Brandenburger Tor er et af Berlins mest ikoniske vartegn.
Brandenburger Tor er et af Berlins – og Tysklands – vigtigste og mest berømte monumenter. Den ikoniske port på Pariser Platz er typisk et af de første stop og mest populære selfie-steder for turister i Berlin.
Brandenburger Tor er den største og den sidste bevarede byport i Berlin. Den var en del af Berlins bymur og fungerede som toldsted for handlende, der ville ind og sælge deres varer i byen. Oprindeligt var der 18 byporte på Berlins gamle toldmur, som bestod fra det 18. og hen til midten af det 19. århundrede.
Den første udgave af Brandenburger Tor blev opført af den preussiske konge Friedrich Wilhelm I i 1730’erne. Porten fik sin nuværende nyklassicistiske stil i 1788-91 skabt af den tyske arkitekt Carl Gotthard Langhans, der hentede inspiration i den monumentale indgangsportal Propylæa i Athens Akropolis.
Oprindeligt blev Brandenburger Tor kaldt Fredsporten, og gudinden i hestefirspandet øverst på porten – quadrigaen – hed Eirene, der i græsk mytologi er fredsgudinde.
Brandenburger Tor er 26 meter høj, 65,5 meter bred og 11 meter dyb og har fem passager med to porthuse i siderne. Den bæres af 15 meter høje søjler i dorisk stil – i alt 12 styk. I porthusene står der store statuer af hhv. den romerske krigsgud Mars og gudinden Minerva, der er håndværkets, bystatens og visdommens beskytter. Facaden af sandsten var oprindeligt malet hvid.
Det seks meter høje hestefirspand øverst på porten – quadrigaen – blev rejst i 1793. Skulpturen er skabt af den tyske billedhugger Johann Gottfried Schadow. Quadrigaen har sin egen særlige historie. I 1806, da Napoleons hær indtog Berlin, lod den franske hærfører quadrigaen slæbe med til Paris som et krigsbytte.
Quadrigaen øverst på Brandenburger Tor. Foto: Chris Alban Hansen
Statuen kom tilbage til Berlin i 1814 efter Napoleons nederlag. Quadrigaen blev restaureret og sat tilbage på portens top, dog i et nyt design udført af arkitekten Karl Friedrich Schinkel, som bl.a. tilføjede jernkorset i kransen på gudindens lanse. Siden er skulpturen blevet omtalt som sejrsgudinden Victoria.
Brandenburger Tors midterste passage, der er bredere end de øvrige fire, var i perioden fra 1814 til 1919 forbeholdt medlemmer af den kongelige familie.
Brandenburger Tor, juni 1945.
Efter 2. Verdenskrigs ophør indgik Brandenburger Tor i den sovjetiske sektor. Porten fremstod dengang svært beskadiget efter krigens bombardementer.
I perioden 1961-1989 var adgangen gennem Brandenburger Tor spærret af Berlinmuren, der løb tæt vest om porten. I disse år var Brandenburger Tor et symbol på den delte by Berlin – og på hele Europas deling mellem øst og vest. Siden murens fald har porten genopfundet sig selv som et symbol på den tyske genforening.
Den 12. juni 1987 holdt USA’s præsident Ronald Reagan en af de mest berømte taler foran porten på den vestlige side, hvor han udfordrede den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov med ordene; ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”.
Den 22. december 1989 samledes omkring 100.000 mennesker for at markere den officielle åbning af Brandenburger Gate. Ved årsskiftet til 1990 samledes en enorm folkemængde ved porten for at fejre det første nytår som en genforenet by.
Et foto foran Brandenburger Tor er et must, når du er i Berlin. Her er det en flok modne herrer, der poserer foran Berlins ikoniske vartegn efter en vel overstået cykeltur fra Århus til den tyske hovedstad.
Fra 21. december 2000 til 3. oktober 2002 blev Brandenburger Tor renoveret gennemgribende for cirka seks millioner euro.
Brandenburger Tor og Strasse des 17. juni er samlingssted ved særlige begivenheder i Berlin med plads til over en million mennesker. Her markeres fx Genforeningsdagen den 3. oktober og nytåret, og for fodboldelskere er den ultimative folkefest den såkaldte Fanmeile, som siden 2006 har samlet millioner af mennesker foran storskærme ved porten, når det tyske fodboldlandshold forsvarer de tyske farver ved VM.
Hvert år i begyndelsen af oktober er Brandenburger Tor et af højdepunkterne i Festival of Lights, hvor den imponerende port danner lærred for et lige så imponerende lysshow.
19. juli 1988 gav Bruce Springsteen en af historiens måske vigtigste rockkoncerter, da han spillede for over 300.000 mennesker i Østberlin. En koncert, som nogle mener var indirekte medvirkende til Murens fald 16 måneder senere.
Det, der få år tidligere havde været fuldstændig utænkeligt i DDR, blev virkelighed i Østberlin en varm sommeraften i 1988: En koncert med en af verdens største rockstjerner. Den 19. juli 1988 gik Bruce Springsteen og the E Street Band på scenen på en mark i Weissensee i Østberlin, få kilometer fra Berlinmuren, og leverede et brag af en koncert foran en gigantisk, begejstret menneskemasse. Der var solgt 160.000 billetter, men mange, mange flere mennesker strømmede til. Presset blev så stort, at myndighederne valgte at fjerne afspærringerne om koncertpladsen. Det vurderes, at over 300.000 mennesker var til koncerten. Dertil kommer de millioner af østtyskere, der fulgte en lettere forskudt transmission af koncerten på den statslige tv-kanal.
Det vurderes, at over 300.000 mennesker var til Springsteen-koncerten i Østberlin.
Et ganske særligt øjeblik indtraf under den fire timer lange koncert, da Bruce trak en lap papir frem og på gebrokkent, men forståeligt, tysk sagde:
“Es ist schön in Ost-Berlin zu sein. Ich möchte euch sagen ich bin nicht hier für oder gegen eine Regierung. Ich bin gekommen um rock’n’roll zu spielen für Ost-Berlinern in der Hoffnung dass eines Tages alle Barrieren abgerissen werden.”
(Oversat: Det er dejligt at være i Østberlin. Jeg vil sige til jer, at jeg er her ikke for eller imod en regering, jeg er kommet for at spille rock’n’roll for østberlinerne i håbet om, at alle barrierer en dag vil blive revet ned.”
For at sætte en fed streg under sin pointe spillede han herefter en coverversion af Bob Dylans store frihedssang ”Chimes of Freedom”. Hør talen (og publikums reaktioner) og sangen i videoen herunder.
Springsteens tale havde kort tid inden koncertens start skabt panik blandt de tyske arrangører. De hørte, at en af Springsteens folk spurgte, hvad ”wall” hed på tysk og tænkte, at hvis der blev sagt noget om Muren på scenen, ville de stå uden job dagen efter. Springsteens chauffør blev bedt om at tale med Springsteen, som indvilgede i at ændre ordet ”wall” til ”barrieres”. Det viste sig, at DDR-toppolitikeren Egon Krenz havde været til stede backstage og havde godkendt den endelige formulering i talen med konstateringen ”vi er også imod barrierer”.
Koncerten gav mere mod til at udfordre DDR-regimet Bruce Springsteens lille hint til Muren og oplevelsen med at myndighederne måtte give efter for presset fra menneskemassen og fjerne afspærringerne fik indirekte betydning for den efterfølgende udvikling, der førte til Murens fald 16 måneder senere. Det fortæller øjenvidner til koncerten i bogen ”Bruce Springsteen – Rocking the wall: The Berlin concert that changed the world”, skrevet af Reuter-korrespondent Erik Kirschbaum.
Kirschbaum har interviewet omkring 60 øjenvidner. For mange af dem står øjeblikket, hvor myndighederne giver op over for presset fra menneskemassen og fjerner afspærringerne, som noget dybt symbolsk.
Et af øjenvidnerne, Cornelia Günther, fortæller, hvordan koncerten får hende til at deltage i demonstrationer for mere frihed. Hun er også med året efter, hvor en halv million samles i Østberlin få dage før grænseovergangen til Vestberlin åbnes og diktaturets tid er forbi.
”Koncerten var helt sikkert med til at give os mere mod til at gå på gaden og kræve mere frihed. Vi oplevede, at man kan opnå noget som gruppe, og at man kan udfordre regimet. Ved Springsteen-koncerten kunne vi klappe ad hans tale, uden at politiet kom,” siger hun.
Den dengang 34-årige Jörg Bencke havde rejst gennem halvdelen af DDR for at være til koncerten. Han fortæller om Springsteens tale:
“Vi hørte alle budskabet, og det var elektrificerende. Alle vidste præcis, hvad han talte om – at man skulle rive muren ned. Der har tidligere været vestlige rockstjerner på besøg i DDR. De spillede og sagde “Hallo Østberlin” eller sådan noget. Men ingen viste sådan et mod. Springsteen stod simpelthen på scenen og sagde det, alle drømte om. Det var en ubeskrivelig følelse.”
Springsteen skulle dæmpe de unges utilfredshed Erik Kirschbaum har i sin research til bogen også dykket ned i Stasi-arkiverne. Her har han fundet dokumentation for, at koncerten var led i en kampagne med det formål at dæmpe den voksende utilfredshed blandt landets ungdom. De unge hungrede efter at opleve noget af det samme som Vestens unge. Og de var oprørte over flere hændelser i 1987, hvor politiet satte hegn op og brugte knipler og strømpistoler mod østtyskere for at forhindre dem i at komme tæt på Muren for at lytte til blandt andre David Bowie og The Eurythmics, der gav koncerter tæt på vestsiden af Muren.
For at gyde olie på vandene fik det kommunistiske partis ungdomsorganisation Freie Deutsche Jugend (FDJ) derfor tilladelse til at arrangere Springsteen-koncerten. Stasifilerne fortæller også, hvordan FDJ argumenterede for at lade Springsteen spille. De pointerede over for DDR-toppen, at Springsteen skrev “hårde og uspolerede sange om den skyggefulde side af den amerikanske virkelighed”.
Fornem stemningen og den enorme folkemængde ved koncerten i videoen herover. Det må have været en bizar oplevelse for DDR-ledelsen at høre publikum skråle med på Springsteens “Born in the USA”.
Berlin og Muren satte varige spor i Springsteen
Koncerten i 1988 har ikke kun gjort stort indtryk på østtyskerne. Den delte by og koncerten i Østberlin har også sat varige aftryk i Bruce Springsteen og hans bandmedlemmer.
Bruce besøgte Berlin første gang i 1981, hvor han gav koncert i Vestberlin på sin turne efter udgivelsen af albummet The River. I selvbiografien Born to Run fra 2016 fortæller Bruce, hvordan han og vennen og E Street-guitaristen Steven Van Zandt valgte at tage en tur til Østberlin:
”I Berlin vovede Steve og jeg os gennem Checkpoint Charlie for at tilbringe en eftermiddag i Øst. Samtlige tryksager, det være sig aviser eller blade, blev konfiskeret af de østtyske grænsevagter. Det var et andet samfund, man kunne godt mærke støvlehælen og Stasi i gaderne, og man var godt klar over, at undertrykkelsen var ægte nok.
Steve blev aldrig den samme igen. Efter vores tur i Europa blev den samme mand, der havde prædiket, at rockmusik aldrig skulle blandes sammen med politik, selv politisk aktiv, og hans egen musik blev aggressivt politisk. Kraften i den mur, der delte verden i to, dens brutale, hæslige og hypnotiserende realitet kunne ikke undervurderes. Det var en krænkelse af menneskeheden, der var noget sjofelt ved den, og når man først havde set den, hang den ved én som en lugt, man aldrig helt kunne slippe af med. Den påvirkede flere af bandets medlemmer dybt, og der lød et kollektivt lettelsens suk, da vi fortsatte til den næste by.”
Bruce Springsteen og E Street Band har aldrig før eller siden spillet for et større publikum end i Østberlin i 1988. Og de glemmer aldrig koncerten. På fotoet spiller Bruce i Horsens, juli 2016.
Om koncerten i 1988 i Østberlin, der var en del af hans Tunnel of love-turne, skriver Bruce blandt andet i Born to run:
”Muren stod der stadig, men de første sprækker var så afgjort begyndt at vise sig i dens før så uigennemtrængelige facade. Forholdene var ikke de samme som for et årti siden. På en åben mark stod den største tilskuerskare, jeg nogensinde havde set eller spillet for, og inde fra midten af scenen kunne jeg ikke se nogen ende på den. Hjemmesyede amerikanske flag vajede i den østtyske blæst. Billetterne påstod, at vi blev præsenteret af ungkommunisterne og spillede ”støttekoncert for sandinisterne”?! Det var nyt for mig. Hele koncerten blev transmitteret af det statslige tv (endnu en overraskelse), dog med undtagelse af min korte tale om muren, som på en eller anden måde passende nok blev udeladt.
I løbet af et døgn gik jeg fra dagen før vores koncert at have kunnet svanse fuldstændig uantastet ned ad gaderne i Østberlin til at være landskendt superstjerne. Da jeg dagen efter jobbet var et smut uden for vores hotel, blev jeg omringet af hipstere, bedstemødre og alt derimellem med et ønske om en autograf. ”Ich bin ein Berliner”.
Vi holdt fest på konsulatet i Østtyskland og begav os derefter tilbage til Vestberlin og en koncert for 17.000, der på trods af vores gode vesttyske fans føltes langt mindre dramatisk end det, vi netop havde oplevet. (Rockmusik handler om indsatser. Jo højere de bliver sat, jo dybere og mere pirrende bliver situationen. I 1988 i Østtyskland var der en stemning af alt eller intet, der kun et år senere eksploderede, da den tyske befolkning væltede Berlinmuren og gjorde sig fri).”
På sin officielle hjemmeside siger Bruce Springsteen om koncerten:
“Once in a while you play a place, you play a show that ends up staying inside of you, living with you for the rest of your life. East Berlin in 1988 was certainly one of them.”
Og så faldt Muren Berlinmuren blev som bekendt åbnet helt uventet om aftenen den 9. november 1989. Under en pressekonference fortalte politbureaumedlemmet Günter Schabowski, at der var vedtaget en bestemmelse “der gør det muligt for enhver borger at rejse ud over DDR’s grænseovergange”.
En journalist spurgte, hvornår reglen trådte i kraft, og Schabowski svarede lidt forfjamsket “ab sofort” (med det samme). Nyheden spredtes hastigt, og tusindvis af østberlinere søgte til grænseovergangene i løbet af aftenen. De pressede på for, at portene skulle åbnes.
Grænsevagterne ved Bornholmer Strasse var de første til at give efter for det stigende pres. Her blev porten åbnet klokken 23.32, og efterfølgende åbnede flere grænseovergange.
BONUSINFO I juli 1995 tog Bruce Springsteen til Berlin for at indspille videoen til sit megahit Hungry Heart. En del af videoen blev optaget ved en kort koncert sammen med et tysk band på Café Eckstein (i dag Café Butter) i Pappelalle i Prenzlauer Berg. I videoen ser man også Bruce bevæge sig rundt i Berlin, blandt andet kører han gennem Brandenburger Tor og langs Eastside Gallery.
Dramatiske forsøg på at flygte fra DDR er temaet for Vild med Berlins 2. Stammtisch-arrangement. Jesper Clemmensen fortæller om sine dokumentariske bøger “Skyggemand” og “Flugtrute: Østersøen”.
At flygte fra DDR var forbundet med stor fare og udsigt til lange fængselsophold, hvis man blev pågrebet. Alligevel var der mange, der gjorde forsøget. Og en del, det lykkedes for. Også via Vestberlin, der fra 1961 til 1989 var omkranset af en mur og lukket helt inde i DDR.
Bøgerne “Flugtrute: Østersøen” (2012) og “Skyggemand” (2017) er dokumentariske beretninger om DDR-flygtninge og dem, der hjalp dem med at flygte. De er skrevet Jesper Clemmensen, som er så venlig at komme og fortælle om bøgerne og den store, forudgående research til Vild med Berlin og Berlin Bars gratis Stammtisch-arrangement 24. juni kl. 15.
Ved arrangementet vil begge bøger være til salg til en favorabel pris.
Deltagelse i Stammtisch er gratis og kræver ikke tilmelding, men markér gerne på Facebook (hvis du er på Facebook), om du har tænkt dig at komme. Ved sidste Stammtisch-arrangement var der 34 deltagere, og så er der fyldt pænt op i den brede ende af hyggelige Berlin Bar. Kom derfor tidligt, hvis du vil sikre dig en god siddeplads. I ventetiden kan du eventuelt nyde en af barens 16 fadøl eller 140 forskellige flaskeøl, der alle er fremstillet af tyske brygmestre og bryggerier. Berlin Bar sælger også alkoholfrie drikke og god kaffe.
Stammtisch #2 på Berlin Bar Tidspunkt: Søndag 24. juni 2018 kl. 15
Sted: Berlin Bar, Gammel Kongevej 147, 1850 Frederiksberg
Jesper Clemmensen har skrevet en medrivende fortælling om, hvordan flugthjælpere på opfindsom og dramatisk vis fik indespærrede DDR-borgere ud af landet i årene efter, at Muren var rejst. I flere passager er den dokumentariske beretning spændende som en krimi.
Gravede tunneller, forfalskede pas og skjulte rum i ombyggede biler. Det var nogle af metoderne, når mennesker skulle smugles ud af DDR, der i 28 år var skarpt adskilt fra det frie Vesteuropa ved hjælp af en mur, pigtråd og grænsesoldater med skarpladte våben. I alle årene var der borgere, der forsøgte at flygte.
Mange af dem benyttede sig af mere eller mindre anonyme flugthjælpere, der bravt kæmpede for at være mere kreative end Stasi. Den østtyske, såkaldte statssikkerhedstjeneste opsporede nemlig adskillige flugtveje, og flugthjælperne måtte hele tiden forsøge at være et skridt foran.
Skyggemands fortælling var gemt i 45 år
En af flugthjælperne var Dietrich Rohrbeck, som er hovedperson i Jesper Clemmensens nye bog ”Skyggemand”. Forfatteren kom i kontakt med Dietrich Rohrbeck i forbindelse med en foredragsturné i anledning af sin forrige bog ”Flugtrute Østersøen”. Det viste sig, at Dietrich Rohrbeck i 45 år havde gemt på sin historie om hjælp til mere end 50 flygtende østberlinere – og Jesper Clemmensen blev straks interesseret.
Som i ”Flugtrute Østersøen” er der også i den nye bog et link til Danmark. Rigtig mange af de flygtende kom nemlig til Vesttyskland via overfarten Rostock-Gedser, og adskillige danskere bidrog i indsatsen for de flygtende. DDR var hermetisk lukket i 1961, efter at Berlinmuren var blevet rejst, og Dietrich Rohrbeck studerede på det tidspunkt i Vestberlin, men besøgte jævnligt sin danske kæreste på Falster. I hulrummet i hans Mercedes var der plads til en person, der ikke var for høj eller tyk og heller ikke led af klaustrofobi.
Omfattende research
I andre tilfælde og i samarbejde med andre flugthjælpere hjalp han flygtninge til Vesten via gravede tunneller eller falske pas. På et tidspunkt var Dietrich Rohrbeck meget tæt på at blive afsløret af den danske journalist Flemming Sørensen, der var agent for Stasi. Af frygt for at blive arresteret af Stasi fik flugthjælperen et nyt pas i et andet navn. Han undlod også i en længere periode at befinde sig på landjorden i DDR og rejste i stedet med fly mellem Hamborg og Berlin.
En omfattende research, brug af Stasi-arkivet og samtaler med involverede ligger bag den velskrevne fortælling over 368 sider. Visse episoder er spændende som en krimi. Dietrich Rohrbecks rolle sluttede, da han flyttede til Danmark i 1965. Han er i dag 81 år, og først for seks år siden begyndte han at snakke om begivenhederne igen.
– Det var jo et overstået kapitel, fortæller han i dette indslag til TV Øst, hvor han også giver denne forklaring på bogens titel, der henviser til opfattelsen af ham hos de folk, han hjalp:
– De har altid sagt: “Han var ligesom en skygge for os, Skyggemanden”. Jeg dukkede jo op, gemte dem i bilen, kørte over, læssede dem ud og gav dem nogle instrukser. Og når de vendte sig om, var jeg allerede væk igen.
Se også Jesper Clemmensen svare på fem spørgsmål om sit forhold til Berlin i serien “Mit Berlin”:
(VINDERNE ER FUNDET) Nu har du igen chancen for at få fingre i spændende Berlin-læsestof. Vi udlodder 2 eksemplarer af den spritnye bog ”På kanten i Berlin”, skrevet af Lene Tymoshenko, der har boet i Berlin siden 1992 og driver eget guidefirma i byen.
På kanten i Berlin er Lene Tymoshenkos første bog.
Lene Tymoshenko fortæller i bogen sin egen historie om, hvordan hun i 1991 tog nattoget fra København til Berlin for at snuse til byens bz-miljø. Året efter vælger hun at flytte til den tyske hovedstad og starte et nyt liv som en del af det store bz-miljø, der var opstået i det tidligere Østberlin efter Murens fald.
Hendes bog giver et unikt indblik i de forskellige subkulturer, der fandtes i 90’ernes Berlin, herunder bz’ere, idealister, livskunstnere og illegale på flugt fra den økonomiske håbløshed i det opløste Sovjetunionen.
Den fortæller om truslen fra ordensmagten og nynazistiske bander. Om kærlighed og venskab, og det opslidende ved kampen for en stabil tilværelse, når man befinder sig på kanten. Om seksuelle eksperimenter, bordeller og sexarbejde.
Læs her et kort uddrag fra “På kanten i Berlin”:
”Der er en optimistisk, ja nogen gange helt euforisk følelse af, at alt er muligt, da jeg lærer det østberlinske bz’miljø at kende i sommeren 1991. På mange måder er det som en stor farvestrålende legeplads. Man kan bo gratis i store skøre kollektiver og leve billigt, og man skal bare gå ud på gaden, så kan man klunse de skønneste gamle møbler og andre brugsgenstande, da østberlinerne har travlt med at skifte deres ting ud med vestprodukter. Derfor opstår der hele tiden nye bjerge af storskrald på de ellers tomme brostensbelagte lange gader, og de få biler, der er i bydelen, må køre slalom imellem dem. Vi bruger skraldebjergene til at klatre rundt på og finde skatte til vores kollektiver.
Det er en skøn sommer. Jeg føler, at jeg for første gang virkelig kan være mig selv. Det går op for mig, at jeg på en eller anden måde altid har følt mig fremmed og udenfor i København og i Danmark. At jeg et eller andet sted aldrig rigtig har hørt til eller været mig selv. Det, der før bare har været en diffus følelse, da jeg hidtil jo ikke har haft noget sammenligningsgrundlag, bliver nu konkretiseret. Nu står det som en skærende kontrast, og det går op for mig i al sin tydelige klarhed, at jeg er en fremmed i Danmark. Det er her i Berlin, jeg hører til. Jeg er endelig kommet hjem.”
Lene Tymoshenko har udgivet ”På kanten i Berlin” som selvudgiver. Bogen er på 520 sider og kan købes på bl.a. www.saxo.com eller på www.gucca.com
DELTAG I LODTRÆKNINGEN
ved at lægge en kommentar herunder, hvor du kort fortæller om dit favoritsted i Berlin. Hvor holder du særligt af at komme/vender altid tilbage til – og hvorfor?
Bemærk: Vi modtager meget “spam” i vores kommentarfelter. Derfor bliver din kommentar først synlig, når vi har godkendt den.
OM KONKURRENCEN
Konkurrencen løber til og med fredag den 7. juli 2017. Den foregår på Vild med Berlins Facebook-side, blog og Instagram-side. Vi finder vinderne gennem lodtrækning og kontakter dem direkte.
Lene Tymoshenko (født Pedersen)
Født 1969. Har boet i bydelen Friedrichshain i det tidligere Østberlin siden 1992.
Er uddannet kok, var sexarbejder i syv år og har nu sit eget guidefirma, Berlin på Vrangen, der arrangerer byvandringer i Berlin.”På kanten i Berlin” er hendes første bog.
Alice Persson kom til Østberlin som 19-årig i 1975 for at arbejde som dansk nyhedsoplæser på Radio Berlin International, den østtyske kort- og mellembølgeradio, der dagligt fortalte hele verden om socialismens fortræffeligheder. Sidste år udgav hun beretningen om sine mere end to år i byen under den kolde krig og Stasis mislykkede forsøg på at hyre hende som agent. Her svarer hun på spørgsmål i serien ”Mit Berlin”.
Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Mit første indtryk af Berlin (det var i Øst i 70’erne) var en STOR, fremmed og totalt spændende by. Jeg var 19 år og havde stort set kun været i Rødovre, Karrebæksminde og på Orø. En særartet lugt af brunkul, en sky af olieblandet benzinlugt, tiloset luft, livlighed, pølsebarer, knejper, mange små, tøffende trabanter. Følelsen af at være blevet lukket ind i en hemmelig hule fuld af skilte med opfordring til at komme fremad mod en partikongres, at kæmpe for fred og solidaritet og styrke produktionen. Totalt anderledes end reklamerne hjemme! Jeg var spændt, bange og på eventyr.
Alice Persson i 1976 ved sit østberlinske hjem i Albert Schweitzer Strasse i Friedrichshagen cirka 20 km fra centrum af Berlin.
Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Jeg kommer her alt, alt for sjældent, men kunne sagtens besøge Berlin syv-otte gange om året, hvis det var muligt. Men hver gang jeg er her, føles det som at være kommet hjem. Jeg kunne godt bo der igen, tror jeg. Jeg er vild med Berlin som en god gammel ven. Den by har været med til at identificere mig og definere mig i den spæde ungdom, og det hænger ved.
Jeg tænker stadig meget i øst og vest. Er helt bevidst om, hvornår jeg er hvor. Og jeg befinder mig mest i øst, når jeg besøger byen. Her føler jeg mig hjemme. Store forretningsgader, moderne glasbygninger og shoppingcentre har ikke min interesse. Hellere slentre ad en laaang Karl Marx Allee eller Unter den Linden eller i Köpenick end gå og kigge smarte butikker i vest, på Kurfürstendamm.
Byen er så emmende af historie og liv. Jeg elsker at mærke ærefrygten, når jeg står ved en stor bygning og mærker, hvad der er sket her i fortiden. Ved mindesmærker for krigens ofre bliver jeg højtidelig og melankolsk. Bagefter kan jeg gå ud i folkemængden, som lever i dag, og blive glad for at se deres selvfølgelige måde at eksistere i en fredelig by. Så jeg får mange forskellige følelser, når jeg bevæger mig rundt i Berlin.
Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Jeg elsker Berlin af mange grunde. Byen har noget for enhver sjæl. Men byen er ikke bare en by. Byen er et vidnesbyrd, en levende, summende historiefortæller. En mangfoldighed af skæbner.
På grund af min historie bliver jeg nærmest jaloux over at skulle dele Berlin med så mange mennesker, der valfarter hertil. Jeg misunder dem. I dag er det jo lige så naturligt at drage herned som at tage en tur i sommerhuset eller ind til storbyen. En lille barnlig stemme indeni siger: Jeg kom først, det er min by. Misundelse er en retningsgiver, som peger og siger: Det skal du også. Så jeg tager følelsen som et tegn på, at jeg kommer og er kommet her alt for sjældent i nyere tid. Så det må jeg gøre noget ved. I virkeligheden kunne jeg godt forestille mig at tilbringe meget længere sammenhængende tid hernede. Måske endda flytte hertil.
Når jeg sidder ved foden af fjernsynstårnet, hvor jeg dengang – i 70’ernes Østberlin – sad sammen med min soldaterkæreste og diskuterede vores umulige forhold, bliver jeg grebet af en trang til at fortælle de unge mennesker om, hvordan det var dengang. Men det har jeg jo gjort i min bog ”Kollega Persson.”
Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Mit yndlingssted er Friedrichshagen. Det tager ca. 25 minutter med S-toget Richtung Erkner at køre derud. Derude ligger en by i byen med egen hovedgade, butikker, kulturelle arrangementer, cafeer og kirke. Her er liv og glade dage, uden at det bliver for stort. Og går man til enden af Bölschestrasse, kommer man ned til søen, Müggelsee. Der er grønt, hyggeligt og underholdende i Friedrichshagen.
Med årene er jeg blevet lidt overfølsom over alt for megen larm og travlhed alt for længe, så mit nervesystem slapper helt af, når jeg kommer til søen og cafeerne og bådfarten ved vandet. Det er mit ønske en skønne dag at bo på en pension i byen – i nærheden af mit tidligere hjem i Albert Schweitzer Strasse.
Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Da jeg boede i Berlin i 70’erne, var jeg ikke så interesseret i at gå i teater, i operaen eller på museer. Dengang gik jeg mere på værtshus og mødte de lokale. Mit store ønske var at komme ind i Distel og opleve satiren, men det opgav jeg, for det var umuligt at få billetter, hvis ikke man lige kendte nogen, der kendte nogen.
1. maj i Østberlin: Det har altid givet mig et indre sus at stå i en stor menneskeforsamling. Især når det handler om at ændre verden, solidaritet, tilkendegivelser for fred er det mærkbart. Et sus går gennem kroppen, når jeg mærker, hvor mange vi er, og hvor stor styrke vi har, når vi er mange. Det sus mærkede jeg 1. maj i Berlin i 70’erne.
Inden jeg flyttede til Berlin i 1976, havde jeg 1. maj været med på Blågårds Plads i stjernedemonstration til Nørre Søgade og så hele vejen ud til Fælledparken. Det var også betagende og gav mig følelsen af at tilhøre en kæmpestor familie. Det gav tryghed og garanterede på en måde, at jeg kunne føle mig tryg her. I Berlin fik jeg den samme følelse, i langt højere målestok. For det var jo her, i socialismen, at den tryghed blev garanteret. Vi var så ufatteligt mange, og beslutningen var, at der aldrig mere måtte udgå krig fra tysk jord. I kølvandet på krigen, som jeg vidste havde resulteret i en stor angst for min mors og mine bedsteforældres liv, var det, som om den ”slægtssmerte” lagde sig, når jeg indsnusede lugten fra den nye krigsløse tid.
Selv om den kolde krig skød med skarpt, følte jeg mig i sikkerhed her. Når jeg så på tanks i Østberlin, tænkte jeg ikke krig, men forsvar for fred og en slåen hårdt ned på alle neonazistiske tendenser. Under 1. maj-demonstrationen i Østberlin (vi havde fri fra arbejde) så jeg godt, at Honecker og co. sad højt oppe på et podium, og der var rækværk mellem dem og folket. Men opfattede det ikke spor symbolsk.
Jeg bliver nødt til at nævne Unter den Linden. Her har jeg gået meget. På vej ned mod Brandenburger Tor, hvor DDR stoppede. Så stod jeg dér og kiggede på afspærringerne. Det var en kæmpeoplevelse at besøge Berlin igen for første gang siden murens fald, mange år efter. Meget hurtigt fandt jeg Unter den Linden og gik den samme tur. Da jeg nåede Brandenburger Tor, blev det helt uvirkeligt inden i mig. Jeg stoppede op og blev helt paf. Selv om jeg rationelt godt vidste, at døren var åben, var det en særlig følelse at opleve det. Og sådan er det med alt. Det er ikke nok at vide det oppe i hovedet. Man skal være til stede med sin krop for virkelig at mærke det. Jeg gik helt forsigtigt igennem og ud på den anden side. Kiggede lidt bedøvet på menneskemylderet. Mennesker kørte og gik, optaget af at leve deres liv. Tog ingen notits af den åbne dør. Kun jeg stod dér og tænkte i mirakler.
Det samme skete, da jeg besøgte Checkpoint Charlie. Historien bemægtigede sig mig igen. Og jeg gøs ved tanken om, hvordan det var dengang, og at man nu bare kan gå igennem. Men jeg brød mig ikke om alt det dramatiske og souvenirprægede. Folk, som solgte postkort og små stykker ”mur”. Det er ikke interessant.
Museerne er jo et kapitel for sig. Imponerende. Ud over mastodonterne på museumsøen kan jeg lide at besøge Zille Museum i Propststrasse 11 i Nikolaiviertel, Berlins ældste kvarter.
Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Igen må jeg sige, at det tiltaler mig at opsøge den østlige fortid. I min gamle by Friedrichshagen ligger ”Bräustübl” på Müggelseedamm 164 og ”Rolandseck” på Scharnweberstrasse 80. Begge lå der også dengang, i 70’erne. Og væggene taler til mig.
I centrum kom jeg af og til på ”Zur letzten Instanz”, Berlins ældste værtshus fra 1651. Selv om restauranten er blevet shinet op, er den gamle egenart ikke forsvundet. For selv om man sminker historiske bygninger til ukendelighed, titter historien gennem væggene. Jeg får i hvert fald følelsen af at være i Berlins ældste knejpe stadigvæk selv om bordene er pænt pyntede. Tænk, her sad Napoleon engang og nød en øl, siges det. Derfor har han også en stol stadigvæk. Eller det havde han stadig, da jeg besøgte instansen for nogle år siden. Charlie Chaplin og Clara Zetkin og flere berømtheder siges også at have besøgt stedet.
I nyere tid har jeg besøgt ”Lebensmittel in Mitte” – et dejligt intimt og folkeligt sted. Her sidder man tæt, og stemningen er livlig uden at være anmassende. Cafeer og spisesteder i Hackesche Höfe er også altid hyggelige at besøge.
Alice Persson, født 1957, er selvstændig psykoterapeut. Tidligere tysk korrespondent/advokatsekretær og stadig meget glad for det tyske sprog. Udgav i 2016 bogen ”Kollega Persson” om sine oplevelser, da hun boede i Østberlin 1975-77 og arbejdede på den statslige radio i håb om senere at uddanne sig til journalist, men hvor hun oplevede at blive forsøgt rekrutteret af Stasi, DDR’s hemmelige politi.
Hun skriver nu på en fortsættelse med den kryptiske arbejdstitel ”Frøken Persson … kan De koge et æg?” Et særpræget spørgsmål under en jobsamtale som tysk korrespondent efter de groteske oplevelser i Østberlin. Her vil hun beskrive, hvad der skete, da hun kom hjem fra Berlin og stadig havde svært ved dels at vriste Stasi-oplevelserne af sig dels at omvurdere sine politiske og private livsdrømme. Og i sidste ende finde fodfæste i livet. Om den kommende bog fortæller hun selv:
– Den vil have en naturlig tilknytning til det fænomen, at jeg senere uddanner mig til psykoterapeut. Hvad sker der for hende, der – godtroende og uskyldig som unge mennesker ofte er – bliver offer for kræfter, der har planer med hende? Og hun ikke kan finde nogen at betro sig til, fordi det på den ene side er tabu (”Stasi eksisterer ikke”), på den anden side farligt, hvis nogen opdager det (”har hun været spion?”). Hvor går hun hen med sin skam og ensomhed?
En vestberlinsk politimands drab på en ubevæbnet demonstrant betragtes af mange som udgangspunkt for den politiske terrorisme, der knugede Vesttyskland i 1970’erne. Oplysninger om betjenten, som først dukkede op i Stasi-arkiverne så sent som i 2009, kunne måske have sparet mange liv i et blodigt kapitel i forbundsrepublikkens historie.
2. juni er en dato med en helt særlig betydning i Berlins historie. Eller rettere Vestberlins, for det var den vestlige side af den dengang delte by, der i 1967 lagde grund til en tragedie med skæbnesvangre konsekvenser. Under en demonstration mod et besøg af den iranske shah blev den 26-årige studerende Benno Ohnesorg dræbt af et skud i baghovedet.
Det var første gang, Benno Ohnesorg deltog i en demonstration. Han var pacifist, medlem af en protestantisk studentermenighed, gift og ventede barn. Billedet af den døende unge mand gik verden rundt.
Skuddet mod Benno Ohnesorg blev affyret fra kun halvanden meters afstand af kriminalbetjenten Karl-Heinz Kurras. Det blev affyret på en parkeringsplads, der delvis lå under en bygning på søjler på adressen Krumme Straße 66-67. Her havde han forvildet sig ind sammen med nogle andre på flugt fra den politistyrke, der kort forinden havde opløst en demonstration over for Deutsche Oper, 150 meter derfra på den store gennemkørselsvej Bismarckstraße.
Et relief ved Deutsche Oper til minde om drabet på Benno Ohnesorg
Brutale angreb på demonstranter
Demonstrationen var rettet mod den iranske shah Mohammad Reza Pahlavis besøg i Berlin på grund af modstand fra de fortrinsvis unge, tyske studerende mod det iranske styres undertrykkelse af ytringsfrihed, menneskerettigheder og al opposition, blandt andet via fængsling af politiske modstandere og det hemmelige politis tortur og likvideringer. En iransk dissident havde i forbindelse med shah-besøget på et møde på Berlins Universitet fortalt om undertrykkelsen, hvilket havde berørt mange deltagere, og der havde allerede tidligere på dagen været demonstrationer, hvor demonstranterne – uden indgriben af det vestberlinske politik – var blevet banket af såkaldte “pryglepersere” eller “jubelpersere”, dvs. medbragte shah-støtter, der var bevæbnet med store lægter af træ.
Så stemningen var lidt ond, da omkring 2.000 demonstranter om aftenen den 2. juni samledes foran Deutsche Oper, hvor shahen og hans unge hustru skulle overvære Mozarts Tryllefløjten. Af politiet blev de anvist plads i behørig afstand på den anden side af den brede Bismarckstraße. Her havde demonstrationen lejlighedsvis karakter af en happening, hvor nogle af deltagerne havde brune papirindkøbsposer på hovedet med påmalede ansigter, der skulle forestille shah-parret. Benno Ohnesorgs gravide hustru havde forladt stedet, fordi hun følte sig utryg.
Kort efter at alle Operaens gæster var lukket ind til Tryllefløjten, gik det vestberlinske politi i gang med at opløse demonstrationen på den anden side af gaden, angiveligt uden forudgående varsel. Kl. 19.57 lød ordren “Knüppel frei” – Frem med kniplerne. Det blev temmelig brutalt.
Benno Ohnesorgs flugtvej væk fra politiets knipler og frem til stedet, hvor han blev skudt.
Mange demonstranter flygtede fra politiet ved at løbe ned ad Krumme Straße, og flere havde søgt ind i gården ved nr. 66-67, men gården viste sig at være lukket, og de måtte tilbage ad samme vej, som de var kommet. Gården var ved at være tømt, da skuddet faldt. Det var kort efter kl. 20.30. Benno Ohnesorg faldt om og lå helt stille. En time senere blev han erklæret død.
Politiets foto af den døende Benno Ohnesorg
Et mord med stor symbolværdi
Til trods for, at Benno Ohnesorg var ubevæbnet og sammen med de øvrige demonstranter på vej væk fra politiet, blev drabsmanden Kurras efterfølgende frikendt ved to retssager, først i 1967 og derefter igen i 1970. Benno Ohnesorg blev et symbol for den fremspirende studenterbevægelse. Politiets brutalitet var i manges øjne et eksempel på tidligere nazisters store indflydelse i det vestberlinske politi. Mere end 10.000 ledsagede Benno Ohnesorgs kiste, da han blev begravet i sin fødeby Hannover.
De mere radikale ungdomsoprørere drog den konklusion, at fredelige protester mod en nazificeret magt var nyttesløse. En terrororganisation tog i 1972 navn efter datoen for skuddrabet, ”Bewegung 2. Juni”, og stod efterfølgende for drab, bortførelser, bombeattentater og bankrøverier. Flere af deltagerne herfra gik efterfølgende ind i Rote Armee Franktion (RAF), også kendt som Baader-Meinhof-banden. RAF stod for 34 mord på vesttyske politikere, embedsmænd, erhvervsledere, vagtfolk og chauffører op gennem 70’erne.
Hvordan tingene havde udviklet sig, hvis Benno Ohnesorg ikke var blevet skudt, er selvfølgelig vanskeligt at sige noget om, men denne handlings betydning bliver i hvert fald ikke nedtonet af tyske historikere. Så sent som 24. april 2009, altså næsten 42 år efter det dræbende skud, bragte Weekendavisen et interview med den tyske forfatter og journalist Stefan Aust, der har indgående kendskab til den politiske terrorisme. Heri siger han blandt andet:
“Den 2. juni 1967 var et chok for alle, både for demonstranterne og for dem, som fulgte urolighederne i tv. Det var den mest brutale politiaktion siden Anden Verdenskrig, og det endte med, at studenterpolitikeren Benno Ohnesorg blev dræbt, fuldkommen uden grund. Det var en begivenhed, som definerede en hel generation i Tyskland. Jeg siger altid, at Karl-Heinz Kurras, kriminalbetjenten, som dræbte Benno Ohnesorg, er mere ansvarlig for terrorismen i Tyskland end Andreas Baader.”
Politimanden var Stasi-spion
Dette blogindlægs forfatter læste artiklen i Weekendavisen på en kort afstikker til Danmark under et længere ophold i Berlin i 2009. Det pudsige er, at der en måned senere kom en helt ny, opsigtsvækkende afsløring frem om politimanden Karl-Heinz Kurras. 22. maj 2009 kunne aviserne fortælle, at han – på tidspunktet, da mordet fandt sted – havde været medlem af det østtyske kommunistparti, SED, og under dæknavnet Otto Bohl agent for den østtyske efterretningstjeneste, Stasi. Det var en nyhed, der ryddede forsider over hele Tyskland og også gav stor opmærksomhed i udlandet.
Oplysningen var dukket op i de omfattende Stasi-arkiver, der var blevet tilgængelige for forskere efter Murens fald. Det kom også frem, at Kurras ikke handlede efter instrukser fra Stasi. ”Ein Verbrechen”, en forbrydelse, stod det noteret i Stasi- akterne, og Stasis kontakt til Kurras blev lagt på is. I medierne blev han beskrevet som en temmelig våbenglad mand, der under 2. Verdenskrig havde været soldat på østfronten. Betalingen for at levere informationer til Stasi brugte han blandt andet på ammunition til skydetræning.
Spekulationer blandt intellektuelle
Blandt tyske historikere og debattører førte afsløringen straks til spekulationer om en helt anderledes udvikling i den vesttyske studenterbevægelse, mindre radikalisering og mange undgåede mord, hvis Kurras’ forbindelse med Stasi var blevet kendt i forbindelse med mordet på Ohnesorg.
Den vesttyske terrorbevægelse havde et ideologisk fællesskab med den herskende ideologi i DDR, og nogle af bevægelsens medlemmer nød en vis beskyttelse i landet. Terroristernes hovedfjende – den repressive statsmagt under påstået nazistisk indflydelse – ville måske være kommet til at stå i et helt andet lys, hvis man havde haft viden om, at manden bag det første mord på en vesttysk demonstrant rent faktisk var agent for DDR.
Allerede om aftenen den 2. juni 1967 var nogle studenter samlet for at drøfte dagens hændelser. Den 26-årige Gudrun Ensslin, senere medstifter af RAF, skulle på dette møde have sagt disse ord: ”Man kan ikke diskutere med dem, de vi tage livet af os alle sammen. Det er Auschwitz-generationen”.
Afsløringen af betjentens fortid vakte opsigt. Forsiden af Bild 22. maj 2009
Sønnen ønsker undskyldning og erstatning
Benno Ohnesorg døde iført en markant karminrød skjorte, som han havde på for første gang, og som var en gave fra hans hustru Christa. Hende var han blevet gift med seks uger tidligere. Fem måneder senere fødte hun sønnen Lukas. Hun døde i 2000 og bestræbte sig til sin død på at undgå offentlighedens søgelys.
Den i dag 49-årige Lukas Ohnesorg, arbejdsløs programmør i Hannover, har nu efter nogen tøven valgt at udtale sig til medierne. I forbindelse med 50-årsdagen beskriver han mordet på sin far som en tragedie, der traumatiserede familien. I et aktuelt interview med Spiegel Online giver han udtryk for bitterhed over, at Karl-Heinz Kurras, der døde i 2014, fortsat officielt er uskyldig, og han mener, at hans far burde have opkaldt en plads i Berlin efter sig. Lukas Ohnesorg insisterer desuden på en undskyldning og en kompensation fra den tyske stat.
Han ville gerne have lært sin far at kende, siger han til Berliner Zeitung:
”Han ville leve, havde så mange ideer og talenter. Han malede billeder og tegnede. Allerede da han var barn, skrev han bøger og digte. Og så blev han pludselig revet ud af livet.”
Hans Falladas ”Alene i Berlin” er en storslået roman om et Berlin-ægtepar, der mister deres søn i krigen og derefter begynder at fordele postkort imod naziregimet.
Temaerne for den 682 sider store roman er anstændighed, integritet og mod. Den begynder med en gribende scene, hvor arbejderægteparret Anna og Otto Quangel i Prenzlauer Berg modtager et brev om, at deres søn er død under felttoget mod Frankrig. Derefter begynder de at tvivle på Hitler, som de ellers havde støttet, og beslutter sig for at gå ind i kampen mod krigen og naziregimet.
De gør det på deres egen stilfærdige måde, nemlig ved at skrive postkort, som de fordeler rundt omkring i opgange med henblik på, at andre finder dem, deler dem videre og dermed sætter gang i et oprør.
Romanen bygger på virkelige personer, nemlig ægteparret Elise og Otto Hampel, der ganske vist ikke mistede deres søn i krigen, men Elises bror. Hans Fallada skrev bogen kort før sin død, blandt andet på baggrund af dokumenter fra retssagen, der dømte parret til halshugning i 1943. Den udkom i 1947 på et kommunistisk forlag, som omskrev dele af romanen for at gøre den mere politisk korrekt efter opfattelsen hos de sovjetiske magthavere i den østlige del af det besatte Berlin.
Først i 2010 blev det oprindelige manuskript fundet. ”Lykkeligvis,” skriver den i Berlin bosatte dansker Henriette Harris i et indsigtsfuldt efterord om bogen, Fallada og virkelighedens Elise og Otto Hampel, for dermed er flere nuancer kommet med:
”Romanen er Hans Falladas årvågne beskrivelse af tyskerens kamp for hverdagen og af den terror, der havde lukket sin jernnæve om ham. Det er en indgående beskrivelse af tyskerens altoverskyggende angst. Men også af tyskerens fejhed, hans griskhed, hans løgnagtighed, hans vilje til at stikke og udplyndre naboer (jøder som ikke-jøder) og arbejdskammerater, hvis det kunne berige ham selv eller redde ham fra at komme i fedtefadet (…) Men Alene i Berlin er først og fremmest en roman om anstændighed. Om to jævne mennesker, der erkender og handler efter, at prisen for at forblive anstændig aldrig kan blive for høj,” skriver Henriette Harris blandt andet i efterordet.
Ved udgivelsen af den danske oversættelse i 2012 fik den de maksimale seks stjerner af både Jyllands-Postens og Politikens anmeldere. Weekendavisen skrev: “Et mesterligt indblik i kollektiv angst og paranoia“.
Fem har vundet bogen
Forlaget People’sPress stillede fem eksemplarer af bogen til rådighed for en lodtrækning blandt dem, der følger Vild med Berlin. Vinderne blev udtrukket 25. januar 2017 og har fået direkte besked og bogen tilsendt.
Mindetavle for Elise og Otto Hampel på adressen Amsterdamerstrasse 10 i Berlin Foto: By OTFW, Berlin – Own work, CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=11102209
Elise og Otto Hampel fotograferet af Gestapo efter anholdelsen
Her de mange anbefalinger om ”historiens spor” fra dem, der følger Vild med Berlins blog, nyhedsbrev og Facebook-side.
Større boligkvarterer må jævnligt spærres af og mange mennesker evakueres, når man opdager endnu en bombe i den berlinske undergrund. 3.000 stykker usprængt materiale som bomber, granater og ammunition menes fortsat at ligge her, og de ret hyppige fund gør krigens tid meget nærværende i den tyske hovedstad.
Det samme gør de mange mindesmærker og andre markeringer af det sorte kapitel i Tysklands historie. Berlin-glade danskere har deres favoritter, når de vil mærke historiens vingesus, og mange berettede om dem, da Vild med Berlin for nogen tid siden efterlyste inspiration. Vi har tidligere bragt den første opsamling om DDR-tiden. Her følger den anden om tiden med det nazistiske styre, 1933-1945.
De 5.000+ snublesten
Flere nævner, at de mærker historiens tragiske vingesus, hver gang de ser de såkaldte Stolpersteine – de 10×10 cm store messingskilte, som næsten alle, der har været i Berlin, har bemærket. Byen har da også mere end 5.000 af dem – placeret mellem brostenene foran huse, hvor der har boet mennesker, primært jøder, som blev deporteret til de nazistiske udryddelseslejre. ”Her boede Margarete Tebrich, født Loewi i 1874, deporteret til Theresienstadt 17. december 1942. Myrdet i Auschwitz i 1944” lyder en af inskriptionerne, som sætter navn på en af de mange millioner myrdede og samtidig fortæller læseren, at vedkommende befinder sig lige der, hvor dette offer levede sit liv.
Læs mere om Stolpersteine i indlægget ”Én sten. Ét navn. Ét menneske. Historien om Stolpersteine – snublesten i Berlin”.
Gleis 17 Memorial i Grunewald
Mindesmærker for deportationen af jøderne fylder naturligvis en del i de mange anbefalinger. ”Gleis 17” er nævnt som et meget tankevækkende sted. Det er et nedlagt spor på den ellers fungerende S-togsstation Grunewald, 13 km vest for Alexanderplatz, som minder om, at det var fra denne station, at 56.000 berlinske jøder blev transporteret til dødslejrene. Inskriptioner langs sporene fortæller om datoerne for transporterne og det præcise antal mennesker, som blev sendt af sted.
Læs mere i indlægget ”Gleis 17 Memorial – Mindesmærke for nazisternes jødetransporter fra Berlin”.
Mahnmal Levetzowstrasse
I samme genre, men i Moabit tæt på Berlins centrum, er Mahnmal Levetzowstrasse, som Peter Christiansen omtaler som ”Det mest intense historiske sted i Berlin”. Her lå engang en af Berlins største synagoger, som nazisterne fra 1941 brugte til at opsamle tusindvis jøder, før de blev sendt videre mod øst, bl.a. via togstationen i Grunewald. På en stor jernplade kan man se datoer udstanset sammen med det antal mennesker, der blev deporteret den pågældende dag, og en skulptur i form af en togvogn symboliserer deportationen til den visse død.
Den såkaldte “Führerbunker” , juli 1947. Foto: Bundesarchiv
Hvor lå førerbunkeren?
Et særligt sted i Berlin – ved Gertrud-Kolmar Strasse, ikke langt fra Brandenburger Tor – er markeret så beskedent, at mange af byens besøgende har vanskeligt ved at finde det. Og finder man endeligt frem til stedet, hvor Hitlers førerbunker engang lå, kan man godt blive lidt skuffet. For ud over en lille informationstavle er der kun en kedelig parkeringsplads at beskue.
I Tyskland er der almindelig enighed om, at stedet for førerbunkeren ikke skal være et storslået mindesmærke, som kunne anspore nynazister til at bruge stedet til fejring af deres åndelige forfader. Trods den beskedne markering kan man godt mærke et strejf af historiens vingesus, når man står på stedet. Som Else Togo skriver i sin kommentar: ”Får gåsehud ved stedet for der Führerbunker i Gertrud-Kolmar Strasse”.
Mindre end halvanden kilometer derfra kom der i oktober 2016 en udstilling, hvor Hitlers arbejdsværelse er genopført, og hvor man desuden kan se en model af hele bunkeren. Det følsomme forhold til historien gør udstillingen omdiskuteret, men arrangørerne i det private ”Berlin Story Bunker” fastholder, at hensigten blandt andet er at vise nazispidsernes luksus i forhold til de menige tyskeres lidelser i overfyldte bunkere samt at gøre historien levende og interessant. Man kan bestille rundvisninger i hele udstillingen på tysk og engelsk til 12 euro her.
Læs mere om førerbunkeren på dansk Wikipedia.
Hvor førerbunkeren i sin tid lå, er der i dag en parkeringsplads.
Mindesmærket for Europas myrdede jøder
Endnu tættere på stedet for den oprindelige bunker ligger Berlins største og mest markante mindesmærke, nemlig ”Denkmal für die ermordeten Juden Europas”, der blev indviet i 2005. Det er 2.711 betonsteler fordelt på 19.000 kvadratmeter, kun 200 meter fra Brandenburger Tor. Et gigantisk kunstnerisk værk, som den amerikanske arkitekt Peter Eisenman står bag. I anledning af mindesmærkets 10-årsjubilæum i 2015 lagde vi dette indlæg på bloggen.
Det er værd at lytte til et råd fra forbundsdagspræsident Wolfgang Thierse, der i sin åbningstale i 2005 anbefalede, at man som gæst begynder sit besøg i det underjordiske dokumentationscenter. Her er der gratis entré, men også grundig sikkerhedskontrol. Derefter bør man ifølge Thierse gå alene mellem stelerne og tænke over de indtryk, som besøget efterlader.
Topographie des Terrors
Ida Hermann anbefaler stedet med disse ord: ”Topographie des Terrors er et område, som forbinder historien. I dag et moderne museum, som ligger dér, hvor Gestapo havde sit hovedkvarter. Bygningen eksisterer ikke mere, men der findes endnu rester, der minder om den tid. Når man kigger i retning af Niederkirchnerstrasse ser man ikke alene et stykke af Berlinmuren, der vidner om den kolde krig, men også det kolossale bygningsværk i baggrunden med totusind rum, der blev bygget til Göring og var hans Reichluftfahrtministerium (og som senere også blev brugt af DDR). To meget bemærkelsesværdige epoker mødes her, og det er ret overvældende!”
Steen Bille, der oplevede den udendørs udstilling på stedet, før udstillingsbygningen var færdig, skriver: ”At stå ved de udendørs plakatboards ved Topographie des Terrors i murbrokkerne fra SS-fængslet og føle dig stærkt berørt og nødvendigt oplyst …”.
En fornyet version af den udendørs udstilling findes i dag i en lang arkade langs grunden ind til den nye udstillingsbygning, der stod færdig i 2010. Her kan man bevæge sig kronologisk gennem tiden, hvor nazisterne i stigende grad strammede grebet og skruede op for terrorregimet.
Der er gratis adgang til det såkaldte ”Dokumentationszentrum – Topographie des Terrors” i den markante bygning, der besøges af mere end én million mennesker om året. Stedet rummer både permanente og skiftende udstillinger. Læs mere om Topographie des Terrors her.
Berliner Unterwelten – udstilling og guidede ture
Foreningen Berliner Unterwelten har en permanent udstilling, ”Mythos Germania”, og en stribe skiftende rundvisninger i blandt andet under- og overjordiske bunkere. Tidspunkter og steder skifter jævnligt, så man skal selv holde øje med de aktuelle ture på hjemmesiden. Klik på det danske flag for at få information på dansk om de ture, der har en dansk guide.
Bayerisches Viertel
Birthe Egelund Høier: “Bayerisches Viertel er ikke det område i Berlin, som tiltrækker sig flest turister. Men her er historien fortsat levende. I det tidligere jødiske kvarter bør man gå omkring og kigge både op på lygtepælene og ned i fortovet. Et kunstnerprojekt har fået lov at blive hængene: skilte, der på den ene side citerer en lov, med datoen for indførelsen, som begrænser jøders aktiviteter op gennem trediverne, og på den anden side en ikon, som betegner den pågældende restriktion (f.eks. et brød, når jøder kun må købe brød på bestemte tider). I Bayerisches Viertel er historien en aktiv del af dagligdagen.”
Wikipedia (på tysk): Bayerisches_Viertel
Wikipedia (på tysk): Orte des Orte des Erinnerns (Bayerisches Viertel)
Olympia Stadion
Julie Pedersen: “At gå rundt der giver både suset af stormagt og af den ligeså forfærdelige bagside af Hitlers idé om det 3. rige.”
Jacob B. Møller: “Bygget af Hitler og renoveret senest til VM i Tyskland i 2010 . En guidet rundtur med min søn der står stærkt efter sommerens tur til Berlin.” Læs her om rundvisninger på Olympia Stadion.
Gedenkstätte Plötzensee
Maj-Britt Milsted: “Det er en ubeskrivelig stemning man kommer i ved et besøg her. Nazisterne henrettede i tusindvis og mange af deres egne blev henrettede få dage før krigens slutning. Man kan læse flere af de henrettedes historie i montre på museet. Virkelig et grumt og historisk vingesus. Og ikke et sted, der er overrendt. Vi har hver gang haft det helt for os selv. Og det gør stemningen endnu mere forstemmende.” Læs her om Gedenkstätte Plötzensee.
Sammlung Boros
Birgit Dusa: “Man fornemmer historien på egen krop, når man går rundt i den gamle bunker nær Friedrichstrasse Station, hvor der nu er kunstudstilling.”
Op mod 3.000 mennesker søgte tilflugt i denne bunker under de allieredes bombninger af Berlin. Den Røde Hær brugte bunkeren som fængsel, og i 1950’erne blev den brugt til opbevaring af frugt og grønt, hvilket dengang affødte navnet ”Bananbunkeren”. Boros købte stedet i 2003.
Som beskrevet i et tidligere blogindlæg skal et besøg i bunkeren planlægges i god tid, for der er kun adgang til bunkermuseet, hvis man på forhånd har booket plads på en af de guidede rundvisninger (12 personer pr. gang).
Gedenkstätte Deutsche Wiederstand
Sanne Gitz: “Berlin er så fuld af historie, at man hele tiden forholder sig til de forskellige tider byen har været igennem. Da vi i påsken var i Berlin, besøgte vi Gedenkstätte Deutsche Wiederstand, hvilket virkelig gav mig en klump i halsen og ondt i maven.” Læs mere (på tysk og engelsk).
Denkmal zur Erinnerung an die Bücherverbrennung
Dan Mølholm: “Jeg bliver grebet af historien mange steder, men ikke mindst ved det sted på Bebelplatz, hvor en af de nazistiske studenters bogafbrændinger af ikke politisk korrekte bøger fandt sted i 1933. Man kigger gennem glas ned på tomme boghylder under jorden. Og læser Heinrich Heines profetiske ord: ‘Det var kun forspillet. Der, hvor man brænder bøger, vil man til sidst også brænde mennesker.’” Læs mere (på tysk og engelsk).
Første del af denne opsamling af anbefalinger fra “de berlinervilde” – om DDR-tidens historiske vingesus – finder du her.
Byen emmer af historie, så det er svært at begrænse sig, hvis man bliver bedt om at pege på, hvor man bedst oplever historiens vingesus i Berlin. Her er første del af et overblik over de mange anbefalinger, der i april 2016 kom fra følgerne af Vild med Berlins blog, nyhedsbrev og Facebook-side.
”Berlin er indbegrebet af historiens vingesus,” lød det fra en af bidragyderne, da vi i forbindelse med udlodning af bogpræmier bad deltagerne om at lægge ”en kommentar med dit bud på, hvor i Berlin man bedst oplever historiens vingesus”. En anden forestillede sig at være gudinden i quadrigaen på toppen af Brandenburger Tor: ”Hun har i mange, mange år fra toppen af Brandenburger Tor haft udsigt til, hvad der er foregået i Berlin, så netop der får man en fantastisk oplevelse af historiens vingesus”.
Ja, gudinden har overværet triumftogene i 1864, 1866 og 1870 efter sejre i krige mod blandt andet Danmark. Hun har set sejrsikre soldater drage i krig i 1914, og hun har været vidne til nazisternes march gennem porten, da Hitler kom til magten 30. januar 1933. Hun blev bombet i smadder i kampene om Berlin i 1945 og var i mange år centrum for den delte by, da der eksisterede to tysklande. Selv om hun stod med ryggen til, registrerede hun sikkert også talen 12. juni 1987, hvor den amerikanske præsident Ronald Reagan bad sin sovjetiske kollega Gorbatjov om at rive Muren ned. Ingen havde vist regnet med, at den rent faktisk blev pillet fra hinanden mindre end to år senere, hvor øst- og vestberlinere blandt andet fejrede det ved at stille sig på Muren om aftenen den 9. november 1989.
Diana Gillmeister fortæller i en kommentar, hvordan hun oplevede Brandenburger Tor før Murens fald: ”Jeg mindes de russiske soldater med maskinpistoler, som stod der ved mine besøg som barn. Som skræmte os børn, fordi vi sad på hegnet, og det måtte vi ikke. De sagde noget, vi ikke forstod, men kropssproget var tydeligt, og vi kom hurtigt ned. Fantastisk at se at der nu ikke er hegn om.”
Reichstag nævnes af mange som et andet godt sted at opleve Berlin som centrum i den vestlige verdens historie. ”Her er hele Tysklands historie på godt og ondt samlet i ét imponerende bygningsværk,” er der en, der skriver. Men derudover deler anbefalingerne sig især i steder, monumenter og mindesmærker for to epoker i historien: Den delte by 1961-1989 og Nazi-tiden 1933-1945. For overskuelighedens skyld er af denne opsamling derfor grupperet på denne måde. Her følger første del.
Den delte by 1961-1989
Stasi-fængslet i Hohenschönhausen
DDR-tiden scorer højest blandt bidragsyderne, og rigtig mange har været på rundvisning i fængslet i Hohenschönhausen, der fra 1951 til 1989 var stedet, hvor Stasi holdt op mod 200 politiske fanger indespærret ad gangen. ”Et koldt og alvorligt vingesus,” bliver stedet beskrevet som, og Jakob Schmidt anbefaler det med ordene: ”Det gamle Stasi-fængsel i Hohenschönhausen er virkelig en oplevelse værd. Stadig fornemmer man den mistro, psykiske terror og ondskab, som hele stedet var drevet af. Og i autentiske omgivelser med det originale interiør intakt.”
Caroline supplerer: ”Tilbage i DDR-tiden vidste de fleste ikke, at der lå et fængsel her – det var en Stasi-sag og fængslet var ikke på noget kort, og når nye indsatte skulle køres derud, var en af torturmetoderne ofte at køre de arresterede rundt i mørke biler i timevis, så de til sidst ikke havde nogen som helst idé om, hvor de var. Psykisk terror var måden, Stasi torturerede deres indsatte og borgere på.”
Rundviseren Mike
Som rundviser i fængslet, der har været ”Gedenkstätte” siden 1994, har mange mødt Mike, der er særlig interessant for danskere, fordi han er vild med alt dansk – blandt andet inspireret af Olsen Banden – og brugte tiden under sine mange ophold i fængslet til at lære dansk, blandt andet ved hjælp af brugsanvisninger, hvor vejledningerne var oversat til flere sprog.
”Min største historiske oplevelse i Berlin var, da jeg blev vist rundt i Hohenschönhausen af en tidligere fange, Mike, som i øvrigt taler dansk. Hans største ønske efter murens fald var at besøge Danmark og lære dansk. Han gjorde et stort indtryk på mig, for vi er jævnaldrende. Mens jeg var ung, hvor jeg levede livet og uddannede mig, så sad han det meste af tiden i fængsel i DDR,” fortæller Simon Smidt Jensen.
Efter Murens fald gik Mikes første udlandsrejse i øvrigt til Sønderjylland, hvor han blev modtaget meget varmt og inviteret indenfor af de danskere, der fandt ud af, at han var fra DDR.
Bente Toft: ”Et besøg i Stasi-fængslet i Hohenschönhausen i Berlin har gjort dybt indtryk hos min mand og jeg. En af de tidligere indsatte guidede os rundt. En meget personlig og intens rundvisning. Efter Genforeningen mødte han tilfældigt sin forhørsleder ude i byen. De kom i snak, og det var starten på ideen om en bog om fangernes og deres “forhørsbødlers” skæbne i den nyere historie. Bogen kan nu købes i fængslets boghandel.”
Museet ”Alltag in der DDR”
En permanent udstilling med gratis entré, der i november 2013 åbnede i Kulturbrauerei, Prenzlauer Berg, 100 meter fra U-bahnstationen Eberswalder.
Helle Faber: “Boede i Østberlin i november 1989, og dette museum beskriver livet der.”
Museets hjemmeside: http://www.hdg.de/berlin/museum-in-der-kulturbrauerei/ Læs også om museet i blogindlægget: Ni gratis fornøjelser ved regnvejr i Berlin
Bornholmer Strasse – stedet for Murens fald 9. november 1989
”Der, hvor jeg mærkede historiens vingesus, var ved broen på Bornholmer Straße, hvor vi så plancher med billeder fra før og ved Berlinmurens fald,” skriver Laila Hejlskov.
Begivenheder ved grænseovergangen er skildret i denne 9 minutter lange dokumentar (med engelske tekster):
Den tyske kanal ARD viste i 2014 begivenhederne i et tv-drama, der i høj grad beskrev begivenhederne set fra Harald Jägers synsvinkel. Han var den østtyske befalingsmand, der ledede gænseovergangen og er kendt som ”Manden der åbnede muren”.
Haralds Jägers biografi kan læses på Wikipedia i en engelsk og en tysk version.
Potzdamer Platz
”Med det enorme Sony Center og stykkerne er muren – en fantastisk historisk kontrast,” skriver Tanja Rasmussen.
U-Bahnhof Friedrichstrasse
Kirsten Gjaldbæk: ”Når jeg står på banegården Friedrichstrasse, kigger jeg hver gang op mod vinduerne i gavlen under den buede hvælving, og så synes jeg stadig at se soldaterne med maskingeværer, der stod på vagt der, mens byen stadig var delt. Og så behøver man blot at gå ned i udstillingsrummene i “Tränepalast” lige uden for stationen for med gysen at genopleve nervøsiteten for kontrollerne dengang før november 1989!”
Gedenkstätte Berliner Mauer i Bernauerstrasse
Det eneste sted i Berlin, hvor et stykke af både den ydre og den indre mur stadig er bevaret. Det tilhørende dokumentationscentrum er løbende blev fornyet. ”Efter udvidelsen af Gedenkstätte Berliner Mauer i Bernauerstrasse, synes jeg at man her får en fornemmelse af, hvordan en helt almindelig gade med boligblokke blev forvandlet under delingen af byen,” skriver Lone.
Anne Hessing Simonsen: “Ingenmandslandet ved Bernauer Strasse. Det risler en kold ned af ryggen, når man står i Mauerpark på flisegangene og tænker på, hvor mange der flygtede i de dybe gange under jorden netop der, hvor man står.”
Baumhaus an der Mauer
Martin Olesen skriver: ”Et ikke så berømt – men meget tankevækkende – sted er “Baumhaus an der Mauer” i Kreuzberg. Hør fx historien på Youtube. Her får man en helt anderledes og skæv vinkel på Berlins deling. Jeg så stedet første gang med en af de alternative gåture, der også er meget anbefalelsesværdige. Se fx http://alternativeberlin.com/tours/free-tour/
Trabant-museet ved Checkpoint Charlie
Anette Due: ”Det er et fantastisk lille museum, hvor der virkelig er noget at komme efter. Rigtig god film om Trabantens historie også.”
Karl-Marx-Allee
Annie Hansen: ”Efter at have oplevet Berlin i 1960 – før muren, på Stalinallee, (nu Karl-Marx-Allee) med de brede fortov og, efter datidens østtyske forhold, imponerende facader er det alligevel som at komme til en anden verden, når man i dag går ned af samme allé. I 1960 var der mennesketomt og uden trafik. Gik man ind bag facaderne, oplevede man kun sønderbombede huse, hvor der var legende børn. I dag en meget trafikeret allé, nærmest boulevard, med masser af flotte boligblokke, hvor der var ruiner. I årene siden dengang har jeg oplevet Berlins forandring på både godt og ondt, heldigvis mest af den gode slags. Det gyser dog stadig i mig, når jeg aflægger Tränenpalast et “besøg” og genoplever de gange, jeg skulle der igennem og visiteres.”
Torben Stig Nymand Jacobsen: ”Jeg vælger Karl Marx Allee v. Warschauer Strasse. I dette kryds finder man fire meget store bygninger, som er sovjetiske i al deres pragt. Jeg forestiller mig, at bygningsarbejderne forlod stilladserne i juni 1953 i protest mod prisstigninger og tempoopskruninger. 17.juni var Berlin på randen af sammenbrud. Kun ved sovjetiske kampvognes mellemkomst blev opstanden knust i blod. Bertolt Brecht skrev et satirisk indlæg et par dage efter, hvor han foreslog styret at opløse folket og vælge et nyt.”
Stasimuseum
Gitte Luk skriver: ”Jeg har oplevet dårlig karma af nærmest fysisk karakter tre steder i Europa: I Pompeji syd for Napoli, ved invasionskysten i Normandiet og på Stasimuseum i Ruschestrasse, Berlin. Lugten af bonevoks, gammel cigaretrøg og “Beamterbüro” væltede mig helt bagover, første gang jeg var der for mange år siden. Vi så en halv BBC-dokumentar på VHS i cafeteriet. Den anden halvdel var “gået i stykker”, og der var ikke råd til en ny kopi. Til gengæld fik vi kaffe og småkager, og en venlig ældre kvinde genfortalte resten af dokumentaren, som hun kunne udenad. Ude på trappen stod en gammel, blind mand og fortalte sin egen historie til alle, der gad høre den. Om tab og undertrykkelse og om, hvor svært det også var at falde til i det nye Tyskland. Hver gang jeg er i Berlin, MÅ jeg tilbage til det museum. Ikke for at svælge i fortidens elendighed, men for at minde mig selv om, at mure og pigtråd ikke løser nogen problemer. Det er der desværre endnu nogen, der tror.”
Museumsbolig
Jane Tobberup skriver: ”Tidslomme til offentlig beskuelse: En typisk 80’er DDR-lejlighed i et af datidens Plattenbau-komplekser. Interessant!!!”
Hellersdorfer Straße 179. Åben om søndagen 14-16 eller efter aftale. Gratis entré. http://www.berlin.de/museum/3110025-2926344-museumswohnung.html
Tempelhof
Ole Borch: ”Jeg vil gerne slå et slag for den tidligere Tempelhof lufthavn … Under den kolde krig etablerede amerikanerne og englænderne den berømte luftbro, så Vestberlins befolkning kunne få fødevarer og brændsel, selvom russerne havde afskåret disse bydele under allieret kontrol. Et af de fly, der deltog i luftbroen, en såkaldt “Rosinbomber”, kan stadig ses foran lufthavnsbygningen. Navnet “Rosinbomber” opstod, fordi flyene ud over at fragte varer også smed små faldskærme ud med slik, rosiner og chokolade til de børn, der forventningsfuld stod på ruinbjergene og så flyene ankomme.”
East Side Gallery
Et langt stykke indermur på den østberlinske side af Spree.
Per Mikkelsen: ”Find stedet hvor to danske piger har malet “Himlen over Berlin”. Og vid, at de to piger tog rejsen til Berlin spontant, stort set uden en krone på lommen, malede i Trabi-damp, boede på gulvet hos en østtysk studerende. Deres værk blev udvalgt til at “overleve”, da dele af muren blev revet ned.”
Læs mere i blogindlægget: East Side Gallery – 1.316 meter gribende historiefortælling
Mauermuseum ved Checkpoint Charlie
Anita Ege Urbak: ”Dokumenterer meget detaljeret og konkret livet i Berlin under den kolde krig, og man kommer virkelig ind under huden på mennesket og fornemmer, hvad der var på spil for dem, når man ser, hvad de udsatte sig selv og familien for. Et sted, der gjorde dybt indtryk på hele familien.”
East Side Gallery