Annette Herzog har skrevet en fremragende bog om de første 30 år af sit liv i DDR. Med både humor og alvor fortæller hun om at vokse op, uddanne sig og være ung mor i et land, hvor der ganske vist var propaganda, overvågning og undertrykkelse, men også mennesker med fællesskab og drømme om et andet liv.
Annette Herzog boede som barn i Großbeeren, hvorfra der var mindre end 20 km til det centrale Kreuzberg i Berlin. Hun boede i Bahnhofstraße, så man skulle tro, at hun og familien bare kunne gå til banegården og tage toget den korte strækning ind til storbyen. Men kort efter hendes fødsel var der rejst en mur omkring hele Vestberlin, så selv om man kunne skimte bydelens hvide højhuse, kunne man altså ikke rejse direkte dertil. Skinnerne fra banegården mod Berlin var skåret over.
Det beretter hun om i den nye erindringsbog “Det der var – Historier fra den anden side af muren”. Hun fortæller også, at man kunne godt komme til Berlin, men det krævede flere forskellige offentlige transportmidler og en stor omvej ind i Østberlin. Vestberlin forblev en hvid plet på landkortet. Også bogstaveligt talt, når man dengang kiggede på DDR’s bykort.
Regler for vestlig musik på DDR’s diskoteker
Der var ellers ifølge Herzog meget vestligt, der lokkede de unge i DDR – også selv om Vesten ifølge den statslige propaganda var ledet af onde mennesker, der stod for krig og udbytning. Vestlig musik og mode kunne myndighederne ikke holde isoleret fra DDR’s ungdom. Selv om de offentlige dansesteder ifølge reglerne højest måtte spille dekadent vestlig musik i 40 procent af et diskoteks åbningstid, så kunne alle synge med på Udo Lindenbergs ”Zonderzug nach Pankow”, for den blev hele tiden spillet på de vestberlinske radiostationer.
Samme Udo Lindenberg var med både sangen og sin direkte og meget antiautoritære henvendelse til DDR’s ”overindianer” Erich Honecker med til at gøde jorden for et spirende oprør. Meget kunne ikke siges direkte, men med blandt andet sin tøjstil kunne man signalere, at man var i opposition. Udslidt vestligt tøj kunne koste en mindre formue, fordi det var så populært i visse kredse.
Til gengæld var det billigt at bo i en kæmpestor lejlighed på 170 kvm på Kollwitplatz i Prenzlauer Berg. Huslejen var på 64 mark på et tidspunkt i 1980’erne, hvor Annette Herzog tjente 1200 mark om måneden.
Et tilbageblik fra Danmark
Hun har nu boet i København næsten lige så længe, som hun levede i DDR. Når valget i sin tid faldt på Danmark, skyldtes det især, at hun havde studeret dansk på universitetet i Greifswald. Hun flyttede hertil med familien i 1991, og på både tysk og dansk skriver hun bøger, der er udkommet på 20 sprog, primært børnebøger.
Når hun efter utallige opfordringer endelig har fået skrevet sin egen fortælling om DDR, har en af drivkræfterne blandt andet været, at hun gerne vil ”aflive den betonhårde myte om, at alt kun var kedeligt og gråt”, som hun skriver i forordet.
Det får hun gjort på fornem vis. Annette Herzog har fået venner fra DDR-tiden til at genopfriske hukommelsen, og udvekslingen af erfaringer, som bogen beskriver, og flere af forfatterens egne fortællinger vidner om et varmt, solidarisk, humoristisk og oprørsk fællesskab. Bogen føjer fine, personlige nuancer til de efterhånden mange beskrivelser af livet i DDR, og der er meget at hente for alle, der interesserer sig for denne periode i vores naboland.
Også udgivet som lydbog
Bogen er udgivet på forlaget Colibri. Den kan også lånes som både e-bog og lydbog på e-reolen. Lydbogen har en fin oplæser i Anne-Mette Johansen, men selvfølgelig ikke de mange interessante, historiske fotos som den trykte bog og e-bogen.