra øst mod vest, skulle man først forlade ”østafdelingen” og så gå ind ad en anden indgang (gennem ”Tränenpalast”), hvor der var udrejsekontrol, hvorefter man ad meget labyrintiske gange blev ledt op på ”vestperronen”.
Første gang jeg overnattede i Berlin var den 23.-25. juni 1978. Jeg havde forelsket mig i en østtysker fra Leipzig, og jeg var blevet gravid. For at vi kunne mødes, havde jeg købt en tredages rejse til Østberlin, hvor vi overnattede på det nybyggede hotel Metropol, som lå lige over for Bahnhof Friedrichstraße. Vi boede i værelse 922. Det ved jeg, fordi Stasi omhyggeligt førte protokol! Hotellet findes stadig under navnet Maritim pro Arte.
Vi brugte også senere Østberlin som mødested, inden jeg fik lov til at bosætte mig i DDR. Så boede jeg på Hotel Stadt Berlin på Alexanderplatz. Det hedder i dag Park Inn.
Tove og Klara foran Hotel Stadt Berlin i foråret 1979
Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Det er en by, jeg aldrig bliver færdig med. Den rummer alt det fantastiske ved Tyskland – og alt det hæslige.
Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Som besøgende nyder jeg de rigtig gode offentlige infrastrukturer, som gør det nemt at komme rundt, selv om man ikke er stedkendt. Det gastronomiske niveau er højt, og man kan få meget god mad til relativt beskedne penge.
Og så er der altid et eller andet sted, hvor man ikke har været endnu. Men det bedste ved Berlin er, at byens popularitet har fået danskerne – og folk fra mange andre lande – til at interessere sig for Tyskland og det tyske sprog på en positiv måde.
Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Kvarteret omkring teatret Berliner Ensemble (Brechts teater) og Bahnhof Friedrichstraße. Det var her, det østberlinske kulturliv foldede sig ud med Deutsches Theater og Friedrichstadtpalast kun få hundrede meter fra Berlinmuren. Friedrichstadtpalast blev indviet i sin nuværende skikkelse i 1984 og var DDR’s største revyteater. Ingen anede, at staten kun havde få år tilbage af sin eksistens.
Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
At besøge Berlinerfilharmonien. Det er ikke specielt originalt, men når man som jeg næsten udelukkende hører klassisk musik, er det en absolut totaloplevelse.
Det var også tankevækkende at se udstillingen om Emil Nolde, som var på Hamburger Bahnhof i sommeren 2019. Her blev fremlagt dokumentation for, at Nolde – som for øvrigt var dansk statsborger – lige til sin død i 1956 var overbevist nazist. En dokumentation, som må have været kendt i adskillige kredse, men som man åbenbart ikke ønskede frem. Nolde iscenesatte sig selv som nazi-offer og fik hele verden til at hoppe med på det. Gør det nu hans billeder dårligere?
Tove og Holm Fleischer har boet i Århus siden 1989. Her er en selfie foran Brandenburger Tor i 2019.
Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Die StäV am Schiffbauerdamm. StäV står for Ständige Vertretung, hvilket var navnet på den vesttyske repræsentation i Østberlin, som blev åbnet i maj 1974. Vesttyskland anerkendte aldrig Østtyskland diplomatisk, så derfor hed det ikke en ambassade. Efter genforeningen lukkede Ständige Vertretung. I 1997, da regeringen blev flyttet fra Bonn til Berlin, åbnede to gastronomer fra Bonn restauranten ”Ständige Vertretung des Rheinlandes”, således at de mange embedsmænd, der måtte flytte med, ikke kom til at savne den lokale rhinske gastronomi.
Beliggenheden på Schiffbauerdamm er ikke specielt idyllisk, der er udsigt til bagsiden af Bahnhof Friedrichstraße og den jernbanebro, hvor S-togene mod vest kører, og som tidligere var afblændet, så man ikke kunne se dem. Det er et stort og støjende lokale, fyldt med politisk historie og masser af humor. Om sommeren kan man sidde udenfor på ”Rheinterrassen” og kigge på Spree.
Lige ved siden af ligger Berliner Republik, som også er stort, støjende og underholdende. Ligesom Berlin selv.
Hvor tager du hen, når du vil opleve det ægte Berlin?
Til Berlin!
Tove Fleischer, født 1951. Studerede slaviske sprog og dansk ved universiteterne i Aarhus og Prag. Hun flyttede i 1981 til Leipzig i DDR for at leve sammen med Holm Fleischer, far til hendes datter og de to øvrige børn, de fik sammen i DDR.
1981-89 boede hun i Leipzig, hvor hun arbejdede som oversætter og lærer. I 1989 flyttede familien til Aarhus, og Tove Fleischer arbejdede indtil sin pensionering som underviser i dansk for udlændinge. I bogen “Kærlighed i socialismens tid” beretter hun om sine oplevelser og refleksioner fra tiden i DDR.
Læs Vild med Berlins omtale af “Kærlighed i socialismens tid”.
Læs mere om Vild med Berlins Stammtisch-arrangementer med Tove Fleischer i Århus og København i begyndelsen af 2020.
