Kategoriarkiv: Historie

Jesper Bugge Kold: “Berlin er jo et levende museum”

Frem til 9. april 2016 kan du deltage i lodtrækningen om 3 eksemplarer af den nye Berlin-roman “Land i datid”. Du kan læse om bogen og deltage i konkurrencen HER.

Vild med Berlin har stillet bogens forfatter, Jesper Bugge Kold, nogle spørgsmål om hans research til bogen og om hans forhold til Berlin:

Hvordan opstod ideen til “Land i datid”?
Jeg er ikke sikker på, hvordan og hvornår historien til “Land i datid” opstod, men jeg tænker, at det skete efter en af vores ture til Berlin. Siden første gang, jeg besøgte byen, har jeg været forelsket i den, og det er nok også derfor, jeg har valgt at placere stort set hele handlingen i Berlin. Jeg kender området omkring Kopenhagener Strasse godt, så det var oplagt, at handlingen skulle foregå der.

Er dine østtyske karakterer og begivenheder i bogen bygget på autentiske personer og dokumenter fra Stasi-arkiverne?
Nej. Alle karakterer i bogen er fiktive. Inden mit besøg i arkiverne havde jeg ingen specielle historier, jeg havde planlagt at forfølge. Ingen akter, jeg fik lov til at læse, var personspecifikke, men handlede dog om konkrete overvågningssager og lignende. Alle navne var streget ud, og meningen med min research var, at jeg fik et overblik og kendskab til, hvordan en overvågning blev dokumenteret af Stasi, og hvordan det kunne foregå, når en pårørende skulle læse sin fars sagsakter.

Hvor omfattende har din research til bogen været?
Ligesom med “Vintermænd” har jeg været vidt omkring i min research. Jeg har naturligvis læst et hav af bøger, set dokumentarfilm, og jeg har fået stor hjælp af Thomas Wegener Friis, der er ekspert i Stasi. Jeg har også interviewet flere danskere, der ligesom en af mine personer har været på partiskolen ved Bogensee i 1970erne. Jeg ser en tendens i mine bøger til, at jeg bruger lige så langt tid på research, som jeg bruger på at skrive dem.

Hvad var den største udfordring ifht. din research i Stasi-arkiverne – og var der noget, der overraskede dig?
Jeg stødte ikke på nogen egentlige udfordringer i min research, men jeg var meget overrasket over, at der hver måned stadig er omkring 5.000 forespørgsler fra folk, der ønsker at læse deres egne eller deres pårørendes sagsakter. Jeg var også overrasket over den service, jeg oplevede. BStU (organisationen der varetager arkiverne) havde sat en pressemedarbejder af til mig en hel dag, så jeg kunne få svar på alle de spørgsmål, jeg havde, og de havde samlet sagsakter, som gjorde mig meget klogere på min historie.

Hvad var dit eget forhold til Berlin, inden du gik i gang med bogen – og i dag?
Jeg er vild med byen, som jeg besøger så ofte så muligt sammen med min kone og mine børn. Jeg tror ikke mit forhold har ændret sig på grund af bogen, men for hver gang jeg er i byen, lærer jeg lidt mere om den. Vi har efterhånden været der så mange gange, at vi ikke behøver at besøge de oplagte turistattraktioner, men i stedet kan vi koncentrere os om at komme lidt mere ud i afkrogene. Jeg holder specielt af Prenzlauer Berg, der minder mig om en god blanding af Nørrebro og Vesterbro, hvor jeg har boet det meste af mit voksenliv. Vi ender altid med at opholde os mest i det gamle Østberlin, som jeg finder charmerende på grund af arkitekturen, slitagen og menneskene. Til sommer skal familien 14 dage til Berlin, og jeg håber, at vi kan opdage nye sider af byen, når vi skal være der så længe.

Hvor i Berlin oplever man efter din mening bedst historiens vingesus?
Da jeg i påsken 2015 var i byen, tog jeg en sen aften ud til Bornholmer Strasse. Det var mørkt, og der var ingen mennesker og kun meget lidt trafik. Jeg havde en idé til en scene i bogen, som er meget central, så jeg tog derud og lavede en form for method acting. Jeg forestillede mig, hvordan det måtte have været at være til stede den 9. november 1989. For mig var det en fantastisk oplevelse at gå rundt helt alene på Bösebrücke, og jeg håber, at det kan mærkes på kapitlet i bogen. Den oplevelse står særlig klart for mig, men hele byen er jo et levende museum, så for en historienørd som mig er den et paradis.

Om Jesper Bugge Kold
Jesper (født 1972) har arbejdet som journalist og arbejder nu som bibliotekar. Han debuterede i 2014 med romanen “Vintermænd”, der handler om naziregimets forråelse og om grænsen mellem det onde og det gode. Bogen fik forrygende anmeldelser og blev nomineret til BogForums Debutantpris.

Jesper bor sammen med sin kone og to børn på Sydfyn med Svanninge Bakker som baghave. Han har i mange år spillet guitar i bandet Biff Baxter Band og har udgivet to CD’er med dem. I april 2016 udgiver han en CD med bandet Rodeo.

Læs mere på Jespers webside.

“Land i datid” – en fængende fortælling om Stasi, om Berlin og om at finde sig selv

43 svar

(Vinderne er fundet) Vild med Berlin udlodder 3 eksemplarer af ”Land i datid”, der udkommer 8. april 2016. Romanen er skrevet af den anmelderroste forfatter Jesper Bugge Kold.

Konkurrencen om de 3 eksemplarer af “Land i datid” slutter lørdag den 9. april 2016.

”Land i datid” er svær at slippe, når man først er kommet i gang med den. Anmelderen her havde egentlig besluttet at læse romanen i nogle stræk henover påsken. I stedet blev andre planer droppet, så bogen kunne læses færdig på én og samme dag. Bedre anbefaling kan en bog vel egentlig ikke få.

”Land i datid” er en særdeles fængende roman, fortalt i et veloplagt sprog. Bogen handler om 30-årige Andreas fra København, der rejser til Berlin for at blive klogere på sin biologiske far, som han aldrig har kendt. Faderen er blevet myrdet og har testamenteret sin lejlighed og værdier til sin ukendte søn i Danmark.

Andreas’ rejse til Berlin er også en flugt fra hans universitetsspeciale, som han ikke kan tage sig sammen til at gøre færdigt, og en kæreste, som har droppet ham. For ham bliver Berlin en mulighed for at genopfinde sig selv, viske tavlen ren og starte forfra.

I Berlin møder Andreas sin tyske kusine Bea, som hjælper ham med at dykke ned i hans fars baggrund. Det bliver en overraskende rejse, der byder på barsk viden om faderens virke for Stasi, om løgne, magtmisbrug og forbrydelser, der er blevet fortiet og fortrængt.

Fortællingen foregår i flere spor, hvor man skiftevis følger Andreas, hans biologiske far, Peter, samt en tredje central person i handlingen. Historien strækker sig tilbage til 1975, hvor østtyske Peter og danske Elisabeth mødes på en partiskole i DDR. Hun rejser hjem til Danmark med hans barn i maven. Vi følger den tro partisoldat Peter avancere i Stasi og får indblik i både mentaliteten og arbejdsmetoderne i den østtyske efterretningstjeneste. Vi følger Peter – både på jobbet og privat – helt frem til 2006, hvor han bliver myrdet.

BYGGER PÅ OMFATTENDE RESEARCH
”Land i datid” bygger på et stort researcharbejde. Forfatter Jesper Bugge Kold har haft adgang til Stasis arkiver og har fået hjælp fra en af Danmarks førende Stasi-eksperter. Han har desuden interviewet flere tidligere ungkommunister, der var på DDR-partiskole i 1970’erne.

Det grundige researcharbejde fornemmes tydeligt i bogen. Det samme gør forfatterens gode kendskab til Berlin – bl.a. med følgende rammende beskrivelse af den tyske hovedstad:

“Flere steder er Berlin en slidt kælling med få pløkker i munden. Andre steder en pralende playboy, en midaldrende mand med læderkvaster på skoene, en dyr håndtaske på høje hæle eller en firkantet bodybuilder. Hun er punker, hun er yuppie, cool og det stik modsatte på samme tid. Hun er ren og velduftende, men sidegaderne trænger til et bad, en hårvask og et sæt rent tøj”.

VIND ET EKSEMPLAR AF ”LAND I DATID”
Turbine Forlaget har doneret 3 eksemplarer af ”Land i datid” til en konkurrence blandt Vild med Berlins læsere.

Du deltager ved at lægge en kommentar med dit bud på, hvor i Berlin man bedst oplever historiens vingesus.

Konkurrencen løber til og med lørdag den 9. april 2016. Vinderne vil blive kontaktet direkte og deres navne vil efterfølgende blive offentliggjort på Vild med Berlin-bloggen og den tilhørende Facebookside.

KORT OM FORFATTEREN
Jesper Bugge Kold (født 1972) har arbejdet som journalist og arbejder nu som bibliotekar. Han debuterede i 2014 med romanen Vintermænd, der handler om naziregimets forråelse og om grænsen mellem det onde og det gode. Bogen fik forrygende anmeldelser og blev nomineret til BogForums Debutantpris.

Siden har det amerikanske forlag AmazonCrossing købt verdensrettighederne til såvel “Vintermænd” som til den nye “Land i datid”. “Vintermænd” lå primo marts 2016 nummer et på bestsellerlisten inden for krig- og historisk litteratur og fiktion.

Konkurrence: Vind den politiske thriller Berlin 404

9 svar

Vild med Berlin har rundet 5.000 følgere på Facebook. Det skal fejres. Derfor har du nu chancen for at vinde god sommerlæsning i form af Thomas Clemens anmelderroste politiske thriller “Berlin 404”, som udkom tidligere i år. Vi udlodder 3 eksemplarer af bogen i samarbejde med Forlaget Modtryk.

Berlin 404 leger med spørgsmålene: Hvad var der sket, hvis Berlinmuren ikke var faldet. Hvad nu, hvis Østtyskland havde isoleret sig endnu mere, hvordan havde Vestberlin så udviklet sig?

Bogen begynder med, at DDR’s partisekretær Günter Schabowski omkommer i en bilulykke på vej til den pressekonference, hvor han ellers ville have annonceret, at nye udrejsebestemmelser trådte i kraft ”ab sofort”.

Schabowskis død forpurrer Berlinmurens fald, og i de efterfølgende årtier lukker Østtyskland sig mere og mere om sig selv.

En dag kolliderer et vesttysk tog med et DDR-tog i ingenmandslandet under Muren. De to lande beskylder gensidigt hinanden for bevidst at stå bag ulykken. It-eksperten Jacob Blau fra den vesttyske U-bahn-administration sendes mod sin vilje til Østtyskland for at finde årsagen til ulykken og forhindre en krig i at bryde ud. Med sig har han efterretningsofficeren Berendine Wachner – og i hælene på dem følger Jacobs uberegnelige brødre.

Jacob og Berendine finder chokerende ting bag Jerntæppet. Og et spil om verdens fremtid er i gang.

Berlingske Tidendes anmelder gav bogen 4 stjerner og skrev blandt andet:

»Berlin 404« er en effektiv, politisk sci-fi-thriller – en slags futuristisk koldkrigsroman, der opstiller et billede af verden, som den kunne have set ud, hvis nu sådan noget som et simpelt biluheld havde gjort, at Muren ikke var faldet i 1989.

Thomas Clemen har et godt greb om både den politiske thrillers konspirationsbaserede spændingsopbygning og om science fiction-genrens skildring af rutiner og muligheder i en teknologiforstærket virkelighed.

SÅDAN DELTAGER DU I KONKURRENCEN:
Du deltager ved at lægge en kommentar om, hvad du glæder dig mest til ved dit næste besøg i Berlin.

Du kan skrive din kommentar i svarfeltet under dette blogindlæg ELLER i svarfeltet under konkurrenceopslaget på Facebook – følg dette link til Facebook-opslaget.

Konkurrencen løber til og med søndag den 26. juli 2015. Vi kontakter vinderne direkte og offentliggør de 3 vindernavne på Vild med Berlins Facebookside.

Forlaget Modtryk har sponsoreret 3 eksemplarer af Berlin 404. Bogen er på i alt 398 sider og den vejledende udsalgspris er 299,95 kr.

Hvis du ikke kan vente med at få fingre i Berlin 404, kan den købes her på Modtryks website.

Gleis 17 Memorial – Mindesmærke for nazisternes jødetransporter fra Berlin

1 svar

Mellem oktober 1941 og marts 1945 blev næsten 56.000 berlinske jøder deporteret til nazisternes koncentrations- og dødslejre østpå. Hovedparten af dem blev sendt med tog fra spor 17 på S-togsstationen i Grunewald. Her findes i dag et af Berlins stærkeste jødiske mindesmærker, Gleis 17 Memorial.

Det nedlagte spor 17, hvor selvsåede træer har vokset sig store mellem skinnerne.

Hvilke tanker løb gennem hovedet på folk, mens de blev drevet som kvæg gennem adgangstunnelen med de gule mursten, op ad trappen til perronen og videre op i togvognene?

Var stemningen præget af gråd og fortvivlede udbrud? Eller lagde de voksne låg på deres egen frygt i et forsøg på ikke at skræmme børnene endnu mere i den i forvejen angstfyldte situation, det har været at blive tvunget ud af hjemmet af uniformerede SS-folk og ført af sted mod en ukendt skæbne.

Aldrig før har et mindesmærke sat så mange tanker og følelser i gang og skabt så uhyggelige scener på min indre billedskærm som Gleis 17 Memorial på S-togsstationen i Grunewald. Det skulle da lige være projektet Stolpersteine, der ligesom Gleis 17 skal forhindre os i at glemme nazisternes systematiske deportationer og drab på millioner af jøder under 2. Verdenskrig.

Jeg besøgte stationen i Grunewald en stille hverdagsformiddag i maj. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, fuglene sang, og de mange træer og buske i de nydelige villakvarterer omkring stationen struttede livfulde og forårsgrønne.

Kontrasten kunne næsten ikke være større til det mørke kapitel i stationens og Deutsche Bahns historie, som blev udrullet, da jeg gik op af trapperne til spor 17.

Herfra blev der mellem oktober 1941 og marts 1945 deporteret over 50.000 jøder til koncentrations- og dødslejre i øst. 35 af togene med i alt 17.000 jøder om bord kørte direkte til dødslejren i Auschwitz.

Jøderne blev ført til fods mod Grunewald-stationen

På det nu nedlagte spor 17 kan man finde samtlige datoer for deportationer nedfældet i 186 stålplader, der ligger langs perronkanten på begge sider af sporet. Stålpladerne fortæller også, hvor mange jøder, der var med på hver transport, og hvor toget gik hen. Det hele i kronologisk rækkefølge.

Hver enkelt deportation af jøder fra Grunewald er beskrevet i kronologisk rækkefølge.

Den første deportation fandt sted den 18. oktober 1941. Den dag blev 1.251 jøder sendt til ghettoen i Lodz i Polen.

Den 24. oktober 1941 afgik endnu et tog mod Lodz. Denne gang med 896 jøder om bord. Den 27. oktober 1941 blev endnu 1.034 jøder deporteret til Lodz, og sådan fortsætter det. De første måneder kørte togene hovedsageligt til de østeuropæiske ghettoer i Lodz, Minsk, Riga og Kovno (Kaunas).

Men fra 2. juni 1942 begynder transporterne til koncentrationslejren i Theresienstadt. Gennem juni, juli, august og september er der næsten daglige afgange mod Theresienstadt. Typisk med 100 jøder pr. gang. Fra slutningen af november samme år begynder transporterne direkte til dødslejren i Auschwitz.

Forud for transporterne havde politiet og SS samlet jøderne i en særlig lejr i synagogen i Levetzowstraße i Berlins Moabit-kvarter. Herfra blev jøderne ført til fods mod Grunewald-stationen.

I krigens sidste måneder tyndede det ud i deportationerne. Den sidste fandt sted den 27. marts 1945, hvor 18 jøder blev deporteret til Theresienstadt.

Gleis 17 blev skabt på initiativ fra Deutsche Bahn

Mindesmærket Gleis 17 blev indviet den 27. januar 1998. Det blev skabt på initiativ fra Deutsche Bahn som følge af debatterne om den rolle, som det nationale togselskab havde spillet i forbindelse med deportationerne under nazistyret. Mindesmærket er udviklet af arkitekterne Niklaus Hirsch, Wolfgang Lorch og Andrea Wandel.

Betonskulpturen skabt af Karol Broniatowski står til højre for Grunewald-stationens hovedindgang.

På Grunewald-stationen finder man også et mindesmærke skabt af den polske kunstner Karol Broniatowski. Hans værk, der blev indviet i 1991, består af en 18 meter lang betonblok med indlejrede silhuetter.

Mindepladen ved dette værk slutter med ordene:

“Zur Mahnung an uns, jeder Missachtung des Lebens und der Würde des Menschen mutig und ohne Zögern entgegenzureten.”

Et markant mindesmærke fylder 10 år

Skriv et svar

”Mindesmærket for Europas myrdede jøder” i hjertet af Berlin blev indviet 10. maj 2005. I sin åbningstale viderebragte forbundsdagspræsidenten sit håb om, hvordan monumentet ville blive modtaget. Det fortjener en gentagelse her ti år senere.

Denkmal für die ermordeten Juden Europas

“Mindesmærket for Europas myrdede jøder” fotograferet ved nedgangen til det underjordiske dokumentationscenter med Tiergarten i baggrunden

”I dag åbner vi et mindesmærke, der minder os om Nazitysklands værste og mest rædselsvækkende forbrydelser: Forsøget på at tilintetgøre et helt folk. Dette monument er dedikeret til de myrdede jøder i Europa.”

Sådan indledte forbundsdagspræsident Wolfgang Thierse sin tale 10. maj 2005 ved åbningen af ”Denkmal für die ermordeten Juden Europas” (”Mindesmærket for Europas myrdede jøder”) tæt på Brandenburger Tor. Han tilføjede, at ingen anden nation nogensinde har påtaget sig at bygge et monument til minde om nationens forbrydelser midt i sin egen hovedstad, og at det derfor var forståeligt, at der var kommet en strøm af indvendinger i løbet af de 17 år, fra ideen til mindesmærket blev præsenteret allerede før Murens fald, til monumentet stod færdigt i 2005.

Beslutningen om placeringen i det tidligere ingenmandsland mellem Øst- og Vestberlin – tæt ved Brandenburger Tor – blev taget i 1999 som en af de sidste vedtagelser i den gamle forbundsdag i Bonn.

Begynd besøget under jorden
Som kunst er den amerikanske arkitekt Peter Eisenmans værk åbent for fortolkning. Det er nærliggende at sammenligne de 2.711 betonsteler fordelt på 19.000 kvadratmeter med kister eller gravsten. Mellem stelerne er der gange i en bredde på 0,95 cm. Det er så smalt, at man kun kan gå der en og en, og mellem de højeste af stelerne er det muligt at føle sig ret alene, selv om der ofte er mange turister på stedet.

I sin åbningstale anbefalede forbundspræsidenten, at man som gæst begynder sit besøg i det underjordiske dokumentationscenter i den østligste ende, dvs. længst væk fra Tiergarten, og derefter går alene mellem stelerne og tænker over de indtryk, som besøget efterlader.

Vil man ned i dokumentationscentret, skal man væbne sig med tålmodighed eller finde et tidspunkt uden al for megen kødannelse, for sikkerhedskontrollen er en lufthavn værdig, og der lukkes ikke så mange besøgende ind ad gangen. Det er ikke for sarte sjæle eller alt for små børn at blive vidne til nazisternes tiltagende fornedrelse af jøder og anderledes tænkende, som lige efter sikkerhedskontrollen vises i en lang billedfrise.

En formaning om plads til forskellighed uden frygt
De færreste forbliver upåvirkede af det efterfølgende møde med ansigter og navne på de jøder, der er fotograferet ved familiefester eller i gang med hverdagsagtige udfoldelser i tiden forud for Hitlers magtovertagelse, eller før forfølgelsen ramte dem. Deres skæbne bliver blandt andet fortalt gennem de overlevedes stemmer, og man kan have svært ved at løsrive sig fra de gribende beretninger. Den mest detaljerede leveres af den berlinske jøde Walter Frankenstein, men hvis man vil hele interviewet igennem, må det nok tages i mindre bidder, for det varer i ni timer.

Wolfgang Thierse sluttede sin tale ved åbningen i 2005 med at udtrykke en forhåbning om, at mindesmærket kan være en formaning – i særdeleshed til de unge – om den forpligtelse, vi har til at skabe en kultur af menneskelighed, anerkendelse og tolerance i et samfund, hvor vi uden frygt kan være forskellige.

Åbningstider
Man kan gå rundt mellem de 2.711 steler døgnet rundt. Dokumentationscentrets åbningstider varierer efter års- og højtider. I sommerhalvåret er der åbent kl. 10-20, men man skal ikke gøre sig håb om at komme ind, hvis man ankommer senere end en time før lukketid. Entréen er gratis, men for nogle få euro kan man deltage i en guidet rundvisning. Læs mere på mindesmærkets hjemmeside.

Historien om Berlins 9.000 japanske kirsebærtræer

1 svar

Foto taget 21. april 2017 på den tidligere “dødsstribe” ved Bornholmer Strasse.

Gennem flere år har jeg fået planlagt min forårsferie i Berlin sådan, at jeg er der, mens byens over 9.000 japanske kirsebærtræer folder sig ud i al deres pragt. Førhen skete det typisk inden for de første tre uger af april, men i takt med at vejret ikke længere opfører sig “typisk”, og varmen sætter ind tidligere, rykker også blomstringen frem. I 2019 sprang de først kirsebærtræer således ud allerede i weekenden 23./24. marts.

Det er så smukt, så smukt, så smukt. Træerne står overalt. Langs gader og stræder. På byens små pladser. Og i hobetal i parker og langs kanalerne.

Kirsebærblomstringen er for mig den tid på året, hvor Berlin fremstår allersmukkest. De overvældende, lyserøde kirsebærblomster giver et utroligt klædeligt modspil til især Berlins rå, nedslidte og grafittibemalede bykvarterer, men også til byens mere velholdte gader og ejendomme.

Også historien bag Berlins mange japanske kirsebærtræer er ganske smuk. Hovedparten af træerne står der nemlig takket være en stor donation fra det japanske folk.

Foto taget den 8. april 2014.

I 1990 fik begejstringen over murens fald den japanske tv-station TV Asahi til at igangsætte en landsdækkende indsamlingskampagne. Formålet var at samle penge til at plante japanske kirsebærtræer i og omkring Berlin som et udtryk for sympati for den tyske genforening og for at markere venskabet mellem Japan og Tyskland.

I alt blev der indsamlet mere end 140 millioner yen (cirka 1 million euro). Takket være kampagnen kunne der doneres godt 9.000 unge kirsebærtræer, som blev fløjet fra Japan til Berlin i flere omgange og gjort klar til udplantning henover de kommende år. Træerne blev hovedsageligt plantet i Berlin og delstaten Brandenburg, der ligger rundt om Berlin.

Kirsebærtræer på dødsstriberne

De første træer blev plantet i november 1990 ved Glienicker Brücke i Potsdam, som gennem årene med Berlinmuren var et markant symbol på Tysklands deling. Grænsen mellem Øst og Vest gik nemlig lige midt på broen. Glienicker Brücke er også kendt for at være stedet, hvor USA og Sovjet i tre tilfælde udvekslede spioner under den kolde krig.

Andre 1.100 kirsebærtræer blev plantet på den tidligere grænsestribe mellem Berlinmurens yder- og indermur (den såkaldte dødsstribe, hvor mange østtyskere blev skudt og dræbt under flugtforsøg) ved Teltow –Sigridshorst/Berlin-Lichterfelde. Alléen med kirsebærtræer fik i april 2012 navnet TV-Asahi-Kirschblütenallee som en hyldest til den japanske tv-station.

Plantningen af træerne foregik med støtte fra de lokale bydele i Berlin. Træerne er i stor stil plantet på de tidligere grænsestriber samt i parker, ved skoler, børnehaver, plejehjem, hospitaler og kirkegårde.

Her er flere eksempler på, hvor kirsebærtræerne står:

Foto taget 20. april 2013.

– I Landschaftspark Nord-Ost på den tidligere grænsestribe Lichtenberg /Brandenburg (cirka 1434 træer)

– På den tidligere grænsestribe Bornholmerstrasse/Norweger Strasse (215 træer)

– På den tidligere grænsestribe Wollankstrasse i Pankow (120 træer)

– På den tidligere grænsestribe Lohmühlenbrücke på Alt-Treptow /Neukölln (cirka 45 træer).

Kirsebærblomstringen fejres i mange lande

I Japan har kirsebærblomster (på japansk: sakura) gennem århundreder været symbolet på skønhed og livets forgængelighed, som er en grundlæggende idé i buddhismen. “Livet er smukt, men kort – som en kirsebærblomst, der folder sig ud og daler stille mod jorden.” For japanerne fik kirsebærblomstringen ekstra betydning under 2. Verdenskrig, hvor den blev et symbol for kamikazepiloternes korte, ”skønne” liv.

De 10-12 dage i slutningen af marts/starten af april, hvor kirsebærtræerne blomstrer, er en folkefest i Japan. I disse dage valfarter folk i alle aldre til parker med kirsebærtræer og holder picnic med mad og drikke under det lyserøde blomsterflor.

Det japanske ord for at opleve kirsebærtræerne blomstre er hanami, og hanami er også blevet en populær begivenhed uden for Japan. Blandt andet i USA’s hovedstad, Washington, DC. I 1912 forærede Japan 3.000 kirsebærtræer til USA for at markere de to landes venskab. Træerne blev plantet i Washington, hvor den første ”Cherry Blossom Festival” blev afholdt i 1935. Washingtons mange kirsebærtræer er blevet en populær turistattraktion, og hvert år afholdes National Cherry Blossom Festival, når træerne blomstrer i det tidlige forår.

I Berlin er der siden 2002 fejret Hanami under de cirka 1.100 kirsebærtræer på den tidligere grænsestribe ved Teltow –Sigridshorst/Berlin-Lichterfelde – også kendt som ”TV-Asahi-Kirschblütenallee”.

Ved Japanische Kirschblütenfest mødes berlinerne under kirsebærtræerne for at hygge sammen med mad og drikke, musik og underholdning. På festpladsen er der desuden 30-40 stande, hvor man kan købe kunsthåndværk, mad og drikke m.m. I 2019 foregår fejringen søndag den 28. april.

Også den store park Gärten der Welt markerer kirsebærblomstringen med en “Kirschblütenfest”. Det foregår i parkens japanske, kinesiske og koreanske haveområder, hvor de japanske kirsebærtræer står. Her vil der denne dag være en række kulturelle tilbud fra de tre asiatiske kulturer, bl.a. musik og teater fra optrædende i smukke originale japanske og kinesiske kostumer, kalligrafi- og tuschkunst, opvisning i forskellige kampsportsgrene m.m. I 2019 fejres kirsebærblomstringen her søndag den 14. april.

Kirsebærblomstringen fejres også i København. Her er der hvert år siden 2007 afholdt Copenhagen Sakura Festival på Langelinie, hvor der er plantet 200 japanske kirsebærtræer doneret af Andersen Institute of Bread & Life fra Hiroshima.

Foto taget 25. april 2017 ved Spree bag East Side Gallery i Friedrichshain.

Berlinmuren – Vidste du, at …

4 svar

Den ”antifascistiske beskyttelsesvold” blev bygget
fordi der i årene efter DDRs grundlæggelse i 1949 flygtede over tre millioner mennesker fra DDR til Vesttyskland. Alene i juli 1961 flygtede flere end 30.000. Mange flygtede over de åbne sektorgrænser i Berlin, der lå som en vestlig enklave langt inde i DDR.

Noget måtte gøres for at forhindre østtyskerne i at flygte til vesten. DDR valgte derfor at spærre Vestberlin inde bag en mur af beton, pigtråd og elektrisk hegn.

De første konstruktioner af den 45,1 kilometer lange mur langs grænsen mellem østsektoren og de tre vestsektorer begyndte natten mellem den 12. og 13. august 1961. Den ”antifascistiske beskyttelsesvold” – på tysk: “Antifaschistischer Schutzwall” – som DDR kaldte den, blev suppleret af en 112 kilometer lang betonmur rundt om hele Vestberlin.

Se kortet, som er vist ovenfor, i fuld størrelse på berlin.de – de røde streger viser den ydre mur, mens de blå streger viser indre mur.

Grænsen blev skarpt overvåget fra vagttårne
Der var 302 vagttårne placeret langs Berlinmuren. Tårnene stod med cirka 250 meters mellemrun, så vagterne nemt kunne overskue arealerne mellem dem.

Nogle tårne var runde, mens andre var kantede. I dag eksisterer kun fire af disse tårne.

Et af dem står på Erna-Berger-Straße, tæt på Leipziger Platz, og det er åbent for besøgende.

Hundredevis af hunde patruljerede ved muren
Den indre tyske grænse blev ikke kun patruljeret af bevæbnede grænsevagter. Man brugte også vagthunde, som slog alarm, hvis nogen forsøgte at flygte. Alene i Berlin var omkring 480 hunde med til at vogte grænsen.

Muren havde mange ofre
Mindst 138 mennesker mistede livet under flugtforsøg eller ophold ved Berlinmuren i perioden mellem 1961 og 1989. Derudover døde mindst 251 mennesker under eller efter kontrol ved Berlinmurens checkpoints – mange af hjertestop.

Murens første offer var sandsynligvis 58-årige Ida Siekmann. Hun blev dræbt i 1961, da hun sprang fra soveværelsevinduet i sin lejlighed på tredje sal i øst ned på fortovet i vest. Hun omkom, selv om hun på forhånd havde kastet tæpper og madrasser ned på gaden for at afbøde faldet.

Det sidste offer for Muren blev 20-årige Chris Gueffroy. Han forsøgte sammen med en kammerat at flygte over Berlinmuren natten mellem den 5. og 6. februar 1989. Vagterne opdagede de to unge og åbnede ild. Chris blev skudt og dræbt, mens han med ryggen til Muren forsøgte at hjælpe sin ven over hegnet. Mere end tyve skud blev affyret.

Den berømte flygtende politimand hed Conrad
Ved Bernauer Strasse står en skulptur af en politimand iført hjelm, militærstøvler og maskinpistol, der i et spring over pigtråd tager flugten fra Østberlin til Vestberlin.

Skulpturen er en gengivelse af et af de mest berømte fotografier fra Berlinmurens første dage. Det forestiller den 19-årige Conrad Schumann, som var politimand i det østtyske Volkspolizei.

Han blev i august 1961 sendt til Bernauer Strasse, hvor grænsen mellem øst og vest endnu kun bestod af et lavt pigtrådshegn. Den unge politimand valgte efter nogen overvejelse at springe henover pigtråden og ind i vesten. Flugten blev fanget af en fotograf, og billederne gik verden rundt.

Visse U- og S-Bahn-linjer kørte gennem ”spøgelsesstationer”
Efter delingen af Berlin fortsatte byens U-Bahn og S-Bahn-linjer med at køre – også de tre linjer, der passerede gennem Østberlin (i dag linjerne U6, U8 og den nord-sydgående S-Bahn). Stationerne i Østberlin, som disse linjer passerede, blev i Vestberlin kaldt for ”spøgelsesstationer”, for deres indgange var muret helt til. Indenfor blev platformene overvåget af bevæbnede grænsevagter, og togene kørte meget langsomt igennem spøgelsesstationerne.

På Nordbahnhof S-Bahn station kan ses en udstilling om de stærkt bevogtede spøgelsestationer. Indgang fra Gartenstrasse.

Berlinmuren blev åbnet helt uventet
om aftenen den 9. november 1989. Begivenheden blev udløst af politbureaumedlemmet Günter Schabowski under en pressekonference, som blev transmitteret direkte på tv. Et par minutter i syv om aftenen, hvor pressekonferencen var ved at være slut, læste Schabowski op fra en ministerrådsbeslutning om et nyt rejsereglement (som senere viste sig ikke være formelt vedtaget). Af hans oplæsning fremgik, at der var vedtaget en bestemmelse “der gør det muligt for enhver borger at rejse ud over DDRs grænseovergange”.

En journalist spurgte, hvornår reglen trådte i kraft, og Schabowski svarede lidt forfjamsket “ab sofort” (med det samme). Nyheden om, at “muren er åben”, bredte sig som en løbeild, og østberlinere i tusindvis søgte til grænseovergangene i løbet af aftenen. De pressede på for, at grænsen skulle åbnes. Grænsevagterne ved Bornholmer Strasse var de første til at give efter for det stigende pres. Her blev porten åbnet klokken 23.32, og efterfølgende åbnede flere grænseovergange.

Med Berlinmurens fald forsvandt fundamentet for DDR, som officielt blev opløst den 2. oktober 1990. Den 3. oktober 1990 blev Østtyskland og Vesttyskland formelt genforenet.

Der findes mange rester af Berlinmuren
Rundt om i Berlin findes der over 1.000 større eller mindre stykker af Muren, kontrolposter, installationer m.m.

Et af de større bevarede stykker af Berlinmuren står i Bernauer Strasse i Prenzlauer Berg. Her kan man også kigge ind i det brede stykke ingenmandsland, der også blev kaldt for ”dødsstriben”. Overfor ligger Dokumentationszentrum Berliner Mauer, hvor man fra tårnet kan kigge over muren. I dokumentationscentret – hvor der er gratis adgang – er der en udstillling med sort-hvide film, fotografier og dokumenter, der fortæller om Muren og dens menneskelige omkostninger.

Det længste bevarede stykke af Muren er 1.316 meter langt og står i Mühlenstrasse, hvor det lægger væg til en af Berlins mest populære turistattraktioner, East Side Gallery.

Murgalleriet, der består af en lang række kunstværker malet direkte på den østlige side af Muren, blev skabt i 1990 af 118 kunstnere fra 21 lande.

Læs også om den danske journalist Gitte Merrilds oplevelser i Berlin 9. november 1989.

Én sten. Ét navn. Ét menneske. Historien om Stolpersteine – snublesten i Berlin

1 svar

”Her boede Irma, Karla og Ellen Rosenthal. Deporteret i 1943. Myrdet i Auschwitz”
Den korte og gruopvækkende historie fortælles af tre små messingsten. Såkaldte Stolpersteine – på dansk: snublesten. Mindesmærker for nazisternes ofre. Placeret mellem brostenene ud for den bordeauxrøde hoveddør til adressen Neue Schönhauser Strasse 12. En lidt slidt tre etagers ejendom i et af de mest populære shoppingkvarterer i Berlin Mitte.

De tre messingsten fortæller også alderen på de tre jødiske kvinder, da de blev hentet af nazisterne. Irma var 33, Karla var 14 og Ellen 10 år. Vel en mor og hendes to døtre. Brutalt revet ud af deres hjem og hverdag til rædslerne i en af Hitlers koncentrations- og udryddelseslejre, hvor de blev dræbt. Sandsynligvis i et gaskammer, som det skete for millioner af jøder, romaer og sintier under 2. Verdenskrig.

På mig giver det et stik i sjælen, hver gang jeg giver mig tid til at dvæle ved de små snublesten, som findes overalt i Berlin. For pludselig bliver et eller flere af ofrene fra nazitidens Holocaust-tragedie nærværende: Lige her, i en af lejlighederne over mig, boede Karla, Ellen og Irma. Indtil de en dag i 1943 blev hentet af bevæbnede mænd i uniformer.

Historien bag Stolpersteine – snublesten
Ideen med at lægge navnesten og mindes nazisternes ofre foran deres sidst valgte bolig er født af den tyske kunstner Gunter Demnig (født i Berlin i 1947). Han fik ideen efter mødet med en indbygger i Köln, der havde oplevet krigen og var overbevist om, at der aldrig havde boet sintier eller romaer i hendes nabolag.

På Gunter Demnigs website siger han: ”Et menneske er først glemt, når dets navn er glemt”. Med stenene foran husene holdes mindet om de mennesker, der engang boede der, i live. Én sten. Ét navn. Ét menneske.

Den allerførste Stolperstein blev lagt i Köln i december 1992. Anledningen var markeringen af 50-året for, at Heinrich Himmler underskrev dekretet om at deportere romaer og sintier til udryddelseslejre. I 1994 udstillede Gunter Demnig 250 Stolpersteine for myrdede sintier og romaer i St. Anthony Kirke i Køln. Stenene – 10 x 10 cm blokke – blev i januar 1995 lagt i fortovene rundt om i Köln.

Berlin har over 7.600 Stolpersteine
I Berlin blev de første 50 snublesten lagt i maj 1996 i forbindelse med udstillingen “Künstler forschen nach Auschwitz”, arrangeret af Neue Gesellschaft für Bildende Kunst. De 50 sten blev lagt i Oranienstrasse og Dresdner Strasse – uden tilladelse fra de lokale myndigheder.

Snublestenene gjorde dog så stort indtryk, at de lokale distrikter i Berlin ret hurtigt tog projektet til sig. I dag organiseres udlægningen af snublesten af et koordineringsbureau med 12 lokale afdelinger, der fungerer som bindeled mellem Gunter Demnig og hans stab, sponsorer og pårørende til ofrene.

Snublesten nummer 75.000 nedlagt i december 2019
Stolpersteine-projektet har indtil videre bredt sig til over 1.200 kommuner i Tyskland samt til mange andre lande. I december 2019 blev snublesten nummer 75.000 nedlagt. Det skete ved en ceremoni i byen Memmingen i den tyske delstat Bayern. I dag (februar 2020) findes der snublesten i 26 lande i Europa.

Ud over Tyskland ligger der snublesten i blandt andet Norge, Finland, Belgien, Holland, Frankrig, Italien, Schweiz, Østrig, Luxemburg, Grækenland, Ungarn, Polen, Rusland, Ukraine, Kroatien, Letland og Rumænien.

Snublesten er ikke kun mindesmærker for jøder, men for alle nazisternes ofre, det vil sige også romaer, sintier, homoseksuelle og systemkritikere.

I juni 2019 blev de første 12 snublesten nedlagt i Danmark, nemlig i København og på Frederiksberg. Læs mere om projektet og om, hvordan man for 120 euro kan blive fadder for en snublesten, hos snublesten.org.

Snublesten for Liselotte Schlachcis, der døde i Auschwitz 30. januar 1943, 33 år gammel. Hun var blevet udvist fra Danmark i august 1941 efter at have levet her i syv år. Snublestenen ligger ud for nummer 4A i gaden Borgmestervangen tæt på Nørrebro Station.

Vind den nye roman Kirsebærtiden

27 svar

På vores Facebook-side har vi nu rundet 2.000 følgere. Det fejrer vi med en gave til tre heldige ”berlinervilde” – nemlig et eksemplar af den helt nye roman Kirsebærtiden, der tager afsæt i Berlinmurens fald.

Kirsebærtiden handler om en mand, der efter næsten 30 års landflygtighed i Danmark rejser tilbage til sin ungdomsby, Berlin, for at se sin fortid i øjnene.

Som helt ung var han i en periode i 1950’erne en lovende skuespiller i DDR’s førende teaterensemble. Her møder han sit livs store kærlighed i skikkelse af sin kvindelige chef, der også er ensemblets stjerne. De to har en hed kærlighedsaffære, som dog slutter brat.

Gennem alle årene i Danmark har kærlighedsmindet og hans flugt fra DDR ligget som en betændelsestilstand i hans sind. Derfor vælger han i sommeren 1991 at tage på et tredages besøg til Berlin for at genopfriske minderne og forhåbentlig endegyldigt lukke døren til fortiden.

Besøget udvikler sig dog noget anderledes, end han havde forestillet sig. Det er ikke kun fortiden, der venter ham i den forandrede by. Fremtiden byder sig også til – hvis han tør gribe muligheden for at begynde forfra.

Kirsebærtiden er en meget velskrevet, sanselig og medrivende bog. Og som Berlin-elsker bliver man ekstra grebet af handlingen, som for størstedelen af bogens vedkommende udfolder sig i Berlin i forskellige tidsaldre. Fortællingen indeholder fine beskrivelser af teaterlivet under DDR-tiden og af det liv og de frustrationer, som borgerne i Østberlin gennemlevede før og efter Murens fald.

Inspireret af Bertolt Brechts hustru

Kirsebærtiden er skrevet som en fantasi over skuespiller og teaterleder Helene Weigel, der var gift med den tyske dramatiker og systemkritiker Bertolt Brecht.

Forfatter Lis Vibeke Kristensen fik ideen til bogen under et besøg i Brechts hus i Berlin for nogle år siden. I et interview fortæller hun:

”Jeg vandrede rundt i de smukke rum, som fru Weigel havde indrettet så geniet, hun var gift med, kunne havde det bekvemt, når han arbejdede. Jeg kiggede indenfor i køkkenet, hvor hun lavede sin berømte mad, og jeg blev mere og mere interesseret i, hvad hun var for et menneske.”

”Jo mere research, jeg lavede, jo mere optaget blev jeg af to ubesvarede spørgsmål: Hvorfor blev denne kvinde i så mange år hos en notorisk utro mand? Og hvorfor blev hun i et utro system – et samfund, hvis ideologi var blevet til fraser, og som i praksis svigtede alt det, hun troede på?”

Sådan deltager du i konkurrencen:

Forlaget Modtryk har doneret tre eksemplarer af Kirsebærtiden til Vild med Berlin-læserne.

Du får et lod i konkurrencen ved at lægge en kommentar ved denne artikel. Fortæl – kort eller langt – om dine tanker om/oplevelser med Berlinmuren og dens fald i 1989. Måske har du en god personlig historie med afsæt i Berlinmuren, som du har lyst at dele med os andre.

Kommentarfeltet finder du lige oven over billedet af bogen .

Konkurrencen løber til og med fredag den 14. marts 2014. Vinderne får direkte besked og deres navne offentliggøres her på bloggen.

Læs mere om Kirsebærtiden:

Kirsebærtiden har fået flotte anmeldelser, som du kan læse her. På Modtryks website kan du også læse et uddrag af bogen ganske gratis.

Romanen er udgivet i februar 2014. Den er på 342 sider, koster 299,95 kroner og kan købes her .

Abonner på Vild med Berlins nyhedsbrev

Gå ikke glip af fremtidige konkurrencer, Berlin-guides og nyheder her på siden. Tilmeld dig Vild med Berlins nyhedsbrev og få besked direkte i din indbakke. Vi lover, at vi hverken overbelaster din postbakke eller udleverer din mailadresse til andre. Og du kan altid melde fra igen, hvis du ikke gider høre fra os mere.

Berlinmuren faldt i et kaos af forvirring og glæde

Skriv et svar

Den 9. november 1989 sørgede Østberlins borgere for, at Berlinmuren brød sammen. Journalist Gitte Merrild beretter om sine egne oplevelser på den mindeværdige dag.

I dag samles nogle berlinere som altid ved Bornholmer Strasse for af mindes den historiske dag. I 1989 var her tæt på kaos.

Kl. 18. den 9. november blev det kundgjort på en pressekonference, at DDR lempede rejsereglerne for østtyskerne. I løbet af de kommende timer steg forvirringen til uanede højder, da det pludselig forlød, at Muren ville blive åbnet! Allerede en halv time efter begyndte østberlinere at valfarte til grænseovergangen Bornholmer Strasse og kræve udrejse. Få timer senere var menneskemængden vokset til flere tusinder berlinere, der ville ud. Nu! De var kommet for med egne øjne at se, om det var sandt, at de frit måtte krydse grænsen.

Grænsebetjentene giver efter for folkemængdens pres i Bornholmer Strasse. Muren er åbnet!

Timerne gik, og det var mørk aften, før skrækslagne grænsesoldater gav efter for presset kl. 23.30 og åbnede de strengt bevogtede porte for menneskemasserne. Til fods og i propfyldte Trabbier væltede østberlinerne vestpå og blev mødt med cola, øl, sekt og glade omfavnelser af deres vestberlinske naboer. Og midt i mylderet på den vestberlinske side stod jeg som journalist for DR’s P1 og interviewede de lamslåede, men begejstrede, østtyskere.

I gruset på den historiske plads viser denne tidslinje, at Muren blev åbnet kl. 23.30. “Wir fluten jetzt” betyder i fri oversættelse: Vi slipper floden løs. Citat fra en grænsesoldat om den flodbølge af berlinere, der pressede på for at få portene åbnet til Vestberlin.

”Tager du ikke hjem igen??!”

Især husker jeg to gode venner omkring de 30 år som med hver sin cola berettede om, hvordan de var sprunget op fra sofaen, da nyhederne viste, at Muren var åbnet.

”Vi skulle da bare af sted. Jeg fik hverken slukket for tv eller for lyset. Vi for ud af døren og løb herop,” sagde den ene.

”Ja det ville vi opleve. Det er ufatteligt, ikke til at tro. Det er vanvittigt. Tænk at vi står her i Vesten,” sagde hans ven.

Jeg spurgte dem, hvad de nu ville gøre?

”Vi skal da blive her hele natten og ind og kigge i byen, så skal vi hjem igen,” sagde nummer to.

Nummer et forblev tavs. Så tavs, at hans kammerat puffede til ham for at få et svar.

”Jeg tager ikke tilbage. Vi aner ikke, om de lukker Muren igen. Jeg bliver her og søger om asyl,” kom svaret tøvende.

”Hvad gør du??! Tager du ikke hjem igen??! Jamen for fanden … (pause) … så bliver jeg her også!”

Som disse to kammerater anede ingen af os, hvad der ville hænde efter denne forrygende nat, da der gik hul på grænsen mellem øst- og vestblokken i Europa. Ville DDR rette ”fejlen”? Men alle anede, at dagen og natten ville gå over i historien som endnu en af en lang række omvæltninger i Tysklands historie.

– – –

Læs om Berlinmuren i Vild med Berlins mest populære indlæg:

Berlinmuren – Vidste du at …

Artiklens forfatter Gitte Merrild på stedet, hvor den tidligere grænseovergang i Bornholmer Strasse er markeret med billeder og infotavler. Den officielle indvielse sted af "Platz des 9. Novembers 1989" finder sted i dag, 9. november 2013 kl. 20.30.

Indlæggets forfatter Gitte Merrild på stedet, hvor den tidligere grænseovergang i Bornholmer Strasse er markeret med billeder og infotavler. Den officielle indvielse af “Platz des 9. Novembers 1989” fandt sted 9. november 2013.