Forfatterarkiv: Inge Hald

2022-guide til Berlins julemarkeder

Kniber det med at komme i julestemning?
Så smut en tur til den tyske hovedstad og besøg nogle af byens utallige jule- og adventsmarkeder.
Vi guider dig her til 9 af Berlins største og mest populære julemarkeder. Du får også tip til 4 af byens mere alternative julemarkeder.

I Berlin finder du alt, hvad hjertet kan begære af julehygge, glühwein, juledelikatesser, gaveideer. julepynt og underholdning.

BERLINS MEST POPULÆRE OG TRADITIONELLE JULEMARKEDER

WeihnachtsZauber ved Gendarmenmarkt/Bebelplatz
Et af byens mest stemningsfulde og hyggelige julemarkeder – og et af de mest velbesøgte. På grund af byggeri er markedet i år flyttet til Bebelplatz. Julemarkedet med de mange smukke hvide telte byder på tysk kunsthåndværk, fotografier, trækunst m.m. Har et stort udvalg af madspecialiteter og drikkevarer i god kvalitet samt et flot underholdningsprogram med blandt andet dans, akrobatik, jonglører og korsang.

Sted: Bebelplatz, Berlin-Mitte
Åbent fra mandag den 21. november til lørdag den 31. december 2022.
U-bahn: U5 Museumsinsel, U2 Hausvogteiplatz eller Stadtmitte, U6 Französische Strasse.
Bus 100 eller 300 til Staatsoper

Julemarked ved Berlins røde rådhus
Et af Berlins flotteste julemarkeder, der i år finder sted mellem Det røde rådhus og St. Marienkirche. Ud over et stort antal boder med kunsthåndværk og delikatesser byder markedet på en stor skøjtebane og et 50 meter højt pariserhjul med panoramaudsigt over markedet og byen. Er kendt for sine dukketeaterforestillinger og dygtige gadekunstnere. Tre gange om dagen (kl. 16.30, kl. 18.30 og kl. 20.30) ankommer julemanden til markedet på sin kane, der selvfølgelig er trukket af rensdyr.

Sted: Ved Fjernsynstårnet mellem Det røde rådhus og St. Marienkirche i Berlin-Mitte
Åbent fra mandag den 21. november 2022 til mandag den 1. januar 2023.
S-bahn og U-bahn: Alexanderplatz

Julemarked på Breitscheidplatz.

Julemarked ved Kaiser-Wilhelm-Gedächtnis-Kirche
Omkring Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche på Kurfürstendamm finder du over 60 boder, der sælger legetøj, juledekorationer, pynteting og alskens lækkerier inden for mad og drikkevarer. Julemarkedet har også et stort underholdningsprogram.

Sted:  Breitscheidplatz / Kaiser-Wilhelm-Gedächtnis-Kirche, Berlin-Charlottenburg
Åbent fra mandag den 21. november 2022 til søndag den 1. januar 2023.
U-bahn: Kurfürstendamm

Julemarked på Alexanderplatz
Stor vinter- og juleverden med over 100 forskellige boder med julestads, mad og drikke samt forlystelser for børn og barnlige sjæle, blandt andet Nikolaus’ partyhus og en skøjtebane. På pladsen arbejder blandt andet pottemagere, smede og glaspustere.

Sted: Alexanderplatz, Berlin-Mitte
Åbent fra mandag den 22. november til mandag den 26. december 2022.
S-bahn + U-bahn: Alexanderplatz

Julemarked ved Charlottenburg-slottet.

Julemarked ved Charlottenburg-slottet
I år er der igen julemarked foran Charlottenburg-slottet. Det hyggelige og populære marked byder på et stort og varieret udvalg af brugskunst og gaveideer til store og små, ligesom der er masser af lækkerier til ganen. Ved slottets orangeri er der desuden en særligt børneområde med bl.a. gammeldags luftgynger og forskellige kæledyr.

Sted: Pladsen foran Schloss Charlottenburg, Berlin-Charlottenburg
Åbent fra mandag den 21. november til mandag 26. december 2022.
U-Bahn: U2 Sophie-Charlottenburg-Platz. Bus: 109 og M45

Winterwelt og julemarked på Potsdamer Platz
Winterwelt er et populært vintertilbud i Berlin med gode friluftsaktiviteter og oplevelser. Winterwelt åbnede allerede 29. oktober og har blandt andet Europas største mobile kælkebakke, der er 12 meter høj og 70 meter lang. På pladsen er der talrige hytter, hvor man kan købe specialiteter fra det østrigske køkken samt varme og kolde drikke, fx den populære Jägertee og Almdudler, som er en slags sodavand.

Julemarkedet på Potsdamer Platz åbner først den 25. november. Markedet byder på masser af boder med kunsthåndværk og godt til ganen for både store og små. Her er også en række arbejdende værksteder, hvor man kan følge arbejdet hos pottemageren, billedskæreren, bageren og andre håndværkere.

Sted: Potsdamer Platz, Berlin-Mitte
Winterwelt: Åbent fra lørdag den 29. oktober 2022 til mandag den 2. januar 2023.
Julemarked: Åbent fra fredag den 25. november til mandag den 26. december 2022.
S-bahn + U-bahn: Potsdamer Platz

Lucia Julemarked i Kulturbrauerei
Et forholdsvis lille julemarked, men også et af byens smukkeste. Indrettet i skandinavisk stil med en masse specialiteter fra de nordiske lande. Har især mange tilbud til børn, fx trampolin og karrusel, men også en del boder med forskelligt kunsthåndværk, legetøj og julespecialiteter.

Sted: Schönhauser Allee 36, Berlin-Prenzlauerberg.
Åbent fra mandag den 21. november til torsdag den 22. december 2022.
U-Bahn: U2 til Eberswalder Strasse eller Senefelderplatz.

Alt-Rixdorfer julemarked
Et af Berlins hyggeligste julemarkeder, som finder sted den første weekend i december i den fredede bøhmiske landsby i Neukölln. Har en ganske særlig og nostalgisk atmosfære, blandt andet fordi boderne udelukkende er oplyst af petroleumslamper. Her er boder med hjemmelavet legetøj, keramik, smykker, hjemmelavede madspecialiteter og varme drikke. Her vil børnene også kunne prøve ponyridning, og selvfølgelig kommer julemanden også forbi markedet.

Sted: Richardplatz 28, Berlin-Neukölln.
Åbent fredag 2. december, lørdag 3. december og søndag 4. december 2022.
U-bahn: Karl-Marx-Strasse

Spandau julemarked
Markedet i den gamle bydel i Spandau er et af Berlins skønneste og mest traditionsrige julemarkeder. Samtidig er det et af byens største med omkring 250 butikker/boder på hverdage og omkring 400 i weekenderne. På det stemningsfulde marked, der strækker sig over flere gader, finder du masser af gaveartikler, julepynt, forlystelser samt mad og drikkevarer. Onsdag er familiedag, hvor julemanden besøger markedet og lytter til børnenes juleønsker.

Sted: Kammerstrasse (og omkringliggende gader), Berlin-Spandau.
Åbent fra mandag den 21. november til fredag den 23. december 2022.
U-bahn: U7 til Altstadt Spandau.

4 ALTERNATIVE JULEMARKEDER I BERLIN

Miljø- og julemarked på Sophienstrasse
På dette julemarked tæt ved Hackesche Höfe finder du omkring 80 boder fra nystartede lokale designere og fair trade-forhandlere, som sælger unikke, økologiske og miljøvenlige produkter. Markedet byder selvfølgelig også på masser af mad- og drikkevarer – både klassiske tyske specialiteter og  og internationale delikatesser.

Sted: Sophienstrasse lige ved siden af Hackesche Höfe i Berlin-Mitte.
Åbent alle adventsweekender i 2022, lørdage fra 12-20, søndage fra 11-19.

Julemarkedet Heissa Holzmarkt
Det alternative Holzmarkt-projekt i Friedrichshain inviterer igen i år til “Heissa Holzmarkt” julemarked. Det kreative og skæve sted med en række cafeer, restauranter og butikker, der ligger skønt placeret lige ned til Spree, indrettes med masser af lys og julepynt. Markedet byder på boder med kunsthåndværk, traditionelle julelækkerier inden for mad og drikke samt forskellig underholdning. Der vil også være et særligt program for børn og unge med bl.a. et indendørs legeområde, bageworkshops og teater.

Sted: Holzmarktstrasse 25, Berlin-Friedrichshain
Åbent torsdage, fredage, lørdage og søndage i perioden 25. november til 23. december 2022.

Historisk julemarked i RAW-Gelände
Igen i år er der julemarked med middelalder-tema på RAW-Gelände i Friedrichshain. Her kan de besøgende bl.a. opleve arbejdende værksteder med smede, pottemagere og træskærere. Markedet byder også på middelaldermusikanter, akrobatik og ildjonglører, og børnene kan tage en tur i trækarrusellen eller teste deres færdigheder med bue og pil eller med armbrøst.

Sted: Revaler Strasse 99, Berlin-Friedrichshain
Åbent fra torsdag den 17. november til torsdag 22. december 2022.
U-Bahn: U1 og U3 til Warschauer Strasse.

 

Julerodeo – designjulemarked
For mange er Julerodeo Berlins mest hippe julemarked. Det er her, du finder årets mest originale julegaver. Her er over 150 udstillere fra Berlins mode-, kunst- og designverden. Markedet byder også på streetart, streetfood og masser af musik.

Sted: Kühlhaus Berlin, Tempelhofer Ufer 22, Berlin-Kreuzberg
Åbent i weekenderne den 3./4. december, 10./11. december samt 17./18. december 2022 kl. 12-20.
U-Bahn: U1, U2 eller U3 til U-Gleisdreieck. Bus: M29 til Schöneberger Brücke

Find endnu flere jule- og adventsmarkeder
Der er mange, mange flere jule- og adventsmarkeder i Berlin end dem, vi har omtalt i denne artikel – find dem på denne webside.

Mit Berlin #42: Berlin lokker mig ud i nye sider af mig selv

Kristine Brodam Lorentzen har de seneste tre år boet i Berlin og har lært byen rigtig godt at kende. Fremover deler hun ud af sin viden om og fascination af Berlin og alle dens muligheder til Vild med Berlins følgere.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Første gang jeg var i Berlin, var jeg højgravid og kunne kun lige overskue at opleve byen ved at gå fra bænk til bænk – og heldigvis er der mange parker med bænke i Berlin. Næste gang var jeg på en mission: Vi skulle overbevise vores børn om, at det var en god ide at flytte til Berlin. Så her oplevede jeg Berlin ved at gå fra legeplads til iscafé og videre til legeplads. Heldigvis har Berlin også masser af legepladser.

Da vi så var flyttet herned, og jeg skulle opdage Berlin selv, var mit møde med berlinerne faktisk lidt hårdt. Jeg syntes, de var så sure, bedrevidende og moraliserende. En gang, da jeg støder sammen med en kvinde på vej ud af U-bahn, og jeg automatisk undskylder, kigger hun forurettet på mig og spørger med foragt “Warum entschuldigst du dich”?

Jeg blev ærlig talt paf. Men så forstod jeg. Hvorfor undskylder jeg egentlig? Og lidt efter lidt begyndte jeg at nyde de små skænderier, jeg kan have med berlinerne i løbet af en dag. Diskussionerne om, hvorvidt en har snydt sig foran i køen. Brokkeriet over ventetid. Uenighederne om, hvorvidt jeg er en uansvarlig mor, når jeg cykler med mine børn. Og når man så har udvekslet et par uhøfligheder, kan der ske det – for mig fuldstændigt uforståelige – at personen, du har småskændtes med, åbner op, og vi kan ende med have en helt hyggelig snak.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Dobbeltsidet. Jeg oplever hele tiden nye sider af Berlin, og samtidig har jeg konstant en fornemmelse af at gå glip af noget.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Berlin lokker mig ud i nye sider af mig selv. Og det er let at give plads til alle sider af sig selv i Berlin.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Mit kvarter, Kreuzberg – og lige derefter Neukölln. Her er hipster-bagerier naboer til brune Bierkneiper og arabiske grønthandlere. Her får du de bedste dönere, du finder det bedste loppemarked, og du har de skønneste parker. Her er kort sagt alt, hvad du behøver.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Jeg har så mange! Og jeg vil også skrive løbende om det på Vild med Berlin, men jeg kan nævne et par her. Den bedste restaurantoplevelse, jeg har haft i Berlin, er uden sammenligning Mrs Robinson’s på Pappelallée i Prenzlauer Berg. Jeg drømmer stadig om det blæksprutte-spyd, jeg spiste der for alt for længe siden.

Mine børn elsker Umami på Bergmannstraße i Kreuzberg, og især hvis vi kan få de pladser, hvor man sidder på gulvet og spiser.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Jeg finder guld fra andres gemmer med min ældste på loppemarkedet ved Maybachufer. Jeg spiller bordtennis med min søn, hvis vi kan få plads ved de populære borde. Jeg opdager nye legeplader og nye venner med min yngste. Og vi samles allesammen på Tempelhofer Feld og henter iskolde sodavand fra den nærmeste Späti og spiser take-away, mens vi nyder solnedgangen.

Tempelhofer_Feld

Hyggestund med familien i solnedgangen på Tempelhofer Feld.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Jeg er ret betaget af forladte gamle bygninger. Hvis du også er til det, så find f.eks. en udstilling i en gammel bunker, en tidligere fabrik eller et nedlagt lager – det kunne være Boros Bunker, Alte Müntze eller Kraftwerk Berlin – og nyd både udstillingen og den helt særlige stemning, der i de gamle lokaler. Hvis du er til imposante bygninger, så er Mäusebunkeren lige noget for dig. Bygningens korrekte navn er “Forschungseinrichtung für experimentelle Medizin” og er godt gemt i boligkvarter og bag hegn og træer, men med lidt snilde kan du godt få listet dig tæt nok på til at mærke bygningens imposante karakter.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Cykelstier. Manglen på cykelstier, kvaliteten af cykelstier og alle de ikke-cyklister, der benytter cykelstien. Berlin kunne let være den perfekte cykelby, men der er lidt vej endnu.

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Min ældste glæder sig til, at hun skal høre Beach Bunny på Hole 44, mens de to andre mest glæder sig til, at vi snart skal se Siegfried und Joy, tryllekunstnere og komikere. Jeg glæder mig over, at det lykkedes mig at få billetter til en rundvisning på den nye udstilling på Boros Collection.

Kristine Brodam Lorentzen, født 1978, uddannet cand.scient.pol. og har tidligere arbejdet med politisk kommunikation.

For tre år siden flyttede hun med sin mand og deres tre børn til Berlin. Her er hun i dag hjemmearbejdende som Hausfrau, der sørger for familie og hjem. Kristine har stor kærlighed til Berlin og byens mange tilbud og muligheder.

Du kan følge Kristine på hendes Instagram-profil Hungry Hausfrau.

Vind Pigen fra Liberty – ny krimi af Søren og Lotte Hammer

18. oktober udkommer Pigen fra Liberty, der er anden selvstændige del af Søren og Lotte Hammers historiske krimitrilogi om kripo-kommissæren Johann Braunmann. 
Forlaget People’s har doneret tre eksemplarer af bogen til udlodning på Vild med Berlin.

Ud over at være en krimi er Pigen fra Liberty også en medrivende historisk roman om racisme og uretfærdighed – og om et møde med et samfund, hvor krigen har sat voldsomme spor.

Handlingen foregår i efterkrigstidens Berlin, der er præget af kaos, hævntørst og racisme. I 1945-1948 sker der en række voldsomme drab på sorte mænd, men i første omgang får drabene ikke megen opmærksomhed. Først da en ung, sort mand hænges i et træ, får mordene politisk bevågenhed.

En sort amerikansk advokat, Ralph Woodridge, sendes til den krigshærgede og opdelte tyske hovedstad for at igangsætte en efterforskning. Her møder han den tidligere kripo-kommissær Johann Braunmann, og sammen indleder de et opklaringsarbejde, der skal vise sig at blive mere end udfordrende. Ralph står over for en uhyrlig racisme, som også synes at være motivet bag mordene. Kampen for at fange den bestialske morder bliver ikke mindre vanskelig af, at Ralph samtidig plages af dæmoner fra fortiden.

Sådan deltager du i udlodningen:
Læg en kommentar herunder om: Mit bedste tip til en god oplevelse i efterårsferien i Berlin.

Bemærk: Vi modtager meget “spam” i vores kommentarfelter. Derfor bliver din kommentar først synlig, når vi har godkendt den.

Om konkurrencen:
Konkurrencen løber til og med tirsdag 18. oktober 2022. Den foregår også på Vild med Berlins sider på Facebook og Instagram.
Vi finder vinderne gennem lodtrækning og kontakter dem direkte. Vinderne får efterfølgende deres bog tilsendt direkte fra forlaget People’s, der har doneret de tre eksemplarer af Pigen fra Liberty til Vild med Berlins læsere.

Mere om bogen:
Pigen fra Liberty er anden selvstændige del af Søren og Lotte Hammers historiske krimitrilogi ’Dengang i Berlin’ om kripo-kommissæren Johann Braunmann. Første bind i serien – Snesmil – udkom i 2021. Bogen fik 5 ud af 6 stjerner af Jyllands-Postens anmelder, og Politikens anmelder vurderede romanen til at være ’i international klasse’.

Pigen fra Liberty udkommer 18. oktober 2022. Bogen er på 576 sider. Vejledende pris 299,95.

Om forfatterne:
Søren og Lotte Hammer er søskende og oprindeligt uddannet som hhv. skolelærer og sygeplejerske. i 2010 udkom deres debutroman, Svinehunde, som blev en kæmpe succes med over 100.000 solgte eksemplarer alene i Danmark. Siden har forfatterduoen udgivet en lang række krimier, som er solgt til udgivelse i over 20 lande.

1961 – Den sidste frie sommer i Berlin

I dag, 15. juni 2021, er det 60 år siden, at Berlinmuren blev nævnt for allerførste gang. Journalist Gitte Merrild fortæller her om baggrunden for denne første omtale, der viste sig at være en lodret løgn:

Ideen om at bygge en mur mellem Øst- og Vestberlin blev i en og samme sætning både nævnt og benægtet. Det skete den 15. juni 1961 i DDR’s hovedstad Berlin på en international pressekonference.

“Niemand hat die Absicht eine Mauer zu errichten” – på dansk: ”Ingen har til hensigt at rejse en mur,” udtalte DDR’s statsoverhoved generalsekretær Walter Ulbricht på et spørgsmål om, hvorvidt der skulle bygges en statsgrænse ved Brandenburger Tor.

Han svarede, at han “afviste vesttyske rygter om, at østtyske bygningsarbejdere skulle mobiliseres for at rejse en håndfast grænse ved Brandenburger Tor” og forklarede uddybende, at DDR’s bygningsarbejdere havde alt for travlt med at bygge boliger.

Walter Ulbricht løj uden at blinke. Hemmelige planer om en storstilet, østtysk militæraktion var for længst udarbejdede. Ulbricht var desperat og afventede blot grønt lys fra den sovjetiske topledelse i Moskva til at spærre flugtvejen for DDR-borgerne med en mur. Den demokratiske republik var nemlig ved at forbløde, fordi millioner af Ulbrichts landsmænd vendte det unge DDR ryggen og flyttede til Vesttyskland. Den eneste flugtmulighed ud af DDR nu var til Vestberlin.

13. august 1961 begyndte etableringen af Berlinmuren

Mindre end to måneder efter pressekonferencen – natten til den 13. august – drog udkommanderede østtyske specialenheder gennem byen og rullede pigtråd i kilometervis ud omkring de bydele, der snart blev kendt som Vestberlin. På få døgn var soldaterne i fuld gang med at rejse den mur, som Ulbricht havde benægtet.

Men den 15. juni vidste berlinerne ikke, at 1961 blev deres sidste frie sommer i de næste 28 år. De kunne stadig pendle øst-vest tur-retur mellem bolig, arbejde, familie, venner og fritidsforlystelser i byens fire besatte zoner.

De cirka to millioner vestberlinere – heriblandt regerende borgmester Willy Brandt – anede ikke, at de i et hug ville blive spærret inde på et område mindre end Møn. På 480 kvadratkilometer.
Østtyskerne kunne næppe tro på, at det skulle lykkes først Walter Ulbricht, derefter Erich Honecker og Stasi (Ministeriet for Statssikkerhed) med Erich Mielke i spidsen, at udvikle, bygge, bevare og bevogte en uoverstigelig grænse rundt om hele deres land.

Bonusinfo:
Pressemødet med Walter Ulbrichts store løgn blev legendarisk i tysk historie. Kun overgået af et endnu mere berømt pressemøde i DDR’s hovedstad! 28 år senere, den 9. november 1989, da en rystet DDR-regering ved en fejl annoncerede, at alle østtyskere frit kunne rejse ud af landet uden ansøgning. Per omgående, som en noget forvirret talsmand for politbureauet, Günter Schabowski, læste op. Få timer senere var Berlinmuren åbnet.

OM FORFATTEREN:
Gitte Merrild var journalist i Berlin 1988-1995 og var både øjenvidne til livet bag Muren og oplevede oprøret i DDR. Hun rapporterede til danske medier, da Muren faldt om ørerne på de jublende berlinere i 1989 og om genforeningen af de to tyske nationer.

Gitte holder foredrag om livet i Berlin dengang og i dag, laver pop-up byvandringer i Berlin på dansk og arrangerer gerne fagrejser til Berlin – se mere på hendes Facebook-side. Gitte kan kontaktes på mail: gm@gittemerrild.dk. Læs Gittes bidrag til serien ‘Mit Berlin’ her: Mit Berlin #13: Jeg beundrer berlinerne

Vind bind fem i Volker Kutschers historiske krimiserie

Du kan nu vinde den nye danske udgave af bind fem i Volker Kutschers forrygende serie om politiefterforsker Gereon Rath.
Forlaget Lindhardt og Ringhof har doneret tre eksemplarer af bogen til udlodning på Vild med Berlin.

KONKURRENCEN ER SLUT OG VINDERNE ER FUNDET!

Volker Kutschers bogserie om kriminalkommissær Gereon Rath, der opklarer mordsager i Berlin i 1920’erne og 1930’erne, har fået ny opmærksomhed de senere år. Bøgerne danner nemlig grundlag for tv-serien Babylon Berlin, der har taget sine seere med storm både i udlandet og herhjemme.

De første fire tykke bind i serien er allerede udkommet i dansk oversættelse. Den 4. februar 2021 fulgte så femte bind, der bærer titlen ’Dem der faldt i marts’. Bøgerne giver et farverigt og detaljemættet billede af mellemkrigstidens Berlin. En by fyldt af spændinger mellem den spirende nazisme, anti-jødisk propagande og kommunisternes mobilisering i byen, der er præget af voksende arbejdsløs.

Bind fem: Dem der faldt i marts
Første bind i krimiserien udspiller sig i 1929, og i bind fem er vi nået til 1933, hvor Hitler er kommet til magten. Kriminalkommissær Gereon Rath har været hjemme i Köln, hvor han en tømmermændsramt morgen efter karnevallet får et telefonopkald, der sender ham tilbage til Berlin. En hjemløs krigsveteran er nemlig fundet død på togskinnerne ved Nollendorfplatz station, og Rath sættes på sagen.

Men Berlin er ikke, hvad den har været. Bogafbrændinger og marcher i gaderne er blevet hverdagskost, og nazisterne strammer deres greb om Tyskland.

Læs mere om hele Volker Kutscher-bogserien her

Sådan deltager du i udlodningen:
Læg en kommentar herunder om: Hvad savner jeg mest ved Berlin lige nu?

Bemærk: Vi modtager meget “spam” i vores kommentarfelter. Derfor bliver din kommentar først synlig, når vi har godkendt den.

Om konkurrencen:
Konkurrencen løber til og med onsdag 24. februar 2021. Den foregår også på Vild med Berlins sider på Facebook og Instagram. Vi finder vinderne gennem lodtrækning og kontakter dem direkte. Vinderne modtager efterfølgende deres bog direkte fra Lindhardt og Ringhof, der har doneret de tre bogeksemplarer til Vild med Berlins læsere.

Ny guidebog: Berlin Stories

Hvor finder du den bedste kaffe, den bedste döner, den bedste veganske restaurant, den bedste genbrugsbutik og de bedste barer og natklubber i Berlin? Det og meget mere giver Caroline Sølver sine personlige anbefalinger til i sin nye guidebog Berlin Stories.

Som Berlin-elsker kan man aldrig få for mange guidebøger om Berlin. Sådan er det bare! For Berlin er en by i konstant forandring. Der dukker hele tiden nye oplevelser, seværdigheder, spisesteder og butikker op, mens andre forsvinder, hvilket hurtigt gør din seneste Berlin-guidebog en smule forældet. Byens dramatiske historie og de klassiske vartegn og mindesmærker forandrer sig naturligvis ikke. Det er så heller ikke dem, Caroline Sølver har valgt at give plads til i sin nye guidebog Berlin Stories.

”I denne guidebog vil jeg ikke skrive om alle de klassiske turistattraktioner, for jeg regner med, at du allerede har set dem eller kender til dem. Jeg vil derimod tage dig rundt i mine yndlings-bydele og berette om, hvad de har at byde på, såsom hvor man finder den bedste kaffe, den bedste döner, og hvor du skal finde de oplevelser, der ikke står i de traditionelle guidebøger”, skriver Caroline i sin bog.

Berlin Stories fokuserer på bydelene Mitte, Prenzlauer Berg, Friedrichshain, Kreuzberg og Neukölln. Bogen er en lettilgængelig og taskevenlig guide til mere end 150 steder, seværdigheder og oplevelser i Berlin, som Caroline Sølver har udvalgt.

Ud over en lang række fristende beskrivelser af skønne caféer, restauranter og shoppingsteder giver bogen også tips til små gallerier, grønne åndehuller og steder, hvor man for alvor mærker historiens vingesus. Der er masser af ideer til nye steder at besøge for både førstegangsturisten og den mere erfarne gæst i Berlin.

Som supplement til Caroline Sølvers egne yndlingssteder har hun interviewet tre danske Berlin-kendere, der også deler nogle af deres personlige favoritsteder i Berlin. Nemlig arkitekt Sigurd Larsen, der har boet 11 år i Berlin. Journalist Liv Collatz, der har skrevet bogen ‘Berlin er’ og har boet i byen i flere omgange. Og journalist Ole Blegvad, der er forfatter til bogen ‘BerlinDK’ og ejer en ferielejlighed i Friedrichshain.

Vild med Berlin har fået lov at dele en håndfuld af Caroline Sølvers tips fra bogen:

Daluma i Mitte
Der er en vegan- og sundhedsbølge over Berlin, og denne bølge stod åbningen af Daluma i spidsen for, da de åbnede og introducerede Berlinerne for smoothiebowls. Dette sted er et paradis for veganere og sundhedsfreaks og er åbnet af to venner, der ville gøre det nemt for berlinerne at spise sundt, men samtidig godt og sjovt. Cafeen har et hav af friskpressede juices på halv-liter flasker, smoothiebowls, salater, morgenmad – og alle retterne er yderst insta-venlige.

Mrs. Robinson i Prenzlauer Berg
er en afslappet restaurant, der især er populær blandt lokale foodies. Her går alt op i en højere enhed, fra den gode stemning, de lækre naturvine og restaurantens menu i moderne bistro-stil, der er baseret på lokale produkter af høj kvalitet. De bliver serveret family style, så du kan smage en masse af de smagfulde retter.

Shakespeare and Sons + Fine Bagels i Friedrichshain
er nok et af de steder, jeg har besøgt allerflest gange i Berlin, og hvor jeg kan slå mig ned i mange timer, fordi stemningen bare er skøn. Beliggende i en tidligere østberlinsk boghandel kombinerer stedet fantastiske bagels og bagværk med et endnu mere fantastisk udvalg af engelsksprogede bøger. Er du glad for litteratur, kan du nemt købe dig fattig i det kæmpe sortiment. I cafeen skal du smage en bagel, en god kop kaffe og så skal du gøre dig selv en tjeneste at prøve deres chocolate chip cookie med sea salt, som er den bedste cookie, jeg nogensinde har smagt.

Overkill i Kreuzberg
er et mekka for sneakerfreaks. Her er et kæmpemæssigt udvalg af sneakers fra gulv til loft. Du kan både finde limited edition sneakers, der er svære at opstøve andre steder, og helt klassiske sneakers fra blandt andet Nike, Adidas, Puma og New Balance. Der findes nu to Overkill-shops, der ligger side om side, en til mænd og en til kvinder.

Körnerpark
er en skøn hemmelighed i Neukölln, nemlig en smuk slotshave, dog uden slot men med smukke trapper, et springvand og søjlegange. Der ligger et lille orangeri med cafe og galleri, og så kan du slænge dig på den fine græsplæne blandt blomsterbede.

OM FORFATTEREN
Caroline Sølver er 25 år og opvokset i København. Hun er bachelor i Interkulturel Markedskommunikation fra CBS. Efter gymnasiet boede hun tre år i Berlin, hvor hun udgav sin første guidebog “Then we take Berlin”. I dag bruger hun sin tid mellem København, Berlin og New York. Hun blogger om livsstil på Silverstories.dk, freelancer inden for marketing og arbejder på også at udgive guidebøger til New York og København.

Læs også Caroline Sølvers bidrag til serien Mit Berlin:
Det bedste ved Berlin er friheden

Berlin Stories er på 88 sider og kan købes på Silverstories.dk. Bogen koster 165 kroner som trykt udgave og 95 kroner som e-bog.

VIND: Afhopperne af Jesper Clemmensen

Du har nu mulighed for at vinde et eksemplar af den spritnye bog Afhopperne, der er Jesper Clemmensens tredje fortælling om koldkrigsflygtningene. Forlaget Lindhardt og Ringhof har doneret tre eksemplarer til udlodning blandt Vild med Berlins følgere. Læs hvordan du deltager længere nede i artiklen.

Jesper Clemmensen har gjort det til sit speciale at skrive om den kolde krig og DDR. Afhopperne er hans tredje bog om koldkrigsflygtningene.

Det var forbundet med stor risiko at forsøge at flygte over jerntæppet, der efter 2. verdenskrig delte Europa i øst og vest. Alligevel var der mange, der gjorde forsøget. Og en del, det lykkedes for.

En skøn sommersøndag den 24. juli 1960 hoppede Jan Rocek sammen med sin kone, svigermor og to små drenge over rælingen på den østtyske færge “Seebad Ahlbeck” og ned i vandet i Gedser Havn, hvorfra de blev reddet i land. Dagen efter gjorde familiens gode venner dem kunststykket efter. Dermed sluttede årtiers undertrykkelse af to jødiske familier i Østeuropa.

Jesper Clemmensens nye bog Afhopperne er en vild historie om at overleve holocaust, se det meste af sin familie blive udslettet og i 1960 på dramatisk vis flygte fra Prag og op gennem Østtyskland til friheden via Danmark.

Begge familieskæbner i bogen forsøgte under flugten at komme ud gennem Berlin, uden held. Men i 1960, cirka et år før Berlinmuren blev opført, var det muligt at rejse med færgen mellem Warnemünde og Gedser. Selvfølgelig uden mulighed for at gå i land. Færgeforbindelsen til Danmark blev alligevel familiernes vej til at undslippe kommunismen – takket været heltemodige danskere, der forhindrede færgens østtyske mandskab i at stoppe familiernes flugt.

Afhopperne er blevet til gennem interviews med hovedpersonerne dengang – bl.a. Jan Rocek, der stadig lever – og omfattende research i arkiver i Danmark, USA, Tyskland og flere østeuropæiske lande. I denne artikel fortæller Jesper Clemmensen om sit møde med 95-årige Jan Rocek.

Anmelder: ’Journalistisk historieskrivning i fornemste form’
Afhopperne har allerede fået sine første flotte anmeldelser:

“Jesper Clemmensen har skrevet sin hidtil bedste bog om flygtninge, der kom til Danmark via Østersøen … Det er journalistisk historieskrivning i fornemste form … Den står som en stele over dem, systemet bandt på mund og hånd. Men ikke ånd. Stor tak til forfatter og forlag for denne perle.” Sådan lyder det bl.a. i anmeldelsen på historie-online.dk, udgivet af Dansk Historisk Fællesråd. Læs hele anmeldelsen her.

Lolland-Falsters Folketidendes anmelder kalder bogen for “en decideret page-turner” og skriver bl.a.: “Og anden halvdel af bogen er simpelthen umulig at lægge fra sig med den accelererende spænding frem til springene ud i havnen i Gedser.”

SÅDAN DELTAGER DU I UDLODNINGEN:
Læg en kommentar om, hvem du gerne vil have som rejsemakker på din næste tur til Berlin + hvad du glæder dig mest til at opleve i byen.

OM KONKURRENCEN:
Konkurrencen løber til og med tirsdag 31. marts 2020. Den foregår også på Vild med Berlins Facebook-side og Instagram-side. Vi finder vinderne gennem lodtrækning og kontakter dem direkte. Vinderne modtager efterfølgende deres bog direkte fra forlaget.

Jesper forfatterfotoOM FORFATTEREN:
Jesper Clemmensen, født 1975, er uddannet journalist og har gjort det til sit speciale at skrive om den kolde krig og DDR.
Han debuterede i 2012 med “Flugtrute Østersøen – historien om ‘den usynlige mur’ mellem DDR og Danmark under den kolde krig“. Bogen vandt prisen som Årets historiske bog 2012.
I 2017 fulgte “Skyggemand – flugthjælper i den kolde krigs Berlin”.
20. marts 2020 udkom “Afhopperne”.

Læs Jesper Clemmensens besvarelse på en række spørgsmål i Vild med Berlins serie “Mit Berlin”.

Stammtisch #5 Århus: Jesper Clemmensen fortæller om koldkrigsflygtningene og Berlin

Med udgangspunkt i sine tre dokumentariske bøger fortæller Jesper Clemmensen om Berlins rolle i historien om koldkrigsflygtningene. Det sker ved Vild med Berlins femte Stammtisch-arrangement i Århus 28. marts 2020.

OPDATERET 17. MARTS:

Den nuværende corona-krise og nye restriktioner om ikke at mødes mere end 10 personer betyder, at vi må aflyse Stammtisch med Jesper Clemmensen den 28. marts. Vi forsøger at sætte en ny dato op med Jesper på et senere tidspunkt. Pas på jer selv og hinanden.

—————————————————-

Det var forbundet med stor risiko at forsøge at flygte over jerntæppet, der efter 2. verdenskrig delte Europa i øst og vest. Alligevel var der mange, der gjorde forsøget. Og en del, det lykkedes for.

Jesper Clemmensen er aktuel med bogen “Afhopperne”, der handler om to tjekkoslovakiske familier, som i 1960 forsøger at flygte over jerntæppet til Danmark. Begge familier forsøger undervejs at komme ud gennem Berlin, men må opgive. Den historie og mange andre flugtskæbner fra den kolde krig bliver fortalt ved et Stammtisch-arrangement lørdag den 28. marts på Fairbar i Århus.

Jesper Clemmensen er uddannet journalist og har gjort det til sit speciale at skrive om den kolde krig og DDR. Han debuterede i 2012 med bogen “Flugtrute Østersøen”. I 2017 fulgte “Skyggemand – flugthjælper i den kolde krigs Berlin”, og i marts 2020 udkommer “Afhopperne”. Ved Stammtisch-arrangementet vil det være muligt at købe og/eller få signeret Jespers bøger.

Læs mere om “Afhopperne” her og læs Jesper Clemmensens bidrag til Vild med Berlins serie “Mit Berlin”.

Stammtisch med Jesper Clemmensen sker i samarbejde med Kulturgesellschaft in Aarhus.

OBS! Deltagelse i Stammtisch er gratis, men på grund af det begrænsede antal pladser på Fairbar er tilmelding nødvendig via NemTilmeld via dette link. 

Vild med Berlins Stammtisch #5 i Århus
Tidspunkt: Lørdag 28. marts kl. 14.30 til 16.00
Sted: Fairbar, Klostertorvet, 8000 Århus C

Guide til en skøn vinterferie i Berlin 2020

Skal du til Berlin i vinterferien i uge 7 eller 8? Så læs med her og få inspiration til gode oplevelser i byen – fx rundvisninger i byen med danske guider, kunstudstillinger og historiske udstillinger.

Guidede ture på dansk

“Berlin på vrangen” har åbne ture alle dage fra 7.-16. februar. Turene har titlerne

  • Kreuzberg / Lille Istanbul
  • ”Under jorden” i Berlin, Jøders overlevelse under nazismen
  • Friedrichshain i 1990´erne og i dag / husbesættere og andre livskunstnere
  • På sporet af Berlinmuren
  • Neukölln’s mange ansigter

Læs mere hos “Berlin på vrangen“.

Lene Tymoshenko, der er den danske kvinde bag “Berlin på vrangen”, har boet i Berlin i 27 år. Læs om hende og hendes forhold til Berlin i indlægget “Berlinerne finder sig sgu ikke i noget“.

Ture med Gitte Merrild

Unik tur med DDR-patruljebåd

Den rutinerede guide Gitte Merrild er begyndt lejlighedsvis at arrangere ture på Spree med en tidligere DDR-patruljebåd. Lørdag 15. februar har hun den næste tur i tidsrummet 9.45-12.00. Læs mere og køb billetter via begivenheden på Facebook,

Ekstra danske ture hos Berliner Unterwelten

Hos Berliner Unterwelten har man specialiseret sig i ture i de bunkere, der dels blev anvendt under 2. verdenskrig og dels bygget til brug i en evt. tilspidset situation under den kolde krig. Der er kommet flere danske guider til, bl.a. Chris Alban Hansen, der fortæller om turene i videoen herover, og der er ekstra danske ture i vinterferien.

Læs om dem på Berliner Unterweltens site.

Diverse guidede ture på gåben, cykel, bus eller med skib (tysk og engelsk)

I Berlin kan du vælge mellem et stort antal guidede ture med forskellige temaer. Fx cykelture til det ‘alternative Berlin’ eller langs den tidligere berlinmur eller en guidet vandretur rundt til nogle af byens største seværdigheder. Find en stor oversigt over guidede ture her

Du kan også tage på en privat guidet tur med en berliner, som deler ud af sin passion for byens kultur, historie, musik, madscene, arkitektur, skjulte steder m.m. Find udvalget af lokale guider på portalen With locals.

Guidede ture i Berlins rock-, pop- og clubmusik-historie finder du hos Berlin Music Tours. Herigennem kan du bl.a. få adgang til det legendariske Hansa Studio og besøge David Bowies gamle hood i Schöneberg.

Udstilling af Monet-malerier

Fra 22. februar udstilles værker af den franske impressionist Claude Monet på Museum Barberini i Potsdam. Udstillingen ’Monet. Orte’ viser diversiteten i hans kunst fra hans første værker fra 1858 til hans sene malerier fra Giverny. En del af de udstillede 110 værker er privatejede og dermed normalt utilgængelige for det almindelige publikum. Udstillingen er et resultat af et samarbejde mellem Barberini Museum og Denver Art Museum.

Museum Barberini
Humboldtstraße 5-6
14467 Potsdam
Udstillingen ‘Monet. Orte’ løber fra 22. februar til 1. juni 2020. Museet har lukket tirsdage.

Udstilling om Wilhelm og Alexander von Humboldt

Deutsches Historisches Museum viser i øjeblikket en særudstilling om de to Humboldt-brødre, Wilhelm og Alexander.

Wilhelm von Humboldt (1767-1835) var en anerkendt filosof, sprogforsker, politiker og diplomat. Han beklædte en årrække betydelige poster i den preussiske statsledelse, og han realiserede sine ideer om forskningens uafhængighed og det frie studievalg ved Friedrich-Wilhelm Universität i Berlin (grundlagt 1810), der i 1949 blev omdøbt til Humboldt Universität.

Lillebroren Alexander von Humboldt (1769-1859) var en meget betydende, farverig og aktiv naturvidenskabsmand og forskningsrejsende. En superstjerne på sin tid og senere kaldt bl.a. ”Videnskabernes Shakespeare” og ”Den nye verdens opdager”. Han ændrede den måde, vi ser og beskriver naturen på, og han var også den første til at påpege, at mennesket påvirker klimaet. Alexander von Humboldt har lagt navn til flere steder end nogen anden i verdenshistorien. Dertil kommer næsten 300 planter og mere end 100 dyrearter.

Deutsches Historisches Museum
Unter den Linden 2
10117 Berlin
Udstillingen ’Wilhelm und Alexander von Humboldt’ løber frem til 19. april 2020.
Onsdage har museet åbent til klokken 20.

Berlin Story Bunker ligger i en gammel betonbunker, der under 2. verdenskrig blev bygget som beskyttelsesrum for passagererne på den dengang store og centrale station Anhalter Bahnhof og lokale beboere.

Berlin Story Bunker – Udstilling om Hitler og nazitiden i gammel bunker

Hvordan kunne det ske? Det er det gennemgående spørgsmål i den meget seværdige og stærke udstilling om Hitler og nazitiden i Berlin Story Bunker. Hvordan blev Hitler nazist? Hvorfor støttede så mange mennesker ham? Hvorfor blev uhyrlighederne ikke stoppet før?

Udstillingen er bygget op over 30 rum i en gammel bunker fra 2. Verdenskrig. Her skildres Hitlers baggrund og hans vej mod magten, krigens forløb, dens brutalitet og vanvittige rædsler og dens afslutning. Man får også et kig ind i Hitlers førerbunker med bl.a. en rekonstruktion af hans arbejdsværelse og autentiske fotos taget af de første russere og englændere, der besøgte bunkeren efter Hitlers selvmord.

Sæt god tid af til den meget omfattende og gennemførte udstilling. Der går nemt 2,5-3 timer med at dykke ned i historien og fordøje de mange og barske fortællinger og indtryk.

Berlin Story Bunker
Schöneberger Strasse 23A
10963 Berlin (S Anhalter Bahnhof)

Udstilling om Stasi i Berlin

Det er stadig muligt at se udstillingen ‘Stasi i Berlin’ med undertitlen ‘Overvågning og undertrykkelse i øst og vest’ i det tidligere Stasi-fængsel i Hohenschönhausen. Multimedie-udstillingen viser mange interessante detaljer, der leder tankerne hen på Netflix-serien “The Americans” om sovjetiske agenter i USA. Garderobeskabe på Bahnhof Zoo blev fx brugt af Stasi til deponering af propagandamateriale og breve til kontakter i Vestberlin, og et helt hotel i Vestberlin var i nogle år drevet af Stasi-informanter. Da Muren faldt i 1989, var der 300 DDR-informanter i Vestberlin.

Udstillingen er centreret om et 170 kvadratmeter stort luftfoto af Berlin, som de besøgende går hen over udstyret med en iPad. Film, billeder og dokumenter giver mulighed for at placere DDR-tidens begivenheder i nutiden og vise helt nye sider af byen.

Gedenkstätte Berlin-Hohenschönhausen
Genslerstrasse 66
13055 Berlin
Der er fri entré og åbent alle dage kl. 9-18.
Udstillingen ‘Stasi i Berlin’ løber frem til 31. marts 2020

Shoppingområder og loppemarkeder

Eftersom Berlin består af 12 bydele (Bezirke), har byen ikke ét centrum med butikker og centre. Hver bydel har sine egne områder med et miks af butikker, caféer og restauranter. Er du til shoppingcentre, har Berlin omkring 70 af slagsen – men som i Danmark ligner shoppingcentrene meget hinanden med stort set de samme kædebutikker.

De rigtig gode shoppingfund gør du ved at gå på opdagelse i hovedgader og sidegader i de forskellige bydele, hvor gågader og populære shoppingområder typisk ligger tæt ved de store U-Bahn- og S-Bahn-stationer.

Nogle af de store og mest populære shoppingområder i Berlin er:

Hackescher Markt – Et af Vild med Berlins favoritområder. Meget hyggelige gader med både cafeer, restauranter og masser af tøj- og skobutikker med gode og mere specielle kvalitetsmærker, heriblandt lokale brands som fx lala Berlin. Her finder du også Hackesche Höfe med otte sammenhængende baggårde med trendy butikker med design, kunsthåndværk, souvenirs m.m. Nogle af områdets gode shoppinggader er Schönhauser Strasse og Oranienburger Strasse. Området byder også på flere secondhand butikker med gode tøjmærker.

Kurfürstendamm – Berlins længste shoppinggade med et hav af mærkevarebutikker fra de mere budgetvenlige som H&M, Zara til alle de eksklusive som Louis Vuitton, Chanel osv. Jo længere, du bevæger dig ud ad Ku’Damm mod Charlottenburg, jo mere eksklusive butikker finder du i gaden.

Bikini Berlin – Et mindre og utraditionelt shoppingcenter ved Berlin Zoo i Mitte.  Her finder du tøj og smykker fra upcoming designere, kunstnere og iværksættere, som tester deres koncept i pop-up butikker. På centrets førstesal finder du et madmarked med streetfood.

KaDeWe – Berlins nok mest kendte og ret eksklusive stormagasiner. Husk at besøge den legendariske delikatesseafdeling på 6. sal med masser af madbarer og specialiteter.

Alexa Shopping Center – Kæmpemæssigt center ved Alexanderplatz med bl.a. en af Berlins største Media Markt-butikker med alt til spil- og tekniknørderne.

Mall of Berlin – Stort center ved Potsdamer Platz med både eksklusive og highstreet mærker.

Kastanienalle, Oderberger Strasse og Kollwitzstrasse – Nogle af de hyggelige og kendte shoppinggader i Prenzlauer Berg.

Friedrichsstrasse – Eksklusiv shoppinggade i gåafstand fra kendte attraktioner som Brandenburger Tor og Checkpoint Charlie. I Friedrichsstrasse ligger både store konceptbutikker og flere store varehuse som Galaries Lafayette og Dussmann.

Loppemarkeder – Berlin er kendt for sine utallige søndagsloppemarkeder rundt om i byen. Nogle af de mest populære finder du på Mauerpark, Boxhagener Platz og Arkonaplatz. Læs om en række af de mest populære markeder her

Få insidertips fra Berlin-kendere

I serien “Mit Berlin” kan du hente inspiration til gode spisesteder, caféer og oplevelser i Berlin. Her er nogle eksempler på anbefalinger fra de seneste bidrag i serien:

Mit Berlin #40: Her anbefaler journalist Torben Kitaj bl.a. besøg på cabaretstedet Bar Jeder Vernunft, hvor man kan opleve den gale og sjove berlinerstemning med en blanding af satire, visesang, cabaret og musik.

Mit Berlin #39. Her anbefaler 17-årige Lola Gazan bl.a. sin yndlingscafé House of Small Wonder, der både er smukt indrettet og har en interessant og anderledes menu.

Mit Berlin #38: Her anbefaler Tove Fleischer bl.a. restauranten Die StäV (Stándige Vertretung) am Schiffbauerndamm, som er indrettet i lokalerne, der tidligere husede den vesttyske repræsentation i Østberlin.

Mit Berlin #36: Her anbefaler historiker og forfatter Andreas Monrad Pedersen bl.a. et besøg i bygningskomplekset Am Flutgraben, der ligger på grænsen mellem Kreuzberg og Treptow. Oprindeligt var det et sporvognsværksted, og i DDR-tiden var det pga. by-opdelingen en del af murkomplekset. I dag fungerer stedet som et kunstnerværksted med uden- og indendørs udstillinger af de sjoveste ting, og der er et dejligt miljø omkring kanalens bredder.

Caféen Du Bonheur laver kager, der får englene til at synge, lyder et tip i serien Mit Berlin.

Mit Berlin #35: Her anbefaler rejsejournalist Regitse Cecilie Rosenvinge bl.a. besøg på caféen Du Bonheur på Brunnenstrasse, hvor de laver kager, så englene synger.

Berlinferie med børn og teenagere

Der er altid noget sjovt og spændende at tage sig til i Berlin, uanset hvor gammel man er. Et af de sikre hits for alle aldre er Museum für Naturkunde, som er et af verdens vigtigste naturhistoriske museer med en enorm samling, bl.a. store dinosauerskeletter.

Besøg i en af Berlins zoologiske haver er også et bud på en god familieaktivitet. Zoo Berlin ligger i hjertet af Berlin, mens Tierpark Berlin – Europas største dyrepark – er placeret i Friedrichsfelde i det gamle Østberlin. Begge zoologiske haver har fine lege- og familieområder. Panoramaudsigten fra Berliner Fernsehturm og besøg i glaskuplen på toppen af Reichtag plejer også at kunne imponere både store og små.

Tierpark Berlin har udover eksotiske dyr også gode legepladser og store grønne arealer.

For børn op til cirka 12 år er oplevelsesmuseet MACHmit og Labyrinth Kindermuseum populære bud på familieaktiviteter. Det samme er Rittersport Museum, hvor I kan lave jeres egne Rittersport-varianter.

Teenagere vil givetvis også synes, det er sjovt at besøge Rittersport-slaraffenlandet. Andre bud på aktiviteter med større børn og unge er søndagsloppemarkedet i Mauerpark og besøg i den tidligere lufthavn Tempelhof, hvor man kan give den gas på cykel, rulleskøjter og skateboard eller med drager i snor på de tidligere start- og landingsbaner.

Hvis vejret er til det, vil børn i alle aldre også elske at hænge ud på det alternative område Holzmarkt, der ligger lige ned til floden Spree i Friedrichshain. Her er der et hyggeligt, kreativt og afslappet miljø med caféer, restauranter og plads til leg i sandkasse, på rutsjebane eller på de grønne arealer.

Få flere tips til en vellykket Berlinferie med små og større børn i Vild med Berlins guide Berlin i børnehøjde

Flere nyttige guider fra Vild med Berlin:

Begynderguide – om alt, hvad man skal opleve første gang, man besøger Berlin

10 gode og gratis oplevelser – nyttig guide til Berlins mange gode gratis museer og oplevelser. Brug i stedet mønterne til drikkepenge

Berlins bydele og kvarterer – her kan du læse om Berlins geografi og få en kort præsentation af de mest populære bydele.

Guide til Berlins kollektive trafik – Tips og informationer om brug af U-Bahn, S-Bahn, busser og sporvogne.

Guide til restauranter, som egner sig til den helt særlige kærestemiddag eller fejring af en mærkedag i Berlin.

Vind guidebogen ’Vi elsker stadig Berlin’ af Sissel-Jo Gazan

Forfatteren Sissel-Jo Gazan har netop udgivet en opdateret udgave af sin populære storbyguide fra 2015. Bogen ’Vi elsker stadig Berlin’ indeholder 65 ekstra sider og som noget nyt også anbefalinger fra Sissel-Jos 17-årige datter, Lola.
Politikens Forlag har doneret 3 eksemplarer af den nye guidebog til udlodning på Vild med Berlin. Læs hvordan du deltager længere nede i artiklen.

Sissel-Jo Gazans nye guidebog ’Vi elsker stadig Berlin’ er 216 velskrevne og veloplagte sider spækket med personlige anbefalinger og tips. Her finder du inspiration til nye spændende restauranter, frisører, butikker, hoteller, caféer, cocktailbarer, gallerier, loppemarkeder, museer, veganercafeer, parker, museer, og hvad der ellers er værd at opdage i Berlin.

Gennem hele bogen deler 17-årige Lola Gazan – datter af Sissel-Jo – ud af sine yndlingssteder og bedste tips til unge berlinelskere. Lolas bidrag er fremhævet som blå tekst, så de er nemme at finde. Hendes tips gør bogen ekstra velegnet til familier, der rejser sammen med deres store børn og teenagere.

Bogen indeholder også otte miniportrætter af mennesker, der er flyttet til Berlin, og som i bogen fortæller om deres yndlingsaktiviteter og favoritsteder i byen.

Hostellet Die Fabrik i Kreuzberg er en af bogens hotelanbefalinger. Foto: Joachim Gern.

Ud over at dele rundhåndet ud af sine personlige favoritsteder og sin store kærlighed til Berlin reflekterer Sissel-Jo også over byens mindre flatterende sider og bagsider. Fx fortæller hun i kapitlet ’Arm aber Sexy’ om sit møde med en berlinsk taxachauffør, der gør hende opmærksom på, at Berlin nok er billig at færdes i for turister, men for mange af byens indbyggere er Berlin absolut ikke billig at leve i. Berlinerne selv er udfordret af høj arbejdsløshed, meget lave lønninger samt ejendomsinvestorer, der presser huslejerne op og dermed bl.a. medvirker til stigende priser på mad og dagligvarer.

I ’Vi elsker stadig Berlin’ har 9 af Berlins mest populære kvarterer fået hvert sit kapitel, nemlig Mitte, Wedding, Prenzlauer Berg, Friedrichshain, Kreuzberg, Neukölln, Schöneberg, Tiergarten og Charlottenburg.

Ud over et stikordsregister er bogen også udstyret med et emneregister, så man hurtigt kan finde det, man søger, i kategorier som fx Hoteller, Med Børn, Markeder, Shopping og Restaurant, café og bar. Bogen indeholder også bykort og et nyttigt gaderegister.

Du kan gratis læse eller høre et uddrag af bogen her.

SÅDAN DELTAGER DU I LODTRÆKNINGEN
Læg en kommentar herunder, hvor du fortæller om: Hvilken Berlin-bog har inspireret dig mest til gode oplevelser i Berlin?

Bemærk: Vi modtager meget “spam” i vores kommentarfelter. Derfor bliver din kommentar først synlig, når vi har godkendt den.

Sissel-Jo Gazan er især fan af de små tærter i Konditorei Du Bonheur, der ligger skråt over for U-Bahn-stationen Bernauer Strasse. Foto: Joachim Gern. Vild med Berlin har også besøgt stedet og anbefaler også gerne deres meget lækre kager.

OM KONKURRENCEN
Konkurrencen løber til og med tirsdag 3. december 2019. Den foregår også på Vild med Berlins Facebook-side og Instagram-side. Vi finder vinderne gennem lodtrækning og kontakter dem direkte. Vinderne modtager efterfølgende deres bog direkte fra Politikens Forlag.

OM FORFATTEREN
Sissel-Jo Gazan, født i Aarhus i 1973. Hun er romanforfatter og biolog med speciale i dinosaurer. Sissel-Jo debuterede i 1995 med romanen ’Når man kysser i august’ og fik sit internationale gennembrud med videnskabskrimien ’Dinosaurens fjer’ i 2008.

Hendes seneste bestsellerroman ’Blækhat’ fra 2017 foregår i Berlin og Aarhus.

Sissel-Jo Gazan flyttede i 2005 til Berlin, hvor hun stadig bor med sine tre børn. I 2015 udgav hun guidebogen ’Vi elsker Berlin’, som nu er udsendt i en opdateret udgave.