Spændingsroman med stor Berlin-indsigt

Historikeren Andreas Monrad Pedersen roman-debuterer med ”Åbne hænder” – en mursten af en spændingsfortælling, der rummer knivskarpe billeder af Berlin fra 1980 og frem til nutiden.

Uden at afsløre for meget kan man godt indsnævre kernetemaet i Andreas Monrad Pedersens nye roman til ordene: ”Magt korrumperer”. Man kan også sætte lidt flere ord på og tilføje, at det handler om, hvordan overvågning, undertrykkelse og manglende demokrati giver egoistiske og grådige kræfter i et magtmonopol mulighed for at erhverve sig fordele og velstand på de undertryktes bekostning – med ufattelige omkostninger for især dem, der ikke kan affinde sig med regimet.

I ”Åbne hænder” folder forfatteren temaet ud over 650 sider med et fortællemæssigt greb fra krimigenren. Det sker med et væld af præcise nedslag i byens historie, hverdagsliv og kultur på begge sider af den mur, der blev fjernet for 30 år siden. De mange beskrivelser vil fryde enhver Berlin-kender, og der er sikkert også ny viden at hente for mange.

Punkmusik over muren

Hvem husker for eksempel navnet på elektropunkbandet, der i 1980 gav en medrivende koncert på Kreuzberg-spillestedet SO36? Navnet er ”Deutsch Amerikanische Freundschaft” (DAF), og i romanen afslutter bandet koncerten med at rykke højttalere og andet udstyr de få hundrede meter ned til Mariannenplatz og gjalde nummeret med den smukke konjunktiv-titel ”Als wär’s das letzte Mal” hen over Muren til befolkningen i ”den lille republik” på den anden side. Nummeret kan i øvrigt høres på Youtube.

Og vidste du, at den daglige, østtyske tv-nyhedsudsendelse hed ”Aktuelle Kamera”, og at partitro DDR-borgere sad klar ved udsendelsens start kl. 19.30?

“Åbne hænder” tager sit udspring i tiden, da Berlin var delt af en mur, og hvor den østlige del var “Hauptstadt der DDR”. Bykortet her er det officielle fra DDR i 1968.

Der er også nutidige billeder. Tidligt i bogen er der en iagttagelse af to punkere i hullet, sort tøj, grafitti-dekorerede læderjakker, tynde ben i militærstøvler og med imponerende hanekamme, men også med en aldersforskel på ca. 35 år. Beskrivelsen efterfølges af ordene: ”… et eksempel på noget særligt berlinsk, som var svært at definere. Noget med en fandenivoldskhed, som byen stadig tilbød og nærede”.

Autentiske beskrivelser

Den slags små perler er drysset ud over siderne, og selv om det måske er viden og indsigt, man godt kunne leve foruden, bidrager de til at give romanen en særlig autenticitet.

Romanens hovedperson er den desillusionerede tidligere kommunist Johannes Knudsen, der har en dansk baggrund og arbejder som privatdetektiv i nutidens Berlin. Fans af krimiforfattere som Philip Kerr eller danske Jussi Adler-Olsen vil helt sikkert føle sig tiltrukket af dette islæt af spænding, men bogen kan også læses af ”krimifornægtere”, hvis man bare er interesseret i Berlin i almindelighed eller byens nyere i historie i særdeleshed.

Andreas Monrad Pedersen, født 1967, er historiker og  gymnasielektor i Horsens. Han var i Berlin første gang i 1982, men blev for alvor vild med byen i 2005 og rejser nu dertil 6-7 gange om året. Han er forfatter til flere bøger, bl.a. ” ”Schalburgkorpset: Historien om korpset og dets medlemmer 1943-45”.

Han har svaret på spørgsmål i serien ”Mit Berlin”, hvor han kommer med megen inspiration og en lang række konkrete anbefalinger til byens gæster. Se dem her:

Mit Berlin #36: Berlin er en sand gave for en historiker

3 thoughts on “Spændingsroman med stor Berlin-indsigt

  1. Trudy Velders

    Jeg husker DAF! Har set dem live ( tror det var i “Het paard van Troje” i Haag, men ikke sikkert). Elsker SO36 og Berlin. Hvad skal man gøre for at vinde den bog?

    Svar
    1. Lars Friis Forfatter

      Hej Trudy.
      Du skal såmænd bare tilmelde dig Vild med Berlins gratis nyhedsbrev for at komme med i lodtrækningen 🙂
      Mvh. Lars, Vild med Berlin

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *