Forfatterarkiv: Inge Hald

GUIDE: Berlin i børnehøjde

Legeplads Helmholtzplatz BerlinBerlin er meget børnevenlig og byder på masser af sjove og spændende oplevelser i børnehøjde – en del af dem er oven i købet ganske gratis.

Hent inspiration til at få en vellykket familieferie i Berlin:

Generelle tip: Det er en god ide at tjekke museernes og seværdighedernes website hjemmefra – nogle gange er der penge at spare ved at bestille billetten online, og ved meget populære seværdigheder som for eksempel TV-tårnet kan man springe køen over ved at booke besøget i forvejen.

Tjek også, om det passer til jeres behov at købe et Berlin WelcomeCard, der både giver fri offentlig transport og rabat til en masse museer og seværdigheder. Der findes blandt andet en familieudgave af kortet, som giver rabat til mange af byens populære børneoplevelser.

Læs om Berlins kollektive trafik og de forskellige billettyper her.

Museer og oplevelser med børneappel:

Butikken i Naturhistorisk Museum er et slaraffenland for enhver dinosaur-interesseret dreng ellerpige.

Butikken i Berlins Naturhistoriske Museum er et slaraffenland for enhver dino-interesseret dreng eller pige.

Museum für Naturkunde – et besøg i Berlins naturhistoriske museum er et must, når man rejser med børn. Det er et af de vigtigste naturhistoriske museer i verden med en samling på mere end 24 millioner genstande. I øjeblikket udstilles f.eks. et 12 meter langt skelet af en Tyrannosaurus Rex. Skelettet, der har fået navnet Tristan, er udgravet i den amerikanske delstat Montana. Museet har også en meget fristende museumsbutik med et stort antal forskellige dinosaurfigurer. Invalidienstrasse 43 – www.naturkundemuseum-berlin.de

AquaDom & Sealife Berlin –  et stort akvarium med i alt 35 forskellige tanke med hajer, blæksprutter, søstjerner, klovnefisk og tusindvis af andre fisk. AquaDom er en kæmpestor cylinderformet tank, hvor man kan køre i elevator op gennem tanken og se 1.500 forskellige tropiske fisk svømme rundt om én. Det er i øvrigt muligt at se på AquaDom udefra helt gratis. Den ligger nemlig i lobbyen på hotel Radisson Blue. Spandauer Strasse 3 ved Alexanderplatz i Mitte – www.visitsealife.com/berlin/

Zoo fra Bikini Berlin

I indkøbscentret Bikini Berlin kan man tage et gratis smugkig ind i zoo.

Zoologisk Have Berlin – den ene af Berlins to zoologiske haver, placeret i hjertet af Berlin. Med løver, elefanter, næsehorn, flodheste, bjørne, gorillaer og masser af andre dyr fra hele verden.

Her finder du også en af Berlins mest veludstyrede legepladser med labyrinter, trampoliner, klatreborge m.m. Hardenbergplatz 8 – www.zoo-berlin.de

Tierpark Berlin er Berlins anden zoo, som mere præcist er Europas største dyrepark. Tierpark Berlin ligger i Friedrichsfelde – i det gamle Østberlin.
Parken er enorm og dejlig at færdes i. Tierpark Berlin har flere cafeer og restauranter, og i udkanten af parken ligger Schloss Friedrichsfelde, som er gratis at besøge.
Du kommer nemt derud – tag U-Bahn 5 fra Alexanderplatz. Der er U-Bahnstation lige over for dyreparkens indgang.
www.tierpark-berlin.de

Tierpark_Neukolln_BerlinTierpark Neukölln i Volkspark Hasenheide – En mindre dyrepark med gratis adgang. Her er både høns, grise, får, kaniner og forskellige fugle samt mere eksotiske dyr som bl.a. lamaer og emuer. I weekenden tilbydes ponyridning.

Hasenheide 82, Neukölln – www.tierpark-neuköelln.berlin

 

MACHmit! Museum für Kinder – et meget spændende oplevelsesmuseum i en gammel kirke. Museet er målrettet børn mellem fire og 12 år. Her er bl.a. et stort klatrehus, en sæbefabrik, et trykkeri og et gipsstøberi. Museet har skiftende udstillinger og workshops for børn. Senefelderstrasse 5 – www.machmitmuseum.de

Teknisk Museum – Deutsches Technikmuseum Berlin – især for de lidt større børn. Fortæller historien om dampmaskinen, tog, computere, håndværksfagenes redskaber, flyvemaskiner m.v. En god blanding af gammel og ny teknologi med mange ting, man selv kan prøve. Trebbiner Straße 9, Kreuzberg – www.sdtb.de/Startseite.63.0.html

Labyrinth Kindermuseum – for de 3-11 årige – her kan børnene opleve, hvordan børn i andre kulturer bor og lever. Osloer Strasse 12 – www.labyrinth-kindermuseum.de/de

TV-tårnet – Berliner Fernsehturm – børnene vil også blive imponerede over udsigten over Berlin og over at sidde i restauranten og opleve, at den drejer langsomt rundt. Husk, at I kan bestille billetter online i forvejen, så I springer over køen. Alexanderplatzwww.tv-turm.de

Sejltur_BerlinTuristbådene – en sejltur på kanalerne er en skøn oplevelse for både voksne og børn. Og samtidig en mulighed for at hvile benene. Der er mange forskellige ruter – nogle af cirka en times varighed og andre længere.

Bådenes primære rute er langs Museums-øen, gennem Tiergarten og Kreuzberg. Start f.eks. turen ved en af anløbsbroerne ved Jannowitzbrücke eller Märkisches Ufer.

Flere oplevelser for børn:

Rittersport Museum – Rittersport butik med indbygget ”museum”. Her kan I lave jeres egne Rittersport-varianter. Französische Strasse 24 – www.ritter-sport.de

Onkel Philipp’s Spielzeugwerkstatt – Et slaraffenland for barnlige sjæle i alle aldre. Butikken er proppet med legetøj, og man kan både kan få sin flyvemaskine eller bamse repareret og købe brugt og nyt legetøj. Børnene må også gerne tage tingene ned af hylderne og lege med dem i butikken. I kælderen er der desuden et ”hemmeligt” museum, hvor man kan se gammelt legetøj fra DDR-tiden. Choriner Strasse 35, Prenzlauer Berg.

I Paint Your Style kan børnene lave deres helt personlige Berlin-souvenir.

I Paint Your Style kan børnene lave deres helt personlige Berlin-souvenir.

Paint Your Style – Vil I gerne have en kreativ og anderledes  Berlin-souvenir med hjem?  Hos Paint Your Style kan børnene male på keramik og få det glaseret og brændt. I kan vælge mellem cirka 300 forskellige figurer, krus, tallerkener, skåle m.m. i keramik.

Tingene er færdige til afhentning efter 1-3 dage. Paint Your Style har to butikker i Berlin – én i Bleibtreustrasse 46 ved Savignyplatz og én på Mehringdamm 73/Bergmannstrasse i Kreuzberg. – www.paintyourstyle.de

Klatrehal – Magic Mountain Kletterhalle – en stor klatrehal med tilbud til både børn (fra 10 år) og voksne . En af Europas største indendørs klatrehaller. Tilbyder bl.a. forskellige klatrekurser og workshops. Böttgerstrasse 20-25 i Wedding – www.magicmountain.de

Svømmehallen på Spreewaldplatz – en stor svømmehal med rutsjebaner, børnebassiner, massagebrusere, sauna m.m. – oplagt til en regnvejseftermiddag i byen. Wiener Strasse 59 H, Kreuzberg – www.berlinerbaeder.de

VEB Orange – Berlins mindste DDR-museum ligger gemt bag i en forrygende genbrugsbutik med masser af vintagefund og tingeltangel fra 60’erne og 70’erne. Her kan både børn og voksne gå på opdagelse. Oderbergerstrasse 29, Prenzlauer Berg – www.veborange.de

Mauerpark_BerlinMauerpark – et stort parkområde i Prenzlauer Berg ved siden af et langt stykke af den gamle Berlinmur. Mauerpark har både legepladser og bakker, som ungerne kan tumle på. Søndag i sommerhalvåret er hele området omdannet til én stor familieudflugt – lige ved siden af det store og meget populære Mauerpark-loppemarked . På amfiscenen og rundt om i parken optræder musikere og artister – og underholdningen er ganske gratis. Tag et tæppe, noget legetøj og mad og drikke med og hyg jer i Mauerpark sammen med hundredevis af berlinere og turister. Gleimstraße 55, Prenzlauer Berg.

Børn og friluftsliv i Berlin

Tempelhof

Den tidligere lufthavn Tempelhof har i dag masser af plads til liv og leg.

Tempelhof – den tidligere lufthavn, som i dag er et særdeles populært udflugtssted for voksne og børn med hang til at boltre sig i det fri på rulleskøjter, cykel, skateboard, med drager i snor m.m.

Kletterwald Wuhlheide – stor klatrepark med masser af tovbaner mellem træerne, hvor børn og voksne kan kravle i op til ti meter i højden. An der Wuhlheide 199, Köpenick – www.kletterwald-wuhlheide.de

Strandbade og svømmehaller
Berlin har masser af udendørs badesteder og svømmehaller, hvor børn og voksne kan udleve deres indre vandhund. Her finder du en oversigt over badesteder og svømmehaller www.berlinerbaeder.de

Berlins bedste legepladser
Rundt om i Berlins mange parker og grønne pladser er der virkelig mange legepladser. En del af dem er indrettet efter forskellige temaer – for eksempel Pippi Langstrømpe-, sørøver-, indianer-, drage-, ruin- eller eventyrtema. Her nævner vi blot nogle af de største og mest populære.

Spielplatz_BerlinDu kan finde alle Berlins legepladser på www.ihrspielplatz.de. Her kan du søge efter legepladser tæt på dit hotel/lejlighed eller lede efter de mest spændende – f.eks. dem med vand, boldbaner eller klatretårne.

Mitte:
I Tiergarten midt i Berlin er der masser af legepladser og åbne arealer, der inviterer til boldspil og anden leg.

Prenzlauer Berg:
På Kollwitzplatz –  stor legeplads med aktiviteter til både mindre og større børn. Har store klatrestativer, udsigtstårn, rutsjebaner med tunnel, gynger m.m.

Ved Wasserturm – vandtårnet – Kolmarer Strasse 1 – stor legeplads for børn i alle aldre med klatretårn, trampoliner, stor rutsjebane med tunnel, balance- og vipperedskaber m.m. I den ene del af pladsen er der mange mystiske hjørner i de omkringliggende buske og mange muligheder for at lege med vand. I anden del af pladsen er der åbne arealer til boldspil m.m.

På Helmholtz Platz – en stor legeplads med blandt andet et stort sørøverskib for de mindste børn. Her er også køretøjer, gynger, klatrestativer, rutsjebaner m.m. På pladsen er der også en rigtig god café med en indendørs sandkasse og andre legesager. I cafeen kan forældrene tage en slapper med en kop kaffe, mens børnene leger. Et godt sted at finde en lille legekammerat.

Friedrichshain:
I Volkspark Friedrichshain – her er i alt fire legepladser med blandt andet rutchebaner,  hængebroer, klatrestativer, mulighed for at lege med vand, spille bold m.m..

Schreiner Strasse 48/49 – en stor legeplads med et gennemgående dragetema og et klatrestativ udformet som et edderkoppespind.

På Boxhagener Platz – en traditionel legeplads med blandt andet en ”jorden er giftig”-bane.

På Forckenbeck Platz – på hjørnet af Eldenauer Strasse og Proskauer Strasse er en større legeplads med blandt andet en skaterbane og en lang svævebane.

Neukölln:
I Planetenstrasse – Legeplads med eventyrtema. Her kan børnene lege mellem som Snehvide, Rødhætte og andre eventyrfigurer. Har et stort klatrestativ, vandområde og et stort opholdsområde, hvor man kan læse eventyr for børnene.

På Theodor-Loos-Weg 14 – fantasifuld Pippi Langstrømpe-tema legeplads bygget op om Villa Villakulla og Takatukaland. Med baner til fodbold, basketball og BMX-cykler samt med trampolin.

På Weichselplatz – Legeplads med adskille klatretårne og rutchebaner i flere størrelser.

Tempelhof-Schöneberg
På Wartburgplatz – stor legeplads med et ridderborg-tema. Lavet i to niveauer og med flere måder at komme til ridderborgen på. Legepladsen er til lidt ældre børn, da pladsens forrygende klatrestativ inviterer til klatring i en pæn højde. Har også et stort åbent areal til fodbold, badminton, fangeleg, frisbee m.m. Grænsende op til ridderborg-legepladsen ligger en mindre legeplads for mindre børn. Her er tre rutsjebaner, svævebaner, fire gynger, vipper, legehus m.m.

På Taunusstrasse 8 – stor legeplads med slotsruin-tema. Her kan ungerne gynge, grave, lege med vand og gå på opdagelse i ruinerne efter et slot.

På Katzlerstrasse 13 – legeplads med aktiviteter til både mindre og lidt ældre børn. Har blandt andet et stort klatrestativ med rutsjebane-tunnel, et gammelt hus med klatrespiral og en vandstation med en stor mudderpøl og en gynge.

Steglitz-Zehlendorf
På Bernecker Weg 20 – stor og helt ny (2013) legeplads med indianertema. Har blandt andet en tipi landsby med heste og indianere, klatrestativ med tunnelrutsjebane og gummibro. Ud over flere gynger er der også en babygynge, en vuggende kano, en vuggende pony og et sherifkontor. Har også en mudderpøl, hvor der kan pjaskes med vand.

Pankow:
Am Bürgerpark 15-18 – Kindernbauernhof Pinke-Panke – en stor pædagogisk legeplads med forskellige kreative værksteder og dyr – www.kinderbauernhof-pinke-panke.de

Wilmersdorf:
På Nikolsburger Platz – legeplads ”Zirkus Aladin” med et cirkustema med cirkusvogne, klatreelefanter, cirkustelt m.m. Har også et legeområde med vand.

Alt Mariendorf:
På Richterstrasse 5 – legeplads med Ayers rock-tema med store stenformationer, hvor børnene kan klatre og springe. Har også et legeområde med vand. Fra et plateau har forældrene et godt overblik over legepladsen.

Berlin er en af meget børnevenlig - så tag bare børnene med på storbyferie.

Berlin er særdeles børnevenlig – så pak gerne både voksen- og børnekufferten til storbyferien..Gadegøgl på Alexander Platz.Berlin byder på masser af gøgl og musik på gader og stræder – til glæde for både store og små turister. 

Jesper Bugge Kold: “Berlin er jo et levende museum”

Land i datidFrem til 9. april 2016 kan du deltage i lodtrækningen om 3 eksemplarer af den nye Berlin-roman “Land i datid”. Du kan læse om bogen og deltage i konkurrencen HER.

Vild med Berlin har stillet bogens forfatter, Jesper Bugge Kold, nogle spørgsmål om hans research til bogen og om hans forhold til Berlin:

Hvordan opstod ideen til “Land i datid”? 
Jeg er ikke sikker på, hvordan og hvornår historien til “Land i datid” opstod, men jeg tænker, at det skete efter en af vores ture til Berlin. Siden første gang, jeg besøgte byen, har jeg været forelsket i den, og det er nok også derfor, jeg har valgt at placere stort set hele handlingen i Berlin. Jeg kender området omkring Kopenhagener Strasse godt, så det var oplagt, at handlingen skulle foregå der.

Er dine østtyske karakterer og begivenheder i bogen bygget på autentiske personer og dokumenter fra Stasi-arkiverne?
Nej. Alle karakterer i bogen er fiktive. Inden mit besøg i arkiverne havde jeg ingen specielle historier, jeg havde planlagt at forfølge. Ingen akter, jeg fik lov til at læse, var personspecifikke, men handlede dog om konkrete overvågningssager og lignende. Alle navne var streget ud, og meningen med min research var, at jeg fik et overblik og kendskab til, hvordan en overvågning blev dokumenteret af Stasi, og hvordan det kunne foregå, når en pårørende skulle læse sin fars sagsakter.

Hvor omfattende har din research til bogen været?
Ligesom med “Vintermænd” har jeg været vidt omkring i min research. Jeg har naturligvis læst et hav af bøger, set dokumentarfilm, og jeg har fået stor hjælp af Thomas Wegener Friis, der er ekspert i Stasi. Jeg har også interviewet flere danskere, der ligesom en af mine personer har været på partiskolen ved Bogensee i 1970erne. Jeg ser en tendens i mine bøger til, at jeg bruger lige så langt tid på research, som jeg bruger på at skrive dem.

Hvad var den største udfordring ifht. din research i Stasi-arkiverne – og var der noget, der overraskede dig?
Jeg stødte ikke på nogen egentlige udfordringer i min research, men jeg var meget overrasket over, at der hver måned stadig er omkring 5.000 forespørgsler fra folk, der ønsker at læse deres egne eller deres pårørendes sagsakter. Jeg var også overrasket over den service, jeg oplevede. BStU (organisationen der varetager arkiverne) havde sat en pressemedarbejder af til mig en hel dag, så jeg kunne få svar på alle de spørgsmål, jeg havde, og de havde samlet sagsakter, som gjorde mig meget klogere på min historie.

Hvad var dit eget forhold til Berlin, inden du gik i gang med bogen – og i dag?
Jeg er vild med byen, som jeg besøger så ofte så muligt sammen med min kone og mine børn. Jeg tror ikke mit forhold har ændret sig på grund af bogen, men for hver gang jeg er i byen, lærer jeg lidt mere om den. Vi har efterhånden været der så mange gange, at vi ikke behøver at besøge de oplagte turistattraktioner, men i stedet kan vi koncentrere os om at komme lidt mere ud i afkrogene. Jeg holder specielt af Prenzlauer Berg, der minder mig om en god blanding af Nørrebro og Vesterbro, hvor jeg har boet det meste af mit voksenliv. Vi ender altid med at opholde os mest i det gamle Østberlin, som jeg finder charmerende på grund af arkitekturen, slitagen og menneskene. Til sommer skal familien 14 dage til Berlin, og jeg håber, at vi kan opdage nye sider af byen, når vi skal være der så længe.

Hvor i Berlin oplever man efter din mening bedst historiens vingesus?
Da jeg i påsken 2015 var i byen, tog jeg en sen aften ud til Bornholmer Strasse. Det var mørkt, og der var ingen mennesker og kun meget lidt trafik. Jeg havde en idé til en scene i bogen, som er meget central, så jeg tog derud og lavede en form for method acting. Jeg forestillede mig, hvordan det måtte have været at være til stede den 9. november 1989. For mig var det en fantastisk oplevelse at gå rundt helt alene på Bösebrücke, og jeg håber, at det kan mærkes på kapitlet i bogen. Den oplevelse står særlig klart for mig, men hele byen er jo et levende museum, så for en historienørd som mig er den et paradis.

Jesper_Bugge_KoldOm Jesper Bugge Kold
Jesper (født 1972) har arbejdet som journalist og arbejder nu som bibliotekar. Han debuterede i 2014 med romanen “Vintermænd”, der handler om naziregimets forråelse og om grænsen mellem det onde og det gode. Bogen fik forrygende anmeldelser og blev nomineret til BogForums Debutantpris.

Jesper bor sammen med sin kone og to børn på Sydfyn med Svanninge Bakker som baghave. Han har i mange år spillet guitar i bandet Biff Baxter Band og har udgivet to CD’er med dem. I april 2016 udgiver han en CD med bandet Rodeo.

Læs mere på Jespers webside.

“Land i datid” – en fængende fortælling om Stasi, om Berlin og om at finde sig selv

(Vinderne er fundet) Vild med Berlin udlodder 3 eksemplarer af ”Land i datid”, der udkommer 8. april 2016. Romanen er skrevet af den anmelderroste forfatter Jesper Bugge Kold.

Konkurrencen om de 3 eksemplarer af "Land i datid" slutter lørdag den 9. april 2016.

Konkurrencen om de 3 eksemplarer af “Land i datid” slutter lørdag den 9. april 2016.

”Land i datid” er svær at slippe, når man først er kommet i gang med den. Anmelderen her havde egentlig besluttet at læse romanen i nogle stræk henover påsken. I stedet blev andre planer droppet, så bogen kunne læses færdig på én og samme dag. Bedre anbefaling kan en bog vel egentlig ikke få.

”Land i datid” er en særdeles fængende roman, fortalt i et veloplagt sprog. Bogen handler om 30-årige Andreas fra København, der rejser til Berlin for at blive klogere på sin biologiske far, som han aldrig har kendt. Faderen er blevet myrdet og har testamenteret sin lejlighed og værdier til sin ukendte søn i Danmark.

Andreas’ rejse til Berlin er også en flugt fra hans universitetsspeciale, som han ikke kan tage sig sammen til at gøre færdigt, og en kæreste, som har droppet ham. For ham bliver Berlin en mulighed for at genopfinde sig selv, viske tavlen ren og starte forfra.

I Berlin møder Andreas sin tyske kusine Bea, som hjælper ham med at dykke ned i hans fars baggrund. Det bliver en overraskende rejse, der byder på barsk viden om faderens virke for Stasi, om løgne, magtmisbrug og forbrydelser, der er blevet fortiet og fortrængt.

Fortællingen foregår i flere spor, hvor man skiftevis følger Andreas, hans biologiske far, Peter, samt en tredje central person i handlingen. Historien strækker sig tilbage til 1975, hvor østtyske Peter og danske Elisabeth mødes på en partiskole i DDR. Hun rejser hjem til Danmark med hans barn i maven. Vi følger den tro partisoldat Peter avancere i Stasi og får indblik i både mentaliteten og arbejdsmetoderne i den østtyske efterretningstjeneste. Vi følger Peter – både på jobbet og privat – helt frem til 2006, hvor han bliver myrdet.

BYGGER PÅ OMFATTENDE RESEARCH
”Land i datid” bygger på et stort researcharbejde. Forfatter Jesper Bugge Kold har haft adgang til Stasis arkiver og har fået hjælp fra en af Danmarks førende Stasi-eksperter. Han har desuden interviewet flere tidligere ungkommunister, der var på DDR-partiskole i 1970’erne.

Det grundige researcharbejde fornemmes tydeligt i bogen. Det samme gør forfatterens gode kendskab til Berlin – bl.a. med følgende rammende beskrivelse af den tyske hovedstad:

“Flere steder er Berlin en slidt kælling med få pløkker i munden. Andre steder en pralende playboy, en midaldrende mand med læderkvaster på skoene, en dyr håndtaske på høje hæle eller en firkantet bodybuilder. Hun er punker, hun er yuppie, cool og det stik modsatte på samme tid. Hun er ren og velduftende, men sidegaderne trænger til et bad, en hårvask og et sæt rent tøj”.

 VIND ET EKSEMPLAR AF ”LAND I DATID”
Turbine Forlaget har doneret 3 eksemplarer af ”Land i datid” til en konkurrence blandt Vild med Berlins læsere.

Du deltager ved at lægge en kommentar med dit bud på, hvor i Berlin man bedst oplever historiens vingesus.  

Konkurrencen løber til og med lørdag den 9. april 2016. Vinderne vil blive kontaktet direkte og deres navne vil efterfølgende blive offentliggjort på Vild med Berlin-bloggen og den tilhørende Facebookside.

KORT OM FORFATTEREN
Jesper Bugge Kold (født 1972) har arbejdet som journalist og arbejder nu som bibliotekar. Han debuterede i 2014 med romanen Vintermænd, der handler om naziregimets forråelse og om grænsen mellem det onde og det gode. Bogen fik forrygende anmeldelser og blev nomineret til BogForums Debutantpris.

Siden har det amerikanske forlag AmazonCrossing købt verdensrettighederne til såvel “Vintermænd” som til den nye “Land i datid”. “Vintermænd” lå primo marts 2016 nummer et på bestsellerlisten inden for krig- og historisk litteratur og fiktion.

Glutenfri måltider i Berlin – en guide:

Berlin har selvfølgelig også spisesteder for dig, der ikke kan tåle eller af andre grunde helst vil undgå gluten i maden. Her har vi samlet en række af de mest populære restauranter og caféer med glutenfri mad på menuen. 

MITTE:
Funk you food, Bikini Berlin, Budapester Str. 46
Tilbyder glutenfri morgenmad, fx müsli, og frokost, bl.a. sandwiches, wraps og salater samt raw food-kager og grøntsags- og frugtjuice. Menuen skiftes ud løbende.

FRIEDRICHSHAIN:
Pho House, Neue Banhofstr. 36,
En lille vietnamesisk restaurant, der serverer rispandekager til forårsrullerne og bruger risnudler i deres varme retter.

Aunt Benny, Oderstrasse 7
Hyggelig og populær lille café med et godt udvalg af frokosttilbud, fx sandwiches og supper, samt forskellige kager uden gluten.

Ohlàlà V Tartes Shop, Mainzer Strasse 18
Fransk restaurant og café med et udvalg af veganske og glutenfri kager og quiches. Serverer også en brunch uden gluten hver lørdag og søndag.

NEUKÖLLN:
No58 Speiserei, Weisestrasse 5
Hyggelig café, der tilbyder meget lækre glutenfri sandwiches, salater, supper og kager.

PRENZLAUER BERG:
Ruzette Crêperie, Pappelallee 15
Et stort udvalg af pandekager (crepes og galettes), tærter, salater og omeletter uden gluten.

Hos ROOTZ Berlin kan man vælge en række retter i en glutenfri version.

Hos ROOTZ Berlin kan man vælge en række retter i en glutenfri version.

KREUZBERG:
ROOTZ Berlin, Skalitzer Strasse 75
Hyggelig vegansk café og restaurant, der også tilbyder et udvalg af menuen – morgenmad, salater, wraps m.m. – i versioner fri for gluten.

 

 

 

 

Sauvage, Pflügerstrasse 25
Paleo-restaurant med en 100 procent glutenfri menu. Tilbyder forskellige kødretter og salater. Tilbyder også brunch i højsæsonen.

SCHÖNEBERG:
Cielo Di Berlino, Monumentenstrasse 31
Lille hyggeligt pizzeria, der serverer virkelig gode glutenfrie pizzaer.

CHARLOTTENBURG:
Simela, Kantstrasse 146 ved Savignyplatz
Lille hyggeligt pizzeria, der både har laktosefri og glutenfri pizzaer på menukortet. Her kan du også købe øl uden gluten.

Mit Berlin #18: Berlinerne finder sig sgu ikke i noget!

Lene Tymoshenko har boet fast i Berlin i 23 år, hvor hun har været en del af byens blomstrende bz-miljø og bl.a. har stiftet bekendtskab med Berlins russisktalende miljø. Hun har netop startet eget guidefirma i byen under navnet “Berlin på vrangen”.

Mit BerlinHvad er dit forhold til Berlin i dag?
I 1992 flyttede jeg som 23-årig til Berlin for at blive en del af det store bz-miljø, der opstod i Østberlin efter Murens fald. Det betyder, at jeg i dag har boet i Berlin præcis halvdelen af mit liv plus fire måneder. Jeg kunne ikke forestille mig at bo noget andet sted.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Mangfoldigheden er helt sikkert det, jeg bedst kan lide ved Berlin. Jeg synes, det er en utrolig berigelse at bo i en by, hvor cirka 26 procent af befolkningen har udenlandske rødder, og hvor der findes så mange forskellige miljøer og alternative kulturer.
Jeg regnede engang ud, at jeg har haft venner, bekendte og arbejdskolleger fra mindst 35 forskellige lande. Der er kommet en del til siden. Min eksmand kommer fra Ukraine. Gennem ham har jeg stiftet bekendtskab med en del af Berlins russisktalende miljø. Der bor omkring 300.000 mennesker med russisk som modersmål i Berlin.

Min seneste kæreste var berlinsk tyrker. Man bruger på tysk betegnelsen Berliner Türke.
I 1980’erne og 1990’erne var han en del af Vestberlins hiphop- og graffitimiljø. Muren gav dem jo optimale muligheder for at udfolde sig. Han er født i Berlin og voksede op i ”Sozialpalast” i Schöneberg. Et stort højhuskompleks med 514 lejligheder. Huset ligger der, hvor Berliner Sportpalast tidligere lå. Det var der, Joseph Goebbels i 1943 holdt talen med den berømte sætning: ”Wollt ihr den totalen Krieg?”, hvor han bl.a. fastslår den ariske races overlegenhed over østeuropæiske og mellemøstlige folk. Nu bor der på samme sted over 2.000 mennesker, hvoraf mellem 60 og 80 pct. har rødder i Mellemøsten. Det kan man vist kalde skæbnens ironi.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Hvis man har lyst til at gå på opdagelse i det alternative bz-miljø, der opstod i Østberlin i sommeren 1990, kan jeg anbefale Supamolly i Jessner Str. 41 i Friedrichshain. Det er et lille hyggeligt værtshus med billige drikkevarer. Der er åbent tirsdag til søndag fra kl. 20 til open end. I baghuset er der en mindre, men meget hyggelig koncertsal, hvor der i weekender holdes koncerter med alt fra world music til punkbands – til billige priser.

Vil man opspore det russisktalende Berlin, kan man besøge Der Deutsch-Russisches Museum Berlin-Karlshorst, Zwieseler Straße 4.D,10318 Berlin. Museet omhandler 2. Verdenskrig og har til huse i netop den bygning, hvor kapitulationsdokumentet, som betød den endelige afslutning på krigen, blev underskrevet. Salen, hvor dette foregik, er bevaret. Mærk historiens vingesus. Der er åbent tirsdag til søndag kl. 10-18. Der er gratis adgang.

Det sovjetiske mindesmonument for 2. verdenskrig i Treptower Park er storslået.

Det store russiske supermarked, Intermarkt Stolitschniy, Landsberger Allee 116, er også et besøg værd. Jeg bliver altid lidt nostalgisk, når jeg køber ind der, da der lugter præcist som i supermarkederne i Kiev, som jeg har besøgt en del gange. De har alt i levnedsmidler fra landene i det tidligere Sovjet: madvarer, drikkevarer, masser af kaviar og mindst 20 forskellige vodkasorter. Man kan finde spændende ting og indsnuse atmosfæren, når luften summer af russisk, især i weekenden, hvor de tidligere sovjetborgere køber stort ind. Indkøbsturen afsluttes gerne med en portion Schaschlik, marineret kød på spyd tilberedt på trækulsgrill, med salat og brød, der sælges foran supermarkedet.  Der sludres hyggeligt med bekendte og drikkes et par øl eller et glas vodka – trods skiltet med alkohol forbudt.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Mit yndlingsmadsted er helt sikkert Takka Fishhouse, Adalbert Str. 97, der ligger direkte på Kottbusser Tor. Det er en lille tyrkisk fiskegrill med et helt enkelt menukort: fiskesuppe og forskellige sorter grillet fisk serveret med salat i brød eller på tallerken. Det hele er super lækkert og rørende billigt. Man kan sidde udendørs om sommeren og betragte det brogede multikulturelle Kreuzbergerliv.

Hvad “rykker” i Berlin lige nu?
Berlin har en lang tradition for protestbevægelser. I sommer opstod der en spontan protest- og støttebevægelse, da en tyrkisk grønthandler, der har haft sin forretning, Bizim Bakkal, i Wrangelstrasse i Kreuzberg de sidste 28 år, blev sagt op, fordi en spekulant havde købt huset og havde planer om at indrette luksusejerlejligheder. Kvarterets beboere var solidariske, og meget hurtigt opstod der en protestbevægelse, hvor omkring 500 mennesker samledes til protestdemonstration hver uge. Opsigelsen blev trukket tilbage, dog nægter husejeren at give ham en ordentlig kontrakt, så protesterne forsætter.

En anden ting er den spontant opståede store bevægelse af frivillige, der er trådt til og hjælper de mange flygtninge, der er ankommet til Berlin de seneste måneder. Det, synes jeg, er rigtig stort, og det er det, jeg elsker ved denne by: protestbevægelser og solidaritet når det brænder på. Berlinerne finder sig sgu ikke i noget!

 

????????????????????????????????????Lene Tymoshenko, 46 år. Er vokset op i Helsingør og har som ung boet en årrække i København. Er uddannet kok. Har boet fast i Berlin siden 1992 og bor i dag i Friedrichshain.

Lene har netop startet eget guidefirma: Berlin på vrangen.  Her tilbyder hun en række forskellige guidede ture i Berlin, hvor hun dykker ned i og skildrer forskellige strømninger i Berlins fortid og nutid.

Smag på Berlin med Eva og Eat-the-world

Eva B. Lau er vild med Berlin og holder en lang ferie i byen hvert år. På sine seneste besøg har hun været med på en række guidede madture med Eat-the-world – læs hendes personlige anbefaling af turene her:

Eat-the-world er efter min mening et kanon koncept. Turene tager tre timer, finder sted uafhængigt af vejret og foregår til fods i overskuelige områder og med maks. 16 deltagere. Ud over at høre om områdets historie og få information om, hvad man ser undervejs i bydelene, får man syv forskellige smagsprøver fra små lokale spisesteder.

Jeg opdagede konceptet i 2014 gennem Vild med Berlins blog og nåede her at prøve fem af turene. Jeg besøgte bl.a. en delikatessebutik i Schöneberg, hvor olivenolien kommer fra familiens egen plantage, en græsk restaurant i Charlottenburg, der afholder månedlige danseaftener og stedet i Kreuzberg, hvor man får DEN bedste döner. I Prenzlauer Berg var vi bl.a. forbi en butik, hvor en del af maden laves i henkogningsglas, og i Friedrichshain besøgte vi et sted, hvor indehaveren elsker 50’erne så meget, at det afspejles tydeligt i indretningen.

Siden dengang er der kommet en ny tur til Neukölln – den og turen til Potsdam nåede jeg her i efteråret 2015.

271 (480x640)

På rundtur i Neukölln.

Libanesisk pizza i Neukölln og delikatesser i Potsdam
Den nye tur rundtur i Neukölln var rigtig interessant. Man kunne sagtens glemme, man var i en storby, da guiden førte os ad en ikke særlig kendt vej rundt i området. Vi smagte bl.a. forskellige typer kager, libanesisk pizza, og fik smagsprøver fra det arabiske køkken, inden vi sluttede af med kager på en musik-kunst-cafe.

Eat-the-worlds tur til Potsdam var også god. Potsdam er meget mere end Neues Palais og Sanssouci (selvom begge slotte altid er et besøg værd).

Vores guide, Fr. Damm, var virkelig dygtig og vidende. Vi startede ved Nikolaikirche, hvor vi fik informationer om både kirken og det nye byslot, der er genopført, så det udefra fremstår som det udbombede slot. Indvendigt er slottet til gengæld helt nyt og skulle i enkelte kontorer være indrettet med meget lave vinduer for at få det til at passe med den udvendige væg.

På turen besøgte vi bl.a. en delikatessebutik, der gør sig i sennep, chutney, pestoer, marmelader m.m. i alle mulige udgaver og styrker. Vi smagte bl.a. på en sennep med wasabi og på en hindbærmarmelade med mørk chokolade.

Vi besøgte også en chokoladebutik – sådan én indgår næsten altid i eat-the-world-turene. Butikkens indehaver var af den mere specielle type. Hun havde ”set lyset”, da hun for nogle år siden så et tv-program om en fairtrade chokoladebonde, og havde så besluttet sig til at åbne en chokoladebutik. I hendes butik kan man finde chokolade med gede-, kamel- og fåremælk og andre spændende sager.

140 (480x640)

Smagsprøve på russiske specialiteter.

Da Potsdam også har en stor gruppe beboere med russisk baggrund, var vi selvfølgelig også forbi et sted, hvor vi smagte på russiske specialiteter. Vi stak også hovederne indenfor i en spændende økologisk butik, der var indrettet i det tidligere svømmebassin i Potsdams nu nedlagte badeanstalt.

Gem en god portion appetit til turen
En Eat-the-world rundtur koster 33 euro per person, og der er ikke drikkevarer med i prisen.

Ved hver tur får man udleveret en trykt guide med markering og omtale af de lokale samarbejdspartnere. Det er rigtig godt, at turene foregår til fods, for så kan man nå at få oparbejdet en smule appetit fra det ene sted til det andet. Min erfaring er, at det ikke kan anbefales at spise den helt store morgenmad, inden man tager af sted på en af turene.

Hvis Eat-the-world kommer med nye guidede madture i Berlin, bliver jeg “nødt” til at tage afsted igen

Eva B. LauEva B. Lau er speditør og oplevede Berlin første gang som au pair i 1987-88. Siden 2009 har hun været i Berlin to uger hvert år, og hun planlægger sine besøg efter de arrangementer, hun har lyst til at opleve. Hun har bl.a. deltaget i de årlige begivenheder Lange Nacht der Museen (i august) og Tag des offenen Denkmals (i september).

Men ligesom hun hvert år opsøger nye steder og begivenheder i Berlin, har hun også favoritsteder, som hun vender tilbage til. Hun besøger f.eks. altid det gamle Stasi-fængsel Hohenschönhausen og fortæller, at hun altid kommer derfra med nye indtryk.

LÆS OGSÅ
vores tidligere blogindlæg “En vandring gennem verden og Berlin”, hvor Teddy Petersen fortæller om sine oplevelser på Eat-the-world rundturen i Kreuzberg.

Mit Berlin #16: Moabit rummer alt, hvad man behøver

Brit Merrill Kjærulff flyttede til Moabit i juni 2014 for at udleve drømmen om at drive butik med eget smykkedesign. Hun og hendes mand er faldet rigtig godt til i Moabit, som er en af Berlins mere oversete bydele.

Mit BerlinHvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg besøgte Berlin første gang i marts 2007 sammen med min mand Jakob, efter at flere af vores venner havde foreslået, at vi besøgte den fantastiske by.  Jeg opdagede, at Berlin består af flere mindre bydele med hvert deres centrum og ikke er én storby, som jeg troede, før jeg selv besøgte byen. Hver kiez/bydel har sin helt egen charme, og jeg var rundt og mærke stemningen og forskellen på de mennesker, der bor der.

Efter første besøg havde jeg appetit på at suge mere af Berlin til mig. Jeg kunne lide stemningen, de billige priser, det bedre vejr, al kreativiteten, historien og kunsten i byrummet. Det blev til tre besøg alene det første år. Året efter var jeg i Berlin fire gange.  Jeg måtte hele tiden derned og var utilfreds, når jeg skulle hjem.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Jeg har nu boet i Moabit og haft egen butik “Merrilldesign” i lidt over et år, og jeg vil sige, at jeg stadig elsker alt ved Berlin. Jeg finder meget inspiration i mine omgivelser – Ich bin verliebt in diese Craziness. Moabit er en meget overset bydel. Der er mange gallerier og designbutikker, hvor kunstneren selv står bag disken. Jeg er selv lidt crazy og føler, her er plads til alle slags mennesker. Man kan være sig selv og bliver ikke puttet ned i en skuffe. Alt er tilladt.

Da jeg åbnede butikken i Beusselstrasse, syntes folk her i Moabit, at vi var modige, da det var byens værste gade, hvor alt kunne ske, og vi blev kaldt kongerne af Beusselstrasse und dann aus Dänemark. Man har taget godt imod os, og mange kunder er kommet med gaver og skulderklap til os. Folk er meget personlige, men ikke så materialistiske som i Danmark, og penge er ikke noget, man taler om. Vores butik er helt anderledes, end hvad der ellers findes i Moabit.

Hvilket kvarter i byen foretrækker du?
Jeg kan bedst lide Moabit. Det er en ø i Berlin. Her er utrolig mange broer – man kan ikke forlade Moabit, uden at man skal over en bro. 25 styk er der. Jeg nyder, at der er kort afstand til kanalen, som ligger for enden af Beusselstrasse, hvor vi bor. I Moabit bor der cirka 75.000 mennesker af meget forskellig nationalitet, hvilket gør, at man finder alle slags køkkener i området.

Moabit blev inkorpereret i Berlin i 1861, men har rødder tilbage til det 13. århundrede.
Efter Berlinmurens fald er Moabit ikke længere et grænseområde på kanten af Vestberlin, men et centralt område i det samlede Berlin. Grundet nærheden til Reichstag er der blevet opført mange nye bygninger i Moabit, blandt andet det tyske indenrigsministerium, Bundesministerium des Innern. Én af Berlins ældste stationsbygninger, den nyklassicistiske Hamburger Bahnhof opført i 1847, ligger også i Moabit. Banegården er i dag et af delstaten Berlins mange museer. Der er også mange positive ting ved byens andre kvarterer, men efterhånden er det lidt som et teater/facade, og det ægte Berlin er lidt forsvundet.

Hele Moabit er i rivende udvikling, og der renoveres meget overalt. For eksempel er der ved at blive bygget et nyt butikscenter i Turmstrasse.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Jeg kan anbefale Ya-Man Caribbean Soul Food i Gotzkowskystraße og de italienske restauranter La Trattoria i Waldstrasse og Osteria dell’Arte i Bochumer Strasse. Det er steder med super personlig betjening.

Jeg kan også anbefale at besøge den skønne markedshal Arminiusmarkthalle, som ligger bag Rathaus Tiergarten. Arminiusmarkthalle blev bygget i 1891 og ombygget i 2010, hvor alt fik et løft, så den i dag fremstår hyggelig, moderne og gammeldags på den fede måde. Her er gode restauranter, vinbar, fisk, is, bagere, forskellige slagtere, gavebutik, supermarked, traditionel tysk mad samt et kreativt marked cirka en gang om måneden. Man glemmer tit at forlade Moabit, da den rummer alt, hvad man behøver.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Det er svært at sige, for her er altid masser af kunst, design, musik eller et godt marked. Berlinerne er gode til at lave gratis musikoplevelser, især ved Brandenburger Tor til nytår og den 3. oktober. Den 3. oktober 2015 er det i øvrigt 25 året for genforeningen mellem øst og vest efter Murens fald.

Jeg har desuden deltaget med mine smykker i to modeshows i Moabit, hvoraf det ene var på rød løber foran vores butik i Beusselstrasse den 5. juli i år. Her var der 40 grader – pyha, det var varmt. Den weekend var der 300 gallerier, der deltog i Ortstermin åbne gallerier i Moabit.

Brit_Merrill_Kjærulff-2Brit Merrill Kjærulff er 43 år og smykkedesigner. Oprindeligt fra Svendborg, nu bosat i Moabit i Berlin sammen med sin mand, Jakob.

Brit forelskede sig i Berlin i 2007 og begyndte efterfølgende at sælge sine smykker på et marked i byen. I 2013 måtte hun sygemeldes gennem længere tid fra sit job på Svendborg Bibliotek på grund af dårlig ryg.  I den periode kredsede hendes tanker om at åbne egen butik, og sammen med sin mand traf hun beslutningen om at søge et års orlov fra jobbet for at give butiksdrømmen en chance. Sidst i juni 2014 flyttede parret til Moabit, og to måneder senere åbnede de Merrilldesign i Beusselstrasse 74.

I butikken sælger Brit sit eget smykkedesign samt kunst fra forskellige Svendborg-kunstnere, dansk nips, danske møbler, sin mors strik, tasker samt lidt genbrugstøj.

Moabit_Berlin

Brit_Meriill_Kjærulff

Konkurrence: Vind den politiske thriller Berlin 404

Vild med Berlin har rundet 5.000 følgere på Facebook. Det skal fejres. Derfor har du nu chancen for at vinde god sommerlæsning i form af Thomas Clemens anmelderroste politiske thriller “Berlin 404”, som udkom tidligere i år. Vi udlodder 3 eksemplarer af bogen i samarbejde med Forlaget Modtryk.

Berlin 404Berlin 404 leger med spørgsmålene: Hvad var der sket, hvis Berlinmuren ikke var faldet. Hvad nu, hvis Østtyskland havde isoleret sig endnu mere, hvordan havde Vestberlin så udviklet sig?

Bogen begynder med, at DDR’s partisekretær Günter Schabowski omkommer i en bilulykke på vej til den pressekonference, hvor han ellers ville have annonceret, at nye udrejsebestemmelser trådte i kraft ”ab sofort”.

Schabowskis død forpurrer Berlinmurens fald, og i de efterfølgende årtier lukker Østtyskland sig mere og mere om sig selv.

En dag kolliderer et vesttysk tog med et DDR-tog i ingenmandslandet under Muren. De to lande beskylder gensidigt hinanden for bevidst at stå bag ulykken. It-eksperten Jacob Blau fra den vesttyske U-bahn-administration sendes mod sin vilje til Østtyskland for at finde årsagen til ulykken og forhindre en krig i at bryde ud. Med sig har han efterretningsofficeren Berendine Wachner – og i hælene på dem følger Jacobs uberegnelige brødre.

Jacob og Berendine finder chokerende ting bag Jerntæppet. Og et spil om verdens fremtid er i gang.

Berlingske Tidendes anmelder gav bogen 4 stjerner og skrev blandt andet:

»Berlin 404« er en effektiv, politisk sci-fi-thriller – en slags futuristisk koldkrigsroman, der opstiller et billede af verden, som den kunne have set ud, hvis nu sådan noget som et simpelt biluheld havde gjort, at Muren ikke var faldet i 1989.

Thomas Clemen har et godt greb om både den politiske thrillers konspirationsbaserede spændingsopbygning og om science fiction-genrens skildring af rutiner og muligheder i en teknologiforstærket virkelighed.

SÅDAN DELTAGER DU I KONKURRENCEN:
Du deltager ved at lægge en kommentar om, hvad du glæder dig mest til ved dit næste besøg i Berlin.

Du kan skrive din kommentar i svarfeltet under dette blogindlæg ELLER i svarfeltet under konkurrenceopslaget på Facebook – følg dette link til Facebook-opslaget.

Konkurrencen løber til og med søndag den 26. juli 2015. Vi kontakter vinderne direkte og  offentliggør de 3 vindernavne på Vild med Berlins Facebookside.

Forlaget Modtryk har sponsoreret 3 eksemplarer af Berlin 404. Bogen er på i alt 398 sider og den vejledende udsalgspris er 299,95 kr.

Hvis du ikke kan vente med at få fingre i Berlin 404, kan den købes her på Modtryks website.

Gleis 17 Memorial – Mindesmærke for nazisternes jødetransporter fra Berlin

Mellem oktober 1941 og marts 1945 blev næsten 56.000 berlinske jøder deporteret til nazisternes koncentrations- og dødslejre østpå. Hovedparten af dem blev sendt med tog fra spor 17 på S-togsstationen i Grunewald. Her findes i dag et af Berlins stærkeste jødiske mindesmærker, Gleis 17 Memorial.

Gleis 17 - Grunewald

Det nedlagte spor 17, hvor selvsåede træer har vokset sig store mellem skinnerne.

Hvilke tanker løb gennem hovedet på folk, mens de blev drevet som kvæg gennem adgangstunnelen med de gule mursten, op ad trappen til perronen og videre op i togvognene?

Var stemningen præget af gråd og fortvivlede udbrud? Eller lagde de voksne låg på deres egen frygt i et forsøg på ikke at skræmme børnene endnu mere i den i forvejen angstfyldte situation, det har været at blive tvunget ud af hjemmet af uniformerede SS-folk og ført af sted mod en ukendt skæbne.

Aldrig før har et mindesmærke sat så mange tanker og følelser i gang og skabt så uhyggelige scener på min indre billedskærm som Gleis 17 Memorial på S-togsstationen i Grunewald. Det skulle da lige være projektet Stolpersteine, der ligesom Gleis 17 skal forhindre os i at glemme nazisternes systematiske deportationer og drab på millioner af jøder under 2. Verdenskrig.

Grunewald stationJeg besøgte stationen i Grunewald en stille hverdagsformiddag i maj. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, fuglene sang, og de mange træer og buske i de nydelige villakvarterer omkring stationen struttede livfulde og forårsgrønne.

Kontrasten kunne næsten ikke være større til det mørke kapitel i stationens og Deutsche Bahns historie, som blev udrullet, da jeg gik op af trapperne til spor 17.

Herfra blev der mellem oktober 1941 og marts 1945 deporteret over 50.000 jøder til koncentrations- og dødslejre i øst. 35 af togene med i alt 17.000 jøder om bord kørte direkte til dødslejren i Auschwitz.

Jøderne blev ført til fods mod Grunewald-stationen

På det nu nedlagte spor 17 kan man finde samtlige datoer for deportationer nedfældet i 186 stålplader, der ligger langs perronkanten på begge sider af sporet. Stålpladerne fortæller også, hvor mange jøder, der var med på hver transport, og hvor toget gik hen. Det hele i kronologisk rækkefølge.

Gleis 17 - Grunewald

Hver enkelt deportation af jøder fra Grunewald er beskrevet i kronologisk rækkefølge.

Den første deportation fandt sted den 18. oktober 1941. Den dag blev 1.251 jøder sendt til ghettoen i Lodz i Polen.

Den 24. oktober 1941 afgik endnu et tog mod Lodz. Denne gang med 896 jøder om bord. Den 27. oktober 1941 blev endnu 1.034 jøder deporteret til Lodz, og sådan fortsætter det. De første måneder kørte togene hovedsageligt til de østeuropæiske ghettoer i Lodz, Minsk, Riga og Kovno (Kaunas).

Men fra 2. juni 1942 begynder transporterne til koncentrationslejren i Theresienstadt. Gennem juni, juli, august og september er der næsten daglige afgange mod Theresienstadt. Typisk med 100 jøder pr. gang. Fra slutningen af november samme år begynder transporterne direkte til dødslejren i Auschwitz.

Forud for transporterne havde politiet og SS samlet jøderne i en særlig lejr i synagogen i Levetzowstraße i Berlins Moabit-kvarter. Herfra blev jøderne ført til fods mod Grunewald-stationen.

I krigens sidste måneder tyndede det ud i deportationerne. Den sidste fandt sted den 27. marts 1945, hvor 18 jøder blev deporteret til Theresienstadt.

Gleis 17 blev skabt på initiativ fra Deutsche Bahn

Mindesmærket Gleis 17 blev indviet den 27. januar 1998. Det blev skabt på initiativ fra Deutsche Bahn som følge af debatterne om den rolle, som det nationale togselskab havde spillet i forbindelse med deportationerne under nazistyret. Mindesmærket er udviklet af arkitekterne Niklaus Hirsch, Wolfgang Lorch og Andrea Wandel.

Gleis 17 - Grunewald

Betonskulpturen skabt af Karol Broniatowski står til højre for Grunewald-stationens hovedindgang.

På Grunewald-stationen finder man også et mindesmærke skabt af den polske kunstner Karol Broniatowski. Hans værk, der blev indviet i 1991,  består af en 18 meter lang betonblok med indlejrede silhuetter.

Mindepladen ved dette værk slutter med ordene:

Zur Mahnung an uns, jeder Missachtung des Lebens und der Würde des Menschen mutig und ohne Zögern entgegenzureten.”

Madguide: Berlin-kendernes personlige favoritter

Her får du 35 tips til gode restauranter, cafeer, barer og streetfood fra de danske kendere af Berlin, som har bidraget til serien “Mit Berlin”.

Mit BerlinVi har nu bragt 13 afsnit i serien ”Mit Berlin”, hvor mennesker med en særlig passion for den tyske hovedstad fortæller om deres forhold til byen og deler ud af deres bedste Berlin-tips.
De fleste bidragsydere fortæller om deres yndlingssteder på mad- og drikkefronten, og i denne guide har vi samlet alle deres favoritter. Her finder du tips til Berlins bedste morgenmadscaféer, til den gode lokale kaffe-dealer, til Berlins bedste döner-biks, til stedet med tysk mad i ægte DDR-stil til favorable priser, til de bedste nye og hotte restauranter – og for de særligt historieinteresserede: til baren, der engang var ejet af Hitlers bror.

Skønne Berlin-caféer til god kaffe og morgenmad:

Cabslam – California Breakfast Slam
Innstrasse 47, Neukölln
”Serverer en fantastisk morgenmad i ægte amerikanske størrelser”.

Silo
Gabriel-Max-Straße 4, Friedrichshain

Roamers
Pannierstraße 64, Neukölln

Flere gode Berlin-caféer:

Ora

Café Ora i Kreuzberg

Ora
Oranienplatz 14
”En smuk ny café i Kreuzberg”.

Bar Bianco
Schlesische Str. 28, Kreuzberg
”God lokal kaffe-dealer”.

Katie´s Blue Cat
Friedelstraße 31, Xkölln
”Laver fantastiske scones og kager”.

St_Oberholz

Sankt Oberholz på Rosenthaler Platz

 

Sankt Oberholz
Rosenthaler Platz, Mitte
”Umiddelbart tror man, det er en læsesal, da caféen altid er fyldt med arbejdende mennesker, som sidder med telefoner, iPads, hørebøffer og computere. Dette er nok på grund af deres superhurtige wifi og deres kaffe, kager og salater. Oberholz kan lidt af hvert, og jeg kommer der for at drikke kaffe, spise morgenmad eller sidde og arbejde et par timer”.

Berlin homo-café:

Himmelreich
Simon-Dach-Straße 36, Friedrichshain
”Den er rigtig hyggelig både om sommeren med udeservering og indenfor om vinteren. Det er en café, der gør lidt ekstra ud af det. Hver dag ankommer dagens bartender med nyplukkede blomster, som sættes i små vaser på hvert enkelt bord”.

Gode Berlin-restauranter:

Ankerklause
Kottbusser Damm 104, Kreuzberg
”En klassiker, som altid holder”.

Salumeria Lamuri
Köpenicker Straße 183, Friedrichshain-Kreuzberg
Italienske specialiteter, vine og bagværk.

Nest
Görlitzer Str. 52 ved Görlitzer Park, Kreuzberg.
Internationalt/tysk/middelhavskøkken.

District Mot
Rosenthaler Str. 62, Mitte
”Vietnamesisk gadekøkken, stedet og indretningen i sig selv er et besøg værd”.

Shiso Burger
Auguststraße 29, Mitte
”Fantastiske burgere”. 

Fleischerei Domke
Warschauer Str. 64, Friedrichshain
”Tysk mad i ægte DDR-stil til formidable priser”.

Max & Moritz
Oranienstrasse 162, Kreuzberg
”Til dig, der gerne vil have, at maden i Berlin også smager af Berlin.
I denne smukke gamle restaurant serveres Eisbein og alt det andet ”svineri” på god gammeldaws facon”.

Mutter Hoppe
Rathausstraße 21, Mitte
”For dem, der er fan af traditionel tysk mad og en god Schweinehaxe”.

Zur Letzten Instanz
Waisenstraße 14-16, Mitte
”Traditionel tysk mad – god Schnitzel”.

Mola
Wittenbergplatz 3, Schöneberg
”Hvis man mere er til det italienske og gerne vil kombinere det med lidt historie, så kan man jo besøge Mola, der engang hed Alois og var ejet af Hitlers halvbror”.

Nogle af de bedste, nyere Berlin-restauranter:

Bar Raval
Lübbener Str. 1, Kreuzberg
Klassisk tapasrestaurant.

Katz Orange
Bergstraße 22, Mitte
Gourmetrestaurant med inspiration fra hele verden.

Nudo
Lausitzer Pl. 10, Kreuzberg
Italiensk køkken.

Schlesisch Blau
Köpenicker Str. 1A, Kreuzberg
Fransk køkken.

Bosco
Wrangel str 42, Kreuzberg
Italiensk køkken

Lavanderia Vecchia
Flughafenstraße 46, Neukölln
”Fantastisk italiensk restaurant, hvor Berlin pludselig bliver til Firenze”.

NENI Berlin
Budapester Str. 40, Mitte
En kulinarisk mosaik med persisk, russisk, arabisk, marokkansk, tyrkisk, spansk, tysk og østrigsk inspiration.

Spindler
Paul-Lincke-Ufer 43, Kreuzberg
Sæsonkøkken med regionale produkter.

Berlins bedste döner-biks:

Döner Dach
Simon-Dach-Straße 11, Friedrichshain

Anbefaling 1: ”Bestil en “Hänchen Gemüse Döner mit allen Soßen”, og din lykke er gjort! Alle venner, jeg viser stedet, er enige med mig om, at döner ikke fås bedre end her”.

Anbefaling 2: ”En Döner med alles Gemüse und extra Zwiebeln på Döner Dach er ikke til at komme uden om. Specielt ikke for dem, der skal lugte din ånde bagefter”.

Streetfood-steder i Berlin med god mad til billige penge:

Markthalle IX
Eisenbahnstrasse 42/43, Kreuzberg

Neue Heimat i RAW
Revaler Strasse 99, Friedrichshain

SaigonStreetKitchen

Saigon Street Kitchen i Mitte

District Môt – Saigon Street Kitchen
Rosenthalerstr 62, Mitte
”Det er ikke just traditionel tysk mad, men de har Berlins bedste utraditionelle burgere”.

Berlin-barer og biergarten:

Monkey Bar
Budapester Straße 40, Mitte, på toppen af Hotel Bikini Berlin.
”Det må være en af byens bedst placerede barer, når det kommer til udsigt. Der hersker en international, men alligevel afslappet, berlineragtig loungestemning i baren, der med sit gulv til loft glasparti giver gæsterne en panoramisk udsigt over Großer Tiergarten og Zoologischer Garten”.

Ständige Vertretung
Schiffbauerdamm 8, Mitte
”Et symbol på genforeningen med alle billederne af primært vesttyske politikere på væggene”.

Voodoo Lounge
Käthe-Niederkirchner Str. 6, Prenzlauer Berg
”Et herligt sted, der forbinder to ting, som jeg holder endeløst meget af: Rolling Stones og Union Berlin”.

Jockel Biergarten
Ratiborstraße 14C, Kreuzberg
”I sommerhalvåret er jeg tosset med at gå i Biergarten og få Flammkuchen og fadøl. Hvis man er af sted med børn, er Jockel Biergarten et herligt sted”.

Golgatha
Dudenstraße 40-64, Kreuzberg
”På toppen, hvis I skal se fodbold og feste”.

Schönbrunn
Am Schwanenteich i Volkspark Friedrichshain
”Har en herligt afsondret atmosfære og østtysk flair på den lækre måde”.

Tak for tips om cafeer og restauranter til:
Jacob Egevang – Mit Berlin #12: Ich bin ein Prenzlauer Berger
Lone Bech – Mit Berlin#11: Tanker og anbefalinger fra en kender
Caroline Sølver – Mit Berlin #10: Det bedste ved Berlin er friheden
Ole Blegvad – Mit Berlin #9: En fantastisk kulturby med masser af muligheder
Erik Jensen – Mit Berlin #7: Den unikke by er truet af pænhed
Ditte Ingemann – Mit Berlin #6: Jeg når aldrig at se, smage og opleve det hele
Dan Reedtz – Mit Berlin #5: Berlins historie trækker mest
Lykke Friis – Mit Berlin #4: Berlin er min anden hovedstad
Matthias Kolstrup – Mit Berlin #3: Berlin vil altid være mit hjem
Mathias Irminger Sonne – Mit Berlin #1: Berlin har fascinerende meget at byde på