Spændingsroman med stor Berlin-indsigt

Historikeren Andreas Monrad Pedersen roman-debuterer med ”Åbne hænder” – en mursten af en spændingsfortælling, der rummer knivskarpe billeder af Berlin fra 1980 og frem til nutiden.

Uden at afsløre for meget kan man godt indsnævre kernetemaet i Andreas Monrad Pedersens nye roman til ordene: ”Magt korrumperer”. Man kan også sætte lidt flere ord på og tilføje, at det handler om, hvordan overvågning, undertrykkelse og manglende demokrati giver egoistiske og grådige kræfter i et magtmonopol mulighed for at erhverve sig fordele og velstand på de undertryktes bekostning – med ufattelige omkostninger for især dem, der ikke kan affinde sig med regimet.

I ”Åbne hænder” folder forfatteren temaet ud over 650 sider med et fortællemæssigt greb fra krimigenren. Det sker med et væld af præcise nedslag i byens historie, hverdagsliv og kultur på begge sider af den mur, der blev fjernet for 30 år siden. De mange beskrivelser vil fryde enhver Berlin-kender, og der er sikkert også ny viden at hente for mange.

Punkmusik over muren

Hvem husker for eksempel navnet på elektropunkbandet, der i 1980 gav en medrivende koncert på Kreuzberg-spillestedet SO36? Navnet er ”Deutsch Amerikanische Freundschaft” (DAF), og i romanen afslutter bandet koncerten med at rykke højttalere og andet udstyr de få hundrede meter ned til Mariannenplatz og gjalde nummeret med den smukke konjunktiv-titel ”Als wär’s das letzte Mal” hen over Muren til befolkningen i ”den lille republik” på den anden side. Nummeret kan i øvrigt høres på Youtube.

Og vidste du, at den daglige, østtyske tv-nyhedsudsendelse hed ”Aktuelle Kamera”, og at partitro DDR-borgere sad klar ved udsendelsens start kl. 19.30?

“Åbne hænder” tager sit udspring i tiden, da Berlin var delt af en mur, og hvor den østlige del var “Hauptstadt der DDR”. Bykortet her er det officielle fra DDR i 1968.

Der er også nutidige billeder. Tidligt i bogen er der en iagttagelse af to punkere i hullet, sort tøj, grafitti-dekorerede læderjakker, tynde ben i militærstøvler og med imponerende hanekamme, men også med en aldersforskel på ca. 35 år. Beskrivelsen efterfølges af ordene: ”… et eksempel på noget særligt berlinsk, som var svært at definere. Noget med en fandenivoldskhed, som byen stadig tilbød og nærede”.

Autentiske beskrivelser

Den slags små perler er drysset ud over siderne, og selv om det måske er viden og indsigt, man godt kunne leve foruden, bidrager de til at give romanen en særlig autenticitet.

Romanens hovedperson er den desillusionerede tidligere kommunist Johannes Knudsen, der har en dansk baggrund og arbejder som privatdetektiv i nutidens Berlin. Fans af krimiforfattere som Philip Kerr eller danske Jussi Adler-Olsen vil helt sikkert føle sig tiltrukket af dette islæt af spænding, men bogen kan også læses af ”krimifornægtere”, hvis man bare er interesseret i Berlin i almindelighed eller byens nyere i historie i særdeleshed.

Andreas Monrad Pedersen, født 1967, er historiker og  gymnasielektor i Horsens. Han var i Berlin første gang i 1982, men blev for alvor vild med byen i 2005 og rejser nu dertil 6-7 gange om året. Han er forfatter til flere bøger, bl.a. ” ”Schalburgkorpset: Historien om korpset og dets medlemmer 1943-45”.

Han har svaret på spørgsmål i serien ”Mit Berlin”, hvor han kommer med megen inspiration og en lang række konkrete anbefalinger til byens gæster. Se dem her:

Mit Berlin #36: Berlin er en sand gave for en historiker

Mit Berlin #36: Berlin er en sand gave for en historiker

Andreas Monrad Pedersen udgav for nylig en spændingsroman, der vidner om en stor indsigt i Berlins historie, kultur og geografi. Vild med Berlin har her fået ham til at dele ud af mere af sin viden og give nogle gode tips til byens gæster.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg var i Berlin første gang i 1982 med min folkeskole i 9. klasse. Vi boede i Østberlin i en uge, og selvom vi i bakspejlet oplevede ret fantastiske ting, så havde vi intet til overs for byens østeuropæiske charme dengang. Alt så slidt og gammelt ud, folk forekom triste, og der var ikke noget, vi danske middelklassebørn kunne shoppe.

Jeg har stadig den stil, vi skulle skrive efterfølgende i dansk, og det er morsom læsning i dag. Vi følte os befriede, da vi ankom til Vestberlin og blev sluppet løs i Europacenter. Vanduret var åbenbart højdepunktet!

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Helt ærligt, så var det først, da jeg besøgte Berlin for fjerde gang i 2005, at jeg blev vild med byen, og min indgang var, at jeg selv skulle forberede en studietur for en gymnasieklasse og derfor researchede løs og blev grebet af min egen nye viden. At lære byens geografi, kulturliv og historie og formidle det til mine elever var trylleformularen for mig. Typisk læreragtigt tænker jeg.

I dag er Berlin med et fortærsket udtryk blevet mit andet hjem. Jeg har gennem 10 år haft en lejlighed i Friedrichshain og er kommet der 6-7 gange årligt, så jeg kender på mange måder Berlin bedre end Århus og København. Jeg cykler hjemmevant rundt og ved, hvor det meste ligger uden at bruge kort. Og pludselig er man alligevel et nyt sted, hvor nogen har skabt et hyggeligt frirum på et gadehjørne under træerne.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Som dansker føler man sig umiddelbart hjemme i Berlin. Det må være noget med blandingen af det lidt fremmede og det ret genkendelige på mange niveauer. Berlinerne opfører sig som en slags danskere.

Det spændende for mig er den underliggende voldsomme historie, som gemmer sig under den ubekymrede, moderne metropol. Berlin indeholder verdenshistoriens store konflikter, verdenskrigene og den kolde krig, og sporene gemmer sig lige under overfladen. Berlinmuren dukker op her og der med graffiti eller som glemte overgroede klodser. Pludselig træder man på en snublesten og kan læse om en jødisk familie, der for 75 år siden blev deporteret fra lejligheden ved siden af. Hitlerregimets og DDR-tidens arkitektur ses punktvist, dels som anvendte boliger og dels som museumsbygninger.

Har man øjnene med sig, ser man mange steder en lille mindeplade eller en inskription, og så får en travl, trafikeret rundkørsel (som eksempelvis Besarinplatz eller Strausberger Platz) eller en park (som eksempelvis Volkspark Friedrichshain) pludselig en anden mening end den åbenlyse. At bevæge sig med den bevidsthed rundt i byen er for en historiker og forfatter naturligvis en sand gave.

Andreas Monrad Pedersen foran det stykke af Muren ved af East Side Gallery, som også illustrerer forsiden af hans roman “Åbne hænder”.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Hver bydel i Berlin har sin egen charme. Jeg holder af Kreuzberg og Prenzlauer Berg, men jeg har hjemme i Friedrichshain og betragter det som min trygge base. Der er noget Vesterbro-agtigt over bydelen, og der er mange dejlige, små lommer med parker, pladser og altid mange mennesker, der hygger sig udenfor.

Så snart solen titter frem, samles børnefamilierne i parkerne, og stuelejlighederne bliver pludselig ekstra attraktive. Man tager sin lænestol under armen og hopper ud ad vinduet og gør fortovene til sit hjem. Det skal ikke nødvendigvis være pænt, bare det er rart.
Det er dejligt at opleve de velkendte steder i Friedrichshain og se dem ændre sig. Huse, der bliver renoveret, små butikker, der dukker op, beboere, hvis børn bliver større. Side om side ligger BZ-huse og specialbutikker, legepladser og lejligheder med hyggelige altaner. Det er en meget broget bydel.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Åhh, den er svær. I Deutsche Oper så jeg en hypermoderne opsætning af Mozarts “Die entführung aus dem Serail”, og den genkalder jeg mig stadig år efter. Måske også fordi jeg lige inden var gået ned om hjørnet ved Krummestrasse og set den parkeringsplads, hvor den unge Benno Ohnesorg blev slået ihjel med forsæt af en vestberlinsk politimand under de voldsomme demonstrationer i 1967.

Mere direkte knyttet til Berlin og noget af det, der interesserer mig mest, står en omvisning i Stasi-fængslet i Hohenschönhausen som et klart højdepunkt for mig. En tidligere indsat, som havde lært sig dansk pga. Olsenbanden-filmene, der blev sendt i DDR-fjernsyn, viste rundt. Meget vedkommende og rørende. Men jeg kunne nævne rigtig mange andre oplevelser.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Når det kommer til rigtig god mad, er det svært at komme udenom den vestlige bydel. Min far insisterer, når han kommer til Berlin, på at besøge Cassambalis i Grollmannstrasse – en græsk-italiensk restaurant med suveræn atmosfære og kvalitet. Og jeg indvilger som regel, fordi han har ret i stedets kvalitet, selvom jeg ligeså gerne besøger de lidt mere rustikke og særprægede spisesteder. Et af disse er uden tvivl Englers Unikat i Samariterstrasse i Friedrichshain. Man spiser i sofagrupper, blandt talrige udstoppede havdyr, og serveringen er ægte berlinsk, tilbagelænet og alle G’er udtales som J akkurat som i gamle dage.

English Bookstore på Warschauerstrasse må være min favoritcafé. De laver ordentlig, det vil sige varm og stærk, kaffe og serverer friskbagte, hjemmelavede bagels med lækkert tilbehør. Samtidig kan man sidde og bladre i bøger og hæfter – jeg holder især af fotobøgerne om Berlin både før og nu – og ellers bare sidde og se på alle de forskellige besøgende gæster, der som regel er udlændinge, måske studerende eller turister, som på alle tider af dagen dropper ind i denne internationale oase.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
For mig er det ægte Berlin det rum, der skabes af menneskers kreativitet i de rum, som er blevet til overs i byen, og hvor ånden er at skabe noget værdifuldt for sit nærmiljø. Landingsbanerne ved den gamle Tempelhof-lufthavn er et godt eksempel. Spisesteder, idrætspladser og kolonihavehuse ligger side om side og tiltrækker byens mennesker, der altid er på udkig efter adspredelse i det fri.

Langs floden Spree er der dukket små strandbarer op, hvor man kan købe en billig øl og nyde stilheden ved vandet i den ellers hektiske by og se initiativrige nye berlinere være i gang med at bygge barer og små butikker. Efter en kort pause kan man så gå videre og lede efter Check Point Charlie, Fjernsynstårnet og Rigsdagen, som jo også er det “ægte” Berlin.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Savner man et lille afbræk i den travle og larmende bymidte, kan man på Chausseestrasse 126 træde ind i et lille frirum, nemlig kirkegården med navnet efter bydelen, Dorotheenstädtischer Friedhof. Det er lige ved siden af Berthold Brecht Haus, der også er besøgsværdigt.

På denne oprindeligt tænkte fattigkirkegård ligger mange prominente akademikere begravet, såsom forfatteren Grass, filosofferne Hegel og Marcuse, og der er et fint mindesmærke for de modstandsfolk, der blev skudt tæt på dette sted efter attentatforsøget mod Hitler i juli 1944. Man kan også se skudhuller fra ødelæggelserne i 2. verdenskrig. Men det mest fantastiske er det lille kapel, som lysarkitekten James Turrell har skabt for et par år siden, og som absolut er et besøg værd. Man skal lige tjekke åbningstiderne og så ellers sætte sig ind i det smukke rum og lade sig føre væk af lyskunsten.

Et andet spændende sted, hvor historien blander sig med nutiden, er bygningskomplekset Am Flutgraben, der ligger på grænsen mellem Kreuzberg og Treptow. Det fungerer i dag som et kunstnerværksted med uden- og indendørs udstillinger af de sjoveste ting, og der er et dejligt miljø omkring kanalens bredder. Men oprindeligt var det et sporvognsværksted, og i DDR-tiden var det pga. by-opdelingen en del af murkomplekset. Derfor kan man komme ind og se, hvordan grænsevagter bevogtede stedet og de sindrige afspærringsindretninger, Stasi havde lavet for at undgå flugt, efter at det rent faktisk var lykkedes østberlinere at kaste sig ud i desperate flugtaktioner.

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Der er faktisk et par stykker, og de har samme tema, nemlig den kolde krig. Et nyåbnet museum i Zimmerstrasse kaldet TimeRide har skabt en virtual reality-version af en køretur gennem den delte by i 80’erne. Det lyder som en sjov og original opfindelse. Det andet besøg ligger noget uden for byen i sydøstlig retning. I byen Gosen har man åbnet en Stasi-bunker og lavet en udstilling om temaet. Det er den velkendte genre, men det er jo den slags ting, jeg aldrig bliver træt af.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Jeg vil ikke være bekendt at sige, at der er noget, der irriterer mig ved Berlin, for jeg er trods alt en gæst. Men der er ting, som bekymrer mig i byen. Jeg har over årene registreret en stigende grad af skepsis over for udlændinge, hvad enten det drejer sig om turister eller indvandrere. Det ligger nok i tiden og er en konsekvens af en global trend. Og det er svært at bebrejde berlinerne denne holdning, for det kan være svært at bevare det velkendte Berlin for de mennesker, der måske har boet der i 30 år.

Byfornyelsen og turismen presser de berlinere, der ikke har råd til at købe de nyistandsatte lejligheder, og de mange shoppingcentre i alle de forskellige bydele truer de små butikker med lukning. Konsekvensen er, at de mennesker, der skal servicere alle os andre, må bo i triste forstæder og hver dag rejse langt for at komme ind i byen og arbejde i de kapitalstærke virksomhedskæder. På den måde bliver byen tømt for almindelige mennesker og deres kolorit og livsstil og erstattet med kolde bolig, hotel- og kontorkomplekser, hvor der ikke er noget liv efter lukketid og i lavsæsonen.

Det er en trist udvikling, som naturligvis truer med at fjerne alt det spændende og anderledes, vi fremmede kommer for. Det kræver nok politisk handling at bremse denne udvikling, men om viljen er til stede, kan jeg godt tvivle på. I mellemtiden sørger jeg for ikke at opføre mig alt for meget som en turist, så jeg tager ikke min rullekuffert med til Berlin, og jeg går i en bue uden om de store butikker og ind til de små lokale handlende i stedet.

Andreas Monrad Pedersen, født 1967, er historiker og  gymnasielektor i Horsens. Han var i Berlin første gang i 1982, men blev for alvor vild med byen i 2005 og rejser nu dertil 6-7 gange om året.

Han er forfatter til flere bøger, bl.a. ” ”Schalburgkorpset: Historien om korpset og dets medlemmer 1943-45”.

I 2019 udkom ”Åbne Hænder”, en historisk roman på 650 sider med et krimielement om forbrydelser i tiden med Berlinmuren.

Vind bogen

I samarbejde med Forlaget Mellemgaard udlodder Vild med Berlin tre eksemplarer af “Åbne hænder”. Der trækkes lod blandt alle, der er tilmeldt Vild med Berlins gratis nyhedsbrev senest torsdag 10. oktober 2019. Er du allerede tilmeldt, behøver du altså ikke at gøre det igen, men ellers kan du gøre det her.

Håbets Europa i 89 billeder

I anledning af 30-året for Berlinmurens fald udgiver Europaekspert Lykke Friis fredag 6. september 2019 en ny bog, hvor hun ser tilbage og gør status på begivenhederne i 1989.

Gads Forlag har doneret 3 eksemplarer af den nye bog til udlodning på Vild med Berlin. Læs herunder, hvordan du deltager i lodtrækningen.

”Selvom Europa i 2019 kæmper med blandt andet Brexit og EU-skepsis, en uforudsigelig Donald Trump og et selvbevidst Kina, burde et tilbageblik til 1989 indgyde nutidens politikere og læsere håb.” Sådan skriver Lykke Friis i ”Håbets Europa”, hvori hun pointerer, at læren fra 1989 ikke er, at det liberale demokrati er dømt til at sejre. Læren er snarere, at Europas fremtid hurtigt kan ændre sig og i høj grad afhænger af os selv.

1989 var håbets år med Berlinmurens fald, Den Kolde Krigs afslutning og dominoagtige revolutioner i Central- og Østeuropa. I dag tages 1989 ofte for givet. Men året var ikke resultatet af en storpolitisk masterplan, og faktisk kunne det hele være gået meget anderledes. For eksempel hvis grænsevagterne i Østberlin havde åbnet ild mod østtyskerne, da Berlinmuren blev erklæret for åben ved en fejltagelse.

På trods af at ingen i 1989 forudsagde Europas ”stjernestund”, troede mange, at ”historien var forbi”. 30 år efter ser situationen ganske anderledes ud. I dag tales der om historiens comeback eller sågar hævn. Det skyldes ikke mindst udviklingen i Kina, Rusland og Donald Trumps USA. Bogens udgangspunkt er ikke desto mindre, at 1989 fortsat bør indgyde Europas politikere og vælgere håb.

I Håbets Europa ser Lykke Friis tilbage på 1989 og gør status. Med ikoniske, men også mindre kendte billeder, indfanger hun det hæsblæsende års mange begivenheder og tiden før og efter det mest begivenhedsrige år i Europas nyere historieBogen er den officielle bogudgivelse i forbindelse med Golden Days-festivalen 2019, som har 1989 som tema.

Du kan gratis læse et uddrag af bogen her.

Om Forfatteren:
Lykke Friis
født 1969, er udenrigskorrespondent i Berlin for Berlingske, formand for Udenrigspolitisk Selskab og næstformand for tænketanken European Council on Foreign Relations.

Lykke Friis er blandt andet tidligere klima-, energi- og ligestillingsminister. Hun er forfatter til en række bøger om europæisk politik med særligt fokus på Tyskland.

Læs Lykke Friis’ bidrag til serien Mit Berlin:
Mit Berlin #4: Berlin er min anden hovedstad

Stammtisch #6 og #7 Kbh.: Hverdagen bag Muren og revolutionen 1989

Sidste nyt: Alle 45 pladser til arrangementet 22. september 2019 er reserveret, men man kan blive skrevet på venteliste og få besked, hvis der kommer afbud.

Arrangementet bliver gentaget 27. oktober 2019. Link til tilmelding nederst.

Journalist Gitte Merrild fortæller om tiden i Berlin omkring Murens fald. Bemærk at deltagelse kræver tilmelding.

Gitte Merrild fotograferet ved Berlinmuren i 2014

Gitte Merrild var et af de få danske øjenvidner til hele oprøret i DDR for 30 år siden.

Fra Vestberlin skrev hun om de allerførste protester allerede i maj måned 1989, lavede hemmelige interviews med systemkritikere og rapporterede om den masseflugt ud af DDR, som tvang landets diktatorer i knæ.

Hun var på pletten til demonstrationer i Østberlin og Leipzig, og da Muren endelig væltede, tog hun imod de første jublende østtyskere, der stormede ind i Vestberlin den 9. november 1989.

Begrænset deltagerantal! Deltagelse kræver (gratis) tilmelding via VildMedBerlin.NemTilmeld.dk

Læs mere om Gitte Merrild i hendes indlæg i serien “Mit Berlin”: “Jeg beundrer berlinerne“.

Store planer med Berlins Spreepark

Den gamle forlystelsespark i Berlin, Spreepark, vil i 2029 være et attraktivt kultur- og fritidsområde, hvor spor af de nu faldefærdige forlystelser indgår i respekt for parkens historie. Det er stadig muligt at komme på rundvisning i de spektakulære ruiner.

I 20 år var det 23 hektar store område i Berlins sydøstlige udkant DDR’s eneste forlystelsespark med blandt Københavns Tivoli som forbillede. Efter Murens fald i 1989 har området haft en omtumlet tilværelse. Et forsøg på at genstarte parken som en privat forretning led sit afgørende nederlag i 2002. Herefter har området indtil i dag ligget forladt – med de gamle bygninger og rester af forlystelser som ruiner.

I DDR-tiden var navnet ”Kulturpark Plänterwald”. Siden det offentliges erhvervelse af området i 2016 via selskabet Grün Berlin Gmbh har betegnelsen blot været Spreepark. Det har kun været muligt at besøge området – i hvert fald på lovlig vis – via en af de mange rundvisninger, som man på forhånd kan købe en billet til. Hvis man er hurtig!

Informative rundvisninger

På rundvisninger kan man (på tysk) høre om visionerne med at renovere og forny en del af de gamle attraktioner som fx rutsjebaner, karrusel, pariserhjul og pavilloner. Se eksempler i billederne herunder.

Efter planen vil der i 2021 blive åbnet for offentligheden på den måde, at man kan begynde at bevæge sig gennem området på udvalgte stier. Først omkring 2029 vil renoveringen være gennemført.

Der planlægges også med, at man til den tid vil kunne tage en færge på Spree fra det centrale Berlin ud til parken med to anløbssteder i hver sin ende. Man har endnu ikke besluttet, om der vil blive opkrævet entré for at benytte parken.

Vær hurtig!

Billetter til rundvisninger er hurtigt blevet udsolgt, når de er blevet udbudt. Da man satte 1.800 billetter til salg for 60 rundvisninger i juli og august 2019, var de væk på et par dage.

I 2020 udbydes der løbende nye billetter til rundvisningerne. Måske vil myndighederne lodde, om interessen fortsætter med at være stor. I skrivende stud er der udbudt billetter for foreløbig seks lørdage.

Prisen er 5 euro (+ 1 euro i gebyr). Tjek her, om der er ledige billetter:
spreeparkfuehrung.reservix.de

Riesenrad_Spreepark

Det store pariserhjul skal efter planen tages i brug i den renoverede park, og vandbassinet rundt om det skal genskabes.

Achterbahn_Spreepark

Den gamle rutsjebane bliver ikke genåbnet, men der er planer om at lave den til en gangsti på visse strækninger.

Pavillon_Spreepark_Berlin

En ellers temmelig faldefærdig pavillon bliver renoveret, fordi den for DDR-tiden så typiske byggestil ifølge Grün Berlin har arkitektur-historisk værdi.

Spreepark_Berlin

Det store snegleformede “telt” blev oprindeligt brugt til visning af film i 360 grader. I fremtiden bliver der nok også vist film om bl.a. parkens historie, men ikke i det store format.

Karusell_Spreepark

Karrusellen fungerer stadig, i hvert fald delvis. Det er planen at renovere den og – meget passende – etablere en café ved siden af.

 

 

Cookies Cream i Berlin: En ekskursion i vegetarisk nydelse

Blandt Berlins 22 Michelin-honorerede restauranter er der én, der er 100 procent vegetarisk: Cookies Cream. Vi prøvede den – og fik en gourmet-oplevelse af de helt store.

Første mundfuld gjorde os helt tavse. Vi skulle lige komme os over den himmelske velsmag, før smilene bredte sig, og vi overbeviste hinanden om, at vi da vist havde truffet et helt rigtigt valg. Hjemme fra Danmark havde vi bestilt bord på den vegetariske Berlin-restaurant Cookies Cream.

På tallerkenen lå en hvid artiskokcreme dækket af supertynde skiver af vandmelon, der til forveksling lignede carpaccio. Herover var drysset sprøde kardemommekapsler og smuldret lidt gedeost. Smukt, enkelt og samtidig en frisk og ekstremt velsmagende begyndelse på den femretters menu, vi havde besluttet os for. Vi fik i den grad forventningerne skruet op.

Vi var blevet inspireret af det engelske madøre Rick Stein, der tilsyneladende er på en never-ending gourmetrejse rundt i verden. I juni så vi på DR hans udsendelse om Berlin, og vi registrerede det særlige Berlin-agtige indtryk, som Cookies Cream gav – med en lidt hemmelighedsfuld, rustik baggårdsbeliggenhed.

Cookie Cream Berlin

Indgangen til en Michelin-restaurant? Ja, når den ligger i Berlin. Den blinkende lysekrone viste vej.

Vi tjekkede hjemmesiden, så den interessante menu og blev også lokket af, at der tilsyneladende ikke var noget fims med “pænt” tøj. Da vi fik vores bestillingskvittering, anmodede restauranten da også høfligt om ”casual” påklædning. Vi havde bestilt bord til tre, for mor/svigermor, der ville støde til i Berlin, skulle da have sig en helt særlig Berlin-oplevelse.

Den første Michelin-oplevelse

Vi har ikke tidligere besøgt en restaurant med en Michelin-stjerne. Det tætteste, vi har været, er et besøg på Kadeau Bornholm, lige før de fik deres første stjerne i 2016. I juni spiste vi på restauranten Moment på Djursland, der her i 2019 har fået den såkaldte Bib Gourmand-udmærkelse fra Michelin. Det er også en vegetarisk restaurant, og det var nok denne oplevelse med enestående grønsags-trylleri, der gav os lyst til at prøve mere vegetarisk på dette niveau.

Tilbage til Cookies Cream: Vi begav os ind i baggården bag Komische Oper, lod os berolige af ordene ”if you think you are lost, you are almost there” og var alligevel lettede, da vi opdagede en blinkede lysekrone, som vi var blevet bedt om at gå efter. Vi bankede på den solide metaldør, som var det en hemmelig klub, og den blev åbnet af en smilende og meget imødekommende ung mand i en lidt forvasket t-shirt. Vi følte os i den grad velkomne og i godt selskab.

Døren til Cookies Cream Berlin

Der er fotoforbud på restauranten, så dette blev det sidste billede. Og dog: Se nederst i indlægget.

Ovenpå i restauranten kunne vi se på de øvrige gæster, at vi da vist godt kunne være kommet i de shorts og Birkenstock-sandaler, vi tidligere havde haft på i sommervarme Berlin. Påklædningen og stemningen var afslappet.

Vi fik plads ved den lidt mørke restaurants eneste vindue, hvilket vi var ganske godt tilfredse med, selv om udsigten her fra 1. sal var en baggård med nogle affaldscontainere. Vinduet kastede behageligt lys ned over de spændende retter.

Et gennemført højt niveau

Med første ret var vi startet på toppen, og vi fortsatte på næsten samme niveau. Forbeholdet ”næsten” kan skyldes, at vi fra begyndelsen blev indstillet på utrolig megen velsmag. De følgende fire retter var absolut også store oplevelser og et vidnesbyrd om, hvor varieret og smagfuld mad kan laves uden kød. Den samlede menu så således ud denne aften:

  1. Vandmelon med artiskokcreme, gedeost, kardemomme, citron
  2. Tomat-te (suppe), fennikel, blomster, jernurt, tørrede kapers, croutoner
  3. Parmesandumplings med trøffel, fyrreskud, purløg, spinat
  4. Bagt aubergine med edamame, papadum, sar, løg
  5. Jordbær, jordbærsorbet, spansk kørvel, marengs, boghvedekerner

Dertil fik vi den tilhørende vinmenu bestående af forskellige naturvine. Det var et eksperiment, der ikke faldt ud til naturvinenes fordel. Selskabets mest naturvinskritiske deltager registrerede én vin, der var nogenlunde god, tre, der var drikkelige, men uinteressante, og én der smagte temmelig ringe. Er du en, der holder af naturvins til tider ret flade og syrlige smag, skal du selvfølgelig tage denne vinmenu. Ellers vil vi anbefale en af de andre flasker på kortet. Eller måske en kombination, hvor én i selskabet får naturvinsmenuen, så alle kan smage og danne sig deres eget indtryk.

Regningen for fem retter og vin til tre personer lød på præcis 400 euro, dvs. 1.000 danske kroner pr. kuvert. Virkelig billigt sammenlignet med priserne på danske Michelin-restauranter.

Det er også muligt at få mindre menuer. Priserne er disse (juli 2019):

  • 5 retter 79 euro
  • 4 retter 69 euro
  • 3 retter 59 euro

Læs mere på cookiescream.com

Udsigten fra Cookies Cream Berlin

Fotoforbuddet blev uartigt trodset, da dette billede af mine mætte og meget tilfredse følgesvende blev taget til sidst. I baggrunden vejrer det russiske flag over landets ambassade, de første bogstaver i (vist nok) Aeroflot kan anes og ellers er det blot en baggård med parkerede biler og affaldscontainere, der i tristhed står i skarp modsætning til det vegetariske festmåltid på Cookies Cream.

Stammtisch #2 Århus: Agenter og bedrag under den kolde krig

Forfatter Mikael Busch fortæller om sine dokumentariske bøger ‘Knud og Vera’ og ‘Lenz’ lørdag 2. november kl. 14.30-16 på fairbar, Klostertorvet 6 i Århus C.

Begge bøger har danskere i centrale roller i spændende historier om angiveri og spionage. Knud Wollenberger spionerede endda mod sin egen kone, der var aktiv i den østberlinske fredsbevægelse. Hun finder først ud af det to år efter Murens fald.

Mikael Buschs bøger bygger på omfattende research i bl.a. Stasis arkiver og har en undersøgende tilgang til emnet: Hvordan kan begavede unge mennesker finde på at arbejde som agenter for et undertrykkende system med omfattende overvågning?

Ved oplægget i Århus vil Mikael Busch også tage en stak af sine bøger med til arrangementet. Han sælger ”Lenz” for 100 kr. og ”Knud og Vera” for 200 kr. Begge bøger for 250 kr. Du kan få bøgerne signeret, hvis du ønsker det.

Det er gratis at deltage i Vild med Berlins Stammtisch, men støt gerne vores vært, fairbar, der sælger kaffe, sodavand, øl m.m.

Du behøver ikke at tilmelde dig Stammtisch på forhånd, men markér gerne på Facebook-begivenheden, om du har tænkt dig at komme. Det er ret nyt, at vi laver Stammtisch i Århus, så vi ved ikke, hvor mange, der møder op. Ved første Stammtisch var der et pænt fremmøde. Siddepladser er efter først til mølle-princippet. Kom meget gerne i lidt god tid, så du kan nå at bestille kaffe m.m. inden oplægget går i gang. På den måde får både Mikael Busch og tilhørerne ro fra brummende kaffebrygning til at levere/høre oplægget.

Læs om Mikael Buschs forhold til Berlin i indlægget “Med Muren i hovedet” i serien “Mit Berlin”.

Vil du være sikker på at få information om Vild med Berlins arrangementer i Århus, så meld dig ind i Facebook-gruppen ’Vild med Berlins Stammtisch i Århus’.

Er du interesseret i vores arrangementer i hovedstadsområdet, så har vi også en Facebook-gruppe til dette formål: ’Vild med Berlins Stammtisch i hovedstadsområdet’.

Stammtisch #2 Århus
Tidspunkt: Lørdag 2. november 2019 kl. 14.30-16
Sted: Fairbar, Klostertorvet 6, 8000 Århus C

Mikael Busch fortæller om sine bøger ved Vild med Berlins Stammtisch-arrangement i Århus lørdag 2. november 2019.

8 sommeroplevelser i Berlin 2019

Nogle ritualer skal gentages, når man besøger Berlin med jævne mellemrum, men man skal også huske at få nogle nye oplevelser i den by, der har så meget at byde på. Denne to-do-liste for sommeren 2019 fra Lars Friis, den ene af Vild med Berlins redaktører, kan måske inspirere andre.

Bauarbeiter

Fotografi fra udstillingen “Berlin. Die Halbe Hauptstadt”

1. Ost-Berlin. Die halbe Hauptstadt

Nogle spændende udstillinger skal jo nås, mens de er der. Det gælder for eksempel “Øst-Berlin – Den halve hovedstad” i Ephraim Palais i historiske Nikolaiviertel. Den kan besøges frem til 30-årsdagen for Murens fald 9. november og viser billeder, der spejler byen som magtcentrum, socialismens udstillingsvindue og hverdagen i DDR.

Ost-Berlin. Die halbe Hauptstadt
11.maj-9. november 2019
Museum Ephraim-Palais
Poststraße 16, 10178 Berlin

Link til udstillingens hjemmeside

Nolde og entartete Kunst

Emil Noldes billede “Die Sünderin” var med på udstillingen, hvor nazisterne gjorde grin med det, de betegnede som “entarterte” kunst, dvs. degenereret, dekadent kunst. Det smertede den overbeviste nazist Emil Nolde. Til højre ses propagandaminister Joseph Goebbels besøge udstillingen i 1937 – med Die Sünderin på væggen (© Nolde Stiftung Seebüll)

2. Emil Nolde

Den begrænsede udstillingstid gælder også Nolde-udstillingen på museet Hamburger Bahnhof. Den viser enestående ekspressionistiske værker af Emil Nolde og kan opleves frem til 15. september. Grundig forskning nuancerer – mildt sagt – hans ry som forfulgt – “entartete” – kunstner og historien om “Ungemalten Bilder“ under nazismen, hvilket udstillingen også beretter om. Læs mere i en artikel fra TV2.

Emil Nolde – Eine deutsche Legende. Der Künstler im Nationalsozialismus
12. april-15. september 2019
Hamburger Bahnhof
Invalidenstraße 50-51, 10557 Berlin

Link til udstillingens hjemmeside

Sammlung Boros3. Sammlung Boros

En privat kunstsamling er permanent udstillet i en gammel bunker, men man skal være ude i god tid, hvis man skal sikre sig adgang. Den gives kun i form af rundvisninger for mindre grupper på faste tidspunkter, og billetterne er som regel udsolgt mindst en måned i forvejen. Jeg har ikke tidligere planlagt i så god tid, men denne gang blev Boros-billetten sikret allerede tilbage i maj.

Min medredaktør Inge har været der og har skrevet et indlæg om oplevelsen. Hun beretter: ”Under rundvisningerne får man en meget kvalificeret indføring i både de mange kunstværker, der er udstillet i rummene, samt i den gamle bunkers turbulente historie. Bunkeren blev bygget som beskyttelsesbunker under 2. Verdenskrig. Efterfølgende har den både været anvendt som fængsel, som madlager og som avanceret techno/fantasy/fetich-klub. Og sporene fra fortiden er bevaret i mange rum.”

Sammlung Boros
Bunker, Reinhardtstr. 20
10117 Berlin-Mitte
Bestil tid her

4. Zille Museum

En tysk bekendt er vild med Zille Museum, og så er det jo lidt pinligt at indrømme, at man aldrig har været der, når man ret jævnligt farer til Berlin. Så nu skal det være.

Heinrich Zille (1958-1929) var litograf, men ernærede sig i sine sidste leveår ved at illustrere, fotografere og lave karikaturtegninger. Han stod på de fattiges side og beskrev bl.a. de usle vilkår i de berlinske ”Mietkasernen”, hvor den tilvandrende landbefolkning var stuvet sammen i små baggårdslejligheder i de to første årtier af det tyvende århundrede.

Han opnåede stor popularitet, og hans 70-årsdag blev fejret stort i Berlin i januar 1928. Han døde 9. august, dvs. for 90 år siden her i 2019. Det markeres med særudstillingen „Siehe. So leben Menschen”.

Zille Museum
Propststr. 11
10178 Berlin
Link til museet

Spreepark – billede fra 2017 (By A.Savin (Wikimedia Commons · WikiPhotoSpace) – Own work, FAL, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=58430668)

5. Spreepark

De sidste 20 år af DDR’s levetid lå der i Østberlin en stor forlystelsespark med navnet ”Kulturpark Plänterwald”. Det var den eneste af sin art i hele DDR. Efter genforeningen genåbnede parken som ”Spreepark Berlin” med nye attraktioner i 1991 og havde i de første år høje besøgstal. Men da billetprisen blev sat op for at dække store omkostninger, gik det ned ad bakke. I 2001 måtte det private driftsselskab bag parken erklære sig insolvent, og ejeren flyttede til Sydamerika med et par af attraktionerne.

Området har stået forladt lige siden. Mange eventyrere har benyttet sig af huller i hegnet til en lille udflugt blandt de spøgelsesagtige bygninger og mennesketomme forlystelser. Med mellemrum bliver der også arrangeret rundvisninger, og det er en af dem, jeg har sikret mig billetter til. Måske er denne sæson en af de sidste chancer for at besøge resterne af den gamle Spreepark, for Berlins bystyre købte området allerede i 2014, og der drøftes forskellige planer.

Spreepark
Kiehnwerderallee 1-3, Treptow, 12437 Berlin
Book billetter her (5 euro + 1 euro i gebyr)

6. Rummels

Man bliver tørstig af al den kultur, og et ophold i Berlin indebærer for mig næsten altid et besøg i den historiske Prater Biergarten i Prenzlauer Berg. Flere andre steder er blandt mine foretrukne, fx Golgatha, hvis jeg er i Kreuzberg. Den Biergarten ligger lidt gemt i et hjørne af Viktoriapark.

De nyere steder, Klunkerkranich og Holzmarkt, er måske ikke ”ølhaver” i traditionel forstand, men også rigtig gode steder at få slukket tørsten. Førstnævnte med udsigt over hele byen.

I år skal mindst én ny Biergarten opdages, og en ven har givet mig en rigtig god anbefaling af Rummels, der ligger ned til Rummelsburger See – et område, jeg endnu ikke har fået tjekket ud. Rummels skulle være lidt hippieagtigt. Og med et skattekort som vejviser er der nok også lidt sørøver over det.

www.rummels-welt.de

7. Åben tur med en dansk guide

Berlin er vist den eneste storby i hele verden uden for Danmark, hvor man stort set dagligt kan komme på en rundvisning med en dansktalende guide. Det skal man da benytte sig af. Man får altid noget nyt at vide om lokale bydele eller vilkår og skæbner under nazismen og socialismen. Der er adskillige muligheder denne sommer.

Tjek denne oversigt – og kontrollér links til arrangørernes sider mht. ekstra ture eller aflysninger.

8. En spændende restaurant

Streetfood i Markthalle Neun eller en Döner hos Mustafas Gemüsekebap er ofte faste indslag på mine ture til Berlin. Både traditionelle tyske restauranter og gode italienske står også højt på listen. Og asiatiske. Det internationale køkken har bare et ret højt niveau i Berlin – til relativt lave priser. Hvortil selvfølgelig skal lægges de obligatoriske drikkepenge.

I år er jeg blevet inspireret af anbefalinger fra Vild med Berlins følgere på Facebook og tv udsendelsen om Rick Steins gourmet-besøg i Berlin og har bestilt bord på vegetarrestauranten Cookies Cream.

(Læs om oplevelsen her: “En ekskursion i vegetarisk nydelse“)

Cookies Cream
Behrenstraße 55, 10117 Berlin, Tyskland
cookiescream.com

Og så er der alle de pludselige indfald, genbesøg på ”gamle” steder og de oplevelser, man bare falder over. Der er ingen ende på Berlin.

Tag på en sommertur i Berlin med danske guider

Sommeren 2019 byder på adskillige muligheder for en rundvisning med en engageret dansk guide i Berlin. Få her et overblik over de åbne ture.

Danskerne lægger rekordmange overnatninger i Berlin hver sommer, og mange benytter et ophold til at blive vist rundt på historiske steder af danske guider. Udbyderne arrangerer ofte både særskilte, bestilte ture for grupper og såkaldt åbne ture, som man mere eller mindre spontant kan tilslutte sig med kort varsel.

Nicolaj Holmboe er igen flyttet hjem til Danmark, men når han er i Berlin i en længere periode, guider han gerne ved eller langs den gamle Berlinmur. Både der, hvor den stadig står, og hvor sporene efter den næsten er slettet.

I juli har han to åbne ture:
Torsdag 11. juli kl. 14.30
Søndag 14. juli kl. 10

Læs mere om turene og om tilmelding på Nicolajs Facebook-side, og læs mere om Nicolaj her.

Lene Tymoshenko har boet i Berlin i 27 år og driver sit eget guidefirma, Berlin på Vrangen, hvor hun både afvikler bestilte ture for grupper og åbne ture. Denne sommer har hun åbne ture fredag, lørdag og søndag i hele skoleferien. Hun vil også gerne arrangere bestilte gruppeture på hverdagene mellem weekender.

Emnerne spænder fra jøder i Berlin under nazismen og husbesættere i 90’erne til ekspeditioner i kvarterer som Neukölln, Kreuzberg og Friedrichshain.

Læs mere om de åbne ture på Berlin På Vrangens hjemmeside. Læs mere om Lene i blogindlægget ”Berlinerne finder sig sgu ikke i noget!”.

Hos Berliner Unterwelten er de danske ture så populære, at man er i gang med at uddanne flere danskere, så man kan øge antallet fra de nuværende to. Men det tager tid at uddanne dem, så indtil videre er udbuddet stadig begrænset på trods af dansker-højsæsonen.

Her er de åbne dansksprogede ture i juli 2019. Hold øje med Berliner Unterweltens hjemmeside for at se ændringer i programmet og evt. ekstra ture i takt med, at flere danske guider bliver uddannet:

  • Lørdag 6. juli kl. 12.30
  • Søndag 7. juli kl. 12.30
  • Mandag 8. juli kl. 12.30
  • Lørdag 13. juli kl. 12.30
  • Søndag 14. juli kl. 12.30
  • Mandag 15. juli kl. 12.30
  • Lørdag 20. juli kl. 10.30 + kl. 12.30
  • Søndag 21. juli kl. 10.30 + kl. 12.30
  • Mandag 22. juli kl. 12.30
  • Lørdag 27. juli kl. 10.30 + kl. 12.30
  • Søndag 28. juli kl. 10.30 + kl. 12.30
  • Mandag 29. juli kl. 12.30

Læs mere om en af Berliner Unterweltens danske guider, Anne Bjerre Rosa, i indlægget ”Det hele er vanvittigt spændende!

Danske guider i Berlin

Tre danske guider i Berlin, fra venstre: Anne Bjerre Rosa, Nicolaj Holmboe og Lene Tymoshenko

Berlin med børn: De 5 bedste oplevelser

Journalist Louise Witt var i foråret 2019 på en familietur til Berlin, hvor hendes tre børn i alderen fra seks til 12 år for første gang oplevede den tyske hovedstad. Læs her om de fem Berlin-oplevelser, som Louises børn syntes var allerbedst – i prioriteret rækkefølge:

#1 Museum für Naturkunde

Wauw!
At stå over for nogle af de største og mest komplette dino-skeletter i verden er en oplevelse, der får én til at tabe kæben – og gør Jurassic Park-filmene meget mere livagtige og skræmmende at se bagefter! Samtidig har museet masser af anden fin formidling om fx vulkaner, meteorer og hele solsystemet.

En ekstra dimension for danske børn er det i øvrigt, at museets T-rex, der er gravet op i Montana, USA, faktisk er havnet i Berlin takket være en dansk forretningsmand, Niels Nielsen, der for et hemmeligt millionbeløb har købt dinoen til forskning og opkaldt den efter sin søn, Tristan. Et must, hvis man er i Berlin med børn.

#2 Loppemarked i Mauerpark

Mauerpark er et tilløbsstykke om søndagen – både loppemarkedet og parken ved siden af.

Ej, hvor var det heldigt, at vores besøg i Berlin faldt på en søndag, så vi fik oplevet det ugentlige loppemarked i Mauerpark, hvor byens dramatiske historie og nutidens kreative byliv smelter sammen i en dejligt utæmmet graffiti-park.

I parken står stadig et langt stykke Berlin-mur, som er alt andet end en beskyttet museumsgenstand – til ungernes store fornøjelse var flere graffiti-malere i gang med at spraye nye motiver.

Nedenfor gik både lokale og turister søndagstur med flettede fingre, barnevogne, børn på løbecykel, medbragt picnickurv til et stop på legepladsen osv. Lydtæppet leverede flere musikere, fx unge fyre med guitar og et kor af piger, der sang noget a la irsk folkemusik. Og der var plads til alle, der havde lyst til at stille sig op og optræde.

På loppemarkedet var både private, som havde ryddet op på loftet og solgte alt fra nips til gammeldags ølkrus med låg, til mindre, kreative virksomheder, der tilbød fx fine emaljerede krus med Fernsehturm-logo.

Indimellem det hele var der små oaser med lækre madboder såsom vegetar-pizzaer, og priserne var meget rimelige priser, fx to euro for en lokal sodavand eller øl. Det var på alle måder en fest for sanserne!

På vej hjemad gik vi i øvrigt forbi mindesmærket Gedänkstätte Berliner Mauer i Bernauer Strasse, hvor byen i sin tid var delt, så boligblokkene lå i øst og fortovet og gaden i vest. På gavlen af et af husene er afbildet den grænsevagt fra øst, der som den første nogensinde sprang ind i friheden i vest og endte som et ikonisk mediebillede. Det var ikke, fordi børnene havde ro til at dvæle her længe, men oplevelsen satte alligevel mange gode snakke i gang bagefter. Tiden med det delte Tyskland blev mere håndgribelig.

#3 Kuplen på Reichstag
Hjemmefra havde vi booket bord i restauranten på toppen af Tysklands Reichstag, så vi kunne spise aftensmad med Berlin for vores fødder. For overhovedet at kunne få et bord skulle vi senest 48 timer inden vores ankomst sende fulde navn og fødselsdato på alle i selskabet, så vi kunne blive sikkerhedstjekket forinden, tænker jeg? Vejen ind var ligesom et sikkerhedstjek i lufthavnen med en tur igennem en metaldetektor og gennemlysning af bagage. Det gav anledning til en fin snak om demokrati, og hvorfor det er vigtigt at passe på.

Inden middagen gik vi en tur op i glaskuplen over rigsdagsbygningen, hvorfra der både er en formidabel udsigt over Berlin og et kig ned i selve rigsdagssalen. Bygningen, som den fremstår i dag, er skabt af arkitekt Norman Foster. Den engelske arkitekt har bibeholdt ydermurene på den gamle bygning fra slutningen af 1800-tallet, men ellers er alt bygget op på ny, ligesom det genforenede Tyskland er en moderne konstruktion inden for en gammel ramme. Kuplen, der ligesom er kronen på værket, minder på sin vist lidt om Olafur Eliassons udgave af regnbuen på toppen af Aros Aarhus Kunstmuseum: Den vil kommunikere et budskab, men er også blot en umiddelbart sanselig oplevelse for alle aldersklasser, ikke mindst når solen farver himlen rosa. Audioguides gav fine informationer om udsigten – dog kun på engelsk, men de største forstod.

#4 “Ham manden, der stod helt bar og kun med en elefantsnabel til at dække tissemanden.”
Den unge fyr nærmest uden tøj på var lidt af et tilløbsstykke en dag, vi gik på pladsen foran Brandenburger Tor, hvor mange stimlede sammen for at se, hvad han havde gang i – efter alt at dømme reklamerede han bare for sine egne SoMe-platforme. Ungerne syntes, det var sindssygt morsomt!

Han står der næppe endnu, men mon ikke der så er nogle andre opsigtsvækkende typer at blive fascineret af? Berlin synes at være fuld af dem: Mennesker, der ikke er bange for at skille sig ud fra mængden. Af samme grund var en tur med U-Bahn også en oplevelse i sig selv.

#5 Holzmarkt ved Spree
Holzmarkt Pizza

På en solskinseftermiddag var Holzmarkt lige ned til floden Spree et genialt sted at hænge ud over snacks og kolde drikke med børnene. Holzmarkt er kreative menneskers bevidste forsøg på at skabe en alternativ landsby i byen i stedet for de kommercielle byrum med erhvervsdomiciler og kendte kædekoncepter, der ofte skyder op, når en by bliver stadig mere populær. Området har lidt samme stemning som en dansk festivalplads. Alle bygningerne har fx ageret lærred for kunstnere og er en oplevelse for øjet. Det 12.000 kvm. store Holzmarkt byder på alskens caféer og udskænkningssteder, fx veganske smoothies og lokale øl. Klientellet er alt fra hipsters til pensionister og børnefamilier, for indimellem borde og bænke er der god plads til, at børn kan rende rundt og lege, fx omkring et vandbassin, i en sandkasse eller på en rutsjebane.

Om gæstebloggeren
Louise Witt er selvstændig journalist og står bag kommunikationsvirksomheden Sort på Witt, hvor hun bl.a. er fast leverandør af artikler til Jyllands-Postens tillæg Bolig. Hun bor i Århus med sin familie.

Følg Louise på hendes Instragram-side Sortpaawitt