Efter genforeningen var Berlin en smuk og ramponeret by med uanede muligheder. Bystyret havde desværre ingen forståelse for den historisk betingede diversitet, der var byens afgørende kvalitet, mener filmdokumentaristen og postdoc ved SDU, Hans Christian Post. Det har han blandt andet dokumenteret med en film om Alexanderplatz. Hans Christian Post svarer her på spørgsmål i Vild med Berlins serie ”Mit Berlin”.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Mit første egentlige ophold i Berlin fandt sted i juli 1990. Sammen med to venner havde jeg spontant forladt en større flok venner i Sydfrankrig for med blot en tandbørste i baglommen at rejse med toget til Berlin og opleve Roger Waters opførelse af ”The Wall”. Jeg husker tydeligt, hvordan det var at ankomme ved Bahnhof Zoo, gå forbi Gedächtniskirche, videre langs Tiergarten og hen til den umådeligt store og ubebyggede Potsdamer Platz.

Alt jeg så, vakte genklang indeni. Frø, som jeg i årevis havde båret rundt på, begyndte pludselig at spire. Her mødte jeg den på en gang smukke og ramponerede modernitet og modernisme, som jeg otte år forinden havde stiftet bekendtskab med i Christiane F.-filmen, og som jeg senere som voksen har forsøgt at indfange i mine skriverier og film; og her oplevede jeg for første gang, hvordan det især er i arkitekturen, at vi fornemmer historiens vingesus.

Det blev en magisk aften. Ikke så meget på grund af koncerten, men på grund af den stemning af utrolige muligheder og uanet frihed, som hele tiden lå i luften. Det var, som om vi stod i et stort og varmt helle. Her så vi for første gang helt tydeligt, at den Kolde Krig var afsluttet, og at en ny tid var under opsejling. Præcis som Berlin med den endnu tomme Potsdamer Platz havde alle muligheder i verden for at blive en ny og bedre by, havde vi alle muligheder i verden for at skabe en ny og bedre fremtid for alle.

Sådan føltes det i det mindste.

Efter koncerten drog vi tilbage til Bahnhof Zoo, hvor vi sammen med titusindvis af andre koncertgængere sov trygt og godt på banegårdens gulv (også hvad det angår, var der en særlig rummelighed i byen den aften), inden vi om morgenen tog toget tilbage til Frankrig.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
I dag er Berlin mit andet hjem. Og længe var byen mit første hjem. Jeg studerede og arbejdede hernede fra 2002 til 2009 og havde egentlig tænkt, at det skulle være os to for evigt. Men i 0’erne kradsede krisen slemt. Arbejdsløshedstallene lå konstant på omkring 20 procent. Og selvom jeg havde held til at finde arbejde, bl.a. i dokumentarfilmbranchen, var lønnen i reglen så lav, at det ikke syntes holdbart i længden.

Men selvom 0’erne var kriseprægede, står de stadig som en lysende tid for mig. Det var et årti, hvor verden syntes at have glemt Berlin. 90’ernes eufori var overstået, det ventede økonomiske boom var udeblevet, og pengefolkene søgte derfor andre steder hen. Umiddelbart lyder det ikke så godt. Men den manglende interesse fra kapitalens side betød, at byen blev et nærmest uforskammet billigt og rummeligt helle for kunstnere, kulturelle iværksættere samt studerende. Lønningerne skrabede muligvis bunden, men da huslejeniveauet samtidig lå langt under niveauet i andre storbyer, og der var tomme bygninger nok at gøre brug af, var følelsen, at det hele nok skulle gå alligevel. Den rigelige plads, der dengang var i byen, og den tydelige mangel på stress, som fulgte heraf, er blevet en vigtig reference i mit liv.

Da jeg i dag er tysk gift og fortsat arbejder flittigt med filmfolk hernede, har jeg heldigvis opretholdt den nære relation til byen. Og jeg må konstatere, at Berlin stadig udgør et slags helle for mig. Det er her, jeg tager hen, når jeg vil fordybe mig i noget eller omvendt holde fri fra noget. Og selvom Berlin har forandret sig voldsomt siden 0’erne, og i dag døjer med boligmangel og stigende huslejer, er der stadig højere til loftet her end i fx København.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Jeg er mest irriteret over, at Berlin ikke har taget ordentlig vare på den rigdom af arkitekturhistorie og nye, uanede urbane muligheder, som byen stod med i 1990. Med et i vid udstrækning ubebygget centrum og en stor portefølje af bygninger og grundstykker havde byens myndigheder en unik chance for igen at gøre Berlin til en førende arkitekturby. Men i stedet for at gribe denne mulighed og lancere en ny toneangivende bevægelse, som fx Weimartidens Bauhaus-skole, valgte byen at vende tilbage til Kejsertidens by-ideal og i samme nu rense ud i det eksisterende bybillede ved blandt andet at nedrive utallige bygningsværker fra DDR-tiden.

I 90’erne og 0’erne havde de siddende myndigheder så godt som ingen forståelse for, at Berlins afgørende kvalitet var den historisk betingede byrumlige diversitet. Turister og tilflyttere kom netop til byen for at opleve tomrummene, ruinerne og det massive sammenrend af bygninger fra forskellige perioder og forskellige regimer. Her kunne de se og mærke historien. Ikke blot Berlins og Tysklands historie, men hele verdens historie.

Det er således ikke helt forkert at sige, at det kaotiske, det ufærdige, det ødelagte, fragmenteringen – grimheden, om man vil – var byens vigtigste aktiv. Og kiggede man grundigt nok efter, var der masser af skønhed at finde midt i det såkaldt grimme.

Den berlinske bankskandale i 2001 har bidraget yderligere til miseren på byudviklingsområdet. Skandalen har genereret en milliardgæld, som man siden har forsøgt at indfri ved bl.a. at sælge ud af byens store beholdning af bygninger og grundstykker. Dette har i sidste ende betydet, at det i dag primært er private aktører og stærke økonomiske interesser, som definerer bygge- og boligpolitikken. Ingen vovede eksperimenter og ingen billige boliger som i Weimartiden og efterkrigstiden. Kun umådeligt kedelige, pseudo-klassicistiske etageejendomme for spekulanter og velhavere.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Kreuzberg, hvor jeg boede fra 2002 til 2004, har altid været mit foretrukne kvarter. Når jeg er i Berlin i dag, bor jeg ganske vist i Neukölln, i det dejlige Schillerkiez ved Tempelhofer Feld. Men det er i Kreuzberg, at jeg finder præcis det mix – socialt, kulturelt, gastronomisk, arkitektonisk og stemningsmæssigt – som jeg trives i.

I Kreuzberg ligger det ramponerede og stadig socialt belastede Kottbusser Tor, hvor jeg går hen, når jeg vil have mig en god Döner eller blot vil opleve Vest-Berlin i sine bedst bevarede 70’er-klæder. Når jeg med lige dele forundring og fascination betragter pladsens monsterhuse og forsøger at læse en eller anden tidsånd ud af dem, synes i hvert fald en ting klart: dengang var det ikke kun i øst, at mørket og indelukketheden herskede.

Men ellers forbinder jeg især Kreuzberg med lys og rummelighed. Blot et stenkast fra Kottbusser Tor ligger Oranienstraße, Dresdener Straße og mange andre fine handels- og cafégader, hvor man kan få alt, hvad hjertet begærer til en overkommelig pris, og hvor man – i modsætning til fx Prenzlauer Berg – endnu kan færdes uden at skulle tænke alt for meget på, om man nu fik det rigtige look med ud af døren.

Har du en yndlingscafé?
Det første år, jeg boede i Berlin, var Einstein Café på Friedrichstraße min foretrukne café. Men da jeg snart blev træt af at cykle hele vejen fra Kreuzberg til Mitte blot for at få dagens kaffeskud, gjorde jeg i stedet Bateau Ivre på Oranienstraße i Kreuzberg til førstevalg. Og det er caféen med dens dejligt blandede klientel og tilpas stærke café latte sådan set stadig. Med mindre jeg virkelig vil have en kaffeoplevelse, der siger spar to. Så cykler jeg hen til DoubleEye-caféen på Akazienstraße i Schöneberg, hvor pokaler fra store barista-konkurrencer straks gør det klart, at der her venter en kaffeoplevelse ud over det sædvanlige.

Hans Christian Post (født 1971) er post.doc. ved Institut for Kulturvidenskab på Syddansk Universitet. Fra Københavns Universitet har han en kandidat og ph.d. i Moderne Kultur & Kulturformidling, og han er desuden bachelor i Litteraturvidenskab og Almen Etnologi.

Han er forfatter til bogen “Berlins Alexanderplatz mellem opbrud og erindring“, der i 2014 udkom på Syddansk Universitetsforlag, og i 2015 var der premiere på hans film “Last Exit Alexanderplatz” om idékonkurrencen for Berlins Alexanderplatz i 1993. Den tyske arkitekt Hans Kollhoff vandt konkurrencen med et radikalt forslag om at opføre 13 højhustårne og forvandle området til et Manhattan-lignende forretningsdistrikt. Med i konkurrencen var også Daniel Libeskind, der i Berlin er kendt for det jødiske museum.

“Last Exit Alexanderplatz” kan ses gratis på Filmstriben, hvis man logger ind med sit lånerkort. Her er en trailer (uden de danske tekster):

Last Exit Alexanderplatz from Hans Christian Post on Vimeo.

Hans nye film om Berlin, “Whose City?”/”Wessen Stadt?”, er nu udkommet på DVD med danske undertekster. Her kan den købes for 12 euro. Obs! Update, 2020: Filmen kan nu også ses på Filmstriben.
Se en trailer her:

WHOSE CITY? from Hans Christian Post on Vimeo.

Læs mere om film og projekter på Hans Christian Posts hjemmeside.