Tag-arkiv: Michelin

Cookies Cream i Berlin: En ekskursion i vegetarisk nydelse

Blandt Berlins 22 Michelin-honorerede restauranter er der én, der er 100 procent vegetarisk: Cookies Cream. Vi prøvede den – og fik en gourmet-oplevelse af de helt store.

Første mundfuld gjorde os helt tavse. Vi skulle lige komme os over den himmelske velsmag, før smilene bredte sig, og vi overbeviste hinanden om, at vi da vist havde truffet et helt rigtigt valg. Hjemme fra Danmark havde vi bestilt bord på den vegetariske Berlin-restaurant Cookies Cream.

På tallerkenen lå en hvid artiskokcreme dækket af supertynde skiver af vandmelon, der til forveksling lignede carpaccio. Herover var drysset sprøde kardemommekapsler og smuldret lidt gedeost. Smukt, enkelt og samtidig en frisk og ekstremt velsmagende begyndelse på den femretters menu, vi havde besluttet os for. Vi fik i den grad forventningerne skruet op.

Vi var blevet inspireret af det engelske madøre Rick Stein, der tilsyneladende er på en never-ending gourmetrejse rundt i verden. I juni så vi på DR hans udsendelse om Berlin, og vi registrerede det særlige Berlin-agtige indtryk, som Cookies Cream gav – med en lidt hemmelighedsfuld, rustik baggårdsbeliggenhed.

Cookie Cream Berlin

Indgangen til en Michelin-restaurant? Ja, når den ligger i Berlin. Den blinkende lysekrone viste vej.

Vi tjekkede hjemmesiden, så den interessante menu og blev også lokket af, at der tilsyneladende ikke var noget fims med “pænt” tøj. Da vi fik vores bestillingskvittering, anmodede restauranten da også høfligt om ”casual” påklædning. Vi havde bestilt bord til tre, for mor/svigermor, der ville støde til i Berlin, skulle da have sig en helt særlig Berlin-oplevelse.

Den første Michelin-oplevelse

Vi har ikke tidligere besøgt en restaurant med en Michelin-stjerne. Det tætteste, vi har været, er et besøg på Kadeau Bornholm, lige før de fik deres første stjerne i 2016. I juni spiste vi på restauranten Moment på Djursland, der her i 2019 har fået den såkaldte Bib Gourmand-udmærkelse fra Michelin. Det er også en vegetarisk restaurant, og det var nok denne oplevelse med enestående grønsags-trylleri, der gav os lyst til at prøve mere vegetarisk på dette niveau.

Tilbage til Cookies Cream: Vi begav os ind i baggården bag Komische Oper, lod os berolige af ordene ”if you think you are lost, you are almost there” og var alligevel lettede, da vi opdagede en blinkede lysekrone, som vi var blevet bedt om at gå efter. Vi bankede på den solide metaldør, som var det en hemmelig klub, og den blev åbnet af en smilende og meget imødekommende ung mand i en lidt forvasket t-shirt. Vi følte os i den grad velkomne og i godt selskab.

Døren til Cookies Cream Berlin

Der er fotoforbud på restauranten, så dette blev det sidste billede. Og dog: Se nederst i indlægget.

Ovenpå i restauranten kunne vi se på de øvrige gæster, at vi da vist godt kunne være kommet i de shorts og Birkenstock-sandaler, vi tidligere havde haft på i sommervarme Berlin. Påklædningen og stemningen var afslappet.

Vi fik plads ved den lidt mørke restaurants eneste vindue, hvilket vi var ganske godt tilfredse med, selv om udsigten her fra 1. sal var en baggård med nogle affaldscontainere. Vinduet kastede behageligt lys ned over de spændende retter.

Et gennemført højt niveau

Med første ret var vi startet på toppen, og vi fortsatte på næsten samme niveau. Forbeholdet ”næsten” kan skyldes, at vi fra begyndelsen blev indstillet på utrolig megen velsmag. De følgende fire retter var absolut også store oplevelser og et vidnesbyrd om, hvor varieret og smagfuld mad kan laves uden kød. Den samlede menu så således ud denne aften:

  1. Vandmelon med artiskokcreme, gedeost, kardemomme, citron
  2. Tomat-te (suppe), fennikel, blomster, jernurt, tørrede kapers, croutoner
  3. Parmesandumplings med trøffel, fyrreskud, purløg, spinat
  4. Bagt aubergine med edamame, papadum, sar, løg
  5. Jordbær, jordbærsorbet, spansk kørvel, marengs, boghvedekerner

Dertil fik vi den tilhørende vinmenu bestående af forskellige naturvine. Det var et eksperiment, der ikke faldt ud til naturvinenes fordel. Selskabets mest naturvinskritiske deltager registrerede én vin, der var nogenlunde god, tre, der var drikkelige, men uinteressante, og én der smagte temmelig ringe. Er du en, der holder af naturvins til tider ret flade og syrlige smag, skal du selvfølgelig tage denne vinmenu. Ellers vil vi anbefale en af de andre flasker på kortet. Eller måske en kombination, hvor én i selskabet får naturvinsmenuen, så alle kan smage og danne sig deres eget indtryk.

Regningen for fem retter og vin til tre personer lød på præcis 400 euro, dvs. 1.000 danske kroner pr. kuvert. Virkelig billigt sammenlignet med priserne på danske Michelin-restauranter.

Det er også muligt at få mindre menuer. Priserne er disse (juli 2019):

  • 5 retter 79 euro
  • 4 retter 69 euro
  • 3 retter 59 euro

Læs mere på cookiescream.com

Udsigten fra Cookies Cream Berlin

Fotoforbuddet blev uartigt trodset, da dette billede af mine mætte og meget tilfredse følgesvende blev taget til sidst. I baggrunden vejrer det russiske flag over landets ambassade, de første bogstaver i (vist nok) Aeroflot kan anes og ellers er det blot en baggård med parkerede biler og affaldscontainere, der i tristhed står i skarp modsætning til det vegetariske festmåltid på Cookies Cream.