Tag-arkiv: Berlinmuren

1961 – Den sidste frie sommer i Berlin

I dag, 15. juni 2021, er det 60 år siden, at Berlinmuren blev nævnt for allerførste gang. Journalist Gitte Merrild fortæller her om baggrunden for denne første omtale, der viste sig at være en lodret løgn:

Ideen om at bygge en mur mellem Øst- og Vestberlin blev i en og samme sætning både nævnt og benægtet. Det skete den 15. juni 1961 i DDR’s hovedstad Berlin på en international pressekonference.

“Niemand hat die Absicht eine Mauer zu errichten” – på dansk: ”Ingen har til hensigt at rejse en mur,” udtalte DDR’s statsoverhoved generalsekretær Walter Ulbricht på et spørgsmål om, hvorvidt der skulle bygges en statsgrænse ved Brandenburger Tor.

Han svarede, at han “afviste vesttyske rygter om, at østtyske bygningsarbejdere skulle mobiliseres for at rejse en håndfast grænse ved Brandenburger Tor” og forklarede uddybende, at DDR’s bygningsarbejdere havde alt for travlt med at bygge boliger.

Walter Ulbricht løj uden at blinke. Hemmelige planer om en storstilet, østtysk militæraktion var for længst udarbejdede. Ulbricht var desperat og afventede blot grønt lys fra den sovjetiske topledelse i Moskva til at spærre flugtvejen for DDR-borgerne med en mur. Den demokratiske republik var nemlig ved at forbløde, fordi millioner af Ulbrichts landsmænd vendte det unge DDR ryggen og flyttede til Vesttyskland. Den eneste flugtmulighed ud af DDR nu var til Vestberlin.

13. august 1961 begyndte etableringen af Berlinmuren

Mindre end to måneder efter pressekonferencen – natten til den 13. august – drog udkommanderede østtyske specialenheder gennem byen og rullede pigtråd i kilometervis ud omkring de bydele, der snart blev kendt som Vestberlin. På få døgn var soldaterne i fuld gang med at rejse den mur, som Ulbricht havde benægtet.

Men den 15. juni vidste berlinerne ikke, at 1961 blev deres sidste frie sommer i de næste 28 år. De kunne stadig pendle øst-vest tur-retur mellem bolig, arbejde, familie, venner og fritidsforlystelser i byens fire besatte zoner.

De cirka to millioner vestberlinere – heriblandt regerende borgmester Willy Brandt – anede ikke, at de i et hug ville blive spærret inde på et område mindre end Møn. På 480 kvadratkilometer.
Østtyskerne kunne næppe tro på, at det skulle lykkes først Walter Ulbricht, derefter Erich Honecker og Stasi (Ministeriet for Statssikkerhed) med Erich Mielke i spidsen, at udvikle, bygge, bevare og bevogte en uoverstigelig grænse rundt om hele deres land.

Bonusinfo:
Pressemødet med Walter Ulbrichts store løgn blev legendarisk i tysk historie. Kun overgået af et endnu mere berømt pressemøde i DDR’s hovedstad! 28 år senere, den 9. november 1989, da en rystet DDR-regering ved en fejl annoncerede, at alle østtyskere frit kunne rejse ud af landet uden ansøgning. Per omgående, som en noget forvirret talsmand for politbureauet, Günter Schabowski, læste op. Få timer senere var Berlinmuren åbnet.

OM FORFATTEREN:
Gitte Merrild var journalist i Berlin 1988-1995 og var både øjenvidne til livet bag Muren og oplevede oprøret i DDR. Hun rapporterede til danske medier, da Muren faldt om ørerne på de jublende berlinere i 1989 og om genforeningen af de to tyske nationer.

Gitte holder foredrag om livet i Berlin dengang og i dag, laver pop-up byvandringer i Berlin på dansk og arrangerer gerne fagrejser til Berlin – se mere på hendes Facebook-side. Gitte kan kontaktes på mail: gm@gittemerrild.dk. Læs Gittes bidrag til serien ‘Mit Berlin’ her: Mit Berlin #13: Jeg beundrer berlinerne

Mit Berlin #41: Byen er overvældende og udfordrende

1 svar

Forfatter Annette Herzog blev født i DDR tæt på Berlin, lige før Muren blev rejst. Hun boede i Prenzlauer Berg, da Muren faldt, og siden 1991 har hun boet i København. Hun har udgivet bogen ”Det der var” om sine 30 år i DDR. I serien ”Mit Berlin” fortæller hun her om sit forhold til byen dengang og i dag – og kommer med tips til gode oplevelser i byen.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?

Jeg voksede op i Großbeeren, en landsby i DDR syd for Berlin. Jeg kunne se Vestberlins høje huse, fordi Muren kun lå tre kilometer fra, hvor vi boede. I dag tager det kun 10 minutter at køre fra Großbeeren til den nærmeste S-togsstation i Berlin, men dengang måtte vi køre i en stor bue uden om Vestberlin for at komme til ”vores”, dvs. Østberlins centrum. Det tog over en time.

Da jeg var lille, midt i 1960’erne, måtte mine forældre vise deres Personalausweis – det tyske identifikationskort – når vi kørte ind til Berlin. Jeg håbede ved disse lejligheder altid at se et sort menneske, som jeg ellers kun kendte fra min billedbog ”Den sorte Bastian”. Men min far fortalte, at der fandtes nogle afrikanere i Berlin, som læste på universitetet. Jeg syntes, det var vildt spændende.

Det var billigt, men tidskrævende og omstændeligt at komme til Berlin med den offentlige transport. Først med bus, så med regionaltog og bagefter med S-tog ind til Centrum. Centrum var for os først og fremmest Alexanderplatz. Når folk havde en aftale, mødtes de altid under Verdensuret.

Prenzlauer Berg sidst i 1987. Annette Herzog har sin tredje søn i maven, til venstre er det Annettes lillesøster Kathrin, til højre er det Johann, den ene af tvillingesønnerne.

Så godt som alle DDR-borgere, der kom på besøg i Berlin, tog også ind til Centrum-Varehus, som var Østberlins største varehus, og som i dag er Galeria Kaufhof. I 1969 blev Fjernsynstårnet ved Alexanderplatz indviet, og vi meget stolte over, at vi nu havde verdens næsthøjeste tårn, kun overgået af fjernsynstårnet i Moskva.

Vi kunne se over til Vestberlin deroppefra, men jeg havde ikke nogen forestilling om den vestlige del af byen. Jeg har stadigvæk en byplan, hvor Vestberlin i bogstavelig forstand er en hvid plet på kortet. Jeg anede ikke, hvor de forskellige bydele lå, og hvad der var karakteristisk for dem.

Et DDR-kort over Berlin. Vestberlin er hvid plet.

Andre steder, vi plejede at besøge i Østberlin, var Monbijoupark og Museumsinsel, Unter den Linden, Friedrichstraße og Karl-Marx-Allee med de imponerende bygninger efter sovjetisk forbillede. Vi holdt også meget af Østberlins store zoo i Berlin Lichtenberg. Den findes stadigvæk, og den kan virkelig anbefales. Også som park i sig selv, fordi der er masser af plads.

Da jeg flyttede til Berlin som ung kvinde, oplevede jeg selvfølgelig byen på en helt anden måde. Vi boede både i Friedrichshain, i Hellersdorf (en af de kæmpe nyoprettede bydele med betonbygninger) og til sidst i Prenzlauer Berg ved Kollwitzplatz. Jeg hadede selvfølgelig Muren, men for at være helt ærlig var halvdelen af byen stor nok. Der foregik mange spændende ting også i Østberlin.

Kollwitzstraße 60 midt i Prenzlauer Berg. Her fik den unge familie med tvillingedrenge i 1987 anvist en lejlighed på 170 kvm på byens bedste adresse, men skulle så til gengæld acceptere, at de boede der, mens den blev totalrenoveret det første år. I 1988 blev familien forøget med endnu en søn, og to måneder før Murens fald kom en datter til verden.

Prenzlauer Berg var et typisk arbejderkvarter med en spændende blanding af studerende, arbejdere, intellektuelle, pensionister, asociale og kunstnere. Bydelen har udviklet sig til en turistmagnet, men den har mistet sin originalitet. De fleste oprindelige beboere blev nødt til at flytte væk derfra, fordi lejlighederne blev for dyre efter murens fald.

Hvilken oplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?

Jeg vil aldrig glemme natten, da muren faldt, og hvor vi efterlod vores børn alene hjemme for at løbe med over og opleve det. Vi regnede jo med, at de ville lukke muren igen.

De næste uger og måneder gik med at udforske Vestberlin, selvom jeg stadig ikke kender den godt. Det første halve år måtte vi benytte de offentlige transportmidler gratis, og jeg satte mig i tilfældige busser for at køre rundt som i en helt fremmed by. En anden stærk oplevelse var at sidde i metroen og køre igennem spøgelsesbanegårdene, dvs. de metrostationer, som var blevet lukket i forbindelsen med murens oprettelse. Togene kørte gennem disse gamle, dårligt oplyste stationer med reklamer og plakater fra 1960’erne. Tiden havde stået stille der i 30 år!

I 1991 flyttede vores familie til København, og der gik ofte mange måneder mellem mine besøg i Berlin. Hver gang jeg kom, var der sket utrolig mange forandringer. De kendte butikker forsvandt og blev erstattet af andre butikker eller af restauranter og værtshuse, men også de skiftede hele tiden navn og ejer. Veje og stationer blev omdøbt, fordi man ikke længere ville have de socialistiske navne. Trafiksystemerne i Øst- og Vestberlin blev sammenlagt, og ruterne skiftede.

Jeg husker, at jeg spurgte efter S-togsstationen Leninallee, som jeg egentlig kendte godt. Folk kiggede underligt på mig. Den hed for længst Landsberger Allee, fandt jeg ud af, og jeg følte mig som en relikt fra en svunden tid. Muren var væk, der blev bygget nyt alle steder, og jeg havde problemer med at orientere mig. Tit var jeg ikke engang sikker på, om jeg befandt mig i det tidligere Øst- eller det tidligere Vestberlin.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?

Jeg har et ambivalent forhold til Berlin. Byen er overvældende, voldsom, spændende, rummelig, udfordrende. Jeg hører hjemme der – og så alligevel ikke. Jeg er berliner, og samtidig er jeg kun på besøg. Jeg spørger mig selv hele tiden, om jeg kunne leve der igen, og det kunne jeg sikkert.

Men byen stresser mig også. Jeg har hele tiden fornemmelsen af at gå glip af noget. Det tager lang tid at komme fra det ene sted til det andet, selvom den offentlige transport fungerer godt. Byen er bare meget stor. Jeg nyder det virkelig, når jeg er der. Men jeg er også glad for at være hjemme i København igen, hvor alting er mere overskuelig.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?

Tag til Wünsdorf syd for Berlin, hvor de gamle bunkeranlæg Maybach 1 og Zeppelin fra 2. verdenskrig og den kolde krig formodentlig vil slå benene væk under dig. Det er et enormt bunkeranlæg med metertykke betonmure, trapper, der fører langt ned under jorden, gammelt kommunikationsudstyr og meget andet. Bunkerne husede den øverste tyske militærkommando i 2. verdenskrig og nazisternes kommunikationscentral. Nogle af bunkerne blev destrueret, men Zeppelin-bunkeren blev frem til Murens fald brugt af den sovjetiske militærledelse i DDR. Man behøver ikke være militærinteresseret for at blive imponeret af denne imponerende tidslomme. Det er muligt at komme ned i bunkerne på guidede ture.

Ikke langt fra bunkerne findes også et militærhistorisk museum om Wünsdorfs 100-årige militærhistorie og om bunkernes historie. Derudover kan jeg absolut anbefale museet Roter Stern med en udstilling om de russiske tropper, om soldaternes hverdag og de usle vilkår, som de levede under, mens de aftjente deres værnepligt i DDR.

Sidst men ikke mindst ligger der nogle velbevarede og usædvanlige civilbunkere i byen. De er ikke underjordiske, men ligner høje hatte og bliver kaldt for ”Spitzbunker” eller ”Betoncigarer” på grund af deres specielle form. De er i flere etager, og man kan komme ind og gå rundt i hvert fald i den ene af dem.

Ellers har Wünsdorf skabt sig et ry som ”bøgernes by”, fordi der er masser af antikvariater, hvor man finder stort set alt. Det tager lidt over en time at komme dertil fra Berlin i regionaltog. Man finder praktiske oplysninger og billeder på hjemmesiden og på Wikipedia.

En ven tog mig engang med til Classic Remise i Wiebestraße 36, en kæmpe udstilling af smukke, klassiske biler i et historisk sporvognsdepot fra ca. 1900. I modsætning til andre bilmuseer er det et levende sted med værksteder, bilbutikker og garager. Bilerne derinde er virkelig flotte, og arkitekturen i det store, smukt restaurerede sporvognsdepot gjorde indtryk på mig. Og så er det oven i købet gratis.

Ellers kan jeg anbefale den jødiske kirkegård i Berlin-Weißensee. Den er magisk. Den kæmpestore botaniske have med de mange glashuse er bestemt også et besøg værd.

Et lille, men udsøgt museum med ekspressionistiske malerier er Brücke-Museum. Det kan kombineres med Kunsthaus Dahlem, som ligger direkte ved siden af.

Brücke Museum i Dahlem. Læs mere om Brücke Museum og Kunsthaus Dahlem i indlægget “Gode oplevelser i udkanten af Berlin“.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?

For mig er det ”ægte Berlin” der, hvor jeg finder den brogede blanding af mennesker, som jeg kender fra Østberlin. Jeg tager til fx Pankow eller Weißensee for at opleve det. Før i tiden var det Prenzlauer Berg, men nu bor der tilflyttere fra Vesttyskland eller fra udlandet med en god økonomi.

De fleste af mine venner, som tidligere boede i Prenzlauer Berg, bor nu i Pankow. Pankow er en grøn bydel med flere store parker. Der er fx en hyggelig udendørs servering midt i Bürgerpark, hvor der også kan være gratis koncerter. Det er skønt at sidde der og se på de helt almindelige folk en sen eftermiddag eller tidlig aften. Det et godt eksempel på noget ”ægte” for mig.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?

Jeg kan godt lide de brede fortove, og at byen er så grøn med så mange træer. Man føler, at man har plads. Jeg elsker også diversiteten og tolerancen, de mange forskellige mennesker fra hele verden og de vildt forskellige bydele. Der er så meget at se og opleve!

Jeg holder også meget af de mange bagerier med gode, tyske kager. Og det store udbud af teatre og museer, mange i verdensklasse. Der er højt til loftet i Berlin, og når jeg fortæller om byen, savner jeg den!

Annette Herzog, født 1960, forfatter til børnebøger, radiohørespil og teatermanuskripter. Hun flyttede til København i 1991 for at genopfriske det danske sprog, som hun er uddannet i som tolk og oversætter på universitetet i Greifswald. Det endte med at familien bosatte sig permanent i Danmark, hvor hun i dag har 10 børnebørn i alderen fra et halvt til 12 år.

Sidste år udkom bogen “På vores side af Muren” på Dansklærerforeningens Forlag. Det er Annette Herzogs erindringer om barndommen i DDR skrevet for børn og unge – henvendt til 6.-9. klasse.

”Det der var – Historier fra den anden side af muren”

udkom også i 2020 og er en erindringsbog om de første 30 år af hendes liv, hvor hun boede i DDR.

Læs her Vild med Berlins omtale af ”Det der var” .

Boganmeldelse: Der var liv, varme og humor i det grå DDR

51 svar

Annette Herzog har skrevet en fremragende bog om de første 30 år af sit liv i DDR. Med både humor og alvor fortæller hun om at vokse op, uddanne sig og være ung mor i et land, hvor der ganske vist var propaganda, overvågning og undertrykkelse, men også mennesker med fællesskab og drømme om et andet liv.

Annette Herzog boede som barn i Großbeeren, hvorfra der var mindre end 20 km til det centrale Kreuzberg i Berlin. Hun boede i Bahnhofstraße, så man skulle tro, at hun og familien bare kunne gå til banegården og tage toget den korte strækning ind til storbyen. Men kort efter hendes fødsel var der rejst en mur omkring hele Vestberlin, så selv om man kunne skimte bydelens hvide højhuse, kunne man altså ikke rejse direkte dertil. Skinnerne fra banegården mod Berlin var skåret over.

Det beretter hun om i den nye erindringsbog “Det der var – Historier fra den anden side af muren”. Hun fortæller også, at man kunne godt komme til Berlin, men det krævede flere forskellige offentlige transportmidler og en stor omvej ind i Østberlin. Vestberlin forblev en hvid plet på landkortet. Også bogstaveligt talt, når man dengang kiggede på DDR’s bykort.

Regler for vestlig musik på DDR’s diskoteker

Der var ellers ifølge Herzog meget vestligt, der lokkede de unge i DDR – også selv om Vesten ifølge den statslige propaganda var ledet af onde mennesker, der stod for krig og udbytning. Vestlig musik og mode kunne myndighederne ikke holde isoleret fra DDR’s ungdom. Selv om de offentlige dansesteder ifølge reglerne højest måtte spille dekadent vestlig musik i 40 procent af et diskoteks åbningstid, så kunne alle synge med på Udo Lindenbergs ”Zonderzug nach Pankow”, for den blev hele tiden spillet på de vestberlinske radiostationer.

Samme Udo Lindenberg var med både sangen og sin direkte og meget antiautoritære henvendelse til DDR’s ”overindianer” Erich Honecker med til at gøde jorden for et spirende oprør. Meget kunne ikke siges direkte, men med blandt andet sin tøjstil kunne man signalere, at man var i opposition. Udslidt vestligt tøj kunne koste en mindre formue, fordi det var så populært i visse kredse.

Til gengæld var det billigt at bo i en kæmpestor lejlighed på 170 kvm på Kollwitplatz i Prenzlauer Berg. Huslejen var på 64 mark på et tidspunkt i 1980’erne, hvor Annette Herzog tjente 1200 mark om måneden.

Et tilbageblik fra Danmark

Hun har nu boet i København næsten lige så længe, som hun levede i DDR. Når valget i sin tid faldt på Danmark, skyldtes det især, at hun havde studeret dansk på universitetet i Greifswald. Hun flyttede hertil med familien i 1991, og på både tysk og dansk skriver hun bøger, der er udkommet på 20 sprog, primært børnebøger.

Når hun efter utallige opfordringer endelig har fået skrevet sin egen fortælling om DDR, har en af drivkræfterne blandt andet været, at hun gerne vil ”aflive den betonhårde myte om, at alt kun var kedeligt og gråt”, som hun skriver i forordet.

Det får hun gjort på fornem vis. Annette Herzog har fået venner fra DDR-tiden til at genopfriske hukommelsen, og udvekslingen af erfaringer, som bogen beskriver, og flere af forfatterens egne fortællinger vidner om et varmt, solidarisk, humoristisk og oprørsk fællesskab. Bogen føjer fine, personlige nuancer til de efterhånden mange beskrivelser af livet i DDR, og der er meget at hente for alle, der interesserer sig for denne periode i vores naboland.

Også udgivet som lydbog

Bogen er udgivet på forlaget Colibri. Den kan også lånes som både e-bog og lydbog på e-reolen. Lydbogen har en fin oplæser i Anne-Mette Johansen, men selvfølgelig ikke de mange interessante, historiske fotos som den trykte bog og e-bogen.

Udlodning af ny bog om Tysklands historie

51 svar

(Vinderne er fundet) Vild med Berlin udlodder 3 eksemplarer af en ny bog: ‘Tyskland – Erindringer om en nation‘ i samarbejde med Gads Forlag. Tyskland har igennem de seneste 150 år været den centrale magt i Europa. En ny tysk stat kom til verden for 30 år siden, da Øst- og Vesttyskland blev genforenet. Men hvor godt kender vi egentlig dette nye Tyskland? Og hvordan forstår tyskerne sig selv?

Opdateret 20. november 2019: De 3 vindere i bogudlodningen er fundet, og de er blevet kontaktet direkte.

Forfatter Neil MacGregor. Foto: Martin Godwin.

“Der findes til dato ingen bedre kulturhistorisk indføring i tysk historie.” Sådan lød det fra Süddeutsche Zeitung, da bogen ‘Tyskland – Erindringer om en nation’ oprindeligt udkom på engelsk.

I bogen argumenterer forfatter Neil MacGregor for, at Tyskland – til forskel fra alle andre europæiske lande – ikke har en samlende fortælling om sin egen historie. Både geografi og historie har altid været ustabile størrelser i Tyskland.

I hovedparten af de 500 år, som bogen omhandler, har Tyskland tilmed bestået af mange selvstændige politiske enheder med hver sin historie. Dertil kommer, at enhver bekvem national historie, som tyskerne måtte have fortalt sig selv før 1914, blev tilintetgjort af begivenhederne i de følgende 30 år.

Tysklands historie er således grundlæggende fragmenteret, men omfatter erindringer, erfaringer og oplevelser, som deles af mange tyskere. MacGregor har i denne bog udvalgt en række genstande, ideer, folk og steder, som stadig vækker genklang i det nye Tyskland – porcelæn fra Dresden og murbrokker fra samme bys ruiner, Bauhaus-design og tyske pølser, Karl den Stores krone og porten til koncentrationslejren Buchenwald – for at vise os noget om tyskernes referencerammer.

Bogen er et digert værk på 638 sider med masser af billeder til at underbygge fortællingen. Berlin fylder naturligvis en del i bogen, bl.a. i beskrivelser om nazitiden, DDR-tiden, Murens fald og den tyske genforening.

Et kort uddrag fra bogen:

“Det er nu 30 år siden, at Muren faldt , og næsten lige så længe siden, at et nyt Tyskland blev født. I denne periode har tyskerne gjort en kolossal indsats for at tænke klart og modigt over deres nationale historie. Genforeningen af Tyskland faldt sammen med en mere klarsynet historisk undersøgelse af en stor del af den tyske befolknings medskyld i forbrydelser, man længe blot havde tilskrevet “nazisterne”. Efterhånden som Berlin er blevet genopbygget, har der været et bevidst forsøg på at gøre de allermest smertelige erindringer offentlige, hvor det mest oplagte eksempel er holocaustmindesmærket for Europas myrdede jøder. Også her kan man se, at tyske monumenter ikke er som andre landes. Jeg kender ikke til noget andet land i verden, som midt i sin nations hovedstad rejser monumenter til minde om sin egen skam. Ligesom Siegestor i München står de der ikke alene for at mindes fortiden, men – og måske endnu vigtigere – for at sikre, at fremtiden bliver anderledes. Som Michael Stürmer, en fremtrædende politisk kommentator, bemærker: ‘I Tyskland har historiens formål i lang tid været at sikre, at det aldrig vil kunne ske igen.'”

Sideløbende med udgivelse af bogen åbner Nationalmuseet særudstillingen “Tyskland”.

Du kan gratis læse et uddrag af bogen her.

SÅDAN DELTAGER DU I LODTRÆKNINGEN
Læg en kommentar herunder, hvor du fortæller om: Hvilken del af Berlins/Tysklands historie er du mest interesseret i (og fortæl gerne hvorfor)?

Bemærk: Vi modtager meget “spam” i vores kommentarfelter. Derfor bliver din kommentar først synlig, når vi har godkendt den.

OM KONKURRENCEN
Konkurrencen løber til og med tirsdag 19. november 2019. Den foregår også på Vild med Berlins Facebook-side og Instagram-side. Vi finder vinderne gennem lodtrækning og kontakter dem direkte. Vinderne modtager efterfølgende deres bog direkte fra Gads Forlag.

OM FORFATTEREN

Neil MacGregor, f. 1946, er kunsthistoriker, forfatter og museumsdirektør for National Gallery 1987-2002 og for British Museum 2002-15.

2015-2018 var han den ledende af tre direktører for det nye museum Humboldt Forum i det genopførte slot i Berlin.

Spændingsroman med stor Berlin-indsigt

3 svar

Historikeren Andreas Monrad Pedersen roman-debuterer med ”Åbne hænder” – en mursten af en spændingsfortælling, der rummer knivskarpe billeder af Berlin fra 1980 og frem til nutiden.

Uden at afsløre for meget kan man godt indsnævre kernetemaet i Andreas Monrad Pedersens nye roman til ordene: ”Magt korrumperer”. Man kan også sætte lidt flere ord på og tilføje, at det handler om, hvordan overvågning, undertrykkelse og manglende demokrati giver egoistiske og grådige kræfter i et magtmonopol mulighed for at erhverve sig fordele og velstand på de undertryktes bekostning – med ufattelige omkostninger for især dem, der ikke kan affinde sig med regimet.

I ”Åbne hænder” folder forfatteren temaet ud over 650 sider med et fortællemæssigt greb fra krimigenren. Det sker med et væld af præcise nedslag i byens historie, hverdagsliv og kultur på begge sider af den mur, der blev fjernet for 30 år siden. De mange beskrivelser vil fryde enhver Berlin-kender, og der er sikkert også ny viden at hente for mange.

Punkmusik over muren

Hvem husker for eksempel navnet på elektropunkbandet, der i 1980 gav en medrivende koncert på Kreuzberg-spillestedet SO36? Navnet er ”Deutsch Amerikanische Freundschaft” (DAF), og i romanen afslutter bandet koncerten med at rykke højttalere og andet udstyr de få hundrede meter ned til Mariannenplatz og gjalde nummeret med den smukke konjunktiv-titel ”Als wär’s das letzte Mal” hen over Muren til befolkningen i ”den lille republik” på den anden side. Nummeret kan i øvrigt høres på Youtube.

Og vidste du, at den daglige, østtyske tv-nyhedsudsendelse hed ”Aktuelle Kamera”, og at partitro DDR-borgere sad klar ved udsendelsens start kl. 19.30?

“Åbne hænder” tager sit udspring i tiden, da Berlin var delt af en mur, og hvor den østlige del var “Hauptstadt der DDR”. Bykortet her er det officielle fra DDR i 1968.

Der er også nutidige billeder. Tidligt i bogen er der en iagttagelse af to punkere i hullet, sort tøj, grafitti-dekorerede læderjakker, tynde ben i militærstøvler og med imponerende hanekamme, men også med en aldersforskel på ca. 35 år. Beskrivelsen efterfølges af ordene: ”… et eksempel på noget særligt berlinsk, som var svært at definere. Noget med en fandenivoldskhed, som byen stadig tilbød og nærede”.

Autentiske beskrivelser

Den slags små perler er drysset ud over siderne, og selv om det måske er viden og indsigt, man godt kunne leve foruden, bidrager de til at give romanen en særlig autenticitet.

Romanens hovedperson er den desillusionerede tidligere kommunist Johannes Knudsen, der har en dansk baggrund og arbejder som privatdetektiv i nutidens Berlin. Fans af krimiforfattere som Philip Kerr eller danske Jussi Adler-Olsen vil helt sikkert føle sig tiltrukket af dette islæt af spænding, men bogen kan også læses af ”krimifornægtere”, hvis man bare er interesseret i Berlin i almindelighed eller byens nyere i historie i særdeleshed.

Andreas Monrad Pedersen, født 1967, er historiker og gymnasielektor i Horsens. Han var i Berlin første gang i 1982, men blev for alvor vild med byen i 2005 og rejser nu dertil 6-7 gange om året. Han er forfatter til flere bøger, bl.a. ” ”Schalburgkorpset: Historien om korpset og dets medlemmer 1943-45”.

Han har svaret på spørgsmål i serien ”Mit Berlin”, hvor han kommer med megen inspiration og en lang række konkrete anbefalinger til byens gæster. Se dem her:

Mit Berlin #36: Berlin er en sand gave for en historiker

Håbets Europa i 89 billeder

45 svar

I anledning af 30-året for Berlinmurens fald udgiver Europaekspert Lykke Friis fredag 6. september 2019 en ny bog, hvor hun ser tilbage og gør status på begivenhederne i 1989.

Gads Forlag har doneret 3 eksemplarer af den nye bog til udlodning på Vild med Berlin. Læs herunder, hvordan du deltager i lodtrækningen.

”Selvom Europa i 2019 kæmper med blandt andet Brexit og EU-skepsis, en uforudsigelig Donald Trump og et selvbevidst Kina, burde et tilbageblik til 1989 indgyde nutidens politikere og læsere håb.” Sådan skriver Lykke Friis i ”Håbets Europa”, hvori hun pointerer, at læren fra 1989 ikke er, at det liberale demokrati er dømt til at sejre. Læren er snarere, at Europas fremtid hurtigt kan ændre sig og i høj grad afhænger af os selv.

1989 var håbets år med Berlinmurens fald, Den Kolde Krigs afslutning og dominoagtige revolutioner i Central- og Østeuropa. I dag tages 1989 ofte for givet. Men året var ikke resultatet af en storpolitisk masterplan, og faktisk kunne det hele være gået meget anderledes. For eksempel hvis grænsevagterne i Østberlin havde åbnet ild mod østtyskerne, da Berlinmuren blev erklæret for åben ved en fejltagelse.

På trods af at ingen i 1989 forudsagde Europas ”stjernestund”, troede mange, at ”historien var forbi”. 30 år efter ser situationen ganske anderledes ud. I dag tales der om historiens comeback eller sågar hævn. Det skyldes ikke mindst udviklingen i Kina, Rusland og Donald Trumps USA. Bogens udgangspunkt er ikke desto mindre, at 1989 fortsat bør indgyde Europas politikere og vælgere håb.

I Håbets Europa ser Lykke Friis tilbage på 1989 og gør status. Med ikoniske, men også mindre kendte billeder, indfanger hun det hæsblæsende års mange begivenheder og tiden før og efter det mest begivenhedsrige år i Europas nyere historie. Bogen er den officielle bogudgivelse i forbindelse med Golden Days-festivalen 2019, som har 1989 som tema.

Du kan gratis læse et uddrag af bogen her.

Om Forfatteren:
Lykke Friis
født 1969, er udenrigskorrespondent i Berlin for Berlingske, formand for Udenrigspolitisk Selskab og næstformand for tænketanken European Council on Foreign Relations.

Lykke Friis er blandt andet tidligere klima-, energi- og ligestillingsminister. Hun er forfatter til en række bøger om europæisk politik med særligt fokus på Tyskland.

Læs Lykke Friis’ bidrag til serien Mit Berlin:
Mit Berlin #4: Berlin er min anden hovedstad

Stammtisch #2 Århus: Agenter og bedrag under den kolde krig

Skriv et svar

Forfatter Mikael Busch fortæller om sine dokumentariske bøger ‘Knud og Vera’ og ‘Lenz’ lørdag 2. november kl. 14.30-16 på fairbar, Klostertorvet 6 i Århus C.

Begge bøger har danskere i centrale roller i spændende historier om angiveri og spionage. Knud Wollenberger spionerede endda mod sin egen kone, der var aktiv i den østberlinske fredsbevægelse. Hun finder først ud af det to år efter Murens fald.

Mikael Buschs bøger bygger på omfattende research i bl.a. Stasis arkiver og har en undersøgende tilgang til emnet: Hvordan kan begavede unge mennesker finde på at arbejde som agenter for et undertrykkende system med omfattende overvågning?

Ved oplægget i Århus vil Mikael Busch også tage en stak af sine bøger med til arrangementet. Han sælger ”Lenz” for 100 kr. og ”Knud og Vera” for 200 kr. Begge bøger for 250 kr. Du kan få bøgerne signeret, hvis du ønsker det.

Det er gratis at deltage i Vild med Berlins Stammtisch, men støt gerne vores vært, fairbar, der sælger kaffe, sodavand, øl m.m.

Du behøver ikke at tilmelde dig Stammtisch på forhånd, men markér gerne på Facebook-begivenheden, om du har tænkt dig at komme. Det er ret nyt, at vi laver Stammtisch i Århus, så vi ved ikke, hvor mange, der møder op. Ved første Stammtisch var der et pænt fremmøde. Siddepladser er efter først til mølle-princippet. Kom meget gerne i lidt god tid, så du kan nå at bestille kaffe m.m. inden oplægget går i gang. På den måde får både Mikael Busch og tilhørerne ro fra brummende kaffebrygning til at levere/høre oplægget.

Læs om Mikael Buschs forhold til Berlin i indlægget “Med Muren i hovedet” i serien “Mit Berlin”.

Vil du være sikker på at få information om Vild med Berlins arrangementer i Århus, så meld dig ind i Facebook-gruppen ’Vild med Berlins Stammtisch i Århus’.

Er du interesseret i vores arrangementer i hovedstadsområdet, så har vi også en Facebook-gruppe til dette formål: ’Vild med Berlins Stammtisch i hovedstadsområdet’.

Stammtisch #2 Århus
Tidspunkt: Lørdag 2. november 2019 kl. 14.30-16
Sted: Fairbar, Klostertorvet 6, 8000 Århus C

Mikael Busch fortæller om sine bøger ved Vild med Berlins Stammtisch-arrangement i Århus lørdag 2. november 2019.

Berlin med børn: De 5 bedste oplevelser

Skriv et svar

Journalist Louise Witt var i foråret 2019 på en familietur til Berlin, hvor hendes tre børn i alderen fra seks til 12 år for første gang oplevede den tyske hovedstad. Læs her om de fem Berlin-oplevelser, som Louises børn syntes var allerbedst – i prioriteret rækkefølge:

#1 Museum für Naturkunde

Wauw!
At stå over for nogle af de største og mest komplette dino-skeletter i verden er en oplevelse, der får én til at tabe kæben – og gør Jurassic Park-filmene meget mere livagtige og skræmmende at se bagefter! Samtidig har museet masser af anden fin formidling om fx vulkaner, meteorer og hele solsystemet.

En ekstra dimension for danske børn er det i øvrigt, at museets T-rex, der er gravet op i Montana, USA, faktisk er havnet i Berlin takket være en dansk forretningsmand, Niels Nielsen, der for et hemmeligt millionbeløb har købt dinoen til forskning og opkaldt den efter sin søn, Tristan. Et must, hvis man er i Berlin med børn.

#2 Loppemarked i Mauerpark

Mauerpark er et tilløbsstykke om søndagen – både loppemarkedet og parken ved siden af.

Ej, hvor var det heldigt, at vores besøg i Berlin faldt på en søndag, så vi fik oplevet det ugentlige loppemarked i Mauerpark, hvor byens dramatiske historie og nutidens kreative byliv smelter sammen i en dejligt utæmmet graffiti-park.

I parken står stadig et langt stykke Berlin-mur, som er alt andet end en beskyttet museumsgenstand – til ungernes store fornøjelse var flere graffiti-malere i gang med at spraye nye motiver.

Nedenfor gik både lokale og turister søndagstur med flettede fingre, barnevogne, børn på løbecykel, medbragt picnickurv til et stop på legepladsen osv. Lydtæppet leverede flere musikere, fx unge fyre med guitar og et kor af piger, der sang noget a la irsk folkemusik. Og der var plads til alle, der havde lyst til at stille sig op og optræde.

På loppemarkedet var både private, som havde ryddet op på loftet og solgte alt fra nips til gammeldags ølkrus med låg, til mindre, kreative virksomheder, der tilbød fx fine emaljerede krus med Fernsehturm-logo.

Indimellem det hele var der små oaser med lækre madboder såsom vegetar-pizzaer, og priserne var meget rimelige priser, fx to euro for en lokal sodavand eller øl. Det var på alle måder en fest for sanserne!

På vej hjemad gik vi i øvrigt forbi mindesmærket Gedänkstätte Berliner Mauer i Bernauer Strasse, hvor byen i sin tid var delt, så boligblokkene lå i øst og fortovet og gaden i vest. På gavlen af et af husene er afbildet den grænsevagt fra øst, der som den første nogensinde sprang ind i friheden i vest og endte som et ikonisk mediebillede. Det var ikke, fordi børnene havde ro til at dvæle her længe, men oplevelsen satte alligevel mange gode snakke i gang bagefter. Tiden med det delte Tyskland blev mere håndgribelig.

#3 Kuplen på Reichstag
Hjemmefra havde vi booket bord i restauranten på toppen af Tysklands Reichstag, så vi kunne spise aftensmad med Berlin for vores fødder. For overhovedet at kunne få et bord skulle vi senest 48 timer inden vores ankomst sende fulde navn og fødselsdato på alle i selskabet, så vi kunne blive sikkerhedstjekket forinden, tænker jeg? Vejen ind var ligesom et sikkerhedstjek i lufthavnen med en tur igennem en metaldetektor og gennemlysning af bagage. Det gav anledning til en fin snak om demokrati, og hvorfor det er vigtigt at passe på.

Inden middagen gik vi en tur op i glaskuplen over rigsdagsbygningen, hvorfra der både er en formidabel udsigt over Berlin og et kig ned i selve rigsdagssalen. Bygningen, som den fremstår i dag, er skabt af arkitekt Norman Foster. Den engelske arkitekt har bibeholdt ydermurene på den gamle bygning fra slutningen af 1800-tallet, men ellers er alt bygget op på ny, ligesom det genforenede Tyskland er en moderne konstruktion inden for en gammel ramme. Kuplen, der ligesom er kronen på værket, minder på sin vist lidt om Olafur Eliassons udgave af regnbuen på toppen af Aros Aarhus Kunstmuseum: Den vil kommunikere et budskab, men er også blot en umiddelbart sanselig oplevelse for alle aldersklasser, ikke mindst når solen farver himlen rosa. Audioguides gav fine informationer om udsigten – dog kun på engelsk, men de største forstod.

#4 “Ham manden, der stod helt bar og kun med en elefantsnabel til at dække tissemanden.”
Den unge fyr nærmest uden tøj på var lidt af et tilløbsstykke en dag, vi gik på pladsen foran Brandenburger Tor, hvor mange stimlede sammen for at se, hvad han havde gang i – efter alt at dømme reklamerede han bare for sine egne SoMe-platforme. Ungerne syntes, det var sindssygt morsomt!

Han står der næppe endnu, men mon ikke der så er nogle andre opsigtsvækkende typer at blive fascineret af? Berlin synes at være fuld af dem: Mennesker, der ikke er bange for at skille sig ud fra mængden. Af samme grund var en tur med U-Bahn også en oplevelse i sig selv.

#5 Holzmarkt ved Spree

På en solskinseftermiddag var Holzmarkt lige ned til floden Spree et genialt sted at hænge ud over snacks og kolde drikke med børnene. Holzmarkt er kreative menneskers bevidste forsøg på at skabe en alternativ landsby i byen i stedet for de kommercielle byrum med erhvervsdomiciler og kendte kædekoncepter, der ofte skyder op, når en by bliver stadig mere populær. Området har lidt samme stemning som en dansk festivalplads. Alle bygningerne har fx ageret lærred for kunstnere og er en oplevelse for øjet. Det 12.000 kvm. store Holzmarkt byder på alskens caféer og udskænkningssteder, fx veganske smoothies og lokale øl. Klientellet er alt fra hipsters til pensionister og børnefamilier, for indimellem borde og bænke er der god plads til, at børn kan rende rundt og lege, fx omkring et vandbassin, i en sandkasse eller på en rutsjebane.

Om gæstebloggeren
Louise Witt er selvstændig journalist og står bag kommunikationsvirksomheden Sort på Witt, hvor hun bl.a. er fast leverandør af artikler til Jyllands-Postens tillæg Bolig. Hun bor i Århus med sin familie.

Følg Louise på hendes Instragram-side Sortpaawitt

Berlin fejrer 30-årsdagen for Murens fald

Skriv et svar

Fra 4. til 10. november 2019 fejrer Berlin 30-årsdagen for Murens fald. Det sker med en byfestival med udendørs udstillinger og en lang række arrangementer på syv historiske steder i byen.

Fortællingen om Berlins vej til revolutionen og Murens fald vil blive formidlet gennem store udendørs udstillinger med historiske fotos, film samt video- og lysinstallationer på steder, der hver især repræsenterer vigtige begivenheder i årene 1989-90. Heriblandt Alexanderplatz, Brandenburger Tor og det tidligere Stasi-hovedkvarter.

Visualisering af udstillingen på Alexanderplatz. Foto: Kulturprojekte Berlin.

På Alexanderplatz vil man fx kunne opleve ønsker, håb og krav om frihed fra de hundredetusindevis af demonstranter, der her protesterede mod det østtyske regime den 4. november 1989 – blot fem dage før Muren faldt. På facaden af det tidligere Stasi-hovedkvarter vil man kunne se folkets krav om at afskaffe det hemmelige politi.

De syv udendørs udstillinger vil forbinde de historiske steder i form af en såkaldt “sti til revolution”, hvor besøgende kan opleve koncerter, paneldiskussioner, øjenvidneberetninger, forelæsninger, filmfremvisning og poetry slam.

Højdepunktet på den ugelange markering af Murens fald bliver et stort show om aftenen den 9. november ved Brandenburger Tor.

Visualisering af lysshow med det nedrevne Palast der Republik på det genopførte slot. Foto: Kulturprojekte Berlin

Her finder du programmet for 30-års festivalen

Du finder hele event-programmet på websiden Mauerfall30.berlin. I programmet kan du dag for dag se, hvad der sker rundt om i Berlin i festivalperioden fra 4. til 10. november. Blandt tilbuddene er:

Guidede ture (på engelsk) ved East Side Gallery den 6., 7. og 8. november. Mødested ved info-stedet tæt ved East Side Gallery 15 minutter før turen begynder. Det er ikke nødvendigt at registrere sig på forhånd.

Hele ugen: Syv forskellige open air-udstillinger og 3D videoprojekteringer om Muren og dens fald. Udstillingerne foregår hhv. ved Gethsemane kirke, Alexanderplatz, Brandenburger Tor, Kurfürstendamm (tæt ved U Kurfürstendamm), Stasi-hovedkvarteret i Lichtenberg, Schlossplatz og East Side Gallery.

Hele ugen: Video-installationen ”Wall of Opinions” ved Brandenburger Tor, hvor mennesker over hele verden fortæller om, hvordan grænsemure påvirker dem.

Hele ugen: Kunstinstallationen ”Visions in Motion” ved Brandenburger Tor. Her vil 30.000 farvede bånd med menneskers ønsker til fremtiden samles i enormt banner, der svæver henover himlen. Alle kan indsende et ønske for fremtiden og måske få deres besked med i kunstinstallationen. Du kan indsende dit bidrag til installationen på siden her.

Om aftenen den 9. november kulminerer festivalen med et stort sceneshow ved Brandenburger Tor. Her vil Staatskapelle Berlin under ledelse af pianist og dirigent Daniel Barenboim åbne showet. I løbet af aftenen vil forskellige kunstnere og øjenvidner fra Murens fald dukke op på scenen. Samme aften vil DJ WestBam igangsætte European Club Night med parties på 27 klubber rundt om i Berlin.

Der er endnu ikke offentliggjort et detaljeret program for det store sceneshow den 9. november.

Gratis app viser Berlinmurens historie

Ved hjælp af en ny og gratis app – MauAR – kan du rundt om i Berlin genopleve den historiske tid med Berlinmuren på din smartphone eller tablet. Appen bruger ’augmented reality’, hvor der ligesom i spillet Pokemon Go lægges et digitalt billede ovenpå dit smartphonekameras billede af virkeligheden. Dermed kan du ved hjælp af appen stå ved fx Brandenburger Tor og se, hvordan det udsnit, du retter din smartphone imod, rent faktisk så ud, da Berlinmuren stod der.

Appen MauAR kan downloades gratis i App Store. Den fås desværre ikke til Android-smartphones.

De syv historiske steder i Berlin, hvor der vil være udendørs udstillinger og arrangementer under fejringen af 30-året for Murens fald.

Visualisering af udstillingen ved Brandenburger Tor. Foto: Kulturprojekte Berlin.

Mit Berlin #34: Det hele er vanvittigt spændende!

1 svar

På gymnasieturen til Berlin oplevede Anne Bjerre Rosa både den tyske historie og det tyske sprog som kedeligt. Nu har hun boet i byen i 12 år, kalder den perfekt… og er tosset med historie. Her fortæller hun om sit forhold til Berlin og kommer med anbefalinger.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Første gang jeg var i Berlin, var for mange år siden med min gymnasieklasse i 1. g. Jeg kan huske, at vi boede ved Uhlandstrasse, og at vi blev i området om aftenen, da Berlin var lidt uoverskuelig for nogle unge nordjyder. Vi var af sted med mine historie- og tysklærere. Dengang syntes jeg, at tysk var det mest besværlige og irriterende sprog, der fandtes, og at historie var ufatteligt kedeligt. Nu arbejder jeg som historieunderviser i Tyskland! Ved ikke, hvad der gik galt i mit hoved på et tidspunkt, men nu synes jeg, at det hele er så vanvittigt spændende. Det er faktisk nået til et niveau, hvor mine tyske venner siger, at jeg måske ikke konstant behøver at fortælle dem om deres fortid.

En lille historie: Jeg læste en bog om Berlins hemmeligheder og fandt ud af, at parkeringspladsen bag mit daglige supermarked havde et meget specielt tag, som er taget fra grænseovergangen ved Bornholmer Strasse – den første overgang, som blev åbnet 9. november 1989 kl. 23.30. I dag fuldstændigt glemt i en baggård. Den historie var mine venner dog godt nok interesserede i.

Anne Bjerre Rosa er guide for en dansk skoleklasse på en “Dönersafari” med Dönerkind i Görlitzer Park i Kreuzberg.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Jeg arbejder i dag mest i en bunker eller i koncentrationslejren Sachsenhausen. Det lyder for mange som mærkelige arbejdspladser, men her kan man stadig føle historien komme til live.

Jeg elsker specielt at lave ture for danske og engelske skoleelever, da eleverne så ikke skal koncentrere sig om sproget, men kun om indholdet. Da jeg selv var i Berlin med gymnasiet, havde vi en del ture på tysk, da vi jo skulle LÆRE sproget, men en koncentrationslejr er måske ikke lige stedet…

Ved Dönerkind laver vi lidt andre ture i Berlin, hvor eleverne SKAL snakke tysk, da det er henvendt til elever, men så er det ikke i en bunker eller en koncentrationslejr.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Da jeg er så historietosset, er Berlin perfekt. Hvad der er sket her i byen af vigtige begivenheder… Kejserrige, Anden Verdenskrig, Den Kolde Krig med Muren, punkerne, tyrkernes indflydelse på områder som Kreuzberg og tiden i dag, hvor folk vælger at komme til Berlin pga. sjovere ting eller for at starte en start-up. Ikke mere kun død, krig og ødelæggelse.

I Berlin kan man i princippet rende rundt i pyjamas nede i Lidl, uden at nogen kigger mærkeligt på én, og der er hver aften aktiviteter/koncerter/oplevelser – tit gratis, så man kan altid finde noget, hvilket i hvert fald er anderledes end Gug i Aalborg, hvor jeg voksede op.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Jeg har haft tre forskellige lejligheder i Berlin over de 12 år. Alle var i Prenzlauer Berg. Nu så meget nordpå, at næste gade er Pankow. Jeg er rigtig glad for mit område. Hvis jeg går nordpå, har jeg ro og grønne områder, og sydpå har jeg butikker, caféer og hyggelige barer. Jeg kender mine naboer, som kommer og låner forskellige ting og giver kage som tak.

Det er måske ikke det hippeste område, men jeg har heller ikke rigtig behov for turister, når jeg får fri fra arbejdet som guide i de mest turistede områder af Berlin.

Hvis jeg har fri, er jeg rigtig glad for områderne i yderkanten af Berlin og alle parkerne. Bürgerpark Pankow, Rehberge, Victoria Park, Treptower Park, og Gärden der Welt. Heiligensee, Tegeler See og Wannsee er også dejlige.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk?
Jeg var så heldig at blive udvalgt som “Ballonpaten” ved 25-årsdagen for Murens fald i 2014. Jeg arbejdede som hjælper ved Berlin (halv)maraton, og de havde en konkurrence, hvor man skulle skrive grunden til, at Murens fald betød noget personligt for én.

Min historie var, at uden Murens fald havde jeg aldrig mødt min søns far (østberliner) i Skotland, da jeg arbejdede der, og dermed havde jeg aldrig fået min dejlige søn. Den blev valgt, og det var en fantastisk oplevelse. Mennesker kom hen og læste sedlen med historien, og jeg faldt i snak med mange af dem om deres egne oplevelser med muren.

Ved markeringen af 25-årsdagen for Murens fald 9. november 2014

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
I Berlin bor der mennesker fra omkring 190 nationer, og det er det, som jeg elsker mest ved Berlins madscene. Kulturbrauerrei og Mauerpark har nogle gange foodtrucks. Det er ikke billigt, men jeg elsker, at man kan prøve anderledes mad i små portioner. Tyrkisk, afrikansk, japansk, koreansk osv. Der mangler måske en dansk en, men ellers et godt koncept.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
På min Stammkneipe. En rigtig østbar med Berliner Schnauze. Det føles ligesom “Cheers” (eller som jeg husker serien: “Sams bar”). Folk kender hinanden. Der bliver snakket om alt mellem himmel og jord. Hver gang jeg udvikler nye ture (specielt Østberlin-ture), snakker jeg altid med dem først.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Der er stadig mange mennesker, som ikke kender Berliner Unterwelten. Det er bestemt noget, jeg kan anbefale. Der er altid danske ture i weekenden, og det er interessant for børn fra otte år, teenagere og voksne.

Og så er jeg glad for, at jeg arbejder for eventfirmaet Übervent, hvor vi altid prøver at vise byen fra forskellige sider. Det er heldigvis blevet populært i Berlin, at man som turist/firma også kan se andre ting end TV-tårnet, Rigsdagen, Potsdamer Platz og Ku’damm. Så led efter folk, som bor i byen og kender de sjove hjørner og oplevelser. Der er efterhånden en del danskere i Berlin, der som jeg elsker at vise byen frem.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
At jeg ikke længere kan finde en lejlighed, som er til at betale, hvis min lejlighed, som så mange andre i området, bliver solgt.

Anne Bjerre Rosa, født 1983, Berlin-guide og projektmanager. Har boet 12 år i Berlin.

Arbejder til dagligt i en bunker (Berliner Unterwelten) og et par gange om måneden i koncentrationslejren Sachsenhausen. Er en del af Dönerkind, som laver undervisningsture for danske elever/studerende, og en del af eventfirmaet Übervent. Arrangerer også spontane gåture i Berlin, hvor hun lægger vægt på de personlige historier fra sine øst- og vesttyske venner og familie.

I vinterferien 2019 (uge 7 og 8) kan man møde hende forskellige steder i Berlin. Hun står desuden for en af de sjældne dansk-guidede ture i Sachsenhausen. Læs mere i Vild med Berlins vinterferieguide for 2019.